Indoctrination

[Deleted]

Ayak havde siddet langt væk i sine egne tanker da Tiyanna endleigt vendte tilbage til hans sdie. han forsøgte som sådan at koble lidt af og slappe af i disse nye omgivelser, der var bare så meget man skulle vende sig til. Selve lejren, eller nærmest byen, her summede af liv, også selvom natten snart trængte sig på for alvor, og der var så mange dufte i luften. Tilberedt mad, kvinder, mænd og børn, det ville tage sig nogen tid at vende sig til sådan et liv, og han begyndte at betvivle om hans asociale adfærd egentligt var for at spare dem at arbejde sammen med ham, eller fordi han ikke helt vidste om han turde være sammen med dem. Det var mærkeligt, måtte man jo kunne forstå, for hans dyriske side at være en del af et samfund på denne måde.
Lyden af hendes stemme bragte ham dog tilbage til virkeligheden, han betragtede hende stille og nikkede let.
" De skal ikke være bekymret, jeg kan garantere jeres sikkerhed. "
Lovede han højt og helligt, og de bød hinanden godnat.
Det var en urolig nat for hans vedkommende, søvnen kom ikke let, og så længe dagslyset lå over lejren var der nærmest intet spor af den store varulv.

8 dage senere
Slæbende fødder lød igennem mudderet, regnen silede ned imellem trætoppende, og på trods af at de var i skoven var der ikke meget ly at hente herude. Det lod til at de eneste der ikke var gået til ro var diverse vagter, og Ayak. Han slæbte sig igennem lejren, med intet mindre end tre store stolper lagt over skuldrende. Han var forpustet og udmattet, men han gjorde stadig alt hvad han kunne. Normalt tog det to menneskelige arbejdere at bære disse stolper på plads, men han udnyttede sine kræfter tila t hjælpe dem så meget han nu kunne om natten, hvor han ikke arbejdede side om side med nogen.
Det projekt han var igang med lige nu var en mur rundt om deres lejr, om end en primitiv en, så ville den bringe dem nogen beskyttelse. Med et højt støn af udmattelse smed han plankerne fra sig hvor de skulle sættes i jorden, og knælede forpustet foran dem og forsøgte at få vejret tilbage. Han havde arbejdet hårdt, mange timer hver nat, kun overvåget af vagterne der patroljerede, og en sjælden gang imellem fik han et glimt af Tiyanna, selvom han næppe gjorde noget stort for at forsøge og kontakte hende, han følte stadig at hun måtte have bedre og vigtigere ting at se til end ham, og han ville ikke trænge sig på.
Hans pels var gennemblødt, muligvis af lige dele sved og egnvand, man kunne se sin egen ånde her i kulden, og regnen lod ikke til at ville stoppe lige med det første. Han tvang sigselv på benene og greb om en af stolperne, løftede den op, og med sin styrke, begravede dens spids ned i den mudrede jord, og bandt den fast til resten af muren.
Om han var faldet til? det var vel svært at sige, han gjorde sit bedste for at hjælpe dette folk, og han forlangte jo intet til gengæld. Nogle nætter havde børn gemt sig i buskene og kastet småsten og lignende efter ham, men det berørte ham ikke, de var jo børn. Han havde besluttet at det var bedst at bevæge sig ude om natten, om end han var i sikkerhed om dagen, for folket havde endnu ikek vænnet sig til hans nærvær, og det var noget der stadig bragte en vis uro med sig. Han sukkede dybt, det var ikke fordi han var skuffet eller nedtrykt, ofte når han følte sig for ensom kom han nær Tiyanna's bolig, men han stoppede altid sigselv igen, han ville ikke forstyrre hende, enten sov hun, eller også havde hun travlt, og han ville ikke besvære hende. det var mærkeligt, hvordan ahn egentligt savnede hende, lysten til at besøge hende hjemsøgte ham ofte om natten, og når han indimellem fik små glimt af hende i offentligheden måtte han virkelig holde på sigselv for ikke at gå til hende. Nu stod han blot igen på knæ i mudderet og forsøgte at genvinde pusten.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste godt, at det havde taget hende et stykke tid, men de var mange her i byen og der var mange som skulle snakkes med, mange som skulle høres, da det også var noget som hun gik meget op i. Nok var det hende som stod med det sidste og endelige ord i den anden ende, men hun havde så sandelig også brug for at skulle høre alle andres meninger, deres holdninger og hvad de måtte være bekymret for, for jo flere de var, jo sværere ville det blive for Inkarno at skulle vælte dem, hvilket i den grad også var noget af det som hun måtte sætte foran alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han direkte kunne garantere for landsbyens sikkerhed, så skulle hun så sandelig heller ikke klage. Hun nikkede mod ham og med et veltilfredst smil.
”Udmærket Ayak. Du ved hvor du kan finde mig, så er det bare at opsøge mig, hvis du har noget på hjertet. Nok er det mig som bestemmer, men jeg ønsker at høre folks meninger.” Hun var faktisk yderst retfærdig af sig, da det også var noget som hun gik frygtelig op i – At lade folk vide, at de kunne udtale sig om deres meninger uden at skulle straffes for det. Hun ville vise dem at hun var langt bedre end hendes far!
Bevidst så ønskede hun ham en god nat, kun for at vende tilbage til hendes eget telt, hvor hendes søn Adelio allerede havde lagt sig til. Umiddelbart, så blev det for hendes vedkommende en meget god aften, da hun faktisk også måtte falde meget hurtigt i søvn.

