I will never be afraid again..

[melchior]

De safirblå, skinnende øjne, mistede ikke sin varme glød, der både kunne tolkes som faretruende og dog alligevel venlig. Han var en mand med mange sider, som en bog fyldt med kapitler, hans sind var roligt og han blev ikke vred så let, medmindre man gav ham en grund til det, som hvis man truede religionen og troen på hans fader, for så tøvede han virkelig heller ikke med at træde i karakter og gøre sit arbejde! Ærkeengle blev måske set på som venlige væsner, men mange sammenlignede dem med normale engle, som var varme og gode, og sådan var en ærkeengel langt fra! De var ikke onde væsner, men de underlagde sig ikke menneskeheden, netop fordi det var dem som var deres guder, det var dem som lå over dem, så hvorfor underkaste sig noget som var svagere end én selv? Han var ikke en genstand som menneskene kunne bruge til deres egen selviskhed, han var retfærdig, han gav folk en chance hvis han kunne se at de havde fortjent den, men havde de ikke, så gav han dem heller ikke en ny! Han lod de safirblå øjne hvile lettere gennemborende på hende, som så han direkte igennem hende. ”Var din tunge Chryseis! Det kan være jeg får fornøjelsen af at sende dig direkte til helvedet!” påpegede han stilfærdigt. Guderne var ikke hovmodige, det var dem som lod verdenen beholde dens pragt, det var dem som sørgede for at rydde op efter menneskeheden når de kom så langt ud at det tog overhånd, når enten lyset eller mørket var ved at bringe balancen ud af uorden – det var dog typisk mørket som lagde op til at ville udrydde alt det gode i forhold til det gode som ville udrydde det onde. Men når det skete, så var det ham og hans brødre som greb ind for at stoppe dem, så var det ham som skulle bringe dem til helvedet, endnu nogle sjæle som ville blive pint og tortureret, han havde efterhånden skaffet sig ufattelig meget blod på sine hænder – andres blod. De safirblå øjne hvilede hårdt på hende til hendes ord. ”Jaså? Du har måske mistet troen på os?” spurgte han, hvor hans tone var blevet langt mere hvislende. Han gjorde hende intet ondt, hvilket han vidste at hun vidste, men det kunne jo gå hen og gå galt for hende, hvis hun stolede blindt på ham, for hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne tillade sig alt, bare fordi hun var den person som havde vundet hans hjerte for ufattelig mange år tilbage. Han havde forandret sig, hvilket han nok skulle vise hende, hvis det blev nødvendigt! ”Menneskene er så sandt dem som giver os styrken, fordi min fader valgte at lægge sin lid i menneskenes hænder, men tro ikke at vi kan tage det hele fra jer igen, for det kan vi gøre så hurtigt som at knipse.” Han knipsede, hvor han vendte blikket mod et af træerne, som begyndte at dø langsomt og pinefuldt ud, blot for at understrege alvoren i hans ord. Som træet blev mere og mere indtørret, hvor græsset deromkring blev vissent og næsten sort, stoppede han dets lidelse, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Det samme kan ske for menneskeheden, hvis de dummer sig nok til at give os grund til det,” afsluttede han, hvor retfærdigheden lå i hans undertone – noget som blot var en vane. Som hun pegede op mod himlen, så han ned mod det kors, som hans far havde givet ham da han første gang havde besøgt Jorden i et ærinde. Det var en sølvhalskæde med et kors, som bar en safir i midten. Han lod sin pegefinger stryge ganske kort over korset, inden han vendte blikket mod hende igen. Han havde skam tiltro til folket, for deres tro gjorde trods alt også ham stærkere, og han ville finde det tragisk, hvis han og hans brødre blev nødsaget til at udrydde dem alle sammen, men de var nød til at stå til ansvar for deres egne handlinger, for mange af deres handlinger kunne have konsekvenser! Han rystede let opgivent på hovedet til hendes ord, hvor han så rundt, så han næsten kunne virke irriteret, skønt det dog ikke var tilfældet. ”Nemlig, sladder, historier, rygter..” mumlede han, inden han igen vendte blikket stilfærdigt mod hende. ”Det er ikke andet end plidderpladder som folk fylder dig med! Du kender ikke til følelsen at skulle bekæmpe noget som har stået dig nærmest!” Det var tydeligt at det var noget som måtte gå ham på, men det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at tale om med hende! Det var noget som var sket for mange år siden nu, noget som han måske ikke havde glemt, men det plagede ham heller ikke decideret. ”Jeg er ikke herre over dig.. du kan frit vælge om du vil gå eller blive.” Han vendte blikket stift mod hende.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt at det var dumt at kategorisere og sammenligne de normale engle fra ærkeenglene. Nok selvom de tildels var kommet fra det samme sted, så var der en kæmpe forskel, så meget havde hun da allerede fundet ud af. Hun betragtede ham roligt. En ærkeengel var hovmodig i hendes øjne ganske enkelt fordi at de ikke frygtet noget som helst. Hun havde kunne slå ham ihjel hvis hun havde været fanget nok i mørket til det og hun vidste det jo udmærket godt. Hun havde bare ikke kunne det, selvom det havde været tydeligt, at det også havde været noget som Lucifer havde ønsket af hende og noget så brændende, så kune hun bare ikke få sig selv til det. Hun havde elsket ham og det gjorde hun så endnu, selovm hun var sikker på, at det var elendig tidspunkt at skulle sige det på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I valgte t skænke os den frie vilje, Melchior,” påpegede hun stilfærdigt. Dette var jo også en vigtig del af det at være menneskelig og det var heller ikke fordi at hun ville rakke ned på dem. Tvært imod, så var det noget af det sidste som hun havde lyst til, for hun holdt jo af ham og hun havde respekten for ham og ikke mindst troen på ham og de andre i det høje og han vidste det vel udmærket godt? Hovedet søgte let på sned. ”Fornøjelse ligefrem?” spurgte hun. Hun frygtet ikke for ham, for han ville have gjort det for længe siden hvis han havde haft muligheden for det og det var jo noget som hun vidste! ”Du vil elske at sende mig direkte til helved?” Hun hævede let det ene bryn. Det var ikke noget som hun rigtigt kunne forstå. Ja, hun have måske knust hans hjerte som aldrig nogensinde før, men det var sådan cirka også det eneste som var sket. Hun vendte blikket let ned mod sine hænder som hun fumlede let med. Hun var ganske enkelt for rastløs til at sidde stille og specielt omkring ham, for det var akavet nok i forvejen. Hun trak vejret dybt, slog koldt vand i blodet og vendte blikket mod ham endnu en gang. Han fortjente det. Hun respekterede ham og hun beundrede ham for hans væsen. Det havde hun altid gjort. ”Troen på Gud og ærkeenglene har aldrig nogensinde forladt mig!” fastholdt hun. Hvordan kunne han da tro det om hende?! Ja, hun var måske flyvsk, men hun vidste at der var mere end det som de mange mennesker måske ville vedkendes. Der indgik hun jo trods alt også. Hun rejste sig igen og blev stående foran ham. Hun kunne ikke sidde stille! Det var næsten som at placere et lill barn med adhd i en lukket bås. Hun kunne bare ikke holde sig i ro. Træet som måtte dø ud for hendes øjne var noget som gjorde hende lettere bleg i ansigtet. Hun knyttede næverne let. Træerne var som hendes egne børn, da det var noget som hun måtte se på som frygtelig vigtigt! Hun trak vejret let dirrende. ”Der er ingen grund til at straffe de uskyldige..” Hendes ord var endt i en vrissen, som hun vendte sig mod ham. ”Var der nogen grund til at lade den gamle eg lide?” Hun pegede mod det. Det var noget som gjorde hende arrig. Skoven havde intet gjort ved ham! Hendes blik endte mere stiv til hans ord. Hun dumpet igen ned tættere på ham denne gang. ”Jeg har det ikke fra folket i landet, Melchior. Jeg har det fra dine brødre! Og der tager du ganske fejl! Jeg har så sandelig haft mine kampe! Både med mine handlinger, med dig og i den grad også med Lucifer!” Igen måtte hun tale over sig og hun vidste det! Hun sukkede og vendte blikket mod skoven i stedet for. Nu hvor hun pludselig følte for at stikke af.. Hun ønskede slet ikke at snakke om det som var sket dengang, ganske enkelt på grund af en ting; Hun var slet ikke stolt af det! Hun kunne på ingen måde vær stolt af noget lignende på den måde! ”Ønsker du at jeg skal gå, så sig det til mig. Du er måske ikke herre over mig, men skoven er alles sted,” påpegede hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun sendte ham et mildt smil, som var det absolut ingenting. Hun ønskede bare ikke at komme ind på det, selvom det faktisk måtte se ud til at det faktisk måtte plage dem begge to, selv i al den tid i efterkant som de havde været igennem.

