Indoctrination

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at Tiyanna ønskede at afvise Ayak som sådan, men dette var bare den måde som hun var vant til at være overfor alle andre, selvom hun bestemt ikke var vant til at hendes få ømme punkter skulle rammes og så voldsomt, netop ved at ramme hendes eneste søn. Hun lukkede ikke folk tæt på sig og det var udelukkende af denne her grund, for det gik ud over hende, og gik det ud over hende, så gik det i den grad også ud over absolut alle andre her på stedet og det var bestemt heller ikke. At han direkte måtte afbryde hende som for at få hendes opmærksomhed, var noget som direkte fik hende til at vende blikket mod ham og næsten overrasket over, at han i det hele taget kunne få sig selv til at afbryde og snakke til hende på den måde, for det var bestemt heller ikke hvad hun var vant til.
”Hvad?” spurgte hun ganske kortfattet. Direkte så var det ikke fordi at hun skænkede tanken om at det at hun afviste ham nogen tanke, for det var bare dette som måtte ligge til hendes personlighed og det var jo selvfølgelig noget som direkte måtte gøre ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun hadet når hun blev sat til ekstra, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var presset nok fra før af! Det gjorde ondt, det gjorde ondt at vide, at hun skulle stå med det hele, for hun havde ikke nogen som hun direkte turde skulle gå til med det hele, for det var virkelig en kæmpe byrde som hun måtte have hvilende på sine skuldre! Hans ord var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det var ikke fordi at hun klandrede ham for noget som helst, for hun vidste udmærket godt, at han vel også havde ret et sted? Hvilket automatisk var med til at hun gik langt hurtigere i forsvar! Igen så var det bare sådan at hun var. Hun kunne og måtte bare ikke stå som svag!
Tiyanna kneb øjnene ganske svagt sammen ved hans ord. Det var jo ikke ligefrem fordi at han fremstillede hende som stærk, men snarere det modsatte og det var virkelig ikke den slags som hun havde brug for at høre lige nu! ”Hvad opnår du i at fortsætte med mig til Dvasias, Ayak? Jeg vil ikke sætte flere liv på spil end det som det allerede er..” Et sted, så var det også noget som vel måtte afsløre at hun faktisk var en mere følsom kvinde under det hårde ydre? Selvom det ikke var noget som nogen havde berørt den side af hende igennem så frygtelig mange år, så var det også langt nemmere for hende, at skulle lukke af for det, ofr det var denne hårde maske som hun måtte klamre sig til hver evig eneste dag og det var bestemt også det som hun gjorde den dag i dag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. 4 øjne var bedre end 2 og hun vidste jo at han havde ret!
Hun stirrede ham direkte ind i blikket. ”Du er umulig at tale fra det, er du ikke?” spurgte hun med en sigende mine. Ikke fordi at det var noget som måtte vedkomme hende, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. Hun lod hovedet søge let på sned. Det varmede hende et sted at vide at folk faktisk bekymrede sig om hende, for det var hun slet ikke vant til. ”Gør hvad du vil, Ayak. Jeg kan vidst ikke stoppe dig alligevel, men magt dig mine ord.. Jeg kan ikke påtage ansvaret for dit liv når vi først forlader Imandra.” Hun endte med at blive stående foran ham og med den samme faste mine. Hvorfor at han skulle ramme hende på den måde, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var noget som virkelig måtte irritere hende og alligevel glæde hende et sted, for det var noget af hende, som ingen var i stand til at se!

[Deleted]

