East, west home is best

[pierce]

Årene var gået og denne dag var en ellers utrolig smuk dag; solen skinnede på en skyfri himmel, det mest var kommet ind i foråret og var i færd med at blomstre. Træerne havde fået små grønne knopper, ligesom blomsterne var på vej op endnu engang. Denne dag var klart noget som Pierce nød. For hans vedkommende var årene gået hurtigt, både på godt og ondt. Hans to små sønner var kommet i en alder af de 5, hvor de allerede sidste år var begyndt at forvandle sig under fuldmåne. Da de havde været mindre havde der været en forfærdelig skrigen, hvor der ikke havde været så megen søvn, nu hvor de forvandlede sig, var de ustyrlige og ukontrollerede og kom de ikke ud, hærgede de hele huset. Et kæmpe kaos! Han havde dog fortalt dem at det var vigtigt at de lærte at styre det, så de ikke kom til at skade uskyldige eller sågar deres forældre. Selvfølgelig var de små og ikke rigtig forstod at de gjorde noget forkert, men de virkede da til at være opsat på at lære at kontrollere det? Også fordi han havde prøvet at forklare dem at de ville blive langt stærkere som ældre, hvis de gjorde det – hvilket vel også var sandt? Noget var han jo nød til at sige for at prøve at få dem til at kontrollere dem.
Denne dag var gået på at være ude i havet. Pierce havde fortalt sine sønner så mange historier derfra, og det var vel også på tide at vise dem, hvilken anden verden de var en del af? Det var jo ikke fordi at han kunne fortælle dem om landjordens skikke og religion, for det var ærligtalt ikke noget som han havde sat sig ind i. De havde været ude hele formiddagen, hvor han havde vist dem hele det distrikt som han passede i havet, hvor de tilmed havde hjulpet lidt til og han kunne virkelig ikke være andet end stolt af sine små sønner! Bølgerne var rolige, som de dukkede op af havet, hvor han vendte blikket ned mod dem og sørgede for at de var med.
Daniel havde været tidligt oppe – ifølge ham selv – for at komme ud med hans far og se havet, hvor både ham og Stefan havde hjulpet til med arbejdet, og han var stolt af det som han havde hjulpet med! Han havde set de mange forskellige dyr der levede i vandet, hvor han havde jagtet de små fisk og svømmet med delfiner. Det store og brede smil hvilede på hans læber, som han fulgte med sin far og bror op ad havet. Han bar præcis det samme tøj som sin far, ingen bluse, så vingerne var fri og ellers nogle shorts der gik til knæene, bare i andre farver. Han hev ganske let sin far i buksebenene. ”Far! Kan vi ik’ gå ud igen?” spurgte han med en bedende stemme, som han så lettere længselsfuldt tilbage mod det store blå hav. Pierce så ned på Daniel, hvor han ikke kunne lade vær med at smile til hans ord. ”Nej, vi skal da hjem til mor ikke? Hun savner jer sikkert,” svarede han stilfærdigt, som han strøg Daniel over de våde mørkeblonde lokker, som vidst ikke var tilfreds med svaret. Pierce vendte blikket mod Stefan der gik på hans anden side, for at sikre sig at begge spirrevipper var med, som han fortsatte op mod strandbredden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Årene var gået og de var virkelig gået hurtigt set i Malanias øjne! Børnene voksede, de blev store og stærke og de klarede deres vaner under fuldmånen godt, selvom det var meget kaotisk når det gjorde ondt, kramperne satte ind og alt det som nu måtte følge med i denne situation. Hun følte sig bare.. hjælpeløs netop fordi at hun ikke var i stand til at skulle hjælpe dem på nogen måde, men det var noget som de måtte gå igennem og de måtte jo bare støtte dem så meget som de nu ville være i stand til. Hun havde jo også gang på gang forklaret dem, at det også var noget af det som gjorde dem til noget ganske særligt og de så da også ud til at tro på det. Stefan om ikke andet og vel også Daniel? At Pierce havde dem med ned under vandet og ude i havet, var slet ikke noget som hun havde noget imod. Det var jo den verden som hun ikke kunne være en del af, uanset hvor meget det nu så end måtte frustrere hende, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Hun var hjemme og hun sørgede for at holde huset lidt i stand når hun var den eneste hjemme. Til tider var det jo lidt rart at være lidt børnefri og bare kunne være sig selv, selvom det slet ikke var noget som man skulle tackle som noget negativt på nogen måde! Tvært imod! Det efterlod hende med et savn til dem alle 3, hvilket kun gjorde det langt mere specielt at skulle få dem alle hjem igen, for det var bestemt også noget som hun måtte se frem til!
Stefan havde lige så også været oppe ekstremt tidligt for at kunne følge med far ud og under havets overflade. Han elskede at befinde sig under havets overflade. Det var virkelig befriende! Hans vinger havde fået den same smukke og flotte nuance som deres fars og det var i den grad også noget som han måtte være stolt af. Han fulgte far lige i hæl, for han vidste godt, at han ikke kom med ud igen en anden gang hvis han ikke opførte sig. Det var skam også kun overfor hans kære storebror, at han var en pest og en plage, men.. hvilken lillebror var dog ikke det? Han kom hurtigt op på land sammen med de to andre. Han trak vingerne en anelse ind til sig og skyndte sig at løbe henover det våde sand. Det var vel også heldigt at de begge kunne vade ude om dagen? For det kunne en horror trods alt ikke normalt, men det kunne de! Og det var noget som han i den grad også var glad for! ”Faaaar!” kaldte han med en næsten ivrig stemme, som han hurtigt greb omkring Pierces hånd for at holde den med sin lille næve. Den var jo meget lille i forhold til hans egen! ”Kan vi tage ud i morgen? Bebe!” Han lavede de store hundeøjne op mod ham, nærmest som han måtte tigge og bede for det. Mor forstod det vel godt? Hun havde jo alt det ude i skoven som hun viste dem når hun havde muligheden for det, men han kunne altså bedst lide at lege med vand! Det var meget sjovere end alt det andet kedelige noget! Han trak vejret dybt og så mod huset, som de kunne ane i det fjerne. Måske at de ikke var særlig gamle nogle af dem, men kvikke var de bestemt! ”Bebe! Det er så sjovt!” endte han med den tydelige lille barnestemme som han var bærer af.

