I will never be afraid again..

[melchior]

Meget kunne nå at dukke op, det var egentlig kun et spørgsmål om tid før Melchior skulle af sted igen, for han kunne blive kaldt tilbage om et minut, en time, en dag eller en uge, det var rent faktisk ikke til at sige, men siden det var ret så kaotisk på Jorden for tiden, så skulle det ikke undre ham at der højst ville gå en dag og så ville han blive kaldt tilbage, for han havde allerede været på Jorden et par dage. Det var altid i hans sidste tid at han søgte til de Procianske skove, netop fordi han bar gode minder herfra – kun med Chryseis. Han nød at komme her og nu hvor det var blevet godt mellem dem igen – mere eller mindre – så ville han nyde at komme på besøg så ofte han kunne, kun for at se til hende. Han lod hende blot vride sig ud af hans greb, så hun kunne rette sig mere op, hvor hans safirblå øjne faldt til hendes smukke ansigt. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Jeg er da ikke hovmodig!” svarede han afvigende, selvom det vel lidt var hvad han var? Han trak svagt på skuldrene. ”Der skal mere til end primitive våben for at dræbe en ærkeengel Chryseis, jeg påpeger blot sandheden, der skal utrolig meget til før jeg kan dø og forsvinde fra universet,” lagde han roligt til, hvor han lukkede øjnene ganske let, som freden lagde sig fuldkommen over ham igen. Han smilede ganske let, som hun puttede sig ind til ham endnu engang, hvor han fulgte hendes blik op mod himlen, da hun spurgte hvordan det var, inden hans safirblå øjne faldt tilbage på hende. ”Det er.. kosmisk, stort, idyllisk og harmonisk,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et varmt smil. ”Svært at forklare, men når du er deroppe, så vil freden slå ind over dig med det samme,” lagde han roligt til. Sådan var det i hvert fald oppe i det høje, der hvor Guds palads lå, der hvor paradisets have måtte befinde sig og der hvor han havde vokset op. ”Jeg kan vise dig himmeriget, hvis du vil?” foreslog han roligt. Hende selv måtte jo ikke komme særlig meget udenfor skoven – hvilket han jo vidste, for han havde trods alt kendt til hende i forfærdelig mange år. Han kunne dog ikke føre hende med op til det høje, en dimension der lå over himmeriget, der hvor Gud opholdt sig og også ham selv, for det var forbudt for væsner på Jorden, det var et sted der kun tilpassede guderne og ærkeenglene, end ikke nogen engel havde været der. Han smilede et roligt og næsten så fredeligt smil til hende, hvor hans arme ikke forlod taget omkring hendes krop på noget tidspunkt, for han nød virkelig at holde om hende! ”Tja.. der går nok ikke lang tid før jeg bliver kaldt på.. der er utrolig meget kaos på Jorden for tiden.. specielt her i Procias,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende en smule tænksomt. Han løftede den ene hånd og strøg den blidt over hendes kind. ”Du skal love mig at være forsigtig i eftertiden Chrys.. Det kan lige såvel også gå ud over de procianske skove, og jeg vil ikke have.. at du kommer til skade,” endte han sandfærdigt, hvor han sendte hende et alvorligt blik, for han var egentlig gravalvorlig! Han havde måske undgået hende i alle disse år, men han ønskede virkelig ikke at miste hende!

[Deleted]

