Well I didn´t mean to hurt you

[Deleted]

Et sted et pænt stykke derfra havde Greg samtidig været i færd med, at gennemsøge de enge hvor man kunne finde den specielle plante. Den var svær og finde, men da pesten havde haft sit tog før så vidste han nogenlunde hvor man skulle lede. Og selvom der havde været brugt af dem i år allerede for nogle måneder siden da den blev slået tilbage ja så var de begyndt og vokse frem talrigt igen. Han havde taget en kurv med sig derud. Han havde få planter derhjemme endnu fra pestens højdepunkt, men turen ville tage mindst to dage hver vej og så lang tid var der ikke. Plus her var der flere og han tog en hel masse. Han brugte en pæn sum tid på, at plukke og tage dem med. Næsten en halv times tid og så snart han havde fyldt nogle kurve og hestene havde fået hvilet lidt og fået mad og drikke så gik turen tilbage mod hytten.
Da karaten igen holdte ved hytten så var der gået knap et par timer som han havde regnet med. Han steg ud endnu en gang og satte stokken i den bløde jord under græsset og tog selv den ene kurv med mens de andre ting blev båret af den ene kusk. Døren gik op til hytten igen og Greg stod atter i soveværelset få minutter efter de var ankommet. Han satte sig på senge kanten efter at have set på Lucian der lå og holdte om den lille engel der ikke så værre ud end før, men bestemt heller ikke bedre. Dette var den eneste mulighed for sejr og han gik straks igang med, at skære roden af nogle planter, da han havde undersøgt plantens forskellige virkninger og styrker gennem sin sidste udrensning af pesten i Procias. og roden var den bedste.
Han skar roden lidt ud i stykker der var mulige at spise for knægten. Og resten af planten blev skam også skåret ud, da den jo ikke var uduelig, men bare en smule mindre virksom hvis man kunne sige det på den måde. Han ville starte ud med en lille håndfuld af planterne så måtte han se om der skulle mere til og så kunne han hurtigt gøre nogen klar. Han havde endnu ikke sagt noget fra før han var taget ud, men nu var det snart tid til, at sætte behandlingen igang.

[Deleted]

Joshua vidste virkelig ikke hvordan pokker han skulle reagere på det hele. Han var jo bare en lille dreng, og han skulle allerede til at dø? Han kunne virkelig ikke forstå det! Han bed sig let i læben og puttede sig ind til Lucians skikkelse, for det var nok noget af det som han måtte anse som det mest rare som han i det hele taget kunne komme i nærheden af. Det var ham en tryghed, for han vidste udmærket også godt, at han havde ladet ham blive, og det var noget som han var glad for. Han ønskede dog på ingen måde af den grund, at være til besvær eller noget lignende. Tårerne trillede stille ned af hans kinder, hvor han let lukkede øjnene, da Lucian kyssede hans pande. Hvorfor gjorde han altid det? Det var slet ikke noget som han havde forstået endnu, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og rystede så let på hovedet. Det gjord ondt at bevæge sig for ham og det gjorde ondt at bare blive liggende, for han følte sig kun mere og mere svimmel som tiden måtte gå.
At Greg var ved at komme tilbage, vidste han ikke, eller om den doktor havde efterladt ham ligesom så mange andre havde gjort det – foruden den favn som han måtte ligge i nu om ikke andet. Han lukkede øjnene stile, som han let måtte bide sig i læben. Han forstod virkelig ikke hvorfor at det var ham som skulle være så syg nu, for det havde han da slet ikke fortjent? Det ville han da bestemt ikke mene på denne her måde, det var da helt sikkert! Han snøftede let, som han kunne høre skridt, hvor han blot puttede sig ind til Lucian. Den favn var god og tryg, også selvom han stadig følte, at han var ved at dø af kulde, for han frøs virkelig, samtidig med at han måtte svede så meget! Hånden lukkede han så meget omkring hans skjorte som han kunne komme til det, uden at skulle lægge alt for meget svaghed i det. Han kunne jo knapt holde fast i noget som helst, for styrken havde han virkelig ikke længere og det var noget som selv måtte skræmme ham, for han vidste, at det slet ikke var normalt! ”Mig vil ikk’!” endte han med en direkte frustreret stemme. Han var direkte panisk!

