A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne ikke være andet end lykkelig, nu hvor hun vidste hvad hun fik og hvad hun havde at se frem til, for hun havde ham, deres ægteskab og de havde hinanden, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At høre ham skænke hende ord af denne betydning, var virkelig noget som varmede hendes hjerte, og hun var virkelig en følsom en af slagsen, og det havde hun i den grad altid været, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Drengene var ved at være trætte, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne forstå, men det var nu bare sådan at det var. Drengene skulle tidsnok få tøjet af, så de igen ville være i stand til at føle sig godt tilpas, for hun kunne godt forestille sig, at det ikke ligefrem var det tøj som var det mest behagelige for dem at gå i. det eneste som hun ønskede og direkte følte at hun kunne kræve af dem, var at de skulle beholde det på igennem vielsen, så skulle de nok få al den ros som de kunne rumme og det hele bagefter, for det var noget som hun i den grad kunne love dem, at de nok skulle få, for de havde virkelig gjort det storslået fantastisk set i hendes øjne, så det var virkelig heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, overhovedet! Hendes følelser for manden var slet ikke noget som hun kunne beskrive, og dog i denne stund, så havde han virkelig fået hende til at stråle som hun aldrig havde gjort det før! Hun smilede ganske let, som ringen gled på hendes finger, for den passede virkelig perfekt. Hele aftenen var så perfekt som den overhovedet kunne blive, og selvfølgelig, så var det noget som hun virkelig, virkelig var utrolig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun vendte blikket roligt mod Lucas og nikkede til hans ord. Nu var det hendes tur til at lade ordene komme fra hjertet. Hun gjorde tegn til Stefan som roligt trådte hen ved siden af mor, så hun var i stand til at tage ringen. Hun strøg ham stolt over hovedet, idet hun roligt tog ringen til sig og vendte sig mod Pierce. ”Der er så meget som jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig, Pierce, men jeg finder ikke ordene til at beskrive det. Jeg kan ikke finde ord til at beskrive de følelser og de tanker som du sætter i mig. Jeg kan kun sige en ting; Det er ægte. De følelser som jeg har for dig, er noget som brænder dybt i mit sind. Jeg elsker dig.. Det har jeg gjort siden vores første stund. Du viste dig at være en mand som lyttede til mig, en mand som synes at forstå mig, en som viste en interesse og.. en mand af en million og den som jeg i sandhed ønskede at tilbringe livet sammen med,” begyndte hun roligt. Hendes hjerte hamrede som aldrig nogensinde før mod hendes bryst og det føles virkelig, virkelig rart! Hun trak vejret dybt, også selvom hendes hænder virkelig var utrolig svedige! ”At elske og ære dig, gør jeg allerede med hjerte, og nu også med sind og sjæl. Du er den mand som jeg ønsker at blive gammel med. Vi har allerede været mange forhindringer igennem og sammen har vi klaret hver eneste en af dem. Med hjælp fra venner..” Hun vendte blikket ganske kort i retningen af Derick, kun for at nikke anerkendende, kun for at vende sig mod Pierce endnu en gang. ”Og med hinanden.. Jeg vil give dig denne ring som et symbol på min kærlighed til dig. Du er mit lys i det mørke som truer derude. Det eneste som kan holde mig tryg og den eneste rette for mig. Jeg elsker dig, Pierce, og det vil jeg for altid gøre.. som din hustru,” afsluttede hun roligt, som hun lod ringen glide på hans finger.

[lucas]

At stå og bevidne sådan en smuk aften og et endnu mere smukt og ikke mindst perfekt bryllup, var virkelig en ære for Lucas, det var ikke bare en ære at bevidne det, men tilmed være den som skulle stå som præst og føre disse to mennesker ind i det hellige ægteskab, for det var noget som virkelig måtte få ham selv til at stråle! Han var virkelig glad på deres vegne og det var noget som han slet ikke kunne beskrive med ord, for de havde virkelig fortjent hinanden, og man kunne uden tvivl mærke hvor ægte og store følelser disse to sjæle måtte nære for hinanden, og det var virkelig smukt! At se Pierce give Malania ringen på, hvor begge måtte stråle som to stjerner af lykke, fik ham kun til at smile, for han kunne virkelig ikke andet i denne situation! Det manglede jo bare at vie disse to personer, for det var i sandhed fortjent! Han betragtede blot Malania, da hun valgte at fortælle omkring sine løfter, hvor han endnu engang måtte lytte opmærksomt efter, for dette var jo det som han nød allermest ved et bryllup! Det var også det som han håbede alle gæsterne lyttede opmærksomt med på, for det var noget som man altid kunne lære af! Han kunne ikke lade vær med at smile til alle de ord som han kunne høre, kom direkte fra hendes hjerte, for det var virkelig smukt! Blikket gled roligt mod Stefan, en knægt der lignede sin bror på en prik! Men så igen, de var jo også tvillinger, så det kunne vel ikke komme bag på nogen? Han blev blot stående ganske tålmodigt og ventede på at hun afsluttede sine ord, hvilket fik ham til at trække endnu mere på smilebåndet. Han nikkede ganske anerkendende til hendes ord, som hun fik ringen på Pierces finger. „Smukke ord Malania,” svarede han sandfærdigt, som han roligt fiskede en lille flaske med vievand op fra lommen, som han skruede låget op på, inden han hældte en anelse på fingrene ved den ene hånd. „Med jer gæster og guderne som vidner, erklærer jeg nu for ægtemand og hustru,” svarede han lige så professionelt som resten, hvor han tegnede et kors med den hånd, hvor vievandet hvilede på, mellem Malania og Pierce, så det dryppede en anelse, inden han trak hånden til sig og vendte blikket mod Pierce. „Du må nu kysse din brud,” endte han stilfærdigt, som han sendte manden et ganske glædeligt smil. Det var jo lidt kysset der beseglede og ikke mindst afsluttede vielsen, hvilket vel også var det som alle faktisk ventede på? At de skulle blive gift, så de kunne kalde hinanden for mand og hustru? Han selv blev dog stående med hænderne foldet foran sig, hvor han betragtede dem med et glædeligt glimt i de smaragdgrønne øjne.