[pierce]

Noget som Pierce vidste og selv var trist over, var at Malania ønskede at komme med ud i havet, men ikke kunne. Hun var ikke en havrace eller havde nogle træk fra den, som de tre andre måtte have, og skulle han være ærlig? Så kunne det være hyggeligt, hvis de faktisk alle sammen kunne tage ud, men han prøvede da at se det positive i det, for det gjorde hende skam kun mere speciel at hun ikke var en del af hans verden, men af en hel anden verden, en verden som han ikke kendte til, selvom at han nu havde boet på landjorden i godt og vel 6 år, så han havde da lært noget, men det var så utrolig meget anderledes end alt fra havet, for det var to vidt forskellige verdener! Han var dog kun glad for at han kunne tage sine drenge med derud, vise dem havets gode sider, så de fik en bred viden, en viden som mange fra landjorden aldrig ville blive i stand til at få. Måske det var en kamp under fuldmåne, men han måtte indrømme at han ikke kunne andet end at elske dem, for de tro drenge var hans familie, de var hans sønner og selvom de kunne skændes og slås uden lige, så kunne han virkelig ikke andet end at nyde at have børn, for det var jo trods alt også noget som havde bragt ham og Malania tættere på hinanden og det kunne han virkelig ikke fortryde på nogen måde! Stefan måtte rive ham ud af hans tankegang, da han spurgte om de ikke kunne tage ud igen i morgen, hvilket fik smilet til at brede sig på hans læber. Han var glad for at hans drenge nød den verden som han kom fra, for han ville hellere end gerne dele dem med dem! Selvom han dog heller ikke ønskede at gøre det til en vane, for han ønskede også at de skulle finde skønheden ved naturen der var oppe på land. Han tog roligt omkring Stefans lille næve, som han fulgtes med de to op på land, hvor de blev mødt af den tørre sand. Han så kort mod huset, inden han vendte blikket ned mod Stefan. ”Hvis I kan opfører jer ordentligt, så kan vi måske tage ud i morgen igen,” svarede han stilfærdigt. Det så ud til at Daniel måtte være lige så enig med sin bror, for han lyste helt op i ansigtet ved den idé. ”Ja far! Ud igen i morgen!” bad han med iver i stemmen, som han næsten måtte hoppe på stedet, imens han hev i sin fars bukser, for at få hans opmærksomhed. Pierce slap en munter latter. ”Rolig nu I to, vi kan altid gemme det til en anden god gang,” svarede han roligt, som han smilede skævt ned mod dem, inden han satte sig på hug i midten af drengene, som han vendte blikket mod huset, der kun lå ca. 150 meter væk. ”Skal vi se hvem der kommer først hjem?” spurgte han udfordrende, næsten for at skifte emne, inden han rejste sig og begyndte at småløbe mod huset, selvom han hurtigt lod de to drenge få muligheden for at overhale ham. Daniel ville i hvert fald vinde! Han ønskede at slå sin lillebror, for han var trods alt ældst! Han løb så hurtigt som hans små ben kunne bære ham, hvor han hurtigt fik overhalet hans far, han bar trods alt også en horrors hutighed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan vidste udmærket godt, at deres mor var trist udelukkende fordi at hun ikke kunne tage med ud på havet sammen med dem. De kunne ikke være sammen som en stor familie derude, hvilket han først havde forstået nu, for i hans verden, så kunne hun jo bare holde vejret? At hun så ikke kunne gøre det i lang tid var noget som han nu fandt en anelse trist alligevel, selvom det kun gjorde det ekstra godt at komme hjem til en mor som nød at pusle om dem, få dem varmet og få noget godt i deres mave og så ellers bare den familiehygge som de konstant måtte komme hjem til på den ene eller den anden måde. Han så jo altid frem til det og han savnede jo faktisk også deres mor! Han holdt sin far i hånden, hvor han selv følte sig tryg og umådelig godt beskyttet og det var noget af det som han satte ekstremt højt også for hans del! Han så op på sin far og med de store hundeøjne, for det var noget af det som han virkelig var blevet god til at skulle vise og det var endda på alle måder! ”Okay! Vi skal nok være søde!” sagde Stefan næsten helt ivrigt, da han gik med til at de måske kunne tage ud. Han ville da først ende med at blive skuffet, hvis det slet ikke ville blive til noget som helst i den anden ende! Han stoppede op som Pierce gik ned i knæ ved siden af dem, hvor han vendte blikket opmærksomt mod ham ved hans ord. Han kunne dog tydeligt se at Daniel reagerede først, hvor han omgående slap fars hånd da han også begyndte at løbe. ”Hey! Vent!” udbrød han med en fast tone, som han løb så hurtigt som de små ben var i stand til at kunne bære ham. Nok var han den yngste, men han var faktisk hurtig! Nok ikke så hurtig som Daniel, men han prøvede da! Han kom hurtigt forbi Pierce og hastede direkte efter Daniel. Han skulle bare ikke have lov til at komme først!
Malania måtte erkende, at det virkelig måtte frustrere hende, at hun ikke kunne komme med dem ud og specielt når drengene virkelig måtte vise, at de var så glade for vand. Det var tydeligt at de heldigvis havde mere med fra de lyse racer end de havde fra horroren, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende noget som helst! Det var noget som faktisk måtte.. lette hende på en underlig måde. At de måtte være på vej hjem, vidste hun ikke, selvom hun nu var temmelig sikker på, at de vel også snart måtte komme hjem? De havde været ude igennem ekstremt lang tid. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget! Hun havde varmet noget suppe, ganske enkelt fordi at hun var.. En typisk mor vel? Hendes børn havde været ude i det kolde vand, så skulle de i den grad også pusles og nusses når de måtte komme hjem og Pierce med! Hun vendte blikket mod det ene vindue, hvor hun ikke kunne lade være med at smile bredt! Hun var sikker på at det var hendes to dejlige unger og Pierce som kom løbende udenfor! Igen var børnene endt i konkurrence? Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det glædet hende virkelig bare, at de kunne finde ud af tingene sammen, for det var noget af det som betød mest for hende. ”Endelig..” mumlede hun let for sig selv. Ikke fordi at hun var utålmodig eller noget som helst, hun havde bare fundet ud af, at tanken om at være alene ikke var noget som ramte hende med et behag. Tvært imod!

