Looking after the chrildren

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde det virkelig ikke for godt og han vidste, at han selv burde hvile, men det kunne han altid gøre bagefter! Det var ikke sket, at en kvinde havde vækket denne form for interesse i ham, så selvfølgelig var det også noget som gjorde en verden til forskel set i hans øjne, så.. derfor havde han også valgt at tage plads ved hende. Han var bekymret for hende, også fordi at børnene havde udvist det helt samme, hvilket var en tanke som skræmte ham. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse, som det var tydeligt, at der måtte komme mere og mere liv i hende – hvilket selvfølgelig var en tanke som direkte måtte glæde ham mere end noget andet! Han sendte hende et tydeligt anstrengt smil. ”Sch..” endte han stilfærdigt. ”Du behøver ikke snakke, min kære.. Du er for træt.. og har brug for hvile..” Han vendte blikket roligt mod en af kvinderne, som hurtigt tog hintet og løb ud efter noget vand til Aimée. Adelios mine sagde ganske vidst bare det hele! Han vendte sig endnu en gang mod hende. Hun så jo ud til at bade i sved, og selvfølgelig var det noget som i den grad også måtte vække en bekymring selv i ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang fordi at det måtte være en løgn! ”Jeg klarer mig..” Måske at det var at love noget lidt for hurtigt, men han nægtet at stå som en falden i denne situation! Han nægtet at udgøre en del af den statistik! Tæppet tog han endnu en gang let omkring hende, kun for at få hende puttet godt under det. Hans egen krop var kold, så det ville bestemt heller ikke nytte, hvis han sad sammen med hende. Desuden måtte han tænkte på sit eget sår, for det gjorde stadig forbandet ondt!

[Deleted]

Amiée lå bare og så på ham, som han bade hende om ikke at snakke og bare skulle hvile, men han skulle da også hvile? hun kunne tydelig se tros det hele virke en smule tåget, at han hade det mindst lige så skidt som hende.. sikkert være inde hende!? den tanke brød hun sig ikke om! slet slet ikke om! "men..du.. skal også hvile" kom det i små gispe fra hende, som hun hol fast i hans tøj med den fri hånden. hun mærke han trak tæppe om hende, men hun følt stadig hun frøs. kvinden adelio hade sent ud efter vand til hende, kom hurtig løben tilbage med et krus vand. roligt hjalp kvinden amiées hovede lidt op, og roligt drak amiée vandt stille og roligt til kruset var helt tømt. hun følt dog stadig hendes mund var tør, men ikke helt så tør som før. "kom børn noget til?" spurte hun stille, og så på adelion. mens hun stadig ryste i hele kroppen, han ville sikkert kunne mærke det efter som hun hade fat i hans tøj. hun vist hans krop var kold, så han ville ikke kunne varme hende og han hade jo selv et sår der ikke så for godt ud selv! hvilke bekymre hende helt ind til marv og ben! hvilke var en helt ny og underlig følelse i hendes krop, efter som hun jo i år vis hade lukke alle tænkelig følelser ud for at ungå at blive sårbar, hun så på ham og holdt bare fast i hans trøj hun var et sted bange for han ville gå fra hende, men på den anden side skulle han også hvile! ikke kun hende.. han skulle hvile, han skulle! "du..du skal hvile..adelio" sag hun stille som hun lukke øjne og faldt i søvne, temmelig tiltrængt måtte man sige hun hade virkelig prøve at slogs som alle andre, men hun var nok ikke den bedste kriger. gennem tæppe kunne man se hendes krystal lyse kraftig efter de mange sjæle den had fået bare på en dag! det var flere ind hun hade fået i meget lang tid! og hun kunne tydelig mærke deres energi men det hjalp nok ikke på hendes skader.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var nok mere bekymret for hende, end det som han var for sig selv, selvom det vel burde være lidt omvendt? Tænkte han ikke på sig selv, så kunne det jo stadig godt gå galt, for han var bestemt heller ikke helt udenfor fare endnu, og det var noget som han vidste, men han kunne bestemt heller ikke undgå at skulle tænke på hende, for det gjorde han virkelig! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme mine. Hun havde i den grad brug for hvile, så meget vidste han da om ikke andet, selvom han også vidste hvor stædig hun var, så det spørges jo om hun i det hele taget ville hvile for hans skyld. Han sendte hende et stille og betryggende smil., selvom det stadig forblev en anelse akavet, for han havde det bestemt heller ikke godt. ”Det skal jeg nok.. Jeg måtte bare se til dig,” sagde han stille. Selv var han godt dækket af blod, selvom det nu heller ikke var en tanke som han tænkte meget over, for han var i den grad langt mere bekymret for hende, end det som han lige var i stand til at vise det, så meget vidste han da om ikke andet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare en kendsgerning som den måtte være der, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun spurgte ind til børnene var noget som et sted gjorde ham glad, for det beviste jo bare at de også havde fået en betydning for hende med tiden her. ”Børnene har det fint.. Alle sammen.” Hans ord var rolige, men forsikrende, for han ønskede hende bare rolig. At hun fik noget at drikke, var noget som tydeligt også måtte lette ham, hvor han vendte blikket direkte mod dem. Han rokkede sig dog ikke ud af stedet af den grund, for han nægtet det ganske enkelt! At se hende direkte bekymret for ham, var noget som varmede op om hans kolde indre, for selv det var også noget som han så desperat havde brug for at vide til tider, nu hvor hans mor ikke udtrykket den bekymring for ham direkte. ”Det skal jeg nok.. på et tidspunkt,” sagde han roligt. Som hun endnu en gang måtte falde i søvn, så var det også tydeligt, at søvnen var tiltrængt. Kvinden lagde sin hånd på hans skulder. ”Du burde hvile, herre..” sagde hun stille, hvor han vendte blikket direkte mod hende, denne gang langt mere fast end det som han havde givet udtryk for tidligere. ”Jeg skal nok.. hent mig når hun vågner..” endte han ganske kortfattet, som han endelig tvang sig op på benene. Det alene, var noget som gjorde ondt, og det var tydeligt! Han tog sig til brystet, hvor han vaklede tilbage til sit eget telt og lagde sig ned i sengen. Han havde det virkelig ikke godt.

