Well I didn´t mean to hurt you

[Deleted]

Joshua var virkelig panisk ræd. Det hele var gået så hurtigt de sidste dage og det tog virkelig på hans livsenergi, for han kunne virkelig ikke finde nogen tryghed nogen steder! Også selvom Lucian var der, så var det jo i den grad en forbandet stor hjælp, for han følte virkelig at den mand måtte passe på ham og det var bestemt ikke ofte, at han sad igen med den følelse når han havde været i nærheden af nogen. Begge hans forældre havde svigtet ham, men også hans første plejeforældre havde gjort det samme, så det var jo heller ikke noget som gjorde det langt bedre, for det var jo noget som han aldrig nogensinde ville glemme dem for! Han peb ganske svagt, da Lucian havde rejst sig, for han følte det langt mere behageligt at ligge inde i hans favn. Den ældre herre med stokken som måtte komme ind, var noget som han tog i blik, selvom han ikke rigtigt reagerede på det. Et sted så var hele denne situation frygtelig skræmmende for ham, for det var jo heller ikke fordi at han var så gammel igen, hvilket vel også gjorde det hele langt mere skræmmende? Pesten som havde ramt Procias i sin tid, havde desværre også ramt ham, da han havde levet frit og vildt sammen med lille Merry.. Han ville rigtig gerne vide hvad hun lavede efterhånden.. Hvis hun ikke også var blevet lige så syg som ham selv. ”Lucian..” Hans stemme var svag og hæs, som han vendte blikket tilbage mod ham som han tog omkring hans hånd.
Lægens ord var noget som han svagt måtte lægge mærke til, for det var heller ikke rigtigt fordi at han som sådan kunne lægge mærke til tingene mere. Det fokus var noget som faldt fra allerede ekstremt hurtigt, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så kunne han ikke gøre en skid ved det, hvilket et sted kun gjorde det hele så meget værre. Sprøjten var nu heller ikke noget som han lagde mærke til, da han lå på maven og med blikket vendte direkte mod Lucian i stedet for og den hånd som han havde fast i. ”Jeg er bange..” hviskede han stille med de tårefyldte øjne hvilende på Lucian, nærmest bedende til at han kunne tage den smerte og få det hele til at stoppe. Han bed sig i læben, hvor han gippede let, som kanylen blev sat i en af de mange bylder som herskede over hans unge krop. Han klynkede let. Han var meget ømtålig!

[Deleted]

Lucian så på ham. Han kunne ikke lide, at se ham lide på den måde. Bestemt ikke, men hvis lidt smerte fra Greg kunne hjælpe til, at det hele gik bedre så var det vel det værd? Men det forstod den lille dreng måske ikke. Han var bang og havde store smerter. Lucian tyssede stille på ham og tørrede stille hans tårer bort fra kinderne med den hånd der ikke holdte i hans. Han ville være der for ham både nu og senere. Han ville hjælpe ham med at overvinde smerten og frygten. Snart var han på benene igen. Håbede han så inderligt.
Han kunne ikke tillade sig selv at tvivle! Han så ikke på Greg. Han var sikker på den mand vidste hvad han gjorde, da han jo var læge og havde meget mere forstand på medicin end Lucian nogensinde selv fik kendskab til. Nej han så på Joshua og kun ham så han kunne holde hans fokus på sig selv så han ikke lagde mærke til så meget andet håbede han. Han havde sat sig ned på gulvet nu så hans hoved lå på sengen foran hans og strøg stille hans håndryg og kind med sine hænder mens han kæmpede for, at holde englens øjenkontakt. Ret meget andet end han gjorde lige nu var ikke muligt. Han ville være i vejen hvis han forsøgte at hjælpe Greg så han måtte tage sig af Joshua der også i den grad havde så meget mere brug for ham nu.

