Our last night... together?

[romeo]

At Lexie blev kørt ned, fordi Malisha ikke fandt hende værdig, var noget som Romeo godt kunne forstå, for den kvinde var virkelig også umulig at stille tilfreds. Hvorfor Malisha var så meget imod Lexies ophold her, forstod han virkelig ikke, for hun havde vundet på ærlig og redelig vis! Hun havde dræbt sin modstander, hvor han gik ud fra at det var første gang at hun i det hele taget havde dræbt en person i hele sit liv, hvilket var en stor ting, og at Malisha ikke kunne se Lexies potentiale var noget som frustrerede Romeo, for hun var virkelig lærenem, måske hun fejlede af og til, men så var det jo bare at prøve igen. Han vidste godt at der ikke var plads til fejl, for det var da hvad han fik kastet i hovedet, når han endelig trænede med Konstantin eller én af de andre ældre warlocks. Men når han trænede Lexie, så trænede han hende som han plejede, for hun fik det bedre ind på den måde. At hun ikke ville have at han kastede sig i strid mod Malisha for hendes skyld, var han faktisk lidt ligeglad med, for Malisha var ham virkelig en torn i øjet og han fandt sig virkelig ikke i hendes opførsel, og hun kaldte sig for en leder? Hvilken god leder kastede sine krigere direkte i døden? ”Jeg gør det ikke for din skyld, men for min egen,” svarede han lettere spidst. Fordi Malisha lagde sig ud med Lexie, lagde hun sig også ud med ham, for det var trods alt hans kæreste som der var tale om! Han vidste godt at Malisha mente at han kunne finde en som var langt mere passende for ham, og man skulle tro at Malisha nærmest legede Kirsten giftekniv, for hun havde allerede vist ham nogle af de dygtige kvindelige warlocks, selvom han slet ikke havde et godt øje til nogen af dem, for der var ingen der kunne måle sig med Lexie!
At smykket flyttede Lexies fokus, var noget som Romeo godt lagde mærke til og det var noget som også måtte glæde ham, for han gad ikke at hun skulle ligge og være helt trist over Malisha, for han skulle nok tage en snak med hans ’kære’ kusine. Han betragtede hende blot, som hun sad og kiggede på guldsmykket han havde givet hende. Det gode ved at være lederens familie var de små frynsegoder der fulgte med, for han havde faktisk fået langt flere penge end han havde haft tidligere, selvom han ikke var typen der brugte penge, men han var faldet over smykket og når det alligevel var Malishas penge, så ville han da med glæde bruge dem på Lexie! Han trak på smilebåndet til hendes ord, at hun kunne lide det, glædede ham kun. Han nikkede ganske roligt og tog imod smykket, som han selv rettede sig en anelse op og satte sig tættere på hende, så han kom til at sidde bag hende, inden han lod smykket glide omkring hendes hals, hvor han satte det fast. Han skænkede hendes skulder et blidt kys, som han lod sine arme glide omkring hendes krop, så han kunne trykke hende ind til sig. ”Du er smuk,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, som han holdt hende tæt ind til sig uden at slippe hende det mindste. Han skænkede hendes kind et kærligt kys, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes.

[Deleted]

Det gjorde virkelig ondt på Lexie at blive overrumplet på den måde, for hun gjorde det virkelig så godt som hun nu var i stand til at gøre det, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i forvejen! Hun kunne virkelig ikke se hvad hun havde gjort imod Malisha, for hun havde vundet kampen på ærlig vis, hun var vel også god nok til Romeo? Han var da en voksen mand som burde tage sine egne beslutninger og det samme kunne hun i den grad også! Det var heller ikke fordi at det var mere end det! Hun vendte blikket mod ham. Det gjorde hende nedtrygt, hun følte ikke at hun kunne gøre noget som helst rigtigt og det var noget som virkelig gjorde ondt. Frygtelig, frygtelig ondt endda. Hun vendte blikket stille op mod ham. At han gjorde det for hendes skyld i stedet for alt det andet, var noget som varmede hende, for hun vidste at han hellere end gerne ville beskytte hende og det var en tanke som virkelig gjorde at hun følte at hun kunne falde til ro, slappe af og så alligevel vide at hun ville have det godt. ”Jeg vil bare ikke have at du kommer til skade..” hviskede hun med en dæmpet og ikke mindst med en meget forsigtig stemme. Det var faktisk sandt. Hun kunne ganske enkelt ikke fordrage den tanke alene, for den var virkelig forfærdelig som den var i forvejen! Hun vendte blikket forsigtigt mod ham. Hun måtte vel egentlig bare tage af sted? Og så håbe at det hele nok skulle gå, om det ville det selvfølgelig, for hun stod jo trods alt også som lederens datter, hvis man ikke så helt bort fra fakta.
At Romeo havde valgt at skænke hende et smykke var noget som virkelig tog hendes fokus fra det som virkelig måtte genere hende. Det var en glæde uden lige, for hun elskede virkelig at få gaver, også fordi at det var noget som skete så sjældent. At der var visse frynsegoder ved at være beslægtet med lederen var noget som ikke kom helt bag på hende, men det var jo så også det, men der var nu heller ikke noget at gøre ved det. Hun vendte blikket stille mod sine ben, idet hun førte håret væk fra nakken, så han kunne få kæden på hende. Kæden var kold da den blev lagt om hendes hals, også selvom hun stolede på at han ville give hende den på og ikke noget andet. At han lagde armene om hende i stedet for, var noget som kun måtte få hende til at smile, hvor hun roligt vendte blikket mod ham i stedet for, idet han skænkede hendes skulder et kys. Han var virkelig omsorgsfuld overfor hende og det var noget som hun virkelig godt kunne lide! Hun lod sig mere end glædeligt blive trykket ind til ham og ind i hans favn igen. Den eneste favn som hun nogensinde havde fundet denne form for ro i, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, for hun havde virkelig været igennem så meget. Hun lagde hovedet mod hans skulder, så hun selv kunne gengælde kysset mod hans kind. ”Jeg elsker dig, Romeo,” hviskede hun roligt som hun lagde hænderne roligt over hans, så hun også havde noget at holde fast i. Måske at hun ikke var så gammel igen, men hun var mere end villig til at gøre helt præcist hvad de krævede af hende for at blive sammen med Romeo! Hun ville aldrig i livet miste ham!

