Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Faith elskede Kimeya. Hun var måske ikke god til at sige det, men det var nu engang sådan det var. De ord havde aldrig været nemme for hende at lade komme over læberne, og hun ville skam ønske at hun havde været bedre til det. Blikket hvilede på Kimeyas skikkelse, han virkede ligeså afslappet som hende, selvom de burde have været langt mere opkørte end de var. Hun nikkede lidt bestemt mod ham. Det fik man ud af at drille hende, det var bare dumt, også selvom hun jo godt vidste at det var for sjov. Han plejede ikke at le af hende som sådan, hvilket i den grad også var en stor hjælp. Hun formede atter hånden som en skål, og førte vandet over sine skuldre og sit kraveben, bare for at få det hele med, for vandet var virkelig behageligt. Det var sjældent man stødte på en ild dæmon, der direkte nød at sidde i et kar med vand, men hun havde trods alt formået at finde en styrke selv i sin største svaghed. Tomlen strøg blidt hans lår. Hun ønskede virkelig kun at vise ham, at det på ingen måde påvirkede hende, og nu hvor han var mere samarbejdsvillig, så var det nemmere for hende uden direkte at skulle virke omklamrende, for det var bestemt heller ikke hende! Hun nikkede stille mod ham. ”Du er ikke et pjevs, det er jeg klar over kære. Jeg vil bare gerne have at du slapper af,” endte hun stille. Hun tog imod det lille kys mod panden, før hun trak sig fra ham igen, og i stedet vendte sig rundt. Nu hvor vandet lindrede så meget, så burde det da være muligt at sidde op af ham? Hun spredte hans ben en smule, kun for at kunne klemme sig ind, kun for at kunne sidde op af ham. Måske hun var blevet en anelse mere frembrusende, men hun var trods alt også blevet en smule mere selvsikker, det var jo efterhånden gået op for hende, at Kimeya ikke havde intentioner om at give hende en afvisning, hvilket også gjorde hende mere rolig. Yderst forsigtigt lod hun deres kroppe mødes, og lagde hovedet mod hans skulder. Det lille smil prydede endnu hendes rosa læber. ”Vi måtte tjekke alt både to og tre gange. Alt gik op i de børn. Når vi endelig havde tiden var vi for trætte,” hun så op på hans hage. Det var jo sandt. De havde ikke givet sig tid til at være sammen. Hans ord kom lidt bag på hende.. måske hun misforstod? Faith puttede sig ind til hans krop, skabte den kropsnærer kontakt. I vandet gjorde det ikke som sådan ondt, måske det strammede lidt, men det var det. Hun greb omkring hans hånd, og gav den et stille klem. ”Der er altid tid til forandring,” hviskede hun stille, og plantede et kys mod hans skulder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde brug for at slappe af, og nu hvor han måtte ligge i det.. lidt for varme vand, så var det faktisk også menneskelig muligt for ham. Han betragtede hende roligt. Når hun var kommet til skade, så havde han aldrig gjort grin med hende, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende, så var det jo selvfølgelig bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med det stille smil på læben. Lige nu var han faktisk ganske afslappet, også fordi at hun var ved ham igen, og det var noget som helt og særdeles automatisk fik ham til at slappe mere af, for det var nemlig det som føles så utrolig rigtigt, så det var virkelig rart! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Tro mig.. det er langt nemmere for mig at slappe af, når du ligger her.. sammen med mig,” endte han sigende. Han var ikke bleg for at sige hvad han havde på hjertet, og det var vel også det som han gjorde nu? Nu hvor han endelig havde fået chancen og muligheden for det, så var han bestemt heller ikke den som ønskede at lade det passere, hvis det var noget som han kunne blive fri for! At hun vendte sig om og faktisk.. spredte hans ben mere, så hun kunne komme til, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for han kunne godt lide, at hun virkede mere selvsikker i sine handlinger, for det var noget som virkelig kun måtte glæde ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han nikkede sigende. ”Jeg tror vi er gået så meget op i det, at… ja, vi har fejlet. Jeg har i hvert fald.” endte han stilfærdigt, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn, og han vidste det jo trods alt også godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham, for han måtte virkelig hade tanken om det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig let i læben og vendte blikket ned mod vandet i stedet for, selvom det var mere.. rødt end det som det var blankt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hende tage omkring hans hånd, hvor han gengældte hendes klem og med et stille smil på læben. Han vendte blikket sigende mod hende, som han med den største forsigtighed, lagde den anden omkring hende, så han kunne holde hende tæt ind mod sig. ”Det er der.. Og jeg er villig til den,” endte han dæmpet, som han kyssede hendes hovedbund. Han kunne virkelig slappe af, når hun lå der sammen med ham.

