Indoctrination

[Tiyanna Direshade Acheron]

At denne mand gjorde sig disse anstrengelser, var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Det glædet hende faktisk, for bare det at vide at hun var tryg i nærheden af ham, for det var faktisk noget som gjorde hende glad. Hun følte næsten for at lade paraderne falde en smule og det var bestemt heller ikke noget som hun gjorde altid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun nikkede stille mod ham. At få fisken tilberedt, ville bestemt heller ikke gøre hende det mindste. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være.
”Du behøver så sandelig ikke at gøre alt det her for mig. Du skal.. bare være dig selv.” Hun satte pris på oprigtighed og at man turde, at være sig selv i nærheden af andre mennesker, hvilket bestemt heller ikke måtte sige så lidt, med eftertanke på hvad hun faktisk kunne sige sig, at være blevet vant til. Folk skulle være sig selv omkring hende, også selvom hun havde den stilling og den status blandt hendes egne, som hun nu måtte have det, så havde hun ikke nogen grund til at skulle tvinge dem til at være anderledes omkring hende. Hun hadet når det faktisk måtte ske!
Hvis Tiyanna var endt med at skulle blive på slottet, hvis hendes mor havde valgt, at skulle føde hende der, så var hun da helt sikker på, at hun var endt med at blive giftet væk, så Inkarno kunne få sin kronprins i tilfælde af, at han skulle falde bort. Hun var ikke i forhold, hun var ikke sammen med nogle og hun så heller ikke nogen som helst længere. Hun havde sin klan ude i skoven og det var det som hun kunne betragte som en familie. ”Kom med mig til rebellernes landsby” opfordrede hun. Kunne hun sige god for ham, så vidste hun, at de andre slet ikke ville stille spørgsmål ved noget som helst, hvilket hun vidste. De ville blive straffet hvis de gjorde det.
”Det må da også være ensomt at skulle sidde herude helt alene, er det ikke? Specielt hvis vi er der og vi er på samme side, samt ønsker det samme,” tilføjede hun dæmpet og let stilfærdigt. Hun trak let på skuldrene hvor hun selv havde taget imod hans fisk. Hun havde taget imod fisken, selv med et let taknemmeligt nik. Hun fandt kniven frem fra hendes bælte, hvor hun skar et mindre stykke af den. Røget og stegt fisk, var noget som hun selv nød godt af. Det var en delikatesse herude! Måske at denne Ayak så direkte frygtindgydende ud, men det var heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af, men det rørte hende ikke. Han havde jo trods alt heller ikke gjort hende det mindste.

[Deleted]

Ayak betragtede hende stille og gjorde en let affejende gestus. Ork, at være hamselv var egentligt at bede ham om ufatteligt mange ting, der var så mange tidspunkter hvor han var sigselv. Når han jagede, når han kæmpede for skoven og dens indbyggere, når han sad herude for sigselv og betragtede verden omkring sig, betragtede liv, og død, og spillede musik på sin efterhånden oldgamle violin, noget han nød i ganske høj grad, på trods af at det hele var selvlært, og at det indimellem var besværligt med så store fingre som han havde, han var jo nok lidt klodset, på trods af hans ellers dyriske og mystiske elegance når han bevægede sig rundt i skoven.
Han kunne ikke undlade at betragte hende. Det var sandelig sjældent han havde selskab, og menneskeligt selskab? ja det var næsten uhørt. Og der var noget over hende, noget unarturligt, fantastisk smuk var hun, yndefuld i hver af hendes bevægelser på en måde de fleste kvinder han nogensinde havde set, ja, hvis ikke dem alle, ikke kunne hamle op med, somom det var naturligt for hende at være prægtig at skue. Alligevel var der noget ved hende, en duft, et lille spor, der trængte igennem hendes ynde og skømhed, noget så mystisk, somom hun var splittet, splittet imellem skønhed og noget dybt og mørkt, noget ondt inde i hende, det var så svært at sætte fingeren på, men han kunne ikke gennemskue det, eller hende, han forstod ikke hvad hun var. Han var så åbenlys, han var ikke en mand, han var ikke et dyr, han var en mystisk, nærmest fabelagtig mellemting, fanget i dette limbo imellem hendes folk og skovens folk, men hun var.. Ikke menneskelig, og alligevel menneskelig, det var mystisk og forvirrende, og snørrede hans sanser på en måde han end ikke kunne begynde at forstå.
Han blev pludseligt vækket fra hans tanker da hun igen talte, hende bløde stemme der gennemtrængte stilheden, ellers kun afbrudt af bålets lystige knitren.
" Tage med.. Til deres hjem? "
Han betragtede hende stille, forbavset og forbløffet, han blev jo faktisk inviteret til at tage del i deres samfund, at gøre sin tilstedeværelse kendt, noget som han sandelig havde drømt om, og alligevel nu pludseligt frygtede og tøvede ved. Var det.. klogt? Ville de mon acceptere ham? Alt lige fra skovhuggere, jægere, og direkte fjender frygtede ham normalt, hvis de opnåede at se ham, og hans folk var betegnet i mange oldgamle folkemyter, gyser historier om hvorfor man burde holde sig fra skoven, og alligevel.. Ville hun vise ham den tillid?
Han rejste sig stille op og gik roligt ned imod vandet. Han stod der, i sin fulde, prægtige størrelse, primitiv og gammel, men vis som dagen var lang, og blid som et lam, om end han var et vildt og utæmmet dyr.
" Jo.. Jo det er ensomt.. "
Sagde han stille, en vis sorg spredtes nu i hans stemme som han stod der, søen der blidt og roligt svajede for deres blik, reflekterede månen, og hans store spejlbillede. Han betragtede sigselv, tilsyneladende den sidste af hans slags, og sådan havde det været længe, næsten et årtusind var det vist siden at hans sidste slægtning var faldet, og nu stod han her, alene og forladt, aldrig havde han oplevet en kærlig hånd, nej, altid havde det været slagets gang og den eneste nærhed han følte var koldt stål, og den eneste varme var blodet der løb i hans, og hans fjenders årer.
Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til tilbuddet, han var virkelig på bar bund, i følelsmæssig forvirring.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne kun se fordele i at Ayak skulle tage med dem. Det var jo selvfølgelig ikke fordi at hun ville tvinge ham til det ene eller det andet, hvis han hellere ville være herude alene, men hun ville give ham tilbuddet. Hans erfaring med jagt, kunne hjælpe dem med føden, for det var heller ikke fordi at det var nemt altid, men hun forsøgte da om ikke andet, at få det hele til at hænge sammen i deres eget lille samfund så langt ude i skoven. Hendes søn fra et tidligere forhold holdt som regel styr på tropperne når hun søgte ud som hun gjorde nu, selvom hun nok kom hjem med noget ganske andet end det som de nok lige havde ventet sig, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om.
At det var noget som måtte komme bag på ham, var noget som hun tydeligt kunne fornemme på ham. Hendes racer fra Procias og lyset, gjorde hende også langt mere åben overfor ham og det som han selv måtte brænde inde med af tanker og følelser og det var tydeligt at se, at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre. Hvis hun sagde god for ham, så ville de andre i byen heller ikke røre ved ham, det var endda noget som hun tydeligt og direkte kunne love ham og på alle måder endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde skænket hende mad og en mulighed for at snakke, så selvfølgelig ønskede hun at gøre noget for ham i den anden ende! Specielt også hvis det var noget som kunne komme dem begge til gavn og det var jo også tydeligt, at det var noget som ville komme dem begge til gavn og hele byen med også.
Som han rejste sig og søgte ned til søens vand igen, var noget som tydeligt fanget hendes opmærksomhed. Hovedet lod hun søge let på sned. Selv livet for hendes del var hårdt, til dels ensomt og han virkede faktisk også til at kunne forstå hende på en ganske anden måde, end det som så mange overhovedet var i stand til, og det var også noget som gjorde hende glad et sted. Hun rejste sig roligt ved siden af ham.
”Jeg vil ikke tvinge dig til noget, hvis du ikke vil, Ayak. Du har skænket mig et måltid mad som jeg længe har søgt. Du viste mig til din lejr selvom jeg truet dig med pil. Vi ønsker begge det samme og i vores by, kan du være som alle andre.” Hovedet lod hun søge mod den anden side, som hendes grønne øjne roligt måtte falde mod hans skikkelse. Hun lignede heldigvis ikke sin far så meget som hun ellers havde frygtet igennem hendes liv. Han fortjente slet ikke den faderlige titel set i hendes øjne! Slet ikke!
Tiyanna hævede varsomt sin ene hånd, hvor hun lagde den mod hans pelsede underarm, selvom det blev gjort noget så frygtelig forsigtigt. Hun ønskede jo heller ikke at gå forkert af ham hvis hun da ellers kunne blive fri for det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg kan se på dig, at mange tanker går igennem hovedet på dig,” begyndte hun stille. Han havde ikke givet hende nogen grund til mistanke af den ene eller den anden slags. Han havde tilbudt hende venskab ved hans handlinger – Om ikke andet, så var det jo sådan at hun havde valgt at tolke det.
”Vi kan hjælpe hinanden,” tilføjede hun i et mindre tamt forsøg på at opmuntre ham. Hun brød sig.. slet ikke om at se ham så trist og så nedenfor.

