East, west home is best

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan vidste godt, at de kunne være liiiidt umulige til tider, men det kunne da heller ikke altid være så slemt, at far virkelig var nødsaget til at skulle hæve stemmen overfor dem? Det var heller ikke noget som han selv brød sig om, men han var jo også den af dem som havde det bedste forhold til far, så selvfølgelig var det også noget af det som han måtte udnytte når tiderne og mulighederne selvfølgelig var der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket op mod far. Han måtte vidst undlade at sige godnat til mor i dag, hvilket faktisk måtte irritere ham, men hvis det var prisen for at få far lidt for sig selv, så var det så sandelig også det hele værd i hans øjne! Han smilede et kæmpe smil og havde taget far i hånden, kun for at bringe ham ind på sit værelse, hvor han hoppede op i sin del af køjen, så han rigtigt kunne puttes. Der var virkelig ikke noget bedre end når far lagde en i seng! At de ikke havde mange penge, var slet ikke noget som rørte den unge knægt, for han havde altid haft eller kendt til noget andet og han havde jo det som han havde brug for, så hvorfor skulle man sætte snuden op efter mere? ”Ja! Ja, ja, ja!” udbrød han med en stor munter stemme, idet han næsten måtte give et helt hop i den lille køjeseng. Alene den tanke om, at han havde far lidt for sig selv og det var i den grad noget af det bedste! Så skulle Daniel nok få fred sammen med mor, for alt det plante-halløj, var altså bare ikke ham! ”Uh! Faar?” endte han som han satte sig op i sengen og så spørgende op på ham.
Malania blev siddende med hendes kære lille knægt i armene, for det var hende kun tydeligt, at han virkelig måtte være ked af det, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om. Når han endelig græd, så var det rigtigt og ægte, for han var ikke typen som gjorde brug af det falske, hvilket hun i den grad var glad for. Hun trykkede stille sin søn ind til sig og lod ham finde den trøst som han nærmest så desperat måtte søge efter – hvilket i den grad også var noget som hun ville elske at kunne give ham! ”Sch..” hviskede hun stille, som hun vendte blikket mod ham. Tydeligt uforstående – hvad var der egentlig sket denne gang? ”Hvad er det nu du får skylden for?” spurgte hun stille. Hun strøg roligt hånden over hans kinder, for at fjerne hans faldende tårer. Hun elskede begge drenge og hun gjorde virkelig alt det som hun kunne for at behandle dem helt lige og uden de fleste forskelle. Selvfølgelig gik det bedre med Daniel, også fordi at de havde så mange fælles interesser og det glædet hende, at hun havde noget som hun kunne vise ham, som Pierce også havde noget at vise ham, hvor hun ikke kunne være med. Ganske roligt begyndte hun at vugge ham frem og tilbage. Det gik jo altid galt for dem om aftenen! Hun kyssede hans pande. ”Jeg skal nok snakke med far og Stefan om det, Daniel..” sagde hun roligt. Når Daniel fandt det uretfærdigt, så var det normalt også. Pierce prøvede, det vidste hun og det var hun skam også glad for! De var bare nødt til at snakke lidt sammen og kende til sagens kerne før de handlede ud fra ’strafferammerne’.

[pierce]

