Looking after the chrildren

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde valgt at søge til arbejdet, for han kunne skam heller ikke blive liggende i sengen hele tiden, så meget vidste han da om ikke andet. Han vendte blikket ganske roligt mod hende. At hun var vågen havde han nok heller ikke regnet med, for han havde kigget meget til hende, og hun havde virkelig været langt væk. Den søvn havde tydeligvis været meget tiltrængende, så meget kunne han da se. Han blev stående som hun rejste sig og gik ham i møde. Han smilede let, som han roligt lod blikket hvile på hende. ”Lidt arbejde og fylde maven.. Du burde stadig sove min egen.. Du ser virkelig, virkelig træt ud..” endte han dæmpet, dog med en ganske stilfærdig mine. Han lod hendes hoved roligt hvile mod hans skulder, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Den ene arm lagde han roligt og ganske forsigtigt om hende, for han ønskede jo heller ikke at overtræde hendes grænser, han ønskede ikke at gøre hende ondt hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. ”Du er stadig frygtelig, frygtelig træt..” påpegede han sigende og med den næsten bekymringsfulde mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke på nogen måde, for han ville ikke skjule det for hende, for.. han var bekymret for hende, for han holdt faktisk af hende.

[Deleted]

Amiée stod bare ind til ham med hovede mod hans skulder, at han flere gang sag hun var frygtelig træt var så sandt som det var sagt hun var stadig meget træt, men et sted ville hun heller ikke sove mere. "mh jeg vil ikke sov.. så kan jeg jo ikke hjælpe til" gabt hun og var ved at små sove igen mod hans skulder og nusse sig en smule ind til ham, hun mærke godt hans arm om sig men sage intet for det var enlig meget rart syntes hun og så kunne hun også beder faldt i søvne fordi han holdt hende oppe. "jeg er ikke.. spor...træt" mumle hun før de isblå øjne blev lukke igen og hun trak vejre tungt og sov meget tungt og fast op af ham mens hun ellers bare hang på hans skulder. uden for blæst vinden koldt og det ruske svagt i alt men ellers var der ingen regen eller noget kun et par skyer på himlen og så månen.

[Theodore Jarvis Acheron]

For Adelios vedkommende, så var det sjovt at se hvor træt Aimée virkelig måtte være, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte blikket mod hende som hun direkte måtte stå og sove op af ham, så var det jo tydeligt at hun slet ikke havde sovet nok, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for så var det jo bare at få hende med sig og tilbage i sengs, selvom det nu heller ikke var så svært igen, var det? Han sendte hende et roligt og stille smil, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Du kan bestemt ikke arbejde eller hjælpe til når du står og sover op af mig, kæreste..” Han vendte blikket direkte morende mod hende og med den samme stilfærdige mine fra tidligere, for løgn var det bestemt heller ikke. Armen låste han en anelse omkring hende, idet at hun måtte falde i søvn endnu en gang, hvor han slet ikke kunne lade være med at grine ganske mildt til det. ”Og jeg tror du skal tilbage i seng..” endte han morende, som han varsomt gik ned i knæ, kun for at hæve hende i sine arme, selvom det var ganske forsigtigt. At hæve hende, var noget som selv gjorde forbandet ondt for hans vedkommende, men han kunne slet ikke gøre for det! Han bar hende forsigtigt hen til sengen, hvor han endnu en gang valgte at lægge hende ned. Han vendte blikket mod hende idet at han roligt strøg hende igennem håret. Hun havde tilsyneladende brug for den hvile, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Tanken kunne han godt lide, for han kunne godt lide at sidde og passe på hende.

