After a full moon..

[pharrel123]

Det var slet ikke fordi at Pharrell havde ønsket at komme i strid med nogen af disse dæmoner, for han ville faktisk bare have noget dumt brænde, så han kunne komme tilbage til Annika, for ja.. et sted nød han jo faktisk hendes selskab, det var lang tid siden at han faktisk havde følt sig som en del af noget større, men Annika havde sjovt nok givet ham den følelse tilbage, utroligt eftersom hun faktisk havde forsøgt at angribe ham til at starte med. Et sted morede tanken ham, men han ville helst holde sig fra krigsstien med hende, for han gad ikke skændes eller slås med én fra sin egen race, selvom det var tydeligt at han havde været nødsaget til at sætte hende på plads, for hun havde mindet ham om en rapkæftet hvalp der ikke kendte til den store hund der bestemte! Og han var og blev hendes leder, om hun ville det eller ej! Det var dog ikke fordi at det var noget som han tænkte på i øjeblikket, da han var lidt bundet fast til jorden og han kunne ikke tænke på andet end en udvej, selvom han kun havde en enkelt plan i hovedet, for han kunne ikke vriste sig fri fra rødderne på denne måde. At Annika så skulle komme og finde ham sådan her, var ikke ligefrem noget som glædede ham på nogen måde, men han skulle nu nok klare sig. Hendes forfærdede tone fik ham til at trække morende på smilebåndet, for som om han ikke kunne klare et par tåbelige dæmoner! Han grinte ganske let. “Jeg skal nok klare mig,” endte han lettere selvsikkert, uden at smilet falmede, selvom han godt nok ikke rigtig kom nogen vegne med det samme. Men han havde sine tricks, så han var skam ikke bange for at han ikke kom fri. Han nikkede roligt til hende, som hun valgte at rejse sig, hvor det så ud til at hun faktisk ville lystre ham. Et sted undrede det ham ikke, for.. hvorfor skulle hun kæmpe hans kamp eller for ham generelt? Hans blik endte dog direkte forfærdet, da han så hvordan stenen blev kylet direkte ind i hendes hoved og slyngede hende tilbage mod muren og ned på gulvet i en bevidstløs tilstand, hvor han faktisk blev helt.. bekymret? Det slag så virkelig dødbringende ud! Han blinkede let med øjnene. “ANNIKA!” endte han i en forfærdet tone. Han vendte blikket ned ad grotten, da han pludselig kunne se skikkelserne af de andre dæmoner. Han kunne ikke se hvor mange det var helt præcis, men det var i hvert fald en mindre flok, og han kunne tydeligt lugte at det var flere forskellige dæmoner. Han sank let en klump, som han begyndte at vride sig igen. Han vendte roligt blikket op mod dem, som de stillede sig omkring ham. ”Se hvad vi har her gutter.. en vildfaren køter,” svarede den ene i en hånlig tone, hvilket fik Pharrell til at hvæse af dem. Én af dæmonerne gik hen til Annikas bevidstløse skikkelse, og lod sin fod prikke til hendes hoved, for at se om hun var levende eller død. “I rør hende ikke!” hvæsede han i en fast tone, selvom de kun lo hånligt af ham. Den ene holdt en sten klar, en anden holdt en flamme fremme. ”Jeg synes vi skal smadre hans fjæs,” foreslog den ene. ”Nej.. lad os brænde dem begge levende!” tilføjede en anden. Pharrell selv prøvede stadig at rive sig fri, selvom rødderne holdt godt fast. Han vendte blikket op mod dem. “Jeg synes I kødhjerner burde holde kæft og tænke på jeres egen overlevelse i stedet for!” hvæsede han fast, som det lød et højt og tydeligt knæk fra hans krop, efterfulgt af en masse andre knæk, inden han udbrød i et højt brøl, som fyldte hele grotten, idet han begyndte at forvandle sig.

[Deleted]

Annika vidste udmærket godt at hun ikke ligefrem havde udvist at hun havde nydt af Pharrells selskab, for det havde hun faktisk. Hun kunne rigtig godt lide at han havde holdt om hende, faktisk fået hende til at smile og faktisk more sig i en mands selskab, hvilket bestemt heller ikke skete særlig ofte. Han var ældre end hende og han var hendes leder, så… et sted så ønskede hun vel også at beskytte ham? Og nu hvor hun havde fundet ham bundet af rødder til jorden. At hun jo så ikke kunne få dem op, var noget som ganske enkelt måtte irritere hende, for henne ved bålet havde det hele været så hyggeligt. Hun havde jo faktisk slappet af i hans arme og faktisk.. nydt sin tilstedeværelse som hun ikke havde gjort det længe før nu. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han nok skulle klare sig, måtte de jo finde ud af, men hvis det var en kamp som han ville kæmpe alene, så skulle hun da nok lade ham om det! Hun nåede kun lige at få øje på skikkelserne nede af grotten, idet at hun rejste sig, selvom hun ikke havde en jordisk mulighed, idet at stenen ramte hende direkte i hovedet, slynget hende rundt omkring sig selv og direkte ned i jorden ikke så langt fra Pharrell, hvor hun endte med at blive liggende i sin egen bevidstløse tilstand. At dæmonerne måtte komme hen til dem, var slet ikke noget som hun mærket sig af på nogen måde, for hun var virkelig langt væk. Hun var dog stadig i live, for stenen havde ikke ramt hende direkte dræbende. Desuden var hendes slags en blanding af vampyr og varulv – begge meget hårdføre end det som man nok lige skulle tro, og selv hun kunne se temmelig svag ud i forhold til en af Pharrells kaliber, men hun var bestemt ikke svag af den grund! At de var henne og skubbe til hendes hoved for at se om hun i det hele taget var i live, var heller ikke noget som man direkte kunne sige sig at hun mærket sig af, for hun var virkelig helt væk! Hun trak dog stadig vejret, selvom hendes slags slet ikke havde brug for det i den samme forstand som så mange andre. At de ville smadre Pharrells ansigt og brænde dem begge var ej heller noget som hun kunne høre og heller ikke det faktum at han begyndte at forvandle sig. Dæmonerne trak sig hastigt en anelse mere tilbage – dem som kom rendende i baggrunden om ikke andet. ”Han forvandler sig!”[/color] var der en som råbte og med den samme næsten hastige mine. Dem som kendte til Faiths familie, vidste også at der var horror eller varulv der, så der var nogen som alligevel havde en vis erfaring med det væsen og vidste at det bestemt heller ikke var noget som man direkte skulle komme i vejen for. De yngste som var kommet hertil var allerede vendt om for at komme derfra igen, for de skulle bestemt heller ikke nyde noget af noget som helst! Annika klemte øjnene let sammen, selvom hun slet ikke var i stand til at vågne, selvom hun virkelig forsøgte. Hun var stadig langt væk!