Pierce ville helst undgå at gøre den store forskel på sine to sønner, men et sted så så han vel egentlig Daniel som den ældste? Som den største? Selvom at det kun var minutter, så blev det jo også at se i deres racer, for Daniel var jo faktisk hurtigere og stærkere end Stefan, hvilket de jo også så tidligere i dag, da de var kommet hjem og de løb om kap mod huset. Det var bare utroligt hvor meget de få minutter kunne gøre, for.. det var jo ikke tale om meget! Men fordi at Daniel så også var den lille tand bedre end Stefan og jo faktisk var den ældste, så så han vel også bare helst at Daniel tog sig af sin bror i stedet for at bruge sin styrke imod ham? Det måtte virkelig frustrere ham at de to ikke kunne enes, for det var noget som han virkelig ville ønske de kunne inderligt! Han holdt jo af dem begge og han var måske en tand for sød mod Stefan i forhold til Daniel, og han brød sig faktisk ikke om at være den som gjorde forskel, selvom at han jo nok gjorde det alligevel, dette var dog ubevidst, men når han tænkte over det, så kunne han jo faktisk godt se det. Han vendte blikket mod Stefan der var så munter, hvor han hellere end gerne fulgte med ham ind på værelset og så ham hoppe op i sin seng, så kunne Daniel også finde sin trøst hos sin mor, for det var jo hvad knægten altid helst ville. Han satte sig roligt i hug, så han sad ud for Stefans seng, hvor han smilede skævt, som drengen virkede så ivrig og det glædede ham virkelig kun! ”Det er godt,” endte han med et muntert smil. Han tog roligt om dynen, selvom han vendte blikket mod Stefan da det så ud til at han havde mere at fortælle. ”Ja?” spurgte han roligt, som tydeligt tegn til at knægten havde hans opmærksomhed. Han lod blot Stefan lægge sig ned, inden han trak dynen over ham, hvor han blev siddende ved hans side og betragtede ham og ventede på at han fortalte ham hvad han havde at sige.

Daniel puttede sig godt ind til sin mor. Det var her han kunne finde forståelse, det var her han kunne finde trøst og han ville ikke give det væk for noget som helst i hele verdenen! Man kunne vel godt sige at han var mors dreng? Han gjorde jo faktisk alt for at hans forældre var stolte af ham, han prøvede ihærdigt at leve op til deres forventninger og fulgte for det meste reglerne, for han var ikke den samme regelbryder som Stefan måtte være. Han brugte ikke de falske tårer som sin bror, hvor det virkelig måtte irritere ham når hans forældre så faldt for det, hvor hans far virkelig var den værste ved det punkt! Han snøftede roligt som hun tyssede på ham, hvor han blot lagde hovedet mod hendes skulder og gemte ansigtet væk ind mod hendes hals, hvor hendes søde duft var nok til at berolige ham. ”Stefan var fyldt med sand, fordi jeg havde holdt ham nede i det,” fortalte han sandfærdigt, for han var ikke den som løj sig til trøsten. Det var virkelig sjældent at han løj, og når han gjorde, så blev han virkelig også ramt af skyldfølelsen og samvittigheden hvor han nærmest altid endte med at tilstå. Han holdt sig roligt ud fra sin mor. ”Men kun fordi han skubbede mig først!” indskød han hurtigt, hvor han næsten pustede sig helt op i tilfælde af at hun også ville skyde skylden på ham, for det gad han ikke! Han betragtede hende roligt, som hun kyssede hans pande, hvor han sukkede roligt. At hun ville snakke med far og Stefan om det, gjorde ham dog glad, for det beviste da kun at hun hørte på ham og ikke bare ignorerede hans forklaring. Han lagde roligt armene omkring hende og puttede sig ind til hende igen. ”Mig elsker dig mor,” endte han i en gladere tone, hvor han måtte slippe et fredfyldt og dog træt suk, som hun vuggede ham, hvor han lukkede øjnene og blot nød at hun holdt om ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan udnyttede vel virkelig, at han var den yngste af ham og Daniel? Ikke fordi at det var noget som han tænkte over som sådan, for han spillede bare på det, som var det noget af det mest normale som han kunne være udsat for igennem hans liv. Han hadet virkelig når Daniel spillede med musklerne, at han kom så godt ud af det med deres mor, men hun havde jo også gættet sig frem til hans krokodilletårer, så dem kunne han jo ikke bruge der og så længe, at de virkede på far, så vidste han da også godt hvor han ville foretrække at skulle være, hvis det endelig var det! Og det var helt klart sammen med far! Far favoriserede ham nok en smule, men det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Så det var jo heller ikke noget som han sagde, for han var og blev virkelig fars dreng. Han lagde sig ned i sengen og lod mere end glædeligt far putte ham, for det var virkelig noget af det bedste han vidste! Han vendte de dybblå øjne op mod ham. Han havde tydeligt også arvet fars øjne, hvilket han i den grad var stolt af! Jo mere han kunne ligne sin far, jo mere tilfreds måtte han ende med at blive! Han vendte blikket mod ham. ”Kan vi svømme langt ud i morgen? Pleaaaaaaaase!!” bad han med de tydelige og store dådyrøjne.

