Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt kendt med hvad de gjorde med landsforrædere, men af den grund, så tog han det faktisk temmelig roligt, for der var virkelig ikke nogen grund til at skulle tænke på det lige nu. Han havde vel et par dage, hvis han kendte Alexander ret, så der var ikke nogen grund til at forhaste sig. Umiddelbart så det også ud til at det gik meget godt, det med ikke at skændes, for nu var det også en tanke som de begge to var fuldkommen besatte af, så selvfølgelig var et noget som gjorde det hele en smule bedre, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun ønskede hjælp med kjolen, var nu noget som han godt kunne forstå, også selvom han vidste at det ene og alene måtte blive en smertefuld proces i sig selv. Et svagt smil passerede roligt hans læber. Han havde endnu en gang slået ihjel for hendes skyld, også selvom han vidste at dette var noget som ville koste ham selv skræmmende dyrt, så var det slet ikke noget som han tænkte over, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At Faith var så tydeligt påvirket af det, var noget som alligevel måtte.. lette ham et sted, også fordi at det var en tanke og en form for bekræftelse overfor ham, om at han faktisk havde en vis betydning for hende, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele langt bedre for hans vedkommende. Tiden med hende, var i hvert fald af slagsen som han ville nyde! Kjolen fik han roligt bakset af hende, også selvom han kunne se, at hun virkelig havde ondt, og det var en tanke som han bestemt heller ikke kunne lide. Hendes ord fik ham kun til at smile. ”Jeg ved det jo godt. Jeg er fuldkommen dækket af dit blod jo,” endte hun direkte morende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At hun vendte sig om og begyndte at fumle med hans skjorteknapper, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod, for han var faktisk glad for at hun ville have ham med i. De grågrønne øjne vendte han roligt mod hendes blik igen. ”Den vil altid være åben for dig, min kære,” hviskede han stille. Hånden hævede han varsomt og strøg den let mod hendes nøgne bryst, også selvom det alt sammen var frygtelig forsigtigt, for han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt. ”Gør det meget ondt?” spurgte han dæmpet, og med en tydeligt bekymret mine i ansigtet.

[Silia D. Diamaqima]

