After a full moon..

[pharrel123]

At få låst Annika fast til jorden havde ikke været det sværeste for Pharrels vedkommende, hvilket kun gjorde at kampen ikke blev særlig lang og det var han faktisk kun glad for, for så slap han for at gøre meget skade på hende, for han ville helst gøre så lidt skade på hende som det var ham muligt. Han havde kun været ude på at ville nyde tiden med hende, nyde natten mens den stadig var ung, indtil solen igen ville stå op, hvor han vidste at hun blev nødsaget til at søge i skjul, og når hun gjorde det, så ville han heller ikke have noget imod at holde hende med selskab. At hun endte med at forholde sig i ro, var noget som glædede ham, selvom han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt, for han skulle nødig have at hun pludselig gik til angreb, selvom han vel havde gjort det tydeligt at han ikke fandt sig i hendes rebelske opførsel? Der havde sådan set ikke været nogen grund til at angribe ham, for han havde slet ikke gidet kæmpe mod hende, men det vidste hun jo nok ikke eftersom de befandt sig ude i fuldmånens skær, som desværre havde magten over hende. At hun brummede, var utilfreds og blot stirrede frem for sig, var noget som morede ham, selvom han ikke gjorde noget ved det, da han blot tog plads bag hende, hvor han stadig sørgede for at vise – med den pote der hvilede mod hendes skulder – at han ikke ville tøve med at tage fat i hende igen, hvis hun gjorde modstand. Af den grund ville han også gerne vise hende, at han ikke var hendes fjende og at han ikke gad kæmpe mod hende. At hun lukkede øjnene nydende, som han slikkede hende over halsen og snuden, var noget som glædede ham, for det betød vel at hun var ved at slappe af igen? Det ville han bestemt ikke have det mindste imod! Han fortsatte roligt med at slikke hende over halsen og op mod hovedet, over kinden og snuden og tilbage igen, inden han stoppede, kun for at lægge sit hoved tæt mod hendes, hvor han brummede let ind i hendes øre, som han gned sit hoved mod hendes. Hvorfor han var så kærlig og næsten så.. fjantet ved hende, anede han ikke, for det lå slet ikke til ham, og et sted måtte det forvirre ham, selvom instinkterne helt automatisk måtte tage over i ham, også nu hvor de var under fuldmånens skær, hvor han tydeligt kunne mærke, hvordan det dyriske tog over. Han vendte let blikket ud mod de mange træer og skov, som de var omringet af, inden han løftede hovedet og vendte blikket mod hende. Han slikkede hende let over snuden, inden han trak poterne til sig og rejste sig ganske let. Han endte med at hyle op mod den store fuldmåne, næsten for at advare folk i nærheden om at det store bæst var ude. Han rystede den store krop, inden han vendte blikket mod hende, hvor hans blik var opfordrende til at hun skulle følge ham, ligesom da de havde været inde i grotten. Han bed let fast i hendes øre, som han trak ganske let i, som endnu et tegn til at hun skulle rejse sig og følge ham, inden han valgte at lunte af sted ud i mørket.

[Deleted]

At Annika endnu en gang skulle være lagt ned i jorden, var ganske rigtigt ikke ent anke som hun var særlig begejstret for, men hvordan skulle hun da ellers prøve at slå ham? Han var mange gange stærkere end hende, hvilket også var gået op for hende, da han havde fået hende lagt ned og direkte forhindret hende i at skulle trække vejret, hvilket nok var det eneste som direkte var det eneste som hun kunne tillade sig at være direkte vred over, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan. At han tog sig af hende, viste omsorgen ved at slikke hendes pels i eftertiden, så havde hun skam heller ikke noget imod det som sådan. Poten som hvilede ved hendes skulder viste hende kun at han ikke tøvede med at gøre det igen hvis hun udviste den rebelske opførsel, så hun måtte hellere lade være. Han havde vist sig som en ledende alfahan og det var selvfølgelig heller ikke noget som hun kunne se det mindste væk fra på nogen måder overhovedet. At han tog sig af hende, var noget som kun fik hende til at slappe af, hvor hun roligt blev liggende ved siden af ham, også selvom hun prustede ganske let, så var det ikke fordi at hun var utilfreds eller noget lignende, men fordi at hun ikke var helt tilfreds med den måde som han havde valgt at behandle hende på, på nogen måde overhovedet! At han gned hovedet mod hendes, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun bare lod ham gøre det. Hun lukkede øjnene ganske let og gned hovedet mod hans i gengæld. Hvorfor hun selv var så rolig var heller ikke noget som lå til hende normalt.. Man kunne vel snildt sige at han var i færd med at tæmme det vilddyr i hende? Ikke fordi at man direkte kunne sige at det var noget som var sket før. At han rejste sig og hylede direkte op mod den store måne, var noget som fik hende til at hæve hovedet direkte op mod ham, hvor hun dog blev liggende og gjorde det samme. Hun skulle jo faktisk holde sig lavere end ham, da han havde vist sig som den ledende alfahan! At han valgte at tage fat i hendes øre og direkte opfordre hende til at følge med på den måde, var noget som alligevel måtte fange hendes opmærksomhed. Hun vendte blikket mod ham, idet at hun valgte at rejse sig. Ganske let så rystede hun pelsen og vendte blikket mod ham, idet hun alligevel valgte at følge efter, også selvom hun valgte at holde sig en anelse bag ham, for hun ønskede jo heller ikke at udfordre ham på det at være den ledende, for det var også tydeligt for hende, at det var en plads som han agtet at holde, også fordi at det var sådan at han havde valgt at fremstille det hele i det store og hele. Hun holdt sig tæt ind mod ham og lige ved hans skuldre. Ikke længere fremme end det, for hun ønskede ikke at udfordre ham, nu hvor det også var gjort så tydeligt for hende, at hun ikke kunne slå ham i en fair kamp – selvom det var noget som i den grad også måtte irritere hende!