[pharrel123]

Pharrell havde ganske vidst nydt Annkas selskab, selvom han havde svært ved at finde ud af hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne, for med den fortid som hun havde og med det som hun var gået igennem, så vidste han godt at han som mand skulle være forsigtig, hvis han ikke ønskede hende som fjende, hvilket han ikke var ude på, for han ville faktisk gerne have hendes loyalitet, han ville gerne føre horrorerne frem, hvilket faktisk aldrig havde lykkedes nogen endnu, så han ville faktisk gerne forsøge og blive den første! Han ville derfor også gerne have Annika med, for hun havde viljestyrke, selvom hun måske var svær at finde ud af, men der skulle være plads til dem alle! At han så skulle blive angrebet fordi han søgte en anelse længere ind, var ikke ligefrem noget han havde regnet med. Han var blevet stukket ned i den ene side, han var blevet slynget i jorden og blev nu holdt fast af rødderne, hvor han ikke lige pt. kunne komme fri. At Annika så skulle komme, var slet ikke noget som han havde regnet med, selvom det ikke gjorde ham noget, for så var hun da ikke typen som bare stak af. Han ville dog stadig ikke risikere hendes liv, for han havde skam sine små tricks i ærmet, så han var skam sikker på at han nok skulle klare sig. Det at se Annika blive slynget igennem rummet ved at få en sten kylet direkte i hovedet, var noget som faktisk havde set utrolig farligt og dræbende ud, hvor han faktisk var bange for at hun var død, for.. de var måske hårdfører, men det slag så virkelig dødbringende ud! Han vendte blikket vredt op mod dæmonerne, som de omringede ham, hvor han sendte dem alle sammen en dræbende mine. Han var ligeglad med hvad de ville gøre ved dem, for de nåede slet ikke så langt! At de rørte Annika var dog noget som gjorde ham vred, for hun skulle slet ikke komme til skade på grund af ham! At de bakkede væk, da han brølede og begyndte at forvandle sig, var ikke noget som han fornemmede, da smerten skød igennem hans krop, idet knæk lød højt fra hans knogler, hans krop begyndte at vokse og han begyndte at vride sig langt mere. Hans ansigt blev mere aflangt, og erstattet med en snude og spidse ører. Hans krop blev mere og mere ulvelignende, hvor han kun voksede og voksede, indtil rødderne måtte give efter og briste for presset. Han endte med at udstøde et højt hyl, som han havde forvandlet sig, hvor hylet søgte igennem hele grotten. Han vendte de ravgule øjne direkte mod den tætteste dæmon, som han sprang på og flåede hovedet af ham. At de yngste var flygtet, tog han sig ikke af, selvom dræberinstinktet var kommet frem i ham. Han sprang ud efter den anden, hvor han slog ud med sin gigantiske og pelsede pote, hvor de sylespidse kløer ikke var til at tage fejl af. Han knurrede og snerrede af vrede, selvom det ikke var alle dæmoner der flygtede. Den ene jorddæmon, lod sten fra væggen skyde ud og søge mod hans store pelsede krop, som væltede omkuld, hvor han rystede let på hovedet og knurrede kun langt mere vredt. Han sprang ud efter jorddæmonen, selvom en anden dæmon hurtigt var henne ved ham og skød en ildkugle imod hans ansigt, hvor han gav et let piv fra sig, inden han rystede på hovedet, for det sveg i hans øjne!

[Deleted]

Lige hvad der skete omkring hende, var slet ikke noget som Annika havde det mindste styr på, i og med at hun faktisk var endt med at blive slået ud og faktisk også temmelig kraftigt! Hun klemte øjnene fast og let sammen, idet hun faktisk forsøgte sig på at vågne, selvom det ikke direkte kunne sige sig at gå helt præcist som det hun ville. Død var hun dog ikke – ikke mere end det som hun burde være om ikke andet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun var en horror, et ganske stærkt og hårdfør væsen og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle lave anderledes. Ganske svagt, så kunne hun høre lyden af skrig, skrål, brøl og en masse larmen, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte måtte sige noget til på denne her måde. Svagt åbnede hun øjnene, selvom det hele virkelig svimlede for hendes blik, så hun valgte klogt i at skulle lukke øjnene igen. Forsigtigt og ganske varsomt hævede hun hånden til sin pande, idet hun tydeligt kunne mærke det; Blod. Hun trak hånden stille til sig endnu en gang og betragtede det, selvom hun ikke gjorde mere ud af det, og det var jo egentlig heller ikke fordi at hun fik muligheden for det. Adskillige kraftige hænder endte hurtigt med at tage fat i hende, hvilket var noget som gav hende et tydeligt chok! Skyggedæmonerne havde skjult sig i mørket af hulen og endte med at begynde at trække i hende for at få hende med sig væk fra Pharrell. Lige hvad der skete omkring hende, var slet ikke noget som hun direkte kunne finde ud af, men dette var bestemt ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! ”S-slip mig!” endte hun med en direkte fast mine, selvom den var mere.. panisk? Det var stadig sløret for hendes blik, det gav hende kvalme at prøve at fokusere for meget, for det var bestemt heller ikke hvad man kunne kalde for en behagelig omgang! Det blødte endnu fra hendes tinding, så det var kun tydeligt at hun havde fået et tydeligt og ganske kraftigt slag, selvom hun nu heller ikke kunne sige noget som helst til det. Hænderne knyttede hun som hun forsøgte at trække dem til sig. Vreden udløste dog det hele. Det at det begyndte at rumstere i hendes sind, idet at hendes knogler begyndte at knække og brække. Hendes forvandling kunne hun ikke selv kontrollere endnu, selvom det var noget som efterhånden måtte komme, og hun havde fundet ud af at vreden udløste det hele. Hele hendes ansigt forandrede sig, idet at snuden meldte sig, hun begyndte at gro pels, samtidig med at det blev for svært for hende at forholde sig i ro, som hendes krop endte med at begynde at krampe og stadig fortsætte med at vokse, så den massive ulv ville kunne trænge igennem og komme til syne. Hun begyndte at knurre, hendes øjne var endt mere gule, idet at hendes hænder og fødder ændrede sig til store og ikke mindst massive poter. Der var i den grad også grænser for hvad hun fandt sig i på denne her måde! Tænderne viste sig i det massive ansigt, som hun vendte blikket direkte op mod dem og kraftigt snappede efter dem. De skulle bestemt heller ikke få muligheden for at slæbe hende med sig væk, det var slet ikke noget som hun fandt sig i!