[Deleted]

Der var ikke just meget Greg kunne gøre imod smerten lige nu, da han først måtte finde ud af nogle detaljer. Vide noget om hvad han var oppe imod selvom han lidt havde sine idéer. Han havde set noget lignende i Procias hvor det havde været værst og nu hvor drengen var engel kom han jo derfra med stor sandsynlighed. Men hvor længe siden var det, at han var kommet her? For det havde også stor betydning. Havde han været her længe og før pesten var slået ind så var det meget mere vigtigt at få det bekræftet om pesten var på spil her. Det ville være et af næste ikke eksisterende tilfælde der var slået ud andre steder i sådan et tilfælde. Han tog væsken op i kanylen og tørrede stille lidt blod væk, da han var færdig og så mod Lucian. Han måtte vide noget mere omkring historien der handlede om drengens tur og ophold her. Hvis pesten var begyndt og sætte sine rødder her også måtte det alarmeres på et højere stadie så få gik tabt. Han håbede for begges skyld, at han kunne gøre noget ved dette tilfælde.
Greg var tavs mens han stille tog en blod prøve også samt han så nærmere på sine prøver og på hvordan kroppens tilstand var. Han ville være mere eller mindre sikker i sin sag før han gav en melding om sygdom og tilstand. Efter nogle minutter bad ham roligt Lucian om, at tænke på hvor længe siden det var, at han havde taget Joshua med hertil medmindre englen var kommet af sig selv. Et lidt usandsynligt billede at have, men det var jo en mulighed. Han måtte vide hvor stor chancen var for pest i dette land. Eller om det var ophav fra Procias, da han var sikker på det var pest. Havde han været næsten siden han trådte herind i lokalet.

[Deleted]

Hvad der skete, var slet ikke noget som Joshua havde nogen som helst kontrol over, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp ham det mindste på den ene eller den anden måde. Han var virkelig bange og han var endda så bange, at han ikke turde lægge sig til at sove om natten mere, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! At det begyndte at bløde, var ikke noget som han tog sig det mindste af lige netop nu, for det var jo bare noget som han måtte bide i sig. Han ønskede virkelig ikke at skulle ende med at gøre noget forkert, så han lå så stille som det var ham muligt. Han trak vejret tydeligt og tungt, hvor han nærmest følte for at give efter for søvnen, selvom han slet ikke ønskede det, for han var virkelig frygtelig bange for at han ikke ville vågne op igen, så det var bestemt heller ikke noget som man bare lige gik hen og gjorde! Blikket vendte han stille mod Lucian. Det hele var bare gået så frygtelig stærkt de sidste dage og han havde virkelig ikke energi til noget som helst. Han havde aldrig selv kommet hertil, nej, det var faktisk Lucian som havde ført ham hertil og givet ham et sted hvor han faktisk følte sig tryg, hvilket han i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet, også selvom det rallet meget i halsen, nærmest som hans luftveje blev mere og mere fastklemt, for han havde virkelig ikke energi til særlig meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Lucian..” Han slap stille hans hånd, for at gribe omkring hans skjorte, så han kunne trække sig mere ind i hans favn, for det var i den grad også der, at han følte sig langt mere tryg og langt mere sikker end det som han havde været nogensinde før, så det var bestemt heller ikke noget som han skjulte, for han havde det virkelig godt sammen med ham og han stolede i den grad også på ham, og at han kun ønskede ham det bedste, for det var vel også det som han beviste netop ved at tvinge denne læge med sig hjem? For at tilse ham?

[Deleted]

Han var lige ved og tro det værste om det værste, da han mærkede grebet i sin hånd blive sluppet og så bange på Joshua, men han mærkede så snart, at denne bare ville ind i hans favn og han følte sig lidt rolig igen og lagde sine arme om ham så meget han nu kunne. Det var ikke let sådan som han selv sad og som Joshua lå, men lidt havde vel også ret?
Han tyssede stille og strøg ham over håret med den ene hånd som lige kunne nå og han havde sådan en lyst til bare at tage ham op i sin favn og holde ham ind til sig så længe og meget han kunne, men han vidste, at han måtte ligge der mens Greg blev færdig. Han så først på Greg, da der blev talt til ham og han blinkede lidt forvirret. Han måtte lige tænke lidt. Det var jo engang i vinters. Helt præcise antal dage og uger var han ikke sikker på. Ikke engang hvor mange måneder det helt var. Han vidste bare, at det var om vinteren mens den var værst. Han så på Joshua igen og nussede ham stille videre i nakken. "Jeg fandt ham i vinters ved floden inde i Procias. Spørg mig ikke hvad jeg lavede der.." han smilede lidt hemmeligheds fuldt og faktisk den dag i dag kunne han ikke helt selv huske hvad han havde gjort der, men han var bestemt glad for det. Han ville nok ikke kunne undvære Joshua i sin hverdag nu hvor han havde haft ham her. Og på grund af det og fordi han holdt af den lille dreng så måtte han bare blive rask! I en fart!