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor de lå i vandet så avr det jo faktisk lettere at slappe af. Atmosfæren var en helt anden end den havde været nede i de kolde kælderregioner, og nu hvor hun heller ikke havde så forbandet om mere, så var hun også faldet meget mere til ro. Hun snappede heller ikke efter ham mere, for det var ikke fordi hun var vred. Hun blev siddende ind til den varme krop, og nød at de i det hele taget bare at sidde ved ham. De havde begge haft så travlt, hvilket havde skabt spændinger.. hvorfor havde de aldrig gjort som dette, og givet dem tid til bare at slappe af? ”Sådan er jeg.. afslappende,” hun blinkede til ham. Det lille smil afslørede at hun slet ikke mente det, for det sidste hun kunne sige sig at være var afslappende, det var hun simpelthen for hidsig til. Det at Kimeya altid talte frit for hjertet., var virkelig en egenskab hun altid havde elsket, for hun var ikke god til at knække et utal af kode,r hun havde brug for hans mening, derfor tog hun også imod hans komplimenter for hun vidste jo trods alt at han mente dem. Nu hvor det var gået op for hende, at han ikke ville afvise hende, så var hun også blevet langt mere selvsikker. Hun spurgte ikke længere, bad ikke om tilladelse, men gjorde det i stedet bare, og hun følte for at komme tættere på ham. Hans ord gjorde ondt. De havde fejlet, begge to, men hun havde alligevel et fantastisk forhold til alle børnene, hun havde trods altid været der. ”Vi har begge bidraget, kære,” endte hun stille. Måske hans forhold til børnene var mere uheldigt, men det at hun havde råbt og skreget af ham, havde bestemt givet børnene nogle dårlige vaner, særligt Cayla, hun var uden tvivl den der var hårdest ramt. Vandet var måske rødt frem for blankt, men det tog hun sig virkelig ikke af i øjeblikket. Hånden hvilede i hans, hun trak den ind til sig. Bare det at være så tæt på ham som nu, var jo en enorm forandring. Hun sukkede stille og dog tilfreds, krøb en smule mere end i vandet, dog stadig siddende op af hans bryst og mave. ”Jeg vil mene at dette er en god start. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været dig så tæt,” erkendte hun og lod det lille smil hvile på læberne. Blikket gled i, som hun måtte ligge der ved ham og bare slappe af, fuldkommen stille. ”Jeg elsker dig, Kimeya,” hviskede hun stille. Det var ganske vidst en høj tanke, men sandt var det jo og det var alt for lang tid siden, hun sidst havde skænket ham de ord.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde langt nemmere for at slappe af når han nu havde Faith ved sig på denne her måde, ikke fordi at det var løgn som sådan, for hun havde altid kunne få ham til at slappe af. Selv når han havde været oppe i det røde felt, råbt og skreget af hende, så havde det stadig været muligt for ham faktisk at slappe af, og det var noget som virkelig føles direkte fantastisk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han himlede let med øjnene og vendte blikket mod hende. ”Du har måske mig til at holde dig.. afslappet min kære, men du har aldrig nogensinde været den mest afslappende!” endte han morende, for det var bestemt en løgn! Hun havde aldrig nogensinde været afslappende i sit liv! Han havde aldrig mødt en større eventyrprinsesse end den kvinde som måtte hvile i hans arme. At hun så var blevet mere selvsikker, var en tanke som han rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for der var ikke noget som man kunne gøre ved det alligevel. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, men han håbede dog alligevel at hun på et tidspunkt ville være i stand til at falde mere til ro, så de kunne slå sig til ro for alvor på et tidspunkt, for det var noget som han efterhånden var ved at være klar til med tiden, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han betragtede hende sigende. Børnene havde altid haft deres mor, hvor det var hans forhold til dem det var gået ud over, hvilket han faktisk var utrolig ked af. Han nikkede sigende. ”Måske, men dig kendes de i det mindste ved,” endte han dæmpet. Ja, et sted så var han vel.. jaloux? Ikke at det var ord som han var meget for at vedkendes, for det var bestemt ikke noget som ville hjælpe ham alligevel! At hun lå der godt og trygt ind til ham, var noget som han rigtig godt kunne lide, også fordi at det var noget som fik ham til at slappe af for alvor, og det var efterhånden også ved at være nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skule komme til stykket på denne her måde. Som hun krøb mere ned i vandet, så valgte han alligevel selv at følge hende, hvor hans smil slet ikke var til at tage fejl af på nogen måde overhovedet. Han nikkede. ”Det er det skam. Jeg kan faktisk godt lide det,” endte han sigende. At de ikke havde gjort det her før, var selvfølgelig noget som kunne irritere ham, men han kunne intet gøre ved det nu. Hendes sidste ord var dog nogen som direkte overraskede ham mest, for løgn var det bestemt ikke! Han blinkede let med øjnene og vendte blikket mod hende. Et stille smil passerede roligt hans læber. ”Jeg elsker virkelig også dig Faith,” endte han dæmpet. Det føles helt rart at sige de ord!