[romeo]

Romeo fandt bestemt ikke Malishas behandling af Lexie fair eller retfærdig på nogen måde! Malisha ønskede sig de stærkeste warlocks? Jamen Lexie havde været forberedt på at gå i døden, hun havde været forberedt på at miste alt, hun var stillet op til Malishas dumme test og hun havde vundet over sin modstander, på ærlig og redelig vis! At Malisha så ikke kunne se noget potentiale i Lexie, var noget som virkelig måtte irritere ham! Lexie var faktisk utrolig lærenem, hun fejlede måske af og til, men så prøvede hun igen og så lykkedes det hende også, derefter trænede hun ikke i særlig lang tid før hun var i stand til at mestre teknikken. Det var sådan det var sket da de havde trænet de fire elementer, et basis område som var godt at have i baghånden og Lexie var utrolig dygtig til at bruge alle fire! Hun var måske ikke den bedste og stærkeste warlock, men hun var bestemt heller ikke særlig gammel! Det var jo klart at hun ikke ville kunne gøre noget imod en modstander som Malisha, for hun var slet ikke lige så erfaren! Men det var de unge som skulle føre warlockerne videre efter at Malisha var gået bort, så hun var om hun ville det eller ej, nød til at lægge sin lid i de som klarede testen. Han vendte roligt blikket mod Lexie ved hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Jeg tvivler på at Malisha vil gøre mig noget. Ellers havde hun jo nok ikke fået mig til at blive en del af mørket,” påpegede han tænkende. Hvad Malishas planer var med ham anede han virkelig ikke! Det måtte et sted gå ham på, for.. han tvivlede ærligtalt på at hun bare ville have ham på sin side fordi at de var i familie, for de havde ikke set hinanden særlig meget da han havde været lille og de var vokset op fuldstændig væk fra hinanden. Så hun havde vel planer i baghovedet for ham?
At Romeo fik afledt Lexies tanker, var noget som måtte glæde ham, for han ønskede ikke at hun skulle sidde og være trist, når der var så meget andet de kunne glæde sig over. Han skulle nok snakke med Malisha, så det var ikke engang sikkert at hun skulle af sted, i så fald så skulle han nok tage med hende! Han passede på hende uanset hvor hun var henne! Andet tillod han bestemt ikke! Han vendte blikket mod hende, som han fik halskæden omkring hendes slanke hals, hvor et tilfreds smil gled over hans læber. Det var smukt og det klædte hende! Han lod hende læne sig tilbage og ind mod ham, hvor han tog imod hendes kys mod kinden, hvilket kun fik ham til at smile langt mere. ”Jeg elsker også dig,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone. Han tog roligt omkring hendes hænder, hvor han flettede sine ind i hendes bagfra, imens han trykkede hende godt ind til sig. Han vendte roligt blikket ned af hende, hvor hans blik faldt på halssmykket som han havde givet hende. Han kom sjældent med gaver til hende, men det gjorde det vel også langt mere specielt, når han så endelig gjorde? Det beviste da i hvert fald at han tænkte på hende.

[Deleted]

Lexie ønskede bestemt heller ikke at stå i vejen for Malisha, men bare.. vise at hun var lige så værdig som alle andre. Hun havde stadig skræmmende meget som hun skulle til at lære også med henblik på magi og hun havde den bedste lærermester som man overhovedet kunne tænke sig til, men det var åbenbart ikke godt nok? Det var ikke en undskyldning at være ung og uerfaren? Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde bedt om det liv som hun havde haft, men igen, hvis det ikke var fordi at hun havde haft det, så havde hun vel heller ikke kunne ligge her med Romeo den dag i dag? Hun havde kæmpet for sit liv i Arenaen og hun havde slået sin modstander på ærligt vis! Hun havde sat livet på spil, kun for at følge Romeo i mørket, for det ville bestemt ikke komme på tale, at skulle miste ham til mørket og selv forblive i lyset! Hun havde bogstavelig talt ingen andre at søge til og den ensomhed var noget som faktisk måtte skræmme hende og nu var det kun det som Malisha tilbød hende? Det var noget som virkelig gjorde hende trist, også selvom Romeo klart også måtte være den bedste trøst for hende på alle tænkelige måder overhovedet, for det var virkelig noget som gjorde hende rigtig, rigtig glad! ”M-måske at hun har en plan med dig, Romeo, men..” Hun rystede stille på hovedet. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme galt af sted, hvis der var muligheder hvorpå at man faktisk kunne undgå det, ofr det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. han var noget særligt for hende, han var virkelig hendes et og alt, og selvfølgelig var det ikke noget som hun ønskede at miste! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun hævede hånden og strøg den roligt over hans kind. ”Det sidste jeg ønsker at have på samvittigheden, er at du er kommet til skade,” påpegede hun med en ganske dæmpet stemme. Et sted trådte hendes gamle magiker måske tydeligt i karakter nu, men.. hun elskede ham jo.
Romeo havde virkelig formået at fjerne hendes fokus fra det oprindelige problem. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var noget som faktisk glædet hende og på frygtelig mange måder, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Smykket var det smukkeste som hun nogensinde havde ejet foruden hans hjerte, og det var noget som hun selvfølgelig ville passe frygtelig godt på! At sidde i hans favn, var noget som altid kunne få hende gjort så frygtelig rolig, for det var virkelig noget af det bedste af det hele! Hun lukkede øjnene ganske stille, som han tog omkring hendes hænder og sammenflettede deres fingre, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved tanken. Var dette noget af det som hun nu skulle gå hen og miste? Hun lagde hovedet stille mod hans skulder og vendte sig mod ham. Hun skænkede hans kind et roligt og blidt kys. ”Virkelig, virkelig højt,” sagde hun dæmpet mod hans øre. Hun ville da aldrig nogensinde kunne undvære ham for noget som helst i hendes liv, det var helt sikkert! Hun trak vejret dybt og lagde sig roligt til rette. ”V-ville du snakke med Malisha.. om det? At.. at tage med?” spurgte hun stille. I sig selv, så vidste hun allerede, at han aldrig nogensinde ville få lov, men man kunne vel håbe?