Tanken om hvad der skulle ske med ham, var slet ikke en hun ønskede at dvæle ved i øjeblikket, for den gjorde ondt. Han havde gjort mange dumme ting gennem tidernes løb, men han havde uden tvivl overgået sig selv. Hvad var der blevet af hans loyalitet overfor Jaqia. Et sted så lettede det hende dog også. At han endnu var villig til at slå ihjel for hendes skyld, for den slags han ingen af dem gjort længe, de havde ikke ofret noget som helst for hinanden igennem alt for mange år. Nu stod hun til at miste ham igen, og hvis det skulle ske så ville hun have lov til at nyde ham, inden hun ville kæmpe for hans liv med næb og kløer! Den mand havde virlelig en stor betydning for hende! Kjolen var bestemt en smertefuld proces! Et støn havde forladt hendes læber, og det var ellers mildt i forhold til det skrig hun havde lyst til at lade bryde sine læber, også selvom hun kvalte det. Så snart kjolen var fjernet og efterlod hendes krop så godt som blottet, kun dækket af mængden af blod, svandt smerten blot en smule bort, kun fordi den friske luft pustede på de mange sår han havde givet hende. De forsigtige hænder åbnede langsomt hans skjorte. De skælvede ligeså meget som resten af hende, for det var bestemt ikke mindre anstrengende at stå op, men hvor der var vilje var der vej. Hendes funklende grønne øjne hvilede i hans, uden at forlade dem på noget tidspunkt. Et sted morede tanken om hvor sjældent dette var forekommet hende, for hun nød det. Dette var allerede tættere end de havde været i flere hundrede år. Hun lod hovedet glide på sned, og stirrede i hans varme blik med et intenst glimt i blikket. Hendes blod havde formået at male hans skjorte det var sandt. ”Som kære vi dele,” påpegede hun blot lidt drilagtigt. De varme hænder lod hun ligges mod hans bryst, førte dem ned over hans arme, for at tage skjorten med sig ned. Den faldt lidt ligegyldigt til jorden. Hans krop var ligeså varm som hendes.. han havde jo været under et enormt pres! Som hun ville have gjort i gamle dage, lagde hun begge hænder mod hans bryst, og strøg i ét kærtegn ned over hans krop, og mod hans buksekant. Blot en finger trængte under, også fordi hun ville have tilladelse før hun trak den så langt, særlig når han var så øm over den skavank. Hånden mod sit bryst, var slet ikke noget hun sagde noget til. Hans kærtegn fik hende til at glemme smerten lidt. ”Ikke når du gør det der,” svarede hun ærligt, og trådte blot lidt tættere på ham, også fordi han i så fald ville kunne komme bedre til.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at prisen for at rende rundt som landsforræder var utrolig stor, hvilket nok ville resultere i en offentlig hængning - med andre ord, den ultimate ydmygelse på offentlig gade, men det var slet ikke noget som han ønskede at tænke på i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hovedet lod han søge ganske let og stille på sned, for det var jo bare sådan at det var. Ingen skulle røre Faith når han var tilstede, for det fik ham stadig til at se rødt! Ja, et sted så følte han vel stadig den samme gamle ejerfornemmelse overfor hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var jo bare sådan at det var. Han var nok ikke den mest lækre af slagsen, men det var virkelig ikke noget som rørte ham i øjeblikket, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Kjolen gjorde ondt, så meget kunne han se og ikke mindst fornemme på hende, og derfor ønskede han virkelig bare at få den af hende, så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt! Tungen strøg han let over sine læber som hendes ord fik ham til at smile, for det var jo ikke engang løgn. De havde jo faktisk altid delt.. alting. ”Rigtigt nok… du er heller ikke den som dufter alt for godt, må jeg lige indrømme,” endte han morende og med det samme stille smil på læben, for det var bestemt heller ikke fordi at de var en løgn som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden lod han roligt kærtegne hendes bryst, også selvom det var noget som han gjorde ganske forsigtigt, for han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle have ondt! Ikke hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han lod skjorten falde, også selvom han var langt mere ømtålig overfor det som skete ved hans bukser, kun på grund af skavanken, men.. nej, han måtte altså bare lære at leve med det nu! Det andet kunne simpelthen ikke være rigtigt! ”Du… du må godt Faith,” endte han sigende, for det var jo heller ikke fordi at han stoppet hende på noget tidspunkt, for han ønskede at vise hende den tillid, også fordi at det var noget som mindede dem så meget om de gode gamle dage? At det ikke gjorde nær så ondt når han stod og kærtegnede hende, var en tanke som han faktisk godt kunne lide, hvor han tog en kende mere hårdt fat, også selvom det stadig var ganske forsigtigt. ”Godt,” endte han med et stille smil.

[Silia D. Diamaqima]