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde bestemt aldrig været den mest afslappende, det var helt sikkert. Hendes eventyrlyst havde sjældent set mage, og hun vidste det jo godt. Hendes tålmodighed rækkede ikke synderligt langt, hun var ikke god til at forholde sig til det samme gennem længere tid, der skulle ske noget nyt, selv nu hvor de lå sammen her, også selvom det i den grad var langt mere beroligende. Hun lod blidt ved hans ord. ”Nu holder du op.. !” påpegede hun drilsk. Det var dog sandt, hun havde bestemt aldrig været afslappende, kun afslappet når han sad med hende som han gjorde nu. Hun nød stunden, også fordi hendes underbevidsthed var klar over, at dette var en af de sidste de overhovedet ville få. Tanken gjorde ondt, særligt fordi det ikke ligefrem tillod til at ligge de store planer for fremtiden. Der var ikke nogen, den så om ikke andet stort ud hvis den endelig skulle vise sig at være der. Måske hun altid havde været en eventyrprinsesse, og nok aldrig ville ligge det fra sig, men hun havde slået sig til ro med tanken om at hun nu var mor, børnene krævede hende, og det samme ville Kimeya gøre i tilfælde af at de kunne finde ud af det igen.. måske de kunne søge det eventyr sammen, for hun ønskede jo heller ikke at gøre det alene, hun ville faktisk gerne dele det med ham. Hun kunne vel bruge en stor og stærk mand til at se efter hende uanset? Kimeya havde dårlig samvittighed det kunne hun tydeligt fornemme. Børnene elskede ham, men de havde dummet sig, og det var bestemt ikke kun hans skyld. ”Jeg var der Kimeya. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er den uskyldige i alt dette,” påpegede hun stille. Sådan som hun lå ved ham nu så følte hun sig både tryg og beskyttet, hvilket var en tanke som hun virkelig måtte elske, også selvom hun bestemt ikke havde troet det.. hun havde altid været en stor pige og klaret tingene selv, men hun kunne faktisk godt lide at han puslede om hende, og holdte hende tæt på den måde. ”Overraskende nok ja,” medgav hun med et lidt tilfredst smil. De skulle have gjort det lang tid før, givet sig tid til hinanden for mere end blot et par timer, for børnene havde fyldt for meget. Endnu engang valgte hun at vende sig, nu hvor de lå så langt i vandet, så hun i det store og det hele lå over på ham, med vandet der dækkede hendes til halsen. Hun støttede sig til hans skuldre, for ikke at få hovedet helt under. Den blege ende ragede op over overfladen, hvilket gav lidt en mærkværdig følelse af blandingen mellem kulde og varme. De ord var i den grad nogle hun havde savnet at høre. Hun hævede sig en smule, og lod læberne møde hans. Dette var virkelig definationen af en perfekt stund.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde med tiden faktisk fået sig en humor, og det var slet ikke noget som han kunne lade være med at drille hende bare lidt, nu hvor stemningen også måtte være til det, så var det også noget som gjorde det hele så meget bedre i den anden ende, også for hans vedkommende, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han endnu en gang måtte slippe en mild latter. Han rystede let på hovedet. ”Hey! Jeg lærte da at jeg ikke må lyve.. så jeg siger sandheden,”endte han stilfærdigt. Han plantede et stille kys mod hendes pande og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget tidspunkt, for det var jo bare sådan at det var. For nu så ønskede han virkelig bare at nyde stunden nu hvor han endelig havde mulighed for det, for han vidste udmærket godt, at det bare måtte være et spørgsmål om tid, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over læberne, som han blev liggende i vandet sammen med hende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Uanset hvordan man vendte den, så var det hele gået så kraftigt udover hans forhold til børnene, og det var virkelig noget som gjorde utrolig ondt, for han var virkelig.. ked af at han ikke havde dem hvor han burde have dem. Børnene havde ikke tid til ham, eller ville ikke have noget med ham at gøre, hvilket tydeligt og kraftigt gik ud over ham den dag i dag, for han var ensom.. Han havde været ensom i måneder nu! Så et sted så klamrede han sig vel også til Faith fordi at hun var der? Han var ikke præget af følelser som han havde været før i tiden, for det var tydeligt at dette også var noget som gik hende på, så han var nødt til at være den stærke, og det var slet ikke noget som han havde det mindste imod! Han elskede faktisk at han kunne få lov til at være den store og stærke for en gangs skyld! Han var gledet stille ned i vandet sammen med hende, for hun havde brug for at få renset de mange åbne sår, hvor det også var tydeligt på vandet, for det var mere rødt end det var blankt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget som helst til i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en rolig mine, som han selv valgte at lade læberne møde hendes, i et kys som han besvarede selv med den største glæde, og som han aldrig nogensinde havde gjort det før, for han kunne virkelig ikke gøre andet ved det, end virkelig bare at… nyde det! For det var virkelig en fantastisk følelse! Hånden hævede han og strøg mod hendes kind. Han elskede hende virkelig – og han var mere end villig til at gå igennem ild og vand for hende!