Replacement?

[romeo]

Natten havde lagt sig over Dvasias og mørket havde sænket sig over Mørkets Cirkel, hvor det var begyndt at blæse kraftigt op, som om en storm var på vej. Romeo sad på sit værelse indbundet i bandager og forbindinger. Hans tur med Konstantin havde også kostet ham dyrt, for den mand havde virkelig ikke lagt fingrene imellem. Hans ansigt bar rifter og sår der endnu ikke var healet ordentligt. Han havde et flækket øjenbryn, det højre, han havde et sår på næseroden, der ikke var healet endnu med en rød og øm skorpe udenom. Han havde en flækket underlæbe, et blåt øje; det venstre og et tydeligt hævet kindben, hvor alle sår, blå mærker og rifter tydede til at han havde været oppe og slås og også at han havde fået et par ordentligt lag prygl. Ikke nok med det, så var hans ribben trykkede, hvor brystet var forbundet under den halvåbne sorte skjorte som han bar, ærmerne var smurt op, så man kunne tydeligt se at hans højre arm var forbundet. Han bebrejdede dog ikke Konstantin, for manden havde jo egentlig aldrig gjort ham noget, skønt han stadig stod i ledtog med Malisha! Mandens ord havde dog roet ham en anelse ned, han var faldet til ro og han ventede egentlig bare på at Malisha viste sig igen, for han ville tage en snak med hende – en fredelig én af slagsen uden at angribe hende, hvilket han heller ikke kom langt med i øjeblikket! Han ønskede Lexie tilbage, og det var hans eneste betingelse på at blive, for ellers så ville han tage til Procias, finde hende og slå sig til ro med hende, for han var virkelig ligeglad med hvor de befandt sig, så længe han bare var sammen med Lexie! Han turde dog ikke slippe mørket af frygt for de følgende konsekvenser, for eftersom det var mørket som havde helbredt ham, så var han bange for at det ville tage hans helbred fra ham, hvis han gik tilbage til lyset, han var bange for at han skulle blive lam i benene og ikke være i stand til at gå igen, eller ikke være i stand til at tale eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han var interesseret i!
I øjeblikket sad Romeo på sit værelse i den underjordiske by, hvor han sad med en gammel læderindbundet bog, og skrev på de gullige tykke papirer. Han sad lænet op ad en pude, og op mod sengens gavl, hvor han sad og dyppede sin fjerpen i blækket, der stod på det lille natbord ved hans side, sammen med en stak bøger og pergamenter og andet gammelt skrift, hvor en lille petroleumslampe stod og som var det eneste der lyste hans lille værelse op. Han sad alene og ude ved kanten på dobbeltsengen – hans og Lexies seng – så han kunne nå natbordet og blækholderen. Han dyppede endnu engang fjerpennen i blækket, inden han skrev videre i sin lille sorte læderbog. Man kunne ikke ligefrem kalde det for en dagbog, selvom han dog også udtrykte sine følelser, men det var mere skrevet som breve, skønt det var opstillet som havde det været en dagbog. Han skrev til Lexie, skønt han vidste at han hverken kunne sende breve eller andre beskeder, for han anede ikke hvor hun befandt sig, foruden hun var et eller andet sted i Procias. Han ville gerne søge efter hende, men.. han ville jo ikke have en chance, for han var warlock, så han satte ikke kun sit eget, men også Lexies liv på spil. Han sukkede let, selvom der ingen følelse var i det, for mørket og tiden uden Lexie havde gjort ham kold og følelsesløs.

[Deleted]

Det var måske aften og nat, men det var også nu at der var mest gang i Mørkets Cirkel. Ikke fordi at det var noget som gjorde Anyalina det mindste, også selvom Malisha havde sat hende på en mere besværlig opgave end det som hun var vant til. Ikke at det var spionage som hun ellers var vant til, men en mere.. dybdegående opgave, som hun agtet at fuldføre og gøre til fulde! Folkene morede sig i de store forsamlingsrum som var med hvad de nu havde at hygge sig med og så var det jo lige meget om det var tøser eller noget lignende eller om det var alkohol som var røget på bordet. Det var aldrig et selskab som hun valgte at deltage i, for hun fandt det slet ikke fristende på nogen måde. Hun klarede sig mest af alt alene og det havde hun mere eller mindre altid gjort! Hun var iklædt en ganske tætsiddende kjole som slangede sig smukt omkring hendes lange og slanke ben. Den havde sin tydelige v-skæring, så hendes kavalergang var tydelig og håret sat let op. Et sted så gjorde hun det udelukkende for at tiltrække opmærksomheden, hvor selv hun havde valgt en beklædning som var mørk som natten selv – med andre ord, så var det en opgave indenrigs, hvis man da kunne kalde det for en opgave som sådan, men snarere en mission som Malisha selv måtte anse som meget vigtig og det var selvfølgelig noget som hun agtet at ske til fyldest!
Romeo og Lexies dør var noget som hurtigt måtte falde hende i blik. Selv der hvor det kolde og direkte intetsigende smil måtte passere over hendes læber og med den samme direkte intense mine. Malisha havde bedt hende direkte om at overrække Romeo beskeden omkring Lexies bortgang. Opgaven skulle være fuldført for længst, så.. de gik bare ud fra at tøsen måtte være død, selvom det ikke havde set ud som om at det havde gjort Malisha det mindste, så var det vel også bare en god ting? Hånden hævede hun ganske stilfærdigt, blot for at banke på døren. Selv hun havde sine manerer, også fordi at hun var nødt til at vælge sine skridt frem med omhu, for hun var nødt til at komme tæt ind på Romeo. Måske at det ville være nemmere, nu hvor det skulle være en opgave, snarere end det som det havde været dengang med Ezekiel, selvom det nu heller ikke var en mand som hun tænkte meget over. Lige nu var det bare opgaven som hun måtte se og den opgave som hun måtte fokusere på, og det var bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Afventende blev hun stående udenfor døren. Et sted så vidste hun jo ikke om Romeo havde lagt sig, selvom hun havde hørt at han ikke sov meget nu hvor Lexie var væk og efter alt det som var sket ham med mødet med Konstantin. Hun kunne måske ikke skjule det, men det var noget som direkte måtte more hende, for det viste jo bare at Romeo ikke var så imponerende igen? Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet ind mod væggen. ”Romeo..?” Hendes stemme var kold, intetsigende og alligevel.. iørefaldende, da den var ganske feminin af sig, lys og fin, hvilket bestemt heller ikke var noget som passet til hende med den personlighed som hun havde!