[romeo]

Det eneste der betød noget for Romeo, var Lexies sikkerhed og velbefindende. Kom hun i fare, så ville han være der for at redde hende som han havde gjort hver gang, da hun var blevet angrebet af vampyren og da Konstantin var kommet, selvom.. han havde jo nok ikke ligefrem reddet hende men mere trukket hende med sig ned i sølet, hvilket han faktisk var ked af. Han ønskede ikke dette liv for hende, så måske det var fint hvis hun tog til Procias? Hun kunne opsøge nogle magiker, måske de kongelige og ønske at blive konverteret tilbage til lyset, folk kendte hende jo, for hun var trods alt lederens datter, så kunne bo i Procias hvor han vidste at hun ville være i sikkerhed, for den største trussel lige nu var Malisha. Han ville hellere leve adskilt fra hende så han vidste at hun var i sikkerhed, end at leve sammen med hende hvor de konstant var i fare, for nu boede de i Dvasias, mørkets land, her hvor vampyrerne også holdt til. Et sted havde han intet imod at støtte Malisha i at warlockerne lå over vampyrerne, for når det kom til stykket så hadede han virkelig vampyrer! Han var vampyrjæger, de havde været ham en torn i øjet fra han havde været lille, specielt efter overfaldet på Lexie, så det at han boede her i Dvasias, gjorde at han måske kunne finde den vampyr og gøre det af med ham, for han havde set at han havde ramt vampyren med lynet, men han havde ikke set ham død, desuden så vidste han at vampyren allerede var warlock, så hvis han var i live, så måtte han vel også have gået igennem testen? Og så måtte der vel også ligge en fil om den vampyr? Måske han var blevet dræbt i kamp, men så burde det vel stå der? Så han skulle bare finde vampyrens fil og så ville han kunne opsøge ham og gøre det af med ham én gang for alle. Han vendte blikket mod Lexie. ”Du skal ikke have mig på samvittigheden. Jeg klarer mig,” svarede han kortfattet og med en lettere kølig undertone. Mørket havde sine kløer dybt i ham, hvilket også kom langt mere til udtryk i hverdagen, for han var ikke længere den samme gamle magiker der var god og venlig, nej han var respektløs overfor de som ikke vandt hans respekt, han var kold overfor de fleste og han var blevet langt mere rapkæftet end hvad han nogensinde havde været. Mørket var fristende og han havde faktisk ikke lyst til at slippe det, for det havde faktisk bragt ham en masse styrke, styrke nok til at han kunne gå normalt, hvorfor skulle han give slip på det? Han strøg ganske let hendes hår væk fra hendes ene skulder, så han kunne skænke hendes nøgne skulder et blidt kys. ”Mh.. jeg skal nok snakke med hende,” mumlede han roligt og lettere fraværende, som han var begyndt at skænke hendes skulder en række af lidenskabelige kys, som han fortsatte op ad hendes slanke hals. ”Men glem hende nu. Hun får ikke lov til at krumme så meget som et hår på dit hoved,” hviskede han roligt, som han trak hende med sig ned at ligge i sengen, hvor han lagde sig over hende og skænkede hendes læber et dybt og intenst kys. Nu ville han bare nyde tiden med hende, når han nu havde hende, for de skulle alligevel snart op og han var alligevel ikke længere træt.

[Deleted]

Noget af det sidste som Lexie ønskede, var at blive skilt fra Romeo! Alene tanken om at hun skulle tage alene til Procias, også fordi at hun var sikker på at de ikke ville slå hende ihjel. Hun var jo trods alt lederens datter og det var det som hun var mest bange for; At det ville skille hende permanent fra ham, for det var slet ikke noget som hun ønskede! Hun sukkede stille og vendte blikket stille mod ham. Hun var gået med ham til mørket, også for at vise at det var ham som hun ønskede at være sammen med, så det var vel heller ikke noget som man kunne være i tvivl om i det store og hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for hun elskede ham virkelig og det kunne hun jo ikke vise for ham eller andre hvis hun sad fanget i Procias og han var her! Hun puttede sig en anelse mere ind til ham. Hun var allerede sikker på at Malisha måtte nægte at tage med, hvilket var noget som gjorde det hele så mange gange værre, for hun ønskede bare at være sammen med den mand som hun elskede og holdt af, det kunne da heller ikke være så svært at forstå? Hun vendte blikket mod ham. Han var langt mere kold end det som hun brød sig om, men igen, så havde mørket jo trods alt også fast i ham, hvilket hun var klar over, og det var noget som hun bare måtte tage med. Hun vidste godt at det ikke ville hjælpe hende det mindste at bringe noget som helst op til diskussion, så det undlod hun hellere end gerne, men hun havde ham allerede på samvittigheden, for hun vidste godt, at han slet ikke havde ønsket hende i mørket i udgangspunktet og alligevel så stod hun her for øjeblikket og hun agtet så sandelig også at blive! Hun blev jo kun bedre og bedre til det som tiderne måtte gå og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at blive straffet for! Hun gjorde det da for pokker så godt som hun nu kunne! Men der var tydeligvis ingen som kunne se det! Og det frustrerede hende virkelig! Hans strøg over hendes hår og kysset mod hendes skuldre, var noget som også måtte fange hendes fokus igen og bringe hende lidt væk fra det som oprindeligt måtte plage hende, hvilket hun selvfølgelig var rigtig, rigtig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sukkede denne gang af behag, for det var rart når han gjorde det ved hende. Hvilket også fjernede mange af de spor af de mange andre som ellers havde været så tæt på hende, selvom han jo trods alt kendte til det, for hun holdt ikke hemmeligheder for ham. Det var noget af det sidste som hun ønskede sig! Hun elskede ham og overfor den som man måtte elske, så var man også ærlig! Der var ikke noget andet at sige til dette! Hun satte sig tættere ind til ham og nikkede så igen. At komme ned at ligge sammen med ham, havde hun bestemt heller ikke noget imod, hvor hun bare vendte blikket mod ham. ”Du har altid været så god ved mig,” sagde hun roligt. Måske at hendes tonefald var blevet langt mere.. følelsesløst, men det var nu heller ikke noget som man skulle tage fejl af, for det kunne ændre sig. Hun havde selv taget meget af mørket til sig i form af vrede, foragt og ikke mindst mangel på tålmodighed. Hun besvarede mere end glædeligt hans kys, hvor hun glædeligt lod ham komme så tæt på, som det han overhovedet lystede det, for han kunne virkelig ikke komme tæt nok på hende! Specielt ikke hvis dette var en sidste gang, at hun skulle have lov til at være sammen med ham.

