Indoctrination

[Deleted]

Vandringen var vel nærmest evig. Når man kendte hvert et træ, hver en blomst, hver en lille fugl på grenene over sig, så var de somom livet ligeså langsotm begyndte at miste mening. Det eneste formål der efterhånden var tilbage nu var jo blot at holde de mystiske soldater der trampede blomsterne ned og jagtede dyrene rundt imellem træerne, som de knoklede for at fælde og brænde dag og nat, langt væk fra skovens hjerte. De havde ingen respekt for noget somhelst, de udviste ingen frygt, ihvertfald ikke før de opdagede at Ayak var på sporet af dem, men når de endleigt opdagede ham, så var det alt for sent at trygle om nåde, nej, Ayak udviste ingen nåde overfor disse mennesker der pludseligt trængte sig på, de brang en tung stank af død med sig hvor end de gik, og de klædte ikke den skov er engang havde været så smuk. Han havde også opdaget noget helt andet. Langt de fleste skovboere og elvere var for længst udvandret eller uddøde af uforklarlige oversager, men en ny flok var kommet hertil. Da de først trådte ind i skoven var der ikke mange der lagde mærke til dem, men her for nyligt var de begyndt at vokse i styrke og tal. De kendte ikke alt til skoven og dens hemmeligheder, og de var nok næppe klar over at de ofte blev iagtaget af en listig og lydløs jæger. De var dog ikke ondskabsfulde, ikke hvad han vidste af ihvertfald. Der var en let vind af sorg omkring dem, somom de alle bar på noget mørkt i sig, en kraftig sorg der ikke ville give slip på deres sind. Ayak havde besluttet at de ikke var en fare, og at han ikke behøvede at grib eind overfor dem, nej, de var ikke en trudsel i sigselv, og deres liv i skoven var ikke præget af grådighed, og de trivedes da også så godt de kunne i deres langsomt voksende lejr. Ayak nød ofte på de gode dage, når varmen og sollyset trængte helt ned igennem trækronerne, at se på deres helt små der legede. Han ahvde sjældent set så fredelige syn som mødrene der tog deres sønner og døtre med ud i de små sikre lysninge for at lege og hygge.
Ayak kunne dog ikke undlade at føle et lille sting af sorg, noget der gjorde at han ofte blev nødt til at søge væk. han turde ikke vise sig frme i nærheden af deres lejr, af frygt for deres reaktion, folk var vist ikke så glade for varulve. Men at betragte kvinderne og deres børn fik ham ofte til at føle en enorm savn, en savn til den famillie han ahvde mistet, og den famillie han aldrig havde fået, og for længst havde opgivet håbet om at finde.

For nu, slog Ayak sig stille ned ved hans lejr. Han satte sig ned ved sit telt, et forholdsvist stort et, hvor han havde plads til sine store form. Gulvet var lavet af bløde pelse, og en behagelig duft af hjemmelavet shamanistisk røgelse løftede sig imod teltets dug. Der hang mange forskellige uruer og drømmefangere, lavet af perler, krystaller, tænder og kløer og andre ting man kunne finde i skoven, mange af dme var meget smukke, og et symbol for al den tid man måtte have til at passere for sigselv. Han sad lige uden for teltet, ved et lille bål.
På hans skulder hvilede en violin, noget han ahvde fundet på en mand der for mange, mange år siden var blevet offer for hans vrede, da han forsøgte at nedlægge en alfa han i en ulveflok der havde været særdeles gæstfri overfor Ayak.
Han stemte den stille og begyndte at spille en lille, blød melodi. Han lukkede øjnene og nød måneskinnet her ved hans lille lystning ved en af de mange smukke søer i Iyanna. Melodien var en han selv havde fundet på, den var smuk og blid, og alligevel sorgfuld. Den fik ofte en til at tænke på fjerne bjerge og skove, eventyr med prinser og prinsesser, romantik, og knuste hjerter. Der var ikke noget der umiddelbart signalerede at dette aldrend,e ensomme væsen skulle være en trudsel.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Skoven havde været Tiyannas hjem igennem det meste af hendes lange liv. Nok kendte hun efterhånden til de mange hemmelige stier, de mange hemmelige vandringer, hver en blomst, hvert et træ og hun var ekstremt dygtig til at tyde de mange dyrespor på denne skovbund når man endelig skulle være så heldig at finde dem. Den hærgen som var sket her igennem de sidste mange, mange år, var stadig at mærke, selv på disse steder som ikke havde været så mærket i form af fattigdom. Folk røvede fra hinanden, folk slog hinanden ihjel for småting, så det var tydeligt at se at de levede det liv som de kunne få fat i. Skoven var nok af denne grund det mest sikre sted at skulle opholde sig – Her i denne gruppe af rebeller som var samlet her, hvor hun stod som den øverste ledende og den som tog alle beslutninger, så var intet overladt til tilfældighederne. Alle fik deres del i arbejdet, alle havde deres opgaver og alle blev belønnet derefter, så ingen skulle få lov til at gå tomhændet hjem. Man kunne vel snildt sige, at det var et fungerende samfund, selvom de slet ikke levede som et normalt samfund ville gøre det? Ikke fordi at det var noget som gik hende på nerverne som sådan, for det var det så sandelig ikke!
Skoven bragte hende en form for tryghed og lige netop i aften, så havde hun valgt at forlade deres lille samfund for noget ro og noget fred alene. Kniven havde hun i bæltet og med buen over ryggen, samtidig med at hendes sanser var sat som på stilk, så var hun i den grad også noget så frygtelig opmærksom på det som måtte ske omkring hende, for hun ville så sandelig ikke ende i baghold endnu en gang, hvilket hun avde prøvet før! I disse stunder ville hun bare have fred, hvilket i sig selv, ikke var noget som skete særlig ofte, så når de stunder endelig måtte komme, så tog hun så sandelig også imod med en kyshånd.

