Our last night... together?

[Deleted]

Det var lige efter mødet med Malisha. Lexie havde kun lige kort været ude for at trække noget luft, også selvom hun ikke var gået særlig langt væk fra Mørkets Cirkel. Det var og blev hendes hjem, udelkende fordi at Romeo var der, selvom der igen var ting som måtte stille sig i vejen. Malishas opgave om at sende hende til Procias og mænge sig med magikerne på den måde, var da en opgave på det rene selvmord, hvilket i den grad også var noget som havde påvirket hende. En ting var at man ikke ville have hende sammen med Romeo, men at sende hende i døden på den måde.. det var bare ikke retfærdigt! At sige Malisha imod var jo heller ikke et alternativ, for det var ufattelig dumt efter hvad hun havde hørt.
Turen ned igennem de mange snoede gange i den underjordiske by som warlocks havde fået tildelt. Skjult af magi, da cirkelen mere eller mindre kun lignede en cirkel af sten – For alle som ikke kendte til hemmeligheden ved dette naturligvis. Kursen havde hun kun sat i retningen af et sted; Romeo og hendes værelse. Det var i bund og grund også det eneste som de havde tilfælles, for der var jo ikke nogen som lod dem have andet. Hun havde forladt ham sovende, da Malisha havde sendt bud. Han havde vel også været oppe tidligt, for han havde virkelig været udmattet. Selvom hun var blevet en warlock, så stod Romeos ve og vel altid øverst på listen. Det var slet ikke fordi at hun kunne finde på noget andet! Hun elskede ham og det håbede hun virkelig at han vidste, for.. ja, hvis det stod til Malisha, så var det ikke ord som Lexie nogensinde fik lov til at fortælle ham igen, hvilket i den grad også var noget som virkelig gjorde noget så frygtelig ondt. Hun tørrede kinderne en sidste gang, idet hun meget forsigtigt åbnede døren ind til værelset. Her var stadig mørkt, så hun gik næsten automatisk ud fra, at han måtte ligge og sove endnu, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget og så alligevel.. Hvis det var deres sidste aften, så ville hun da også gerne have lov til at nyde at være sammen med ham. Hun bed sig svagt i læben, da hun trådte indenfor og lukkede døren efter sig. Mørket var hun efterhånden ganske vant til, så hun kunne snildt finde vejen hen til sengen. Hun tog roligt tag i knapperne som lukkede kjolen foran og åbnede dem, så hun til sidst kunne føre den ned over skuldrene og ned på gulvet, så hun kunne træde over den. Stående tilbage i sit eget undertøj, så gik hun frygtelig stille hen til sengen. Dynen hævede hun stille i, før hun meget forsigtigt satte sig på kanten. Hun ville jo nødigt vække ham, nu hvor han havde været så træt som han havde været. Benene svang hun stille op i sengen, idet at hun stille lagde sig til rette på sin side af sengen. Alligevel, så endte hun med at lægge sig tættere ind til ham. ”Jeg elsker dig, Romeo..” Stemmen var uden følelse. Hun var nødt til at stå stærk nu, også selvom det bestemt heller ikke var nemt. Grædt havde hun ikke som sådan, men det havde skræmt hende nok til at tårerne havde presset på alligevel, hvilket frustrerede hende. Hun var ikke en tudemarie!

[romeo]

Efter turen i arenaen var der faktisk kommet ganske gode ting med i det at være warlock. Romeos ben var blevet helbredt, da mørket gav ham en fornyet energi og nok til at han kunne gå normalt, som alle andre, noget som han virkelig var umådelig glad for! Hvorvidt han var glad for at Lexie havde fulgt med ham, kunne diskuteres, han var naturligvis lykkelig over at have hende ved sin side stadigvæk, men han ønskede ikke dette liv for hende, han havde ønsket hende i sikkerhed, selvom.. hun var vel egentlig mest sikker i hans nærhed? Han var dog bare ked af at hun så skulle høre på Malishas brok dag ud og dag ind, faktisk som han selv gjorde, for den kvinde kunne virkelig drive ham til vanvid af og til! Han vidste at han ikke havde noget valg end at følge sin ’kære’ kusine, for hun kunne også få ham dræbt på stedet, hvis hun satte ham som en fjende til warlockerne, så om han ville det eller ej, så blev han nød til at følge hende i tykt og tyndt, desuden havde han heller ikke noget hjem, hvis han ikke gjorde det, og han nægtede at lade Lexie bo på gaden! Så et sted gjorde han det jo også lige så meget for hendes skyld. Lexie var dog og blev hans optur på hver dag, hun var grunden til at han glædede sig til at komme hjem, hvis han endelig blev sendt ud af Malisha.
De fleste dage gik på at Romeo blev testet, han blev trænet, til tider af sågar Konstantin, selvom han ikke kunne sige sig at være særlig begejstret for den mand, men han måtte give ham, manden var utrolig talentfuld og dygtig når det kom til magi. Han trænede til tider selv, han var nød til at udforske sig selv, desuden havde han selv altid været utrolig dygtig når det kom til magi, så det var ikke fordi at det var særlig svært at følge med i Konstantins hårde og hurtige tempo. Han prøvede at give Konstantins viden videre til Lexie, da han stadig stod som tøsens læremester, selvom han måtte indrømme at hun allerede var blevet langt mere talentfuld efter at mørket havde fået sit præg i hende, men det havde han jo også fået bevist i arenaen, da hun havde kæmpet imod Aurica.
Denne dag var gået på at Romeo havde været ude på en af de første missioner som Malisha havde betroet ham, hun legede rundt med ham, testede mørket i ham, hun ville se hvad han var skabt af, og hvis hans farfar havde set ham, så ville han nok have været umådelig stolt over at han endelig var blevet en sand warlock. Han var blevet sendt ud for at dræbe en mand, der var kommet Malisha i vejen. Han forstod virkelig ikke hendes måde at handle på, men sådan var den kvinde; sadistisk, nådesløs og direkte hjerteløs. Den kvinde tænkte ikke andet end på sin egen races overlevelse og mord på alle andre der stod dem – og specielt hende – i vejen. Han havde været udmattet efter denne dag, da han havde kæmpet imod den mand, og tilmed dræbt ham, men han selv havde fået et par skrammer. Han var hurtigt gået i seng, så tiden var ikke gået så meget med Lexie lige netop denne dag, selvom hun havde virket til at være ganske forståelsesfuld – som hun altid var. Han var vågnet, da hun var gået ud af døren den første gang, da han tydeligt havde kunnet fornemme at han havde manglet noget ved sin side; hende. Han lå blot i sengen i sine egne tanker, lyttede, hvor han også lagde mærke til at hun kom ind igen. Han havde ikke rørt sig en centimeter og lå stadig med ryggen mod døren. Han mærkede tydeligt, hvordan hun krøb under dynen, hvor et let smil gled over hans læber til hendes ord. Han så sig over skulderen og tilbage mod hende. ”Jeg elsker også dig, skat,” svarede han stilfærdigt, som han vendte sig om, for at skænke hendes læber et lidenskabeligt kys, selvom han brød det hurtigt igen. ”Hvor skulle du hen?” spurgte han lettere mistænksomt.

