After a full moon..

[Deleted]

At Pharrel ikke var født som en horror, var slet ikke noget som faldt Annika ind. Hun var ganske rigtigt født som det væsen og et sted så kunne man vel blot sige at hun levede under det som racen var kendt for; At bringe ulykke, selvom den mere eller mindre kun måtte ramme hende og ikke andre, hvilket var noget som et sted var ved at irritere hende temmelig så groft. Hun havde været igennem et helvede af et liv, hvor det faktisk først var her for nylig at hun var kommet ordentlig ud af det. Hun kunne slappe mere af nu, også fordi at hans nærvær faktisk havde en ganske så beroligende effekt på hende, selvom det slet ikke ændrede på det faktum at det hele havde fået hende til at være langt mere anspændt end det som hun nok lige havde regnet med, men der var jo egentlig ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det uanset hvad. Hun vendte blikket stille op mod ham, som han vaskede hende. Et sted så var det virkelig rart at han viste hende den form for omsorg, hvilket også var noget som gjorde at hun faktisk ønskede at gøre det og ønskede at lade ham gøre det. Han havde passet på hende og det gjorde han stadig. Det var noget som hun rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Måske at de var kendt for at være direkte forfærdelige væsner, men… prøv da lige at se dem? De lå og plejede hinanden, det var da også noget som alle andre måtte gøre, så det kunne vel heller ikke være den store forskel på dem? Hun nød af hans omsorg, hvilket vel også var grunden for at hun i det store og hele faktisk også lod ham slikke hende og hendes sår? Hun lukkede øjnene let, også selvom hun brummede let af ren og skær morskab da han hævede hovedet og endte med at nyse. Hun vidste hvor forfinet hendes hår måtte være, så selvfølgelig var det noget som direkte måtte more hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han endte med at bide ud efter halen, fik hende kun til at slå ud efter ham igen, for det var bestemt ikke noget som hun brød sig om! Et af hendes ømme punkter. Tænderne blottede hun ganske let, også selvom hun skjulte dem igen, som han slikkede halen i stedet for, hvor hun roligt lagde sig ned ved siden af ham endnu en gang. At han lagde hovedet tæt ved hendes, havde hun faktisk heller ikke noget imod. Sårene var ganske rigtigt ved at lukke nu, men det var tanken om at hun lå ved ham, som faktisk gjorde at hun var i stand til at slappe af, og det føles i den grad også godt. Øjnene lukkede hun stille, som hun roligt valgte at blive liggende, hvilket hun normalt ikke ville have gjort, hvis hun var ved sig selv! Benene strækkede hun en anelse, idet hun roligt lagde sig godt til rette ved siden af ham, for hun følte sig faktisk.. speciel når hun var i nærheden af ham, for han passede på hende, også selvom hun i den grad selv var helt opmærksom på det som skete omkring hende, for de skulle bestemt ikke have muligheden for at slå hende sådan ned igen! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Tungen strøg hun let over sin egen snude og lagde hovedet tæt ned ved hans poter. Et sted så bød hun ham vel også til at blive der og tæt ved hende?

[pharrel123]

Normalt var Pharrell aldrig så kærlig og omsorgsfuld som han var i øjeblikket, men det var vel fordi det dyriske måtte tage over i ham? Det gik han i hvert fald ud fra. Men på den anden side, så havde Annika også fået ham til at smide hæmningerne selv da de havde været i menneskeskikkelse, hvor han faktisk havde moret sit oprigtigt sammen med hende. Han vidste ærligt talt ikke hvorfor hun fik ham til at reagere og handle som han gjorde, men han kunne godt lide at han kunne være sig selv på den måde i hendes selskab. Desuden så lod hun ham tage sig af hende og pleje hendes sår, hun lod ham komme tæt på sig, hvilket gjorde det lettere for ham selv, for han kunne faktisk godt lide at tage sig af hende på denne måde. At hun fandt det morsomt da han nyse, forundrede ham ikke, hvor han himlede let med øjnene, inden han snappede ud efter hendes hale. Han vidste godt at halen var et ømt sted, for det var det jo også ved ham selv, men han ville aldrig gøre noget for at skade hende – hvilket han vel også havde bevist for hende op til flere gange? Blikket vendte han roligt mod hende, som hun valgte at lægge sig ind mod ham igen, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan hun var begyndt at slappe af igen, hvilket kun glædede ham! Det var rart når hun ikke var så anspændt, men faktisk formåede at slappe af, for som han havde fortalt hende så mange gange efterhånden; han var ikke ude på at gøre hende ondt. Han endte med at sætte sig halvt, hvor han løftede sit ene bagben for at kløe sig bag øret, hvor han næsten endte med at brumme af behag, som det var godt at få den kløende irritation væk. Han endte med at ryste på hovedet endnu engang, så ørerne flappede let igen, inden han var endt med at sidde helt op. Han vendte blikket ned mod hendes hoved, som hvilede ved hans forpoter, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Han fik næsten et drilsk glimt i de ravgule øjne, som han valgte at steppe om på siden af hende, hvor han valgte at lægge sig tværs henover hendes ryg og side, kun for at vende blikket drilsk mod hende, hvor han næsten måtte sende hende et uskyldigt blik. Han lagde hovedet ned mellem sine forpoter, hvor hans øjne gled fra den ene side til den anden, næsten for at lytte til om der var nogen i grotten foruden dem. Hans ører strittede direkte op i luften, da han ikke turde at smide sanserne væk, for han ville ikke have at de blev overrasket af flere skyggedæmoner, det var trods alt én af dem, som havde stukket ham ned. Desuden så vidste han ikke om de flygtende dæmoner, ville komme tilbage med flere for at få dem dræbt eller smidt ud af grotten. Men hvorfor dog gå til angreb på to horrorer der i princippet bare passede sig selv? Han var slet ikke ude på at genere nogen af dæmonerne, han ville bare gerne nyde tiden sammen med Annika, desuden så var han jo kun søgt længere ind for at finde lidt brænde, så han kunne komme tilbage til hende, skønt det var blevet forhindret af dæmonerne. Hans sår var mere eller mindre healet helt, selvom han stadig kunne mærke en mindre irritation i siden, skønt han ikke tog sig af det.

