I will never be afraid again..

[Deleted]

Det var ved at være midt på høje dag, selvom solen ikke rigtigt varmede. Vinteren hvilede stadig over den store skov, selvom det ikke rigtigt var noget som Chryseis måtte tage sig af. Det var blot endnu en vinter for hende og efterhånden så havde hun slet ikke tal på hvor mange hun havde oplevet, for det var virkelig mange. Træerne stod nøgne overalt omkring hende, også selvom fuglesang var ved at melde sig i træerne, hvilket kun måtte få hende til at smile. Som enhver anden vinter, så var disse tider mørke og triste, for ikke at glemme, så var de skræmmende ensomme for hende, for hun skulle slås med det alene og det havde hun gjort siden.. ja, siden start? De små stofsko lavet af skind af et forfaldent rådyr som hun havde fundet døende i skoven i løbet af vinteren, var noget som hun bar, selv med den største respekt. Dyret havde været skudt ned, selvom de forbistrede jægere ikke havde været i stand til at finde dyret igen derefter. Det stakkels væsen. Det gjorde ondt dybt i hendes hjerte at se dyrene på denne måde, lide for menneskets hånd! Vinden blæste ganske mildt i hendes mørke lokker, hvilket kun måtte få hende til at lukke de mosgrønne øjne. Smilet hvilede på hendes læber, som hun helt lydløst måtte begive sig igennem skoven. Dette havde været hendes domæne, skænket til hende i den glemte tid, så det var heller ikke fordi at folk faktisk måtte se på hende som noget direkte guddommeligt.. De skulle bare vide skulle de! Den kraft og den magt som var blevet hende tildelt for så mange år siden, det var noget som stadig måtte hvile ved hende, selvom det aldrig rigtigt var brugt. Nej, hun nød faktisk at have det sjovt, drive gæk med de mange uvidende som måtte komme her til hendes skov. Ja, hun definerede den som hendes, for hun havde været her i længst tid! Højen som viste sig foran hende, fik hendes smil til at brede sig langt mere, som hun nærmest måtte sætte i et let og elegant løb henover den frosne skovbund. Sneen var ved at være væk, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende det mindste, for det var bare rart at vide, at sommeren og foråret snart ville stå på porten, så træerne igen kunne stå i fuld blomst, for det var i den grad også noget af det bedste ved det hele for hendes egen del! Hun glædet sig virkelig til at snakke med dyrene, drille de mange jægere og uvidende som stadig måtte komme, selvom hun vidste, at det kunne få katastrofale følger for hende selv. Hun stoppede roligt op, som hun nåede lysningen hvor solen måtte ramme hendes slanke kvindelige skikkelse, idet hun roligt gik ned i knæ. Hovedet lagde hun let på sned. Hendes kræfter var hun i besiddelse af, af en grund også selvom hun vidste, at hun havde viet meget fra hendes oprindelige opgave, hvilket hun faktisk måtte skamme sig meget over! Begge hænderne førte hun stille ned mod den smukke skovbund, næsten som den faktisk måtte blive grøn i takt til hendes fingres blide berøring, hvilket blot måtte ende ud i et stort tandpastasmil. Hvorfor være sur når man kunne være glad? Hvorfor leve med tingene når man kunne gøre det besværligt og opnå sine egne personlige mål? Det var sådan hun så på det.. Ja, når hun endelig var alene, så løb der for mange tanker igennem hendes hoved! Græsset endte med at vokse, og det var der hun ganske roligt satte sig ned. Den pelsede kappe som hun måtte bære omkring sig, var den som udgjorde et blødt underlag som hun kunne sidde på, da hun trak benene let op til sig og slog armene om dem. Hun fyldte ikke særlig meget, for hun var trods alt heller ikke så stor. De mosgrønne øjne så sig omkring. En ræv luntede rundt i busken, fuglene sang og hun var sikker på at hun kunne gøre en flok rådyr i nærheden. Det hele var virkelig idyl omkring hende! Også.. selvom hendes indre, ikke kunne være andet end et mindre kaos.

[melchior]

Vinteren var intet nyt. Den var kommet og gået igennem tiden, helt tilbage til tidernes morgen, til Jordens opstandelse. Det var en naturligdel af Jorden, ligesom de tre andre årstider også måtte være. Selv årstiderne var delt op i fordele og ulemper for mørket og lyset, så selv det måtte stå i balance, ligesom varmen og kulden gjorde. Igennem hele Jordens liv og cyklus, havde alt stået i harmoni, fordi balancen mellem modsætningerne altid havde været lige, det var det job, som Melchior stod for. Et job ud af utrolig mange. Han gik under navne, ligesom der var fortalt mange historier om hans mange bedrifter han havde gjort igennem tiden, mange så det ædle og noble i det, men ham selv kunne ikke se noget godt i at skulle dræbe en mand, som han engang havde kaldt for sin egen bror, en mand han havde kæmpet side om side med, men som var endt ud til at være hans fjende. Han bar en del af Lucifer, noget han tydeligt kunne mærke – det onde kunne ikke røre ham, men det føltes mere som om at han var kommet tæt på sin bror igen, som om at han havde fået den del af Lucifer der havde været hans bror. Det var dog utrolig mange år tilbage, siden han havde set den mand. Det var lang tid siden at noget havde truet den tro folket havde på Gud og forstyrret freden og harmonien, som måtte hvile i universet. Mange krige var kommet efter Dommedagskrigen, men efter Lucifer var blevet spærret inde, havde roen skænket sig, hvor det var mindre krige mellem landene på Jorden, nogle krige, som de selv var skyld i, som de selv måtte stå til ansvar for, de regenter som styrede landene, det var ikke noget som guderne kunne spilde deres tid på, for alle guder var mere eller mindre blevet klare over, at ondskaben havde taget plads på Jorden efter Lucifers tilfangetagelse. Som Lucifer var blevet fanget, var alt også gået lidt i sig selv. Det havde næsten været mere spændende, da Lucifer havde været ude, for det var blevet noget kedeligt og ensartet derefter. Det var også derfor at Melchior til tider søgte til Jorden, mængede sig med folket, skønt han altid formåede at skille sig ud, netop fordi han kom fra en sådan gammel tid. Han var søgt til Jorden endnu engang, for at få lidt fred fra de mange opgaver, for at finde sig selv og komme i harmoni med naturen. Vinteren var ganske smuk, selvom at han fandt enhver årstid smuk, netop fordi hver årstid skilte sig ud på hver sin måde. Vinteren var ved at være ovre, hvor foråret var ved at komme ind over landene endnu engang, en årstid han holdt specielt af, fordi det hele begyndte på ny. Han havde taget plads midt på den store høj i Procias’ skove, et sted han havde holdt sig væk fra i mange år, fordi han kunne risikerer at støde på den ånd som skoven tilhørte, en gammel kending, som han ærligtalt ikke havde lyst til at møde. Han havde dog søgt til skovene et par gange, hvor han havde været så heldig ikke at støde på denne skovånd, om hun var død eller borte vidste han ikke, men han nød at komme i skovene, de var så fredelige og idylliske, det var klart et af hans yndlingssteder på Jorden. Han sad i skrædderstilling, hvor han havde lukket de smukke safirblå øjne, som han sad og egentlig havde koblet hjernen fra. Han lyttede til omgivelsernes og dyrenes lyde, hvor han følte sig ét med naturen. Det lille stykke græs han sad på, var langt mere frodigt end det som var rundt omkring ham, kun fordi lyset i ham stod så stærkt og solen var trods alt skyld i livet på Jorden. Han sad i de hvide bukser, der næsten kunne ligne sneen, der lå rundt omkring, hvor hans overkrop var nøgen, så man havde udsyn til den flotte muskulatur som den bestod af. Fugle havde taget plads på hans skuldre, da de kunne føle den fred, ro og tryghed han udgjorde, han var lige såvel dyrenes beskytter som han var menneskenes.