[Deleted]

Lucian holdt stadig stille om ham og forsøgte at gøre ham rolig så meget han nu kunne selvom det virkede mere og mere svært for hvert øjeblik der gik frygtede han. Han ville dog ikke lade der ske ham noget så længe der var noget som han kunne gøre. Han betragtede noget af det som Greg gjorde efter denne var kommet tilbage. Hvilket havde lettet ham stort og især da han så, at han havde fundet en del af den plante han var taget ud efter. Så måtte han håbe det bare ikke var for sent. Og at den faktisk ville kunne hjælpe i det hele taget. Han krydsede fingre i sit sind og så tavst på Greg der selv sad tavst og skar planterne ud i stykker. Skulle de mases eller spises sådan der mon? Han anede intet om det, men ville ikke stille en masse spørgsmål og forstyrre Greg, da alt tid var mere end kostbar her og nu så det skulle bare så hurtigt de kunne ned i Joshua og så måtte de vente og se hvad virkning det tog. Han kunne vel næppe få det værre end han allerede havde det så det kunne kun gå fremad. Han så på Joshua igen og strøg hans kind ganske stille. "Snart får du det bedre.." hviskede han stille og selvom det måske ville tage en time eller to før der skete noget så var det jo stadig værd og vente på for især stakkels Joshua der var den der led allermest ved alt dette her. Lucian kunne slet ikke forestille sig det mareridt han var gået igennem i de sidste uger hvor han havde været jordens dummeste væsen og ikke tilkaldt hjælp noget før.

[Deleted]

At der ikke blev hilst på ham eller talt til ham efter han var kommet igen tog han sig ikke af. Han var dybt koncentreret i sit arbejde og han havde ikke tid til hygge snak lige nu. Tiden var knap og hvis der bare gik et minut ekstra kunne det være, at plantens virkning slet ikke ville træde ind hvis pesten fik for godt fat i drengens lidt spinkle krop for at sige det mildt. Han havde skåret en del ud til sidst og så ned på skålen med de mange plante stykker og det måtte være nok til nu. Han havde taget med så der var til nogle dage, da han ikke bare kunne tage hjem igen lige med det samme før han var sikker på, at hans tilstand havde fremskridt. Han vidste, at Lucian ikke havde noget gæsteværelse, da han jo aldrig fik gæster herude sådan rigtigt og sidste gang havde Greg sovet på sofaen, da Lucian havde ligget med en masse sår der skulle heles over nogle dage. Det kunne han gøre igen. Ellers kunne der tilrettes en seng ude i hans karat. Det måtte han se til når han havde fået gjort noget her.
Han rettede sig lidt op og lagde den lille kniv ned i kurven ovenpå planterne som han flyttede lidt væk fra sine fødder og så på de to der lå helt tæt. "Lucian..du må enten flytte dig lidt eller få ham op og sidde så han kan spise.." Han gav dem muligheder, da han regnede med drengen ville blive bange eller gå mere i panik hvis han ikke kunne holde fat i Lucian. Han forstod stadig ikke hvordan de to var endt med, at blive så tætte. Det var en ren gåde for ham. Han havde selv sat sig længere op så han sad ved Lucian´s ryg og ventede på, at de kom op og sidde, da han regnede med det var deres valg. Både fordi Joshua ikke ville sidde alene og nok heller ikke kunne holde sig oppe med alle de smerter, men han kunne ikke spise hvis han lå lige ned. Han måtte op og sidde lidt.

[Deleted]

