Let the wedding begin!

[ilosonic]

Der var gået et par måneder siden Ilosonic havde valgt at falde på knæ foran Ilaria og fri til hende, hvor brylluppet nu skulle stå. Det hele var blevet planlagt, var det godt hver, ville de blive gift udenfor, ellers ville de rykke det til indenfor. Vejret havde da holdt stand og været godt hele dagen, hvor tjenestestaben havde været i gang med at pynte alt op ude i haven. Han havde betalt for Ilarias kjole. Han havde ikke selv set den, da hun selv havde været ude for at finde den, hvor han selv havde kigget på sit eget. Han havde skulle planlægge en del og også finde en mand fra mørket der kunne vie dem, for han nægtede at blive viet i lyset! Måske han faktisk var en procianer af sjæl, men det var han bestemt ikke af sind og hjerte! Han var dæmon, som Ilaria og deres barn ville blive og derfor skulle de bestemt også giftes ind i mørket! Og når den lille kom, så skulle barnet også døbes ind i mørket! Han havde gået i flere måneder for at overveje hvem der skulle være præst eller præstinde. Hans valg var dog faldet på Nathaniel. Han havde jo stjålet mandens vilje, dengang han havde været på biblioteket og den aften hvor han også havde dræbt Keischa, et es i ærmet, som var godt imod kongehuset, hvis han endelig skulle bruge noget hjælp. Nathaniel var en stærk mand og med en stærk magi, og Sonic havde mandens vilje i hans hule hånd. Han havde skrevet et anonymt brev til Nathaniel. Forklaret at hvis han fortalte nogen om det, så ville han personligt ende hans liv, ægteskabet kunne de ikke skjule, men grunden til at Nathaniel viede dem, kunne de godt. Han var jo trods alt kendt for at være en neutral mand, så det blev vel ikke svært at bortforklare for manden?
Det var blevet aften, og det var faktisk en smuk aften til en smuk gestus, en perfekt aften til at blive gift, hvis man da gik så meget op i detaljerne. Der var ingen gæster, kun Sonic, Ilaria og Nathaniel. Sonic stod nede i haven og ventede på at Ilaria skulle komme. De fulgte trods alt reglerne om at han ikke måtte se hende dagen op til brylluppet, så han vidste ærligtalt ikke hvordan hun så ud, foruden at han kunne gætte sig til at hun var smuk – som altid. Han havde fået et mindre kapel op i haven, ved den bænk, hvor han havde friet til hende, hvor der var fakler langs den grusvej der gik fra herregården og op til kapellet. Kapellet var af mørke sten, det var også bygget til dåb, for her skulle barnet også blive dybt, når det engang kom til verdenen, selvom det vel også ville være snart? Hun havde snart været gravid i ni måneder, som det tog, selvom.. han var faktisk usikker på hvilken måned de var i, om det var den ottende eller niende. Det var dog ikke noget som han brød sit hoved med, da han faktisk kun kunne tænkte så langt til denne aften, hvor de skulle giftes. Han stod selv i et sort jakkesæt, dog med en blodrød skjorte indenunder, for at skille sig lidt ud fra det normale sorte og hvide. Han bar en rød rose i sin brystlomme, som matchede til skjorten, hvor han ellers bar et mørkt slips og de lakerede sorte sko. Han stod med hænderne foldet foran sig, som han egentlig blot ventede på at Ilaria skulle komme, og som han havde lovet hende, så bar han intet stof til at skjule sit vansirede øje. Han stod der i egen høje person, ventede på at hans forlovede skulle komme langs grusstien, så de kunne blive gift.

[Nathaniel Diamaqima]

At det var Nathaniel som var blevet valgt som præsten til dette bryllup, var nu ikke det som han havde det sværest med, men at han ikke havde noget andet valg end at gøre det, var det som gjorde ham vred. Udelukkende på grund af det fine lille brev som han havde modtaget, så frygtede han virkelig at Sonic havde fundet det dokument som han havde haft skjult på slottet. Det dokument som han havde undertegnet dengang han havde været ung, havde ligget skjult igennem flere årtusinder. Det var egentlig ikke fordi at han havde skænket det så meget som en eneste tanke igennem så frygtelig mange år, men han havde virkelig ikke turde tage chancen og blive væk, så han var taget af sted.
Sonic havde fået mange dræbende blik, mens Nathaniel havde stået og afventet at komme videre med dette. At Ilaria var højgravid, var noget som han havde fundet ud af. Som han kunne se og fornemme på hende, så måtte det jo være lige oppe om. Han havde jo hilst på hende, forklaret hende kun ganske kort og præcist hvordan det hele skulle gøres og hvordan det hele skulle foregå, så det hurtigt som muligt kunne overstås, for det var også sådan at han ville have det, så han kunne komme hjem til Liya og hjem til sine børn igen! Roligt og afventende blev han stående og med blikket hvilende på Sonic som stod der i det flotte tøj og den blodrøde skjorte – Snak om at skille sig ud fra det som oprigtigt var ment til beklædning ved denne anledning, men det var nu heller ikke noget som han ville stille spørgsmål ved. Selv stod han i en typiske præsteagtig beklædning i form af noget som kunne minde om en krage om halsen, selvom den selv var i en mere rødlig og blodig farve. Han var jo trods alt ikke en præst af lyset, men en præst af mørket og det var sådan at han var glad for det. Det var den mand som han var og det var heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at skulle forandre for noget som helst. Med en bog roligt hvilende i armene, så blev han stående og betragtede Sonic med en tydelig utålmodighed i minen. Han måtte nu alligevel erkende, at alle forberedelserne til dette bryllup var noget som måtte imponere ham, men så længe at han ikke vidste om Sonic faktisk havde fundet den gamle djævlske pagt som han havde gjort for skræmmende mange år siden, så var han nødt til at lystre, selvom han virkelig ikke var for god til det med at tage imod ordre fra andre! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod den løber som var lagt ud til fordel for Ilaria. Selv for hans vedkommende så ønskede han virkelig bare at få det hele overstået og helst så hurtigt som det nu ville være dem menneskelig muligt. Han vendte blikket roligt mod Sonic. At Ilaria ikke var blevet kylet ud endnu, var faktisk en tanke som overraskede ham, for han vidste udmærket godt, at Elanya og Jason var i fuld sving med at få de mørke væsner ud. ”Skal man kalde det her lige i Grevens tid?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Han havde virkelig ikke noget til overs for brylluppet, men han havde jo heller ikke noget andet valg end at få dem igennem det, få dem til ægte og så kunne han få lov til at komme hjem igen!