[Deleted]

Som han havde regnet med. Han nikkede stille og så på dem mens drengen puttede sig ind til Lucian nærmest. Deres forhold var bestemt ikke som Greg vidste den unge vandskifter tit kunne finde på, at have med drenge på hans alder. Men han var dog også glad for at se, at nogen havde formået og få lukket op ind til Lucian´s hjerte. Noget mange sikkert ville tro var umuligt. Han nikkede stille og vidste det var muligt han havde pest. og det var han temmelig sikker på. Han sad lidt og testede prøverne lidt igen for at sikre sig. Han så på drengen og lagde en hånd på skulderen af Lucian. Han burde vel fortælle ham det i enrum, men han var så sikker på det ville være dumt fordi englen så ud til at være knyttet og mest sikker hos Lucian. Han så på Lucian igen og sukkede lidt. Det var aldrig nævnt og meddele når dødens sygdomme var til stede. Han fik dog roligt fortalt Lucian det så betryggende han kunne og lovede og hjælpe alt han kunne for at redde ham. Men han måtte så også sige, at måske ville sygdommen sejre.

[Deleted]

På ingen måde brød Joshua sig om denne læge, for han var virkelig skummel! At komme her med sin stok og sit grej og de lange spidse nåle og kanyler, var bestemt heller ikke noget som han brød sig det mindste om når det endelig måtte komme til stykket. Han puttede sig godt og trygt ind til Lucian. Det var der at han var i stand til at finde den længe ventede tryghed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene let, selvom det ikke stoppede hans mange tårer i at skulle tvinge sig på. At han havde været her siden vinteren, vidste han godt, men det forundrede ham virkelig, at tiden måtte flyve af sted og så hurtigt, for han kunne jo ikke følge med mere! At han blev nusset i nakken, var noget som han efterhånden var blevet så vant til og det var da kun endnu en faktor som måtte gøre ham langt mere rolig end det som en stemme alene kunne, for Lucian var og blev virkelig hans nye trygge sted at søge til. Det var hans trygge havn og det var der at han blev passet på, så det var vel også noget som måtte sige lidt af sig selv? Lige hvilken sygdom at han havde, vidste han ikke, og det at Greg måtte fortælle ham det, var nu heller ikke noget som han forstod sig meget på, for så gammel var han jo heller ikke, så det at følge med i den voksensnak, var bestemt heller ikke noget som han måtte anse som noget nemt – tvært imod! Han lå blot og puttede sig ind i den varme favn, også selvom han virkelig svedte og frøs som bare fanden på samme tid, så var det bestemt heler ikke nemt for ham selv at skulle finde ud af! De sorte render under øjnene var kun tydelige og han havde det virkelig ikke særlig godt! ”Bliver mig rask?” Et sted gjorde han jo stadig brug af det typiske børnesprog, men han var virkelig, virkelig bange, og havde bare brug for at nogen kunne holde om ham og fortælle ham, at det hele nok skulle gå.. for til tider, så havde han virkelig sine største tvivler til lige netop det punkt og det gjorde i den grad også frygtelig ondt!