Joshua havde det virkelig ikke for godt. Et sted så var han vel bare overbevist om at han skulle dø? Han følte næsten som to øjne måtte hvile på ham og han havde hørt de mange skrækhistorier – at man kunne fornemme og se døden, hvis man var døden nær og selvfølgelig var det tanker som spillede utrolig godt ind ved ham selv for øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skule komme til stykket. Hans lille hjerte måtte hamre og slå direkte mod hans bryst og det var uden at skulle stoppe på nogen som helst måde, for han kunne virkelig ikke falde til ro, selvom det var noget som hans lille krop tydeligt krævede af ham, så turde han virkelig ikke! Han blev hvilende helt tæt ind mod Lucian, hvor han holdt fast omkring ham og med alle de kræfter som han kunne lægge i det, for nemt, det var det bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare alene den tanke, at han faktisk skulle op at sidde, var ikke noget som han brød sig om. Han vendte sine dybblå øjne mod Lucian. Næsten tiggende og bedende til at han bare ville blive siddende, for han ønskede virkelig ikke at sidde selv. Han ønskede bestemt ikke at sidde selv uden den trygge favn at søge til!
”D-du må ikke gå..” hviskede han næsten helt tryglende og med en mindre snøftende til følge, for han ønskede det virkelig ikke! Han vendte blikket stille mod Greg. Hvad det var at han skulle, vidste han ikke, men han var bestemt heller ikke den type lige for øjeblikket som stoppet op for at spørge. Nej, hvis det stod til ham, så blev den mand bare langt væk fra ham, selvom han vidste, at han kun forsøgte at skulle hjælpe, så var det bare ikke noget som hjalp ham som sådan. Han var jo allerede direkte panikslagen! ”Jeg er ikke sulten..” afveg han ganske kortfattet, selvom han var klar over, at han højst sandsynligt ikke havde noget valg? Men han havde jo knapt haft nogen appetit de sidste mange dage.

[Deleted]

Det var ikke nemt og komme op og sidde uden at måtte slippe sit tag om Joshua og det var han ikke meget for. Både fordi han ikke ønskede drengen skulle blive mere bange og fordi han ærlig talt ikke havde lyst. Han ville have ham tæt mod sig så han vidste hvor han var. Han strøg ham stille over håret og måtte slippe sit tag med den ene arm i det mindste så han havde noget og sætte af med så han fik overkroppen op og noget og støtte sig til så han blev oppe. Og den anden arm holdt Joshua mod ham selv så han var sikker på han fik ham med. Han lænede sin egen ryg ind mod væggen og så kunne han atter holde om Joshua med begge arme og stryge ham blidt ned over ryggen. Han var faktisk træt i sit ene ben der næsten var gået i krampe nu over at skubbe ham op. Typisk, men han ignorerede det for så vidt han kunne og koncentrede sig om Joshua. Han så ned mod ham og kyssede hans pande. "Lille ven...du er nødt til det.. og det hjælper..det er ikke mad, men medicin..." Det gik han i hvert fald ud fra. Men han kunne ikke forestille sig det var mad når Greg havde hentet den i dette tilfælde. Han så på ham igen. "Vil du ikke nok Joshua? For både din egen skyld, men også for min?" bad han stille og bed sig lidt i læben mens han frygtede et nej.

[Deleted]

At se dem så tæt knyttet ville nok få mange til og smile. Dog ikke Greg. Udover der lige kom en svag aftegning af et smil på hans læber. Han var ikke typen der smed om sig med smil til dagligt, men det var nu for rørende til, at han kunne være helt sten ansigt. Han nævnte dog ingenting til det og lod Lucian om, at bruge den smule tid det nu tog ham, at komme op og sidde med drengen uden han tabte ham eller selv ville falde. Det kunne heller ikke nytte noget, at skynde på ham lige der, da han så bare ville tage mere tid om det hvis han måtte prøve igen.
At knægten så ikke ville spise var dog noget han ikke kunne ignorere. Tilsyneladende heller ikke Lucian der faktisk forsøgte at få ham overtalt. Greg sukkede stille og rystede lidt på hovedet. Træt var han af den lange køre tur der ikke havde givet meget søvn og nu en stridig engel der ikke ville spise sin medicin. Han skar dem lidt mindre ud så det ville være nemmere og tygge. Mens Lucian prøvede at tale knægten til fornuft. Selvom det nok mest var frygt der holdt ham fra at ville spise. Han satte skålen op til Lucian. Chancen for, at han ville spise hvis Lucian var den der gav var nok størst. Så holdt han sig også lidt udenfor deres lille knyttede forhold som han ikke kunne sætte ord på hvad bestod i helt præcist. Han så på dem begge to lidt før han selv valgte og blande sig lidt ind. "Lucian har ret..uden dette vil du næppe overleve meget længere..Det er den rene sandhed, men planten her vil hjælpe. Og snart får du appetitten igen og kan løbe og bruge energi uden smerter.. Som før. Det eneste det kræver er du spiser disse.." Han smilede et svagt og beroligende smil igen. Han kunne skam være betryggende og en rigtig læge agtig type når det var passende og kunne hjælpe.