[pierce]

Det at blive forælder var noget af det bedste som havde ramt Pierce igennem hans liv, specielt fordi han var blevet forælder sammen med den skønneste kvinde man kunne finde på Jorden. Han ønskede ikke andre en Malania og at de to havde skabt disse to små vidunderlige unger, var noget som virkelig måtte varme hans hjerte, for han havde virkelig aldrig nogensinde følt sig så lykkelig som han gjorde for tiden. Han følte virkelig at deres liv var ved at falde på plads, selvom de to tvillinger virkelig også måtte være en kamp i sig selv, for de var holy grails, de bar trods alt en race fra hver side; havet, lyset og mørket. De var dog specielle, for to af racerne opgjorde altid den sidste, såsom at de to drenges hjerter måtte slå, for det gjorde både lysvæsnet og havenglen i dem, så der kunne man sige at horroren var nedstemt, dog bar de styrken og hurtigheden efter en horror, hvor det næsten var skræmmende at tænke på at de om ikke så mange år både ville være hurtigere og stærkere end deres egen far! Men det gjorde ham nu intet, så længe de brugte deres styrke på noget godt. De havde vinger fra havenglen, de var solbrune i huden fordi de var så meget ude i sollyset, hvilket var godt for deres lysvæsenside. De havde en konstant kropstemperatur, og den var ikke kold som ved horroren, men varm som ved havenglen, fordi at de havde to levende racer i sig. Så hele tiden måtte racerne spille ind på forskellige måder. Desværre var de dog bundet af blodet, for de havde jo ikke fået deres skarpe hjørnetænder for ingenting, heldigvis kunne de da også indtage ordentligt føde i længere tid end hvad en normal horror ville være i stand til, og så måtte han jo skaffe dem blod af og til – hvilket typisk kom fra de fisk, når de endelig var ude i havet, som i dag.
Daniel løb alt hvad han kunne og fortsatte med at holde føringen. Han var kun få minutter ældre end Stefan, så forskellen var ikke den største, det kom vel også an på hvem der trænede hårdest? Og eftersom Daniel havde føret fra start af, da han havde valgt at løbe først, så ville han vel også vinde? Han nægtede i hvert fald at tabe til Stefan! Han baskede let med vingerne – de var så små at han endnu ikke kunne flyve, men han fangede vinden, så han også kom hurtigere frem. Hvor deres far var henne, vidste han ikke, men det betød heller ikke noget, for han ville bare vinde! Jo tættere han kom på huset, jo mere ivrig blev han i at vinde, for han nægtede at tabe, ikke nu hvor han førte! Desuden så glædede han sig også til at se hans mor igen og han ville være den første som gav hende et kram! Han slap sin muntre barnelatter, som han løb mod verandaen. ”Jeg vinder!” råbte han sejrende, selvom han dog ikke var kommet helt i mål endnu. Pierce selv rystede blot på hovederne af de to, for de var altid så konkurrencepræget! Et sted var det morsomt, for det var vel normalt? Specielt når de var lige gamle, de var brødre og de var tilmed tvillinger. Han fulgte dog blot med dem op til huset, hvor han selv måtte glæde sig til at se Malania igen. Hun havde vel maden klar? Som altid, en tanke som måtte more ham, og dog også glæde ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke gøre andet end virkelig at nyde den følelse af, at skulle være blevet mor. Hun var mor til de to mest perfekte og mest specielle børn som hun nogensinde havde oplevet at skulle være i nærheden af. Hun havde altid været så familiekær på denne måde, men det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville danne med alt og alle. At det hele var gået så stærkt mellem hende og Pierce, var nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste, for hun kunne slet ikke få sig selv til at fortryde det faktum, at hun var gået hen og blevet gravid efter en enkelt aften, hvor de havde været hinanden så skræmmende tætte, for det havde virkelig været det bedste som hun nogensinde havde oplevet. Selvom børnene i den grad måtte give dem en masse at slås med og specielt under fuldmånen, så var det bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod. De var snart hjemme, det var hende bare en lille fornemmelse som måtte sige det, så hun gik i gang med at dække bordet. Ikke fordi at der stod noget specielt på menuen, lidt suppe bygget på alt godt fra havet, da hun havde fundet ud af den store fascination som drengene måtte have når det måtte komme til vand, så ønskede hun i den grad også at skulle støtte dem og helst så meget som det var hende menneskelig muligt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Med et stille og tilfredst smil, så gled hun stille ned på sofaen og satte sig. Ungerne kom vel stormende hvert øjeblik?
Stefan var virkelig træt af at være yngst, for Daniel var virkelig bare bedst til alt! Han var ganske rigtigt hurtigere end det som Stefan måtte være, selvom det virkelig ikke drejede sig om særlig meget! De små vinger gjorde han selv brug af, i et næsten desperat forsøg på at skulle komme op forbi Daniel, selvom det bare ikke virket som det han havde lyst til! Han var bare ikke hurtig nok og det var vel også tydeligt, at det faktisk måtte være ham en tanke som han måtte finde direkte frustrerende? For det var virkelig ekstremt lige for øjeblikket! Han klemte øjnene sammen, som han stormede frem som de små ben nu var i stand til at bære ham og på alle måder endda. ”Nej du gør ej!” udbrød han med en nærmest irriterende stemme. Det her var bestemt ikke sjovt eller underholdende på nogen måde! Han ville komme først! Han ville give mor det største kram nogensinde! Han stormede direkte op mod Daniel som var endt på verandaen oppe ved huset. Han skulle bare ikke have lov til at vinde! Ikke på denne her måde, for det var virkelig unfair! Han var jo tyvstartet! ”Dumme!” udbrød han som han måtte komme over sandet, selvom det gik for hurtigt og han faldt over sine egne ben og faldt direkte ned på maven og med hovedet direkte ned i sandet, som nærmest måtte dække ham, så hurtigt som han havde løbet. Han rystede på hovedet og med en næsten sørgmodig mine, da han kom op og satte sig, hvor han slog armene over kors. Nu gad han altså bare ikke mere! Han fnøs ganske kortfattet, som han lavede en tydelig utilfreds mine. Han nåede jo aldrig Daniel nu hvor han var så tæt på huset, så var det jo bare noget som måtte frustrere ham endnu mere! ”Dumme Daniel..” mumlede han let, som han trak vingerne til sig og baskede lidt med dem, selvom det faktisk gjorde ondt, med de små borende sandkorn ind mellem ’fjerene’.