[melchior]

Melchior strakte sine vinger ganske let. De havde et vingefang langt større end en normal engles, desuden så bar hans vinger et lysskær over sig, som normale engle ikke bar. Hans var også af fjer, utrolig silkebløde og med det lys som de bar i sig, så varmede de utrolig godt – også en af grundene til at han ikke bar trøje om vinteren. Han hadede generelt at gå med trøje, fordi der oftest ikke var plads til hans store vinger. Der var dog mange ting udseendemæssigt som gjorde at han og hans brødre skilte sig ud fra resten af de normale engle, skønt mange ikke kunne se forskellen på dem, selvom han hurtigt kunne overbevise folk om at han var langt mere mægtig end en lille engel, for han besad kræfter som ikke mange gjorde. Han vendte de safirblå øjne mod hende. ”Netop.. vi gav jer det og vi kan sagtens tage det fra jer igen!” svarede han stilfærdigt. Men gjorde han det uden sin faders tilladelse, så var det nok hans tur til at blive sendt til helvedet, for han vidste hvilken kærlighed hans fader havde for mennesket, den mand var fyldt med kærlighed, hvilket dog også gjorde ham naiv til tider, det var trods alt derfor han havde skabt ærkeenglene, som var langt mere krigeriske end ham selv, det var trods alt ham og hans brødre som gjorde Guds arbejde, han selv var dog langt mere krigerisk end hans brødre, netop fordi det var ham som havde kæmpet imod Lucifer. Han betragtede hende ganske let. Han havde næret ufattelig stærke følelser for hende, hun havde betydet alt for ham og hun havde valgt at snyde ham, som hun snød alle andre mænd, det var noget som endnu gjorde ondt at tænke på. ”.. Du må jo hilse Djævlen, når du kommer til dit retmæssige sted,” svarede han med stemmen lettere fyldt med sarkasme. Måske hårde ord, men sådan som hun rendte rundt og snød folk, så gjorde hun sig ikke langt bedre end Lucifer selv. Det var lige før hun faktisk havde fortjent en plads ved siden af Lucifer i helvedet! Han kunne tydeligt mærke på hende at hun blev rastløs af at sidde stille, skønt det et sted glædede ham at hun ikke var gået endnu, at hun faktisk forsøgte at sidde stille, selvom han også tydeligt kunne mærke på hende at det var en kamp i hendes indre. At hun ikke havde mistet troen på ham, hans brødre og hans far, var noget som dog måtte glæde ham, selvom hun jo faktisk også var en af de få, der havde set en ærkeengel – og hun var den eneste som havde ejet en ærkeengles hjerte. ”Så burde du vare din tunge, når du omtaler os!” svarede han lettere fast. Han vidste at skoven var noget som betød meget for Chryseis, ikke fordi hun boede her, men var en del af det. Derfor kunne han også tydeligt mærke den uro som det skabte i hendes indre, da han fik egetræet til at lide. Han stoppede dog i tide, så det ikke dødede helt ud, for en morder var han trods alt ikke. Hendes vrissen tog han sig ikke af, ligesom han heller ikke tog sig af den arrighed hun følte i det indre. Han vendte blikket neutralt mod hende. ”Jeg understreger blot min og de andre guders kræfter, at undervurdere os vil blive din død..” svarede han neutralt og tonløst. Han vendte blikket mod egen igen, hvor han strakte sin hånd, inden han lod lyset fra solen skinne velsigende ned på træet, som begyndte at blomstre op igen, hvor han stoppede, da knopperne begyndte at komme frem på træet. Han trak vejret lettere fredfyldt, inden han vendte blikket mod hende igen, da hun satte sig forholdsvist tæt på ham, hvilket i sig selv fik det til at sitre i hele hans krop. Han skulle lige til at protestere, da han bed mærke i at hun nævnte Lucifer. Hans blik blev næsten helt forarget og vredt. Han rejste sig, hvor han så ned på hende. Han var en ganske høj mand – højere end gennemsnittet. ”Lucifer?” spurgte han med en advarende undertone, hvor der ikke var nogen tvivl om at han krævede svar. Hvad havde hun haft med Lucifer at gøre? Hans safirblå øjne blev næsten lynende. Hun kunne blive hvis hun ville eller gå, hvis hun ikke gad ham, men som hun selv sagde, så var skoven et sted for alle og derfor valgte han selv at blive her, hun var trods alt ikke den eneste som bar gode minder herfra.

[Deleted]

Chryseis kunne ikke rigtigt gøre noget andet end at beundre Melchior som det væsen han var. Ikke bare fordi at han var hvad han var, men hun kendte til lidt mere af det personlige og til hans personlighed, eftersom de havde været så nærme som de havde været. Lige hvad det var at hun havde endt med at kyle til jorden og ødelægge, var hende faktisk ukendt og det var nok også det som måtte irritere hende mest når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg tvivler på at du ville gøre det uden din faders lov og tilladelse, Melchior. Jeg kender dig,” påpegede hun stilfærdigt. Hun frygtede slet ikke for det som han kunne ende med at finde på, for hun havde slet ikke nogen grund til det. Hvis han ville hende noget ondt, så havde han så sandelig også gjort noget ved hende allerede, og det var heller ikke fordi at det var noget som var sket endnu. Troen på ham, Gud og hans brødre var alt sammen noget som havde hvilet i hende fra hun havde set ham for første gang. Hun havde slet ikke været i tvivl om hvad han måtte være og så den engel som han var.. At hun havde været ham så tæt på, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, på nogen måde overhovedet! Hun sendte ham et næsten drillende smil. ”Du vil virkelig gerne se mig dernede, vil du ikke?” Hun slog armene over kors og uden at tage blikket fra ham, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til lige nu. Nu hvor de var inde på det, så vidste hun vel også godt, at det var fortjent at hun meldte sin ankomst dernede, selvom det slet ikke var noget som hun havde lyst til! Hun kunne ikke få sig selv til at gå, ikke nu hvor han endelig var der og hun var der samtidig. Hun kunne mærke det i det indre, når folk betrådte skoven, ganske enkelt fordi at det måtte være hendes domæne. Alle de andre gange have han jo valgt at forlade det før hun var kommet og det var noget som ganske enkelt havde frustreret hende noget så frygtelig voldsomt! Hun vendte blikket mod ham og med en mere fast og mere alvorlig mine end det som hun havde gjort brug af før. Som den gamle eg måtte vokse op igen, så kunne hun mærke lettelsen i hendes eget sind og det var også det som gjorde, at det var nemt for hende at falde mere til ro. Hun ønskede ikke at skoven skulle lide på grund af hende når det var hende som der havde gjort den fatale fejl fra dengang.”Det gør jeg skam..” Hun kastet let med hovedet også på ham endnu en gang med en mere fast mine. ”Det eneste jeg hører er hvad dine brødre siger. Jeg blander mig slet ikke i de himmelske affærer,” sagde hun kortfattet og med armene over kors og uden at blikket forlod ham det mindste. Hun sendte ham en mere fast mine, selvom det endte mere mildt med det samme. Hun kunne slet ikke finde ud af at være sur, pessimistisk eller negativ. Det lå slet ikke til hendes væsen! Hun sukkede stille. ”Hvis du er så lysten til at kaste mig i døden, så gør det.. Jeg tror Azrael vil blive tilfreds med endelig at få mulighede for at hente mig,” vrissede hun let. Hun var træt af, at det var sådan at det skulle køre lige nu, for det var slet ikke godt! Det gjorde ondt, det gjorde hende frystreret og det var faktisk noget som måtte gå hende skræmmende meget på! Da han rejste sig, gik det op for hende, at hun havde talt over sig. Hun lukkede munden omgående. Han var en høj mand, selvom det ikke rørte hende det mindste. Hun var bare lille, hvilket gjorde, at han virkede ekstra høj! Hun rejste sig næsten automatisk op overfor ham. ”… Ja, Lucifer..” sagde hun ganske stilfærdigt og med et sigende nik. Hun trak vejret dybt. Det var næsten som om.. det her gjorde hendde mere usikker end før? ”Det er en lang historie Melchior..” Hun rystede stille på hovedet, hvor hænderne blev lagt let mod hendes mave og så over hendes ryg hvor hun foldede dem, næsten så uskyldigt. Hun rystede på hovedet, så de mange lokker dansede omkring hendes skuldre, som hun igen vendte blikket mod ham. ”Som sagt, så har jeg også haft mit at slås med, også dengang. Han opsøgte mig.. kort efter at jeg lovede at kæmpe for Gud og for dig.. Han lovede mig guld og grønne skove, jeg var virkelig bare dum!” Hun vidste det jo godt, men prisen havde været der og den havde hun i den grad også været tvunget til at betale!

