Let the wedding begin!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han ikke havde krav på særlig meget i denne situation, også fordi at han var underlagt Sonic, netop fordi at han stod med et ekstremt værdifuldt stykke dokument gemt af vejen. Ikke fordi at han vidste hvor det var, men det var nok noget som han skulle finde ud af før eller siden! At vide at det stykke dokument var i en andens besiddelse, var slet ikke noget som han brød sig om, også af den grund at han havde valgt at gemme det af vejen for skræmmende mange år siden. Det var ikke noget som nogen skulle finde, også fordi at det virkelig var alt for farligt med den viden og alt det som han gik rundt med. At det jo så kun var dette som han skulle bruges til, var jo meget nemt kontra det som han havde frygtet i den anden ende, så han kunne tage det langt mere med ro nu. Den lille pige var frisk og selvom Ilaria var udmattet, så var han faktisk imponeret over, at hun i det hele taget kunne holde ud at stå op med alt det som hun havde været igennem, for han vidste også selv at kongehuset havde været efter hende, men at hendes graviditet havde været hende et fristed. De kunne ikke bare slå Sonic af banen, selvom der var frygtelig mange som rigtig gerne ville det, men nu hvor det stod til på denne her måde som det gjorde, så var der heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det. Han var født ind til den titel, så det var heller ikke noget som man som sådan kunne gøre noget som helst ved. Og det var j heller ikke noget som han ville blande sig i.
Som døbefonten kunne klargøres, så var der heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre det mindste ved, om det var noget som man ville det eller ikke. Jo hurtigere det kunne overstås, jo bedre var det for dem alle sammen, for det var også tydeligt at se at den kære Ilaria havde brug for en hvil og højst sandsynligvis også en søvn, så det skulle egentlig heller ikke forundre ham, hvis hele ansvaret ville falde på Sonic. Han ville nu heller ikke blande sig i deres liv, det var skam noget som de selv måtte finde ud af, også nu hvor hun stod som greve, så ville det jo faktisk også lægge et langt større pres på tingene end det som godt var i den anden ende. Han nikkede roligt til Sonic, idet han roligt gik hen til ham. Han tog ganske forsigtigt fat omkring den lille pige med begge sine hænder, også for at støtte hende ordentligt. Han var vant til at håndtere de små størrelser efterhånden, også selvom dem som han havde håndteret ikke var så små mere som de havde været, så var det slet ikke noget som gjorde ham det mindste. ”Udmærket.. Så lad os komme i gang,” sagde han roligt. Han gik tilbage til døbefonten mens han lagde den lille pige trygt på sin ene arm. At hun så ikke var helt tryg på Nathaniel som hun var på sin mor og far, forundrede ham nu heller ikke. Så var det jo godt at det hele meget snart ville være overstået. Han begyndte den lange kristne remse, de mange ord omkring børn, hvilket mirakel det var at bringe det til verdenen og hvilket ansvar som ville følge med og den generelle lange smøre som man kom frem med ved en dåb. Han vendte sig dog endeligt mod Ilaria og Sonic, idet at den lille pige begyndte at hulke. ”Og hvad er hendes fulde navn?” spurgte han roligt.

[ilosonic]

Ilosonic ville altid stå der til at støtte Ilaria ved hendes side, ligesom han også ville støtte deres yndige lille datter, som han ikke kunne andet end at elske. Utroligt hvad et lille barn kunne gøre. At hans lille Jacqueline skulle overtage det hele, havde han ikke det mindste imod. De fleste ville måske foretrække en søn som arving til det hele, men Sonic var faktisk ligeglad. Han elskede sin lille datter, hun var hans lille prinsesse og et sted havde han vel mest håbet på en pige? Hvorfor vidste han faktisk ikke helt, men.. han ville elske at kunne beskytte hende, som han kunne beskytte sin mor, forkæle hende, hvor han ville give hende hele verdenen hvis det var ham muligt! Måske at de aldrig havde været forældre, men derfor var der ingen tvivl om at deres lille prinsesse ville blive taget imod med åbne arme og med sine forældres kærlighed. Måske at han var den som havde glædet sig mest, hvor Ilaria bare havde glædet sig til at kunne miste den store mave, men.. han kunne tydeligt se at hun var glad for den lille pige, det afslørede hendes blik trods alt og det glædede ham virkelig kun at vide, for han var sikker på at selv Ilaria ville gøre sin indsats for deres lille datter. ”Det er jo det jeg siger! Hvad skulle du gøre uden mig?” spurgte han stilfærdigt og med et muntert smil på de rosenrøde læber. Han elskede og nød at være hendes redningsmand, han fortrød ikke en eneste dag som de havde tilbragt sammen og måske han havde fået sine knops, men så kunne han trøste sig selv ved at tænke på at han havde reddet hendes liv, og at de nu kunne stå sammen den dag i dag som mand og hustru, sammen med deres lille nyfødte datter. Blikket vendte han roligt mod Nathaniel, som de kom op til døbefonten, hvor han kort skævede mod Ilaria, som hun kom ham nærmere for at hviske ham de ord. De varmede ham utrolig godt og han kunne end ikke skjule smilet, selvom at det heller ikke var meningen, for at hun så sådan på det, var noget som virkelig måtte glæde ham! ”Jeg er glad for at du ser sådan på det skat,” svarede han stilfærdigt og med en varm undertone, som han sendte hende et næsten glødende smil, som det lå til hans ilddæmon. Blikket vendte han imod Nathaniel igen, da han tog imod Jacqueline, selvom han også lagde mærke til at Ilaria ikke var meget for det, men det var trods alt nødvendigt, for Nathaniel var præsten og skulle derfor være ham som døbte deres lille pige, når alt var overstået ville hun jo igen ligge i sin mors trygge favn. Han blev dog selv opmærksom da Jacqueline begyndte at hulke, hvilket næsten.. skar i hans hjerte. At se hende trist kunne han næsten ikke have noget med at gøre! Han havde mest af alt bare lyst til at tage hende ud af Nathaniels hænder, for at trøste hende, varme hende og gøre hende tryg igen, dog holdt han sig i kontrol, for når det var overstået kunne den lille pige også komme tilbage i den trygge favn igen. Han vendte blikket mod Nathaniel til hans ord. ”Jacqueline Isthar Demoniqz,” svarede han stilfærdigt. Han ønskede ikke at barnet eller Ilaria skulle bære den forrige slægts navn; Darcy. Det var en slægt der lå til fortiden og nu havde han gjort det til sin egen. Hans egen dæmonhustru, sammen med sit lille dæmonbarn, bedre kunne det virkelig heller ikke blive!