En offentlig hængning var virkelig den ultimative ydmygelse, og så snart man ville finde ud af hvad Kimeya havde gjort, så var det noget som hun skulle stå model til. At se ham død for øjenene af hende en gang til, den tanke gjorde for ondt, til at hun kunne overkomme den i øjeblikket. Hver ting til sin tid, og lige nu ville hun give sig hen til dette øjeblik, give sig hen til ham og det varme vand. Tanken om at han havde valgt at stå op for hende, at han atter havde taget et liv for ikke at se hende have ondt, den lettede hende.. det betød om ikke andet, at han ikke kunne være ligeglad, og det havde hun haft brug for at få bekræftet. Ingen af dem var synderlig lækre i øjeblik, smurt ind i blod, og alt muligt andet. Skjorten valgte hun at lade forlade hans krop. Hendes kærtegn var yderst forsigtige, for hun ønskede ikke hans afvisning. Det var langt mere rigtigt at stå så tæt på ham, kærtegne ham.. klæde ham af. Hendes hjerte slog rytmiske slag, lod hende sidde tilbage med en følelse af.. spænding.. det mindede hende faktisk om deres første møde, for hendes fingrer havde talt for dem, hendes kærtegn havde bragt dem sammen i første omgang, og nu stod de her. Hånden mod sit bryst, var noget der efterlod en sitren i hende. Hun elskede når han rørte hende på den måde, for det var bestemt ikke noget der længere skete synderligt ofte. Måske hun endnu var usikker omkring den slidte krop, men hun havde brug for det.. brug for de varme kærtegn. Blikket forlod ham ikke på noget tidspunkt, for hun ville læse hans blik, når hun kom så tæt. Hænderne havde bevæget sig mod hans bukser, og først her var hun blevet tøvende. At han viste hende den tillid, og direkte gav hende den tilladelse var noget der kom bag på hende, men samtidig glædede hende mere end noget andet. Det tog ikke megen fingerarbejde at få dem op. Hun løsnede dem stille fra hans hofte og ned over hans ben. Blikket gled mod benet. Arret var bestemt ikke kønt endnu, og ja vist det var et syn man skulle vænne sig til, men mere end det lå der ikke i det. Minen forblev upåvirket af synet, idet hun atter lod blikket dale mod Kimeyas. Hånden strøg blidt ned over hans hofte, og ned over det dårlige ben. Hun forsøgte virkelig at vise ham, at det ikke var af nogen betydning. Et smil prydede de rosenrøde læber. ”Stadig ligeså flot som jeg husker,” påpegede hun med et mere mere drilsk glimt, også selvom hun skam mente det. ”Skal vi komme i vandet inden det bliver koldt?”spurgte hun roligt. Begge hænder havde lagt sig mod hans hofter. Hun nød virkelig at være ham så nær!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at det med største sandsynlighed ville stå til en offentlig hængning når det hele kom frem, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for han gjorde det med glæde for hende! Hvis der var noget som han nægtet at stå model til, så var det helt klart at se hende komme til skade uden at gøre noget som helst, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende uanset hvad! Blikket gled mod hendes skikkelse og med det samme stille smil på læben. Hvad han havde at se rem til, var slet ikke noget som han ønskede at skænke en tanke lige nu, for han ønskede virkelig bare at tilbringe den tid sammen med hende, også fordi at det virkelig var ved at være utrolig lang tid siden om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det heller ikke engang fordi at det var en løgn. De lignede begge noget katten havde slæbt med ind, så selv et bad ville gøre utrolig godt for hans vedkommende, også fordi at det var svært for ham at gøre de ting selv! Det var Liya som havde hjulpet ham til nu, men hun havde mere end rigeligt at slås med, med henblik på Nathaniel, så det var slet ikke noget som han klandrede hende for på nogen måde. At få ham helt klædt af, var nok ikke det sværeste for den kære Faith, også nu hvor hun faktisk havde fået tilladelsen til at gøre det. Det var faktisk første gang at nogen i det hele taget så hans ben på denne måde, men det var der nu heller ikke noget som han sagde noget til, for han ville faktisk gerne have at hun skulle se det, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes ord fik ham til at smile ganske let. Han var stadig let muskuløs, selvom han helt klart var blevet bredere over brystet og skuldrene igennem den seneste tid. ”Godt du stadig kan lide det,” endte han sigende, som han også lod hende kærtegne ham, for det føles virkelig, virkelig godt! Han elskede den følelse som det skænkede ham. En form for.. tilfredsstillelse som han ikke havde mærket igennem utrolig lang tid, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hænderne mod hans hofte, sagde han bestemt heller ikke noget til, hvor hans hånd roligt forlod hendes bryst, for at søge mod hendes kind som han strøg ganske let. ”Det synes jeg lyder som en fantastisk god idé,” afsluttede han sigende. At komme i vandet ville i den grad gøre vanvittig godt!

[Silia D. Diamaqima]