[pierce]

Daniel måtte løbe med fulde kraft og så hurtigt som hans små ben var i stand til at bære ham, selvom han også var påpasselig med ikke at løbe for hurtigt, for han vidste at han så til sidst ville anstrenge sig, blive afkræftet, for til sidst at vælte, for dum var han bestemt ikke! Han lærte hurtigt, og det gjorde han af den simple lille grund; han ville være bedre end Stefan i alt! Det sejrende smil gled over hans læber, som han kom tæt på huset, hvor han dog tydeligt kunne høre at Stefan måtte begynde at hale ind på ham, men det var vel fordi at han løb for fulde hammer? Det gav ham det sejrende rus, da han nåede verandaen, hvor han løb op af de tre små trappetrin – som dog var store for han vedkommende, hvor han sprang det sidste trin over, inden han sejrende stak armene i vejret. ”Mig vandt!!” jublede han hoverende, som han næsten måtte danse på stedet af glæde. Han så blot til som Stefan var endt i sandet, hvor han rystede opgivende på hovedet. Han havde gjort den fejl at han var løbet for hurtigt, så han til sidst var knækket sammen, trist at tænke på at det var så tæt på målstregen, men det gjorde bestemt ikke Daniel noget! Tværtimod! Han slap sin muntre barnestemme latter, inden han løb hen til terrassedøren, som han åbnede op på fuldt gab, blot for at lade de turkisblå øjne – som han havde arvet efter sin far – falde på hans mors skikkelse. ”Mor! Mor! Mig vandt!!” jublede han med en stolt stemme, som han løb ind i stuen, fuldstændig ligeglad med at han gjorde gulvet vådt og fyldt med sand. Han løb hen til sofaen, hvor Malania måtte sidde, inden han slog armene omkring hende. ”Mig vandt!” svarede han igen, dog i en lavere tone, selvom at det brede og nærmest lykkelige smil hvilede på hans læber. For han prøvede jo ikke at være den bedste bare for at slå Stefan, men også for at gøre sine forældre stolte! Han knugede sig ind til sig mor, hvor han sukkede lettere fredfyldt.
Et muntert smil gled over Pierces læber ved synet af de to drenge. De var virkelig to rivaler så det battede! Det var næsten en skam, men sådan var det vel? De havde trods alt kun hinanden. Han selv var holdt op med at løbe, for han lod jo alligevel altid drengene vinde, komme foran for at lade dem kæmpe imod hinanden. Han stoppede kort op ved synet af Stefan som måtte vælte, inden han begyndte at småløbe hen imod ham. Han betragtede blot Daniel der måtte løbe sejrende ind i huset til deres mor, hvor han selv kom op til Stefan, hvor han begyndte at gå. ”Hva’ så makker?” spurgte han roligt, som det var tydeligt at han måtte være utilfreds med resultatet, hvilket blot måtte more Pierce, som han slap et kort og dog lavt grin. Han satte sig roligt på hug ved siden af Stefan, som han strøg ham over håret. ”Slog du dig?” spurgte han roligt, som han undersøgte ham ganske let, inden han hjalp med at børste Stefan fri fra sandet, inden han tog ham op i sine arme og satte ham på sin ene arm, inden han vendte blikket mod huset. ”Du skal ikke være sur over at du kom sidst Stefan. Og vil du høre en hemmelighed?” spurgte han lettere hemmelighedsfulgt, som han rykkede hoved tættere mod Stefans ene øre. ”Daniel er måske hurtigst, men du er da bedst til at svømme,” hviskede han stolt, inden han trak hovedet tilbage og tørrede Stefans ansigt fri fra sand, imens han smilede opmuntrende. ”Nå. Skal vi gå ind og hilse på mor? Hun har helst sikkert savnet sin lille kriger!” endte han stilfærdigt, som han begyndte at gå mod verandaen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan havde i den grad gjort den fejl, at han var løbet alt det som hans små ben kunne bære, for så at skvatte direkte ned i jorden og ned i sandet, hvilket faktisk måtte gøre ondt, når man løb så hurtigt som det han havde gjort! Han satte sig stille op, ikke bare med en utilfreds mine, men også med tårer i øjnene, for de små sandkorn måtte virkelig skære ind i hans hud og ind i hans vinger, for det gjorde faktisk ondt! Han fnøs let, hvor han bare blev siddende frem til at han endnu en gang ville magte at skulle rejse sig. Endnu vel at mærke. Han vendte blikket direkte mod Pierce som kom mod dem, hvor han hurtigt måtte tørre sine øjne, for store mænd måtte i den grad heller ikke græde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han rystede på hovedet. Han havde det i den grad fint! Det eneste som egentlig måtte være galt, var jo faktisk det faktum, at han havde tabt og det var i den grad også noget som måtte gøre ham direkte frustreret som intet andet overhovedet. ”Mig har det fint!” sagde han bestemt, selvom hans stemme var en smule grødet, så var det i den grad også noget som han i den grad prøvede at skule skjule, for han var en stor dreng som ikke havde behov for at græde noget som helst! Han så op på far ved hans ord. Han var måske ikke den bedste til at løbe, hvilket i den grad også måtte være ham en frustration uden lige. Han lyste dog mere op derefter. ”Er mig beder til at svømme?” spurgte han næsten mere glad, som han vendte sig mod ham. Han lod Pierce tørre hans ansigt fri for sand og nikkede. ”Stor kriger også savne mor!”
Malania blev siddende. Hun vidste at børnene ville komme stormende før eller siden. Eller.. den ene ville og kendte hun børnene ret, så var det Daniel som kom stormende først. Hun endte dog let chokeret, da døren nærmest måtte blive hamret op og ganske rigtigt. Der stod Daniel med det store smil på læben. Hun kunne dog hurtigt konkludere, at børnene havde konkurreret endnu en gang, selvom det slet ikke var noget som kom bag på hende. Hun slap en munter latter, hvor hun slog armene omkring sin lille dreng og holdt ham helt tæt ind mod sin egen favn. ”Du er da også så dygtig, min dreng!” sagde hun muntert, dog med en meget glad stemme, det var slet ikke noget som hun havde lyst til at skulle skjule, for hun var virkelig stolt af begge sine drenge, uanset hvem af dem som måtte komme ind af døren først! Hun elskede dem begge langt højere end det som hun måtte elske sit eget liv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne faldt stille til ham. At hele gangen og halve huset måtte blive fyldt med vand og sand, var nu ikke noget nyt, for sådan var det jo hver eneste gang, at Pierce havde haft dem med ude, så var det heller ikke noget som gjorde hende det mindste. ”Har du haft det sjovt sammen med far og Stefan?” spurgte hun roligt, som hun trak sin lille dreng op i favnen, hvor han kunne sætte sig sammen med hende. Daniel havde ganske rigtigt altid været hendes lille øjesten, selvom de begge havde denne utrolige betydning for hende. Hun kunne da slet ikke undvære nogen af dem for noget som helst i denne verden!