[Deleted]

Ilaria ville virkelig undgå at stå der som svag eller svækket. Hendes ben kunne knapt nok bære hende og det var noget som hun anså som en svaghed og det var slet ikke noget som Nathaniel skulle have lov til at dømme hende på! Selvom hun var træt, så blev hun stående direkte ind i hans favn. Selvom hun ville foretrække at skulle stå alene, så var det bare ikke noget som hun kunne, hvilket hun egentlig bare måtte acceptere, selvom det virkelig heller ikke var særlig nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret stille og dybt, hvor hun lukkede hånden mere omkring hans tøj, også for at holde sig mere stabilt på benene, for det var slet ikke noget som faldt hende ind med lethed på nogen måde i det hele taget og det var virkelig en tanke som måtte frustrere hende! Hendes hjerte slog fast, også selvom hun nægtede sig selv den hvile før hendes kæreste lille datter var blevet døbt og specielt nu hvor de alligevel var kommet ud til døbefonten, så kunne de jo lige så godt bare få det overstået! Hun mente det dog, når hun sagde at Sonic havde skænket hendes liv en tydelig mening, for det var heller ikke noget som hun havde oplevet nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun elskede ham betingelsesløst! Han var alt for hende og den mand som hun ville give alt for at forblive sammen med. Nu havde de deres familie, de var lige blevet gift og han kunne stadig holde hende ud, så det var jo alt sammen noget som gik i deres retning og nu hvor hun havde det som hun kunne drømme om, så kunne hun heller ikke være andet end lykkelig. Hun himlede let med øjnene. ”Ja, hvad ville du dog have gjort uden mig?” spurgte hun morende og med det drillende smil på læben. Uden hende, ville han vel stadig rende rundt i sin egen lille verden, hvor der kun var ham at se til og passe på? Det ville da umiddelbart være hendes eget gæt, men det var heller ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan, det var helt sikkert. At han kaldte hende ved mange af de titler var langt bedre end at være grevinde. Han elskede hende og så længe at han ikke var bange for at vise hende det, så skulle hun bestemt heller ikke klage over noget som helst! Hun lagde den anden hånd roligt mod hans bryst, som han kunne høre at deres lille datter begynde at hulke, selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig synderlig meget om! Hendes hånd knyttede sig let omkring hans skjorte. Selv var han ikke den eneste som ønskede at tage den lille pige fra Nathaniel og vugge hende til ro ved sin favn igen! At hun fik hendes mellemnavn, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for den tanke var noget som kun fik hende til at smile, for det glædet hende virkelig noget så frygtelig voldsomt. Hun lagde hovedet mod Sonics skulder, hvor hun direkte tvang sig til at blive stående. Hun nikkede sig blot til en enighed. Intet Darcy, intet af det gamle. Nej, nu skulle de til at skrive ny historie som grevefamilie i Procias og når det var tid til det, så ville det blive deres kæreste lille datter som skulle tage over det hele. Tanken var noget som i den grad også måtte more hende og noget så frygteligt! Deres egen lille familie.. Hun nød faktisk af tanken ved det.

[Nathaniel Diamaqima]

At den lille pige begyndte at hulke, var nu slet ikke noget som Nathaniel tog sig af, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod blikket køre skiftevis mellem døbefonten, den lille Jacqueline og de to nybagte forældre. Han kunne så også godt se at den lille piges hulken var noget som tydelig måtte røre ved ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det beviste jo faktisk bare at de ønskede den lille pige det bedste, og det var noget som han selv nød godt af at se, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han var nu sikker på at de nok skulle klare rollen som forælder, selvom det var sagt som den hårdeste opgave som man overhovedet kunne komme i nærheden af, men det var jo så bare også det. Det var ikke fordi at han gjorde meget andet ved det, for han vidste nu også godt, at så snart dette var overstået, så søgte han hjemover, hvilket heller ikke kunne ske hurtigt nok. Han manglede pludseligt sine egne børn sådan pludseligt. Ikke fordi at det var noget som han ville lægge skjul på. Han havde viet dem nu og nu stod han pludseligt og så det nygifte par, så manglede han i den grad også Liya, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At den lille ikke fik så meget som det mindste spor af den daværende grevefamilie var noget som han næsten anså som en skam, men det var nu heller ikke noget som han skulle blande sig i. Han havde mere ned nok at gøre med dette, netop fordi at han stod som den som skulle vie dem og den som skulle døbe deres lille datter og derved også være den som skænkede hende et prociansk statsborgerskab, hvilket var noget af det som han slet ikke brød sig om, for så var der ikke noget som de kunne gøre ved det når tøsen først for alvor var blevet ældre.
Hele hans opmærksomhed vendte han stille ned mod den lille Jacqueline som var gået fra at hulke hen i et skrig i form af en kraftig gråd. Hun lå stadig fanget på Nathaniels arm, også selvom det slet ikke var noget som ville tage mange minutter. Han nikkede roligt. ”Jacqueline Isthar Demoniqz..” Han vendte sig mod den lille pige som han lod hovedet hvile i hans egen hånd, idet han førte hende roligt hen til døbefonten og alligevel ganske tæt på sin egen skikkelse, så der ikke ville ske hende det mindste. Med et roligt smil på læben, så førte han roligt sin frie hånd ned under vandet, så han havde det i hans håndflade. ”Jeg døber dig i Herrens..” Han lod vandet roligt løbe over den lille piges pande, også selvom det virkelig fik hende til at skrige. ”Sønnes..” fortsatte han roligt, som han gentog det hele med at hælde vand ganske forsigtigt over hendes pande. ”Og den Hellige Ånds navn,” afsluttede han roligt, som han hældte den sidste håndfuld vand over hendes pande. Tjenerinden rakte ham et klæde så han kunne tørre hendes pande, så hun ikke fik det i øjnene, idet han rettede sig op igen og vendte sig mod dem. ”Må Herren være med hende,” afsluttede han roligt og med den samme rolige og stilfærdige mine, idet han rakte deres lille pige tilbage til dem. Hun skreg for fulde lunger og med den skingre og faste tone. Hun kunne bestemt ikke lide vand!

