Let the wedding begin!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde skam også den fulde forståelse for Ilaria og det at hun ønskede at få sin lille pige indenfor. Sådan som den lille pige rumsterede sådan rundt omkring indikerede kun en sult, selvom det nok var noget som de tidsnok skulle finde ud af, når det endelig måtte være i den anden ende. Hvis dette virkelig var det som de krævede af ham, netop for at give ham sin ’frihed’ igen, så var det, så var det i den grad også det værd set i hans øjne, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Minen var rolig, den var kontant og med blikket som stadig bare måtte hvile ganske roligt på dem begge. At se Ilaria forgæves prøve at få sin sultne datter til at falde til ro, var noget som han næsten fandt underholdende, selvom han var frygtelig god til at holde masken. Alt det andet var fuldkommen uaktuelt for hans vedkommende, for han ønskede virkelig ikke at gøre tingene værre end det som de måtte være fra før af. Han vendte blikket mod Sonic, næsten som han spurgte ind til om det han sagde, var en spøg. Ville han bare lade ham tage hjem? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod! Han ville elske at komme hjem til sin egen familie og nu hvor han kunne se Sonic stå der med sin og med den glæde uden lige, så var det kun noget som gjorde den længsel langt større end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blinkede let med øjnene og lod hovedet søge let på sned. Han mente det faktisk? ”Det vil jeg sætte umådelig stor pris på!” Det var ikke fordi at han hævede stemmen. Tvært imod, men den var langt mere præget af en glæde. At komme hjem var desuden noget som ville tage ham tid, for det var en lang tur til fods! Hvis det var den enighed som de kunne komme frem til, så var det også en aftale som Nathaniel fint kunne leve med. Det ville desuden tage ham tid at få det hele brygget sammen, for det var heller ikke noget som man bare gjorde på 1-2-3. slet ikke! Det var en meget indviklet en som skulle laves, også fordi at den skulle fungere over længere tid, den havde en specifik ting som den skulle stå for og den havde en ekstrem stor betydning for grevefamilien, så selvfølgelig ville han heller ikke fejle i den omgang, det var da noget af det sidste som han havde lyst til. ”At brygge det hele, vil alene tage mig et par dage,” forklarede han videre idet at Jacqueline endte med at skrige højere. At hun var sulten var da så tydeligt! ”Så snart jeg har det hele på plads, så vil jeg opsøge dig igen, Ilosonic.” Han nikkede. Det var den enighed som de var nået til. ”På gensyn og endnu en gang vil jeg gratulere jer med den store dag.” Han bakkede et let skridt som Sonic forlod kapellet med sin kære hustru og lille datter. Selv kendte han vejen ud, så den behøvede man skam heller ikke at vise ham ud til. Han forlod lige så hurtigt kapellet, også selvom han søgte en anden vej; Porten som førte ud til selve Procias. Han forlod hurtigt herregården kun for at søge direkte hjemover.

//Out

[ilosonic]

At Ilaria ville ind, var noget som Ilosonic godt var klar over, men det nyttede jo heller ikke at hundse! Selvom.. det var nøjagtig det som hun var bedst til. En tanke der et sted måtte more ham, for måske det kunne irritere ham til tider, specielt hvis han havde noget vigtigere for, såsom arbejde, men.. han elskede hende for den hun var, han holdt af hende og respekterede hendes behov, ønsker og meninger, og han ville naturligvis gerne gøre alt for at hun var storslået tilfreds, selvom et virkelig ikke altid var lige let! Han valgte dog at ignorere hende, da hun brugte den mere faste tone, for det var heller ikke fordi at han ville trække den langt længere, specielt ikke når han tydeligt kunne mærke og høre Jacqueline blive langt mere urolig. Han sendte Nathaniel et nærmest.. professionelt smil, som en greve der havde gjort sine folk tilfredse, desuden så ville han ikke skabe sig flere fjender end det han havde i forvejen. Han respekterede Nathaniel for den mand han var, og en så stor mand som ham, havde ikke fortjent at skulle underkaste sig en anden, ikke i Sonics øjne. Han var måske blevet blød af at bo i Procias, ikke kun fordi at Ilaria vækkede disse følelser i ham, men han var trods alt Procianer af sjæl, han var født her i landet og han kunne tydeligt mærke at han var kommet hjem igen, og for første gang i hele sit liv, nød han faktisk at være hjemme! Han havde aldrig kunnet slå sig til ro, men førhen havde han heller ikke fundet en grund eller freden til det, det kunne han så sige at han havde fundet nu, specielt når han lige havde fået en familie på én og samme aften. ”På gensyn Nathaniel,” endte han stilfærdigt og lettere kortfattet, idet han blot betragtede manden forlade hans ejendom, inden han selv gik hen imod den store hoveddør. Han vendte blikket ned mod Ilaria ved hendes ord. ”Det finder vi ud af, når vi kommer ind kæreste,” forsikrede han hende, hvor det næsten skar i hans ører og hjerte af lyden af den lille pige der skreg, selvom han ikke selv anede hvorfor eller hvad hendes problem måtte være. Et af tjenestefolket åbnede roligt døren for dem, hvor han sendte kvinden et lettere taknemligt smil. Han gik roligt hen imod den store trappe, der førte ovenpå til værelserne, hvor han gik hen til sit eget værelse, som han betragtede som deres fælles, det var det som var pænest indrettet, hvilket det også havde været fra før af. Han fik døren skubbet op ved at bruge albuen, hvor han roligt gik hen til sengen. Han havde med tiden fået lavet en lille vuggeseng til deres kommende barn i det flotteste eg, det var et lille projekt han var gået i gang med efter han havde fået lavet stuen nedenunder færdig, efter Ilarias raseriudbrud. Nu stod det hele i den skønneste pragt og var flottere end nogensinde. Han satte roligt Ilaria, med deres lille datter i armene, fra sig på sengen, hvor han næsten måtte sukke tungt ud. Det var en stor smøre for hele aftenen efter hans mening! Et bryllup, en fødsel og en dåb, nu ville han næsten bare slappe af! Han satte sig roligt på sengekanten, hvor han vendte blikket mod deres lille datter, der stadig måtte skrige. Han strøg hende roligt over panden og tyssede blidt på hende, selvom det ikke så ud til at hjælpe. ”Måske hun er sulten. Tøsen har trods alt ikke fået noget næring endnu,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod Ilaria. Han rejste sig roligt, for at gå hen og lukke døren, inden han stille begyndte at tage det flotte jakkesæt af, der ellers var blevet en del krøllet efter Ilarias tag.