Malania blev siddende sammen med Daniel. Det var skam heller ikke retfærdigt, at det skulle gå ud over ham, også fordi at hun vidste at Pierce havde et langt bedre forhold til Stefan end det som han havde til Daniel. Så var det jo godt, at de havde begge forældre, så der også var trøst at søge på de rette tidspunkter. Han var ærlig, det var noget som Malania tydeligt kunne høre på ham. Det var skam heller ikke fordi at hun tvivlede på Daniels ord. Stefan var straks en helt anden sag! Hun vidste godt, at Stefan kunne være lidt hårdhændt af sig og specielt hvis det ikke gik hans vej, for de tendenser havde han jo allerede vist dengang han havde været helt lille. Et stort og bredt smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne aldrig drømme om at skubbe børnene fra sig! Aldrig nogensinde! Hun vuggede ham fortsat, hvor selv smilet måtte brede sig på hendes læber. ”Jeg ved godt, at Stefan kan være lidt slem,” sagde hun stille, som hun trykkede ham ind til sig. Hun ønskede bare begge børn glade og lykkelige. Det var og blev hendes vigtigste opgave i deres opdragelse. ”Mor elsker også dig, Daniel..” hviskede hun stille, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile. Hånden strøg ham roligt og ned af ryggen, hvor selv smilet ikke falmede det mindste. Hun nød selv disse stunder, hvor hun virkelig følte, at hun kunne bruges, og at det ikke bare var far som var det bedste af det bedste. ”Mor elsker dig rigtig, rigtig højt..” Hun vendte blikket stille mod ham. Han var træt, så han skulle vel også i seng? Hun kyssede igen hans pande. ”Skal jeg lægge dig i seng, eller vil du have at far skal gøre det?” spurgte hun roligt, som hun vendte blikket mod ham og trak sig en anelse, så hun kunne tage hans skikkelse i fuld sigte. Hånden strøg ham roligt over håret. Han skulle jo nødigt ende med at falde i søvn i hendes arme, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun ville have det mindste imod i længden. Hun elskede faktisk disse stunder med børnene.

[pierce]

Pierce kunne ikke benægte at han kom bedst ud af det med Stefan, et sted vel også fordi at Daniel langt hellere ville være hos sin mor? Det var jo heller ikke noget som han ville stå i vejen for, for det glædede ham da at Daniel kom så godt ud af det med sin mor, for der var jo ingen tvivl om at Stefan langt hellere ville med sin far ud i havet, end sin mor med ud i skoven, og han vidste at Daniel ikke bare gjorde det af medlidenhed, for drengen elskede jo urter og planter som sin far, så det var klart at han nød at have den fællesting med sin søn, hvorimod Stefan var helt anderledes på det punkt. Stefan var en lille rebel, utrolig ukontrolleret og hvis han skulle være ærlig, så ville han næsten tro at Daniel ville få lettere ved at styre sin varulv end det som Stefan ville, men det måtte de jo bare arbejde med. Stefan ville langt hellere ud og opleve tingene i stedet for at sidde og koncentrere sig om det som voksede; planter og lignende. Det gjorde ham sådan set ikke noget, for han elskede at have Stefan med sig ude, selvom at det klart var lettest, når han kun havde den ene med sig ude, for ellers gik der da kun kaos i det hele! Han puttede Stefan godt under dynen, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han vendte de turkisblå øjne imod ham. Han smilede ved drengens ønske, hvor han rystede opgivende på hovedet. ”Du ved jo godt at det er farligt jo længere ud vi kommer,” svarede han stilfærdigt, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. Han havde sit eget distrikt ude i havet, og han havde aldrig taget drengene med, fordi at det godt kunne blive farligt, de to drenge kunne aldrig enes, plus at det var et stort område som han skulle dække. ”Men ved du hvad? Du må godt komme med ud på min fulde rute i morgen,” endte han med det fortsat skæve smil. Når det kun var en, var det jo også meget lettere, desuden så vidste han at Stefan langt hellere ville ud og lave noget fysisk arbejde, end bare at svømme stille rundt og se efter planter på en ukendt rute.