[Deleted]

Hver en årstid havde sine skønheder og det var noget som Chryseis havde set frygtelig mange gange, selvom det ikke var en form af skønhed som måtte falme på nogen måde. Hun nød det, hun elskede det og hun var som altid også så tilpasningsdygtig, at hun nok skulle klare de lange år alene, som hun havde gjort det til nu. Hun havde ikke set det mindste til Melchior efter at hun havde bedt ham om at møde hende ved bækken. Et sted af betydning for dem ,vel også derfor at hun ikke rigtigt søgte til det mere? Efter at det var gået galt mellem dem, så havde hun næret en større frygt for det klare vand end det som hun havde gjort nogensinde før. Nok selvom hun ikke rigtigt kunne sige, at hun kendte til det som skete i det høje over dem alle sammen, men historierne hørte hun blandt andet fra Gabriel, Raphael og Uriel, for det forekom faktisk at hun ovehørte dem hvis de var i nærheden af skoven eller i den for den sags skyld. Hun havde hørt om alle Melchiors mange store bedrifter og hun kunne ikke være andet end stolt af ham. Han var stærkere end det som hun nogensinde havde været. Lucifer havde lovet hende guld og grønne skove, hvilket hun havde takket ja til uden at tøve. Ja, hun var naiv og hun vidste det godt, men.. Han havde virket så troværdig. Det var frem til at han havde efterladt hende med alt det kaos i eftertiden. Havde Melchior kendt til det barn som hun havde båret dengang, så havde han været tvunget til at slå hende ihjel. Det var vel også grunden til at hun havde valgt at skubbe ham fra sig? At hun faktisk kunne være en anelse egoistisk? Hun rystede let på hovedet og vendte blikket en anden vej, så hun endte med at få solen direkte i ansigtet, som havde det været en måde, at skulle få tankerne lidt andre steder i stedet for på det som måtte være og høre til den dystre fortid for hendes vedkommende. De mosgrønne øjne faldt stille til jorden ved hende. Sneen smeltede sagte men sikkert og hun glædet sig til at se de første klare tegn på foråret foruden den klare og smukke fuglesang som hun var omringet af mere eller mindre hver eneste dag. Det var virkelig en rar fornemmelse, for hun følte virkelig freden herude og så langt inde i skoven som hun var, så var det jo heller ikke et sted som nogen i det hele taget ville opsøge hende. De havde vel ikke nogen grund til det! Hun rejste sig roligt op igen, hvor hun med et klart grin, søgte igennem den store skov i nærheden af den store høj som måtte ligge lige ved. Mellem træerne kunne hun skimte en skikkelse, hvilket omgående måtte fange hendes klare nysgerrighed og interesse, hvilket heller ikke måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet. Hun stillede sig ved et træ. Skikkelsen var slet ikke til at skulle tage fejl af! Hendes hjerte slog let mod hendes bryst, som hun lod hovedet søge let på sned. Det var skræmmende mange år siden hun havde set ham, men det havde været til det bedste! Som det havde stået dengang om ikke andet. Ganske forsigtigt så trådte hun frem. Han sad med lukkede øjne, så det var heller ikke fordi at hun ønskede ham noget ondt. At han sad på den frodigste plads her på stedet, lagde hun dog tydeligt mærke til, som den klare og lyse aura slet ikke lod til at genere hende på noget tidspunkt. Ganske forsigtigt satte hun sig ned foran ham og næsten i den samme stilling som det han selv gjorde det, hvor hun lukkede øjnene. Ja, hvorfor ikke bare prøve? Det var jo ikke fordi at hun havde noget at tabe på det? Et par minutter måtte gå idet hun valgte at åbne øjnene igen og lod blikket søge direkte til ham. Smilet hvilede stadig på hendes læber selv på trods af det umådelige tydelige savn som hun måtte føle i det indre. ”Jeg forstår det ikke.. Hvad skal det der gøre godt for?” spurgte hun så pludseligt. Hendes røst var rolig, mild og tydeligt præget af den klare nysgerrighed. Hans krop var noget som hun ganske kort tog i blik. Hun måtte i den grad erkende, at hun kunne lide hvad hun måtte se.

[melchior]

De samme opgaver ventede på Melchior når han vendte hjem til sin plads ved hans faders side, som Guds højrehånd. Han var skam ikke ked af den plads han havde i universet, den status han bar, for han var et af de øverste væsner også fordi han var et af de væsner som Gud havde skabt til at starte med. Tanken om at Lucifer var blevet ond af Guds egoisme havde slået Melchior mange gange, for tænkte man over det, så havde Gud skabt ham og Lucifer for at stille hans ensomhed, for at få lidt liv i hans eget liv, men Miraklet havde spået og fortalt om den ondskab som hvilede indeni Lucifer, men Gud havde ikke kunnet skade Lucifer, sin egen søn, for manden havde trods alt holdt af den knægt. Så et sted var det vel Guds egoisme som havde startet Dommedagskrigen? Han betvivlede skam ikke sin far på nogen måde! Han var ham tro og loyal for evigt! Dog var det vel bare fakta? En ting han havde fundet ud af, var at selv guderne kunne fejle, det var de mange følelser som spillede ind. Han selv var selv blevet snydt, hans følelser havde løbet løbsk for ham, fordi Darlene – den gudinde som han selv havde skabt – havde ramt ham med én af sine kærlighedspile, da han havde befundet sig på Jorden for mange år tilbage, hvor han var blevet forelsket i denne skovånd. Men igen, det var utrolig mange år tilbage, for det var lige før at han havde glemt hvor længe siden det var at Dommedagskrigen havde fundet sted, og det var selv lang tid før Dommedagskrigens ende, at han havde set mere til denne skovånd, dette smukke, yndefulde og elegante væsen, hvor der vel ikke var nogen under at han var faldet for hende? I hans øjne, sagde det lidt sig selv.
Melchior sad musestille på højen, hvor fuglene på hans skuldre selv sad tavse og nød den fred der hvilede i det område hvor han sad i. Han var trygheden selv, han frygtede intet, desuden kunne han også klare det meste – han var ikke decideret udødelig, for han kunne sagtens dø, forsvinde herfra, men det krævede virkelig også sit. Folket skulle miste troen på ham, hans brødre og fader, hvis en dødelig skulle blive i stand til at dræbe ham – en gud ville dog være i stand til at dræbe ham, men på den anden side, så var han selv én af de mægtigste guder der fandtes; han var retfærdighedens gud, det var ham som havde besejret ondskaben selv, som havde sat Lucifer bag lås og slå, et sted var det en handling som han ikke var stolt af, netop fordi han vidste hvad der foregik i Helvedet. Han lyttede til omgivelserne, og opfangede et grin, som luften førte med sig, selvom han også gik ud fra at det bare var vinden. Det var først da hun kom indenfor hans radius at han kunne se hende; han havde ikke behov for at have åbnet øjne for at kunne se, nej han var en del af naturen selv, faktisk stod han over naturen, han var vant til at sidde oppe i det høje og iagttage menneskene på Jorden, derfor fik han også øje på den gamle kending som gemte sig blandt træerne. Han blev dog siddende, rokkede sig ikke en eneste millimeter, da han ikke ville bryde freden og harmonien der hvilede omkring ham. Han kunne fornemme og se at hun kom tættere på ham, hvor han ligefrem kunne mærke hendes grønne øjne hvile på hans skikkelse. Han lod hende blot tage plads foran ham, hvor han ikke kunne lade vær med at trække svagt i den ene mundvig, da hun valgte at efterligne hans stilling og gøren. Smilet falmede hurtigere end noget andet, da hun igen åbnede øjnene og iagttog ham. ”Det er noget du aldrig bliver i stand til Chryseis,” svarede han stilfærdigt, hvor hans stemme bar præg af varme og en mildhed uden lige – noget som blot lå til hans personlighed. Han åbnede øjnene og lod de safirblå, funklende øjne falde på hendes skikkelse, som han betragtede ganske let. Hun lignede sig selv; lige så smuk og elegant som altid. Han kneb øjnene en smule tænksomt sammen. Fuglene lettede fra hans nøgne skuldre, som han valgte at bryde freden omkring ham. ”Den indre fred er noget du altid har haft svært ved at finde.. du er fyldt med utålmodighed og iver,” tilføjede han roligt, hvor han talte som om intet var hændt imellem dem, som om det var i går han sidst havde talt med hende.