[Deleted]

Annika var bestemt heller ikke hvad man ville beskrive som direkte kærlig eller omsorgsfuld hvis man kendte hende som person, for hun var normalt langt mere afvisende og mere koldblodigt end det som hun var lige for øjeblikket. Lige nu forsøgte hun virkelig bare at slappe af og komme sig efter det chok som det hele havde resulteret i. Forvandlingen som hun havde været igennem var end ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at hun havde gjort med vilje, for det var egentlig bare sket. At hun så ikke kunne styre eller kontrollere det på egen hånd, var bestemt heller ikke noget som man direkte kunne sige sig at han havde behov for at kende til på denne her måde. Han passede på hende, det hele hvilede i luften og selv det, var ikke noget som hun var synderlig meget imod, for hun elskede faktisk den følelse om at nogen faktisk tog sig af ende for en gangs skyld, i stedet for alt det andet som hun var blevet så vant til med tiden. Halen var hendes ømme punkt, også selvom hun vidste at han ikke ville gøre hende ondt, for så havde han gjort det for længe siden og på andet vis end at slå til hende, for det havde han jo trods alt gjort, selvom hun ikke sagde noget til det. Hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse. Hun var langt mere rolig nu, selvom hun stadig var tydeligt anspændt, selvom han dog var der til at gøre det hele langt bedre og ikke mindst.. nemmere for hende, hvilket hun faktisk også var ham taknemmelig for. At ligge på denne her måde sammen med ham, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for det var jo faktisk.. hyggeligt. Om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun ikke direkte sige noget til det som sådan. At han satte sig op, for at klø sig bag øret, reagerede hun dog ikke på, men hvad.. de var jo begge dyr i denne stund. Hun endte dog med at vende sig mod ham, som han satte sig helt op og endte med at lægge sig over hende og med hovedet pænt hvilende ved hans poter. Hun rystede let på hovedet, hvor hun tydeligt endte med at brumme, som hun endte med at vride sig under ham, for han kunne bestemt ikke have lov til at ligge der så stor som han var! Lig nu var hendes fokus i den grad også fjernet fra dæmonerne og det som var sket. Lige nu gjorde det trods alt heller ikke så ondt mere. Jovist havde hun stadig ondt i hovedet og lidt i siden da hun var blevet stukket ned, men det var bestemt heller ikke værre end det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Hun prustede ganske let, som hun endelig måtte få ham tvunget ned af sig og selv endte med at rejse sig op. Stor var hun, selvom han var en kende større end hende. De ravgule øjne hvilede på hans skikkelse. Svagt slog hun med halen endnu en gang og med ørene lagt ned, selvom det ikke var ment faretruende, men fordi at.. hun valgte at underlægge sig ham. Hovedet sænkede hun samtidig, idet hun endte med at liste hen til ham endnu en gang. Tungen slikkede ham over kinden igen og gned hovedet op af ham igen, som hun vendte blikket ned af grotten. Hun hørte intet.. andet end de sidste gløder fra bålet ikke så forfærdelig langt væk fra dem. Hun stillede sig tæt ved ham. Han beskyttede hende, samtidig med at.. hun mere eller mindre stod og ønskede at blive en del af flokken.. hans flok.

[pharrel123]

Det var et sted underligt at ligge med Annika på denne måde, også fordi de begge var så meget over hinanden, næsten som om de prøvede at beskytte hinanden. Et sted følte Pharrell jo ikke at han havde brug for beskyttelse, eftersom han også var nød til at vise sig som en leder, vise sig som den stærke og modige, men han kunne godt lide hendes omsorg og bekymring af den grund. Og han kunne lige så meget godt lide at give hende den tilbage igen, for han kunne godt lide at pleje hendes sår, få lov til at være lidt kærlig mod hende, uden at hun bed ud efter ham eller afviste ham, for han var ganske sikker på at havde hun været vampyr, så havde hun flået ham for at nærme sig hendes sår, men han kunne godt lide at det ikke var tilfældet, når hun var i sin skikkelse som ulv. Han gik ud fra at det var ved dem begge at det var det dyriske der tog over, hvor han næsten mere følte sig som et dyr end noget andet, men nu hvor det indre bæst var kommet frem, så var det også det som klart var dominerende. Han havde stadig den samme personlighed, den var bare puttet ind i et dyr, og blevet mere dyrisk, som hans instinkt måtte tage over. At hun rystede på hovedet af ham, som han valgte at lægge sig tværs over hendes ryg og side, morede ham kun, som han provokerende måtte blive liggende, uden at rokke sig det mindste. Han blev roligt liggende, som hun begyndte at vride sig, selvom han dog til sidst gav sig, og løftede sig en anelse, så hun kunne få revet kroppen til sig, inden han lagde sig ned på maven igen, med hovedet mellem sine poter. Han var selvfølgelig en anelse træt og udmattet efter kampen, men det var alligevel som om hun gav ham en fornyet energi, en energi han fik lyst til at bruge. Han løftede roligt hovedet og vendte blikket mod hende, som hun valgte at.. underlægge sig? Hendes stilling med de tilbagelagt ører og det sænkede hoved, indikerede det næsten kun, hvilket faktisk kom en anelse bag på ham, eftersom hun havde virket så trodsig og ligeglad med om han var leder som vampyr, men det gjorde ham nu intet. Det glædede ham kun, at hun endelig gav efter for faktummet at han trods alt var hendes leder. Han brummede let, som hun valgte at slikke ham mod kinden og gnide sit hoved op ad hans eget, hvor han lukkede øjnene af behag, indtil hun valgte at stoppe. Han endte roligt med at rejse sig, hvor han alligevel var en del større end hende, han var for det første en han, så det lå naturligt for deres slags at det mandlige køn var højst, men han var også alfahunden, lederen, hvilket næsten måtte gøre ham en tand højere, så man ikke kunne være i tvivl. Han bed hende let i øret, imens han brummede ganske let, som han opfordrede hende til at følge efter ham, da han valgte at lunte ned mod bålet og videre mod udgangen. Månen var stadig oppe, og nu hvor de alligevel var varulve og forvandlet, så kunne de vel godt more sig lidt ude i natten? I stedet for at lægge og lave ingenting inde i hulen og bare vente på at det ville blive nat igen og fuldmånen var ovre?