[Deleted]

Joshua måtte virkelig erkende, at alt det her som var ham så nyt, virkelig var noget som skræmte ham. Han ønskede på ingen måde, at være Lucian til besvær, selvom det virkelig var det som han måtte føle for øjeblikket, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om – tvært imod, så var det virkelig noget af det værste af det hele. Han snøftede ganske let, da han endelig var kommet op at sidde, selvom det virkelig var noget som gjorde ham noget så frygtelig svimmel, for det var ved at være nogen dage siden, at han havde været oppe at sidde sidst. Han brød sig ikke om det, for det var noget som efterlod ham med et mindre ubehag. Han knugede sig så godt som det nu var ham muligt ind til Lucian. Han stolede på den mand, som han ikke havde stolet på andre før, så det var i den grad også noget som man kun måtte tolke som en meget positiv ting, for det var ikke overfor alle, at han åbnede sig på denne her måde. Han rystede stille på hovedet, for det var virkelig ikke fordi at han havde lyst til at skulle spise noget som helst af det der stads! Han bed sig i læben, som han igen måtte få tårer i øjnene. Han var virkelig bare skræmt!
Gregs ord, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans egen del. Hans lille hjerte slog faste slag og måtte tydeligt kæmpe for at fortsætte, for den lille og spinkle krop, var virkelig ved at give op. Han vendte blikket næsten helt hjælpeløst mod ham, som han nærmest ville tigge og bede ham om at gøre et eller andet som kunne gøre ham rask pronto! Han vendte derefter blikket mod den tallerken som stod foran ham idet han meget forsigtigt endte med at gabe op. Lucian kunne med andre ord, fint begynde at give ham hans medicin. Han var dog bestemt heller ikke meget for tanken, for han brød sig bestemt heller ikke om det!

[Deleted]

At Joshua var til besvær stod slet ikke til diskussion. Lucian så ham ikke som en besværlighed det mindste, men han ønskede at passe på ham og sørge for han havde det godt. Og han havde fejlet. Dette var hans eneste håb om, at få chance for at gøre alt godt igen. Han strøg stille Joshua over håret for at berolige ham og vise ham det var okay. Han skulle bare gøre som der blev anvist og så blev alt godt. Han sørgede stille for at holde ham oppe, men også lidt i liggende stilling op af sig. Bare så han ikke fik for store smerter. Han var selv mere og mere glad for, at han ikke havde vist sig at begribe drengen som han faktisk havde planer om da han havde taget ham med sig. Joshua´s tillid var vigtig for Lucian nu. Og han ville derfor ikke risikere, at miste den. Han vuggede ham blidt og ventede stille på drengen ville vise tillid nok til Lucian´s tillid om at Greg vidste hvad der var bedst.
"Joshua..Jeg ved du er bange..er jeg også.." han strøg stille hans hår et par gange til. Stille og roligt mens han følte han ikke kunne få Joshua til og spise det selvom det nok var det eneste der ville virke. Dog var han inderst inde lettet, da han så Joshua åbnede sin mund alligevel og smilede taknemlig til ham og begyndte stille at give ham nogle stykker. De var små så han burde let kunne tygge dem selv med de få kræfter han havde tilbage. Han håbede bare deres virkning ville komme frem hurtigt og at det ikke var for sent. Han gav ham god tid til og tygge hver stykke og ville lade ham få lidt luft før han gik videre til den næste. Han roste ham for hver bid og opmuntrede ham til, at få det hele ned. Lod ham tage sin tid og sørgede for at vise at han var på hans side. At han selv bestemte tempoet og mængden selvom det hele jo gerne skulle spises, men bare lidt gjorde vel også en start?

[Deleted]

Et roligt og anerkendt nik kom fra Greg, da drengen gik med til og spise. Godt. Han stolede på Lucian selv kunne styre resten af det for nu og rejste sig stille op og gav et kort nik til Lucian og gik mod døren som blev lukket efter ham. Der var ingen grund for ham lige nu, at blive der og Lucian ville hurtigt sikre sig, at Greg kom derind hvis det var, at Joshua fik det værre. Han gik ind mod stuen hvor hans to medhjælpere havde slået sig ned på gulvet på madrasser der var medbragt og selv var der gjort klar til Greg i sofaen. De to lå dog henne ved døren til gangen så de var tæt på soveværelset og hurtigt kunne tilkaldes og sørge for Greg kom op. Hestene var taget fra og spændt inde i det lille hesteskur med Lucian´s egen omme bag hytten og havde fået mad og vand. Det var sent og Greg lagde sig ned og der gik faktisk ikke længe før han stille drev ind i en søvn. Den var ikke tung og råben ville hurtigt vække ham, men det var mere eller mindre end søvn og der var jo heller ikke mere lige nu han kunne gøre for den lille engel.

