Replacement?

[Deleted]

Anyalina var en ganske kraftig warlock af slagsen, selvom hun ikke brugte sine evner optimalt, som for eksempel ved at sætte sig op mod Malisha eller andet. Hun gjorde klogt i at holde sig med begge fødderne på jorden, i stedet for at forsøge sig med at gøre sig meget højere end det som hun var, for hun havde Malishas respekt, og enhver som kendte den kvinde, vidste samtidig også godt, at det ikke var noget som gik til alle og enhver, så hun følte sig faktisk temmelig beæret! Opgaven var hende stillet og det var noget so hun i den grad også agtet at klare, for alt andet var da slet ikke noget som kom på tale! Dette var dog ganske anderledes end det som hun var vant til, for hun var ikke god til relationer eller noget som bare måtte mindes, men her havde hun intet andet valg! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine. Hans opførsel, var noget som direkte irriterede hende! ”Og hvad så? Af den grund behøver der ikke at være bagtanker med tingene!” endte hun ganske kortfattet. Hun var kun kommet med en nyhed til ham, det behøvede da ikke at betyde at han skulle hoppe på tungen for Malisha! For det var slet ikke det som hun var ude på! Manden havde ondt, og uanset hvad om Lexie var i live eller ej, så kunne han bestemt ikke hjælpe hende i den forfatning. Selvom det næsten var lettere for hende at ende mandens lidelser, i stedet for at lade ham ligge her på denne her måde, så var det slet ikke noget som hun tænkte over i den anden ende, da hun jo var nødt til at se hvad hun var blevet stillet og så tage det hele derfra og som det nu måtte komme. Et næsten morende smil gled over hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned. ”Er det pludselig forkert at.. bekymre sig om folk? Jeg ved hvor meget den tøs betyder for dig, Romeo og jeg indrømmer gerne, at hun måske ikke er den mest mørke og bedste af os, men ja.. du ser vel noget i hende som er usynlig for din kusines blik.” Hun trak på skuldrene, for hun kunne være fuldstændig ligeglad. I hendes øjne, så var alle som var født som warlock også lige så vigtige som enhver anden, og så var det virkelig uanset hvor meget de havde gjort og ikke havde gjort! Det var ikke fordi at hun ikke ville flå ham, for hun ville nyde det! Men hun måtte ikke! Kun på grund af Malisha, men det var ikke noget som manden havde brug for at vide, for så ville han bestemt heller ikke tro på hende! Hun vendte de direkte mørke øjne direkte mod ham, som han tog omkring hendes skuldre, kun for at få hans arme omkring hendes nakke. Hun bed tænderne kraftigt sammen, for hun var slet ikke vant til denne form for nærhed! Faktisk så brød hun sig slet ikke om den! Hun låste sine hænder omkring hans overarme, idet at hun tvang sig op på benene, dog ganske roligt, så han faktisk kunne følge med i det hele og så tilbage til sengen igen. ”Jeg hedder Anyalina,” endte hun ganske stilfærdigt. Et sted så var hun jo stolt af navnet, selvom det ikke var noget at være stolt af, for det var ingen stor familie eller noget lignende. Kun en dyster fortid, som hun nægtet at tænke mere over end det som var hende højst nødvendig! Hun satte ham roligt fra sig på sengen og vendte blikket mod ham. ”Hvil dig..” Hendes ord var ganske faste, så det var tydeligt at hun mente det!

[romeo]

Romeo anede ikke hvem denne kvinde var, men han var i hvert fald skeptisk omkring hende! Hvis hun troede at han bare uden videre ville stole på en fremmed, så tog hun fejl! Desuden så vidste han at Lexie ikke var død, og det kunne denne kvinde ikke få ham overbevist om! Han ville gerne af sted og ud og lede efter hende, for hvis denne kvinde talte sandt og en horror havde taget hende, så var det jo ikke engang sikkert at hun ville leve meget længere! Han vidste til gengæld heller ikke om denne kvinde bare sagde det, for at tro at han ville hoppe på at tøsen var død, men i så fald så tog hun fejl! Hendes ord var noget som fik ham til at himle let med øjnene. Troede hun virkelig at han var dum? Han sukkede lettere opgivende. „Jeg kender Malisha godt nok til at vide, at alle der har noget med hende at gøre, har bagtanker!” hvislede han fast. Han var ligeglad med om han irriterede denne kvinde, for hun kunne bare lade ham være! Nu havde hun fortalt ham sin ’nyhed’, så kunne hun jo bare smutte igen! Og eftersom at hun blev, så vidste han at der var noget som stak under! Det forundrede ham virkelig ikke at Malisha havde, ’opfordret’ hende til at fortælle om Lexie, for han vidste jo godt at Malisha ønskede Lexie død og det var noget som måtte gøre ham vred! Og ham som ellers havde troet på Konstantins ord omkring Malisha, men det var i hvert fald slut nu! Den kvinde ville jo aldrig give efter og give ham Lexie tilbage igen, men så gad han bestemt heller ikke blive her! Desværre kom han bare ikke nogen vegne foreløbigt. Hendes ord fik ham til at se åndsfraværende på hende, hvor det var mere end tydeligt at han ikke troede på hende. Han fnøs let af hende. ”Bekymre sig om folk?” gentog han kortfattet. „Du må være opdraget i Procias, hvis du tror nogen fra denne race bekymrer sig om folk de ikke kender!” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Hvorfor hun var interesseret, var vel på grund af Malisha? Og det at hun hjalp ham, var vel for at komme tæt ind på ham? Prøve at få hans tillid? Men den gik virkelig ikke så let! Han vendte blikket mod hende, som hun hjalp ham op på benene, hvor han så en anelse tænkende på hende. „Anyalina?” gentog han i en mumlen for sig selv, da han prøvede at huske om han havde hørt det før, men navnet sagde ham intet. Han så roligt mod hende, som hun fik ham hen på sengen, hvor han roligt valgte at tage plads. Han trak sig op til puderne, hvor han kneb øjnene sammen af smerte, for det gjorde virkelig ondt! Han lænede sig op ad puderne og gavlen til sengen, hvor han lod de mørke og dog trætte øjne falde på hendes skikkelse. Han kneb øjnene sammen, som hun næsten beordrede ham at hvile. „Og hvad så nu?” spurgte han kortfattet, som han sendte hende et stift blik, inden et kækt smil gled over hans læber. „Er det nu du skal indvie mig i Malishas planer omkring dig?” tilføjede han roligt, hvor det vel var tydeligt at han var overbevist om at Malisha havde en finger med i spillet? „Eller har du tænkt dig at smutte, så jeg kan få fred?”

