Looking after the chrildren

[Deleted]

Amiée så på adelio som hun belv færdig med at vaske, hun tog skjorten på igen med spændet den ikke. hun satte sig ned på gulve og kigge på han sov, han hade nu et yndig sove ansigt syntes hun, og det gjorde hende glad at se han enlig var fladen så meget til ro at han kunne sov, det gave hende selv en inder ro. hun sad bare med armen oppe i sengen og hagen hvilen på dem, hvad børne hade hviske til ham kendt hun ikke til. det var vel en hemmelighed mellem dem måske? ja hvem vist hvad børn tænkt på. hun lukke øjen og sad selv og små sov ved hans side, hun ville gør alt for adelio alt han kunne be hende om, lige fra at passe børn til at kæmpe til at hjælpe med at skabe flere børn vis det skulle komme så vidt, og dog ville hun ikke have børn ikke med minder det var adelios børn men hun forvente aldrig han ville se hende som mere ind den ven de var bleven nu, hun forgude ham men hun ville ikke vis det, han ville sikkert syntes hun var sær eller ligen. måske afvise hende og bede hende holde sig væk måske? hun åbne øjne og så på ham som han sov hun mime stille 'ved du godt hvor meget du betyder for mig adelio' hun valgt at mime det i tilfælde af han hørt hende, selv om han så ud til at sove temmelig tungt. hun kigge på ham lidt tid før hun lukke øjne og faldt i søvne ved hans side på ny igen, mens hun hade fat om tæppe med hånden så hun kunne mærke vis han forlod sengen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det havde i den grad taget tid, men Adelio var langt om længe faldet til ro, også nu hvor det var holdt op med at regne og børnene ikke var kommet rendende hele tiden, så var det også nemmere. Denne gang var det jo trods alt ham som havde brug for den hvile, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han sov ganske tungt som hun var kommet ind, selvom det at nogen var begyndt at rumstere i teltet, var noget som svagt måtte drive ham ud af søvnen, selvom han nu valgte at blive liggende. Han ville jo trods alt ikke ende med at have Aimée på nakken hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han åbnede øjnene ganske let som hun gled ned ved siden af ham, selvom han roligt lagde sig til igen, for han var virkelig udmattet. Det derude kunne med lethed have kostet ham livet hvis det havde ramt bare lidt mere uheldigt end det som den havde! Hvad hun mimede var ikke noget som han lagde mærke til, selvom han godt kunne mærke på hende og hendes puls at hun måtte være vågen, selvom det kun var et spørgsmål om tid, inden hun måtte give efter for den, hvilket kun fik ham til at smile. Han tvang øjnene op, også selvom de var langt mere blodrøde end normalt. Han var virkelig ved at være sulten selvom.. det at skulle sætte tænderne i hende under ingen omstændigheder ville blive en ting som han gjorde! Han sendte hende et stille smil, idet han roligt førte en hånd til hendes arm som han ruskede svagt i. ”Aimée..? Du burde lægge dig i sengen.. Du har brug for at slappe af,” endte han med en ganske dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde allerede hvilet mere end nok, for ikke at glemme, at det her jo faktisk også måtte være hendes telt, så.. han ønskede jo heller ikke at trænge sig på, når det ikke havde været nemt for nogen af dem, for hun var jo også kommet til skade!

[Deleted]