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde altid vidst at Kimeya var indehaver af en virkelig sort form for humor, hvilket også var noget hun elskede ved ham! De tfå tider hvor de faktisk havde haft det godt sammen, havde stemningen bestemt også været lummer og fyldt med smil og latter.. desværre var det altid for hurtigt blevet glemt ligesom alt andet, så at se ham falde tilbage i rollen så let som ingenting, var virkelig kun en glæde! Hun besvarede blot hans ord med det lille dansk mod hans skuldre, der samtidig fik vandet til at sprøjte op og ramme hende selv i ansigtet såvel som ham. En latter slap hendes læber. Typisk hendes held. Det var dog sandt. Kimeya kendte hendes forhold til løgne, og han vidste at det bestemt ikke var godt, så hun værdsatte selvfølgelig kun hans ærlige person, det havde hun altid gjort. Begge blev de liggende i vandet, og hende nu halvt over ham, næsten flydende op over vandoverfladen på grund af trykket, og hendes umådelig lette skikkelse. Den blege ende stak på over overfladen, ligeså præget af piskens smæld, også selvom det blot var et par røde, betydningsløse streger. Vandet var på ingen måde klart mere, det var malet i hendes blod, hvilket heller ikke var noget hun sagde noget til, sårene trængte til at blive renset, for hun ønskede virkelig ikke at ende som hun var gjort sidste gang hun havde haft åbne sår. Følelsen af hans læber mod sine egne, var noget der virkelig formåede at lade varmen sprede i hendes krop. Hendes hjerte sprang et slag over, som stod den stille med tiden. Den effekt havde han altid haft på hende, når han var så tæt på hende som han var i øjeblikket, så forsvandt de mange bekymringer bare for en stund om ikke andet. Hendes egen hånd hvilede mod hans kind, lod tomlen stryge over de ru skægstubbe. Nu fik han endelig lov til at være mand og hun kvinde, det overraskede hende dog hvor meget hun faktisk nød at have den rolle. Yderst stille brød hun kysset, også selvom hun ikke trak sig mere end blot millimeter fra hans ansigt. Blikket så ind i hans. Hun elskede ham, hun ville vare ønske at det var nok.. det ville kræve meget mere end det, og hendes kærlighed ville aldrig kunne redde ham fra den skæbne der ventede ham. ”Hvorfor er jeg ikke i stand til at holde fingrene fra sig, Kimeya Marvalo?” endte hun med en stille hvisken, selvom det dog var ærligt. Hun havde aldrig været i stand til det. Endnu engang skænkede hans læber et mere flygtigt kys. Den mand var magisk.. desværre havde det intet med hans magi at gøre.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya elskede virkelig Faith og det havde aldrig nogensinde ændret sig. Uanset hvor meget han kunne hade hende i tider, men lige nu var det slet ikke de tanker som han gjorde sig på nogen måde, for hvorfor skulle han? Han holdt forbandet meget af hende, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne fortsætte med at vende ryggen til, for det var noget som gjorde for ondt. Nu hvor de måtte ligge her i vandet med hinanden, så var det tydeligt gået op for ham, hvilken afslappende effekt som hun havde på ham. Om det var fordi at han vidste hvor han havde hende og hvad hun tog sig til, vidste han ikke rigtigt, men effekten var noget som han rigtig godt kunne lide. De grågrønne øjne hvilede på hendes smukke skikkelse, også selvom han ikke lige kunne afholde sig fra at lade blikket glide mod hendes søde ende som tittede let over vandoverfladen, hvilket var noget som svagt fik ham til at smile. Hånden hævede han, kun for at lade den glide mod hendes bagparti, og førte hende en anelse ned under vandet, selv uden at slippe hende med blikket, for det var slet ikke noget som han var i stand til på nogen som helst måde overhovedet. Han lod blikket roligt betragte hende. Kysset holdt han, for det var virkelig, virkelig rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hendes strøg mod hans kind, var virkelig rart, også fordi at det var så.. blidt. Det var længe siden hun havde været sådan overfor ham, så selvfølgelig var det også noget som havde sin effekt. Hendes kærlighed til ham, kunne måske ikke redde ham fra den skæbnes vej som han nu lige havde valgt for sig, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være. Døden frygtede han ikke, og specielt ikke nu hvor han havde så mange andre planer, som han ganske vidst undlod at fortælle hende om, for i stunden, så var det nødt til at virke ægte. Han vendte blikket mod hende, som han skænkede hendes næsetip et let kys. ”Enkelt min kære.. Du kan ikke modstå mig,” svarede han med et kækt smil på læben, for det var vel heller ikke helt forkert, var det? Han smilede let for sig selv. ”Som jeg heller ikke kan modstå dig.. Faith Jaceluck,” endte han dæmpet, for sandt var det jo. Han kunne slet ikke forestille sig et liv uden hende, og derfor ønskede han selvfølgelig også at nyde det så længe med hende, som det nu måtte være ham menneskelig muligt!

