Well I didn´t mean to hurt you

[Deleted]

Der var gået nogle dage siden Lucian havde taget den lille engel dreng med sig hjem fra sin tur til Procias. Han havde endnu ikke formået, at gøre ham skade, da han faktisk fandt ham kær og nærmest som en lille bror. Men han havde dog pillet lidt når de havde sovet sammen. Men ikke så meget, at det havde vækket Joshua. Han gik stille frem, da han helst ikke ville risikere englen fattede en form for mistanke og måske forsøgte at stikke af før tid. Han ville nok slippe ham fri igen når og hvis han nogensinde fik gjort det han havde planlagt ved floden før de var taget hertil. Men hvis han ikke ville så måtte han jo godt blive, men han regnede ikke med det hvis alt skete.
Han havde haft ham med ude af hytten nogle gange hvor de en dag havde været på markedet inde i byen der lå noget tid væk, men det tog en times tid hver vej. Der omkring. Han havde også haft ham med ude bare for at gå ture i naturen hvor vinteren nu omsider var igang med, at trække sig væk og lade foråret komme til. Han strøg stille hans hånd lige nu, da de gik ude denne skønne let kølige aften hvor sneen næsten var forsvundet. Solen havde været på himlen idag og der havde været fugle i luften og træerne så foråret var faktisk så småt gået igang. Han havde taget ham med ud på en aften tur efter de havde spist for at gøre hans krop træt så de kunne sove og så fordi det var hyggeligt og så følte drengen sig jo ikke som fange hvilket han jo på en måde faktisk var.
"Nå er det på tide vi vender om og går tilbage?" grinede han lidt, da solen så småt var ved, at forsvinde mellem træerne og stien de gik på var faktisk mere eller mindre lagt hen i mørke. Stierne snoede sig ind og ud mellem træerne og hinanden så de skulle ikke gå hele vejen tilbage. De skulle bare gå i retning af hytten så kom de der. Selvom de havde gået i en time eller to ja så kunne turen tilbage vare meget mindre, da man jo så bare valgte den hurtigste vej hvis det skulle gå hurtigt.

[Deleted]

Lucian troede nok at Joshua havde ligget og sovet da han havde pillet ved ham, men det havde han ikke. Han havde virkelig fundet det ekstremt ubehageligt, men det var jo kun sket den ene gang, så det var heller ikke fordi at han bed sig meget i det mere. Det var vel bare fordi at han havde været ny i hans hus og hjem? Han måtte dog ærligt erkende, at han var faldet frygtelig godt til i Lucians hjem, også fordi at det jo faktisk var et sted hvor han følte sig tryg og sikker, hvilket han bestemt heller ikke var i stand til at skulle sige om særlig mange andre steder, det var der så sandelig heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Han havde ladet ham røre og pille, ladet som ingenting, selvom han havde været en anelse mere opmærksom på sig selv siden den nat, selvom han havde været for træt til at han overhovedet havde magtet at reagere.
Joshua følte sig slet ikke som en fange ved ham. Han havde haft sine dage hvor han havde haft det temmelig elendigt, men det var vel også på grund af den dumme forkølelse som han var blevet et offer for? At det jo så var meget værre end det, var jo slet ikke en tanke som faldt ham ind, for han var jo ikke noget andet end en lille dreng som prøvede at finde sin plads her i livet, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han måtte erkende, at han var begyndt at blive glad for Lucian, også selvom han vidste at Mirry stadig var derude et sted og sikkert også var begyndt at lede efter ham. Han måtte erkende, at det ikke rigtigt var de tanker og de baner som han måtte befinde sig i, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som helst, som han kunne gøre ved det lige nu. Han nød alt det som Lucian kunne vise ham, alt det som han fortalte om, for det var noget som faktisk også måtte betyde forbandet meget for ham.
Han gik i øjeblikket stille ved siden af Lucian. De havde været ude i det som næsten måtte være flere timer! Joshua var blevet træt, han var døsig og det var heller ikke fordi at han var helt ovenpå. Han var faktisk en anelse bleg. Han kvalte stille et gav og gned sig i øjnene, hvor han rystede let på hovedet og så op på ham. ”Vil du bære mig hjem?” spurgte han stille. Han kunne faktisk godt lide at hænge på hans skuldre, for det var faktisk kun noget som gjorde ham langt mere døsig end det som noget andet kunne gøre det, og så var det også det som fik ham til at føle sig mere accepteret end det som han normalt ville være det, for det var heller ikke en følelse som han havde følt før. Han sendte ham et stille og dog så træt smil. Der skulle faktisk ikke meget til, før han blev træt efterhånden og han vidste bare ikke lige hvorfor!