At Tiyanna måtte nærme sig en anden lejr, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind. Saschia – Hendes flotte hingst gik ganske let, dog yndigt igennem den store skov. Hendes egen titel som kronprinsesse i dette land, var nu ikke noget som hun havde fortalt til nogen som helst, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun måtte bære med nogen som helst former for stolthed. Hun hadet det tvært imod! Saschia vrinskede ganske let og rystede på hovedet som hun fulgte den lille sti igennem et mindre tæt buskads. Begge var de udmærket godt kendt med skoven og det var det sted som de kunne finde denne tryghed, også selvom faren kunne lure mere eller mindre.. alle steder!
Tiyanna rev ganske let i tøjlerne, hvilket fik hingsten til at stoppe op allerede med det samme. Hun lyttede.. Var det musik? Ganske svagt kneb hun øjnene sammen. Hun mindes slet ikke at vide at nogen i det hele taget måtte holde til ude i denne del af skoven. Hun rejste sig roligt og svang benet over hestens ryg. Ganske svagt måtte hun mumle til Saschia som trak sig væk og gik nærmest i skjul i det tætte buskads. Dette var noget som hun var tvunget til at skulle undersøge. Buen tog hun roligt i sin slanke hånd. De færreste ville tro på at hun havde kræfterne til at trække den op, for hun var bestemt ikke den største og stærkeste kvinde, men styrke det havde hun. Det var frygtelig dumt at undervirdere hende! Den anden hånd greb omkring hendes ene pil som hun roligt i en elegant bevægelse måtte lægge på buestrengen. Det var og blev hendes foretrukkende våben. Hun fortsatte roligt frem i retningen af lejren som hun kunne se ikke så langt fra hende, hvor lyden af musik også måtte komme fra. Hvem dette måtte være, vidste hun ikke, men at placere sig i skoven bare sådan, var heller ikke et helt heldigt træk! Hun placerede sig i en samling af træer ikke så langt fra lejren hvor de isblå øjne fast hvilede på det som måtte være et telt. Umiddelbart så det ud til at huse en person. Hun holdt sig i ro som hun lydløst trak buen op. Blikket søgte. Hun ville være sikker på at dette ikke ville være en af Inkarnos mænd – sendt ud i skoven for at finde dem og hende for den sags skyld.

[Deleted]

Ayak spillede blidt ud i mørket, ud i natten. han spillede for vandet, han spillede for fuglende, og dyrene der var på vej til ro. Han spillede for de væsner der kun vandrede eller fløj om nattent. Han spillede for græsset og for træerne, og for den store lyse måne over ham, men mest af alt, spillede han for sigselv.
Ayak var vand til at bo herude i skoven, og han var endnu ikke blevet opdaget af nogle af dem fra for eksempel den større lejr der lå et godt stykke vej væk. Han sad dybt fordybet i sine egne tanker, og på trods af at han ellers normalt havde fuldt styr på verdenen omkring ham, så var han overhovedet ikke på vagt lige nu, han forventede ikke at blive forstyrret, selvom nlidt selskab nok næppe direkte ville være en forstyrrelse for ham. Nej, ensomheden var tung omkring ham, og han vidste ikke rigtigt om han havde det så godt med det som han burde. Det var ikke altid lige underholdene at være helt alene og for sigselv herude, og han savnede en at dele sin tid med.
Aldrig så meget som ænsede han kvinden der nærmede sig hans vulgære figur, ej heller hendes spændte bue eller den glintende pil der rettedes i hans retning. Om hun ville skyde eller ej var op til hende selv, men de skulle være noget så interasant hvis en enkel pil i sigselv skulle kunne nedlægge Ayak.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna i sig selv, ville have et kæmpe problem hvis hun skulle stå alene med alle de bolde som hun havde i luften for øjeblikket. Hun legede et virkelig farligt spil med kongen af dette land – Hendes egen far, selvom det var noget som i sig selv, de færreste i det hele taget kendte til. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun direkte gjorde noget ud af, for det var bestemt ikke noget som hun var ramt af i former af lettelse på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om, men hun var nødt til at forsikre sig, at der ikke skete hende noget, for hun vidste at Inkarno meget vel kunne finde på at sende folk ud efter hende, ganske enkelt fordi at hun røvede hans skattekammer i tide og utide for folkets skyld. De havde så sandelig også brug for det, og det var ikke en ting som hun kunne gøre alene!
Musikken var noget som ramte hendes øre, og selv med et behag et sted, for det var noget som faktisk blev oplevet temmelig sjældent. Der var ikke mange som i det hele taget fandt den form af ro til at skulle sætte sig ned, og spille en rolig og blid melodi, så det var faktisk rart at skulle vide på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kneb øjnene let sammen som hun stadig holdt buen i kraftig spænd. Mange ville nok ikke tro at hun havde styrken til at spænde den, men det var også den fejl som de fleste gjorde; De undervurderede hende og de undervurderede hende så sandelig også kraftigt! Hun trak vejret dybt, da hun valgte at bevæge sig frem fra sit skjul og med blikket stift hvilende på ham.
”Giv dig til kende!” Hendes udtalelse var fast, hård og så var det vel også tydeligt at hun måtte kræve et svar fra ham? Skoven var ikke nødvendigvis hendes, men det var hendes skjul, såvel som det måtte være resten af rebellernes og derfor var det deres pligt at sørge for, at de ikke blev afsløret, for så havde de da for alvor et kraftigt problem! Hun spændte buen helt op. Normalt ville et skud fra denne bue slå ihjel og specielt hvis hun ønskede det. Desuden så tøvede hun ikke i at skulle skade nogen, hvis det stod til fare for hende selv.