8 dage senere.
Det forfærdelige vejr som havde ramt Imandra som land i denne tid, var desværre også noget som forsinkede dem alle i deres arbejde. Hele skoven var endt som en kæmpe mudderpøl. Adskillige mænd var allerede sat til at skulle grave mindre grusgrave, så vandet ikke silede ned i lejren, da det bestemt heller ikke ville hjælpe dem, da det var yderst vigtigt, at de formåede at holde det hele så tørt og så kontrolleret som det nu ville være dem overhovedet muligt. Endnu en gang kunne man sige, at Tiyanna var kommet på arbejde
Hendes spejder som den eneste overlevende i en gruppe på 3, var netop kommet tilbage til lejren efter en mission ude i feltet. Det var bestemt ikke godt nyt som blev medbragt og det var noget som bekymrede hende. Hun rystede på hovedet. ”Og du er helt sikker på at det var ham?” spurgte hun ganske kortfattet, hvor manden blot nikkede i retur. ”Jeg er helt sikker,” medstemte han med en tydelig træt stemme. Tiyanna lod hånden glide igennem hendes hår, hvor hun blot nikkede, for at rejse sig. Hun bad ham om at søge til hans telt for hvile og at være sammen med hans kone og hans 2 små børn. Hun kendte til langt de fleste her på stedet og deres familierelationer.
Hendes kappe fik hun på, som hun bevægede sig direkte ud i det silende regnvejr. Hun havde brug for at rådføre sig med en som måtte kende til skovene betydeligt bedre end det som hun nu måtte gøre det og Ayak kunne vel godt hjælpe hende? Hun vidste at vagterne holdt øje med ham, selvom det nu ikke var noget som hun sagde det mindste til i den anden ende. De var mistroiske, selvom han efterhånden var ved at vinde tillid, for det var jo heller ikke fordi at han gjorde meget andet end at rende rundt og passe sig selv. Hun bevægede sig igennem mudderet og mod den mur som han var ved at lave. Hun måtte dog se sig imponeret til hans arbejde, også selvom hun måtte erkende, at hun selv havde holdt øje med ham. Men også helst for at være på den sikre side selvfølgelig.
”Ayak?” kaldte hun som hun nærmede sig hans ’arbejdsplads’. Hun så sig omkring. Det gik virkelig fremad og hun måtte erkende, at hun igennem de sidste dage, faktisk havde.. savnet at snakke med ham? Han havde været en som hun kunne relatere sig selv til og det var jo heller ikke fordi at han havde dømt hende på den ene eller den anden måde og lige nu, så var han også den som hun havde brug for at snakke med. ”Læg de planker fra dig for en stund og kom med ind i mit telt og få dig noget varme.. Jeg har brug for at snakke med dig.” Hendes ord var bestemt ikke ondt ment, men det var vigtigt. Utroligt vigtigt, at hun fik muligheden for at snakke med ham lige nu. Hun gik ham i møde, hvor selv alvoret stod i hendes mørke øjne.

[Deleted]

Ayak kom på fik trukket sigselv op på benene og stå igen da han hørte lyden af fodtrin i mudderet i distancen bag sig. Han blev dog overrasket da han pludseligt genkendte den stemme der kaldte hans navn.
" Tiyanna? "
Han vendte sig om imod hende, og sandt nok, der i pløret og rodet stod Tiyanna faktisk i egen person. Han følte sig en smule forlegen måtte han indrømme, han var ikke just så præsentabel som han kunne have ønsket at være, med drivvåd pels, halvt dækket af mudder. Hun ville have ham til at komme med? Til hendes telt? Der var et eller andet her der ikke føltes rigtigt, der var noget ved hende, hendes blik, hendes holdning, der var noget der gjorde hende urolig, han ahvde svært ved at tro på at hun inviterede ham for at grille fisk endnu en gang, nej det her måtte være noget meget mere alvorligt.
" Naturligvis. "
Lød hans svar prompte og han lod planker være planker og fulgte efter hende. igen som de gik igennem mudderet imod hendes telt kunne han føle vagternes blikke. Han forsøgte altid at gøre sit bedste for ikke at vække deres mistanke, det ville ikke se sig godt ud hvis han åbenlyst provokerede dem, ikke at det var i ahns tnaker overhovedet, men der skulle nok væsentligt mindre til før de mistede tiålmodigheden med en som ham, end f.eks et andet menneske.