[Deleted]

Lexie havde i den grad haft meget nemmere ved at tillære sig de mange magier efter at hun var blevet en del af mørket, selvom det jo tydeligt var noget som Malisha slet ikke kunne se – hvis hun overhovedet ville se det i det hele taget. Hun havde været igennem testen som Romeo havde, hun havde endda vundet kampen på ærlig vis, så hvorfor skulle hun straffes på denne her måde? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Tungen strøg ganske let over hendes læber. At se Romeo så udmattet som han havde været, så var det også tydeligt at de kørte meget på ham, selvom det nu var noget som hun også godt kunne forstå, for han var virkelig en god mand at have på sin side, hvilket var noget som hun allerede havde indset for længe siden. Der var jo trods alt en grund til at hun var frygtelig glad for at have ham som sin kæreste, for det var noget som hun i den grad også var frygtelig stolt over! Hun kunne ikke være andet end forståelsesfuld til at han havde været træt, også selvom det var noget som kostede dem tid den dag i dag. Ikke fordi at det var noget som havde gjort hende noget, for de ville have mange andre som ville følge – var noget som hun havde håbet og troet på om ikke andet, selvom det nu var et håb som var knust til det rene ingenting.
At Romeo ikke lå og sov, var noget som overraskede hende, for det havde slet ikke været hendes mening at vække ham! Når de var alene, så var hun næsten som den magiker som han kendte. Den magiker som havde været så skrøbelig og usikker da han havde mødt hende første gang, selvom det nu var en smule anderledes. Hun var blevet mere selvsikker, også selvom det slet ikke var noget som hun følte det mindste af i øjeblikket. Som han vendte sig mod hende og kyssede hende, så var det noget som næsten overraskede hende, men det var på en glædelig måde! Hun gengældte kysset selv med den største glæde og næsten med en længsel. Det var vel også et af de sidste som hun ville opleve? Hun lod de mørke øjne søge til hans skikkelse og uden at se det mindste væk, også selvom minen var en helt anden. Malishas brok kunne hun tackle, men disse selvmordsopgaver var jo straks en helt anden sag! ”Jeg mente virkelig ikke at vække dig..” hviskede hun stille. Hun hævede hånden og lod den stille stryge mod hans kind. Hun havde ikke så forbandet mange timer. Malisha krævede hende jo af sted allerede ved daggry jo! Det var nu heller ikke fordi at hun ville gøre ham sur, bange, skræmt eller rasende i øjeblikket, for han havde i den grad også brug for sin hvile, og hun vidste jo godt, at han også gjorde meget for at holde hende sikker, hvilket hun i den grad også var ham frygtelig taknemmelig for. Så meget som han havde gjort for hende allerede, den tanke var virkelig ufattelig! Hun blev bare liggende og stirrede nærmest på ham. En ting var at hun havde set ham glide fra hende, men nu.. nu var det jo omvendt. Hun følte allerede nu at hun gled fra ham og tanken skræmte hende. ”Det var bare.. Malisha.. Som sendte bud efter mig,” forklarede hun ganske kortfattet, uden egentlig at fortælle ham hvad det var, for.. det var vel ligegyldigt for nu? Hun ville egentlig bare have lov til at nyde tiden med ham inden hun skulle af sted, for hun vidste at der ikke var nogen vej tilbage, uanset hvor ondt det faktisk gjorde at skulle tænke på det.

[romeo]