[Deleted]

Anyalina var i den grad tvunget til at tænke meget over hendes skuespil for denne mand, for det var tydeligt at han ikke stolede på hende. Ikke fordi at det forundrede hende, for det gjorde det bestemt ikke. af den grund, så tog hun det dog ganske roligt, mest af alt også for ikke at ende med at vække en mistanke, selvom det dog helt klart måtte irritere hende, at han ikke viste hende nogen tillid, for hun kunne have slået ham ihjel for længe siden! I hans tilstand, så kunne han jo ikke stille noget som helst op og det var vel også noget som han vidste? Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme stive og faste mine. Et sted så gjorde det hende irriteret, at hun ikke havde sine frie tøjler, men hun fulgte sin leder, mest af alt, også fordi at hun faktisk respekterede kvinden. ”Selv en som ikke anser hende som en retfærdig leder? Selv en som ikke stoler på hende, da hun kun ser sine egne behov? En leder som skjuler sig og lader en anden tage styret imens? Der er noget som ikke stemmer der Romeo, og det ved du såvel som jeg.. Jeg.. venter bare på det rette øjeblik.” Hun trak let på skuldrene, som betød det ingenting, men det var nu også sådan at det endelig måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Han var kommet grueligt til skade, også selvom det var en tanke som måtte fryde hende et sted. Hun havde set Lexie blive slæbet med væk af en Horror og hun havde set ganske død ud, men hun kunne da ikke sige det med sikkerhed! Hun vendte blikket mod ham, som hun havde fået ham hjulpet med hen på sengen, hvor hun roligt blev stående. At det at hun blev stående, var noget som irriterede ham, var slet ikke noget som hun kunne tage sig af, for hun gjorde hvad hun fandt rigtigt! ”Mange vil måske anse det som en svaghed, men bekymring er en styrke i mine øjne.. Ja, det bekymre mig at Malisha lader vores race synke så dybt, at vi slår hinanden ihjel, det bekymre mig at hun lader dig komme så meget til skade, specielt fordi at jeg ved, at hun har store planer med dig.” Hun kneb øjnene fast sammen. Det var faktisk en sandhed set i hendes øjne, for det var faktisk noget som direkte måtte irritere hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Den mistillid som han viste hende, var noget som hun var nødt til at få bugt med og hun vidste det godt. Dette var i den grad en opgave som kom til at trække ud i lange drag, så var det vel bare at smøre sig med tålmodighed og så gøre det bedste ud af det? Det var jo heller ikke fordi at hun havde noget andet valg i det store og hele. Hun himlede med øjnene. ”Jeg har afleveret min besked nu.. Jeg har ikke mere at sige eller komme efter.. Så må du jo tro på det eller ej.. Jeg er her fordi at jeg har lyst, og fordi at jeg selv personligt følte at du skulle have det at vide.. Dette har ikke noget med Malisha at gøre..” Hun sendte ham en ganske fast mine, idet hun vendte om på foden og begyndte at bevæge sig mod den faldende dør. Hun stoppede op ved den. ”Du burde måske få nogen til at se på det. Din lille stik-i-rend dreng burde kunne gøre det.” Hun vendte blikket ganske fast mod ham. Hun stod fast på at hun intet havde med Malisha at gøre.

[romeo]

Efter at Romeo var kommet ind i mørket, så var hans skepsis og mistroiskhed kun blevet større. Han stolede ikke på hans nye race, det havde han lært at man ikke kunne, og kun meget få viste sig som værdige til at give sin tillid til, men end ikke det var godt nok, for hvordan skulle han ikke vide om det bare var skuespil? Han var nød til at passe på sig selv. Siden han var kommet hertil med Lexie, så havde folk nærmest prøvet at få hende taget fra ham, og det var noget som havde gjort ham langt mere påpasselig. Han holdt sig for sig selv, han var meget asocial og mængede sig ikke rigtig med de andre, og det havde heller ikke ændret sig, siden at Lexie var blevet sendt af sted. Det føltes allerede som en evighed siden. Hendes ord, fik ham først til at se lettere fraværende på hende, inden han brød ud i en kold og hånlig latter. „Venter på det rette øjeblik? Du lyder næsten som én der kunne tænke sig at sætte kløerne i hende, når hun mindst venter det,” svarede han morende, som han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. Hun måtte da være tosset! Hvorfor ville hun dog fortælle det til lederens fætter? Mange troede jo også at han var her på grund af at han var i familie med hende, og stod hende frygtelig nær, så mange turde ikke sige noget til ham i frygt for at han ville sige det videre til Malisha, det gav ham faktisk en form for tryghed, for der var ikke mange der turde at lægge sig ud med ham, men så igen.. han var ligeglad med alle andre, han ville bare gerne have sin Lexie! Og nu kom denne kvinde og direkte fortalte ham at Lexie var død? Det troede han i hvert fald ikke på! Hendes følgende ord var dog noget som fangede hans opmærksomhed. „Hun har store planer med mig? Hvilke store planer?” spurgte han kortfattet, som han betragtede hende med en intetsigende mine. Han anede ikke hvad hun ville ham, hvad hendes planer var med ham, men han vidste at hvis Malisha havde planer for ham, så måtte det i den grad være til noget stort, ellers havde hun heller ikke tvunget ham til at blive en del af mørke! Han betragtede hende med en fast mine. Han stolede på ingen måde på hende! Han vidste at hun havde noget med hans kusine at gøre, for hvorfor skulle hun ellers stå udenfor hans dør? Hvorfor skulle hun ellers være interesseret i ham? Hvorfor skulle hun ellers være så hjælpsom? For det lå slet ikke til deres race! I deres race måtte de svage klare sig selv, for så stolte var deres race nemlig! At hun stoppede op ved døren og nævnte den lille dreng som han fik til at gøre ærinder for ham, fik ham til at knibe øjnene let sammen. „Eller også kunne du fint ordne min dør, nu hvor du så fint ødelagde den,” svarede han i en vrissende tone, som han sendte hende en fast mine. I øjeblikket kunne han ikke gøre noget som helst selv, for hans sidste kræfter havde han brugt på at lave den trykbølge og skyde den mod denne kvinde, og hun havde ikke engang flået ham? Det gjorde endda også kun at han var langt mere skeptisk, for så havde denne kvinde helt sikkert planer med ham!