[pierce]

Det at stå overfor den kvinde som man nærede de største følelser for, som man overhovedet kunne, var noget som gjorde Pierce spændt og ikke mindst.. lykkelig. Han havde virkelig ventet på dette øjeblik siden han havde friet til hende, som han vidste at hun også selv havde. Han vidste godt at han havde været lang tid om at fri til hende, men han havde jo heller ikke ønsket at gifte sig med hende, for at holde på hende, da drengene var blevet født, han havde ventet på det helt rette øjeblik, og det havde han også gjort, for hun havde jo ligeledes fortalt ham at hun havde været gravid, hvilket virkelig var ham en fantastisk følelse! At give hende sin ring på, var noget som fik ham til at smile, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen, for han kunne jo slet ikke tage blikket fra hende! Han havde aldrig set hende så smuk før, og han beklagede sig bestemt ikke over at det var hende som stod overfor ham og skulle til at blive hans hustru, for hun var virkelig perfekt på alle måder! Hun gjorde ham lykkelig og det var helt rigtigt at han skulle stå her med hende i forhold til så mange andre kvinder! Han lyttede opmærksomt og intenst, da det blev hendes tur til at afgive sine løfter, hvor han ikke tog blikket fra hendes øjne, hvor han kunne se lykken og ikke mindst ærligheden stråle ud af hendes blik, hvilket var det som rørte ham mest. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, hvor de rørte ham så meget, at han faktisk kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på, skønt ingen af dem faldt. Han blinkede let med øjnene, uden at smilet falmede det mindste, hvor han kort vendte blikket mod Derick, da hun hentydede til mandens hjælp, inden han så hende i blikket igen. Han havde aldrig følt sig så lykkelig og heldig før! Han knugede omkring hendes hænder, hvor han følte at hans hjerte måtte hamre imod hans bryst som aldrig før. Han havde jo helt lyst til at svare på hendes ord og gengælde dem, skønt han holdt sig i ro og lod hende tale færdig, for han ville slet ikke afbryde hende! Han mærkede sit hjerte hamre for alvor, da hun satte ringen på hans finger, hvor han mærkede vievandet dryppe ned på deres hænder, da Lucas lavede korset og afsluttede vielsen. Som han gav ham grønt tegn til at kysse bruden tøvede han ikke et eneste sekund, da han trådte et skridt mod hende og mindskede afstanden, inden han fjernedes sløret fra hendes ansigt, så han kunne komme til, hvor han sendte hende et varm og ikke mindst lykkeligt smil. „Jeg elsker dig Malania,” svarede han i en ærlig tone, inden han valgte at trykke sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, som han holdt for flere sekunder, imens han kunne høre gæsterne rejse sig og klappe, inden han roligt brød kysset, skønt det samme lykkelige glimt hvilede i hans øjne. Han endte med at gå ned i knæ, kun for at løfte hende op i sine arme, imens han slap en glædelig latter. Alt skulle jo gå efter traditionen! Han gjorde et nik til drengene. „Lad os komme ind og få tøjet af jer,” svarede han roligt, inden han gik ned langs den røde løber og mod huset, med Malania i sine arme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Malania var det måske mange store ord at give Pierce, men det var ord som hun i den grad måtte mene! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, for hun kunne også se på ham, at han tog ordene til sig på den måde, var nemlig kun noget som gjorde det hele bedre også set i hendes øjne, for hun kunne virkelig kun prise sig lykkelig ved den tanke, hvilket i den grad også var noget som hun gjorde! Smilet bredte sig til hendes læber, hvor hun slet ikke kunne lade være med det! Han var virkelig manden i hendes liv, så selvfølgelig var det noget som hun så brændende ønskede at vise ham! At fortælle ham hvad hun havde på hjerte, fortælle ham hvad hun ønskede at han skulle vide omkring hendes følelser for ham, var noget som hun havde brændt inde med så længe. Ringen lod hun roligt glide på hans finger, som hun igen vendte blikket mod ham. Alle disse mennesker var der til at vidne deres bryllup og deres ægteskab, og det var en tanke som i den grad kun måtte gøre hende glad og mere end det som hun var i stand til at beskrive det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, overhovedet! At Lucas komplimenterede hendes ord, var noget som kun holdt smilet på hendes læber, for tanken var virkelig noget som gjorde hende utrolig glad! Det var måske ikke de løfter som hun havde skrevet selv, men det var nogen som hun i hvert fald havde ønsket at han skule vide og kende til, og nu gjorde han det jo trods alt også! ”Og de er alle sande..” hviskede hun endeligt, selvom hun på intet tidspunkt tog blikket fra Pierce. Han var rørt, og selvfølgelig var det også noget som gjorde det bedre for hende! At de fik muligheden for at kysse nu, var noget som fik hende til at smile, for det var noget af det som hun havde ventet på! De var ægtefolk nu! De var gift! Hun lod ham roligt slippe hendes hånd, idet at han fjernede sløret fra hendes ansigt, hvilket kun afslørede de våde og tårefyldte øjne, selvom det nu slet ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Hun lod ham roligt trykke hende tæt til sig, idet at hun lod læberne møde hans dybt, kærligt og ikke mindst så intenst og længselsfuldt som intet andet! Folk rejste sig, de klappede, hvilket kun fik hende til at rødme kraftigt op, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på denne her måde! Kysset blev ganske roligt brudt, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Jeg elsker også dig, Pierce,” endte hun med en dæmpet stemme, dog frygtelig ærligt. At Pierce gik ned i knæ og fik hende hævet i favnen, fik hende kun til at grine, hvor hendes arme direkte gled omkring hans nakke. Hun vendte blikket mod ham og så senere mod drengene, som begge så ud til at kunne bruge noget søvn, hvilket var noget som hun forstod sig på til fulde, for de havde virkelig gjort det godt! Hun sendte dem begge et af de typiske og stolte smil. ”Løb ind med Jer, og få tøjet af. I gjorde det virkelig, virkelig flot,” sagde hun med et glædeligt og ikke mindst utrolig stolt smil på læben. Hun vendte blikket mod Pierce igen. ”Og dig.. min dejlige mand..”[/color] Hun lod hånden stryge mod hans kind, idet hun skænkede ham endnu et dybt og intenst kys. Hun kunne da slet ikke få nok af ham!