[romeo]

Måske der var gået lang tid, men det var bestemt ikke noget som skulle få Romeo til at opgive modet! Han vidste at Lexie var derude et sted, han kunne mærke det i sit hjerte, og han ville ikke opgive hende! Han havde lovet hende, at han ville vente på hende og det var et løfte som han skam havde tænkt sig at holde! Han nægtede at give slip på hende, heller ikke selvom der var gået lang tid! Hvor længe der helt præcist var gået, vidste han ikke, men han vidste at det var over flere uger, for hans bog var efterhånden fyldt med mange sider, der alle sammen var skrevet med dato, skønt han dog ikke skrev hver aften, han skrev når han følte sig mest ensom, når han ikke kunne få hende ud af hovedet, eller når han virkelig manglede hende, hvilket han gjorde denne aften! Han lod tungen stryge ganske let over sine rosenrøde læber, som han fortsatte med at skrive. Han startede altid med: Kære Lexie og han sluttede altid med: Fra din elskede Romeo - eller noget lignende, derfor var der ingen tvivl om hvem han skrev til, selvom det vel havde været indlysende uanset om det havde virket anonymt eller ej? Det var sådan set ligegyldigt, for når han skrev, så følte han sig pludselig tættere på hende. Han bladrede let om på den første side i bogen, hvor han greb omkring den halskæde han havde givet hende på deres sidste aften sammen. Hun havde givet ham den tilbage, så han havde et minde om hende, og så den ikke ville blive væk, eftersom hun – og ingen andre – vidste hvad der ville ske i Procias. Han knugede let halskæden i sin hånd, hvor han lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene lettere fortvivlet. Han savnede og manglede hende virkelig! Han direkte længtes efter hende! Det blev mere og mere fristende at søge efter hende, og om ikke så lang tid, så ville han jo nok også gøre det, for han gad virkelig ikke sidde her og vente på at Malisha skulle dukke op i al evighed! Så snart han var frisk nok til det, så ville han tage af sted og få Lexie med hjem! Eller.. han ville jo nok stikke af med hende, men uanset hvad, så ville de igen være sammen! Et let smil gled over hans læber, som han lagde halskæden tilbage igen, inden han bladrede tilbage til siden han var kommet til og skrev videre. Han stoppede dog brat, da han hørte at det bankede på døren, hvor hans blik gled opmærksomt mod døren. Han klappede ganske langsomt bogen sammen, hvor han satte pennen tilbage i blækholderen, uden at han tog blikket fra døren. Stemmen han kunne høre udenfor, fik ham dog til at spille øjnene op, hvor han næsten tabte kæben. Var det..? Det lød som Malisha! Var hun kommet tilbage for at snakke med ham? Kunne han få Lexie tilbage igen? Han lagde bogen fra sig på natbordet og hastede hen til døren, hvor han uden tøven åbnede døren op, selvom hans håbefulde mine stoppede brat, da hans blik faldt på en helt anden kvinde. Hans mine endte til at starte med først en anelse forvirret, derefter intetsigende og til sidst endte den direkte kold og dræbende. „Du er ikke Malisha!” bed han af hende, hvor han kneb øjnene fast sammen. Han knugede hånden fast omkring dørhåndtaget, hvor hans mine var direkte vred. Han var dog for svækket til at kunne klare endnu en kamp, så han gjorde bedst i at holde sig i ro, hvilket han godt vidste. Hans forslåede ansigt, tog han sig dog ikke af, selvom han godt kunne mærke smerten i ansigtet. Han trak vejret dybt, skønt det resulterede i en mindre smertende grimasse, da han en kort smerte gik igennem hans brystkasse. Hans blik blev dog hurtigt fast igen. „Hvem er du og hvad vil du mig?” spurgte han kortfattet. Han havde set hende før.. her i Mørkets Cirkel. Han havde set hende holde øje med ham, skønt hun havde holdt sig på afstand. Hans blik gled kort og vurderende over hende, selvom han koncentrerede sig mest om hendes ansigt, og specielt hendes øjne, for selvom hun så forholdsvis ung ud, så var det tydeligt at hun var en vis og gammel kvinde. Han var ikke sikker på om hun var på Malishas alder eller yngre.

[Deleted]

Anyalina havde ganske rigtigt holdt et godt øje med Romeo igennem det sidste tid. Efter det som skete med Konstantin og det at Malisha endnu ikke var helt på toppen, så stod hun der lidt som kvindens øjne, selvom hun ingen magt havde. Det måtte hun sgu selv styre med, for det var slet ikke noget som hun selv ønskede at tage en del i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde overhovedet! Hun vidste godt at Romeo havde noget kørende med denne Lexie.. Selvom den unge tøs heller ikke havde imponeret hende, men igen, så skulle der virkelig meget til før Anyalina blev imponeret over noget som helst! Hun var måske ikke så gammel som Konstantin eller Malisha, men af den grund, så var hun faktisk dygtig af sig, og det var noget som hun vidste! At Lexie måtte være savnet, var noget som man næsten kunne opfange på Romeos opførsel, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde blandet sig i –før nu om ikke andet, for hun havde ikke haft nogen grund til det frem til nu, så det var selvfølgelig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun havde sine fremgangsmåder, hun vidste godt hvordan hun kunne spille på den sødme som måtte hvile i mænd et eller andet sted, selvom tabet af Lexie nok havde gjort meget ved manden, så skulle hun sgu nok komme igennem til ham på et tidspunkt! Det var også det som hendes opgave lød på, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! At de lette og små bank var noget som fik ham til at reagere inde på den anden side af døren, var noget som hun tydeligt kunne høre, hvilket også fik det morende smil til at brede sig på hendes læber. Selv var det sjældent at hun morede sig i det hele taget, men når det var på andres bekostning, så var det faktisk ikke så svært igen. Som han næsten hastigt måtte åbne døren, så rettede hun sig op. Hans reaktion var noget som direkte fik hende til at grine indvendig! ”Vel observeret Romeo,” endte hun direkte morende. Et sted så led hun vel lidt af en psykotisk tankegang, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde. Det var sådan at det havde været lige siden hun selv var kommet hertil, men det var ikke noget som nogen direkte havde brug for at vide, var det? Hun lod hovedet søge let på sned og uden at tage de helt mørke øjne fra ham. At han ikke lagde mærke til beklædningen var noget som direkte måtte irritere hende et sted, men ikke noget som hun sagde noget til. Det ville bestemt ikke nytte hende at komme ham på tværs! Endnu om ikke andet! ”Hvem jeg er, skal vi nok komme til.. Jeg bringer dig nyt omkring din ’kære’ Lexie,” fortalte hun ganske kortfattet, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Hendes blik hvilede direkte gennemborende på ham. Selvom hun måske ikke var direkte ønsket af ham, så havde han bare at tale til hende i en ordentlig tone, for det andet, var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde, og det var noget som han nok skulle lære sig! ”Må jeg kommer ind?” endte hun ganske sigende og med et slankt hævet bryn. Hun var ikke en kvinde af den største tålmodighed!

