Looking after the chrildren

[Deleted]

Himlen var grå, det hade den vær i flere uger. eller i vært fald længe, det var ikke noget amiée lage meget mærke til. hun hade efter hånden være i lejren temmelig længe, hvor længe vist hun ikke. men hun lave det samme, så efter børne. de var nu ikke så slemme, faktisk meget søde når de hørt efter. solen brød kun gennem ind i mellem, og ramte enkle steder. børne more sig ved at prøve at nå hen til hvor solen ramt inden den forsvandt, de hade dog fået besked på at være inden for amiée syns felt, hun hade jo ansvaret for dem. hun hade sin sort kappe på, med hætten trukke over hovede, hun line en helt morder der bare vente på at tage en af børne. men hendes hår kunne ses lidt ud af hætten, det var bleven en lidt længer så det kunne nemt afslør hende, men siden hun ikke spioner gjorde det så meget det kunne ses, under kappen stod en lille pige, ikke mere ind 4 år ca. hun ville ikke være med da hun ikke kunne løbe så hurtig som de ældste, hun stod og holdt fast i amiée knap så hvide kjole længer mens hun bare kigge på. i denne leg var drengen nok hurtigst eller sådan så det ud, der blev også lidt slogs kamp når drengen ikke kunne blive enig om hvem der kom først, men de stoppe igen når amiée pift så vist de godt hun hade set det, solen kom igen gennem de tykke skyger og ramt lidt væk fra amiée børn drøne hen mod dem, mens de grine. amiée tråde bare lidt tilbage sammen med den lille pige så de ikke skulle ramle ind i dem. amiée så op mod himlen, det var længe siden hun hade mærke vinden under din engle vinger, hun savne det lidt men her måtte hun passe på. ellers ville de bare blive opdage, hvor mund Adelio var? hun hade ikke set ham siden han efter lode hende sammen med børne, hun passe hverdag ind til deres forælder igen hade tid til at have dem hos sig. hun så ned på pigen med de isblå øjne, hun skulle snart til at finde en sjæl igen det var ved at vær tid, hun sukke inde i som hun valgt at tage pigen op og satte hende på sin hofte så hun beder kunne se, pigen lag arme om hendes hals så hun ikke faldt af, og kigge ellers bare på. amiée hade sørge for at halskæden var under kjolen så børn ikke kom for tæt på den, i sær dem hun holdt tæt på sig. børne tumle ind i lyste og grine, og endt med at lege fange lege i steden for. amiée smile en smule, børn var nu meget søde når det kom til stykke. hun så på den lille pige hun hade på hoften og gave hende et kys på toppen af hovedet, pigen så underne på hende men smule så og lag hovede ind til hende og kigge forsat på, "sikker på du ikke vil være med" spurte amiée stille, pigen nikke hun ville helst blive hos amiée

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Adelio måske ikke havde været meget sammen med Aimée, så holdt han skam øje på afstand, for det var heller ikke fordi at han ønskede at hun skulle stå med opgaven på egen hånd, og specielt fordi at hun havde været så usikker omkring dem igennem så lang tid, så han kiggede selvfølgelig til hende til tider – også når han selv havde tid. Hans mor var ved at få det bedre igen, så selvfølgelig var det noget som lettet ham, selvom man tydeligt godt kunne mærke at Tiyanna var tilbage på arbejde, for det var noget som efterlod dem med meget selv! Han havde gjort arbejdet færdigt ved muren som endelig var kommet helt op, idet at han tørrede sveden af hans pande. Han havde arbejdet hårdt igennem frygtelig mange timer nu, men det var nødvendigt. Inkarnos vagter var endnu en gang set i skoven, så de var nødt til at sætte ekstra forsvarsværker op og nu hvor hans mor havde været fanget ved manden, så var det noget som kun gjorde ham endnu mere opsat på at sørge for at der ikke skulle ske noget ondt ved dette sted og specielt hende! Selvom han ikke havde det bedste forhold til hende, da det mere var leder/borger end det var mor/søn, så var det noget som han bare var vant til, for det var sådan at det havde været igennem skræmmende lang tid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var sådan at han var vant til det hele. Der var ikke rigtigt noget mellem ham og hans mor og det havde.. der vel heller aldrig rigtigt været? Et sted så gjorde det jo selvfølgelig ondt, men han havde lært at leve med det. Han tog sin velfortjente flaske med blod, fik proppen af, idet han bældede det hele i en stor mundfuld og satte den fra sig. Han skulle se til Aimée, også nu hvor hun havde børnene med ude for at lege og desuden, så måtte han erkende, at han savnede de små størrelser. Han var jo altid meget sammen med dem, selvom det nu heller ikke var sådan at det foregik længere, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Han søgte stille ned mod teltet hvor han vidste at børnene som regel måtte være, selvom det så.. tomt ud? Det var noget som tydeligt forundrede ham. Han endte med at rette sig op. ”Aimée?!” kaldte han med en højrøstet stemme. Han var god til det at drage brug af stemmen og stemmens brug. Han ønskede jo bare at vide hvor hun var! Han begyndte at lede efter hende, selvom han for nu valgte at holde sig indenfor byens grænser. Hun var vel ikke søgt udenfor den, var hun?