[Deleted]

Ayak stod blot der, helt rolig, som man da sikkert ellers ikke lige umiddelbart ville forvente når man ved første øjekast så dette mægtige væsen. ikke at han besad nogle former for kompliceret magi, eller nogle skjulte mekanismer, nej, han var blot et oldgammelt væsen fra naturen. han vidste intet om hvor almindelige hans slags egentligt var, elelr om der fandtes andre helt som ham. Han var forskellig fra mange gennemsnitlige varulve, i det at han ikke besad en menneskelig og en dyrisk side, splittet fra hinanden, nej, han var en blanding, en del af begge sjæle, svøbt sammen i en krop, et sind, som i sigselv ogås var et monstrøst vidunder, der ikke lod til at lade sig rigtigt passe ind i noget puslespil.
" Jeg så ikke nogen trussel i dem, de beskytter deres folk, nøjagtigt som jeg selv ville have gjordt det.. Havde jeg blot haft chancen. "
Han sukkede stille, ak ja, meget lod de da til at have tilfældes, de havde begge deres tunge byrder i deres hjerter, der var hende, som desperat forsøgte at bære vægten af et folk i nød, hende der bravt stod op, som et ensomt træ i en storm af undertrykkelse og uretfærdighed, og så var der ham, han var i sigselv ensom, hele hans famillie, hans eget folk, udryddet og sjæleløst slagtet, og nu stod han alene, som en vissen stamme, en myte, et ekko af en for længst forsvundet kultur der klyngede sig til eksistensen iblandt disse træer, unge som gamle. Nogle af planterne her i skoven var han jo nærmest vokset op med, mange havde lidt undergang igennem årene, men få stod stadig, somom skoven i sigselv forsøgte at støtte ham og bringe ham en smule håb for fremtiden.
Han gav et let gisp, hans muskler spændte, klar til at hugge fra sig, hans øjne lod sågar til nærmest at flamme op som et vilddyr, da han pludseligt følte noget røre sig. Han blik fangede dog hurtigt en hånd, og som det langosmt gik op for hans krop at det ikke var smerte den følte, men en ganske blid berøring, slappede den stille og roligt af igen. Hans næsten blottede tænder blev igen skjult bag hans læber, og hans dyriske blik blev til et af let undren, hvis ikke overraskelse, og måske noget der kunne ses på som en let generthed, da han lod hende røre ved ham. Ayak havde følt mange ting igennem sit liv, mange berøringer, men det var begrænset hvor mange af dem der var kærtegn, langt de fleste tegn på nærvær han følte var bid, klør, våben og lignende, det var ganske få der viste en sådan.. Mild attitude, som hun gjorde, så forsigtig, som var ahn rent faktisk noget skrøbeligt, og ikke stærke knogler og spændte muskler skjult under pels.
" Jeg.. Hvis.. "
Han undrede sig, aldrig havde han dog før følt sin tunge slå knuder på den måde før. Han rømmede sig let og vendte igen sit blik udover vandet, somom han ikke helt vidste om han turde betragte den ellers vidunderfulde kvinde der stod for han, sågar rørte ved ham. Sandheden var nok at Ayak i virkeligheden slet ikke var noget bæst, og det pludselige nærvær fra en kvinde som denne.. Det var noget helt nyt for det stakkels kræ, han var en kende forvirret, han vidste ikke helt hvor hans plads var. I hans øjne måtte hun vel betragte ham som et vilddyr fra skoven, et udyr, der endnu ikke ahvde forsøgt at myrde hende, og defor måske kunne blive en ven.. Ayak havde aldrig som sådan før været i kontakt med kvinder af nogen art hvor det føltes.. Rigtigt, på nogen måde, og nu var han pludselig i kontakt med denne skønhed, hvis blotte nærvær lod til at have tæmmet ham yderligere. normalt var han ikke nært så velkommende overfor bevæbnede fremmede.
" Mit folk.. Findes ej mere i disse skove. Indimellem får jeg håb, som om lyden af dem, et blidt ekko, stadig ligger i luften, men det er altid alt hvad jeg finder, et ekko, ikke andet. min familie er for længst død og borte. For mange, mange år siden blev vi jaget som vildt, den gang var jeg blot en hvalp, jeg måtte sågar lære migselv at bo i trætoppene indimellem, blot for at få fred fra jægere. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan tilgive den forbrydelse.. Og jeg ved ikke hvem det er jeg skulle tilgive.. Denne kone, om hvem de taler, hvis det de siger er sandt, må han være ligeså ondskabsfuld som de folk der udslettede alt hvad jeg havde kært.. "
Han holdt en pause, han betragtede det vuggene vand, følte det blide tryk på hans arm fra hendes hånd der så forsigtigt var placeret der.
Endelig tog han et dybt åndedrag og vendte sit blik imod hendes, så ned i hendes øjne.
" De har mit ord, på at jeg ikke vil lade det ske for endnu et folkefærd. Jeg vil følge med, og jeg vil gøre hvad jeg kan, hvad end det måtte være, for at de aldrig.. At de aldrig skal blive efterladt med så tomt et hjerte som mit. "