Romeo var ikke sur over at være blevet vækket, for måske han havde været udmattet, men han havde ikke kunnet finde hvile ved at vide at hans kæreste rendte rundt et eller andet sted, uden at han vidste hvorhenne hun var, så han var aldrig faldet i søvn igen. Han havde lagt og tænkt, ligget i sine egne tanker om alt fra relevante ting til irrelevante. Det havde dog lettet ham, da han havde hørt Lexie komme ind igen, selvom han tydeligt så overraskelsen i hendes blik, da han havde vendt sig om, men hun havde vel regnet med at han sov? At hun besvarede kysset, fik hans hjerte til at slå en anelse hurtigere imod hans bryst, hvor han trak ganske svagt på smilebåndet, da kysset blev brudt. Han lukkede øjnene, da hun strøg ham over kinden, hvor han sukkede ganske roligt og næsten lettet, lettet over at hun igen var ved hans side. Han lod hovedet søge en anelse på sned, så godt det nu kunne, eftersom han lå ned. ”Det ved jeg godt,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et kærligt smil, som han lænede sig frem og skænkede hendes læber endnu et flygtigt kys, som dog kun var kortvarigt. Han kunne ikke få nok af hende! Han trak roligt hovedet en anelse tilbage for bedre at kunne betragte hende. Hvad hun skulle midt om natten anede han ikke, for hun havde været væk i lang tid. Han lagde mærke til at hun nærmest måtte stirre på ham, hvilket gjorde ham en anelse mistænksom. Han stolede fuldt og fast på Lexie og betvivlede hende ikke på nogen måde, men han kunne alligevel tydeligt fornemme at der var noget galt, for hun virkede så underlig stille, noget som et sted måtte bekymre ham. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, ikke ment til at være en hentydning til hende, men fordi hun nævnte Malisha, hvilket bestemt også sagde ham det hele! Han sukkede næsten irritabelt. Den kvinde gik ham virkelig på nerverne! Han vidste godt at kvinden ikke så ham sammen med Lexie, hun hadede jo tilsyneladende hende, men han fandt sig ikke i hendes opførsel! Ikke når det kom til Lexie! Han strakte den ene arm, så den nåede forbi hende, hvor han strakte fingrene, hvor han tændte stearinlyset der måtte stå på en stablet bøger på det lille natbord, der var fyldt med andet skrammel også. Deres værelse blev lyst op af det lille stearinlys, så han også langt bedre kunne se hende. Han løftede sig en anelse op ved at sætte den ene underarm i madrassen, hvor de mørke øjne søgte til hendes skikkelse. ”Hvad har hun nu gjort?” spurgte han ganske kortfattet, nærmest som om det blot var en selvfølge, men noget måtte jo stikke under, hvis Malisha hev hende ud midt om natten, dum var han jo ikke! Han betragtede Lexie ganske alvorligt, så hun også kunne se at han krævede sine svar, for han fandt det bestemt ikke ligegyldigt! Han vidste at Malisha prøvede at skille sig af med Lexie og det var noget som virkelig måtte gøre ham stiktosset! Han skulle personligt nok tage fat i den kvinde og sætte hende på plads! Måske hun var hans leder og kunne sætte ham af når som helst, men hun måtte jo ønske ham hos sig, eftersom hun ville have ham til at blive en del af mørket, så hun måtte vel have planer med ham også? Større planer end det som hun allerede havde haft?

[Deleted]

Malisha havde været efter hende siden dag et her på stedet, selvom det nu var noget som Lexie efterhånden var ved at vænne sig til, så gjorde hun jo bare sit for at undgå at stille sig i vejen, selvom.. hun stillede sig vel i vejen bare ved at være til stede? Hun ønskede bare at være sammen med Romeo og hun kunne virkelig ikke se at det var meget at forlange! Hun havde nogen timer inden hun skulle af sted, også selvom tanken slet ikke behagede hende, så var hun sikker på at hendes såkaldte leder nok skulle sørge for, at hun kom af sted til den tid som hun ville have hende af sted på. Der var virkelig ikke noget som hun kunne gøre ved det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det nu bare måtte være. Hun nikkede med et stille smil. ”Du burde sove.. Det har været en lang dag for dig..” Hun vendte blikket stille ned af sig selv, også selvom hendes fokus blev taget så snart at han valgte at skænke hende de kys som hun selv gengældte uden det mindste tøven. Det var virkelig noget af det bedste som hun vidste af, for.. det var ham. Det var kun ham som fik lov til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun ønskede ikke at gøre ham bekymret eller noget som helst, for det var der slet ikke tid til! Hun skulle nok prøve at gøre det så godt hun kunne, selvom det vel var tydeligt at der ikke var meget håb tilbage i hende? Det var revet fra hende som det rene ingenting!
At Romeo tændte noget lys havde hun nu heller ikke noget imod, også selvom det kun gjorde det muligt for ham at se frygten i hendes ansigt. Hun kunne virkelig ikke møde magikerne nu! Hun trak vejret dybt, som han satte sig en anelse op, så valgte hun alligevel bare at blive liggende. Malisha kørte virkelig på hende og nu var det tydeligt gået over gevind! Hun lukkede øjnene ganske let og satte sig så endeligt op ved siden af ham, halvvejs hvilende mod sin pude. Tårerne trængte sig endnu en gang på, også selvom hun slet ikke lod dem falde. Det var noget som hun direkte måtte nægte dem at gøre! Han krævede sine svar, så det at sige ham imod, var slet ikke noget som kom på tale. Hvorfor skulle alle altid have en sådan magt over hende?! Hun trak vejret dybt igen. ”Hun… hun sendte mig på en.. meget personlig opgave.. Jeg skal af sted allerede ved daggry..” En tåre trillede stille ned af hendes kind. Hun vidste at det var det rene selvmord at tage af sted, men hun kunne jo heller ikke stille sig i protest mod Malisha, for så blev hun da først slået ihjel! Og det ønskede hun jo heller ikke! Hun vendte blikket stille ned af sig. En ting var at sende hende på en opgave, for hun havde virkelig ikke noget imod at skulle arbejde for det ligesom enhver anden her på stedet, men Malisha gjorde det virkelig noget så tydeligt, at hun bare ønskede hende af vejen og det var i den grad også noget som gjorde ondt, for hun havde aldrig nogensinde gået imod hende, hun havde aldrig nogensinde gjort noget forkert, andet end at gå til mørket, netop for at være sammen med sin kæreste.. og nu skulle hun til at miste ham også? Det nægtet hun!

[romeo]