[romeo]

At Lexie lod det ligge, var noget som Romeo måtte prise, for han gad virkelig ikke til at skulle diskutere det med hende, måske hun var bekymret for hende, men det var han jo også for hende, hvilket var grunden til at han ville snakke med Malisha. Han var ikke bange for den kvinde, som så mange andre var, men det var vel også fordi at han stolede på hende af personlige grunde? Og måske af de forkerte grunde. Han ville dog tage en snak med hende, for han vidste godt – alle vidste – at hun ville af med Lexie, og at hun havde ønsket hende væk fra Mørkets Cirkel siden hun kom til, og det var noget som virkelig måtte irritere ham, for han fandt sig virkelig ikke i det! Det var trods alt hans kæreste som der var tale om! Han ville naturligvis gøre alt for at hun var i sikkerhed! Måske at mørket havde fanget ham dybt, og hun måske ikke var så ond og mørk som en fuldblodswarlock, men det var også det som han nød ved hende, det var det som holdt ham fra at falde direkte i mørket og lade det absorbere ham helt, for noget af lyset var stadig i ham; takket være hende. Han gad dog ikke bryde sit lille hoved med tanker om at hun skulle af sted og om Malisha, for i hans lille verden lå det fjernt, nu ville han bare nyde tiden med hende, for det var jo faktisk lang tid siden, de havde ikke kunne nyde hinanden ordentligt nok siden de var kommet hertil, fordi de havde kørt så hårdt på dem begge. Men i øjeblikket ville han nyde hende! At hun fulgte ham med ned at ligge og ikke gjorde det mindste modstand bekræftede også kun at hun ønskede at mærke ham og have ham tæt på, hvilket var et ønske han fint kunne opfylde for hende, for det var bestemt også gengældt! Han trak roligt hovedet til sig og derved også brød kysset, imens et muntert og dog koldt smil gled over hans læber. ”Og det bliver jeg ved med,” forsikrede han hende. Han ville ikke være ond mod hende, uanset hvor mørk han så end var, for han elskede hende og hun betød virkelig alt for ham! Han begyndte at skænke hendes hals en række blide kys, hvor han lod hånden søge ned over hendes natkjole. Hånden stoppede ved hendes nøgne lår, som han strøg ganske blidt og lettere kælent. De havde faktisk aldrig trukket den længere, for de havde jo altid været så.. forsigtige, hvor det var blevet ham langt lettere at smide hæmningerne nu hvor mørket havde opslugt ham, for det lå nærmest mere naturligt til ham at være ligeglad og gøre det som han ønskede. Desuden, så ønskede han at mærke hende, bekræfte hende, så hun ikke glemte at han elskede hende, for han elskede hende af hele sit hjerte og højere endnu! Desuden så havde han ikke haft så meget tid til hende på det sidste, hvilket han var ked af, så han ville gerne gøre det godt igen. Han strøg roligt hånden op ad hendes lår, som han trak natkjolen med sig, så hendes ben og noget af hendes underliv blev blottet, skønt hendes intime sted var dækket af hendes trusser. Han kyssede hende fra halsen og ned mod kravebenet, inden han trak hovedet til sig, for at møde hendes læber i et dybt, intenst og ikke mindst krævende kys.

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig ikke at køre rundt i det, for hun vidste udmærket også godt, at det ikke var noget som ville forandre noget som helst for hendes vedkommende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun var virkelig bekymret og ikke mindst bange for at det ville være sidste gang at hun ville være sammen med ham, mærke ham tæt på, skænke ham disse kærtegn og vise ham at det var ham som hun elskede og at han også ville være den eneste rette for hende, for hun kunne virkelig ikke forestille sig et liv med andre ved hendes side! Der var virkelig kun ham! At lægge sig ned ved siden af ham og vide at han ville være der for hende, beskytte hende hvor alle andre fejlede, om det jo så var bevidst eller hvad det var, var jo bare sådan at det nu måtte være, hvilket var noget som hun var frygtelig ked af, for hun havde virkelig ikke gjort noget som helst imod Malisha! Hun gjorde hvad hun kunne for at tilpasse sig, også selvom hun måske var mere lys end det som Romeo var, så gjorde det vel heller ikke noget? Medmenneskelighed var jo aldrig en skidt ting, var det? Hun brød kysset ganske let, idet hun lod de mørke øjne falde mod hans skikkelse. Han passede på hende, også selvom hun vidste at denne Romeo som hun lå overfor i øjeblikket var en ganske anden end den som hun ellers ville være overfor på denne her måde, hvilket nu i det store og hele heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Hun elskede manden og det var noget som hun håbede at han aldrig nogensinde ville glemme!
At trække den videre, var aldrig nogensinde noget som de havde gjort. Lexie respekterede Romeo som omvendt, så det var noget som de nok skulle finde ud af før eller siden, så meget var hun dog allerede klar over. Hånden nedover hendes krop og ned mod hendes lår, var noget som tydeligt fik hende til at sitre og sammen med kyssene mod halsen som hun mere end villigt lod blotte for ham, som havde hun allerede været i en form for ekstase, så var det noget som gjorde det hele langt bedre også for hendes vedkommende. Hun sukkede dæmpet som hun glippede let med øjnene og vendte blikket roligt mod ham igen. Hun sendte ham et varmt smil. ”Godt,” hviskede hun roligt, hvor hun lod hånden stryge let over hans kind. Som hånden fortsatte op over låret, så smilede hun bare til ham. Han måtte godt. Han var så sandelig også den eneste som måtte komme hende så tæt på som dette, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt, for hun kunne ikke have at folk kom hende alt for tæt på! Ganske roligt så slangede hun sig ned ved siden af Romeo, blot for at lade læberne møde ham i det krævende og intense kys som hun besvarede selv med den største glæde. Benene bøjede hun ganske let, også for at lade ham komme til og derved også give ham tilladelsen til at komme ordentligt og tæt ind på hende. Hun ønskede selv at mærke ham, også hvis dette skulle vise sig at blive den eneste og sidste gang, at den mulighed for alvor skulle vise sig for dem.