[Deleted]

Det var måneder siden at Sonic var faldet på knæ foran Ilaria. Selvom hun på ingen måde havde fortrudt at det var sket igennem denne tid, så havde det været hårdt for hende. Hun gik stadig rundt med frygten for at blive smidt ud hver eneste dag og det var noget som efterlod hende med et tydeligt tegn på stress, hvilket i den grad heller ikke var noget som kunne gavne hende i hendes situation! Maven var virkelig blevet stor og hun selv vidste at det var lige oppe om. Barnet havde været urolig mere eller mindre hele dagen, havde ligget og vendt og drejet sig i hendes indre og det var noget som selv havde holdt hende vågen igennem mesteparten af natten. Nu stod brylluppet for tur og hun glædet sig virkelig. Et sted så var dette virkelig en spænding som hun aldrig nogensinde havde oplevet noget lignende af! Hun havde aldrig stået en mand så tæt, at hun ville skænke ham sit ja uden at tøve. Normalt så tog hun stor afstand til dette, men denne gang.. så var det virkelig bare anderledes.
Kjolen som hun havde valgt til sit bryllup, var også noget som passede hende perfekt! Fuldkommen isblå og så smuk og lys en farve, at den næsten kunne gå for at være hvid. Hendes mørke hår var sat op med lange lokker som gled over hendes skuldre og med det hvide slør fæstet til håret. Sminken var sat og selv igen i hvide og blå nuancer, så det hele stod perfekt til hendes kjole. Kjolen selv var uden stropper, så den dækkede selv yndigt det nok så fyldige bryst og fra brystet og ned, så fulgte den hendes figur – hvilket ville sige, at maven var tydelig og ellers så faldt den yndigt ned omkring hendes ben i smuk og ren silke. Ligesom hun havde ønsket og forestillet sig sin bryllupskjole siden hun havde været ganske lille! Skoene var ikke så høje igen, for hun var nødt til at passe på den lille, og specielt nu hvor kvalmen endnu en gang havde meldt sig, så var det jo ikke noget som hun tog sig af. Spændingen overdøvede virkelig det hele, også selvom hun vidste at der ikke ville være nogen til stede, foruden hende, Sonic og Nathaniel og så de to som skulle føre sløret efter hende op af løberen som var lagt ud. I sig selv, så måtte hun virkelig erkende, at hun savnede Sonic. Hun havde jo ikke set ham stort set hele dagen, så hun glædet sig til at gå ham i møde. ”Få fart på!” vrissede hun af tjenestepigen som ordnede det sidste ved buketten, inden hun fik den i sine slanke fingre, hvor hun holdt den roligt ind til sig. Hun kunne virkelig ikke begribe at hun skulle giftes, det var stadig så.. uvirkeligt!
Med de rolige og yndige skridt, så gik hun hen mod den røde løber. En tjener åbnede døren for hende, så hun kunne komme udenfor. Musikken havde Nathaniel stået for, bare så det blev en anelse traditionelt af sig. Hun ønskede sig jo faktisk også et ordentligt bryllup. Hun trak vejret dybt, hvor hun også kunne mærke uroen i hendes mave, hjertet som måtte hamre mod hendes bryst, hvor hun begyndte at gå op af den flotte løber som var lagt ud, idet hun roligt gik op mod kapellet som var opsat til aftenens anledning. Den blide vind var som en mands kærtegn – Ligesom Sonics. At se ham stå der i det flotte jakkesæt, var noget som fik hende til at smile og.. endda uden noget for øjet! Hendes skridt var rolige, kontrollerede, også selvom hun mest af alt, lystede at løbe direkte op i hans favn! Hun stoppede roligt for foden af trappen, hvor hun sendte ham et smil. Et glimt fandtes i hendes øje. Et lykkeligt glimt.

[ilosonic]

At Nathaniel var utilfreds med at være her, var noget som Ilosonic længe havde regnet ud. Det måtte faktisk more ham at se hans mange dræbende blikke, selvom at han bestemt ikke tog sig af det. Han blev blot stående i kapellet med hænderne foldet, selvom han var begyndt at trippe en anelse, for længe kunne hun være om det? Hun var allerede blevet prikket til at alt var klart og de kun ventede på hende, men det var vel typisk kvinder? Han selv var ikke den største tålmodige mand når det kom til småting, hvis det var vigtige ting såsom at holde lav profil, vente på at kunne slå sin modstander, kunne han fint have tålmodighed, men ved dette? Der havde han godt nok ikke den største! Han fandt roligt lommeuret frem som han så på. Der var allerede gået ti minutter! Han så ganske let rundt, hvor blikket kort faldt op mod himlen. Han kunne ikke fatte at han faktisk stod og skulle giftes denne aften. Han havde aldrig nogensinde troet at turen ville komme til ham, han havde været så flyvsk, han havde aldrig kunnet binde sig til nogen, men.. det var sket alligevel. Hans tanker blev brudt af Nathaniels ord, hvor han kort glippede med øjet, inden han vendte det imod ham. Et morende smil gled over hans rosenrøde læber. ”Hver du glad for at jeg ikke har slået dig ihjel endnu Nathaniel,” svarede han stilfærdigt, uden at smilet ville falme det mindste, som han vendte blikket ned langs løberen og mod træerne for at se om han kunne få øje på Ilarias skikkelse, selvom hun ikke var der endnu. Han vendte roligt blikket mod Nathaniel igen. ”Desuden er det et bryllup. Greven fra Procias’ bryllup, du burde være beæret over at være her og faktisk få lov til at vie ham og landets nye Grevinde,” tilføjede han med det tydelige kække smil, som han vidste at Nathaniel måtte hade at stå i den situation. Han klappede let Nathaniel på skulderen. ”Bare lad os få det overstået, så du selv kan komme hjem til din familie,” svarede han roligt, også som et tegn på at der ikke skulle være nogen stridigheder, for nok han var en krigens mand, men han ville ikke ødelægge sit eget bryllup! Han trak roligt hånden til sig og fandt lommeuret frem, hvor han næsten skulle til at bande over tiden, selvom han ikke nåede at fange klokken, da han hørte musikken begynde at spille, hvor han vendte blikket imod Ilaria. Han stirrede næsten vantro på hende, for ærligtalt lignede det hende slet ikke, fordi hun var så.. feminin. Det var lige før at han tabte kæben, så smuk hun så ud, hvor han fraværende pakkede uret væk igen. Han blinkede let med øjnene som hun kom mod ham, hvor han stirrede på hende, næsten med åben mund. Han følte sig pludselig så.. heldig! Hvor han havde fundet sådan en stor, smuk og værdifuld skat kunne han slet ikke begribe eller fatte. Hun var.. vidunderlig! Perfekt! Han rystede let på hovedet og rømmede sig en anelse, som hun stoppede ved foden for den lille trappe til kapellet, hvor han roligt gik hen og rakte hende hånden, for at hjælpe hende op. ”Hvor er du smuk,” hviskede han lettere målløs, som synet af hende virkelig gjorde ham mundlam. Han sendte hende et kærligt smil, som han førte hende med sig op i kapellet og hen til Nathaniel, som han gav et lille nik, som tegn til at han kunne begynde vielsen. Han skulle virkelig giftes!