[Deleted]

Amieé var fuldt efter børne de var komme lidt for langt væk fra telte nu, "okay.. tilbage mod telte børn!" sag hun en smule højt, man kunne høre hun ikke var vand til at snakke med en høj stemme, børne skifte retning mod telt men forsatte deres fange lege mens de grine og vine. "ikke larme for meget!" råbt amiée efter dem, som hun tjekke at alle børn var med hun syntes dog der mangle en og det var ikke hende hun hade på hoften. hun satte pigen ned, "løb efter de andre okay?" pigen nikke og begyndt at løbe af sted på de små ben, i mens begyndt amieé at gå mod muren mund en af børne var falden ? eller bare forvild i legen, hun kigge rundt som hun kom til grænsen, ganske rigtig en af pigerne var falde og sad og hulke. amieé skyndt sig hen til hende, "så lad mig se" hun kigge på pigens knæ det var ikke så slemt, pigen var 6 år men meget tynd og let. roligt fik hun pigen op i armen, pigen lage bene om hendes hofter og arme om hendes hals. "så så" sag hun stille og kigge over grænsen, var der ikke lig noget der bevæge sig. hun hørt nu Adelio's stemme og vente blikke i den retning, hun åbne munden for at svar da det rasle bag hende. pigen kigge over hendes skulder og vine da en vagt kom frem fra busken, uden tøven slog amiée vingerne ud og fik sat af og kom op i luften med pigen ind til sig, "Adelio! vi har et problem!!" råbt amieé fra luften og holdt fast i pigen, hun kunne ikke angribe så længe hun hade pigen i armen. flere vagter kom til syne en 5 stykker, amiée begyndt at flyv tilbage til telte hun skulle have børne ind i telt og det nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde givet Aimée strenge ordre om at forblive tæt på byen, for alt det andet var virkelig alt for farligt for hende! Og børnene ikke mindst! Det var dem som var stedets fremtid, så selvfølgelig var det heller ikke meningen at det skulle gå galt eller at der skulle ske noget som helst med dem. I det tilfælde, så ville han da aldrig nogensinde tilgive sig selv, og det var han også overbevist om at det ville hans mor heller ikke! At de ikke var ved teltet, var selvfølgelig noget som virkelig måtte gøre ham urolig, for han brød sig ikke om at se det hele på denne her måde, men hvad andet valg havde han egentlig? Han vendte blikket rundt omkring, selvom han ikke kunne se dem, og det var noget som gjorde ham urolig. ”AIMÉE?!” kaldte han med en betydeligt mere fast tone, idet at han direkte søgte væk fra teltet og mod skoven. Havde de været derude?! Det håbede han så sandelig heller ikke! Han endte med at trække sit sværd som han havde i siden. Der var ingen mænd her på stedet, som fik lov til at gå uden i tilfælde af, at der skulle gå et eller andet galt og der var bestemt heller ikke nogen som ville løbe den chance, hvis det var noget som man ellers kunne undgå, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket, som han hørte hendes stemme og fik øje på hende i luften, selvom.. det ruskede rundt i skoven og i buskene, hvilket kraftigt fik ham til at reagere. ”Få børnene i sikkerhed og slå alarm, Aimée!” hvæsede han fast. Hvis der kom nogen levende fra dette, så var det bestemt heller ikke noget som ville gavne nogen af dem! Han søgte direkte forbi dem og direkte mod skoven. Han havde ikke nogen anelse om hvor mange der var, men de skulle væk! Lyden af klingende sværd brød stilheden i luften. Adelio var træt efter dagens arbejde, hvilket heller ikke var en fordel, men han var nødt til det. De skulle under ingen omstændigheder ind i byen! De var for mange, hvilket var noget som gik op for ham alt for sent. Skaftet af et sværd, blev hamret direkte ned i nakken på ham bagfra, hvilket var noget som slog ham direkte i jorden. Flere tog fat i ham og holdt ham fast, selvom han stadig forsøgte sig med modstand, han havde bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle give op bare sådan, specielt ikke når det gjaldt Imandras fremtid!