[romeo]

Romeo var ikke kommet ud af sit værelse i flere dage. Han samlede mad og væske inde på værelset, og når der snart ikke var mere tilbage, så hentede han noget mere. Sådan havde han levet igennem det sidste stykke tid – siden han havde stødt på Konstantin. Han havde dog kort været i kontakt med en ung warlock, ikke mere end på de otte, ni, ti år, han var ikke helt sikker på hvad knægten var, men knægten løb små ærinder for ham af og til, og holdt ham opdateret omkring omverdenen og specielt om Malisha kom tilbage, selvom der aldrig var noget nyt. Forbindingen og hans mange sår gjorde dog også at det var begrænset for hvad han kunne lave, grundet til at hans hår var blevet fedtet, at han ikke havde fået barberet sig, så hans kæbe og hage havde fået små fine skægstubbe. At det så ikke var Malisha der stod for døren, var noget som virkelig måtte irritere Romeo, for det eneste som betød noget for ham, var at få Lexie tilbage og det var jo kun Malisha som kunne sørge for det! Hans greb omkring dørhåndtaget blev ikke slækket på noget tidspunkt, hvor hans blik kun forblev fast og vredt. Hvem denne kvinde var, vidste han virkelig ikke, men han havde set hende før, og han havde set hende kigge tilbage på ham, som om hun holdt øje med ham. Han kendte hende dog ikke og vidste heller ikke hvem hun var, det var vel også derfor han havde valgt at blive inde på sit værelse? Så han ikke skulle belemres med alle mulige andre tosser som alligevel var fuldstændig ligeglade og som alligevel ikke kunne hjælpe ham med at få Lexie tilbage, og han tvivlede ærligt talt på at denne kvinde kunne. Hendes morende tone var noget som kun gjorde ham langt mere vred, selvom han dog intet gjorde, for hendes øjne strålede af en visdom og erfaring der slog hans egen, og med sin sårede krop, så skulle han bestemt ikke lægge sig ud med nogen! Men af den grund ville han bare lades være i fred! Hans mine endte dog med at stivne, da hun nævnte Lexie. Han kneb øjnene ganske let samme, uden at han tog blikket fra hende. Han sank let en klump, hvor hans blik flakkede en anelse. Han kunne ikke fornemme om det var godt eller skidt, hvilket et sted irriterede ham. Da hun spurgte om han måtte komme ind, stirrede han for en kort stund blot åndsfraværende på hende. „Nej..” svarede han endeligt, hvor han sendte hende et kortfattet blik. „Hvis du har noget at fortælle, kan du fint gøre det fra din plads dér,” tilføjede han iskoldt og ligeglad med hvem hun så end måtte være! Han kunne ikke bruge hende til noget som helst, han var ligeglad med hende, men han ville gerne vide hvad hun havde at sige om Lexie, selvom han et sted frygtede for hvad hun ville sige, men mon ikke det var noget som Malisha bare havde fundet på? „Er det Malisha som har sendt dig?” spurgte han kortfattet, uden at han tog blikket fra hendes mørke øjne, der var mindst lige så mørke som hans egne. Måske han ikke skulle lægge sig ud med hende, men med mørket i ham var han endnu ikke blevet ’formet’ eller ’opdraget’, så han var ganske uhøflig af sig, rapkæftet, som de fleste fra Dvasias og mørket måtte være, hans sind var blevet formørket hvilket jo også havde sine konsekvenser.

[Deleted]