[Deleted]

Kvinden så efter ham som han valgt at gå, hun var tydelig vis selv lidt bekymret for ham. hun satte sig der efter hos amiée og duppe hendes pande hele tiden med en kold fugtig klud for at fjerne sveden og køle hende ned, amiée sov roligt i et par timer hvor efter hun blev en smule urolig, hun var plaget af et marridt basert på det der var sket for kun få timer siden, og så hendes fortid hvilke ikke lige var den bedste blaning. dog vogne hun ikke af maridte men sov hvider selv om hun kaldt på adelion i søvne, ind i mellem stille og inde i mellem en smule højt tæt på at råbe, hvor kvinden bare prøve at få hende til at fald til ro. til sidste vågne amiée efter enlig at have kæmpe sig ud af marridte, hun fik sat sig op dog gispe hun på grund af smerten i siden. hun tog sig til siden som hun fjerne tæppe lidt, hendes feber var falden og hun følte hun kogte under tæppe. hun så ned af sig hun var dække af blod, og snavs. hun kunne tydelig vis godt brug at vaske sig og en ren kjole eller noget. "har.. vi en spand vand og en ren kjole?" spurte hun kvinden stille, kvinden tænkt lidt "jo.. ser efter men henter ligen en spand vand til dig" roligt gik kvinden som amiée smed kjolen og kigge ned af sig. kvinden kom tilbage med en spand vand og en klud, og satte det for and amiée der satte sig på sengens kant og tog kluden og begyndt at vaske sig, i mens gik kvinden over til Adelion's telt. "frøkken er vogne nu herre" sag hun roligt som hun kom hen til adelion, "hun sider i sengen lig nu" hun kigge på ham inden hun gik for at hente den rene kjole til amiée. Amiée sad roligt og vaske sin arme, og sin ben inden hun meget forsigtig vaske maven og omkring såret der var syet tæt sammen, det ville sikkert efterlade et grimt ar på hendes ellers skramme fri hud. hun hvæse en smule da det sveg af H**** til men det skulle vaskes ellers blev det bare betændt, hun trak vejer dynt mens hun vred kluden op på ny og vaske hvider, til sidste tak hun hovedet i spanden og fik skyllet håret og trak håret op igen og gøs for nu frøs hun igen, men hun var i det mindste ren, hun sad i trusser og et stykke stof der var hendes bh, mens hun fik håret tilbage og mærke vandet løbe ned af ryggen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde det bestemt ikke særlig godt. Faktisk så havde han det direkte af helvede til, selvom det nu heller ikke var noget at sige noget til, for det var ikke en heldig situation at han selv måtte være endt i, det var noget som han selv vidste fra før af. Hans krop rystede og dirrede som han havde fået lagt sig ned i sengen. Han havde brug for hvile og han havde i den grad også brug for blod, selvom han satte Aimée længe før han måtte sætte sig selv, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes eget vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. han kunne godt gøre Aimée lidt glad og bare.. prøve at hvile om ikke andet? Selvom det slet ikke var noget som han lystede på noget tidspunkt. Han klemte øjnene let sammen, uanset hvordan han lå, så var det noget som direkte måtte gøre ondt! Øjnene slog han op, som kvinden måtte melde sig i hans telt adskillige timer senere, selvom det føles som så meget mere end det, hvilket var noget som direkte måtte frustrere ham! Han nikkede blot stille, selv med koldsved løbende ned fra panden af. ”G-glimrende..” endte