[Deleted]

Annika var langt mere rolig nu end det som hun havde været frem til nu, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til som sådan. Det dyriske tog meget over hende på denne her måde, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hun vendte blikket stille mod ham. Dæmonerne var væk, også selvom hun næsten kunne gætte sig til at det bare var et spørgsmål om tid inden de ville gennemsøge hulen for at finde dem, hvilket hun vidste, så det var vel egentlig bare at.. søge ud i måneskinnet og tage det som det nu måtte komme? Det var noget som kun gav hende en form for ro, selvom det kun var et spørgsmål om tid, for hun vidste godt hvilken påvirkning som månen havde på hende – også fordi at hun vidste at så snart at hun nåede ud i fuldmånens skær, så ville hendes selvkontrol forsvinde og bæstet ville tage over for alvor, hvilket hun vidste. Hun vendte blikket mod ham, også selvom han tydeligt var højere end hende og større, udelukkende fordi at han var en hanhund og endda en stor en af slagsen, så rørte det hende slet ikke. Hendes gamle liv var slet ikke noget som hun ønskede at skulle tænke det mindste på, på nogen måde overhovedet, lige nu havde han fjernet hendes fokus fuldstændig, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod, for det hele var vendt mod ham i stedet for. Nu hvor hun havde valgt at give efter for det faktum at han faktisk var hendes leder og at han ville være det, uanset hvor meget hun end var imod det eller ikke, så var der bare ikke noget som hun kunne gøre ved det på denne her måde. Hun brummede let, som hun vendte blikket op mod ham. At slikke ham i hovedet var også et tydeligt tegn til at hun faktisk ønskede at følge ham. Ja, et sted så kunne man jo næsten tro på at de måtte være et par, selvom det nu langt fra var tilfældet! Her var stadig helt roligt, hvilket var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. At han endnu en gang valgte at tage fat i hendes øre, var noget som hurtigt fangede hendes interesse, hvor hun vendte blikket mod ham. Ville han have hende med sig? Ikke fordi at det var noget som hun direkte kunne sige noget til, for det var alligevel var noget som gjorde hende nysgerrig, hvor hun endte med at søge direkte efter ham, selvom hun faktisk valgte at holde sig en anelse bag ham, nu hvor han var lederen. Hvis man så lidt dyrisk på det hele, så havde han lukket hende ind i sin flok, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne lide. Det at komme udenfor og faktisk lade hele kroppen blive fuldkommen henlagt af det blege måneskær, var noget som direkte fik hendes pupiller til at trække sig sammen, som den endelige kontrol faktisk måtte forsvinde. Hun vendte blikket op mod den store måne, idet hun trak vejret dybt og direkte endte med at hyle op mod den store måne. Hun rejste børster ganske let. Umiddelbart så var han nødt til at holde hende lidt i skak, for hun havde aldrig nogen som helst form for kontrol over sig selv når månen først for alvor måtte være oppe!

[pharrel123]

Det var tydeligt for Pharrell at Annika var faldet til ro igen, hvilket kun måtte glæde ham, for han ønskede ikke at hun skulle være så anspændt hele tiden, han havde jo sagt og vist hende at han ikke ville gøre hende ondt. Og nu hvor han tilmed også havde haft chancen som varulv og faktisk havde sit indre bæst fremme, så havde han faktisk valgt at blive langt mere kærlig og omsorgsfuld overfor hende, end hvad han havde været i sin vampyrskikkelse. Og hun lod ham faktisk komme tæt på hende, lade ham pleje hendes sår og tage sig af hende, som han valgte at beskytte hende også fordi han var hendes leder. Selvom hun ikke havde vist ham at hun gad at respektere ham eller følge ham, så var hun stadig en del af hans flok, som resten af deres race var, og han havde skam tænkt sig at samle deres race og føre dem frem i lyset! Det blev hans mål som leder! Desuden så ville han starte med Annika og få hende med på vognen, hun havde jo virket skuffet over den tidligere ledere, så han ville gerne gøre det godt igen, vise hende at der faktisk var en sand leder, der ønskede at være der for flokken og det indebar også hende. At hun ville følge ham med udenfor glædede ham kun! Det ville gøre godt at komme lidt udenfor, slippe bæstet lidt løs og bare give sig hen til natten, for når alt kom til alt var de jo nattens stærkeste væsen – fysisk set – så hvorfor ikke give sig hen til natten i stedet for at gemme sig for den? Nu var de alligevel forvandlet, så hvorfor ikke tage en lille tur ud i måneskinnet og se hvad der ville ske? Han stoppede roligt for enden af grotten, hvor han kort så sig tilbage, og lagde mærke til at hun holdt en anelse afstand, hvilket han havde det fint med – at hun lod ham føre. Han vendte roligt blikket frem for sig igen, som han fortsatte ud i natten, hvor månelyset ramte hans store pelsede krop, hvor han kort lukkede øjnene og lod vinden tage fat i hans pels. Han vendte let blikket mod hende, da hun valgte at hyle op mod månen, hvor han lagde mærke til hvordan hårene på hendes krop rejste sig, som en arrig og vild ulv. Det gjorde det kun klart for ham, at hun ikke var under selvkontrol i fuldmånens skær, hvilket ville sige at hun ikke havde kontrol over sig og vel egentlig kunne gå amok når som helst det skulle være? Han kneb øjnene en anelse sammen, som han roligt gik hen mod hende. Han skød roligt brystet frem, hvor han fik en tydelig dominerende fremtoning, da han valgte at hæve hovedet og se direkte ned på hende. Hans blik var køligt og kortfattet, hvor han valgte at pruste ganske let, som han blottede sine tænder, inden han snerrede ganske let, som tegn til at hun skulle underlægge sig ham. Han var nød til at vise hvem der bestemte, inden hun valgte at hoppe på ham, når han vendte ryggen til hende. Om han så skulle vise hende det ved at nedlægge hende i kamp så gjorde han det! Han var hendes leder og det var der ingen der skulle lave om på, eller tro anderledes ved! Han knurrede let, hvor han blot ventede på at hun traf sit valg; at underlægge sig ham, eller angribe ham.