Anyalina havde ganske vidt holdt et godt øje med Romeo igennem det sidste lange stykke tid. Af den grund kunne hun blot sige, at hun på ingen måder var imponeret over hans måde at gribe tingene an på. At begrave sig på værelset, ikke komme ud, hvor hun kun så ham når han havde været på rov i køkkenet og så søgt tilbage på værelset. Af den grund, så var det også tydeligt for hende at se, at han havde fået en god omgang af Konstantin, hvilket i hendes øjne kun var på sin rette plads! At han ikke ville lukke hende ind og det at han så på hende med det blik, var nu heller ikke noget som forundrede hende. Her stod hun og kunne fortælle ham lidt omkring Lexie og hvad der var sket med hende, bare sådan pludselig? Jovist kunne det se ganske planlagt ud, men hun havde faktisk set noget! Og det var noget som hun kunne fortælle denne Romeo med fuld ærlighed. Hun betragtede ham med et ganske kortfattet og næsten intetsigende blik, hvor det heller ikke var noget som hun kunne lade være med, for tanken omkring hans opførsel, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hendes erfaring også indenfor den mørke magi var langt større end hans, for ikke at glemme, at hun ikke gik rundt med kroppen halvvejs bundet i bandager! Så uheldig havde hun dog ikke været endnu! Armene lod hun falde over kors ved hendes bryst. ”Her står jeg og kan fortælle dig noget om Lexie og du vil ikke engang lukke mig ind? Hvilken taknemmelighed..” vrissede hun ganske kortfattet og uden at skulle tage blikket fra ham, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Uanset hvad, så krævede hun at han accepterede hende og respekterede hende for den kvinde som hun var, og så kunne hun skubbe den mission lidt ud af hovedet. For nu var det jo egentlig bare at overrække ham de ’dårlige’ nyheder, og så komme videre derfra. Sandt var det dog, at hun ikke kunne hjælpe ham med at bringe hans kære Lexie hjem og det var noget som hun heller ikke ville gøre det, for.. hvad havde hun at vinde på det? Ingenting! Hun lod hovedet søge let på sned, hvor hun så direkte gennemborende på ham. I det store og hele, så var det noget som virkede som en advarsel. Han havde bare at tiltale hende ordentligt! ”Det klæder dig ikke at være så skeptisk.. Hvad tror du den gamle høg har med at gøre at jeg står her? Men jo.. det er muligvis hende som har.. opfordret mig til at stå her og fortælle dig det..” Hun trak let på skuldrene som betød det ingenting, selvom det var sandt.. for hendes vedkommende om ikke andet. Hendes fingre trommede over hendes overarme og med en tydelig mangel på tålmodighed, for han testede hende virkelig, og hun brød sig på ingen måder om det! Hun kneb øjnene advarende sammen. ”Men du er ikke særlig interesseret.. er du?” endte hun kortfattet. Ville han vide, så måtte han lukke hende ind. Hun nægtet at arbejde så offentligt at alle kunne se hende! Hun foretrak faktisk at være usynlig, hvilket var en ting som gjorde opgaven besværlig.. Men af den grund, så var det noget som hun stadig agtet at fuldføre til fulde og til Malishas tilfredshed! Ligesom hun altid havde gjort det!

[romeo]

Hvem denne tøs var, vidste Romeo virkelig ikke, foruden at alt i ham skreg efter at han skulle passe på, hvilket han også havde tænkt sig, for han vidste godt at man ikke burde lægge sig ud med de ældre warlocks – det havde Konstantin hurtigt fået slået ind i skallen på ham, selvom han et sted var ligeglad, han ville bare have Lexie, var det så svært at forstå?! Han ville gøre alt for at få hende tilbage, men det så både Malisha og Konstantin ud til at være fuldstændig ligeglad med, hvilket kun irriterede ham langt mere! Han kunne tydeligt fornemme ondskaben og mørket i hende, også fordi den hvilede i ham selv, og det gjorde ham kun langt mere irriteret at hun skulle komme med den.. dominerende og overlegne holdning, som om hun bestemte over ham! Hun skulle bare holde sig langt væk fra ham! Ligesom alle andre skulle! Han kneb øjnene sammen til hendes ord, som hun endnu engang nævnte Lexie. Hvad hun vidste om Lexie anede han ikke, men han havde ikke brug for denne kvindes viden og ord, for det skulle ikke undre ham at denne kvinde alligevel var ligeglad! Så hvad skulle han bruge hende til? Intet! Hendes følgende ord var dog noget som fik ham til at sende hende et kortfattet blik, som om det sagde tror du jeg er dum? Han sukkede lettere irriteret, hvor det var tydeligt at høre og mærke på ham at han var ved at blive arrig og allerede var irriteret. Han vendte kort blikket mod gulvet og deres fødder. Hun stod i flade sko, hvor han selv stod i bare fødder, hans sorte bukser var en anelse støvet, eftersom han ikke havde skiftet dem men gået i dem den sidste uges tid, hvis ikke de sidste par uger, hans hår var blevet halvlangt og bølgede ned over hans ellers så flotte maskuline ansigt, på trods man ikke kunne se den typiske smukhed han plejede at have, da Konstantin havde pryglet ham. Mest af alt lignede han en tigger, specielt hvis man sammenlignede ham med kvinden der stod overfor ham, for hun var flot og elegant, smuk uden tvivl, men det ændrede ikke på det faktum at han var ligeglad. Han vendte roligt blikket mod hende igen, hvor hans mørke øjne var lettere følelsesløse. „Jeg ved at Malisha har sendt dig, for det gør den kvinde altid! Hun sender sine små soldater for sig, i stedet for at dukke op i egen høje person, fordi hun er en kujon!” vrissede han fast, hvor hans hår begyndte at bølge, som om en vind slog imod hans ansigt, det var dog ikke en vind, men hans egen energi der tog til, idet han blev sur. Hendes sidste ord pissede ham dog fuldstændig af, hvor han løftede den ene hånd og skød en trykbølge direkte imod hende. „Hvis du ikke har noget fornuftigt at sige, så hold dig væk! Og bed Malisha dukke op i stedet for.. tak!” endte han vredt, som han valgte at smække døren direkte i. Han tog sig til brystkassen og skar en grimasse, da det gjorde ondt. Det var måske dumt at angribe den kvinde, men han var ligeglad, han var vred og han savnede Lexie! Han endte med at blive tvunget i knæ, som smerten virkelig var uudholdelig! Han endte næsten med at kravle hen i skjul i et lille hjørne, da han vidste at hun ville komme igen, for det gjorde de jo altid, når man angreb dem! Han tog omkring et billede, hvor hans blik betragtede det lettere tomt; det var et billede af Lexie.

