Let the wedding begin!

[ilosonic]

At Ilosonic var blevet gift og far på én og samme aften, var noget som han slet ikke kunne forstå! Det hele føltes uvirkeligt, selvom at han prøvede at komme til fatning, men.. at se ned på den lille pige i Ilarias arme og vide at det var noget som de havde skabt.. det var bare ikke noget som han kunne fatte! Han havde aldrig troet at han skulle ende ud med at blive far, men.. her var de, nybagte forældre. Det var ærligtalt ikke noget som han kunne begribe, men det fyldte ham med glæde, lykke og varme at se ned på den lille pige i sine mors arme, det varmede om hans hjerte og selvom han kunne mærke det store ansvar hvile på hans skuldre, så vidste han at han ville være der for sin lille prinsesse, beskytte hende og holde hende sikker, uanset hvem som måtte prøve at true deres lille familie. Familie.. det var et ord han pludselig elskede! Han følte endelig at han kunne.. falde til ro, slappe af og give sig hen til nogle personer, som var en vigtig del af hans liv og som sad med en kæmpe betydning for ham. Han vidste godt at Ilaria havde sine dårlige sider, men det var trods alt også det som skilte hende ud fra resten af flokken, det var det som havde fanget ham fra starten af, og det som han havde forelsket sig i med tiden. Han kluklo ganske let til hendes ord. ”Måske jeg kan være flygtig, men jeg kunne aldrig drømme om at vie fra din side!” svarede han morende og dog sandfærdigt, hvor han trykkede hende tæt ind til sig og vendte blikket mod deres lille prinsesse, ”og da slet ikke ved sådan en vigtig anledning.” Et varmt smil gled over hans læber, ved at betragte den lille pige som hvilede i sin mors favn. Ilaria selv virkede nu heller ikke så imod tanken længere, ikke som hun havde givet udtryk for at være. Han vidste at hun havde hadet at være gravid, men.. i hans øjne var det virkelig det hele værd!
Det var måske tidligt at skulle døbe et barn, plus Sonic ikke engang vidste om Ilaria kunne stå op, for det måtte vel også have været udmattende? Men nu hvor Nathaniel allerede var her, så kunne de ligeså godt få det overstået, så de kunne gå hvert til sit og komme videre i livet. Nathaniel havde jo også sit at vende tilbage til, sin egen familie og det var heller ikke noget som han ønskede at holde hen, selvom.. det ikke lignede ham at være så … blød, men han måtte indrømme at han virkelig også havde forandret sig i den tid han havde boet her i Procias og med de ting han havde åbnet op for og de ting han havde været igennem. Han følte sig som en ny mand – en bedre mand. At hun kunne lide navnet, var noget som faktisk måtte glæde ham. Han havde måske ikke kendt noget til sin mor og han vidste ikke hvor hun var henne den dag i dag, hvis hun overhovedet var i live, men hendes navn kunne han i det mindste huske, og at opkalde sin egen datter efter hende, ville han ikke have det mindste imod! De rosenrøde læber spillede ud i et bredt og varmt smil. ”Udmærket!” endte han muntert, som han trykkede hende ind til sig. Han løftede den ene hånd og strøg den blidt over pigens lille hånd, hvor han kunne mærke hende gribe fat omkring hans finger. ”Vores lille Jacqueline,” hviskede han for sig selv og dog i en varm tone, uden at han tog blikket fra deres lille prinsesse. ”Kan du.. rejse dig?” spurgte han roligt og ikke mindst forsigtigt, for han ville jo heller ikke træde forkert eller tvinge hende til at være aktiv og komme op af sofaen når hun lige havde født! Men dåben kunne jo ligeså godt blive overstået og han vidste at Nathaniel også gerne ville hjem.

[Deleted]

Ilaria var virkelig udmattet selvom det slet ikke var noget som hun som sådan tog hensyn til. Hun havde fået sin ægtemand og hun var blevet mor. Alt sammen på en og samme aften, hvilket hun slet ikke kunne begribe! Det var virkelig en utrolig følelse at sidde igen med! Måske at hun havde fået lov til at knytte bånd på en anden måde, end det som hun ellers ville have gjort det. Tanken om at være gravid, var virkelig noget af det som hun måtte hade mere end det som hun kunne beskrive det, men der var nu heler ikke noget som hun kunne sige til det. Nu var det overstået og hun kunne være sammen med Sonic og deres lille prinsesse. At det var noget som de havde skabt i fællesskab og den tanke var virkelig.. som et mirakel. Hun var virkelig noget af det nydeligste som Ilaria nogensinde havde set! Hun lukkede øjnene let og lod sig mere end glædeligt trykke ind til Sonic. Det var her hun følte sig tryg og nu hvor stemningen havde sænket sig endnu en gang over dem med en glæde og en lykke, så var der heller ikke nogen grund til at skulle stå og være sur på hinanden. Hun trak vejret dybt, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hvem var det som sagde at en dvasianer ikke kunne opleve glæde, lys og lykke? For det var i den grad ikke rigtigt, for det kunne de i den grad godt! Hun smilede ganske let for sig selv, som hun roligt vendte blikket op mod ham endnu en gang. ”Det ved jeg godt, at du ikke vil,” forsikrede hun ham. Selv det at sige det åbent til ham, var heller ikke noget som hun gjorde særlig ofte, men nu hvor de var gift, og det var nemmere for hende at vide helt præcist hvad hun havde at forholde sig til, så var det også noget som faldt hende langt mere.. naturligt. Hun elskede ham og selvfølgelig ønskede hun også at vise ham det på denne her måde.
Måske at det var tidligt at få barnet døbt, men at få det overstået, ville hun heller ikke have det mindste imod på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun ville heller ikke have Nathaniel skulle komme rendende sådan hele tiden, netop for den ene anledning efter den anden, så hvorfor ikke tage det hele under et og så komme videre derfra? Hun trak vejret dybt, også som hun kunne se deres kære lille datter knuge fast om Sonics finger. Det var også først der, at det virkelig gik op for hende hvor lille hun egentlig var. At der fandtes væsner så lille, var slet ikke noget som hun kunne forstå! ”Vores lille Jacqueline,” sagde hun med et stille smil på læben. Det var faktisk et navn som hun rigtig godt kunne lide. Hun vendte blikket roligt op mod ham som han spurgte om hun kunne rejse sig. Hendes mine endte en anelse tænkende. ”Det.. det tror jeg da,” sagde hun roligt. Hun var bestemt heller ikke den som ville lægge sig ned og jamre et ’nej’, for hun var den som vidste hvad hun ville. Hun satte sig ganske forsigtigt op, hvor hun lod begge hænderne falde omkring deres lille datter som hun låste roligt ind mod sit eget bryst. Det kunne aldrig nogensinde falde hende ind at skulle gøre sin egen lille datter ondt! Det var hendes kæreste skat ved siden af Sonic! ”T-tager du hende? Så.. kan jeg prøve at rejse mig,” afsluttede hun ganske roligt. En dåb kunne hun vel godt klare at holde sig på benene for? Også selvom hun virkelig var ved at være frygtelig træt!