[Silia D. Diamaqima]

De kunne bestemt hade hinanden til tider, det var der slet ingen tvivl om, særligt ikke med de ord der oftest fløj igennem luften når de først var i gang, men de opstod jo alle fra de samme følelser. Hun elskede ham så højt, men hun elskede ligeså sig selv, og efter at deres forhold bestemt havde ændret sig med årene, så gjord ehun jo blot sit for at beskytte sig selv, og det samme gjorde han.. hvorfor kunne de ikke lære at passe på hinanden i stedet for. Vandet, roen omkring dem og bare de to, det var en blanding som de godt kunne have haft større nytte af gennem de tidligere år, for deres børn havde jo ikke ligefrem været synderligt afslappende.. særligt ikke Cecilaya. Den pludselige hånd mod hendes bagparti, var kun noget der fik varmen til at stige hende synligt til hovedet. Vandet blev varmere. Det havde bestemt ikke altid sin fordel at være af flammen, for hendes temperatur regulerede konstant efter situation. Det var rart at de faktisk måtte være så tætte igen, for det var virkelig noget der havde været forbandet savnet, hun havde helt glemt hvor godt det føltes bare at være ham nær, hvile ind til hans krop og de beskyttende arme. De grønne øjne betragtede hans grå og varnme mine, meget bedre end det som han ahvde mødt hende med dagen før. Hun rynkede på næsen ved det stille kys, og lod en lille latter slippe hendes læber. ”Du har ret.. du er giftig,” konkluderede hun lidt drillende, og prikkede ham på brystet. Hun vidste at han ikke frygtede døden som hun gjorde, men hun frygtede for at miste ham, særligt nu hvor de lå som dette, og tiderne endelig synes blot en smule lysere. Hendes krop var fuldkommen afslappet, særligt nu hvor vanden lindrede hendes smerte. For hendes skyld ville hun kunne sidde her hele natten, kun for at beholde den bevægelsesfrihed. At direkte høre ham sige de ord, var noget der kun bag på hende, men noget som hun samtidig havde manglet at høre.. den bekræftelse på at hun stadig kunne bruges, også selvom hun var blevet en ældre, sur strigle. ”Det er Jaceluck charmen,” hun blinkede drilsk til ham, og lod stille hånden stryge ned over det muskuløse bryst. Et liv uden ham ville være tomt.. det ville være direkte kedeligt! De mange kampe, de mange intense stunder, hvor skænderierne havde vækket det begær i dem begge.. det var det mest mærkværdige hun nogensinde havde følt, men ikke desto mindre også det mest intense, når vreden endelig overmandede dem og bragte dem sammen. Tankerne forblev dog skjult for hamæ. I stedet strøg hun blot hans bryst som den mest naturlige ting i verden.