[pierce]

At se og mærke Malania putte ringen på Pierces finger, var noget som fik hans smil til at brede sig som aldrig før på hans læber, hvor det lykkelige glimt forblev i hans turkisblå øjne, for det var umuligt at føle nogen anden følelse! Hun fyldte ham med varme, glæde og lykke, og det var slet ikke noget som han ønskede at skjule for hende! Nu kunne de endelig og officielt vise og kalde hinanden for ægtemand og hustru! De var langt om længe gift! Det var noget som virkelig måtte glæde ham som aldrig før! Hendes løfter var noget som virkelig havde rørt ham, for han havde aldrig følt sig så varm før i hele sit liv! Det havde virkelig været en fantastisk følelse at stå igen med, hvor han følte at hans indre var i brand af den varme og glæde som han følte! At få lov til at kysse bruden, var slet ikke noget som han tøvede et sekund med, for han ville hellere end gerne besegle deres ægteskab med det traditionelle kys! Deres ægteskab ville blive ubrydeligt! Det ville vare til deres dages ende og det var han virkelig hundred procent sikker på! De skulle dele alt med hinanden! Både glæden, tårerne, medgangen og modgangen og uanset hvad de ville blive sat igennem, så ville de klare det! At få hende op i sine arme var noget som fik ham til at smile, hvor han blot gik ned langs det klappende og jublende publikum. Han kunne ikke lade vær med at smile, for det var noget som virkelig fyldte ham med lykke som aldrig før! Han lod blot drengene løbe i forvejen nu hvor Malania gav grønt lys til dem, for han vidste jo godt at det var hårdt for vingerne, skønt han selv var vant til det, så han kunne sagtens klare resten af aftenen. Han vendte blikket mod Malania i sine arme, da hun henvendte sig til ham, hvor han trak på smilebåndet og mere end glædeligt besvarede hendes dybe og intense kys, skønt han måtte gå lidt langsommere for ikke at vælte. Han holdt det i flere lange sekunder, inden han brød det, hvor han blinkede let til hende, inden han gik hele vejen op til terrassen igen, hvor han roligt satte hende fra sig, kun for at åbne døren for hende, så de kunne komme indenfor. Børnene skulle vel i seng? Han lod let armene søge omkring Malanias krop, for at trykke hende ind til sig. „Jeg elsker dig.. fru Peceriaz,” svarede han ærligt og med en morende undertone, for de var jo mand og kone nu! Han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, kun for at holde hende tæt ind til sig.

Daniel så blot mor og far kysse, hvor han rynkede let på næsen af det, skønt han havde set dem gøre det så mange gange. Han blev dog pænt stående, med rank ryg og med puden i hænderne endnu, hvor han blot ventede på at det hele var overstået. At folk rejste sig og klappede var noget som fik ham til at se ud mod gæsterne, inden han så mod sin far, der løftede hans mor op i armene og gjorde tegn til at de skulle følge efter, hvilket vel betød at det var færdigt? Derfor tøvede han heller ikke med at følge efter, for han ville bare gerne af med tøjet! At deres mor gav dem grønt lys til at løbe i forvejen tøvede han ikke et eneste sekund med, hvor han direkte løb foran far og direkte op mod huset, hvor han løb indenfor. Det tog ham ikke lang tid før han havde fået jakken og skjorten af sig, som han blot havde smidt på gulvet, kun for at slå hænderne op i vejret. „Endelig!” udbrød han lettende, som han valgte at strække de små havblå vinger.