[Deleted]

At høre ordene fra Greg var nærmest som et piskeslag over ryggen. Pest?! Han nægtede og tro det, men han havde slet ikke set det som en mulighed fordi han ikke ville indse det kunne være noget så slemt. Han bed sig i læben og så mod Joshua. Han ville ikke lyve og sige at han naturligvis blev rask og hurtigt, men han ville heller ikke sige sandheden som jo var, at han måske ville dø. Det var ikke det han havde brug for at høre, men så alligevel var sandheden måske bedst. Men han var så ung. Så lille og ung og ville måske slet ikke forstå det og han burde slet ikke være ved og dø!
Han så på Greg og håbede mere og mere, at det snart var overstået. Og ikke med, at Joshua døde. Nej at hans sygdom gav efter og han blev rask og snart var den livlige lille engel som han elskede at have i sit hjem. Som han ikke kunne forestille sig ville mangle fremover. Nu havde han i nogle uger dog ikke været den engel, men en syg en som holdt sig i sengen meget og sov når han kunne. Men han var der i det mindste og det havde også haft betydning, men nej han ville have ham som han var før. Se ham vokse op og blive en ung voksen og måske helt til han var voksen og klar til at flyve fra reden hvis han da følte for at skulle væk. Og han ville give slip. Han holdt ham ind i sin favn og kunne mærke hvor varm hans krop var. Nærmest som brændte den. Han burde have set pesten som en mulighed og ikke bare feber. Han så på ham lige så stille. "Joshua...vi vil gøre alt..men..men pest er en slem ting der har været i dit land. Ramt mange og nogen blev ikke raske. Men vi gør alt vi kan. Men hvis det værste skulle ske vil jeg være lige her hos dig til den bitre ende.." Han strøg ham over håret og strammede sit greb lidt. Han ville ikke vige fra hans side!

[Deleted]

Greg lod dem få lidt fred til og snakke om hvad de nu måtte have og sige til hinanden. og så den lille engel måske kunne få lidt ro i sin krop igen og blive mindre ræd. Han måtte have fat i kuren mod pesten. Måske en stor mængde hvis det var hvad der skulle til når pesten nu var så langt fremme i sin proces. Han havde kun set så slemme tilfælde hvor de var tætte på og være ved vejs ende. Han havde ikke meget tid og løbe på og rejste sig op og forlod værelset for en stund.
Han kom ud til døren og fik viftet sine to kuske op til hytten og bad den ene om, at hente den bog han havde i vognen. Da han kom med den stod han lidt og bladrede i den og fandt til sidst den side han skulle bruge. Han stod lidt og læste. "Sig til dem, at vi kommer igen..Jeg skal ud og lave havearbejde.." han smækkede bogen i og gik hen mod vognen. De så lidt efter ham en smule forvirret men gik så ind efter at have banket på og gik roligt og stille frem og hen for at fortælle det som de havde bud på at sige. Bagefter bukkede de let og gik ud til vognen igen for at køre og snart kunne man høre hestene vrinske og kort efter var de væk. Der ville nok gå en time eller to før de kom igen. Greg havde før været ude og finde nogle af disse sjældne planter og vidste hvor der var chance for at finde dem. Han håbede bare det ikke ville være for sent. Jagten på angelica archangelica var gået ind.

[Deleted]

Joshua kunne virkelig ikke forstå det! Han var jo bare en lille dreng! Han havde hørt om pesten, for han havde hørt folk snakke om den i Procias, selvom det nu heller ikke var noget som lettede på nogen som helst måde overhovedet. Han kunne bare ikke falde til ro med disse kendsgerninger hængende om ørene på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen verdens tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han dirrede og han sitrede som han valgte at putte sig godt ind til Lucian. Han havde aldrig nogensinde ønsket at skulle være til besvær for nogen som helst, men han havde det virkelig ikke for godt! Tanken omkring det som skete ham, var virkelig noget af det værste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen verdens tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Tårerne var begyndt at trille ned af hans kinder.. Han skulle dø, det var noget som han var fuldkommen overbevist om! Han rystede stille på hovedet og snøftede, selvom han virkelig bare prøvede at falde til ro, så var det bestemt heller ikke noget som gik i hans retning på den ene eller den anden måde. Han var jo så lille og med et helt liv foran sig! – Forhåbentligt om ikke andet, selvom det nu allerede til dels måtte se sort ud, så var det en tanke som faktisk også måtte skræmme ham en god del. ”Mig vil ikk’,” hviskede han nærmest helt panikslagent som han endnu en gang vendte blikket op mod Lucian.
At Greg måtte gå og lade dem være alene, var knapt noget som han måtte ænse. Hans hjerte slog for alvor og fast mod hans bryst og med det tydelige ubehag, selvom han virkelig ikke havde nogen som helst mulighed for bare at falde en anelse til ro, for det ville bare ikke som han ville lige for øjeblikket! Som tiden selv måtte gå og med Lucians arme hvilende omkring sin egen krop, så faldt han dog mere og mere til ro, hvor han til sidst, faktisk endte med at græde sig hen i en form for hvile og søvn. Han ønskede bare ikke at Lucian skulle slippe ham og selvom han nu var gledet hen i en søvn, så var den stadig lige så ubehagelig som det han havde været da han havde været i sin fuldendte vågne tilstand. Hans hjerte hamrede som en besat mod hans bryst, også selvom han blev mere og mere slap. Han havde i den grad heller ikke særlig lang tid tilbage. Sygdommen havde i den grad et voldsomt tag i den unge krop.