[Deleted]

Lucian så ned mod ham og smilede stille. At drengen havde kendt til pilleriet anede han ikke det fjerneste om. Og havde han så også haft kendt til Jacques som han havde haft i sit hjem, da han havde taget Joshua med hjem. Ja og kendt til det han havde gjort ved den mand så ville Joshua nok langt fra havde været rolig. Han havde det meste af tiden holdt ham i hånden både idag og de andre ture de havde været ude i. Nogen inde i byen havde endda troet Lucian havde taget et plejebarn ind hvilket det vel på en måde var. Selvom han havde haft op til flere børn og unge personer i sit hjem som fanger så kendte ingen i byen til hans pædofile og voldelige side så de fandt det jo blot sødt.
Han så ned på ham og havde godt lagt mærke til, at det i de sidste par dage nærmest var gået en smule mere og mere svag og bleg. Han frygtede virkelig den forkølelse var slem. Han strøg ham let over håret og smilede stille ned til ham og nikkede. Stoppede op og løftede ham så op så han kunne slappe lidt mere af og døse hen. Tiden hjem herfra var jo ikke så lang og drengen var lille og vejede stort set intet så han kunne jo let bære ham den stykke vej og tid. "Kom så...nu går vi hjem og får dig lagt i seng.." grinede han stille med et smil og nussede hans kind lidt før han sikrede sig den lille engel sad godt og trygt før han begyndte at gå igen. Han måtte jo sikre sig, at han ikke tabte ham eller han gled ned. Han gik lidt i sine egne tanker nu og overvejede om han skulle skaffe en læge til at se på Joshua, da han fandt den sygdom mere og mere slem.
Godt nok så havde Joshua været ude i vinterens kulde længe og virkelig meget udsat for alt der kunne ramme ham. Han havde måske været for sent ude til at kunne stoppe det, men han måtte godt nok indrømme, at det var en meget slem forkølelse. Han ville være mest tryg ved det hvis han rent faktisk fik en læg tilkaldt. For måske var det jo ikke blot en forkølelse, men noget værre. Noget farligt der måske kunne smitte. Det var han nødt til at finde et mere præcist svar på før han rigtigt kunne gøre noget imod det. Han så om mod ham og smilede lidt trist, men så snart frem igen for at gå videre. "Men bare sov nu hvis du vil..du må være træt efter denne lange dag.." hviskede han stille for ikke at risikere at vække ham hvis han allerede var faldet lidt hen.

[Deleted]