Daniel var ikke typen som løj, der var han den mest reelle af ham og hans bror, for han havde det bedst med at forholde sig til sandheden, for gjorde han ikke det, så begyndte samvittigheden at æde ham op indefra og det kunne han virkelig heller ikke have! Og han hadede specielt at lyve overfor mor! Hun var altid så god mod ham og han ville ikke lyve overfor hende, når hun selv foretrak sandheden, det gjorde både hans mor og far. Han selv ville gerne være en god dreng, der gjorde sine forældre stolte, det var også derfor han hadede når han fik skylden, for så følte han et sted at han havde svigtet, specielt når det jo faktisk ikke var hans skyld. Han puttede sig mere end villigt ind til sin mor, for hun forstod ham langt bedre end det som far gjorde! Han smilede ved hendes ord, som hun ikke selv begyndte at skælde ham ud, men faktisk lod ham fortælle, hvor hun valgte at lytte, nøjagtig det som han havde brug for! Han smilede blot bredere ved hendes følgende ord, hun elskede ham og det kunne han også tydeligt mærke i øjeblikket! Han lod hende blot holde ham ude for sig, hvor han tørrede sine øjne ganske let og mandede sig op igen. Han snøftede en sidste gang og sendte hende et lille smil. ”Bare sov.. så går mig i seng,” endte han stille og med et muntert smil. Hvis mor var gået tidligt i seng, så var det også fordi at hun var træt – uvidende omkring hvad hende og hans far havde lavet tidligere – og derfor ville han ikke være en belastning, hun kunne bare blive liggende i sengen og sove videre, for nu hvor hun havde gjort ham i bedre humør, så kunne han fint selv smutte ind til far og komme i seng. Han hoppede roligt ned fra sengen og skulle til at løbe ind og i seng, selvom han stoppede sig selv og løb tilbage til sin mor, hvor han skænkede hende et hurtigt kys. ”Sov godt mor,” endte han inden han løb ud af soveværelset og ind på sit eget værelse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan måtte ærligt erkende, at han langt hellere ville være sammen med far end det som han ville være sammen med mor. Med far så fik han lov til så mange flere ting end det som han gjorde ellers og det var selvfølgelig noget som virkelig måtte appellere meget mere til ham selv og med tilfredshed! Ved far så vidste han helt præcist hvordan og hvornår at han ville formå at skubbe de grænser bare en smule, så selvfølgelig var det også noget som han måtte være storslået tilfreds med og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen måde. Han vendte blikket mod far, hvor han roligt lod sig blive puttet under dynen. Det var altid det bedste når far gjorde det, for han gjorde det virkelig bare perfekt set i hans øjne! Hans første ord, var noget som direkte måtte tage modet fra ham. Han vidste godt, at det var langt mere farligt jo længere ud de måtte komme, men… han var altså nysgerrig! Og han ville vide hvordan det var derude! Vide hvordan det var helt derude i det blå og det gjorde han altså ikke ved at soppe rundt inde i vandkanten! Han var måske vovehalsen af ham og Daniel, han var måske den som blev mest fristet af det forbudte, men fulgte der goder med, så kunne han være selv den sødeste engel og det var i den grad også noget som han agtede at udnytte og så meget som det nu var ham menneskelig muligt endda! Han endte dog tydeligt med at lyse op i hans ord. ”M-mener du det?! Må mig komme med ud? Helt ud?!” Han endte med at springe direkte op af sengen igen og direkte ind i fars arme, hvor han slog armene omkring hans hals. ”Det vil mig gerne!” udbrød han næsten helt lykkeligt! Han fik endelig muligheden til at skulle se det hele og det var noget som han i den grad også måtte glæde sig frygtelig meget til! Det var langt sjovere end at tage i skoven med mor, for det var virkelig bare kedeligt! Han ville elske det.. endelig noget som far kun havde gjort med ham!