[Kimeya Marvalo]

Dette var noget som de sagtens kunne have brugt for mange år siden, for de havde tydeligt også brug for disse stunder med hinanden. Udelukkende på grund af de mange problemer som de var stødt på, så var det jo desværre umuligt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. De grågrønne øjne hvilede på hendes smukke ansigt, som han roligt fik hendes ende med sig ned under vandet. At det jo så blev varmere og hendes kinder endnu en gang måtte rødme op, var noget som direkte fik ham til at slippe en latter, for det var virkelig noget af det som forundrede ham mest, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev roligt liggende sammen med hende. Måske at hans humor var sort, men den var der og han faktisk i stand til at more sig, og det var vel også det som havde den største betydning af det hele? Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, som han forsigtigt lod begge hænderne glide over hendes bagparti, hvor han lagde dem. Han ønskede jo heller ikke at gøre hende mere ondt, for han vidste at hendes ryg var øm hvis man kom i direkte kontakt med den, så det var heller ikke noget som han ville have! ”Du er jo hot.. og vandet med,” påpegede han tydeligt drillende. Direkte ville han nok ikke beskrive sig selv som giftig, men.. ja, han forstod jo godt hvad hun mente, og det var helt klart også det som morede ham mest. At det hele måtte være på grund af Jaceluck charmen, var noget som kun fik ham til at smile. Han nikkede sigende. ”Det må det jo næsten være, så giftig som den er.. Verdens giftigste skønhed har formået at blænde mig.. forbande mig med de varme følelser som det giver mig,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Det var jo faktisk rigtigt! Han vendte de grågrønne øjne mod hende endnu en gang og med det samme stille smil på læben. Jaqia tænkte han ikke på, men han vidste udmærket godt, at han blev straffet for det her, men det var nu bare sådan at det var – døden skræmte ham ikke og.. børnene kunne vel godt undvære ham? Selvom han ikke havde de planer om at gå døden i møde bare sådan, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes strøg mod hans bryst, var noget som tydeligt fik ham til at slappe af – det var også først nu at han kunne mærke hvor træt han egentlig var ved at blive, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan, for hvad skulle han da sige til det? ”Det føles rart,” erkendte han roligt.

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor vandet omsluttede hendes krop så var det kun meget bedre for hendes del. Den helende effekt havde været øjeblikkelig, desuden så følte hun end ikke de små stik. Så snart hun ville forlade dette kar, så ville det igen blive et helvede, det var hun udmærket klar over, men hvad pokker, så måtte hun jo nyde det så lang tid hun nu havde muligheden for det. Børnene var der ikke, hvilket gav dem frihed til bare at være sammen, noget som de ikke havde prøvet i virkelig mange år. Hun kunne lide det. Allerede efter disse timer, var det som om en del spændinger var blevet løsnet, og efterlod dem med muligheden til at kunne slappe af i hinanden selskab. Jaqia lå nede i kælderen, og det ville give dem problemer, men lige nu ønskede hun faktisk bare at nyde denne tid med ham, den tid den sorg. Hun havde hverken hørt ham drille eller le, siden før ungerne var blevet født, og selv der havde det været smalt med den slags ting. Hans latter var så behagelig, og formåede desuden at sætte en glæde i hende, så hun fandt det kun ærgerligt at det skete så sjældent. Fortsat strøg hun hans bryst, som hun havde gjort det mens de stadig havde været sammen. For hendes del forekom det blot som en naturlig ting. Kroppen lod hun kun presses mere ned i vandet, og dermed også mere mod ham. Hun havde intet imod at hænderne hvilede på hendes ende, for det første var det rart, og for det andet så var det i øjeblikket hans eneste mulighed for at holde om hende, for en direkte kontakt, kunne meget hurtigt blive smertefuldt, også selvom vandet lindrede. Hun lå og rystede på hovedet af hans ord. Han havde i den grad charmen endnu, kvinderne ville han aldrig få problemer med, det var helt sikkert! ”Hvis du fortsætter som nu, så bliver vandet aldrig koldt” påpegede hun lidt sigende og løftede panden så hendes øjenbryn måtte følge med, kun for at understrege sine ord. Giftig var han.. for kvinder vel og mærke, for ingen ville være i stand til at stå imod! Den frie hånd gled stille over hans ansigt, lod pegefingeren følge hans klare træk. ”Når du er først er ramt, er der ingen vej tilbage. Du vil altid være under min forbandelse.. eller velsignelse,” påpegde hun med et næsten hemmelighedsfuldt smil og kyssede hans kind. Tanken om at han altid ville være i hendes spind, var noget som kun glædede hende. Han ahvde forsøgt at slå hende ihjel, forsøgt at smide hende ud, men han endte altid ved hende igen. Han havde sågar forladt hende, kun for at tage hende ved magt et par uger senere. ”Det føles naturligt.. og rart,” tilføjede hun stille, og lod hånden køre over hans hjerte, og ned over hans mave. Der var virkelig intet mere naturligt.