[Deleted]

At Romeo var en mere skeptisk mand, var noget som næsten måtte more Anyalina, selvom det kun gjorde det langt mere besværligt for hende, at skulle komme ind til ham, men det var bare sådan at det nu måtte være. Hendes blik hvilede direkte intenst på hans skikkelse. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun var nu sikker på at hun nok skulle finde Romeos tillid på et tidspunkt, men det var noget som de nu måtte finde ud af før eller siden. Hun var udstedt med en opgave, og så måtte hun jo bare tage det hele som det måtte komme. Hun smilede et næsten kynisk smil og trak på skuldrene, som var det igen ingenting. ”Det kunne jo være, at jeg var ude på det.. Hvem ved? Desuden.. du bryder dig ikke om hende, gør du?” Hun hævede sigende det ene bryn. Hvis det var hendes mulighed hvorpå hun kunne vinde hans tillid, ved at spille som en modstander af Malisha, så var det jo altid en mulighed, var det ikke? Manden var nødt til at stole på hende, også selvom hun ikke måtte virke alt for ivrig efter det, for det var sådan at det måtte stå på denne her måde. Måske at det var at trække den lidt langt og fortælle ham, at Malisha havde planer for ham, men det var vel heller ikke noget som han ikke havde været i stand til at gætte sig frem til fra før af? Hun havde tvunget ham fra lyset af en grund, også selvom Anyalina kendte til grunden, så var det måske ikke noget som var smart at snakke med ham omkring, men det var jo trods alt bare sådan at tingene nu endelig måtte være i den anden ende. Hun strøg tungen let over hendes læber. ”Med din skarpe hjerne, ville jeg næsten have troet at du havde regnet den ud allerede? Du er en gammel magiker, Romeo.. Du har kendskaber til lyset som hun ikke har,” påpegede hun sigende. Det i sig selv kunne jo være mange ting, men løgn var det ikke. Hun vidste godt at Malisha havde utrolig mange planer når det måtte komme til manden og hvordan hun ønskede at warlockerne skulle ledes, men det var jo sådan at det måtte være. Romeo havde brug for fred og hvile, og så var det selvfølgelig noget som hun nok skulle give ham. Nu havde hun vel også gjort det tydeligt, at hun ikke ønskede at gøre ham noget ondt? Selvom det var noget som direkte hamrede og sitrede helt ude i hendes fingerspidser, men det var noget som hun var nødsaget til at holde i sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt! Umiddelbart så var hun ikke synderlig interesseret i manden, men det var bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket mod ham som hun var endt i døren. Hun havde fået ham tvunget til sengs, hun havde udtrykket en bekymring og samtidig med at hun havde vist at hun faktisk måtte stå på hans side, så slemt var det vel heller ikke i det store og hele? Hun lod hovedet søge let på sned. ”Jeg ville gerne hjælpe, men jeg er ikke en tømre, Romeo.. Få din stik-i-rend-dreng til at gøre det for dig. Jeg er sikker på at han vil være utrolig glad for at gøre noget for dig, som gør dig mere glad.. Nu hvor du ikke har Lexie til det,” fastholdt hun ganske kortfattet. Hun vendte roligt om på hælen, kun for at begynde med at gå.

[romeo]

Romeo var utrolig skeptisk når det kom til hans egen race, og det var slet ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på! Der var jo en grund til at han holdt sig for sig selv, for han var på ingen måder dum, og derfor irriterede det ham, at Anyalina tog ham for det! Men han lod hende bare undervurdere ham, for det blev hendes tab i sidste ende! Præcis som Konstantin også havde undervurderet ham og han havde alligevel formået at brække nogle af mandens ribben, ligesom han også havde været tæt på at dræbe Malisha i ringen – men det havde et sted også været planlagt, vel? Han vidste skam udmærket godt at hans kusine ikke var dum, det var jo også grunden til at han ikke ønskede at undervurdere hende! Men af den grund var hun til tider alt for direkte og lige til at gennemskue, såsom når hun sendte sine tøser til ham, hvor han vidste at Anyalina var én af dem, uanset hvor meget hun så end benægtede det! Han vendte blikket mod Anyalina til hendes ord. Ville hun nu også bilde ham ind, at hun faktisk var imod Malisha? Han trak let på skuldrene til hendes ord. „Jeg hader måske min kusine, men.. hun er en sand Malachi. Jeg er ikke forundret over hendes væremåde, hendes metoder eller hendes attitude, selvom jeg ikke bryder mig om hende, så må jeg give kvinden, at hun virkelig er stærk og dygtig,” svarede han sandfærdigt, som hans blik var gledet en anelse rundt i rummet, imens han havde talt. Han var ikke meget for at indrømme det, men hvorfor benægte nogle kendsgerninger der var så tydelige? Malisha var dum at lægge sig ud med, og det vidste han godt, men han vidste til gengæld også at hun skulle bruge ham, for ellers havde hun da slet ikke ville have ham til at være en del af mørket, og det gav ham også en mulighed for selv at sætte krav, for et sted var han vel sikker under hendes stærke vinger? Han sendte Anyalina et ganske kortfattet blik. „Selvfølgelig har jeg regnet ud at hun skal bruge mig!” bed han hende af, som han sendte hende en fast mine, inden han så væk. „Men jeg ved ikke hvad hun skal bruge mig til,” endte han kortfattet. Det var en tanke som virkelig måtte irritere ham! Han ville gerne vide hvad Malisha havde af planer for ham, men han fandt vel også ud af det på et tidspunkt? At hun så ville bruge hans viden inde for lyset, måtte gøre ham ganske opmærksom. „Men.. hvis hun vil bruge min viden indenfor lyset, hvorfor sendte hun mig så ikke bare af sted sammen med Lexie?” Det var ikke noget som han forstod. Så havde han da i det mindste kunne være der for at passe på Lexie, for nu stod denne kvinde og påstod at hun var død, selvom han vidste at det ikke var sandt! Han kneb øjnene ganske fast sammen til hendes ord, som hun nævnte Lexie, hvilket var noget som gjorde ham vred, for hun skulle ikke tale om hende på den måde! Han betragtede hende som hun begyndte at gå, inden et hånligt smil gled over hans læber. „Åh virkelig? Og jeg som ellers troede at du var én af den ældre generation, men jeg kan høre at jeg tydeligt har undervurderet dig, for du kan åbenbart ikke engang ordne en dør med lidt magi..” Han slap en hånlig latter af hende, hvor smilet forblev mindst lige så provokerende, som hans ord, idet han fortsatte: „det må jo betyde at du er mere dum end selve døren.” Han lagde armene over kors ved brystet, skønt han forblev siddende op ad gavlen og puderne.