Malania vidste udmærket godt, at Daniel ikke brød sig om at lyve. Desuden så kunne hun altid mærke på ham, når han fortalte noget som ikke var sandt. Et sted så var det selvfølgelig også noget som gjorde ondt, for hun prøvede at opdrage dem begge i sandheden, og at det var den som man kom længst med. Hun vidste at Pierce var med hende, men det var jo heller ikke altid helt nemt! Nok var de tvillinger, men de var virkelig helt forskellige af sig af den grund! Malania måtte i den grad også erkende, at hun var ved at være træt og specielt efter det som hun havde lavet med Pierce, så var det vel heller ikke helt underligt, var det? Det var så sjældent at de havde tiden til hinanden og det var rart når det endelig skete! Hun nød det tætte bånd som hun havde til sin kære dreng. Det var noget som hun i den grad satte pris på og noget som hun agtet at holde livet ud! Hun vendte sig mod ham og med et stille smil. Nej, hun ville ikke skælde ham ud, for det var jo slet ikke hans skyld! Han havde ikke svigtet, for hun måtte i den grad også erkende, at det var den knægt hun havde det bedste bånd til. Måske at hun var streng på sit vis med mange regler og mange regelrammer, men det var jo alt sammen kun i en god mening, for hun ønskede jo kun det bedste for sine børn og det vidste de vel godt? Hun smilede let. ”Du bliver jo også så stor.. Snart behøver du ikke mor til at putte dig,” sagde hun med et skævt smil, lod ham kravle ned, som hun lagde sig ned i sengen igen. Hun var virkelig ved at være træt efterhånden. Hun slap et svagt grin, idet han kom løbende tilbage og gav hende et kys. ”Sov godt, Daniel.. Vi ses jo i morgen,” sagde hun blidt, som hun så ham løbe tilbage til værelset. Hun sukkede træt og trak endnu en gang dynen godt omkring sig. Dette var noget som hun virkelig nød af! Det eneste som egentlig manglede nu, var en Pierce ved hendes side.

[pierce]

At gøre et af sine børn kede af det, var noget som Pierce ikke var meget for. Han hadede at skælde dem ud og han ville heller ikke gøre den store forskel på ham og Daniel og give Daniel hele skylden, som han jo nærmest havde gjort denne gang, men det var så også kun fordi at Daniel havde skubbet så hårdt til Stefan som han havde, for ellers havde han slet ikke taget parti, for han vidste godt at Stefan kunne være noget af en lille djævel mod sin bror, for drengen udnyttede jo faktisk at han var den yngste. Han var dog alligevel glad for at han kunne gøre en af dem glade, for det at se Stefan lyse sådan op i hele ansigtet var noget som virkelig måtte gøre ham glad! Han slap en tydelig latter, som knægten sprang ind i hans favn og slog armene omkring ham, hvor han blot knugede Stefan ind til sig. Et muntert smil gled over hans læber, som han roligt trak drengen en anelse ud af hans favn igen, så han kunne betragte det lille ansigt der var lyset helt op. ”Udmærket, men så skal du også sove, så du kan være udhvilet til morgen!” påpegede han stilfærdigt og blinkede let til ham. En god måde hvorpå man kunne få knægten i seng, men han ville gerne have ham med ud og vise ham mere af havet, nu hvor han var så frygtelig glad for det, for det ville jo også være en stor del af hans liv når han engang blev ældre, netop fordi han var havengel. Han puttede ham blot igen, hvor han lænede sig ind over ham og skænkede hans pande et blidt kys. ”Sov godt min dreng,” svarede han i en dæmpet tone, som han strøg ham kort over kinden, inden han rejste sig igen, hvor blikket faldt på Daniel, der netop kom ind. Han så en anelse gladere ud. ”Skal far putte dig?” spurgte han roligt, selvom han et sted godt forstod hvis han ikke gad have det.