Han forsøgte diskret at gøre sig så ren som muligt før de nåede frem, han ville helst ikke tilsøle hendes bolig, det ville næppe tage sig godt ud, at hun inviterede ham og bød ham ind i sit hjem, og han smurte det ind i mudder. Han fulgte dog gladeligt med hende ind i hendes telt. Mange tanker gik igennem hans hovede, blandt andet taknemmelighed, der var rart at være ude af den kolde regn der ahvde plaget ham de sidste par nætter, og gjordt hans arbejde endnu sværere end det behøvede at være, men mest af alt var ahns sind domineret af en let uro og kraftig nysgerrighed, hvad var det mon hun ønskede af ham? Hvorfor kom hun til ham, af alle, på denne tid, med sådan en grav alvor i sit sind? Der var noget galt, han kunne smage det i luften, det lå som et tykt slør omkring dem, han var ikke den eneste der var en smule ved siden af sigselv lige nu. Han betragtede hende, før han brød stilheden.
" Hvad er det der hjemsøger dig? Du virker urolig. "
Lød hans sybe rumlen imens han lagde armene over kors. Han måtte bukke sig ens mule for at kunne så oprejst i hendes telt, det var selvfølgelig heller ikke bygget til folk af hans kaliber. Nu ventede han spændt på at høre om problemet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var ikke normalt vis den som åbnede sig op overfor nogen som helst, men Ayak var faktisk kommet ind på hende på en ganske speciel måde, selvom de ikke havde udvekslet så meget som et eneste ord til hinanden igennem den sidste uges tid. Umiddelbart så var det jo tydeligt at han prøvede at tilpasse sig og langt de fleste have valgt at acceptere ham, for de havde jo også set at han prøvede at hjælpe dem med at beskytte byen her, for det var deres base. Uden den så var de virkelig.. ingenting. Blikket hvilede på hans skikkelse og med det klare alvor. Det havde selvfølgelig ikke noget som helst med ham at gøre, men han var den som hun følte at hun kunne betro sig til med dette, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham blot et stille, dog meget tamt smil.
”Udmærket,” sagde hun stilfærdigt, hvor hun bare vendte om på hælen og begav sig tilbage til sit telt. Ikke fordi at hun tog sig af vagterne som måtte stå ved teltets åbning. Hun lod bare Ayak træde indenfor. Om han jo så var beskidt eller ikke, var nu ikke noget som hun tog sig det mindste af og ej heller af lugten af våd hund som måtte sprede sig rundt i hele teltet allerede med det samme. Hun ønskede lige så også at vise, at hun stolede på ham og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet. Hun vendte blikket mod ham, som hun fjernede kutten fra hendes hoved og fik kappen af igen. Regnen havde dog alligevel sat sit præg på hendes ansigt, selvom den bekymring som hun måtte brænde inde med, slet ikke var til at skjule. Det var hende et ømt punkt som var ramt for denne gang og det var i den grad også af den grund, at hun havde valgt, at skulle søge til Ayak. For ham så kunne hun åbne sig på en anden måde. Han så ikke skævt til hende når hun spurgte ind til tingene og det var kun noget som måtte glæde hende som intet andet overhovedet.
At han havde bemærket at hun var en kende urolig, fik hende blot til at sende ham et lettere halvhjertet smil. Hun rystede let på hovedet og så så på ham endnu en gang. ”Hvor godt kender du til disse skove, Ayak? Og til de letteste veje mod Dvasias?” Måske at det var at vende det hele i en helt anden retning, men for hende, så var det virkelig bare nødvdendigt. Lige for øjeblikket, så var det ikke Inkarno som var hendes største bekymring, men.. hendes egen søn, hvis det endelig skulle vise sig at være farligt, for det bekymrede hende virkelig, at det var sådan at det måtte gå for sig. Hun slog armene let over kors og halvvejs i en selvomfavnelse. De mørke øjne hvilede direkte på hans skikkelse og med det samme alvor. Det var bestemt heller ikke fordi at hun tog let på dette og det at indvie Ayak i det, var virkelig hendes bedste og ikke mindst eneste mulighed, for nemt det var det bestemt heller ikke. Hun hadet at indvie andre i hendes private liv! Og specielt hvis det skulle foregå på denne her måde!