Joshua var svagt vågnet ved det pilleri som han havde været udsat for, men alt det andet, var nu ikke noget som han kendte det mindste til. Det eneste som han var klar over, var at man ikke pillede sådan ved børn. Det var noget som han altid havde fået at vide, men igen, så var det jo trods alt også kun sket denne ene lille gang, så det var heller ikke fordi at han tog det særlig tungt lige nu. Lucian havde taget ham i hus, hvilket han i den grad også var glad for, for han var efterhånden blevet glad for manden. Han havde passet på ham, gav ham tøj på kroppen, gav ham en seng at sove i og passede på ham som ingen anden faktisk havde gjort det før, så han var ham virkelig taknemmelig for det hele, selvom han ikke vidste hvordan han skulle vise det, for det var bestemt ikke ensbetydet med, at det var nemt på nogen måde, for det var det bestemt ikke. Han ønskede at gøre noget for ham for at vise ham hans taknemmelighed, men han vidste bare ikke hvordan!
At Lucian løftede ham op, havde han bestemt heller ikke noget imod. Han slog armene let omkring hans nakke og lagde sig med hovedet mod hans skulder. Måske at han var ved at være stor nu, men han vejede heller ikke særlig meget. Det var nu og da alligevel en tanke som måtte glæde ham som intet andet overhovedet. Han var bleg og han sov faktisk kun mere og mere og hans overskud var bestemt heller ikke det største efterhånden, selvom det nu ikke var en bekymring som han bar på nogen måde overhovedet. Han havde vel heller ikke nogen grund til det? Han var jo bare et barn. ”Okay,” hviskede han stille og lagde sig godt til rette som Lucian bare begyndte at gå. At dette også var noget som måtte bekymre ham, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind overhovedet, men det var nu alligevel noget som havde en tydelig betydning alligevel. Han lukkede øjnene stille, hvor Lucians lette gang, nærmest var noget som måtte vugge ham hen i en søvn.
At han endda overvejede at skaffe en læge til at kigge på ham, var heller ikke en tanke som han var kendt med. Han var bare et barn uden de største bekymringer, for det havde aldrig nogensinde været en nødvendighed. Han nikkede bare døsende og kvalte et gab til hans ord. Det havde virkelig været en lang dag, hvilket han i den grad også godt kunne mærke! ”Godnat, Lucian,” hviskede han stille, som han bare uden videre gled hen i den tunge søvn. De små hvide vinger faldt slapt ned over hans ryg. Det var sent, de havde været ude længe og der skulle virkelig ikke meget til at udmatte ham længere. Det rallet i hans vejrtrækning, som var det kun blevet en anelse mere besværligt med tiden – igen, så var det ikke en bekymring som Joshua var i besiddelse af. Det var jo bare en forkølelse?

[Deleted]

Lucian smilede lidt over hans godnat og rystede en smule på hovedet. Han ville ikke kalde det helt nat endnu, men han kunne både se og høre på knægten, at han sov og det var faktisk sødt. Han ville ikke vække ham og lige nu var det vigtigste at få ham hjem i seng så derfor gik han en smule hurtigere, men stadig uden det var løb. Han ville helst have turen blev behagelig for Joshua så han kunne sove roligt videre. Han nussede hans vinger lidt og han sørgede for de blev vasket hver dag og holdt ved lige så han var en fin lille engel. Han havde passet ham som var det hans egen lillebror og han måtte faktisk indrømme, at han helst ikke så der skete noget med ham fremover. Eller nu for den sags skyld.

Han gik videre i noget tid til han til sidst kunne se sit hjem. Deres hjem. For Joshua boede der jo mere eller mindre nu og han ville også gerne have han følte sig hjemme der. Han endte med at sætte farten ned igen nu hvor de næsten var der. Han sikrede sig lige om drengen sov stadigvæk og smilede roligt og nussede ham før han gik op til hoveddøren og fandt nøglen frem og låste op før han bar ham med sig ind. Han fik stille lukket døren i bag sig og låst den helst uden at vække sin lille engel og gik så videre ind igennem huset og hen til soveværelset. Som de jo delte, da det var det eneste han havde. Og så længe Joshua ikke sagde noget gik han ud fra han ikke havde noget imod det. Han lagde ham ned i sengen med et lille smil og håbede ikke han havde været vågnet op fordi han måske havde gynget frem og tilbage i favnen på ham. Han strøg ham over håret og lagde dynen hen over ham med et svagt smil og gik så selv ud og tog sig noget vand at drikke og tog et glas med ind som han stilte ved siden af sengen før han lagde sig ned. I tilfælde af Joshua måske blev tørstig midt om natten og så var han klar med vand lige indenfor rækkevidde. Han lagde sig stille ind mod ham og trak dynen hen over sig selv også mens han lagde sit hoved ned på puden.