[Deleted]

Ayak tænkte nu på mange ting. Store fjelde, fremmede skove, den smukke, uformørkede natur i andre lande. Det ville han vel forhåbentligt komme til at se en dag, en dag når han rent faktisk tog sig sammen til at rejse væk.
En høj, falsk tone lød, da hans violin-spilleri blev groft afbrudt. Allerede nu fangede han hendes duft i luften, men det var vist ved at være for sent. Der var noget truende over hendes toneleje, somom hun rent faktisk mente det. Han kunne ikke undlade både for det første at have ondt af hende, for han kunne mærke nervøsiteten i luften omkring hende, noget som både måtte give ham en form for medlidenhed, og alligevel provokere hans forsvars mekanismer, for når først man blev skræmt eller lignende, så var man langt mere farlig, og han vidste derfor ikke helt hvad hun kunne finde på, og han ønskede ikke en kamp til døden med denne kvinder, han hadede virkeligt at slåds med kvinder, for alt for sjældent var det en fair duel.
Han sukkede og lagde violinen fra sig på jorden og rejste sig. Først nu måtte det gå op for en at han ikke bare var et menneske der var her i skoven, nej han var enorm, i forhold til den normale mand. Hans brune pels lå vildt men alligevle underligt elegant på hans velholdte, stærke krop, og fra flammerne i bålet kun man se hvordan hver centimeter af hans krop var stålhårde muskler, dækket af hans lag af pels. Et lændeklæde af bjørneskind hang blidt og omfavnende om hans hofter, og hans øjnene glødede let, som reflekser nærmest. Udover hans nu afslørede monstrøse form, var der ikke meget direkte truende over ham. Der var da et par meter imellem ham og kvinden, som pegede buen imod ham, men hun ville nok med lidt simpel hovedregning opdage at det alene nok ikke ville rede hendes liv, skulle denne kæmpe halvt menneskelige ting vælge at blive aggresiv. Men Ayak virkede nu foruroligende afslappet.
" De træder ind i min lejr, de peger deres våben imod mig, og alligevel har de ikek høfligheden til at præsentere demselv først? "
Lød hans dybe, rullende stemme. Der lod umiddelbart til at være langt mere gentleman end monster over ham som han stod der, hans blik blidt, lettere medlidende, og sorgfyldt, hellere end aggresivt. Hans kløer var trukket tilbage og han bar ingen våben på sig i øjeblikket. Han nikkede let imod hendes bue.
" En pil, vil ikke nedlægge mig, og det ved du også godt. "
Sukkede han stille, og sandt nok, enkelte steder afslørede hans pels da også huller efter dybe sår, Ayak havde overlevet mange pile igennem tiden, en væsentlig del af dem fra meget erfarne bueskytter og jægere, men en pil.. Medmindre hun kunne spide hans hjerte ville hun næppe gøre andet end såre ham, hvis ikke også ophidse ham, med det skud.
For at understrege at han ikke frygtede hende, vendte han sig da også og satte sig ned ved sit bål igen, bag sit telt, og begyndte på ny at stemme violinen i nye toner.
" Hvis de vil skyde mig, så skyd, jeg ønkser hverken dem eller deres folk noget ondt. "
Sukkede hans dybe stemme stille, men sandfærdigt, de var jo mest af alt nok på samme side når det kom til stykket.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var tvunget til at være forsigtig og hun vidste det udmærket godt. Hun søgte ikke ud for at finde medlidenhed eller folk som i det hele taget ville have ondt af hende, for det var så sandelig heller ikke hendes hensigt på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun hadet når folk betegnede hende som en simpelt kvinde.. Som en simpelt kvinde som ikke kunne finde ud af noget som helst og det var noget som virkelig måtte irritere hende noget så frygtelig grusomt! At holde buen strukket godt ud, så var det bare at slippe strengen, så ville den være på vej.. Måske at den ikke ville dræbe ham her på stedet, men den kunne skade ham på det dødelige niveau og det var isig selv ganske sjældent at hun missede.. Missede hun når det virkelig var nødvendigt, så ville det hurtigt kunne vise sig at koste hende livet og det ville resultere i at hun ikke ville være der som hun stod nu. Han var rolig, hvilket i den grad ikke havde den samme virkning ind på hende.
”De vælger at betræde denne skov uden nogen former for våben? Hvad er deres henseende med denne lejr? De er vel ikke en af Inkarnos mænd?” I sig selv, så var det lige netop det som hun måtte være mest opmærksom på når det endelig måtte komme til stykket, men hvad andet valg havde hun? Hun havde en yderst vigtig grund til at være forsigtig, for hun vidste, at det ville gå helt galt den dag at vagterne her til lands i det hele taget formåede at få slået deres beskidte fingre i hende og hun turde næsten ikke tænke på hvordan det ville ende den dag det ville ske! Hun ville slet ikke høre om det på folks tunge! Hun gjorde det for at hjælp dem, selvom det var noget som satte hende i et uendelig dårligt lys i andres blikke, men man gjorde vel bare det som var nødvendigt?
Denne mands pelsede skikkelse var noget som i sig selv havde været hende en gurnd til at være ekstra forsigtig. Hun kunne da for alt hvad hun vidste, være et eksperiment udsendt af den kære konge til at fange hende? Hun stolede bestemt ikke på ham! Nej! Hun stolede slet ikke på nogen som helst! Hun spændte buen helt ud i en sidste og endelig advarsel. Hun havde slet ikke tid til disse julelege!
”Spar mig for talen og fortæl mig det direkte! Hvem er du og hvad bestiller du her?” endte hun med en ganske så kortfattet stemme. Det andet var virkelig ved at gå hende på nerverne. Nok kunne hun ikke slå ham ihjel for det var også tydeligt at se at han var kommet godt til skade.. At han havde mødt så mange andre pile før, selvom det nu var noget som raget hende.. Det var ikke hendes som hans krop måtte bære mærker efter og hun var bestemt ikke en som man skulle undervurdere! At han bare satte sig ned og fortsatte melodien på sin violin forstod hun ikke.. Hvordan pokker kunne han formå at holde denne form for ro i det hele taget? Det var da slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende overhovedet.
Tiyanna rystede let på hovedet. ”Jeg dræber ikke før det er mig nødvendigt.. Jeg ønsker bare at vide at hvad der er mit, stadig vil være sikkert,” forklarede hun ganske kortfattet. Hun havde sluppet taget om buen bare en anelse, selvom hun stadig var klar og hun var hurtig på reflekserne i tilfælde af, at han havde valgt at snyde hende.