[Deleted]

Lige nu satte Ilaria sine egne behov frem som det vigtigste. Ikke fordi at det var noget som hun gjorde bevidst, for det var bare noget som faldt hende mest naturligt og det var egentlig heller ikke fordi at hun kunne gøre for det som sådan, for det kunne hun virkelig ikke. Det var sådan at det altid havde været for hende. Hun havde altid kun haft sig selv at tænke på, hende og hendes egne behov, selvom det selvfølgelig var anderledes nu. At hun var hundsende, var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, det var bare det som lå mest naturligt til hende som person. At Jacqueline bare ikke ville falde til ro, var noget som gjorde Ilaria urolig og ikke mindst nervøs. Hun havde vel ikke gjort noget som gjorde ondt på den lille pige? Foruden at hun virkelig var kogende at holde i og hun selv var iskold, men hun gik egentlig ikke ud fra, at det var noget som gjorde noget som sådan, for deres lille prinsesse havde forhåbentlig også arvet hendes evner som isdæmon, så det burde ikke gøre så ondt som det tydeligt havde gjort med vandet ved hendes dåb. At det jo så ikke hjalp det mindste, at skulle hundse med ham, var noget som et sted også måtte gøre hende en anelse irriteret, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje! Hun ville bare gerne ind og hvile! At mændene endelig valgte at tage afsked så de kunne komme indenfor, var noget som hun i den grad også var tilfreds med! Hun nikkede ganske stille til hans ord. Hvis de da overhovedet kunne finde ud af hvorfor deres kæreste lille pige skreg som hun gjorde! Det skar i ørene, men ikke i sjælen.. Ville hun overhovedet kunne blive en god mor? Det var pludselig en frygt som satte sig voldsomt i hendes sind, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun brød sig særlig meget om. Tjenestepigen som åbnede døren for dem, skænkede hun knapt nok et blik, da det hele hvilede på den lille pige i hendes arme som hun bare prøvede forgæves at få til ro, for det så ikke ud som om at noget hun gjorde kunne hjælpe! Hun følte sig jo allerede som jordens værste mor og det var heller ikke fordi at den tanke behagede hende det mindste, for det gjorde den i den grad ikke!
At Sonic valgte at føre hende op til hans værelse, gjorde hende ikke det mindste. Selvom det vel mere var blevet et fælles for hun tilbragte lige så meget tid derinde som det han gjorde, så var hendes blik og opmærksomhed stadig på den skrigende tøs, selvom hun var ved at få spat af at høre på det! Hun trak vejret dybt. Hun var træt og i den grad også udmattet, så selv så lystede hun at skulle komme i seng efterhånden. Vuggen som stod ved siden af den store seng, fik hende altid til at smile og specielt nu. Nu hvor de havde deres kære lille prinsesse at lægge i den! Hun lod sig glide ned på sengen og med tøsen skrigende i armene. Hun var jo blevet helt rød i hovedet af at skrige som hun gjorde! ”Jamen jeg..” Hun vendte blikket ganske kort op mod Sonic og direkte hjælpeløst. Hun prøvede varsomt at lægge tøsen på ryggen på hendes arm, selvom det ikke hjalp det mindste. Hun fortsatte jo bare med at skrige! Hun var jo direkte en elendig mor! Brystet frigav hun forsigtigt fra kjolen og lagde tøsen forsigtigt til. Hun sugede sig fast som en sugekop allerede med det samme, idet hun fandt næringen og begyndte at suge det i sig. Roen faldt omgående til, hvilket i den grad også lettede hende! Hun smilede let og betragtede den lille pige. ”Prøv at se hende..” hviskede hun med en stolthed i stemmen.

[ilosonic]

Det var nu rart at få det hele overstået, så kunne Ilosonic endelig komme til at slappe af! Det var jo ikke kun Ilaria der var udmattet efter dagen, han havde skullet sørge for at alt var på plads, at alt var perfekt, så skulle han overvære sin smukke datters fødsel og de havde fået hende døbt, nu skulle han så døje med pigens skrigeri, hvilket var noget der tog livet af ham! Det var jo forfærdeligt at høre på! Han lystede mest til at tape pigens mund sammen, selvom han dog prøvede at holde sig i skindet. Han vendte blikket mod Ilaria da hun nærmest lød til at skulle til at protestere, selvom det dog glædede ham at hun gjorde et forsøg. Det at være forældre var nok noget som de begge skulle vænne sig til, men han var også sikker på at det hele nok skulle gå, for.. hvor svært kunne det være? Sikkert langt sværere end hvad han lige gik og forestillede sig. Han sukkede næsten saligt, da tøsen valgte at klappe kaje, for at få næring hos sin mor, hvor et nået så tilfredst smil gled over hans læber. Han trak roligt den røde skjorte af sin overkrop, så han endte med at blotte den, hvor han smed skjorten fra sig på gulvet. ”Sikke en stilhed!” svarede han næsten helt tilfredst, for tøsen var da ved at springe hans ører af hendes skrigeri! Han satte sig roligt på sengekanten, stadig med sine sorte fløjlsbukser på, hvor han lænede sig en anelse ind mod Ilaria og dog så hun ikke blev forstyrret. At se deres lille prinsesse suge næringen i sig, som havde hun ikke fået mad i flere uger, var noget som næsten måtte more ham. Han løftede den ene hånd og strøg tøsen over siden af hendes hoved med en kroget pegefinger, inden han lod hovedet søge mod Ilarias skulder. ”Mh.. hun er smuk,” hviskede han roligt og betragtede deres lille pige. Hun var ganske enkelt perfekt! Han så roligt op mod Ilaria. ”Præcis som sin mor,” tilføjede han stilfærdigt, som han lænede sig ind og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Jeg elsker dig,” hviskede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt og noget så lykkeligt smil, inden han trak sig igen, blot for at hive bukserne af sig selv, så han kun lå tilbage i sine mørke underbukser. Han løftede roligt det lille stykke af dynen, som Ilaria ikke sad på og tvang det roligt over hans underkrop, da han stadig forblev siddende i sengen. Han ville ikke bare lægge sig til at sove og overlade det hele til Ilaria, for det ville sikkert også bare gøre hendes vred, hvilket han jo heller ikke var ude på. Det var måske meningen man skulle nyde sin bryllupsdag, men.. det var lidt svært, når begge var udmattet, desuden var det også sjældent at kvinden fødte på sin bryllupsdag, så han ville egentlig bare nyde at kunne holde om hende igen, nu var hun heller ikke så stor, for maven var blevet en del mindre efter at pigen havde forladt hendes indre. Han havde fået en familie på én og samme dag, hvilket han ikke ville beklage sig over, for det var det eneste han nogensinde kunne ønske sig! Et sted glædede han allerede sig til at være far, se sin datter vokse op og være en del af hendes liv, og han ville være en langt bedre far, end det som hans egen far havde været! Han nægtede ganske enkelt at svigte sin familie!