[ilosonic]

At det hele var kommet på én og samme tid, var noget som virkelig havde overrumplet Ilosonic. Det var utroligt at de var blevet gift, selvom at det føltes som flere dage siden, fordi at hun også havde født. Det burde jo slet ikke ske på samme aften! Men det var gjort alligevel. Et stille smil bredte sig over hans rosenrøde læber, ved synet af sin lille prinsesse der måtte hvile i sin mors arme, hans egen isdronning. De var de eneste tøser han ville have i sit liv, det var et løfte som han havde givet hende og et som han ville holde for hendes skyld! Han elskede hende, havde det bedste af det bedste, så hvorfor være hende utro og gå til en anden sølle kvinde, der ikke engang ville kunne hamle op med hende? Det ville da være det samme som at skyde sig selv i foden og kaste hele sin uvurderlige skat bort! Det havde han da slet ikke lyst til! Han ønskede at være der for hende, som han også ønskede at være der for sin egen lille datter. Han var bare.. bange for at han ville kludre i det, blive en elendig far der ikke ville kunne passe på sin egen familie. Han ønskede ikke at miste hverken Ilaria eller Jacqueline for noget som helst i verdenen! Og nu hvor barnet var født, den smukkeste lille pige han nogensinde havde set, og nok også den eneste han havde set, så følte han pludselig også hvordan det tunge ansvar hvilede på hans skuldre. Det var hans pligt at sørge for at familien var sikker, at der ikke skete dem noget, selvom han vel også havde gjort sin indsats allerede? Han havde bygget en kæmpe mur omkring sit hjem på under en måned, fordi han havde presset gud og hver mand til det sidste for at få sikkerheden skærpet. Han smilede ved hendes ord, hvor han lænede sig ind og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Det er jeg kun glad for at du siger,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende ganske let.
At se den lille hånd tage fat omkring Sonics finger var noget som næsten måtte forundre ham, for.. hun var så lille! Hun var dog smuk, hun bar tydelige træk efter sin mor, selvom der også var visse efter ham selv. Et smil gled over hans læber. Han vidste godt at han ikke var en særlig populær mand, han vidste godt at han havde gjort sig fjender med mere eller mindre alle han havde mødt, men.. hvorfor skulle han ikke fortjene at få en familie, finde lykken og kærligheden? Han havde aldrig nogensinde følt sig så.. glad og lykkelig som han gjorde i øjeblikket. Ilaria havde virkelig skænket ham alt det som han aldrig rigtig havde haft; en familie. En familie han elskede, som han ønskede at kæmpe for og holde sammen på og beskytte! Han blinkede let med øjnene. ”.. S-skal.. skal jeg holde hende?” Han vendte blikket næsten nervøst mod den lille pige. Hvad nu hvis han ikke engang kunne finde ud af det? Hvad nu hvis.. han tabte hende? Eller at han holdt for hårdt om hende? Kom til at skade hende ved et uheld? Han endte næsten helt bleg i hovedet ved de tanker. Han rømmede sig ganske let, mest for at få kontrol over sig selv og mande sig op, for hvor svært kunne det være?! Han rejste sig ganske roligt fra sofaen, inden han tog fat omkring den lille pige, hvor han holdt hende ind til sig. Et muntert smil gled over hans læber, som blikket faldt på den lille pige hans arme. Hans lille prinsesse. Han strøg hende blidt over kinden, inden han vendte blikket mod Ilaria. Han lod Jacqueline hvile på hans ene underarm ind til hans krop, inden han lod den anden søge omkring Ilarias krop, for at hjælpe hende op på benene igen. ”Støt dig til mig, min kære,” opfordrede han roligt.

[Deleted]

Ilaria var virkelig træt og udmattet. Det hele var virkelig bare faldet som en bombe for hende på en gang, og det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Det var først nu hvor hun lå med sin elskede lille datter på brystet, at det virkelig var gået op for hende, at hun var blevet mor. Den smerte som hun måtte udholde for denne lille pige, var ganske enkelt utroligt! Nu hvor hun kunne forstå hvad det var som måtte binde en mor til sin lille datter. En kraftig fornemmelse og følelse af, at dette var noget som hun i sandhed burde beskytte og med alt det som hun overhovedet ville være i stand til at gøre brug af! Sonic kunne bruge ilden og hun havde isen og deres lille datter havde jo faktisk begge dele, hvilket var en tanke som morede hende. Hun trak vejret dybt, hvor hun selv måtte vende blikket mod Sonic. Selv var hun træt og det var tydeligt. Hun var udmattet, kroppen var slap og skreg efter at få hvile, selvom det slet ikke var noget som hun ville lige nu! Ikke nu hvor Nathaniel stod der og hun stadig skulle vise sig som den stærke, for det var hun i den grad nødt til! Sonic skulle virkelig ikke være bange for at kludre i det. De havde skændes mere eller mindre hver evig eneste dag og hun var der endnu, hvilket vel egentlig også måtte sige bare en smule? At hun virkelig elskede ham og slet ikke ønskede at miste ham for noget i denne verden? For det ønskede hun virkelig ikke! Hun sendte ham et træt og udmattet smil. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skulle ændre for hans vedkommende, for det var egentlig bare sådan at tingene måtte være. ”Jeg kender dig, Sonic.. Du har ikke svigtet mig,” tilføjede hun dæmpet. I den grad var det noget af en indrømmelse, men.. hun ønskede at lade ham vide det.
Ilaria ønskede at Sonic skulle holde deres lille datter. Hun ville uanset ikke kunne komme op at stå med den lille på armene, for hun brugte jo trods alt dem begge for at holde hende! At Sonic måtte mande sig op først, var noget som direkte fik hende til at smile, for det var simpelthen bare for morsomt! Hun vendte blikket morende mod ham. ”Er du bange for at tage hende?” spurgte hun næsten drillende. Ikke fordi at det var noget som hun ville sige det mindste til, for det var jo egentlig bare sådan at tingene nu end måtte være. At han rejste sig og tog imod hende, havde hun nu ikke noget imod, for hun var fuldkommen overbevist om at det nok skulle gå. Hun trak vejret dybt. Stadig havde hun ondt i underlivet, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til direkte, for han skulle heller ikke tro at hun ville begynde med at pibe på grund af det! Hun lukkede øjnene ganske let og med et ganske svagt suk, idet hun prøvede at komme op, selvom hun dog tog imod hans tilbud, tog fat i ham og stillede sig i hans favn i stedet for. også selvom den var varm og hun havde brug for hvile – hvilket ville sige, at hun havde brug for kulden i stedet for, så sagde hun intet til det. Det var generelt bare dejligt at have ham ved sig. Bedre kunne det bestemt heller ikke blive! Hun lukkede hånden stille omkring hans flotte tøj. ”Så lad os få det overstået,” afsluttede hun roligt og ikke mindst med en stilfærdig mine. Jo før de kunne få det hele overstået, jo bedre ville det i den grad også blive!