[Deleted]

Alle havde de vel deres specielle plads i denne verden? Chryseis’ havde altid været i skoven hvor der ventede hende ekstremt mange opgaver også selvom det som regel også var den type som hun kunne more sig med. Det ærgrede hende dog bare, at hun aldrig rigtigt så mere til Melchior. Han holdt sig vel væk fra jorden af en grund? At han så valgte at søge til skoven og så netop hendes, var noget som faktisk forundret hende, selvom det måtte gøre hende glad i den anden ende. Hun savnede ham faktisk også selvom det var hende tydeligt, at det havde påvirket ham, hvad hun havde gjort dengang. Det havde alt sammen været med en god mening – Om ikke andet, så for hende selv. Hun prøvede jo bare at gøre det rette også selvom hun tydeligt kunne se, at det ikke helt var gået som hun ville. Selv guderne kunne fejle og selv dem som stod i Melchiors sted som nok en af de mest kendte, en af de mest berømte og en af de største som han var, han havde vel også fejlet på et tidspunkt? Hun kunne bare ikke se det. Hun havde jo hørt de mange historier omkring ham og hun kunne virkelig ikke forstå at det var en mand som ham, som hun havde haft så tæt på sig til dette. At hun havde smidt det hele i jorden, var nok noget af det dummeste som hun nogensinde havde gjort!
Chryseis ejede ikke det som man kunne kalde for en tålmodighed. Hun var ivrig ligesom den store natur selv, som blot ventede på at komme ud i blomst efter at en tung og kold vinter havde tvunget det hele i hi. Det var sådan at hun altid havde været. Hun havde lovet ham at kæmpe på hans side under den store krig, men hun havde ikke vist sig. Ja, hun havde faktisk været bange! Visse af de mange menneskelige følelser havde hvilet i hende, selv den dag i dag. At se ham bare sidde der, så var hun udmærket godt klar over, at han var i stand til at se hende og det var heller ikke fordi at hun ønskede at forstyrre den ro som han tydeligt måtte sidde med. Så rolig og tryg som han sad der, at selv fuglene tog pladsen ved ham, så var det heller ikke noget som sagde så lidt, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Hun sad og trippede nærmest pås tedet, da hun havde valgt at opgive det at skulle finde den form af ro, for hun kunne bare ikke! Han lignede sig selv, den samme flotte mand, den samme rolighed, den mildhed, den varme.. Det var helt som hun kunne huske ham og hun glemte aldrig nogensinde et ansigt! Smilet hvilede dog stadig på hendes læber, som hun endelig kunne møde hans safirblå øjne. Som at ligge på engen og stirre op på den smukke himmel. Hun kunne jo næsten blive helt væk i dem! ”Hvorfor sidde og tænke, når du kan gå og gøre det samme?” Hun hævede sigende det ene bryn. Rolig var hun idet indre, også selvom hun ikke fik sig til at sidde ned og lave ingenting. Det var slet ikke noget som hun var i stand til! Hun samlede armene omkring hendes ben og trak dem op til sig. Hun mindede nok om en lille pige, selvom hun var skræmmende gammel. Hun betragtede ham roligt. Hun sukkede let og lod hovedet søge let på sned. ”Du tror måske ikke på at jeg kan finde den?” Hun snakket som hun altid havde gjort det, mild, blid og med den drillende undertone, for hun levede jo mere eller mindre af at skulle drille folk, det var jo noget som vel også var blevet gjort tydeligt for ham selv? Han havde vel hørt om de mange rygter omkring det spøgelse i skoven, den kvinde som de kunne se, men aldrig nå? Hun rejste sig roligt op og nærmest rastløst. Hun kunne ikke bare sidde og lave ingenting! Hun gik hen til ham, bag ham, hvor hun roligt lagde hænderne mod hans stærke og brede skuldre. Det sitrede helt i hende at være ham så tæt igen, selvom hun ikke kommenterede det. ”Hvad laver du desuden i skoven, Melchior? Du har brugt årevis på at undgå det,” påpegede hun stilfærdigt. Hun fulgte faktisk med i hvad der foregik. Det havde hun været tvunget til siden hun skilte sig af med Lucifers ufødte.

[melchior]

Meget var sket siden Melchior havde set Chryseis sidst, for sidst han havde set hende var langt før de mange nye væsner var kommet på Jorden, det var da hans egen fader kun havde skabt ærkeenglene, menneskene og magikerne. Men nok var det utrolig lang tid siden, men derfor kunne han ikke glemme alt det som han havde været igennem med hende; både på godt og ondt. Han havde virkelig været smaskforelsket i hende, hun havde været det eneste som han havde set, han havde været tæt på at opgive det himmelske for at være sammen med hende, indtil det var gået op for ham at hun blot havde leget rundt med ham, som hun havde gjort med alle andre. Tanken om hvorfor hun havde sendt bud efter ham dengang, blot for at han kunne finde hende i armene på en anden mand, havde skam slået ham flere gange, for.. det gav ingen mening! Enten havde det været et tegn på at hun havde været i vanskeligheder eller også var det fordi hun virkelig havde leget rundt med ham, dengang havde han været blændet af sin kærlighed til hende, så han ikke havde kunnet set klart på det punkt, hvor det eneste han havde ønsket var at komme væk derfra og aldrig komme tilbage igen, det var hvad han havde følt i det første lange stykke tid, men så var det stille begyndt at gå op for ham, at han faktisk nød sine møder på Jorden, for at kunne slippe væk fra lidt af hvert og han havde fundet ud af, at den tid sammen med hende, virkelig havde været den bedste i hans liv. Han havde fundet ud af, at skoven alligevel betød mere for ham, fordi det gav ham følelsen af at være tæt på hende igen, og han kunne ikke komme udenom at han havde nydt de følelser hun havde sat i ham dengang. Det var trods alt derfor han var søgt hertil, men han havde aldrig set hende, for et sted var han jo bange for det, men hvad havde han regnet med? At han kunne løbe fra hende og gemme sig, på hendes eget domæne? Det var jo umuligt. Han kunne se alt omkring ham med åbne øjne eller ej, så når han havde kunnet se at hun var i nærheden, så var han forsvundet som havde han aldrig været der, men denne gang var hun kommet ham i forkøbet og et sted var det vel lidt med vilje? Et sted var han et stort spørgsmålstegn, når det kom til hende og hendes handlinger. De safirblå øjne, der bar et stykke fra havet og himlen selv, så direkte ind i hendes mosgrønne øjne, nogle øjne som han ikke kunne glemme. ”Fordi jeg nyder det at være et med omgivelserne, det kan du ikke, når du går fra sted til sted,” forklarede han roligt og med stemmen præget af den varme og mildhed der lå til hans væsen – skønt han også kunne være som stormen selv. Det var utrolig lang tid siden at han havde set hende, skønt det dog føltes som var det i går, at han havde fundet hende siddende i en anden mands favn. Men han huskede hende så tydeligt! Hans hoved søgte let på sned til hendes spørgsmål. ”Naturligvis. Du er mere i harmoni med dig selv end mange af de andre væsner, der betræder denne jord. Men du har ej aldrig haft tålmodigheden til at sidde og nyde stilheden, freden og trygheden ved det enkelte sted,” svarede han stilfærdigt. Han var gammeldags – det kunne han ikke komme udenom, og hans eget sprog var også præget af det, hvilket godt kunne gøre at mange ikke forstod hans pointe og hentydninger. Han var en gåde i sig selv og ikke mange havde løst ham, hans egen fader kendte ham dog ud og ind, hvilket et sted var befriende, for han behøvede ikke at fortælle hvad der var galt, fordi hans far allerede ville kunne se det på ham. Han fulgte hende med blikket, da hun rejste sig, hvor han blot lod hende gå om bag ham. Hænderne mod hans brede og muskuløse skuldre, fik det til at sitre i hele hans krop, hvor hans hjerte tilmed begyndte at banke hurtigere mod hans bryst – det havde været en af de fornemmelser som han havde elsket førhen, for hun var den eneste der havde denne effekt på ham. Han lyttede til hendes ord, for han forstod godt hendes overraskelse over at han sad der. ”Hvorfor undgå noget som man kan lide?” spurgte han stilfærdigt. Han nød naturen, han nød skoven og hun havde førhen været grunden til at han var dukket op her.