Afsluttede han. Han lukkede sin kæber sammen, vendte påny sit blik væk fra hendes, for at dæmpe den mærkværdige følelse af forlegenhed hendes blik bragte ham. Nå ja, en ny start, kunne man vel næsten sige? Det skulle da nok blive interessant at opleve hendes folk, og deres reaktion på ham. Nu havde han et nyt liv, en ny sag at kæmpe for.. Noget at leve, og dø for.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Måske at Ayak ikke var et væsen som var kendt til magi eller som besad magi i det hele taget, men hvad gjorde det? Det var jo ikke altid nødvendigvis magi som var det bedste forsvar som man kunne komme med. Man hørte jo om utrolig mange magikyndige som måtte falde i kamp af den ene eller den anden grund og han stod der. Han havde vel sine måder at komme igennem det hele p når faren truet ham? Hvis folk i det hele taget ville vove at komme tæt på, så havde Tiyanna da fundet ud af, at han ikke var så farlig igen. Han var vel ligesom hende? Hun var kun så farlig som andre udgav hende for at være, for hun kunne sagtens være mild og blid som lige nu, som hun kunne være det stik modsatte, for hun var jo trods alt ikke en leder for ingenting, så selvfølgelig, var det jo også noget som måtte spille frygtelig godt og stærkt ind for hendes vedkommende. Bare at vide at han var en varulv og endda så pelset som han var nu udenfor fuldmånen.. hvordan var det så under den? Det var noget som faktisk måtte forundre hende en god del. Hovedet lod hun søge let på sned som han begyndte at fortælle. Normalt var hun ikke just den bedste lytter, men hun kunne da om ikke andet, så give det et forsøg i den anden ende?
”Det kan virkelig være en forfærdelig byrde at vogte og beskytte så mange. Jeg har heller ikke tal på hvor mange gange jeg har måtte fejle den opgave. Det er bare at komme op på hesten og give det et nyt forsøg, Ayak,” sagde hun roligt, dog med en mere bestemt undertone. Hvis der var noget som hun ikke kunne holde ud af, at skulle se på, så var det medynk. Det var jo slet ikke noget som ville hjælpe nogen som helst i den anden ende, hvilket han nok hurtigt skulle finde ud af. Specielt hvis han endte med at tage med hende om ikke andet. Han kendte disse skove om ikke andet, så endnu bedre end det som hun gjorde det, så selvfølgelig var det også noget som spillet ind for hendes vedkommende. De kunne bruge hinanden, gøre rebellerne til et stærkere folkeslag som sikkert også kunne finde ud af at stå imod Inkarnos magt, for det var den mand som de alle ønskede at få af tronen og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok!
At han slet ikke var vant til berøring, var noget som Tiyanna meget hurtigt kunne konkludere, selvom hun dog ikke fjernede hånden. Han måtte vise hende hvis det var fordi at hun trådte over hans grænser. Hun ville hjælpe ham – en pludselig trang som havde meldt sig. Det var vel også det gode i hende, som automatisk gjorde dette? Ikke fordi at det var noget som hun var vant til, da den eneste som hun normalt ville hjælpe, faktisk måtte være hendes egen søn, som selv var blevet så stor nu, at han levede sit eget liv. Hun blev stående uden det mindste tegn til frygt eller noget i den stil og med hånden hvilende på hans pelsede underarm. Han var varm at være i nærheden af. En følelse som hun jo faktisk godt kunne lide. Hun lyttede til hans fortælling, hvilket faktisk kun var noget som gjorde hende langt mere vred end det som hun havde været til nu. At folk kunne udrydde hinanden på denne måde, var direkte forfærdeligt!
”Fortid er fortid,” begyndte hun med et svagt træk på skuldrene, som var det ingenting. ”Kongen af dette land, er ved at ruinere det for sin egen formues skyld. Folk har ingen rettigheder længere og det skaber sult og uro at han lader vagterne fængsle alle som bare er en anelse imod ham. Det er bare et spørgsmål om tid, inden han finder ud af, hvor det er vi skjuler os, og det kommer til at gå ud over mange. Ikke bare os som oprørere, men skoven og dyrene med,” sagde hun alvorligt. Hun var temmelig sikker. Inkarno søgte vel også efter dem herude? Det ville i hvert fald ikke forundre hende det mindste. Hun var heldigvis et skridt foran ham hele tiden og det var sådan at det skulle forblive!
Ayaks ord, var kun noget som svagt fik hende til at trække på mundvigen. Hendes hjerte var allerede tomt. Hun havde mistet for mange år siden. ”Det er dig en svær opgave, da mit hjerte allerede er tomt. Jeg lever kun for at skabe folk en ro og en fuld mave, samt tryg tilværelse. Det glæder mig, at du vil hjælpe os,” afsluttede hun med en rolig stemme, som hun varsomt tog hånden til sig igen. Hun nikkede mod ham – Anerkendende.

[Deleted]