[pharrel123]

Det var ikke ligefrem fordi Pharrell magtede kamp i øjeblikket, for det eneste som han havde ønsket, var at finde noget brænde og så komme tilbage til Annika, selvom han i udgangspunktet havde søgt væk fra hende, for at få ro til hovedet, men ærlig talt? Han ville langt hellere sidde sammen med hende end at kæmpe mod disse bastarder! Han knurrede ganske fast af dem alle sammen, selvom han ikke helt kunne få ro til at tælle hvor mange de var, men det var også ligegyldigt, de var måske flere, men han skulle nok klare det! Ildkuglen han fik skudt i øjnene, var noget som sveg! Det var som at få kastet gløder i øjnene! Han blinkede med øjnene, selvom synet var endt en anelse sløret, hvilket ikke ligefrem var noget som glædede ham. I det mindste var hans sanser skærpede utrolig meget, så det var ikke fordi at han ikke kunne kæmpe, for han havde ikke behov for at kunne se dem, for at vide hvor de var! Han lukkede roligt øjnene og lyttede i stedet for, inden han sprang mod ilddæmonen, som han fik væltet omkuld, hvor han snappede efter hans hoved, mest af alt for at skræmme ham. Han løftede den ene massive pote, som han svang igennem luften og kløvede hovedet af ham. Noget andet fangede dog hans opmærksomhed; Annikas stemme. Han endte med at vende blikket mod hendes skikkelse. Hun var vågen? Han havde næsten været bange for at det slag havde dræbt hende, for måske de var hårdføre, men de var stadig ikke udødelige af den grund. Han knurrede ganske let, som han kunne ane at der var én som havde fat i hende. Han trådte væk fra liget, inden han roligt gik mod skyggedæmonen, hvor han snappede faretruende med tænderne. Han nåede dog ikke så langt, før jorddæmonen endnu engang var over ham og lod rødder skyde op fra jorden og gribe fat omkring hans bagben, så han ikke kom længere. Han vendte blikket bagud mod jorddæmonen og knurrede fast og da han hoppede mod ham, mærkede han pludselig en rod bag ham der greb fat omkring hans strube, så han væltede omkuld. Han vred sin store gråpelsede krop. Han mærkede et spark mod hans mave, hvilket fik ham til at komme med en halvkvalt lyd. Hans ravgule øjne faldt mod en dæmon, der holdt en sølvkniv frem, hvilket fik ham til at bide tænderne fast sammen. Han begyndte at vride sig langt mere fast, som kniven nærmede ham, hvor han bed fast i den rod der holdt hans strube fast, kun for at flå den op ad jorden, inden han bed ud efter dæmonens hånd, som udstødte et højt skrig, da Pharrell flåede armen af ham. Han prøvede at rive benene til sig, selvom rødderne fortsat holdt dem fast. Han rejste sig på forbenene, hvor han vendte sig mod dæmonen der holdt ham fast, inden han gjorde et udkast mod ham, hvor han fik ham væltet omkuld, så rødderne slap hans ben, hvor han hurtigt var over dæmonen og slog også ham ihjel. Han vendte sig mod de sidste stykker, hvor han knurrede ganske fast. Han kunne se frygten i deres øjne, og se hvordan de måtte tøve. Det var dog ikke dem han ville spilde sin tid på, tværtimod. Han løb direkte forbi de sidste stykker, der tog chancen og flygtede, hvor han løb efter Annika, for han vidste ikke hvordan hun klarede det, eller om dæmonen havde dræbt hende – skønt han var rimelig sikker på at hun sagtens kunne klare et par dæmoner.