[pharrel123]

Det morede kun Pharrell at han havde overvundet hende igen. Et sted så kunne han ikke blive træt af den sødme af sejre som det gav ham, for selvom hun vidste at han var stærkere end hende, så lagde hun sig ud med ham, præcis som hun havde gjort til at starte med under deres møde. Men han måtte give hende; uanset hvad, så var hun virkelig sin egen herre, og det ønskede han heller ikke at tage fra hende, af den grund ville han stadig gerne have at hun respekterede ham, for han var trods alt hendes leder, plus han ikke havde gjort hende noget, foruden at sætte hende på plads når det blev nødvendigt, hvilket det jo så var blevet endnu engang. Der var ikke mange tilbage af deres slags, så det forundrede ham ikke, hvis hun ikke havde set en anden ulv før og være i sådan en situation som nu, for det havde han jo trods alt heller ikke selv. Jo han havde skam mødt andre horrorer og varulve, men han havde ikke været sammen med dem, når begge havde været i ulveform som med Annika. Det var så heller ikke fordi det gjorde ham noget, for det gjorde ham et sted nysgerrig, og han ville gerne nyde natten med hende, mens den stadig var ung, og hvorfor ikke tage ud og lave lidt ballade? Det gjorde han jo altid når han var selv, så mon ikke det var sjovere når de var to? At hun forholdt sig rolig ved ham, glædede ham kun, for så kunne det være at han slap for at skulle gøre mere skade på hende, hvilket han ikke havde det mindste imod. Han brummede let, som hun gned sit hoved mod hans i gengældt, hvor han lukkede øjnene ganske let. Han så roligt mod hende, som de stoppede, hvor han kort så ud i natten, alt det som gemte sig derude og som blot ventede på at de skulle finde det. At hun hylede op mod månen sammen med ham, havde han ikke det mindste imod, hvor han heller ikke gjorde noget for at stoppe hende. Hun angreb ham ikke, hvilket ville sige at hun havde valgt at give efter for ham og underlægge sig ham, hvilket han også var helt storslået tilfreds med! Som han opfordrede hende til at følge med, inden han luntede af sted, stoppede han roligt for at se sig tilbage og se om hun var med. At hun rystede sig, inden hun fulgte efter, fik ham til at vende snuden fremad igen, inden han fortsatte. Han så sig kort til den ene side, da han kunne fornemme at hun var med ham, inden han satte farten op, så han endte med at løbe ind mellem de mange træer, hvor han gik ud fra at hun fulgte efter ham automatisk. Da han havde løbet i et stykke tid, fik han dog færten af noget, hvilket fik ham til at stoppe op, hvor han snusede op i luften, inden han vendte snuden mod jorden og begyndte at gå fremad ganske let, som han prøvede at fange færten. Da han så pludselig kunne høre noget, løftede han hovedet igen og lyttede ganske opmærksomt, inden hans ravgule øjne faldt på en flok hjorte, der var samlet et par flere hundred meter foran dem – med hans races skærpede sanser, var det dog ikke svært at høre, se og lugte dem. Han knurrede let, inden han satte farten op igen og løb direkte mod flokken, hvor han gik ud fra at hun fulgte ham, han gav i hvert fald lyd fra sig, som tegn til at hun skulle følge efter. En lille jagt, få noget i maven, det ville han ikke have det mindste imod!

[Deleted]

At blive overvundet på denne her måde, var ærlig talt slet ikke en tanke som Annika var særlig begejstret for, men hvad kunne hun gøre ved det? Han var større og stærkere end hende, hvilket hun vidste og det var nu også noget som hun havde fundet ud af, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt sådan at det endelig måtte være. At han viste denne omsorg for hende, var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, men at underlægge sig en anden, var virkelig ikke noget som hun havde gjort før, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun blot blev liggende for en kort stund, så hun kunne få vejret lidt igen, for det var også noget som hun efterhånden kun måtte sige sig måtte være nødvendigt efter at han halvvejs havde valgt at kvæle hende! Hun vendte blikket mod hans skikkelse. Han var en leder og han var der.. Også selvom hun slet ikke var vant til at være i nærheden af andre ulve, der hvor man nu heller ikke ligefrem kunne sige sig at det var meget normalt at horrorene fandt sammen under fuldmånen, for de var ikke mange mere. De var døde, de var blevet jagtet igennem tiden, også selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig særlig meget af lige nu. Selvom hun havde valgt at følge ham igennem mørket, så var det vel i det store og hele, også bare et tegn på at hun havde valgt at underlægge sig ham? Han havde allerede nu vist sig for hende at være en mand som man kunne følge, en som man kunne underlægge sig, hvor han også havde gjort det tydeligt for hende, at han ønskede at passe på sin flok, så kunne det blive bedre end det som det måtte være lige nu? Hun vendte blikket roligt mod ham, som han valgte at sætte farten op ind i buskene og ind mellem træerne, hvor hun med sin slanke krop, selv måtte sætte farten op, kun for at søge direkte efter ham. At han valgte at stoppe direkte op midt i det hele, var noget som næsten fik hende til at løbe direkte ind i ham. Hun prustede lavmælt næsten som et tegn til utilfredshed. Hun var en flot dame, hun vidste hvad hun ville have og det at stoppe op midt i det hele, var bestemt ikke en del af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket mod duften af hjortene. Alene det var noget som fik hendes tænder til at løbe i vand, for hun havde ikke spist længe. Hun havde jo trods alt også været tvunget til at søge væk for længst for den kommende måne, for hun kunne ikke gå ude i solens lys! At han satte i løb direkte mod flokken, havde hun intet imod, for hun fulgte ham selv med den største glæde! Alligevel lod hun ham løbe oppe foran, hvor hun holdt sig bagved ham. Det faldt hende bare ganske naturligt at skulle løbe efter ham, det faldt hende ganske naturligt at være en.. forfølger frem for en leder? Og de sjove var jo faktisk at hun kunne lide det!