//Out

[Deleted]

Joshua var virkelig skræmt af denne situation, for han ønskede da heller ikke at dø! Det var virkelig noget af det sidste som han havde lyst til! Men at spise noget som en fremmed bad ham om, var bestemt heller ikke noget som han måtte bifalde, selvom det for længst var gået op for ham, at Lucian kunne sige god for manden, så var han dog langt fra overbevist. Den mand var faktisk noget som virkelig måtte skræmme ham og temmelig meget endda. Hans tårer søgte stile nedover hans kinder, som han næsten fortvivlet så op mod Lucian. Han stolede virkelig på manden, og derfor var det vel også en grund for ham til at skulle gøre nøjagtigt det samme? Ikke fordi at det var noget som han ville skjule, hvis han da ellers kunne komme til det, for han ønskede virkelig bare en ærlighed; Var der nogen chance for at han kunne overleve? At Lucian selv var bange, var noget som varmede ham et sted, for han ønskede jo stadig ikke at være til besvær!
Planten som han var nødsaget til at spise, var bestemt heller ikke ligefrem med det største behag, for den smagte virkelig ikke godt! Mest af alt, så havde han lyst til at spytte den ud og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han vrængede sig af ubehag, hvor han til tider også måtte vende blikket væk fra Lucian, for han ville virkelig ikke have det! ”Ikk’ mere..” bad han endeligt efter en tredje mundfuld, som tårerne endnu en gang måtte søge nedover hans kinder. Han var træt og ville egentlig bare gerne sove, selvom det virkelig ikke var noget som han turde, for han vidste jo ikke engang om han faktisk ville vågne igen, og det var noget som gjorde ubehaget langt værre, end det som det var nødsaget til på denne her måde. Han skubbede tallerkenen fra sig efter en fjerde mundfuld. Nok var de små, men han havde jo knapt nok kræfter til at skulle tygge noget som helst, så det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen som helst? ”Ikk’ mere..” græd han til sidst, som han bare puttede sig ind til Lucian. Det var der han følte den største tryghed.

[Deleted]

Stille og roligt lod Lucian plantens stykker komme ind i munden på Joshua. Han blev mere tryg for hver bid der forsvandt og var mere og mere sikker på, at tingene nok skulle gå. Snart var hans lille dejlige Joshua tilbage og løbe i skoven på deres ture på stierne. Glæde og latter ville fylde op i hyttens rum igen. Ja det hele blev snart som før og Lucian ville have lært lektien og ville fremover handle hurtigere hvis der skete noget lignende igen med at Joshua blev syg. Dog så tørrede Lucian snart stille kinderne på den lille engel og strøg ham over håret. Han lagde godt mærke til Greg gjorde tegn til og gå og takkede ham før han var væk og vendte så sit blik og opmærksomhed tilbage til sin engel og gav ham lidt mere af hans medicin og tallerkenen blev mere og mere tom for hvert minut og det var et godt syn. Det var betryggende og glæden spredte sig stille bag Lucian´s facade og han kunne mærke hvor mere rolig han blev. Han fortsatte stadig med, at rose Joshua for hver bid og ville blive ved med det til den allersidste bid og så kunne de måske se om der var mulighed for lidt søvn igen og så bare lade medicinens effekt vente på sig.
Lucian kunne godt mærke trætheden sneg sig lidt ind på ham igen nu hvor hans frygt havde fået lidt ro på sig. Men han ville nok stadigvæk ikke sove før Joshua gjorde hvis han kunne få hvile, da han jo stadig måtte have smerter ved de mange bylder der let kunne sprænge hvilket kun ville gøre mere ondt. Han nussede stille hans kind mellem nogle bidder og så på ham. "Du er ikke til besvær.." hviskede han stille næsten som om han vidste drengen frygtede han var det. Men han kunne et sted forestille sig, at han enten var bange for det eller måske faktisk troede han var det fordi Lucian nærmest måtte sætte hele sin hverdag i stå for hans skyld, men det havde han intet imod. Hellere det end han ville se ham dø. Han strøg ham over håret. "Det var fint..Jeg er stolt af dig..Hvil dig lidt..så kan du spise lidt flere senere når du har det bedre..." hviskede han stille og satte tallerkenen over på det lille bord ved sengen før han fik lagt sig ned og med Joshua ind til sig. Strøg ham roligt over håret. Han havde da spist noget og der var godt nok lidt over halvdelen endnu, men lidt senere ville det han havde spist nok hjælpe og så kunne han få lidt mere ned. Og sådan kunne de nok tage det skridt for skridt. Det var bare, at vente og se.