Ayak betragtede hende stille som hun igen begyndte at ale. Ja, hun ahvde jo nok ret når det kom dertil, Fortid var fortid, og sådan burde det jo forblive, selvom hans fortid stadig den dag idag hjemsøgte ham på den mest grumme vis, både i hans vågne timer og når han søgte flugt i søvnen. Hans drømme var som en falsk virkelighed, ofte endte de på samme måde, han genoplevede den periode i hans li der nu skulle dømme ham til denne ensomhed som han var fanget i. Det var svært at sætte fingeren på hvad det var der var skyld i at han pludseligt ønskede at tage del i hendes samfund, selvom at han måske aldrig ville blive en rigtig del af det, men det betød meget for ham at hun tilbød ham denne chance for at finde noget at leve fro, go en sag at for. Der var noget over hende, han kunne reflektere sigselv i hende på denne dybe måde der var en gåde for ham, noget han ikke havde oplevet hos nogen siden han var blevet et ensomt væsen.
" Denne Inkarno lyder som djævlen selv, og jeg.. Denne skov, fortjener ikke at opleve endnu en massakre. Dette land har været svøbt i et tæppe af blod alt for længe, det må snart være på tide at gøre noget for ende det. "
Sagde han stille, hans dybe stemme rullende ud i mørket, som de stod der foran vandet, der glimtede så blidt i det blide måneskin fra halvmånen over dem.
Hvordan Ayak var, og hvad fuldmånen gjorde ved ham, var en mærkværdig seance, som en varulv først påtog sig sin 'mørke' form når fuldmånen ramte hans hud, så var det stærkt omvendt for Ayak, han påtog sig en menneskelig form, et menneskes træk og kropsbygning, et humant spejl af hamselv som ulv.
" Det.. Er jeg ked af at høre. Det skærer i min sjæl at en kvinde som demselv skal føle sig tom og forladt. Jeg vil lette deres byrde så meget jeg nu engang kan, og forsøge at hjælpe deres folk ud af denne skov, og tilbage til det land som i fortjener, og hvor i hører til. Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed for deres gæstfrihed. "
Afsluttede han stille, og returnerede hendes lette anerkendelse med et kort buk. Selv manerer lod han da til at have.
Han kunne ikke undlade at forestille sig at hendes folk jo nok ville være noget mere skeptiske overfor hendes beslutning end hende selv, men han forventede ikke andet.
" Jeg kan tage bolig nær jeres lejr, jeg ønsker ikke at trænge mig på, ej heller at forstyrre freden. Jeg forestiller mig at deres folk jo nok vil ønske tid til at acceptere deres beslutning, og jeg vil lade mine evner blive brugt på bedste vis for at hjælpe jer videre herfra.. "
Sagde han stille. Hans styrke var en klar fordel, hans krop var stærkere end den af en normal mand, og han kunne jo nok arbejde for tre hvis det kom dertil. Han var klar til at påtage sig hvad end en rolle hun ahvde i tankerne for ham, tanken om at blive en del af en 'flok' igen var stadig fjern for ham, og han kunne ikke forestille sig at han ville kunne færdes uden mistro og frygt fra de andre beboere længe.'
Han vendte sig stille imod hans lejr og trådte derover, hans blik en blanding af tvivl og beslutsomhed.
" hvornår ønsker de at jeg skal være til stede? Jeg kan arbejde og hjælpe til om natten, hvis de ønsker at spare børnene og dit folk for min tilstedeværelse. Jeg kan komme med nu, hvis det er ønsket. "
Spurgte han stille og betragtede den sørgelige skønhed der stod for ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Fortid var en fortid og det var bestemt heller ikke fordi at hun selv bare ville stå der og prædike omkring det, for hun var bestemt ikke et hak bedre selv. Hun dvælede stadig ved sin.. vel også fordi at hun kunne se sin daværende forlovede i hendes søn? At hun jo var Inkarnos egen datter, var nu heler ikke noget som hun ville fortælle til nogen som helst. Det var faktisk ikke noget som hun havde fortalt en levende sjæl endnu og det var bestemt heller ikke noget som hun regnede med at skulle gøre lige for øjeblikket. Det var hende en mørk hemmelighed som hun agtet at beholde for sig selv, frem til hun fandt den rette at åbne op for, for det var bestemt en tung byrde at skulle sidde inde med over længere tid. Hun var bare nødt til at være stærk også mest for sin egen skyld.
”Det er bare et spørgsmål om tid før han finder ud af, at vi er flere herude, end det som han lige har regnet med. Han.. Han slår ihjel, han piner, han torturerer og han udsulter folket for sin egen formues skyld!” Alene den tanke var noget som virkelig kunne gøre hende så vred som intet andet overhovedet. At det jo så var hendes egen far, var jo heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun var virkelig villig til at gøre sit, om det jo så var at hun skulle fortsætte med at lege Robin Hood, som det hun gjorde nu, så måtte det jo bare være sådan. Hun vendte blikket rundt omkring i omgivelserne, inden hun vendte sig mod ham endnu en gang. Måske at han var stor og behåret, men det var jo heller ikke fordi at han virkede direkte farlig. Herude i skoven ønskede de alle det samme, så hun valgte bevidst at skulle lade den tvivl komme ham til gode.
Tiyanna måtte dog erkende, at det var fuldmånen som hun var mest bange for, også for sit eget folks skyld, så var det yderst vigtigt, at hun fandt ud af hvordan det hele måtte hænge sammen, for hun måtte jo sørge for at de var i tryg forvaring også når det skete, og specielt nu hvor hun lukkede ham ind på denne her måde. Hans reaktion på hendes tomme hjerte, var noget som næsten overraskede hende, for hun var slet ikke vant til at folk så på hende på den måde. Hun vendte blikket mod ham. Medlidenhed var noget af det sidste som hun kunne bruge, selvom.. hun fandt det nu charmerende, at det skulle komme fra et så stort og behåret væsen som Ayak. Hun rystede på hovedet i en form af klar afvisning. ”Det er mange år siden nu, så det skal du ikke tænke på. Men.. tak alligevel,” sagde hun roligt, som hun vendte blikket mod ham igen. Hun sendte ham et let smil. Det glædet hende da om ikke andet, at nogle tog sig af hendes følelser på den måde, så hun ikke altid behøvede at stå stærk. Det var faktisk tungt. ”Det var en fælles beslutning for mange år siden. Han gik til sit, som jeg tog mig af det som var mit.” Hun vendte blikket mod vandet igen. At rive op i de sår gjorde ondt i det indre, og det var der at hendes mange facader blev rejst allerede helt automatisk. Det var faktisk slet ikke med vilje.
”Jeg vil lade den beslutning blive din Ayak. Hvorvidt om du vil være i skoven eller søge direkte til vores lejr, er mig ligegyldigt. Bare du er i nærheden så er det fint,” sagde hun stilfærdigt, da lederen endnu en gang måtte træde frem i hende. Hendes beslutninger var nu ikke noget som folk havde tøvet med at acceptere før. Alt andet var bare dumt, for det var afhængig af hende på sit vis, selvom det ikke altid var en nem opgave, så måtte hun jo trods alt bare prøve at lede dem så godt som hun nu var i stand til det. ”Jo hurtigere de acceptere at du er i nærheden af os, jo bedre er det og jeg siger det ikke bare for folket, men også for børnene. Det er et farligt liv som vi lever. Vi risikere at falde bort hver eneste dag, vi risikere at blive dømt af Inkarnos mænd. Vi har meget at takke dig for. Desuden ønsker jeg din sikkerhed, så af den grund vil jeg gerne have dig i lejren,” fortsatte hun videre. ”Hvordan arbejder du bedst?” tilføjede hun ganske stilfærdigt.