[Deleted]

Lucian lagde sig stille op i sengen til ham så han kunne holde mere fast om ham og mere ind mod sig. Han havde siddet på gulvet mens Greg var gået, men da de to kuske kom ind og fortalte at Greg var på have arbejde som han kaldte det, men de mente det var noget med nogle planter og at de var tilbage så hurtigt som muligt. Højst nogle timer så var han endt med at ligge sig. Han vuggede stille Joshua i sin favn som så mange gange før i de sidste par dage. Han vidste det måtte være smertefuldt for ham og rædselsvækkende, men nu vidste han i det mindste sandheden. Det var det mindste han havde krav på når det nu var hans liv der stod på spil. Han tyssede stille på ham selvom hans hjerte jo nok ikke holdt inde af den grund og knægten selv sagde jo ikke noget og græd bare hvilket han var i sin fulde ret til. Dog forsøgte han bare og trøste ham lidt. "Hørte du det? han ved allerede hvad han skal gøre.." han smilede lidt også i håb om, at Joshua måske ville få lidt mere håb hvis han så Lucian troede på det nok skulle gå. Han ville aldrig tillade at det værste skete. Han vidste han ikke havde magt til og bestemme over liv og død, men denne lille engel var bare en skabning som Døden ikke fik lov til, at føre bort lige med det samme. Om han så skulle stå ansigt til ansigt med Døden selv og kæmpe for både sit eget liv og for drengens. Han var parat til alt for ham. Selvom de knap kendte hinanden og han var fra havet og Joshua fra himlen ja så var de som brødre. Følte han i alle fald selv og så vidt han kunne fornemme var Joshua glad for at være her. Han kunne ikke svigte ham.

[Deleted]

Joshua var virkelig panisk ræd, for han ønskede virkelig ikke at dø. Der var så meget som han ikke havde formået at gøre endnu eller opleve, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham, for han var jo bare en simpelt lille dreng, som endelig havde fundet sig et sted at være, og det var heller ikke fordi at det var nemt som sådan, for det var det bestemt heller ikke! At denne læge allerede vidste hvad han skulle gøre, var i den grad også en frygtelig stor trøst for Joshuas vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han ønskede vel bare at blive rask, så han igen ville være i stand til at leve livet som en ganske normal dreng? For det var heller ikke fordi at han ville betegne sig som noget andet, for han ønskede heller ikke andet. Han ville have de samme levevilkår som alle andre, med et sted at være, tøj på kroppen og tag over hovedet.. og nu ville døden allerede tage ham i favnen? Det var virkelig unfair! Hvad med alle de gamle som allerede var så tæt på at kradse af? Hvorfor ikke hente dem i stedet for? Alle disse tanker var noget som kværnede rundt i Joshuas hoved og det fyldte ham virkelig meget!
Han halvsov mere eller mindre bare, for det at ligge tæt ind til Lucian var et sted, hvor han faktisk var i stand til at skulle finde denne form for tryghed, da det i den grad også var noget så frygtelig trængende på denne her måde. Han gispede svagt, som han vendte blikket mod ham, nærmest spørgende. ”Jeg skal i-ikke dø.. vel?” spurgte han meget dæmpet og med den rallende stemme, for han prøvede virkelig at holde gråden tilbage, selvom det bestemt heller ikke var nemt. At ligge så tæt ind til en anden, var noget som faktisk måtte gøre en anelse ondt, for han var virkelig, virkelig øm! Lyden af Lucians bankende hjerte, var faktisk noget som gjorde ham en anelse rolig og alligevel.. ”D-det vil jeg ikke..” Tårerne trillede stille ned af hans kinder, som han bare betragtede Lucian med en tydeligt fortvivlet og helt hjælpeløs mine. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre!