Amiée hørte godt adelio men der gik lidt før hun enlig reager på hendes udtale. "nej... du hviler... du Skal hvile mere.."sag hun stædig mens hun fik øjne op og så på ham, hun kunne godt se hans øjne var meget rød. "sulten?" spurte hun stille og kom op og side i sengen, hvor hun vente ryggen til ham og lag hovedet lid på snes "bare drik" sag hun roligt, hun var villig til at give ham alt det blod han hade brug for, for hende gjorde det intet vis han tog lidt fra hende hun overleve nok lige som sidst hendes huller var godt nok heale og man kunne kun lige ane hvor de hade været. hun sad ganske roligt og vente på han skulle bide hende, mens hun sad og små sov hvilke man kunne se hende øjne gled i men kæmpe sig op igen og sådan blev hun ved, hun ville ikke sove før han hade spist og hun var sikker på han ikke var sulten mere.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio blev liggende ganske roligt og uden at tage blikket fra Aimée, for han var virkelig oprigtigt bekymret for hende, for løgn var det ikke. Han havde kastet sig direkte ind i kampen uden at vide hvilke ods som han ville møde, men han havde gjort det uden at tøve det mindste. Ikke fordi at han fortrød det på nogen måde, for det kunne han ikke. At hun valgte at direkte tvinge ham til hvile, var noget som fik ham til at himle med øjnene, for han synes efterhånden at han havde hvilet længe nok! ”Jeg har det fint..” afveg han endeligt som han roligt lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han ønskede bestemt heller ikke at lyve for hende, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til i det store og hele. Sulten var han, hvilket han ikke kunne lægge skjul på, hvor han blot nikkede stille. Han havde kæmpet med det i så mange år nu, at han sagtens kunne mærke det inden det for alvor ville gå galt, så det var vel også bare en god ting, var det ikke? Han trak vejret dybt, selvom det var dumt, for det gjorde ondt! Han skød en tydelig smertefuld grimasse, idet han let tog sig til brystet. ”Av..” mumlede han let for sig selv, som han vendte blikket ned af sig. Han himlede med øjnene som han vendte blikket mod hende igen. Hendes ord var noget som direkte gjorde at han blev langt mere bleg i ansigtet, for han kunne da ikke bide hende! Han rystede på hovedet, som han kæmpet sig op at sidde i sengen. ”E-er du sindssyg?! Du.. nej.. det kan jeg da ikke!” endte han direkte forfærdet. Han endte da med at slå hende ihjel!

[Deleted]

Amiée sad bare ganske stille, som han åben bart valgt at sætte sig i sengen hvilke hun tydelig vis kunne mærke, hun hørt ham også mumle av. at hans stemme løde så forfærte over hun tilbød ham lidt blod gjorde hende faktisk ked af det. hun rette hovede op igen så ned i gulve, "åh..okay.. undskyld jeg prøve at hjælpe" sag hun bare stille før hun rejste sig, hendes krops holdning var mere slap nu. hun følet sig faktisk ked af han reager sådan, hvorfor gjorde hun det? det var jo bare blod han afviste? hun så kort på ham, de isblå øjne var tydelig vis meget trist. "jeg...går lig lidt.. du gør bare som du vil.. jeg vil ikke be sig hvile mere" hun gik ud af telte og holdt blikke en smule op i himlen, var hun mund bleven for meget nu? skulle hun bare hade lad ham passe sig selv? måske var det dumt at vis bekymrig.. eller følelers generelt det lod kun til at være en plage åben bart, hun sukke stille mens hun tulle rundt mellem telten og bare kigge tomt rundt, mens hun langosmt bare lukke følelserne ind igen hvor de altid hade vær lukke inde, hun kigge bare op på himlen der var klaret op nu og bare vist de mange stjerner der faktisk kunne vær på himlen, hun valgt at sætte sig på et lille stykke græs der var i lejerne og kigge op på himlen med bene op under sig og arm om bene, mens hun frøs en smule men det var hun lige glad med lig nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var slet ikke fordi at det var Adelios mening at skulle ramme Aimée så hårdt som han gjorde med hans afvisning, men han var virkelig bange for hvad det ville føre til, hvis han fik hendes blod. Selvfølgelig kunne der være visse forele ved det, også fordi.. at det ville skabe et vis bånd til hende som man ikke bare kunne ødelægge, men af den grund, så ønskede han ikke at sætte tænderne i hende når han havde det så slemt som han havde det lige nu. Et sted så var han jo trods alt bare bange for at det ville ende med at gå galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig. Han kunne jo faktisk ende med at tage livet af hende, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! ”Aimée.. du…” Hun forstod jo ikke! At hun så bare gik uden at han kunne nå at gøre noget som helst, var noget som et sted direkte måtte irritere ham, for det så han bestemt heller ikke på som en retfærdig ting, for han prøvede jo egentlig bare at handle ud fra det bedste for hende og det var så det! Han sukkede dæmpet idet at han skubbede tæppet fra sig og direkte måtte kæmpe sig op at stå, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt, det var der bestemt ehller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket og det var jo trods alt bare sådan at det måtte være! Han tog sig let til brystet, for det gjorde virkelig ondt at bevæge sig. ”Aimée..?” Han nåede hen til teltets åbning og så efter hende, selvom ha nikke kunne se hende. Han bed tænderne fast sammen, for han vidste jo trods alt allerede, at det kunne være risikabelt nok for ham, at bare vade ud, men hvad andet valg havde han? Intet! Han søgte ud efter hende, selvom hans skridt var smertefulde langsomme.