[Deleted]

Ayak sukkede og plimprede lidt tilfældigt, han virkede ikke somom hendes forsøg på at afhøre ham havde nogen effekt, faktisk tvært imod, det fik hende blot til at virke endnu mere angst, endnu mere nervøs og malplaceret og bange, og gjorde blot at man måtte få endnu mere ondt af hende, nej Ayak var blevet truet for mange gange på denne måde til at lade det gå sig på, hvis hun ville skyde ham, så måtte man jo se hvordan det gik, man skulle sandelig heller ikke undervurdere en ulvs reflekser. Hun bar tydleigt færten fra den anden lejr her i skoven omkring dem, de der flygtninge der alle virkede så deprimerede.
" Inkarno? Hvad er det? "
Mumlede han undrende til sigselv, "En af inkarno's mænd" Hvad skulle det dog betyde? Var det mon noget religion af en art eller sådan noget?
" Nej, jeg er min egen. "
Ayak kunne mærke tilstedeværelsen af ikke længere blot denne kvinde, men andre nysgerrige kom til, undrende over denne uro så sent, det var ikke noget der normalt skete. Og sandelig så, frem fra buskadset omkring dem kun man se og øre huffen og puffen, blinkende øjne og andet fra forskellige tilskuere.
" Hvad der er dit? Jeg er af den overbevisning at der vist ikke er noget i denne skov der tilhører dem? Og du gør dyrene utrygge. "
Sagde han stille, men mere vågent, han havde sågar lagt violinen til side. Han ville ikke bringe disse dyr i fare, selvom han udemærket godt vist at mange af dme var der for at støtte ham, skulle der ske noget voldsomt og uventet.
" Jeg er en vogter, kan man sige. Jeg har levet her før din slags satte deres fødder her. Nu, hvis de vil være så venlig at sænke deres våben kan vi måske føre en normal samtale? hverken jeg, eller de andre skovboere bryder os om våben. "
Sagde han stille, men gennemtrængende, i håbet om at hun ville forstå at mordet på Ayak nok ville betyde krig imellem hendes folk og de mange stammer af dyr, særligt ulve, der levede her, som havde kendt Ayak siden han var en forvirret legesyg hvalp.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At dette væsen ikke havde den fjerneste anelse om hvem Inkarno måtte være, var noget som gjorde Tiyanna langt mere rolig, for det var vel blot en bekræftelse på at han ikke var en af hans mænd? Desuden var hendes magikyndige jeg heldigvis så stærk, at hun med lethed ville være i stand til at skulle spore en løgn og det var ikke hvad hun var i stand til at skulle se. Hun kneb øjnene fast sammen. Hun havde aldrig set et sådan pelset væsen før, hvilket også gjorde det mere naturligt for hende, at skulle være mere opmærksom på det hele og specielt på ham.. Hvem ved? Det kunne jo sagtens være, at han bare uden det mindste tøven på et tidspunkt, faktisk bare ville springe direkte på hende og flændse hende i stykker!
”Du ved ikke hvem Inkarno er?” Et sted var hun vel alligevel en anelse overrasket? Selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var faktisk bare noget som måtte gøre hende bare en anelse mere rolig i det store og hele, hvilket bestemt heller ikke var noget osm sagde så lidt. Buen holdt hun stadig i sine hænder, blot i tilfælde. Hun havde jo trods alt heller ikke nogen anelse om han var alene eller ikke og hun var nødt til at forsikre sig. Hun var nødt til at være på dupperne hele tiden og det var virkelig ved at være anstrengende i længden! Blikket gled direkte mod ham og med den samme skulende mine.
”Jeg mener ikke i former af træer, dyr eller andre væsner, men i form af den gruppe folk som har valgt at slå sig til ro herude.” Det var jo trods alt hendes opgave, at skulle beskytte dem og det var bestemt også noget som hun agtet at skulle gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Inkarnos mænd har gjort alle væsner her til lands fuldkommen utrygge. Jeg prøver bare at skabe en anelse balance mellem folk og adel,” forsikrede hun ganske kortfattet. Elveren i hende forbød hende at skade andre væsner hvis hun ellers kunne blive fri.
Tiyanna var ikke meget for at sænke hendes våben, men hun valgte nu alligevel at gøre det. Dette store og pelsede væsen, var nu alligevel noget som havde formået at fange hende en yderst sjælden interesse, selvom det nu nok var noget som hun skulle finde ud af når det endelig måtte komme til alt. Hun fjernede pilen fra buen, også for at vise, at hun ikke ønskede at skade ham – med mindre, at det ville blive nødvendigt selvfølgelig. ”Du er en vogter? Af hvad? Desuden hvis du har vandret her længe før min tid såvel som mange andres, så burde du også kende til Inkarno.” Hun sendte ham en yderst fast mine. Umiddelbart så var hun bestemt ikke overbevist omkring noget som helst af det som måtte ske omkring hende og specielt ikke i denne mands nærhed, for han gjorde hende.. faktisk rolig og det gjorde hende usikker, for det var ikke noget som skete ofte.