[Kimeya Marvalo]

Vandet var virkelig rart, også fordi at det efterhånden virkelig måtte være tiltrængt for Kimeyas vedkommende, for det var virkelig ved at være utrolig længe siden sidst, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang og med den samme rolige mine. Det var længe siden de overhovedet havde haft muligheden for at slappe af med hinanden i selskabet som det de kunne for øjeblikket, så selvfølgelig var det noget som betød uendelig meget for ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han holdt hende tæt ind mod sig, også selvom hans greb var så frygtelig forsigtigt. De ville ikke kunne ligge i vandet for tid og evighed, selvom det selvfølgelig var en stund som han virkelig måtte nyde, for det var helt klart noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme kække smil på læben. ”Til sidst vil vi ikke have mere vand, min kære.. Du fordamper det hele,” påpegede han sigende og med et drilsk glimt i øjet. Han kunne godt lide at give hende komplimenter, også fordi at hun kunne se hvor glad det faktisk gjorde hende, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham, for det var tydeligt at hun tog det hele til sig, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele langt bedre for hans eget vedkommende. Han hævede den ene hånd som han strøg mod hendes kind og med det stille smil på læben. Vandet var måske rødt, men det var slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde overhovedet. Tungen strøg han let over sine læber. Han var i hendes spind, og det var jo egentlig heller ikke fordi at han ønskede at forlade det som sådan, for han kunne faktisk godt lide at ligge i det som han gjorde nu. ”Det er en forbandelse og en velsignelse på samme tid.. Du gør mig svag i benene, du river benene væk under mig.. du skænker mig den varmeste følelse og du får mig til at føle… ja.. komplet,” endte han sigende. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Alle søgte efter den eneste ene som gav dem lige præcis den følelse, og han havde fundet den, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun lod hånden søge en smule længere ned, var noget som kun måtte sætte et kraftigt sug igennem ham. Han sukkede dæmpet. ”Det føles virkelig.. rigtigt,” endte han sigende og med det samme rolige smil på læben, for det var rigtigt, og det var noget som for alvor fik ham til at slappe af!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya lod bestemt til at nyde det ligeså meget som hun selv gjorde, det var dog forståeligt, eftersom han ikke selv havde været i stand tiul at tage bade, foruden når Liya havde valgt at kigge forbi, og Faith tvivlede på at det var noget som ofte forekom, særligt efter Nathaniel var blevet syg. Tanken om at ligge ind til hans krop var noget som hun nød, følelsen af de beskyttende arme omkring hende, det tavse løfte om at intet ville få lov til at gøre hende ondt, hvilket han trods alt lige havde bevist. Måske de ikke kunne ligge i vandet til tid og evighed.. men for nu havde hun vel lov til at nyde det, særligt fordi det meget vel kunne være en af de sidste stunder med ham, hvilket bestemt heller ikke var en tanke som hun var glad for. ”Det kommer helt an på dig,” påpegede hun med det drillende glimt i minen, for løgn var det jo ikke. Hans komplimenter og hans kærtegn, var en bekræftelse som hun ikke havde fået i mange år, og derfor havde det også en enorm påvirkning på ham. Kinden faldt atter mod hans hånd og søgte hans kærtegn. Det var tydeligt at det kun havde en positiv effekt på hende når han valgte at komme tæt på hende og rent faktisk skænke hende de kærtegn, som han havde nægtet hende gennem alt for lang tid. Hendes hjerte slog de rytmiske, næsten fortryllende slag mod hendes bryst, ved de ord som han skænkede hende. Hun kunne tydeligvis stadig føje benene bort under ham, og den tanke gjorde hende faktisk.. glad selvom det måske var en så lille ting. ”Som du gør med mig. Jeg bliver så svag omkring dig. Jeg bliver den samme.. naive unge kvinde som jeg var engang, der bukker under for dine kærtegn. Det er først i aften det er gået op for mig, at det måske ikke er en ringe ting,” erkendte hun dæmpet. Hun var ligeså ærlig som hun altid havde krævet at han skulle være overfor hende. Hånden strøg blidt ned over hans nedre maveregion og langs hans hofter, men stoppede også der, for hun ønskede virkelig ikke at ødelægge øjeblikket ved at overtræde den usynlige grænse. Hun nikkede stille og plantede et stille kys mod hans hage, mest fordi det lige var hvor hun kunne nå, det havde bestemt ikke altid sine fordele at være af hendes størrelse, til tider var det direkte irriterende, og andre gange ret praktisk. ”Uden tvivl. Jeg føler mig i øjeblikket som verdens heldigste kvinde,” hviskede hun stille, og lagde hovedet mod hans hals, mest for ikke at få hovedet under vand. Han var varm og behagelig at ligge op af, hvilket var noget som hun bare måtte nyde.