[ilosonic]

At Ilosonic og Ilaria skulle ende så tætte på hinanden, ende med at blive gift og tilmed få et barn sammen, havde han slet ikke troet, og da slet ikke under deres første møde på slagmarken! Der havde de endda kæmpet imod hinanden, selvom at han havde overvundet hende og havde været tæt på at skænke hende et kys, hvilket var noget som måtte more ham, når de tænkte på at de kyssede hinanden som var det ingenting den dag i dag, men han huskede tydeligt hendes trussel, hvis han havde kysset hende dengang; hun ville gøre ham et hoved mindre. Hun havde dog overbevist ham om at hun var værdig, for hun var ikke som de andre kvinder, og han vidste at hun heller aldrig ville blive det, selvom at hun dog havde skudt deres første unge ud, noget der selv måtte more ham, når man tænkte på at hun havde sagt at det aldrig ville blive hende. Hun havde taget med ham til Procias, hvor han havde reddet hende ved grænsemuren, og tilmed reddet hende da hun var blevet ramt af pesten, hvor hun havde plejet hans sår, som han også havde plejet hende i hendes sygeforløb. Hun var godt nok gået glip af alt det sjove ude i marken og med det at starte oprøret, men hvis hun ikke var endt syg, så var de måske aldrig kommet så tæt ind på hinanden, så han fortryder det bestemt ikke! De var endt så tæt, at han var gået hen og faldet for hende, selvom det også havde resulteret i hendes graviditet, han var kommet så tæt på hende, at han ville gøre alt for hende, hvor han uden at tøve havde fulgt efter hende, da Julien havde kidnappet hende, selvom det havde kostet ham sit højre øje, der var fuldstændig vansiret. Nu stod de som mand og hustru, de havde fået den smukkeste lille datter på én og samme aften og han fortrød ærligtalt intet som han havde været igennem med hende. Han elskede hende, hvilket han ikke engang ville tøve med at fortælle hende! Utroligt nok, når man tænkte på hvilken flyvsk og indelukket mand han havde været, men det beviste at selv den største enspænder kunne finde en partner. Han smilede til hendes ord. ”Jeg vil aldrig svigte dig Ilaria,” lovede han i en kærlig tone, som han skænkede hendes kind et blidt kys.
At hun lavede sjov med at Sonic ikke turde at tage omkring den lille pige, fik ham til at skule olmt mod hende. Han fandt det ikke sjovt! Men han var bare.. bange for at han ville gøre den lille pige ondt, hun var jo så lille og skrøbelig og kunne næsten brække noget ved bare at røre ved hende! ”Nej jeg er ej!” vrissede han let, som han vendte blikket mod pigen, ”hun er bare.. så lille.” Han ønskede ikke at gøre hende ondt, utroligt nok, for han var slet ikke fadertypen, eller.. det vidste han jo faktisk ikke om han var, men det fandt han vel ud af? Han ville i hvert fald bare gøre sin indsats for den lille. At Ilaria tog fat i omkring hans tøj, havde han intet imod, hvor han blot hjalp hende op at stå, med den ene arm omkring hende, så hun kunne støtte sig ind til ham, imens han bar den lille pige i den anden arm. ”Det skal nok gå hurtigt,” svarede han dæmpet. Han ville heller ikke hænge på en gnaven Ilaria, fordi han trak hende ud af sengen når hun lige havde født, for han forstod godt at hun var træt og udkørt, og hun fik skam lov til at hvile så længe hun ville! Han hjalp hende med stille og rolige skridt ud af stuen, hvor han vendte det mørke øje imod Nathaniels skikkelse. Han var ikke gået endnu, men det turde han jo nok heller ikke. ”Vi er klar,” svarede han stilfærdigt. Han havde personligt sørget for at der var en døbefont i kapellet, så det hele var klart og det ikke først skulle bygges, det eneste de manglede var selve ceremonien, så de kunne navngive deres lille datter.

[Deleted]