[Deleted]

Amiée så ned mod Adelio, og kunne godt høre hans hvæse hvilke hun ikke brød sig om, han var nok temmelig sur på hende. hun lande ved børne der stadig leget, hun pifte og fik børnes opmærksomhed "Ind i telt nu!" råbt hun og børne drøne ind i telte alle som en, hun fik pigen hun hade i armen ind og talt dem jo de var der alle sammen. "I bliver her! forstået i rør jeg ikke ud af stedet før jeg eller en anden her fra ber jer om andet okay" hun så på dem, som de nikke hvor efter hun løb ud af telte og fik sloget alarm. der gik ikke længe før folk reager på alarmen, selv amiée var fløjen tilbage for at se efter Adelio, hun så de begyndt at slæb ham væk. hun trak sin kast knive og lave der på luft angreb hendes kaste arme var god og det var hendes sigte også, da hun løb tør dykke hun og fløj så tæt på at de måtte dukke sig for at ungå hende, og hendes dolk hun hade trukke frem. der blev sloget ud efter hende med, svær som hun gjorde alt for at ungå. hun lande på skulderne af en mand og trykke sin krystal mod hans mund som hun mærke hans sjæle fylde hende med energi og liv, hendes isblå øjne lyste uhyggeligt som hun satte af og kom op i luften igen, og forsatte sin angreb som lejernes mænd kom dem til hjælpe, uheldig for amiée var hun u opmærksom et øjeblik og en vagt fik svinget sit svær der ramt hende lige ind i siden, hun gav et tydelig smart srkig fra sig som hun styrte i jorden, der løs også et grimt knæk da hun lande på den ene vinge, hun lå på den side hun hade fået hakke svært ind i. hun gispe og kunne mærke at hendes venstre vinge var brække, og blødt der sev ud fra hendes side hun prøve dog at komme op men hendes krop var som lamme efter det hård styrt, hun hade øjne vidt åbne som de så panisk rundt, mens hendes krystal stadig lyst kraftig efter den frisk sjæle hun hade fået, men det hjalp hende ikke ud over man beder kunne se hende, hendes hætte var også røgen af så man kunne tydelig se hendes ansigt og hår, hun fik en hånd trykke ind mod det grimme hak i siden som hun prøve at stoppe blødning selv om det var svært.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der skete omkring ham eller hvor mange de var, men det var tydeligt at han havde undervurderet dem, hvilket var noget som gjorde ham vred. Han var for træt til at kunne tage sig af dem alle sammen! Det var dette som han havde arbejdet så hårdt på – At vide at det ikke skulle gå så galt, men så længe at børnene var i sikkerhed, så var han bestemt heller ikke den som skulle klage over det, det var helt sikkert. Børnene var fremtiden for dette sted, og i tilfælde af at det skulle gå galt for ham eller hans mor, så måtte de jo være der til at tage over. Det var dog ikke ligefrem nu at han havde regnet med at det skulle gå så galt som dette, hvilket var en tanke som faktisk skræmte ham! De havde fået ham slået i jorden, selvom han havde fået den ene slået ihjel, men det var bare ikke nok selvom det nu var noget som kun irriterede ham yderligere! Det var jo næsten som om at.. de vidste at han havde været der? De vidste at det var ham som ville komme rendende, selvom det bestemt heller ikke gjorde det nemmere for ham! Han vrissede let af dem, som de havde fået hans hænder bundet på hans ryg, så han med andre ord, lå der fuldkommen uden mulighed for at gøre noget som helst, hvilket var noget som direkte måtte pisse ham af! Han vred sig kraftigt idet at de var begyndt at slæbe ham med sig væk. Han havde set den tilstand som hans mor var endt i, og det var bestemt heller ikke noget som han selv ønskede at skulle igennem, på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod himlen som han hørte Aimées vingeslag. Hvad pokker lavede hun der?! Han vred sig endnu kraftigere nu end det som han havde gjort før. Han holdt af hende – forbandet meget endda, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme galt af sted! Han prustede ganske let. ”Lad hende være!” hvæsede han med en fast og kraftfuld stemme. Han kunne høre at mange havde reageret på hendes alarm, så det var vel bare at holde ud? At hun direkte blev hamret i siden med et sværd, var virkelig som at jage en pæl direkte igennem hans hjerte, for han kunne tydeligt høre og set at det måtte gøre forbandet ondt og det var slet ikke noget som han ønskede for hende på nogen som helst måde overhovedet! ”N-nej..” hviskede han direkte skræmt. Andre mænd fra lejren af, kom rendende med hævede sværd, og kampene brød ud. selv prøvede han at komme hen til Aimée, selvom det bare ikke så du til at virke. Flere soldater var kommet til – det var jo endt i et direkte massivt blodbad!