Romeo kunne tydeligt se at der var noget som plagede Lexie, hvilket også var noget der måtte appellere til ham selv, for det gik ham på at se hende på den måde! Han ønskede ikke dette liv for hende, for de begge fungerer mere eller mindre som Malishas marionetdukker og han hadede det skam selv! Han frygtede ikke Malisha, men han holdt sig nu i skindet mod hende, fordi han ikke ville have at hun skulle bruge Lexie imod ham, for intet var mere vigtigt for ham end Lexies sikkerhed, hvis Malisha skulle til at true med hans kærestes sikkerhed, så satte han altså foden i jorden, for så var det nok! Han fandt sig i meget fra den kvindes sikkerhed og ja, han nød faktisk af goderne der kom med mørket, for.. han kunne gå! Han havde hele sit liv drømt om at kunne slippe væk med krykkerne og bevæge sig frit som fuglen og det kunne nu lykkedes ham! Han sendte hende et sigende blik. ”Jeg kan da ikke sove når jeg ved noget plager dig, Lexie!” svarede han stilfærdigt og med en mindre bekymret undertone. Lidt af den gamle Romeo var stadig i ham, specielt når han var sammen med Lexie, men han måtte indrømme at han var blevet langt mere kold, langt mere ligeglad med folk end det som han normalt havde været. Førhen stillede han sig ikke om imod nogen, men prøvede at slippe fredeligt igennem ting, nu var han sådan set ligeglad, hvis folk gik ham på nerverne, så satte han dem da bare på plads! Mørket havde ham i sit dybe tag, han havde givet efter for det og gjorde det stadig, det havde vundet over ham fordi han havde ladet det, det gav ham styrke og det var en styrke som han var så utrolig fristet af. Han kunne tydeligt se at tårerne pressede sig på ved hende, og det var noget som gjorde ham vred! Han vidste at Malisha havde haft fat i hende og sikkert prøvet på at få hende væk på en eller anden måde, og det gik ham virkelig på nerverne at den sadistiske, narcissistiske, egocentriske kvinde ikke bare kunne give dem plads! Det gjorde ham virkelig rasende at tænke på! Han rynkede brynene en anelse til hendes ord, hvor han løftede sin hånd og lod den stryge imdo hendes kind, for at fjerne hendes tårer der endelig faldt. ”Hey, hey! Kom her,” hviskede han roligt, som han slog armene omkring hende, blot for at trække hende med ned at ligge igen, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. Han strøg hende beroligende over håret og tyssede ganske blidt på hende. ”Hvilken mission har hun sat dig på?” spurgte han roligt, som han trykkede hende ned mod sig, også for at vise at han stadig var der for hende og ikke bare var ligeglad med hende, for det var han virkelig ikke! Hun skulle af sted ved daggry? Hvad havde kvinden nu i tankerne?! Han skulle nok personligt møde op ved daggry og sætte Malisha på plads! Han var virkelig ikke bange for den kvinde, og hvis hun så meget som krummede et hår på Lexies hoved, så skulle han nok personligt rive hende fra hinanden! Det kriblede helt i ham efter at få fingrene i Malisha, for han fandt sig virkelig ikke i det! Plus det virkelig også var fristende at sætte den tøs på plads! Og nu havde han endelig en grund!

[Deleted]

Der var rigtig meget som plaget Lexie, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det. Selv Romeo vidste at Malisha havde været meget efter hende og ville gøre sit for at komme af med hende, men dette var virkelig noget som tog kagen! Hun havde aldrig nogensinde troet at hun ville trække den så langt og så gøre dette og specielt ikke på denne her måde! Hun vendte blikket stille mod Romeo. At han ikke ville sove, fordi at han kunne fornemme at der var noget som plaget hende.. Han kendte hende for godt, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for hun kunne rigtig godt kunne det. Hun vidste at det ikke gjorde hende noget at vise sig fra følelserne på denne her måde, specielt ikke når hun var alene sammen med ham, for han kendte hende så godt efterhånden. At hun kunne genkende bare lidt af den gamle Romeo, som hun kendte fra magikeren, var selvfølgelig noget som gjorde hende noget så frygtelig glad, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun så skulle fælde tårer overfor Romeo, var nu heller ikke noget som hun direkte havde regnet med, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for! Hun kunne ikke styre det lige nu, også fordi at hun vidste at det var noget som virkelig ville gøre ondt og det ville gå kraftigt udover hende! Hun lagde sig mere end glædeligt ind til Romeo, idet at han trak hende ind mod sig. At putte ind i hans favn havde altid gjort hende så glad og tilfreds, men denne gang var det virkelig kun for trøstens skyld, for det var det som hun havde brug for. Hun vendte blikket stille op mod ham. At han spurgte direkte ind til opgaven, eftersom det også var med den hast, forundrede hende nu ikke, også selvom hun virkelig ikke var meget for at fortælle ham det. Han ville bare blive vred og det var det som hun allerede var klar over. Benene trak hun stille op til sig, også mest for at kunne søge helt ind i hans favn. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre ville det i den grad også blive for hendes vedkommende. Hun rystede stille på hovedet. ”Hun sender mig til Procias.. jeg skal mænge mig med adelige, kongelige og magikere.. Spionere på dem..” Hun vendte blikket mod ham og denne gang med en direkte hjælpeløs mine. Spionage kunne hun fint gøre, men magikerne ville jo vide hun kom længe inden hun overhovedet ville være der og som warlock, så.. så gik det jo galt og det var det som hun vidste og det var det som skræmte hende mest af det hele. Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder som forsigtigt havde lukket sig omkring dynen, bare for at finde noget at holde fast i. Denne gang var hun virkelig den typiske usikre Lexie. Hun var jo slet ikke sikker på at hun i det hele taget ville komme hjem igen og det var det som gjorde hende usikker, for hun var virkelig ikke sikker på, om hun ville komme hjem igen eller ikke. ”Jeg har intet valg.. j-jeg må afsted ved daggry..” Hun var bestemt heller ikke meget for det, for.. hun skulle pludselig væk fra ham og hun var skræmt ved den tanke!

[romeo]