[Deleted]

Under hele vielsen, havde Derick siddet og holdt Elanya i hånden, hvor han havde strøget hende over håndryggen med sin tommel og til tider klemt omkring hendes hånd, når han næsten selv havde følt spændingen. Han var virkelig glad på deres vegne! De havde virkelig fortjent hinanden! Og han var virkelig glad for at de havde inviteret ham, for det var noget som han virkelig var beæret over! Han var ikke mindst glad for at Elanya havde gidet tage med, og at Lucas var gået med til at være præst og vie dem, for selv det betød utrolig meget for ham! At se Daniel og Stefan komme frem med ringene, var noget som morede ham, for han kunne jo ligeledes se når de undertrykte en gaben, hvilket kun fik ham til at grine indvendig. Det eneste tidspunkt han slap Elanyas hånd på, var da Lucas havde givet Pierce lov til at kysse Malania, hvor han havde rejst sig med resten af gæsterne kun for at være en del af klapsalven. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde taget del i et ægteskab, for når han tænkte sig om, så havde han vel aldrig været med til et? Foruden sit eget, da han var blevet gift med Denjarna, men det var frygtelig mange år siden nu, desuden et ægteskab som ikke havde holdt, og som videre heller ikke var noget som han tænkte over mere, for det var jo bare fortid. Han ønskede kun at tænke frem og håbede naturligvis på at Elanya var den sidste kvinde han skulle være sammen med, for hun bar hans barn, som den første kvinde overhovedet, plus hun bar hans hjerte, for det tilhørte hende og kun hende! Han betragtede Pierce gå ned med Malania langs den røde løber og videre mod huset, hvor han også først der valgte at stoppe med at klappe, kun for at vende sig mod Elanya, hvor han sendte hende et skævt smil, som han tog omkring hendes ene hånd igen og skænkedes hende håndryg et ganske blidt kys. „Jeg er glad for at du ville tage med, min egen,” svarede han sandfærdigt, for det betød meget for ham at hun ønskede at overvære denne lykkelige stund sammen med ham! Han klemte let omkring hendes hånd, uden at han veg de blå øjne fra hendes smukke smaragdgrønne, hvor han roligt lagde en arm omkring hendes ryg, for at trykke hende let ind til sig. „Fryser du stadig?” spurgte han roligt. Hun bar jo stadig hans jakke, og han selv måtte erkende at det faktisk var ved at blive koldt, men på den anden side så var det også vinter! I det mindste blæste det ikke! Det havde faktisk været utrolig roligt her til aften, ikke mindst et perfekt vejr til et bryllup!

[lucas]

At vie disse to personer, var noget som Lucas var beæret over, hvor han kun var glad for at Derick havde taget ham med og at Malania og Pierce ønskede hans tilstedeværelse. At høre deres løfter, at se dem sætte ringen på hinanden og ikke mindst se dem besegle hele vielsen med det traditionelle kys, var noget som fik ham til at trække bredt på smilebåndet, for han kunne da ikke andet! Det var et smukt syn, og at se to personer stråle op af den lykke og kærlighed som de følte for hinanden, var noget som virkelig rørte noget i Lucas selv, men alle disse gode følelser smittede jo også af på ham fordi han var et lysvæsen, skabt af det gode og solen selv, så alle de varme og strålende følelser havde selvfølgelig altid en positiv effekt på ham. At se Pierce løfte Malania op i sine arme, var noget som kun indikerede at hele vielsen var slut, hvor han blot betragtede ham bære af sted med Malania efterfulgt af drengene, som med garanti var ved at være trætte, inden han selv gik ud af gazeboet og ned til de resterende gæster. Hans blik faldt let på Elanya og Derick, hvor han sendte dem et skævt smil og nikkede i ærefrygt, da det trods alt var hans dronning – hvilket han også viste når han var ude i offentligheden og blandt andre. „En perfekt aften til en perfekt begivenhed,” sagde han sandfærdigt, som han gik hen til dem. Han var kun glad for at være med i det, og det at få æren af at vie det nygifte par, for det var tydeligt at det hele var med hjertet, hvilket var det som glædede ham mest at se! „Jeg er nu sikker på at de nok skal få det godt sammen,” tilføjede han lettere højttænkende, som han kort så mod huset. De havde børn og der var en ny på vej, de var lige blevet gift, så.. det kunne vel ikke blive mere perfekt? Den lille sorte læderindbundne bog havde han puttet i den ene lomme på den lange præstejakke, så han havde hænderne fri. Han havde slet ikke fået brug for den, selvom det også mere var for at virke professionel, desuden så kunne han jo også hele vielse ud af hovedet! Han nikkede endnu engang mod Derick og Elanya, lettere undskyldende, som han valgte at gå forbi dem, for at gå hen til Raphaella, hvor et varmt smil gled over hans læber. Et sted kunne han jo ikke lade vær med at fundere over, om et bryllup også engang ville finde sted for ham, og med en så fantastisk kvinde som Raphaella. Han tog let omkring hendes hænder, hvor smilet ikke falmede det mindste. „Var jeg god nok?” spurgte han morende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne ikke være andet end glad, om det var noget som man ville det eller ikke. det var endelig på tide, i hendes øjne om ikke andet, at lykken måtte tilsmile dem! Og nu var det endelig sket! De var blevet gift, de havde en lille på vej, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre set i hendes øjne! De havde en lille familie, de havde deres lille sted at forholde sig til, men det var bare sådan at det måtte være. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hun strålede virkelig som en sol som hun aldrig nogensinde havde gjort det før! Og det var alt sammen kun på grund af ham! Hun vendte blikket ganske roligt mod ham og med den samme rolige mine som tidligere, for hun kunne slet ikke skjule det behag og den glæde og den lykke som han satte i hende! Hans løfter var noget som klart havde berørt hende dybest inde, for det var skam også løfter som hun ville holde ham på, som hun også ville gøre alt hvad hun kunne – som hans hustru, at leve op til dem. For hun kunne med lethed love ham guld og grønne skove, men det krævede i den grad sit at leve op til det, selvom det var noget som krævede sit, men hun ønskede at skænke ham det, for en løgn var det jo i den grad heller ikke. At møde ham i det kys var noget som fyldte hende med en varme uden lige, for det var virkelig en fantastik følelse at sidde igen med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Kysset holdt hun lige så i flere sekunder med ham, hvor hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Lykken stod i den grad i hendes øjne, og det var alt sammen kun på grund af ham! Hånden strøg hun roligt over hans kind. Børnene havde hun ladet løbe i forvejen, for de havde virkelig gjort det godt, og så ville hun heller ikke holde dem på pinebænken mere ned det som måtte være højst nødvendigt. ”Jeg elsker også dig, Hr. Perceriaz,” hviskede hun endeligt og med det samme stille smil på læben, som hun lod ham føre hende op til huset, så de kunne få børnene i seng, for det var virkelig ved at være sent for dem og hun vidste det godt! Hun lod roligt fødderne igen komme i kontakt med jorden, idet hun skænkede ham endnu et kys. Det ville blot blive et i løbet af alt for mange her i aftenen, men det var så sådan at det var. Hun vendte sig mod drengene som var i fuld sving med at få tøjet af, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile.