[Deleted]

Meget kunne man kalde Anyalina, men der var grunde til at hun havde valgt at holde øje med Romeo og det var endda længe før at hun var udstedt med denne opgave! Hun havde en utrolig evne til at udpege dem som man kunne anse som svage eller udsatte, selvom det ikke altid behøvede at menes som noget negativt, for det var det bestemt heller ikke. Hun sendte ham en direkte advarende mine. I forhold til hende, så lignede han ikke andet end en ussel tigger eller en hjemløs som ikke havde været i bad i måneder. Han kunne virkelig bruge en barbering! Ikke fordi at hun kommenterede det for nu om ikke andet, for det var kun tydeligt for hende, at han var mere end vred nok som det måtte være i forvejen. Hans ord var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, for et sted så måtte hun faktisk give ham ret. Malisha vant ikke respekt eller noget som helst ved at blive væk på denne her måde og det vidste hun vel også godt? ”Udmærket, så Malisha sendte mig, og hvad så? Det er mig som kan fortælle dig ting om din sommerforelskelse og ikke hende!” endte hun med en ganske så kortfattet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hendes næver lukkede sig en anelse mere fast omkring hendes overarme, mest også for at holde sig selv i skindet, for hun havde slået ihjel for mindre end det her, selvom hun vidste at hun burde blive på måtten, ellers kom Malisha efter hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig! Den trykbølge som han sendte direkte mod hende, var noget som alligevel måtte komme en kende bag på hende, for hun havde slet ikke regnet med at han ville være i stand til at gøre brug af magi i hans tilstand! Hun røg direkte ind i væggen bag hende, idet hun endte halvvejs på gulvet, selvom hun hurtigt kom op igen. Det kom slet ikke på tale, at nogen skulle se hende falde til gulvet bare sådan her! Hendes øjne endte direkte med at lyne, idet hun fik sig kæmpet ordentlig op på benene. Malisha havde ganske vidst fået fortalt hende, at det ville blive en svær en at kringle, men af den grund, så gav hun godt nok ikke op, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun dannede sig en energikugle og kylede den direkte mod hans dør, hvor den endte med at splintres i flere stykker, idet hun denne gang valgte at bade ind. Nu var det slut med at være flink! Nu var det af med fløjlshandskerne og det var noget som han i den grad selv var udenom! Det nytter ikke at gemme sig, Romeo! Din kæreste er død og hun kommer aldrig tilbage til dig igen!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hun havde set en Horror trække af sted med hendes slappe skikkelse og der var ingen som trak folk med sig sådan, med mindre der ikke var noget at gøre, så.. måske at det var hendes konklusion, men det var bare sådan at hun havde set tingene! Hun så sig rundt omkring efter ham og med den samme mine. ”Jeg ville fortælle dig det under andre omstændigheder, men fint, hvis det er sådan her at du vil have det!” endte hun vrissende og med en ganske fast tone.

[romeo]

Hvorfor denne kvinde havde valgt at holde øje med Romeo, vidste han ikke, men han vidste at det helt sikkert havde noget at gøre med Malisha! Den kvinde havde jo altid en finger med i spillet! Hun skulle altid blande sig! Denne kvinde var kold og ond, men mindede ham alligevel ikke om resten, nok på grund af at hun var én af de ældre og ikke ung som så mange andre her på stedet. Det havde dog ingen betydning for Romeo hvem denne kvinde var, det eneste han ønskede var at hun lod ham være i fred, selvom hun tilsyneladende havde noget om Lexie, hvad det var, vidste han ikke, men hver gang hun valgte at nævne Lexies navn, så blev han vred, for han vidste at denne kvinde var lige så ligeglad med ham og Lexie som Malisha var. At hun kaldte hans kærlighed til Lexie for en sommerforelskelse, var noget som direkte måtte pisse ham af! Hun var blevet sendt af Malisha og provokerede ham?! Han stirrede direkte arrig på hende uden et eneste ord forlod hans læber, hvor han skød trykbølgen direkte imod hende. Han nåede ikke se hende flyve ind i muren eller falde, for det var sådan set også ligegyldigt for ham, men han var ikke ligeglad med at hun dukkede op som om hun ejede hele stedet og sagde noget negativt om ham og hans forhold til Lexie! Han vidste at hun ville komme ind før eller siden, for han vidste at hun ikke bare ville gå uden videre, specielt fordi han lige havde skudt hende væk fra døren. Måske det var lidt koldblodigt at gøre, men det var altså det som mørket i ham gjorde! Han blev siddende i sit lille hjørne, henne ved en reol, hvor han blot blev siddende og betragtede det lille billede som han havde af Lexie i hånden, hvor han mærkede hvordan tomrummet måtte sprede sig i hans bryst, noget som næsten gjorde langt mere ondt end den fysiske smerte af de trykkede ribben. Han strøg en hånd frustreret igennem hans fedtede, halvlange mørke hår, inden han vendte blikket lettere overrasket mod døren, da hun valgte at smadre den. Kvindens ord var dog noget som kom langt mere bag på ham. Han vendte blikket vantro mod hende, hvor han blot stirrede på hende. Lexie var død?! Han sad blot og stirrede op på hende, skønt hun stod med siden til ham og havde tydeligvis ikke set ham. Hans mine endte pludselig iskold. „Du lyver!” hvislede han fast, som han roligt, lagde billedet fra sig på et af de nedre reoler, inden han støttede sig til væggen og ganske roligt kom op på benene igen. „Du lyver! Lexie er ikke død!” svarede han fast og i en lettere vrissende tone. Hvem denne kvinde troede at hun var, vidste han ikke, men hun skulle bestemt ikke komme her og sige at Lexie var død! Det fandt han sig bestemt ikke! Han skulle lige til at danne en kugle og skyde efter hende, selvom han endte med at falde ind mod væggen, da han ikke havde mere energi efter den trykbølge han havde skudt mod hende. Han tog sig til brystet, hvor han bed tænderne fast sammen, for det gjorde virkelig ondt i hans bryst! Hans blik flakkede en anelse og han blev ligbleg, hvor han næsten følte at han skulle besvime.