[Deleted]

Amiée lå forsat i jorden, mens hun gispe og stadig prøve at få sin krop ud af chok tilstand, lejrens mænd løb enten rundt om hende eller hoppe over hende. så på den måde ramt de hende ikke, vingen gjorde helves ondt men hun fik tvunge vingerne ind i sig selv igen, hun hvæse da det gjorde sind syg ondt. men nu kunne den heale inde i hende, det næste meget lange stykke tid. hun vist hendes knive hade ramt et par stykker, men hvor vide de hade dræbt eller bare såret nogle vist hun ikke, en mand fra lejerne kom til hende og fik hende op og stå. hun gispe og så på ham, "riv en lang strimmel af min kappe af" hvæse hun, manden gjorde som hun sag hvor hun tog stykke fra ham, og bandt stramt om sit sår for at stoppe bløsning, hun rev et par stykker mere af og bandt om sig inden, hun smed den øddelagt kappe. man kunne se hun hade tage bare lidt mere på, hun line i vært fald en kvinde mere og mere. hun løbe så ind i kampen, meget kunne hun ikke med sin dolk men hun stjal de sjæle hun kunne, mens hun ungik slag fra flere sider, hun ville ikke lade dem i stikken hun var en del af den her lejre lig som de andre, og hun ville gør sit for at hjælpe, hun endt dog i en minder bryde kamp med en vagt hun hade fået af væbnet, han var uheldig vis stærker ind hende, men hun kunne så lidt tarvelig tricks. hun vist hvor mænd skulle rammes for at gå under, det lykkes hende at stikke dolken i mellem hans ben, manden bræle som hun stak ham i halsen så bløde sprøjte en smule. hun mærke det ramt hende og løb lidt fra hendes ansigt, men det var ikke så vigtig men hun kunne mærke hun ikke hade mere energi tros de sjæle hun hade taget, hade hun tabt meget blod. hun sank sammen og endt med at ligge mellem nogle af de død vagter der lå rundt om kring, hun var dog i live men blev svager og svager hun gispe og lukke øjne og trykke sig selv i siden, hun var sikker på Adelio nok var sur på hende over det her, men hun ville hjælpe om han kunne lig det eller ej! så var han ikke alene om den her kamp, selv om hun selv nu ikke kunne stå på sin egne ben, hun mærke en vagt lande oven på hende hårdt såret og hun mærke tydelig vis hans blod løbe ned på hende, hun gispe mere han var meget tung og han masste luften ud af hende og blodet for den sags skyld, hun gispe og prøve at skubbe ham væk men kunne ikke. skulle hun død nu? af blod tab og af en død mands vægt? hvor ville det vær en pinlig død, men.. hun ville ikke dø.. hvad så med Adelio? og børne? og alle de andre?.. hun ville ikke dø.. slet ikke fra Adelio.. hun holdt jo af ham, rigtig meget ind da selv om hun ikke hade sagt det til ham.. hvilke hun nok heller ikke fik mod til at få sig selv til at sige det nogle sinde, men stadig! hun ville ikke dø! ikke nu! hun mærke adranalinet pumpe og fik skubbe manden af sig og kæmpe sig op på¨bene men måtte støtte sig op af det nærmeste træ, mens hun så på kampen. hun så ikke godt ud, mere bleg ind hun var i for vejen, smurt ind i blod på hænder og føder og maven og lidt i ansigt, plus snavset fra skov bunden også dække hende ind, hendes øjne lyst stadig isblå som hun begyndt kæmpe sig frem ad hun var ikke færdig her, hun ville blive ved lige ind til hun faldt død om vis det stod til hende! hun gjorde det her, for