Stefan ønskede virkelig at gøre mor og far glade, og det gjorde man jo ved at høre efter. Han vidste at denne aften var vigtig for dem, så selvfølgelig var det heller ikke nogen tvivl om det. Han holdt sig bag ved dem – ligesom Daniel, frem til mor gav dem grønt lys til at løbe i forvejen, hvor det var noget som han slet ikke tøvede med at gøre, for han ønskede bare at få tøjet af, så vingerne igen kunne få noget luft! Han nåede knapt nok indenfor, idet at han havde fået jakken og skjorten af. ”Skønt!” udbrød han endeligt, som han næsten røg ned i knæ, da han kunne strække de små blå vinger, for det var virkelig rart! Han vendte sig mod mor og far, da de også var kommet ind, for han kunne næsten gætte sig frem til, at det var ved at være sengetid, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for han var i den grad ved at være utrolig træt! Det havde været en utrolig lang dag – specielt for ham og Daniel, for de havde jo hjulpet til hele dagen!

[Deleted]

Elanya blev siddende med Dericks hånd i sin egen. En hånd som hun knugede fast omkring, for selv hun kunne slet ikke lade være med at blive så følelsesmæssigt berørt af det som skete foran dem. Løfterne var noget som selv gik dybt i hendes hjerte, for hun elskede virkelig stunder som disse, selvom det skete så sjældent. Hun havde været med til mange bryllupper – hun havde selv været den hvide brud igennem alt for mange, og selvfølgelig håbede hun at det hele ville gå næste gang, at det ville være sidste gang og med manden i hendes liv, for så var det bestemt ikke hende som skulle klage over tingene på nogen måde overhovedet! Hovedet var ganske roligt gledet mod Dericks skulder, hvor selv tårerne var i hendes øjne, for hun var virkelig, virkelig glad på deres vegne! Det havde virkelig glædet hende at Derick havde taget hende med til dette, for dette var da noget, som hun virkelig ville blive ked af at skulle undvære at opleve noget som dette! Hun vendte blikket mod ham. Hun havde næsten glemt at hun sad under hans jakke, men det var altså en smule koldt. Hun havde måske glemt lidt at se frem til aftenen, og at det stadig var vinter – ergo var det stadig en anelse koldt, men det var nu bare sådan at det var. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg har fået varmen nu.. Fryser du?” spurgte hun roligt, som hun vendte blikket mod ham. Hun sammenflettede roligt deres fingre, som Lucas kom dem i møde. At han anså hende som sin dronning, selv herude, var noget som hun ikke havde noget imod, for hun måtte jo fremstå som en autoritet, selvom det ikke altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun nikkede ganske roligt til hans ord. ”Det var virkelig en utrolig flot ceremoni, Lucas. Jeg er sikker på, at de nok skal få det rigtig godt med hinanden,” sagde hun roligt og med en ganske stilfærdig stemme. Hun lod ham roligt trække sig tilbage til Raphaella, så hun selv kunne vende blikket mod Derick endnu en gang. Det var jo trods alt den mand som hun havde øjnene for, og det var noget som han selvfølgelig også skulle vide! Hun trykkede let omkring hans hånd. Hun håbede jo selvfølgelig at deres ville blive lige så smukt som det hun stod og vidnede for øjeblikket, for der var ingen tvivl om at Pierce og Malania i den grad elskede hinanden og det var i den grad også en tanke som gjorde hende så glad, for at opleve noget lykke, var virkelig noget som gjorde hende selv så glad! Ungerne skulle nok i seng, hvilket hun godt kunne forstå, for et var også ved at være sent. Hun vendte blikket mod Derick igen. ”Det var virkelig smukt,” sagde hun roligt og med de tårefyldte øjne, for det havde i den grad været noget af det smukkeste hun nogensinde havde set!