Uroen generelt i Procias havde Chryseis udmærket godt mærket sig af, selvom det nu ikke var en tanke som behaget hende. Skete der noget med skoven, så havde hun et kæmpe problem og så ville Azrael endelig få lov til at hente hende og det var slet ikke noget som hun var interesseret i! Bestemt ikke nu hvor Melchior endnu en gang ville lade hende komme tæt på sig, for det var noget som hun virkelig havde ventet igennem forbandet mange år på at finde ud af – Hvad han egentlig ville og hvad han egentlig ønskede af hende. Nu kunne hun slappe af igen og sidde trygt i hans favntag, for det var virkelig en rar fornemmelse. Hun grinede en klar og blid latter. ”Du er ikke hovmodig? Åh jo du er!” endte hun med et morende grin, også selvom hun mente de ord i alvor! Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet, hvor hun derefter måtte sætte sig helt ind til ham og bare.. putte. Det var nok noget af det som hun kunne sige sig, at have savnet allermest af det hele. Blikket gled mod den store himmel, som hun måtte lytte til hans ord. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun forstod det ikke.. hun forstod virkelig ikke. At der kunne være så stille og så fredeligt højt deroppe, mens alt det kaotiske måtte finde sted hernede? Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende overhovedet. Hun nikkede blot stille til hans ord, som et tegn på at hun havde forstået det.. om ikke andet, så forstod hun det så godt som det nu var hende muligt. ”Jeg forstår ikke, at det kan være så fredeligt det ene sted og så kaotisk det andet.” Hun vendte blikket mod ham, som hun næsten måtte forvente, at han havde alle svarene. Det var jo trods alt også ham, som måtte sidde deroppe i det høje og kigge ned på dem alle sammen. Han havde vel også set det. At han ville vise hende det, efterlod bare store julelys i hendes øjne! ”Virkelig?!” udbrød hun næsten helt ivrigt, hvor hun igen vendte blikket mod himlen. ”Så.. det bliver uden at Azrael henter mig?” Hun sendte ham en drilsk skulende mine, selvom hun ikke kunne lade være med at grine. Hun havde formået at holde den mand på afstand igennem så skræmmende lang tid og det var nu ikke en kamp som hun havde i sinde, at skulle opgive bare sådan uden videre. Hun ville under ingen omstændigheder lade den mand hente hende! Hun lagde hovedet stille mod hans bryst, hvor hun kunne lytte til hans hjerte. Det var faktisk noget som måtte gøre hende temmelig rolig og det var virkelig også en dejlig og behagelig fornemmelse når det endelig måtte komme til stykket i det hele taget. Hun gibbede helt som han strøg hendes kind. Det var virkelig en dejlig fornemmelse! Øjnene var gledet stille og roligt i, inden hun vendte blikket mod ham igen. Nu begyndte hun selv først at blive rastløs ved at sidde stille så længe, som det hun havde gjort det til nu. Hun nikkede. ”Jeg lover at passe på, Melchior.. Hvis du også gør det,” påpegede hun stilfærdigt, dog alligevel med en rolig og tydeligt alvorlig stemme, for hun mente det da i allerhøjeste grad! Hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme galt af sted og specielt heller ikke på grund af hende! ”Der skal meget til af ødelæggelse her i skoven, til at jeg vil kunne mærke det..” Hun hævede den ene hånd ganske roligt og stille. ”Jeg skal nok klare mig,” tilføjede hun blidt, inden hun lod hånden stryge over hans kind, inden hun trak sig en anelse væk, blot så hun kunne betragte ham i helheden.

[melchior]

Måske det var ret hovmodigt af Melchior at påpege at han kunne klare det meste, men på den anden side var det heller ikke løgn, for han var et af de ældste væsner i hele universet. Han skulle først være dødelig før han kunne blive dræbt og fjernet fra universet, hvilket ville kræve at han overgav sin himmelske plads og det var noget som han ikke havde regnet med at gøre, skønt han vidste at han engang havde været tæt på det, netop på grund af hende, men han måtte indrømme at der skulle meget til, før hun ville få ham til at ville opgive den plads igen, for han havde nok mistet en smule for hende, dengang hun valgte at være ham ’utro’ tilmed med hans egen bror Lucifer, og derefter en anden mand. Han kunne ikke lade vær med at smile ved lyden af hendes latter, for den gjorde ham helt så munter. Han strøg hånden ned langs hendes side, imens han betragtede hende med et morende glimt i hans safirblå øjne. ”Du nyder det jo alligevel,” påpegede han lettere drillende, hvor han blinkede let til hende, inden han lo kort for sig selv. Han kunne ikke lade vær med at smile, som hun måtte putte sig ind til hans nøgne, muskuløse brystkasse, hvor hun mest af alt mindede ham om en lille pige. Han løftede roligt sin ene hånd, som han fjernede nogle af hendes mørke lokker med, inden han strøg hende blidt over håret, hvor han holdt hende tæt ind til sig, for han nød at have hende tæt på – noget som han altid havde nydt og som i den grad også var savnet! Han havde brugt så lang tid på at undgå hende, at han havde glemt hvor fantastisk det var at sidde med hende i sin favn, og det var virkelig en savnet følelse! Hun gjorde ham helt rolig og alligevel så.. spændt? Han lyttede til hendes ord, inden han så ned på hende, som hun så op mod ham. Han smilede overbærende til hende, hvor hans hånd strøg hende blidt over kinden. ”Tja.. der er intet ondt eller nogen trusler som hviler oppe i det høje, der er kun neutralitet og harmoni, efter Lucifers død har nogle af hans afkom overlevet og de har skabt uro og ondskab med sig på Jorden, desuden uden godhed kan der ikke være ondskab – og omvendt,” fortalte han roligt, som han prøvede at forklare hende det, skønt det egentlig var svært, for hun havde jo en pointe, hvis godhed skabte ondskab, hvorfor var der så intet ondskab oppe i det høje? Det var dog ikke tanker han spildte tiden på, det eneste han sørgede for var at der ikke var nogen til at true troen på ham og hans fader. Hendes iver var noget som måtte more ham, hvor han slap en munter latter. Han nikkede roligt. ”Det vil være mig en ære at vise dig himmeriget,” svaret han med en ærlig stemme og smilede mildt til hende. ”Chryseis, du er en gammel ånd og så længe den krop og det legeme som du befinder dig i lever, så kan Azrael ikke hente dig, uanset hvorhenne du så end befinder dig,” forsikrede han hende. At hun ville passe på glædede ham, men han vidste trods alt hvilken flyvsk person hun var. ”Igen Chryseis, der skal meget til før det kan gøre skade på mig,” svarede han stilfærdigt. Han strøg hende blidt over kinden, hvor han lod sin tommel stryge hendes læber ganske blidt. ”Du undervurderer kaosset som hviler over Procias, Chryseis.” Han så ganske alvorligt på hende. ”Lov mig at du er forsigtig.” Han lod sin pande falde blidt mod hendes, så han havde frit udsigt til hendes smukke øjne.

