Well I didn´t mean to hurt you

[Deleted]

Lucian vidste ikke hvad han skulle sige og gøre som måske kunne få drengen til og blive lettet og mere tryg med hensyn til hvor slem hans tilstand var. Men han kunne jo nok ikke gøre noget for at hjælpe alligevel udover at være der for ham. "Du er snart rask igen. Det kan jeg mærke at du vil blive. Bare vent og se. Du skal nok få lov og løbe igen snart." Måske for store håb at have, men han var faktisk sikker på, at alt nok skulle blive bedre nu. Det kunne jo næppe blive værre og han ville slet ikke tænke den tanke. Nej det skulle nok gå. Alt blev godt.
Han smilede stille, da den lille engel omsider sov og nussede hans kind ganske blidt mens han så på ham. Han ville lade ham sove. Men han ville ikke gå for så kunne han måske vågne og hvis han vågnede og så han var alene ville han virkelig ende med at være fortvivlet. Nej han blev hos ham så han var tryg og havde det så godt som muligt overhovedet. Det var hans pligt. Hans mål. Han valgte selv at tøve kort, men han trængte selv til søvn og ville nok let vågne op hvis Joshua kaldte eller græd. Hvad der nu måtte ske så snart sov de to side om side. Joshua i favnen på Lucian der elskede knægten højere end han havde troet muligt. Imorgen ville alt se anderledes ud. Ja. Snart var hans lille glade engel tilbage sund og rask.

//Out

[Deleted]

Joshua var virkelig træt og udmattet. Om det var fordi at han var syg, eller om det var plantens virkning, det var faktisk noget som han var temmelig så usikker på i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det heller ikke fordi at det var noget som man direkte kunne gøre noget som helst med i den anden ende. Hans hjerte hamrede for hans liv mod hans bryst. Han var virkelig, virkelig syg og det var noget som allerede var ved at gå som småt op for ham i den anden ende, selvom det virkelig ikke var en tanke som han brød sig særlig meget om når alt endelig måtte komme til alt. Det var nu heller ikke fordi at han som sådan havde lagt mærke til Lucians stemme, for han var allerede gledet hen i søvnen på denne tunge måde. Han kunne virkelig ikke holde sig vågen og nu hvor Greg heller ikke måtte være i hans nærhed sådan direkte, så var det i den grad også noget som måtte hjælpe ham selv noget så frygtelig voldsomt. Han trak vejret dybt, som han bare lagde sig tættere ind til Lucian, bare for at finde den tryghed som den mand var i stand til at skulle skænke ham, hvilket han selvfølgelig var frygtelig taknemmelig for, for han følte virkelig at han skyldte den mand mere eller mindre absolut alt når det endelig måtte komme så langt. Han var gledet i en tydelig tung søvn, selvom den stadig måtte være en anelse urolig. Frygten for ikke at kunne vågne igen, var noget af det som i den grad også måtte stå stærkest i ham og endda på alle måder. Han var virkelig bange for at denne sygdom skulle blive det som endeligt skulle tage hans eget liv, specielt nu hvor en healer faktisk havde gjort det klart for ham, at muligheden for det, faktisk måtte være temmelig stor.

//Out