børns skyld.. for Adelio's skyld.. i sær hans skyld, hun holdt jo så meget af ham.. selv om de aldrig var sammen.. så holdt hun af ham, mere ind noget andet i sit liv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne slet ikke finde ud af hvad der egentlig skete. Der skete virkelig alt for meget til at han var i stand til at følge med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i det store og hele. Han bed sig kraftigt i læben. Selv var han kraftigt imod at kvinder i det hele taget skulle deltage i kamp, så hvad lavede Aimée egentlig herude?! Det var noget som fyldte ham med en skræk og da specielt fordi at han lå i en situation, hvor han end ikke var i stand til at beskytte hende, hvilket var en tanke som i det store og hele, virkelig måtte gøre hende mere vred end det som hun kunne beskrive, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen! Han prøvede at komme fri af sine reb, selvom det bare ikke virket for ham. De måtte være indlagt med meget lidt sølv, for det gjorde ikke ondt, men han kunne ikke få dem af af den grund, hvilket var noget som ganske enkelt måtte pisse ham af! Endnu en vagt måtte tage fat i hans fødder og begyndte hurtigt at rive ham med sig! Han vred sig kraftigt, hvor hans vridninger tvang vagten til at give slip for ham. At han forsøgte at tage fat igen, var slet ikke noget som han skulle have gjort, for Adelio var kommet om på ryggen, hvor han kraftigt sparkede manden direkte i hovedet, idet han hurtigt vendte sig om igen, kun for at se om han i det hele taget kunne få øje på Aimée, selvom… han bare ikke kunne se hende og selvfølgelig var det noget som gjorde ham direkte panisk, for.. han holdt jo af hende, og han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle komme galt af sted. Dette var noget som satte hele lejren under fuld opstyr og det var jo heller ikke meningen! Han vrissede ganske let for sig selv, som han kraftigt prøvede at få hænderne fri. Han stivnede dog brat, idet han mærkede en kulde fra en daggert som gled direkte mellem rebene og skar dem over – en af hans landsmænd! Han kom hurtigt op på benene igen og vendte sig mod ham. ”Forsvar flankerne. De må ikke komme ind og de må heller ikke komme herfra!” sagde han med en bestemt tone. Han vente sig endnu en gang rundt omkring i området. Han fik endelig øje på Aimée, selvom det var tydeligt for ham, at hun slet ikke havde det godt! Han rystede let og fast på hovedet. ”Aimée! Kom ind til lejren og hu…:!!” Han endte med at tie direkte idet at en kraftig smerte jo direkte igennem ham. Han vendte blikket direkte ned mod sin egen mave, hvor han tydeligt kunne se et sværd stukket direkte igennem ham fra ryggen af. Han blinkede let med øjnene og med den samme tydeligt overraskede mine. Manden nåede kun lige at trække sværdet til sig, idet at Adelio gik direkte i jorden igen og kraftigt gispende og skælvende. Han blev hurtigt overmandet af de sidste og slået ihjel på stedet, som en af de sidste vagter som måtte lade livet, inden det endnu en gang måtte blive stille for aftenen. Adelio lå kraftigt og gispede efter vejret, for nemt var det på ingen måde. Han blinkede let med øjnene og bed tænderne tydeligt sammen, for han havde virkelig, virkelig ondt!

[Deleted]