[Deleted]

Ayak tænkte i sit stille sin mange tanker. Der var mange ting han kunen sige, og mange ting han ikke kunne sige, om det var fordi han ikke ville eller ikke kunne var jo altid et godt spørgsmål. Et stille blik hvilte på hendes skikkelse, tænk at nogen der ellers så så smuk og ungdomemlig ud faktisk i virkeligheden allerede nu ahvde ahft et lang tog opslidende liv der kunne knække langt de fleste. At lede et folk på den måde, og i disse tider var sandleig ikke nogen let opgave, og ikke noget alle ville kunne gøre, og han kunne allerede føle hvordan ting huns kjulte under huden, i hendes hemmelige kamre i sit sind, plagede hende, om end han ikke vidste hvad det var der bed hende i hælen på den måde.
" Jeg lover at jeg vil holde mig i nærhden, de skal ikke tænke på det overhovedet, jeg holder mig indenfor en rækekvidde hvor de altid kan kontakte mig. "
Sagde han, til kommentaren om at hun blot ønskede ham i nærheden af lejren. det var vel egentligt noget der gjorde ham lidt varm indvendigt, det var en rar følelse, at nogen fortalte ham at de ønskede ham i nærheden, at nogle ønskede at hans tilstedeværelse var eksisterende, og ikke at han holdte sig på så lang en afstand som muligt.
Han lyttede til hende som hun talte, hvor trist, at hun havde mistet noget så kært på den måde, men man kunne vel næsten gætte med det samme at en kvinde som hende næppe ville være i stand til at blive væk fra sit folk for evigt, hvis ikke det ville knuse hende fysisk, så ville det jo nok dræbe hendes samvittighed, og skylden ville vel drive enhver vanvittig, når man vidste hvor emget blod man måtte have på hænderne.
" De skal ikke tænke på min sikkerhed, jeg kan klare mig, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at sikre jeres lejr imod den ondskab der er ude efter jeg. "
Takkede han hende stille, som hun omtalte hans egen sikkerhed. Igen, det var rart at blive omtænkt på den måde, at folk rent faktisk havde en interesse i ens helbred og sikkerhed.
" Det vilel jo sikkert være bedst hvis jeg holde mig tæt på jeres grænser, men som sagt, vil jeg altid være til at kontakte, det har de mit ord på. "
Forsikrede han hende. Sikek en omvæltning det her var, døren til et helt nyt liv, så langt fra den ensomhed han var vant til. det var ikek det samme som at have en famillie, eller en stamme i den forstand, men ligemeget hvad, fik han tilbudt chancen for at blive en del af et samfund igen.
" Jeg kan arbejde og hjælpe hvor og hvornår det er ønsket, men som sagt, ville det nok være bedst om natten, jeg vil ikke være til besvær, eller dæmpe jeres moral, dit folk vil jo nok ikke være ligeså åbne som demselv, og jeg vil ikek bringe en byrde af frygt til dem, og tynge dem mere end de er nu. "
Sagde han stille, med et let nik for at bekræfte hans egen pointe. Han begyndte stille at pakke sammen, ligge teltpælene fra sig og ligge sine mere dyrebare ejendele ned i små æsker og kasser for at holde dem i sikerhed. Hans violin blev viklet ind i en pels, så den ikek skulle komme noget til, og snart var hvad der før havde været et telt en stor sæk, bundet fast på en af de få pæle der hold hans primitive bolig oprejst. Han rejste sig og lagde pælen over skulderen med et lille suk. endnu en lejr, endnu en episode, et kapital i hans liv, afsluttet, som et nyt var ved at begynde. Dette skulel jo nok blive interresant, en ny chance for ham, om end det blev hårdt, det rørte ham ikke, han øsnkede blot at være til nytte et sted, fremfor at sidde herude for sigselv.
Bålet blev trampet ud og han betragtede hende stille, hans blik roligt men beslutsomt.
" Så.. Hvis de er sikker i deres beslutning, er jeg klar til at tage med dem. "

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Ayak ville blive i nærheden, var noget som Tiyanna måtte prise sig lykkelig for. I og med, at hun havde tilbudt ham at tage med dem, så blev det jo faktisk også hendes opgave, at skulle holde ham i en tryg forvaring omkring alt dette, så det var heller ikke fordi at det var en nem opgave. Hun havde allerede påtaget sig ekstremt meget til sine skuldre, også selvom hun faktisk agtet at fortsætte med det. Dette var bestemt ikke en opgave som hun bare ville kaste til helvede, for i hendes øjne, så var det vigtigt, at det var et stærkt folk som engang ville kunne tage over når de fik revet Inkarno af tronen! Byrderne var der jo desværre så mange af, så det var jo heller ikke fordi at det var en nem ting at skulle kæmpe med. Hun kunne jo selvfølgelig prøve og hun havde vel også gjort det godt til nu? De fleste andre ville knække længe inden de havde nået det punkt hvor hun måtte stå lige i øjeblikket, for det var bestemt noget som tog forbandet hårdt på hendes kræfter og på hendes energi og det var hårdt.
”Det glæder mit hjerte at høre, Ayak. Jeg har tilliden til at du vil kunne gøre det udefra. Giv besked hvis det bliver for meget. Folket skal også lære at vide, at du er der for vores skyld, som vi også skal være der for din. Du skal ikke være bange for at søge ind til lejren, men det skal være fordi at du lyster det.” Hun mente de ord i alvor. Hun var bange for hans skyld, og ikke mindst fordi at han havde haft det liv som han havde, så mindede det hende bare skræmmende meget om hendes eget som hun ellers forsøgte at skulle glemme og lægge bag sig. Den familiemor som hun havde været for mange år siden, var der skam ikke mere. Nu var det den hårde leder af rebellerne her i skoven. Robin Hood og hans gruppe, det var mere eller mindre det liv som hun havde og det som hun kunne sige sig, at være afhængig af den dag i dag. Uden hende, så havde Imandra virkelig et kæmpe problem!
Tiyanna vendte blikket stille mod ham, som han begyndte at pakke lejren sammen. Måske at det ikke var første gang, at han skulle til at gå igennem dette, men det førte vel også kun gode ting med sig i den anden ende? Han ville nu have nogle at søge til hvis ensomheden blev for meget. Hun ville stå der om ikke andet, og hun var sikker på at hendes søn ville gøre det samme. Adelio gik virkelig i mors fodspor, hvilket hun i den grad også måtte være så frygtelig glad for. Hun slog armene roligt over kors igen og blev stående. At pakke, var noget som han selvfølgelig selv skulle have lov til hvis det var det som han ville. Hun ville bare være sikker på at han gjorde dette fordi at han selv havde lyst og ikke bare fordi at han følte sig tvunget til det, for det var hans eget valg og det skulle ske med hans egen frie vilje.
”Mit folk er skeptiske til alle nye og det er med en yderst god grund. Du har kun vist mig at du ikke er i ledtog med kongen af Imandra, så derfor tilbyder jeg dig et sted at være, et fællesskab og en så tryg og sikker tilværelse som man kan tilbyde her i Imandras land,” sagde hun stilfærdigt. Sandt var det jo trods alt. Det var jo heller ikke fordi at der var meget som var tryggere end ved rebellerne – Ironisk nok, men det var jo sandt.
Et svagt træk fandt frem til Tiyannas mundvig, hvor hun igen nikkede mod ham. Han var nu ellers et meget høfligt individ, hvilket hun var storslået tilfreds med. Det skulle nok gå, det var hun overbevist om! Måske ikke direkte i begyndelsen, men det ville komme, ellers havde folk et kæmpe problem med hende. ”Jeg ville ikke tilbyde det, hvis det ikke var fordi at jeg var sikker i min sag.. Kom med.” Hun gjorde et let hovedkast i den retning som hun selv var kommet fra, idet hun uden besvær begyndte at gå igennem det tætte buskads og krat i retningen af den store lejr – Ja, nærmest en hel landsby som hun var enerådig herre over.