[romeo]

Romeo vidste godt at han var forandret, selvom at han virkelig ikke tog sig af det, for det var han.. ligeglad med. Han var blevet en nyere mand og som han selv mente; en stærkere mand. Det eneste som faktisk ikke havde forandret sig ved ham, var hans følelser for Lexie, for hun var den eneste der havde stadig kunne påvirke ham på nogen måde. Malisha fulgte han blot fordi at Lexie var her, men så snart hun var væk, hvorfor skulle han så gøre hvad den dumme kvinde sagde? Han måtte dog indrømme at hans kære kusine var utrolig god til at tale, hun var god til at virke inspirerende, hun var engageret og hun var motiverende, så han havde faktisk intet imod at følge hende, selvom det eneste han krævede var at han fik lov til at beholde Lexie og når han ikke kunne det, ved at Malisha sendte ham væk, så blev han virkelig vred! Uden Lexie gad han da slet ikke at være her, da slet ikke når han vidste at Malisha med vilje satte Lexie ind i Procias, for at få hende dræbt! Den kvinde var og blev vanvittig! Men han skulle nok tale med hende, og han var virkelig ligeglad med hvad hun sagde, for enten tog han med hende eller også måtte Lexie blive her, det var sådan set op til Malisha selv! Han frygtede virkelig ikke sin kusine, og han ville ikke have det mindste imod at stille sig op imod hende, for hun kunne da bare dræbe ham, men så var han ikke længere end del af hendes planer, om hun så spærrede ham inde, så ville hun ikke vinde hans respekt! Hun ville kun gøre ham langt mere destruktiv og arrig, så det var sådan set hendes valg!
Roligt lod Romeo sin hånd stryge hendes mørke lokker væk fra hendes smukke ansigt, hvor et let smil gled over hans læber, imens de kolde og mørkebrune øjne faldt til hendes egne mørke. Han lod let sin ene pegefinger følge hendes kæbelinje, og hele vejen ned til hagen blot for at stryge den hele vejen op igen. Han lod kort hovedet søge på sned, som han betragtede hende med en næsten tænkende mine. ”Jeg elsker dig Lexie,” sagde han i en lettere alvorlig tone, selvom den dog var ærlig, for han mente det! Måske han var blevet kold med mørket og en masse andre ting, men hans følelser for hende var ikke ændret det mindste, hun var grunden til at han ikke var blevet decideret ond endnu. ”Og du er min for evigt,” hviskede han lokkende mod hendes ene øre, et sted også for at bekræfte for hende at han ikke ønskede at der skete hende noget, at han var der for at beskytte hende, for andet tillod han virkelig ikke! At hun bøjede benene for ham, gjorde kun at han bedre kunne kærtegne hendes nøgne lår, som natkjolen var blevet trukket ned til hendes lysk, så man næsten lige kunne ane hendes trusser indenunder, skønt hans blik var fanget til hendes eget. Han elskede hende højere end livet selv, og hun var værd at kæmpe for! Det skulle han også nok bevise overfor Malisha! Han skænkede hendes mundvig et blidt kys, hvor hans øjne gled halvt i, inden han skænkede hendes kæbe et kys, for blot at fortsætte ned langs hendes hals og ned mod hendes kraveben, imens hans hånd fortsatte sine blide masserende bevægelser mod hendes bløde lår. Han være hende så tæt og ligge og bekræfte hende, var noget som han faktisk nød!

[Deleted]