Måske at Romeo var blevet en del af mørket, men derfor kendte han stadig Lexie ud og ind, som han også gik ud fra at det var gengældt. Han kunne tydeligt fornemme at hun var ked af det, hvor det tilsyneladende var Malisha der var skurken bag det hele, hvilket slet ikke forundrede ham på nogen måde, for det kom slet ikke som nogen overraskelse, den kvinde så jo Lexie død og han vidste det jo faktisk godt, men i det mindste havde hun ikke rørt hende på nogen måde, for det tillod han virkelig heller ikke! Han vidste at det plagede hende, og det kom skam heller ikke bag på ham, for han forstod hende udmærket godt. Malisha var en hård nød at knække, hvis det overhovedet var muligt, men derfor skulle kvinden bestemt ikke tro at hun kunne tillade sig hvad som helst! Specielt ikke når hun lagde sig ud med de forkerte! Han lod hellere end gerne Lexie putte sig ind til ham, hvor han lod de stærke arme hvile omkring hendes smidige og slanke krop, for at holde hende helt tæt ind til sig, så der ikke var en eneste millimeter afstand imellem dem. Han skænkede hendes pande et blidt og næsten beroligende kys. Han strøg hende ganske blidt over ryggen for at lade hende falde til ro. I hans nærvær, i hans favn var hun i stand til at smide alle hæmninger uden at han ville sige noget til det, for det glædede ham kun at hun stolede nok på ham til at åbne fuldstændig op for ham, ligesom han også ville gøre for hende. Han var der for hende, specielt fordi at de kun havde hinanden, selvom Lexie kun havde ham. Han vidste at Malisha havde sine planer for ham, ham kunne hun godt udstå, men ikke Lexie, så tøsen var jo faktisk helt alene foruden ham. Han lagde hovedet en anelse tilbage, for at betragte hende ganske let, da han ville vide hvad hendes mission gik ud på. At hun skulle søge til Procias og mænge sig med de adelige, kongelige og magikerne, var noget som allerede sagde ham det hele; en selvmordsmission. Hvis folk fandt ud af at hun var warlock, så gik det galt! På den anden side, så var hun trods alt magikernes leders datter, så mon ikke de ville se en anelse nådigt på hende? Det var da om ikke andet så det første han håbede på. Han himlede svagt med øjnene. ”Selvfølgelig..” mumlede han lettere irriteret. Han vendte blikket mod Lexie, hvor han lod sin hånd søge mod hendes kind, for at vende hendes blik imod ham. ”Jeg taler med Malisha ved daggry. Hun skal ikke få lov til at sende dig flere kilometer væk fra mig i et forsøg på at få dig slået ihjel!” svarede han lettere bestemt og næsten vredt, selvom det ikke var ment til Lexie, men til Malisha! Den kvinde var virkelig umulig at have med at gøre! Han fandt sig virkelig ikke i det! Han strøg hende blidt over håret og trykkede hende godt ind til sig, hvor han puttede hende under dynen. ”Bare slap af Lexie, hun får ikke lov til at skade dig på nogen måde. Det skal jeg nok sørge for!” hviskede han mod hendes ene øre, inden han betragtede hende ganske roligt og sendte hende et varmt smil. ”Jeg elsker dig,” endte han sandfærdigt.

[Deleted]

Lexie havde ikke et eneste problem med at åbne sig op for Romeo. Hun elskede ham, hun ønskede at vise at hun stolede på ham, for det gjorde hun i den grad også! Det at hun kunne smide alle hæmninger og bare være den som ønskede tryghed og beskyttelse, var virkelig noget som i den grad også måtte glæde hende og noget så frygtelig voldsomt endda! Det at have et sted at søge hen – i hans favn, for han var virkelig det eneste som hun havde. Mistede hun ham, så… så stod hun virkelig uden noget som helst. Familien havde hun ingen kontakt med, hendes far var forsvundet og hendes kærlighed lå ved Romeo, så hvorfor skulle hun da søge til Procias, bare fordi at han blev tvunget til mørket? Hun ville da med! Hun ville da være sammen med ham og det var slet ikke noget som hun ville tillade at en som Malisha skulle have lov til at ødelægge! Hendes opgave var bundet til det rene selvmord og den tanke skræmte hende, for hun vidste det jo godt. Chancen for at hun ville komme tilbage her, ville være minimal! Hun vendte blikket stille op mod ham. Måske at hun var en warlock nu, måske at hun havde lært frygtelig meget siden de var kommet hertil, men hun var stadig skrøbelig i det indre, hvilket kun var noget som Romeo fik lov til at se, for hun var bestemt heller ikke den type som ønskede at fremstille det på den ene eller den anden måde! Hun puttede sig ind til ham, også selvom hun kunne høre at det gjorde ham vred. Hun var virkelig bare bange for, at hun aldrig ville finde muligheden til at komme hjem igen, for det var da det som hun ville! Hun ville hjem til Romeo! Hans strøg mod hendes kind og det at han vendte hendes blik mod sig, fik hende til at se på ham, selv uden at skulle tøve det mindste. Hun elskede ham og mere end noget andet, så selvfølgelig var tanken skræmmende for hende! Så gammel var hun jo trods alt heller ikke og at sende hende på en opgave som dette, gjorde det bestemt heller ikke nemmere for hende! Tvært imod! At blive puttet og endda helt tæt ind mod hans krop, var slet ikke noget som hun havde noget imod! Lige nu havde hun virkelig bare brug for ham! Hun bed sig svagt i læben og uden at se væk. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne få sig selv til. ”Hun vil slet ikke have mig her..” Hun havde selvfølgelig vidst det længe, men det var først nu at det for alvor var gået op for hende hvor alvorligt det egentlig var. Armene slog hun stille omkring ham og trykkede sig selv helt tæt ind til ham. ”Jeg elsker også dig.. Det må du virkelig ikke glemme..” Hun vidste at hun var tvunget af sted.. Hun ønskede bare at Romeo vidste det. At hun faktisk ville kæmpe for at få lov til at komme hjem igen og tilbage til ham! Gråden var væk i hendes stemme, også selvom det stadig var der. En enkelt lille tåre trillede stille ned af hendes kind, selvom det var uden en lyd. Hun følte sig virkelig magtesløs. Hun kunne ikke stille noget op mod en kvinde som Malisha!

[romeo]