[Deleted]

Ilaria var selvfølgelig lettet over at det endelig skulle gå mod sin ende. Hun behøvede vel ikke at frygte noget som helst så snart at brylluppet havde stået? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hun var en anelse nervøs og tanken i sig selv, var noget som måtte stresse hende en god del, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende og for hendes situation. Hun var jo trods alt højgravid og de sidste dage havde hun faktisk været bange for at barnet ville komme før brylluppet måtte stå og nu stod de her.. Barnet var endnu ikke kommet til verden, også selvom hun efterhånden var spændt på at se om det ville blive en dreng eller om det ville blive en pige. Tungen strøg hun let over sine læber, hvor hun godt kunne mærke at hendes hænder næsten måtte fryse til is, udelukkende fordi at hun faktisk var en smule nervøs. At rende rundt i kjole på denne her måde, at vise sig så feminin var slet ikke noget som var normalt for hende, men.. hun nød det faktisk.
At han så skulle gå hende i møde for foden af kapellet, så kunne hun tydeligt se ham stå der. Hun følte sig virkelig, virkelig heldig over at det var den mand som hun skulle giftes med! Hun blinkede let med øjnene alene ved det syn af ham, for hun havde aldrig set ham i den mundering, for det klædte ham virkelig! Også selvom hans øje var så vansiret og så ødelagt, så var det ikke noget som rørte hende, for hun ønskede at se ham som den mand han var og ikke en som skulle skjule sig. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, bare at vide at det var den mand som hun skulle giftes med.. Alene den tanke var virkelig helt utrolig! Hun kunne virkelig ikke begribe det! Hun tog roligt omkring hans hånd, som han kom hende i møde. At vide at det var hende som skulle giftes med ham, var virkelig helt utroligt! Tungen strøg endnu en gang over hendes læber. Han virkede så varm i forhold til hende, men hun var også ekstra kold lige nu. Udelukkende på grund af hendes nervøs. ”Det klæder dig virkelig, Sonic,” hviskede hun roligt og med et stille smil på læben. Hun elskede ham og hun var kun blevet mere og mere sikker jo længere tid der var gået og hun nød virkelig af den tanke! Buketten hvilede roligt i hendes anden hånd, også selvom de nederste blade nærmest måtte være frosne. Hun sendte ham et stort smil som han førte hende med sig op til Nathaniel. Manden havde hun ganske kort set før brylluppet skulle stå og nu hvor hun stod i denne situation, så det havde hun det også fint med, selvom hun også kunne se at manden ikke var særlig begejstret for, det var helt sikkert. Hun vendte blikket stille ned af sig selv. Maven var virkelig urolig, om det jo så var barnet eller om det var nerver, var ikke rigtigt noget som hun kunne finde ud af, men det var vel også meget hurtigt overstået når alt endelig måtte komme til alt? Hun trak vejret dybt, lukkede øjnene let, hvor hun vendte blikket stille mod Sonic. ”Jeg er nervøs..” Hun var meget, meget tavs stemme, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at afbryde det. Hun ville virkelig gerne giftes!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel brød sig virkelig ikke om at stå der. At det jo så var grevefamilien, var nu heller ikke noget som rørte ham som sådan, for i hans øjne, så var det Marius som burde stå her og han burde stå der sammen med Melody, for det var det som han måtte anse som det rette. Han måtte jo bare ærgre sig over at manden var død den dag i dag, udelukkende fordi at han benægtede manden arveretten, men det var der nu ikke noget at gøre noget ved. Hans familie havde ingen anelse om at han var taget af sted, og endnu mindre at han stod der ved et adeligt bryllup og så ved to som han slet ikke brød sig om at skulle vie, men Sonic gav ham jo intet valg! Han vendte blikket direkte mod manden som tydeligt også måtte være utålmodig, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Jo hurtigere det kunne overstås, jo bedre ville det jo blive, ikke fordi at det var noget som han sagde åbent, men det var vel også tydeligt at de ønskede det samme. Han vidste godt at Ilaria havde stresset omkring det hele, men det var jo så også noget som han kunne forstå og med det som hun havde hængende over hovedet.
Sonic var utålmodig, Nathaniel var utålmodig og han vidste også at Ilaria ønskede at få det hele overstået og helst så hurtigt som menneskelig muligt, men det var nu så også bare det. ”Endnu?” gentog han med en lettere kortfattet tone. Han var ikke den som normalt tog tingene så hårdt og det var heller ikke fordi at han var bange for døden, for det var han virkelig ikke. Han havde aldrig været bange for det, for han vidste at det var noget som ville ramme ham før eller siden, så det var heller ikke fordi at det var noget som kom bag på ham. Men at skulle forlade Liya og hans små tvillinger nu, var slet ikke noget som han ønskede. Hans arbejde her var da slet ikke værdig endnu! Hånden som han lod falde mod hans skulder, fik ham til at vende blikket direkte mod ham. Selv havde han fjernet masken som han normalt havde til at dække halve hans eget vansirede ansigt. Huden var rødlig, øjet selv en anelse ødelagt, men han kunne da godt se med det. Han lod hovedet søge let på sned, som hans blik måtte søge mod Ilaria. Det var virkelig en smuk kjole som hun kom i, det var der så sandelig ingen tvivl om. Han rettede sig op, som han kunne se Sonics reaktion på hende. Han var målløs, hvilket han udmærket godt kunne forstå, for hun var virkelig en smuk brud og en af de smukkeste som han længe havde set. Han trak vejret dybt, som de begge måtte komme op i kapellet. De to tjenestepiger som havde båret Ilarias lange slør, blev stående for foden af trappen. Vidner til denne ganske særlige begivenhed skulle jo også være til stede – desværre. Nathaniel brød sig bestemt ikke om den! Han nikkede roligt mod dem begge to, idet han selv gjorde sig klar. ”Vi er samlet her i dag for at vie disse to ind i det hellige ægteskab.” Han betragtede dem begge to, idet han bare fortsatte. Han havde dog alligevel et vis øje til dem begge. Ilaria var nervøs. Det var tydeligt.