[Deleted]

Anyalina var måske en anelse anderledes end så mange andre, for hun interesserede sig i bund og grund ikke for alle de andre omkring hende, hun interesserede sig ikke i at indgå de mange sociale relationer eller noget lignende, så på det punkt, så kunne hun faktisk godt forstå Romeo lidt. Hun havde det dog helt fint med at skulle klare tingene på egen hånd, hvilket også betød at det var uden alle mulige andre inde og ude af hendes liv, for hun levede upåvirket af hvad de gjorde og tog for sig. At Romeo kun ønskede at få sin kære Lexie hjem, var ikke noget som hun kunne hjælpe ham med. Desuden så skyldte hun ham absolut ingenting, så der var heller ikke nogen grund for hende i at skulle lægge så meget i det, men det at han behandlede hende på denne her måde, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet, for den tanke ene og alene, var noget som faktisk kun måtte gøre hende direkte irriteret! For hun har intet gjort ham endnu! At smadre døren og bare træde ind, var noget som hun gjorde uden at skulle tænke over det. Nu hvor han havde formået at pisse hende af, så var det i den grad også hans egen skyld! At se ham reagere på den måde på hendes besked, var nu heller ikke noget som forundrede hende – benægtelsen. Hun kunne kun fortælle ham hvad hun havde set. Hun vendte blikket direkte mod hans stemme. ”Giv mig en grund til at lyve Romeo.. Jeg ser selv personligt en Horror som trækker hende efter sig.. Der var intet at spore ved hende. Hun var død og hun er borte!” endte hun med en fast tone, som hun så til at han prøvede at komme op. Det var ikke fordi at hun hjalp ham eller noget som helst, for hvorfor skulle hun? Hun lod armene glide over kors endnu en gang. Selv hun var tvunget til at skulle tænke lidt på hvad hun viste omverdenen og nu hvor hun havde fået denne opgave, så havde hun ikke noget andet valg end at skulle holde sig bare lidt i skindet, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham. At han tog sig til brystet viste kun tydeligt for hende, at han faktisk havde ondt. Ikke fordi at det vækkede det mindste for hendes vedkommende, for det var der vel heller ikke nogen grund til i det store og hele? ”Du burde hvile.. Få dig et bad og i den grad også en barbering..” endte hun ganske kortfattet som hun alligevel gik hen til ham og tog fat, kun for at føre ham hen til sengen, blot for at give ham den hjælpende hånd, for.. hun vidste jo udmærket godt hvordan hun skulle spille på den kvindelige charme, for det var i den grad ikke første gang, at hun havde gjort det. ”Hun kommer ikke tilbage igen.. Hun fejlede opgaven som hun var sendt ud på..” forklarede hun ganske kortfattet. I det store og hele, så var det jo en klar løgn, selvom det var tydeligt at tøsen ikke havde klaret det som skulle gøres, hvilket nu heller ikke var noget som hun ville blande sig i, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til.

[romeo]

Måske at Romeo skulle passe på omkring denne kvinde, men hun skulle ikke komme og sige noget hun ikke kendte en skid om! Desuden så var det slemt nok at Malisha havde sendt hende, for det var nok til at han flippede ud! Den kvinde havde ikke gjort andet end at være en pestilens mod ham! Hun havde taget alt fra ham og ikke givet ham en skid i retur! Det var noget som virkelig måtte pisse ham fuldstændig af! Og så dukkede denne kvinde op i stedet for Malisha og begyndte at tale omkring Lexie? Og tilmed sige at Lexie var død?! Det var noget som virkelig måtte pisse ham af! Havde han haft mere energi havde han nok angrebet hende igen, men han var virkelig for træt og udmattet efter den tur med Konstantin skønt det var flere uger siden. At hun havde smadret døren gjorde ham et sted ikke noget, for hun fik bestemt også selv lov til at lave en ny eller ordne den gamle igen, for han gad ikke have at folk kunne gå forbi og se direkte ind! Han vendte blikket direkte imod hende til hendes ord. Troede hun virkelig at Lexie var død, og at han så ville tro på det?! Han kneb øjnene fast sammen til hendes ord. „Okay.. så lad mig give dig mine grunde; for det første er du sendt af Malisha, hvilket er den største grund til at jeg ikke burde tro dig, eftersom hun ønsker Lexie væk herfra og også var grunden til at hun er væk, for det andet så er du ligeglad som alle andre med Lexie og eftersom du holder med Malisha, er det en anden grund til ikke at tro dig.. vil du have flere?” spurgte han koldt, hvor det var tydeligt at han ikke troede på hende. Hvis Lexie var død, så ville han vide det! Han gik roligt hen mod hende, selvom hans krop gled hen af væggen som støtte, for ellers ville han vælte. Hendes ord fik ham til at se lettere forundret på hende. Hvorfor interesserede hun sig overhovedet? „Hey.. jeg..” Han nåede ikke sige mere, før hun havde trukket ham hen til sengen, hvor han endte med at sætte sig og blot stirrede forundret op mod hende, skønt han knap nok kunne se ud af det ene øje, som var helt blåt. Hendes følgende ord, fik ham til at bide tænderne fast sammen, hvor hun stirrede direkte koldt på hende. „Jeg er ligeglad med hvad du tror du har set, jeg er ligeglad med hvad du siger.. jeg ved at Lexie stadig er i live, og jeg skal nok finde hende!” hvislede han fast, som han kom vaklende op på benene, inden han tøffede lige forbi hende og gav hende et skub med skulderen, kun for at gå mod døren. Hvis Lexie var derude et sted og en horror havde fat i hende, så måtte han befri hende og det ville han bestemt ikke tøve med! Den tøs var virkelig hele hans liv, den eneste grund til at han levede! Han ville gøre alt for at hun havde det godt og hvis en horror havde haft fingrene i hende, så var han nød til at gøre et eller andet! På den anden side, kunne det jo også godt være at det bare var noget som denne tøs fandt på, uanset hvad, så ville han tage til Procias og se om han kunne finde hende der og forhåbentlig finde hende på vejen!