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så nød Annika godt af Pharrells selskab, ellers havde hun heller ikke søgt ind i hulen efter ham, da hun faktisk havde fundet ud af at tingene ikke var som de skulle være, så selvfølgelig var det også noget som ikke var som det skulle være, og det var noget som faktisk havde vagt hende en tydelig bekymring i hende, selvom det slet ikke var noget som sagde så lidt, for det var slet ikke noget som hun gjorde normalt, så det var noget som faktisk i det store og hele, faktisk måtte forundre hende. At det hele havde resulteret i en kamp med dæmonerne havde han slet ikke regnet med, men denne gang gik det jo tydeligt galt, eftersom hun var endt med at få en sten direkte i hovedet, hvilket havde slået hende ud for en længere periode, uden at hun havde nogen anelse om hvad der egentlig foregik. At vågne op til et rent helvede i form af kamp, brøl, skrig og alt mulig andet, hvilket var noget som direkte måtte overvælde hende, da hun måtte vågne igen og komme til sig selv, selvom det var tydeligt at dæmonerne havde lagt mærke til at hun var i gang med at vågne og de tog chancen, kun ved at rive hende med sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun fandt sig i på nogen måde! Hun vred sig, råbte op og prøvede at få dem til at slippe, selvom det var vreden ene og alene som var grunden til at hun faktisk startede med sin forvandling. Hun havde endnu ikke lært at kontrollere den selv, for der havde aldrig været nogen til at vise hende eller lære hende om hvordan hun skulle styre det. Forvandlingen tog til, hvilket kun tvang dem til at give slip på hende, selvom det var for sent. Hun havde formået at vende den store og massive ulvekrop rundt, idet hun kraftigt tog fat omkring hans skulder og hals og bare bed til. Manden udstødte et kraftigt skrig, idet hun gjorde et kraftigt vrid med hovedet og derved også knækket alt hvad hun havde i munden og omkring, så han faldt død til jorden. Hun var stadig ikke i stand til at se noget direkte, for det hele var i den grad sløret for hende, så det at finde fokus var samtidig også noget som gav hende en forbandet hovedpine! Hun klemte øjnene sammen, som hun vendte sig mod lyden af dæmoner og andre brøl og knurren – med andre ord, så måtte det jo trods alt være Pharrell. Smagen af blod i munden, var virkelig noget som vækkede den intense lyst i hendes eget sind, for det var virkelig en intens fornemmelse. Hun rejste sig op, idet at den anden af skyggedæmonerne hoppet ud af sit skjul i mørket og direkte op i hende. Kniven som han havde i hånden, hamrede han direkte ind i hendes side, idet hun udstødte et kraftigt og smertefuldt hyl. De fire ben gav efter under hende, idet hun endte i jorden igen. Hun vred sig hurtigt, tog fat omkring hans nakke som noget af det første hun fik fat i, hvor hun bare bed til og derved måtte knække den og kraftigt smed ham fra sig. Flere var flygtet – heldigvis, for det var bestemt heller ikke noget som hun sagde noget til. Hun rejste sig endnu en gang, som hun kraftigt endte med at knurre. End ikke dette var noget som hun fandt sig i! Hun trak vejret dybt, selvom det stak i hendes side og det gjorde ondt.. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. Hun prustede ganske let, som hun lagde sig ned på jorden og vendte sig mod såret i hendes side. Det irriterede hende virkelig! Hun lukkede og klemte øjnene sammen gang på gang, selvom det ikke rigtigt hjalp. Hovedet lagde hun ned på jorden under hende. Hun havde fået en kraftig hovedpine!

[pharrel123]

At blive angrebet af dæmoner, havde ikke været en del af Pharrells plan eller agenda, men desværre kunne han ikke vælge hvad der skulle ske og han vidste trods alt godt at han var på en andens territorium, selvom han virkelig var ligeglad! Så dyb som denne grotte var, så var han faktisk ikke særlig langt inde, derfor forstod han ikke hvorfor disse dæmoner i det hele taget gik amok. At få de sidste dæmoner nedkæmpet, var noget som faktisk måtte lette ham! Han gad ikke flere kampe, han havde nok i Annika hvis det endelig var, og hun var tilmed én fra hans egen race! Han vendte kort blikket bagud, som han så hvordan de resterende måtte flygte, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet, skønt man ikke kunne se det, foruden at man nok ville kunne ane et glimt af morskab i hans ravgule øjne. Hans fokus blev dog hurtigt vendt mod Annika, for han havde set dem slæbe af sted med hende, hvilket alligevel måtte gøre ham en anelse.. bekymret. Han var dog sikker på hun nok skulle klare sig, men.. hun havde fået et kæmpe slag i hovedet, et alvorligt slag, og han vidste at det ville gøre hende omtumlet! Han endte med at satte i løb, selvom hans bevægelse var lettere akavet, da han havde fået et dybt stik i siden af en sølvkniv, hvilket sveg! Han endte med at stoppe roligt op, som han fik hendes scent, hvor han roligt gik langsomt frem, han vidste jo ikke om de andre dæmoner endnu var der. Han bevægede sig hen til klippevæggen, hvor han kunne høre noget på den anden side. Han kiggede varsomt om hjørnet, inden hans blik faldt på Annikas sårede skikkelse. Han bevægede sig roligt mod hende, hvor hans hoved var sænket, som et tydeligt tegn på at han intet ondt ville hende – som han aldrig havde ønsket. Han nærmede sig roligt hendes pelsede skikkelse. Han havde ikke troet at hun havde kunnet forvandle sig selv, udenfor månens cyklus, selvom månen godt nok var oppe i øjeblikket, men strålerne havde ikke ramt hende, det var umuligt i denne grotte. Han selv prustede en anelse, inden han kom helt hen til hendes, hvor hans ravgule øjne hvilede lettere opmærksomt på hende. Hans blik faldt kort mod hendes side, hvor han kunne se at de også havde fået ram på hende, som med ham. han løftede hovedet, hvor hans ører strittede, som han prøvede at opfange dem, men der var ingen i nærheden. Hans blik faldt på de to døde dæmoner, som hun havde nakket, inden han roligt humpede op bag hende, hvor han lagde sig ind mod hendes skikkelse. Han kom med en dyb brummen, som han lagde sit hoved over hendes skuldreblade og ved hendes hals, hvor han vendte de ravgule øjne mod hende. Hun var ikke så slem igen, hvilket hun havde vist ham for længe siden. Et sted morede det ham, hvordan hun var så splittet, men han kunne faktisk godt lide det, for hun lagde ikke skjul på det bæst hun havde i sig, og at se hende i hendes ulveskikkelse havde han bestemt intet imod, for det var trods alt hendes ’indre bæst’ der var kommet til syne, og han nød ærligt talt synet! Hun var et smukt væsen, som resten af deres race var, og hvorfor lægge skjul på det? Han løftede hovedet en anelse, som han slikkede hende mod kinden – eller det som ville være hendes kind i menneskeform.