[Deleted]

Joshua forstod det virkelig ikke, men der var virkelig ikke meget som skulle til, før han endte med at blive direkte udmattet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han var endt med at blive vugget godt i søvnen idet at de var endt med at begive sig hjemover på denne her måde. Ikke fordi at det vel var noget som kunne overraske nogen som helst, men det var jo bare sådan at det var. Han følte sig tryg sammen med Lucian, selvom.. han måske ikke burde det, men det var nu heller ikke fordi at han havde nogen andre steder at skulle søge hen, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke, så var det jo trods alt bare den rene sandhed og på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev passet på, han blev holdt ren, han fik tøj på kroppen og han var tryg og sikker, så var det vel heller ikke fordi at han havde brug for meget andet mere?
Joshua var ved at blive syg. Han endte hurtigt med koldsved og han var træt og udmattet og selv det var ved at gå kraftigt ud over hans appetit, for det var heller ikke meget som han spiste efterhånden, selvom det nu bare måtte være sådan at det var. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som nogen kunne gøre noget decideret med på denne her måde. Han sukkede dæmpet i søvnen som de var endt med at skulle komme hjem. De trygge omgivelser som han kendte så godt efterhånden og så længe, at han kunne mærke, at Lucian måtte være der og tæt på ham, så var det skam heller ikke fordi at det var noget som han havde noget imod som sådan, for det havde han bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lagde sig roligt ned i sengen og med dynen som måtte blive trukket godt omkring ham, hvilket kun var noget som fik ham til at smile ganske svagt, som han lagde sig roligt til rette og trak dynen ekstra godt omkring sig. Han var virkelig tryg her, også selvom der havde været disse småting som han ikke rigtigt turde at snakke med Lucian om, som han havde mærket at han havde gjort, men.. han var vel holdt op med det igen? Det var da om ikke andet, så noget som han måtte håbe på i det store og hele. Søvnen var tung.. den var virkelig skræmmende tung denne her gang.

[Deleted]

Lucian brugte meget tid på at betragte Joshua når han sov. Han havde ikke rørt ham sensuelt i længere tid nu, men han var også bekymret. Og han var samtidig også begyndt at se på ham i et andet lys. En del af ham havde skam stadig lyst til at misbruge den lille engel især nu hvor han mere eller mindre havde vundet alt hans tillid. Men samtidig med tiden hvor han havde haft Joshua under sine vinger ja så havde han fået en ny fornemmelse som gjorde han kun ville beskytte ham. Mod alt og alle og mod sig selv også. Men hvad betød det? Det havde han stadigvæk ikke fundet ud af. Det var ikke lige så let og enkelt som det kunne lyde.
Han sukkede stille og strøg Joshua stille over håret og lå vågen og så på ham som så mange gange før. Men han var virkelig varm. Eller bildte han sig det bare ind? Han satte sig lidt op og gik kort efter ind i stuen og satte sig ned. Snart sad han med en pen og papir og skrev noget ned i et lidt hurtigt tempo, men dog stadig læseligt. Han gik bagefter ud bagved hytten hvor der var et lille voliere med nogle duer. Han rullede papiret sammen og lagde ned i et lille hylster og rakte ind og bandt det på foden af en af sine duer. Han brugte dem kun til når det var haste meddelelser og lod så duen flyve afsted. Han vidste der nok gik en dag eller to før hans læge modtog den og så et par dage mere før lægen kunne komme. Men det var lige nu hans eneste håb. Og hvis han ikke fik et svar fra sin due om tre eller fire dage så måtte han tage drengen med til Procias og se Dr. MaxLaqcinés.
Mens han stod lidt og se på duen flyve væk i natte mørket så stod han og frygtede det værste. og straks skyndte han sig indenfor igen og lukkede og låste døren efter sig igen før han atter gik ind og lagde sig forsigtigt i sengen. Mærkede stille på Joshua´s pande igen før han lagde sit hoved ned på puden og bed sig i læben og bad til at det ikke var så slemt som han frygtede. Han trak ham stille lidt ind til sig og lukkede sine øjne i et forsøg på at sove.