[Deleted]

Ayak betragtede hende som hun trak sin våde kappe af, hun var ligeså nydelig som han huskede hende, men alligevel var det somom hendes udstråling var anderledes, langt mere seriøs end normalt, der var noget på spil, og hvad det var anede han ikke men han følte at det nærmest var ahns pligt at finde ud af hvad. Han måtte vel indrømme at han blev noget overrasket over hendes spørgsmål. Dvasias? hvad ailverden ønskede hun dog der? Der var vist aldrig sluppet noget somhelst positivt ind i skovene fra den retning af, de sted bar onde og kolde vinde med sig, der stank langt bort af korruption som det rene giftstof. Træerne i den del af skoven der lå nærmest Dvasias lod altid til at være mere visne end andre steder i skoven, somom de aldrig fik suget nok næring til sig tila t blomstre ordentligt.
" Jeg kan føre dem dertil uden problemer men.. Hvad ialverden ville de dog ønske at opnå der? "
Spurgte han, med armene korslagte og betragtede hende, hans blik nok ligeså bekymret og alvorligt som hendes nu. Hvad ialverden ønskede hun sig dog i den del af verden af alle steder. Det gav ikke meget mening for ham. Jo, naturligvis kunne han da lede hende derhen uden problemer, ihvertfald ganske tæt på dvasias grænser, så tæt på at det måtte gøre selv ham utryg. Han havde aldrig været langt udenfor disse skove, og havde aldrig nærmest sig Dvasias, han vidste udemærket godt at det var et sted hvor der ikke var meget godt at hente, og de folk der trådte ind i Imandra's smukke skove derfra var som oftest af den skuffe som han måtte betragte som fjender, krypskytter, kriminelle, necromancere og andet rakkerpak der kun var skyld i ballade.
Hans blik hvilede på hendes skikkelse, alvorligt, men med en tydeligt nysgerrighed.
" Det er ikke uden en hvis fare at rejse i den retning. "
Sagde han, hvilket hun sikkert godt vidste, men på den anden side, han vidste jo ikke hvad hendes erfaringer med Dvasias var, hun mindede ham ikke ummidelbart og nogen med et særligt stærkt bånd til det sted, men man kunne aldrig vide. Men selv skoven blev mere ondsindet i den retning, dyrene var vildere, mere blodtørstige, og selv Ayak havde ikke mange venner iblandt dem. det var en af de zoner hvor Ayak ikke var mesterjageren iblandt dyrene, men de alle var lige, for ingen vidste hvem der slog til først.
" Men, hvis de virkeligt ønsker at tager dertil, skal jeg med glæde yde dem beskyttelse på rejsen. Dine soldater er trætte og skoven er ikke et sted for dem at slåds. "
Tilbød han stille. Sandt nok, hendes menneskelige soldater var sikkert opvokset herude, stolte mænd af skoven, men de havde ikke noget nært den erfaring som Ayak havde, han havde boet her i mere end 20 generationer af mennesker, han kendte hver en lille sti, og hvert et bæst der gemte sig i buskene, desuden var arbejdet i denne kolde tid så krævende at de næppe var opstemt på at kæmpe. Spøgsmålet var om hun øsnkede fuld mandsopdækning, eller om dette var en opgave hun kun betroede ham med.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var normalt en meget lukket person omkring alt dette, men Ayak var en af de få som ikke dømte hende udelukkende fordi at hun var en leder. Måske at han ville se anderledes på hende, hvis han vidste at hun var en kronprinsesse og faktisk af Inkarnos egen slægt, selvom det bestemt ikke var noget som hun selv kunne være stolt af. Hun vendte sig direkte mod ham. Lugten af den våde hund, var nu ikke noget som hun tog sig af. Det var vel bare at tage tingene som det hele måtte komme, selvom hun havde så skræmmende mange ting som hun måtte have i overvejelsen før hun kunne gøre noget som helst og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det direkte nemt for hendes eget vedkommende. Ganske roligt blev hun stående og lyttede til hans ord, selvom det ikke direkte var noget behag som det ramte hende med. Hun var bare nødt til at gøre et eller andet!
Hun rystede stille på hovedet og tydeligt afvisende til hans ord. Hun var stadig en leder her og det var hende forbandet vigtigt, at hun ikke viste sig svag på nogen måde, selvom der var visse situationer, hvor hun ikke direkte kunne sige sig, at have noget som hest andet valg om det jo så var noget som hun ønskede det eller ikke. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse endnu en gang. ”Det er ikke vigtigt lige nu, Ayak. Det eneste som er af betydning, er at jeg kommer af sted, og at det skal være så hurtigt som muligt. Kan du føre mig dertil, vil jeg være dig meget taknemmelig.” Hun var ikke til at rokke i hendes udtalelse, for det var i den grad også en af de meninger som måtte stå meget fast, selvom hun virkelig var en bekymret kvinde, så prøvede hun virkelig at skjule det bag de mange facader som de færreste formåede at se igennem på den ene eller den anden måde. Hendes søn var forsvundet på en af sine opgaver og der skulle efterhånden meget til før at der skete den knægt noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At Ayak bevægede sig i retningen af en mindre prædiken, var nu heller ikke noget som gjorde situationen bedre for Tiyannas vedkommende. Hendes mine blev betydeligt mere stram og mere hård end det som den havde været til nu, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Uanset hvor du bevæger dig den dag i dag, Ayak, så er det med en vis risiko. For mig.. for min familie og for os alle, så det at være her, er en fare uden lige! Jeg er nødt til at komme af sted og det kan virkelig ikke ske hurtigt nok! Det er alt sammen fint, at du vil beskytte mig, men er du sikker på at du så er manden til den opgave?” I sig selv, så var det bestemt heller ikke mange som hun ville betro til sig med en opgave af den kaliber. Hun var jo ikke leder for ingenting, men det var nu heller ikke derfor. Hun ville bestemt heller ikke vække opsigt ved at skulle tage en mindre hær med, for de gjorde langt større gavn af at blive her end at skulle tage med hende ud på denne måde og hun vidste det jo trods alt også godt.
Tiyanna sukkede dybt og betragtede Ayak med en forholdsvis rolig mine. Det var en meget privat sag, dette, og hun vidste at hun havde brug for en hjælpende hånd af den ene eller den anden art. ”Min søn er forsvundet..” afsluttede hun endeligt, selvom hun bestemt heller ikke var meget for at skulle sige det i det hele taget!

[Deleted]

Ayak så på hende, med voksende alvorlighed, om end han ikke kunne undgå at føle sig en smule intimideret og nedværdiget under hendes hårde blik, i sandhed forsøgte han jo kun at hjælpe, om ned hans evner når det kom til det mene var begrænsede. Han lyttede dog intenst til hvade hun sagd,e om end hans øjne flakkede fra hendes, og deres øjenkontakt blev brudt, han følte et kort øjeblik nærmest at hun skældte ham ud, og han kunne umiddelbart ikke se hvad han ahvde gjrodt forkert, men ahn ville ikke lægge en større byrde af skyld på hendes skuldre, eller i den helt anden ende, risikere en direkte konflikt imellem hvis han konfronterede hende, han var sikker på at hun ahvde sine grund til at være så hårdhændet, om end han ikke følte han fortjente det.
" Jeg tror fuldt og fast på-.. "
Han blev afbrudt da han skulle til at svare på hvorvidt han var den rigtige mand til opgaven, da hun fortalte om sine motiver for denne pludselige, og muligvis farefulde, rejse til det mørke land. Han var i sandhed shockeret, han kunne næsten mærke et ryk i hans bryst, da hans hjerte føltes sammenklemt, hendes søn? Hendes søn var fanget i Dvasias? Det var bestemt ikke nogen lyse udsigter hun havde, og alligevel viste han ikek rigtigt hvad ahn dog skulle sige. Han undveg hendes blik, imens hans egne øjne lod til at lyse op, en intimiderende, hadefuld glød. Han hadede mørket, og al den ulykke det bragte med sig, forbandede bæster, allesammen!
" Jeg er i mit telt, når de er klar. "
Hans stemme var kølig, kontrolleret, afregnende, og han bukkede let for hende før han vendte om og forlod hendes bolig, på vej imod sin egen.