[Deleted]

Ayak rejste sig stille, han havde fundet noget frem. Ved første øjebkast, kunne man måske fristes til at tro at det var et spyd han ahvde heven frem fra gemmerne i sit, egentligt ret store, telt, men nej, man skulle hurtigt opdage at det var en helt forkert måde at gribe det an på. Han gik ned to breden og satte, hvad der viste sig at være en lidt alternativ fiskestang, fast i jorden. Linen kastede han ud i vandet i søen og her drev den så bare stille rundt for sigselv, så kunne man jo håbe at man fik bid på et tidspunkt.
" Min stamme har igennem milleniummer vogtet over denne skov, det er vores medfødte pligt at beskytte og pleje den og dens væsner. Men du må forstå, jeg ved ikke hvad der foregår i verden uden for, jeg bevæger mig sjældent udenfor skovens grænser. Hvis denne person, denne Inkarno, er til skyld for de ødelæggelser der tager sted bare i dette øjeblik, så er han min fjende. "
Ayak's mine viste en vis vrede ved denne nyligt opstøvede viden, imens han kastede et blik ind imod skoven, så disse mænd der arbejdede dag og nat på at nedtrampe hans hjerteblod, hans hjem, var altså under denne Inkarno? Interresant.
Han vandrede stille tilbage til hans telt og fandt noget frem, en mystisk lille ring, lavet af noget der lignede utroligt tung jern. Der var små modhagere på, når fast man tog den på kom den næppe af uden at tage hele fingeren med. Logoet var et kranie med vinger, smukt udskåret i den tunge ring. Disse segl, var dem Inkarno's officerer og generaler bar.
" Kender du noget til dette? Jeg har funder flere af dem, eller snarere, deres tidligere ejermænd, når jeg har været på jagt. "
Spurgte han nysgerrigt, han kunne ligeså godt også prøve at tilfredsstille sin egen nysgerrighed nu han var blevet fundet af en der ikke ønskede at lave ham om til en vinterjakke.
Ringen i sigselv var vel også et bevis på at han var på deres side, da den var det endelige bevis for at han havde nedlagt op til flere højt rangerende af Inkarno's soldater og arbejdere.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Direkte var Tiyanna ikke ude på at skulle gøre ham noget ondt, for det var heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket. Desuden var hun jo også tvunget il at skulle tænke logisk; Jo flere venner hun kunne samle, jo flere ville det være som stod som fjender til Inkarno, og så var hun i den grad også tilfreds. Hun vidste stadig ikke helt hvor hun havde denne mand, så det var noget som hun stadig måtte og skulle finde ud af, så det var vel bare det valg, at skulle tage et lille og stille skridt af gangen? Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine Hun knyttede hænderne let, selvom hun dog tydeligt måtte falde til ro igen, som hun fandt ud af, at det bare var fiskestænger som han måtte finde frem. Hun sukkede dæmpet. Hun var virkelig alt for opmærksom, men hun havde vel heller ikke rigtigt noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket?
Blikket vendte hun stille mod ham ved hans ord. Hun rynkede brynene ganske let. ”Vi har været i skoven igennem mange år og har aldrig kendt til at andre måtte være her også. Inkarno ødelægger ikke bare skoven, men også verdenen udenfor. Han fælder træerne, jager dyrene, ødelægger skovene, laver sine stier. Det er ham og hans mænd,” forklarede hun sandfærdigt, for når det kom til dette punkt, så var det heller ikke fordi at hun ville lyve, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af, så meget vidste hun. At hun jo så bare kunne falde til ro i denne mands selskab, var noget som hun faktisk måtte nyde af på alle måder ”Er Inkarno din fjende, så er du min ven,” forklarede hun roligt, også for at bekræfte for ham, at hun i så fald slet ikke ønskede ham noget ondt i så fald. Deres lejr skulle jo trods alt også holdes skjult for Inkarno og hans mænd, ellers ville det her få katastrofale følger.
At Ayak endnu en gang måtte rejse sig, for at finde noget frem, var noget som hun tydeligt måtte følge med blikket. Hun var simpelthen for opmærksom til alt det andet og det var også noget som virkelig kunne genere hende. Hun blinkede let med øjnene. Ringen genkendte hun i den grad! Hun rejste sig næsten med det samme og gik hen til ham, hvor hun tog om den pelsede hånd, for at få ringen tættere på sig. Umiddelbart så tog hun sig ikke af, at han var et kæmpe pelset bæst, men en mulig fremtidig allierede? ”Det er jo.. De ringe er det kun hans mest betroede og store mænd som bruger og går med. Det er Inkarnos segl.” Hun kendte det udmærket godt, selvom hun aldrig nogensinde selv havde gået med det, selv på trods af at hun faktisk var mandens datter. Hun smilede let. ”Det er ikke mange som går med dem.. Hvor mange af disse ringe har du?” tilføjede hun. Det ville være rart at vide hvad de havde at gøre med.