[Deleted]

Amiée mumle bare en smule som, adelio valgt at løft hende op i sin arme. hun veje ikke så forfærdelig meget, men sådan var hendes krop nu en gang let i det men stadig robust. hun trykke sig lidt ind til ham som han bar hende tilbage i seng og lag hende ned på den, og trak tæppe over hende. hun kunne godt mærke han hade hånden gennem det hvide lidt pjuske morgen hår hun hade fået, hunvent hovedet lidt så det var mere mod ham og hans hånd lidt som når en kat ville nusse bag øret og vendt sit hovede i ens hånd. hun sov tungt og lage ikke mærke til om han gik igen eller sad list hos hende, hun sov bare hun var jo stadig meget træt men hun skulle nu nok overleve. hun godt og vel en hel dag til inden hun vågne med rigtig morgen hår, og stadig et søvnig ansigts udtryk men tydelig mere frisk i det hun skulle bare lige vogne. kvinderne hade fået fikse og vaske hendes hvide kjole der lå klar på stole ryggen, hun efter søvnigt at have vaske sit sår, små bandet over det og bundet det ind igen smed hun bukserne og skjorten og stod i under tøj og begyndt stadig små soven at få kjolen på hvilke ikke gik som hun ville da hun ikke kunne nå de snore i ryggen der skulle spændes, og hun begyndt at fnyse lidt irrateret over det ikke gik som hun ville det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det morede virkelig Adelio at hun kunne virke så træt som hun var, for det var noget som han virkelig måtte more sig ved. For det var virkelig for sjovt! Han vendte blikket stille mod hende, hvor man heller ikke kunne skjule det morende smil. Han hævede hende i sine arme og bar hende roligt hen til sengen, hvor han fik hende puttet godt ned i sengen og lagt hende under tæppet. Måske at det ikke varmet særlig godt, men det var jo trods alt også det eneste som de havde her på stedet som kunne bruges i det hele taget og det var jo bedre end ingenting, ikke sandt? Han strøg hendes kind ganske roligt som han kunne se at hun gled helt hen i søvnen. Det var tydeligt at hun slet ikke var på god fod endnu, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, men det var jo bare sådan at det endelig måtte være. Han valgte at forlade hende til hendes søde drømme og den behagelige hvile, kun for at vende tilbage til arbejdet, selvom han selv heller ikke var ved bedste ve og vel endnu, men det var vel bare at tage tingene som de måtte komme? Han kunne ikke rende rundt og vise at han havde ondt! Specielt ikke med den plads som han havde her på stedet, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han havde mere eller mindre arbejdet hele dagen, hvor der knapt nok havde været tid til at se til Aimée, hvor han bare havde valgt at lade hende ligge og sove, mens han selv havde været i sving. At det resulterede i at han var blevet godt beskidt, hvilket nok ikke var særlig godt med det sår som han havde på brystet, men det var vitterligt ikke noget som han sagde noget til. Han rendt rundt der hvor angrebet havde været dagen i forvejen, blot for at få ryddet op. Sikkerheden skulle i den grad skærpes!

[Deleted]

Amiée hade længe kæmpe med de snore i ryggen at man kunne hør et minder fustren vreds udbrud, inden en kvinde kom ind og hjalp hende. hun sukke og tog sig kort til siden, det gjorde stadig ondt! men hun bed det i sig. hun tog sin nu fikse kappe på og gik uden for, det var dejlig at det var tør vejre og kun blæst lidt nu men der var stadig koldt! hun gik først hen til adelio's telt men da han ikke var der gik hun rundt og så lidt efter ham ind til hun fandt ham, henne ved det sted kampen hade forgået. hun kunne se på lang afstand han var møg beskidt men det rørt hende nu ikke, hun trippe hen til ham og som en anden sød lille pige hev hun ham i ærmet og så på ham, "må jeg hjælpe nu?" spurt hun og så på ham mens hun hade fat i hans ærme, hun kigge på snavset ved hans bryst hvilke fik hendes ansigt til at fortrække sig i en bekymren minne, "det går i betændelse vis ikke du får det rense" mumle hun stille og så på ham og holdt stadig fast i hans ærme mens hun stod der i kjole og sort kappe og følt sig mere udhvile nu og var klar til at tage sin del af arbejdet, nu hvor hun enlig hade energi til det ville hun sandelig også hjælp! hun ville vis ham hun ikke var udulig! hun var dog stadig ked af han hade afvist at tage i mod blod fra hende, hun følet sig bare.. så godt til pas når hun vist han hade drukket fra hende! men hun vist ikke hvorfor det var så forbandet vigtig for hende men det var det bare!