[melchior]

De safirblå øjne gled ganske blidt i, hvor Melchior blev siddende i skrædderstillingen, imens han lod hver fingerspids berøre den anden hånds fingerspidser, så han næsten lignede en der var i færd med noget magisk. Han sad dog og mediterede, mærkede hvordan freden havde spredt sig over Jorden, over vand og bjerge, hvordan alt var faldet på plads efter Lucifers tilfangetagelse i Helvedet, hvor han personligt havde spærret ham inde. ”Jeg ser ingen grund til at udrydde menneskeheden Chryseis, folk må lære af deres egne fejl, tage ansvar for de konsekvenser der kommer med deres handlinger,” svarede han med en fredfyldt og næsten så vis stemme. Han forholdt sig ganske roligt, hvor freden og trygheden igen spredte sig ud fra hans lyse og varme aura. Han var ikke ond, skønt han havde gjort en masse ting, som kunne betegnes som barbariske. Han sendte visse folk til helvedet, dem som havde truet menneskeheden, religionen og troen på hans fader. Men helvedet var dog ikke et kønt syn, det eneste der var der, var ondskab, rædsel, pinsler og død; alt i alt et forfærdeligt og tragisk sted. Men uden helvedet kunne himmeriget heller ikke være til. Desuden var helvedet godt bevogtet, det var umuligt at komme fri derfra, medmindre man havde kraft nok til det, hvilket ingen normal sjæl havde. Kun en gud ville kunne komme ud derfra. Skønt han havde øjnene lukkede, så kunne han tydeligt fornemme hendes drillende smil, han åbnede dog øjnene til hendes ord, hvor han så fast på hende. ”Ingen har fortjent en sådan trist skæbne.. du burde prise dig lykkelig at du ikke er død endnu Chryseis, for tro mig, hvis du ender i helvedet, vil du have elsket den sorg du har følt i din tid på Jorden,” svarede han stilfærdigt og dog alvorligt. Han mente det! Der var intet der var værre end Helvedet selv! De gange han har været på besøg det sted, havde det løbet ham koldt ned over ryggen, hvilket der normalt skulle meget til, men helvedet var bare et sted som havde denne skræmmende effekt på ham. ”Og det burde du heller ikke,” svarede han kortfattet, hvor han ellers blev siddende helt rolig. Det ville være dumt af hende at blande sig i de himmelske affærer, netop fordi hun intet havde at gøre med dem og derfor ville det også være bedst hvis hun varede sin tunge, for måske de havde stået hinanden nært for mange år siden, men det gav hende ikke grund til at dømme og betvivle guderne! Han vendte blikket næsten vantro mod hende ved hendes ord. ”Forstår du det ikke? Jeg ønsker dig ikke død Chryseis! Og jeg ønsker mindre at sende dig til helvedet..” Han lukkede øjnene igen, blot for ikke at skulle se på hende, for han følte sig noget så splittet når han var sammen med hende!
Det at hun havde nævnt Lucifer, var noget som Melchior ikke kunne andet end at bide sig mærke i, for.. hvad havde hun haft med Lucifer at gøre? Det var noget som fik det til at sitre i hele hans krop, næsten af.. vrede? ”Jeg har hele evigheden til at lytte!” svarede han krævende og fast. Han lagde armene strengt over kors, hvor han sendte hende et kortfattet blik. Han ønskede ikke svar, han krævede dem! Han var ikke typen der snagede i tingene, men hvis hun havde valgt Lucifer frem for ham, så faldt der brænde ned, for så havde hun stemplet sig selv som forræder mod gud og så havde hun bestemt fortjent den plads i helvedet! Han lyttede til hendes ord, hvor han næsten blev stiv og bleg i ansigtet som hun talte ud. ”Du lavede en pagt med ham.. gjorde du ikke?” Han mærkede tydeligt hvordan hans blod begyndte at koge, hvordan vreden begyndte at boble i hans krop, hvor han knyttede hænderne. Hans blik blev lettere fraværende, som om han befandt sig langt væk, han var dog fuldt tilstede og ventede egentlig blot på hendes bortforklaring.

[Deleted]