Han brugte ikke lang tid i sit telt. Han spændte sit bælte om livet, hans tunge klinger nydeligt balanceret på hans lår nu, han sikrede sig også diverse værktøjer, i en taske han påspændende ved siden af skeden på hans højre lår. I det lå der en lille kniv, urteudtræk imod gift og sygdomme, forbinding, og et par små, håndskårne totemer. Ikke at der var nogen særlig grund til at han bragte dem med sig, men han vidste hvem der var ansvarlig for hans folks lidelse og dødsfald, og han ville være sikker på, skulle han nu til at begå drab på disse ondskabens kæmpere, ville han efterlade sit mærke, så de igen kunne opdage at hans folk ikke var en myte. Han brugte ganske kort tid på at fjerne det værste mudder fra hans pels, og genvinde sin fulde bevægelighed.
Han trådte uden for sit telt. Ud i regnen påny, hans blik bestemt og køligt, om end glødende med et hemmelighedsfuldt, distanceret had. Hans ører stod højt på hans hovede, hans hang humørløst fra hans bagside, han var klar til at gå på jagt, han ventede blot på hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var virkelig ikke ude på at skulle skælde ham ud eller nedgøre ham på nogen måde, for han var lige så vigtig for hende i dette fællesskab herude, som det alle andre også måtte være. Et sted så var det panikken som slog ind og det var også grunden til at hun reagerede som hun gjorde det lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Dette var hende bare et emne som gik hende absolut alt for meget på til at hun kunne reagere på nogen som helst anden måde og det var jo heller ikke hendes mening at det var noget som skulle gå udover ham i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, som hun fortalte ham at det var hendes dreng som var væk.
At Ayak stadig ønskede at skulle hjælpe hende, var nu noget som også måtte gøre hende glad i den anden ende. Hun nikkede stille mod ham og med det lette taknemmelige smil. ”Det tager ikke mig adskillige minutter at få det gjort færdigt,” sagde hun stilfærdigt og med den samme mine. Hun lod ham blot gå, kun for at hun kunne vende sig om i hendes telt og få fundet det frem som var hende direkte nødvendigt at skulle skaffe sig.

At det stadig måtte pøse ned med regn fra den store himmel, var nu ikke noget som gjorde hende det mindste lige nu. Hendes bekymringer måtte ligge ganske andre steder end lige det som måtte ske lige nu og her! Hun havde fået arrangeret at en af hendes mest betroede overtog pladsen som leder så længe at både hende og Adelio måtte være ude af byen og Ayak med, selvom han nu ikke havde haft den største betydning endnu om ikke andet. Hun havde endnu en gang fået sadlet hesten op med diverse forsyninger som hun vidste kunne vise sig at blive nødvendige. Hendes kappe trak hun godt om sig og med kutten over hovedet, idet hun kravlede op på hesten og satte den direkte i kurs i retningen af Ayaks lejr. Hun havde sværdet hvilende ved sin side og med blikket hvilende direkte mod ham som han stod der og var ved at pakke sammen. Hun fik stoppet hesten som let måtte vrinske. Det var heller ikke fordi at han var meget for dette hæslige vejr, hvilket heller ikke gjorde hende noget. Hun brød sig heller ikke om det. ”Ønsker du en hest eller er det fint på alle.. 4?” spurgte hun stilfærdigt. For hendes vedkommende så var det bare vigtigt at de kom ud og det skulle helst være så hurtigt som det nu måtte være dem menneskelig muligt. Hun var næsten ivrig. I sig selv, så var denne side af hende, ikke noget som hun vidste særlig ofte, men nu stod hun i den situation, hvorpå at hun slet ikke følte at hun havde noget valg! Hun sukkede dæmpet og vendte sig rundt omkring. Vagterne var oppe og beredskabet var allerede på plads. ”Jo hurtigere vi kommer af sted, jo bedre, Ayak. Desuden, så har jeg brug for din guide,” sagde hun med en tydeligt alvorlig stemme. Det var ikke ensbetydet med at hun havde haft den ret til at skulle være sur på ham eller skælde ham ud. Hun skyldte ham vel en undskyldning for det? Hun trak kappen en anelse om sig. Selv for hendes tynde skikkelse, så var det jo faktisk godt koldt.

[Deleted]