Når man tænkte over det, så var det næsten skræmmende hvor meget Ilaria og Sonic allerede havde været igennem for hinanden og det var næsten en skræmmende tanke set i hendes øjne. Ikke fordi at hun på nogen måde fortrød! Men deres første møde taget i betragtning, så havde hun aldrig nogensinde regnet med at de nogensinde skulle stå i en situation som denne her; De var blevet gift og ikke nok med at de kunne kalde sig for mand og hustru, så kunne de faktisk også kalde sig for nybagte forældre, hvilket i den grad var det som hun havde størst problemer med at skulle sluge bare sådan uden videre. Hun måtte erkende, at det hele var meget nemmere også nu hvor hun havde ham ved sig, at hun havde ham at søge til og hans favn at finde trøst og beskyttelse i, for han var også den første som hun havde valgt at åbne op overfor på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen som havde oplevet set fra hendes side af før. Nu hvor hun havde alt det som hun kunne tænke sig til, var nødvendigt og det som hun nogensinde kunne ønske sig, så var hun i den grad også fuldkommen tilfreds med alt det her som skete omkring hende. Hun sendte Sonic et stille smil som han havde rejst sig op for at tage den lille pige. Hun havde gjort lidt sjov med det, men også for at vise at hun faktisk godt kunne have lidt humor selv på trods af, at hun faktisk var ved at være godt træt efterhånden! ”Det ved jeg godt.. Derfor må vi passe på hende..” Hun vendte blikket op mod Sonic. At han ville gøre sit, var hun slet ikke i tvivl om, for han havde jo faktisk også glædet sig langt mere til dette, end det som hun havde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt.
At hun direkte måtte klamre sig til Sonic for at komme op, også selvom hendes ben truet med at knække under hende. Det var frygtelig længe siden at hun havde været så udmattet og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om, men det var jo egentlig bare at acceptere det nu hvor hun havde muligheden for det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille mod hans skikkelse og så mod den lille pige som lod sine små næver række op efter sin far, som hun ønskede at komme tættere på, var noget som kun fik hende til at smile. Under og igennem alt dette, så havde hun virkelig glemt at Nathaniel faktisk stod der, da det først var da Sonic henvendte sig til ham, at hun kom i tanker om det. Hun vendte blikket og hele sin opmærksomhed mod ham, hvor hun selv næsten automatisk prøvede at stå af sig selv, selvom det heller ikke ville helt som hun ville, hvilket i den grad også var hende en frustrerende tanke og endda frygtelig meget, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Og det skal gerne gå lidt tjept!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Selv kunne den gode og gamle Ilaria godt vise sig en smule, den mere kommanderende og bestemmende type som hun altid havde været, for.. ja, hvorfor skulle hun da vise sig svag overfor en mand som Nathaniel?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde mere eller mindre bare gjort klogt i at skulle holde sig en anelse på afstand. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han ville egentlig bare gerne hjem, så det at de kunne bestemme sig for et navn så hurtigt, gjorde ham bestemt heller ikke det mindste. Han kunne udmærket godt se at Ilaria var udmattet, hvilket hun også godt kunne forstå, for hun havde lige været igennem en noget kompliceret vielse, for ikke at glemme, at fødslen af denne vidunderlige lille pige fulgte. Som han kunne se og havde nået at konstatere, så fejlede tøsen ikke det mindste, så han selv var ganske rolig. Nu hvor han havde været der igennem temmelig mange fødsler, så var det vel også kun rent held at det var sket i aften, nu hvor han havde været til stede alligevel? Umiddelbart fordi at Sonic var den mand som han var, så tvivlede han på at nogen i det hele taget ville hjælpe dem ved denne fødsel, hvis han ikke havde været der. Det var jo heller ikke fordi at han kunne få sig selv til at skulle vende dem ryggen i nødens stund, for det var slet ikke det som han havde været ude på, på nogen måde overhovedet! Han blev roligt stående og med armene korslagte på sit bryst og afventende til at de var klar. Umiddelbart ville han hellere have at Ilaria blev liggende, for det var tydeligt, at hun ikke kunne holde til stort mere end det som hun havde været igennem, og han kunne i den grad også godt forstå det! Det var heller ikke fordi at han ville se på udmattelse som en svaghed, for det var også noget som havde ramt ham også og endda adskillige gange, og det var bestemt heller ikke altid sjovt!
At han havde været lidt glemt igennem dette forløb, var nu heller ikke noget som han sagde det mindste til. Han ville egentlig bare gerne have at de tog det hele som det kom til dem, om han så skulle stå der i timer endnu, så var han skam også en mand af utrolig tålmodighed og specielt når det kom til noget som dette. At de jo så endelig måtte henvende sig til ham, var noget som let måtte rive ham ud af hans egen trancelignende tilstand, for han havde virkelig stået i sine egne tanker igennem.. alt for lang tid! Han vendte blikket mod dem og med den samme rolige mine. At se Sonic stå der med sin lille pige på armen og med Ilaria ved siden af sig, fik et svagt smil til at brede sig på hans læber. Han vidste udmærket godt, at Sonic stod med hans direkte frie vilje i hans hule hånd, men det at nægte noget så smukt som en vielse og barnedåb, var nu heller ikke noget som han ønskede. Selv i hans øjne, så skulle de have lov til at opleve lidt fremgang og lidt medgang for en gangs skyld, for han vidste udmærket godt, at der var alt for mange mennesker som var imod Sonic. Personligt så havde han intet imod manden, for han havde jo aldrig gjort ham noget, men mordet på Keischa som han vidste at manden havde begået, men ikke kunne bevise, var i den grad en grund nok, også set i hans øjne! Han nikkede. ”Udmærket.. Så lad os få det gjort,” sagde han roligt som han skubbede sig en anelse væk fra dørkarmen. Døbefonden havde han set ude ved kapellet, så han gik automatisk ud fra, at de skulle derud igen. ”Efter Dem,” afsluttede han roligt og tydeligt henvendt til Sonic. Her var han faktisk underdanig.

[ilosonic]