Chryseis var ved at være træt af denne pressede og akavede situation, for det var slet ikke noget som hun brød sig meget om, for det gjorde hende faktisk ubehagelig til mode, specielt fordi at hun havde de følelser for ham som hun havde og hun fortrød så sandelig også at hun havde gjort det som hun havde gjort ved ham, for det var slet ikke noget som hun havde det godt med på nogen måde overhovedet! ”Det er vel også det samme som guderne og ærkeenglene må?” Det var ord som i sig selv, bare røg direkte ud af hendes mund uden at hun egentlig tænkte over det. Hun var slet ikke vant til at skulle tage det så alvorligt hele tiden og hun var slet ikke vant til at skulle være så alvorlig hele tiden og hun brød sig faktisk slet ikke om det! Hovedet søgte let på sned. Hun havde ikke rigtigt fundet ud af hvad helved var for noget, hvad slags sted det var, men i hendes øjne, så var Gud faktisk også temmelig modstridende. Det skete jo til tider at præster tog ruten igennem skoven, læste nogle af de mange bibelvers op. Alle var hans børn, så hvorfor skulle han vende dem ryggen og sende dem i krydsilden i stedet for? Det var slet ikke fordi at hun stillede tvivl til Guden var der, for det var hun fuldkommen overbevist om at han var! ”Den sorg jeg har ople..” Hun himlede med øjnene. Den sorg som hun følte i sit hjerte, varh un selv skyld i og det var hun udmærket godt klar over, også på denne måde. Hun ville slet ikke blande sig, men nu havde hun altså ikke noget andet valg. ”Du ved ikke hvordan et liv i skoven er, Melchior. Du ved slet ikke hvordan det er at rende rundt her alene, når du har alle dine brødre og din fader deroppe..!” Igen pegede hun i retningen af himlen. Hun havde lært at leve med det, ofr det var heller ikke enebetydet at hun havde haft et valg. Kun en var kommet hende så nær at hun havde valgt at åbne sig, ellers havde hun været lukket som en østers ellers og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg ønsker ikke at blande mig.. Det vedkommer vel ikke mig..” Hun trak på skudrene.
Det var tydeligt at Melchior havde reageret på at hun havde nævnt Lucifer, selvom det nu ikke var noget som Chryseis var stolt af i eftertiden, så var det jo bare en effekt som hun måtte leve med til evig tid. Hun sukkede indvendig og blev ellers stående. Dette var ikke noget som hun var meget for at komme ind på, men en ting var tydeligt; Han kendte hende ikke mere. Det var ikke alene ham som havde forandret sig siden de havde stået overfor hinanden sidst, for det var virkelig skræmmende mange år siden sidst! ”Jeg var dum, Melchior..”Hun kunne vel ikke rigtigt løbe fra pagten som hun havde haft til ham dengang? Forseglet med et kys og en aftale som hun ikke havde formået at løbe fra. Hun havde ganske enkelt frygtet for sit liv, hvis Melchior eller nogen af de andre engle ville finde ud af det. Hun blinkede let med øjnene. Det ville måske gavne at tale ud og finde ud af det? Så måtte hun jo tage straffen hvis der faldt en. ”Jeg.. indgik en pagt med ham..” indrømmede hun dog efter en længere pause. Hun vendte blikket let ned mod jorden. Hun var bestemt ikke stolt af det og hun fortrød det virkelig af hele hendes bankende hjerte! Blikket vendte hun stille mod ham endnu en gang. Han så fraværende ud, selvom hun udmærket godt vidste, at han lyttede. ”Han var manipulerende og jeg er blot en simpel ånd fra skoven, Melchior.. Han snakket med en overbevisning uden lige! At.. At han ville være den rette at kæmpe for og..” Hun sukkede stille og rystede på hovedet af sig selv. Det kunne da ikke være så svært?! ”vi forseglede det med et kys. Han gjorde noget ved mig.. Jeg vidste aldrig hvad. Jeg fortryder det.. Jeg fortryder det af hele mit bankende hjerte!” Hun ønskede slet ikke en plads i helved, for hun havde hørt de ufattelig mange skrækhistorier, også selvom hun var nysgerrig på hvordan det faktisk måtte se ud, som hun også var nysgerrig på alt det som måtte ske oppe i det høje. De mosgrønne øjne faldt tilbage til hans skikkelse, hvor et blot svagt træk fandt vejen til hendes mundvige. ”Jeg havde ikke noget andet valg.. Al min forbindelse til ærkeenglene måtte cuttes. Det er mit livs hårdeste beslutning..” Hun tog et stille skridt mod ham. At lyve ville hun aldrig få sig selv til. Hun havde aldrig løjet for ham før!

[melchior]

Måske Melchior havde stået Chryseis nær, men hun havde snydt ham, snydt en ærkeengel, hun havde knust hans hjerte, og i den tid han havde været væk fra hende, havde han forandret sig. Han var ikke den selvsamme, naive og unge knægt som han havde været for de mange år tilbage, nu var han blevet langt mere ansvarsbevidst, hvilket hun nok skulle finde ud af. Hun virkede dog ikke selv til at have forandret sig specielt, hun var stadig den samme livsglade person, som drillede folk, snød dem og garanteret også knuste deres hjerter. Hans øjne blev lynende til hendes ord. ”Var din tunge Chryseis!” Hans stemme var ufattelig høj, så man næsten kunne sammenligne den med et tordenvejr, som om et lyn lige slog ned foran ham. Hun kendte ham måske som en kærlig mand, men hvis hun ikke snart tiede stille så tøvede han heller ikke med at skænke hende den syngende lussing, som hun var ved at købe sig til. Han var ikke meget for at skulle skade hende, men hvis hun talte ned til ham, hans brødre og Gud en gang til, så tøvede han bestemt ikke med det! Og så skulle hun nok få at se hvilken mand han var blevet til og ikke var længere. Når man bekrigede sin egen broder, tilmed sendte ham til en dimension, der var værre end alt andet, så mistede man mere eller mindre de menneskelige følelser, det gjorde en mere indelukket, specielt når man oven i købet fik sit hjerte knust. Han lagde armene fast over kors. ”Du har selv bedt om den ensomhed som du føler! Det er ikke noget som du skal lægge over på mine skuldre!” svarede han fast, hvor han ikke veg blikket fra hende, som de safirblå øjne hvilede hårdt på hende. Han havde været tæt på at opgive alt for hende, han havde været villig til at give det hele væk, for hendes skyld, og nu stod hun der og peb over at hun var alene? Det var noget som faktisk kunne gøre ham vred! ”Hvis nogen truer balancen så vedrører det alle! Men det havde jeg glemt.. du stikker af når faren truer. Du er ikke andet end en ensom kujon..” Hans hoved søgte let på sned, hvor hans øjne ikke forlod hendes skikkelse, som de nærmest havde låst sig fast på hende. Hun havde stukket af, stukket af for det løfte hun havde givet ham. I hans øjne var hun ikke andet end en kujon. Han lyttede til hendes ord, skønt han stod fraværende og stirrede åndsfraværende på hende. Han lignede næsten at han var ude af sin krop, skønt han var ved sit fulde fem. At hun havde lavet en pagt med Lucifer, tilmed forseglet det med et kys, var noget som fik det til at stikke i hans hjerte. Han bakkede et skridt væk fra hende, som hun tog et skridt hen mod ham. Han rystede let på hovedet, næsten med vantro. At hun havde valgt Lucifer frem for ham, var noget som alligevel måtte ramme ham hårdt. Nu kunne han så blot fryde sig over at han havde besejret Lucifer, skønt han følte at han alligevel havde tabt. ”Jeg har hørt nok,” endte han kortfattet, hvor han nærmest kom tilbage til Jorden igen. Han betragtede hende, skuffende, vantro over at hun havde valgt Lucifer, lyttet til ham, i stedet for at lytte på ham, ham som af alle stod Gud tættest, ham som stod harmonien og freden tættest! Han vendte om på hælene. ”Farvel Chryseis,” afsluttede han stilfærdigt, som han begyndte at gå væk fra hende. Han måtte tænke tingene igennem. Han vidste hvilken manipulator hans egen bror havde været, for manden havde været tæt på at overtale ham selv til at gå imod hans egen far, men han havde været stærk i troen på Gud, men det havde hun tilsyneladende ikke været, hendes tro på ham havde ikke engang været stærk. Han følte sig svigtet, som at finde hende i armene på en anden mand, den samme smerten om og om igen. Han knyttede hænderne ganske let, fortsatte væk fra hende, hun havde vel også sit arbejde at se til? Ligesom han også selv havde.

[Deleted]