[Deleted]

Raphaella havde ganske vidst regnet med, at der ikke ville være nogen til at sidde og holde hende med selskab under vielsen, selvom hun af den grund, virkelig var glad for at Lucas ville have hende med – hende og ingen andre, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Hende og Lucas havde erklæret deres følelser for hinanden, for det ville virkelig en tanke som glædede hende! Selvom hun ikke regnede med at stå i Malanias sted – specielt ikke med hendes alder og ellers alt for korte levetid, for det var noget som i den grad også satte en stopper for det hele. Selv hun sad med tårer i øjnene, selvom hun ikke var nær så sentimental som Elanya, som faktisk havde ladet flere falde, for hun havde set hende sidde og tørre sine øjne flere gange under vielsen. Selv hun havde deltaget i klapsalven, og med det glædelige smil på læben. Det var virkelig noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set! Det var faktisk også hendes første bryllup, for man kunne ikke ligefrem sige at hun havde den største omgangskreds i sin tid i Dvasias, og det var bestemt heller ikke så smukt som det var her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At Lucas tog sig en snak med Elanya sagde hun egentlig heller ikke noget til, for det var jo trods alt deres dronning – det var jo også blevet hendes, selvom hun slet ikke regnede med at det ville vare ved, når hendes hemmelighed for alvor ville blive afsløret, for det gjorde ondt at vide, alt det som hun var nødt til at fortælle videre til Sonic – deriblandt Elanyas ’utroskab’ mod Jason med Derick, men det var ikke noget som hun sagde noget til lige nu, for han skulle nok finde ud af det før eller siden – forhåbentlig. Hendes smil bredte sig tydeligt, da Lucas kom hende i møde, hvor hun mere end glædeligt måtte tage hans hånd og knugede den i sin egen, for han havde virkelig gjort det fantastisk flot. At se ham i den rolle, var helt klart noget som klædte ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som han skulle vide! ”Det var virkelig, virkelig flot, Lucas,” sagde hun med et stort og glædeligt smil på læben. Hun lænede sig frem og skænkede hans læber et blidt kys. Selv hun havde manglet at have hans hånd at holde om igennem vielsen, for det havde hun set så mange andre havde, og et sted så følte hun sig vel næsten.. snydt? Hun betragtede ham roligt. ”Og.. h-hvad sker der så nu?” spurgte hun stille. Hun var slet ikke vant til bryllupper på noget tidspunkt, for hun havde aldrig været til stede under et. Specielt ikke et som var så berørt af lykke og glæde som dette, og det var helt klart også noget som gjorde hende så frygtelig glad!

[pierce]

At brylluppet var slut, var noget som Pierce næsten ikke kunne fatte, selvom han ikke kunne andet end at føle den lykke som måtte blomstre i ham! Han elskede hende og det var uden tvivl hende, som var den kvinde han ønskede at dele resten af sit liv med og det var han slet ikke et eneste sekund i tvivl om! Han havde aldrig elsket nogen højere end det som han gjorde Malania og det var noget som han ønskede at vise hende! Det var hende hans hjerte lå ved, det var hos hende, at han var lykkelig og han vidste at de ville få det godt sammen, for de havde jo altid klaret sig! Selvom de havde været igennem kriser og andet ondt, så havde de jo klaret den og var nu blevet giftet med en masse skønne mennesker som vidner til denne storslået og perfekte aften! At de kunne kalde hinanden for mand og kone, var noget som et sted morede ham, selvom det bestemt også måtte gøre ham glad! Han elskede hende virkelig og at de delte hans efternavn, samt de bar en ring som bevis på det hele, var noget som gjorde ham mere end tilfreds! For nu kunne alle se at han var en gift mand, og hvis folk spurgte ham om hvem, så ville han klart svare, at det var med den smukkeste kvinde han nogensinde havde set! Hun så virkelig godt ud her til aften og der måtte han erkende at hun virkelig havde taget ham med storm! At de kom indenfor hvor drengene allerede havde smidt tøjet, var noget som morede ham, selvom han nu godt kunne forstå dem. Han besvarede mere end glædeligt Malanias kys, inden han vendte blikket mod hende, som han brød det. „Jeg går ud og sætter festen i gang, så kommer jeg ind og putter dem om lidt,” svarede han roligt, som han lænede sig frem og skænkede hendes læber endnu et kys, for han kunne jo slet ikke lade vær! Han gik roligt udenfor igen, hvor han gik hen til det opstillede bord, hvor gaver lå til dem, og hvor der stod en masse champagneglas. Han gik roligt hen, hvor han let holdt hånden op, som tegn til at folk skulle tie og orkestret skulle stoppe med at spille. „Jeg vil gerne sige tak på mine og Malanias vegne, for at I ville komme og dele denne aften med os,” startede han roligt, som han tog om champagneflasken, hvor han roligt åbnede den, så det bruste ud med skummet. Han begyndte roligt at hælde op i de mange glas, inden han igen henvendte sig til gæsterne. „Og det vil være os en ære, hvis I ønsker at blive her lidt endnu, for at holde festen sammen med os,” afsluttede han roligt, som han gjorde tegn til at de måtte tage for sig.

At komme af med jakken og skjorten, var noget som virkelig måtte lette Daniel, hvor han også med det samme måtte strække sine vinger ud, så de kunne få lidt luft og ikke stak så meget, fordi han ikke havde kunnet bevæge dem. Han vendte roligt blikket mod sin mor og far, da de kom indenfor, hvor han ikke lagde skjul på sit gab, for han var virkelig træt! Han gned sig let i øjnene, inden han så op mod sin mor og far igen. At far ville gå ud til gæsterne og komme ind og putte dem senere, havde han det fint med, for han ville gerne puttes af dem begge! Han gad ikke engang spørge om de skulle i seng nu, for det var noget som han endda selv var villig til at gøre for gangs skyld! Han løb roligt ud på badeværelset, for at gøre sig klar. Det havde virkelig været en lang dag for hans vedkommende! Han plejede jo normalt aldrig at være så sent oppe! Også fordi at mor og far ikke ville have det, men i dag havde jo også været en stor aften, så det havde næsten været nødvendigt at holde sig vågen, også fordi de skulle deltage i vielsen, selvom han nu bare var glad for at det var ovre.