[Deleted]

Meget var sket siden de havde stået ansigt til ansigt sidst, og det var jo heller ikke fordi at man kunne sige direkte, at de havde haft muligheden for at snakke sidst de havde stået ansigt til ansigt. Selvfølgelig var hun ked af det som hun havde gjort, men det havde været for det bedste. At sidde i en anden mands favn når det var ham som havde stået med hendes hjerte, for ja.. det havde været ham som hun havde været forelsket i. Det havde været ham som hun ønskede at skulle kalde for sin og den som hun faktisk havde næret de menneskelige følelser for.. Den eneste som faktisk havde været i stand til at skulle vække det i hende på denne måde, så var det heller ikke noget som måtte sige så lidt.. tvært imod! At reklamere med at hun havde gjort en tåbelig fejl, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til på nogen måde! Det var flovt nok som det var, ganske enkelt på grund af en ting; Hun havde været ham illoyal og det var noget af det sidste som hun havde ønsket at skulle vise ham. At hun havde gået til den forkerte af dem og det var nu konsekvenser som hun nu måtte leve med for resten af sit liv. At lege med ham på den måde, var slet ikke noget som hun kunne finde på! Det var kun sket i tiden efter, da hun havde vidst, at det var slut dem imellem – At han ikke ønskede at have hende tæt på, for det var jo hvad han havde vist ved at forblive væk herfra trods alt.
Chryseis så nu ikke nogen grund til at hænge rundt i fortiden og tænke pådet som sådan, for det gjrode hende bare trist og det var livet simpelthen for kort til! Hun var jo selv ikke udødelig, så hun vidste også, at det før eller siden nok ville ende med at gå galt, men hvorfor tænke på det nu? Man kunne tage et skridt af gangen, more sig, smile og have det godt, for det var vel også det som var det vigtigste? Hun var og havde altid levet blandt mennesker, så det var nu ganske naturligt for hendes del, at sidde med de tanker, den form af følelse for det havde hun altid gjort. Hun trak vejret dybt og sendte ham et stille smil. ”Har man vandret her så længe som det jeg har, så har man efterhånden set det hele,” påpegede hun stilfærdigt, hvor hun let trak på skuldrene. Selvfølgelig var det stadig smukt. Det var noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set! Hun rystede på hovedet. ”Når morskaben er andet steds, hvorfor så sidde her og kukkelure?” spurgte hun. Hun blev stående og med blikket hvilende på ham. Hun måtte erkende, at hun faktisk havde savnet ham, men at han undgik hende, var noget som hun vidste. Hun kunne mærke det på sig når folk betrådte hendes domæne. Så snart hun havde været i nærheden, så var han væk igen, men ikke denne gang? Hvorfor? Han var ikke det eneste kloge væsen her, hun var så sandelig heller ikke tabt bag en vogn! At han var gammeldags var noget som selv måtte have sin charme i hendes øjne. Hun nød det faktisk, også bare at vide at intet ændrede sig for hans del. Han var stadig den samme gamle Melchior som hun kunne huske. ”Det gjorde jeg længe før jeg mødte dig, Melchior.. Jeg går ud fra at du stadig husker det? Dagen nede ved bækken?” Hun lod hånden let stryge ham over nakken og over hans skuldre i en form af blid massage, som hun klemte lidt ind imellem. Hun kuklo let til hans sidste ord. ”Noget som du kan lide? Tja, nu ved jeg for eksempel at du har været væk så snart jeg har været i nærheden.. Jeg ved at du har savnet mig,” tilføjede hun lettere selvsikkert, som hun roligt slap ham og dumpet ned foran ham endnu en gang. Hun var ikke den højeste, men meget slank, det var hun bestemt, så han så meget større ud end hende. De mosgrønne øjne hvilede på ham med den samme spørgende mine. ”Jeg er ikke helt tabt bag en vogn. Skoven står endnu ikke i pragten. Er du sikker på at der ikke er andre grunde til at du ikke har valgt at fordufte endnu?” Hun skød det ene bryn i vejret. Denne gang blev hun dog siddende.

[melchior]

Mange år var som sagt gået siden Melchior havde set Chryseis sidst, han havde kæmpet mod sin egen bror under Dommedagskrigen. Meget havde forandret sig, hvilket han også selv havde. Han var ikke den samme unge knægt med de mange følelser for hende, han var blevet en ansvarsbevidst mand, og han havde skam lært sin lektie, hvilket også var grunden til at han havde søgt væk fra hende de mange andre gange han havde befundet sig i denne skov. Han stod dog for det samme og han var den samme varme, milde og retfærdige mand, som han altid havde været, for sådan var han når han mødtes med folket, hvilket hun trods alt også var en del af. Han var rent faktisk hendes gud, ligesom han var alle andres – hvis de naturligvis troede på ham. Men et sted vidste han ikke helt hvor hun stod, hun var selv en mægtig ånd, så meget vidste han, han havde spurgt om hendes samarbejde og hjælp under Dommedagskrigen, for det første havde hun snydt hans hjerte, men hun havde også været ham illoyal ved at blive væk og gemme sig som en kujon. Han vidste at hun var langt mere menneske, også fordi hun befandt sig her på Jorden og blandede sig med dem, levede iblandt dem, men han havde dog aldrig regnet med at hun ville vende ham ryggen på den måde, som hun havde gjort, ved ikke at have tiltro til ham, det var også en af grundene til at han havde undgået hende, men han havde fundet ud af at han ikke kunne blive ved med det, dette sted bar trods alt også mange minder for hans vedkommende, desværre var det hendes domæne, så han vidste at han ikke kunne blive ved med at gemme sig for hende, når hun var i nærheden. Han var desuden et stort spørgsmålstegn, han sad inde med ufattelig mange spørgsmål, så måske det også blot var bedst at konfrontere hende, gøre det slut en gang for alle? Han smilede et overbærende smil til hende. ”Det handler ikke om at se det hele.. det handler om at mærke det, være en del af det,” forklarede han roligt, hvor de safirblå øjne betragtede hende ganske let. Han lyttede til hendes ord, også af ren høflighed, dog havde han altid haft en tendens til at lutte ører når hun talte. ”Jeg er her ej for morskabens skyld, i så fald havde du vel kunne tænke dig til at jeg havde opsøgt dig for længe siden?” spurgte han videre, hvor han endnu engang lukkede øjnene, som hun alligevel var gået om bag ham, så han ikke kunne se hende, medmindre han vendte sig om. Han nød freden der var kommet efter Lucifers tilfangetagelse, han nød dyrene, for han var lige såvel deres gud som han var menneskenes. Massagen mod hans nakke og ned over hans skuldre, hjalp ham blot til at slappe mere af, han var en gud med mange pligter, så han søgte af og til, til Jorden for at slappe lidt af, for at komme væk fra det hele. Selv en gud kunne blive anspændt. ”Jeg er ikke den selvsamme mand du mødte ved bækken sidst, Chryseis,” svarede han retfærdigt, han kunne ikke lyve, da han var bundet til sandheden, han fandt dog heller ikke nogen grund til at lyve, hvorfor give folk en falsk glæde, når sandheden alligevel ville ramme dem på et tidspunkt? Hendes latter, var som sød musik i hans ører, det havde den altid været, ligesom den også havde denne beroligende effekt på ham. Han åbnede øjnene og betragtede hende, da hun igen dumpede ned foran ham. Hans blik blev næsten helt fast. ”Giv mig en grund til at jeg skulle have savnet dig! Du er skyld i at jeg forblev væk fra dette idylliske sted, du er grunden til at jeg stod alene i kampen mod Djævlen,” svarede han med den retfærdige undertone, hun vidste trods alt at han havde ret. ”Hvor var du, da jeg havde mest brug for dig?” Hans blik var lettere glødende, ikke af vrede, for det havde han ingen grund til. Det var trods alt mange år tilbage, han var blot realistisk. ”Måske skoven ikke er i pragt, men den ville trods alt være kedelig, hvis den hele tiden stod i perfektion, disse træers sidste drag er derfor smukt, inden de vil fødes på ny,” svarede han lettere filosofisk, som han så sig ganske let omkring, inden han igen så på hende.