han med en stilfærdig tone. Selv prøvede han at holde sig selv ved lige, selvom det på ingen måder var nemt, for han havde det bestemt heller ikke særlig godt. Han skubbede varsomt tæppet af sig, idet han roligt satte sig op, selvom det alene var noget som gjorde ondt. Selvom han var syet og det hele, så var han bestemt heller ikke udenfor livsfare endnu, og det var noget som han var ganske vidst klar over allerede. Han lukkede øjnene, prøvede at trække vejret dybt, selvom det var noget som han fortrød allerede med det samme, for han havde det i den grad ikke særlig godt! Han trak sig op på benene, selvom han var langt mere vaklende end før, men han fik kæmpet sig hen til teltets åbning, udenfor i møgvejret og ind til hende, hvor han roligt vendte blikket mod hende, selvom han direkte måtte støtte sig op af det som han nu kunne på vejen. Han sendte hende et stille smil. ”D-du er v-vågen..” Hans stemme var præget af en form for lettelse, selvom hans blik var af direkte udmattelse. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde, men han prøvede virkelig at skjule sin egen elendighed for hende. Det var slet ikke meningen at det var noget som skulle bekymre hende mere end det som godt måtte være!

[Deleted]

Amiée kigge op som hun hørt adelions stemme og slog tæppe om sig da han kom ind, hun rejste sig op og gik hen til ham. hun kunne tydelig se han hade det elendig han var temmelig elendig til at skjule det. "stakkel" sag hun bare helt stille og lod en hånd stryg ham over kinden som en anden hold tæppe sammen for and hende, "du skal hvile nu.." sag hun bestemt og tog hans arm og fik den over sin skulder og begyndt at få ham hen til sengen hvor efter hun så forsigtig hun kunne fik ham ned og side i sengen, og der efter ligge. hun bed sig i læben han mange et tæppe, hun trak vejre stille og tog tæppe af sig og lag over ham. hun kunne nok klare at side i under tøj til kvinden kom tilbage med noget tøj til hende. hun så på ham og strøg ham hen over håret, mens hun så på ham med tydelig bekymring i de isblå øjne. hun strøg ham bare over håret, mens hendes trætte øjne hvile på ham. snart kom kvinden igen, med et par bukser og en skjorte hun hade ikke kunne finde en kjole. amiée rejste sig og tog tøjet "tak" hun begyndt at trække bukserne på og der efter skjoten som var alt for stor men bukserne passe lige. hun gik tilbage til sengen og satte sig ved ham og begyndt igen at stryg ham over håret og kinden stille og roligt mens hun faktisk svagt nynne, en vane hun hade fået af de små piger der sad og nynne og de flette hinandens hår. hun kigge så på mens hun strøg ham over håret, "du dør ikke... vel..adelio..du må ikke.." hun så på ham, men kunne høre der var frygt i hendes stemme selv om hun prøve at holde frygten nede, men visl han død hvem skjulle så være der for hende? eller snakke med hende ud over børn? hvem skulle passe på hende? men vigtigste for hende, hvem skulle hun så hold så meget af vis han ikke var der, hun holdt jo forbandt meget af ham! det var helt skræmmen i sær for hende der ellers aldrig hade prøve at holde af nogle i så mange år, og så var han dukke op og snoret sig vej lig ind i hendes hjerte, hvilke overraske hende at hun hade det. hun så på ham som hun strøg ham over håret og lod den anden hånd lægge sig på hans bryst oven på tæppe.