Romeo elskede Lexie højere end noget andet. Han nægtede at lade noget ondt ske hende, for de havde virkelig været igennem utrolig meget ondt! At Malisha så ville sende Lexie til Procias, for at udspionere kunne koste hende livet, og Romeo vidste at det var det som Malisha var ude på. Hvad hun havde imod Lexie forstod han faktisk ikke, for tøsen havde vundet ærligt og redeligt i sin kamp i arenaen mod sin modstander, så hvorfor Malisha ikke kunne lade hende være, forstod han ikke. Hun var stadig i gang med at blive oplært, førhen som magiker og nu som warlock, for mørket stod jo tydeligst i dem begge. Når hun blev trænet op, så ville hun blive en stærk og mægtig walock, det var Romeo slet ikke i tvivl om, men at Malisha slet ikke ville give hende en chance, var noget som direkte måtte gøre ham rasende! Han fandt sig ikke i det! Men han skulle nok personligt sørge for at Malisha ikke fik så meget som en finger sat på Lexies hoved! Han skulle nok personligt tale med den kvinde! For hvis først Lexie var væk, så var han virkelig ligeglad med sit eget liv! Om han så skulle gå op imod Malisha og udfordre hende til en dødskamp, for det ville han ikke tøve med, hvis hun var skyld i Lexies død, hvilket hun i den grad blev, hvis hun sendte hende til Procias! De kunne ikke længere bo i lysets land fordi de var af mørket, det var den nye vej de havde valgt at tage. ”Jeg skal nok tale med hende Lexie. Alt skal nok gå,” hviskede han beroligende, som han strøg hende blidt over håret. Hun skulle ikke tænke på den mission, for han skulle nok sørge for at hun ikke kom af sted, om han så skulle flygte med Lexie til et andet land, det var han sådan set ligeglad med, for hvis Malisha ønskede ham her, så måtte hun også respektere og acceptere hans betingelser, og den eneste han havde, var at hun lod Lexie blive her og lod hende være i fred! Hvorfor kunne den narcissistiske kvinde ikke forstå det?! Han sukkede lettere tungt, for at få sig selv til at falde ned igen, for det nyttede alligevel ikke at han hidsede sig op. Det var simpelthen spild af kræfter! Han skænkede Lexie et blidt kys på panden, som han lod armene glide omkring hendes krop, for at trykke hende blidt ind til sig, så hun også kunne mærke at han var der for hende. Han vendte blikket ned mod hende, da han kunne mærke hendes tåre falde ned mod hans bryst og gøre det vådt. Han løftede den ene hånd og tørrede let hendes kind, som han betragtede hende med et mildt skær i de mørke øjne. ”Alt skal nok gå,” forsikrede han hende med en betryggende tone. ”Jeg er hos dig, og jeg slipper dig ikke ude af syne, om jeg så skal tage med til Procias,” lovede han hende, som han lænede hovedet ned og skænkede hendes læber et dybt og lidenskabeligt kys. Han skulle nok beskytte hende og passe på hende! Andet ville han da slet ikke tillade på nogen som helst måde overhovedet! Han elskede hende, hvilket han ville gøre til sine dages ende, og det var uanset om han var en del af mørket eller lyset! Hans følelser for hende ville ikke ændre sig!

[Deleted]

Selvom mørket havde revet meget i dem begge to, så vidste Lexie hvor hun havde Romeo. Det var virkelig også den første gang i hele hendes liv, at hun var sikker på noget som helst, og det var slet ikke noget som hun havde lystet at miste! Der var en grund til at hun havde kæmpet sig igennem testen, vist hvad hun duede til og hun havde jo faktisk også vundet på ærlig vis, så hvorfor fortsætte med at straffe hende? Nu hvor Malisha havde muligheden, så sende hende på en selvmordsmission? Det var virkelig ikke retfærdigt, for selv i Lexies øjne, så havde hun lige så stor en ret til livet, som det alle andre måtte have, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun puttede sig godt ind til Romeo. Det ville på ingen måder hjælpe hende, hvis han begyndte at hidse sig op, hvilket var noget som hun allerede var klar over, selvom det slet ikke var nogen som ændrede på sandheden; At hun virkelig var bange. Hun vidste allerede nu at Malisha ville nægte Romeo at tage med hende af sted, for han var hende langt mere værdifuld end det som hun selv var, selvom det gjorde ondt. Hun var efterhånden så vant til det faktum at hun var den som blev set ned på og den som man ville skille sig af med, selvom det nu slet ikke var noget som hun kunne gøre for! Hun arbejdede med magien og hun kæmpede for at finde sin plads under disse omstændigheder og det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid, men hun prøvede da. Hun lukkede øjnene ved Romeos blide kærtegn af hende, for det var virkelig, virkelig rart og endda på alle tænkelige måder overhovedet. Hun vendte blikket stille op mod ham, som hun tog imod hans kys, hvilket var noget som hun gengældte uden så meget som at skulle tøve det mindste, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til på denne her måde. Hun lukkede øjnene stille, så længe som det nu måtte vare. Hun rystede dog endeligt på hovedet. ”Du får aldrig lov til at tage med, Romeo.. Desuden så har du brug for hvilen.. Jeg ved at de også kører på dig her..” sagde hun stille. Måske at hun ville dø.. måske at de ville fange hende og tvinge lyset tilbage i hende, selvom det slet ikke var noget som hun havde det mindste lyst til. Hun knyttede næven en anelse mere omkring dynen, kun for at skulle holde bare lidt fast i noget som helst. De mørke øjne vendte hun stille op mod ham og med en langt mere rolig mine, selvom hun var bange. Hun havde aldrig nogensinde været ude på en opgave før, så hun vidste slet ikke hvordan pokker hun skulle gøre det eller noget som helst! Hun lagde hovedet stille og roligt mod hans skulder og lukkede øjnene stille. Han passede på hende og det vidste hun udmærket godt. Hun lod den anden hånd stille søge mod hans bryst, som hun strøg ganske roligt og stille. ”Tænk nu ikke på det.. det.. det skal vel nok gå..” sagde hun stille. Nu vidste han hvad der var los, han havde fået hende rolig, hvilket selvfølgelig var noget som hun var glad for. ”Du burde hvile.. d-du har haft en lang dag,” påpegede hun sigende. Der var jo bare timer til daggry, også selvom hun vidste at hun ikke ville få det mindste hvile. Det var hun virkelig for urolig til.