[Deleted]

Chryseis havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan det stod til oppe i det høje. Hun havde kun sin skov at gå ud fra, for det var i det store og hele, frygtelig sjældent, at hun forlod den og nu hvor hun vidste, at hun var blevet tilgivet, så havde hun heller ikke nogen grund til at skulle søge mod kirken som hun ellers havde gjort det igennem de sidste forbandede mange år. Nu kunne hun slå sig til ro med at det var en fejde som hun nu kunne lægge bag sig. Sket var sket, også selvom hun virkelig ønskede at skulle vende tilbage og forandre, så måtte hun bære det ar på hendes mave til resten af hendes dage – Netop fordi at hun havde valgt at skære barnet ud selv længe inden, at det måtte blive født. Ikke fordi at det var noget som rørte hende den dag i dag, selvom hun ikke fortrød lige netop den handling. Alle valg havde en konsekvens.. At han jo så havde overvejet at opgive sin plads i himlen for hendes skyld, var nu slet ikke noget som hun kunne forstå! Det måtte han jo slet ikke! Hun ville ikke have det! ”Mhmm.. Det gør jeg,” medstemte hun med en munter stemme. Han gjorde hende altid i godt humør. Det var en effekt som han altid havde haft på hende og specielt når han var så tæt på, som det han måtte være lige i øjeblikket, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hendes vedkommende, det var helt sikkert! Hun nikkede stille, hvor øjnene halvt om halvt måtte glide i af ren salighed. Det var bare.. behageligt når han rørte ved hende og skænkede hende disse kærtegn, for det var virkelig en overdådig følelse at skulle sidde igen med! ”Jamen.. hvis det ene ikke kan leve uden det andet, hvorfor er der så intet ondt og mørkt deroppe?” spurgte hun. Denne gang langt mere direkte. Måske at det ikke var noget som han decideret gik rundt og tænkte på, men hun kunne faktisk også være en anelse filosofisk af sig og stille spørgsmål som kun kloge hoveder ville stille. Hun betragtede ham stille. Hun frygtede stadig svagt, at Azrael ville hente hende før eller siden.. så ville det jo også være hendes tur og hun kunne jo heller ikke nægte ham det hele tiden, ligesom hun havde gjort det dengang. At han ville vise hende Himmeriget, var faktisk noget som hun virkelig kun måtte sige sig, at være glad for, for hun var virkelig nysgerrig af sig! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede og nikkede til hans ord. Hun skulle nok være forsigtig! Det lovede hun! De strøg over hendes læber, var noget som virkelig måtte få hende til at sitre og noget så voldsomt endda. Panden lod hun møde hans, hvor hun gengældte hans lette alvorlige blik. ”Jeg skal nok være forsigtig, Melchior. Det lover jeg dig.” Selvom hun var flyvsk, så vidste hun også når grænsen var nået og hvornår det var på tide, at passe på – såsom nu. Uroen havde hun jo trods alt selv mærket sig af. Det gjorde selv hende urolig, hvilket også gjorde hende rastløs et sted. ”Hvis du lover mig at passe på dig selv..” Hun trak hovedet en anelse til sig, idet hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind. Troen på at det ville blive de to, havde hun ikke direkte.. ikke så længe, at han havde den plads i himlen som han havde og hun var så jordbundensom hun var. ”Nok er jeg flyvsk og med en opførsel som et barn, men jeg lover det..” tilføjede hun. Lige nu havde hun i den grad den alvorlige maske på.