[Theodore Jarvis Acheron]

At Aimée havde lagt mærke til at Adelio ikke havde det særlig godt, var nu heller ikke noget som forundrede ham på nogen måde. Strøgene som hun efterlod mod hans kind, var faktisk rart, selvom han ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige til det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. Det gjorde ondt for ham at bevæge sig for meget, også på grund af det sår midt i brystet. Heldigvis for ham, at det ikke havde ramt hjertet, for ellers havde han da haft et gevaldigt problem, så meget vidste han da selvfølgelig også! ”Jeg har prøvet, kære..” sagde han stille. Han havde ikke rigtigt gjort andet i den tid hvor hun havde sovet! At hun tog hans arm over skulderen og over nakken og bar ham hen til sengen, gjorde det også tydeligt for ham, at hun kunne se at han ikke havde det særlig godt, hvilket i den grad var noget som direkte måtte irritere ham mere end det som noget andet måtte gøre det! Han satte sig stille ned på kanten, idet han roligt lod hende lægge ham ned, selvom det bestemt heller ikke var helt med hans vilje altid! Han vendte blikket spørgende mod hende. Alt dette her var slet ikke noget som han var vant til! Selvom hendes strøg igennem hans hår var noget som beroligede ham, så var det stadig meget svært for ham at forstå i det hele taget. Han kunne virkelig ikke finde ud af alt det med følelser, og det var udelukkende på grund af hans mor! Hun havde jo heller ikke rigtigt vist sådan noget overfor ham! Han lukkede øjnene ganske let. Sjovt som det var nemt for ham at falde lidt mere til ro når hun var der, hvilket var noget som han bestemt heller ikke kunne forstå! Han havde knapt nok lagt mærke til at hun havde siddet i mere eller mindre ingenting da han var kommet ind, for han var kun glad for at se at hun faktisk havde det godt. Det var det eneste som han faktisk kunne sige sig, at have haft i hovedet! Han rystede på hovedet til hendes ord. ”Det skal du.. du ikke være bange for, Aimée.. J-jeg stiller ikke træskoene endnu,” sagde han roligt og med et sigende nik til hende. Han var for stædig, for ikke at glemme, at han slet ikke var klar til at dø endnu!

[Deleted]