[pharrel123]

At hun valgte at underlægge sig Pharrell glædede ham kun, for så kunne det være at de kunne komme ud og more sig i natten og nyde mørket, så længe det var der, uden at de skulle komme op at toppes, for han havde vel vist hvem der bestemte? Og nu hvor de var ulve, så var det det dyriske der tog over, og derfor opførte de sig også anderledes end som havde de været vampyrer, for havde han været vampyr, så havde han slet ikke været så kærlig og omsorgsfuld overfor hende, og han vidste at hun slet ikke havde ladet ham være det overfor hende! Så havde hun været modstridende og trodsig, præcis som hun havde været, da de var kommet udenfor. Han lod hende blot ligge, imens han slikkede hende ren igen, for han vidste at han havde klemt omkring hendes luftrør og givet hende en kvalende fornemmelse, så at lade hende komme lidt til kræfter igen havde han ikke noget imod, for hun skulle jo være frisk til de skulle ud i natten! Han havde skam tænkt sig at nyde den, nu hvor han alligevel var forvandlet, for så behøvede han jo ikke at finde irritation ved fuldmånens skær. Hvorfor han nød at være så omsorgsfuld ved hende, anede han ikke, men han anede snart ikke hvorfor han gjorde det halve af det som han gjorde, for han vidste bare at det var det dyriske som tog over i ham, og han ville jo faktisk gerne vise hende at han var en mand, som kunne finde ud af at opføre sig ordentligt overfor hende, for han vidste jo godt hvad hun havde været igennem og at det havde skabt en mindre frygt hos hende. Et sted så ville han jo gerne nedbryde den frygt, i hvert fald når det kom til ham, for han ønskede ikke at gøre hende ondt, han ville egentlig bare gerne nyde tiden med hende, også fordi hun havde vist ham at det var muligt, for hun havde jo fået ham til at smide hæmningerne inde i grotten og være sig selv, hvilket ikke skete særlig tit – selvfølgelig var han sig selv hele tiden, men han var en meget indelukket mand, selvom det slet ikke virkede sådan, når han var sammen med hende. At hun løb ind i ham, da han stoppede op og hun blev utilfreds, var noget som morede ham, hvor han vendte hovedet til siden og brummede let, som et form for ’undskyld’. Hans opmærksomhed faldt dog hurtigt til hjorteflokken igen, hvor han lod sin tunge slikke sig over snuden og hans tænder, der måtte løbe i vand ved duften af mad. At hun fulgte ham, da han satte i løb mod flokken, havde han ikke det mindste imod, for han ville jo trods alt gerne have hende med. Han satte dog farten ganske stille ned, jo tættere han kom på, for der var jo alligevel et godt stykke hen til dem. Han endte med at liste lydløst hen til et buskads, hvor han valgte at skjule sin store pelsede krop, imens hans ravgule øjne faldt på de mange hjorte. Han slikkede sig endnu engang om munden, hvor han vendte blikket mod hende, for at se om hun var klar. Han betragtede kort hjortene, inden han endte med at springe frem for sig skjul, hvor han snerrede ganske let. Den kæmpe flok begyndte at sætte i løb, for de vidste trods alt godt hvad en ulv var. Han selv satte dog bare i løb efter flokken, hvor han gik ud fra at Annika sørgede for sit eget bytte.

[Deleted]

Annika så ikke noget andet valg end at skulle underlægge sig Pharrell. Ikke fordi at det var noget som i det store og hele, faktisk var noget som gjorde hende det mindste, for det gjorde det faktisk ikke. Han havde vist sig som en værdig alfahan, også selvom hun nok ikke havde været den største trussel i denne situation, så havde han alligevel valgt at sætte hende på plads, hvilket hun nu bare måtte tage med. Han havde gjort det godt igen, netop ved at slikke hende ren, hvilket var et tegn på omsorg selv i hendes verden, så den undskyldning kunne man vel godt sige, måtte være godkendt og accepteret? Han havde lukket hende ind i sin flok, hvilket var en plads som hun godt kunne lide, selvom.. hun vel lidt så sig selv som en alfahun? Der var jo ikke direkte nogen anden hun omkring ham, hvilket hun i den grad også havde det helt fint med! At jage var bestemt ikke nyt for hende og bestemt ikke under fuldmånen, selvom det normalt ikke var hjorte hun var efter, men mennesker – det var jo langt nemmere for hende og på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han bare var endt med at stoppe op, selvom hun nu alligevel havde valgt at søge efter ham mod flokken af de flotte hjorte. At han bremsede ned, kun for at liste sig tættere på, så gjorde hun det samme også som ham. Hun var så lydløs og så stille, som det nu var hende menneskelig muligt at gøre det. Tænderne løb i vand og det sitrede i hele kroppen efter at få muligheden for at indsætte jagten på denne her måde, for løgn var det jo ikke engang! At han satte jagten i gang, var noget som samtidig også var noget som direkte måtte få hjortene til at flygte og det var noget som kun vækket hendes eget jagtinstinkt. Hun hoppede direkte frem fra sit skjul i et flot og yderst elegant spring direkte efter en af de yngre og mere forvirrede af slagsen, selvom den var hurtig.. lidt for hurtig. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun løb alt det som hendes store krop var i stand til at bære hende, selvom det tilsyneladende ikke helt var så nemt igen. Det gjorde en anelse ondt ved det ene bagben, for det var stadig en anelse stiv efter alt det som hun faktisk havde været igennem inde i grotten, selvom hun slet ikke kunne huske det. Det lå virkelig alt for langt bag hendes hukommelse lige for øjeblikket, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Hjorten måtte desværre komme fra hende, hvor hun måtte stoppe op, direkte forpustet og ikke mindst træt. Hun så direkte efter hjorten og med den direkte irritable mine, for hun fandt det virkelig ikke retfærdigt at de skulle være så hurtige! Hun knurrede ganske let, som hun endte med at vende om. Hvem ved? Måske at Pharrell var lidt mere heldig med sin jagt og ville dele byttet med hende? Ellers skulle hun nok vise ham! Hun var sulten og når hun var sulten så skulle maven mættes! Hun sniffede let i luften, også for at fange hans scent. Hun endte hurtigt med at følge den i stedet.