[pierce]

At det måtte frustrere Stefan at han ikke vandt over Daniel, vidste Pierce skam godt, hvor det næsten var synd at se sin lille dreng tabe til den anden gang på gang, fordi Daniel var født de få minutter først, men.. gjorde det virkelig sådan en stor forskel? Tilsyneladende, men han vidste det ærligtalt ikke, for så meget var han heller ikke inde i racerne, men sådan måtte det vel være? Derfor kunne han jo godt opmuntre sin søn en anelse, for han havde godt set Stefan i havet og han var langt bedre til at svømme end sin bror, det var så også fordi at Stefan langt hellere ville svømme rundt, hvorimod Daniel var langt mere fascineret af alle planterne og dyrene, dog glædede det ham kun at hans to sønner var så glade og fascineret af havet, for han nød virkelig at have dem med ude! De opførte sig jo også ordentligt, for ellers vidste de jo godt at de ikke kom med næste gang, så måske han skulle tage dem med ud i morgen også? Det måtte han jo lige se an. Han så godt at Stefan måtte tørre sine små øjne, hvilket næsten gjorde helt ondt, for han ønskede slet ikke at hans sønner skulle konkurrere så meget at de endte såret når de tabte. Han strøg blidt Stefan over håret og smilede opmuntrende til ham. ”Åh ja! Jeg tror aldrig nogensinde at jeg har set en så god svømmer som dig! Det er jo lige før at du er bedre end mig!” svarede han sandfærdigt og med en lettere overbevisende stemme, for han ville gerne gøre ham lidt glad efter sit ’nederlag’ til Daniel. De to små var jo også de rene krudtugler! Som han fik tørret Stefans ansigt fri fra sand, satte han ham roligt ned på verandaen, så han kunne smutte ind til sin mor. ”Så må du jo hellere gå ind og kramme hende, så Daniel ikke ender med at holde hende for sig selv,” svarede han stilfærdigt, som han næsten opfordrende måtte skubbe blidt til sin søn i retningen af døren, som Daniel havde ladet stå fuldkommen åben, hvilket blot fik ham til at ryste opgivende på hovedet og dog med et smil.
Daniel var virkelig stolt over at han havde vundet over Stefan; endnu engang! Plus at han så kunne være den første til at give deres mor det største kram nogensinde! Han ønskede jo lige såvel at gøre hende stolt som han ønskede at gøre sin far. Og han vidste godt at Stefan elskede at være ude i vandet, men han nød faktisk selv også at komme med sin mor ud i skoven, for selv der var der urter og planter som måtte fascinere ham – en fascination som han havde arvet efter sin far vel at mærke. ”Mhm! Mig vandt for mors skyld!” endte han lettere stolt, som han måtte ranke sig helt op som en rigtig og sand kriger. Han lod hende blot tage ham op i hendes favn, så han kom til at sidde på hendes skød, hvor han blot slog armene omkring hendes hals, for der var virkelig ikke noget bedre end hans mors kærlighed! Han krammede sin mor ganske let, hvor han nikkede. ”Mhm! Det var rigtig sjov!” endte han med sin muntre barnestemme. Og han så virkelig kun frem til at de skulle ud igen, for det kunne han virkelig ikke andet end at glæde sig til, selvom han i øjeblikket kun så frem til at få noget at spise, for hans mor lavede altid god mad! Og den var altid klar til dem! Plus at man altid blev så sulten af at være udenfor. Han knugede sig let ind til sin mor, eftersom han vidste at Stefan ville komme lige om lidt for selv at få hendes opmærksomhed, så han ville blot nyde det, så længe han havde hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var virkelig Stefan en frustration uden lige, at han ikke kunne finde ud af, at vinde over Daniel når det kom til noget så simpelt som at løbe deres mor i møde. Han vidste godt, at det var dumt at løbe for hurtigt, men.. han kunne bare ikke lade være når han var bagud. At han jo så skulle skvatte over sine egne ben, var nu heller ikke noget som han direkte havde regnet med, for det havde faktisk gjort utrolig ondt! Han tørrede hurtigt sine øjne for tårer som far måtte komme hen til ham. Han skulle bestemt ikke se det! Lidt stolthed havde man vel også fra mor af? Og den horror som de begge måtte have i blodet? Han så stille op på ham. Nok var han måske elendig på land, men at han jo så var bedre i vand, var noget som i den grad måtte gøre ham langt mere tilfreds, for han var virkelig en definition af en vandhund! Han ville langt hellere i vandet sammen med far, end det som han ville ud i skoven sammen med mor! Det var.. kedeligt? Ikke så interessant som det som skete under vandet, så det var noget som han meget gerne ville dele sammen med far! ”Ej! Mig ikke beder end far!” sagde han med et stort smil. Far var jo.. far! Han var der jo ikke nogen som man kunne blive bedre end! Det var i alle fald Stefans mening. Han lod Pierce løfte ham og bære ham med hen til verandaen og blev sat ned. Han nikkede til hans ord og stormede mere eller mindre ind af den åbne dør. Måske at Daniel var kommet først og kunne kramme mor først, men han skulle nok sørge for, at mor fik det største kram nogensinde og det skulle være af ham selv!
Malania blev bare siddende sammen med Daniel. Det var virkelig rart at de endelig kom hjem, for de havde jo også været ude hele dagen! At drengene elskede vandet, var nu noget som hun kun måtte være utrolig glad for, selvom det ikke var en ting som hun kunne støtte dem i som sådan. Hun kunne lade Pierce tage dem med sig ud og det var mere eller mindre også det eneste. Hun havde kun været under vandet den ene gang hvor han havde vist hende hans verden, en verden som hun aldrig nogensinde ville kunne blive en del af som sådan. Hun nikkede med et stille smil. ”Og mor er også så stolt af dig, Daniel!” sagde hun muntert. Hun kunne ikke være andet end stolt af begge sine børn og for hvad de havde formået at få udrettet på denne her tid, hvilket i den grad også var noget af det som måtte betyde meget for hende! At Stefan lige så også måtte komme løbende indenfor og efterlod sig vand og sand på mere eller mindre hele gulvet, rørte hende virkelig ikke. Han hoppet direkte op i sofaen og hen til hende, hvor hun lod den anden arm glide omkring ham, så han også kunne komme hende helt tæt på! ”Hvor er det godt at du er hjemme!” sagde hun glad til Stefan også som bare nikkede og slet ikke slap hende. Han var nok langt mere dækket af sand end det som Daniel var, men han var jo også faldet direkte ned i det! ”Mig give mor den største krammer!” Næsten som Stefan måtte skubbe Daniel en anelse til side, for nu var det også hans tur til at have mor lidt for sig selv! Nu havde Daniel siddet ved hende længe nok i alle fald i hans øjne! Malania kunne ikke lade være med at smile. At være mor til tvillinger var bestemt heller ikke nemt altid!