Amiée gispe som hun kæmpe sig frem af, at vagterne var ved at tabe så hun slet ikke. under vejs var hun ved at falde, eller blive ramt af vagter og lejer mænd i kampe, men slap heldig vis for skrammer. hun gispe som hun så rundt, hun så Adelio og hørte han råbt til hende før han blev stille, og faldt til jorden! hun mærke en underlig følelse ind i sig selv, var det en følelse af panik? hun kæmpe sig hvider. mens hun prøve at træde over de falden mænd der lå på jorden, da hun nærme sig Adelio snuble hun dog over en falden vagte og faldt så lang hun var, hun hoste og gispe mens hun tog sig til siden. hun lukke øjne mens hele hendes krop ryste i smerte, da alt blev stille skynde mænd sig at bære Adelio af sted, og det samme med Amiée der var ved at miste bevisthedem. *Adelio ...* han var den eneste i hendes tanker her og nu, hun var bange for aldrig at se ham i live igen men også bange for hun selv aldrig ville åbne øjne igen. hun følt hun faldt i et dybt sort hul, hvilke bare var fordi hun besvimme mænden haste af sted med dem, ind i vært deres telt mens de gjorde hvad de kunne for dem. aimées sår var til at sy sammen, hvilke var meget let da hun var bevist løs og der ved ikke kunne stritte i mod og skrig i smerte, hun var virkelig helt væk. mens der blev taget af dem var andre i fær med at fjerne ligen efter at vagternes våben og udstyr blev tage fra dem, det kunne jo bruges. da amieé var bleven syset sammen og forbundet, blev hun lagt i halem sengen hvor et tæppe blev lagt over hende og en fugtig klud på panden da hun hade fået feber, fordi hun hade presse sin krop til det yderste. amiée lå stille i sengen line nærmeste en død, børne var enlig komme ud fra telte. alle løb de enten hjem til deres forælder, mens nogle løb ind til Adelio og et par ind til aimée dog løbe de hurtig hen til Adelio da de troede amiée var død da det virkelig line hun ikke trak vejre, selv om hun gjorde det var bare meget roligt og langsomt fordi hun var så svag.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var som om at alt lyd forsvandt for Adelio. Han kunne ikke fokusere på noget som helst andet end den smerte som så kraftigt måtte gå igennem ham, idet at han var røget ned på jorden og bare blev liggende. Hans krop skælvede, som han prøvede at bevare sit fokus. Nej! Han kunne bestemt ikke tillade sig at falde nu! At vagterne forsvandt – døde og faldt til jorden, var noget som lettet ham. Han skulle i behandling og det skulle være omgående! Han vendte blikket mod Aimée, selvom han ikke kunne få øje på hende. Et sted så var han virkelig bange for at det ville gå helt galt nu og det var bestemt heller ikke noget som han måtte ønske sig i det hele taget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Endnu et kraftigt gisp forlod hans læber, idet at han prøvede at komme op, selvom det var noget som han hurtigt måtte se sig i sinde, at opgive, for han kunne virkelig ikke, og det var noget som direkte måtte skræmme ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed tænderne kraftigt sammen, idet at nogen af hans landsmænd kom hen til ham, de tog fat i hver deres arm og fik ham op – hvilket var noget som direkte tvang et smerteskrig over hans læber, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Han blev båret ind i et telt. ”A-Aimée..? H-hvor er hun?!” Hans stemme var tydeligt anstrengt, idet at de fik ham lagt på siden, så såret kunne tjekkes og undersøges af byens egen healer. En mand som levede under ekstreme risikoer hvis Inkarno fandt ud af det, det var da noget som han vidste allerede. Han trak vejret dirrende. Det var vel til hans redning at han var halv-vampyr? Han klemte øjnene fast sammen idet at healeren fandt nål og tråd sammen. Hvorfor var der ikke nogen som svaret ham? Hun var da ikke død, var hun?! Healeren begyndte at sy ham bagpå, efter at have renset såret ud med alkohol, hvilket kraftigt havde tvunget et smerteskrig fra ham, for det gjorde da forbandet ondt! At børnene endte med at stå i teltåbningen, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor han også tvang facaden op igen – de skulle bestemt ikke se at han havde ondt, selvom han i den grad havde det. Han tvang sig selv til at sende dem et lettere anstrengt smil. ”I.. burde lege, børnlil.. ikke se på mig,” bad han roligt, og dog med en anstrengt stemme. Det gjorde for ondt og de skulle bestemt ikke se at han faktisk havde ondt!