Amiée så på ham, og fik et lille træt smile på sin læber. "godt.. vil ikke have du dør.." sag hun stille og strøg ham over kinden, mens hun bare holdt hånden på hans bryst, mens man kunne høre regen stå ned og vinden ruske i alt. hun så på ham, "sov nu.. du skal blive raske igen.. så jeg ikke behøver at bær dig" hun fnise men stoppe hurtig og tog sig til siden, det gjorde ondt bare at fnise så hendes krop ryste. "av av" mumle hun og så på ham, før hun bare fik tvunget et smil frem, og strøg ham over håret og nød faktisk bare at mærke hans hår mellem fingerne. hun blev ved med at side hos ham, hele tiden og søger for han fik hvad han ville have vis der var noget han hade brug for, hun endt med at have lagt hovedet ned på sengens kant og næsen ind mod hans side, mens hun selv var falden i søvne men selv i søvne strøg hendes hånd igennem hans går ganske langsomt, og blidt for at vær sikker på han var rolig. hun nød at lige der med hovede og kunne bøde lugt ham og blodet der var på ham men det var ikke så slemt, hun nød bare at hvide han var der selv om han hade det rigtig skidt, så ville hun gør hvad hun kunne for han hade det godt eller fik det beder, det var så vigtig for hende at han var okay, hun så på ham. noget hun aldrig hade tænkt på hvorfor han kaldt hende kære? var det noget man kalde en kæreste eller kone? amiée var vel bare en ven? eller hvad? det var noget af det hun lå i sin søde søvne og drømme og prøve at finde ud af med sig selv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var direkte svært for Adelio at blive så rolig, at han faktisk kunne falde i søvn, for det kunne han slet ikke! Han havde prøvet i sit eget telt, men det havde bestemt heller ikke virket efter hensigten, hvilket var noget som i den grad også måtte frustrere ham og endda frygtelig meget! Han klemte øjnene let sammen. Bare han bevæget sig det mindste, så gjorde det forbandet ondt! Han vendte blikket mod hende. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at være så bekymret for ham, for det var slet ikke noget som ville have det mindste virkning ind på ham på nogen måde. At hun fik ondt af at grine, var noget som i den grad også måtte gøre ham direkte bekymret, for det var bestemt heller ikke en tanke som han direkte måtte bryde sig om på nogen måde! Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket direkte mod hende. ”Pas nu på..” bad han stille, som han rynkede brynene let i en bekymret mine, for det var jo ikke noget som han kunne skjule på nogen som helst måde. Han knyttede næverne let. Selvom hans bryst var direkte blodigt og syningen ikke var helt lukket, så var det ikke noget som direkte var en trussel, det var snarere hvis der gik betændelse i det, for så kunne han med lethed ende ud i det som man fint kunne definere som større problemer, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun lagde sig tæt ved ham, var noget som faktisk gjorde ham skræmmende rolig. Hun var sådan en sød pige, og det var noget som han rigtig godt kunne lide at være i nærheden af. Hun var.. så varm og omsorgsfuld, hvilket hun jo også var overfor ham lige i øjeblikket, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham. Hun skulle slet ikke tænke på at han ville kradse af, for det var der slet ikke tid til, så meget vidste han da om ikke andet! Han lukkede øjnene ganske let, han var træt, men han kunne ikke sove. Han lå mere eller mindre bare og kiggede på hende.. om han så skulle ligge der resten af natten, så var det også det som han gjorde.

[Deleted]

amiée forsatte bare med at stryge ham over håret mens hun bare sov tungt hele natten. hun vogne næste morgen ved en kvinden ruske blidt i hende, hun mærke hvordan hendes arm krampe. hun så på kvinden der gav hende et stykke brød til morgen mad, hun tog det roligt og begyndt at spise lidt mens kvinden gik og kom tilbage med vand så hun kunne vaske sit sår. hun så på adelio han line ikke den der hade sove, hvilke gjorde hende bekymret. så på vandet før hun spændt skjorten op efter at have lagt brød fra sig, tog kluden og forsigtig med ryggen til ham begyndt at vaske sit sår. hun trak vejre hurtig og gispe da det svag som en i fanden, men hun fik det vaske og ryste i hele kroppen i smerte, mens hun trak vejre dybt før hun så på ham. hun hade tvunget et smile på læberne men sveden løb en smule ned af hendes pande men hun fjerne det hurtig. hun så på ham og forsigtig fik fjernet hans tøj fra hans sår, og meget forsigtig vaske rundt om hans sår, det måtte enlig ikke blive betændt! hun prøve virkelig at være forsigtig. hun vaske ind til alt blodet der var størknet var vaske eller næsten, hvor efter hun lag kluden i spanden og læne sig ind til ham og gav ham et lille kys på kinden med orden "undskylde.. men.. du klar det flot" sag hun stille før hun satte sig tilbage, og blidt tog hans hånd og klemt den en smule mens hun bare sad hos ham, der gik lidt før hun enlig selv opdage hvad hun hade lave.. hade hun lige kysse ham på kinden! aaah! hvordan kunne hun få sig til det? og hvorfor!? hvad var der lige med hende!?

