East, west home is best

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne blot erkende, at hun virkelig var glad for, at drengene opførte sig når Pierce havde dem med sig ude i havet. Daniel var i den grad også den mest ordentlige af de to når han var ude, det var også noget som hun kunne se, når hun havde ham med ude selv. Det eneste som hun dog virkelig måtte være ked af, var det ene lille faktum, at hun ikke rigtigt kunne tage med dem ud til havet, at hun ikke kunne søge med ned under vandet sammen med dem. Det var hende faktisk en frustration uden lige, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved det, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så måtte hun bare bide det i sig og så klare sig så godt derefter, som det var hende menneskelig muligt i den anden ende. Hun sendte ham et stille smil. Hun manglede ham når han var ude, men det var vel.. også en god ting? Savnet førte til længsel og det førte jo så til en glæde, når de endelig kom hjem igen! Hun grinte ganske mildt. ”Tja… Jeg ser frem til det..” Påpegede hun sigende og blinkede let til ham. Børnene kom i førsterække og det var sådan at hendes prioritering for altid ville være! Hun strøg ham let over kinden og skænkede ham et gengældende kys. Hun ville da have lov til at nyde de stunder når hun endelig måtte have dem.
At Pierce ville spise med, var altid noget som måtte glæde Malania, for hun lavede også altid en portion til ham. Ikke fordi at det var noget som hun gjorde fordi at det var direkte nødvendigt, men hun nød faktisk når de alle måtte sidde der ved bordet, snakke om det som de havde lavet igennem dagen, hvor hun altid mere end villigt sad og lyttet til Daniel og Stefans iver efter at fortælle om deres tur under vandet, selvom den som regel kun satte en mindre knude i hendes mave. At begge ungerne måtte komme stormende hen til bordet hvor de satte sig, var noget som kun fik hende til at smile. Det var virkelig en perfekt lille familie og med alt hvad det nogensinde måtte indebære, så selvfølgelig var det også noget som gjorde hende frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er da ikke fordi at den er så god..? Jeg.. prøver da,” sagde hun smilende, dog en anelse forlegen. Hun var nu glad for at de alle godt kunne lide det og drengene så næsten helt ivrige ud efter at skulle få noget at spise selv, at det var noget som direkte måtte more hende og som intet andet overhovedet. Stefan tog lige så sin ske, for de havde jo ikke spist siden morgenen inden de var taget derud, så det var jo mange, mange timer også for hans lille mave! ”Mig også sulten..” Han vendte blikket stille op mod Malania som tog gyden, for at skænke op til dem. Hun skænkede op til Daniel først, derefter til Stefan, så den lille portion til Pierce og så sig selv til sidst, inden hun selv måtte sætte sig ved bordet. Hun nåede knapt nok at sætte sig, før Stefan var gået ombord i hans egen portion, hvor han næsten bare slubrede det hele i sig. Han var virkelig sulten! Malania kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg håber da at det smager,” sagde hun roligt, dog med den morende stemme, som hun selv begyndte at spise. Bare at lade børnene blive mætte var hendes første prioritering!

[pierce]