[Deleted]

Chryseis var ked af, at hun ikke havde gjort mere for Melchior da det havde været nødvendigt, men at stå der med den store mave og så op til krig? Det var da oplagt at folk ville spørge ind til det og det var slet ikke noget som hun ønskede sig det mindste lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Fosterdrab var vel også en alvorlig forbrydelse set fra himlen af? Det var det som hun havde været tvunget til, da hun først for alvor havde fundet ud af hvor Lucifer havde stået og hun fortrød det virkelig bitterligt! Hun havde aldrig ment at skulle vende ham ryggen, i og med at hun havde lovet at stå der hvis det skulle blive nødvendigt og det havde det jo, men for sent for hendes del til at hun kunne skjule resultatet af hendes egne handlinger; Den store mave, hvilket hun havde taget affære med ganske kort efter at det havde været slut mellem dem. I hendes øjne var der ikke meget som havde forandret sig. Den fred og den ro som han repræsenterede, var også noget som tydeligt måtte spejle sig af på hende selv. Hun havde valgt at snyde hans hjerte også mest for sin egen skyld. Han ville være tvunget til at straffe hende for hendes handlinger, for.. hun havde jo faktisk båret med sig et guddommeligt lille barn og havde valgt at slå det ihjel. De menneskelige følelser spillede bare alt for meget ind for hende tilbage i den tid. Ingen anden havde været i hendes liv siden og det havde i den grad også påvirket hende selv til det som hun var endt ud med på denne måde.
Melchior havde ikke forandret sig meget i hendes øjne, den samme rolige mand som han altid havde været, selvom historierne som hun havde hørt, måtte sige så skræmmende meget andet. Hun smilede let som hun lod hovedet søge let på sned. ”Du ved at skoven har været mit hjem i skræmmende mange år.. også inden jeg var i stand til at antage en menneskelig form,” sagde hun roligt. Hun havde bogstavelig talt været en del af skoven igennem så forbandet mange år, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun lod hånden let stryge over hans muskler. At han måtte være anspændt, var næsten en selvfølge i hendes øjne, ganske enkelt fordi at hun vidste at han havde haft meget at se til. Hun lod sig bare dume ned foran ham og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hun var ikke sur, præget af fortiden eller noget. Jovist var hun det i det indre, men det var ikke fordi at det var noget som hun ønskede at tænke på med mindre, at det måtte blive allerhøjst nødvendigt. At han hævede stemmen en anelse, var end ikke noget som hun tog sig af. For hende så var det bare.. menneskeligt? Menneskeligt at udvise hvad man måtte føle for dem som man måtte sidde overfor og det var så sandelig også det som hun kunne fornemme i øjeblikket. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste lige nu. Hans ord overraskede hende dog.. Da han havde haft mest brug for hende? Hun blinkede let med øjnene, selvom smilet hvilede på hendes læber. ”Skoven har været mit sted at finde tryghed, beskyttelse.. Du har altid vidst hvor du kunne finde mig, Melchior,” påpegede hun roligt. Hun havde været i skoven, men så langt inde, at hun nok havde været svær at finde. Hun måtte bare sikre sig, at barnet ikke ville blive kendt for omverdenen! Hun blev tydeligt stiv i blikket. ”Skoven er smuk på hver eneste årstid, Melchior. Den evige kamp mellem mørket og lyset hersker så sandelig også her. Vinteren tvinger dem til at gå i dvale..” Hun vendte blikket mod de mange træer omkring dem. Visse var ved at få knopper, men det var ikke mange. Hun glædet sig virkelig til det! ”Det fører med sig naturens smukke vildt. Tænk dig rådyrene græsser her hver morgen når solen står op. Jeg kan kigge på dem i timevis,” sagde hun roligt, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun vidste godt at striden mellem dem, var noget som hun selv var skyld i, det var vel også derfor hun prøvede at skubbe det bare en anelse i baggrunden? ”Desuden har jeg hørt Gabriel, Uriel og Raphael snakke om dig og dine mange bedrifter. Jeg er imponeret,” afsluttede hun roligt og med et muntert smil på læben.

[melchior]