[melchior]

Uroen havde lagt sig over landet, hvilket var noget som man næsten skulle være død for ikke at kunne mærke, for det havde lagt sig over det hele, selv ude i naturen var det ikke sikkert, selv de mindste landsbyer ude på landet og i udkanten af landet var blevet brændt ned, hvilket havde skabt hungersnød i landet, som havde bredt sig ud over det hele. Han var bange for at de også ville begynde at brænde skoven ned og al andet natur, og hvis de først begyndte at brænde skoven ned.. han turde end ikke tænke tanken, for resultatet af den var ikke ligefrem behagelig! De safirblå øjne hvilede muntert på hende. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, dog uden at han veg blikket fra hendes smukke ansigt. Det var rart at være sammen med hende igen, det var rart at kunne holde om hende, give hende fred og ro, hvor det faktisk måtte forundre ham at hun kunne sidde stille i så lang tid, men det gjorde ham nu intet. ”Mm.. så du nyder jeg er hovmodig? Hvorfor klager du så?” spurgte han drillende, hvor det brede smil blot blev endnu bredere. Han løftede roligt den ene hånd, som han strøg hendes mørke lokker væk med, inden han lod hånden stryge ganske blidt over hendes kind. Det var utrolig lang tid siden at han havde set hende sidst, han havde jo mere eller mindre flygtet fra hende hele livet, indtil nu, for det var gået op for ham at man ikke kunne flygte fra fortiden, den ville indhente én på et tidspunkt alligevel. Han smilede ved hendes spørgsmål. Hun havde altid været så utrolig nysgerrig, men han klagede ikke, for det morede ham egentlig kun. ”Der er skam mørkt deroppe, men også.. lyst, på en og samme tid,” svarede han roligt, inden han vendte blikket op mod himlen. ”Det høje, hvor Guds palads og paradisets have ligger, det er en dimension for sig selv, ligesom Jorden, Himmeriget og Helvedet er. Med ondt kommer det gode, før Lucifer og min egen tid, var der kun det høje, hvor guderne boede og et helvede af inferno og flammer – der hvor ondskaben bor. De to dimensioner skabte deres egen balance, som udgjorde godt og ondt, og nu er Helvedet et bosted for onde sjæle, trusler og.. Djævlen selv,” endte han roligt, hvor de safirblå øjne endnu engang faldt til hendes skikkelse. Han smilede skævt til hende, hvor han så lettere afventende på hende, for at se om hun havde fået svar på sit spørgsmål, eller om hun endnu hungrede efter svar. Han kunne tydeligt mærke det behag han satte i hende ved hans kærtegn, det var selv noget som han kunne læse ud fra hendes blik. Panden som hun lod møde hans, fik ham til at smile ganske let. Han lyttede roligt til hendes ord, lod hende rette sig mere op og stryge hånden mod hans kind, hvor han kort lukkede øjnene af den rene fryd. Han åbnede øjnene, hvor en form af panik havde lagt sig over dem. ”Nemlig! Du er uansvarlig! Du leger rundt, prøver folks grænser af, for at skabe en form for morskab og aner ikke hvad konsekvenserne kan være af det! Du opfører dig som et.. uvidende barn!” Han skældte hende ikke ud, det var egentlig ren panik som talte, for han var bange for at hun ville gøre noget dumt, som også ville koste hende dyrt, og det ville han ikke have!

[Deleted]