En ting af gangen. I øjeblikket kunne hun ikke koncentrere sig om andet end Kimeya og det bad der ventede dem, og derefter kunne de begynde at spekulere på Jaqia, for det gav bestemt anledning til samtale. De var nødt til at snakke dette igennem, for hun nægtede ganske enkelt at se ham dø for sit blik igen, og der var ikke noget at diskutere! Nu var det dem det måtte handle om, hvilket skete så forfærdelig sjældent, derfor ville hun nyde det mens hun havde muligheden hænderne vandrede stille over hans krop, kærtegnede hans varme hud. Han var en ligeså flot man som hun huskede det, måske en anelse mere bred om skuldrene, men det gav jo sig selv nu hvor han stort set støttede sig på den del hver eneste dag. Hun lod de nysgerrige øjne søge ned over hans krop, for det var faktisk længe siden at hun havde set ham, han havde jo nægtet at have hende tæt på sig. Det manglende ben var slet ikke noget problem, måske det så lidt mærkeligt ud, og det var selvfølgelig et syn også hun skulle vænne sig til, men det gjorde ham ikke desto mindre til en flottere mand!dette var noget som Faith vidste var en udfordring for ham, mange ting kunne gå galt, og Liya havde sit at slås med, man kunne ikke bebrejde hende for at glemme Kimeya lidt, for Nathaniel havde ikke lang tid igen, han sang efterhånden på sidste vers, og det gjorde ondt, også på hende for selv den mand havde en stor betydning for hende. Tanken om at skulle miste både Kimeya og Nathaniel sendte en skælven igennem hende.. hvordan pokker skulle hun overleve uden de to? ”Jeg synes at du ser dejlig ud,” påpegede hun ærligt, og strakte sig frem kun for at plante et kys mod hans kind. Hun fortrød det dog hurtigt.. for pokker hvor gjorde det ondt! Hun nikkede stille, og trådte yderst stift hen mod karet. Hun ville aldrig komme derop uden hjælp.. med to handicappede, så var det en lidt større udfordring end hun lige havde set komme.. hun måtte vel bare prøve? Det sitrede efter hans varme kærtegn.. det havde været mere savnet end hun havde regnet med som sådan. Hun havde vel bare vænnet sig til at være urørt? Ingen anden end ham fik lov at komme tæt nok på hende, til at kunne kærtegne hende på denne måde, så det var bestemt heller ikke fordi nogen anden var endt tæt på hende, for det tillod hun ikke på nogen måde, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede slet ikke at tænke alt for langt frem, for i øjeblikket, så ønskede han virkelig bare at nyde øjeblikket og nuet, for det var noget som han havde været i stand til at gøre så frygtelig sjældent, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med et stille smil på læben, for han nød selv de stunder som disse, også fordi at det var noget som i den grad dybt i hans eget hjerte og satte sig – specielt hvis dette skulle vise sig at være noget af det sidste som han skulle til at opleve, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. At hun direkte stod og kærtegnede ham på den måde, var noget som han bestemt godt kunne lide, også fordi at det var en bekræftelse som han havde brug for. Jovist krævede det en anelse mere den dag i dag, at skulle holde kroppen ved lige, også fordi at han var ved at være oppe i alderen, så var det jo trods alt bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Han blev stående ved hende og med smilet som kun måtte brede sig ved hendes ord, for det glædede ham virkelig! ”Det dejligste jeg skuer for nu, min kære, er dig..” endte han dæmpet. At komme op i vandet ville han bestemt heller ikke have noget imod efterhånden! At hun valgte at skænke hans kind et kys, var noget som han bare tog til sig, for det føles virkelig godt når det var hende som gjorde sådanne ting, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde, det var helt sikkert. Han lænede sig roligt mod hende, hvor han skænkede hendes læber et let kys. ”Kom, jeg skal nok hjælpe dig op i karret,” endte han dæmpet. Det kunne godt være at de ville blive en kende mere problematisk, men han vidste at han kunne, for det var også hans mål i den anden ende. Han ønskede at vise hende, at han selv på trods af hans tilstand, faktisk var i stand til at hjælpe hende, passe på hende og beskytte hende, også selvom han vidste at det bare måtte være et spørgsmål om tid, inden han ikke ville være i stand til at kunne gøre det mere. Han fik humpet sig hen til karret, hvor han roligt gled mod kanten, hvor han satte sig. Han rakte hånden mod hende. ”Kom.. vi tager et ben af gangen,” endte han dæmpet og med et stille smil. Hun havde ondt og han kunne se det. Han ønskede jo bare at.. hjælpe hende.

[Silia D. Diamaqima]