[Deleted]

Joshua blev kun svagere og svagere med tiden og det var noget som virkelig burde bekymre dem som var i hans omgivelser. Han var faktisk dødssyg, hvis det ikke var fordi at det måtte blive opdaget i tide. Pesten havde jo ramt hans hjemland, så selvfølgelig var det også noget som havde ramt ham, for han havde aldrig haft det stærkeste immunforsvar. Han trak vejret dybt og frygtelig tungt, hvor det næsten føles og måtte høres, som han måtte kæmpe for det i den anden ende, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være i den anden ende.
Joshua mærkede sig slet ikke af, at Lucian søgte ud af sengen og udenfor igen, hvor han bare blev liggende i mere eller mindre den samme stilling som det han var blevet puttet i, for han havde virkelig været udmattet, hvilket heller ikke gav nogen mening. Han sov virkelig meget og han kunne være svær at vække når han havde sovet nok. Han sank stille klumpen i halsen og vendte sig ganske forsigtigt om og trak dynen tæt omkring sig igen, hvor han igen måtte blive liggende. Han var varm og koldsveden måtte næsten løbe af hans pande, selvom resten af hans krop nærmest måtte føles som var den iskold.
Som Lucian lagde sig ved siden af ham igen, så åbnede han øjnene stille. Han havde render under øjnene og så kun mere og mere udmattet ud som tiden måtte gå. Han ønskede bare ikke at være en belastning eller en byrde for nogen som helst, så han havde allerede nu overvejet, at skulle søge væk og ud igen, selvom det bestemt heller ikke var noget som han ønskede. Han vendte blikket stille mod Lucian. ”Jeg har det ikke så godt..” endte han stille, som han trak dynen helt tæt omkring sig, så man knapt nok kun lige kunne se hans små øjne, selvom de var mørke og matte, så kunne det jo næsten se ud som om, at han kunne give efter for søvnen hvert øjeblik det skulle være, men det var jo så også sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket, for han havde det virkelig ikke for godt og det var noget som han selv måtte erkende, hvilket bare begyndte at skræmme ham selv en anelse og det var virkelig ikke sjovt!

[Deleted]

At høre hans lille stemme var ikke noget Lucian havde forventet, da han faktisk troede knægten stadigvæk sov. Han fik derfor et lille kort chok, men så så på ham. Med bekymring og strøg ham stille ned over ryggen med et lille suk. "Jeg har sendt bud efter min læge. Han opholder sig i Procias selvom han meget kommer her i Manjarno. Han vil være her om nogle dage håber jeg..så hold ud.." hans stemme var nærmest bedende. Han ville ikke tillade og se på at Joshua forsvandt mellem hans hænder skyldet hvad end han nu fejlede. Han havde godt hørt om den pest i omløb, men det faldt ham slet ikke ind, at det kunne være det som havde ramt Joshua. Han havde jo først fået disse symptomer efter han var kommet her. Han vidste ikke lige hvad stadier pest og sådan havde. Han håbede blot, at der var noget og gøre og Greg vidste hvad. Han lå lidt og følte sig tung om hjertet bare ved tanken om hvis hans hus snart stod tomt igen foruden ham selv. At han ikke længere skulle leve med den lille engel omkring sig. Det var faktisk ikke rart at tænke sådan. Han fugtede stille sine læber, men han følte bare de forblev tørre og mere tørre for hver gang. Han trak stille Joshua ind til sig for at beskytte ham og ligesom fortælle ham han kunne være tryg. Han håbede ikke han var skyld i Joshua var syg. Det ville han altså ikke kunne tilgive sig selv!!
Men han vidste godt, at det ikke nyttede noget lige nu, at tænke over det videre frem og han kunne ikke gøre så meget andet end at forsøge at sove. Når Joshua sov igen altså. han ville være sikker på, at Joshua ikke lå vågen og var bange. Han ville have han skulle være tryg og have det godt. Han strøg ham stille op og ned af ryggen med sin hånd der stadigvæk hvilede udenpå dynen. Han kunne godt mærkr, at hans krop var iskold og brændende varm på samme tid og det gjorde ham kun mere og mere urolig alt sammen. Han nægtede at tro alt dette blot var en normal feber. Nej der lå bestemt noget andet og værre bag. Det var han sikker på. Selvom han ikke var læge, men han var jo heller ikke blind. Hans lille engel var alvorlig syg og han burde nok have gjort noget ved det før. Men nu måtte han bare håbe det ikke var for sent og be af alle sine kræfter på alt nok skulle løse sig.