[ilosonic]

At Ilaria ligefrem mente at Ilosonic havde skænket hende et liv som var værd at leve, var noget som gjorde ham glad og dog også overrasket, for han vidste slet ikke at han havde påvirket hende så meget, selvom at det jo sådan set også gik den anden vej. Han følte at hans liv endelig havde fået en mening, hun havde skænket ham alt det som han havde drømt om siden han havde været en lille knægt; en familie. Hans far havde han hadet, fordi han aldrig rigtig havde vist interesse for ham, det eneste han havde været var en arving til stedet, hvilket ikke havde været godt nok, manden havde været druknet i sine lyster til de forskellige kvinder han havde haft med sig hjemme, hvor han selv havde fået nok efter den fjerde ’mor’. Blikket vendte han kort mod Jacqueline, det navn som hans mor også havde heddet, et sted fyldte det ham med varme, for hans mor var den eneste person han nogensinde havde elsket og holdt af, hvor han altid havde holdt minderne om hende, selvom han godt nok ikke havde kendt hende i mange år før hans far havde trukket ham væk fra hende, efterladt hende som havde hun været affald. Han var stukket af, hvor han havde levet et helvede af et liv, han havde altid været flygtig, havde aldrig holdt sig et bestemt sted af gangen, ikke siden han var kommet tilbage til Procias og gjort krav på hans titel som greve. Han var først faldet til ro efter at han var fundet sammen med Ilaria og nu havde de fået den smukkeste lille datter som man kunne tænke sig til, hvor han ikke kunne være andet end stolt af hende. ”Godt spørgsmål.. nu hvor vi er kommet så langt, så er jeg bange for at jeg er blevet afhængig af dig,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende og sendte hende et skævt smil. Han mente det faktisk, han kunne ikke undvære hende, han var afhængig af hende og ønskede bestemt ikke at miste hende for noget som helst! Nu havde de fået deres lille smukke datter, som han selv ville elske og passe på, ligesom hendes mor. Et lille svagt smil gled over hans læber, da han betragtede sin lille datter i Nathaniels arme, selvom det dog hurtigt falmede da hendes hulken blev til skrig. Det var ikke engang sikkert at tøsen havde arvet nogen af deres dæmonkræfter, for hun havde dæmonblod i årerne og kunne ligeså godt ende ud med at blive en vanddæmon, sensuel dæmon, mørkedæmon eller noget helt fjerde, men eftersom hun skreg som vandet kom i panden på hende, så var det næsten tydeligt at hun havde arvet sin fars ildkræfter, noget som han naturligvis var stolt over, desuden så var hendes forældre af to stærke elementer; ild og is, så det skulle ikke undre ham hvis lige netop disse to elementer var gået i arv til hende. For hvert skrig hun gjorde sig, skar det i hans bryst, hvor han bed tænderne en anelse sammen, som han snart ikke kunne holde ud at se sin lille datter være så ked af det og utilpas. Han endte med at slippe Ilaria, så hun selv måtte holde sig oppe ved at holde fast i ham, da han greb ud efter Jacqueline, med begge sine hænder, for at trække hende ind i sin varme favn, hvor han tyssede ganske let på hende, imens han strøg hende blidt over kinden. Han vendte blikket mod Nathaniel og sendte ham et let smil. ”Tak.” Han var skam taknemlig for de ting han havde gjort denne aften, hvor han endelig ikke måtte tro noget andet!

[Deleted]