Lexie vidste godt at Romeo stadig elskede hende og holdt af hende, for ellers ville han da slet ikke være sådan her overfor hende, som det han var allerede. Ikke fordi at et var noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun kunne ikke uden ham! Hun havde risikeret sit liv for at følge Romeo i mørket, så et sted så var det vel også en bekræftelse for ham? At hun virkelig ønskede at være sammen med ham, nu hvor hun faktisk havde hele familien i Procias? At Malisha så ville sende hende dertil, kun for at komme af med hende, var selvfølgelig noget som skar hende i hjertet. Det var ikke fordi at hun havde noget imod at blive sendt på en opgave på denne her måde, men at det var gjort udelukkende for at få hende skilt fra Romeo, så var det noget som i den grad også måtte gøre ondt på hende, for hun elskede virkelig den mand og det var ham som hun virkelig ønskede at være i nærheden af! Hun trænede hårdt og hårdere end det som hun havde gjort nogensinde før, også mest for at få Malishas accept, selvom det bare ikke så ud til at virke! Uanset hvad hun gjorde, så var det bare ikke godt nok, og det var noget som virkelig gjorde hende direkte irriteret, for ikke at glemme, at det gjorde ondt. Selv på trods af mørket som havde søgt direkte i hendes ellers så lyse og skrøbelige sind, så var hun stadig skrøbelig i det indre – en side af hende som kun Romeo kendte til.
At Romeo valgte at trække den længere og længere, var noget som kun måtte drive Lexies tanker langt og længere væk fra det oprindelige problem og lod hende koncentrere sig omkring det som skete i nuet. Hans mange kærtegn og hans kys var noget som fik det til at sitre i hende og som hun slet ikke kunne skjule det, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Hun lukkede øjnene som hun slap et let suk, hvor hun selv måtte smile ved hans ord. ”Jeg elsker virkelig også dig, Romeo..” Han var virkelig den eneste som hun ønskede at give sig fuldkommen hen til og det var uden det mindste tøven på nogen som helst måde overhovedet. Blikket vendte hun roligt i retningen af ham endnu en gang som han fortsatte sine kærtegn over hendes lår, hvor hun selv ikke havde det mindste imod at skulle ligge under ham, blottet eller ej, selvom.. det et sted også var grænseoverskridende for hendes vedkommende, for det var slet ikke noget som hun var vant til! Hun stolede på Romeo. Han havde aldrig nogensinde givet hende en grund til noget andet, så det var heller ikke noget som sagde så lidt på nogen måde. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun lod hånden stryge mod hans kind og fulgte let den skæggede kæbe og med det samme stille smil. Hun kyssede ham roligt igen og med den samme lidenskab som tidligere, for hun nød virkelig at have ham så tæt på! ”Jeg er ingen andens… Kun din,” endte hun roligt og med et stille smil på læben. Hun lagde hovedet stille ned i sengen, hvor hun blot lod ham fortsætte. Hun var fanget i en ren ekstase!

[romeo]

Romeo ønskede ikke at ligge og tænke på Malisha og alle de problemer som den kvinde gav dem, for han skulle nok tage en snak med Malisha og om hun ville det eller ej, så var det hos Lexie at hans hjerte måtte ligge. Hun var måske ikke den warlock man kunne være mest stolt af, men det ændrede ikke på det faktum at han ikke kunne bryde båndet til hende, for hans hjerte havde stadig valgt hende, hans krop, sind og hjerte havde ikke glemt at det var Lexie som fyldte mest i ham, på trods at mørket gjorde ham så kold og kynisk. Det var hende som han ville være sammen med og det måtte Malisha lære at acceptere, selvom han vidste at den kvinde langt hellere så ham sammen med nogle af de andre warlocktøser som var her på stedet, men ingen af dem kunne måle sig med Lexie, ingen af dem kunne fange ham på samme måde! Det var Lexie han ønskede at mærke, det var hendes kærtegn og kys han manglede og ingen anden! Det var hos hende at hans hjerte måtte ligge, hvilket det for evigt ville gøre! I øjeblikket ville han bare ligge og nyde hende, for det var måske sidste gang at han ville komme til at holde om hende denne nat. Og der var stadig mange timer til at de skulle op igen, så de kunne selv nå at få lidt søvn inden. At aflede hendes tanker fra Malisha, var noget som han godt kunne mærke at han havde fået gjort, selvom han heller ikke tillod andet! For han ville bestemt ikke have at hun lå og tænkte på Malisha, når hun burde tænke på ham! Han havde givet hende en flot halskæde, som virkelig klædte hende, og nu ville han blot ligge og bekræfte hende, lade hende vide at hun endnu havde en stor betydning for ham og at han elskede hende, for andet måtte hun virkelig ikke tro! At hun kun var hans og ingen andens, var noget som naturligvis måtte glæde ham, selvom han heller ikke havde regnet med andet, for han stolede faktisk mere end hundred procent på hende, hun havde hans fulde loyalitet og tillid, for hun havde aldrig svigtet ham endnu, men altid stået der for ham, så hvorfor skulle der blive lavet om på det? Han fortsatte med at plante en række intense og pirrende kys mod hendes slanke hans og ned over hendes ene skulder, imens han lod hånden glide fra hendes lår og op under kjolen, hvor han lagde sin varme hånd mod hendes varme og tynde maveskind, som han begyndte at nusse ganske let. Han nød at mærke hende, vide at alt det som lå under ham tilhørte ham og kun ham! At vide at han havde eneret til alt det som var gemt under natkjolen, var noget som efterlod ham med en mindre form for tryghed, for det var netop her hans trygge base var; hos hende. Han vidste godt at de aldrig havde trukket den længere end kys og omfavnelser, men én gang skulle vel være den første? Et sted så havde han jo også holdt igen, fordi han vidste hvilken fortid hun havde, hun var blevet misbrugt af vampyrer, så han ønskede ikke at presse sig på eller virke anmassende, men hellere tage det i hendes tempo. Han ønskede trods alt ikke at gøre noget som ville bringe hende ubehag.

[Deleted]