Nok holdt Pierce af alle tre, for hvem ville ikke elske sine børn? Han havde to sønner og bedre kunne det virkelig heller ikke blive! Han vidste godt at de tro drenge, aldrig ville kunne overtage hans eget job, for de var ikke fuldblodsengle, de var ikke renracet, så de to små ville aldrig nogensinde få det havblå sværd som han selv havde fået, for begge hans forældre havde været havengel, men Malania var lysvæsen, plus det faktum at hun havde været horror, da de havde skabt børnene, så der var mange ting der måtte spille ind. Han fortrød dog intet! Og han måtte indrømme at han så frem til den stund hvor han havde Malania på egen hånd igen, for han nød jo at have hende for sig selv, så han også kunne bekræfte hende, give hende lidt af sin tid, hvor de kunne nyde kvalitetstiden og så det at slippe lidt af med børnene, når de selv var ude for at lege i nærheden eller havde andre ting at give sig til, ikke fordi at han fortrød at han havde fået børn på nogen måde, for det gjorde ham bestemt ikke! Han nød at have noget at pusle om selvom.. ja, de var faktisk ved at være så store at de hellere ville passe dem selv. Det var næsten trist at se dem vokse så store at de blev individuelle, selvom det jo kun var en god ting, men som forældre manglede man bare det at have noget at pusle om.
De turkisblå øjne betragtede de to små drenge, som måtte sidde spændt og så ivrigt efter deres mor skænke op til dem, hvor et morende smil gled over Pierces læber, som de to små drenge måtte stikke skeen ned i suppen for at næsten få det galt i halsen – sådan så det ud, så hurtigt som de måtte spise. ”Rolig nu drenge, i skal heller ikke forsluge det hele!” svarede han i en morende tone, som han vendte blikket mod Malania og tog imod tallerknen, som hun havde fyldt op til ham. ”Mange tak min egen.” Han sendte hende et kærligt smil, som han tog tallerknen og satte den ned, hvor han selv smagte på maden. Et tydeligt tilfredssmil gled over hans læber, som han vendte blikket mod Malania igen. ”Og endnu engang smager det utrolig udsøgt!” endte han med et muntert smil. Nok havde han ikke brug for at drikke eller spise, men han gjorde det mere for hyggens skyld og for at være lidt social med familien, af den grund så smagte det virkelig også godt, når hun lavede mad! Man kunne virkelig ikke ønske sig en bedre kæreste end hende, ligesom hun vel også ville være den perfekte hustru? Friet havde han jo aldrig gjort endnu, selvom at det vel kom på et tidspunkt? Han vendte kort blikket mod de tro drenge, hvor Daniel endnu spiste som en gal, næsten som om at han spiste om kap med sin bror, selvom at det dog ikke var tilfældet, for han var bare så sulten efterhånden, at han var nød til at få det hele i sig, så han kunne få den næsten portion, som han kunne nyde noget mere. Han skrabede tallerknen fri, inden han vendte blikket mod Malania igen, som han nærmest måtte løfte sin tomme tallerken mod hende. ”Mig få mer?” spurgte han i en næsten så bedende tone, som han så afventende på hende med to rynkede bryn. Han var stadig sulten og en portion til kunne vel ikke skade? Det var jo heller ikke fordi at den han havde fået havde været så stor igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte ærligt erkende at hun virkelig var ligeglad med racerne som hendes børn måtte have, for hun elskede dem virkelig højere end det som hun var i stand til at elske nogen andre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det eneste som virkelig var hende det vigtigste, var at det var et fællesprojekt at skulle opfostre dem, det var noget som de var to om, at hun havde ham, faderen til sine børn og at de elsket hinanden. Man kunne da kun kalde dem for en lille kernefamilie, selvom der ikke var nogen ring eller noget ægteskab til at vise det, men hun stolede på ham. Hun ville uden tøven lægge hele sit liv i hans hænder og vide, at han ville vogte om det. Hun havde gjort det med sit hjerte allerede.. det var hans og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne finde på at skulle skænke til nogen anden i hendes liv! Aldrig! Siden børnene kom, så var det jo heller ikke fordi at hun havde haft meget tid sammen med Pierce alene, så det var faktisk noget af det som hun måtte savne mest. Hun savnede at han tog hende med storm, hvor det bare var de to som kunne være lidt sammen. Vel bare en sådan lille ting som et kys uden en kommentar hist og her, selvom det var noget som man bare måtte acceptere og vænne sig til med børn i hus.
At børnene var sultne, var noget som Malania nu tydeligt kunne se på dem og derfor glædet det hende da kun mere, at de kunne lide hendes mad! Hun nød faktisk at stå ude i et køkken og kokkerere for familien, også selvom hun vidste, at Pierce slet ikke havde brug for at spise med, så var det jo bare almen bordskik at gøre det. Drengene så jo tydeligt op til deres far, hvor der også blev kastet en kommentar af hist og her, når de faktisk spiste mere end det som han gjorde, hvilket i den grad også måtte more hende. Stefan var tydeligt bare gået ombord i maden og med en tydelig iver efter at få stillet sulten, for han elsket selv mors mad! Der var ikke noget bedre end mors mad! Han tømte selv hele sin skål og gjorde den næsten helt ren med skeen inden han satte den på bordet, næsten som han selv måtte vende blikket mod Malania for mere. Hun havde jo næsten ikke fået spist noget som helst selv, før drengene var blevet færdig. ”Mig også ha’ mere..” endte Stefan stille på den anden side af bordet, hvilket måtte få Malania til at smile. Hun elskede virkelig sine drenge og hun lod dem hellere spise alt det som de kunne, for hun kunne aldrig nogensinde drømme om at sende børnene sultne i seng. ”Selvfølgelig må i det..” Hun tog fat i gryden o skænkede endnu en gang op til dem begge og tog pladsen overfor Pierce ved bordet igen. Hun tømte selv stille og roligt sin egen tallerken. Hun var nu ikke så sulten igen, men det var der jo heller ikke noget at sige til. Hun gik jo hjemme, lavede ikke alverdens foruden lidt rengøring og nu kunne hun jo starte forfra for indgangspartiet var fyldt med vand og sand. Ikke fordi at det gjorde hende det mindste, for hun nød faktisk kun den tanke. ”Hvad har I ellers lavet i dag, drenge?” spurgte hun som hun vendte blikket mod dem. Selvom det stak i hendes hjerte, at hun ikke kunne dele det med dem, så ønskede hun i den grad at vise interessen for dem og deres færden under havets overflade.

[pierce]