[Deleted]

Angrebet af dæmoner var slet ikke noget som Annika havde regnet med, at blive slået ud, slæbet med og det hele, selvom det slet ikke var noget som hun fandt sig i, for de skulle bestemt heller ikke have lov til bare at trække hende med sig og tro at de kunne gøre alt det ved hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Hun var en kvinde som vidste hvad hun ville have, hun var en meget bestemt en af slagsen, hvilket Pharrell vel også havde fundet ud af med tidernes løb? Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan. Kontrol over forvandlingen havde hun faktisk ikke, selvom den direkte blev udløst når hun blev vred nok – troede hun da om ikke andet. Hun havde aldrig haft en mentor eller andre til at hjælpe sig, for hun nægtet dem at lade komme tæt på hende, for hun nægtet at lade dem ramme hende på måder som faktisk gjorde ondt, hvilket var noget som hun faktisk også var blevet vant til med tiden og hun kunne virkelig ikke lide det. Hun turde ikke.. Selvom Pharrell ikke direkte havde gjort hende ondt. Hun lukkede øjnene let og prustede tungt. Det var udmattende pludselig at ende i kamp på denne her måde. Med grotternes størrelse, så var det hende næsten forundringsværdigt at de var kommet hertil for at få dem ud, for de var jo heller ikke så langt inde i grotterne igen! Hun spidsede ørene, da hun var helt sikker på at hun kunne høre noget, hvilket tvang blikket op, selvom det faldt på den anden ulveskikkelse; Det var Pharrell. Hun slappet af igen mere eller mindre med det samme, hvor hun bare blev liggende. Selv hende havde de fået ramt. Forbandede skyggedæmoner og det kraftige slag i hovedet som hun endnu kunne mærke, for hun havde en let blodig plet i hovedet endnu. Det var noget som i den grad også måtte irritere hende som intet andet overhovedet! At han selv var kommet til skade, kunne hun dog godt se nu hvor han var kommet så tæt på hende og.. det var faktisk noget som måtte bekymre hende og meget endda. han var jo trods alt leder og en af slagsen som ikke havde handlet til sin egen fordel, for han havde jo faktisk bedt hende om at tage væk. At han lagde sig bag hende, sagde hun dog ikke noget til. Hun måtte erkende at han faktisk var en flot mand – selv i hans skikkelse som ulv. At han lagde hovedet over hendes skulder og nakke, havde hun nu heller ikke noget imod. For hendes del så viste det en form for velkomst eller bekymring, netop fordi at han havde lagt sig der. Hun vendte blikket stille mod ham som han slikkede over hendes kind. Hovedet gned hun stille op af hans som hun peb svagt. Et tegn til bekymring, samtidig med at det vel også viste ham at hun havde ondt? Hun havde virkelig ondt i hovedet efter det slag, men at blive stukket ned, var bestemt heller ikke en tanke som behaget hende på nogen måde! Hun blinkede let med de ravgule øjne og lagde hovedet ned igen. Han føles faktisk rigtig god at ligge ind til, hvilket var en tanke som hun godt kunne lide. Hun var for træt til at diskutere, for selv en forvandling uden at hun kontrollerede det, tog energien godt fra hende. Nu skulle hun bare falde ordentlig til ro, så.. ville forvandlingen nok automatisk gå af igen.

[pharrel123]

Pharrell var kun glad for at kampen var færdig, for han måtte indrømme at han ikke magtede mere kamp. Blev det nødvendigt, så ville han selvfølgelig give alt hvad han havde i sig, men han havde ærligt talt nok i Annika, for den tøs sørgede da for at holde ham kørende! Hun havde slået ham tidligere, hvor det næsten kunne have set ud til at de ville ende i kamp, selvom de på en eller anden måde, var endt med at sidde i hinandens favn, en tanke der faktisk morede ham, for det var et twist på en aften som han ikke havde regnet med. Han var søgt til hulen, netop for at skjule sig for fuldmånen, da han ikke magtede at forvandle sig, og så var han kommet igennem en forvandling alligevel, og selvom han var leder, selvom han havde levet i mange år, så gjorde en forvandling stadig pokkers ondt! Hele hans krop blev jo udvidet, knoglerne brækkede for at blive healet og udvidet også, hvilket på ingen måde var smertefrit! Af den grund så gik det alligevel hurtigt, fordi han havde levet så mange år og havde forvandlet sig så mange gange. At se at Annika også var blevet forvandlet, var noget der gjorde ham vis om at hun havde klaret sig, for han tvivlede på at to dæmoner kunne holde hende tilbage i ulveform. Hun var dog en smuk ulv, selvom han også godt forstod hvorfor folk frygtede dem, for de var enorme og ikke mindst med et farligt tandsæt, som kunne igennem lemmer som var det smør. At hun lod ham nærme sig og tage plads bag hende, glædede ham faktisk, for så skulle han da ikke til at kæmpe med hende også, han vidste trods alt godt, hvilket temperament en varulv kunne have. At hun ikke afviste ham, gjorde kun det hele langt bedre. Han lod hende gnide sit hovedet op ad hans, hvor hendes peb kun indikerede at hun havde ondt, hvor han vendte blikket mod hendes side. Han kunne tydeligt se den røde blodplet, selvom han vidste at det langsomt ville heale, ligesom hans eget, det var trods alt det gode ved at have vampyren i sig. Han vendte roligt blikket mod hendes hoved, hvor der også var en blodplet i den ellers så flotte pels. Han brummede let, som han slikkede hende over den lange snude, inden han gned sit hoved en anelse op ad hendes, som tegn til at det hele nok skulle gå, men vel også en form for bekymring? Det var hans skyld at hun var kommet til skade, hvilket han faktisk ikke havde det godt med, for han havde bedt hende om at gå, selvom det havde været for sent, og hun var blevet skudt ned af en sten, hvilket havde set noget voldsomt ud! Så at hun havde ondt i hovedet, det kom virkelig ikke bag på ham! Han vendte roligt de ravgule øjne mod hende igen. Hans øjne havde fået et par tydelige røde blodårer, efter han var blevet skudt ned af ildkuglen, for det sveg i hans øjne endnu! Pokkers til dæmoner! Han havde bare ville have noget brænde og så tilbage igen! Hvor slemt kunne det være? Han prustede let, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes igen, hvor han kort lukkede øjnene, inden han vendte dem op mod hendes ansigt igen. Han ønskede ikke at hun skulle have ondt, så det var vel bare at tage den med ro?