[Deleted]

Annika var faktisk faldet godt til ro på trods af omstændighederne, så selvfølgelig var det noget som kun gjorde det godt for hendes egen del. Det dyriske var og blev altid en stor del af hende, selvom hun virkelig og noget så kraftigt prøvede at undertrykke det, for det var skam også hvad hun havde gjort igennem det sidste lange stykke tid, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun havde nægtet ham at komme tæt på hende, også selvom han havde gjort det tydeligt at han ikke gjorde hende mere ondt end det som hun direkte havde bedt om på denne her måde. Hun prustede ganske let. Han var en leder og det var noget som hun faktisk valgte at anerkende – for nu om ikke andet, for hun kunne ikke garantere for hvordan det ville være når de kom ud, også selvom hun måtte erkende, at hun virkelig nød det faktum at hun kunne stå og hyle mod den store måne og for alvor lade bæstet komme frem i hende! I grotten havde han beskyttet hende og passet på hende, for ikke at glemme at han havde plejet hende, hvilket var noget som hun faktisk havde nydt forbandet godt af, det var helt sikkert, men når månen stod højt og hun stod midt i det, så var sagen i den grad straks en anden, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han valgte at komme hende i møde med den tydelige dominante fremtoning, selvom det var noget som hun i starten slet ikke tog sig af. Hun havde altid været skuffet over sin leder, hun havde altid nægtet at følge dem og nu stod denne mand foran hende, med mål, visioner og meninger og holdninger som der faktisk var hold i? Det var selvfølgelig noget som hun rigtig godt kunne lide, men det var noget som alligevel skulle sættes på prøver. En leder måtte gøre hvad der var nødvendigt og det at lade det indre bæst for alvor komme frem, var noget som hun kunne undgå hvis hun kunne søge skjul for månen. Hun blottede tænderne i gengæld i takt med at han selv havde valgt at gøre det, for der fandtes i den grad også grænser for hvad hun selv måtte finde sig i. Automatisk så var hun endt med at gå en anelse ned i benene, selvom hun ikke underlagde sig ham direkte. Ørene lagt faretruende ned og ikke bare i form af underdanighed, for det var ikke noget som hun gjorde bare sådan! Ikke når hun ikke var under kontrol. Hun knurrede kraftigt af ham, idet hun lod kløerne bore sig svagt ned i jorden under hende, næsten som hun allerede følte for at hoppe direkte på ham. Ingen havde lært hende den form for selvkontrol.. månen havde altid været hendes fristed, og normalt så var hun jo fuldkommen ligeglad med om hun slog ihjel eller hvad hun gjorde, for det havde jo aldrig direkte ført nogen konsekvenser med sig. Endnu om ikke andet. Hun bakkede kun en anelse væk fra ham, dog uden at underlægge sig ham. Halen holdt hun hævet, tydeligt at hun selv var sin egen herre og nægtet at underkaste sig nogen. Men igen.. der var jo heller aldrig nogen som direkte havde kastet sig i krig med den ulv som herskede så dybt i hendes mørke sind.

[pharrel123]

Pharrell tænkte ikke decideret over at Annika mistede kontrollen når hun kom ud under fuldmånens skær, for efter at han havde set hende smide hæmningerne inde i grotten og bare se hende forvandle sig, for han havde slet ikke troet at hun kunne forvandle sig uden at skulle bruge fuldmånen, men der havde han taget fejl. Han vidste dog at nogle varulve og horrorer kunne forvandle sig, når de rette følelser blev dominerende, og det var vel sket med hende? Medmindre hun faktisk var i stand til at forvandle sig når hun ville. Men uanset hvad, så tænkte han ikke på at hun ville flå ham, hvis de søgte udenfor, og desuden så ville det gøre godt med lidt frisk luft, søge ud i natten og gøre hvad der passede dem. Hans sår var healet, skønt han kunne fornemme en anelse irritation i siden, når han bevægede sig, men der ville kun gå et lille stykke tid og så ville han være frisk som en havørn igen! Han havde nydt at pleje hende, være over hende, vise hende omsorg, selvom det slet ikke lå til ham eller hans natur på nogen måde, men.. det gjorde det åbenbart når han var ulv. Han var desuden heller ikke vant til at være i nærheden af andre ulve, normalt så ville han nok blive fjendtlig – i hvert fald når det var andre hanulve, men Annika havde jo før fået ham til at smide hæmningerne og være sig selv, så det var vel også grunden til at han ikke var fjendtlig overfor hende? Han ønskede ikke at gøre hende ondt, han ønskede bare at de skulle kunne komme overens med hinanden, uden de mange intriger, og hvorfor ikke nyde natten med hende? At se hende blive vild og arrig, fordi de kom ud i fuldmånens skær, var noget som måtte påvirke ham selv, hvor den dominerende holdning tydeligt kom frem i ham. Han ønskede ikke at gøre skade på hende, men han ville bestemt ikke nedlægge sig hende, for han var hendes leder, og han ville bestemt gøre hvad der skulle til for at gøre det klart for hende! Han fortsatte med at se direkte ned på hende og knurre lavt, som hun valgte at gå let ned i ben og lægge ørerne faretruende tilbage, selvom det ikke skræmte ham, for han skulle nok vise hvem som var boss og hvem som bestemte! Som hun bakkede, gik han roligt mod hende, hvor han snappede let ud med hende, hvor han blottede det tydelige og kraftige tandsæt, som gjorde det mere end tydeligt at det kunne bide igennem lemmer – skønt der skulle lidt mere til, når det kom til at skade andre horrorer. Hans ravgule øjne endte med at skyde lyn, som hun ikke valgte at underlægge sig ham, hvor han lod sine egne skarpe kløer borer sig ned i jorden, hvor han stillede sig i en bredere stand, så han næsten kunne ligne én som ville til at angribe hende, da hans egne hår på ryggen og hele vejen ned til halen måtte rejse sig. Han snerrede vredt og arrigt af hende, hvor det var tydeligt at han ville angribe hende, hvis hun ikke valgte at underlægge sig ham. Hans negle borede sig ned i jorden under ham, hvor han kunne ligne et vildt bæst der skulle til at gå amok på sin modstander, som i øjeblikket var hende. Han begyndte at cirkulere omkring hende, hvor han snappede faretruende og fast ud efter hende, uden at han tog blikket fra hendes skikkelse.