[Deleted]

At høre på tøsens skrigeri var noget som Ilaria allerede var ved at få pib af! At noget så lille kunne skrige så højt, var noget som hun slet ikke kunne forstå! Rollen som forældre var allerede besværlig, så meget havde hun allerede fundet ud af, for det at finde ud af helt præcist hvad hendes skrigeri faktisk måtte betyde, for det var jo heller ikke til at finde ud af! Med brystet fremme så den lille pige kunne spise trygt og godt, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Det var disse stunder som man kun måtte nyde noget så frygtelig godt af.. den tid hvor hun faktisk kunne få lov til at knytte bånd til sin kære lille prinsesse, for der var ikke nogen tvivl om at de nok skulle gøre sit for at gøre hende glad og tilfreds! Hun tillod sig virkelig ikke andet! At Sonic var udmattet kunne hun for sit vis også godt forstå, men lige i denne stund, så satte hun sin kære lille datter før hende selv, også selvom hendes egen krop direkte måtte skrige efter hvile! At Sonic kom hen til hende, havde hun virkelig ikke det mindste imod, for det var virkelig bare rart. Det kunne bestemt heller ikke blive bedre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun lagde hovedet tæt ind mod hans, som han lagde hovedet stille mod hendes skulder. Hun nød generelt det faktum at have ham så tæt på, også fordi at det hele var deres.. deres familie, deres hjem og deres vidunderlige lille prinsesse. ”Og sin far,” tilføjede hun roligt, som hun vendte sig mod ham. Han fik hende virkelig bare til at smile og det var endda også frygtelig tydeligt. ”Jeg elsker også dig,” gengældte hun med selv en tydelig glæde i stemmen. Hun kunne ikke skjule det og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun havde lyst til. Tvært imod! At han så valgte at begynde at klæde sig af og tage plads i sengen, var nu noget som alligevel måtte irritere hende en smule. Hun lod den kæreste lille Jacqueline spise færdigt, idet hun valgte at slippe hendes bryst. Brystet førte hun stille ind på den anden side af kjolen igen, idet hun tvang sig op at stå, selvom benene virkelig føles som var de ved at svigte under hende. Hun gik varsomt hen til vuggen, hvor hun fik tøsen ind i noget tøj egnet til de helt små størrelser og selvfølgelig en ble. Godt nok lavet af stof, men den var der. Hun smilede ganske let og lagde sin lille pige ned i den i en stilling, så hun var sikker på at det hele nok skulle gå. Hun strøg roligt hendes kind. Hun kunne jo slet ikke lade være med at røre ved hende, så lille og så fantastisk som hun var! Hun vendte sig derefter stille mod Sonic igen idet hun kæmpede sig hen til sengen. Kjolen tvang hun stille nedover hendes skuldre. Nu hvor maven ikke var i vejen for hende, så var den faktisk alt for stor! Hun kravlede stille op i sengen og lagde sig. Nok lå hun i knapt nok noget som helst, men det var heller ikke fordi at hun ikke havde noget som han ikke havde set før. Hun åndede tungt ud. Hun var virkelig udmattet og endda så meget, at hun ikke magtede at lægge sig under dynen!

[ilosonic]