[pharrel123]

At hun var ved at komme tilbage til sit gamle jeg, som da de havde lagt inde i grotten, gjorde ikke Pharrell det mindste, for han kunne godt lide at vise hende omsorg og han nød endnu mere at hun ikke afviste ham, som han vidste at hun ville have gjort, hvis de havde været i deres vampyrskikkelse. Han kunne desuden godt lide at pusle lidt om hende, pleje hende og vise hende omsorg, for det var sjældent at han i det hele taget viste det ved nogen som helst, men Annika havde vist ham at han sagtens kunne være sig selv – endda i sin egen vampyrskikkelse, hvor hun havde virket så reserveret og trodsig, men hun havde fået ham til at more sig oprigtigt, hvilket ikke mange havde, faktisk kunne han slet ikke huske hvornår det sidst var sket. Han ville gerne have hende med i sin ’flok’, hvis man da kunne sige at han havde én, for hun var faktisk den første horror han havde mødt i lang tid, men så igen, der var ikke særlig mange tilbage af deres race, og derfor var det også vigtigt at han fik samling på tropperne og at de fik racen frem i lyset, så de kunne blive respekteret og ikke jaget som de var blevet igennem tiden, for deres race var jo snart uddød. Uanset hvad, så var hun da den første som var med i hans flok og man skulle vel starte på et eller andet tidspunkt, ikke sandt? Så kunne de jo sammen få samling på tropperne, så de igen kun være en flok og ikke splittet, som deres race havde været op igennem tiden. At de kom hen til flokken med friske hjorte, var noget som allerede gjorde ham sulten! Normalt kunne han godt finde på at tage ind til byen, eller hærge en hel landsby, for det at jagte mennesker var snart det sjoveste, men han vidste at det også kunne blive farligt og med det som de allerede havde været igennem, så var det måske bedst at holde sig til dyrene, for han ville jo heller ikke have at Annika skulle komme mere til. Han var trods alt hendes leder og han skulle handle ud fra det som var bedst for flokken og det var bestemt ikke at gå til angreb på menneskene, for de var trods alt en del klogere end dyrene, de havde deres våben og andet, og han skulle ikke risikere at det hele gik galt! Han gad ikke sætte Annikas liv på spil, bare for at have lidt ’sjov’! Hans ravgule faldt på de mange hjorte som begyndte at løbe, hvor han kun satte efter dem. Hvor Annika blev af, tog han sig ikke af, for han gik ikke ud fra at han skulle hjælpe hende med at jage, for det havde hun vel prøvet før? Han gik efter de større hjorte, for det var trods alt dem som havde mest kød på sig og mest blod i sig. Han jagtede en af de større kronhjorte, hvor han sprang op mod et træs stamme, kun for at komme op i højden, inden han gjorde et fast spring ned mod den store hjort, som han fik væltet omkuld, inden han hurtigt var over den, hvor han satte sine sylespidse tænder i hanhjortens hals, kun for at vride den om på den, så der lød et ordentligt og højt knæk. Han gav sig roligt til at spise, hvor blodet lagde sig om hans forpoter, der holdt fast i kroppen, og om snuden, da han tog fat i kødet og flåede det fra kroppen, som han gav sig til at spise.

[Deleted]

At hele horrorracen skulle betegnes som en stor flok havde aldrig været tilfældet. Ikke under den forhenværende leders ledelse om ikke andet, for det havde bestemt ikke været en god ting altid. Lige nu var det ikke noget som hun ønskede at tænke over på nogen som helst måde overhovedet. At jagten skulle sættes ind på denne her måde, var slet ikke noget som direkte kunne siges at man kunne gøre noget med som sådan, for det var sådan at det bare måtte være på dette vis. Hun prustede ganske let som byttedyret faktisk var endt med at slippe fra hende. Ikke fordi at det var en tanke som hun brød sig meget om på nogen måder overhovedet. Hun blev stående for en kort stund. Lige nu var hun en del af hans flok og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for hun kunne godt lide den tanke om at han var der til at passe på hende. At hun så skulle fejle i hendes jagt, var en tanke som direkte måtte irritere hende, for hun fandt det bestemt heller ikke som retfærdigt på nogen måder overhovedet. Hun endte med at søge direkte mod Pharrell i stedet for. et sted så kunne hun jo bare håbe at han ville dele af sin, for det at sidde og spise foran hende, var bestemt heller ikke noget som han kunne være bekendt i hendes øjne om ikke andet! Hun vendte blikket let rundt for sig og med en tydelig irritabel brummen. Hun kunne normalt fint jage, men dyr var aldrig hendes foretrukkende, selvom det selvfølgelig gav langt mere end det som alt det andet ville gøre det, og det var noget som hun i den grad også vidste. Ganske vidst havde hun ikke rigtigt nogen kontrol over noget som helst lige for øjeblikket, men det var noget som de nok skulle finde ud af før eller siden, hvilket hun også var klar over. Hun kunen faktisk godt bevare lidt overblik, selvom det måske ikke just var det som hun havde vist sig overfor ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De ravgule øjne vendte hun sigende mod ham som hun endelig fik øje på hans skikkelse og selvfølgelig så havde han fået noget nedlagt! Hun lagde ørene ned, som hun brummede let og gik mod ham. Halen holdt hun lige så lavt, også for at vise at hun slet ikke var ude på at tage byttet fra ham, selvom hun virkelig ville give meget for bare at få en smule! Hun gik varsomt hen mod ham, hvor hun først stoppet op som hun nåede hen til både ham og byttet. Hun sniffede let til byttet, idet hun blottede tænderne i et let forsøg hvorpå at hun kunne få fat i et lille stykke, hvad end om det var noget som han tillod hende eller ikke. Hele hendes krop rystede let. Hun havde ikke meget energi med kampene i hulerne, forvandlingen og nu en jagt, så var hun virkelig tæt på at køre flad i det hele, for træt, det var hun i allerhøjeste grad, og specielt efter alt det som hun havde været igennem til nu. Langt mere end det som hun var vant til på en aften!