Daniel elskede virkelig at finde trøst hos mor, for hun var virkelig også en bedre lytter end det som far måtte være! Det var jo så heller ikke fordi at hadede far for at skælde ham ud, selvom han måtte hade når Stefan kunne fryde sig over det, specielt når det var Stefans skyld og ikke hans! Men han lod det ligge, for han vidste godt at deres mor og også deres far ønskede at de skulle kunne enes og ikke skændes, desuden så havde hans mor også gjort ham i et umådeligt godt humør igen, for hun var forstående og ikke bare dømte gang på gang! Han elskede at blive puttet af sin mor, hvilket han ville udnytte indtil han ikke behøvede det mere, men denne gang ville han dog lade hende slippe, for han vidste at hun gik tidligt i seng hvis hun virkelig var træt, eller hvis hun var syg, så han ville heller ikke bede hende om at rejse sig, hvis hun lå godt i sengen. ”Ses i morgen mor!” endte han kun lige kort, inden han forsvandt ud af soveværelset, for at smutte ind i sit eget værelse, hvor blikket faldt skeptisk på sin far, der havde puttet Stefan. Han stoppede kort op og blot kiggede en anelse tvært på ham, inden han gik forbi ham og kravlede op af den lille stige, så kunne komme op i sin seng. Han nikkede roligt, som han gav grønt lys til at far kunne putte sig, selvom at han ikke rigtig følte for at snakke med ham.
At Daniel ikke svarede Pierce, var noget som han et sted godt forstod, men at han alligevel gav ham grønt lys for at putte ham gjorde ham dog alligevel glad. Han trak roligt dynen over knægten og puttede ham godt under den varme dyne. Han skænkede også Daniel et blidt kys på panden, inden han strøg ham blidt over håret. ”Undskyld jeg råbte af dig Daniel.. far er bare lidt træt.” Han sendte ham et skævt smil, som han så Daniel vende sig imod ham igen. ”Må far få et kram, inden du falder helt i søvn?” spurgte han roligt. At Daniel så slog armene om ham fik ham til at smile bredt, hvor han blot knugede ham blidt. Han lagde ham roligt ned igen og puttede ham igen. ”Sov godt min dreng.” Han slukkede roligt lyset, inden han gik hen til døren. ”Sov godt i to,” endte han, inden han lukkede døren, blot for at gå ind i sit eget soveværelse igen, hvor Malania måtte ligge.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan var virkelig ellevild! Bare alene den tanke om at han ville få lov til at komme ud og være sammen med far på denne her måde var virkelig fantastisk! Han smilede direkte lykkeligt, da han hoppede sin far om halsen og knugede sig direkte ind til ham. Det var virkelig noget af det bedste som han vidste, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet! Han lod ham mere end glædeligt putte ham ned i sengen igen, hvor han lagde sig til rette. ”Okay!” sagde han glad og lukkede øjnene næsten med det samme, selvom han virkelig ikke kunne lade være med at grine. Han var glad.. han var virkelig glad! Han skulle med far ud på hele hans rute i morgen, og så kunne det bestemt heller blive bedre end det, for så betød det jo at han skulle med ud på en lang tur i morgen! ”Sov godt far,” sagde han roligt, som han lagde sig om på siden og trak de små vinger ind til sig, så han også kunne ligge godt. Daniel ignorerede han bevidst, for den tingest havde jo skubbet til ham! Han fnøs ganske kort som han kravlede op af stien for at komme til overkøjen, idet han bare selv lagde sig til at sove. Han var faktisk langt mere træt end det som han lige havde regnet med, så det at skulle falde i søvn, var ikke noget som ville tage ham synderlig lang tid.