Ayak ventede stille, nød den kortvarige ro til at tænke og lægge en plan for deres rejse. Det varede dog ikke længe før hun også var klar og sad på hendes hest for ham. Selv hesten virkede ikke helt tryg ved ham, men han var selvfølgelig også et rovdyr der for mange generationer siden jagede de vilde heste der levede dybt i skoven. Han nikkede kodt, anerkendende, det lod ikke til at regnen som sådan generede ham, det var en naturlig del af livet i skoven, og nødvendigt, uden denne ville det hele blot visne og dø, selvom den de senere år var begyndt at bringe en føl stank med den. Han regnede ikke med at det var noget de fæeste opdagede, men det var bare somom alle vindende, stormene og regnskyerne der blev båret ude fra det åbne land og ind i skoven, bragte en mørk stank med sig, noget skræmmende.
" Jeg klarer mig.. "
Sagde han stille og vendte sig imod skoven, hans blik blev fjernt et øjeblik, imens han betragtede den.
" Jeg må dog påbyde dem en regel.. Så snart vi forlader deres lejr.. Er du ikke længere en leder, vi er lige, og jeg er din guide. Fra nu af vil det være skovens love vi følger, og de er ikke som jeres. "
Lød hans rumlende stemme. Det var ikke fordi han var vred, eller at der var spor af noget i den stil overhovedet, men så snart de ikke længere var i hendes lejr, så var de ligemænd igen, som da de først var mødtes, og han havde ansvaret for hende, særligt i den ondsindede del af skoven de skulle ind i, og hvad der lå efter den, han var nødt til at sikre sig at hun forstod at det var ham der kastede terningerne nu, som hendes guide, og ikke omvendt.
" Nu er dín sikkerhed, mít ansvar. "
Afsluttede han.
Han tog en dyb indånding igennem hans snude, og fangede færden af deres omgivelser, før han langosmt sank ned på sine hænder, som et vildt dyr sad han der i et øjeblik, han lod ikke til at blive forstyrret af mudderet, ej heller lod det til at begrænse ham.
Da det lod til at hans indre kompas var justeret, satte han pludselig igang, med en lav knurren, der kom helt nede fra mellemgulvet begyndte han i et tempo der gjorde at hesten stadig havde en chance for at følge med i mudderet, og han forsøgte at løbe på en sti som den kunne komme frem på, uheldigvis var heste ikke det meste prakitske i disse skove, og hvis han ønskede det ville han med stor sandsynlighed sagtens kunne løber fra den.
Det var næsten uhyggeligt med den elegance han bevægede sig med, både henover mudderet, halvejs oppe af træstammer satte han af og sprang fremad, man skulle tro at han ikke havde lavet andet hele sit liv end følge denne sti.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var udmærket godt klar over, at hun havde været hård ved Ayak, selvom det slet ikke havde været hendes mening. Hendes usikkerhed omkring hendes søns forsvinden var i den grad også noget af det som gjorde det hele og det var heller ikke fordi at hun ville lade det gå ud over ham, men det var hende noget som lå hende noget så frygtelig tæt, at hun ganske enkelt ikke kunne lade være med det, for hun havde virkelig ikke.. kontrol på noget som helst i den anden ende, hvilket i den grad også måtte være hende en kende frustrerende! Hesten var urolig ved at være tæt på Ayak. Den havde normalt ikke noget problem med et vejr som det her, så var det jo noget ganske andet som spillede ind, så var det jo slet ikke noget som rørte hende det mindste lige nu. Endnu en gang var det den faste maske som hun tvang på – Ligesom hun altid gjorde det når hun var udenfor teltet. Det var hendes frie område, det var der hun kunne være hende selv uden at blive dømt af andre, selvom det i sig selv, var sjældent at hun havde muligheden for at skulle opholde sig der, hvilket i sig selv, også var hende en temmelig frustrerende tanke i sig selv.
Tiyanna lyttede til hans ord, selvom det bestemt ikke var ord som faldt i god jord, selvom.. hun vel vidste, at han havde ret? Det var jo heller ikke fordi at hun kunne gøre stort ved det, da alt som var udenfor denne skov og dette land, var udenfor hendes hænder og på alle måder. Hun sukkede stille og rystede så på hovedet. ”Meget vel,” mumlede hun en anelse afvisende, for det var i sig selv, slet ikke noget som hun ville bringe op til nogen diskussion lige for øjeblikket. ”Så må du jo guide mig herfra og til Dvasias,” tilføjede hun kortfattet, hvor det vel også måtte være tydeligt for ham, at det bestemt heller ikke var noget som hun var meget for? At skulle hoppe ned fra den plads som leder som hun havde og på sit vis faktisk overrække den til ham? Det var ikke fordi at hun havde noget som helst imod ham som sådan, det var det virkelig ikke.
Hun fulgte ham med blikket som han måtte gå ned på alle fire og med en ganske kort forundrende mine, for der var noget der som slet ikke gav nogen mening. Han var jo et dyr når selv ikke fuldmånen var oppe, så meget havde hun fundet ud af og det var noget som faktisk måtte forundre hende, for hun havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende. Hans knurren var kun noget som gjorde det hele så meget værre for hesten som tydeligt ikke var meget for at skulle ende med at følge hende mod det bæst! Hun var dog fuldkommen ligeglad! Her var det jo stadig hende som måtte bestemme! Måske at hesten ikke var det bedste valg af transport her på stedet, men det var nu og da stadig den bedste mulighed som hun nu måtte have, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun ville da aldrig kunne følge ham til fods herude! Regnen piskede mod hendes ansigt, som hun fik vendt hesten, hvor hun kunne sætte den i løb og fulgte efter ham. Bare alene tanken om at hun ville få sin knægt hjem, var virkelig hendes hovedprioritet lige for øjeblikket og så var hun virkelig også glad for, at han ville hjælpe hende med det i den anden ende. Hun skyldte i den grad Ayak for hans hjælp og han skulle nok blive belønnet for det hele, hvis dette var noget som de kun levende fra i den anden ende.

[Deleted]

Ayak fortsatte imellem træerne, igennem mudderet, over henover skovbunden, han lod ikke til at være berørt af den ujævne grund under ham, eller det glatte mudder, ej heller lod mørket til at genere ham. Han sørgede for at justere sit tempo til en fart som hendes hest kunne følge med på, så han ikke endte med at rende fra hende og hendes hest, der ikke lod til at nyde den måde rollerne var fordelt på. Det lod faktisk til at ingen af dem var tilfredse, hesten var ikke glad for at skulle tvinges efter en enorm ulvemand, og Tiyanna var ikke glad for at skulle modtage rodrer og retningslinjer fra førnævnte ulvemand.
Mange ting gik igennem hans hovede, han forsøgte at skubbe tankerne om Tiyanna væk, hendes høje stemme og frustrerede opførsel stak ham stadig lidt i siden, hvilket nok ogås var grunden til at rejsen som sådan foregik i stilhed, imens han blot holdte sine sanser på fulde alarm, han ønskede ikke at træde mere i det, eller gøre hende vred på ham, eller måske komme til at prikke en nerve.

Timer tog det, et par af dem enda, før det lod til at skoven begyndte at blive tyndere og de måtte nærme sig udkanten. Træerne i denne del af skoven så slukkede og døende ud, de var snørklede og hele skoven havde ikke den sunde, djelige friske duft man kendte fra den anden side af, men en mørkede og mere iriterende lugt. Dyr holdte sig på afstand for det meste, og Ayak havde kun få gange været nødt til at stoppe op for at guide Tiyanna udenom bjørnefælder eller lignende, og endnu færrere gange måtte spille med musklerne foran forskellie udhungrede rovdyr der virkeligt kunne ønske sig Tiyanna's hest til frokost.
På trods af de timer de nu var rejst, og at regnen var holdt op, så lod det ikke til at solen ønskede at stå op i denne del af skoven.
" Hvor i Dvasias er det de ønsker at tage hen? "
spurgte han langt om længe, og satte langosmt farten ned da han vidste der snart ikke var mere skov at skjule sig i, og rejsen for alvor blev farlig. Hans samvittighed bød ham at følge hende hvor hun nu end havde tænkt sig at gå, om end hans instinkter ikke var glade for at forlade skoven.