[Deleted]

Joshua brød sig virkelig ikke om at spise på kommando og specielt også fordi at det virkelig ikke smagte særlig godt! Det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han væmmes ved smagen af de planter i munden, selvom Lucians ros i den grad var ham en hjælp, for dette var vel også det rette at gøre for hans eget vedkommende? Han ønskede ikke at være til besvær, selvom han konstant faktisk var bange for det, at Lucian så skulle blive direkte træt af ham og så kyle ham ud eller give ham til andre – ligesom han havde oplevet det igennem hele hans liv. Han havde aldrig nogensinde fundet et sted, hvor han følte sig helt og særdeles tryg, men det gjorde han her, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt for hans eget vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare en sandhed som han ikke kunne rende fra. Han vendte blikket hjælpeløst op mod Lucian, som han strøg hans tårer væk. Det hele var virkelig noget som i den grad måtte skræmme ham!
At han havde spist nok for denne gang, var faktisk noget som måtte gøre ham direkte glad, for han brød sig bestemt ikke om at skulle sidde igen med den smag i munden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”O-okay..” sagde han stille. Hvis han kunne få lov til at hvile lidt, så var det i den grad også det hele værd og nu hvor Greg heller ikke stod der og nærmest måtte ånde ham i nakken, så var det i den grad også noget som hjalp ham meget endda, for han stolede bestemt heller ikke på fremmede! Han vendte sig stille om på siden og møvede sig godt ind til Lucian, for det var her at han kunne søge den tryghed som sagt. Han snøftede ganske svagt og trykkede sig helt tæt ind til ham, bare for at mærke hans arme om sig, en følelse af beskyttelse og tryghed som han selv ikke kunne huske, at han havde oplevet andre steder end her, så det var også noget som gjorde at han slet ikke ønskede at dø! ”K-kan jeg løbe igen i morgen?” spurgte han dæmpet. Hvis der var noget af det som han savnede mest, så var det jo lige netop det faktum, at han kunne lege og te sig som et hvert andet lille barn. Træt var han, men han turde bare ikke at give efter for den ellers så voldsomt tiltrængte søvn.

[Deleted]

At tvinge mad i Joshua var ikke noget som behagede Lucian på nogen måde. Måske førhen ved andre før han var begyndt og føle et ansvar og holde af denne knægt, men nej ikke nu. Ikke mere. Han gjorde det jo heller ikke i den forstand, at han proppede det i ham. Men han forsøgte at opmuntre ham til at tage en bid til og en til. For hans egen skyld i dette tilfælde og også hvis han gik hen og sultede sig selv. Men ellers nej så lod han det være op til Joshua selv hvornår og hvor meget han ville spise. Han ville dog ikke opmuntre ham mere når han græd og blev ved og bede om at det var nok. Han ville bede til at det var nok istedet for og holdt ham ganske blidt så han vidste han ikke var alene. og blev det heller ikke igen medmindre han rejste derfra. Lucian havde ikke planer om, at sende ham bort. Nogensinde.