[Deleted]

Amiée sad bare på græspletten og kigge tomt mod himlen, mens hun bekrave sin følelser inde i sig selv igen, det var bare beder at gennem dem væk igen. det hade ikke vær andet ind besvær at have dem fremme, nu hade hun sikkert gjordt ham sur fordi hun tilbød ham lidt blod, hun hade ellers følt sig frisk nok til at doner lidt til ham.. hun stole på ham, men måske var det forkert at stole så meget på et andet menneske, måske skulle hun aldrig havet fuldt med ham.. men.. der hade bare vær noget over ham, der hade drage hende her til, som hade fået hende til at følge efter ham som en anden hvalp.. til at prøve at blive gode venner med børne på stedet for hans skyld.. hvorfor hade han den virkning på hende! hvad katten var der galt med hende, hun snøfte og så ned i jorden og kørt en finger i jorden, måske hade hun overreager en smule.. måske hun skulle gå tilbage og undskylde, hun rejse sig op igen og gispe en smule for helve hvor gjorde hendes side ondt! hun kigge frem ad og begyndt at gå en smule stille og roligt, hun syntes dog hun kunne se nogel der også var ud og gå. "Adelio" kom det så stille fra hende som hun nærme sig, og beder kunne kende ham. hun bukke så hovedet ned og gik hen til ham, "Undskylde" kom det stille fra hende mens hun pille ved skjorten hun hade på og bed sig selv lidt i tungen, mens hun bare kigge ned og helst ikke ville se op på ham, hun skamme sig et sted over den måde hun hade opført sig på over for ham, så hun følt sig ikke værdig til at se op på ham lige nu, hun snøfte så lidt mens hun følt sig tung om hjerte og meget trist "Undskylde...undskylde" hulke hun og lukke øjne og mærke tåre trille ned af sin kinder mens hun bar undskylde flere gang ind hun enlig hade planlagt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste godt at han måske havde reageret lige lovlig voldsomt, også fordi at hun havde taget det så tungt som hun havde, men det ville virkelig koste for dyrt, hvis han skulle ende med at sætte tænderne i hende og det var jo det som han var klar over allerede fra før af. Ude var det virkelig koldt, hvilket var noget som han tydeligt kunne mærke, om det var noget som man ville det eller ikke. Han slog armene let omkring sig, som han tydeligt bed tænderne sammen. Han var ikke meget for at hun bare skulle søge ud, også fordi at.. ja, han var vel bange for hvordan hun ville reagere? Selvom det nu heller ikke var noget osm sagde så lidt, for han viste normalt aldrig nogensinde denne form for bekymring for nogen som helst, men det var noget som Aimée havde vækket i ham. Han bed tænderne fast sammen, som han vendte blikket mod hendes stemme. Han lukkede øjnene ganske let. Han burde blive i sengen og han vidste det godt, emn han ville bare ikke! Han havde ligget der længe nok! At se hende direkte undskylde og stå og græde foran ham, var noget som alligevel måtte komme godt bag på ham, for.. det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet. ”Du.. du skal ikke undskylde..” endte han med en ganske stilfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte blikket mod hende, idet at han rolgit hævede hånden og lod den søge mod hendes kind, idet han prøvede at fange hendes blik. ”Du.. burde ikke være ude.. Du burde ligge i sengen min kære.. Kom med ind igen..” endte han dæmpet og med en ganske sigende mine, for det var ikke engang ford iat det var løgn for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var faktisk voldsomt bekymret for hende!

[Deleted]