[pierce]

Det var kun tydeligt at se og mærke på Stefan at det måtte frustrere ham at han tabte til sin bror, men de to krudtugler var virkelig også rivaler i alt! Det så han jo selv meget til når de var ude i havet sammen med ham, selvom at de da i det mindste opførte dem ordentligt, men på den anden side, så vidste de jo også godt at de ikke kom med ud næste gang. Til tider måtte han dog ønske at de langt hellere ville holde sammen, end at skulle stå der som hinandens rivaler, for de var trods alt hinandens brødre, de var familie, og en familie burde holde sammen i stedet for at konkurrere mod hinanden, men det var vel også en værdi som de måtte lære senere hen? Når de blev ældre? Det håbede han da om ikke andet, for det var vel normalt for to små drenge at konkurrere mod hinanden? Desuden så havde de jo også kun hinanden, så det var jo faktisk fint nok at de måtte være tvillinger. Han slap en munter latter til hans ord. ”Det kommer nok en dag, så bliver du langt bedre end far,” fastholdt han bestemt, som han blot så til, imens knægten måtte løbe ind og hilse på sin mor. Han måtte indrømme at han også selv havde savnet hende, men han nød virkelig det faktum at komme hjem til Malania, hvor maden altid var klar og den stod vel på suppe som altid? Han måtte dog indrømme at han havde valgt den helt rigtige kvinde, for hun var virkelig en fantastisk husmor!
Daniel nød at være i sin mors favn, hvor han også ville nyde det så længe som det varede, for det kunne vel ikke tage lang tid inden han og far ville komme ind igen? Og som sandt, så kunne han høre dem ude på verandaen, hvor han blot vendte de turkisblå øjne mod Stefan, da han kom ind i rummet fyld med sand og vand, som ham selv, foruden at han ikke havde haft så meget sand på sig, for han var jo ikke væltet. Han var ikke meget for at dele sin mor, selvom han jo desværre måtte gøre plads, hvor hans blik blev lettere trodsigt, som Stefan skubbede ham væk, for han var der jo først! Han vendte roligt blikket mod sin far, der kom inden for, hvor han fulgte ham med blikket, som han kom hen til dem som de måtte sidde i sofaen. ”Nu stjæler I hende ikke fra far vel?” spurgte han morende, som bukkede sig forover, hvor han lod en hånd glider under Malanias hage, så han kunne løfte hendes hoved en anelse, inden han lod sine læber trykke sig blidt imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, som han holdt for flere sekunder, inden han brød det igen, som han smilede kærligt til hende. Der var virkelig ingen tvivl, for han ønskede virkelig ikke nogen anden end Malania. Hun var virkelig hans et og alt, hans eneste ene. Daniel måtte lave en lettere grimasse som han så far kysse mor, hvor han ikke kunne lade vær med at holde et lille ’ad’ tilbage. Pierce vendte blikket morende imod ham. ”Ad?” gentog han roligt, ”det kan være far skal give Daniel et kys?” spurgte han drillende, som han greb sin søn om livet, der ihærdigt måtte kæmpe for at komme væk, hvilket fik Pierce til at slippe en morende latter. Han satte sig roligt i sofaen, inden han vendte blikket fra Daniel mod Stefan. ”Nå I to, gå ud og vask og tør jer og kom ind og få noget at spise,” opfordrede han, hvor Daniel hurtigt var nede af sofaen, som han løb ud mod badeværelset. ”Okay!” Han var virkelig blevet sulten efterhånden!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var jo som at se alle Stefans mange frustrationer forsvinde, som var de blevet taget af vinden, da han endelig var kommet ind og kunne sætte sig ved mor. De havde jo trods alt heller ikke set hende igennem hele dagen, så man kunne vel snildt sige, at hun var savnet? Ikke bare af ham, men også af far og Daniel? Lige nu ville han bare gerne have mor lidt for sig selv! Måske at han ikke var den hurtigste til at skulle løbe igennem det dumme sand, men han kunne i den grad godt vise hende, at han kunne kramme hende meget bedre end Daniel! Igen var det jo det rene konkurrenceinstinkt som måtte slå ind. Om det jo så var horroren eller bare konkurrence mellem brødre var jo heller ikke helt nemt at skulle sige. Han blev siddende der i mors arme og lod hende holde om ham, for det var altid rart at blive puslet lidt om af sin egen mor, også fordi at hun gjorde det rigtig godt! Han smilede mere eller mindre i hele hovedet, selvom han vendte sig, som far også måtte komme hen til dem. At han bukkede sig ned over mor, så flyttede han sig en anelse. Lige der, måtte han jo følge Daniels eksempel, hvor han skar en mindre grimasse. ”Ad!” endte han med et skævt, dog morende smil på læben.
Malania kunne virkelig ikke være andet end lykkelig med de mænd som hun måtte have i hus. Hun elskede dem alle mere end det som hun måtte elske sit eget liv, også selvom det bestemt heller ikke var alt for nemt med to vildbasser i hus, så synes hun faktisk at det gik utrolig godt. Nu var de langt om længe hjemme og det var noget som hun havde set utrolig meget frem til! Hun havde lavet deres favorit her til aften, udelukkende fordi at hun også ønskede at gøre dem glade. Der var virkelig ikke noget bedre end det set i hendes øjne. Nu var det Pierces tur. Ungerne skulle skam nok få den fulde opmærksomhed, men lidt tid skulle der da også være til den mand som hun måtte elske og holde af. Hånden under hendes hage, få hævede hun blikket mere end glædeligt, kun for at besvare og gengælde det dybe kys. Det var rart.. den smag af saltvand som hans læber måtte smage af, så var der slet ikke nogen tvivl om at det måtte være ham. Hun smilede i det indre, mærkede den varme som hun havde manglet hele dagen. Det var nemlig kun noget som han var i stand til at give hende. Stefan så godt hvad der skete med Daniel efter at han havde sagt ’ad’, så han sad nærmest og gemte sig op af mor. Han var dog hurtigt nede af sofaen, som far bad dem om at gå ud og vaske sig inden de skulle spise, så kunne mor og far også få lidt tid alene. Malania rystede bare smilende på hovedet. 3 mænd i hus som alle krævede deres opmærksomhed var bestemt heller ikke nemt altid, men hun kunne da om ikke andet forsøge på det og hun synes jo selv, at det måtte gå ret godt! Hun trak vejret dybt og med et stille smil på læben. Hun vendte blikket mod ham. ”Det lyder til at I havde en god dag ude i dag..” sagde hun blidt. Drengene var glade og tilfredse, selv på trods af den evige konkurrence mellem dem. Det var vel noget som måtte aftage jo ældre de blev? De kunne jo heller ikke fortsætte med at konkurrere resten af deres liv!