En lille lykkelig familie var bestemt hvad de måtte være! En familie som Pierce ville give sit liv for at beskytte! Hver og én i familien havde en ganske særlig betydning, en betydning som alle skulle huske, hvilket han bestemt også ville minde hans to sønner om, for de måtte ikke glemme at de var en familie, at fællesskab stod højt og at de også skulle huske at hjælpe hinanden, i stedet for at bekæmpe hinanden, for det kom de virkelig ingen vegne med! Han havde intet imod at de trænede sammen, at de sloges hist og her, for de var jo de eneste som kunne måle sig med hinanden, netop fordi at de begge besad horroren i sig, derfor var det jo faktisk perfekt at de måtte have hinanden, at de var tvillinger. Han håbede dog alligevel på at rivaliseringen og konkurrencen måtte få en ende jo ældre de blev, for der var ingen grund til at skændes og kæmpes indbyrdes, når de sammen kunne hjælpe hinanden videre. Det var jo sådanne ting som han prøvede at lære dem, selvom at det dog ikke altid var lige let. Han prøvede dog at stå der som et pragteksempel som far, selvom han jo ikke var den mest erfarne mand inden på det område, men han vidste hvad han ville lære dem og det var også de værdier han lærte dem hver dag. Han ønskede også at støtte dem, for det som de gjorde og det de selv engang ønskede at foretage dem med, selvom han nu hvor de var så unge, begyndte at gå mere op i at få dem til at træne deres horrorside, så de kunne styre dem og kontrollere dem, når de befandt sig i deres varulvestadie, for det var nok det som var og blev det største problem.
At drengene var sultne, var noget som virkelig måtte more Pierce, for han kendte ikke selv til følelsen af at være sulten og det undrede ham faktisk at de to drenge både havde havenglen og horroren i sig, som ikke spiste fast føde, og alligevel var det lysvæsnet som vandt og spillede ind? Det glædede ham nu også kun at der var noget ’menneskeligt’ over dem, så det ikke kun var mørket som måtte spille ind. De turkisblå øjne faldt roligt til de to drenges skikkelser, da de måtte være færdige med at spise, hvor han selv kun havde kæmpet sig halvvejs igennem sin portion, som endda var betydeligt mindre end deres, men han havde jo heller ikke brug for det, som de havde. Som Daniel fik skænket op endnu engang, begyndte han at spise noget langsommere for at nyde maden, for den første portion var mere for at stille den værste sult, hvor anden omgang mere var for at mætte resten, desuden var det jo heller ikke altid at han spiste så meget. Han vendte roligt blikket mod sin mor, med de havblå øjne, som han tydeligt havde arvet efter sin far. Han tyggede roligt af munden, for manere havde han jo faktisk lært, selvom det ikke var altid at han måtte følge dem. Et stort smil gled over hans læber ved hendes spørgsmål. ”Far viste os et nyt sted i dag! Og jeg så nogle nye planter!” endte han med en helt så stolt stemme, inden han proppede noget mere suppe ind i munden, nærmest som om at han lagde resten over på Stefan, for de havde jo faktisk ikke de samme interesser som sådan.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke være andet end lykkelig, sådan som tingene måtte stå fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun havde Pierce, hun havde sine børn og mere end det, havde hun så sandelig heller ikke brug for på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket roligt mod dem og selv med det store og brede smil. Hun kunne virkelig ikke andet når familien var samlet, også selvom hun vidste, at Pierce måtte kæmpe sig igennem de små portioner som hun skænkede op til ham, for han havde slet ikke brug for det, men det at stille sig som et godt eksempel for drengene, det var jo trods alt også nødvendigt. Det var en kamp uden lige fra før af, at skulle få dem til at spise – specielt når de ikke havde været ude i havet, for det var jo heller ikke fordi at de var derude hver eneste dag. Drengene var som drenge flest måtte være; De slås, de kæmpet om at være bedst og det var noget som hun tydeligt måtte belønne dem begge for, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at vende det til noget negativt, for hun elskede virkelig dem begge mere end det som hun måtte elske livet selv! Sådan var det når man stiftede familie og hun kunne bestemt heller ikke ønske sig en bedre far til hendes børn!
Begge drenge måtte spise lystigt og det glædet da kun Malania, at de kunne lide det som hun serverede for dem ved bordet. De måtte da også være sultne, for de havde været ude hele dagen! Selvfølgelig følte hun sig lidt udenfor, når de søgte til havet, men det var jo bare noget som hun måtte bide i sig på denne her måde. Hun havde jo heller ikke direkte noget andet valg når det kom til havet, for der havde hun slet ikke nogen muligheder for at være sammen med dem, selvom.. det vel også bare var en god ting i den anden ende? Stefan sad tydeligt optaget af det at skulle spise af sin mad og så lystigt som intet andet i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var virkelig sulten og det var den mad som han måtte elske! Et muntert smil bredte sig på Malanias læber. ”Det lyder da godt nok spændende, Daniel! Der har jeg også noget som jeg vil vise dig i skoven i morgen.. Noget ganske særligt som er ved at vokse nu, hvor det er ved at være forår,” fortalte hun muntert. Stefan himlede let med øjnene og vendte blikket mod sin tomme tallerken endnu en gang. Nu var han da også ved at være mæt, så var det jo også bare.. en god ting vel? ”Så mig tage alene med far ud i vand i morgen?” spurgte han med det selv største smil. Han ville bestemt heller ikke have noget imod at være sammen med far bare lidt alene for en gangs skyld, da det jo faktisk var noget som skete relativt sjældent i den anden ende. ”Mig vil ned og svømme med fisk igen! Ligesom i dag! Igos far?! Jeg svømme hurtigt!” Han gjorde et kraftigt udfald med begge sine arme, så han næsten var ved at vælte sin tallerken på gulvet. Han forgudede havet, hvor han faktisk måtte hade landjorden. Det var jo så kedeligt i hans øjne! Så var havet da også langt mere spændende i den anden ende og hvis det var en mulighed for at have far lidt for sig selv, så ville han bestemt heller ikke tøve med at gribe den chance og mulighed!

[pierce]