At Ilaria var udmattet vidste Ilosonic godt, og han vidste også godt at det var meget at forlange af hende, at hun skulle rejse sig når hun lige havde født, faktisk måtte det efterlade ham med en mindre samvittighed, for han ville faktisk gerne have at hun blev indenfor og hvilede, men han tvivlede også på at hun ville gå glip af deres lille prinsesses dåb, så hun var sikkert blevet irriteret hvis han havde bedt hende om at vente indenfor imens han gik ud og fik deres datter døbt, så hvorfor ikke bare gå direkte til sagen? Han skulle jo nok støtte hende og sørge for at den lille pige var i sikkerhed. Han nikkede ganske medgivende til hendes ord. ”Jeg vil gøre alt for at passe på hende! Og hendes mor med,” svarede han stilfærdigt, som han sendte Ilaria et skævt og dog kærligt smil. Efter kidnapningen var det virkelig gået op for ham at han ikke kunne undvære hende og at han ønskede hende sikker, så for hendes skyld og dengang deres kommende lille, havde han skærpet sikkerheden på stedet, hvilket vel også sagde en del? Det kunne jo ikke passe at de ikke kunne være ude i deres egen have og se sig over deres skuldre for at være sikker på at der ikke var nogen! Et mildt og morende smil gled over hans læber, som han betragtede hvordan Jacqueline måtte række sine hænder op imod ham, hvor et skær af lykke var i hans mørke øje. Han løftede hende en anelse op, så hun kunne slå armene omkring hans hals og hvile ind mod hans bryst og skulder, dog holdt han hende godt fast, så han var sikker på at han ikke tabte hende, desuden var hun så lille at han uden besvær kunne holde hende med en enkelt hånd. Blikket vendte han roligt mod Nathaniel, hvor han også tydeligt kunne mærke hvordan Ilaria prøvede at stå selv, selvom han vidste at hendes krop ikke var stærk nok til det, for hun var stadig udmattet og havde brug for hvilen. Han lænede sig ganske let ind mod hende. ”Tag den nu med ro kæreste,” bad han i en hviskende tone, som han trykkede hende godt ind til sig, så hun havde noget at støtte sig op af. Måske han ikke kendte Nathaniel personligt, men han havde hørt en masse om manden og i den tid han havde været her, så havde han allerede fået indblikket af ham, at han ikke var en dømmende mand, han tog tingene som de kom, og han hånede ikke folk medmindre nogen havde pisset ham af, så hvorfor skulle Nathaniel håne Ilaria for at være udmattet? Manden forstod vel hvorfor? Men det var vel også bare Ilaria i en nøddeskal? At Nathaniel direkte brugte den formelle tone overfor ham, forundrede ham dog, hvilket også fik ham til at vende blikket lettere overrasket mod ham. Efter Dem? Et sted fortjente han vel ikke mandens respekt? Hvis han da overhovedet havde vundet den, men i så fald fortjente han ikke denne venlighed, hans hjælp eller noget lignende, for han gjorde jo ikke andet end at udnytte manden, fordi han havde mandens vilje, selvom.. hvorfor var han nu begyndt at få dårlig samvittighed?! Han var blevet blød af at bo i Procias! Men det var også fordi at han var født her, han var en oprindelig procianer og hvis det ikke var for Ilaria var han sikkert endt med at blive blødsøden og god igen! Han rystede let på hovedet, inden han gjorde et kort nik mod døren. ”Efter dig, jeg har.. hænderne fulde,” svarede han stilfærdigt, hvor et lille skævt smil gled over hans læber. Han kunne ikke selv åbne døren, desuden så behøvede manden heller ikke være så.. formel overfor ham, for det havde han slet ikke fortjent.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun burde blive liggende, selvom dette alt sammen var noget som hun slet ikke ville undgå eller undvære for noget som helst. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte regnede med at skulle få flere unger, for det at føde, var faktisk noget som gjorde forbandet ondt! For ikke at glemme, at hun følte sig helt omtumlet bagefter og det heller ikke var noget som hun brød sig om, for hun var altid ved sine fulde fem og det var slet ikke noget som hun følte det for øjeblikket og det var virkelig noget som hun kun måtte hade og mere end det som hun kunne beskrive! Sonic passede godt på deres lille prinsesse, så meget var hun dog klar over, også selvom det nu heller ikke gjorde hende noget. Umiddelbart så ville hun næsten gætte sig til, at det var ham som kom til at tage det mindste, for nu havde hun kæmpet med det igennem de sidste lange 9 måneder, så nu havde hun virkelig fået nok og havde brug for en pause! Hun sendte ham et stille smil. ”Så er det også godt at prinsessens mor også kan passe på sig selv,” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske stilfærdig stemme. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for det kunne hun jo godt. Også selvom hun virkelig nød det faktum, når han puslede om hende på denne her måde. Det var altid rart. Kidnapningen havde virkelig været en opvækker for dem begge to – selv for hende, så var det gået op for hende og endda noget så kraftigt, at hun slet ikke kunne undvære ham for noget som helst. At se ham gå igennem den smerte for hendes skyld, var noget som endda havde efterladt hende med en frygtelig samvittighed, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun havde aldrig nogensinde haft samvittighed overfor noget som helst før!
Nathaniel skulle bare ikke have lov til at se hende svag eller svækket på nogen som helst måde overhovedet. der var grunde til at hun gjorde som hun gjorde det, og det var udelukkende derfor! Hun kunne godt mærke, at hendes ben var ved at give efter under hende, selvom det var noget som hun virkelig bare prøvede at se væk fra, også selvom det virkelig heller ikke var helt nemt altid. ”Jeg er også rolig,” påpegede hun med en ganske stilfærdig stemme. Måske at Nathaniel ikke så på hende som en svag, men hun ville være stærk og dette var en måde hvorpå at hun kunne gøre det, så selvfølgelig gjorde hun det da! At Nathaniel tog den formelle tone i brug, var noget som hun faktisk godt kunne lide, for manden underkastede sig faktisk dem. Ikke fordi at det var en tanke som hun havde det mindste imod på nogen måde overhovedet! Hun smilede let tilfredst for sig selv, som hun vendte sig mod Sonic. Han havde hende og han havde deres lille datter. ”Åben dog for pokker da bare den dør!” vrissede hun ganske let. Måske at hun ikke havde retten til at skulle tage den tone i brug, men hun gjorde det altså alligevel. Hun var træt, hun var udmattet og ville egentlig bare gerne have det overstået, så hun igen ville være i stand til at komme ned at ligge. Hun havde brug for at sove lidt, for hun var virkelig, virkelig træt! Utroligt at en fødsel kunne tage sådan på en kvinde, men det kunne den, men at misse dåben på grund af en sølle træthed, var slet ikke noget som kom på tale!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at Ilaria slet ikke var en svag kvinde. Ikke fordi at han ville dømme hende, for det havde han virkelig ikke nogen som helst ret til på nogen måde i det hele taget. Han blev roligt stående og med blikket hvilende på dem. Den lille pige så frisk som intet andet, var noget som kun måtte få ham til at smile, for det glædet ham faktisk bare at se hende ligge der – trygt på sin fars arm og tydeligt også med en følelse af at være tryg, så kunne det jo heller ikke blive andet. Derimod med Ilaria på den anden side, så var det også tydeligt, at hun var en som ikke var bange for at koste rundt med folk, også selvom han nu ikke havde nogen som helst grund til at lystre hende, når det var Sonic som kunne få ham til så at sige, alt det som han havde lyst til, selvom han nu måtte anse dette som noget indenfor retfærdighedens grænse. At være høflig og en anelse formel. At Sonic i sandhed måtte elske hende, var noget som allerede var gået så tydeligt op for ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til direkte. At finde et par som en nemesis, var ikke noget som skete så ofte i disse dage, hvilket kun gjorde det langt mere fascinerende, for det forundrede ham virkelig at de kunne holde hinanden ud, og specielt hvis det var den attitude som hun lagde for dagen! Armene forblev roligt hvilende over kors på hans faste bryst og med den samme mine i retningen af dem. Bevidst så valgte han at ignorere Ilaria, udelukkende fordi at det var den tone som hun tog i brug, for det var bestemt heller ikke noget som han måtte finde sig i! Den yndige lille pige som Sonic tog helt ind i favnen, så var det også tydeligt at han elskede hende. I bund og grund, så var han nu temmelig sikker på at den lille tøs nok skulle få det godt ved dem.
Som han bevidst valgte at ignorere Ilaria, så var hele hans opmærksomhed vendt i retningen af Sonic. Respekt hvilede i hans blik, udelukkende også fordi at han formåede at holde skansen på denne her måde. Det var vel heller ikke fordi at det var så nemt igen? Han nikkede mod ham og med et skævt smil på læben. Han stod dog alligevel fast på at det var greven og familien som skulle gå først. Præsten var jo for sit vis ganske underdanig på denne her måde, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte forekomme sig. Han bakkede let, så han nåede hen til døren som han valgte at åbne for dem. ”Efter Dem,” gentog han roligt og med en ganske stilfærdig mine, som han vendte sig mod dem endnu en gang og med en ellers frygtelig beslutsom mine. Der var nemlig ikke nogen grund til noget andet. Sonic var ikke en decideret slem mand, selvom det dog ikke ændrede på alt det som han havde gjort, og det var det som han havde et stort problem med at acceptere! Blikket gled skiftevis fra den lille pige, til Ilaria med den faste mine og så til Sonic som selv tydeligt måtte stå med en glæde som var umulig ikke at lægge mærke til. Døren holdt han oppe, netop ved at stå op af den, så den var åbnet helt op, så han med lethed ville kunne komme igennem der med kone og sin lille datter – den lille Jacqueline. Hvis han huskede rigtigt, så var det jo faktisk navnet på Sonics mor.