((Beklager det alt for korte svar, og den alt for lange ventetid Er lige kommet hjem fra en studietur jeg havde glemt at informere om herinde xD))

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanne kendte da heldigvis skovene temmelig godt efterhånden, så selvfølgelig så var det ikke helt besværligt for hende, at skulle følge Ayak igennem buske og krat som måtte fylde størstedelen af denne skov. Det var heller ikke rigtigt fordi at der var noget andet at skulle lægge mærke til som sådan, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun var bestemt ikke tilfreds med denne ’magtfordeling’, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun havde altid været den som stod med det sidste ord og desuden, så var det jo bare meningen at han ville følge hende på vej. Hun havde bestemt heller ikke regnet med at han skulle følge hende hele vejen ind til Dvasias og ind der for at hente hendes søn, for hun havde desværre sine mange ideer – flere grusomme end andre, til hvor hendes kære dreng nu var endt henne og hun brød sig bestemt heller ikke meget omkring den tanke, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke!
At betegne ham som en ulvemand, var nu ikke noget som Tiyanna kunne få sig selv til. Hun stod i gæld til ham også for alt det som han allerede havde gjort for dem og ikke bare for hende. Ja folket var ganske rigtigt blevet nysgerrige på ham, også fordi at han ikke havde vist sig at skulle være direkte farlig overfor nogen af dem, hvilket hun selvfølgelig også måtte være frygtelig taknemmelig for.

Tiyanna havde slet ikke nogen anelse om hvor lang tid at det nu havde taget for hende at skulle komme hertil. Det var en ganske anden vej at han havde valgt, kontra den som hun selv ville have taget retningen af, men det var nu ikke noget som hun decideret ville sige noget som helst til, hvis hun da ellers ville være i stand til at skulle blive fri for det i den anden ende. Hesten var urolig, selvom hun kontinuerligt prøvede at holde ham i ro. Regnen som stadig måtte piske, selvom det var blevet langt mildere nu end det som det havde været før, var noget som havde gjort hende direkte gennemblødt og ikke mindst også kold. Hun fik endelig stoppet hesten op, selvom den stadig var meget urolig omkring Ayak, så var det slet ikke noget som hun tog sig af lige nu. Hun vendte blikket direkte mod ham, dog langt mere mildt nu, selvom bekymringen og den indre uro nærmest måtte stå så tydeligt i hendes eget blik. Hun kunne bestemt ikke skjule den! ”Jeg vil til Den Mørke Cirkel,” svarede hun ganske bestemt. Der var skam heller ikke nogen grund til at skulle lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun endte med at hoppe ned af hesten og stillede sig ved siden af den. Kappen og tøjet klæbede sig virkelig tæt ind til hendes slanke skikkelse. ”Jeg forventer ikke at du skal tage med mig hele vejen, Ayak,” afsluttede hun ganske stilfærdigt. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham på nogen som helst måde overhovedet.

[Deleted]

Ayak betragtede hende som de nu stod her i hvad der kunne ligne en lysning, da en "dunkeling" ikke var et ordentligt ord, desværre, da der aldeles ikke var meget lys at hente i denne lysning, og vilde planter snoede sig om de udtørrede træer, giftige torne stak ud her og der og de eneste blomster var faktisk ikke særligt behagelige at kigge på.
Han løftede et af sine buskede øjenbryn.
" Jeg beklager, men min samvittighed byder mig ikke at efterlade dem her. "
Svarede han kort og fattet, og det var da også ganske simpelt og lige til. Der var da ikke meget formål, eller heltemod, i at efterlade hende her, og chancen for at de klarede det sammen var som sådan ikke enorm, men sende hende afsted alene? Hun ville jo være fuldstændigt blottet, fire øjne var i det mindste mere opmærksomme end to, og hun stod ikke en chance, skulle hun falde i baghold.
" Jeg lovede at følge dem til Dvasias, og for at være ærlig, agter jeg også at følge dem hjem igen. "
Mumlede han stille og satte i gang før han nåede at fange hendes øjenkontakt. Han gik blot stille og roligt imod udkanten af skoven uden noget ord. Han bed sig lidt i tungen, han kunne jo godt forstå hende og forstå hendes situation og at hun var bange og nervøs på sin søns vejne, og han ville virkelig ikke gå i vejen for hende, det eneste han ønskede var at hjælpe, men indtil nu kunne han ikke undgå at føle at hun ikke rigtigt sådan.. Så ham, han hjalp hende, men hun var ikke rigtigt i et tankesæt til at vise ham nogen former for taknemmelighed, det var bare forvirrende.
Han fortsatte stille fremad, håbede på at hun fulgte med, for det var snart hendes tur til at vise vej, han havde ikke været uden for skoven, og bestemt ikke i denne retning, stortset hele hans liv, og han anede ikke hvilken retning de skulle i nu for at komme til denne cirkel elelr hvad pokker det var, hun talte om at hun ville til, men han holdt sine øjne på stilke for de kunne blive overrasket hele tiden, og igen.

((Kunne ikke lige komme op med noget bedre Beklager, det er ikke mit bedste post.))