Det at stifte familie, var virkelig noget af det bedste som var sket i Pierces liv, for det havde virkelig bragt ham tættere på Malania og han ville virkelig ikke tøve med at ofre sig selv for at beskytte sin familie, for de betød virkelig alt for ham! Hans to små sønner, som han ville nyde at se vokse sig store, selvom tiden virkelig gik hurtigt! Han var dog glad for at han havde Malania, som han faktisk også måtte savne lidt kvalitetsliv sammen med, for det havde de jo faktisk ikke haft meget af de sidste par år, efter at drengene var blevet født, for de krævede en masse opmærksomhed nu hvor de var så små, ikke fordi at det gjorde ham noget, men.. han nød jo faktisk også når han havde Malania på egen hånd, når de små ikke var der til at komme med kommentarer og styrte rundt i hele huset, så de igen kunne rydde op efter dem. De turkisblå øjne faldt roligt til drengenes skikkelse, som han selv måtte kæmpe sig igennem sin lille portion, som han var vant til at få med, selvom det ikke var nødvendigt for ham, men han gjorde det gerne, desuden smagte det jo faktisk også godt, for Malania lavede virkelig en utrolig god mad! Han smilede muntert for sig selv ved Daniels og Malanias ord, for Daniel var virkelig ved at gå i hans fodspor, for drengen havde en enorm nysgerrighed indenfor planter, ligesom han selv havde, så det skulle ikke undre ham at drengen blev til noget stort, hvorimod Stefan ville blive til noget stort bare indenfor en anden profession, for han elskede virkelig havet mere end noget andet. Daniel vendte nysgerrigt blikket mod sin mor og så næsten helt ivrigt på hende. ”Noget nyt?” spurgte han nysgerrigt og med den lille ivrige undertone, næsten som om at han håbede på at de kunne søge ud efter aftensmaden, for han elskede virkelig at finde nye planter. Han vendte dog blikket næsten tvært imod Stefan, som han ville have far for sig selv, selvom.. så havde han jo faktisk deres mor for dem selv, og hvem ville ikke elske at have mors kærlige favn for sig selv? Derfor forsvandt det tvære ansigtsudtryk sig hurtigt, hvor han begyndte at spise færdigt.
Pierce slap en munter latter til Stefans ord. Den knægt elskede virkelig havet mere end noget andet! Det glædede ham, hvor han faktisk var ked af at hans søn ikke kunne tage over efter ham selv ude i havet, for drengen var jo ikke fuldblods, men derfor kunne han vel godt lade drengen hjælpe ham når han blev større? Det ville bestemt ikke gøre ham noget! ”Rolig nu,” endte han stille, som drengen var ved at slå tallerknen ned fra bordet, hvor han lagde en hånd mod Stefans baghoved, nærmest som tegn på at han skulle sidde stille. Han strøg drengen kort over hovedet inden han igen trak hånden til sig. ”Du vil med far ud alene?” spurgte han nysgerrigt, hvor han nærmest ikke kunne lade vær med at smile. ”Tjo.. det gør ikke far noget. Så kan Daniel få mor for sig selv ude i skoven og lære mere om andre planter?” Han sendte Daniel et skævt smil, næsten som en hentydning til at Daniel ikke ville gå glip af noget. ”Hvis det da er okay med mor.” Han vendte roligt blikket mod Malania, ligesom Daniel også selv måtte gøre, da han var færdig med at spise, for han ville ikke have det mindste imod at have sin mor for sig selv!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At stifte familie, var nu ikke noget som Malania havde regnet med, at gøre s å forbandet hurtigt, men hun kunne virkelig ikke have fundet en bedre mand til at stå der som far til hendes børn. Hun elskede virkelig dem alle tre og ville gøre absolut alt for dem og det var uden at tøve det mindste! Uden dem, så vidste hun egentlig slet ikke hvad hun skulle gøre, og den tanke i sig selv, kunne faktisk være en anelse skræmmende. At man kunne være så afhængig af noget så smukt som dette. Drengene fik fyldt deres maver, Pierce fik da også en smule, selvom hun vidste, at det slet ikke var nødvendigt, så var hun da bare glad for, at han også måtte tage del i det hele på denne her måde – At han også tog del i denne fælles aktivitet. Et varmt og glædeligt smil bredte sig på hendes læber. Hun kendte til Daniels fascination af planter og det var noget som hun kunne følge ham i for det fandtes jo ikke bare under vandet, men også her oppe på jorden, så det var jo en umådelig vigtig kendskab at kunne gøre brug af. Hun nikkede sigende til hans ord. ”Foråret har bragt meget på vej i denne tid, min dreng,” fortalte hun roligt. Det var jo heller ikke fordi at de havde haft tiden til at se det hele endnu. Stefan elskede virkelig havet, hvilket Malania havde den tydelige respekt for, for ikke at glemme, at det nu også var tydeligt, at drengene ville nyde, at have hver deres forældre for sig selv, ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan i det store og hele. At have lidt tid alene med hver af drengene, ville Malania bestemt heller ikke have noget imod. Tvært imod, så ville hun i den grad nyde, at bare føle, at hun kunne gøre lidt for dem, nu hvor de begge var så ekstremt fascineret af havet.
Stefan ville da elske at have far lidt for sig selv! For en gangs skyld, så kunne de gøre, som det han havde lyst til og ikke bare tage hensyn til dumme Daniel! Det var da noget af det bedste af det hele! Hans blik hvilede næsten bedende på far, som han havde fægtet rundt med armene, hvilket havde resulteret i, at hans tallerken næsten var røget direkte i gulvet, hvilket bestemt heller ikke havde været hans mening på denne her måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være i det store og hele. Hånden mod hans baghoved, var noget som kun fik ham til at se undskyldende op på mor og far. ”Undskyld..” mumlede han let for sig selv. Det var da heller ikke sjovt at få ballade, derfor var han glad for, at det var sådan her at det foregik. Det var jo forbandet sjældent, at de fik ballade i det hele taget, så selvfølgelig var det kun noget som han var meget, meget glad for! Han nikkede tydeligt og ivrigt. ”Ja! Ja!” sagde han ivrigt, som han næsten måtte hoppe på sin stol. Bare at komme ud og være lidt sammen med far alene, var da klart noget af det bedste af det hele! Han ville da i den grad nyde, at det var det som skulle ske! Malania kunne ikke lade være med at grine, som hun rystede let på hovedet. ”Jeg tror virkelig, at I er lidt skøre begge to,” påpegede hun sigende, som hun så på drengene. Hun nikkede dog. ”Så siger vi det. Jeg tager dig, Daniel med ud i skoven i morgen, så kan far tage Stefan med ud til havet,” afsluttede hun stilfærdigt. Hun glædet sig allerede!

[pierce]