Amiée holdt blikke nede også selv om han lag hånden på hendes kind, hun ture ikke se op på ham et eller andet sted var hun bange for han så rigtig sur ud. hun hulke og snøfte en smule, mens hun så bare nikke til det han sag hun ville ikke diskuter mere omkring han burt hvile, hun ville ikke gør ham sur igen! det tur hun ikke eller sådan hade hun det i vært fald. hun fuldt bare med tilbage mod telte da han valgte at gå den vej, hun had fat i hans finger spidser med sine mens de gik så hun bare ned på den kolde jord og mærke godt nu hvor koldt der enlig var uden en kappe om sig, da de kom ind i telte gik hun hen til sengen og satte sig på den, men hun lag sig ikke ned hun sad der bare mens hun så ned, med et trist og letter livløst blik mens hun trak vejer dybt og kom med svag suk som var svær at høre. hun så nu ganske langsomt op på ham, da hun hade en følelse af han prøve at fange hendes blik igen. hun kigge bare op i hans øjne uden at sig noget, hendes isblå øjne var trist og fyldt med bekymring og angst for han ikke ville blive rask. for han skulle blive rask! hvad skulle hun gør uden ham? hun var nærmest bleven afhænig af hans hjælpe og tilstedeværsel når han enlig var i nærheden af hende, og børne.. de så jo op til ham.. de ville slet ikke kunne undvær ham vis han forsvandt, hun så på ham og rakt så ud og fik fat i hans hånd, "ligger du dig ikke... her hos mig.. bare lidt?" spurte hun stille og holdt fast i hans hånd eller nærmer hans trøje ærme men tæt på hans hånd.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var slet ikke fordi at Adelio havde regnet med at han skulle stå og råbe og skrige af hende, for det havde virkelig ikke været hans mening. Det var egentlig ikke fordi at han var sur på hende, for det havde han virkelig ikke nogen grund til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde været.. bange.. For han havde virkelig været fristet til at skulle sætte tænderne i hende, men det var slet ikke noget som han ønskede sig, for han vidste at han lige nu, slet ikke vile være i stand til at skulle hjælpe det på nogen som helst måde overhovedet. Hun ville da være kold? Og det var noget som han et sted var bange for ville gøre hende syg, for han ønskede hende virkelig ikke syg, men det bedste! Om han så selv skulle stå for det hele i den anden ende, om det var noget som man vile det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned, idet han roligt fik hende med sig tilbage til teltet, for hun skulle bestemt ikke stå herude og fryse. At hun direkte følte sig afhængig af ham, var slet ikke noget som han direkte tænkte over. Han vidste at børnene var det, også fordi at han altid havde været sammen med dem – før Aimée var dukket op om ikke andet, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. ”Sov..” endte han dæmpet, som han roligt vendte sig om og begyndte at gå, selvom hn var hurtigere og tog fat i hans hånd, hvilket fik ham til at vende sig direkte mod hende endnu en gang. Han kunne slet ikke lade være med at smile, hvor han endte med at nikke ganske roligt. ”Okay… Men så skal du lægge dig til hvile..” bad han endeligt, som han roligt gik tilbage til hende og varsomt satte sig på sengekanten ved siden af ehnde. Hun havde i den grad brug for at hvile og få det bearbejdet som var sket i løbet af aftenen, for det havde selv skræmt ham en god del – at de var kommet så tæt på!

[Deleted]

Amiée så på ham som han faktisk valgt at sætte sig hos hende på sengen, hun så på ham og had stadig fat i hans hånd kom hun ganske forsigtig nuller lidt med sin finger mens hun så ned "okay" mumle hun stille, og sad ellers lidt. hun hade ikke rigtig lyst til at ligge sig ned og hvile men nu var det vel hendes tur til at gør hvad der blev sagt, hun slap så hans hånd hvor efter hun så kravle om bag ham hun skulle jo længer ind på sengen, hun kigge lidt på hans nakke og ganske hurtig gav ham et lille bitte uskyldig kys i nakken før hun lag sig i sengen og trak tæppe over sig, for at holde kulden ude og få skabt noget varme. hendes side gjorde stadig sind syg ondt, men hun kunne have mere ondt vis hendes vinger var fremme, den ene var jo brække men så længe hun holdt dem inde i kroppen skulle vingen nok blive frisk igen, men det ville tage lang tid og det irratere hende en del! for at flyve var vigtig for hende, på den måde kunne hun beder holde øje med børne og med omgivelserne og komme rundt uden for lejerne selv om det var længe siden hun hade vær væk fra lejerne, hun savne lidt sit gamle liv og dog i sit gamle live var adelio jo ikke en del af det, hun så på ham ganske kort før hun lukke øjne og lave et lille sødt gab og døsse stille og roligt hen, da hun var utrolig træt i kroppen af at have side og passe adelio mens han hvile.