Chryseis havde allerede mærket sig af den uro og hun var heldigvis logisk nok til at vide, at det også ville ramme skoven på et tidspunkt. Lige nu var det jo trods alt også landets største bunke af ressourcer som de kunne gøre brug af til det ene og det andet. Det var faktisk også det som bekymrede hende. Skete der noget med skoven, så gjorde det automatisk hende svagere og hun frygtede virkelig for resultatet netop ved en handling af den kaliber, for det var slet ikke noget som hun måtte ønske på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede dæmpet ind mod hans favn. Når hun virkelig ville, så kunne hun så sandelig også godt sidde fuldkommen stille. Hun havde mærket ham ofte i skoven, men hun havde bare ikke været hurtig nok til at opsøge ham. Nu sad de der, de havde til dels ordnet op, selvom hun slet ikke havde troen på, at de ville fortsætte hvor de slap. Det ville virkelig være, at kræve absolut alt for meget af ham og det ønskede hun heller ikke. Desuden ville han være langt mere til gavn deroppe i den store himmel, end det som han ville være her på jorden, så det var vel også et evigt liv i adskillelse uanset hvad fanden de endte med at gøre? ”Jeg skal vel bare have noget at klage over?” spurgte hun med et let grin. Det var jo heller ikke fordi at hun klaget særlig ofte. Det havde faktisk kun været ham som havde stået og lyttet til det før i tiden, ellers var hun jo faktisk alene. Og det blev virkelig ensomt til tider, specielt de aftener hvor hun sad i lysningerne og skævede med længsel op mod himlen – Kun fordi at hun vidste, at han faktisk måtte være der, men ikke ønskede at vide af hende. Nu var det en sorg forbi, hvilket hun i den grad også måtte sige sig, at være noget så frygtelig godt tilfreds med. Ganske roligt, sad hun og lyttede til hans ord.. prøvede at finde nogen mening med det, selvom det på ingen måde, kunne sige sig at være nemt overhovedet! ”Så.. alt det man hører om i kirken til bøn? Alle de tanker og den frygt for at komme i krydsilden og den lyst til at komme til himlen.. Er det falskt? Jeg mener.. Hvis der også er mørke deroppe? Er der så også lyst.. dernede?” Hun vendte blikket ned mod jorden under sig. Hun havde forstået at jorden var det punkt i midten hvor man fandt begge dele. Resten var bare som en by i Rusland for hende.. Hun forstod det ikke! Ikke fordi at hun nåede at bryde ind i hans ord som de bare kom. Hun lagde en finger mod hans læber. Hun vidste godt, at hun var rastløs, en naiv og drillende person, men hun kunne altså godt tage ting seriøst! ”Jeg er da ikke noget barn!” begyndte hun stilfærdigt. ”Desuden.. Jeg kan faktisk godt tage tingene seriøst! Prøv at være her i en evighed uden selskab, Melchior. Jeg har brug for min sjov! Jeg ved at tiderne derude er hårde for dem alle sammen, jeg ved det godt. Jeg kan godt passe på mig selv.. Det har jeg jo altid gjort, og det er heller ikke fordi at der er sket noget med mig, er der? Jeg bliver i skoven.. jeg søger ikke væk og du skal være mere end velkommen til at holde mig under opsyn deroppefra, okay?” Hun sendte ham et stille smil. Selvom stemmen var alvorlig, så tog hun det faktisk ganske roligt. Hvem ville da kunne finde på at ødelægge skov på den måde, som det virkede til at han frygtede det?

[melchior]

De safirblå øjne hvilede muntert på hende. Det var længe siden at Melchior faktisk havde.. moret sig! Og han nød det virkelig også! Det var ikke ligefrem morskab man fandt blandt de højere magter, nej, det var skam alvorlighed. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. Hun havde altid brokket sig og klaget over et eller andet, hvor han altid havde givet hende nøjagtig det som hun kunne lide, mest af alt havde han ladet naturen blomstre, for det var trods alt det som hun elskede højst – gik han ud fra. Han strøg ganske let hendes mørke lokker væk fra hendes smukke ansigt, imens han studerede hendes mange ansigtstræk. Hun var endnu lige så smuk, som dengang; præcis som han huskede hende. ”Du nyder at brokke dig, gør du!” endte han morende, hvor han blinkede drilsk til hende. Det var faktisk rart at være sammen med Chryseis igen, for hun fik de menneskelige følelser frem i ham igen, følelser han troede at han havde glemt. De blå øjne betragtede hende ganske let. Han havde savnet hende! Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han smilende rystede på hovedet. ”Nej.. eller jo.. du misforstår mig!” endte han næsten selv forvirret, ”se her. Jorden er mellemtingen ikke? På Jorden findes både godt og ondt, og alt uden om altså himlen og helvedet, er som en balanceskål.” Han vendte sine håndflader opad, så de skulle forestille sige en vægt, hvor han holdt sine håndflader på lige linje. ”Med ondskab kommer godheden og omvendt, det vil sige at med lyset kommer mørket også, så i dimensionen over os, hvor Gud og jeg selv bor, der er der både lyst og mørkt, og selv nede i helvedet er der lyst og mørkt, med så langt?” spurgte han roligt, hvor han kort så afventende på hende, inden han valgte at fortsætte: ”Men for at balancen skal opstå, så er der kun den rene harmoni og fred det ene sted, hvor der det andet sted kun hviler kaos og ondskab.. Så, i Det høje, der hviler godheden, i midten altså her på Jorden lever både godt og ondt og i Helvedet, ja.. der er der kun ondskab,” endte han roligt, hvor han endnu engang vendte blikket mod hende, som han sendte hende et muntert smil. ”Forstår du det nu? Eller kan din lille hjerne ikke følge med?” spurgte han drillende i en hviskende tone mod hendes ene øre, inden han slap en munter latter. Han trykkede hende godt ind til sig, med de stærke arme godt omkring hende, så han var sikker på at hun ikke forsvandt bare sådan uden videre. Han tav med det samme, som hun lagde fingeren mod hans læber, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Han lyttede til hendes ord og forholdt sig tavst, hvor han først til sidst, greb omkring hendes hånd, som han fjernede fra hans læber. ”Og jeg kommer til at holde øje med dig! Et vågent øje!” svarede han bestemt. Han ville våge over hende som en høg, så han var sikker på at der ikke skete noget med hende! Det tillod han virkelig ikke! ”Men stadig Chryseis! Lov mig du er forsigtig!” Han strøg hende blidt over læberne, inden hans safirblå øjne faldt i hendes mosgrønne, ”jeg tilgiver ikke mig selv, hvis der sker noget med dig.” Han så alvorligt på hende, for han vidste at hun havde en tendens til at blive.. hovmodig.