[ilosonic]

Nu hvor barnet var født, den smukkeste lille pige, så kunne Ilosonic ikke lade vær med at føle glæde ved at se på hende, der var ingen tvivl om at han elskede hende, og han agtede at passe utrolig godt på hende, præcis som han gjorde med pigens mor, for Ilaria havde han jo også reddet et par gange efterhånden, ikke fordi at han havde noget imod det, faktisk nød han at være helten på den vide hest, hendes helt og redningsmand om ikke andet, for havde det været en anden kvinde havde han jo nok set sort på det. Det var kun Ilaria der havde haft og stadig havde den betydning for ham, han ville kaste alt han havde i hænderne for hendes skyld, som han havde gjort da hun var blevet kidnappet, og han ønskede at gøre det samme for hans lille prinsesse. Han så allerede frem til at se hende vokse op, se hvilken smuk lille pige hun ville blive til, se om hun ville ligne mest sin mor eller sin far, eller om hun måske bar nye og smukke træk. Han var dog også sikker på at tøsen nok skulle blive en udfordring af den grund, for småbørn havde sin tendens til at skrige når de var utilfredse, kede af det, var sultne og mere eller mindre hvis der bare var det mindste! Og han var sikker på at det nok skulle drive ham til vanvid med tiden. Han vendte blikket mod Ilaria ved hendes ord. Han vidste godt at hun kunne passe på sig selv, hvilket også var det som han nød ved hende, men.. med alle de gange han havde reddet hende, så kunne han ikke lade vær med at nyde at være den som passede på hende. ”Men hvor mange gange har jeg ikke lige reddet prinsessens mor? Så hvad skulle du dog gøre uden mig?” spurgte han drillende, som han lænede sig ind og skænkede hendes skulder et blidt kys. Han elskede hende og havde intet imod at hun havde brug for ham, at han kunne redde hende af og til, for han elskede virkelig at være hendes beskytter! Og nu havde han fået endnu en smuk tøs at beskytte, hans egen lille Jacqueline.
At Ilaria absolut skulle mande sig op bare fordi at de havde besøg af Nathaniel, gjorde Sonic ikke noget ved, for han kendte hende jo trods alt, det var ligegyldigt om det så havde været et af tjenestefolkene, så havde hun stadig prøvet at vise sig stærk. Det forundrede ham bare at hun ikke selv kunne se det, for udmattelse var ikke det samme som at være svag, det var trods alt forståeligt at hun var træt i kroppen, for hun havde for pokker da lige født! At hun skulle vrisse af Nathaniel med at åbne døren, fik ham blot til at himle svagt med øjnene. Nok han havde mandens vilje, men han respekterede faktisk ham, og han var ham dybt taknemlig for hjælpen. Han lænede hovedet en anelse ind mod Nathaniel som skulle han til at hviske ham noget. ”Og det skal jeg leve med hver dag,” hviskede han en anelse drillende, skønt det jo faktisk var sandt, et sted for at Nathaniel ikke skulle tage sig af Ilaria, selvom hans ord også var henvendt til hende, for han vidste at hun kunne høre ham. Han stoppede roligt, som Nathaniel trådte hen til døren for at åbne den for dem. At han så stadig insisterede på at de gik først forundrede ham et sted, selvom han dog valgte at nikke taknemligt, inden han steppede forbi Nathaniel og ud af døren sammen med Ilaria og den lille Jacqueline ind mod sit bryst og sin skulder. Han gik med rolige og langsomme skridt hen imod kapellet igen, hvor døbefonten måtte stå. ”Så kan vi snart komme i gang,” sagde han roligt, henvendt til Ilaria, for han vidste at hun var træt og bare ønskede det overstået. Han så sig let over skulderen og tilbage mod Nathaniel hvor han gjorde et let kast mod kapellet, som tegn til at han skulle gå i forvejen og gøre det hele klart, så han kunne tage imod Jacqueline, når Sonic selv kom så langt.