At være inde på værelset var noget som måtte lette Ilosonic, for så kunne de endelig slappe af, for første gang kunne han gå i seng velvidende om at han havde en familie, en familie som han elskede hvor han vidste at det også var gengældt. Deres kære lille Jacqueline forstod sig nok ikke på det, men.. hun var vel tryggest ved sine forældre? Det var da om ikke andet så det han gik ud fra, plus han heller ikke tillod andet! Han ville passe på sin lille datter, vogte om hende som var hun en værdifuld skat, hvor han ville sørge for at alt var perfekt! Han fandt dog hurtigt ud af, at tøsen var langt mere afhængig af sin mor end det som hun var af ham, for han kunne ikke made hende, han kunne ikke engang finde ud af at skifte en baby! Et sted var han vel egentlig elendig når det kom til det praktiske? Men når det kom til omsorgen så var han på hjemmebane! Helt sikkert! Det var han ikke et eneste sekund i tvivl om! Han ville nemlig sørge for at hans lille datter altid var tilfreds! Han trak ganske let på smilebåndet til hendes ord, inden han igen vendte blikket mod deres lille sultne datter. At se hende sluge næringen så hurtigt i sig, var noget som næsten måtte more ham, appetit havde hun i hvert fald! Hun var ilddæmon som sin far, så han kunne ikke være mere end stolt! At hun gengældte hans ord, var noget som måtte glæde ham, hvor han kun trak mere på smilebåndet. At det så irriterede hende at han klædte sig af, var ikke noget som han lagde mærke til, da han jo ikke gjorde andet end at smide tøjet, for så at sætte sig tilbage til hende, hvor han betragtede deres lille datter, uden at smilet falmede det mindste. At hun så bare rejste sig, fik ham næsten til at række bekymret ud efter hende. ”Skal jeg ikk..” Han stoppede sig selv, som hun blot gik langsomt hen til vuggen, hvor han allerede sad halvt ud af sengen, med hænderne ned mod madrassen parat til at skubbe ham op at stå hvis noget skulle gå galt. Ilaria var træt og svækket, hun burde ikke gå! At hun klædte deres lille datter om og tilmed måtte give hende ble på, var noget som faktisk forundrede ham, for hvor havde hun lært det fra? Et moderinstinkt? Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han ikke kunne lade vær med at løfte sin anelse for at se efter, selvom han satte sig ned i madrassen igen, da hun vendte sig om. Han betragtede hende blot, stadig klar til at gribe fat i hende, hvis hun nu skulle knække sammen. At hun smed tøjet, sagde han intet til, for han havde set det hele før, og hun var lige smuk hver gang! Han fulgte hende med blikket, hele vejen hen til sengen, hvor hun kravlede op igen og lagde sig ned, selvom hun slet ikke trak dynen over sig. Et muntert smil gled over hans læber, hvor han rystede smilende på hovedet. Han lagde sig roligt hen til hende oven på dynen, så ingen af dem lå under den, hvor han lod sin hånd stryge hende over maven. ”Jeg savner næsten din mave,” svarede han stilfærdigt, som han vendte de mørke øjne mod hende igen. ”Det klædte dig faktisk at være gravid.” Han mente det, selvom han selvfølgelig var glad for at han endelig kunne holde om hende uden det mindste besvær!

[Deleted]

Inde på værelset kunne Ilaria smide alle hæmningerne og selvfølgelig var det også noget som betød ekstremt meget for hende, for hun havde virkelig bare brug for at være sig selv efterhånden. Det var ikke fordi at det var direkte tiltrængt, men det at skulle være sig selv, slappe af og bare være sammen med familien og sin ægtemand.. alene tanken om at det faktisk var det som hun havde fået skaffet sig, var ganske uvirkelig for hende! Hun havde aldrig nogensinde regnet med at det var noget som hun nogensinde skulle få lov til at opleve på den måde, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt som sådan. At Sonic tænkte mere på sig selv og det at komme ud af tøjet, var nu noget som måtte irritere hende, men han var jo lige så træt og udmattet som hun var og nu hvor tøsen var langt mere rolig, så var hun selv også langt mere medgørlig. At hun så selv følte at hun stod med det hele, var noget som faktisk måtte gøre hende direkte irriteret. Hun fik sig kæmpet hen til vuggen som stod ved siden af sengen – på hans side, da det også havde været på hendes ønske. At få den lille pige i tøj var noget som næsten lå naturligt i hendes fingre og et sted så.. forundrede det hende virkelig meget. Bleen sad nok forkert, men hun kunne da godt af den grund! ”Jeg kan godt selv,” sagde hun ganske kortfattet som hun kort vendte blikket mod ham og med den samme mine som tidligere; En anelse utilfreds. Hun vendte igen blikket mod sin lille pige, også selvom hendes ben var så tæt på at give efter under hende, for hun var virkelig udmattet som hun aldrig nogensinde havde været så træt som hun var i øjeblikket! Jacqueline fik lov til at ligge og kigge lidt omkring, selvom med roen som havde sænket sig og den fulde mave, samt en mere dæmpet belysning, også var noget som gjorde hende rolig, hvor hun til sidst faldt i søvn. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for så kunne hun få lidt fred om ikke andet!
Turen tilbage til sengen var hård nok. Hun følte virkelig at hun kunne stå sovende hvis det var det! Hun kom stille ud af kjolen og smed sig direkte i sengen. Nu var det i den grad også hendes tur! Hvis der var områder hvor Sonic ville toppe, så var det på omsorgen og kærligheden for den lille, for det var noget som hun i den grad ville komme til at skulle arbejde med og hun vidste det! Hun vendte blikket mod ham, som han lod hånden stryge henover hendes mave. Et sted så var det rart, også selvom maveskindet måtte hænge en smule efter den store mave, hvilket nok var noget som måtte irritere hende noget så voldsomt! Hun trak svagt, dog udmattet på smilebåndet. ”Du kunne godt lide mig stor som en hval? Så er det jo godt, at det ikke er noget som sker igen,” hviskede han roligt og med en ganske stilfærdig mine. Hun vendte blikket ned af sig og med en utilfreds mine. ”Jeg skal i træning igen.. maven hænger..” vrissede hun dæmpet, som hun let lod øjnene glide i. Det var ekstremt rart med hans puslen om hende, men udmattelsen krævede i den grad også sit.

[ilosonic]