[Deleted]

Det var bestemt ikke Anyalina som man skulle pisse af, men lige når det kom til Romeo, så havde hun selv ikke meget andet valg end at holde sig bare lidt i skindet, for ellers ville det gøre det hele værre for hendes vedkommende, for så ville det hele være ødelagt! Hun vendte blikket direkte fast mod ham. Døren raget hende en høstblomst, hvis det var noget som generede ham, så burde han selv få det lavet, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var hun faktisk stort set ligeglad med det! Hun himlede let med øjnene til hans ord. At Malisha havde sendt hende var et så stort problem, var dog slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde overhovedet! Hun hadet det virkelig, for det tvang hende virkelig til at slå koldt vand i blodet, og det var bestemt ikke noget som hun var særlig god til altid, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var ikke engang fordi at det var løgn! ”Ved du hvad? At den gamle høg har sendt mig, har intet med det hele at gøre. Ja, jeg kunne være fuldkommen ligeglad med dig og dit forhold til Lexie, men ved du hvad? Her står jeg, jeg har valgt at spilde min tid på at skulle fortælle dig om det som jeg har set derude!” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for det var faktisk noget som i den grad også måtte irritere hende. Hun havde set Lexie blevet slæbet med væk, om hun jo så var død eller ikke, det var jo så bare det, men Romeo ville ikke finde hende i Procias, det var hun overbevist om! Allerede inden han havde haft muligheden for at gøre noget som helst, så havde hun allerede taget fat i ham og tvunget ham over på sengen i stedet for, for hun kunne se at han havde ondt. At han så skulle vise sig at være direkte stædig og ønske at søge efter hans forbandede tøs, var noget som direkte måtte irritere hende, for det var jo heller ikke meningen! Skulderstødet var nu heller ikke noget som hun tog sig af, hvor hun bare vendte sig direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine. Hun rettede sig op. ”I din tilstand vil du ikke komme særlig langt.. Romeo,” begyndte hun ganske kortfattet og med den samme sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Han kunne da ikke forsvare sig mod noget som helst sådan som han havde det! ”Hun er død.. Hun kommer ikke tilbage til dig, kan du ikke bare forstå det? Uanset hvad, så kommer du aldrig ud af Mørkets Cirkel eller ud af Dvasias!” endte hun ganske kortfattet, idet at hun denne gang valgte at sætte sig ned på sengen i stedet for og med blikket direkte hvilende på ham. Det ville koste ham livet og uanset hvad, så ville han ikke kunne redde Lexie. ”Tror du mig ikke, så tag du til Procias.. Jeg kan garantere dig for, at du ikke kommer til at finde hende der.. Hun er DØD!” hvislede hun iskoldt. Det andet var virkelig ved at gå hende temmelig meget på nerverne!

[romeo]

Hvorfor denne kvinde kom og fortalte Romeo alt dette, var slet ikke noget som han sådan rigtig forstod sig på, for hun kunne vel være ligeglad? At hun så direkte skulle trække ham hen til sengen og nærmest beordre ham til at tage et bad, barbere sig og hvile sig, var noget som faktisk måtte irritere ham, for det skulle hun slet ikke bestemme! Skønt.. hun havde ret … han kunne både bruge en barbering, et bad og noget hvile, for han var faktisk utrolig træt, selvom han havde svært ved at sove om natten, for han havde sovet uroligt siden at Lexie var taget af sted, mest fordi han bekymrede sig for hende, for han vidste ikke hvad der kunne ske med hende, han var bange for at de ville dræbe hende, i hvert fald hvis hun faldt i de forkerte hænder. Han kneb øjnene sammen til hendes ord, selvom han også var faldet en anelse mere til ro. Han betragtede hende kortfattet i et godt stykke tid, inden han trak på skuldrene. „Hvis Malisha ikke har sendt dig på grund af Lexie, hvorfor har hun så sendt dig?” spurgte han kortfattet uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han forstod sig ikke på hende, faktisk anede han jo ikke engang hvem hun var! Men det at hun fortsatte med at sige at Lexie var død, var noget som virkelig måtte gå ham på, for det irriterede ham virkelig! Hvis Lexie havde været død, så havde han vidst det! Måske ikke set det, men så havde han haft en fornemmelse af det! Hun var hans eneste ene, og hun døde ikke bare lige sådan uden at han ville vide noget omkring det, men han havde ingen fornemmelse af at hun var død, derimod var han sikker på at hun var i live! Han stoppede op i døren og sukkede lettere irriteret af hende. Han var måske smadret og klarede sig ikke i kamp, men så måtte han jo bare undgå kamp! Hendes følgende ord fik ham dog til at vende sig i døren, skønt han havde hænderne på hver dørkarm, eftersom han var nød til at støtte sig til dem. Han sendte hende et fast blik. „Åh bare rolig, du behøver skam ikke bekymre dig for mig, for jeg skal nok klare mig, desuden dør jeg, så vil det næppe røre dig alligevel,” svarede han kortfattet og sendte hende et tvært og irriteret blik. At hun så fortsatte var noget som virkelig måtte irritere ham! Kunne hun ikke bare være ligeglad?! Han forstod ikke hvorfor hun hele tiden skulle fortælle ham at Lexie var død, for han var virkelig ikke overbevist, så var hun måske ikke i Procias, men så var hun et andet sted, og han skulle nok finde hende! Han bed tænderne fast sammen, som han sukkede irriteret endnu engang, inden han slap dørkarmene og gik direkte imod hende. „Jeg ved ikke hvem du tror du er, men jeg skal nok fin..” Han nåede ikke sige mere, før hans ben knækkede under ham, hvor han landede lige så lang han var oven på resterne af døren, inden han gispede af smerte, for det skar igennem hele hans krop! Han klemte øjnene fast sammen og bed tænderne sammen samtidig, hvor han knyttede hænderne i smerte. Han krøb en anelse sammen på gulvet, næsten som om han prøvede at holde smerten inde eller få den til at forsvinde, skønt det ikke var muligt.