[Deleted]

børn stod bare i en klump samle sammen i telt åbning, "vi vil ikke lege uden Amy" det var bleven amiées kæle navne blandt børne, de kunne godt se han hade ondt de var jo ikke helt dumme, i vært fald ikke de ældste af børne de små så på ham med lidt underne øjne de fatte ikke rigtig det helt store af hvad der var sket, "Amy rør sig ikke.. hun ligger bare.. lige så stille" hulke en pige som en af de ælder drengen lag en arm om hende. rigtig nok lå aimée bare i sengen sengen, stadig i bevistløs tilstand letter svæven mellem liv og død på grund af blodtab men efter som hun hade fået en god potion sjæle, hjalpe det lidt med at give hende energi tilbage. børn stod forsat i telt hos adelio, ind til en kvinde over tog og tog børne med tilbage for at prøve at få dem til at lege lidt, men man kunne mærke stemning i lejeren var trykke og meget tung næsten kvælen. folk gik nærmest rundt med musse skridt alle var bange for at blive hørt, i tilfælde af der var flere vagter selv om dem der hade angrebe dem alle var bleven dræbt. de såret sad i telt og vente på healeren, men det var selv følig vigtigst at adelion blev redt deres skader var kun meget små og ikke særlig livsfarlige, vagternes udstyr blev gemt i et telt hvor kvinder sad og ren gjorde dem for blod og ligen så de kunne brug dem. et par kvinder var inde hos amiée og puppe hendes pande med en fugtig klud, hendes pande brænde som var der ild i hendes hovede, hvilke bekymre kvinderne meget da de frygt feberne ville være det der skulle gør en ende på det, men amiée var i bedring men det ville nok tagt lidt tid inden hun hade genskabt alt sit blod og var 100 % sig selv igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste godt at børnene var blevet knyttet meget godt til Aimée og selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde ham glad, for det var også noget som han havde haft brug for at vide! Han prøvede virkelig at bide smerten i sig, selvom det slet ikke var nemt på nogen måde. Han kunne virkelig ikke have noget med den tanke at gøre, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det nu endelig måtte komme til stykket. Healeren tog sig af arbejdet ved at sy ham og det var noget som han nu heller ikke sagde noget til, foruden at det gjorde forbandet ondt! Men hvad skulle han da kunne sige til det? Om det var noget som man ville det eller ikke, så var det noget som virkelig gjorde ondt og endda forbandet meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At de sagde at Aimée lå helt stille, var selvfølgelig noget som gjorde ondt for ham at vide, for ikke at glemme, at det gjorde ham meget utryg! Hun var ikke død, var hun? Han nikkede blot til børnene. ”J-jeg.. Kommer om lidt..” endte han en anelse sammenbidt som healeren lukkede såret bag på hans ryg og tvang ham ned at ligge på den, så han kunne sy hans mave sammen i stedet for, efter også at have renset den side med alkohol. Det alene var noget som endnu en gang måtte tvinge et smerteskrig over hans læber, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt behageligt på nogen måde! Han knyttede næverne omkring sengetøjet, idet han kraftigt vendte blikket mod healeren som børnene havde forladt teltet og søgt tilbage til sine egne familier, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så se at blive færdig!” hvæsede han med en fast og ikke mindst direkte kraftig stemme, for den tanke alene var noget som gjorde ham vred at tænke på! Han vendte blikket mod teltåbningen. Han kunne høre hans mor prøve at tale folket til ro igen. Endnu en gang var hun trådt i karakter og det var noget som han også rigtig godt kunne lide! Han prustede tungt igen, selvom han hurtigt var oppe at stå da healeren gjorde sig færdig. Han nåede ikke at stoppe ham, inden Adelio var nået ud og vaklede hen til Aimées telt. Han var bekymret for hende og det var noget som direkte gjorde ham.. bange? ”Aimée..?” hviskede han stille, som han haltet hen til hendes seng, hvor han direkte kollapsede ved siden af den. Han havde det ikke godt, men han satte hende før ham selv til enhver tid!

[Deleted]