Ilaria kunne slet ikke drømme om at lyve for Sonic i denne situation! Hun mente det når hun sagde at han havde skænket hende et liv med mening, for før havde hun jo egentlig bare.. vandret rundt, passet sit job, selvom det nu havde taget en helt ny drejning. Nu ville hun have andet at skulle se til, nemlig grevearbejdet, selvom hun var sikker på at han nok skulle hjælpe hende ordentlig igennem det, så hun ville kunne tage fat i det på egen hånd. Det var nu heller ikke fordi at hun regnede med at skulle hoppe direkte ind i grevearbejdet, for hvis der var noget som hun ikke gad, så var det i den grad at arbejde! Specielt når der var andre til at gøre det, så var der vel heller ikke nogen grund til at hun skulle? Hun blev stående tæt ved hans skikkelse og holdt sig oprejst, udelukkende ved hjælp af ham og hans arme om hende. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for hun nød af hans omsorg og nu hvor hun havde fundet ud af, at det ikke gjorde noget at lukke en anden ind i sit liv, så var det noget som hun havde valgt at gøre med ham, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod. Det var virkelig rart, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede dæmpet og med det tilfredse smil på læben. Han var afhængig af hende? Hun kunne i den grad kun sige, at det var gengældt, for det var det i allerhøjeste grad! Hun kunne slet ikke undvære ham! Hun smilede tydeligt tilfredst. ”Du kan ikke undvære mig?” Hun lagde roligt hånden mod hans bryst. Jacquelines skrig var ikke noget som gik hende nært så meget på som det tydeligt måtte gøre med Sonic. Der var slet ikke nogen tvivl om at han ville blive en rigtig god far, hvor hun derimod måtte være af den type som måtte kæmpe lidt mere for sagerne, selvom det vel heller ikke kom bag på nogen? Hun var en isdæmon og kom fra en lang række af dem. Hun havde været svigtet af sine egne forældre og det varme lå jo trods alt mere naturligt til Sonic, hvoraf kulden måtte ligge langt mere naturligt til hende, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende? Som barn var hun selv blevet svigtet af sine egne forældre, så det var hende ganske naturligt at skulle tage det på denne her måde, for det var noget som faktisk gjorde ondt et sted, for hun ønskede jo selvfølgelig at hendes kære datter skulle have det bedste af det bedste, men hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle gøre det og det var en tanke som i den grad også måtte frustrere hende! At han bare valgte at give slip på hende for at tage imod den lille pige, kunne han da godt have advaret hende mod! Hun klamrede sig ind til ham, da hendes ben virkelig føles at de skulle til at give efter! Hun klamrede sig til hans krop, hun klamrede sig til hans tøj for ikke at ende med at skvatte direkte i gulvet, for det ville hun ikke og specielt ikke foran Nathaniel! Den skrigende lille pige på Sonics arm så dog ikke direkte til at falde til ro. Hun brød sig bestemt ikke om vand og det var tydeligt, Hvilket hun kun tolkede som et tegn til at ilddæmonen i den grad måtte være en del af hende, hvilket var noget som glædet hende meget endda! ”Sch..” prøvede hun næsten forsigtigt, som hun strøg den lille piges kind. Hun var varm.. meget endda. Tydeligt ilddæmon!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at det ikke ville blive nemt for Ilaria at stå der som mor, men så længe at hun var mere end villig til at gøre et forsøg på det, så var han i den grad også glad og tilfreds, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. Han blev roligt stående med den skrigende lille pige på armen til at Sonic måtte tage imod hende. At hun slet ikke brød sig om vand indikerede kun at hun havde den ilddæmon i sig, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham det mindste på nogen som helst måde. Han trak hænderne roligt til sig, som han lagde mærke til at Ilaria næsten måtte gå direkte i gulvet også selvom hun måtte forholde sig på benene. Et sted måtte det faktisk fascinere ham, at hun var så bange for at ryge i gulvet og bange for at vise sig svag, at hun nægtet at gøre det. En stædighed som man sjældent så mere den dag i dag. Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i, for det var jo egentlig bare sådan at det nu end måtte være. At den lille pige var svær at få til ro, var nu heller ikke noget som han kunne gøre for, for nu var hans arbejde færdigt, hun var døbt nu og endda som en prociansk statsborger, så uanset hvordan man ville vende og dreje den, betegne denne lille pige som et mørkt væsen, så kunne man faktisk ikek smide hende på port, hvilket vel også var noget som måtte lette dem, også selvom hendes forældre ville lide en helt anden skæbne end dette, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Deres statsborgerskab ville i den grad ikke redde dem på nogen som helst måde hvis det skulle vise sig at ende galt.
Nathaniel valgte dog roligt at trække sig en anelse bagud, netop også for at give det nygifte par og de nybagte forældre lidt plads så de heller ikke følte at han stod og åndede dem i nakken. Hans blik faldt dog roligt til Sonic, hvor han sendte ham et ganske kortsigende smil. ”Jeg går ud fra at mit arbejde her er færdigt?” spurgte han roligt og ikke mindst med en spørgende mine. Det var jo heller ikke helt til at vide, også selvom han nu stod fast på at han havde overholdt sin del af aftalen og gjort sin andel af arbejdet, også selvom det slet ikke havde været nødvendigt at tvinge ham til noget som helst. Han lod roligt hænderne folde sig over ryggen og afventende parret som stadig prøvede at få den lille pige til at falde til ro. Hvorvidt om han ville få sit dokument med sig igen, vidste han ikke, selvom han klart ville sætte stor pris på at få det i sikkerhed, så han igen ville være sikker på at det ikke ville falde i de forkerte hænder! Blikket gled skiftevis til dem alle tre, også selvom det i bund og grund måtte lande direkte til Sonic. Det var jo trods alt den mand at han var tvunget til at lystre, ganske enkelt fordi at det var den mand som havde den magt over ham, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, men han kunne virkelig ikke have at der var nogen som havde den form for magt over ham. Det var direkte ubehageligt at skulle tænke på.

[ilosonic]