Romeo havde virkelig formået at trække Lexies tanker i helt andre retninger, så selvfølgelig var det også noget som hun virkelig kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for. ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule som sådan, for det kunne hun virkelig ikke. Hun elskede ham og bare den tanke at vide, at det måske var sidste gang at hun kunne ligge i hans favn, skænke ham de store ord, sine kys og sine kærtegn, var selvfølgelig noget som gjorde ondt, men det var nu heller ikke noget som hun ønskede at vise ham, for det var der ingen verdens grund til i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At Malisha ikke så på hende som værdig, var noget som gjorde ondt, men noget som hun faktisk respekterede, om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved når alt endelig måtte komme til alt. Hun lukkede øjnene ganske let og lagde sig tæt ind til Romeo. De havde måske aldrig nogensinde trukket den videre, men de havde heller ikke travlt. Selvom hun mere end glædeligt ville ønske at Romeo kunne markere på hende at det var hans, vise hende at han virkelig ønskede hende, at det kun var hende som havde tilgang til hans hjerte, også selvom hun slet ikke var i tvivl. De havde aldrig nogensinde svigtet hinanden og selvfølgelig var det også noget som betød ekstremt meget for hende. Hun kunne ikke undvære ham og den tanke at skulle miste ham til en anden, var hende direkte dræbende på alle tænkelige måder og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen måde!
Romeo var Lexies trygge base. Det var ham som gjorde hende rolig, det var ham som gjorde hende tryg og det var ham som passede på hende og holdt hende sikker og det var også ham som hun elskede, så han var virkelig det hele på en gang for hendes vedkommende! Hans strøg over hendes lår og op under kjolen var noget som satte hendes hjerte til at hamre mere mod hendes bryst, også selvom hun stolede mere end blindt på ham! Hun ville uden tøven lægge sit liv i hans hænder og så vide at han ville gøre sit for at passe på hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun spændte tydeligt, også fordi at det slet ikke var en ting som hun var vant til. Strøgene mod hendes mave, var noget som tydeligt måtte få hende til at trække maven sammen, for det var virkelig, virkelig behageligt! Hun slappede mere af som tiden gik. Det var mange ting som hun pludselig skulle vænne sig til og det var heller ikke fordi at hun havde været tæt på nogen og faktisk været i stand til at nyde det. Det var dog ikke en frygt som han skulle kende til. At den var der var mere end nok for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun sukkede dæmpet, trak vejret dybt og lagde hovedet roligt ned i sengen, hvor hun bare lod ham komme til. Næsten automatisk endte benene en anelse mere spredte. Hun slappede af og selv brændt inde med det ønske om at give sig fuldkommen hen til ham!

[romeo]

Det eneste som faktisk betød noget for Romeo var Lexie, hun var den eneste som gjorde at han stadig havde lidt forbindelse til sit gamle jeg og så han ikke var helt opgivet til mørket, og det var vel noget som Malisha vidste? Han kunne ikke give sig fuldstændig hen til mørket så længe han havde Lexie, for hun var virkelig hans lys i mørket, det havde hun jo altid været! Desuden så havde hun selv valgt mørkets sti for hans skyld, selvom hendes hjem faktisk havde været i Procias, så det var naturligvis også en ting der måtte betyde alverdens for ham! Han skulle nok snakke med Malisha, om han så selv skulle tage med hende til Procias! Fandt folk ud af at hun var en del af mørket, ville de nok prøve at hjælpe hende, eftersom de fleste kendte hende som Magikernes leders datter, så mon ikke de ville forsøge at gøre hende god igen, i stedet for at dræbe hende? Problemet var jo så bare at Malisha fik sin vilje uanset hvad, for Lexie ville derfor blive skilt fra ham og så havde han ikke længere sit lys i mørket, så et sted var det en win win situation for Malisha uanset hvad der skete, medmindre Lexie kunne holde lav profil og faktisk gennemføre missionen, men der ville vel gå lang tid før han ville se hende igen? Hvis han ikke fik det stoppet? Og hvem sagde at han ikke fik givet sig hen til mørket inden da? Det efterlod ham med en mindre knude i sit indre, selvom han agtede at tale med Malisha, for hun måtte simpelthen låse ham inde, hvis hun ikke ville have at han tog med! Han nægtede at miste det eneste som han faktisk holdt af i denne verden, for nu hvor mørket havde samlet sig i hans indre, så var alt mere eller mindre blevet ligegyldigt for ham, foruden Lexie, hun var virkelig den person der stod med hans hjerte, den eneste der var kommet så godt ind til ham og han vidste godt at hun ikke var den perfekte warlock, men ingen af de andre kvinder her i Dvasias eller her i den mørke cirkel, kunne leve op til hans forventninger, for de var ikke Lexie!
De havde aldrig trukket den videre, fordi Romeo vidste at hun var blevet misbrugt tidligere, så han havde naturligvis vist hensyn og respekt for hendes fortid som han vidste plagede hende. Desuden var det jo egentlig også forholdsvist nyt at de havde fundet sammen som et par, hvor han havde haft travlt med genoptræningen, han havde jo ikke kunnet komme udenfor en dør, og da han så endelig kunne, skulle alt gå galt igen, for der var Konstantin dukket op og nu levede de livet i mørket. Et sted kunne han snart bedre lide det herovre på den mørke side, for på denne side var han stærk, på den anden var han handicappet, en krøbling, sådan følte han det i hvert fald. Han vendte roligt blikket mod hende, som han tydeligt kunne mærke at hendes krop spændte ved hans kærtegn og berøringer og hvorvidt hun nød det, var han faktisk i tvivl om. Han var måske blevet langt mere selvsikker og målbevidst om hvad han ville og hvad han ikke ville, men han tog stadig hensyn til hende, for han ønskede stadig ikke træde forkert. Han lod hånden søge op over hendes mave, men stoppede derfor også, hvor han kunne mærke at hun spredte benene en anelse for ham, så han også lå bedre. ”Skal jeg stoppe?” spurgte han i en hviskende og dog rolig tone, for han vidste ikke hvad hun selv ønskede, hvad hun selv tillod ham at gøre, han vidste jo faktisk slet ikke om hun havde nogen intentioner om at ville trække den videre med ham endnu, uanset hvad ville han respektere det. Han lænede sig ned og skænkede hendes mundvig et blidt kys, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes.