[Deleted]

Annika vidste udmærket godt, at hun ikke selv var i stand til at kontrollere månens magt over hende. Det havde hun aldrig kunne og hun skulle være ærlig, så havde hun heller aldrig forsøgt sig med det. Lige nu gjorde hun bare det som hun direkte måtte finde nødvendigt. Der var aldrig nogensinde nogen som havde forsøgt sig med at holde dyret i hende under kontrol og det var sådan at hun agtet at holde det i den anden ende, så det at stå i nærheden af en flot hanulv var selvfølgelig noget som gjorde sit for hendes del, for hun anså ham pludselig som en trussel. At han havde passet og plejet hende i grotten var slet ikke noget som hun tænkte over, for det var virkelig bare endt med at gå fuldkommen i glemmebogen. At han var bossen var noget som han i den grad godt kunne droppe, for hun var sin egen herre, og det var noget som hun i den grad også agtet at gøre sit for at holde fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun knurrede direkte af ham, som hun betragtede ham som han stod der stor og faretruende foran hende, for end ikke den opførsel var noget som hun fandt sig i! Hun rejste børster, også selvom hun på ingen måder kunne hamle op mod hans størrelse, for ikke at glemme at hun stadig havde ondt i hovedet, selvom såret var lukket. At han begyndte med at kredse rundt omkring hende, var bestemt heller ikke noget som hun anså som nogen god ting direkte, for det var tydeligt at han ville angribe hvis han fandt det som en nødvendighed. At han snappet efter hende, var noget som virkelig fik hende til at koge, for der var i den grad begrænsning på hvad hun fandt sig i, også på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Tænderne blottede hun for ham. De var sylespidse, også selvom der nok skulle mere til for at flænse i en horror, men det var underordnet for denne stund. Pointen var vel i det store og hele, at hun nægtet at underlægge sig den mand som hun stod overfor, selvom hun havde gjort det indenfor? Månen drev bare helt andre kræfter frem i hende, og det var slet ikke noget som hun kunne styre eller kontrollere på egen hånd! Et sted så havde hun vel.. brug for hjælp? Som han kredsede om hende og endte med at snappe ud efter hende endnu en gang, så var det kun den dråbe som for alvor måtte få bægeret til at flyde over, hvor hun direkte endte med at hoppe mod ham. Med tænderne blottet og uden så meget som en advarsel, så gjorde hun et fast forsøg for at ende med at sætte tænderne i ham. At han regnede med at hun bare ville underlægge sig på den måde, når der aldrig havde været nogen til at tæmme det direkte vilddyr i hende, var noget som direkte måtte frustrere hende, for er var i den grad også grænser for hvad hun selv måtte finde sig i! Og det var en grænse som i den grad gik her! Med kløerne fremme som hun selv prøvede at sætte direkte i hans flotte pels og med tænderne med, så gik hun direkte i angreb på ham. Hun gik direkte i angreb på sin egen leder!

[pharrel123]