Ilosonic var utrolig taknemlig for at Ilaria havde valgt at tage med ham til Procias under deres første møde, for hvis hun ikke havde gjort det, så havde han ikke forandret sig til denne mand han var i dag, så havde han ikke lært hvad det ville sige at holde af en anden person, og så havde han heller ikke fået en familie. Han var glad for at stå her den dag i dag, som nybagt forælder og en ægtemand til den smukkeste hustru man kunne tænke sig til! Han fortrød bestemt ikke at det var Ilaria der stod ved hans side, for hun var den eneste kvinde der havde taget ham med storm, den eneste han ville danne en familie med, som de også var blevet her til aften, de var både blevet gift men også fået den smukkeste lille datter. Han nikkede ganske stilfærdigt. ”Jeg ville ikke kunne undvære dig for noget som helst,” hviskede han med et varmt smil på læberne, hvor hans mørke øjne var lettere glødende af den glæde og lykke han følte stå så tydeligt og for første gang i hans bryst.
Det var ikke fordi at Sonic decideret havde tænkt på Ilarias tilstand, da han havde sluppet hende for at tage omkring Jacqueline for han havde egentlig bare ønsket at få deres lille pige til at falde til ro, som det var tydeligt at hun ikke kunne lide vand, hvilket vel også var et tydeligt tegn til at tøsen var ilddæmon? Noget som han nærmest følte sig helt stolt over! Han strøg hende blidt over kinden med sin varme hånd. ”Så.. nu er det overstået min lille prinsesse,” hviskede han tyssende på hende, hvor det også så ud til at den lille pige faldt langt mere til ro, nu hvor hun var i fars favn med sin mor ved sin side. Han vendte roligt blikket mod Ilaria, som han førte Jacqueline ind til hende, så hun kunne tage hende med den friske arm. ”Her,” svarede han roligt, som han gav Jacqueline til Ilaria, inden han gik ned i knæ, for at slå armene omkring Ilaria, så han kunne løfte hende op i sine arme, imens hun holdt om deres lille pige. Han vendte roligt blikket mod Nathaniel, som det var tydeligt at han blot ventede på at kunne tage hjem. Han kneb øjnene en anelse tænkende sammen. ”Du kan snart få lov til at tage hjem,” svarede han lettere forsikrende, som han kort vendte blikket mod Jacqueline der måtte hvile i sin mors trygge favn, inden han igen så mod Nathaniel. ”Hvor stærk er din magi? Og kan den beskytte et helt område?” spurgte han lettere nysgerrigt og dog med en kortfattet tone. I så fald, ønskede han at få magi til at beskytte stedet, specielt nu hvor den lille var kommet til verdenen, for intet var mere vigtigt for ham end sin families sikkerhed, han ønskede ikke at hans lille pige skulle vokse op med at skulle se sig over skulderen for at være bange for at nogen brød ind på stedet, for han vidste at hans lille datter ville blive et godt våben imod ham, noget som hans fjender kunne drage god udnyttelse af, men det var til gengæld ikke noget som han tillod! Hans lille prinsesse og hans isdronning skulle være i sikkerhed, mere ønskede han ikke.

[Deleted]

Måske at Ilaria ikke just var den bedste til det med at udvise følelse, men hun prøvede virkelig. Hun fortrød på ingen måde at hun havde taget med Sonic i udgangspunktet, hun fortrød ikke at have lukket ham så tæt ind, også selvom det virkelig havde været noget af det mest skræmmende som hun nogensinde havde prøvet, men hun fortrød i den grad heller ikke at de stod der som de gjorde nu. Som nygifte og som nybagte forældre, selvom forældrerollen faktisk var noget som direkte måtte skræmme hende, for hvad nu hvis hun ikke gjorde det godt nok? Hun kunne heller ikke just prale med en god opvækst selv og det var nu heller ikke noget som hun ønskede at give videre til sin lille prinsesse. Ja, hun var ganske rigtigt dvasianer af race og procianer af statsborger, men det forandrede virkelig intet for hende. Deres lille pige skulle have det bedste af det bedste og det var uden videre omsvøb! Hun ville virkelig ikke tillade sig noget andet! Hans ord var noget som kun fik hende til at smile, hvor hun roligt vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. ”Jeg vil heller ikke kunne undvære dig.” For en gangs skyld, så valgte hun faktisk at åbne bare lidt op for ham, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Hun prøvede og hun håbede da selvfølgelig at det var noget som han så. At han tænkte mere på deres lille skrigende datter og slap hende, var noget som et sted måtte gøre hende en anelse irriteret, for hun havde lige skudt tøsen ud, hun havde brug for hvile! At hun fik den lille pige hen på armen, tog hun bare imod, selvom hun gispede let, da han gik ned i knæ for at hæve hende endnu en gang. Han prøvede – det var noget som hun gang på gang måtte sige til sig selv. Hun lagde den lille pige godt i sin egen favn og prøvede at få hende til ro, selvom det virkelig heller ikke var nemt af sig på nogen måde! Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod Sonic. Hun havde virkelig brug for hvile efterhånden, for hun var virkelig, virkelig træt! Den lille pige lå en anelse uroligt på hendes bryst, nu hvor det var der hun kunne lægge sig godt til, selvom hun ikke faldt helt til ro af den grund. Hun var vel ved at være sulten? Et behov som Ilaria ikke ville stille foran gud og hvermand, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun lagde hovedet tæt ved Sonics skulder, hvor hun let lukkede øjnene. Lige i aften så følte hun sig slet ikke gearet til at skulle se efter små rådne unger! Hun vendte blikket mod dem begge. Sonic ønskede at beskytte dem, hvilket var en tanke som i den grad også måtte glæde hende og endda frygtelig meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg vil gerne ind,” sagde hun roligt og med en tydelig træt stemme. Hun var virkelig udkørt og hun var også ganske sikker på at han var det samme, efter alt det som de havde at skulle stå fast ved på denne her måde. En ting var et bryllup, selvom der ikke var nogen særlig fest bagefter, men den fødsel var virkelig kommet bag på hende, for ikke at glemme at alt den ekstraplads omkring hendes mave, var noget som næsten tillod kjolen at falde ned, hvilket hun heller ikke ønskede at gud og hvermand skulle lægge mærke til hvis hun ellers kunne blive fri for det!

[Nathaniel Diamaqima]