Generelt var det gået ret stærkt mellem Pierce og Malania. Han havde slet ikke regnet med at blive forelsket under første møde, men det var altså sket alligevel. Ikke lang tid efter var de flyttet sammen, som han havde bygget det hus hvor de befandt sig i, i øjeblikket. Dagen efter de var flyttet ind havde de været tætte på hinanden, hvilket havde resulteret i at hun var blevet gravid, hvor de nu havde fået disse to små spirrevipper. Nok var det hele gået så hurtigt, men det gjorde ham virkelig intet, for uanset hvornår det blev, så var det Malania som han ønskede skulle være mor til hans børn. Desuden så elskede han virkelig sine sønner, uanset hvilken race de måtte være af! Deres iver var noget som virkelig måtte glæde ham, for det var rart at se at de alle kunne blive enige, desuden så glædede det ham virkelig at Daniel ville tilbringe noget tid sammen med sin mor ude i skoven, for han vidste at Malania ønskede at komme med ud i havet og hver gang han tog derud med sine sønner, så var han nød til at efterlade hende og et sted gjorde det virkelig ondt, for han ville virkelig ønske at de alle kunne være derude, men modgang havde de jo altid mødt. Som Stefan måtte undskylde smilte han roligt. ”Det går nok min dreng,” endte han stilfærdigt, som han strøg drengen kort over håret, inden han også måtte spise sin egen portion op. Nok kunne han blive streng, specielt når de ikke gjorde hvad der blev sagt, men han havde aldrig nogensinde så meget som krummet et hår på deres hoved, for han så ikke vold som en udvej. Nok kunne de være umulige til tider, men de havde også disciplin, de vidste når det gjorde noget forkert og de kunne erkende deres fejl. Der var bare nød til at være nogle regler, og blev de regler ikke overholdt, så måtte de jo tage deres straf, selvom den straf oftest var hus- eller stuearrest. Han slap en munter latter som de begge to blev helt ivrige, hvor han selv rystede smilende på hovedet. ”Jamen så bliver det sådan!” endte han efter Malania, hvor det bredde smil måtte hvile på hans læber. Han så kort fra Daniel til Stefan, som de begge to havde spist op. ”Nå drenge, er i færdige med at spise, så må i godt smutte ud og lege, men husk at være indenfor inden solnedgang!” svarede han roligt, selvom de sidste ord blev udtalt med en streng undertone, for de vidste udmærket godt at de ikke måtte være ude når natten trængte på, for nok havde de horroren i sig, men de var stadig kun to små drenge! Daniel jublede næsten, som han sprang ned fra bordet. ”Jah!” Han skulle lige til at løbe udenfor, selvom at han stoppede og løb hen og krammede deres mor der stadig måtte sidde på sin stol. ”Tak for mad mor,” mumlede han roligt med hovedet begravet ind i hendes klæder. Nok var de ikke så gamle, men han havde da lært disciplin og respekt, desuden så smagte hendes mad også virkelig godt! Han vendte blikket mod Stefan, som han slap deres mor igen. ”Kom Stefan!” Nok var de rivaler, men først og fremmest var de også brødre og Stefan var trods alt også hans eneste legekammerat, så det var klart at han elskede at lege med ham, selvom det altid gik ud på konkurrence. Han løb roligt ud ad terrassedøren, for at løbe udenfor. Pierce rejste sig roligt fra bordet, som han begyndte at dække af bordet, så Malania ikke skulle stå for det hele selv. Ved at drengene var ude, så havde han også Malania lidt for sig selv, hvilket var en alenetid han virkelig måtte savne af og til!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Til tider kunne Malania slet ikke følge med i det hele, for det hele var virkelig gået frygtelig stærkt. Hun fortrød dog på ingen måde, for hun kunne virkelig ikke finde en bedre mand end Pierce. Han var virkelig alt det som hun nogensinde havde ønsket sig ved det mandlige køn, så hun følte sig i den grad heldig, at have ham! At det var hende som havde hans hjerte, for det var i den grad også noget som hun ville vogte om og passe på resten af hendes dage! Et glædeligt smil passerede hendes læber. Bare tanken om at Daniel også værdsatte skoven, så gjorde det også, at hun ikke behøvede at stå på sidelinjen og bare se til, som hun ellers var ved at blive vant til. At vide, at mor også godt kunne bruges, var en tanke som faktisk måtte varme hende og meget endda! Ungerne var virkelig nogle vildbasser uden lige! Selvom hun elskede dem helt præcist som de var, så var den store rivalisering bare noget som man måtte tage med, for det gik vel også af med årene? De var jo faktisk også ved at være store, selvom de stadig var små børn! Det ville de altid være i hendes øjne! Malania ville elske at kunne komme med, men det var bare ikke til nytte, når man kun kunne soppe ved vandkanten, for hun kunne ikke holde vejret så længe.. Det gjorde faktisk ondt at tænke på.
Stefan sad med det tydeligt store smil på læben. Han kunne da ikke lade være. At komme med far ud alene, var noget som virkelig glædet ham, for så havde han far for sig selv, for en gangs skyld! Det var noget som skete relativt sjældent, for Daniel var jo altid med! Men ikke næste gang, hvilket i den grad også måtte være noget af det bedste af det hele! Han fik slikket sin tallerken ren og endte med at hoppe ned fra stolen ved Daniels opfordring. Han ville da også gerne med ud for at lege! Han løb hurtigt hen til mor og gav hende lige så et stort kram! ”Tak for mad mor!” endte han med et stort smil. Malania kunne da slet ikke lade være med at smile. Hun kunne da ikke andet med sine to elskede børn i sin nærhed. ”Velbekomme begge to,” sagde hun smilende og lod dem rende udenfor, for at lege. De kendte udmærket godt til reglerne og det var faktisk ikke så ofte igen, at det gik galt for dem.
Bare alene den tanke om at kunne have Pierce en anelse for sig selv, var virkelig tiltrængt efterhånden! Hun manglede ham vel et sted? Efter at de fik børn, så var det jo børnene som optog begges tid, selvom hun var glad for, at han var en lige så stor del af det, som det hun selv måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne faldt til ham, som han begyndte at tage af bordet, hvor hun ikke kunne lade være med at smile. Hun rejste sig roligt op og hjalp med det sidste. Jo hurtigere de blev færdige, jo bedre ville det jo faktisk blive også for hendes vedkommende. ”Ser man det.. Jeg kan faktisk få dig lidt for mig selv i aften.. Er du klar over, hvor længe siden, det er?” spurgte hun stille. Hun gik hen til ham og skænkede hans mundvig et let kys. Hun kunne da ikke lade være, nu hvor hun endelig havde muligheden til det, uden at der kom en kommentar eller to fra de kære børn.

[pierce]