[Deleted]

Igen blev Lucian stillet for det svære med hvad der var bedst. Sandheden eller en hvid løgn der måske viste sig at give et spark bagved. Han så på ham ganske roligt og strøg et par tårer væk med et par fingre mens han ikke så bort fra ham. "Før eller siden skal vi alle..men lige her og nu..jeg ved det ikke. Men jeg håber og tror på, at du klarer den. Greg er en dygtig læge. Han kommer snart igen og så gør han alt hvad han kan og så er du snart rask igen." Han vidste det meste af det var sandt. Pesten måtte være godt fremme i skoene siden Greg tog det så seriøst og ikke så ud til, at spilde tiden på unødige ting. Han kom snart igen. Med kuren. Det ville alt sammen gå op og snart ville han kunne se Joshua smile af livsglæde igen. Han holdt ham blidt mod sig. Han vidste det måske gjorde ondt på drengen på grund af bylderne, men det gjorde ham også tryg. Og så længe han ikke maste ham eller bylderne sprængte så var det godt.

[Deleted]

Det eneste som Joshua ønskede lige for øjeblikket, det var den tanke til, at finde den tryghed, at vide at det hele nok skulle ordne sig, men det var bare ikke noget som dukkede op for ham, og det var noget som gjorde ham direkte.. bange vel? Det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen, også fordi at han var en så lille en dreng som han var. Han kunne jo slet ikke forstå sig på alle de ting – og endnu mindre; Hvorfor var Lucian ikke blevet syg? Den mand havde jo været omkring ham i flere måneder nu! Han lukkede øjnene som han tørrede hans tårer bort. Han kunne bare se frem til at lægen måtte komme igen, også selvom han virkelig måtte være skræmmende af sig, hvilket i den grad heller ikke var noget som sagde så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede indædt. ”J-jamen..” Han snøftede en sidste gang og vendte blikket direkte mod hans bryst.
Som tiden måtte gå, så blev han kun mere og mere rolig igen. At vide, at Lucian ville være der, også selvom han vidste at alle måtte møde døden før eller siden, for det var jo selv en logik som selv de små børn kunne forstå! Ham inkluderet der! Han trak vejret dybt og lod øjnene glide halvvejs i, som han puttede sig ind mod Lucian. Han var virkelig bange og han turde ikke direkte at glide hen i en søvn, for han var virkelig, virkelig bange for at han ikke ville vågne igen. Han knyttede sine små næver let omkring hans bluse og skjorte, bare for at have noget at holde i og så han vidste, at der var noget som også måtte holde omkring hans egen skikkelse og holde ham så tryg og sikker, som det nu måtte være dem menneskelig mulig.

[Deleted]

Han strøg ham stadig over håret selvom tiden gik. Hvad var der gået en time eller to? Eller var det kun få minutter? Han vidste det ikke helt og han vidste bare, at det eneste der betød noget var, at Greg skulle komme tilbage hurtigt og fik reddet hans engel før det var for sent. Han ville gerne vide lige nu om han mon var ved og gøre nogen former for fremskridt? Havde han fundet den der plante han var taget ud efter? Eller gik han og ledte forgæves? Var der ikke flere? Alle de spørgsmål og mange flere fløj igennem hans hoved og han kunne slet ikke stoppe dem selvom han ville, da mange af dem gjorde ham mere nervøs end hjalp. Men der var nok ikke meget at gøre andet end at vente og lade dem passere når Greg var her igen. Han ville ikke være tryg før han var der. Han glemte næsten helt, at Joshua måtte være meget mere bange og han fik lidt fodfæste igen ved tanken om ham og synet af ham hjalp også. Han smilede stille og kyssede hans pande så blidt han kunne for at trøste ham lidt mere. Eller trøste og trøste men i alle fald bare vise han var der og beskyttede ham.