At Ilaria ville selv og tilmed sendte Ilosonic en utilfreds mine, var noget som næsten måtte forvirre ham og gøre ham en anelse frustreret, for.. hvad havde han nu gjort?! Den kvinde var virkelig umulig at gøre tilfreds! Hun mindede næsten om den skrigende pige for fem minutter siden! Det gjorde ham selv en anelse utilfreds, selvom han ikke sagde noget til det. Hvis hun ville selv, så måtte hun da hjertens gerne det! Så slap han da for det.. Han brød sig bare ikke om at hun skulle anstrenge sig så meget, når han vidste at hun var udmattet og knap nok kunne gå uden at benene truede med at kollapse under hende. Det gjorde ham bekymret! Hun var så forbandet stædig at det måtte irritere ham på det groveste! Men på den anden side, så var det jo bare typisk hende. Hun var stædig, hun var stolt, det lå til hendes væsen og han vidste det jo godt. Utroligt at det faktisk var hans egen nemesis, en isdæmon at han var endt ud med at blive gift med. Det morede ham et sted. Han kunne dog ikke komme udenom at han elskede hende, hvilket han ikke kunne lave om på, og det havde han bestemt heller ikke lyst til! Hun var den eneste kvinde han ønskede, ingen var god nok for ham, foruden hende! Ingen kunne måle sig med Ilaria! At hun blot smed sig i sengen, var nu noget som alligevel måtte more ham. Hun var udmattet efter dagens hændelser og han forstod hende godt, de havde stresset ved brylluppet, hun havde kæmpet med at få deres smukke lille datter til verden og han nød virkelig at have en familie, selvom det var kommet til ham på en og samme aften, han havde fået en hustru og også en datter. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han trak svagt på smilebåndet til hendes ord. ”Ilaria.. måske din mave voksede, men du har på intet tidspunkt lignet en hval,” konstaterede han stilfærdigt, som han fortsatte med at stryge hånden over hendes mave, næsten som om at det var en vane. At det ikke skete igen, kunne han i princippet ikke svare på. Jacqueline var jo kommet til verdenen ved et uheld, det kunne jo også ske igen. Ikke fordi at han sagde noget til det, for han havde sin smukke lille prinsesse, han havde sin smukke fantastiske isdronning og mere havde han heller ikke brug for! At hendes mave hang en anelse, var ikke noget som han tog sig af, i hans øjne var hun stadig smuk, desuden var det jo også kun på grund af graviditeten. Han trak drilsk på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg elsker at se dig svedig,” hviskede han drillende, som han bed hende pirrende i den bløde øreflip, inden han skænkede hendes hals en række blide kys. Han endte med at tage pladsen over hende, et sted for at skjule hende, så det kun var et syn kan kunne nyde, for dynen dækkede hende jo ikke. Han skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys, selvom det dog kun var ganske kortvarigt. Han løftede den ene hånd og lod en finger følge hendes mange ansigtstræk. Hun var så smuk! ”Jeg er taknemlig for at du har skænket mig en familie Ilaria,” sagde han roligt og dog med en ærlig stemme. ”Du har gjort mig.. lykkelig,” tilføjede han langt mere dæmpet, hvor det mørke øje hvilede direkte i hendes smukke isblå.

[Deleted]

Ilaria var den type som ville gøre alt selv. Hun havde altså ikke brug for hjælp, selvom hun var en smule træt! Måske at det var en kraftig underdrivelse, for hun havde aldrig nogensinde været så udmattet som hun følte sig. Men også det faktum at barnet var født og at det var den smukkeste og mest fantastiske lille pige som hun nogensinde havde set, så var det selvfølgelig kun en tanke som virkelig måtte glæde hende! Selv på trods af det stress som hun havde gået med dag ud og dag ind, så kunne hun nu bare sige, at hun virkelig var lettet. Det hele var gået, hun havde fået sin lille datter, hun havde fået sin ægtemand og sin trygge tilværelse, så hvordan kunne det blive bedre? Deres lille pige var gået til hvile, også selvom der kun ville være ganske få timer til hun endnu en gang ville ende med at vågne med det ene behov efter det andet. Ikke fordi at det var noget som ville forundre hende som sådan, men det var ærlig talt slet ikke en tanke som hun tænkte videre over på denne her måde. Specielt ikke hvis hun ellers kunne blive fri for det i det store og hele. At få tøjet på den lille, var noget som hun selv havde gjort med den største forsigtighed, for ikke at glemme, at det var gjort med den største koncentration. Hun var nødt til at tænke på at holde sig på benene, for de var virkelig ved at give fuldstændig efter under hende og det var heller ikke fordi at det var en tanke som glædet hende som sådan. Slet ikke på nogen måde! Hans strøg over hendes mave, var noget som hun nød, også selvom hun lå mere eller mindre blottet for ham, så var det nu slet ikke noget som rørte hende det mindste. Han havde set det hele før og mere end det som hun viste nu, selvom det i den grad også måtte irritere hende at maven måtte hænge på den måde som den gjorde, for det var virkelig ubehageligt! Så slank og smidig som hun altid havde været, og nu skulle hun til at døje med ekstra maveskind? Det var virkelig noget som måtte irritere hende! ”Ikke det? Så stor som jeg har været?” gentog hun skeptisk. Hun havde været stor som en hval hvis ikke større end det! Det var heller ikke ligefrem fordi at hun planlagde flere børn. Jacqueline havde været et uheld som havde gjort hende direkte vred og rasende, men i den grad også.. bange. Hun vendte blikket stille mod ham, som han valgte at trække sig over hende, hvilket automatisk måtte skjule hende bare lidt. Hun sendte ham et smil og gengældte mere end glædeligt hans kys. Hans mange kærtegn var noget som gjorde hende glad, for det var også noget som samtidig viste hende, at dette var noget som han var glad for og at han elskede hende. En bekræftelse som hun i den grad også havde brug for. De ord som han valgte at skænke hende, var noget som næsten betød mere for hende end det som de 3 store ord måtte gøre. Hun kunne selv ikke lade være med at smile. ”Du er min lykke, Sonic,” hviskede hun stilfærdigt. Hun hævede roligt den ene hånd og lod den stryge mod hans kind ganske roligt og blidt. Hun kunne virkelig ikke få sig en bedre mand, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du er min tryghed… mit et og alt..” hviskede hun roligt og med et stille smil på læben idet hun forsigtigt lænede sig frem, kun for at møde hans læber endnu en gang. Det var virkelig rart at have ham tæt på og vide, at han var hendes og ingen andens!