Personligt, så havde Nathaniel virkelig ikke det vildeste imod Sonic, selvom han et sted udmærket godt vidste at den mand virkelig ville møde problemer ud i fremtiden, selvom han vel et sted burde være ligeglad? Lige nu ønskede han virkelig bare muligheden for at komme hjem og det skulle meget gerne være så hurtigt som det nu ville være ham menneskelig muligt, for han længtes efter hans egen forlovede og i den grad også sine egne små tvillinger som sikkert lå og ventede på ham, for han plejede jo også at lege med dem, pusle om dem, made dem og gøre det som en far burde gøre for sine små. Med andre ord, han gik ind i det med sind og med sjæl! At de ville møde visse komplikationer, var noget som han et sted kunne være fuldkommen ligeglad med og det var han skam også, men han var nu mere bekymret for den lille, nu hvor det heller ikke så ud til at Ilaria var direkte påvirket af hendes gråd. Et sted så var det noget som virkelig måtte vække en bekymring ved ham, selvom han nu undlod at vise det, for han ønskede da slet ikke at skulle ende i problemer hvis han ellers kunne blive fri for det. Han foldede roligt hænderne på ryggen. Han havde viet dem og døbt deres lille datter som tydeligt måtte have ilddæmonen i sig, for ellers ville hun da slet ikke reagere sådan på vandet. Et sted så var stoltheden skam også tydeligt at se ved Sonic, så det forundrede ham dog egentlig heller ikke hvis isdæmonen også skulle være der et eller andet sted. At han ikke fik lov til at gå endnu, var noget som tydeligt også måtte irritere ham, selvom han igen ikke valgte at kommentere det. Han var desværre underlagt en mand som han ikke brød sig om, men der var heller ikke noget som han kunne gøre ved det, om det var noget som man ville det eller ikke. Han så lettere overasket til. ”Du vil have mig til at lægge stedet her under beskyttelse?” gentog han stilfærdigt. Om han overhovedet var i stand til det, var noget som han faktisk måtte være en anelse usikker på, men det var nu bare sådan at det nu måtte være. ”Jeg er ikke magikyndig som sådan, Ilosonic. Men jo, jeg kan lægge noget om din ejendom, hvis du vil have det? Det vil afholde folk med forkerte tendenser i at betræde ejendommen,” afsluttede han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig mine. Folk uden grund til at være der, ville slet ikke kunne komme ind, folk med tanker om at skade familien ville heller ikke kunne komme vadende indenfor. Ikke fordi at det var en svær udfordring som sådan, men det ville tage tid at få det op. Ganske vidst fordi at han slet ikke havde noget på sig som var beregnet til energibrug på denne her måde. Han trak vejret dybt. ”Det vil tage mig dage at få det på benene, bare så du er klar over det.” Han var ganske ærlig. En ganske særlig bryg skulle i jorden hele vejen rundt om ejendommen og den tog tid at lave, for ikke at glemme at grunden var enorm, så det kunne vel egentlig heller ikke forundre nogen i den anden ende?

[ilosonic]

De mørke øjne søgte ganske stille til Ilarias smukke isblå, da hun udtalte sine ord og gengældte Ilosonics egne. Hun kunne ikke undvære ham? Det glædede ham kun at hun åbnede sådan op for ham, for så vidste han at det ikke kun gik den ene vej, så vidste han at hans ord ikke bare blev ramt af en hård og kold mur, men at de faktisk brød igennem hendes is, sådan som de vel egentlig altid havde gjort? Han måtte jo have sagt alt rigtigt, hvis han var endt her med hende, som nygifte og tilmed nybagte forældre. Han lænede sig roligt ind mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Det er jeg glad for at høre,” hviskede han sandfærdigt også et sted for at give hende ros for at åbne op. Han hånede hende ikke, det havde han aldrig gjort, hvilket vel også var grunden til at hun åbnede op for ham? Fordi hun vidste at hun kunne? Om ikke andet, så kunne hun! Han vidste godt at han kunne være rapkæftet og provokerende, tvinge hende op i det røde felt så let som ingenting, men han ville aldrig nogensinde håne hende for at åbne op! Blikket gled ganske roligt mod Ilaria, som holdt deres lille datter i sin favn, nu hvor han havde fået hende op i sin favn. Et varmt smil gled over hans læber ved synet af dem. Hans egen lille familie. En familie som han faktisk elskede af hele sit hjerte, en familie som han faktisk ville kæmpe for, gøre alt for at holde sammen på og som han ville gøre alt for at beskytte! Utroligt nok, så havde han aldrig følt den følelse før. Ilaria var skyld i at mange følelser var dukket op i ham, nye såvel som glemte følelser. Han nikkede ganske roligt og skænkede derefter hendes pande et blidt kys. ”Jeg skal nok føre dig ind så du kan hvile,” hviskede han roligt mod hendes pande, inden han vendte blikket mod Nathaniel. Et sted brød han sig ikke om at manden så ham fra denne kærlige side af, men.. det beviste vel bare at han også havde kærlige følelser i sig? De varme og lidenskabelige følelser var faktisk let at føle når man var ilddæmon, specielt fordi at ilden var på samme måde, men den kunne også være vild, voldsom og farlig, det var derfor grunden til at ilddæmoner heller ikke skulle forstås som blide, bløde og lyse væsner, for det var de skam langt fra! Han lyttede ganske opmærksomt til Nathaniels ord og nikkede ganske let, hvor et mindre skævt smil gled over hans læber. ”At folk med forkerte tendenser ikke kan komme ind på området er skam fint nok,” svarede han stilfærdigt. Han vendte blikket en anelse tænkende ned mod jorden, hvor han bed sig ganske let og tænkende i den bløde underlæber, blot for at vende blikket mod Nathaniel igen. Skulle han være ærlig, så var han nok blevet gjort en anelse blød ved at bo her i Procias, plus alle de varme følelser som Ilaria havde vækket i ham, men.. han ønskede ærligtalt ikke at skabe sig flere fjender end det som han allerede havde. Han betragtede Nathaniel ganske stilfærdigt og noget så kortfattet. ”Hvis du gør det.. bruger din hokuspokus til at beskytte min ejendom, så.. så vil jeg personligt overrække dig dit skøde.. din vilje,” svarede han sandfærdigt uden at han tog de mørke og lettere glødende øjne fra manden, for han mente det skam i sit ramme alvor!