Melchior havde godt hørt et og andet om Chryseis’ bedrifter her i skovene. Han havde hørt om de mange spøgelseshistorier, men det var jo det samme han havde hørt for de mange år tilbage, dog inden han vidste hvad hun havde været. Til at starte med havde han troet at det var Lucifer der måske dræbte mennesker, men i virkeligheden havde det været hende, som havde kørt rundt med de stakkels menneskers hoveder. Han vidste at hun var noget af en drillepind, hun havde jo gjort nøjagtig det samme med ham, kørt rundt med ham, men han havde fået hende ned til bækken, hvor han havde lært hende at kende, hvilket så havde resulteret i de følgende møder med hende, det var først senere at det var gået op for ham, at han var blevet ramt af Darlenes kærlighed, at han var blevet ramt af Amors pile. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Måske du har boet her i mange år, du kender skoven ud og ind, men derfor er det ikke ensbetydende med at du finder harmonien ved det enkelte sted,” svarede han stilfærdigt. Hånden der strøg over hans muskler, fik det til at sitre i hele hans krop. Det var lang tid siden at han var blevet berørt på denne milde måde, men på den anden side, så havde han ikke lukket nogen tæt ind til sig efter han var blevet snydt på den måde, som hun havde gjort. Hun havde haft hans hjerte i sine hænder, det var en chance som sikkert mange ville ønske sig, han var den øverste af alle ærkeengle, at have ham på sin side var noget som folket der troede på ham ville give en arm for, og dem som var tilbeder af Lucifer, ville tilmed selv give en arm for det, så de kunne finde en måde at knuse ham på, men hvad hendes formål havde været, det kunne han virkelig ikke finde ud af! Han havde tilmed været ved at opgive sin himmelske plads for hendes skyld og så valgte hun at dolke ham i ryggen? Derefter at krybe kujonisk væk, som hun havde gjort? Han forstod sig virkelig ikke på hende! Han var en gud, men selv en gud havde følelser, selv gud kunne skabe sig bånd til mennesket, dog var han ikke et menneske, han bar ikke de menneskelige følelser. Faktisk var det menneskene som havde arvet gudernes forskellige følelser, kærlighed fra Darlene, had fra Lucifer, retfærdighed fra ham selv og de døde, så Azrael kunne hente dem og sende dem til Dødsriget. De bar alle sammen præg fra guderne, og hvis guderne befandt sig på Jorden i længere tid, så kunne de blive ofre for de følelser, som da han var blevet ramt af Darlene. ”Jeg vidste måske hvor du var, for her har du altid været, men det ændre ikke på de ting du gjorde,” svarede han stilfærdigt, hvor han lukkede øjnene igen, blot for ikke at skulle se på hende, skønt han tydeligt kunne fornemme hende, han kunne tilmed høre hendes lette åndedræt. ”Netop, jeg finder skønheden og idyllen her, så jeg har måske ikke lov til at komme disse steder, som min egen fader har skabt?” spurgte han stilfærdigt. Når alt kom til alt, var dette Guds værk - ikke hendes. Han vidste at hun håbede på at hun var grunden til at han ikke havde søgt væk denne gang, hvilket halvt om halvt også var sandt. At hun havde hørt om hans bedrifter undrede ham ikke, hans åbnede dog blikket, da hun sagde at hun var imponeret. ”Så du tror kun på det samme som alle andre væsner gør..” mumlede han let for sig selv, hvor han igen lukkede øjnene. ”Der er intet imponerende eller ædelt over det som jeg har gjort,” svarede han stilfærdigt. Han så intet godt i det som han havde gjort. Han havde været med til at gøre sin egen broder ond, nu brugte han ikke hans navn Lucifer mere, for den mand var nu kendt under mange andre navne.

[Deleted]

Chryseis havde kun gjort det som havde været nødvendigt for hende for at holde skoven ved lige. Hun følte næsten at det måtte være hendes ansvarsområde og selvfølgelig så ville hun vogte om det så godt som det var hende menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Respekten for guderne i det høje, det havde hun, men det var også den respekt som et sted også havdve fået hende til at frygte for hendes eget liv efter det som var sket, for hun kendte til straffene som de måtte være. Også selvom hun vel fortjente det for sin egen dumhed? Så var det jo noget som skulle være gjort for skræmmende mange år siden. Det så ikke ud som om at Lucifer nogensinde havde nået at snakke med Melchior omkring hendes graviditet – Lucifers eget afkom et sted, hvilket hun var storslået tilfreds med! Hun sendte ham et stille smil og rystede let på hovedet. ”Jeg kan vandre rundt i skoven om det er i søvne eller med bind for øjnene, Melchior. Jeg tilbringer mine dage med skovens mange dyr, hjælper sågar flere til verden, arbejder med de mange urter som jeg selv sår her omkring og… Ja, driller de menneskelige naturligvis.” Hun kuklo endnu en gang. Det var virkelig bare sjovt når de blev så frustreret og ikke kunne finde hende, fange hende eller noget lignende, hvilket faktisk var noget af det sjoveste som hun længe havde oplevet! Hun havde stået med hans hjerte i sine hænder og hun havde valgt at knuse det mellem hendes fingre – Hvilket hun fortrød på det kraftigste nogensinde i hendes liv! Og det var ikke ofte, at hun sad igen med den form af følelse, for hun var normalt god til at lukke af for det, men lige når det kom til Melchior, så var det anderledes. Der var alt anderledes! At han havde overvejet at droppe sit i himlen for hende, var hende ukendt. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at blande sig meget i den guddommelige affære som måtte ske oppe i det høje. Hun havde aldrig været der, hun havde aldrig set den mand som de alle måtte kalde for Gud, men hun havde troen på ham. Det havde hun virkelig. Tungen strøg let over hendes fyldige læber, som næsten måtte spille ud i det drilske smil. ”Jeg ved du har forsøgt at undgå mig i mange år nu,” påpegede hun stilfærdigt. Denne gang kunne hun faktisk godt være lidt alvorlig, selvom det var en maske som måtte falde hurtigt. Det lå slet ikke til hende. Hun rejste sig igen. Det blev for besværligt for hende at sidde ned. ”Din fader har skabt dette, hvilket jeg er ham frygtelig taknemmelig for. Derfor behøver du jo heller ikke at søge væk fra det.. Bare fordi at jeg er her,” påpegede hun roligt. Hun steppede endnu en gang om bag ham og næsten med en form af gadedrengehop. Hånden strøg hun let over hans hår og over hans skulder og nakke igen i en mere bevidst massage, nu hvor hun havde valgt at skulle bruge begge hænderne i stedet for. Hun lyttede til hans ord. Det var også en effekt som han altid havde haft på hende. Hun havde altid været så flyvsk. Over det hele, hele tiden og nu.. Når han var her, så forblev hun faktisk på stedet. Denne form af konfrontation var hun klar over, ville ramme før eller siden, så det var måske også det som havde ramt hende i dag? ”Jeg kan kun gå ud fra det som jeg hører og det som jeg ser.” Hun smilede stadig. Der var ingen grund til at forandre det, selv på trods af en lettere akavet situation. Hun vendte blikket roligt mod ham. ”Hvad er det dog du snakker om? Det er da ædelt af dig at beskytte din faders arbejde, at bevare den ro og orden som altid har været her,” sagde hun stille. Hun lukkede grebet en anelse omkring hans skuldre og vendte blikket stille og roligt mod ham igen, også selvom han nok ikke ville gengælde blikket ved at se over sin skulder. Hun sendte ham et stille og roligt sml igen. ”Jeg ved ikke hvordan det er deroppe.. Du er den eneste som jeg kender derfra,” forklarede hun videre og med et svagt træk på skuldrene. Hun havde jo ikke kendt til andre end ham deroppe fra og så ellers det menneskelige liv som hun stadig var en stor del af.

[melchior]