[Deleted]

Det irriterede virkelig Anyalina, at Romeo skulle være så skeptisk, selvom det ikke gjorde hende noget som sådan. Det gav hende lidt blod på tanden, at få den skeptisme af vejen, for hun var lidt mere end det. Hvis det var fordi at hun virkede for desperat, så var det også hende som havde fejlet, hvilket selvfølgelig var noget som direkte måtte irritere hende, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun lod hovedet søge let på sned til hans ord. Dum var han ikke ligefrem, så det var noget som måtte ligge til Malachi-familien. Et sted så var det noget som hun fandt underholdende, for det morede hende virkelig! At han alligevel stod fast ved at hans kusine var dygtig, var noget som fik hende til at smile – ikke direkte koldt, men bestemt heller ikke direkte kynisk, men det hvilede der, for hun var ikke den milde af slagsen, det havde hun aldrig nogensinde været. ”Ved du hvad jeg altid fik at vide, da jeg var yngre? At der altid er en som er større og stærkere.. bedre end det som du selv er.. Det er på tide at Malisha lære det,” endte hun med en ganske stilfærdig stemme, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Romeo havde et meget realistisk syn på tingene i livet, og selvfølgelig var det noget som hun faktisk godt kunne lide ved ham, selvom det slet ikke var noget som hun sagde noget til ellers, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var en løgn fra hendes side af. Hun vendte blikket ganske kortfattet mod ham. Romeo havde så mange ting som Malisha ikke havde, så i det store og hele, så var det hele vel også lidt oplagt? Hun himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. ”Se dog for pokker ud over din egen næsetip, Romeo!” begyndte hun med en direkte frustreret stemme, idet hun endnu en gang vendte sig mod ham. ”Malisha hader og foragter Lexie! Selvfølgelig ville hun ikke sende dig med for at beskytte noget som hun selv ønsker udryddet! Hun har andre og mere dybdegående planer med dig..” fortsatte hun stilfærdigt. Lidt fakta kunne hun vel godt give ham? Bare så han havde det at tænke lidt over. Hun havde stadig set Lexie blive trukket med, så hun gik direkte ud fra at tøsen måtte være død, for det var ikke ofte at en horror lod nogle forblive i live, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og af hvad hun vidste, så var det ikke et heldigt møde, for hun havde jo faktisk blødt. At Romeo skulle ende med at håne hende for ikke at gøre noget ved hans dør, var noget som direkte måtte irritere hende, for der var selv grænser for hvad hun fandt sig i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun dannede sig en lille kugle i sin hånd, som hun endte med at kyle direkte efter ham ved hans ord, for selv for ham, så var der klare grænser for hvad hun måtte finde sig i, og de gik helt klart her! ”Så gør noget ved det selv, Romeo! Du har stadig to fungerende arme, og af hvad jeg kan høre, så en fungerende stemme!” vrissede hun fast. Hun fandt sig bestemt ikke i at blive hånet og nedgjort på den måde!

[romeo]