[Deleted]

Joshua ønskede virkelig ikke at være i vejen for Lucian, så det var vel også den eneste grund til at han først valgte at åbne kæften for øjeblikket? Han badet virkelig i koldsved og havde det virkelig ikke for godt. Han sov skræmmende meget. Hans krop viste tendenser for bylder og det måtte virkelig klø! Han bed det bare i sig for øjeblikket. Han var træt, men han lystede slet ikke at sove. Han havde det virkelig for elendigt til det, selvom det virkelig måtte være rart, at bare ligge der og blive holdt om, for det var ikke noget som han havde oplevet længe. Han nikkede stille til hans ord. At der måtte komme en læge forbi, var noget som han så frem til, for selv i Joshuas øjne, så kunne han da tydeligt fornemme, at han virkelig for alvor måtte være syg, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Jeg skal da nok prøve,” sagde han dæmpet, for han havde det virkelig ikke for godt!
At Lucian gjorde sig de mange tanker omkring ham, at han faktisk ønskede ham her som en form for lillebror, var jo slet ikke noget som han vidste. Manden havde jo bare været så ekstremt efter ham når det kom til det med at passe på ham igennem den sidste tid, og det var noget som han faktisk havde været noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene, selvom han ikke rigtigt kunne sove. Han havde jo trods alt også sovet halve vejen hjem og han sov faktisk utrolig meget fra før af, så det var jo selvfølgelig også noget som i den grad også måtte spille ind når det måtte ske i den anden ende. Han trak vejret dybt og slap det frygtelig tungt. Han havde virkelig ikke rigtigt energien til noget som helst for tiden. Han vendte blikket mod Lucian. Det skræmte ham faktisk, at han havde det sådan, for han havde aldrig nogensinde været syg som sådan. Ikke foruden den årlige forkølelse i vinterhalvåret, men det var så også det eneste som man kunne sige, at han direkte havde fejlet, men det var jo noget ganske anderledes nu. ”Jeg er bange..” hviskede han med en frygtelig dæmpet stemme, som han vendte blikket ned i sengen. Hvorfor var det egentlig at han måtte være syg som det her?!

[Deleted]

Lucian tyssede stille på ham og holdt ham blidt mod sig og strøg ham stille over ryggen med små mellemrum og vuggede ham blidt. I et forsøg på at få ham til og forholde sig rolig og tryg og måske også falde i søvn lige så stille så han kunne få lidt fred for smerterne han nok måtte føle. Han så alt andet end godt ud. Syg og døden nær mildt sagt. Han vidste at det ville være smertefuldt for den unge knægt at skulle vente i mindst to til tre dage, men han havde bedt Greg om, at skynde sig og håbede virkelig, at det ville gå stærkt. Han skammede sig og var vred på sig selv over, at han ikke havde tilkaldt ham meget før. Han frygtede inderligt, at hans lille elskede broder ville være død før lægen kunne nå frem. Men han måtte holde sit sidste håb oppe og lukkede sine øjne for at finde ro i sig selv. Han ville ikke ligge og være bekymret og få det til og påvirke Joshua. Det var slemt nok han selv var bange. Han havde brug for en fast støtte at klænge sig til og hvis han ikke havde det hvem vidste så hvor meget mere hans frygt ville tage over. Nej han måtte tænke mere på Joshua end sig selv i dette øjeblik. Det var sikker og vidst helt igennem. Han tyssede stille og håbede den lille stakkel fik det bedre snart. "lægen er her snart.." hviskede han stille mod hans hår, men håbede stadigvæk, at han ville være i stand til at høre hans ord og at de måske gav ham bare en smule trøst og håb.