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde det virkelig ikke særlig godt, og nej han havde ikke sovet hele natten, hvilket der var temmelig mange gode grunde til, for han havde det virkelig ikke godt. Det gjorde for pokker ondt bare at bevæge sig! Han lod bare Aimée ligge på kanten og sove, for det var også tydeligt for hans vedkommende, at det var noget som hun havde behov for, så selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at ødelægge på nogen måde overhovedet. At hun blev rusket, vågnet og begyndte at rense sit eget sår, netop ved at sætte sig med ryggen til ham, var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for det var noget som man nok skulle leve med, for han var ikke så slem igen. Han sendte hende et træt smil. Hvilen havde han brug for, men han havde for ondt til at han kunne give efter for den. Sværdet var for pokker gået direkte igennem ham! Han havde ondt både i brystet, men i den grad også i ryggen! At hun fjernede hans skjorte og begyndte at rense hans sår i stedet for, var noget som kraftigt fik ham til at spænde, for det var i den grad også noget som gjorde forbandet ondt og det var vel også tydeligt at se i hans blik? Han bed tænderne kraftigt sammen. Allerede nu var det en smule betændt, men det var heldigvis ikke så slemt igen. Han prustede ganske let, som hun gjorde sig færdig, hvor han let blinkede med øjnene. ”Det gør ondt..” Han var normalt ikke den som klynkede, men denne gang gjorde det virkelig, virkelig ondt, så man skulle tro at det måtte være løgn! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, hvor han roligt lukkede sin hånd omkring sin. Så længe at hun var okay, så var han bestemt heller ikke den som skulle klage, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han blinkede ganske let med øjnene og uden at tage blikket fra hende. Kysset mod hans kind var noget som kun havde fået ham til at smile, hvor han selv ikke kunne lade være med det, for det føles virkelig, virkelig rart. ”Og.. hvordan har du det?” spurgte han stille og uden at tage blikket fra hende, for.. han var jo faktisk temmelig bekymret for hende.

[Deleted]

Amiée hade være så forsigtig hun kunne mens hun rense hans sår, selv om hun tydelig kunne se han hade ondt. hun så på ham og der efter såret det var lidt betændt og det bekymre hende meget. hun så på ham som han smile efter hun hade kysse ham på kinden, hun smile selv en smule at han smile tog hun som et godt tegen på han ikke var bleven sur over kysset, "jeg..har det fint.. helt fint.. og dig" hun så på ham og klemt hans hånd blidt, mens hun blev side ved siden af ham. "noget du har brug for? noget jeg kan hente til dig? eller give dig?" hun sad bare ved ham og klemt blidt hans hånd. hun håbe snart at han ville blive helt friske igen, hun kunne ikke lig han hade det så godt eller retter direkte elendig, hun så på ham og nusse hans hånd blidt mens hun bare så på ham med de isblå øjne der tydelig er meget bekymret og en smule konfus over hun faktisk hade kysset ham på kinde.. på kinden!! hun fatte ikke hun faktisk hade gjodt det! hvad katten var der i vejen med hende! roligt kigge 2 små piger inde til dem, "Amy amy! lege!" råbt de som de løb hen til hende og direkte over faldt hende, hun slap hans hånd mens hun greb børne og bed smerten i sig, temmelig tydelig at se på hende. "ikke nu venner.. amy passer lige Adelio.. okay" hun strøg dem over håret ganske blidt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig ondt, selvom han prøvede at gøre sit for at bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham på nogen måde! Det gjorde ondt at hun renset såret, selvom han vidste, at det var direkte nødvendigt, så var det jo bare at tage tingene som de måtte komme, for.. hvad andet valg havde han egentlig? Der var ikke noget andet valg! Han vendte blikket mod hende. Det hjalp ham endda meget at se hende på denne her måde, og det at vide, at hun faktisk var okay, for det var også noget som han så kraftigt havde brug for at vide. Han sendte hende et stille smil. ”Ondt.. men jeg klarer mig,” svarede han roligt og uden at tage blikket fra hende på nogen måde, for det var slet ikke noget som han kunne. Der var noget ved hende og han kunne ikke rigtigt sige helt præcist hvad det måtte være, men det var bare sådan at det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han rystede stille på hovedet. ”Jeg.. jeg klarer mig.” Hans stemme var rolig, hvor han bare sendte hende et stille og tydeligt træt smil.
At to små børn måtte iagttage dem fra teltåbningen var noget som først gik op for Adelio da tøserne rendt direkte ind og overfaldt Aimée, var noget som direkte fik ham til at smile, selvom han tydeligt kunne se at hun måtte have lige så ondt som det han selv måtte have. Han tog sig let til brystet, idet at han roligt satte sig en anelse op, selvom det var noget som stadig gjorde forbandet ondt. Han trak vejret dybt. ”Og Adelio har det fint og kan godt passe på sig selv..” forsikrede han hende roligt, som han vendte blikket mod Aimée, kun for at forsikre hende om hans ord, og at de faktisk var sande.