[Deleted]

Annika havde det virkelig ikke godt. det at blive stukket ned og så tæt ved hendes bagben, gjorde også at det var svært nok for hende at gå eller bevæge sig uden at det gjorde ondt, selvom hun normalt ikke var typen som klaget over det. At han ville lægge sig ved hende, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for.. han havde kun vist hende, at han ønskede at passe på hende, for han havde jo trods alt valgt at beskytte hende på denne her måde, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun blev liggende som han slikkede hende i pelsen og med det hele, hvilket var noget som gjorde godt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. To dæmoner havde ikke haft den fjerneste chance for at skulle holde hende, for hun var mange gange stærkere end dem fysisk, selvom hun måske ikke var så gammel for sin slags, men det var virkelig underordnet! Hun havde formået at klare sig selv, selvom hun stadig havde en forbandet hovedpine og det gjorde faktisk ondt! Øjnene lukkede hun som hun faktisk lod ham slikke hende over snuden, hvor hun faktisk blev liggende ganske så stille, for det føles faktisk rigtig godt. Det var ikke ofte at hun i det hele taget lod mænd komme hende så tæt på, men det var lidt anderledes nu hvor hun faktisk måtte være et dyr, så var det jo mere det dyriske som tog over hende, hvilket gjorde at hun godt kunne slappe mere af, selv på trods af at hun stadig var meget anspændt i denne situation. Et sted så frygtede hun jo for at de skulle komme tilbage igen og bekæmpe dem, for det ønskede hun jo heller ikke! At han selv var kommet galt af sted, var noget som hun godt kunne se, specielt på hans øjne, hvilket bekymrede ham. Jovist havde de deres skærpede sanser, men alligevel, så.. var hun vel lidt bekymret for ham? Hun rejste sig en anelse, selvom hun knapt støttet på det ene bagben og lagde sig mere til rette, så hun faktisk lå mere med kroppen mod ham. Han havde øje vendt mod hendes ryg, så hun regnede skam også med at de ville blive opdaget inden de ville komme alt for tæt på, hvilket hun skam også ville have det helt fint med i den anden ende. Hun slikkede ham let over det pelsede kind og forsigtigt over øjet, et sted også for at vise at hun kunne se at han havde ondt der. Ørene lagde hun ned, hvor hun lagde hovedet tæt ind mod hans, idet hun slikkede ham lige så over snuden. Hun lå stadig forbandet anspændt, en anelse nervøs måske for det var længe siden at hun havde været igennem noget som bare måtte minde omkring dette. Tungen strøg let over den store snude på sig selv, idet hun lukkede øjnene let. Hun havde virkelig en hamrende hovedpine og det var noget som ganske enkelt måtte frustrere hende, for hun så virkelig ikke på det som retfærdigt på nogen måde! For det gjorde faktisk ondt! Han havde valgt at sende hende bort, selvom hun havde reageret for sent, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved. Hun havde været for langsom… eller måske for dumdristig at søge efter ham på den måde, som hun havde gjort det?

[pharrel123]

Et sted var Pharrell selvfølgelig glad for at Annika havde søgt efter ham, for det viste jo kun at hun ikke var ligeglad med ham, som hun ellers havde givet udtryk for. Men han var nu alligevel ked af at hun var kommet til skade på grund af ham, for det havde slet ikke været hans mening! Det var jo også derfor han havde bedt hende om at søge væk igen, så der ikke ville ske hende noget. Han vendte kort de ravgule øjne mod grotternes forskellige gange, hvor man kunne søge længere ind flere steder eller også søge tilbage til deres bålsted. Det så ikke ud til at der var flere, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende igen. Hun virkede ikke anspændt ved at have ham tæt på længere, selvom hun alligevel virkede en anelse nervøs, men det var vel fordi hun ikke var sikker på om de ville komme igen eller ej? Desuden så vidste han at hun havde fået et slemt slag i hovedet, så det forundrede ham nu ikke. Han løftede hovedet og betragtede hende opmærksomt, som hun valgte at rejse sig en anelse, selvom han kun lod hende lægge sig bedre til rette hos ham, hvor han smilte ganske let – ikke noget man kunne se på hans mund, men ved hans øjne. Han vendte siden at hovedet mod hende, som hun valgte at slikke ham over kinden, hvor han lukkede øjnene og brummede ganske let som hun slikkede ham over øjet, ikke af utilfredshed, men vel mere af.. behag? Han havde ikke noget imod at hun var over ham på denne måde, det var faktisk rart at hun valgte at smide hæmningerne en anelse, selvom han ville skyde på at det var fordi hun var i sin ulveform. Han lagde blot hovedet til rette mod hendes hals igen, hvor han trak vejret dybt, kun for at slippe det tungt. Øjnene gled ganske let i, hvor han godt kunne lide at hun slikkede ham over snuden, som han havde gjort ved hende. Han lagde hovedet en anelse på sned og mere ind mod hendes, hvor han følte at han endelig kunne slappe af, på trods hans sanser var fuldt vågne, for han skulle nødig have at nogen overraskede dem! Han kunne godt mærke at hun var en anelse anspændt, selvom det ikke gjorde ham noget, for et sted var han jo også vant til det fra før af. Han ville bare ikke have at hun kom noget til, hvilket også var grunden til at han havde bedt hende om at søge væk, selvom det gjorde ondt at hun var kommet noget til på grund af hans dumdristige fejl ved at søge længere ind. Han løftede sit hoved, hvor han vendte sine øjne mod hans egen side, som var ved at blive healet. Han vendte roligt blikket mod hende igen, hvor han slikkede hende mod blodpletten, der hvor hun var blevet ramt af stenen, kun for at slikke hende over den pelsede kind og videre over snuden. Hun var ikke den eneste der blev styret af det dyriske, for det blev han også ligeledes selv, selvom han ikke tog sig af det, for hvorfor skulle han? Han kunne sagtens forvandle sig tilbage, hvis han ville, men han måtte indrømme at han helst ville undlade det, da det var en smertefuld forvandling, og han havde ondt i kroppen i forvejen, da han var blevet overdynget af sten og bundet af rødder der havde klemt omkring ham, så han måtte indrømme at han helst bare gerne ville slappe af!