Daniel kunne virkelig ikke gøre andet end at se frem til morgendagen, for der ville han have sin mor helt for sig selv. Selvfølgelig var han bange for at han ville gå glip af noget sammen med far, for han elskede jo ligeså at være sammen med ham! Og nu fik Stefan ham for sig selv? Det var ikke noget som han var meget for, men på den anden side, så kunne han trøste sig med at han havde sin mor for sig selv, for hvem elskede ikke ens mors puslen og kærlighed? Det gjorde han virkelig, så det ville virkelig blive en fantastisk dag at have hende helt for sig selv, uden at skulle konkurrere om hende med Stefan, for han ville slet ikke være der! Det ville virkelig blive fantastisk at få hende for sig selv! Hans små blå øjne faldt til Stefans skikkelse, som han selv løb hen for at kramme deres mor, inden han fortsatte sin kurs mod terrassedøren, for at komme udenfor. De måtte jo altid lege til solen gik ned, selvom at det ikke ville være om lang tid, men de kunne da nå en masse på den tid! Pierce rejste sig ganske let. ”Og bliv nu tæt på huset!” råbte han efter dem, selvom de var ude inden de sikkert nået at opfange hans ord. Han blev faktisk altid bekymret når han lod dem være alene, for han var bange for at der skulle ske dem noget, og det var hans to små guldklumpe! Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre uden dem! Han rystede smilende på hovedet, som han vendte opmærksomheden mod bordet igen, da han begyndte at tage af. Han fandt det kun fair at de hjælpes ad, for han så det skam ikke kun som kvindens job at gøre alt det huslige! Han havde jo faktisk gjort det hele, dengang hun havde været gravid med drengene, der havde han både passet sit job ude i havet, han havde gjort rent i huset og lavet mad, ryddet op og gjort diverse ting, som en mand normalt ville finde et job for kvinden og ikke manden og om hun så var gravid eller ej. Men sådan var Pierce til gengæld ikke. Han satte roligt tallerknerne ved håndvasken, inden han vendte sig halvt mod Malania. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord, hvor han tog imod kysset mod hans mundvig, selvom han lod sine arme glide omkring hendes krop, så han kunne trykke hende godt ind til sig. ”Mhm..” medgav han i en mumlen, som han skænkede hendes læber et blidt kys. Det var utrolig lang tid siden at han egentlig havde haft hende på egen hånd, uden at have de to små til at styrte omkring dem og han havde virkelig savnet hende! Han længtes vel efter hende et sted? Han trak roligt hovedet til sig, selvom det kun var få centimeter fra hendes ansigt af. ”Og det er bestemt også noget som jeg vil nyde!” hviskede han stilfærdigt, for han kunne bestemt ikke drømme om at spilde tiden, når han endelig kunne få hende for sig selv! Han strøg hende ned langs armene, inden han tog blidt fat omkring hendes hænder, som han gav et blidt klem. ”Det føltes som en evighed siden jeg så dig sidst,” endte han sandfærdigt, selvom at det godt nok ikke var tilfældet, men han måtte indrømme at han virkelig længtes efter hende! Og drengene ville jo nok være ude i et godt stykke tid endnu? Han trykkede sine læber mod hendes i et længselsfuldt, dybt og lidenskabeligt kys, som han trykkede hende helt tæt ind til sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan havde bestemt heller ikke noget imod, at have far lidt for sig selv, for en gangs skyld. De havde vel også brug for at komme lidt fra hinanden og lave noget af det som de begge godt kunne lide? Han havde brug for at komme ned under havet, være lidt sammen med far, hvor det også var tydeligt, at mor havde brug for at få at vide, at hun også kunne bruges lidt, for hun virkede altid så trist når de tog med far ud i vandet. At de jo så ikke kunne komme med alle sammen, var jo selvfølgelig også noget som han selv måtte være træt af, at det ikke var noget som de kunne nyde godt af alle sammen. ”Ja, ja far!” råbte Stefan tilbage, som han nu var den sidste som forlod huset, for at komme udenfor. Måske at de jo altid gik en anelse væk fra huset, men det var aldrig særlig langt! De havde hørt mange af skrækhistorierne og han havde lovet mor så mange gange, at de nok skulle være tæt nok på, til at de kunne skrige, hvis der skule opstå noget som helst. Han løb bare efter Daniel. Det var jo heller ikke altid at det endte ud i de mange konkurrencer. De kunne faktisk også godt lege sammen, hvis det endelig var det som skulle til.
Malania ville i den grad elske at have Pierce lidt for sig selv, for det var i den grad også noget af det som hun havde brug for efterhånden. Hun havde brug for de bekræftelser og bare at have ham lidt nu hvor hun endelig havde muligheden for det. Måske at der ikke var så lang tid til at solen ville gå ned, men et hvert givende minut, var hende nærmest en velsignelse. Børnene tog jo mere eller mindre alt deres tid! Kysset besvarede hun med mere end den største glæde, for det var virkelig rart at have ham alene for en gangs skyld. Hun smilede let og nikkede. ”Endelig,” medstemte hun stille. Det var virkelig, virkelig rart. Et stille smil kunne hun dog på ingen måder skjule for ham. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun lige så også havde savnet ham og frygtelig, frygtelig meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde! Hun trak vejret stille og dybt. Hans strøg nedover hendes sider og arme, var noget som fik det til at sitre i hende, hvor hun mere end glædeligt lod ham tage hendes hænder. Nu havde de muligheden for noget alene-tid og det var i den grad også noget af det bedste af det hele! Hun smilede let og rystede på hovedet. ”Med to vildbasser i hus, så er det jo bare sådan at det er.. Lad os bare sætte pris på disse små stunder, når de endelig dukker op,” bad hun stille. Hun mødte ham igen i hans kys, hvor hun mere end glædeligt lod sig blive trykket ind til ham. Hænderne slap hans egne, hvor de stille gled omkring hans nakke, også for at komme helt tæt ind til ham. Hun havde virkelig, virkelig manglet at have ham lidt for sig selv! Øjnene gled i, som hun holdt kysset igennem et godt stykke tid, inden hun selv var nødsaget til at bryde det, for luftens skyld. Hun var jo desværre afhængig af det. Den ene hånd strøg hun let mod hans kind, som hun vendte blikket op mod ham. ”Jeg elsker dig, Pierce,” hviskede hun blidt, som hun kyssede ham endnu en gang. Muligheden var der, og hun lod den bestemt heller ikke passere!

