Looking after the chrildren

[Deleted]

"man kunne da altid prøve.." hun så op på ham og smile en lille smule, mens hun satte sig op igen kunne se han hade ondt men valgt ikke at kommentere det. "men..jeg kan nu godt lig.. den kulde du har.. den er dejlig beroligen" hun så på ham med et lille smile før hun så en smule flovt ned, mens hun pille ved sit eget tøj. hun due ikke til at flirte det ville hun gerne indrømme hun vist ikke en gang hvordan man skulle vær over for drenge, men med adelio var det anderledes ham kunne hun snakke med, men flirte var hun dårlig til men det skadet da vel ikke at øve sig, "så.. hvad vil du så nu? hvile? arbejde? andet?" spurte hun for ligsom at få en samtal i gang, de hade aldrig rigtig snakke de hade kun haft korte diskutioner eller samtaler inden de igen gik vært til sidste, så måske det ville vær en god ide vis de sakke lidt? eller ligene? man kunne jo prøve, det var jo ikke sådan at de ville dø af det. hun så på ham og smile en lille smule mens hun pille ved sin egen finger der lå på hendes lår.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne slet ikke lade være med at smile, for han vidste godt med den vampyr som han var, så kunne han aldrig opleve det at blive varm.. sådan fysisk set om ikke andet, men det var trods alt bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Han lod hende bare sidde op af ham. Han forstod sig ikke på det med flirt for det havde der aldrig rigtigt været tid til i hans liv før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var jo trods alt bare sådan at det var. Han lagde hovedet let ind mod hendes, nu hvor hun alligevel sad så tæt på ham. ”Du skal være mere end velkommen til at prøve..” endte han med en ganske stilfærdig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. At hun godt kunne lide hans kulde, var noget som fik ham til at smile og temmelig meget faktisk, for det var ikke noget som han havde hørt før. Han trak vejret dybt. ”Jeg tror det ville gøre godt med noget hvil.. Jeg.. har det ikke så godt,” endte han med en ganske så stilfærdig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo sådan at det skulle være. Han vendte sig mod hende, hvor han ganske forsigtigt tog omkring hendes hånd som han skænkede et let klem. ”Jeg skylder dig, Aimée,” afsluttede han ganske så stilfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.

[Deleted]

Amiée så på ham og kunne se han smile en del, hun var ikke sikker på hvilke han smile af men hun smile bare selv lidt mere. "du skylder mig ikke noget.. jeg glad for at kunne hjælpe dig" hun smile og rejste sig roligt op da han sag han vil hvile, hun nikke og hjalp ham ned og ligge og trak tæppe over ham og søger for at det lå helt rigtig så han ikke lå dårligt. "jeg går ud og arbejder" sag hun bare stille og så på ham, med et lille smile hvor efter hun kort strøg ham over håret og der efter gik ud af telte, for blot at hjælpe med oprydningen på kamp stedet. hun var måske ikke fysisk stærk nu men det ville hun blive for det var tungt at fjerne alle kroppen, og når man ikke kunne flyve gjorde det ikke det hele lige frem nemmer for hende, men hun knogle på hun ville hjælpe. hun blev ved til hun var nød til at sætte sig for at få et hvile og puste og gispe en smule mens hun så på hun og de andre bebore hade nåde at lave på den tid de hade arbejde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig udmattet. Efter ulykken og det hele, så havde han slet fået muligheden til at slappe lidt af, for det var efterhånden umådelig tiltrængt, men det var bare ikke alle som var så enige i og med at han var lederens søn. Aimée fik ham dog af den grund til at smile, og det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, også fordi at det var noget som skete så sjældent. Som hun flyttede sig, så lagde han sig roligt ned. Det var også først nu at det gik op for ham, hvor træt han egentlig måtte være, for det var næsten helt uhyggeligt! Han vendte blikket mod hende. ”E-er du nu sikker?” Han bekymrede sig faktisk om hende, hvilket han heller ikke havde gjort overfor nogen før. Selvom han nok ikke nåede at få sit svar inden hun var ude, så måtte hun vel også være ganske så sikker i sin sag? Han himlede let med øjnene. Hun ønskede at hjælpe, hvilket han nu ganske godt kunne lide, så var det ikke noget som han sagde noget til som sådan, for han havde virkelig ikke noget som han kunne sige til det, uanset hvor meget han så end ville det eller ej, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han lukkede øjnene ganske stille, hvor han lage sig godt til rette. At blive puttet sådan under tæppet, var ikke noget som hans mor havde gjort siden han havde været ganske lille, hvilket var ved at være ganske så mange år siden. Det var ikke fordi at det var hans mening at falde i søvn, men af den grund, så gled han faktisk hen i søvnen, vel vidende om at Aimée faktisk ville være der til at passe på ham.

//Out