At Annika endte med at miste kontrollen som de kom udenfor, havde på ingen måde været Pharrells mening, han havde troet at hun var stærk nok til at kunne styre sin forvandling, men det var tydeligt at det var månen som havde kontrollen over hende, hvilket kun gjorde ham selv langt mere arrig og ikke mindst påpasselig, for han vidste at hun kunne springe på ham hvert øjeblik det skulle være. Med den fortid hun havde haft, og sådan som hun havde opført sig indenfor, da de havde været vampyrer, så vidste han at hun ikke ville underlægge sig ham, for som hun havde sagt til ham, så var hun sin egen herre og som hun havde sagt, så respekterede hun ham ikke, skønt hun havde vist andet inde i grotten, hvor hun faktisk havde valgt at underlægge sig ham, så ja.. hun var forvirrende fordi hun altid skulle skifte personlighed, som om hun led af personlighedsspaltning, og han måtte indrømme at det faktisk måtte irritere ham! Som hun knurrede af ham og ikke valgte at underlægge sig ham, så kunne han tydeligt regne ud, at hun ikke gad at give efter men nok ville vælge kamp i stedet for, men så fik han da endnu en chance for at banke noget fornuft ind i hende! Selvom han måtte indrømme at han helst ville undgå kamp med hende, for han ønskede ikke at skade hende, men.. han måtte vel bare give hende en lærestreg og vise hvem der bestemte? Så måtte de se hvor godt de kom igennem det uden at skulle flå hinanden levende. Han knurrede ganske let af hende, holdt tænderne blottet, hvor man tydeligt kunne se at de var sylespidse, som han fortsatte med at cirkulere omkring hende, uden at han tog blikket fra hende. At hans snap efter hende, fik bægeret til at flyde over, kunne han godt se, hvor han selv måtte springe ud efter hende, da hun valgte at springe mod ham, hvor han endte med at stille sig på bagbenene, og flå sine poter imod hende, imens han bed ud efter hendes hals. Hun fandt sig måske ikke i at skulle underlægge sig ham, men han fandt sig bestemt heller ikke i denne rebelske opførsel! Om han så skulle sætte hende på plads ved at flå hende levende, så gjorde han det! Han skubbede hende ganske let fra sig, hvor han kom ned på alle fire igen, hvor han snerrede vredt af hende, som han begyndte at gå rundt omkring hende igen, uden at han tog blikket det mindste fra hende. Han lod tungen glide over hans blottede tænder, som han måtte bevæge sig tættere på hende, inden han sprang ud efter hende igen, hvor han prøvede at få hende tvunget ned i jorden, så han kunne bestemme hende hvem som var leder og hvem som bestemte, for om hun ville det eller ej, så var og blev det ham, og det skulle hun bestemt ikke tro anderledes omkring! Han kunne måske kontrollere sig selv, men han kunne stadig mærke hvordan fuldmånen måtte få bæstet til at komme langt mere tydeligt frem i ham, hvor han næsten følte sig mere som et dyr end som menneskelig. Når han var ude under fuldmånen, så fik vilddyret frit løb og så var han ligeglad med hvem han sårede, dræbte eller gjorde fortræd, for det var og blev hans fristed!

[Deleted]

Annika havde ingen kontrol når månen var oppe. Månen rev den virkelig fra hende og det var uanset hvad hun gjorde, så kunne hun intet stille op mod den. Et sted så var det befriende og et andet sted så gjorde det ondt, for hvis der var noget som hun bare ikke kunne holde ud, så var det når hele magten blev revet fra hende på denne ubehagelige måde! Alt det som var sket inde i grotten var som glemt for hende i denne stund, som hun stod badet i månens smukke lys. Det var ikke direkte fordi at hun led af personlighedsspaltning, men hendes sind måtte jo næsten rumme.. to på en gang med henblik på varulv og vampyr og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde, men det var vel bare at forsøge så godt som muligt? Selvom hun ikke altid var klar over hvordan, for der havde aldrig været nogen til at hjælpe hende. Hendes forældre havde hun mistet tidligt, hendes liv havde været et helvede, så det at miste kontrollen havde været et fristed selv for hende. At han snappet efter hende, var noget som ganske enkelt måtte pisse hende af, for det var virkelig ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet. At hoppe direkte på ham var noget som hun gjorde uden varsel, selvom det var tydeligt for hende, at han måtte være forberedt, og selv der var hun faktisk ligeglad med at han var større end hende! Selvom hendes tænder ikke rigtigt nåede at få fat i noget andet end en bunke pels, hvilket var noget som irriterede hende, så kunne hun tydeligt mærke som han gjorde modstand. Hans klør som rev i hendes pels og hans greb som endte omkring hendes hals, var noget som direkte måtte komme bag på hende, hvor hun endte med at udstøde et hyl, for det gjorde jo trods alt ondt! At han skubbede hende direkte fra sig, fik hende til at vakle, idet hun endte direkte på ryggen, selvom hun hurtigt kom op på benene igen. Hun var bestemt ikke hvad man kunne kalde for den mere underdanige type, for det var hun langt fra, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. Hendes vrede var i den grad vækket som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun knurrede kraftigt af ham. Sådan som han cirklede omkring hende, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. At han så valgte at hoppe direkte mod hende igen, var noget som direkte slog hende omkuld. Han var mange gange stærkere end hende, og hun vidste det jo godt, men af den grund, så skulle der bestemt lidt mere til end dette for at tvinge hende til at underlægge sig nogen som helst! Den pelsede krop røg direkte ned i jorden og med ham over sig, hvor hun direkte forsøgte på at få sig vendt, selvom det var tydeligt at det slet ikke ville som hun ville det, og det var noget som gjorde hende sur. Hun knurrede kraftigt, som hun sparkede let af med sine ben i forsøg på at vende sig, så hun kunne komme op, selvom det slet ikke virket! Og det var noget som direkte bare gjorde hende arrig! Fast forsøgte hun at snappe efter ham, selvom det slet ikke gik som hun ville, for hun lå forkert i forhold til ham og det gjorde hende arrig!

[pharrel123]