Malania kunne virkelig ikke gøre andet end at smile. Så længe at de kunne få ro på den lille familie igen, så kunne hun virkelig ikke være andet end lykkelig. De små kontroverser mellem Daniel og Stefan måtte de jo bare tage med sig, også selvom hun efterhånden havde lært dem og deres måder at handle og reagere på, hvor Stefan tydeligt kørte på far og det faktum, at han var den yngste. Hun var træt.. det var hun virkelig, men efter at hun langt om længe, havde haft muligheden for at have Pierce så tæt på sig, så var det i den grad også det hele værd. Daniel virkede langt mere glad nu, det var noget som hun ærligt måtte erkende. Hun sukkede glad og gled endnu en gang ned i sengen hvor hun lukkede øjnene stille og roligt, som hun kunne høre, at Pierce måtte komme ind, så var det også først der, at hun måtte åbne øjnene endnu en gang og vendte blikket mod ham. Hun sendte ham et af sine trætte, dog tydeligt og normalt varme smil. ”Fik du ro i krudtuglerne derinde?” spurgte hun stille, som hun roligt rykkede tilbage på plads, så han kunne være der. Hun skulle nok tage den snak med ham, men.. bare ikke lige nu, hun ville egentlig bare gerne nyde den mulighed hvorpå at hun kunne få ham bare en smule for sig selv for en gang skyld, for det var virkelig noget som skete så forbandet sjældent! Det var vel egentlig bare at nyde de stunder når det endelig skete? Hun vendte blikket mod ham, hvor hun trak dynen let omkring sig, også mest for at byde ham velkommen tilbage i sengen, efter det som virkelig havde været en fuldkommen perfekt aften for hendes vedkommende. Hun lukkede øjnene endnu en gang. Hun var virkelig ved at være træt, men hun ønskede virkelig også at ligge der sammen med ham og bare nyde at have hans arme om hende.. hun tvang sig mildest talt til at holde sig vågen for hans skyld.

[pierce]

Det ville ikke undre Pierce at de to små ville falde hurtigt i søvn, for de var stadig kun små drenge, som havde brug for deres søvn, så det at falde i søvn var jo faktisk normalt aldrig et problem, men så måtte de jo se hvornår de stod op, for Stefan havde virket ivrig efter at komme med ud og normalt skulle de jo tidligt af sted. Han vidste at Daniel ville komme til at hygge sig med sin mor ude i skoven, for knægten elskede jo planter og urter og eftersom der var nye på vej med foråret så vidste han at drengen selv ville være ivrig. Han selv var også ved at være godt træt, specielt efter turen under lagnerne sammen med Malania, hvor han tilmed skulle få ro på de to små drenge der var kommet vrede ind. I morgen kunne de jo så bruge dagen på at gøre rent, skønt det dog næsten var en ren vane at gøre rent hver dag, for drengen kom næsten altid beskidte ind, men han ville ikke klage, for sådan var det med to små krudtugler og han fortrød bestemt ikke at han havde fået dem! Han vendte de turkisblå øjne imod Malania, som hun måtte rykke længere ind på sengen, hvilket fik et muntert smil til at glide over hans læber, for hun havde åbenbart holdt sig vågen for hans vedkomne. Han trådte roligt helt ind i værelset, hvor han lukkede døren bag sig, inden han gik hen til sengen. Han smed roligt bukserne, så han kun stod tilbage i underbukser, inden han roligt lagde sig ned i sengen. Han undertrykte en svag gaben, for han var virkelig selv ved at være utrolig træt og udmattet! Han havde jo også været på tur med drengene hele dagen, så han var skam også udmattet efter den tur. Han trak roligt hendes dyne over sig, inden han lod armene glide omkring hendes krop, så han kunne trykke hende ind til sig, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Mhm..” mumlede han med et skævt smil, som han skænkede hendes skulder et kys. Han nød virkelig at være hende tæt, at kysse hende, holde om hende, det at kunne lugte hendes søde duft som måtte have en utrolig afslappende effekt på ham. Han nød simpelthen det hele ved hende! ”Og nu er turen vidst kommet til dig,” svarede han med en drillende undertone, som han trak dynen godt over hende og puttede hende under den, blot for selv at lægge sig til rette hos hende, uden at han slap hende, for han nød at holde om hende, at ligge tæt på hende, så han vidste at hun var der og at hun ikke var væk. Han løftede kort hovedet for at skænke hendes læber et blidt kys, inden han lagde sig ned igen. ”Sov godt min elskede,” hviskede han i en varm og kærlig tone, som han kort betragtede hende, inden han gav efter for trætheden og udmattelsen og lukkede sine øjne i, så han blev omringet af det betryggende mørke. Endelig havde han fundet bare lidt tid til hende, hvilket han også var glad for at de havde udnyttet, for det havde virkelig været en perfekt aften! Hvis man da så bort fra skænderierne, men Daniel havde da blødt op til sidst, hvilket han kunne takke Malania for. Han var faktisk kun glad for at det var Malania der måtte være mor til hans børn, for han gad sådan set ikke at det skulle være nogen anden kvinde, han elskede kun hende. Der gik ikke lang tid før han selv måtte falde i en dyb og tryg søvn, som udmattelsen havde overmandet ham, hvor han blot så frem til en ny dag i morgen med den familie som han ikke kunne andet end at elske!