[Deleted]

Annika formåede virkelig ikke at slappe af. Hun var anspændt, hun var nervøs for dette var heller ikke noget som hun helt kunne sige sig at være vant til. Ikke på denne her måde om ikke andet. At Pharrell lå der med hende, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for han var lige som hende også kommet til skade, og det at prøve at slappe lidt af, ville hun heller ikke have noget imod. Det føles virkelig som en stod og hamrede hende i hovedet med en hammer, selvom hun ikke var den som direkte skulle sige sig at brokke, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, og det vidste hun jo trods alt også godt. Han havde ondt og det ønskede hun jo trods alt heller ikke, selvom hun nok ikke lige var den typiske Annika lige nu. Det dyriske havde taget meget over hende og hun var et dyr lige nu. Det var faktisk sjældent at hun var forvandlet udenfor fuldmånen, for det krævede normalt virkelig at hun skulle blive vred, hvilket ikke skete særlig ofte! At han selv måtte nyde af hendes omsorg for ham, var end ikke noget som hun sagde noget til. Et sted så.. ja, så lignede de jo næsten et kærestepar sådan som de måtte ligge der. De kunne vel heller ikke genere nogen ved at ligge der og bare.. slappe af? Hendes eget sår var ved at heale, men det var også kun fordi at han formåede at sætte en ro og en fred i hende, så det føles faktisk også godt, selvom hun stadig var for opmærksom end det som hun ellers ville have været. At han selv lå der og passet på hende, var noget som fik hende til at slappe en anelse mere af, selvom hun stadig lå en smule og rystet. Hun havde aldrig været oppe imod dæmoner før, og da specielt ikke på denne her måde! At han begyndte at slikke hende stort set i hele hovedet, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod. Hun blev bare liggende, lukkede øjnene og lod ham gøre det. Den svage brummen som sad i hendes hals, var slet ikke noget som hun kunne komme udenom på nogen måde overhovedet, for det var faktisk behageligt at han var sådan over hende, og det var samtidig også noget som virkelig gjorde det hele langt nemmere for hende at slappe af, selvom det alligevel ikke var helt. Stod det til hende, så ønskede hun egentlig bare at sove, selvom hun slet ikke var rolig nok til det. Ørene lagde hun ned, som hun lagde hovedet tæt ind mod hans egen krop. Hans scent var noget som faktisk gjorde hende rolig, også fordi at han lå der som en hanulv, hvilket var noget som gjorde sit også for hendes vedkommende, og det var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun slog ganske let med halen, som hun endelig kunne lægge sig godt til rette ved siden af ham. Forvandlingen var direkte smertefuld, så det at ligge ved siden af ham på denne her måde, var noget som hun faktisk også havde sit at sige, også fordi at… hun faktisk ønskede at ligge der sammen med ham, selvom det var virkelig afslappende. Hovedet gned hun stille mod hans eget endnu en gang og tæt op af hans kind. Et sted så.. var hun jo i fuld sving med at markere sig på ham, selvom det var en ren dyrisk naturlig handling. Hun tænkte egentlig ikke rigtigt over det.

[pharrel123]

Pharrell havde ikke troet at Annika havde kunnet forvandle sig af sig selv og uden fuldmånens hjælp, for hun havde jo selv sagt at hun var søgt i sikkerhed for månen og det var derfor at han havde stødt på hende i grotten, hvor han havde set hende rense sine sår, selvom han vidste at de sår var healet og nu på grund af ham, så havde hun nogle nye sår, som skulle heale, hvilket utroligt nok gav ham dårlig samvittighed, for han ønskede ikke at hun skulle komme til skade på grund af ham, skønt det så var sket alligevel. Dæmonerne var dog væk, og han var sikker på at de ikke ville komme tilbage foreløbig i hvert fald, for de havde vel også lært af deres fejl? Lært at de ikke skulle kaste sig i krig med to horrorer? Det håbede han i hvert fald, for han magtede ikke mere kamp, han ville langt hellere ligge her med Annika, selvom han ikke kunne lade vær med at være opmærksom på omgivelserne, for at beskytte hende, for han var hendes leder, en alfahan, det var hans pligt at beskytte flokken og den var hun en del af, fordi hun var samme væsen som ham selv, om hun så støttede ham eller ej. Han var dog glad for, og kunne godt lide at hun lod ham være sådan over hende, for det gav ham næsten automatisk et overbeskyttende instinkt for hende, for han ønskede ikke at hun skulle komme mere til! Og som hun ikke stoppede ham, fortsatte han med at slikke hende over ansigtet, men mest ved hendes sår, da hans spyt trods alt havde en healende effekt på sår, ligesom hans blod havde – noget som hans race havde fra vampyrerne af. Han lukkede let øjnene, som hun gned sit hovedet op mod hans, hvor han selv gned sit op ad hendes samtidig, for at vise at det var okay. Han plejede normalt aldrig at være så kærlig, men igen var det de dyriske instinkter der tog over for ham, desuden havde han aldrig været tæt på en anden ulv før – ikke på denne måde i hvert fald. Han bed hende drillende i det ene øre – ikke smertefuldt, for han ville heller ikke gøre hendes hovedpine være – inden han skubbede til hendes hoved med sin egen snude, kun for at lægge hovedet tæt ind mod hendes krop igen. Nu hvor han pludselig lå her med hende i skikkelse som ulv, så kunne han pludselig tydeligt mærke hvordan ledergenet kom frem i ham, og Annika mindede ham kun om at han skulle være der for sin race, hvor han tidligere kun havde hjulpet dronningen med oprøret. Men for eftertiden ville han gøre mere for sin race, et sted ønskede han jo også at vise hende at han var en god leder, at han var der for flokken og ikke svigtede den – specielt ikke hende, for han ville gerne vise hende at hun ikke behøvede at frygte det mandlige køn på grund af hendes fortid; ham behøvede hun i hvert fald ikke at frygte! Blikket vendte han roligt mod hendes sår i siden, hvor han ganske let lod sin tunge slikke hende forsigtigt over såret, som et tegn på omsorg og bekymring. Hvis det skulle vise sig at dæmonerne kom tilbage, så ville han i hvert fald gøre alt for at holde hende i sikkerhed! Selvom han var ganske sikker på at hun nok kunne klare sig selv.