[ilosonic]

At Nathaniel også var vansiret i ansigtet, gjorde det hele kun meget mere behageligt for Ilosonic, for så var han da i det mindste ikke den eneste med et vansiret øje, selvom at Nathaniels ansigt klart måtte være værre end hans eget, for ved ham var det kun lige det højre øje, hvor huden var helt forkert og mere rosa end resten af huden i hans ansigt, et grimt ar, hvor selve øjet var bar en blanding af rød og mattet isblå, fordi det var blindt og med sprængte blodkar. Han kunne kun se på det venstre, og selvom han havde det bedst med at have det dækket til, så havde han lovet Ilaria at han ville stå der i egen høje person uden at gemme sig bag en mase; som han også havde set Nathaniel gøre. Han sendte Nathaniel et udspekuleret og næsten noget så lumsk smil, som om han havde bagtanker i hovedet. ”Lad os nu bare få det overstået,” svarede han lettere afvigende, som han vendte blikket og opmærksomheden væk fra Nathaniel. Det undrede ham ikke, hvis Nathaniel hadede at stå i denne situation, vie to mennesker som han ikke brød sig om, men.. hvem brød sig egentlig om ham? Han var hadet af folket her til lands, selv folk fra Dvasias var han kommet i klammerier med, men et sted måtte man vel lade ham? Han havde gjort et utrolig stort arbejde, kommet utrolig langt og havde gjort ting, som ville blive skrevet ind i historien! Det sagde jo slet ikke så lidt! Han var dog bare glad for at han havde en enkelt person i hans liv, mere havde han faktisk heller ikke brug for; Ilaria. Godt nok kom den lille også om ikke så længe, men.. Ilaria var og blev hans et og alt. Han måtte dog indrømme at han faktisk glædede sig til at se den lille, om det blev en dreng eller en pige, et sted var han faktisk ligeglad, selvom de fleste i hans situation nok gerne ville have en dreng, eftersom det trods alt blev hans arvtager men.. en lille prinsesse ville han ikke have noget imod. Han havde jo allerede sin isdronning.
At Ilaria var nervøs kunne Sonic godt mærke, fornemme og se på hende, hvilket fik ham til at klemme blidt omkring hendes hånd for at gøre hende beroliget. ”Det skal nok gå,” hviskede han roligt, som han førte hende hen til Nathaniel der skulle vie dem. Som Nathaniel begyndte vendte han roligt blikket mod Ilaria, hvor han sendte hende et lille nik, som tegn til at han gerne ville gå igennem dette med hende. Han fortrød virkelig ikke det mindste, han var ikke utilfreds med den kvinde han skulle giftes med, faktisk følte han sig.. lykkelig. Alligevel bar hans mørke øje et kækt skær, det som nærmest måtte ligge noget så normalt til ham. Han havde taget begge hendes hænder, som han strøg ganske let over håndryggen med sine tomler, uden at han tog blikket fra hende, som han blot lyttede til Nathaniels ord. Han ville virkelig ikke tøve med at give hende sit ja. Hun var dog ikke den eneste som var nervøs, for det var han faktisk også selv. Hans hjerte slog hurtigere imod hans bryst, ikke kun på grund af nervøsiteten, men også fordi at hun var så.. gudesmuk. Musikken var holdt inde, idet Nathaniel var begyndt at snakke, hvor det hele også snart ville være overstået. Snart ville intet kunne rive hende fra ham, hun ville blive hans og han ville blive hendes, præcis som de ønskede det!