[Deleted]

Derick var glad for at både Elanya, Lucas og Raphaella ville med, for det var to personer som han havde fået et godt bånd til, og han håbede bare at det ville gå godt for dem! Han kunne godt lide alt det som de havde, og et sted misundte han dem lidt, skønt han bestemt ikke ville klage! Han havde den smukkeste kvinde ved sin side, han skulle selv til at have en familie, for han skulle jo snart være far, og han ville få et stort og prægtigt hjem, skønt han ikke ville have noget imod det små, som her, for det var netop sådan et sted han ønskede at være! At Elanya ikke frøs, var noget som glædede ham, for hun skulle jo ikke bare varme hende men også den lille. Han rystede let på hovedet, som hun spurgte ham, skønt det faktisk var en løgn, for han frøs faktisk en anelse – det var jo ulempen ved at være menneskelig, men det behøvede hun ikke at vide, for han ville hellere have at hun havde varmen og han frøs end omvendt! „Jeg har det fint,” forsikrede han hende roligt, som han valgte at trække hans jakke en anelse mere omkring hende, hvor han sendte hende et skævt smil. Han lod hende roligt flette deres fingre sammen, hvor han ikke kunne komme udenom at han nød at de ikke længere behøvede at være så diskrete i offentligheden, for han ville jo gerne vise at han elskede hende og at det var hende som bar hans hjerte! Han vendte blikket mod Lucas og nikkede istemmende til hans ord. „De har det allerede godt med hinanden, og nu også lykkeligere end nogensinde. Jeg håber bare at det forbliver sådan,” svarede han sandfærdigt, som han så mod huset, inden han vendte blikket mod Lucas, da han gik mod Raphaella og derefter vendte blikket mod Elanya, da hun henvendte sig til ham. Han nikkede istemmende til hendes ord, skønt han ikke kunne skjule den morende mine. Han løftede den frie hånd og lod sin tommel stryge langs hendes øjenrand, næsten for at fange de sidste tårer inden de faldt. „Tror jeg skulle have taget et lommetørklæde med til dig,” svarede han morende, som han blinkede let til hende. Han endte dog med at vende sig rundt og se mod Pierce, da han var kommet ud og gjorde tegn til at han ville sige noget, hvor han også vendte opmærksomheden mod ham. Det var jo normalt med en lille fest bagefter, hvor det vel heller ikke gjorde noget at de blev lidt? Han vendte blikket mod Elanya og sendte hende en sigende mine, skønt han bar et morende glimt i de blå øjne. „Jeg tror hellere at jeg må tage dit glas.. du skal jo trods alt passe på den lille,” svarede han morende, skønt der dog var en alvorlig undertone, for han sørgede skam for at hun passede på sig selv og barnet med! Han løftede roligt hendes hånd som han holdt om og skænkede hendes håndryg et let kys, inden han slap den, kun for at gå hen til bordet og tage deres champagneglas. Hun kunne jo godt være med til at skåle, for en enkelt tår skadede vel ikke?

[lucas]