[romeo]

Det irriterede Romeo grænseløst, at de ikke kunne få lidt fred, for Malisha var straks over dem, de fik intet ordentlig hvile, for de måtte hele tiden være på vagt. Han vidste ikke hvorvidt han næsten hellere ville have at Malisha bare var oprigtig eller diskret angående Lexies død, for alle vidste jo at hun ikke brød sig om tøsen, men Lexie havde vundet på ærlig vis, hvorfor kunne den sadistiske kvinde ikke se det? Det gjorde ham rasende! Selvom han dog prøvede at falde til ro for Lexies skyld. Han vendte blikket mod hende, som han strøg hende ganske let over ryggen, for at berolige hende. Han skulle nok tage en snak med Malisha, som det var ham der ville møde op ved daggry og ikke Lexie. Han ville skam snakke Lexies sag, inden hun skulle sendes af sted på sin selvmordsmission, for det var da nøjagtig det ville være, hvis hun blev sendt til Procias, og det tillod han virkelig ikke! Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. ”Og hvem skulle stoppe mig fra at tage med? Tror du jeg spørger Malisha om lov? Den kvinde har mig måske i mørket, men bestemt ikke i sin hule hånd,” svarede han stilfærdigt og lettere bestemt. Han var virkelig ligeglad! Om han så skulle følge med i smug så gjorde han det! Desuden hvis Malisha holdt ham tilbage, så kunne Lexie blot søge til Manjarno og så skulle han nok finde hende senere hen! Malisha skulle ikke tro at hun kunne rive Romeos eneste ene fra ham! Men det forstod den kvinde sig jo nok ikke på, for den eneste kærlighed hun følte, var kærligheden for sin race og til sig selv. Hun var egoistisk og når alt kom til alt, så var hun alene. Hun styrede warlockerne med frygt og ikke med respekt – hvilket var en elendig måde at føre sig frem på! Det ville med garanti give bagslag i sidste ende! Hånden hun lod stryge over hans bryst, var noget som fik det til at sitre i hans krop, hvor et varmt smil gled over hans læber. ”Jeg kan hvile når jeg bliver gammel!” svarede han drillende. Han havde aldrig følt sig så frisk som i øjeblikket! Han var måske en del af mørket, men det havde også ført sine fordele med sig, han kunne gå, han var ikke længere afhængig af en rullestol eller nogle krykker, han var fri til at kunne vandre hvor end han ville! Det havde givet ham en fornyet energi! ”Desuden glemmer du, at jeg gik tidligt i seng og allerede har hvilet et godt stykke,” tilføjede han lettere påpegende. Han strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, som han blinkede let til hende. Han kom pludselig i tanke om noget. ”Jeg har faktisk noget til dig,” svarede han pludseligt, som han satte sig op i sengen og trak dynen med sig ved bevægelsen. Han kravlede roligt over hende og stillede sig op på gulvet, hvor han kun var iført sine mørke underbukser. ”Jeg købte den sidste nat, da jeg var en tur i byen,” forklarede han roligt. Han havde haft brug for en pause fra hverdagen, hvor han havde taget til Manjarno. Han gik hen til skrivebordet, hvor han hev den ene skuffe ud, hvor han fandt en sort æske frem. Han gik roligt hen og satte sig på sengekanten ved hendes side igen, hvor han rakte hende den sorte æske. Indeni lå en halskæde lavet af en guldkæde med tre diamanter hængt fast i enden, en halskæde han havde købt af denne spøjse knægt Dustin, som han var stødt på. ”Det er en gave,” tilføjede han roligt, som han blot så spændt til.

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at hun på ingen måder var velset her i området, også selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måder. Hun kunne slet ikke se hvad hun havde gjort forkert, hun kunne slet ikke se hvorfor Malisha var så meget efter hende, for hun havde vundet kampen ene og alene og endda på fair vis! Hun havde vist sig at være bedre end Aurica, så hvorfor skulle hun da straffes for dette?! At det var noget som gjorde Romeo tosset, var noget som hun udmærket godt kunne høre på ham. Et sted så varmede det hende, at der i det mindste var en som brød sig om hende og som passede på hende, for det var noget som hun havde manglet siden hun havde været en helt lille pige og nu havde hun fundet alle de ting i en og samme mand, den mand som faktisk også stod som hendes kæreste, hvilket selvfølgelig var noget som hun var ekstremt glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun vidste godt, at hun ikke havde noget valg end at lystre den ordre som Malisha havde udstedt til hende, også selvom hun slet ikke følte sig klar til en sådan opgave. Det var jo det rene selvmord at sende hende ud på en sådan en! Hans ord varmede hende, også selvom hun jo stadig var bekymret for ham! Hun lagde hovedet stille ind til ham. ”Hun er farlig at lægge sig ud med og jeg vil ikke have, at du skal komme til skade!” Hun knyttede næven ganske let, hvor hun let slog den ned mod hans bryst i ren og skær frustration. Ikke for at skade ham, men fordi at hun havde brug for at få det ud. Så meget som hun kunne brænde inde med i sit lille sind, så var det bestemt heller ikke fordi at det hele var nemt altid, men hun prøvede da, så det var jo egentlig bare at give hende lidt point for at prøve! Hun sukkede stille. Han var da også så håbløs! Selvom det var noget af det som hun i den grad godt kunne lide ved ham, så var det lige netop det faktum, at han passede sådan på hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun oplevede altid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Du havde brug for at hvile, Romeo..” Hun ville heller ikke bringe det op til diskussion, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af! At han havde noget til hende, var noget som forundrede hende og endda temmelig meget. Hun satte sig stille op og tog fat om dynen, idet han valgte at rejse sig. ”N-noget til mig?” gentog hun forundret. Hun var jo i sig selv slet ikke vant til at få nogen gaver! Den sorte æske som han fandt frem, var noget som tydeligt måtte fange hendes opmærksomhed, hvor selv hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst. Hun havde aldrig fået noget foruden den bog som han havde skænket hende med magierne i. Hun blinkede med øjnene og tog næsten helt forsigtigt imod det. ”Hvad er det?” spurgte hun nysgerrigt. Det var virkelig at lede hendes fokus og tanker helt andre steder hen! Hun åbnede den forsigtigt, hvor hun direkte sad og måbede da hun så det utrolige smukke smykke i sine hænder! ”Jamen.. Romeo.. Det.. det..” Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige! Forsigtigt lagde hun æsken foran sig på dynen og tog det op i sine hænder. ”Hvor er det smukt..” Hun kunne jo slet ikke finde ord!