Måske Romeo var skeptisk angående Anyalina og hendes hensigter, men kunne man bebrejde ham? Hans kusine havde prøvet at få ham sammen med mange kvinder, så Anyalina ville jo ikke være den første! Men hun var dog den første der påstod at Lexie var død, hvilket var noget som faktisk måtte irritere ham, for hun skulle slet ikke blande sig! Desuden, så vidste han at hun endnu var i live.. han kunne ikke begrunde hvorfor, men det var bare en så dyb fornemmelse som han havde! Han vidste at Lexie var i live og han skulle nok finde hende, når han var tilbage på toppen, selvom han faktisk frygtede hvor lang tid det tog, for han var virkelig kvæstet så det sagde spar to! Konstantin havde på ingen måder været mild ved ham, hvilket han godt kunne mærke, for hele hans ansigtet var ødelagt af blå mærker, sår, revner, størknet blod, for han havde slet ikke kræfter til at tage et bad, derfor var han beskidt og ussel, hvor han direkte kunne gå for at ligne en tigger. Måske ynkeligt, og måske klamt han stank, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det, for han havde virkelig ikke nogen energi til at lave noget som helst, hans krop var kvæstet og smadret. Han fnøs let til hendes ord og vendte blikket væk fra hende. „Og hvorfor skulle jeg ikke fortælle Malisha om din.. oprørske mening? Hun ville bestemt ikke give dig en chance til,” svarede han kortfattet, hvor et koldt smil gled over hans læber, nærmest som om han håbede på at Malisha ville flå hende levende. Det var ikke fordi han var Malishas spion eller hendes stik-i-rend-dreng, selvom nogle faktisk troede det om ham, men han var ligeglad, han var ligeglad med Malisha, for han gad ikke være hendes marionetdukke! Han var træt af den kvinde! Han ville bare have Lexie hjem, og det lød til at blive ganske umuligt, hvilket bragte ham en ubehagelig følelse, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med Lexie! Hendes ord var noget som irriterede ham, hvor han sendte hende en fast mine. „Jeg er ligeglad! Jeg gider ikke gøre en skid af hvad hun beder mig om, uanset hvad hendes planer er! Jeg er ikke hendes marionetdukke!” vrissede han fast, selvom man tydeligt kunne høre at hans vrede ikke var henvendt til Anyalina, men mod Malisha, for han hadede virkelig den kvinde! Det var en tanke der virkelig formåede at gøre ham vred! Kvinden kunne fandme dukke op i egen høje person, hvis hun ville ham noget, for han var træt af at hun skulle sende sine små spioner!! At hans hånende ord og latter var noget der irriterede Anyalina, fandt han hurtigt ud af, da hun direkte valgte at kaste den lille kugle mod ham, hvor han rent instinktivt valgte at kaste sig til siden. Den lille kugle ramte gavlenden og ødelage et stykke af sengen. Han faldt hårdt til gulvet, hvor han landede lige så hårdt, så han måtte krympe sig sammen. Han stønnede let af smerte, hvor faldet havde slået pusten ud af ham. Han satte den ene hånd i gulvet, for at kunne vende blikket en anelse mod hende, skønt hans pande hvilede mod gulvet, hvor han forblev krympet sammen af smerte, for det gjorde virkelig ondt! „Jeg.. jeg er for afkræftet.. til at kunne b-bruge min magi.” svarede han i en anstrengt og hæs tone. Han gispede let efter vejret. Han havde slet ikke kræfter til at komme op igen, hvilket faktisk frustrerede ham, for han var ganske sikker på at hun bare ville efterlade ham. „Og jeg.. værdsætter faktisk privatlivet,” tilføjede han lige så anstrengt som sidst, hvor han knyttede den ene hånd, imens den anden hvilede mod hans bryst, næsten som prøvede han at holde sammen på sig selv.

[Deleted]

Anyalina vidste godt at Malisha havde sendt mange tøser til Romeo, så det at han ikke troede på hende, var selvfølgelig ikke noget som hun sagde noget til, selvom det selvfølgelig gjorde det hele langt mere besværligt for hende selv. Hun blev siddende og med blikket hvilende på manden. Selvom hun stod på Malishas side, så var hun bestemt heller ikke altid lige enig med hende og i det som hun gjorde, men der var ikke noget at gøre ved det. Den eneste som kunne sætte bare lidt fornuft i tøsen, var jo Konstantin! Og selv han var kommet til skade, af hvad hun havde hørt, så han kunne jo heller ikke holde styr på noget som helst lige nu, men hvad var der at gøre ved det? Ingenting! Et koldt smil gled over hendes læber. ”Tja, jeg ved det ikke..? Fordi at vi måske er ude efter det samme? Et liv hvor vi ikke behøver at se os over skulderen hele tiden? Jeg ved at du ikke kan fordrage hende, Romeo.. Så er vi to,” forklarede hun videre og med den samme ganske stilfærdige mine, for det var jo ikke engang fordi at det var helt løgn? Selvom hun selvfølgelig anså Malisha som en veninde, selvom det nu heller ikke var noget som hun følte sig tvunget til at fortælle ham. Hun betragtede ham med en ganske så kortfattet mine, for det at han skulle være så mistroisk og skeptisk, var virkelig noget som i den grad måtte irritere hende som bare fanden! Hun måtte jo bare bide det i sig. Lexie var død, det var hendes konklusion, alt efter at have set tøsen ligge i den tilstand som hun gjorde, for ingen overlevede sådan et møde med en Horror – kun hvis bæstet havde planer for en om ikke andet, men det var virkelig underordnet for hende! ”Du ved lige såvel som jeg, at Malisha er frygtelig manipulerende.. Hun skal nok få hvad hun vil have.. Vi står på den samme side Romeo.. alt jeg beder om er en smule tillid,” sagde hun ganske stilfærdigt. ”Du behøver ikke stå alene,” tilføjede hun ganske sigende og med en ganske kortfattet mine.
Romeo havde i den grad overskredet Anyalinas grænser meget og det at kyle den kugle direkte efter ham, var slet ikke noget som hun havde tænkt over, men bare noget som egentlig skete? At han kastede sig direkte ned i gulvet, var noget som direkte efterlod hende med en fryd uden lige, for hun kunne virkelig kun nyde at se det syn, også fordi at han var tilskadekommet og han havde i den grad også ondt, hvilket kun gjorde det hele meget bedre! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den tydelige vrede i ansigtet, for han havde i den grad passeret en grænse, som han ikke skulle have passeret, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at det var løgn! ”Det er ikke mit problem, er det?” endte hun med en vrissende stemme, for det var noget som gjorde hende direkte vred at skulle tænke på! Hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang. At han værdsatte privatlivet, var han bestemt ikke den eneste som gjorde, for det gjorde hun også, og derfor var hun også direkte træt af den opgave som hun var sat på! ”Jeg ødelagde den.. Giv mig en god grund til at jeg skal bruge tid på at lave den til dig!” endte hun med en direkte vrissende stemme. Hun var ikke en som fandt sig i alt, og i den grad ikke fra hans side af, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke! Hun vidste at han havde det hårdt – det var han bestemt ikke den eneste om!