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at Ilaria var utrolig selvstændig, hun ville det hele selv og havde meget svært ved at tage imod hjælp, for hun så det vel som en svaghed? Ikke fordi at han forstod sig på hende, for det var ikke svagt at bede om hjælp af og til. Han var dog ligeglad, det glædede ham jo faktisk kun at hun var så selvstændig, det var jo også noget af det som havde fanget hans interesse til at starte med. Han fortrød intet med hende, alt det som han havde været igennem sammen med hende, var virkelig det hele værd! Det havde fået ham til at være her ved hendes side den dag i dag, deres egen bryllupsdag tilmed. Utroligt at tænke på, når de faktisk var hinandens nemesis, det gjorde dem vel også til lidt af et unikt par? Måske af samme race, men stadig hinandens modsætninger, utroligt at de kunne leve med hinanden, men hun havde virkelig slået sine kløer dybt i ham, hun havde stjålet hans hjerte og han ønskede det slet ikke tilbage! Han elskede hende. Han trak muntert på smilebåndet, for det morede ham at hun virkelig selv sammenlignede sig med en hval, men det dyr var jo tyve gange større end hende! Hvis ikke mere! ”Jeg elsker dig for den du er Ilaria.. desuden så var du kun stor, fordi du bar på vores smukke lille prinsesse.” Han strøg hende blidt over kinden og sendte hende et varmt smil – det lå næsten helt naturligt til ham efterhånden, fordi hun fyldte ham med de varme og lykkelige følelser. ”Og du er langt smukkere end en hval!” påpegede han drillende, selvom han faktisk mente det. Hun var fantastisk! Måske hendes maveskind hang en anelse, men det kunne jo trænes væk, noget som han faktisk ville se frem til, at se hende lidt i aktion havde han slet ikke det mindste imod! Det var jo faktisk også lang tid siden, for hun havde lagt syg og derefter havde de været helt tætte, hvilket havde ført en graviditet med sig, så det var ikke fordi at han havde set hende så meget i aktion, siden han havde mødt hende første gang, hvilket faktisk var en skam. Hendes ord, måtte opfylde hans krop med en indre varme, som kun hun kunne bringe ham, selvom han dog prøvede at holde sin varme på et minimum, for han ville heller ikke bringe hende ubehag! Han var dog selv blevet mere eller mindre vant til hendes kulde, for de havde jo lagt i hinandens favn i næsten et år efterhånden. Hans øje gled halvt i ved hendes strøg mod hans kind, hvor smilet ikke falmede det mindste fra hans rosenrøde læber. ”Det er jeg glad for,” hviskede han roligt og sandfærdigt, som han betragtede hende med den rene glødende lykke i blikket. Han greb roligt omkring dynen som han trak over deres kroppe, selvom han forblev liggende over hende. Han strøg ganske let nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes smukke ansigt. ”Jeg er stolt over at have dig som min hustru. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig nogen bedre,” hviskede han sandfærdigt, som han lænede sig ned og skænkede hendes kolde og blege læber et blidt og dog lidenskabeligt kys. ”Du burde få dig lidt hvile og noget søvn kæreste,” endte han stilfærdigt, som han lagde sig ned på siden af hende, så han kunne putte hende godt under dynen, inden han lagde sig ind til hende.

[Deleted]

Ilaria havde altid været frygtelig selvstændig af sig, så det at man pludselig var to om tingene, var stadig en ting som hun lige skulle finde ud af. At bede om hjælp var et personligt problem som hun i den grad også måtte kæmpe med, men pointen var vel også at hun prøvede? Hun ønskede slet ikke at han skulle blive træt af hende, ganske enkelt fordi at hun elskede ham. Hun kunne slet ikke forestille sig et liv uden ham, hvis hun skulle være helt ærlig. Han havde bragt en mening til det, som hun slet ikke kunne huske at hun havde oplevet noget lignende af før, så selvfølgelig var det også noget som betød ekstremt meget for hende. Han betød ekstremt meget for hende! Så det var jo heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun vendte de isblå øjne stille mod ham. Også selvom hun direkte var udmattet og hendes krop skreg efter hvile, så var det noget som hun agtet at skaffe sig på den ene eller den anden måde, men ikke nu.. Ikke nu hvor hun havde ham så tæt på sig, for det var klart noget som hun ville nyde, også fordi at det jo faktisk var deres bryllupsnat, så det var jo selvfølgelig noget som skulle nydes til fulde, nu hvor de havde muligheden for det! Hun smilede et drillende smil. ”Så nu kalder du mig for stor?” spurgte hun drillende og med et kækt smil på læben. Hun lagde sig roligt til rette ved ham. Hans varme var noget som et sted gjorde hende rolig. Det var en effekt som han havde på hende og det var noget som hun godt kunne lide. Ja, hans varme gjorde hende direkte svag og døsig, hvilket i den grad også var noget som hun kunne mærke lige i øjeblikket. Hun sukkede stille og lukkede øjnene ganske let, som han valgte at trække dynen over dem, hvilket var noget som gjorde hende hurtigt varmere end det som hun var til nu, selvom hun ikke ønskede at kommentere det. Hun ville heller ikke gøre ham irritabel på deres bryllupsaften. At hun var perfekt som hun var, var noget som han havde fortalt hende så mange gange, men det havde også været en bekræftelse som hun havde nydt noget så frygtelig godt af efterhånden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Kysset gengældte hun selv med den største glæde! Nu ville hun bare slappe af, få sovet og hvilet ud og så ville hun i gang med træningen. Det var jo egentlig heller ikke fordi at hun satte tøsen i højeste prioritet. Ikke fordi at det var noget som hun gjorde med vilje, det lå bare ikke naturligt til hende som sådan. ”Jeg prøver virkelig, Sonic.. Jeg prøver at være det bedste for dig.” Et sted bare en meget dyb ærlighed, en hemmelighed som hun selv ikke var meget for at komme frem med, men gjorde det alligevel. Hun lagde sig roligt om på siden og krøb ind i hans favn. Det var et sted som hun i den grad havde savnet at være! ”Det samme burde du, min kæreste..” hviskede hun roligt og ikke mindst med en ærlig stemme. Hun ønskede ham jo trods alt også bare det bedste og specielt hvis det var noget som hun kunne give ham.