[romeo]

Det som egentlig irriterede Romeo mest, var det at han ikke kunne få en eneste lille pause sammen med Lexie, for så snart de så troede at de kunne slå sig til ro sammen, så kom den næsten udfordring, det var som om guderne bare ikke ville have at de skulle være sammen. Først så var der den vampyr, så kom Konstantin og kidnappede hende og nu var det Malisha som ville sende hende på selvmordsmission, hvilket virkelig måtte gøre ham vred, men det som egentlig spillede mest ind for hans vedkommende, var hans frustrationer over at han ikke kunne få Lexie for sig selv og starte et liv sammen med hende, han var snart ligeglad med om det var i mørket eller i lyset, så længe det bare var med hende, men det blev virkelig ikke gjort let for dem! Og tankerne om at han ikke var god for hende, havde slået ham flere gange, det var jo hans skyld at hun kom i fare på denne måde og det frustrerede ham virkelig! Han ønskede hende virkelig bare i sikkerhed, han ønskede hende bare i god behold, men det var som om at jo mere han prøvede, desto værre blev det! Han vendte de mørke øjne roligt mod hende og kneb dem en anelse sammen. ”Malisha ville have mig her i mørket, så må hun også finde sig i at jeg gør lidt modstand,” svarede han stilfærdigt. ”Havde hun virkelig regnet med at hun kunne få mig fra lyset og så til mørket og regne med at jeg så ville følge hende som en trofast lille hundehvalp? Så tager hun fejl!” svarede han i en langt mere vrissende tone, selvom det slet ikke var ment til Lexie, men til Malisha, for den kvinde drev ham virkelig til vanvid! ”Og du skal heller ikke være bekymret for mig Lexie.. hvis nogen skal true vores forhold, så skal jeg nok stå op omkring det, om det så koster mig et par knops!” svarede han stilfærdigt og lettere stædigt, for han mente det virkelig! Han vidste godt at Lexie måske ikke var meget for det, men han gjorde det faktisk for hendes skyld! Og selvfølgelig også sin egen, for det var ikke helt uden at være egoistisk, men det var trods hans kæreste som det var tale om, og han var så egoistisk at han ville gøre alt for at beholde hende hos sig! Men det var vel heller ikke så forfærdeligt igen? Han nikkede roligt til hendes ord. ”Ja.. noget til dig,” svarede han igen og medgivende, som han sendte hende et varmt smil. Han kunne tydeligt se hendes nysgerrige og dog også overraskede blik, falde til den sorte æske han rakte hende. Han slap en munter latter, som hun spurgte hvad det var. ”Åben da og se!” svarede han morende og lettere opfordrende, som han havde sat sig ved siden af hende igen. Han vidste godt at han aldrig gav hende gaver, men det var vel også grunden til at han burde gøre det? Han ville gerne glæde hende når hun ellers var nedtrykt, som denne aften. At hun blev helt målløs, var noget som glædede ham, for han gik ud fra at hun kunne lide det. Han tog roligt æsken, da hun havde lagt den fra sig, hvor han lagde den hen på natbordet, inden han satte sig ved siden af hende og helt tæt ind til hende. ”Tja.. det er faktisk Malisha der har betalt for det.. hun ved det bare ikke,” svarede han drillende og smilede muntert. ”Og.. jeg går ud fra at du kan lide det?” Det var mere et spørgsmål end en konklusion.

[Deleted]

Lexie var virkelig ved at være træt af at få at vide at hun slet ikke var god nok for Romeo. Der var jo en grund til at Malisha nægtede hende at være sammen med ham, også selvom hun havde vundet sin egen kamp på ærlig vis og uden snyd? Hun vendte blikket stille mod Romeo. Et sted så gjorde det hende direkte elendigt til mode at vide.. at de slet ikke så på hende som værdig som warlock. Hun blev faktisk ked af det, når de gjorde det så åbenlyst at det ikke var til at se bort fra på den ene eller den anden måde, for hun havde aldrig nogensinde bedt om noget som dette! Hun lagde sig tæt ind til ham. Om det jo så skulle være den sidste aften at hun ville have ham så tæt på, var noget som gjorde hende ked af det, for hun havde aldrig nogensinde bedt om et kaos på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun altså ikke gøre for det! Hun trak vejret dybt og bed sig svagt i læben. Lige nu følte hun sig bare lille og skrøbelig, for hun var slet ikke klar til en mission af den slags. Hun ville ikke miste Romeo i mørket! Hun rystede stille på hovedet og satte sig en anelse op i hans favn. Det var her hun fandt trygheden og hvor hun altid havde fundet den og nu skulle hun rives fra det igen? Det var bare utrolig irriterende, at hun ikke bare kunne få lov til at være sammen med ham, slå sig ned og leve livet med manden som hun elskede og holdt af! ”Du skal ikke kaste dig i striden mod hende for min skyld, Romeo..” bad hun stille. Det var da noget af det sidste som hun nogensinde ville ønske sig, for det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre!
At Romeo havde valgt at købe hende en gave, var noget som forundrede hende, også selvom det selvfølgelig var med en stor glæde, for hun elskede når han købte hende ting! Et sted så var det også noget som flyttede hendes fokus bare en smule fra det som egentlig hvilede i den meget nærliggende fremtid. Hun vendte blikket mod Romeo, idet at hun sad med det ellers så smukke halssmykke i sine næver. Det var jo lige før at hun slet ikke turde at tage om det i frygten for at det ville gå i stykker, for det var virkelig, virkelig yndigt! At hun ikke blev overskænket med gaver var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Det var det som gjorde dette langt mere specielt. Når han glædede hende i små stunder i stedet for hele tiden. Hun lagde sig roligt ind til ham, som han satte sig helt tæt på hende. ”Det er virkelig.. yndigt, Romeo.. Vil du hjælpe mig med at få det på?” Hun rettede sig en anelse op, idet at hun vendte blikket stille mod ham og med den samme rolige mine som tidligere. Hun sendte ham et varmt smil. Igen havde han gjort hende blød i knæene, endda også som warlock. Hun lod smykket roligt falde i hans hånd, idet at hun flyttede det lange og mørke hår fra hendes skuldre og nakke, så det ville være langt nemmere at komme til. Det var virkelig det smukkeste smykke som hun længe havde set!