[pierce]

Pierce skævede efter drengene som de løb ud ad døren, hvor en bekymring altid måtte hvile i ham, for han brød sig ikke om at lade dem være udenfor helt alene, uden opsyn, men de var vel efterhånden store nok til at kunne fatte en enkelt besked? At de skulle holde sig tæt på huset og kun måtte være ude til solen gik ned? Han sukkede næsten opgivende, som han ud ad vinduet, selvom at han ikke kunne se dem, fordi at de var i en blind vinkel, hvilket så fik ham til at vende blikket mod Malania igen. Han havde selvfølgelig tiltro til sine børn, men han elskede dem også for højt til at ville lade dem ske noget! Men på den anden side, så lå huset jo ret afsides af alt, så det var jo heller ikke fordi at de så nogen gå forbi særlig tit, det skete jo med dages mellemrum og tilmed flere uger. Desuden, skulle han være ærlig, så havde han faktisk mere lyst til at være sammen med Malania, end at holde øje med drengene, måske det var at være lidt egoistisk, men det var virkelig så lang tid siden at han havde haft tid alene med Malania, der dukkede jo altid noget op, specielt fordi at drengene normalt krævede så megen opmærksomhed, desuden havde de to vildbasser hinanden og selv de to ville have lidt tid alene af og til, og det var jo heller ikke første gang at de var alene udenfor, så længe de kom ind til tiden og holdt sig i nærheden af huset. Desuden havde han jo også ørerne åbne, til hvis der skulle ske dem noget. Han smilede i kysset, som hun valgte at besvare det, hvor han virkelig havde savnet at mærke hende på denne måde! Han kunne faktisk ikke huske hvornår de sidst havde haft tid til at give sig fuldkommen hen til hinanden, men de havde vel en lille halvtimes tid? Så det var vel bare at udnytte det så meget de kunne? Han vendte de turkisblå øjne imod hende, som hun valgte at bryde kysset igen, hvor et skævt og næsten drilsk smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Og det har jeg bestemt også tænkt mig!” endte han stilfærdigt, som han slog armene omkring hendes liv, trykkede hende ind til sig, for at vende dem om. Han mødte hende mere end glædeligt i kysset, som hun trykkede sine læber mod hans i endnu et kys, som han besvarede lettere længselsfuldt, inden han begyndte at føre hende mod soveværelset. Armene i hans nakke havde han ikke det mindste imod, for jo tættere hun kunne komme desto bedre blev det virkelig for hans vedkomne! Som hun brød kysset igen, stoppede han roligt op og vendte blikket mod hende endnu engang, for at se om han havde gjort noget forkert. Et varmt smil gled over hans læber til hendes ord. ”Og jeg elsker dig af hele mit hjerte Malania,” hviskede han i en kærlig tone. Han kunne næsten ikke følge med mere, som hun endnu engang valgte at skænke ham et kys, selvom at han fulgte hende i det, for han kunne virkelig ikke drømme om andet! Han brød det dog selv kort, som han gik kort ned i knæ, for at kunne få ordentlig fat omkring hendes lår, da han løftede hende op i sine arme, så hun havde et ben på hver side af ham. Han smilede kort drilsk mod hende, som han igen trykkede sine læber mod hendes i et længselsfuldt kys, hvor han igen bevægede sig mod soveværelset, som han fik døren lukkede op og som han også skubbede i bag sig igen med sin ene fod.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Børnene voksede virkelig hurtigt og til tider, så kunne det jo faktisk også være utrolig svært for Malania at følge med, men de forblev jo ikke små for altid. Måske at dette var en egoistisk handling, men nu ønskede hun Pierce lidt for sig selv, og så var det faktisk rart nok, at de var blevet så store, at de godt kunne passe sig selv bare for en stund. Hun havde selv brug for en bekræftelse, hun havde brug for at vide, at han savnede hende lige så meget som hun måtte savne ham, for den følelse var virkelig intens til tider og specielt når de ikke så hinanden hele dagen. Blikket vendte hun stille hen i retningen af Pierce og med det samme smil. Hun kunne næsten spore den længsel i hans blik, hun kunne se, at det ikke bare var hende som brændt inde med den form af følelser, for det var virkelig, virkelig intenst. De lå så afsides alt det andet, at det virkelig skulle være forbandet uheldigt, hvis der skulle komme nogen forbi og gøre noget ondt ved deres børn, også selvom Malania i den grad også var opmærksom af den grund, for hun ønskede bestemt heller ikke, at hende skære børn skulle komme galt af sted! Slet ikke! Det var bare at udnytte denne tid mens de havde den, nu hvor muligheden for at være hinanden så tætte, endelig måtte være dukket op og det var noget som hun i den grad også agtet at skulle nyde til fulde! Som han måtte føre hende mod soveværelset, så fulgte hun mere end villigt efter ham, for hun ville elske at kunne komme fuldstændig tæt på ham, nu hvor det måtte være så frygtelig længe siden at de havde været bare de to, for det var jo heller ikke fordi at de havde meget børnefri. De mange kys, det som skete omkring hende, så var det jo næsten som om at det var problematisk overhovedet at følge med mere, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans ord var noget som kun fik hende til at smile, for det var rart at få dem skænket uden at de to små stod og vrængede ansigter af dem. Mor havde da også lidt brug for far som omvendt og nu havde de langt om længe denne mulighed til det! Som han gik ned og hævede hende, så kunne hun slet ikke lade være med at grine, som hun også lod armene forblive omkring hans nakke. Benene slog hun omkring hans stærke liv, hvor hun tydeligt kunne mærke hans muskuløse krop tæt ind mod hendes egne og følelsen af det, var virkelig, virkelig rar. Som han måtte få hende med sig ind på soveværelset, så kunne hun godt mærke at hendes hjerte begyndte at slå mere og mere mod hendes bryst, nærmest som var det en spænding som ramte hende. Kysset besvarede hun med mere end længsel, for hun nød virkelig at have ham så tæt på sig og nu hvor muligheden bød sig, så.. hvorfor ikke? At han skubbet døren i med foden, sagde hun bestemt heller ikke noget til. Kysset brød hun igen ganske let, hvor hun kun trak sig en millimeter eller to. ”Jeg elsker dig virkelig Pierce,” hviskede hun sagligt. Han var hendes eneste ene, det var ham som hun skulle være sammen med og hun betvivlede det på ingen måde, at det var ham som skulle være den far til hendes børn, den mand som hun skulle stå med ved sin side. Hånden vandrede let og stille igennem hans hår og med det samme smil på læberne. At mærke ham så tæt på, var virkelig det bedste af det hele!