[Deleted]

Ayak så helt forbløffet ud ved hende såbenbare lettere beundrende glæde og fornøjelse ved synet af ringen, mon det virkelig var en god ting så? han var da glad for at hun ikke længere pejede en bue imod ham, at han ahvde overlevet flere pile hun sikkert havde affyret, var ikke ensbetydende med at han nød at blive skudt af dem, smerte kunne han nu engang stadig føle. Han løftede let sine tykke øjenbryn og vendte sig endnu engang imod teltet som han begyndte at gennemsøge.
" Jeg ved det snart ikke.. Fire.. Måske fem.. "
Han rodede stille rundt i diverse småting han ejede, ikke overvældende meget, det meste af det var små finurlige ting, håndskårne figurer, små totemer og lignende sager han havde skrabet sammen igennem årene.
Langt om længe stak han hovedet frem igen og bevægede sig med lange skridt hen imod hende, han var forbløffende letbenet for en af hans størrelse. Han bar på en lille æske der raslede.
" Værsågod, måske du kan bruge dem til noget? "
Sagde han stille og rakte ganske blidt og langsomt den lille æske frem imod hende, for at virke så utruende som overhovedet muligt, han ville helst ikke begynde at provokere hendes angst nu hvor det endeligt lod til at hun stolede bare en lille smule på ham. Æsken indeholdt sandt nok fem ringe mere, magen til den hun allerede nu stod med, allesammen fra højt profilerede soldater fra Inkarno's hær, dem der havde fundet deres vej til Ayak, eller snarere omvendt, dem som uheldigvis var blevet fundet af Ayak.
Han vendte sig stille igen og satte sig ned ovre ved sit bål med et lille suk og betragtede flammerne. Ja, nu var han så blevet opdaget, hvad skete så nu? Ville han mon med tiden kunne vise sig som en ven hos disse nye allierede? Eller ville de mon i mistro og frygt for det ukendte bede ham holde sin afstand, og kun være nær når de havde brug for mere muskelkraft? Folk havde jo den triste vane med at Betragte Ayak som et vildt dyr.
Han kunne ikke lade være med et sniffe lidt i luften, ikke så meget fordi der var noget synderligt spændende nær, og så alligevel. Der var den her søde duft, der kom fra denne kvinde, den lette duft kun kvinder besad. Han forsøgte at holde snuden for sigselv, så at sige, men der var noget varmt, varmt og beroligende ved den blide duft, han havde så sjældent kunnet fange den før, somregel kun i nærheden af hendes folk når han iagtog dem, den djævelske blide duft der forsøgte at lokke ham til at hilse på dem når han iagtog dem passe børnene, eller tilbyde sin assistance når en kvinde hentede vand, men han modstod det, han vidste at det aldrig ville føre noget godt med sig, han ville så nødigt skræmme dem, noget der ofte fik ham til at føle sig som mere monster end mand.
Endnu et lille suk måtte lyde fra det ensomme væsen, som hans øjne langsomt blev mere sorgmodige imens de iagtog de dansende flammer, skulle han da aldrig have en famillie han kunne kalde sig egen, istedet for at misunde dem der allerede havde en?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne ikke begribe, at hun stod overfor en mand, et pelset bæst som denne Ayak som faktisk var på deres side, uden at hun egentlig vidste det. Det eneste som hun egentlig ønskede, var at folk kunne færdes frit igen, selvom hun vidste, at det virkelig var en forbandet lang kamp at skulle tage alene. Hun gjorde det for folkets skyld og ikke bare fordi at tronen faktisk skulle være hendes den dag at Inkarno skulle ende med at falde bort. Hun betragtede ringene som han kom med, med en stor forbløffelse. Hvorfor havde han aldrig vist sig i nærheden af dem? Der hvor hun heller ikke var klar over, at han faktisk havde iagttaget dem over længere tid, for de levede alene og de levede i en så stor en fred, som det nu var dem overhovedet muligt. Hun rystede stille på hovedet.
”Nok har jeg intet at bruge dem til, men.. Så ved jeg da mere med sikkerhed, hvor mange af de højere som vi står overfor i Imandra,” forklarede hun sandfærdigt, ikke fordi at det vel var noget som hun havde lyst til at skulle skjule for ham, for det var jo bare sandheden som den nu måtte være. Tanken om at skulle fortælle omkring hendes forbindelser til Inkarno var nu ikke det som hun ønskede lige nu, men mere det at skulle vise ham, at hun var ven frem for fjende, for hun ville ikke skade folk med mindre, at hun virkelig måtte se en grund til det, eller hvis man virkelig havde appelleret til hendes vrede og utålmodighed, for det ville ende med at gå fuldkommen galt i den anden ende! Hans suk var noget som kom hende for øre, hvor hun vendte blikket mod ham, ikke mindst en anelse spørgende.
”Jeg forstår ikke, hvordan du har levet herude uden at vi har kendt det. Vi har været her i århundrede,” påpegede hun stilfærdigt, og ikke mindst med spørgsmålet bag; Hvordan pokker han havde været i skoven, så stor og pelset som han var og uden at de havde vidst eller kendt det mindste til det? Det var nu heller ikke fordi at hun ønskede at gøre det hele så meget værre for ham, for det var noget af det sidste som hun ville. Umiddelbart, så var det heller ikke fordi at hun havde tillid som sådan, for hun kendte ikke det mindste til ham, så hun gjorde vel også bare klogt i at holde mund omkring det, også mest for sin egen skyld. Hun satte den lille kiste med ringene ned ved siden af sig og vendte blikket ikke mindst spørgende mod ham. ”Jeg må bare vide helt konkret hvorvidt om du er ven eller fjende af os,” Hun tog det i den grad på alvor, for det kunne meget vel koste hende, hendes liv hvis det gik galt og det var noget af det sidste som hun måtte ønske sig!