[romeo]

Romeo ville og turde bestemt ikke stole på Anyalina, han kendte hende ikke, det eneste han vidste, var at Malisha havde sendt hende for at fortælle omkring nyheden om Lexie, hvilket allerede gjorde ham skeptisk. Han brød sig ganske vidst ikke om Malisha, men hun var alligevel familie, hvilket faktisk gjorde en del for hans vedkommende, et sted støttede han hende vel? Han havde faktisk ikke noget imod at støtte hende, for de havde faktisk også visse ting til fælles, for eksempel deres had til vampyrerne. Han havde bare visse betingelser, han havde visse krav og det ene og største, var at han ville have Lexie ved sin side, når kvinden ikke kunne holde det, så blev han virkelig modstridende og ikke mindst vred, og så gad han slet ikke at have noget med hende at gøre! Han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine, som han vendte blikket mod hende. Han fnøs ganske kort. „Og den vil du have at jeg skal tro på?” spurgte han sigende, uden at han tog blikket fra hende. Han var usikker på om hun talte sandt, derfor valgte han at tage afstand til hende med det samme, så han ikke endte udnyttet eller snydt. Om hun var imod Malisha eller ej, vidste han ikke, men han selv var ikke sikker på det, så der skulle handling til før han selv ville tro på hende! Han vendte blikket ganske sigende mod hende til hendes følgende ord, hvor han kneb øjnene let sammen. „Man skal gøre sig fortjent til tillid Anyalina, og det er bestemt ikke noget som jeg bare giver ud af uden videre!” bed han hende af i en spids tone, som han knyttede den ene hånd ganske let.
At Romeo overskred en grænse, var noget som han fandt ud af, da hun fremmanede en lille energi kugle, hvor han også kun lige og lige nåede at undvige den, skønt det var ufattelig tæt på! Faldet, var noget som havde fået smerten til at skyde igennem hans krop og den var virkelig intens! Han havde brugt det sidste energi, da han selv havde skudt en trykbølge mod hende, og hun havde set at han ikke engang havde haft kræfter til at gå, og han havde bestemt heller ikke kræfter til at rejse sig i øjeblikket! Han forblev liggende på gulvet, en anelse sammenkrympet, hvor hans ene hånd hvilede mod hans bryst. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, skønt det faktisk var ham som lå på jorden og ikke hende, men det tog han sig ikke af, for havde hun ramt ham, så havde han nok været død, for hans krop kunne virkelig ikke tåle meget mere modstand, ellers ville han jo nok dø af indre blødninger! Han fnes kort. „Jeg troede du skulle være sød ved mig,” mumlede han morende, som han kort klemte øjnene sammen, da han prøvede at komme op, skønt han måtte opgive, hvor han sukkede tungt. Han havde virkelig ondt over det hele! Han hadede den tanke! Han satte roligt den frie hånd i gulvet igen, hvor han endnu engang måtte forsøge at komme op, hvor det gik en anelse bedre denne gang. Han klemte øjnene fast sammen, selvom han pressede sig selv til at komme op at sidde, hvor han lænede sig op ad sengen. Han lagde hovedet tilbage mod sengekanten, hvor han sukkede næsten lettet, som han igen følte for at slappe bare lidt af, selvom.. han kom vel til at sidde her hele natten?

[Deleted]

At Romeo ikke stolede på hende, var slet ikke noget som Anyalina sagde noget som helst til, for det måtte han jo bare selv om. Hun var kun kommet for at overrække ham en besked, for hun ville heller ikke presse ham for meget, for så ville han da først for alvor få nys om det hele, og det var bestemt heller ikke meningen! Det var bestemt ikke en nem opgave Malisha havde sendt hende på, selvom hun helt klart agtet at finde ud af det hele på et tidspunkt, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende på nogen måde. Hendes blik hvilede ganske kortfattet på ham, for hun var bestemt ikke den mest troværdige af slagsen, også fordi at hun var den enspænder som hun var, og det havde hun været mere eller indre igennem hele livet, og det var noget som hun faktisk også agtet at fortsætte med, og det indebar altså ikke at der var plads til nogen som mand i hendes liv – og af den grund, så heller ikke nogen Romeo! ”Det må du jo om. Jeg har ingen grund til at lyve for dig,” endte hun ganske stilfærdigt. En lille løgn var det godt nok, men hun var frygtelig dygtig til at skjule det hele, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun ikke havde gjort sig fortjent til hans tillid forundrede hende nu heller ikke. Hun himlede endnu en gang med øjnene. ”Nej, det har jeg måske ikke.. Ville du da give mig muligheden for det?” endte hun ganske kortfattet, for det var noget som direkte gjorde hende direkte irriteret!
Romeo havde i den grad krydset en grænse som slet ikke skulle krydses og det var vel også gjort tydeligt for ham allerede? Ikke fordi at det var noget som Anyalina sagde noget til, for det var jo hende som faktisk måtte sidde med alle fordelene i denne situation, også selvom hun vidste at hun ikke bare kunne gøre brug af dem, hvilket i den grad også var en frustration uden lige, og hun kunne intet stille op ved det, uanset hvad hun ville gøre ved det, og det var noget som hun virkelig måtte hade! At se ham ligge der på jorden og have ondt, var noget som efterlod hende med en voldsom fryd uden lige! Og det var noget som hun i den grad godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket ganske kortfattet mod ham, hvor hun lod armene glide over kors. Hovedet lod hun søge ganske kortfattet til side. ”Skulle jeg være sød ved dig, Romeo?” gentog hun med en ganske kortfattet stemme, for selv det var noget som virkelig måtte irritere hende mere end det som hun selv kunne beskrive! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg kom for at give dig en enkelt besked, og det har jeg gjort. Det kan godt være at du ikke respektere mig, men det er mig som står med alle fordelene her! Jeg kunne slå dig ihjel som ingenting, hvis det var det jeg ville!” endte hun med en fast vrissende stemme. Et sted så var det hende faktisk en frustration, at han skulle gøre hende så irriteret, for hun kunne virkelig ikke se hvad hun gjorde mod ham, som gav ham grund til at opføre sig overfor hende på den måde! Og det var så sandelig også noget som måtte irritere hende mere end det som gjorde godt for nogens om helst af dem!