[Theodore Jarvis Acheron]

Et sted så frygtede Adelio vel også at Aimée skulle blive afhængig af hans bid? For han vidste også godt hvilken effekt at det kunne have på folk, for han havde jo trods alt også set det, selvom det ikke altid var noget som han brød sig lige meget om. Han bed smerten i sig, som han blev stående og prøvede at finde ud af det hele. At Aimée var på vej ud af sengen, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om. Hvis det ikke var fordi at han var en vampyr – en halv en af slagsen om ikke andet på grund af hans far, så havde han nok været død eller meget sengeliggende for denne stund, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte hovedet hurtigt som han kunne mærke at noget rev ham lidt i ærmet. At se hende var noget som alligevel kun måtte få ham til at smile ganske let. ”Har du endnu ondt, Aimée?” spurgte han roligt. Havde hun ondt, så ville han ikke tvinge hende i arbejde af nogen slags! Hun var nødt til at komme sig. Hendes bekymring var noget som fik ham til at vende blikket direkte mod hans bryst. Ja, han havde været nede og rode rundt i buske og det hele, men det kunne vel heller ikke være så slemt? Han rystede på hovedet, næsten som han bare valgte at feje den af banen, for han ønskede ikke at tage det så tungt. Desuden så havde han ikke brug for at vise folk at han var kommet så alvorligt til skade! Det ville bestemt heller ikke hjælpe dem! ”Jeg klarer mig nok, kære.. Jeg får det renset senere..” Jovist gjorde det allerede ondt, men det var trods alt heller ikke noget som hun havde brug for at vide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!

[Deleted]

amiée så på ham og knug lidt mere om hans ærme, hun kunne ikke lig han ikke fik renset såret. det gik hende faktisk meget på, næsten lige så meget som det at han ikke ville bide hende. hun kendt ikke til bivirkninger ved at lade sig bide af vampyre eller hvad han nu var, men det gik hende på! "jeg har det fint.. jeg kan godt arbejde..kære" det sidste kom stille frem fra hendes læber mens hun så lidt op på ham, at han kaldet hende kære viste hun ikke hvorfor men det gjorde hende intet det gjorde hende faktisk glad på en måde. "vi renser såret nu.. så arbejde bag efter..okay" hun så på ham og holdt fast i hans ærme og stod tæt på ham og så bekymret på ham "og ikke noget men.. vi renser såret nu.." hun så på ham med et lidt fast bestemt blik men de var stadig meget bekymret og meget sårbare i den forstand hun var let at såre og gør ked af det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var ikke fordi at Adelio var ude på at afvise Aimée, for det var slet ikke hans hensigt på nogen måde. Han ønskede trods alt heller ikke at gøre hende utilpas eller noget lignende, for det ville virkelig kun koste ham alt for dyrt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han betragtede hende som hun direkte måtte knuge omkring hans ærme. Ikke fordi at det var første gang at det skulle ske, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han sendte hende et stille smil. At han kaldte hende for kære, var efterhånden bare blevet en vane som han ikke bare kunne lægge fra sig bare sådan uden videre, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede blot til hendes ord. ”Det.. det lyder glimrende.. Der er nemlig brug for din hjælp,” sagde han stilfærdigt. Han ønskede hende egentlig bare væk fra selve ulykkesstedet, for han var et sted også bange for at det ville gå galt endnu en gang, for det var slet ikke fordi at han ønskede at det skulle gå så galt for hende på nogen måde! At hun insisterede på at såret skulle renses var.. en helt ny side af hende som han slet ikke var vant til at se, hvor han vendte sig direkte mod hende. ”Du giver mig ordre..?” spurgte han med en meget sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Det var jo trods alt det som hun stod og gjorde lige for øjeblikket, hvilket var noget som faktisk måtte forundre ham, for.. det var han slet ikke vant til! Den eneste som kunne give ham ordre på reel basis, var faktisk hans mor!