For en gang skyld ønskede hun at leve i nuet sammen med Kimeya, for dette var jo en yderst sjælden stund. De plejede at spilde tiden med at råbe af hinanden frem for at nyde det når de endelig havde tid. Børnene var ikke hjemme, der ville ikke være nogle forstyrrelser. Bare ligge i hans favn og lade vandet omringe hende, og rense de mange sår. Hun havde ondt, og det ville være direkte nytteløst at forsøge at skjule overfor Kimeya, for han havde jo ligesom været der før. Hvis dette skulle være deres sidste stund sammen, så skulle den være perfekt! Faith var slet ikke sikker på, at hun ville være i stand til at hive ham ud af denne knibe, men hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt, selvom det ganske vidst ikke var meget, efter at Jaqia havde valgt at forkaste hende. Nu hvor de endelig stod og fyldte hinanden med de kærtegn, gik det også op for hende at de i den grad havde spildt tiden med at afvise.. det føltes jo virkelig godt.. hans varme, ru hænder, også selvom det måske var mere smertefuldt lige i øjeblikket. Det var slut. Så snart såret var renset og salven smurt på, så skulle hun nok klare sig, det var der ingen tvivl om. Kysset han tildelte hendes læber, tog hun mere end glædelig imod, hun gengældte det en anelse flygtigt. Hendes kinder antog igen en lettere rød nuance ved hans ord. Hun blev mindet om, hvorfor Kimeya altid havde formået at få hende til at føle sig som verdens smukkeste kvinde.. når han ville, for han kunne i den grad også gøre det stik modsatte! ”Jeg er glad for du nyder udsigten,” påpegede hun lidt drillende, også selvom det skam var ganske ærligt. Hun nød tanken om at have hans blik fæstet til sig, tanken om at hun endnu var i stand til at aflede hans opmærksomhed. Faith nikkede stille. Det ville være problematisk at komme op i karet, særligt fordi de i øjeblikket, begge var handicappet. ”Tak,” endte hun stille. De blodige trusser løsnede hun selv fra sin hofte, og trådte ubesværet ud af dem, før hun greb om hans hånd, og lod ham fører hende tæt på karet. I øjeblikket fik han i den grad lov til at hjælpe hende, hun bad for pokker direkte om det, og hun kunne fornemme hvor meget han faktisk nød at kunne stå det som stor og stærk. Når han var i det humør, lod hun det smitte af på hende selv, på trods af dronningen der lå i kælderen. Yderst forsigtigt lod hun et ben søge over kanten, og klemte fast om hans hånd, mest for at håndtere den smerte det i den grad var!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede bare at nyde øjeblikket, da det var en så sjælden stund med hende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille mod hendes skikkelse, for det var bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han elskede hende virkelig, også selvom han vidste, at han i den grad var en spade til at vise det, så var det jo trods alt også bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han trak vejret dybt, hvor selv det kække smil måtte brede sig på hans læber, for han kunne bestemt ikke gøre andet ned at nyde udsigten, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Åh tro mig.. jeg elsker og forguder den udsigt,” endte hun sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde! Det kunne godt være at de begge var handicappet i øjeblikket, men det var slet ikke noget som rørte ham som sådan. Det vigtigste i hans øjne, var faktisk det faktum, at han havde hende ved sin side, også selvom det selvfølgelig var et spørgsmål om tid, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at tænke på i denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende roligt, som han endelig kom hen til karret, hvor han satte sig på kanten. Det var bestemt heller ikke fordi at det var videre behageligt for ham. Desuden ville det gøre godt at få renset det sår ve benet, for det var bestemt ikke kønt endnu. Af hvad han vidste, så kunne det tage frygtelig lang tid, før han overhovedet selv ville synes om det, men han var tålmodig, og han havde efterhånden vænnet sig til tanken om at det ben.. bare ikke var der mere. At hun klædte sig af til det sidste, fik ham kun til at kaste et stjålent blik på hendes krop, for selv bag alt det røde blod, så var hun virkelig gudeskøn! Hun havde virkelig ikke nogen grunde til at skulle skjule sig for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han tog roligt omkring hendes hånd og med det stille smil, hvor han forsigtigt lod hende komme op i karret, også selvom han kunne se, at det virkelig var noget som gjorde ondt, hvilket kun måtte få ham til at skære en grimasse, for der var ikke rigtigt andet at gøre ved det alligevel. ”Så, min kære..” endte han dæmpet. Han slap hendes hånd forsigtigt, som hun var kommet op i karret, hvor han roligt fik benet svunget over kanten og direkte i det, hvor han roligt gled ned og satte sig. Måske at det var godt varmt, men igen, så var det jo Faith som havde ordnet temperaturen! ”Sæt dig her sammen med mig,” opfordrede han stille. Det var et ønske af hjerte, sind og sjæl.

[Silia D. Diamaqima]