[Deleted]

Et sted så havde Ilaria virkelig ikke det fjerneste imod at det var Nathaniel som skulle vie dem. Den mand havde også hen af den samme type ar i ansigtet som Sonic havde, så måske at han havde det bedre i den mands selskab og det at vide, at han ikke var den eneste som stod igen med den form af en skavank? Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som Ilaria tog særlig tungt, for hun elskede Sonic uanset hvordan han nu end måtte se ud i det store og hele. At manden så ikke var tilfreds med at stå der, var noget som man tydeligt kunne fornemme i det store og hele, selvom det nu ikke var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke! Hun vendte hele sin opmærksomhed i retningen af Sonic. Det var ham som stod med hele hendes nysgerrighed, hele hendes opmærksomhed og hendes lykke var i den grad også kun henvendt til ham! Selvom hun var nervøs og derved også mere eller mindre iskold at skulle holde fast i, så var det jo egentlig bare sådan at tingene nu endelig måtte være. Hun glædet sig til at det hele var overstået, så de ville være i stand til at kalde sig selv for mand og hustru. Alene den tanke var noget som selv forvirrede hende, for hun havde aldrig nogensinde set sig selv stå i en situation som denne og alligevel så var det ved at ske! Hun skulle da for pokker giftes, selvom.. det var stadig lige så uvirkeligt som da han var endt med at falde på knæ foran hende!
Ilarias hjerte hamrede let mod hendes bryst og ikke mindst med en glæde alligevel. Hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det hele, men i en situation som denne, så var det faktisk en god ting. Hun stod der sammen med ham og hun vidste at han ville hjælpe hende igennem det, som han havde lovet at hjælpe hende igennem det hele, så selvfølgelig var det noget som hun håbede var sandt – ligesom alt det andet, så de slap for et af de store skænderier ligesom den dag hvor de faktisk var blevet forlovet. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun vendte blikket stille ned mod buketten som hun stod med i hånden. Hans hænder føles brændende, men igen, så var hendes jo også ekstremt kolde, så det havde nok også noget med det at gøre i det store og hele. Hun vendte blikket mod ham, som han tog omkring begge hendes, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Nu var det hele endelig i gang og igen så var den tanke virkelig uvirkelig! Hun nikkede roligt til Sonics ord, hvor hun vendte blikket mod ham. Ikke med væmmelse eller noget som måtte minde om det, for det var slet ikke noget som lå til hende. Ikke i en situation som denne og specielt ikke med tanken om at hun stod sammen med den mand som hun skulle til at tage til ægte, den mand som hun skulle tilbringe resten af sine dage med, for hun betvivlede virkelig ikke når hun sagde at hun elskede ham. Som Nathaniel begyndte den ellers så lange tale, så kunne hun kun mærke, at hun faktisk blev langt mere nervøs end det som hun ellers ville have været det, men det var ikke så.. skræmmende som hun havde troet at det ville være. Hun trykkede let omkring hans hænder. Han stod der for hende, som hun stod der for ham og det var sådan at hun ønskede det for resten af deres liv!

[Nathaniel Diamaqima]

Det vansirede ansigt var noget som Nathaniel havde lært at leve med, også selvom han skjulte det bag en maske når han endelig var ude, selvom det var forbandet sjældent at det skete nu om dage. Han blev stående og selv med en ellers yderst stålfast mine, selvom det nu ikke var noget som han skjulte for Sonic. Han var ikke den som lagde skjul på det, hvis han endelig skulle være utilfreds med det ene eller det andet, men det var nu bare sådan at tingene måtte være, om det var noget som han ville det eller ikke. Han knyttede næverne let. Det var jo aldrig til at vide hvad Sonic havde i tankerne. For alt hvad han vidste, så kunne han ødelægge dokumentet når alt dette var færdig og derved faktisk også tage hans liv. Selvom han som sagt ikke var bange for døden, så ønskede han ikke at forlade familien allerede. Han havde alt for meget som han ikke havde fået gjort endnu og han vidste i den grad også godt, at han var ved at komme op i årene efterhånden, selvom det igen ikke var noget som han tog sig meget af. Han valgte dog selv ikke at kommentere det. For øjeblikket, så stod han heller ikke selv i skjul. Selv ved en situation som denne, så måtte han slå sig til tåls med det faktum, at han var blevet en decideret grim mand at se på, selvom det ikke gjorde ham det mindste. Forfængelighed i så stor en grad havde han dog heller ikke, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde synderlig meget til, det var helt sikkert. Nu ønskede han bare det her overstået!
Ilaria var virkelig smuk i den helt isblå kjole og med den store mave, så var det også kun tydeligt at det virkelig måtte være oppe omkring hendes fødsel. Ikke fordi at han ville blande sig i det, for det var heller ikke fordi at de havde bedt om hans hjælp når barnet ville komme, så det var noget som de fint nok skulle have lov til at ordne selv, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Det havde han det faktisk helt fint med, hvis han skulle være helt ærlig! Han vendte blikket stille ned mod bogen i hans næver, selvom han kunne talen helt udenad, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele. Han kneb øjnene en anelse sammen. Jo hurtigere det kunne overstås, jo bedre ville det i den grad også blive! Han vendte sig roligt i retningen af Sonic som den første. De kunne jo lige så godt bare kaste sig i krig med det hele, ikke sandt? Han trak svagt på smilebåndet, selvom der bestemt heller ikke var noget som kunne kaldes for menneskelige følelser bag det. Det var.. virkelig intet sigende. ”Så tilspørger jeg dig, Ilosonic Demoniqz. Vil du tage Ilaria Isthar Ilaroísma som hos dig til står til din ægte hustru? Vil du elske hende i medgang og modgang til døden jer skiller?” Hans ord var rolige og ikke mindst med et brændende alvor. Ægteskabet tog han altid som en meget alvorlig ting. Der var jo en grund til at han faktisk kun havde været gift med en enkelt kvinde før, for det var noget som selv vejede frygtelig tungt ved ham. Et sted så.. var han vel også beæret over at få lov til at vie greven med den kvinde som han elskede og holdt af?