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at Ilaria altid havde været selvstændig, hun havde altid klaret sig selv, ligesom han også havde været. Hun var en enspænder, som han selv var, men det der gjorde forskellen, var måske deres race? Han var varm, han havde let ved at åbne følelserne for andre, hvis det var noget han tillod sig selv, eller hvis man – som Ilaria havde gjort – stjålet hans hjerte. Men Ilaria var kold som is, han kunne forestille sig at hun havde langt sværere ved at åbne op for folk end det som han selv havde, og når hun så havde været en enspænder hele sit liv, så gjorde det jo ikke meget bedre. Han vendte blikket lettere overrasket mod hende til hendes ord, hvor han glippede ganske let med øjnene. ”Jeg har da bestemt ikke kaldt dig for stor! Har jeg?” Han så lettere tænksomt ud i luften, som prøvede han at huske om han faktisk var kommet til at kalde hende det. Han vendte blikket mod hende igen og smilede uskyldigt. ”Nej.. for jeg er jo en engel,” endte han lettere selvsikkert og højtideligt, som han blinkede uskyldigt til hende, inden han slap en munter latter. Det var måske den største løgn, men det morede ham nu alligevel. Ingen af dem var engle og de blev det jo nok heller ikke, for de var jo faktisk det stikmodsatte; dæmoner. Han vidste at hun gik meget op i sit udseende, hvilket han godt kunne forstå, for hun var virkelig smuk! Der var han faktisk utrolig heldig at have fundet sådan en rose iblandt visne blomster. Måske hun kunne pisse ham af så let som ingenting, måske hun var hans nemesis, men han ønskede virkelig ikke nogen anden kvinde end Ilaria! Han puttede dem begge godt under dynen, så han også var sikker på at hun ikke frøs, selvom.. det kunne hun ikke, men derfor skulle hun stadig ligge trygt under dynen! Og trygt i hans favn. Han lod hende hellere end gerne putte sig ind til hans favn, hvor han slog armene omkring hende og strøg hende blidt over ryggen. Han vendte blikket en anelse forundret mod hende. Hun prøvede at være det bedste for ham? Han kluklo ganske let. ”Det er da slet ikke nødvendigt Ilaria,” forsikrede han hende, som han sendte hende et kærligt smil. Han strøg hende blidt over håret, inden han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Du er det bedste som er sket mig, du er det bedste for mig,” tilføjede han varmt og trak kun på smilebåndet af det. Ilaria var virkelig hans lykke. Hun var hans et og alt, hans eneste ene – det var han i hvert fald hundred procent sikker på, og hvis ikke, så ville han ikke give hende væk for noget som helst, for.. den eneste ene var overvurderet! Ilaria var den bedste kvinde han kunne finde sig, han ønskede ikke nogen anden end hende! Han smilede drilsk til hende. ”Det er ikke mig som har skudt en unge ud i dag,” påpegede han drillende og blinkede let til hende. Det komiske var, at da han mødte hende den første gang, havde hun sagt at hun aldrig kom til at skyde unger ud, hvilket nøjagtig var det som hun var kommet til.

[Deleted]

Ilaria havde altid været en enspænder af meget stor stil, hun havde altid været alene, så der havde kun været hende at tænke på. Desuden som en isdæmon, så var hun kold og kynisk. Det var faktisk en udfordring uden lige, at åbne op for ham uden at gøre noget yderligere ved det. Det at bede om hjælp var i den grad stort, det at byde ham tæt på og faktisk komme ham så tæt på, var virkelig stort også set i hendes øjne, for hun havde aldrig nogensinde været afhængig af nogen – selvom det var frem til hun havde mødt ham. Nu var det hele vendt op og ned for hende. Hun var blevet gift og var endda lykkelig med udfaldet og de var blevet forældre. Alt på en og samme dag, selvom det stadig var svært for hende at sluge bare sådan, så var det jo igen noget som hun prøvede! ”Åh jo, du har,” påpegede hun morende selvom det jo ikke var helt sandt. Han havde hentydet til det, men hun havde jo trods alt også været gravid, så det spillede jo selvfølgelig også meget ind for hendes vedkommende. Hun trak vejret stille og dybt og sendte ham selv et stille smil. Engel? Det var da noget af det sidste han havde været! Hun slap en munter latter, også selvom hun dæmpede sig selv meget hurtigt. Den lille pige skulle jo nødigt vågne, også selvom hun vidste at tøsen ville være vågen alligevel i løbet af et par timer. Bare en mavefornemmelse som sagde hende det. ”Jeg tror vidst at det var årets joke,” påpegede hun morende. Jovist kunne han være en engel, men det var bestemt ikke for lang tid af gangen!
Sådan som Sonic puslede om hende, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Det var i den grad rart at der var nogen som værdsatte hende og så på hende som havde hun været noget værdifuldt. At blive puttet under dynen blev hurtigt meget varmt for hende, selvom det nu var noget som man efterhånden var vant til. Dynen sparkede hun jo normalt af sig alligevel, så det var heller ikke noget som forundrede hende som sådan. Så lang tid at hun havde ham at ligge ind til, så var alt i skønneste orden. Så vidste hun også, at de ikke var uvenner eller noget, også selvom de skændes mere eller mindre på daglig basis. Hans kys og hans kærtegn var i den grad det som hun anså som noget af det bedste, så det var heller ikke noget som sagde så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket ganske roligt mod ham ved hans ord. Hun ønskede at være det bedste og hun vidste jo også udmærket godt, at hun kunne være umulig som intet andet. ”Det. Det er jeg glad for at du siger..” sagde hun med en rolig og ikke mindst ganske så dæmpet stemme. Hun puttede sig stille ind mod hans favn, lyttede til hans hjerteslag, nu hvor hun alligevel lå ham så tæt, også selvom han virkelig var varm at ligge ind til! Hun himlede let med øjnene. Hun kunne godt huske, at hun havde sagt, at det var noget af det sidste som hun ville og nu stod hun her; Hun var gift og hun havde lige født. Alt det som hun ikke ville gøre! ”Det er dig som jeg har hundset rundt med i måneder, min skat.. Du har også brug for hvile,” sagde hun roligt og med en bestemt stemme som intet andet. Øjnene gled dog alligevel stille i. Hun var virkelig, virkelig træt!