[pharrel123]

Meget havde de allerede været igennem på en aften, hvilket også var grunden til at Pharrell ikke ville gå efter menneskene eller nogen anden levende race, for han var selv en anelse udkørt efter kampene mod dæmonerne og derefter hans korte kamp mod hende, hvor han havde været nødsaget til at vise hvem der bestemte, for han skulle nødig have at hun pludselig angreb ham, når han mindst ventede det, eller når han vendte ryggen til hende! Og måske dyrene kunne være svære at fange, men det var trods alt det som gjorde at man blev bedre til at jage, derfor gik han tit efter dyr, og ikke kun menneske og andre levende racer. Generelt kunne han godt lide fuldmånen, det gav ham en undskyldning for at gå amok, selvom han til tider også godt kunne være træt og bare ønskede at hvile sig, hvilket han havde følt denne aften. Det var trods alt også grunden til at han i udgangspunktet var søgt til drypstenshulerne, hvor han så var stødt på Annika. Han kunne stadig ikke forstå hvordan deres møde var endt på denne måde, specielt ikke når man så på hvordan de var startet ud, hvor hun direkte havde startet med at piske ham, bare fordi han kort havde kommenteret hendes krop, det havde desuden ikke engang været hans mening at se hende rense sine sår. Han havde også kun fået et glimt af hendes ryg, inden hun var flippet direkte ud på ham, men det som klart morede ham mest, var at hun var kommet hen til ham, efter at de var gået hver til sit, hvor hun havde siddet i hans skød og han havde holdt om hende. Han havde fundet ud af at hun var kilden, hvilket var noget som måtte more ham endnu, selvom de på en eller anden måde også var endt med at komme op at diskutere igen, og det var så der han var søgt ud efter mere brænde, og så var de pludselig blevet angrebet af dæmoner, og nu stod de så herude i natten i deres ulveskikkelse, på jagt efter deres bytte, hvor ingen skulle prøve at komme i vejen for at de kunne nyde natten! At hun ikke selv havde fået noget, lagde han ikke mærke til, som han selv var i færd med at mæske sig i den hjort han selv havde fået nedlagt. At hun kom tomhændet tilbage, fik ham til at skæve ganske let på hende, selvom han hurtigt fortsatte med at spise, som han næsten måtte virke reserveret. At hun lagde ørerne tilbage og sænkede halen, som hun nærmede sig, kunne han tydeligt regne ud at hun ville have noget af ham. Han endte med at snerre af hende i en advarsel, som hun prøvede at tage noget af hans bytte, hvor han blottede sine blodige tænder, imens hans øjne lyste af vildskab. Han var ikke meget for at dele med andre! Det var hans bytte! Han havde jagtet det, fældet det og han skulle bestemt også have æren af at spise det! Hans blik blev dog ganske langsomt roligt igen, hvor han prustede ganske let, som han rettede sig op, så han ikke længere virkede faretruende. Han kunne godt se at hun var sulten og han vidst at hun var afkræftet, så.. han kunne vel godt dele? Han brummede ganske let, inden han blot gav sig til at spise igen, uden at se på hende, som tegn til at hun gerne måtte tage for sig. Han var jo nød til at sørge for hele flokken, selvom han måtte indrømme at han slet ikke var vant til at jage i flok – hvilket ellers var normalt for ulve, eftersom de var flokdyr.

[Deleted]