[Deleted]

Ayak sad blot stille ved sit fine lille bål her midt i hans lejr og betragtede flammerne der dansede imens han lyttede til kvindens snak. Hun var interasant, og Ayak kunne ikke holde et lille smil tilbage da hun nævnte hvordan han faktisk ikke var blevet opdaget før nu.
" Dit folk er kommet til skoven, mit har levet her siden tidernes morgen. Jeg har holdt min afstand i håbet om.. eller snarere frygten for deres folks reaktion hvis i vidste at jeg var til stede. "
Sagde han stille, med hans mørke rullende stemme, nu med et lidt sorgfuldt glimt, for han havde svært ved at tro på at hendes folk ville reagere meget anderledes på hans tilstedeværelse i forhold til hende, bortset fra at de måske ikke ville holde på pilen helt så længe, og han ønskede ikke at noget ondt skulle henne hverken dem eller hamselv, så han holdt sin sikkerhedsafstand, hvilket han havde gjordt i så forfærdeligt mange år.. En så gruopvækkende ensom afstand på trods af fristelsen at nærme sig hendes folk.
" Jeg må antage efter dette møde at de, på vejne af deres folk om ikke andet, ikke ønkser mig noget ondt, og af samme oversag har jeg intet grundlag på hvilket jeg ønsker deres folk noget ondt, så vi kan da vedtage at vi er fredeligt stemt overfor hinanden? "
Sagde han stille, med et lille suk. Ja, han ønskede da virkelig at holde fred med hendes folk, hvis han ikke kunne blive en del af det.. Nej vent, han kunne ikke lade sig drukne i ønsketænkning.
" Nej, jeg ønsker det bedste for dit folk. Må jeg have lov at byde på noget at spise? "
Spurgte han herefter og rejste sig for at vandre de få meter ned til breden igen og hive de små spid op af jorden. To havde rent faktisk fået bid. Han gik tilbage igen og spidede begge fisk inde over bålet, hvor han lod dem blive så de kunne stege sig sprøde og gode. Normalt gik han ikke op i tilberedning, men hendes tilstedeværelse rørte ved noget i ham der gjorde han fokuserede lidt mere på sine manere, om end de stadig var ret primitive. Derefter fandt han en lille træklump og sin kniv og begyndte at snitte stille og roligt.

((Så er der endeligt svaret Undskyld ventetiden, har været sengeliggende med noget inlfuenza halløj, så har kun lige været i stand til at kigge forbi.))

[Tiyanna Direshade Acheron]