[ilosonic]

Måske Nathaniel ikke var meget for at være her, men Ilosonic havde faktisk valgt manden af mange årsager, han havde kun truet med hans vilje for at være sikker på at han dukkede op, for det skulle ikke undre ham at Nathaniel var ligeså meget imod ham som så mange andre måtte være. Hvis han skulle være ærlig, så havde han faktisk ikke det mindste imod Nathaniel, den mand havde aldrig gjort ham noget, han var stærk og strategisk, så det at han havde mandens vilje i sin hule hånd, var noget som kun kom ham selv til gavn, det var faktisk ikke for at stille Nathaniel som sin fjende, for han vidste også godt at han skulle passe på med hvad han fik manden til at gøre, ikke udnytte ham alt for meget, for til sidst ville det hele bare give afslag, hvilket han jo heller ikke ønskede! Desuden så var der vel intet galt i at vie to personer? Der skete jo intet ved det, foruden at Ilaria ville få opholdstilladelse her i Procias, og det var det eneste som han i øjeblikket tænkte på! Han ønskede ikke at miste hende, han elskede hende, og et ægteskab kom ham faktisk meget til gavn, for så vidste han hvor han havde hende, så var hun hans for evigt, som det også var gengældt, hvilket nok var den tanke som han så mest frem til! Hun var kold at holde i hånd med, men på den anden side var han jo selv varm, for han var også selv nervøs hvilket også måtte påvirke hans egen kropstemperatur, men som han nærmest var vant til hendes kulde, var hun vel også ved at være vant til hans varme? Han fjernede ikke blikket fra hende på noget tidspunkt. Hun var virkelig gudeskøn! Hun var fandens smuk og han havde aldrig set noget så fantastisk og nærmest.. strålende som hende! Hun var et syn for guderne! Han kunne virkelig ikke være mere end heldig at have faldet over hende! Han huskede dog stadig deres første møde på slagmarken, hvor de faktisk havde kastet sig i krig med hinanden. Hun havde vist sit værd og havde fulgt ham med til Procias, hvor hun var endt med at blive, vel et sted kun fordi at hun var blevet ramt af pesten? Men det var også takket være den sygdom, at de kunne stå her den dag i dag. Det var den sygdom som havde bragt dem tættere på hinanden, hvilket han ikke kunne fortryde på nogen måde! Han havde ærligtalt ikke fortrudt en eneste dag med hende! Hun havde virkelig gjort hans liv til et rent eventyr! Og nu stod de her og skulle giftes, hun ville snart blive hans, som han ville blive hendes og sammen ville de blive en familie, det var nok noget af det som han så mest frem til! Til Nathaniels spørgsmål, endte han dog med at se lettere eftertænksomt på hende, som om at han overvejede om han skulle give hende sit ja eller ej, næsten som om at han tøvede, selvom et morende smil hurtigt brød hans læber. Han blinkede let til hende. ”Mere end noget andet, ja,” svarede han sandfærdigt og næsten med en varm stemme, hvor han ikke så væk fra hende på noget tidspunkt, for det var ærligtalt også svært, når hun var så smuk! Han ventede egentlig blot på at hun skulle give ham sit ja, så de kunne blive mand og hustru, hinandens og som sagt; leve med hinanden i medgang og modgang, til døden dem skilte. Det ville han ærligtalt ikke tøve det mindste med!

[Nathaniel Diamaqima]

Direkte det faktum at Ilosnic var steppet ind i rollen som greve, var ikke det som Nathaniel havde det største problem med. Men det faktum, at han vidste at manden havde slået Keischa ihjel, selvom der ikke fandtes beviser på det, var i den grad det som generede ham mest, så var det bestemt heller ikke beskyldninger som han ville kaste med ved et bryllup som dette. Selvom de var dvasianere begge to med alt hvad det måtte indebære, så fortjente de jo lige så den glæde ligesom alle andre gjorde det. At det jo så var ham som de havde valgt til denne handling, var noget som han var beæret over et sted, selvom han ikke lod det komme til udtryk. Han kunne dog ikke lade være med at tænke på at det også var dette som Marius havde ønsket for ham og Melody. Han var bare faldet bort inden de nåede til dette punkt, hvor de faktisk kunne vies. Den kære mand var virkelig savnet og selv på stedet endnu, var det som man kunne mærke hans ånd og alt det som han havde gjort og stået for igennem sine gode år. Han rystede de tanker ud af hovedet, kun for at vende sin opmærksomhed i retningen af Ilaria og Ilosonic. At han ikke kunne få blikket fra hende, var noget som et sted også måtte more ham, for det var egentlig bare et tegn på at manden var menneskelig, at han var lige så menneskelig som alle andre, selvom det igen heller ikke var noget som han lod komme til udtryk hvis han ellers kunne blive fri for det.
Selvom den forbandede ilddæmon måtte stå med hans frie vilje i sine næver, så prøvede Nathaniel heller ikke at lade sig påvirke af netop dette. At få ham som fjende, var i den grad noget af det dummeste som man kunne. Han havde ikke magi, han havde sin alkymi og selvom det ikke altid var direkte farlig, så havde han umådelig mange kontakter og han var en strateg uden lige, så han fik normalt bugt med dem som han ønskede at få bugt med, hvis det endelig var det, hvilket manden vel et sted også var klar over? Han håbede det om ikke andet. Som hans svar måtte komme, så nikkede han blot. At han havde lavet sjov ved at trække tiden ud, rørte ham nu ikke, selvom det vel mere var overfor Ilaria, som kun var blevet mere nervøs ved dette? Han nikkede blot endnu en gang, som han denne gang henvendte sig til Ilaria. Den smukke isdronning. Der kunne han dog heller ikke være andet end enig med Ilosonic. ”Og så tilspørger jeg dig, Ilaria, Isthar Ilaroísma. Vil du tage Ilosonic Demoniqz som hos dig står til din ægtemand? Vil du elske ham i medgang og modgang til døden jer skiller?” spurgte han videre, også selvom den alvorlige mine endnu en gang så tydeligt var kommet til udtryk ved ham. Igen, så tog han ægteskab som en meget alvorlig ting og at det ikke var noget som man skulle gøre bare for at gøre det, som så mange andre af de helt unge gjorde det. Bogen blev han stående med, hvor han blot måtte afvente sig hendes svar. Når svaret var kommet, så var det løfterne, han kunne erklære dem ægte, de kunne skænke hinanden det første kys som ægtefolk og så ville det hele være forbi. Lige præcis den sidste del, var faktisk noget som han virkelig måtte se frem til.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt hvad det ville indebære for hende at blive gift med denne mand, foruden titlen som grevinde af landet. Det var nu heller ikke den som hun fiskede efter. I så fald, så havde hun da tvunget ham til dette for længe siden, men alene det faktum, at hun faktisk elskede ham og at hun ikke ønskede hast, så ville hun faktisk hellere tage det med ro. Under disse omstændigheder, så havde valgene faktisk ikke været særlig mange. De ville smide hende ud den dag barnet blev født og det var nu heller ikke noget som hun måtte ønske! Hun ønskede at være sammen med Sonic, uanset hvor pokker det så end måtte være henne, så var hun faktisk ligeglad. At dette ville skænke hende en opholdstilladelse glædet hende bare. Om ikke andet, så vidste hun at deres kommende lille ville være i sikkerhed og det var i den grad også det eneste som betød noget for hende. Selvom hun ikke ville erkende det, så glædet hun sig et sted også til at føde, selvom hun vidste, at det ville komme til at gøre frygtelig ondt. Ikke fordi at det var den smerte som hun havde fokus på lige nu, men hendes egen glæde, hendes egen lykke og med tanken om at hun snart permanent kunne kalde sig for hans hustru, var en titel som hun faktisk var umådelig stolt af. Hun havde prøvet at sige det til sig selv mere eller mindre hele dage, men hun kunne slet ikke forstå det. For en gangs skyld, så havde hun fundet en som faktisk ønskede at tage sig af hende, selvom hun virkelig var forbandet krævende af sig, at hun var meget selvstændig og det hele, så nød hun at han ville ligge og holde om hende. Hun kunne faktisk ikke sove om natten hvis han ikke var der til at gøre det. En ganske sjov tanke nu hvor hun endelig måtte tænke sig om.
At Sonic brugte betænkningstid på at svare, var noget som fik hende til at vende blikket direkte mod ham, hvor hun selv tydeligt måtte føle nervøsiteten stige. Han kunne da ikke tøve med at give hende svaret nu! Ikke nu hvor det faktisk var ham som var faldet på knæ foran hende og faktisk ønsket hende til dette! At han blinkede og smilede, var noget som gjorde hende rolig allerede med det samme, selvom hun bestemt heller ikke fandt det morsomt! Hun rystede stille på hovedet, hvor hun alligevel ikke kunne lade være med at smile. For hendes vedkommende, så var det helt utroligt at et så simpelt et ord, kunne have en så massiv og stor betydning i den anden ende. Det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Et så simpelt ord kunne virkelig gøre hende direkte blød i knæene! Hun vendte sig kun ganske kort mod Nathaniel som han spurgte hende om det samme, som hun så vendte blikket mod Sonic endnu en gang. Smilet forlod dog på ingen måder hendes læber. Han var brændende at holde fast i, men det var nu heller ikke noget nyt for hende på nogen måde. Hun nikkede stilfærdigt. ”Af hele mit hjerte, ja,” svarede hun roligt og ikke mindst med en beslutsomhed uden lige, for hun kunne da slet ikke tøve i en situation som denne! Hun lod hovedet søge let på sned, hvor hun selv betragtede Sonic i sin helhed. Selv på trods af hans øje, så følte hun sig virkelig som den heldigste kvinde i hele verden!