[Deleted]

Den mest yndige lille pige som Ilaria nogensinde havde set, var deres datter. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for hun ville med selv den største glæde, gå frem og vise sin lille skønne prinsesse frem. Selvom hun ikke var den fødte mor, så ønskede hun kun sin lille pige det bedste og det var i den grad også med alt hvad det nu måtte indebære, om det jo så var noget som hun ville indrømme eller ikke. Det var ikke nemt for hende at komme frem med og specielt heller ikke bare sådan her, men hun havde ikke noget andet valg. Hun havde denne lille pige og det var deres elskede lille datter, så selvfølgelig var det noget som hun ønskede for hende! Kun det bedste ville vise sig at blive godt nok, også selvom hun vidste at det nok skulle vise sig at blive livets hårdeste udfordring, så var hun heller ikke bange for at kaste sig ud i det, nu hvor hun også havde Sonic ved sig. Han gjorde et eller andet ved hende, som hun bare ikke kunne beskrive med ord, hvilket i den grad også var noget som gjorde det til noget langt mere specielt, også set i hendes øjne. Hun vidste ikke helt præcist hvad det var, men hun nød i den grad af det. Hun himlede ganske let med øjnene og med et stille smil på læben, som hun vendte sig mod ham. Hun var virkelig for træt til at hidse sig op omkring disse småting, så meget vidste hun. ”Jeg ved at du nyder det, Sonic,” påpegede hun roligt, som hun støttede sig op til ham. Ikke fordi at hun havde noget andet valg, for hendes ben kunne knapt nok bære hende!
At Nathaniel stod der, var en grund alene til at skulle vise sig fra sin stolte og stærke side, for hun var bestemt heller ikke svag og det var også noget af det som hun så brændende ønskede at få frem på denne her måde, også selvom det slet ikke var nemt! Hun tog den faste tone i brug, udelukkende for at vise at hun ikke var bange for at kommandere rundt med folk, for det var der jo heller ikke nogen verdens grund til. At han så valgte at ignorere hende, var faktisk noget af det som gjorde hende langt mere sur og utilfreds end det som hun ellers ville have været. ”Hey!” endte hun med en fast mine i retningen af Sonic. Det var vel heller ikke fordi at hun var så slem igen? I så fald, så havde han vel heller ikke valgt at gifte sig med hende? Det var sådan at hun måtte se på det, men det var jo så bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg er altså ikke så slem!” endte hun med en tydelig utilfreds mine. Nok var hun træt, men hun kunne i den grad stadig bosse rundt hvis det var det som hun havde lyst til og det var noget som han i den grad nok skulle vise dem! Som de passerede Nathaniel på vejen, så sendte hun ham blot den samme typiske faste mine som hun altid havde gjort det fra før af, idet hun vendte blikket mod Sonic igen. Så snart et var overstået, så ville hun ned at ligge. Hun havde virkelig bare brug for at slappe af efterhånden! ”Jeg ser frem til det,” erkendte hun ærligt. Det var nu heller ikke noget som hun gjorde særlig ofte, men nu hvor hun stod i situationen, så kunne hun i den grad godt mærke, at hun havde brug for noget hvile og alene tanken om det, var noget som gjorde godt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel valgte nu bevidst at ignorere Ilaria, udelukkende fordi at det var den tone som hun valgte at tage i brug overfor ham. Måske at han stod der fordi at han ikke rigtigt havde noget andet valg, men alligevel af den grund, så skulle det hele altså også gøres ordentligt og det var noget som han også gik meget op i! Han kunne ikke gå hen og nægte noget som helst i denne situation, hvilket et sted selvfølgelig også var noget som måtte frustrere ham, men.. et sted så gjorde det ham heller ikke rigtigt noget? Han var en mand som ikke dømte hvis han kunne blive fri for det og nu hvor han også kunne se at der var relativt gode intentioner også i Sonic, så hvorfor skulle han da nægte noget så smukt som en vielse eller en barnedåb? Også selvom det hele var foregået en anelse utraditionelt, hvilket var noget som klart også måtte gøre ham fascineret. Så gammel som han måtte være efterhånden, så var han virkelig frygtelig traditionel af sig. Det hele skulle gøres som det altid var sket før i tiden og uden ændringer. Nu stod han i denne situation og nu havde han ikke rigtigt noget andet valg. Uanset hvad, så skulle man tale i en ordentlig tone til ham. Det var vel også derfor at han kom meget bedre ud af det med Sonic? Nu var navnet valgt og selve begivenheden behøvede heller ikke at være særlig lang. Desuden så nægtede han at tro på at det var noget som Ilaria ville holde til, selvom det nok var noget som hun ville være ganske uenig med ham i, men det var nu bare sådan at det måtte være. Der var ikke nogen grund til at skulle gøre noget andet ved det, hvis han ellers kunne blive fri for det. Han nikkede mod Sonic og med et skævt smil på læben. ”Jeg misunder dig slet ikke,” påpegede han roligt og næsten morende et sted? Det i sig selv, var heller ikke noget som lignede ham, men nu skete det altså alligevel. Han havde fundet ud af mandens intentioner og hvad han ønskede, også selvom det ikke var til at sige hvad der ville ske ud i fremtiden, men det var vel også noget som de ville finde ud af? Han håbede dog bare at han kunne færdiggøre denne form for arbejde allerede i aften, så han ville slippe for at tænke på noget som dette nogensinde igen!
Nathaniel lod dem roligt passere ham i døren, hvor han fulgte dem med blikket. Så snart han forlod døren igen, så faldt den i efter dem, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af, så var det jo egentlig mere det faktum, at han bare gerne ville have alt det her overstået og helst så hurtigt som det nu ville være ham menneskelig muligt at gøre det. De mørke øjne fulgte dem roligt, også selvom det ikke gik så hurtigt igen, så tog han dog hurtigt Sonics tegn til sig. At han skulle gå i forvejen, var noget som han gjorde, hvilket Ilaria så heller ikke ville have det største imod? Om ikke andet, så var dette også noget som han bare gerne ønskede at få overstået, så han igen ville være i stand til at komme hjem til sin egen familie. Ikke fordi at et vel var noget som kunne forundre nogen som helst? Ligesom Sonic, så havde han fundet den familie som han skulle have og det var dem som han var faldet til ro med, hvilket var noget som glædet ham noget så frygteligt! Kraven rettede han på, som han bad en af tjenerne om at hente vand, så de kunne få fyldt døbefonden op. Hvis de ville have hende døbt, så skulle det hele også gøres ordentligt! Han ville have det hele parat til at de ville stå med den kære lille pige på armene.