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde formået at holde sig vågen for Pierces skyld. Hun ville gerne ind i hans favn at ligge, ligesom hun gjorde det hver eneste aften. Hendes savn var stillet i form af det behov efter at skulle mærke ham tæt på. Det var ikke fordi at hun var den mest krævende type, for det var hun bestemt ikke. Hun havde bare sine behov som også skulle stilles i tide og utide, og så var hun selvfølgelig også meget glad for, at det var disse stunder som de udnyttede til fulde, ligesom de havde gjort det for dette øjeblik, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sendte ham et smil, som han endnu en gang valgte at smide tøjet. Ikke fordi at han havde noget som han skulle skjule, men hun var nu meget glad for at det var og ville forblive hendes eneret i den anden ende, for hun ønskede bestemt heller ikke noget andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som han lagde sig ned ved siden af hende og pakkede hende godt ind i dynen, så kunne hun bestemt heller ikke lade være med at smile. Hun var træt og hun var udmattet, selvom hun havde kæmpet for at holde sig vågen, for som Daniel havde fundet ud af, så var hun virkelig, virkelig træt i aften, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Mhmm..” Hun nød virkelig at han puslede om hende på den måde, for det var virkelig bare noget af det bedste af det hele, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Kysset besvarede hun selv med den største glæde, som hun valgte at lægge sig fuldkommen ind i hans favn. Hånden lod hun stryge mod hans bryst, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”Sov godt min kære,” gengældte hun med en allerede så frygtleig udmattende stemme. At få drengene i seng havde aldrig været den største udfordring, for de brugte virkelig også alt af det som de havde af energi. En morsom tanke faktisk, at de kunne komme overens når de skulle sove, men ikke resten af tiden. Det var bestemt heller ikke fordi at hun fortrød at de havde fået dem, for det gjorde hun bestemt heller ikke! Hun elskede dem frygtelig højt, også selvom hun vidste, at det ville blive kampe med de horrors i dem når de blev ældre – i Stefan specielt, for han var nok den mest ulydige af de to, det var jo noget som hun allerede havde fundet ud af. Ikke fordi at det var disse tanker som hun gjorde sig for øjeblikket, for hun valgte mere eller mindre bare at give sig fuldkommen hen til den ellers så trængende søvn, som hun følte sig så god og tryg i hans favn. Som om at absolut ingenting ville være i stand til at skulle røre ved hende og det var i den grad også en følelse som hun måtte sætte enorm stor pris på. Hun sukkede dybt, lod sig blive omringet af det betryggende mørke og bare gled hen i søvnens dybe og store favntag.

//Out