[Deleted]

Den lange vej fra Procias og hele vejen til Dvasias ville normalt ikke være en tur Greg tog bare for sin fornøjelses skyld. Men han gjorde en gammel ven og klient en tjeneste, da denne havde lydt mere end alvorlig i sit brev han for et par dage siden havde modtaget med den sædvanlige due der var trænet til turen mellem deres hjem. Deres egen private brev due der kunne flyve langt og hurtigt. Den var speciel trænet. Han havde ikke mange klienter der havde dødens straf til følge og Lucian havde klart udtalt det var et liv der stod på spil. Et liv der i Greg´s øjne betød meget for Lucian. Læst mellem linjerne. Men hvem denne var stod ham stadig uklart helt igennem. Lucian holdt som regel mest af sig selv og så sine ofre hvis han endelig skulle bruge tid på andre. Var det et offer han skulle afsted og redde?
Karaten havde kørt afsted mellem landenes grænser og efter de to sidste dages rejse var han endelig fremme. Han havde bedt sine kuske om, at skiftes til og køre og sove her, da der ikke var tid til at stoppe på kroer. Han trådte ud af vognen, da de var kommet ned i dalen der lå for sig selv og med det eneste bebyggelse i lang omkreds. Han havde dog bedt dem om, at stoppe op lidt derfra så han selv måtte gå de sidste 10 til 20 meter med hjælp fra sin stok og de blev bedt om at tage hans ting og komme med.
Han sukkede træt og selvom han havde sovet i vognen så var det lidt ømt, at skulle gå efter at have siddet ned i to dage. Han kom dog hen til døren og hverken bankede på eller noget, men gik bare ind som altid. Han lukkede døren efter sig og tog sin frakke af i entréen før han gik videre ned af gangen og hans stoks slag mod gulvet var det eneste man kunne høre. Han havde tændt en lys kugle i sin ene hånd og gik hen mod soveværelset hvor han kunne se Lucian stod i åbningen og ventede. Som om han havde stået og ventet siden duen var fløjet. En tanke der morede ham temmelig meget. "Godaften kære Lucian.. Må jeg så se din hastesag?" hans stemme var neutral og rolig som altid, men hans øjne lyste dog op med en kort og svag gnist af bekymring over sin vens udseende og problem.

[Deleted]

Som dagene var gået, så havde Joshua bestemt heller ikke fået det bedre.. Tvært imod, så var det hele blevet så mange gange værre. Han sov meget, han svedte som bare pokker og han frøs alligevel og han kunne bare ikke finde varme. Bylderne var kun blevet større og de gjorde ondt og det var faktisk forbandet sjældent at han i det hele taget kunne sove uden at vågne. Han lå og rystede under dynen også selvom Lucian måtte ligge ved siden af. Han var virkelig bange for dette var ikke bare en dum forkølelse som han havde troet! Nej! Det var noget andet og han vidste bare ikke lige hvad det var! Han bed sig svagt i læben. Lucian var det som han havde at klamre sig til og det eneste som direkte ikke havde endt med at skulle skubbe ham væk på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen tvivl om og så var det vel heller ikke helt underligt, at det faktisk var her at han var endt alligevel?
At der måtte komme en læge netop denne aften, var slet ikke en tanke som han vidste, for han prøvede virkelig bare at efterkomme kroppens krav for hvile, også selvom han brændt inde med en forbandet skræk for at han ikke ville vågne igen. Det var en frygt som havde stået så tydeligt i ham igennem de sidste timer, så han lå egentlig bare og puttede ind til Lucian. Han var jo ikke decideret en ond mand, så meget havde han da fundet ud af, også selvom han havde pillet ved ham den ene enkle aften, men der havde jo heller ikke været noget efter det, hvilket han faktisk også måtte være noget så frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han stirrede ind mod hans bryst, også selvom han ikke rigtigt lagde mærke til meget andet som han kunne se foran sig. ”Hvem er det..?” spurgte han dæmpet og nærmest puttede ind til ham som han kunne høre den anden stemme. Det var jo heller ikke fordi at han direkte havde forventet besøg nu hvor han havde det så elendigt! Desuden, så var han bestemt heller ikke meget for at nogen anden doktor skulle komme og se på ham, for han brød sig virkelig ikke om fremmede! Han tog fat i dynen og trak den op omkring sig, selvom han knapt nok kunne holde fast på dynen, for han var virkelig, virkelig afkræftet. Det var jo heller ikke fordi at han spiste meget, for han kunne virkelig ikke holde det i sig. Han var virkelig blevet dødssyg efterhånden og det var noget som i den grad også måtte skræmme ham som bare pokker!