Det var så sjældent at muligheden bød sig, så denne gang ville hun ikke tøve, og da slet ikke på grund af stolthed, eller over det faktum at hun var evigt skamfuld over sin krop. Tanken om at hun blev ældre nagede hende, men det var der jo bare ikke noget at gøre ved i det store og det hele. Hun fornemmede de nysgerrige øjne søge over hendes krop, hvilket kun gjorde, at hun tænkte mere over hendes holdning. Hun ønskede at han skulle se på hende med de øjne, for det var kun noget der i sidste ende bekræftede hende, og de havde virkelig ikke været særlig gode til at bekræfte hinanden, og særligt ikke efter det var gået galt. Måske det var der deres fejl lå? Hånden direkte knugede om hans idet hun fik kæmpet sig op i karet. Det varme vand omringede hendes slanke ben, og fik hende faktisk til at skælve mindre. Det var varmt, og da særligt for ham, men alt andet ville ikke virke på hende, det kunne have sine ulemper at være så varm kontra ham. Kimeyas ben trængte tydeligvis både til hvile og til at blive renset, for arret var en anelse grimt, og hun ønskede bestemt ikke for ham, at han skulle ende med en form for infektion. Man kunne vel roligt sige at hun gjorde sig lidt til for Kimeyas syn, i og med at hun faktisk stod der og ventede på at gled ned i karet til hende? Hun lad ham sætte sig til rette, og betragtede pladsen i hans favn. Næste udfordring ville selvfølgelig være rent faktisk at komme ned i den. Hun skar en grimasse for det var virkelig ikke behageligt at stå her. ”Jeg skal lige finde ud af hvordan” erkendte hun lidt overvejende. Yderst forsigtigt gled hun i knæ, forsøgte at holde kroppen så rank som muligt. Det varme vand omsluttede hendes krop, og havde næsten en øjeblikkelig helende effekt. Hun gled helt ned, skubbede sig på plads ind til ham. Et direkte lettet suk forlod hendes læber, for vandet formåede næsten at fjerne smerten øjeblikkeligt. Nu var det kun en ringe stikken. ”Det er det bedste jeg har gjort hele dagen,” erkendte hun med et stille smil. Hun skubbede de røde lokker over den ene skulder, så de ikke ville være i vejen for ham. Hendes krop sank slapt ind til hans. Følelsen af hans varme hud mod hendes egen var nok til at efterlade hende en sitren. Hvordan kunne de lade dette gp forbi, det var jo faktisk.. virkelig behageligt! ”Fortæl mig igen hvorfor dette er første gang vi gør det her,” hviskede hun blidt, og lod blikket glide i. hun fandt det virkelig kun synd!

[Kimeya Marvalo]

Nu hvor muligheden bød sig, så var Kimeya i den grad også den første til at tage chancen, for det var jo tydeligt at de var enige om tingene, at dette var noget som de faktisk gerne ville begge to, så selvfølgelig var det noget som han kunne bevæge sig frem med, med selv den største forsigtighed, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. At hun faktisk gjorde sig lidt til for ham, var noget som han næsten kunne fornemme, som hun stod der og bare.. fulgte ham med blikket. Benet så bestemt heller ikke godt ud, også fordi at de var længe siden at det var blevet renset, også fordi at det var besværligt for ham at komme i bad, og nu hvor Liya ikke var der til at give ham den hjælpende hånd, også selvom han ikke sagde noget til det. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Bare giv dig god tid.. Du går bare glip af det.. utrolig varme vand,” endte han sigende, ofr det var jo heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo faktisk sådan at det var i den anden ende.. Han betragtede hende som hun roligt kom ned i knæ og forsigtigt ind til ham, hvor han havde spredt benene lidt, så han også var i stand til at tage imod hende. Armene gled dog ikke omkring hendes ryg, men mere over hendes bagparti og lænd, for han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle have mere ondt end det som måtte være højst nødvendigt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, som han roligt kyssede hendes pande og med det samme rolige smil på læben. At hun godt kunne lide det, var selvfølgelig noget som gjorde det hele meget bedre for ham selv også. Han hævede den ene hånd som han roligt lagde mod hendes kind, også selvom det stadig var en kende forsigtigt, for han ønskede heller ikke at gå hende på tværs eller virke alt for frembrusende. ”Det er også ekstremt rart,” endte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod hende endnu en gang. Han lod hovedet søge let på sned. ”Tja… der har altid været noget som kom i vejen.. enten om det er.. problemer eller børn. Du husker da Cecilaya.. Vi kunne jo intet gøre, uden at høre en fnisen i skabet,” endte han med et let og skævt smil. Ja i dag, kunne han jo næsten savne det, for.. han følte sig skræmmende ensom når børnene ikke var hjemme. De var jo blevet store.