[Deleted]

Ilaria havde allerede hørt mere end nok til at vide, at hun var dømt på forhånd af Nathaniel. Måske at hun ikke var den fødte mor, måske at hun ikke reagerede på det som hun burde som en nybagt mor eller en som bare ønskede at beskytte sin lille, men.. hun vidste ærlig talt ikke hvordan hun skulle gøre det. Lige den del af hendes fortid var slet ikke kendt for nogen omkring hende, selvom hun vel også burde åbne op for Sonic helt på et tidspunkt? Hun tog imod hans kys og selv med et smil. Hun var åbnet op for ham, hun prøvede i hvert fald og det var i den grad også noget som gjorde hende glad, at hun ikke blev ikke hånet for det, også selvom meget af det som hun sagde måske kunne tydes forkert og som regel, men pointen var vel også at hun bare.. prøvede? At hun prøvede at få det rigtige frem, gøre det rigtige og faktisk vise Sonic at det var den mand som hun måtte elske? Hun blev liggende i hans arme og med den elskede lille prinsesse ind mod sit bryst. Tøsen var urolig og det var selv noget som hun prøvede at finde ud af; Hvordan skulle hun reagere? Og hvad skulle hun gøre? Det var heller ikke fordi at det var nemt set i hendes øjne, for hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun strøg den lille pige forsigtigt og varsomt over hovedet. Hun kogte – med andre ord, så var det stensikkert at hun måtte være en ilddæmon! Et sted så var det ikke noget som gjorde hende det mindste, selvom hun vel frygtede at hendes slags slet ikke var gået i arv til den lille pige? At Sonics ild allerede havde slået hendes is ud fra start af? Også selvom det på ingen måder gjorde hende noget, for hun ville stadig holde af sin prinsesse af den grund og samtidig prøve at være den gode mor som hun vidste at hun burde være. Og som hun slet ikke vidste om hun burde være. Hun lagde sig tæt ind til Sonic. At han ville give Nathaniel skødet tilbage var noget som hun i bund og grund var ligeglad med, for det var slet ikke noget som hun ville blande sig i. Et sted så var hun vel også for udmattet og træt til at skulle tænke på andet end hendes egne behov lige for øjeblikket. ”Så lad manden gøre hvad du beder ham om, og kom med indenfor,” bad hun dæmpet, som hun vendte de isblå øjne stille mod ham endnu en gang og med det samme stille smil på læben. Selvom hun var træt og udmattet, hvilket automatisk normalt førte til at det gjorde hende groggy eller sur, så var det slet ikke noget som hun sad inde med for øjeblikket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun var et sted frygtelig lettet og ikke mindst frygtelig lykkelig, og det var noget som spillede ekstremt meget ind også for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg tror hun er sulten,” afsluttede hun stille, som den lille pige prøvede at lukke næven omkring hendes nu alt for store kjole. Nu var der jo ligesom ikke rigtigt nogen stor mave der længere.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var heller ikke fordi at Nathaniel ønskede at dømme Ilaria, men han var vant til at se hvordan mødre reagerede på deres barn og hun reagerede på ingen måder som hun burde som en mor. Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i. I det tilfælde, så havde han nok valgt at åbne munden allerede for længst, hvis det var det. Han vendte blikket mod Sonic. Det var faktisk en meget stor ting at bede ham om, ganske enkelt fordi at han ikke var magikyndig på den måde, så det ville være noget som ville tage ham uendelig med tid at skulle få ordnet. At han så stillede sig tilfreds med det som han kunne give dem, var selvfølgelig noget som han også var fuldkommen tilfreds med og endda også på alle tænkelige måder. Han lod armene roligt søge over kors, også selvom han var langt mere rolig og stille i minen end det som han havde været ved aftenens start. At der jo så ville gå dage før han ville se sin kære forlovede og deres små børn, var nok det som generede ham allermest, for han havde virkelig ikke bedt om at skulle blive her! De sidste ord var dog alligevel noget som forundrede ham. Han ville få skødet tilbage igen? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste! At manden var blevet blød af at være i Procias, forundrede ham nu egentlig heller ikke. Han havde jo selv prøvet det at være boende her over længere tid, så det var heller ikke fordi at det var noget som han ville dømme manden på, for det var der virkelig ikke nogen som helst grund til. Han sendte ham et roligt smil og nikkede så ganske roligt. Ilaria havde brug for hvilen og det var tydeligt at deres lille datter også prøvede at kræve deres opmærksomhed, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget. Den kære lille pige var ved bedste helbred, hvilket et sted var en overraskende tanke, når man vidste og havde hørt hvordan Ilaria havde taget hele svangerskabet, for det havde bestemt heller ikke været en glædelig tid for hende, selvom det nu heller ikke var noget som overraskede ham som sådan. En isdronning med alt hvad det nu måtte indebære. ”Udmærket Ilosonic, så skal jeg gå i gang med det samme.” Han vendte de mørke øjne direkte mod ham. Ikke så meget som en følelse var der at spore i hans blik. Selv var han ikke meget for påtvunget arbejde, men han havde virkelig ikke haft noget som helst at skulle sige i denne sag. ”Du burde få din kone og din datter med indenfor,” afsluttede han roligt og uden at se det mindste væk fra dem på noget som helst tidspunkt. Et sted med respekt og så.. alligevel ikke. Sonic var tydeligt en mand som vidste hvad han ville have, hvilket var en egenskab som selv stod højt på Nathaniels liste.