[Deleted]

Ayak betragtede hende stille som hun selv satte i gang og begyndte at gå ind imod træerne. Han kastede et sidste blik på søen, tankerne stadig strømmende i hans hovede, om end han forsøgte at lægge en dæmper på dem og fokuserer på hvad der nu lå foran ham. Han begyndte stille og gå efter hende, og han nåede også hurtigt op på siden af hende og gik i stilhed i nogen tid som de banede deres vej igennem den vilde bevoksning. Han kastede indimellem små sideblikke på hende, om end han naturligvis holdte sin afstand, han ville ikke virke påtrængnede.
" Jeg forstår ikke helt.. De har ikke en mage af en art? "
Spurgte han forsigtigt, i håbet om at det ikke var alt for perosnligt. han spurgte både for at bryde stilheden der lå imellem dem, og samtidig af nysgerrighed, han kunne ikke forstå hvordan en kvinde som hende dog kunne være så alene, hun måtte da som minimum have hundrede beundrere iblandt de mænd hun var nær hver dag, hun var blid og mild, beslutsom, stærk og skøn at se på, hvordan kunne hun dog ikke være taget allerede? Enhver mand ville da give sit liv for en kvinde som hende ved sin side, og samtidig ville en mand hos hendes side da næsten være naturligt, med den rolle og status hun havde. Ikke at hun ikke skulle vær ei stand til at klare opgaven, mere fordi hun da måtte savne støtte og nærhed? Hun var så smuk, og alligevel.. Så kold, på en sjælelig måde, somom intet holdte hendes sjæl varm, ingen der hjalp hende og holdte om hende, og forærede hende varme og fred, og intim nærhed.
" De.. de behøver ikke svare hvis.. Hvis mit spørgsmål var for intimt. "
Kommenterede han sagte, af let frygt for at han måske overskred en grænse af en art. Han ville heller ikke have at hun misforstod det, somom han forsøgte at bryde hendes intimsfære og komme tættere på end godt var, hans eneste ønske var som sådan blot at kommunikere med hende og tilfredstille hans nysgerrighed.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde sine mange teorier om hvorfor hun var alene og den som hun hældte mest til, var det faktum, at hun var en for stor en mundfuld for de fleste. Hun var for dominant, selvom hun faktisk bare ønskede at være lidt.. feminin til tider. Det var vel heller ikke meget at skulle forlange når det nu endelig måtte komme til stykket? Det måtte jo trods alt bare være sådan om det nu var noget som man ville det eller ikke. Blikket vendte hun mod ham, som han kom op ved siden af hende. Hun var vant til at begive sig igennem disse skove. Umiddelbart så de jo heller ikke ud til at være egnet til beboelse, og det var heller ikke fordi at det var nemt, men hende og hendes folk klarede sig da om ikke andet, hvilket kun måtte være til det bedste i den anden ende. Det var i hvert fald af den opfattelse som hun selv måtte have, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun måtte dog erkende, at hans spørgsmål måtte komme bag på hende, hvor hun vendte blikket overrasket i hans retning. Meget kunne hun forvente at han spurgte om, men.. det der?
Hun trak ganske svagt på skuldrene. ”Ja, hvad skal jeg sige?” begyndte hun stilfærdigt og med en lettere tænkende mine. Det var ikke fordi at det gjorde hende noget at han spurgte, selvom hun nu heller ikke havde regnet med at skulle lukke nogen tæt på sig, efter at hun havde mistet Jason for så mange år siden. En fortid som hun stadig måtte arbejde på at komme over. Der skulle måske en til at hjælpe hende med netop det? Det var i hvert fald det som hun måtte sige sig, at være mest bange for. ”Jeg er en leder af et helt folk, Ayak. Jeg tvivler stærkt på at de fleste mænd vil kunne klare mig,” sagde hun roligt, som hun igen vendte blikket mod ham. Det naget hende ikke at han spurgte. Han spurgte og han fik svar og hun tøvede ikke med det, for det var ikke fordi at det spørgsmål var så intimt igen.
Tiyanna drejede let af, da de kom ud af de mest tætte buske og stoppede derfor op ved hendes mørke hest som stod der og græssede på det som den kunne få fat i. Hun vendte blikket stille mod Ayak igen. ”Jeg går ud fra at du spørger af nysgerrighed frem for lysten til at.. ja, prøve?” spurgte hun roligt og med en stilfærdig stemme. Siden Jason havde der ikke været nogen mage i hendes liv, for hun var heller ikke den som slap de fleste ind i hendes liv. Hun kom op på hesten. Hun red ikke som en typisk tøs, men faktisk som en mand med et ben på hver sin side af hesten. Hun greb om tøjlerne og vendte blikket mod ham igen. Hun sendte ham et stille smil. ”Efter jeg mistet for mange år siden, har mit hjerte været lukket. Ingen har formået at gribe det til nu,” afsluttede hun stilfærdigt, som hun rev let i tøjlerne og fik hesten vendt i rigtig retning, så de kunne komme videre. Hun fortsatte vejen som hun kom.