[Deleted]

Annika havde ikke en egen kontrol over sin forvandling, selvom hun havde været Horror hele livet. Folk havde set på hende som et væsen præget af ulykke, og det var jo et sted heller ikke helt forkert, hvilket hun var klar over i den anden ende. Hun rystede let på hovedet og vendte blikket mod ham, selvom det slet ikke stoppede ham i at slikke hende i ansigtet. Hun følte det faktisk kun behageligt. Et tegn på omsorg og bekymring for hendes væsen, hvilket heller ikke var noget som hun var vant til som sådan, for hun var den som normalt aldrig nogensinde lukket folk tæt på sig, og sådan havde det været stort set igennem hele hendes liv. Ingen havde været der for hende, så det var vel heller ikke et under, at hun skubbede folk fra sig? Det var første gang at hun direkte havde ladet ham komme hende så tæt på at han kunne ligge der og bare tage sig af hende. Sårene var ved at lukke sig, selvom det dog ikke forhindrede hende i at nyde hans omsorg for hende, for det gjorde hun faktisk. Ørene lagde hun roligt ned, også mest for at gøre det muligt for ham at komme til. Hun kunne skam fint passe på sig selv, hvilket hun vel også havde vist ham på denne her måde? To horrore var end ikke noget som en flok uduelige dæmoner burde kaste sig i krig med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han var hendes leder, hvilket også var noget som han havde udvist så tydeligt for hende igennem disse stride. At han var en med ben i næsen og en som man næsten gjorde klogt i at følge, hvilket var noget som lå ganske naturligt til hende, i og med at hun kun var en simpel hun, så skulle man jo trods alt også følge sin alfahan og det var noget som hun ikke havde et problem med – i denne skikkelse om ikke andet. Han havde vist sig som en kraftig han og det var noget som alligevel kun måtte appellere til hendes mere dyriske side, for det var noget som hun faktisk nærede en respekt for. At han direkte bed hende i øret, også selvom det ikke gjorde ondt eller noget lignende, var alligevel noget som fik hende til at reagere lidt. Hun brummede som hun let kastet hovedet direkte ind mod hans egen krop. Hun slog let med halen og trykkede sin krop mere ind mod hans. Han fik hende faktisk til at slappe en anelse mere af. At han begyndte at slikke hendes sår i siden, fik hende kun til at lægge sig ned, hvor hun direkte lagde sig mere på siden, næsten også som tegn til at det var okay for ham at gøre det, for.. ja, hun nød jo godt af det, og det at han faktisk var så meget over hende. Lige foreløbig, så regnede hun skam heller ikke med at dæmonerne ville komme igen, selvom man jo heller ikke kunne vide sig alt for sikker, selvom det nu bare måtte være sådan at det endelig måtte være. Hun prustede ganske let. Det gjorde en anelse ondt, hovedet var bestemt heller ikke med hende, men hun faldt faktisk kun mere og mere til ro sammen med ham. Øjnene åbnede hun stille. Hans omsorg for hende, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, selvom det ikke var noget som hun sagde direkte, men.. det kunne vel ikke være mere tydeligt end det her? Hovedet lagde hun stille ved hans skikkelse, hvor hun lå og indåndede hans scent. Han var en kraftig og tydeligt ledertype, en som hun ikke kunne få sig til at gøre andet end at.. følge? Halen slog hun let med, hvor den også ramte ham i hovedet - alt i ren og skær drilleri.

[pharrel123]

Den eneste grund til at Pharrell kunne styre sin forvandling og tilmed forvandle sig som han selv ville, var fordi han havde trænet op igennem årene, og han var efterhånden ved at være ret gammel. Han var ikke fuldblods som han vidste at Annika var, for han var født menneske i et helt andet land. Han var blevet bidt af en varulv først, og da han var kommet til Dvasias via et skibsbrud, var han blevet bidt af en vampyr som var stødt på ham, for at redde hans liv, da han ellers havde været død, og det havde så skabt horroreren i ham. Vampyren havde lært ham at jage, men da vedkommende fandt ud af at han havde været horror, var han efterladt til sig selv, for hans væsen var ikke ligefrem noget som mange så positivt på. De var ikke velsete, hvilket kun irriterede ham! For de havde lige så meget ret til at være alle steder som så mange andre var. Horror var efter hans mening et utrolig smukt væsen, måske med et indre bæst, men så man på dem nu, var de jo kun to kæmpestore ulve, man skulle nok ikke komme i nærheden af dem, men derfor behøvede de heller ikke decideret at være farlige, for de var faktisk ganske kærlige imod hinanden. Selvom han var halvblods, så følte han sig som en fuldblods, også fordi at han havde levet som horror det meste af sit liv, desuden så havde han jo stadig styrken og alle egenskaber, og ellers var han jo nok heller ikke blevet leder. Og han ville skam kæmpe for den plads, han ville kæmpe for sin race og han skulle nok få dem ført frem i lyset! Måske der lå en magtkamp mellem mange af racerne, men det var på tide at horrorerne tog den magt og viste sig i lyset! Det skulle han i hvert fald nok sørge for! At hun kastede sit hoved ind mod hans krop, og trykkede kroppen ind mod ham, da han valgte at bide hende i øret, fik ham til at brumme ganske let – af morskab. Han slikkede hende kort over snuden, næsten for at gøre bidet godt igen, hvor han vendte blikket mod den retning, hvor de havde haft deres bål. Han havde aldrig nået at komme tilbage med brændet og det lå nu spredt i grotten, hvor han var blevet angrebet. Han lod hende blot lægge sig mere ned på siden, som han gik i gang med at slikke hendes stiksår i siden. Han kunne godt regne ud at hun kunne lide hans omsorg, ligesom han også kunne lide hendes, men han sagde intet til det, for.. hvorfor pokker skulle han? Han ville bare gerne nyde tiden med hende. Som hun prustede, gjorde han sine slik mod hendes sår en anelse blødere, hvor han bare lod hende lægge hovedet ind mod hans skikkelse. Han kunne godt lide at være over hende på denne måde, også fordi hun ikke afviste ham, hvilket kun gjorde at han fortsatte. At hun slog sin hale mod hans hoved, fik ham til at trække hovedet til sig, hvor han endte med at nyse højt, kun for at ryste på hovedet, så hans ører flappede. Han skulede let til hende, inden han bed hende drilsk i halen, selvom det ikke var hårdt, for han ønskede ikke at skade hende. Han slikke let hendes hale, inden han trak hovedet til sig og lagde det tæt ind mod hendes, hvor han brummede ganske let af velbehag. Han kunne tydeligt mærke at hans eget sår var ved at være healet, selvom blodet var størknet i hans grå pels.