[pierce]

Det at få børn med Malania var nok noget af det bedste som havde ramt Pierce igennem hans liv, foruden det at han havde fundet Malania selv, for hun var virkelig den eneste han ville have en familie med på denne måde og det var da sten sikkert! Hun var den eneste kvinde som betød noget for ham, for han var virkelig ligeglad med alle andre. Malania var og blev virkelig hans eneste ene! Det føltes kun rigtigt når det var sammen med hende. At de så havde fået deres to små spirrevipper var noget som virkelig måtte glæde ham, for nok var de to små drenge konkurrencepræget – specielt mod hinanden! – men de var og blev en lykkelig familie, desuden var det jo ikke fordi at de ikke kunne opføre sig ordentligt, for det gjorde de jo altid når han var ude med dem, for selvom de konkurrerede mod hinanden – hvilket til tider også kun var godt, for det gjorde jo kun at de to små drenge måtte kæmpe for at blive bedre og bedre, selvom de kun prøvede på at overgå hinanden, så lige hvor godt det var, vidste han ikke. Han så blot til, imens de to små måtte hoppe ned ad sofaen, hvor han fulgte dem med blikket, da de nåede badeværelset. Sultne måtte de vel være? Han selv havde jo ikke behov for mad eller drikke, men af den grund spiste han altid selv med, vel også for at gå foran som et eksempel for drengene, så de spiste det hele? Desuden så lavede Malania virkelig også udsøgt mad! Han vendte roligt blikket mod Malania igen, hvor han nikkede ganske let. ”De to små morede sig da,” svarede han med et skævt smil. Han vidste jo godt at Malania ville ønske at hun kunne tage med, hvilket han jo faktisk også selv måtte ønske. Han lænede sig roligt frem, som han skænkede hendes læber endnu et kys, selvom det kun var kortvarigt, hvor han trak sig ganske let. ”Men deres far, har virkelig savnet deres mor,” svarede han med en lettere længsel i stemmen, imens det morende smil gled over hans læber. Sandt var det dog til gengæld, for han savnede hende for hvert sekund han var væk fra hende.
Daniel var hurtigt kommet ud på badeværelset med sin bror, hvor han var løbet hen til håndvasken, som han havde tændt, inden han plaskede noget vand op i hovedet for at vaske ansigtet og sit hår, så det ikke ville blive stift af saltvandet når det engang blev tørt. Han plaskede også let noget vand på kroppen, som han fik smurt ind i sæbe, inden han vaskede overkroppen og skyllede fødderne fri for sand, blot for at tørre sig med et af håndklæderne. Var deres forældre kommet ind, så havde de nok fået et chok over alt det vand som måtte ligge på gulvet, men han var altså virkelig sulten! Desuden.. så havde deres mor lavet deres yndlingsret, så det var da kun klart at han måtte skynde sig? Og da han havde tørret sig, smed han blot håndklædet fra sig uden at tænke over hvor det landede, blot for at løbe ud af badeværelset igen. Han satte sig roligt på sin plads ved bordet, hvor han blot ventede på at hans mor ville skænke op til ham. ”Mmm!! Mig sulten!” endte han med et stort og bredt smil på de små rosenrøde læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke være andet end lykkelig, nu hvor hun måtte være sammen med Pierce. Den mand havde virkelig vist sig at skulle være den eneste ene for hende, så selvfølgelig var det også noget som spillet utrolig godt ind for hendes eget vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Efterhånden, så havde hun bare valgt, at skulle acceptere, at hun ikke kunne følge dem til havet, men følge dem til vandkanten, kysse sine børn og sin kæreste på gensyn og så lade dem tage af sted, selvom det var med en længsel uden lige, at skulle se dem tage derud. Hun var vel efterhånden bare.. vant til den tanke? At hun ikke kunne følge dem, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sendte ham et stille og roligt smil, som hun så til at begge drengene måtte storme ud på det lille badeværelse, for at vaske sig og gøre sig selv klar til maden. Efterhånden, så havde hun fundet ud af, hvad drengene godt kunne lide at spise, så selvfølgelig var det jo det som hun kunne bruge sin tid på at lave, så hun havde noget at give sig til. Pierce havde sine pligter under havets overflade og hun var faktisk utrolig glad for, at han tog drengene med sig, viste dem havet, da det jo også var en utrolig stor del af dem, så det respekterede hun så sandelig også til fulde. Hun besvarede mere end glædeligt hans kys, hvor selv smilet måtte brede sig tydeligt på hendes læber. ”Deres mor har i den grad også savnet deres far,” gengældte hun glædeligt. Sandt var det jo faktisk, for hun havde virkelig, virkelig savnet ham! Mere end det som hun kunne beskrive med nogen som helst former for ord!
Stefan var nok den mildeste af drengene hjemme. Han vidste at mor ikke kunne fordrage at hele badeværelset måtte flyde over med vand, så snart at de havde været derude. Hans krop skyldte han nænsomt, som han selv fik vasket vingerne. De var jo trods alt fyldt med sand og vand og det var noget som faktisk måtte skære en anelse, selvom han ikke sagde det med ord. Daniel skulle bare ikke have mere på ham, end det som han måtte have allerede, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Stefan fnøs ganske let. ”Jeg siger det til moar!” endte han med et mindre udbrud efter ham, som han selv fik vasket fødder, hænder og ansigt, og fik tørret sig, inden han selv hastet ganske hurtigt efter for at sætte sig til bords. Maden duftede virkelig himmelsk, selvom det var noget som den gjorde hver eneste gang, at mor havde lavet mad, for det var noget som hun virkelig var god til! Malania kunne se dem og hun kunne høre dem, hvor hun ikke kunne lade være med at grine. Hun tog stille om Pierces hånd. ”Skal du have noget med, kæreste?” spurgte hun stilfærdigt, idet hun rejste sig fra sofaen og vendte blikket mod ham. Det blide smil hvilede konstant på hendes læber, som hun vendte blikket mod drengene som tog plads ved bordet. Hun vidste at Pierce ikke havde brug for mad på den måde som de andre havde og så længe, at de kunne forhindre ungerne i at give efter for den evige trang efter blod, så var hun i den grad også godt tilfreds! Hun frygtet dog alligevel, at den dag skulle komme før eller siden alligevel.