[Silia D. Diamaqima]

De burde måske være panikslagene over det lig som lå i kælderen, men det lod til at ingen af dem skænkede det så meget som en tanke, hvilket vat typisk når de endelig fandt tiden til hinanden. De tog et bad og lod som om ingenting var sket, nød hinanden, når nu en af de sjælden stunder endelig dukkede op. Et bad skulle gøre godt for dem begge, for ikke nok med at vandet næsten allerede var malet i blod, så havde deres sår ligeså brug for at blive renset, og det var ikke kun hendes, for hans ben så bestemt heller ikke for godt ud. At Kimeya ikke badede så ofte, kunne hun næsten gætte sig til, for hvordan i alverden skulle hand og kunne gøre det, med blot et ben, med de glatte omgivelser, og op og ned? Hun sendte ham et lidt skulende blik, dog blandet med det blide smil. ”Jeg skal nok komme i,” svarede hun fast besluttet, og overvejede hvilken måde der ville gøre det mindst smertefuldt. Da hun endelig var gledet i, var det dog også den bedste følelse nogensinde, at lade det varme vand slutte sig om hendes krop, og lindre de mange sår. Hun følte sig så let. ”Jeg beklager hvis det er for varmt,” mumlede hun lidt undskyldende, for hun havde jo desværre for vane at bruge en hel del varmere vand, end det som han gjorde. Hun lod sig trækkes ind til ham, også selvom det var yderst forsigtigt. Først da hans hænder endte omkring hendes bagparti og lænd tog hun det som en direkte tilladelse til at kunne komme tættere på. Panden lod hun møde hans. Hendes hånd lagde sig stille mod hans lår. Hun ønskede trods alt heller ikke at være frembrusende, selvom.. følelsen af den nøgne hud kunne sætte lidt andre tanker i hendes sind? Når ja, hun havde vel lov til at bære sine fatasier. Kinden faldt mod hans hånd. ”Mon ikke,” erkendte hun stille. Det at han kom så tæt på hende, og lod hende komme tæt på ham, var faktisk noget som hun nød.. ikke at blive afvist for en gangs skyld. Blikket gled i, mens hun søgte hans hånd. Hun kluklo. Hun huskede udmærket at Cecilaya sad i skabet hver gang hende og Kimeya.. havde været frygtelig tætte. Tanken fik hendes kinder til at antage en lettere rød farve. ”Cedric var ikke meget bedre,” påpegede hun, og lod atter blikket træde frem, langt mere sigende. Hun huskede udmærket da Cedric havde puffet til Kimeyas hofte og tvunget hende til at slippe det støn.. De havde virkelig aldrig været heldige, aldrig havde de fået direkte lov til bare at nyde tiden uden forstyrrelser.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya glemte virkelig alt om det værdifulde lig som lå i hans egen kælder, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det var egentlig bare en tanke som man måtte leve med, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke fordi at det var en løgn. At klamre sig fast til det man ikke havde, fik man aldrig ud af, og nu havde han muligheden for at være sammen med hende, så selvfølgelig var det helt klart det som tog al hans opmærksomhed! Hendes ord var noget som fik en let latter til at bryde hans læber. ”Du giver dig bare god tid så,” endte han morende, for tanken var noget som han faktisk måtte anse som direkte.. underholdende. Det var dog ikke fordi at han grinte af hende, men snarere med hende, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre grin med hende i den tilstand, for det var slet ikke noget som de fik det mindste ud af i den anden ende, uanset hvad af den grund! Han rystede let på hovedet, for han vidste jo trods alt også godt at hun havde brug for lidt varmere vand end det som de andre havde. ”Det har ikke slået mig ihjel endnu, så det går vel nok?” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde af den grund. Han blev siddende som hun roligt kom ham i møde, hvor han mere end glædeligt lod hende søge ind i hans favn, for det var der at han gerne ville have hende liggende, for det var også der at det var mere rigtigt, så selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig meget for hans vedkommende. Hånden mod hans lår var noget som han i det store og hele heller ikke havde noget imod. Nu var det ham som skulle passe på hende og ikke omvendt, så var det faktisk nemmere for ham selv at acceptere. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han rystede stille på hovedet. Hver gang de havde haft tiden til at være sammen og ikke mindst tæt på hinanden, så var der nogen som havde ødelagt det, og det var nogt som virkelig var ved at irritere ham som bare pokker, og denne gang så var der jo heller ikke nogen til at gøre det, så selvfølgelig var det noget som selvfølgelig gjorde sit for hans vedkommende. ”Cedric var kun en gang.. Hvor mange gange har vi ikke lige fanget Cecilaya i skabet? Under sengen? Kiggende igennem nøglehullet?” Han rystede let på hovedet, også fordi at det jo var.. gode minder fra dengang børnene havde været små, og dem var der jo ikke mange af i det store og hele, og den tanke var noget som faktisk gjorde ondt på ham.