Ayak sukkede stille og rullede let med skuldrende, efterfulgt af nakken, og knækkede lidt med hans knogler, en dårlig vane han havd epådraget sig når han følte sig på den ene eller andne måde stresset eller i tvivl. Lige nu var han som sådan i tvivl, han undrede sig over hvad ialvder han dog havde rodet sig ud i nu, hvordan var det hele startet, han ahvde mødt en kvinde, denne kvinde var Tiyanna, og han var nedt i hendes landsby, og der holdte han sågar til og havde gjordt det i over en uge, og alt imens fattede han som sådan dårligt nok hvad der egentligt foregik omkring ham, det gik altsammen så stærkt. Ham, som så sjældent nogensinde forlod skoven, var på vej til at krydse et halvt land nærmest, for at følge denne kvinde, nej, han kunne vel ikke forklare hvorfor han gjorde sig alle disse anstrengelser, særligt når han ikke engang var fysisk tvunget eller bundet til det på nogen måde, men han kunne ikke efterlade hende, specielt ikke nu han stod og så på hende. Hun var smuk, ung, og om end hun rent faktisk snart var på alder med ham, så var hun stadig ung nok til at have et helt liv foran sig alligevel, og han ville ikke se hende smide det væk, ihvertfald ikke uden at han fik en chace for at forsvare hende, bare et kort øjeblik, at kunne gør en forskel for hende, om det skulle være forskellen på liv eller død, eller på at være alene eller sammen med nogen, det måtte tiden jo vise, men lige nu kunne han da simpelthen bare ikke lade hende rende og passe sigselv. Han beundrede hende, hun var stærk, stolt, trofast, altsammen fantastiske værdier hos en person, og hun var ved siden af en smuk kvinde, hvis eneste last var hendes seriøse blik. Hvad han dog ikke ville give for at se hende ligge våben til siden, og bare smile på en sommerdag, badet i sollys i en lysning, hvad han dog ikke ville give for at se hende more sig og slappe af, uden bekymringer i blikket, bare en gang, bare et sekund, så var hans lykke gjordt, og han ville aldrig behøve mere fra hende, hvis hun skulle ønske at sende ham væk, han ville bar egerne se hende lykkelig en enkel gang.
" Hvis nogen kommer til at spille hazard med mit liv, så bliver det migselv, stol trygt på det. Og mit liv vil næppe nogensinde blive deres ansvar, i det mindste ikke før de fyrer en pil i den gale retning. "
Sukkede han stille, hele situationen så formørket og indelukket i deres sind at han efterhånden mistede evnen til at forblive seriøs, det lod alligevel ikke til at det hjalp det mindste, det virkede mest af alt somom at de talte forbi hinanden, og lige henover hovedet, istedet for til hinanden, og han havde efterhånden opgivet at gøre mere ud af det end det var, han fulgte med hende, om hun ville det eller ej, hun kunne ikke få ham til at stoppe med at hjælpe hende uden at skade ham, for pokker da, hendes hest ville næppe kunne rende fra ham, skulle hun forsøge med den taktik. Han vendte sig stille om bort fra hende med et lille suk, og drømte videre om sommerdage og solens varme.
" Hvilken retning? "
Spurgte han lavmeldt. Han var nødt til det, at drømme og tænke, for han vidste at hvor de skulle hen, ventede hverken solstråler eller smilende ansigter.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt, at hun var et kæmpe og massivt vrag lige for tiden, så det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun betragtede Ayak med en ganske kort og sigende mine. Selvfølgelig var hun glad for at han ville hjælpe hende, at han ville hjælpe hende igennem det hele, netop ved at følge hende på vej, selvom det ikke var noget som hun ville kræve af ham. Hendes blik tydet stadig på en yderst fast mine og den at hun ville se det mindste væk hvis hun dog ellers kunne blive fri for det, for hun var en leder og det var i den grad også farligt og meget dumt for hende, at skulle vise sig som svag! Specielt i denne tid! Til tider, så forstod hun sig virkelig ikke på den mere kærlige og omsorgsfulde måde at skulle handle og reagere på, det var jo trods alt også der, at hun måtte være lige for øjeblikket. Hun himlede svagt med øjnene. Hun ville bare ikke vise sig svag, så dette var virkelig noget som gjorde det forbandet svært også for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Stærk var hun måske, hun var bestemt, hun vidste hvad hun ville have, men til tider, så vidste hun ikke altid hvordan hun skulle holde på det, og det var skam også det som gjorde det hele for hende. Hun følte sig virkelig magtesløs når det kom til enkelte punkter, selvom hun ikke sagde det åbent for nogen som helst!
”Så længe, at du ved det, så er det okay… Ayak..?” Hun vendte sig mod ham. Et sted, så vidste hun jo slet ikke hvad hun skulle sige, for der var så forbandet meget for hende, at sige når det endelig måtte komme til stykket, men det var jo bare sådan at det var. ”Jeg ved ikke hvilket syn og hvilket indbliks om du har på mig, men.. Tak,” afsluttede hun stille, hvor hun selv måtte smile bare en anelse, selvom det var noget som døde hen lige så hurtigt som det var endt med at skulle komme, så var det ikke noget som han kunne sige noget som helst til, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt og vendte blikket i retningen af udkanten af skoven. Jo hurtigere de kunne komme derfra, jo bedre ville det jo selvfølgelig være.
Hun slog armene stille over kors. Igen så var det den mere lederfacade som røg op mere eller mindre med det samme, og hun kunne virkelig ikke gøre for det! ”Nu ved jeg jo godt, at jeg har været hård ved dig.. Jeg har været hård ved alle..” Hun trak let på skuldrene og rystede så endnu en gang på hovedet og med et svagt suk. ”Men hvis du er så opsat på at skulle følge med mig, så okay.. Jo hurtigere vi kommer af sted, jo bedre er det. Den hurtigste vej mod Dvasias vil jo selvfølgelig være til det bedste..” påpegede hun sigende og vendte sig mod udkanten af skoven endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som hun direkte havde brug for at skulle vise, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så lad os gå!” endte hun med en bestemt mine, som hun valgte at skulle vende om på hælen og bare begynde at gå. Hun ville bare af sted og det skulle være nu!

[Deleted]

Ayak betragtede hende stille, som han gik, og hun var hurtig til at hale ins på ham som det lod til at de skulle i den retning han allerede ved et simpelt tilfælde havde valgt at gå. Han kunne som sådan jo sagtens forstå hende, og han ønskede ikke at ændr epå hendes adfærd, han savnede dog bare den blide, smilende Tiyanna han havde mødt den første dag, han huskede tilbage på deres lille vandretur til lejren for han var ankommet, hvordan de som sådan egentligt havde hygget sig. Han sukkede stille og lydløst for sigselv og tænkte på om han mon fik hende at se igen? Måske når de havde reddet hendes søn, hvis han da stod til at redde. Ayak havde aldrig forestillet sig at han ville komme til at forlade skoven under de her omstændigheder, særligt ikke i retning af Dvasias, men så lidt han ejede, så meget mere betød denne kvindes sikkerhed for ham, og han nøgtede pure at lade hende rende derhen selv, det var simpelthen for farligt, og det burde de begge være klar over. Skovne tyndede mere og mere ud, og snart stod vandreturen på fjendens åbne land.

//out