[Deleted]

At alt måtte være så alvorligt og seriøst deroppe i den store himmel, var noget som Chryseis efterhånden havde fundet ud af, men det ændrede ikke det faktum, at hun virkelig var nysgerrig og faktisk gerne ville se den del af hans verden, som han jo bare kunne vandre frit i hendes og det skulle gerne være uden, at Azrael ville hente hende først, for den mand fik da slet ikke lov til det! Ikke på vilkår! Hun vendte blikket stille op mod den store himmel og så mod ham, som han begyndte at forklare. Det var faktisk rart at se ham smile igen, for det var et smil, som hun kun måtte sige sig, at have savnet at se og det var endda på alle måder. Når han ikke havde været her på jorden for at besøge hende, så havde det virkelig været ensomt. Også selvom hun vidste, at det var hendes skyld i det store og hele, så var det nu heller ikke noget som hun direkte ønskede at skulle snakke mere om nu. Nu vidste han hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort det, og det var heller ikke fordi at hun ønskede at skulle gøre noget som helst mod ham, for det var da noget af det sidste som hun ønskede sig! Hun havde aldrig nogensinde ment, at skulle gøre ham noget ondt på nogen måde. Alene den tanke om det, var noget som gjorde hende direkte deprimeret, for det havde aldrig været hendes mening! Hun holdt forbandet meget af ham, også selvom hun vidste, at det slet ikke burde være til. Hun lyttede intenst til hans forklaring. Det gik dog mere og mere op for hende, hvordan det hang sammen. ”Så… jorden indeholder begge dele.. Altså det gode og det onde, og.. og himlen indeholder det gode og verdenen under os, indeholder det onde?” spurgte hun, blot for at være sikker på, at hun havde forstået det fuldkommen rigtigt. ”Det er altså forvirrende!” beklagede hun sig, som hun endte med at slå begge armene over kors og med en mere mut mine end det som hun havde haft før, selvom det hurtigt ændrede sig, som han lod de stærke arme falde om hende, kun for at trykke hende ind mod sig, hvor hun mere end villigt lod hovedet søge mod hans bryst. Det var bare rart at sidde der sammen med ham igen. Hun gik så sandelig ikke nogen steder! Skoven var hendes trygge base og det sted hvor hun fandt styrken. Hun var svag og sårbar når hun begav sig rundt alle andre steder, så meget var hun dog klar over. At han ville våge over hende, havde hun bestemt heller ikke noget imod. Hun sendte ham et muntert smil. ”Som en høg? Ved du hvad.. I stedet for så at holde øje med mig fra det store blå, så kom ned og vær lidt sammen med mig!” opfordrede hun stilfærdigt. Hun ville nyde at kunne rende rundt med ham. Han vidste det vel også godt? Hun ville vise ham den store skov, selvom han kendte til den. Han havde jo trods alt ladet den blomstre så ofte for hendes skyld.. dengang om ikke andet, og hun havde nydt det. Hun elskede det! Hans strøg mod hendes læber, var faktisk noget som fik hende til at tie fuldkommen. De mosgrønne øjne hvilede på hans skikkelse, hvor hun stille nikkede. ”Jeg skal nok være forsigtig,” lovede hun oprigtigt. Hun kunne faktisk godt, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt!