Lige hvordan hele aftenen var gået for sig, var slet ikke en tanke som hun tog sig af lige nu. Selvom det måske var noget af en forundring, for at se hvor de var startet ud og hvor det var endt, så var det virkelig noget af et spekter som de havde været igennem, for det var virkelig.. utroligt at tænke på! Hun havde ikke været helt så heldig. Han havde kommenteret hendes ’grimme’ krop. Et sted så var det jo trods alt rigtigt, for hun havde og var stadig rigtig præget af de mange ar som forvandlingen tvang hende igennem, selvom hun kun normalt forvandlede sig når fuldmånen stod højt på himlen – såsom i aften. Han havde valgt at nedlægge hende og tvunget hende til at underkaste sig ham, hvilket hun så også havde gjort, for han havde slået hende, han havde vist sig som en værdig leder og det var en værdig leder som hun havde brug for og det var det som hun havde fået, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hendes vedkommende. Lige i aften havde hun ikke just været heldig med jagten, hvilket i den grad også måtte irritere hende på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Med ørene lagt ned og halen med, så havde hun tydeligt også valgt at underlægge sig ham og hans store bytte som han tydeligt måtte mæske i sig, hvor det også var tydeligt at han måtte være sulten. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, bare hun også kunne få en lille bid med, for hun var virkelig afkræftet efterhånden! At han direkte begyndte at snerre og knurre af hende og blotte tænderne, så var det tydeligt at det ikke just var noget som han havde lyst til. Hun blottede tænderne ganske svagt, også selvom hun egentlig bare endte med at lægge sig ned ved siden af det. Normalt var det lederen som spiste først og de andre derefter, selvom det nu heller ikke forundrede hende. Hovedet lagde hun stille ned mod sine poter, hvor hun blev liggende, hvor hun direkte kunne høre at han lå og mæskede i sig, at det gjorde helt ondt i hendes egen mave! Hun knurrede ganske let, hvor det vel også var tydeligt at hun på ingen måder kunne sige sig at være tilfreds? For det var hun bestemt heller ikke på noget tidspunkt! Hun var en ganske bestemt dame, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for sådan havde det altid været når det kom til hende. Ganske let blinkede hun med øjnene, idet at hun hævede blikket og vendte det direkte mod hende endnu en gang og med den samme sigende mine, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at skjule det for ham på denne her måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til. Hun hævede ørene denne gang og med en mindre knurren. Hun var bestemt ikke en tilfreds en af slagsen. Han kunne ikke nægte hende det og så give hende lov derefter, for det var en tanke som faktisk kun gjorde hende direkte irriteret, for det forvirrede hende! Hun blev dog liggende, idet at hun igen lagde hovedet i sine poter og stirrede ud i mørket med en protesterende prusten. Hun var virkelig, virkelig sulten!

[pharrel123]

At Annika ikke havde fået fat i sit eget bytte, var noget som et sted måtte more Pharrell, for hvordan pokker kunne en simpel hjort smutte forbi hende? At hun ikke engang kunne fange en hjort, indikerede næsten kun at hun var ude af træning, hvilket faktisk gjorde ham.. utilfreds. En horror skulle være snedig, hurtigt og stærk! At hun så ikke kunne fange noget så simpelt som en hjort, var kun tydeligt at hun enten ikke var vant til at fange hjorte eller også at hun virkelig var en elendig jæger, men han hældede næsten mere til det første. Af den grund, så kunne han ikke lade vær med at more sig en anelse over at hun kom tomhændet tilbage, for han kunne tydeligt se irritationen i hendes blik, skønt han også godt kunne se sulten, og han var ærligt talt ikke meget for at dele! Han var ikke vant til at jage i flok, han spiste altid det som han fangede selv, der var ingen som han skulle tænke på, men han måtte indrømme at Annika gav ham en masse prøvelser som leder, hvilket også kun var godt, for så fik han da også det trænet, for det var normalt ganske svært, når der ikke var så mange tilbage af deres race, og han vidste faktisk ikke hvor de fleste måtte være. At hun selv blottede tænderne, som han snerrede af hende, tog han sig ikke af, for han så det som en mindre utilfredshed, men.. han ville ikke dele! Og dog.. han ønskede heller ikke at hun skulle være sulten og afkræftet. At hun lagde sig ved hans bytte, fik ham blot til at vende blikket mod hende, selvom han ikke stoppede med at spise, for han var selv sulten! At hun knurrede fik ham til at more sig, selvom han fortsatte med at spise, for det var hans bytte, så uanset hvad så havde han fortjent at få det meste og spise først! I det mindste havde han fanget en stor hjort, for så var der også meget at tage af. At hun skulle kostbar, da han faktisk gav hende lov til at spise, fik ham til at sende hende et fast blik, hvor han brummede ganske let, med en mindre knurren. Han vidste at de begge havde været igennem en del her til aften, og derfor vidste han også godt at hun var udmattet, hun havde trods alt fået et kæmpe slag i hovedet, hvor hun ikke engang havde hvilet ordentligt ud derefter, for han havde jo trukket hende med udenfor, hvor han også havde været nød til at fælde hende, for at få hende til at følge ham, så hun ikke gik på ham. Han trak let hovedet til sig, hvor han slikkede sig ganske let over snuden. Hans sult var ikke stillet helt endnu, men der var stadig en del tilbage på hjorten som kunne spises, men han var vel nød til at give hende lidt? Han kunne godt se på hende at hun var meget sulten og at hun var træt. Han brummede let, som han endte med at bakke ganske let tilbage, inden han lagde sig omtrent en halv meter fra hjorten. Hans forpoter krydsede ganske let, hvor han ellers blot blev liggende og betragtede hende ganske let. Han gjorde et let nik med hovedet, som tegn til at hun skulle tage for sig, for han havde fået lidt, og han vidste at hun var sulten, så.. han kunne vel godt dele lidt? Det så i hvert fald ud til at han kunne blive nød til det.

[Deleted]