Det var efterhånden gået op for Pharrell at den eneste udvej var en kamp mod Annika, eftersom hun ikke kunne kontrollere sig, og han kunne jo næsten regne ud at hun ikke kunne huske hvad der var sket for kun få sekunder siden, da de havde været inde i grotten, men det var ligegyldigt, så måtte han jo opfriske hendes hukommelse! Han selv havde lært sig selv at styre sig under fuldmåne, det krævede træning, og det havde skam taget ham mange år at lære på egen hånd, men på den anden side, så var han også gammel, så det kom med årene og han vidste at det også ville gøre det samme med hende – hvis hun da gad at træne og ikke bare lade månen styre over ens handlinger og tanker. Han havde aldrig haft nogen til at lære ham det, da han altid havde været på egen hånd, men han klarede sig jo også helt fint. Han vidste hvor arrig man blev under fuldmånen, han vidste hvilken magt den havde over én og det var en magt som han ikke brød sig om, for som hende, så var han sin egen herre og han ønskede bestemt ikke at noget så simpelt som en måne skulle styre hvordan han skulle opføre sig og hvad han skulle gøre! Derfor havde han også været målbevidst om at han ville træne så han kunne kontrollere sig, for så var han opmærksom på alt, i stedet for at han bare gik grassat som hende. Hun ville hurtigt blive uopmærksom og det kunne koste hende livet i sidste ende, hvis hun da ikke lærte at kontrollere sig med tiden, for det kunne jo være hun gik hen og stødte på en stærkere horror end hende – såsom ham, skønt han dog ikke havde nogen planer om at dræbe hende, men det så ud til at han ikke kom udenom kamp med hende, hvilket var en skam, men han havde desværre ikke noget valg, han tvivlede alligevel på at hun ville gå ind i hulen igen. At hun fik fat i noget af hans pels kunne han tydeligt mærke, for det gjorde faktisk ondt! Hans greb mod hendes hals, var ikke dræbende på nogen måde, hun var trods alt hårdfør, men han kunne desværre ikke komme udenom at han blev nød til at skade hende, hvis han ville have hende til at underlægge sig ham. Han var ikke ude på at tage magten fra hende, han ville egentlig bare gerne nyde natten med hende, var det en dårlig ting? Han var nød til at vise hvem der bestemte, når hun nu blev så arrig og modstridende, men når han havde det, ville han bestemt ikke fortælle hende hvad hun skulle gøre og hvad hun ikke skulle. Han vendte blikket mod hende, som han fik hende skubbet væk og hun endte på ryggen, selvom hun også hurtigt var oppe igen. De havde allerede fundet ud af inde i hulen at han var langt stærkere end hende, så det var tosset af hende at prøve kræfter med ham! Men som hun ville! At han fik hende ned at ligge, var noget som fik et triumferende glimt frem i hans ravgule øjne, hvor han sørgede for at holde hende nede med sin kropsvægt, hvor han lagde et pres mod hendes ene skulder, for at låse hendes forben fast, hvor den anden pote hvile mod hendes hoved, for at holde hele hendes overkrop nede. Han sørgede for at flytte sig, så hun ikke kunne nå ham med sine bagben, hvor han snerrede direkte faretruende til hende, inden han greb fat omkring hendes strube, hvor han klemte til med sit store tandsæt. Han pressede mere til, som et tydeligt tegn til at hun skulle give op eller han ville flå struben af hende. Han lagde et hårdt pres med sine forpoter for at holde hende nede, strammede grebet med sine tænder – en tydelig advarsel, hvor hun gjorde klogt i at følge ham og gøre som han bad hende om!

[Deleted]

Annika havde aldrig haft en gemen grund til at skulle lade nogen som helst kontrollere hende. Månen havde været det tidspunkt hvor hun kunne smide alt som bare måtte minde om hæmninger fra sig, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Så snart hun stod i månens skær, så røg hele kontrollen. Hun havde aldrig prøvet at tage kontrollen igen, for det var slet ikke noget som.. hun faktisk vidste at man kunne. Hun vendte blikket direkte mod Pharrell.. At de havde forsøgt sig med kamp inde i grotten var ærlig talt slet ikke noget som hun kunne huske, en af den grund, så ændrede det ikke på det faktum, at hun mere end gerne faktisk direkte valgte at kaste sig ud i denne form for strid med ham, for han skulle bestemt heller ikke komme og tro at han var noget som helst, for det var han bestemt heller ikke, det var helt sikkert! Hun var bestemt ikke imponeret af ham, at han skulle stå der og skyde brystet frem, som han direkte valgte at kræve, at hun skulle følge ham, for sådan legede hun bestemt heller ikke! At han fik fat i hendes hals, og kløerne som satte sig i hende, var faktisk noget som gjorde ekstremt ondt! Hun klemte øjnene fast sammen, selvom det at blive kastet baglæns kun var noget som gjorde hende langt mere hidsig, for der var i den grad også grænser for hvad hun selv måtte finde sig i også på denne her måde, det var helt sikkert! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den direkte vrede mine. Hun blottede alle de sylespidse tænder. Hun var med andre ord heller ikke bange for ham, også selvom de lige havde været i kamp med hinanden og med dæmoner, kun for at starte forfra, så måtte det jo trods alt bare være sådan! Hun nåede ikke rigtigt at reagere før han havde fået hende væltet omkuld og direkte ned i jorden og med ham over sig. At sparke af med bagbenene var egentlig kun et desperat forsøg hvorpå at hun kunne få ham af sig, så hun igen kunne komme op! At han låste hendes forben fast og direkte satte tænderne i hendes strube, var noget som kun fik hendes pupiller til at trække sig gevaldigt sammen! Endnu en gang begyndte hun at pibe ganske svagt, hvor hun gjorde tydelige desperate forsøg for at få ham af, for det begyndte i den grad også at gøre ondt på hende, for ikke at glemme, at det var og kun blev mere og mere besværligt for hende at få luft i det hele taget! Hun hev svagt efter vejret, hvor hun gjorde sine mindre pauser, selvom det ikke var for længe af gangen. Det blødte, men igen, så var han jo tvunget til at holde hende nede med tænderne, selvom det alligevel af den grund, faktisk måtte gøre direkte ondt! Hun peb svagt, idet hun forsøgte at vride sig fri, selvom det måtte gå op for hende, at hun ikke kunne stille noget som helst op i det hele taget. Hun blinkede let med øjnene, idet at hun lagde ørene svagt tilbage og endte med at ligge stille, selv halen havde hun formået at lægge ned, også fordi at hun ikke ønskede at han skulle slå hende ihjel! Hun peb igen, næsten som hun direkte bad ham om at give slip på hende, for det gjorde ondt, samtidig med at det var besværligt nok for hende at skulle få luft i det hele taget, hvilket i den grad heller ikke var en tanke som man kunne sige, måtte behage hende direkte. Tvært imod, så var det faktisk ubehageligt!