[Kimeya Marvalo]

I øjeblikket var Kimeya så afslappet som noget endelig kunne være, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han ønskede virkelig bare at holde fast i nuet, om det var noget som man nu endelig måtte gøre det i den anden ende. Han trak vejret dybt og uden at slippe Faith med blikket. Så længe at hun holdt sig i rollen som kvinde, så var det også langt nemmere for ham selv at holde sig rolig, for det var en bekræftelse for ham som en mand, og det var selvfølgelig også sådan noget som han virkelig havde brug for i tide og utide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. At hans komplimenter måtte stikke hende så dybt, var virkelig en tanke som direkte morede ham, for det glædede ham også at han endnu kunne feje benene væk under hende, for det var.. noget som han selv nød af, for han kunne se at hun lyttede til dem, han kunne se at hun faktisk tog til sig det som han fortalte hende, og det var alt sammen noget som kun gjorde det hele langt bedre for ham selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lagde hånden roligt mod hendes kind. ”Dig og den ild, har nok aldrig været de bedste venner min egen,” endte han morende og direkte drillende, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan, når det skulle komme til stykket. Han lod hovedet søge let på sned hvor han lyttede til hendes ord. At hun først indså det nu, at det var noget som han selv havde brug for, var selvfølgelig en skam, men hellere sent end aldrig, ikke sandt? ”Det glæder mig kun at høre, min egen. Det er umuligt altid at stå som den stærke… Desuden.. så må jeg erkende, at det klæder dig at indtage en lidt mere feminin indstilling,” endte han sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at det var ment som et dis, for det var det på ingen måde! Han ønskede ikke at ødelægge denne stund med noget så.. latterligt! Ikke nu hvor han endelig havde hende ved sig. At hun lagde hovedet ved hans hals, havde han ikke noget imod, hvor han ganske forsigtigt måtte lægge armene omkring hende, så de kunne komme helt tæt ind på hinanden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han elskede virkelig at have hende ved sig. ”Du har altid formået at gøre mig til verdens heldigste mand, min egen,” endte han sigende, som han skænkede hendes tinding et let kys. Grebet omkring hende var ganske vidst ikke særlig stærkt, men det var der skam, også fordi at han ønskede at mærke hende helt tæt ved sig. Han tog forsigtigt sin ene hånd og tog omkring hendes, kun for at lægge den mod sit lår – det dårlige, også for at mærke hende helt tæt ved sig.

[Silia D. Diamaqima]

Blikket slap ikke hans. De var tvunget til at tage en time af gangen, for når først deres sind løb af med dem så gik det galt, og det ønskede hun bestemt ikke i øjeblikket! Måske Kimeya kun havde et enkelt ben at gøre godt med, men nu fik han alligevel lov til at holde hende sikker, han fik lov til at holde hende som en kvinde, og hun fandt sig yderst veltilpas i den rolle, måtte hun erkende. Hans ord var en dyb bekræftelse, der kun modsagde hendes egne ideer omkring hende som kvinde og som person, de tanker der havde formået at ødelægge hendes selvtillid. Alligevel så følte hun den stikke i tide og utide, nu hvor han faktisk viste hende at hun avr god nok, og direkte fortalte hende det med ord, for det havde virkelig været hendes største frygt. ”Måske ikke. Men vi har altid været af ét stykke. Desuden.. til tider brænder flammen yderst intenst.. om det så er en god eller skidt ting, er jo op til den enkelte,” påpegede hun lidt drillende. Manden formåede i den grad at slå benene væk under hende, han behøvede end ikke at bruge ord, et blik eller et kærtegn var til tider nok til at bryde den tykke mur, som ingen anden ellers havde formået at bygge op. Hun sendte ham det stille smil. Det var altid noget at det i det hele taget var gået op for hende, at det var okay. ”Jeg har vel altid frygtet for at både dit og andres syn på mig ville ændres, vidst først jeg gav mig hen til den form for sårbarhed. Men jeg nyder det,” gentog hun stille, og nikkede for sig selv. Hvordan ville dæmonerne ikke se på hende, og de mange dvasianere? Hun havde været tvunget til at være stærk, og hvad hvis Kimeya faktisk mistede interessen for hende, når hun først blev noget han kunne beskytte. Hun så nu at det ikke var tilfældet, hvilket også var hele grunden til at hun faktisk var i stand til at give sig hen. Ganske blidt mødtes deres kroppe, og hun trykkede sig ind til ham. I forhold til hende var han næsten kold, men det gjorde hende ikke noget som sådan. ”jeg tvivler på at mange misunder dig, så det er jo perfekt,” påpegede hun og fnes kort. Hun havde jo ry for at være direkte forfærdelig at have med at gøre, så ikke mange mænd ville begive sig derud! Hun lod ham fører hånden mod sit dårlige lår, og lagde den meget beslutsomt mod det. Ganske blidt tog hun en blid kærtegnen op, og strøg op og ned af det med en let hånd, både over, på indsiden og ned over hvor knæet skulle have haft ført det videre. Hun så ham stadig som en flot man, skavanken gjorde hende virkelig intet.