Annika havde ikke direkte været heldig med jagten, men skulle hun være mere ærlig end det, så var hun slet ikke vant til jagten efter dyr, desuden overraskede det hende faktisk hvor afkræftet og træt hun faktisk følte sig, for hun havde slet ikke haft energi nok til at fuldføre den jagt på det forbandede dyr og selv det var noget som direkte måtte irritere hende, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Hun kunne virkelig ikke stille noget op! At han havde været mere heldig og faktisk fået nedlagt et temmelig stort dyr, var noget som et sted direkte måtte irritere hende, selvom hun ikke sagde noget til det som sådan, for det var jo sådan at det måtte være. At sænke hovedet og ørene med, hvor hun førte halen tæt ind mod sin krop, så var det kun tydeligt at hun ønskede at få lidt med, for hun var virkelig sulten! Det var helt vildt så sulten som hun pludselig følte sig! At han ikke ville dele, var en besked som hun tydeligt måtte opfatte, selvom det faktisk var noget som direkte måtte irritere hende, for hun fandt det bestemt ikke retfærdigt, men.. sådan var det jo. Han havde nedlagt dyret, så han havde førsteretten til at spise sig mæt, så kunne hun vel tage for sig af resterne hvis der var noget til overs? Hun havde valgt at lægge sig ganske tungt ved siden af byttet, også næsten som hun beskyttede det fra den anden vinkel, for hun ønskede virkelig at få muligheden for at smage det, for hun var virkelig, virkelig sulten, og der måtte hun gerne erkende, at det ikke hjalp hende det mindste at hun kunne høre ham mæske maden i sig! Det gjorde helt ondt i hendes mave! Så sulten som hun følte at hun var, så trak hun benene let op under sig. Hun lå og brummede med en tydelig utilfredshed, selvom hun slet ikke havde retten til at udtrykke det, for han var hendes leder og han havde gjort det tydeligt for hende at han ikke ville dele, han havde gjort det tydeligt for hende hvordan landet måtte ligge og hun måtte bare følge det, for han var hendes leder.. Han var alfahannen i flokken, også selvom det stadig var en tanke som hun skulle vænne sig til, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde! Hun hævede hovedet igen som han brummede til hende, trak sig væk fra dyret og lagde sig ned, hvilket var noget som tydeligt måtte gøre hende direkte nysgerrig, for.. måtte hun komme til? Hun blinkede let med øjnene, idet hun rejste sig, selvom det.. faktisk var svært nok. Hun gik om på den anden side af dyret, hvor tænderne hurtigt blev blottet, idet at hun bare gik i gang med hvad hun ellers kunne få fat i, for hun var virkelig, virkelig sulten! Kløerne borede sig direkte ned i hjortens pels for at holde den fast, mens hun rev et stort stykke af, som hun begyndte at gumle i sig Selv nåede hun jo knapt nok at tygge det, inden hun igen forsøgte at rive et stort stykke af som hun igen begyndte at gumle i sig. Lidt egoistisk var hun vel? Hun fortsatte bare med at æde og æde til hun selv kunne slappe lidt mere af med det. Hun strøg tungen over den blodige snude, selvom hun på ingen måder fik det hele med. Hun vendte blikket mod ham og betragtede ham kun. De kunne vel.. godt spise lidt begge to?

[pharrel123]

At Annika fandt det uretfærdigt at Pharrell ikke gad dele sit store bytte, tog han sig ikke af, for det var det vel ikke? Han plejede normalt aldrig at jage med andre, så han havde aldrig skulle tænke på andre, desuden så måtte hun vel også finde det en anelse pinligt ikke at fange noget selv? Tanken morede ham i hvert fald gevaldigt! Han viste det dog ikke, for han ville heller ikke gøre hende sur, som han vidste at hun ville blive, for han var efterhånden ved at kende hendes reaktioner ret godt, på trods de måske ikke havde været sammen i så lang tid, for de var ikke så svære at regne ud igen, hun var en ret så bestemt person, hun blev næsten sur eller irriteret over alt han gjorde, selvom han på en eller anden ukendt måde også havde fået hende til at more sig, hvilket faktisk forundrede ham, specielt når man så på hvordan deres møde havde startet ud. Han havde ikke engang kaldt hende grim, men at hun ikke havde noget som han ikke havde set før, og hvordan pokker kunne hun flippe ud over det?! Hun var virkelig noget for sig selv, ganske excentrisk, selvom han ikke var helt sikker på om det var en god eller dårlig ting! På den anden side, så havde hun også fået ham til at more sig helt oprigtigt og ikke på den sædvanlige psykotiske måde – og det var næsten mere utroligt end noget andet! Det var der ikke nogen som havde fået ham til før, så hvorfor skulle lige Annika kunne formå det? Han sad inde med en masse spørgsmål, men han var til gengæld også sikker på at han ikke fik svaret, for hvorfor skulle hun have svarene? Hun var jo nok heller ikke vant til at møde folk som ham – specielt ikke mænd som ham, for han vidste godt at de fleste her i landet tænkte med de nedre dele, men der var altså også de som ikke gjorde. Som han lagde sig tilbage og lod hende komme til, kunne han ikke lade vær med at more sig, som hun begyndte at spise for sig, hvor han roligt lagde hovedet mod hans krydsede forpoter, imens hans øjne gled blidt i, så han kunne ligge og slappe lidt af. Hans andre sanser var dog på vidt gab, for han skulle nødig have at de blev angrebet af noget andet! Han lod hende bare spise for sig, selvom han stadig var en anelse sulten, for helt mæt var han heller ikke blevet, men han havde næsten heller ikke kunne holde ud på at se hendes utilfredse mine og høre hendes brummen og knurren af sult, så hvorfor ikke lade hende komme til og gøre hende lidt glad? Så måtte han da se om hun levnede noget, selvom han tvivlede på det, hvilket var noget som faktisk morede ham, for det beviste da kun hvor sulten hun var. At hun endte med at bakke og vende blikket mod ham, fangede dog hans opmærksomhed, hvor han slog øjnene op og vendte blikket mod hende lettere spørgende. At hun ville have at han selv skulle komme til, fik ham til at rejse sig ganske let, inden han trådte hen til byttet, ved siden af hende. Han slikkede hende kort over snuden, næsten som tak, inden han begyndte at tage for sig igen i den øvre del af hjorten, så hun kunne tage den nedre del, hvor han vidste de gode lår sad, men han kunne fint nøjes.