[romeo]

Hvad Anyalinas hensigt var, anede Romeo virkelig ikke, men han kunne umuligt tro på hende! Hun var ældre end ham, hun havde erfaring og hun var kommet denne lange vej bare for at fortælle ham omkring Lexie? Det kunne han slet ikke tro på! Netop fordi hun havde ældre, så ville han snart gætte sig til at hun var tæt knyttet til Malisha, desuden havde hun jo selv sagt at Malisha havde sendt hende, så hvorfor pokker skulle han dog overhovedet tro på hende? Hun modsagde jo sig selv! Selvfølgelig kunne hun godt være imod Malisha, på trods at hans kusine havde sendt hende, men.. Anyalina ville ikke være den første kvinde som Malisha sendte hen til ham, for at trøste ham, for at udfylde Lexies plads, men det nægtede han at lade ske! Han fnøs let til hendes ord. „Åh tro mig Anyalina.. du har al grund til at skulle lyve for mig.. og jeg skal nok finde ud af dine motiver og intentioner før eller siden,” svarede han kortfattet, som han vendte de mørke øjne mod hende. Han vidste ikke om hun talte sandt eller ej, men han ville bestemt ikke tage nogen chancer og være den som brændte fingrene i den anden ende! Hendes følgende ord, fik ham til at vende blikket en anelse forundret mod hende. Om han ville give hende muligheden til at vinde hans tillid? „Det ville kræve at vi skulle tilbringe mere tid sammen.. og det tvivler jeg ærligt talt på at du gider,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et lettere vurderende blik. Som om hun ville tilbringe tiden med ham, bare for at lære ham bedre at kende og vinde hans tillid! Det var da nok det som han troede mindst på af alt som hun havde fyret af!
At Romeo havde krydset en af Anyalinas grænser, var noget som faktisk måtte more ham. Måske han ikke burde lægge sig ud med hende, og da slet ikke i denne tilstand! Men han havde aldrig bedt hende om at opsøge sig! Hun kunne bare have været ligeglad og være blevet væk! Desuden så stolede han på ingen måder på hende, og der skulle meget til før han ville give en kvinde som hende, sin tillid! Han havde virkelig ondt i hele kroppen efter sin omgang med Konstantin, som havde valgt at gennemtæske ham, men sådan var det jo, når man lagde sig ud med de forkerte. Han blev siddende op ad sengekanten, hvor han godt kunne mærke at han ikke ville komme videre – nok ikke før en gang i morgen. Hendes ord, fik ham til at vende blikket roligt mod hende, skønt han knap nok kunne se ud af det ene øje på grund af det blå øje og det hævede kindben. „Jamen så slå mig ihjel Anyalina.. jeg er efterhånden ligeglad,” svarede han ganske roligt, som han vendte blikket frem for sig igen. Til tider virkede det næsten lettere at gå i døden, men.. han havde lovet Lexie at han ville vente på hende, og det havde han også tænkt sig! Tanken om at hun muligvis selv var død, var dog noget som gjorde ham utilpas, men han måtte ikke overbevise sig om det, for han vidste at hun var i live! Anyalina kunne jo lige så godt lyve bare for at få ham til at glemme hende, det ville ikke være første gang!

[Deleted]

Anyalina havde slet ikke Romeos tillid, hvilket var noget som hun måtte gøre noget ved, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne vendte han roligt mod hende og med den ganske så kortfattede mine, for det var noget som direkte måtte irritere hende, selvom hun ikke lod det blive tydeligt for ham, for han var mistroisk nok i forvejen! Et lille smil passerede let hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned. ”Jeg ved ikke om det er kendt for dig, Romeo.. Men det er ikke alle som gør brug af løgn og latin.. Jeg gør ikke,” endte hun ganske kortfattet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med den samme ganske kortfattede mine. Hun var faktisk kommet denne vej for at fortælle ham omkring Lexie. Måske en lidt anden indfaldsvinkel end så mange andre havde gjort det, men det var noget af det som hun faktisk var ved at være ganske god til, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i hendes øjne! Hun rystede stille på hovedet. ”Vi har mere til fælles end det som du nok lige går og tror, Romeo.. Jeg ville ikke have noget imod at tilbringe tiden med dig.. Det må da også være ensomt at sidde her alene, er det ikke?” Det kunne godt være, at hun ikke var god til det sociale, men med en enkelt mand, så var hun nu temmelig sikker på at hun nok kunne finde ud af det, også fordi at Romeo var en lidt.. speciel mand. Han skilte sig af mængden af hvad hun var vant til at se.
Romeo havde så sandelig formået at overskride Anyalinas grænser, for hun var en som virkelig bed det hele i sig, også fordi at det ikke var nemt for hende at stå i en situation som denne, men hvad havde hun at gøre ved det? Hun måtte ikke slå ham ihjel, hvilket hun vidste! Hun vendte blikket sigende mod ham og med den samme direkte faste mine, for det var noget som gjorde hende direkte vred at tænke på! Han var gennemtæsket, og det at han ikke selv kunne komme op i sengen, var noget som slet ikke rørte hende på nogen måde, for det med medlidenhed og empati, var slet ikke noget som hun var dygtig til, for det var der ingen som havde lært hende før! Hun kneb øjnene fast og vredt sammen, idet at hun fnøs let. ”Hvad tror du ikke folk ville sige, hvis jeg slog en ihjel, som ikke engang er i stand til at gøre en flue fortræd?” spurgte hun ganske kortfattet. Endnu en gang gik hun mod ham, tog fat omkring ham, kun for at rive ham op på benene og direkte tilbage i seng. Hun var faktisk ligeglad med om hvor ondt det måtte gøre! Han var slemt kommet til skade, hvilket hun nu heller ikke kunne tage sig af. Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Jeg kræver ikke at du skal stole på mig eller hvad jeg siger, Romeo.. Jeg kom bare for at give dig en besked.. At du så skal opføre dig som en oprørsk teenager, var et stadie som jeg var sikker på at du ville være ovre for længst!” endte hun med en direkte vred stemme, for det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre!