[pharrel123]

Det var tydeligt at Annika havde glemt alt det som var sket inde i grotten, hvor hun næsten opførte sig som om hun aldrig havde set eller mødt Pharrell før, og det gjorde det kun klart for ham, at han ikke slap udenom kamp med hende, for hun var arrig, hun gad ikke at vise ham respekt, og de var faktisk tilbage til starten af deres møde, hvor de havde provokeret hinanden og hvor han flere gange havde slået hende i gulvet og vist at han var stærkest, selvom han vidste at han ikke vandt hendes respekt på den måde – ikke i vampyrskikkelse i hvert fald. Den eneste måde han kunne vise hende på at han var stærkest og at hun ikke skulle lægge sig ud med ham på, var ved at tvinge hende i gulvet og overvinde hende i kamp, få hende til at give op og give efter, selvom han vidste at hun ikke var meget for det, men havde han i det hele taget noget andet valg? Det var ikke fordi han ønskede at bestemme over hende, hvad hun skulle gøre og ikke gøre – medmindre det blev nødvendigt – men han ønskede stadig hendes respekt! Det var tydeligt at hun kun blev mere og mere hidsig, selvom Pharrell var ganske rolig, da han holdt sig kortfattet i stedet for at miste kontrollen og besindelsen – som hun tydeligt havde gjort. Den som mistede fatningen tabte kampe, for hun tænkte ikke klart, men det var ikke hendes skyld, det var fordi hun ikke kunne kontrollere sig selv under månen, hvilket nok skulle komme med årene. For jo ældre de blev, jo stærkere blev deres sind også, og så ville de bedre kunne styre dem under fuldmånen. At få hende ned at lægge, låse hendes overkrop og hoved til jorden, imens han holdt hendes strube i et jernfast greb, var alt sammen noget som han faktisk ikke var meget for, for han ønskede ikke at skade hende, men det var tydeligt at han blev nød til det, for at få hende til at falde ned. Han strammede grebet på trods at hun peb, for han var nød til at vise at han ikke udviste nåde – hvilket han normalt heller ikke plejede. At hun ikke kunne trække vejret, tog han sig heller ikke af, for det gjorde jo kun at hun måtte bestemme sig noget hurtigere – at dø eller at følge ham. Han snerrede fast som en advarsel, hvor han ikke ville tøve med at flå hende, hvis hun ikke gav efter. Hans ravgule øjne bar et vildt skær, hvor han ikke tog dem fra hende. At hun så endelig gav efter, lagde ørerne tilbage, halen ned og lå stille, fik ham til fortsat at holde hende i et fast greb, selvom han ikke strammede det. Som hun peb, snerrede han ganske let af hende, hvor han holdt hende i et stykke tid, inden han langsomt valgte at slippe hendes strube. Han trådte roligt over hende, hvor han lagde sig bag hende, med den ene forpote over hendes skulder, som han stadig var klar til at holde hende nede, hvis hun nu ville gøre modstand igen. Hans anden forpote hvilede tæt omkring ved hendes hoved, hvor han roligt gav sig til at slikke hendes hals, som tegn til at han ikke ville hende noget ondt – medmindre hun valgte at angribe ham igen, for så gav hun ham ikke noget valg. Han brummede let, som han kort slikkede hende over snuden, inden han blot valgte at betragte hende afventende.

[Deleted]

Annika havde ingen selvkontrol når månen endelig måtte være oppe, hvilket vel også var tydeligt for Pharrell? Det var slet ikke fordi at hun gjorde det med vilje, men hun havde aldrig haft nogen grund til direkte at skulle kæmpe for den selvkontrol, for det havde altid været hendes eneste mulighed hvorpå at hun kunne få lov til at gå lidt amok, hvilket et sted var nødvendigt for hende? Hun havde dog heller ikke ligefrem regnet med at han skulle få hende i jorden så nemt som han havde, men igen, så var han mange gange større end hende, så selvfølgelig var det også noget som sagde en god del også for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han direkte fik hende låst fast under ham, så hun knapt nok var i stand til at bevæge sig, var noget som direkte måtte irritere hende, men af den grund, så kunne hun jo heller ikke rigtigt stille noget som helst op! Grebet omkring hendes strube var faktisk noget som gjorde temmelig ondt, selvom hun ikke kunne tvinge ham til at slippe, og jo mere modstand som hun gjorde, jo værre blev det og jo sværere blev det for hende at trække vejret, så havde hun heller ikke noget andet valg end at ligge stille, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun havde særlig meget lyst til! Umiddelbart så var det vel også.. frygten for hvad han kunne finde på? Hun havde aldrig været tæt på en anden ulv på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun heller ikke gøre noget som helst ved det. At han valgte at snerre af hende og endelig valgte at give slip, så fandt hun det kun klogest i at skulle blive liggende ved ham, så det ikke endte med at gå helt galt, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af på nogen måde overhovedet. Hun brummede ganske let, som hun stirrede frem for sig og direkte ned i græsset. At han lagde poten ved hendes skulder og den anden ved hendes hoved, var ikke noget som hun tog sig af. Hans kropssprog var tydeligt nok; han ville ikke tøve med at gøre det igen, hvis det skulle blive nødvendigt, hvilket et sted kun gjorde hende langt mere irriteret end det som godt måtte være i det store og hele. At han gav sig til at slikke hende ved halsen, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun blot lukkede øjnene. Igen var det et tegn til omsorg og bekymring, hvilket selv hendes ulveskikkelse også måtte nyde godt af. Hun blev roligt liggende ved ham, badende i månens skær, idet at han slikkede hende over snuden, hvilket fik hende til at lukke øjnene nydende. Hun trak vejret dybt og pustede det tungt ud, idet hun vendte blikket op mod ham endnu en gang. Poten ved hendes skulder var næsten som en usynlig barriere, for hun flyttede sig ikke ud af stedet. Hun havde selv med denne personlighed, valgt at underkaste sig ham, for nu havde han da også gjort det tydeligt for hende, hvem som måtte være boss.