[melchior]

At Chryseis var nysgerrig, var ikke noget som var nyt, men det morede nu Melchior, at hun var så pokkers nysgerrig, det var faktisk ganske kært. Hun mindede ham faktisk om et lille uvidende barn, sådan som hun spurgte ind til det hele og sådan som hun beklagede sig og blev helt mut i humøret, selvom.. han nød det. Han havde savnet hende! Og han nød virkelig kun at være sammen med hende igen, for det var noget som altid havde gjort ham glad førhen. Han huskede tydeligt hvert eneste møde med hende, selvom det var mange år siden, og alle minder var faktisk kun gode, selvom sidste gang han havde set hende ikke ligefrem bragte ham glæde, for der havde han fundet hende i armene på en anden mand, noget som endnu kunne få det til at stikke ubehageligt i hans bryst ved den blotte tanke! Han hadede det! Men hvad var der at gøre ved det? Det værste var nu at hun havde været sammen med Lucifer, fjenden til ham og hans faders religion. Han vendte roligt blikket ned mod hende igen, som hun begyndte at tale og skulle sikre sig at hun havde forstået det. Han nikkede ganske roligt med et muntert smil. ”Korrekt, sådan kan man godt se på det,” istemte han, hvor han ikke kunne holde en munter latter tilbage, som hun endnu engang måtte beklage sig, men igen, han fandt det kun sødt, og det gjorde egentlig kun at det gik mere op for ham hvor meget han egentlig havde savnet hendes selskab. Som han havde ladet de stærke arme falde omkring hende, trykkede han hende også tæt ind til sig, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys, for at bløde hende lidt op, som hun var blevet mut. Han forstod hende nu godt, for det var også besværligt at forklare og hvis man ikke selv havde været der, set det og levet der, så var det nok ufattelig svært at forstå, og sådan var det jo nok med Chryseis. Han blev dog aldrig i stand til at tage hende med op i Det høje, for det var forbudt for alle andre foruden Gud, de andre guder og ærkeenglene. Han kunne højst tage hende med op i himmeriget, men det var vel også nok? Han smilede muntert til hendes opfordrende ord. Han skulle komme og være sammen med hende i stedet for kun at holde øje med hende? Det lød faktisk ganske fristende, for det gav ham da en undskyldning for at være sammen med hende, og nu hvor de mere eller mindre havde fået rodet bod på fortiden, så ville han faktisk elske at være mere sammen med hende, se mere til hende, for han nød virkelig kun af hendes selskab! Han nikkede ganske roligt. ”Tja, hvis du ikke kan undvære mig, så kunne jeg vel godt komme ned og holde dig lidt med selskab,” svarede han lettere eftertænksomt og med den drillende undertone. Han trykkede hende blot tættere ind til sig, uden at smilet ville falme det mindste, for tanken om at se mere til hende var virkelig noget som kunne gøre ham glad! Han nikkede kort og lettere bestemt. Hun lovede ham at passe på og være forsigtig, så måtte han vel også bare tro på hende? ”Udmærket,” endte han roligt og lettere stilfærdigt, hvor han nikkede endnu engang og kort bekræftende.

[Deleted]