[Deleted]

Amiée hade slet ikke tænkt over at hun faktisk hade give ham en order! hvilke ikke hade være meningen! hun ville bare ikke have der gik betændelse i det dumme sår! "j-ja.. og jeg tager ikke noget nej for et svar..!" sag hun og så lidt ned, i frygt for han ville blive sur over at hun kom der og gav ham en order, når han jo var højre oppe i hirakiet ind hende. "jeg..vil bare ikke have.. du bliver mere syg.." kom det stille fra hende som hun knuge fast om hans ærme, og hev lidt i det for at få ham til at gå mod telte. hun rette de krystal blå øjne op mod ham, "kom så.. vi renser sårt nu!.. og så må du arbejde igen.. ind til såret igen skal renses..Okay" hun hold fast i hans ærme og hev forsigtig men dog bestemt i hans ærme, hun så også bestemt på ham for hun kunne godt blive stædig vis hun virkelig skulle vær det! for hun hade opdage han kunne vær stædig når det galt hende så nu var det lige omvent! hun hev bare i hans ærme for at vis hun ville have ham hen og rense såret, "plezzz" kom det fra hende som hun hev en smule hård i hans ærme uden at hans ærme ville gå i stykker for det var heller ikke meningen, hun ville bare have renset det sår så han ikke blev syg! for han måtte ikke blive mere syg! ikke vis hun kunne gør noget! det var allerred hendes skyld han var såret nu! så hun ville gør det godt igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig overrasket over at Aimée i det hele taget stod der og gav ham ordre, for.. det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde! Ikke fordi at det var noget som han kunne blive sur over, for han kunne jo se at hun mente det, men ikke fordi at hun ønskede at sætte hans autoritet på prøve. Han vidste ikke hvad det var, men.. det var bare en fornemmelse som han kunne føle og det var noget som faktisk holdt ham selv ganske så rolig i det store og hele, hvilket faktisk var en meget rar ting i det store og hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede stille på hovedet hvor et smil alligevel måtte brede sig på hans læber, for han fandt det kun ekstremt underholdende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde, for det var virkelig, virkelig sjovt set i hans øjne! ”Der kan man jo bare se.. der er faktisk en bestemt kvinde i dig.. Det kan jeg lide.” At hun begyndte at rive lidt i hans arm nærmest som hun ønskede at få ham med, var noget som alligevel fik ham til at reagere på det, for.. han ønskede jo heller ikke at hun skulle rende rundt og være bekymret for ham. Han var halvvejs vampyr, så han vidste også at såret ville lukke sig før eller siden, men det var vel heller ikke noget som hun tænkte på? Tanken morede ham, for han overlevede da om ikke andet! Han endte dog med at nikke. ”Okay.. udmærket, men så kun denne gang. Jeg er nødt til at arbejde!” endte han med en ganske alvorlig stemme. Han ønskede selvfølgelig ikke at modarbejde hende, men det var jo bare sådan at det var. Han havde den autoritet som han havde, og det var en som han var nødt til at klamre sig lidt til, for.. han var jo trods alt lederens eneste søn, så han havde jo en vis status her på stedet. Han endte med at følge hende hen til teltet. Hvis det gav hende ro i sjælen, så var det jo sådan at det måtte være.

[Deleted]