Melchior huskede tydeligt sit første møde med Chryseis, faktisk var det et møde som han havde svært ved at glemme. Han huskede det som var det i går, og han havde levet siden tidernes morgen. Han bar udødeligheden, så længe folket havde troen på ham og hans egen far. De safirblå øjne faldt på hendes skikkelse, han kunne mærke hvor urolig hun var, men hun havde virkelig heller ikke nogen tålmodighed til at sidde stille! Det var lige før at han fik stress af hende, sådan som hun rendte og hastede rundt. Hun havde end ikke tålmodighed til at sidde stille og roligt foran ham, for at snakke med ham. Hun var dog ikke gået endnu, så noget måtte jo holde hende her, måske det var ham selv? Måske han kunne se igennem et menneske, men han kunne ikke læse tanker. Han vendte blikket indgående mod hende. ”Jeg er godt klar over hvad du laver Chryseis,” fastslog han kortfattet, eftersom hun næsten havde forklaret ham det tre gange nu, men det ændrede stadig ikke på at hun var utålmodig og ikke kunne sidde stille, det var selv noget hun beviste for ham i øjeblikket. Han betragtede hende ganske nøje. Det var ufattelig mange år siden at han havde set hende og det var vel på tide at konfrontere hele sagen? Det lød ikke til at hun ønskede at snakke om det, for hun havde ikke decideret nævnt noget om det, hun havde ikke forklaret sig, hun havde kun afveget det. Men det var måske fordi hun havde lagt det hele bag sig? Det var jo også mange år siden at han havde været sammen med hende, men det kunne jo så også bare være et bevis på at han ikke havde betydet noget for hende, at hun havde leget rundt med ham ligesom alle andre. ”Jeg har mine grunde til at undgå dig,” svarede han stilfærdigt, hvor det vel et sted sagde sig selv? Han var ikke typen der skændes med folk, for hans sind var så roligt at han ikke hidsede sig op over sådanne ting, det var kun hvis man virkelig formåede at krænke ham, hans far eller nogle større ting, at han tog affære, men ellers forholdt han sig roligt, det var trods alt også grunden til at han ikke gav hende nogen skideballe for det som hun havde gjort mod ham – ladet ham i stikken under Dommedagskrigen, jovist han havde klaret sig, men hun havde takket ja til at hjælpe ham, til at stå ved hans side og bekæmpe Lucifer, men hun havde været ham og hans far illoyal ved at blive væk, gemme sig som en kujon. At hun rejste sig igen, undrede ham ikke, for han vidste at hun ikke kunne sidde stille, men det vigtigste var vel at hun blev? Det undrede ham faktisk at hun ikke var gået endnu. Hendes massage fik ham til at lukke øjnene ganske blidt i, hvor et fredfuldt suk forlod hans læber. Han lyttede til hendes ord, han kunne tage alt dette fra hende hurtigere end hun kan regne med, det var dog ikke noget han havde tænkt sig, for han var ikke den der bar nag, han var ikke hævngerrig, han synes faktisk det var godt hun havde noget at give sig til, selvom det vel blev lidt ensartet? Det gjorde hans eget job jo sådan set også. ”Netop.. så du skal vel selv videre?” spurgte han roligt, hvor det næsten kunne lyde som om at han ikke gad hendes selskab, hvilket han faktisk også havde delte meninger om. Han lyttede til hendes ord. Han fandt dog intet nobelt i det som han havde gjort, for Lucifer havde trods alt været hans bror og han havde været med til at spærre ham inde. En tragedie i hans øjne, men hvad skulle han have gjort? Hans bror havde været død længe før Lucifer havde startet det oprør. Grebet som blev strammet omkring hans skuldre, var noget som han ikke kunne andet end at nyde, hvor han faktisk var glad for at massagen kom fra hende, for han lod ikke særlig mange komme så tæt på ham, men på den anden side, så brød han sig heller ikke om at det var hende som gjorde dette ved ham, netop fordi han vidste hvilke effekter hun havde på ham. ”Muligvis, men det ændre ikke på de ting jeg lod ske for mange år siden,” svarede han stilfærdigt, hvor han igen åbnede øjnene og betragtede solen, som var begyndt at sænke sig igen, som det nærmede sig eftermiddag.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig nogensinde glemt hendes første møde med Malchior. Sådan som han havde jaget hende igennem skoven og havde formået at fange hende ved bækken. Hvis der var noget som kunne holde hende tilbage, så var det i den grad også vand foruden ham selv, da hun var kommet ordentlig ind på det. Han havde givet hende langt mere end det som han nok ville gå hen og tro, for han havde skænket hende en tro på andet end det som hun kunne stå med i hånden. Ja, hun havde været den mere videnskabelige slags, hvilket han havde formået at vende om bare sådan uden videre. Han havde overbevist hende om det som skete deroppe var for det bedste, at det var et sted som man skulle prise, værdsætte og tro på og det gjorde hun. Hun troede i den grad på ham. At han havde været så tæt på at opgive det for hendes skyld, var hun slet ikke klar over. Hun blev rastløs af at forblive fuldkommen i ro og det var ikke bare fordi at hun var den vilde type, men også fordi at han var der og hun var slet ikke sikker på hvor hun faktisk måtte have ham! Umiddelbart så han ikke ud til at bære nag, selvom hans mange handlinger havde fortalt hende anderledes, eftersom han havde gjort alt for at undgå hende. Selvfølgelig var det noget som gjorde ondt at tænke på, for det skar hende faktisk i hjertet. Hendes handling havde været et direkte udbrud for hjælp som aldrig var kommet – Desuden var hun slet ikke sikker på hvordan han ville tage det, hvis han vidste hvad der var sket dengang at Lucifer havde ’tvunget’ hende over på hans side fremfor den som hun faktisk ønskede at stå på. Hun sendte ham et stille smil, som han vidste hvad hun lavede. Hun havde jo også moret sig med ham, selvom det med hjertet slet ikke havde været hendes mening, men en direkte nødvendighed! Et sted håbede hun vel på muligheden for at få lov til at forklare sig? Hans ord måtte gøre ondt. At han faktisk havde undgået hende med vilje, var noget som hun bare bed i sig. ”Er du bange for mig, Melchior?” var hendes første ord, som hun igen måtte vende blikket mod ham. Det fredfyldte suk fik hende bare til at smile bredt. Han nød det jo! Om han så ville vedkendes det eller ikke, så var det jo bare tydeligt for hende! Hun fortsatte massagen af hans nakke og skuldre også selvom hun gjorde det varsomt. Lige når det måtte komme til ham, så ønskede hun virkelig ikke at begå fejl hvis hun da ellers kunne blive fri. Hun holdt af ham på en anden måde end det som hun havde gjort med andre. Ingen havde formået at tage hendes hjerte på den måde, ganske enkelt fordi at hun stak af længe før de overhovedet kom så tæt på hende. Hun sukkede opgivende. Ville han ikke have hendes selskab så kunne han vel bare sige det? Hun trak hænderne til sig igen og lod dem i stedet falde over kors, som hun igen gik om foran ham. ”Hvis du ikke vil have mig her, hvorfor så ikke bare sige det? Jeg har masse tid! Tid er jo faktisk det som jeg har mest af!” sagde hun stilfærdigt uden at hun tog de mosgrønne øjne fra ham. Han ville ikke have hende tæt på og hun vidste det jo godt. Det var ikke farligt at åbne munden overfor hende, man skulle bare være klar på en kæk kommentar i retur, for hun tog det hele som det kom og normalt også med et smil. Hovedet lod hun søge let på sned. ”End ikke guderne er perfekte,” påpegede hun stilfærdigt. De var måske noble, ædle og vise uden lige, men det ændrede jo ikke det synspunkt, at de fejlede ligesom alle andre. Hun burde jo slet ikke være her, for Azrael havde prøvet i årevis at få hende med dengang; Igen så var hun resultatet af en fejl på jorden et sted og hun vidste det jo godt. Hænderne strøg igennem hendes hår som det kækk glimt måtte melde sig i hendes øjne. ”Se hvad det resulterede i. Folk kan faktisk leve side om side.. Mørket har blandet sig med lyset op til flere gange endda! Jeg er ked af det som skete dengang..” Hun valgte denne gang at gå tæt på ham, hvor hun igen gled ned i knæ foran ham. Hun var rastløs, hun skulle være i gang hele tiden! Hun lod hånden glide under hans hage, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Se på mig.. Og lyt godt efter. Hvor ofte er det ikke at træerne må ofre sine blade? Smide dem fra sig? Kaste dem fra sig så de dør og visner? Dækker skovbunden til.. Havde det ikke været for de små insekter, de mange regnorme.. Så ville jorden kvæles.. Han ville kvæle os alle hvis du ikke havde grebet ind,” hviskede hun stille. Hun lænede sig let og hurtigt frem, kun for at kysse hans kind, inden hun trak sig igen.