[Deleted]

Lucian havde næsten ikke flyttet sig fra Joshua´s side i de sidste par dage og var kun netop lige stået op kort før Greg var endt med, at træde ind i hans hjem. En ting han vidste manden gjorde af sig selv. Gik ind hvis det var døren stod åben. Han havde tidligere været ude og låse op i tilfælde af, at han skulle komme i aften. Og han var mere end lettet og så hen mod Joshua igen med et lille suk og gik hen til sengen og satte sig på kanten. Strøg den lille engel over hans hår med små stryg mens han så på Greg der nu var kommet omsider. Han så næsten bedende på den ældre mand hvilket man tydeligt kunne se, men han var jo også und selv Lucian. "Gør hvad du kan for ham.." bad han stille og så helt ulykkeligt ned på sin engel. Han havde i de sidste dage holdt sig stærk for Joshua´s skyld alene, men nu var han faktisk ved og være brudt sammen og havde det varet meget længere ville han nok ikke kunne holde sig stærk. Han ville dog bruge sine sidste kræfter og holdte blidt fast i den ene lille hånd for at vise Joshua, at han var der og ikke gik nogen steder. Han håbede sådan der var noget at gøre. Og at Greg vidste hvad og kunne det. Han ville ikke tilgive sig selv alt dette.

[Deleted]

Greg var roligt kommet tættere hen til værelset og han havde svagt hørt en lille stemme der måtte tilhøre et barn. Han havde skam heller ikke regnet med, at finde en voksen kvinde som en såret i dette hus. Måske en ung dreng eller mand, men inderst inde havde han regnet med et barn. Og han blev derfor ikke overrasket over synet, da han kom frem til døren og det ganske rigtigt var en dreng. Han var oveni købet engel. Det kom så en smule bag på ham, at den lille engel lå og nok også gik frit rundt før sygdommen. som om han var gæst og ikke fange. Han var nemlig sikker på, at han måtte betyde noget for Lucian siden han virkede så bekymret og skjulte sin frygt. Han så på de to lidt før han gik helt hen til sengen. Stokken blev stilt op af væggen efter han selv var kommet ned og sidde. De to kuske kom ind med hans taske som de stilte og fik så bud på, at gå ud til karaten og vente igen. Hvilket de også gjorde. Han så så på drengen og det så slemt ud. Kunne han se allerede nu ved bare og kigge på ham. Men hvad det præcist var måtte han gå lidt nærmere i for at være sikker. Han åbnede tasken som stod for hans fødder på gulvet og gik igang med, at lede efter nogle ting.
Hvad havde denne unge engel dog været ude for med sådan en slem sygdom? Det havde været undervejs kunne han næsten gætte sig til, men det undrede ham, at Lucian ikke havde sendt bud efter før. Eller var det blevet så slemt på kun få dage?! Han tog en sprøjte op og ville se om han kunne få noget af byldernes væske ud og undersøge nærmere. Det var dog så en ting der ville gøre ondt, men det gjorde det nok i forvejen. "Du vil mærke et lille stik.." han tog en serviet der var fugtig og stille vaskede han lidt på en af drengens bylder på overfladen så han bedre kunne stikke og så der ikke gik betændelse hvis der kom snavs i det lille stik hul. Det var sket før nogen steder havde han hørt. Og det var kun godt og være på den sikre side. "Slap af og klem Lucian´s hånd hvis det kan hjælpe. Bare ikke flyt dig hvis du kan lade være. Ellers gør det mere ondt." han satte stille kanylen ned mod bylden, men stak ikke igennem endnu før han lige havde set på drengen for at give ham tid til at være klar og så lidt efter stak han igennem.