[pierce]

Nok kunne Malania ikke komme med ud i havet, hvilket Pierce også var ked af, for han ville virkelig elske den tanke om at de alle sammen kunne tage derud sammen, men af den grund så nød han også at tage sine to små sønner med derud, for at vise dem det hele, så havets hemmeligheder kunne gå i arv til dem. Desuden opførte de sig jo også ordentligt når de var med ude, fordi de gerne ville med ud igen, så det var faktisk en befrielse uden lige at have dem med ude, desuden var han også glad for at de var så ivrige efter at se det hele, efter at vide mere og var så glæde for havet, for det betød utrolig meget for ham! Han smilede varmt til hende ved hendes ord, som han slet ikke kunne andet. Han kunne virkelig ikke være mere lykkelig, nu hvor han havde fundet sin eneste ene, hvor det at de havde fået børn sammen kun havde bragt dem tættere sammen. De var en lille lykkelig familie, hvor han elskede alle tre lige højt, for han kunne virkelig ikke være dem foruden. At de to små ville plaske hele badeværelset til med vand, skulle ikke undre ham, hvor der kun var mere at rydde op, selvom det for det meste altid var Daniel der skyndte sig, specielt når de skulle spise. Han skænkede Malania et kys på mundvigen, inden han trak sig igen. ”Mh.. mind mig om at jeg hellere må stille din længsel senere,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, imens det morende smil gled over hans læber. Han nåede dog ikke at gøre så meget mere, inden Daniel kom susende ud og satte sig ved bordet, hvor Stefan var lige i hælene på sin bror. Han rystede smilende på hovedet til af dem, for de lærte det vel aldrig? De ville jo nok komme til at konkurrere resten af deres liv! Så længe det blev gjort på et ordentligt plan, så var han ligeglad. Han lod endelig Malania tage hans hånd, hvor han rejste sig lige efter hende. Han nikkede roligt, og lagde den frie arm omkring hendes liv, så han kunne trække hende ind til sig. ”Selvfølgelig.. det er trods alt dig der har lavet maden,” svarede han med det varme smil på læberne, som han skænkede hendes læber et kort og dog lidenskabeligt kys, inden han slap hende, så hun kunne gå hen og skænke op til drengene, for de måtte vel være sultne efterhånden? Han havde godt nok ikke brug for mad, men han tog altid en lille del, for både at stå frem som et godt eksempel for drengene, men også for at glæde Malania, for nu hvor hun havde lavet mad, så kunne han jo godt tage en lille del, desuden så var der jo også lige det faktum at hun måtte lave en udsøgt mad! Han satte sig roligt til bords, så han havde drengene på hver sin side og Malania overfor sig. Daniel var efterhånden ved at være godt og grundig sulten, så han knugede let om skeen, imens at så efter mor og far, der måtte sætte sig til bords, hvor han helt ivrigt ventede på at hans mor skulle skænke op til ham. ”Mig sulten,” beklagede han sig i en dæmpet tone, for han vidste jo godt at han ikke fik først, hvis han først begyndte at kræve tingene, men han kunne høre sin mave rumle, så det næsten gjorde helt ondt! ”Rolig nu min dreng, du skal nok få,” endte Pierce med et skævt smil, som han strøg drengen over hovedet.