[Deleted]

Amiée så på ham, som han valgt at sætte sig lidt op. tydelig vis ikke begejster for han gjorde det, "muligt.. men du skal ligge dig og hvile.. lige nu" hun peget ned i sengen, pigerne fnise og så på dem før den ene så hev lidt i adelios tøj, og så op på ham med stor søde øjne "er i kærester?" hviske hun så amiée ikke hørte, den anden pige fnise mens amiée bare sad helt uviden om hvad de dog hviske om, hun rejste sig dog op og ømme sig kort "okay.. kom så.. vi leger lidt så adelio kan få lidt ro ikke" pigerne nikke ivrrigt mens de drøne uden for telte, amiée så på ham og lag tæppe ordenlig om ham "og du bliver liggen lige her" hun stave det næsten for ham, men han skulle blive i den seng slut færdig "vis ikke sætter jeg mig på dig.. så du bliver " hun så en smule flovt ned men så der efter alvorlig eller sådan næsten alvorlig ud igen før hun tog en kappe om sig og gik uden for til de to små piger der grine og snart hørt mand resten af børne kom drøne og ville lege med hende, de ville ikke snydes for lidt lege tid med amiée. amiée lege i noget der line 2 ½ time inden børne tulle hjem til deres forælder og amiée kom ind i telte igen, og rette på sit tøj under kappen inden hun tog den af. hun ømme sig en smule da hun måske hade leget liiiiidt for voldsomt i forhold til hendes grimme sår i side, hun satte sig på senge kanten og glemt helt og se efter om adelio stadig var der eller om han faktisk hade forladt sengen som hun sag han ikke måtte! hun tog spanden med vand og kluden, hvor efter hun tog skjorten af og begyndt at vaske sit sår i siden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var slet ikke vant til at blive opvartet på denne her måde, så selvfølgelig var det noget som virkelig måtte forvirre ham som intet andet. Han blev dog roligt i sengen som han nu havde fået besked på det. I og med at han var en vampyr, så kunne han udmærket godt høre hvad de små unger måtte hviske og tiske om, selvom han nu ikke sagde noget til det. Der var dog intet seriøst mellem Aimée og ham, selvom.. ja, et sted så ville han næsten ønske det? Han vendte blikket stille op mod Aimée som hun gik med til at tage ungerne med lidt ud, hvilket han ikke havde noget imod, for han havde virkelig brug for at hvile lidt, ellers kom han da ikke op på benene igen, hvilket i den grad var noget som måtte irritere ham som intet andet overhovedet. Han nikkede til hendes ord. ”Jeg lover at blive liggende..” endte han dæmpet, som han roligt lagde sig ned i sengen endnu en gang, hvor han roligt lagde sig til igen, for.. det var vel også bare at give efter for det som faktisk måtte være nødvendigt og tage det hele som det nu måtte komme i den anden ende?
Lige hvor længe Aimée havde været væk, var ikke noget som Adelio kunne sige med sikkerhed, for han var faktisk faldt i søvn som regnen var holdt op med at piske udenfor. Det gav ham en vis form for ro og hans mor havde endda også været kort for at kigge til ham og sikre sig at han var under de bedste foranstaltninger som de havde her på stedet, hvilket han nu heller ikke havde det værst med i den anden ende. Han lå og sov da Aimée langt om længe måtte komme tilbage – han var faktisk blevet i sengen, helt præcist som han havde lovet hende!