[ilosonic]

Det var tydeligt at Ilaria var træt, og Ilosonic ville hellere end gerne bære hende indenfor, så hun kunne få noget hvile, men han skulle bare lige gøre det hele færdigt med Nathaniel først, derefter skulle han personligt sørge for at Ilaria fik al hans opmærksomhed, sammen med deres lille prinsesse. Blikket gled fra Nathaniel til Ilaria, som han tydeligt kunne høre var utilfreds og brokkede sig, skønt han faktisk godt forstod hende, men.. han bar hende altså! Det var ikke fordi hun gjorde andet end at holde deres lille pige! Så kunne hun vel godt vente bare lidt? Han skænkede hendes pande et blidt kys. Han gad ikke engang til at diskutere, for hun lød ikke irriteret eller vred – endnu om ikke andet. ”Jeg skal nok bære dig ind Ilaria. Bare slap af,” bad han roligt og lettere dæmpet, som han sendte lille Jacqueline et varmt og bredt smil, da de små øjne kort gled op mod ham, da han talte. Han elskede allerede sin lille datter, hvor han allerede nu ønskede at gøre alt for hende. Han glædede sig allerede til at se hende vokse op, give hende det bedste af det bedste, for intet andet var godt nok til hende! Forkælet blev hun jo nok, men.. det var vel egentlig normalt for adelige? Han ville naturligvis også sørge for at træne hende, så hun ikke blev svag, for hans datter skulle være en stærk dæmon, så hun kunne forsvare sig selv og kvæste alle der stod hende i vejen! Desuden var det vel tydeligt at hun allerede bar ilddæmonen i sig? Noget som han var utrolig stolt af! Så vidste han da at tøsen havde arvet lidt efter ham og én af de stærke dæmontyper. ”Udmærket, så går vi ind, så hun kan blive madet,” endte han roligt, selvom han dog blev stående, for han kunne ikke bare vende ryggen til Nathaniel, selvom han nu heller ikke havde tænkt sig at trække tiden ud, for han gik ud fra at selv manden gerne ville hjem. Han rystede ganske let på hovedet til Nathaniels ord. ”Nej. Tag du hjem til din familie Nathaniel, hvis din betyder ligeså højt for dig, som min gør for mig, så kræver jeg ikke at du er væk fra dem. Jeg ved ikke hvordan du vil få det sat op, med magi, med en bryg eller noget andet, men hvis det kræver et par dage, så sig farvel til din familie og kom igen, når du har fået det hele sat op, vil jeg personligt overrække dig dit dokument,” svarede han stilfærdigt. Han nikkede ganske kort, som han gik ned fra kapellet, hvor han dog stoppede op og så sig tilbage. ”Jeg takker for din hjælp Nathaniel. Du kan frit gå,” endte han stilfærdigt. Måske han var en torn i øjet på Procias, måske han kunne udrette meget via Nathaniels vilje, men.. han ønskede ikke at tryllebinde nogen på den måde, desuden så satte han også sin familie i første række, Procias kunne fint vente, for han skulle nok finde andre måder han kunne få det bragt ned i sølet igen! Han begyndte roligt at gå mod husets fordør igen, for han gik ud fra at Nathaniel selv kunne finde ud? Desuden så tvivlede han på at Ilaria gad, at vente endnu længere. Hun havde brug for hvilen og han ville hellere end gerne bringe den til hende, for det var tydeligt at hun var udmattet, hvilket også var forståeligt nok.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Ilaria ville hundse rundt med ham, men hun var træt, udmattet og ville egentlig bare gerne indenfor, før hun ville ende med at blive groggy, for hun ville virkelig ikke til at blive sur. Ikke lige i dag og specielt ikke nu hvor de begge måtte stå der som nybagte forældre, hvilket var noget som hun faktisk var stolt af. Hun sukkede stille og prøvede næsten så desperat at skulle få den lille pige til at falde til ro, også selvom det virkelig heller ikke var nemt på noget tidspunkt. Ikke fordi at det var noget som gjorde det hele meget nemmere for hende, for hun prøvede virkelig at gøre som en oprigtig og god mor ville have gjort det, også selvom det slet ikke var nemt for hendes del! Hun havde aldrig oplevet det selv, så hvordan skulle hun da kunne give det videre til sin egen lille datter? Der vidste hun allerede nu at hun ville få desperat brug for Sonic, for hun vidste jo slet ikke hvordan hun skulle gøre noget som helst af det og et sted så var det også noget som skræmte hende. Der vidste hun allerede nu, at han måtte stå klart som en stærkere kandidat som far end det som hun nogensinde ville gøre som mor. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at fejle i, men.. det skete vel sikkert alligevel? ”Sch, lille skat.. mor er her..” Hun vuggede forsigtigt den lille pige på sin arm, idet hun igen brød ud i skrig, hvilket generede hende langt mere end det som det gjorde noget som helst andet. Ikke fordi at det vækkede noget i hende som sådan, selvom hun virkelig ville elske at kunne tage sig af sin lille pige på en oprigtig måde. Hun vendte blikket endnu en gang mod Sonic, selvom hendes mine var langt mere hjælpeløs end det som den måtte være noget andet. Hun ønskede jo bare at tilfredsstille sin datters behov, selvom hun slet ikke vidste hvad det var for et behov som krævede opmærksomhed lige netop i denne stund. Hun gættede jo bare på at hun var sulten! ”Sonic.. nu!” endte hun med en langt mere fast tone. Det var jo egentlig heller ikke fordi at hun var vred eller noget som helst.
At Sonic endelig valgte at lade Nathaniel gå, så de selv kunne komme indenfor, var noget som virkelig glædet hende. Jacqueline var tydeligt begyndt at skrige og fandt ikke rigtigt hvile i Ilarias arme. Et sted så var hun selvfølgelig bange for at hun havde gjort et eller andet voldsomt forkert. Så snart at Nathaniel var ude af syne for hendes vedkommende, så vendte hun blikket stille op mod ham, idet at de kom tættere på huset, hvilket i den grad også var noget som hjalp hende og endda frygtelig meget! ”Sonic, hvad er der med hende..?” hviskede hun med en næsten skræmt stemme. Hun havde absolut ingen erfaring med kærlighed på denne her måde. Det som hun kunne finde ud af, var at give sig hen til Sonic, vise at hun elskede ham, også selvom det kunne være svært for hende at få frem i tide og utide, men hun prøvede da, men lige dette var virkelig overkanten! Jacqueline skreg som blev hun mishandlet selvom hun kun lå og hvilede ind til Ilarias bryst. Hun følte sig virkelig komplet hjælpeløs, hvad skulle hun da stille op?!