[ilosonic]

Alt det som Ilosonic var gået igennem med Ilaria, var slet ikke noget som han fortrød på nogen som helst måde overhovedet! Han elskede hende virkelig, noget som han aldrig havde regnet med var ord som ville forlade hans mund, for han havde altid været denne enspænder, han havde altid passet på sig selv og med den barndom han havde haft, så var det ikke ligefrem fordi han var vokset op med kærlighed, men faktisk var endt med at miste troen på den, for han havde kun troet at kærlighed var en fantasi, det var ikke virkeligt, virkeligheden var langt mere dyster end glædelig som man fremstillede alt med kærlighed, men det havde Ilaria virkelig fået ændret hans synspunkt på. Måske deres kærlighed ikke var den sukkersøde, nej deres var den ægtevare. De gjorde alt det som kærlighed gik ud på, beskyttede hinanden, støttede hinanden, stod op for hinanden og elskede hinanden for den de var, måske de havde deres forskelligheder og hvert deres synspunkt mange gange, men når alt kom til alt, så kunne de ikke undvære hinanden, sådan havde han det i hvert fald med hende. Han havde måske sine ar på grund af hende, men.. han fortrød det ikke, for det kunne han ikke, netop fordi han havde sat livet på spil for hende. Nu var de gift og havde tilmed fået den smukkeste lille prinsesse som datter og han ville beskytte hende som han gjorde med hendes mor, han ville forkæle hende og give hende alt hvad hun ville have! For kun det bedste af det bedste var godt nok til hans lille pige! Dog lå hans lille pige trygt i sin vugge, som han endda selv havde lavet til hende, og nu ville han nyde tiden med sin hustru, for det var trods alt deres bryllupsnat, selvom den vel lidt var ødelagt på grund af fødslen? Ilaria var udmattet, hvilket han også godt kunne forstå, så hvis hun valgte hvilen frem for ham, så havde han intet imod det. Sonic trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han roligt strøg hende over maven – noget som bare var blevet ham en vane for ham. ”Udmærket men du skal vide at jeg er stolt af at have en stor hustru,” svarede han stilfærdigt, selvom det lød forkert i hans ører, hvilket fik ham til at se lettere tænksomt rundt. ”Eller.. jeg er stolt af dig om du er stor eller ej,” tilføjede han roligt, selvom han var i tvivl om hun overhovedet ville blive tilfreds med det svar. Han endte med at rulle rundt og trække hende over sig. Nu hvor hun ikke længere var gravid, var det jo faktisk muligt. Han kluklo ganske let. ”Jeg tror bare at jeg tier stille,” mumlede han morende, som han skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys. ”Men jeg er stolt af at have dig som min hustru,” endte han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. ”Jeg er da mere engel end dig!” påpegede han drillende, som han slap en munter latter, selvom han selv endte med at tie, da han heller ikke ville ende med at vække den lille, for så faldt der da først brænde ned! Han vidste at det sikkert ville blive et mareridt de første par år, men.. han var villig til at prøve! Han trak roligt på smilebåndet til hendes ord, hvor han blot lod hende putte sig ind til ham, uden at hans armen forlod hendes krop, for han nød at han endelig kunne have hende tæt på. Han løftede hovedet en anelse, hvor han så at hun lukkede øjnene, hvilket fik ham til at fnise kort. ”Jeg er vant til at du hundser rundt med mig Ilaria.. det er der jo ikke ligefrem noget nyt i,” påpegede han drillende, som han strøg hende blidt over håret og videre ned over ryggen, for at få hende til at falde til ro.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at de havde været igennem meget for hinanden, også selvom det slet ikke var fordi at hun fortrød det mindste. Han var kommet hende til redning hver gang det havde været nødvendigt og det var selvfølgelig noget som hun virkelig var frygtelig glad for. Selvom hun ikke altid kunne vise det, så prøvede hun virkelig, også selvom det på ingen måder var nemt. At være isdæmon og derved også iskold, kynisk og indelukket var noget som gjorde det langt mere besværligt at arbejde med, også selvom han aldrig havde hånet hende for at sige noget som helst, hvilket selvfølgelig også var hende en utrolig stor hjælp. Hun var ikke bange for at åbne op, også selvom det bestemt heller ikke var nemt, men de prøvede da om ikke andet. Arrene som han bar for hendes skyld, var selvfølgelig noget som faktisk efterlod hende med en mindre samvittighed, men det var ligesom om at hendes forsvar – kulden, slet ikke havde bidt på den mand som havde kidnappet hende. At det jo så ikke var gået ud over deres lille datter var jo selvfølgelig noget som hun i den grad var noget så frygtelig glad for! Hun rystede stille på hovedet, himlede med øjnene, også selvom hun slet ikke kunne skjule latteren for ham, for det var da virkelig bare komisk at høre på! ”Jeg tror du gør klogt i at tie stille,” påpegede hun med et muntert smil på læben. Selvom hun var træt, hvilket som regel førte til at hun blev muggen, så var det ikke noget som rørte hende som sådan. Ikke denne gang, hvilket Så langt tid at han kunne leve med hende som hun var, så skulle hun selvfølgelig heller ikke klage over det. Selvom de havde deres op og nedture, så endte de altid i hinandens favn, de delte altid seng og de skænkede hinanden de samme kys og de samme kærtegn hvorvidt om de var gode venner eller ikke. De kunne ganske enkelt ikke undvære hinanden, selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste. Overhovedet! Hans strøg over hendes ryg og igennem hendes hår, var alt sammen noget som hun kun måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede dæmpet og med et stille smil på læben. Hun kunne slet ikke lade være med det nu hvor hun havde ham i nærheden af sig selv. ”En engel bliver du aldrig!” påpegede hun bestemt og alligevel med en morende undertone. Det var end ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet hvis hun ellers kunne blive fri for det. Han gjorde hende dog altid så godt til mode, også selvom hun kunne virke direkte vred eller irriteret, så var det som regel ikke hans skyld, men.. så meget andet. Hun vendte blikket op mod ham. ”Det ved jeg godt.. Men nu har jeg da ikke nogen undskyldning, har jeg?” spurgte hun roligt, som hun roligt lagde sig til rette ved ham, en anelse over ham og alligevel liggende ved hans side. Et sted hvor hun altid ville være i stand til at finde den ventede ro og tryghed. Den som hun altid havde været i stand til at søge i hans varme favntag.