[Deleted]

Lexie havde virkelig opgivet det hele for at være sammen med Romeo og det var virkelig ikke noget som hun nogensinde havde fortrudt. At det jo så var det som holdt Romeo lidt i lyset var selvfølgelig noget som virkelig måtte glæde hende, for hun elskede ham virkelig! Hun havde kastet sig direkte ud i testen, hun havde gjort hvad der var krævet af hende og selv nu hvor mørket var en del af hende, så var det ligeså også ham som holdt lyset lidt i hende. Hun ønskede virkelig ikke at tage nogen steder hen uden ham, men det lød virkelig ikke til at Malisha havde været til at rokke med. Lige nu var det bare ikke det som hun ønskede at tænke på, for det var da slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. De ville nok ikke slå hende ihjel, men prøve at finde lyset tilbage i hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede, for alene den tanke om at skulle miste Romeo helt, var noget som hun slet ikke brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Den tanke alene, var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun ville gøre det så godt som det nu var hende muligt. Hun ville gøre sit bedste og så komme hjem til ham, selvom det ganske rigtigt ikke ville blive nemt på nogen som helst måde!
Det liv som Lexie havde haft, var noget som virkelig gjorde hende usikker omkring hele denne situation. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage fejl af. Han tog hensyn og selvfølgelig var det noget som glædet hende, for det gjorde også at hun var langt mere tro i hele denne situation. Nu hvor hun selv lystede at trække den det skridt videre, var selvfølgelig noget som virkelig måtte glæde hende mere end noget andet. Hans kærtegn var så blide og så rolige som intet andet, hvilket kun var noget som efterlod hende en lyst efter at skulle mærke mere. Hun ønskede virkelig at mærke ham tæt på og vide at det var hende som han elskede. Et sted vel også for at vise ham hvad hun kunne give ham. Opgaven hvilede jo stadig bag i hendes hoved og et sted så frygtede hun jo at hun ville miste ham mens hun var væk og det var bestemt heller ikke noget som hun ville! Hun ville blive direkte knust ved tanken om at skulle miste ham for alvor! Hun ville ikke kunne klare det uden ham! Hun lagde sig roligt ned i sengen og med blikket som hun roligt vendte mod ham. Et sted med begæret i blikket. Hun trak vejret dybt. ”Jeg vil have du skal fjerne de gamle spor, Romeo.. Ikke stoppe,” svarede hun stille og et sted så bedende. Kysset til hendes mundvig tog hun mere end glædeligt imod, hvor hun roligt sendte ham et muntert og næsten drillende smil. ”Jeg tror du ramte ved siden af..” Hun lagde sin pegefinger roligt mod hendes læber og med blikket hvilende på ham. Når han var omkring hende så var hun som den gamle Lexie som havde hun været en magiker endnu, hvilket selvfølgelig slet ikke forholdt sig sådan. Hun var bare rolig og ikke mindst afslappet omkring ham og selvfølgelig var det noget som hun virkelig måtte glæde sig over!

[romeo]

At ligge her i sengen sammen med Lexie, var noget som Romeo nød. De havde ganske vidst aldrig trukket den videre, men han havde også respekteret hendes fortid, plus han jo havde været lam i benene og havde været i gang med genoptræningen, så han havde ikke rigtig fundet tid til at ligge og putte i sengen, nej han havde været optaget af at gennemføre genoptræningen, selvom han slet ikke havde behov for at tænke på det mere, for mørket havde healet ham, det havde gjort ham hel, så selvfølgelig var det fristende at blive her, man kunne være så meget mere fri, så meget mere ligeglad, alt var jo nærmest.. perfekt! Foruden det at Malisha hele tiden prøvede at få Lexie væk fra ham, hvis ikke hun prøvede at præsentere ham for andre kvinder, så prøvede hun at skræmme Lexie væk og det måtte direkte irritere ham! Han ville bare have fred og ro fra den kvinde! Lexie havde bestået testen som alle andre, så hun havde fortjent at blive her! Det var dog ikke noget som han ønskede at køre rundt i, for han ville bare ligge og nyde tiden med hende, specielt hvis det skulle vise sig at blive den sidste, selvom han klart ville tale med Malisha, og hørte hun ikke, så skulle han nok finde andre måder at få Lexie hjem på! Han ville ikke undvære hende, selvom han klart foretræk at hun blev i Procias, for der var hun i det mindste i sikkerhed, men.. det ville blive alt for tomt uden hende! Han ønskede at være sammen med hende, for han elskede hende trods alt. Han strøg hende blidt over kinden, uden at han tog de mørke øjne fra hende, da det var ham umuligt. Han elskede hende, han ønskede hende hos sig og ikke mindst ønskede han at mærke hende. Han ville dog ikke risikere at gøre noget forkert, hvilket var grunden til at han var så forsigtig. Et stille smil bredte sig roligt på hans læber. Hun ønskede at han skulle slette de gamle spor fra hendes fortid? Han strøg hende nænsomt over kinden, som han lagde sig tæt på hende, så han ordentligt kunne mærke at hun var der med ham. At hun direkte påpegede at han ramte forkert, var noget som måtte more ham, hvor han kun trak på smilebåndet. Han lænede sig roligt ned mod hende. ”Min fejl, prinsesse,” hviskede han morende, som han skænkede hendes læber et dybt og ikke mindst lidenskabeligt kys, for han nød virkelig at mærke hende på denne måde! Han strøg roligt hånden ned over hendes krop endnu engang, hvor han denne gang var mere sikker i sine bevægelser, for nu var han da sikker på at hun ønskede det samme som ham. Han førte hånden under hendes natkjole igen, hvor han roligt lod hånden søge op ad hendes krop, imens han trak kjolen med sig, for at blotlægge hende, så det kun var trusserne der gjorde at hun ikke var helt nøgen, ligesom det kun var underbukserne ved ham. Han trak roligt kjolen over hendes hoved, for at smide den ned på gulvet, hvor han placerede sig bedre mellem hendes ben. Han lod en hånd stryge hende ned over den nøgne overkrop, hvor han tydeligt kunne mærke de mange ar og bidemærker, hvilket måtte vække et afsky i ham, for han hadede virkelig vampyrer! Han vendte blikket mod hende og sendte hende et varmt smil – så godt han nu kunne. ”Du er smuk,” hviskede han kærligt mod hendes ene ører, inden han skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, som han blev liggende over hende. Han trak roligt dynen en anelse mere over dem, så de lå bedre skjult, hvis folk nu skulle finde på at afbryde dem.