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia kunne de altid tage sig af senere, lige nu ville hun glemme alt om hvad der skulle ske, og så lade som om intet var sket, bare leve i nuet og nyde denne ene stund med ham, nu hvor de var så sjældne. Nu hvor hun endelig var kommet ned i vandet, så var det også langt lettere for hende at slappe af, for vandet tog en hel del af belastningen bort fra hendes krop, og tillod hende at abstrahere lidt den den smerte der sad i hendes sind. En anelse drillende, lod hun hånden danne en lille skål, og plaskede noget vand over på ham. ”Hold dog op,” mumlede hun og himlede med øjnene, også selvom det var ment i det rene drilleri. Hovedet gled på sned og efterlod hende kortvarigt, som den mest uskyldige,. Det at sidde i vandet gav hende bevægelsesfrihed, for det strammede ikke længere når hun gjorde den mindste bevægelse. Hun tog det slet ikke til sig at han grinte en smule af hende, for hun var nok lidt handicappet i øjeblikket, desuden kunne de trods alt ligeså godt få det bedste ud af det. Hun nikkede stille. Hun brugte varmere vand, men af den grund ønskede hun heller ikke at det skulle være ubehageligt for Kimeya. ”Godt. Jeg vil nødig have at du brænder dig,” påpegede hun med det lille glimt i blikket. Hun nød virkelig at sidde der med ham. Hun skubbede sig en anelse tættere på, hvilket kun krævede at hun bøjede en anelse i benene og flettede dem rundt om hans. Kimeya fik lov til at beskytte hende, og hun kunne se at han virkelig nød det, hvilket også fik hende til at slappe af.. hun følte sig ikke svag hun følte sig blot.. feminin, og det havde hun bestemt ikke troet at hun selv ville nyde så meget. Tanken om børnene, og de mange minder, var stadig noget der formåede at bringe et smil frem over hendes læber. De havde bestemt ikke været nemme at have med at gøre, det var helt sikkert. En latter undslap hendes læber. De havde virkelig fundet deres datter de mest mærkværdige steder, og det var trods alt endt med at de aldrig kom så tæt på hinanden. ”Den søde velsignelse ved børn. Tøsen var overalt,” hun spærrede øjnene en smule op ved tanken om nogle af de steder de havde fundet prinsessen når hun fniste fordi mor og far legede voksenleg. Faith fandt det næsten direkte flovt! ”Der er ikke noget at sige til, at vores forhold ikke har bygget på synderlig megen intimitet i efterhånden mange år,” påpegede hun med et lille smil. Et sted ærgrede tanken hende vel næsten?

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at Kimeya ønskede at tænke på andet end det som hvilede lige for øjnene af ham; nemlig Faith. Den kvinde var den som han ønskede at gøre alt for, og det var virkelig uden tøven på den ene eller den anden måde, så var der bare ikke noget som man direkte kunne gøre ved det alligevel, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Hans blik gled direkte mod hende, som hun var kommet ned at ligge ved siden af ham. At hun sprøjtede vand på ham, fik ham direkte til at klemme øjnene sammen og vende blikket væk, for ikke at ende med at få det i øjnene. Han vendte blikket mod hende endnu en gang og med det stille smil på læben. ”Jeg skal nok stoppe,” endte han roligt og med det samme stille smil på læben, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at der var noget at gøre ved det af den grund. Han blev liggende ved hende, hvor han bestemt heller ikke havde noget imod at hun lagde hånden mod hans lår, for det føles faktisk rart, også selvom det var en anelse ømt, for det var også længe siden at det var blevet vasket efterhånden. At hun krøb så tæt på ham, at hun måtte vikle benene ind i hans, fik ham kun til at smile. ”Der skal efterhånden en hel del til for at jeg skal sige av, min egen.. det burde du vide,”endte han sigende, og med hovedet let hvilende på sned, for det var jo heller ikke en løgn på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det. Tanken om at hun faktisk lå og slappet af ved ham, var bestemt også en tanke som han rigtig godt kunne lide, for det føles virkelig.. fantastisk. Der var ikke andet som kunne beskrive det på nogen måde! Han plantede et stille kys mod hendes pande og med det samme stille smil på læben. ”Vi måtte jo tjekke hver et sted igennem, før vi overhovedet kunne lægge os i seng! Ja, det siger vel ikke at vi aldrig har haft tid til hinanden.. det gik jo hele tiden op i børnene,” endte han dæmpet, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende sigende og med det stille smil på læben. ”Der er altid plads til forandring,” endte han dæmpet, hvor han sendte hende et sigende prøvende smil.