[romeo]

Der var skam mange grunde til at Romeo ikke stolede eller nærede den mindste tro på Anyalina, netop fordi Malisha stod som leder, fordi Anyalina selv havde nævnt Malishas navn og fordi det var hende som var kommet for at fortælle omkring Lexie, og det hun havde fortalt, var på ingen måder noget som faldt i god jord hos ham! Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. „Som sagt har jeg ingen grund til at skulle tro på dig Anyalina. Du må jo vise mig, at du ikke er fyldt med løgn og latin,” svarede han sigende, hvor blikket forblev hvilende på hende med samme mine. Han stolede på ingen måder på hende og det ville han slet ikke lægge skjul på, for han gjorde det bestemt ikke let for nogen som helst! Ikke engang for de andre warlocks som han vidste foragtede Malisha, ønskede han at gøre det let for, for de var jo i princippet alle ens: magtgale hele bundet! Og hvorfor skulle Anyalina være så forskellig fra resten igen? Hendes følgende ord, var dog noget som gjorde ham opmærksom, hvor han betragtede hende lettere forundret, skønt det var en anelse svært at vise med det hævede kindben og det blå øje. Som hun spurgte om det var ensomt at være alene, fik ham blot til at vende blikket væk fra hende, hvor han sad tavst, skønt hans handling vel var svar nok i sig selv? Det var ensomt uden Lexies nærvær, hvilket det havde været igennem de sidste mange frygtelige lange uger, hvor han ikke havde set eller hørt fra hende. Han savnede hende, han savnede faktisk noget godt selskab, for Anyalina havde skam ret: det var frygtelig ensomt!
Det var slet ikke fordi Romeo ønskede Anyalinas medlidenhed eller empati, for den kunne han godt være foruden! Han gad slet ikke have at nogen så ham i denne tilstand for det var.. ydmygende. Han kunne ikke engang komme op i sengen igen, hvilket et sted frustrerede ham, men.. hvad kunne han gøre ved det? Igen: intet! Det var desuden hans egen skyld at han var kommet så slemt til skade, for han kunne bare have holdt sig væk fra Konstantin, men han ønskede sine svar! Og nu.. var det jo lidt ligegyldigt, for hvis Lexie var død, så havde han jo intet tilbage. Han himlede let med øjnene til hendes ord, skønt han blev opmærksom, da hun pludselig gik mod ham igen, hvor han sendte hende en fast mine. At hun direkte tog fat i ham og rev ham op, var noget som kostede ham smerte, hvor han gispede ganske let. Han faldt direkte ned på sengen, tværs over, hvor hans blik hvilede direkte op mod hende. Hans ene hånd hvilede fortsat mod hans bryst, skønt han kunne mærke en ny smerte i hans hoved, hvor det dunkede kraftigt at en ekstrem hovedpine. Han klemte kort øjnene sammen, inden hun snakkede til ham igen, hvor de mørke øjne faldt på hendes skikkelse. „Putter du mig også?” spurgte han drillende, som et morende smil gled over hans læber, hvilket han slet ikke var i stand til at skjule for hende! Måske han sagde det for at være provokerende og virke som om han slet ikke hørte efter hvad hun sagde, men.. han var ligeglad! Han havde aldrig bedte hende om at dukke op! Om at ødelægge hans dør og sågar hans seng!

[Deleted]

Romeo stolede ikke på hende, selvom Anyalina vidste, at det var noget som hun var nødt til at arbejde med, for hun have sine planer, hun havde sine mål, også fordi at det var noget som Malisha havde sat for hende, selvom det slet ikke var noget som man skulle sige noget som helst til i den anden ende, for hun kunne skam godt forstå at han ikke stolede på hende. Det rolige smil hvilede som støbt på hendes læber, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. ”Det kræver da lidt i gengæld, ikke sandt?” Hun hævede sigende det ene bryn og uden at skulle se det mindste væk fra ham, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Armene slog hun roligt over kors og tydeligt med en halvvejs irriteret mine, for det var jo ikke engang løgn! ”Det kræver jo at.. du vil tilbringe tiden med mig.. og omkring mig. Ellers kan det da være ligegyldigt,” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var helt klart en tanke, som direkte måtte irritere hende, men hvad pokker skulle hun da kunne stille op?
Romeos reaktion på hendes ord om ensomheden, var tydeligt for Anyalina! Hun havde ret! Selv en mand som Romeo kunne vel bruge et selskab i tide og utide? Selv en som Anyalina kunne sige, at hun ønskede og havde behov for det samme, selvom det bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt. Det at rive ham op i sengen, selvom hun vidste at det gjorde ondt, var noget som slet ikke rørte hende, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Der var grænser for hvad hun selv fandt sig i, og det at slå ham ihjel, ville hun bestemt ikke få det mindste ud af! Hvorfor skulle hun da dræbe en som ikke selv kunne forsvare sig? Det var virkelig at synke ned på et niveau som hun nægtet at stå på, uanset hvordan man vendte eller drejede den, så var det i den grad sådan at det nu måtte være! Konstantin havde tydeligvis givet manden en ordentlig omgang, og nu måtte hun jo tage over, også for at holde manden hvor Malisha ville have ham, men det var slet ikke noget som hun ville fortælle ham om, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hans ord var noget som fik hendes blik til at lyne, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. ”Du presser citronen, Romeo,” advarede hun med en fast tone. Hun vendte blikket mod døren, idet hun med et sving med hånden og let koncentration, fik de mange bider til at samle sig og blive til en hel dør igen. Lidt.. kunne hun vel godt give ham? Hvis det var den mand som hun skulle arbejde med det næste lange stykke tid, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Så det kommer jo an på dig selv, Romeo.. Vil du have at jeg skal holde dig lidt med selskab? Uden hån eller nedladende kommentarer, eller hvad?” endte hun med en fast tone. Selv kunne hun lide at være her – måtte hun ærligt indrømme. Hende og Romeo havde mange gode ting til fælles.