[Deleted]

Ayak betragtede hende stille som hun begyndte at tale, mildest talt lettet over at hun svarede og at han ikke lige pludseligt bare fik pænt at vide at han kunne blande sig uden om og holde hans snude ude af hendes sager. Han lyttede opmærksomt til hvad hun sagde, hvert et ord, han kunne godt lide hendes stemme, hvilket nok også hjalp på det, en utroligt behagelig lyd, blid og musikalsk, og den fik ham til at undres om hun mon kunne synge?
Han trak let på skuldrende ved hendes første konstatering, nåh ja, det havde hun velf or så vidt ret i, der var jo nok alle der lige kunne bære den form for ansvar ligeså godt som hende, eller turde tage del i den byrde hun bar på, det var jo som sådan logisk nok at det hang sammen sådan.
" Der kan de selvfølgelig have ganske ret.. Det kræver vel sit, ja undskyld, mandsmod at påtage sig en opgave så stor som deres. "
Kommenterede han stille, og han havde jo nok ret, det krævede et hjerte af stål at holde alting oven vande, og samtidig at turde rejse sig op overfor så mægtig en fjende som denne Inkarno, en sand ondskabens konge, der ikke lod til at tøve med at udrydde alt hvad der lå i hans vej.
Han blinkede en gang ved hvad hun bagefter sage, rømmede sig kort.
" Nej, sandelig ikke, jeg mener.. De er dog en smuk kvinde, yderst bedårende, så deres ensomhed fangede blot min nysgerrighed! "
Svarede han hurtigt, måske lige liiidt fór hurtigt når det kom til stykket, men det var et spørgsmål han ikke lige umiddelbart havde regnet med. Hun var smuk, attraktiv og stærk, værdier som Ayak og hans folk altid havde værdsat, i deres folk var kvinder ikke altid blot skrøbelige pyntede genstande der rødmede bag en vifte, de var oftest handlekraftige kvinder, der både forstod at forkæle og tage omsorg om deres mage og deres børn, men sandelig også hvordan man tog kontrollen, og vigtigst af alt, hvordan man slog fra sig. Det lå i hans instinkter at værdsatte en stærk kvinde, men ogås en med et hjerte der kunne rumme omsorg og kærlighed, og en han kunne beskytte og værne om. Faktisk passede Tiyanna her vel meget glimrende under den beskrivelse, men det ville nok blive en akavet situation hvis han ligefrem stoppede op for at forklare hvor attraktiv hun som sådan egentlig var for folk som ham.
" Det gør mig ondt.. Jeg håber, inderligt at den mand der kan rumme dem i sit hjerte vil finde dem en dag. "
Kommenterede han lavmeldt, og vendte på ny blikket frem for sig som de igen satte igang. Det var vel næsten tydeligt at han ej heller besad nogen fast partner, af nogen art.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne ikke lade være med at smile ganske let – I sig selv, så var det ikke noget som skete særlig ofte, og specielt ikke for hendes vedkommende, men lige nu, så kunne hun ikke lade være. Hvilke værdier hans folk havde sat højt, var desværre meget ukendt for hende, for hun måtte desværre erkende, at hun ikke kendte meget til andre end det folk som normalt levede i Imandra. Mange tilrejsende fra de andre lande for at undgå deres straffe for adskillige lovbrud, selvom det nu ikke var noget som rørte hende. Hun havde selv været langvejs fra. Hun rystede de tanker ud af hovedet. Nu var det altså på tide, at hun kunne glemme den gamle fortid bare en smule!
”Det har du ganske ret i. Det er et mod som selv de færreste i landsbyen er i besiddelse af. Ja, de lystre måske mine ordre, men de vil næppe reagere på den måde, hvis de stod som leder selv.” Hun trak let på skuldrene. I sig selv, så var det en skam, for hun kunne faktisk godt bruge en at læne sig lidt op af, en som kunne tillade hende at være lidt kvinde for en gangs skyld. Ja, hun kunne svinge et våben, hun kunne lede et folk, men det var jo heller ikke fordi at hun påtog sig noget andet valg i den anden ende end lige netop dette. Hun trak vejret dybt og rystede så på hovedet. Hun tænkte virkelig for meget i de baner nu! Selvom.. det var faktisk utrolig rart at åbne op for nogle og bare få snakket lidt uden at man blev set på som en leder som dag ud og dag ind skulle holde de mange facader oppe. For det var virkelig ved at være en byrde for hende.
En latter forlod Tiyanna, hvor hun igen rystede på hovedet. ”Er du nu helt sikker, Ayak? Måske at jeg er en flot og tiltrækkende kvinde, men hvem kender dog til mine mørke sider?” Hun blinkede let til ham. Hun ønskede vel også at lære ham lidt mere at kende? Også mest for at finde ud af, hvorvidt om hun havde taget det rette valg eller ikke ved at lukke ham ind i landsbyen på denne måde, selvom hun slet ikke betvivlede det på nogen som helst måde overhovedet. Tøjlerne holdt hun med en hånd, som hun vendte sig mere mod ham. ”Hvilke værdier sætter dit folk højst, Ayak? Jeg mener.. Jeg ved godt at de er væk, men du er her jo stadig. Hvilke værdier anser du som en styrke ved en kvinde?” Selv en nysgerrighed var noget som hun bar med sig, selvom det var sjældent at hun tillod sig selv, at skulle stille den på nogen måde, for igen, så var det farligt og dumdristigt af hende, at skulle fremstå som svag og uvidende.
Hesten stoppede hun som de kom tættere på lejren, hvor de brændende fakler kunne anes i nærheden. Hun vendte sig mod ham, som han jo selv havde gjort det tydeligt for hende, at han ikke ville alt for tæt på. ”Jeg tror ikke på at der er en mand som er.. mandig nok til at rumme mig, Ayak.” Hun trak let på de slanke skuldre og hoppede så ned af hesten igen, hvor hun snildt tog fat om tøjlerne og blev stående. Nu var hun jo pludselig meget lavere end ham igen. ”Du kan slå lejer her.. Jeg er lige derhenne.” Hun pegede i retningen af den nærmeste bygning som ikke stod så langt derfra. Den var ikke stor, men selv en vagt stod ved døren, som det jo var lederens egen. Hun vendte sig mod ham igen. ”Jeg vil meddele at du er her,” tilføjede hun stilfærdigt.

[Deleted]