[pierce]

Det var ikke fordi at Pierce ønskede at være uansvarlig, ved at lade sine to børn være udenfor uden at de rigtig holdt øje med dem, for ved at give sig helt hen til Malania, så var det jo ikke mange tanker han skænkede deres børn, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at være en dårlig forælder, men for pokker da! Han savnede at være tæt på Malania, for det skete ikke engang tit, fordi deres børn krævede så megen opmærksomhed fra dem begge det havde de jo gjort siden den dag de var blevet født og frem til nu hvor de var ved at blive godt store. Det var måske at løbe en lille risiko ikke at holde øje med børnene, men han kunne virkelig ikke holde lysten, længslen og begæret tilbage længere, for han havde ikke engang tal på hvor mange dage, hvis ikke uger der var gået fra han havde mærket Malania og haft hende på egen hånd selv, for drengene kom altid med sine bemærkninger, hvilket jo gjorde at de ikke helt kunne være dem selv, så det at have hende for sig selv, var nærmest noget som han måtte se frem til! Han kunne ikke lade vær med at smile ved lyden af hendes latter, som hun slap, da han bar hende op i sine stærke arm, så hun havde et ben på hver side af ham slynget omkring hans liv, så de endte helt tæt ind mod hinanden, selvom at dette virkelig ikke var tæt nok! Som de kom ind på soveværelset, mærkede han kun tydeligt hvordan hans brændende lyst og begær efter hende blev større, og det var noget som han virkelig ikke havde lyst til at kæmpe imod længere, for de ønskede det vel begge to? Ellers gik han ud fra at hun for længst havde stoppet ham, for det var vel egentlig tydeligt hvad han måtte ønske sig? Han lod hende bryde kysset og trække hovedet få millimeter væk fra hans, hvor han vendte de turkisblå øjne imod hende igen, imens han lod sin tunge stryge ganske blidt over hans læber, for at fange eftersmagen af hendes læber, selvom han ikke gik ud fra at det var sidste gang han havde mærket dem. Han smilede kærligt ved hendes ord, som han førte dem hen til sengen, hvor han roligt lagde hende, for at lægge sig hen over hende, hvor han holdt sig en anelse oppe fra hendes krop, ved at lade under armene støtte mod madrassen. ”Jeg ønsker at mærke dig helt tæt på,” hviskede han næsten som et forespørgsel efter om det var okay at trække den videre, for han havde aldrig haft lyst til at gøre noget som ville bringe hende ubehag, eller som hun selv ikke ønskede, for det at overskride hendes grænser havde han aldrig ønsket! Og om det måske var dumt at gøre det nu vidste han ikke, men han kunne virkelig ikke holde igen mere, for bare synet af hende gjorde ham helt varm og fyldt med længsel indeni! Han skænkede hendes læber et flygtigt kys, inden han lod sin pande falde mod hendes, hvor han forblev liggende over hende, uden at gøre noget yderligere, foruden at betragte hendes smukke ansigt, som han blot så afventende på hende, for hun kunne vælge at stoppe her og nu eller trække den videre sammen med ham, hvor det vidste ikke var uklart hvad han selv helte mest efter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Noget af det sidste, som man kunne kalde Pierce for, det var da at være direkte uansvarlig, for han var jo over deres to drenge mere eller mindre hele tiden. Nu var det hende som krævede lidt opmærksomhed og det var i den grad også det som hun måtte gå efter, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun elskede ham, hun ønskede jo lige så at bekræfte ham, men det var jo også noget som krævede deres stunder alene. Nu havde muligheden endelig budt sig, så var det jo bare med at skulle gribe den, når det nu endelig var dem muligt og det var i den grad også noget af det som de havde valgt at gøre! At have ham så tæt på som hun havde allerede, det var bare ikke tæt nok, selvom hun ville være fuldkommen sikker på, at de var alene. Børnene kunne da godt klare sig selv for en lille halvtime, så deres forældre kunne få lov til at være lidt sammen, uden at de skulle se på de forvrængede ansigter, så snart at de valgte at skænke hinanden et kys? Hvis det var fordi at hun ønskede at dette skulle stoppe, så havde hun stoppet ham allerede inden de var nået ind på soveværelset, men det var nu slet ikke sådan at det var gået for sig på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Som hun kunne mærke den gode og bløde seng under hende, så kunne hun slet ikke lade være med at smile. At mørke hans læber, skulle så sandelig slet ikke være første gang, for hun havde slet ikke nogen intentioner om at lade dette blive sidste gang, at hun ville få lov til at smage hans, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun elskede ham, hun ønskede at vise ham det, hun ønskede at bekræfte ham og hun ønskede bestemt ikke, at han skulle miste den form af interesse for hende, for hun nød det virkelig! Hun nød at kunne kalde sig for hans, selvom der ikke var en ring eller andet som måtte symbolisere det, så stolede hun dog på ham og nok til at hun ville lade ham få hendes hjerte, som han kunne vogte om. Hun betvivlede på ingen måde, at han ville gøre det. Hænderne gled roligt tilbage i hans nakke. ”Tror du virkelig, at det her er tæt nok på, min kære?” spurgte hun dæmpet. Den længsel og det begær, samt med den så brændende lyst, så var det virkelig nu som hun så den perfekte mulighed hvorpå at det kunne blive stillet og det var noget som hun virkelig måtte ønske noget så brændende! Hendes hjerte hamrede allerede mod hendes bryst.. det ønskede ham lige så tæt på som resten af hende.. ønskede at mærke hendes elskede så tæt på, som kun to elskede burde være. Hun smilede som det lystige glimt måtte melde sig i hendes blik. Visse træt havde hun vel stadig fra den Horror som hun havde været en del af igennem et mindre stykke tid? Ikke fordi at det var en tanke som hun tænkte yderligere over mere. Hånden gled stille mod hans bryst som hun strøg ganske let, mærkede hans stærke muskulatur under hendes fingre. Hun genkendte det og det var noget af det bedste. Hun lod panden møde hans, hvor hun alligevel strakte sig, så hun endnu en gang kunne møde hans læber. Hun kunne ganske enkelt ikke få nok!