[ilosonic]

At betragte Ilaria denne dag, var noget som Ilosonic virkelig måtte nyde, for hun var virkelig det smukkeste han nogensinde havde set! Det at se hende gå langs løberen, havde virkelig fået hans hjerte til at slå hårdere og hurtigere imod hans bryst, Han havde snart været bange for at det ville bryde ud igennem hans ribben og bryst, så hårdt det havde slået. Og følelsen som det havde bragt ham ved at se hende der, havde været den rene lykke! Han følte sig virkelig heldig! Han havde aldrig nogensinde oplevet alle de følelser som det fyldte ham med ved bare at se på hende, se at hun stod ved hans side, vide at hun ville gøre det i medgang og modgang og vide at hun ville blive hans til døden dem skilte. Hvad mere kunne han egentlig ønske sig end hende? Nok han havde sagt at han var bange for at være hende utro, men ved at stå her sammen med hende, så var det gået op for ham, at han ikke længere følte den frygt, for.. hvorfor skulle han være hende utro, når han faktisk havde det bedste af det bedste hos sig? Han ønskede ærligtalt ikke nogen i Ilarias sted, kun hende. Ene og alene! Han ønskede at være den mand hun elskede, betroede sig til og som hun åbnede op for, selvom at det vel også var nøjagtig det som han var? Han elskede hende højere end noget andet og kunne ikke drømme om at takke nej til at indgå et ægteskab med hende! At hun så endte at blive mere nervøs, fordi han trak tiden ud, måtte kun more ham, men hun havde vel ikke selv regnet med at han ville afslå? Det kunne han da slet ikke når hun så sådan ud! Hun var jo fantastisk smuk! Hun fik hans knæ til at blive bløde, så han snart var bange for at de ville kollapse under ham! Han kunne ikke være mere stolt af at have hende hos sig som sin hustru!
Sonic tog ikke blikket fra Ilaria, da det blev hendes tur til at give ham sit ja. Han vidste at hun ikke ville afslå.. eller det var han da 99 procent sikker på, for man vidste jo aldrig med hende! Tænk hvis hun afslog, fordi hun følte sig stresset eller havde ondt, fordi hun var højgravid eller noget helt andet?! En lettelse ramte ham dog ved hendes ord, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. Nu var det hele snart overstået. Ikke fordi at han ville stresse igennem sit eget bryllup, for der måtte han indrømme at han langt hellere ville tage det stille og roligt, men han måtte indrømme at det hele ville blive en lettelse, når de engang var færdige, for så ville hun kunne blive her hos ham, så ville de ikke kunne smide hende ud. Han vidste godt at Marius havde ønsket det samme med Melody, men han havde ikke givet manden chancen for at blive gift med hende, for han var kommet før det var sket, hvor han havde gjort krav på det hele. Et sted, så fortrød han lige netop den handling, ikke at han havde overtaget det som retmæssigt var hans, men det at han havde frataget hans bror den lykke, som han selv mærkede sig af ved at se den kvinde han elskede blive hans til evig tid. Nu var både Marius og Melody døde, så han kunne ikke gøre det om.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var virkelig ikke ofte at man så dvasianere stå i denne form for lykke. Ikke fordi at det var noget som Nathaniel ønskede at blande sig i, for han tog det virkelig kun som en meget god ting. At selv lykke og det lyse kunne ramme der hvor mørket stod stærkest. Selv havde han oplevet den følelse en gang før, og selv så håbede han også på at Liya ville lade ham trække den så langt igen når hun engang var klar til det. Han levede et liv uden hast, men at se folk stå der, smile lykkeligt og med det glimt i øjet, så måtte han alligevel erkende at det var noget som måtte ramme ham selv. Ikke fordi at det var noget som han ville lade komme frem lige nu. At høre dem begge skænke hinanden det store ja, så nikkede han endnu en gang, hvor han roligt lod bogen lukke sig, selvom hans finger stod på den side som han skulle gøre brug af. Han vendte blikket roligt mod de to af tjenestestaben, hvor den ene stod med en pude af rød fløjl, hvor de to smukke vielsesringe måtte ligge. Han vinkede hende op til sig, hvor hun stillede sig ved hans side.
Nathaniel vendte blikket mod dem. At se dem stå der hånd i hånd, også selvom han tydeligt kunne mærke på Ilaria at denne situation virkelig måtte stresse hende, så kunne han nu alligevel ikke lade være med at finde det underholdende. Selv kunne han mærke på de to som havde båret Ilarias slør, at de var vant til at blive hundset rundt med og hvis han ikke tog meget fejl, så kunne han næsten gætte sig til at det var Ilaria som hundsede mest af dem som stod med magt her på ejendommen. Tanken morede ham virkelig, for hun levede virkelig op til de forventninger som man normalt ville have til en isdæmon som hende selv. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme ganske så stilfærdige mine som før. Løfterne stod for tur, nu hvor de var ved at gå mod sin ende. Selv tog han roligt imod puden som han lod hvile i sin egen hånd. Det hele skulle trods alt også gøres helt rigtigt og det var uden videre omsvøb! Han vendte blikket direkte mod Sonic. Det var trods alt ham som skulle starte ud med det hele, selvom han nu heller ikke regnede med at det var noget som gjorde ham det mindste? Hans blik sagde blot at der var mange rosende ord til Ilaria i vente. ”Ilosonic. Dine løfter,” fortsatte han roligt og med en ganske stilfærdig stemme. Det lakkede mod sin ende, for det var skam heller ikke fordi at han regnede med at tjenestefolket som stod omkring dem, ville være imod dette bryllup, så det var jo også fint en del som han kunne hoppe over, hvilket nu heller ikke gjorde ham det mindste. Han holdt roligt puden frem mod Sonic og selvom ed et stille smil på læben. Et sted så var han jo som sagt beæret over at få lov til at stå i denne situation og være den mand som skulle vie det nye grevepar, selvom han nu ikke var meget for Sonic som person af åbenbare grunde. Afventende blev han stående. Når det kom til situationer som dette, så var han faktisk en mand af frygtelig stor tålmodighed.