Chryseis var udmærket godt klar over, at det var hendes egen skyld, at hun stod i det som hun gjorde i øjeblikket. Når det kom til det at være drillende, at lave sjov, så var hun den samme som hun altid havde været, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde stået ham nær og det var slet ikke fordi at hun havde ønsket at snyde ham, men det havde været nødvendigt at skubbe ham væk og så langt væk fra hende som det havde været hende menneskelig muligt. Hun havde været falden.. falden som aldrig nogensinde før dengang for mange år siden, men hvad var der som hun kunne gøre ved det? Den høje stemme, fik hende omgående til at vende blikket mod ham, hvor hun gjorde et let spjæt da et lyn slog ned mellem dem, eftersom det slog ned lige foran ham. ”Hey! Pas dog på med det der!” endte hun med en stilfærdig stemme. Hun sendte ham et let advarende blik og uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun slog armene let over kors. Han var irriteret på hende og det var noget som hun ellers noget så tydeligt kunne mærke og fornemme. ”Har du hørt mig klage over det, Melchior? Jeg er selv skyld i mit ensomme liv og jeg har aldrig nogensinde klaget over det,” sagde hun ganske så kortfattet og uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen måde. Hun frygtet ikke for ham og nu hvor han kun havde gjort det klart for hende, at han ikke ønskede at slå hende ihjel eller gøre hende noget ondt, så var det jo bare det som gjorde, at hun automatisk måtte falde mere og mere til ro igen, og det var noget som i den grad også gjorde godt for hendes egen del. Hun trak vejret dybt og prøvede at slå koldt vand i blodet. Han var alvorlig og han var seriøs, så meget kunne hun da udmærket godt fornemme på ham, hvilket i den grad også var det som gjorde at hun var nødt til at tage sig selv bare lidt i nakken, for at undgå at gøre ham vred eller noget lignende, for det var slet ikke hendes hensigt.
Melchior var vred, det var noget som hun nok så tydeligt kunne fornemme på ham, selvom det nu heller ikke var noget som måtte komme bag på hende på nogen måde overhovedet. De mosgrønne øjne hvilede på ham, hvor hun svagt måtte bide sig i læben. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at blive uvenner med en ærkeengel, for det ville hun da slet ikke have det godt med og specielt ikke med den betydning for hende som han jo faktisk måtte have! At han havde fået nok, var noget som hun tydeligt kunne se, selvom det ikke var noget som faldt hende meget i god jord. Hun bed sig svagt i læben og så til som han bare vendte ryggen til hende. Det var nok noget af det værste som han kunne gøre overfor hende! Det skuffende blik var nok det som gjorde mest ved hende, hvilket faktisk gjorde hende.. panikslagent et sted? Hendes hjerte begyndte fast at slå mod hendes bryst. Hun rystede fast på hovedet og gik mod ham. Lucifer havde været ekstremt manipulerende og hjernevasket hende! Hun gik hen til ham, hvor hendes små næver måtte lukke sig omkring hans stærke overarm. ”Hvis du har ventet så lang tid på at skulle konfrontere mig med det, så kan du da ikke bare gå! Så lad mig i det mindste forklare bare lidt!” Hendes stemme var næsten bedende, for dette ville hun slet ikke være med til! ”Hvis du vidste hvad han gjorde ved mig.. Hvad han udsatte mig for..” Hun knugede let omkring hans arm, inden hun stillede sig foran ham i stedet for, som et tydeligt tegn til at han skulle stoppe. ”Jeg kunne ikke være i krigen og tro mig.. Jeg havde virkelig lyst! Jeg ville hjælpe dig.. Det ville jeg virkelig!” Hendes blik faldt stift til hans. Nu var det drillende faldet fra og erstattet af alvor, meget kunne hun tackle, men at folk bare vendte hende ryggen bare sådan uden videre, det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre og det måtte hun jo så vise ham! ”Jeg har aldrig ment at være din far og dig illoyal, Melchior. Troen og tilliden har jeg altid haft til Jer,” tilføjede hun stilfærdigt.

[melchior]

Melchior var virkelig ligeglad med hvad hun foretog sig! Men noget han dog ikke ville finde sig i, var det at hun så ned på ham og de som rent faktisk stod over hende selv. Han kunne dræbe hende på stedet, hvis det var det som han ville! Lynet der slog ned foran ham, var egentlig ikke hans mening. De fleste guder kunne styre vejret der var omkring én, det var et sted også med til at vise deres indre følelser, så når lynet slog ned, var det enten et tegn på vrede, frustration eller kaos. Et sted var det lidt al la dem alle tre han følte, især når det kom til hende. Når han talte til menneskene var han venlig og varm, med en enorm tro, som smittede af på folket, når han var sammen med de andre guder og hans brødre, var han denne noble og ædle mand, der levede op til sit ry, hvilket i sig selv godt kunne være hårdt, når selve krigen havde påvirket ham utrolig meget. Når han var sammen med en fjende, en modstander, der truede balancen og ligevægten, så tøvede han ikke med at være skånselsløs og nådesløs, for måske han var af de gode, men selv han havde ikke tålmodighed til alt, det var ham som skulle gøre hans faders arbejde, det var kun få der havde set selve Gud, han var én af de få, og det var utrolig svært at få folk til at tro på noget som de ikke havde set! Han var en mand med mange opgaver, hvilket hurtigt kunne gøre ham anspændt, han havde meget at tænke på, netop fordi han gjorde det meste af hans faders opgave! Desuden var det befriende at komme lidt væk fra det høje, for at kunne finde sin indre ro frem igen, men når han så var sammen med Chryseis.. så var det som om alt kaos ramlede ind over ham igen. Alt det som han havde haft med hende, alt det som var sket imellem dem.. det påvirkede ham mere end noget andet! Og kun af den simple grund at hun var kvinden som var løbet af sted med hans hjerte! Han trak vejret dybt, næsten blot for at køle sig selv mere ned. Det tordnede ikke, men skyerne havde trukket sig ind over dem, hvor de hurtigt kunne få den mørkegrå farve, hvilket blot var et tegn på at han ikke var glad, og dog heller ikke vred. ”Du klagede lige over det!” fastholdt han med en lettere irritabel tone, hvor han så væk fra hende. ”Du tror måske du kan nævne mine brødre, min familie, for at jeg skal have.. ondt af dig?” spurgte han videre, hvor han vendte blikket fast mod hende. Han rystede lettere opgivent på hovedet af hende. Han kunne sagtens give folk en chance til, han kunne sagtens vise dem nåde, men hvorfor var han så, så anderledes når det kom til hende? Han havde altid været mere i kontakt med sine menneskelige følelser, når han var sammen med hende, så det var vel derfor han faktisk formåede at blive irritabel og vred, skønt der normalt skulle ufattelig meget til?
Melchior vidste godt at man ikke ligefrem kunne kalde dette for en konfrontation, når han bare valgte at vende om og efterlade hende, men.. han var træt. Han var træt af det hele, og han gad virkelig ikke til at genopleve de følelser som hun havde sat i ham. Han havde virkelig elsket hende, og der skulle normalt meget til før en ærkeengel kunne sige de ord om en enkel person, nære disse stærke følelser og så var han tilmed den øverste af dem alle? Han var den som var mest hård af dem alle fire! Men Chryseis? Hun havde virkelig slået sine kløer dybt ned i ham dengang at det den dag i dag havde efterladt ar. Ar der mindede ham om hvilken smerte og rædsel hun havde ført ham igennem. Hendes hænder omkring hans overarm, fik ham ganske roligt til at stoppe op, skønt han endnu stod med ryggen til hende. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Han så først på hende, da hun valgte at stille sig foran hende, hvor hans blik var noget stilfærdigt og kortfattet. ”Du har ret.. jeg ved ikke hvad han udsatte dig for, og du skjuler tilsyneladende noget for mig.. og har du tænkt dig at fortælle mig det? Eller vil du fylde mig med flere løgne? Løbe om hjørnerne med mig? Snyde mig som sidst?” spurgte han stilfærdigt, hvor der var en vred undertone. ”Jeg er ligeglad om du kom under krigen eller ej, jeg er faktisk glad for at du blev væk!” Han vendte blikket væk fra hende. Han smilede et sarkastisk smil for sig selv. ”.. Så havde jeg én mindre at bekymre mig om,” tilføjede han i en rolig hvisken. Hun havde været i sikkerhed under hele forløbet, hvilket var det som havde betydet mest for ham. Han havde ikke tilgivet sig selv, hvis hun var kommet til skade under den krig!