Denne mand havde ikke direkte vist sig, at skulle være en trussel overfor hende eller hendes folk, så hun havde heller ikke nogen grund til at skulle mistænke ham for at ville hende noget ondt. Han havde været så gæstfri og han havde været sød ved hende, hvilket faktisk ikke var noget som skete særlig ofte. Specielt ikke her til lands længere, så det var selvfølgelig også noget som måtte røre hende på den ene eller den anden måde. ”Vi ønsker blot et sted hvor vi kan være i ro og mag, kan jeg afsløre for dig,” begyndte hun roligt. Også for at vise, at de slet ikke ønskede ham noget ondt, som det tydeligt også måtte være gengældt i den anden ende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde.
Hun nikkede sigende til hans ord. De kunne sagtens være dus med hinanden, fordi at det heller ikke var fordi at hun ønskede ham noget ondt. De havde mere end rigeligt at slås med fra før af, specielt også fordi at Inkarno var hendes far, så var det jo stadig noget som gjorde, at.. hun slet ikke ønskede ham ondt. Det var jo trods alt familie, så det at skulle have mere at slås med, var slet ikke noget som hun ønskede på nogen måde overhovedet! ”Jeg kan garantere dig, Ayak, at du vil være i sikkerhed her i skoven. Fra mit folk om ikke andet,” sagde hun roligt og med den samme stilfærdige mine. Hun havde ladet paraderne falde om ikke andet, så bare em smule. ”Ingen af mine mænd vil røre dig,” tilføjede hun med et stille og sigende nik. Der var vel ikke nogen grund til at skulle skjule det for ham? Ikke nu hvor han var så åben og modtagelig for hende, selvom hun faktisk havde truet ham på livet med hendes egen bue og pil, hvilket faktisk var noget som hun var ekspert i at skulle bruge efterhånden, specielt fordi at livet herude faktisk var det som hun havde og det som hun havde at skulle søge til – Hendes trygge base.
En mild latter forlod hendes læber, hvor hun let rystede på hovedet. ”Tjo.. jeg siger da ikke nej til et måltid mad.” Hun vendte blikket stille mod ham. Han var da en ganske speciel fyr. Desuden, så måtte det da også være ensomt at være herude alene som det han måtte være? Hun lod hovedet søge let på sned. Hvis det glædet ham med en smule selskab, desuden, så var det bedre at være en del af et fællesskab end at sidde herude alene? Han kunne være en del af deres? En kraftig og stærk allierede. Hun vendte blikket mod ham som han påbegyndte tilberedelsen af de fine fisk. ”Du behøver ikke gøre det til noget stort, at jeg sidder her. Bare være som du altid er. Du har intet gjort os, du har ikke vist dig og bedst af alt, så er du ikke allierede med manden på tronen. Kom med mig,” endte hun stilfærdigt.


//Arh o.o Det er helt okay ^^" God bedring n___n

[Deleted]

Ayak smilte let, et lille tøvende, men muntert smil i hans mudvig. Ja, Ayak's smil havde nok ikke helt den normale effekt af et smil, alting taget i betragtning, han blottede ganske let sine voldsomme hugtænder, og så vel mere bare bidsk ud en direkte lykkelig når han smilte, men det var nu ikke tilfældet, han havde ikke nogen planer overhovedet om at fare på hende eller nogle af hendes venner, eller stamme eller hvad det nu var, så længe de opholdt deres ære og opførste sig ordentligt her i skoven, som jo var for alle, også dyrene der altid havde levet der, og nok aldrig ville forlade stedet.
" Åh, kære frøken, de kan være nok så tryg at jeg blot ønsker at være gæstfri, de skal ikke bekymre dem om mine anstrengelser. "
Sagde han stille, og opretholdt sit lille smil imens han fortsat klargjorde fiskene. Nok ville han normalt nok bare have ædt dem rå, sikkert stadig levende og sprællende, men han følte virkelig at han burde vise lidt bedre manerer lige nu i hendes selskab, somom det ville imponere hende at se en mand der ikke spiste som et vildt dyr. Ak ja, primitiv var han jo nok desværre, han det var vel hans måde at forsøge at tage sig godt ud?
Han betragtede hende stille med et undrende blik da hun færdiggjorde sin sætning, imens han rakte et spid med en stegt fisk på frem imod hende.
" Komme med dem? Med hvorhen? "
Spurgte han stille, måske lidt dumt, men oprigtigt forvirret, fangede ikke de mulige invitation der lå i det, at hun måske ønskede at invitere ham med til hendes folk, noget han ønskede, og alligevel frygtede. Det var så længe siden at han havde været en del af noget somhelst, en famillie, en klan, en stamme, han kunne kun klynge sig til mindet, som han ellers nu engang levede her i ensomheden, hans eneste selskab de langt mere primitive racer her i skoven, de naturlige indbyggere, og ellers fantasien om at væære en del af et større samfund, en drøm om at have en mening i sit liv, noget og nogen at slåds for, en pointe med det hele, så han ikke længere bare var sigselv, vandrende rundt på må og få, vel vidende at hvor end han slog lejr ville det igen blot være hamselv til at nyde hans selskab, og kun hans spejlbillede i søen der ville komme med svar på hans spørgsmål. Han havde et stort hjerte, og han havde så meget at give, men ingen havde endnu givet ham en chance for at bevise sit værd, og han var bare blevet for vant til at hans ve og vel ikke var andres problem, og blot noget han selv måtte tage sig af, at han nu gjorde mere eller mindre alt i hans magt for at underholde denne kvinde med sit selskab så længe som muligt.
Hans blide, og alligevel mystiske og dyriske øjne hvilede blidt på hendes form imens han betragtede hende. Hun var så forfærdeligt smuk, hvilket måtte undre ham, hvorfor ville en sådan kvinde dog af nogen grund bevæge sig ud alene i natten på denne måde? Jo, måske var hun da en dygtig bueskytte, men alligevel, var der ikke nogen der lige nu lå ensom og sov uden sin elskede hos sig? Var hun ikke allerede gift bort til en ung og stærk mand der kunne beskytte hende mod ting som hamselv herude i mørket under trækronerne?