Stilheden blev lagt over rummet igen selvom Lucian stadig kunne høre sin egen vejrtrækning ganske svagt og knægtens med, da han nok havde mest besvær med at trække vejret for smerter. Lucian´s egen var mest af bekymring og nervøsitet. Han lå lidt og stirrede ud i mørket og ventede på at Joshua enten fladt hen eller snakkede i tilfælde af han manglede noget, ikke kunne sove eller bare ville snakke om ting for at tænke på noget andet. Pest.. En forfærdelig ting som han ikke havde regnet med ville komme så vidt, men så måtte knægten jo svagt have haft det i sig allerede for nogle måneder siden, da han havde fundet ham? og så først nu i de sidste par uger havde den sat sig til angreb. Væmmelige tingest.. Men det nyttede ikke noget nu, at fundere over det. Han måtte pænt vente og blot gøre sit til, at knægten fik sin medicin og gradvis ville få det bedre. Selv tænkte Lucian ikke på, at der var mulighed for pesten ville smitte ham. Så måtte det være sådan og så måtte han selv igennem samme kur. Men han kunne ikke holde afstand til knægten når denne havde så hårdt brug for hans nærvær for at føle sig tryg og ikke bryde sammen i panik og frygt. Nej Joshua´s behov var lige nu mest vigtige og nu hvor de havde kuren inde i huset så kunne de jo nemt forhindre det hvis Lucian blev syg. Så alt var godt og ville gå op i en højere enhed til slut. Ja alt var godt. Han vendte stille sit blik mod Joshua, da denne brød tavsheden og bed sig så selv lidt i læben. "Måske ikke lige i morgen..Du skal samle kræfter og have pesten ud af din krop. Men hvis vi er heldige vil du have det meget bedre imorgen. Om nogle dage eller en uges tid vil du nok have energi nok til og løbe lidt igen." smilede han stille og ville jo helst ikke give ham for store håb ved og sige ja selvfølgelig ville han kunne løbe imorgen. Det bedste var, at være ærlig, men få det sagt på den mest positive måde.

[Deleted]

Joshua var virkelig panisk bange for at skulle ende med at falde bort, så det var egentlig heller ikke fordi at han ønskede den tanke til at skulle lægge sig til at sove, for han var virkelig panisk bange for at han ikke ville være i stand til at skulle vågne af det igen. Hans lille hjerte slog fast mod hans bryst, som han bare blev liggende og stirrede ind i Lucians bryst. Umiddelbart så tænkte han jo heller på at manden kunne blive smittet af det. Han snøftede ganske let og knugede sig ind til ham. Hvorfor skulle han altid rammes af denne form for ulykke? Det var i den grad heller ikke noget som han fandt direkte retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket stille op mod Lucian. Han turde virkelig ikke at lægge sig til at sove, og det var der i den grad også en frygtelig logisk forklaring på når alt endelig måtte komme til alt. Tårerne trillede stille ned af hans kinder. Denne tanke var i den grad også noget som måtte skræmme ham noget så frygtelig voldsomt, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte ønskede at tænke over, hvis han da ellers var i stand til at skulle blive fri for det. Han vendte blikket stille ned mod sin egen krop. Han kunne godt mærke, at hans øjne stille og roligt gled i, at han stille og roligt blev mere slap, men han måtte virkelig ikke falde i søvn! Han var jo for pokker da syg! Selvom.. han havde jo altid fået at vide, at det bedste som han kunne gøre, var jo faktisk at lægge sig til at sove med det samme og bare.. slappe af. Det var jo det som han også var nødsaget til i dette øjeblik, selvom han virkelig ikke følte for det. ”Jeg vil ikke være syg, Lucian.. Vil ikke..” Han snøftede endnu en gang, som han stille gemte sig en anelse mere under dynen, hvor han bare blev liggende. Han ville ud og lege, han ville ud og løbe, ligesom enhver anden ville være det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. ”Jeg vil løbe ligesom alle de andre børn..” hviskede han næsten hjælpeløst, som var han fuldkommen overbevist om at han skulle dø i morgen, selvom den tanke i sig selv, var ham voldsomt skræmmende, så ønskede han nu heller ikke at tænke alt for meget over det, hvis han dog ellers kunne blive fri.
Som tiden selv måtte gå, så måtte han dog alligevel ende med at give en smule efter for den ellers så voldsomme tiltrængte søvn. Han blev en anelse mere slap i det, som han langt om længe måtte give efter for kroppens egne behov i form af det at skulle sove bare en smule. Han sukkede direkte tungt idet han gled fuldkommen hen i søvnens tunge favn, idet han bare valte, at skulle give fuldkommen efter for det hele og bare.. sove.