[Deleted]

Chryseis var slet ikke ude på at skulle skændes eller diskutere med ham, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af. Det var heller ikke fordi at hun ville have en ærkeengels vrede at mærke, for hun vidste, at det meget hurtigt ville ende med at gå noget så frygtelig galt og det var slet ikke noget som hun ønskede. Hendes ensomhed havde hun været vant til hele livet og det var forbandet langt efterhånden! Når hun kunne tage sig selv i at falde i staver, filosofere over den gamle fortid som hun kunne lægge bag sig nu, så fortrød hun til tider at hun ikke bare havde ladet Azrael hente hende. Det havde sparet hende såvel som Melchior for så skræmmende meget! Igen så var det jo de mange menneskelige følelser som måtte slå ind ved hende, for det var det som hun levde med hver eneste dag og hun måtte virkelig, virkelig hade det til tider! ”Jeg klagede ikke. Jeg påpegede blot at mit liv ikke er med anden sorg end den som jeg selv er skyld i! Jeg render rundt her hver evig eneste dag og tro mig, Melchior. Jeg har intet imod det!” fastholdt hun stilfærdigt. Hun var slået over i det mere alvorlige, for det andet ville slet ikke hjælpe hende på nogen måde. Måske at hendes daværende kald for hjælp havde slået fejl.. Havde han overhovedet set den mave som hun havde haft? Den bule som havde været der, eller havde han været så blind, at han kun havde set hende sidde ind mod den mands favn? Mænd var da noget af det mest snævresynet som man overhovedet kunne falde over! ”Hvorfor have ondt af mig, når det her er det liv som jeg selv valgte for mange år siden! Jeg nægtet at lade Azrael hente mig og tro mig, jeg fortryder til tider at jeg ikke lod ham gøre det!” Hun ønskede ikke at skændes eller diskutere med ham, men nu bad han virkelig om det! Hun hørte ofte hans brødre snakke når de var her nærheden, men igen, så var det intet som hun blandede sig i. Hun havde ingen menneskelig ret og hun ønskede det heller ikke!
Chryseis vendte blikket stift op mod ham, som han kun ville nænne hende et blik nu hvor de igen stod front mod front. Han var langt større end hende, så han kunne skubbe hende til side med lethed hvis det var det som han ville. Lucifer havde udsat hende for så meget og det havde været hendes fatale fejl at sluge det hele rådt! ”Snyde dig?” gentog hun næsten overrasket. ”Jeg har da aldrig snydt dig! Melchior.. Hvad pokker får dig til at tænke sådan om mig?!” endte hun næsten chokkeret. Hvor pokker var den mening kommet fra? ”Er det derfor du har undgået mig?” Hun valgte at trække sig et stille skridt væk fra ham, også selvom hun blev foran ham, selvom det var mindre afstand til ham. ”Han løb om hjørner med mig, Melchior. Han gjorde mig for pokker da gravid!” endte hun mere frustreret end nogensinde før. Armene slog hun næsten omkring sin mave med det samme. Det var slet ikke fordi at hun var stolt af det. Han havde fået hende fodret med en sjæl under den hede leg i lagnerne uden at hun havde lagt mærke til det. Han havde manipuleret hende, ladet hende tro at det var så ægte, selvom det havde slået så kraftgit fejl. Hun havde båret Lucifers ufødte barn og hun havde skilt sig af med det; Fosterdrab og hun vidste, at det var yderst strafbart, så.. nu måtte un vel bare tage det som det måtte komme eller ikke? De mosgrønne øjne faldt mod ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle tolke det sidste, om det var godt eller skidt. Hun blinkede med øjnene. Hun havde været i kirken, hun havde faktisk bedt for tilgivelsen, for troen på ærkeenglene havde i den grad været der. Det så bare ikke ud som om at hends bønner var blevet hørt. ”Jeg lovede at stå der, Melchior. Jeg sværgede dig min loyalitet og min tro længe før jeg skænket ham min kødelige lyst..” Hendes ord var dæmpet. Hun fortrød det virkelig noget så bitterligt og nu hvor han vidste besked.. Så var det jo faktisk op til ham, hvad han ville gøre med hende eller ikke. Hun vendte sig væk fra ham. Han ville ikke se på hende? Så skulle hun da nok lade ham være.

[melchior]

Melchior fandt det virkelig ikke nødvendigt at skulle skændes og diskutere med hende, for det var noget som han virkelig ikke gad! Han kunne have taget det skænderi med hende for så mange år tilbage, men det havde han ikke gjort. Han var ikke kommet for at skændes med hende, for at rive op i de gamle sår, nej han var kommet for at finde fred, for at få styr på den indre ro, for når det kom til hende, så var han et stort kaos indeni og han var træt af det! Det var blandt andet derfor han havde ladet hende se ham denne gang, ladet hende fange ham, for han kunne have forsvundet så hurtigt som muligt, hvis det var nødvendigt. Han kunne gøre ligesom hende og bare stikke af, men det var ikke noget som han fik det mindste ud af, for han kunne måske flygte fra hende i al evighed, men han kunne ikke flygte fra fortiden og hans følelser derfra, de ville altid indhente ham, så det bedste var virkelig at konfrontere hende med det, få det afsluttet en gang for alle. ”Udmærket, men mærk dig mine ord Chryseis. Du vil elske den sorg du lever i nu, i forhold til den sorg du føler i helvedet!” Han var dødsens alvorlig! Hun af alle burde vide at han ikke løj, for han var bundet til ærligheden, han kunne naturligvis fordreje ordene, undvige spørgsmål, men han kunne ikke lyve, desuden var det heller ikke ligefrem fordi han pakkede det ind for hende. Han vidste at hun var nysgerrig, at hun kunne drives til en masse, men han mente det skam! Helvedet var ikke et kønt syn og dem som ville se det, ville blive mærket for evigt! ”Der er intet smukt ved døden.. det smukke er her på Jorden, livet, harmonien, idyllen.. du skal ikke regne med at du ser det i Dødsriget,” svarede han med et overbærende og næsten mildt smil. Her var hun bundet af de smukke følelser som menneskerne kunne føle, i Dødsriget var hun blot en tom og livløs sjæl.
De safirblå øjne faldt ganske let til hendes skikkelse, nu hvor hun var trådt ind foran ham. Melchior havde ærligtalt ikke vidst hvad han skulle tro, dengang han havde fundet hende med en anden mand i sin favn, han havde virkelig følt sig udnyttet, følt sig snydt. ”Du har aldrig snydt mig?!” gentog han med vantro og forarg. Hvad pokker havde hun regnet med?! ”Åh nej.. du snød mig jo ikke, for du legede ikke rundt med mine følelser, jeg blev ærligtalt ramt af Darlenes pile, ramt af et væsen som jeg selv havde skabt. Jeg blev forelsket i dig Chryseis, er det hvad du vil vide?” spurgte han stilfærdigt, hvor der var sarkasme over hans ord. ”.. åh vent! Jeg fandt dig jo trods alt med en anden mand.. Jeg så dig dele kys, kærtegn og ord med ham, og hvad var det? Et venligt farvel til mig?” spurgte han spydigt. Han havde simpelthen fået nok af hendes små drillerier! ”Hvis du ikke kalder det at snyde mig, så ved jeg ikke hvad man kalder det!” hvislede han i en mindre vred tone, hvor hans blik hvilede fast og hårdt på hende. Han havde elsket hende! Han havde været tæt på at opgive alt for hendes skyld! Og hvad gør han så? Finder hende i armene på en anden mand! Hun knuste hans hjerte ved at gøre det! Han så ærligtalt ingen grund til at give hende en chance til! Han blev lettere stiv i ansigtet ved hendes ord. Havde hun været sammen med Lucifer? Han knyttede hænderne, hvor en skygge nærmest måtte lægge sig over hans ansigt. Hans krop dirrede ganske let, denne gang af ren vrede. Han greb hende om halsen og tvang hende op ad det nærmeste træ, hvor han løftede hende op, så hun ikke berørte jorden. ”Bar du Lucifers djævelske yngel?!” spurgte han vredt, hvor hans safirblå øjne endnu engang lynede. Skyerne omkring dem havde trukket sig sammen, hvor det begyndte at regne en mindre storm. Det tordnede ganske let, som han strammede grebet omkring hendes hals. At hun havde valgt Lucifer frem for ham, var noget som virkelig måtte ramme ham hårdt. Det stak i hans hjerte, som tilmed måtte slå hårdere mod hans bryst af ren fortvivlelse. Han slap hende ganske let, hvor han vendte hende ryggen og næsten rastløs begyndte at vandre rundt i cirkler. Brummede og mumlede på latinsk, imens tankerne kværnede igennem hans hoved. Hun havde været Lucifer tæt?