Ayak lod et lille smil trænge frem på hans læber ved hendes kommentar omkring hendes 'mørke sider'. ja, hun havde vel sikkert nogle, hvem havde mon egnetligt ikke det når det kom til stykket, men han tvivlede stærkt på at hendes unne være så slemme igne, ja han vidste jo intet om hendes egentlige familie og hendes 'anden side' og race.
Det næste spørgsmål, omkring hvad han fandt attraktivt hos en kvinde kom temmelig kraftigt bag på ham, som at få et bræt i hovedet. Det var heller ikke helt ved siden af, for han mistede i et øjeblik koncentrationen på vejen foran ham og ramte med et bump hvoedet først ind i en tyk gren. det var ikke altid lige sjovt at være så høj. Han lagde en hånd på panden og gnubbede kort imens han lavmeldt bandede i et gammelt sprog, før han kløede sig lidt forlegent i nakken.
" Ø-øhm.. Tjae altså.. En smuk, glad kvinde.. En der kan se mig i øjnene.. Altså.. Viljestyrke og lederevner, styrke og beslutsomhed.. Øhm.. "
Han bed sig i tungen og overvejede hvordan han dog ksulle få beskrevet noget der ikke lød som hende på en prik, det her var en lidt pinlig situation for ham, hvorfor skulle han dog også stille så åndsvagt et spørgsmål.
" En.. E-en at holde om og passe på.. "
Mumlede han som afslutning, med et let skuldertræk, sådan, somom han prøvede at få det hele til at virke lidt ligegyldigt. Ayak havde som sådan længe drømt om en mage, en elskerinde, en han kunne holde af og passe på og leve for, men der var jo ikke lige nogen chance der havde budt sig, og det var lidt pinligt for dette ellers så ensomme og indadvendte kreatur at indrømme sådan helt præcist hvad han søgte hos en kvinde, men han beundrede Tiyanna, ligesåmeget for hendes skønhed og hendes blide natur, som hendes styrke og vilje, evnen til at lede et folk var ikke noget alle besad, slet ikke.
" Jeg tror på at de nok skal finde en, Frøken Tiyanna, det skal nok komme.. "
Sagde han stille, med et forsigtigt smil, selvom hans smil som oftest bare lignede at han blottede tænder på en lidt fjoget måde, men om ikke andet fik det ham til at se en smule mere venligsindet og menneskelig ud.
Smilet trak sig dog stille go roligt tilbage, han rømmede sig let og nikkede til hende, som svar på tiltale da hun foreslog ham at slå sig ned her, imens hun meldte deres tilbagekomst, eller retter,e hans ankomst. Vagten der ventede Tiyanna så nu heller ikke ligefremst behageligt overrasket ud.
Ayak lagde stille sin pakke fra sig og borede pælen i jorden nær et træ, gemt i skyggen. Han begyndte så småt at brede sin primitive teltdug ud, og med hjælp fra træets grene fik han stille og roligt rejst sin bolig, med en ganske simpel dør, faktisk bare bestående af en fold i den forreste del af teltet. Han trådte indenfor og bredte sine forskellige pelse og lignende ud, og skabte et ganske blødt underlag i sit telt. Med et stille suk begyndte han at hænge diverse ting og sager op, og snart havde han spredt en del froskellige pyntegenstande og drømmefangere, altsammen hjemmelavet, af alt ligefra tæner til ædelsten og grene. Nu ventede han blot på Tiyanna's tilbagevenden, og satte sig stille ned i sit telt og viklede sin violin ud og hang den op på en lille kvist der stak indenfor i teltet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det måtte dog næsten more Tiyanna at Ayak nærmest måtte klumpe rundt i ordene, da hun spurgte ind til hans eget folk og deres meninger og holdninger når det kom til det kvindelige køn. Ikke fordi at det var noget som raget hende, men også fordi at hun var nysgerrig og det var frygtelig sjældent at hun viste sig fra den mere nysgerrige side end det som hun normalt ville have gjort det. Hun var ikke blandt sit folk for øjeblikket, så hun tillod sig at smide masken bare en smule, selvom der stadig forblev mange ting som han så sandelig ikke skulle have at vide! At hun faktisk stod der som kronprinsesse af Imandra, var nu ikke noget som nogen vidste.. end ikke hendes egen søn og det var noget som hun bevidst valgte at undlade at fortælle nogen som helst. Hun blev stående og lyttede til hans ord med en tydelig interesse. I det store og hele, ville hun i den grad også have nydt, hvis det også var sådan at så mange andre ville se på dem, selvom det jo desværre ikke var tilfældet.
Et stille smil passerede hendes læber, som han måtte begive sig mod en ende. Mange af kvaliteterne var også iblandt dem som hun selv måtte sætte meget højt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. ”Hvis mange andre ville se på det på den måde. Det er jo så desværre ikke tilfældet.” At mange af kvaliteterne også måtte passe på hende, var nu heller ikke nogen tanke som direkte slog hende. Hun så jo heller ikke direkte det positive eller stærke ved hende selv, for hun havde jo slet ikke tid til at skulle skænke sig selv alle disse tanker. Det var der bare ikke tid til! Hun havde hele flokken her.. De havde jo næsten ordnet det som måtte være en hel landsby og så var der jo selvfølgelig også hendes søn som hun agtet at skænke den opmærksomhed i tide og utide når der var mulighed for det, for han skulle jo også vide at mor stadig var der for ham.
Tiyanna rystede stile på hovedet. Hun nægtet stadig at tro på at skulle finde en mand som faktisk kunne styre og kontrollere hende. Bare den tanke om at kunne gøre hende en anelse feminin, var et håb som hun havde opgivet for længe siden. Hendes daværende forhold til den mand som nu stod frygtelig højt i Procias, var gået i vasken, selvom hun oprigtigt måtte savne ham endnu. Hun sendte ham mere eller mindre bare et halvhjertet smil. ”Håbet mistede jeg for længe siden, Ayak. Jeg er en stor mundfuld og jeg ved det godt. De fleste mænd frygter faktisk for min mere.. Ja, maskuline personlighed.” Hun trak let på de slanke skuldre, som hun nikkede til ham. ”Jeg kommer igen om lidt,” endte hun stilfærdigt, som hun forlod ham og lod ham mere eller mindre bare pakke tingene ud, så han kunne slå sig ordentlig til rette. Det var tæt på hendes telt, hvilket også var et valg som hun havde taget bevidst, så hun også kunne holde øje med ham og ikke mindst holde ham beskyttet, for det var virkelig hendes hovedopgave her på stedet!
Folket kaldte hun hurtigt sammen – I alle fald de mænd som stod for beskyttelsen af denne by, for det var vigtigt at de var klar over det, og så kunne de altid give beskeden videre til deres kone og til deres børn. Beskeden hvorvidt at Ayak havde valgt at slå sig til dem, blev dog glædeligt modtaget, selvom hun måtte fortælle dem omkring hans race, hvad han var og at forsikringer burde og skulle tages under fuldmånen – Hun kendte jo trods alt ikke til hans forvandling og til hans forvandlingsmønster. Folk summede og begyndte at snakke, da hun lod dem gå tilbage til deres arbejde, inden hun forlod det mindre podie som de havde stået midt inde i den lille bys centrum. Ayak ville være i stand til at gå frit som han ønskede det, men stadig skulle han være vagtsom, specielt blandt deres børn. Hun gik tilbage mod hans lille lejr ved siden af deres og med den tilfredse mine. Folk stolede på hendes valgt og det som hun valgte at skulle dømme når det kom til byens bedste. Armene slog hun let over kors, som hun stillede sig ved et træ lige tæt ved. Måske at det var gået hurtigt, men det havde alligevel taget hende en halv til en hel time at få snakket med folkene. ”Du vil være i stand til at vandre som du lyster det, Ayak. Vi må dog tage vores sikkerhed som førsteprioritet når fuldmånen nærmer sig.” forklarede hun videre, dog med en yderst bestemt tone.