[Deleted]

Anyalina var måske ikke som alle andre warlocks. Måske at hun ikke var en som viste den største interesse for folk når det kom til det sociale, men Romeo havde hun udvalgt sig allerede inden opgaven var skænket til hende. Der var noget ved ham, han var en varm person og en omtænksom en af slagsen, ellers ville han ikke klamre sig sådan til mindet om Lexie. Selvfølgelig vidste hun ikke noget om at tøsen var død eller ikke, men hun havde set denne Horror slæbe af sted med hende, hvilket vel også var noget som sagde hende en god del. At han var så skeptisk og mistroisk, var selvsagt noget som gjorde opgaven langt mere besværligt for hende, men det var ikke direkte noget som hun tog så tungt igen, for det var ikke noget som hun ikke havde regnet med! ”Hvad får dig til at tro at den gamle høg har noget med min lille visit hos dig at gøre, Romeo? Jeg har allerede fortalt dig det en gang! Hun opfordrede mig bare til at skænke dig den triste nyhed,” endte hun ganske kortfattet. Et sted så måtte det faktisk irritere hende at han skulle gøre tinge så besværlige, selvom det nu alligevel kun var noget som gav hende ekstra meget blod på tanden med henblik på ønsket om at skulle fuldføre den opgave! Selvom hun var klar over at det ikke var noget som bare var overstået på et øjeblik, men noget som faktisk ville tage tid.. uendelig meget med tid. Decideret så var hun faktisk også ligeglad med ham, også selvom hun stod fast på at warlocks var et væsen som altid havde haft et stærkt sammenhold. Og hun anså det virkelig som en skam, at det var noget som Malisha var ved at ødelægge, men hun kunne jo ikke rigtigt sige noget til hende, uden at det virkelig skulle gøre ondt, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig! Hun himlede let med øjnene. ”Jeg kunne sagtens være ligeglad, men.. det er jeg ikke..” endte hun ganske stilfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At han vendte om og gik direkte tilbage mod hende, fik hende dog kun til at stå ganske stille, hvorfor skulle hun da ellers reagere anderledes? Romeo var svag, han havde brug for hvile, et bad og en ordentlig barbering, for det ville da klæde ham langt mere end alt det andet, det var da helt sikkert! At han direkte måtte knække sammen inden han var kommet særlig langt indikerede kun for hendes vedkommende, at hun virkelig havde ret! Han kunne intet stille op, specielt ikke hvis det skulle vise sig at tøsen endnu måtte være i live! Hun himlede med øjnene og gik hen til ham. ”Uanset om hun er i live eller ej, så vil du ikke kunne hjælpe hende i din tilstand.. For pokker, se da lidt realistisk på tingene i stedet for at gøre dig så blind som Malisha!" Hun lagde hånden mod hans skulder, et sted også for at indikere at hun intet ondt ville ham, og ej heller hånede hun ham for hans mange skader. Hun havde hørt om hans omgang med Konstantin, så det forundrede hende egentlig heller ikke! ”Malisha er en god og stærk leder, men.. meget blind for hvad der er nødvendigt for hendes slags frem for hendes selv.. Lad mig nu hjælpe dig, så drop den stædighed..” endte hun ganske kortfattet og dog med en halvvejs irriteret stemme.

[romeo]

Denne kvinde var sikkert dum at lægge sig ud med, men efter at mørket havde taget over i Romeo, så var han blevet en anelse dumdristig og hovmodig, hvilket han godt vidste kunne koste ham dyrt – bare se på hans møde med Konstantin – men det ændrede ikke på det faktum at han ikke fandt sig i at blive trådt over tæerne, eller hvis nogen skulle blande sig i hans forhold med Lexie, for hvorfor kunne han ikke få lov til at leve sammen med den tøs han elskede? Det var virkelig det eneste han ønskede sig, men ikke engang Malisha ville give ham lov, hun havde tilmed sendt Lexie væk og på en dødbringende mission bare for at slippe af med tøsen, og når denne kvinde foran ham, så påstod at Malisha havde sendt hende, så var han kun langt mere mistroisk! Denne kvinde ville jo ikke ligefrem være den første tøs som Malisha sendte til ham efter Lexie var væk, for han havde mødt utallige kvindelige warlocks, som havde været interesseret, nogle nok af normal interessen og ikke på grund af Malisha, men derfor var svaret det samme hver gang; han gad ikke andre end Lexie! Han betragtede hende med et stift blik. „Nok det at du selv sagde, at Malisha havde sendt dig!” hvislede han fast. Han var tilmed træt af at folk der blev sendt af Malisha skulle tage ham for at være en komplet idiot og snotdum, for det var slet ikke tilfældet! Han var kvik og vaks, og det kunne blive en katastrofal fejl, hvis man valgte at undervurdere ham! Han endte med at se lettere åndsfraværende på hende, da hun direkte påstod at hun ikke var ligeglad, for det måtte da være den største joke hidtil! Han kluklo ganske hånligt af hende, hvor det vel var tydeligt at han langt fra var overbevist? Han sendte hende et fast blik. „Du er ikke ligeglad?” gentog han med skepsis i stemmen, „og hvorfor pokker skulle du ikke være ligeglad?” Han tog ikke blikket fra hende på noget tidspunkt, for alt andet ville da være dumt, specielt fordi han lige havde skudt en trykbølge mod hende, men hun virkede ikke just sur over det, hvor enhver anden warlock ville have flået ham levende og specielt taget chancen nu hvor han faktisk var forsvarsløs. At falde om på gulvet, var noget som virkelig måtte gøre ondt i hele hans krop! Hans øjne var klemt hårdt sammen, hvor han knyttede sin næve i ren smerte, som han krøb sammen på gulvet. Han lyttede til hendes ord, selvom han ærligt talt ikke var meget for at skulle se ’realistisk’ på tingene, for hvis en horror havde Lexie, så ønskede han at finde hende! Han vidste dog godt at det kunne koste ham livet at søge ud i denne tilstand, men.. han kunne jo ikke bare sidde og vente på ingenting! Han endte med at vende blikket mod hende, som hun lagde en hånd mod hans skulder. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvad hun egentlig ønskede af ham, siden hun ikke havde flået ham endnu. At hun indirekte kaldte Malisha for egoistisk, kom faktisk en anelse bag på ham, selvom det da kun viste at denne kvinde faktisk havde sin egen mening, skønt han ikke vidste om den kom til udtryk foran Malisha, for han kendte jo godt hvordan Malisha havde tendens til at reagere på kritik. Han strøg tungen over sine læber, der pludselig føltes så tørre, inden han nikkede ganske let, som tegn til at hun godt måtte hjælpe ham. Han lagde en arm omkring hendes skulder og nakke, for at støtte sig til hende, så hun kunne hjælpe ham op. Han så ikke væk fra hende, men betragtede hende lettere spørgende og forvirret. „Hv-hvem er du?”