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Chryseis ønskede at skulle skændes med ham. Han havde undgået hende så længe, konflikten måtte jo stadig ligge der og den var langt fra løst på nogen måde, så det var vel også det osm samtidig måtte gøre det hele for hendes del? Hun havde søgt ham så meget som muligt, selvom hun altid havde været for langsom og set til at han var smuttet fra hende lige i sidste øjeblik. Det var faktisk noget som have formået virkelig at frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nu stod han der og hun var sikker på, at han havde valgt at blive stående fuldt ud bevidst. Hun kneb øjnene let mistroisk sammen, også selvom hun udmærket godt vidst, at han var den type som slet ikke kunne lyve. Han kunne måske fordreje sandheden og ordene, men ikke lyve, så meget vidste hun. De mosgrønne øjne hvilede på hans skikkkelse, hvor hun blot trak på skuldrene. Hun ville ikke tage sorgerne på forskud. Nej, hun ville leve md det som det nu var hende muligt, tage det hele et skridt af gangen. ”Det lyder som du allerede har idømt mig til at ende der,” bemærkede hun stilfærdigt. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det ikke. Hovedet lod hun søge let og stille på sned uden at se væk fra ham. Hun ville hellere tage tyren ved hornene og så finde ud af det her, selvom det var ved at gå op for hende, at dette bestemt ikke gik i hendes retning. Han var irriteret og det var alvorligt nok i sig selv.
Det var jo slet ikke fordi at Chryseis ville gå ham på nerverne ved sin blotte tilstedeværelse. Hun ønskede bare at finde ud af hvorfor han havde reageret som han havde gjort, for det var jo heller ikke fordi at han nogensinde havde fortalt hende om hans inderste følelser, hvordan han egentlig havde haft det sammen med hende, selvom hun havde sine anelser. Hans måde at reagere på, havde virkelig sagt hende ekstremt meget. Hun stirrede næsten på ham med et tomt blik ved hans ord. Hvorfor pokker havde han ikke nævnt det for hende før?! Hendes hjerte startet med at hamre mod hendes bryst. ”H.. hvorfor har du aldrig sagt det til mig?” spurgte hun tydeligt overrasket. Havde hun virkelig ståt fysisk set med hans hjerte i sine næver? Havde hun virkelig stået med Melchiors hjerte i sine hænder?! Mere nåede hun ikke rigtigt at få indført, før han greb hende omkring halsen. Det fik det kraftigt til at stivne i hende, da hun blev løftet op fra jorden og trykket mod det nærmeste træ, uden at hun kunne nå jorden under sig. Hendes små næver greb omkring hans håndled i et næsten forsøg på at finde muligheden for luft, selvom det bare ikke ville som hun ville. Hun åbnede munden, selvom det kun resulterede i små gisp, som han klemte mere til. Denne gang måtte un faktisk sige sig, at være bange for ham. Det var hun virkelig! Hun havde båret Lucifers ufødte barn, selvom det aldrig nogensinde havde fået lov til at se dagens lys. Det havde hun personligt sørget for, for så mange år siden. Hun faldt direkte i jorden, som han bare slap hende, hvor hun omgående tog sig til halsen i en mindre hosten. Det gjorde faktisk ondt! Stormen var nu ikke noget som hun rigtigt bed sig mærke i, selvom det blæste mere, det tordnede og det var.. utrolig ubehageligt at være her! De mosgrønne øjne vendte hun stille mod ham. Det latinske sprog havde hun som sådan aldrig lært, selvom hun fik med sig ord ind imellem ”J-jeg har aldrig valgt ham, Melchior. Jeg.. jeg lod aldrig barnet komme levende til verden..” Hun kæmpet sig let op af træet, for at komme op at stå, selvom hun stod lettere vaklende på benene. Ville han idømme hende til helved, så måtte hun gøre det. Det var vel straffen for hendes handlinger? Hun vendte sig mod ham. Hun havde fortrudt hendes handling! Hun havde endda været i kirken flere gange – Hun havde forladt skoven for at finde vejen til kirken! Bare for at bede om tilgivelse. ”Jeg mente det aldrig..” Hun betragtede ham stille. Denne gang gik hun dog ikke tæt på. Hun havde fundet ud af, at det ville være en meget dum idé.

[melchior]

Hvis Chryseis var nysgerrig på hvordan det så ud i helvedet, kunne Melchior fint beskrive det for hende! Og han var sikker på at hun ville hade det, så snart hun havde været der i bare en enkel dag! Man blev pint, man mødte rædsel og frygt, der var ingen glæde og intet håb, man blev kun overvældet med smerte. Hans safirblå øjne faldt til hendes mistroiske, hun kunne ligeså godt tage alvoren i hans ord, for han kunne ikke lyve, hvilket hun burde videre bedre end nogen anden, for hun havde trods alt været den person han havde været tættest på! Hun var den eneste på Jorden som han nogensinde havde åbnet op for! Lukket ind i sit hjerte, selvom hun havde dolket ham i ryggen, knust hans hjerte blot for at lade det ligge! Han rystede lettere på hovedet med vantro til hendes ord. ”Jeg ønsker ingen den skæbne Chryseis! Det er et forfærdeligt sted..” svarede han stilfærdigt, hvor hans blik hvilede roligt på hende. Hvis han nogensinde kom til at skulle føre hende til helvedet, så ville det virkelig blive mod hans egen vilje! Det var virkelig det sidste han ønskede for hende! Måske hun havde knust hans hjerte, men det var heller ikke ligefrem fordi han bar nag, og hun var virkelig den sidste han havde lyst til at føre til det sted! Han holdt trods alt stadig af hende. Hun havde stadig en betydning for ham, selvom.. det havde alle på Jorden mere eller mindre. Han var hans far og hans fars værker loyal, desuden blev han selv stærkere af troen fra folket på Jorden, og han havde selv fået en forkærlighed for dem. Han vendte blikket mod hendes bryst, da han kunne høre, fornemme og se hendes hjerte slå hurtigere imod hendes bryst. Hans safirblå øjne så tilbage i hendes mosgrønne ved hendes ord. Han rystede ganske let opgivent på hovedet af hende. ”Det sagde vel sig selv Chryseis? Ingen gud har nogensinde givet sig hen til en person på Jorden.. jeg gik ud fra mine handlinger beviste hvad jeg følte for dig.” Han lagde armene over kors, hvor han sendte hende et fast og dog retfærdigt blik. Han havde været blind af kærlighed til hende, hvilket også havde knust ham, da hun havde snydt ham ved at være sammen med en anden mand. At se hende, den kvinde som han ville have opgivet alt for, sidde i en anden mands favn, det var noget som havde ramt ham hårdt. Hans hjerte var faldet som en sten til jorden, da han havde set hende med den mand, som han mest af alt havde haft lyst til at kaste i helvedet! Men han var ikke ond og han misbrugte ikke sine evner bare fordi han blev vred! Noget der dog kunne gøre ham vred, var at tænke på at hun havde været Lucifer tæt! At hun tilmed havde båret det bæsts barn! Han fortsatte med at cirkulere rundt, hvor han gned sin hage tænkende, imens tankerne fór igennem hans hoved, hvor han ikke kunne få sig selv til at falde til ro. Det var virkelig det værste hun kunne have gjort imod ham! Han vendte blikket vredt mod hende. ”Du valgte ham ved at lade ham komme tæt på dig!” hvæssede han, hvor hans øjne glødede og lynede, så de næsten slog gnistre. Han knyttede hænderne ganske let, så hans knoer blev helt hvide. Han havde virkelig lyst til at.. ødelægge noget! Det var næsten som om at genopleve de samme følelser som sidste gang, hvor han havde fundet hende med en anden mand, selvom det var ti gange værre denne gang! Hvordan kunne hun have været Lucifer tæt? Og så tilmed uden at han havde opdaget det? Han havde virkelig været dum! Blændet af kærlighed, naiv, hvor havde han været tåbelig!