Kvinderne der sad ved amiée så på ham, og flytte sig som han kom hen til amiée. de så bekymret på ham som han endt med at kolapse ved amiées seng, en kvinde fandt et tæppe og lage over hans skulder inde de begge to forlod telte uden en lyd. Amiée lå bare stille, line faktisk en der var død siden hun var mere bleg ind hun pleje, og den måde hendes ansigt så ud på. men hun var nu meget i live, hun trak bare vejre meget svagt fordi hun var så afkrafte, men et sted reager hun en smule på hans stemme. men det var meget svært at se hendes krop reager, hun var stadig alt for lange ned i sin besvimelse at hun ville kunne reager mere. men hun skulle nok vogne det var sikkert, men hvornår var bare lige spørgsmålet her. uden for begyndt folk svagt at falde til ro, samtidig med lyden af regen dråber slog mog telte og snart stod det ned i stænger igen, lige som de fleste andre dag for tiden. kvinderne kom ind med mad til Adelio han var jo den eneste af dem der var vågen lige nu, kvinden duppe amiée lidt på panden hun hade stadig høj feber, men man kunne beder se hun trak vejre nu da hun trak det som små gispe på grund af feberen og smerten fra sit sår i siden der selvfølig var syet sammen men gjorde helves ondt, og den smerte begyndt at rive amiée tilbage til virkeligheden stille og roligt, men det tog tid selv ikke efter 2 timer var der sket meget, kun at hendes læber hade rørt sig lidt og hendes finger det var også det eneste hun hade bevæget de 2 timer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig bekymret for Aimée, også fordi at han et sted følte at det var hans skyld at hun var kommet så galt af sted. Han havde bare gjort sit arbejde og det som var krævet af ham, og det var slet ikke noget som man ønskede at skjule på nogen måde overhovedet. Han blev siddende på knæ ved siden af sengen. Han havde virkelig ikke kræfter til at gøre andet, men han forsøgte virkelig! Han vendte blikket mod kvinden som holdt Aimée under opsyn, idet at hun lagde et tæppe omkring hans skuldre, hvilket han kun nikkede taknemmeligt til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han ble siddende fuldkommen urokkeligt, selv da maden kom ind, for det var slet ikke noget som vækkede nogen interesse for hans vedkommende, da hele hans opmærksomhed hvilede på Aimée som forblev liggende på sengen. Han kunne høre hendes hjerte slå, så han vidste, at hun var i live – heldigvis! Han hævede hånden forsigtigt, som han lod den stryge ganske roligt mod hendes kind. Han blinkede let med øjnene og med den samme bekymringsfulde mine, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne sige så lidt til. Det var forbandet sjældent at han reagerede på denne her måde overfor nogen som helst. Der var ikke meget bevægelse ved hende det første lange stykke tid, så selvfølgelig var det noget som bekymrede ham. Han smilede svagt. Bare lidt bevægelse var en god ting i hans øjne! Han tog fat omkring hendes tæppe og trak det roligt op omkring hende. Det sidste som han ønskede lige nu, var selvfølgelig at hun skulle komme til at fryse og derved få det endnu mere elendigt, for det var bestemt heller ikke hans hensigt på nogen måde. ”Det skal nok gå, Aimée..” hviskede han roligt. Det var kun hende som ville være i stand til at høre ham, så var han selvfølgelig også godt tilfreds med det, for det var sådan at han ønskede det på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Selv for hans vedkommende, så var det faktisk svært at falde til ro med det hele, for det hele havde været så voldsomt ude af kontrol til aften. Det kunne jo faktisk have kostet ham livet, hvis det sværd havde ramt ham direkte i hjertet!

[Deleted]

Amiée hørte kun svagt hans stamme, og rørt igen en smule på sig men kun lidt. Amiée var ikke sikker på hvor længe hun var væk men hun var længe det var sikkert, inden hun endelig åbne øjne og hoste lidt. stadig med høj feber men ikke så høj som den var før, hun følte tæppe vejet et ton. hun følet hun var ved at frys ihjel, selv om andre sag hun brænde op. hun kigge op i telt lofte og kunne høre regne ramme telte, hun kunne mærke hun var trøstig, meget ind da hun åbne munden en smile. "adelio..." kom det stille fra hende som hun dreje hovedet langsomt og kigge på ham, "jeg er tørstig" kom det stille fra hende. som hun prøve at komme op men det lykkes ikke det gjorde for ondt og hun var stadig svækket. hun fik en arm fri af tæppe selv om det line en helt kamp for hende, bare at få en enkle arm fri. man kunne også se hun ryste på hånden, den kunne ikke ligge helt stille på hendes bryst. hun registre ikke at kvinderne kom igen og skifte kluden på hendes pande ud med en kold, hun kigge bare med halvt åbne øjne der var en smule matte fordi hun var svag, det line næsten hun var blind. hun fik armen ud og fik fat i Adelio "er...er du okay" kom det stille fra hende, mens hun holdt fast i tæppe han hade på, hun gøs kort hun frøs stadig selv om hendes krop kogte lige nu, "jeg fryser..." mumle hun og kigge bare på ham, hun ville være sikker på han var der.