[Theodore Jarvis Acheron]

Lige nu ønskede Adelio virkelig bare at Aimée ville slappe af, og det var uanset hvad det så end måtte kræves af ham på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak sig hen til hende, hvor han roligt begyndte at lægge sig ned, selvom kysset i hans nakke, var noget som direkte måtte komme bag på ham, for det var bestemt heller ikke noget som man direkte kunne sige at han havde regnet med på denne her måde. Han blinkede let med øjnene og vendte blikket mod hende. Han var slet ikke vant til den form for behandling, så det var noget som faktisk måtte komme en anelse bag på ham, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele. Han sendte hende et stille smil og nikkede så endeligt. ”Du må sove min kære..” endte han roligt som han forsøgte at lægge sig på siden, så der også var plads til hende. Hun havde tydeligt brug for hvilen efterhånden, hvilket han tydeligt kunne se og ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle ødelægge på nogen måde overhovedet. Han hævede hånden ganske forsigtigt, kun for at lade den stryge ganske roligt mod hendes kind, idet han strøg det ganske let og tydeligt forsigtigt, for han ønskede slet ikke at hun skulle føle noget som helst som kunne minde om et ubehag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han betragtede hende roligt som han kunne se at hun døsede hen, hvilket var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. ”Sov godt..” Han lænede sig varsomt frem og skænkede hendes pande et blidt, dog meget forsigtigt kys, idet han roligt lagde sig selv til rette ved siden af hende. Han sov ikke, han lå blot og holdt ganske nøje øje med hende.

[Deleted]

Amiée lå bare og var sådan det næsten helt væk i sin søvn, hun mærke dog han lag sig hos hende og kigge på hende, hun bevæge munden en smule men der kom ikke en lyd fra hende. hun trykke sig forsigtig ind til ham mens hun bare slappe af i hele kropppen hun mærke noget rørt hendes kind, det føltes blødt og rart hun smile en smule og faldt i en dyb søvnen, mens hun knuge tæppet i hænderne og holdt sig sæst ind til ham uden det burte gør mere ondt på ham, hun følt sig tryg når han lå der ved hende, det gave en følelse af ro i hele kroppen og hendes krop følte sig godt til pas, og nød virkelig bare hans nærvær så meget. hun var til sidste helt væk i søvne og vågne først en dags tid sener, hun gabt og gned sig i øjne men blev liggen hun orke ikke lidt at stå op i nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Lige nu var det vigtigste for Adelios vedkommende, at hun ville sove lidt. Aimée havde jo trods alt tydeligt brug for det, og det var noget som i den grad også måtte bekymre ham noget så frygtelig meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun slappet mere af som han måtte ligge ved siden af hende, var en tanke som kun fik ham til at smile, hvor han roligt lod blikket søge mod hendes skikkelse. At hun direkte puttede sig ind mod ham, var noget som alligevel måtte komme en anelse bag på ham, for.. det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at have regnet med på denne her måde om ikke andet, for det var jo trods alt sådan at det måtte være. Han blev liggende længe og igennem flere timer. Som han kunne se og følte at han havde ligget der længe nok, så havde han valgt at gå fra hende, kun for at vende lidt tilbage til arbejdet, for han kunne jo trods alt heller ikke blive liggende hele tiden, om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn i det store og hele. Han kiggede dog til hende i tide og utide, mest af alt også for at sørge for at hun havde det godt, for det var virkelig det eneste som havde betydning for ham som sådan. Han endte endnu en gang i åbningen ved teltet og med et stille smil på læben. "Er du vågen?" endte han me et stille smil.

[Deleted]

Amiée så søvnigt hen mod ham da han snakke til hende, hun gab og gned sig i øjene og prøve at vågne lidt mere. "næsten" mumle hun træt og fik svinget bene ud af sengen, og vippe lidt med fødderne ikke at det hjalp noget men det var en vane hun hade. hun kom op og stå og gøs kort da hun jo kunne mærke kulden hun tog hurtig sin kappe på og gned sig i øjne igen, og gik træt hen til ham og stod så for and ham og vippe søvnigt lidt frem og tilbage mens hun prøve at vågne mere og mere hun så op på ham, og holdt sig for munden da ind nu et gab kom. hun kigge bare på ham med de isblå øjne "hvor var du henne?" spurte hun lidt hæst og træt og kigge bare på ham mens hun begyndt at vågne mere og mere, hvilke var rat nok hun trækte til at blive mere kvik så hun kunne se mere intelligent ud ind nu, hun så på ham og lag såg hovedet mod hans skulder længst væk fra såret mens hun stod og hang der lidt.