[Deleted]

Chryseis havde altid været frygtelig nysgerrig på den verden som fandtes udenfor hendes skov. Grænsen gik ganske enkelt hvor skoven måtte stoppe og det var frygtelig sjældent at hun forlod dette sted. Hun havde vel heller ikke nogen grund til det? Skoven var hendes trygge base, det var der at hun kunne finde trygheden, det var der hun kunne skjule sig og det var der hvor hun kunne lege med folk. Det havde bare aldrig været hendes hensigt at skulle lege med ham og specielt ikke med hans følelser! Det stod hun dog fuldkommen fast på at hun aldrig nogensinde havde gjort! Ja, hun havde måske problemer med at tage tingene seriøst, men det var så også det eneste som virkelig kunne defineres som et problem. Hun ville langt hellere have det sjovt, more sig frem for at skulle slås med alt det andet, for det ville hun da slet ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hun betragtede ham med et ganske kortfattet blik. Sjovt nok som hun kunne smide den sjove maske fra sig lige nu, men det var også gået op for hende, at dette virkelig, virkelig var alvorligt. ”Det lyder stadig som du har valgt at dømme mig til at skulle ende der, Melchior,” fastholdt hun dog med en mindre stædig stemme. Bare tanken om at hun havde stået med hans hjerte i sine næver, var slet ikke noget som hun kunne forstå. Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende overhovedet. Hun var bare en drillende ånd som gjorde hvad der passet hende, havde hygget sig sammen med ham også selvom det havde udviklet sig til mere, så havde hun ærlig talt heller ikke regnet med at det var det samme gengældt fra hans side af, men det var nu sådan at det havde vist sig at blive til og hun var virkelig ked af, at hun ikke havde set det noget før. ”Det.. det vidste jeg da ikke, jeg.. Undskyld.” Næsten grebet af en form af panik et sted. ”Du kunne vel have fortalt mig det?” tilføjede hun stille. At han var vred, så meget havde hun da fundet ud af allerede, hvilket hun faktisk var ked af, for hun havde slet ikke tænkt i de baner. Det lå slet ikke til hendes væsen at tænke sådan over det! Han var vred og det var noget som hun udelukkende kunne konstatere udelukkende fordi at han virkede noget så vred som intet andet overhovedet. Hun havde aldrig oplevet ham vred før og hun havde kendt ham igennem så skræmmende mange år nu. Hun tog sig stille til halsen og bed sig let i læben. Hun havde aldrig nogensinde ment det på den måde! Næsten som tårer måtte melde sig i hendes øjne.. Det var første gang at hun var grebet af denne følelse; Fortvivlelse. Og det var bestemt ikke nogen behagelig tanke overhovedet! ”Hjernevask, Melchior! Jeg så det først bagefter!” Denne gang var det hendes tur til at hæve stemmen. Hun var godt klar over, at intet som hun kunne gøre og intet som hun kunne sige, ville være godt nok, men hun havde virkelig fortrudt og det havde været som aldrig nogensinde før. Hun trak vejret dybt som hun satte sig op af træet og næsten trak benene op til sig. Tanken om at han havde.. tvunget hende op fra halsen af, var noget som gjorde ondt. Hun havde aldrig set ham så vred før. ”Den anden mand var et råb for hjælp.. Jeg.. jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. Barnet så aldrig dagens lys.. Jeg gjorde det slut.. Længe inden det blev født,” tilføjede hun dæmpet. Sandt var det faktisk. Hun havde nægtet at bære det barn udelukkende fordi at det ikke.. det var jo ikke Melchiors. Det var ikke skabt i den følelse som hun var tilhænger af, at det skulle være og det var så sandelig også det som havde gjort det hele for hendes eget vedkommende. Hun så til som han bare gik rundt i cirkler, hvilket faktisk måtte stresse hende. Hun knyttede hænderne let. ”Hold så op med det der!” endte hun med en mere skinger stemme end før. Tvivl var at spore, ikke mindst det ubehag som han virkelig havde formået at plante i hende på denne frygtelige måde. Denne gang blev hun siddende. Hun var slet ikke fristet til at flytte sig.

[melchior]

De safirblå øjne faldt stilfærdigt til hendes skikkelse, hvor Melchior sendte hende et yderst alvorligt blik. Det sidste han ønskede var at sende hende til helvedet! Men det gjorde det blot tydeligt for ham at det var lang tid siden at de sidst havde været sammen, utrolig længe siden! De havde begge forandret sig, så meget vidste han da, så det var måske for sent at konfrontere hende? Det var måske for sent at gøre det hele godt igen? Han kunne vel ligeså godt afslutte det hele med det samme? Der var ingen grund til at trække det ud i langdrag, han kunne alligevel mærke på hende at hun var fortvivlet indeni og han gad ikke putte hende igennem mere smerte og lidelse, så han kunne vel ligeså godt bare få det overstået? Han så fast på hende til hendes ord. ”Jeg mener det Chryseis. Jeg ønsker dig ikke i helvedet..” endte han alvorligt, så man faktisk ikke kunne være i tvivl om at han mente det, for det gjorde han! Hun var nok den eneste der kunne få ham til at reagere på denne måde, gøre ham vred, få ham op at køre, hvilket der normalt skulle meget til, men han.. holdt jo af hende. Han ønskede hende det bedste, han ønskede ikke at sende hende igennem Helvedet! Hun var den sidste han ville gøre det med! Skulle han være ærlig, så håbede han på at hun ikke blev dræbt, at hun ikke døde, at hun forholdt sig i live og undgik Azrael, for han ville nødig være den mand som skulle føre hende til helvedet, hvis det var den plads hans fader valgte at give hende, især efter det med Lucifer. Han mærkede panikken sprede sig i hendes indre, hvilket egentlig ikke var meningen, som det heller ikke var meningen at gribe hende om halsen, men.. hun gjorde ham bare så vred! Det var kun hende det var en barneleg for! Normalt skulle der ufattelig meget til, før han overhovedet ville tænke negativt, men Chryseis? Hun fik det virkelig til at ligne en leg! ”Fortalt dig det?!” gentog han med vantro. ”Det at jeg stod dig nær, det at jeg lukkede dig ind i mit hjerte, var måske ikke svar nok?!” spurgte han mere eller mindre forarget. Han havde måske aldrig nogensinde skænkede hende de store ord, for det havde han ikke nået, før hun havde lagt i armene på en anden mand, men han havde holdt hende tæt, han havde delt kys med hende, han havde beskrevet hende med naturen og alt det smukke på Jorden, men det havde tilsyneladende ikke været nok? Hvor blind havde hun været? Og vigtigere, hvad havde hun været blind af? Af at snyde ham? Han rystede opgivende på hovedet af hende. Han havde virkelig elsket hende! Han tog sig ikke af at hun hævede stemmen, for han cirkulerede rundt med sine egne tanker i hovedet. Han stoppede først med det, da hun bad ham om det, hvor han blinkede let med øjnene for at genvinde fatningen. Han vendte fronten mod hende, hvor han så stilfærdigt på hende. Hans blik faldt på hendes hals, hvor der var et mærke af hans hånd, hvilket fik ham til at trække vejret lettere dirrende. Han kom hurtigt hen til hende, hvor han knælede foran hende. ”Hvorfor fortalte du mig ikke noget? Hvorfor kom du ikke til mig?” spurgte han med sorg i blikket. Han løftede hånden, hvor han lod sin pegefinger stryge kort over hendes hals, så mærket og smerten forsvandt. Han vendte de safirblå øjne mod hende. ”Jeg ville have kæmpet din sag Chryseis! Jeg ville have forsvaret dig, hvis du bare havde fortalt mig det!” svarede han sandfærdigt, hvor han rynkede brynene i en bedrøvet mine. Han havde virkelig gjort alt for hende dengang! Nu var det jo så bare for sent. Han lod fingeren stryge hende ganske blidt og forsigtigt over kinden, for han havde godt set hendes frygt, han kunne føle den. Hans kærtegn var nænsomt og hensynsfuldt.