[ilosonic]

Hvorfor Ilosonic lige var faldet for Ilaria var ham stadig ukendt, hun burde egentlig være alt det som han hadede, hun var hans nemesis, hun var kold, selvisk, ubarmhjertig, kommanderede rundt med folk, var dominerende, fandt sig i intet, hun var rapkæftet og alligevel var han faldet pladask for hende. Det var dog tydeligt at se ændringer, ved dem begge, for han heller ikke den samme enspænder som han havde været før, nu hvor han havde fået Ilaria og Jacqueline, så havde alt virkelig ændret sig for hans del. Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske medgivende. ”Selvfølgelig nyder jeg det,” svarede han stilfærdigt. Han nød at være hendes redningsmand, selvom han normalt havde været fuldstændig ligeglad, for hvad skulle en simpel tøs betyde for ham? Ilaria betød alverdens for ham, hvilket han også håbede at hun vidste, for han ville virkelig gøre alt for at hun var i sikkerhed, at hun havde det godt, og det samme med deres nyfødte lille prinsesse, som virkelig var den mest smukke pige han nogensinde havde set! Det var måske tidligt at hun skulle døbes, men de kunne vel ligeså godt få det overstået med det samme? Han gad snart ikke at skulle til at tænke på en døb længere henne, nu hvor hun var kommet til verdenen og de alle sammen var klædt på til det, så kunne de jo ligeså godt få det overstået, selvom det dog ikke var med ren samvittighed, for han havde det dårligt med at skulle hive Ilaria ud af sengen, specielt når hun var så afkræftet og havde brug for at ligge ned og finde hvile. Men han ville personligt sørge for at hun kom til at hvile når de var færdige med dåben! Et morende smil gled over hans rosenrøde læber ved Nathaniels ord. Hvem ville egentlig misunde ham for at have en kommanderende hustru? Ærligtalt ville han ikke bytte hende væk for noget som helst, for han ville langt hellere have en kone der kunne tænke selv end en hustru der gjorde hvad der blev sagt. Ilaria var måske hans nemesis men hun var virkelig som skabt til ham! Han vendte blikket lettere drillende mod hende. ”Det er ikke dig der skal leve med at blive hundset rundt hver dag,” svarede han drillende uden at smilet falmede. Han vendte kort blikket mod Jacqueline, der var faldet til ro på hans skulder. ”Men på den anden side, jeg fortryder ikke at jeg tog dig med til Procias,” tilføjede han sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod Ilaria. Hun kunne selvfølgelig pisse ham af til tider, men det ændrede ikke på det faktum at han elskede hende, og det var virkelig højere end noget andet! At hun så frem til at blive færdig nikkede han roligt forståelsesfuldt til, for det var klart når hun var så udmattet. Han skævede blot mod Nathaniel, da han smuttede forbi dem for at gøre det hele klart, hvor han selv tog det stille og roligt, for at Ilaria ikke skulle stresse og presse sig selv til at gå hurtigere. De kom ganske stille op mod kapellet, idet tjenestepigen kom med vandet, som hun hældte ned i døbefonten, der stod i midten af kapellet. Han gjorde tegn til Nathaniel om at han skulle tage den lille, som hvilede ind mod hans skulder, så de kunne komme i gang med ceremonien. Det tog i det mindste ikke særlig lang tid.

[Deleted]

Ilaria var virkelig træt og udmattet, selvom det nu heller ikke kunne forundre nogen som helst? Hun havde lige født, selve fødslen havde stresset hende, for hun havde virkelig været bange for at det ikke var noget som de ville nå at gifte sig før barnet ville komme, og så ville den procianske myndighed stå på døren, så hun havde faktisk ikke hvilet i frygtelig lang tid. Ikke fordi at hun ville have Sonic til at bekymre sig, for nu kunne hun hvile, også selvom de lige skulle have dåben overstået og den ville hun meget gerne have overstået og helst så hurtigt som det ville være hende menneskelig muligt! Hun trykkede sig stille ind til Sonic. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for hun nød virkelig at stå der med ham, men det føles virkelig som hendes ben var ved at give efter under hende og det var faktisk den tanke som virkelig skræmte hende, for hun havde aldrig følt sig så svag som det hun gjorde i øjeblikket! At han kunne holde hende ud, var selvfølgelig også noget som Ilaria var frygtelig glad for. Hun var krævende og langt mere end det som så mange andre ville acceptere eller kunne holde ud, men… han gjorde det, og selvfølgelig så var det noget som hun virkelig var frygtelig glad for, så det var heller ikke noget som sagde så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod Sonic og med et skævt smil. ”Ja.. du har jo været lidt af en redningsmand for mig,” sagde hun med et stille smil. Der var jo ikke nogen grund til at skulle lyve omkring det, for det var jo trods alt bare den rene sandhed. Han havde reddet hendes liv et par gange, også selvom hun selvfølgelig var frygtelig taknemmelig for at han havde gjort det, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af, for det betød meget for hende. At han elskede hende, var noget som han havde bevist for hende så mange gange allerede. Måske at mange ikke ville se på det på den måde, men det gjorde hun faktisk. Hun himlede let med øjnene som de endelig nåede op til døbefonten. Hun glædet sig virkelig bare til at få det hele overstået, også fordi at hun bare ønskede at komme ned at ligge. Det kostede hende i den grad kræfter og energi som hun slet ikke var i besiddelse af, for ikke at glemme, at det virkelig gjorde hende forbandet irriteret, at Nathaniel valgte at se væk fra hendes ord og snakke til Sonic om hende, som havde hun været ren luft. Hun var bare for træt til at gøre det store ved det, og det var nok også noget af det som kunne frustrere hende yderligere. Hun var en kvinde af ekstremt temperament, men så længe at Sonic vidste hvad det var at han havde givet sig hen til, så skulle hun bestemt heller ikke klage over det, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun lagde hovedet stille mod hans skulder og lukkede øjnene ganske let. De var tunge, meget tunge endda, men der var ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det. Hun var nødt til at holde ud, også fordi at hun heller ikke gav sig selv noget andet valg, hvis hun ellers kunne blive fri for det! ”Jeg fortryder heller ikke at jeg tog med.. Det gav mig et liv værd at leve,” hviskede hun stille og tæt ved hans øre, også så det kun var ham som kunne høre det. Begge havde de ændret sig, og det var vel også kun til det bedre? At Sonic bad Nathaniel om at tage den lille, gjorde hende opmærksom. Hun brød sig slet ikke om at andre skulle have hendes datter! Selv ikke Nathaniel!