[melchior]

Melchior måtte indrømme at han virkelig ikke forstod Chryseis levemåde. Han forstod ikke hvorfor hun havde snydt ham dengang, for.. han havde jo aldrig nogensinde gjort hende ondt. Han havde kun ønsket hende det bedste, han havde ikke engang ønsket at hun skulle ændre sig for hans skyld og han havde tilmed været parat til at opgive det hele for hende! Det eneste han havde ønsket på daværende tidspunkt, var at være sammen med hende, at mærke hvilken følelse som Darlene satte i menneskene, en følelse der bragte så meget godt med sig og dog bragte den også meget dårligt med sig, men det var en balance som altid ville være der, der kunne trods alt ikke være noget godt uden noget ondt, noget lys uden noget mørke, kærlighed uden sorg. Han havde oplevet det hele, det gode, onde, lyset, mørket kærligheden og sorgen, det havde bragt ham til den dag i dag, hvor han endnu engang stod foran hans livs kærlighed, en kending, som han ikke havde set i utrolig mange år. Hvad der var imellem dem vidste han ikke længere, men hun havde snydt ham, så hvorfor skulle han stole på hende? Hun havde snydt den øverste af ærkeenglene, hun kunne have gjort ham menneskelig og faktisk haft muligheden for at dræbe ham, men hun havde valgt at snyde ham? Mon give ham en lærestreg? Han vidste det ærligtalt ikke. Han kunne tydeligt mærke på hende, at hans ord ramte hende, men hvad havde hun egentlig regnet med? At han ville tage imod hende med sin åbne og varme favn? Så hun kunne snyde ham igen? ”Jeg frygter dig ej Chryseis, jeg frygter intet,” svarede han stilfærdigt. Man kunne kalde ham for hovmodig, men han var trods alt retfærdighedens gud, nogle kaldte ham sågar for krigsguden, han var en gud der ikke kendte til følelsen af frygt. Hendes massage var noget som han nød, det kunne han ikke komme udenom, desuden kunne han ikke lyve, hvilket han heller ikke så nogen grund til, så hvorfor skjule det for hende? Det var jo den effekt hun havde på ham, som hun altid havde haft på ham. Han mærkede tydeligt hvordan hans ord ramte hende, hvilket fik ham til at trække svagt på den ene mundvig. Hun var en kvinde som var ufattelig svær at knække, men det var ikke umuligt, han havde dog ikke i sinde at knække hende, men måske give hende en lærestreg? At lege og snyde en ærkeengel var ikke noget som mange ville slippe godt fra. Han gjorde få rul med skuldrene, da hun stoppede sin massage, hvor han holdt sine øjne lukkede, selv da hun satte sig foran ham igen. Han svarede hende ikke, et sted blot for at drille hende, for måske han var retfærdigheden selv, men han kunne skam sagtens give igen af samme medicin, han var trods alt en strategisk og vis mand, så der skulle normalt meget til for at snyde ham. Dog var han mere påvirket af de menneskelige følelser, når han befandt sig her på Jorden, specielt når han var sammen med hende. Han åbnede øjnene og så fast på hende, da hun sagde at guderne ikke var perfekte. ”Alle kan fejle, hvor tror du menneskene har det fra? Men vi er skam perfekte, vi har skabt denne verden, vi har været med til at skabe dit liv og vi kan sagtens tage det fra dig igen!” Han havde hævet stemmen, hvilket resulterede i et tordenbrag længere væk, hans øjne var lettere glødende, blot for at understrege hans ord. Ingen ramte ordet perfekt, bedre end guderne selv. Han lyttede til hendes stemme, som gjorde ham helt rolig igen, han lukkede øjnene ganske let, for at finde den indre fred frem igen. Han vendte blikket indgående mod hende, da hun lagde hånden under hans hage og vendte sit blik mod hende. Kysset mod hans kind, fik det til at sitre i hele hans krop, hvor han måtte synke den klump som havde sat sig fast i hans hals. ”Så sandt,” svarede han stilfærdigt. Det var et emne, som han egentlig ikke gad at komme ind på, netop fordi det præget ham selv den dag i dag, skulle han være ærlig, så ville han ønske at det aldrig var sket.

[Deleted]

Chryseis havde måske en ganske mærkværdig måde at leve på og hun vidste det udmærket godt. Hun levede halvt om halvt menneskeligt og så halvt om halvt som den ånd hun var dybest inde og hun vidste så sandelig også godt, at det måtte være mærkeligt, men igen.. Der var ingen som kendte til hendes plads i skoven. At hun var noget som var højerestillede end dem, selvom det nu ikke var noget som hun decideret ville gå rundt og prale med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde virkelig holdt af ham.. og det gjorde hun endnu, selvom hun ikke turde at sætte sig de forventninger til at han måtte føle det samme, for det var hun bestemt ikke sikker på, at han gjorde. Ikke efter det nummer som hun havde fyret af overfor ham. Hun havde haft den mulighed for at slå ham ihjel, selvom det aldrig nogensinde var noget som hun havde fået sig selv til! Han havde lige så holdt hendes hjerte i sine næver. Hun kunn da aldrig finde på at slå ham ihjel! Der havde hun da klart hoppet frem fra skjulet, gjort sit for at beskytte ham og med alt hvad det måtte indebære, selvom det ville have afsløret hende og hendes frygtelige fejltagelse med Lucifer! Og så måtte un jo bare tage det som det kom. Nok var hun en drillepind, kunne té sig som en lille unge, men hun kunne så sandelig også godt tage ansvar og specielt når man havde den betydning som Melchior havde for hende. ”Pas på med hvad du siger, Melchior. Jeg ved ikke om i guder er kendt med begrebet hovmod?” spurgte hun stilfærdigt. Denne gang tog hun det faktisk pænt alvorligt. Ville han konfrontere hende med det, så måtte han da også bare komme i gang med at gøre det, for det andet her ,var slet ikke noget som hun kunne tage sig meget af lige nu. Hvad ville han? Ville han konfrontere hende med det som skete dengang? Hn var nok ikke meget for at komme ind på det, men det var vel bedre at få afsluttet konflikten? Hvis det var det som det kunne kategoriseres som. Selv blev hun siddende ganske roligt, selvom han hævede stemmen. Ville han gøre hende ondt, så havde han gjort det for længe siden, det var den tanke som hun selv måtte være og stå ved. Han kunne gøre det som det rene ingenting hvis det var det som han ville. ”Intet er perfekt og heller ikke Jer,” fastholdt hun med et let træk på skuldrene. Guderne var måske det tætteste som man kunne komme på det at være perfekt, men det gav dem så sandelig heller ikke ret til at kategorisere sig på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun blinkede let med øjnene. At han hævede stemmen, så var det jo kun tydeligt, at hun havde ramt et ømt punkt, hvilket kun måtte få hende til at smile ganske let. ”Og hvad ville I få ud af, at skulle tage det fra os igen? Ingen vil være der til at tro på Jer, ingen verden som I kan betragte deroppe fra..” Hun pegede op mod den store himmel. Hun måtte dog alligevel erkende, at hun faktisk lystede og var nysgerrig på at finde ud af hvordan det var deroppe, selvom hun ikke regnede med ,at det var noget som han ville vise hende på nogen måde. Hun samlede hænderne foran sig igen. Hun lod kysset ramme hans varme hud inden hun igen satte sig på knæ foran ham. Hænderne lagde hun let mod sine lår og med de mosgrønne øjne hvilende på ham. Hun var en smilende person og det havde hun altid været. Hun nikkede. ”Lige præcis! Jeg ved at det var hårdt.. Nok er jeg tvunget til at vandre her på Jorden til evig tid, men hvad? Jeg hører en masse sladder, en masse historier og meget omkring dig deriblandt.” Hun sendte ham et sigende blik. Hun vidste at han havde stået Lucifer nær, at de havde været som brødre, så det måtte da have været ekstra hårdt at skulle være tvunget til det. Hun vendte blikket let ned mod hans bryst i stedet for. En flot mand, det var han i den grad. ”Vil du stadig have at jeg skal gå?” tilføjede hun med et let smil på læben. Hun gik ikke frivilligt. Ikke nu hvor hun endelig havde formået at fange ham her.