[Deleted]

Det var ikke direkte fordi at Annika så på det som direkte uretfærdigt at Pharrell ikke ville dele. Lige nu var hun ikke noget andet end et dyr. Når de engang kom i skjul for månen, ville hun ikke kunne huske noget af det som var sket, hvilket faktisk også var noget som måtte irritere hende lidt. Hun var sulten, hun havde ikke selv været i stand til at få fat i noget som helst, hvilket kun måtte irritere hende langt mere end det som godt måtte være i den anden ende. Hun blev dog liggende til han alligevel valgte at trække sig og lod hende komme til, hvilket hun bestemt heller ikke lod ham sige hele tog gange, det var helt sikkert! Selvom hun endte med blod stort set i hele hovedet, så var hun faktisk langt mere rolig end et som hun normalt ville have været under en fuldmåne, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han formåede faktisk at holde dyret rolig i hende, ikke bare en varulv som hun normalt var, en som gik amok på alt og alle omkring dem, for det gjorde hun slet ikke for øjeblikket. Han var der, han passet på hende og holdt øje med hende, hvilket faktisk også holdt hende ganske så rolig igen. Hun havde fået en god del af bugen af det store og massive dyr og bare gumlet i sig, idet at hun havde valgt at vende sig direkte mod ham i stedet for. Han skulle jo heller ikke snydes. Desuden var det jo hans bytte og hun kunne heller ikke tillade sig at han skulle vandre sulten rundt. Lige nu måtte hun ærligt erkende at hun ikke var i troen på at der ville ske hende noget som helst, for.. hvem ville da være ude? De ville da kun være dybt tåbelige! At han valgte at komme tilbage til hende og til hans store byttedyr og faktisk slikket hende over snuden, fik hende let til at lukke øjnene, for det var faktisk behageligt når han gjorde det der! Hun brummede let tilfredst, idet at hun skubbede let til dyret, for at få fat i det nedre lår og rev en stor del af det af, som hun lagde sig ned på jorden og ganske roligt begyndte at spise af, for det føles virkelig, virkelig godt! Det gjorde i hvert fald rigtig godt, at få noget ned i maven! Også nu hvor hun direkte følte sig afkræftet, så var det faktisk besværligt nok at få de store dele af det byttedyr som han havde fået nedlagt, selvom hun gjorde hvad hun kunne. Lige nu ville hun bare have noget i maven! Hun spiste ganske roligt op, hvor hun brummede med en tydelig tilfredshed i stemmen. Hun tog for sig af det andet lår som hun rev en mindre del af og begyndte at spise, selvom den forsvandt lige så hurtigt som det andet. Hun var dækket af blod stort set i hele hovedet, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan, for det var der virkelig ikke nogen grund til. Hun lagde sig ned ved siden af det store dyr. Maven var mere eller mindre mættet, så hun kunne slappe lidt af igen og samtidig lade ham få det sidste af det store dyr, så han selv kunne blive god og mæt. Hun gned hovedet let ned mod jorden tæt ved ham og lagde sig let om på siden, som hun lagde sig til at slappe af og med blikket hvilende mod ham. Hun brummede let. Tydeligt tilfredst.

[pharrel123]

Pharrell tænkte ikke så meget over det som han gjorde, og ligesom da han havde snerret af hende og vist hende at han ikke gad dele, for han var bare et dyr, han handlede som et dyr, opførte sig som et dyr og fuldmånen fjernede mere eller mindre alle hans menneskelige dele, når han var i sin ulveform, for han behøvede ikke at forvandle sig under fuldmåne, han kunne trods alt kontrollere det, hvilket hun jo desværre ikke kunne. Om hun ville kunne huske noget som helst, når de var færdige, anede han ikke, noget sagde ham at hun ikke kunne, for hun havde jo vist ham at hun var blevet en anden når hun var ude i fuldmånens skær, ellers havde han slet ikke behøvet at sætte hende på plads og vise hvem som bestemte. Desuden så kendte han det jo også fra sig selv af, når man ikke kunne kontrollere det, gik man normalt bare amok på alt og alle – det havde han jo også selv gjort, og når mørket så lagde sig på igen, så kunne man ikke huske noget som helst, foruden man typisk var dækket af blod – til tider sit eget, mange gange andres blod. Han ville om ikke andet kunne huske det hele, for han havde trods alt kontrollen over sig selv, han blev ikke hjernevasket af noget som helst! Og det ville han bestemt heller ikke nyde noget af! Han var en fri mand, sin egen herre og det ville han bestemt også gerne blive ved med! At se hende tage for sig af dyret, var noget som morede ham, for det indikerede kun, hvor sulten hun egentlig var, og sådan som hun tog for sig og åd alt i sig, så var han ganske sikker på at hun var meget sulten. Han havde fået en del selv, så han kunne godt holde sig kørende i et stykke tid, blodet gjorde jo en del, når han blev vampyr igen. At hun så ønskede at dele med ham, var noget som faktisk kom bag på ham, for igennem deres tid sammen, så havde han fået indtrykket af at hun var en tøs der var selvcentreret, egoistisk fordi hun ikke skulle tænke på andre, og derfor havde han heller ikke regnet med at hun ville dele det med ham. Han tøvede dog ikke med at komme hen og tage en ordentlig bid af hjorten igen, for han kunne sagtens klemme mere ned i sin mave! Han var jo en del større end hende, hvilket også havde sit at sige! Som hun gik i gang med lårene, så tog han for sig af overkroppen, hvor han flåede kødet af hjorten for kun at gumle det i sig, og hvor det dog smagte skønt! Udsøgt! Som hende var han dækket af blod i hele hovedet, selvom han ikke tog sig af det, for det var jo noget som var en del af det at være ulv. At hun blev færdig og lagde sig ved siden af ham, fik ham til at smile, selvom han blot tog for sig ved det store dyr, skønt der ikke var så meget igen. Som han fik det sidste, slikkede han sig tilfreds om munden, inden han vendte blikket mod hende, som hun måtte ligge og slappe af. Han valgte roligt at tage plads ved siden af hende og tæt ind til hendes skikkelse, hvor han gik i gang med at slikke hende ren i ansigtet, som han slikkede hende over kinden og snuden, imens han brummede ganske let.