[Deleted]

Ilaria var udmærket godt klar over, at Sonic stod bag mordet på Keischa, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Så længe, at der ikke var nogen som stod med muligheden til at rive ham fra hende, så skulle hun bestemt heller ikke klage over tingene. Nu var det store ’ja’ blevet skænket til ham og bare det at se ham smile på den måde, som han faktisk selv var lige så lykkelig som hende selv, var kun noget som virkelig måtte gøre hende noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, og nu hvor det var løfternes tur, hvilket hurtigt gik op for hende, som Nathaniel fik kaldt den ene af de to tjenestepiger til sig – hende som stod med puden og ringene, så var det også først nu at hun for alvor måtte blive nervøs. Det var denne del som hun havde været nervøs for stort set hele tiden og det var med gode grunde; Det var nu hvor hun for alvor skulle åbne op for Sonic, fortælle hende hvad hun virkelig følte omkring ham og omkring det hele, hvilket faktisk var en tanke som måtte.. skræmme hende. Hvad nu hvis hun ikke var i stand til at opretholde de løfter som hun skulle til at skænke ham? En masse tanker for pludselig igennem hendes sind, hvilket kun gjorde hende langt mere stresset! Hendes hænder var iskolde, blomsterne som hun stod med var mere eller mindre frosne, selvom det ikke engang var noget som hun som sådan rigtigt kunne lægge mærke til. Hun vendte blikket skiftevis fra ringene til Nathaniel og så til Sonic. At han skulle starte, var noget som hun næsten havde gættet sig til allerede fra start af. En oplagt mulighed til at give hende kompliment efter kompliment. Et sted så var hun jo bange for at hun slet ikke kunne tackle det!
De mange tanker var noget som gjorde hende ikke bare nervøs, men også direkte stresset. Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, også selvom den lille som hvilede i hendes indre, var gået skræmmende meget til ro. Det var så også først nu at hun fandt ud af helt præcist hvorfor. Den pludselige fornemmelse af væske som måtte løbe ned af hendes ben, var noget som hurtigt og let fik hende til at vende blikket ned mod sin mave. Gik vandet? Det kunne da ikke gå nu! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun vendte blikket direkte mod Sonic og denne gang med en helt anden mine end det som hun havde brugt til nu! Hun nægtede at afbryde brylluppet før det var færdigt og nu hvor de var så tæt på, så måtte den forbandede unge altså vente lidt! Hun trak vejret dybt, lukkede øjnene ganske let, som hun mærkede vandet stadig løbe ned af hendes ben. Blikket faldt direkte til Sonics skikkelse, hvor hun direkte bad ham med et blik alene om at komme i sving, for nu var der altså andre ting som de skulle til at slås med! Hendes fødsel skulle for pokker til at starte og det var noget som gjorde hende urolig! Uroen mærkede hun tydeligt i hendes krop, selvom der ikke skete noget ydereligere.. endnu om ikke andet. ”Få det overstået..” Ikke fordi at hun sagde ordene direkte, men hun mimede dem. Der var ikke tid til lange taler. Det sidste skulle bare være færdig og det skulle være nu!