[Tiyanna Direshade Acheron]

Et sted måtte Tiyanna desværre erkende, at hun ikke var meget for tanken om at skule have Ayak med sig hele vejen til Dvasias. Desuden ville hun ikke påtage sig flere liv end det som var nødvendigt. Desuden, så kunne hun i den grad også godt passe på sig selv! Hun var leder af rebellerne af en grund! Hun var mod sin far af en grund og hun stod der stadig lige så også af en grund, så det var jo heller ikke fordi at hun var direkte dum eller noget i den stil! Hun knyttede næverne let ved den tanke. Han fremstillede hende jo nærmest som svag og det var bare alene en tanke som hun ikke kunne have noget som helst med at gøre!
Tiyanna trak vejret dybt, det var jo heller ikke fordi at hun ville lyde direkte ubehøvlet, for det var bestemt heller ikke hendes plan på nogen som helst måde overhovedet! ”Det var slet ikke noget af det som jeg ønskede af dig, Ayak.” Hun vendte blikket mod ham. Det var ikke fordi at hun ikke var taknemmelig, for det var hun i allerhøjeste grad! De mørke øjne faldt mod hans skikkelse. Hun var bare bekymret for sin søn, så det var mere en mor som måtte stå fremme i hende, end det som det måtte være den leder som så mange ellers var kendt med set fra hendes side af. Det var jo heller ikke nødvendigvis en direkte dårlig ting på nogen måde, men.. bare sådan at det nu måtte være.
At Ayak gik rundt som var det hans opgave at beskytte hende, var dog alligevel en tanke som måtte varme hende et sted. Det var noget som i sig selv, også måtte betyde ganske så meget for hende i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun valgte at lade hesten stå, for den ville hun ikke kunne bruge på resten af færden. Dyret var lige så stedskendt som hende, så han kunne jo sagtens finde vejen hjem på egen hånd, det var noget som hun var fuldkommen overbevist om. ”Jeg er dig yderst taknemmelig, men det er virkelig ikke nødvendigt. Jeg kan sagtens selv færdes i det dvasianske land,” forklarede hun sandfærdigt, for sandt var det jo trods alt. Det var jo heller ikke fordi at hun var helt harmløs, hvilket han nok skulle få lov til at se før eller siden. Uanset hvad det var som måtte foregå, så skulle hun så sandelig nok få sin kære søn med hjem igen! Nok var han ved at være voksen, men hun var jo trods alt stadig hans mor! Hun blev atter tavs, som hun gik direkte efter Ayak. Hendes sanser var som fastlåst til alt omkring dem. Hun var årvågen og utrolig opmærksom. Normalt så skulle der faktisk ekstremt meget til, før man ville overraske hende på denne her facon.

[Deleted]

Ayak vandrede fortsat stille og roligt for sigselv, halvt i sine egne tanker. Han kunne ikke helt blive enig med sigselv om hvor vidt det var Tiyanna's angst for hendes søns sikkerhed, stressen af at være leder af et folk, måske ensomhed, eller om det var fordi at han bare virkeligt havde dummet sig på en eller anden måde, der var skyld i at hun lod til at være så vanvittigt afvisende overfor ham hele tiden. Det var ikke ligefrem fordi at han som sådan ønskede at komme med nogle intime tilnærmelser lige i øjeblikket, men det virkede lidt somom at hun dårligt kunne vente med at slippe af med ham igen, og om end hans eget ordvalg måske ikke altid var for heldigt, gjorde det da lidt ondt ind imellem.
" Tiyanna! "
Afbrød han hende endeligt midt i hendes sidste sætning omkring hvorvidt hun godt kunne færdes på egen hånd. Han stoppede meget brat op og vendte sig rundt, med et blik der ikke udtrykte hverken vrede eller noget somhelst i den dur, nej han så faktisk næsten lidt trist ud, udover at han lignede et mudret rod efter sin løbetur igennem skoven sammen med hende tidligere. Han så på hende, de var jo næsten faktisk tæt på at være i hovedhøjde når han strakte sig helt op, selvom hun sad på sin hest.
" Tiyanna.. "
Sukkede han så stille, hans store tønde af en brystkasse hævede og sænkede sig langsomt imens han trak vejret dybt. I et kort øjeblik havde han opsøgt hendes øjenkontakt, om ikke andet så bare for at sikre sig at han bare i fem sekunder havde hendes fulde opmærksomhed, noget han for så vidt havde savnet i et stykke tid. Men kort derefter da han endeligt skulle til at forklare, søgte hans blik længere nedad, for at undgå hendes blik, imens han blidt sukkede.
" Tiyanna, jeg undervuderer dig ikke.. Men jeg har set for mange dø allerede, og jeg har allerede lovet migselv at have dig med tilbage til lejren igen. Hvis du virkeligt ikke kan unde mig at følge dig på vej.. Så lad mig tage med for min egen skyld.. Fire øjne er bedre end to, og jeg gør det ikek fordi jeg ikke tror på at du selv kan klare det her.. Jeg gør det fordi jeg ikke har noget at foretage mig andre steder når jeg ved du er her.. "
Forklarede han stille, i en stemme der virkeligt forsøgte at trænge ind til hende, og ikke lyde af hverken det ene eller det andet.
" Hvis du kom til skade, eller blev fanget, så ville jeg have en stor del af ansvaret, og du må selv vælge.. Vi kan følges ad, eller jeg kan følge efter dig.. Du har ingen autoritet over mig før vi når tilbage. "
Sagde han så, men ikke i et hverken snudet eller køligt tonefald, nej mere i et lidt trist tonefald, for han viste at der var en hvis risiko for at hun ikke ville acceptere hans hjælp, og måske enda se sig sur på ham, men det måtte han vel tage med.. Udover hans beskedne liv i deres lille landsby ude midt i skoven, havde han intet at miste på at opnå hendes had, udover.. Selvfølgelig chancen for at se hende igen.