At han kunne lig hun var bestemt, fik de hvide kinder til at få et rosa skær. hun hev bare af sted med ham som han, gik med til at lade sit sår blive renset. da de kom ind i hans telt så hun på ham "sæt dig" sag hun mens hun gik ud af telte, der gik kun få minutter før hun kom med en spand med vand og en ren klud, hun gik hen til ham og satte sig på hug mens hun fik fjerne hans tøj fra såret først på bryst, som hun ganske forsigtig vaske. et sted nød hun at vaske hans sår, får på den måde måtte hun jo rør lidt ved ham. hun rødme og ryste på hovedet og slog tanken væk, bag efter kravle hun bag hans ryg, løfte hans tøj der og vaske såret på ryggen, svært var jo gået lig i gennem så begge sider skulle renses, da hun var færdig lag hun hovede over hans skulder og hviske ham i øret "færdig" hun holdt hovedet lidt på hans skulder og gav hans øre et lille kys ind hun fjerne sig igen og kravle ud af sengen, "gå bare tilbage til arbejde" sag hun som hun løfte spanden for at gå ud og helle det beskidte vand ud, der var komme en del snavs af og det kunne ses på vandet det så ikke lækkert ud.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvis der var noget som Adelio godt kunne lide, så var det en kvinde som var bestemt. Et sted så var det også noget som viste at det var en meget mere selvsikker en af slagsen, hvilket også var noget som man direkte kunne sige var nødvendigt i denne tid. Et sted så var det noget som kun vakte ham med et behag uden videre, for ikke at glemme, at det morede ham at se hende rødme op på den måde, og så vide at det faktisk var hans skyld, at det faktisk skete. Han fulgte hende roligt hen til teltet, hvor han trådte indenfor og ganske roligt satte sig som hun havde bedt ham om. I stedet for at bakse med alt det med tøjet, så valgte han at fjerne skjorten i stedet for, og blev siddende fuldkommen blottet fra livet og op. Han var virkelig beskidt, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han lod hende gå og komme igen med vand og en klud, hvor han lod hende begynde at vaske og rense hans sår. Selv måtte han erkende, at det faktisk gjorde en anelse ondt, men han sagde nu heller ikke noget til det som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun gjorde sig færdig med arbejdet, sagde han nu heller ikke noget til, hvor han roligt vendte blikket mod hendes ansigt ved hans skulder. Kysset mod hans øre var noget som kun fik ham til at smile. Han var ikke den bedste til følelser, men.. det kom vel efterhånden? Når han fandt kvinden i sit liv også selvom Aimée virkelig havde fået en utrolig betydning for ham på denne her tid, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Er du færdig allerede..?” endte han sigende og med en tydelig forundret mine, men han valgte dog alligevel at blive siddende. Det var vel også efterhånden.. tiltrængt med en pause?

[Deleted]

Aimée kom tilbage til telte da hun ikke hade set han var komme ud igen, hun så på ham og hade nåde at høre hans forunderne spørgsmål. hun gik så hen og satte sig ved siden af ham, "jeg kunne da ikke blive ved at rense dit sår.. så endt det bare med at der gik hul på det.. og det vil jeg ikke vær skyld i" hun så på ham, og satte sig lidt tætter på og lag hovede mod hans skulder. amiée sad bare og lytte til hans vejre træning den var dejlig beroligene, at side der op af ham. selv om han ikke var den varmeste person bogstavlig tat så gjorde hans kulde hende rolig og tryg, det var dejligt. "du dejlig kølig" mumle hun mens hun lukke øjne og bare nød at hvile op af ham på den måde, uden at lægge alt for meget af sin vægt på ham, i frygt for hun ville presse på hans sår så det ville gør ondt på ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var måske ikke ligefrem den bedste til følelser, men man lærte vel også igennem hele livet i den anden ende? Ikke fordi at det var noget som direkte kunne forundre ham som sådan, for det var jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende som hun måtte komme tilbage til teltet. At det ikke tog længere tid, havde han nu heller ikke noget imod, selvom han alligevel af den grund, måtte erkende, at han virkelig kunne trænge til en pause. ”Det. Det er jo så okay.. Aimée..” Han vendte sig mod hende som hun tog pladsen ved siden af ham endnu en gang, for det var slet ikke noget som han havde noget imod. Hvis der var noget som han godt kunne lide, så var det lige netop det faktum, at hun ikke var bange for ham, for det var også noget som samtidig måtte gøre ham helt rolig og det føles i den grad også godt. Et smil bredte sig på hans læber ved hendes ord, hvor han ikke kunne lade være med at grine, selvom det var noget som faktisk stak i hans bryst. Han tog sig let til det, idet han vendte blikket mod hende. Han ville ikke vise hende, at han faktisk havde ondt, for det havde han i den grad. ”Du kan godt opgive det at varme mig op.. Det kan jeg ikke,” endte han med en mindre drillende stemme, som han ellers bare valgte at blive siddende. Han kunne faktisk godt lide at have hende så tæt på sig, også fordi at hun var en så varm personlighed. Hvilket han i den grad ikke havde regnet hende for første gang han havde set hende, men selv han kunne tage fejl – heldigvis.