At vielsen var slut, var noget som fik Lucas til at smile, for han havde jo tydeligt set hvor glad de havde været for hinanden, og det var noget som varmede hans indre! Han havde tydeligt set Malania stråle som en sol, for han var jo selv lysvæsen og han vidste godt hvordan de forskellige følelser måtte påvirke én. Lykke var klart den bedste følelse et lysvæsen kunne føle, og han havde jo selv prøvet det og gjorde det netop også i øjeblikket, for han havde jo selv fundet ejeren af hans hjerte, hvilket han ikke fortrød på noget tidspunkt. Han elskede Raphaella og det ville han også gerne vise hende. Han vidste godt at hun havde sine dæmoner at kæmpe med, men han agtede at finde en måde hvorpå han kunne finde ud af det på! Det var dog ikke noget han ønskede at tænke på denne aften, nu ville han bare nyde resten af festen sammen med Raphaella! Han nikkede roligt til Elanyas og Dericks ord. „Jeg er sikker på at de nok skal finde ud af det med hinanden, hvis noget endelig skal gå galt,” svarede han stilfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber. Han gik roligt videre, for han ønskede heller ikke at optage Elanyas og Dericks tid sammen, desuden så havde han jo også skulle undvære Raphaella under vielsen, da han jo selv havde stået som præst. Han gengældte hendes klem om hånden, da hun valgte at tage hans, hvor han sendte hende et varmt smil. „Håber du klarede dig uden mig,” svarede han roligt, hvor han besvarede hendes blide kys. Han havde intet imod at vise hvad han følte for hende, for han var heldig at have sådan en smuk juvel! Noget som han langt fra ønskede at tage forgivet! At hun spurgte hvad der så skulle ske, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han også skulle til at svare hende, inden Pierce faktisk tog ordene fra ham. Han vendte sig let mod ham, hvor han hørte ham tale færdig, inden han vendte sig mod hende igen. „Nu skal det hele fejres,” svarede han med det skæve smil, inden han roligt slap hendes hånd. „Jeg henter et glas til os,” sagde han roligt, som han valgte at gå hen til det aflange bord, hvor han tog de to champagneglas og gik tilbage til Raphaella, hvor han rakte hende det ene. „Nu fryser du ikke særlig meget vel?” spurgte han med en bekymret mine, hvor han roligt stillede sig bag hende og lagde armene omkring hende, for bare at give hende lidt ly og læ, for han havde desværre ikke nogen jakke han kunne give hende – medmindre han selv skulle stå i undertøj. Han trykkede hende let ind til sig og skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys. „Jeg elsker dig,” hviskede han i en varm tone mod hendes øre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Brylluppet var måske overstået – eller vielsen var om ikke andet, men der var jo stadig ting som måtte genstå, så meget vidste Malania da om ikke andet. Hun var bare lykkelig! Så lykkelig som nogen overhovedet kunne blive! Så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! De var blevet gift, de havde fået hinanden – langt om længe! Også fordi at det slet ikke havde været nemt, det havde været noget som de direkte havde fået lov til at skulle kæmpe for, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt, for de havde haft mere end nok at skulle tænke på i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Endnu en gang valgte hun at skænke og gengælde Pierces kys, for hun kunne selv slet ikke få nok af det, for det var virkelig en utrolig fornemmelse i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Udmærket. Jeg kommer ud, når jeg har fået drengene i seng,” sagde hun roligt, som hun lod hånden stryge let over hans kind, hvor hun roligt lod ham vandre tilbage udenfor, hvor hun selv måtte vende sig i retningen af de kære små drenge, for selv den tanke var noget som gjorde hende glad. At drengene var trætte, var noget som hun så tydeligt kunne se på dem, for det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! ”Hvor er jeg dog stolt af Jer to! I klarede det virkelig flot!” sagde hun med en tydelig stolt mine, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med at skjule, for de skulle i den grad også have at vide når de gjorde noget godt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun strøg dem begge over hovedet, idet at Daniel strøg ud på badeværelset, for at gøre sig sengeklar. Ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod som sådan, for det var bare rart at de var så medgørlige, for de havde virkelig været fantastiske i dag! Hun vendte sig mod Stefan og med det samme smil. ”Smut ud og gør dig klar min dreng, så kommer mor lige om lidt,” endte hun stilfærdigt. Stefan løb ud på badeværelset, fik vasket sig og gjort sit klar til at komme i seng, for han så faktisk frem til det lige i aften! Han ville glæde sig til at komme i seng og lægge sig! Malania gik ind og gjorde deres værelse klar til dem, så hun kunne få dem lagt i seng og komme ud til resten af gæsterne, for det var jo trods alt også til ære for hende, så det var jo heller ikke noget som hun ønskede at gå glip af, for det var bestemt heller ikke meningen at Pierce skulle stå med det hele alene derude! Desuden ville hun jo faktisk gerne.. bryde traditionerne lidt, selv ved at holde en tale for ham, for hun ønskede at han skulle vide helt præcist hvad hun brændt inde med på denne her måde. Stefan gjorde sig færdig og kom hurtigt ind på værelset, hvor han endnu en gang måtte prøve at holde et gab igen, selvom det var noget som han opgav temmelig hurtigt. Han kravlede stille op i sengen og lagde sig til, så mor kunne putte ham, hvilket var noget som hun gjorde selv med glæde. Hun pakkede dynen godt om ham. ”Sov godt min store dreng,” hviskede hun roligt, for at skænke hans pande et blidt kys. Knægten halvsov jo allerede!

[Deleted]

Elanya elskede virkelig bryllupper! Det var virkelig noget af det bedste som hun kendte til, for det var ikke engang fordi at det var en løgn! Hun vendte blikket stille mod Derick. Det var hende virkelig en ære, at han havde ønsket at tage hende med hertil! Det var hun virkelig, virkelig glad for! Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at Derick skulle fryse, men at han tog sig sådan af hende, var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, også fordi at det ikke skete så ofte at nogen faktisk viste hende den form for bekymring og omsorg. Et sted så var hun vel bange for at det kun omhandlede hendes graviditet? Men.. hun kendte jo Derick, så selvfølgelig var det ikke tilfældet! Hun lod hovedet hvile mod hans skulder, hvor hun blev siddende med hans hånd i sin og selv med tårer i øjnene, selvom det udelukkende var på grund af den lykke som hun lige havde fået lov til at bevidne! ”Jeg håber virkelig at de får lov til at opleve den lykke, som de sammen har været skaberen af. Det er noget som de fortjener,” sagde hun med en ganske rolig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn, for det var tydeligt at de havde haft mere end nok at slås med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At han kommenterede hendes tårer, var noget som fik hende til at himle med øjnene. ”Bryllup og hormoner!” endte hun med en direkte morende stemme, for det var ikke engang fordi at det var en løgn. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang og med det samme smil. At Pierce kaldte dem alle sammen, sammen, var nu heller ikke noget som fangede hendes interesse. At Derick ikke lod hende få glasset, var noget som kun svagt fik hende til at smile ganske let, hvor hun roligt betragtede ham med en stille mine. Løgn var det jo ikke engang. Hun trykkede omkring hans hånd, idet hun roligt rejste sig. ”Et enkelt glas tror jeg ikke gør den store skade, min egen. Jeg er sikker på at den lille nok skulle klare det,” forsikrede hun roligt. Hun ville da heller ikke stå udenfor og faktisk bare skåle og så give ham glasset! Nej! Hun ville være en del af det selskab, nu hvor hun endelig havde muligheden til det, det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde overhovedet! Hun gik roligt med ham op til bordet, og stadig med hans jakke omkring hendes skuldre, for det føles faktisk ganske rart at have den på. Den holdt hende varm, også selvom hun ikke ønskede at han skulle rende rundt og fryse, men kendte hun ham vel godt nok til at vide, at han ikke ville fortælle hende noget som helst, hvis han i tilfælde, faktisk skulle fryse?