Selvom Chryseis var ved at være temmelig gammel og oppe i alderen, så kunne man bestemt heller ikke sige, at hendes nysgerrighed var stillet, for det var den langt fra! Hun havde aldrig haft noget med det høje at gøre, foruden det store kaos der var med Lucifer og Melchior, selvom hun nu måtte håbe, at det var en fejde, som de var i stand til at skulle lægge bag sig og på alle måder, for hun ønskede virkelig ikke at skulle tænke mere over det, end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvis hun havde ret i hendes udtalelse, hvorfor skulle han prøve at forklare det på en så besværlig måde? Det forstod hun da ikke noget som helst af! Hun sendte ham et drillende, dog et voldsomt skulende blik. ”Hvis det er rigtigt, hvorfor så forklare det så besværligt?!” endte hun med en mindre beklagende stemme, som hun igen måtte slå armene over kors og med blikket som hun vendte direkte i retningen af ham. Hans kys var noget som kunne bløde hende op i løbet af absolut ingen tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt, hvor selv en mindre rød farve måtte melde sig i hendes kinder og det var alt sammen hans skyld, så meget havde hun fundet ud af. Alene den tanke om at skulle være sammen med ham, var klart også noget af det bedste som hun vidste. Det var så skræmmende længe siden, de havde været sammen sidst og specielt på denne måde. Det gik virkelig op for hende, at det var noget så savnet, at sidde der i hans arme! ”Åh ja! Det må du godt!” endte hun næsten helt ivrigt. Selvom det måske ikke var noget som ville ske særlig ofte, så ville hun da nyde det når muligheden endelig måtte byde sig og specielt nu hvor han var så bekymret for hende, så var det jo kun det bedre for hende, for hun ville vise ham, at hun godt kunne passe på sig selv. Skoven skulle ødelægges fuldstændig, hvis der skulle ske noget som helst med hende! Hovedet lagde hun stille og roligt mod hans bryst, hvor hun let lukkede øjnene. Hun ville nyde det så længe, at det nu var hende menneskelig muligt. Hun vidste, at det jo bare måtte være et spørgsmål om tid, inden at han ville ende med at skulle trække sig tilbage til Himlen, selvom hun ville se frem til, at de måtte se hinanden næste gang. Det var jo så længe siden sidst, at man skulle tro at det nu måtte være løgn. Hun sukkede dæmpet og lod den ene hånd stille møde hans bryst som hun strøg ganske roligt igen. Han var så dejlig varm at sidde tæt op af. ”Men du må nu godt holde øje med mig.. Det kan jeg nemlig godt lide,” sagde hun blidt, nærmest kun som en hvisken. Når hun sad tæt ved ham, så var det hende langt nemmere at skulle falde til ro. Hun var slet ikke så rastløs som det hun normalt ville have været når hun rendt rundt herude alene – Det var slet ikke noget som hun mærkede sig af eller tænkte det mindste over lige netop nu.

[melchior]

Melchior vidste godt at Chryseis aldrig som sådan havde været en del af det høje, selvom hun egentlig havde været det lidt i den tid de havde.. været sammen, hvis man kunne kalde det det, for de havde aldrig som sådan fundet sammen sammen, men der var vel ingen tvivl om at de havde været utrolig glade for hinanden? Han havde i hvert fald for hende og dengang kunne han jo også mærke hendes følelser, så der vidste han at det også havde været gengældt, for de var begge blevet ramt af Darlenes pile. Han fortrød dog ikke en eneste dag med hende, for det havde faktisk været den bedste tid i hans liv, selvom han dog havde været ved at opgive sin plads i det høje for hendes skyld, men hvad gjorde man ikke for dem man elskede? Hun havde vist ham mere end hvad hun nok ville gå og tro, for hun havde vist ham alle de menneskelige følelser og givet ham indblik og forståelse i naturen og menneskeheden mere end hvad han havde vidst fra før, for nok havde hans far skabt Jorden og menneskene, men han havde altid troet at de bare var.. som mennesker troede dyr var. Han smilede drillende til hende ved hendes ord, som hun endnu engang beklagede sig. ”Jeg ved det ikke, jeg troede du var klog nok til at forstå det, meen.. jeg tog åbenbart fejl,” sukkede han bedrøvet, inden han blinkede drillende til hende, som han smilede muntert. Han nød virkelig at være sammen med hende! Han slap en munter latter til hendes ord. Hun var virkelig så ivrig! Men det glædede ham da bare at hun endnu holdt af ham, at hun ikke havde glemt ham og deres gode tider. ”Okay! Okay!” endte han lettere leende, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Hun var virkelig ustyrlig! Men når man tænkte over det, så var det vel også på grund af den flyvske personlighed at han havde faldet for hende helt tilbage fra dengang? Hun var jo faktisk det stikmodsatte af ham, når det kom til personlighed – selvom de dog havde få ting til fælles, men det havde alle vel egentlig også? Han smilede mildt ned mod hende, som hun lod hånden stryge over hans nøgne bryst, hvilket var noget som fik det til at sitre fra top til tå. Han kunne ikke komme udenom at han virkelig havde savnet hende! Men han havde jo så heller ikke set hende i ufattelig mange år, hvilket egentlig var en skam, men han havde haft behov for at være hende lidt på afstand med alt det som hun havde puttet ham igennem. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han strøg hende blidt igennem håret. ”Du nyder og kan lide at jeg holder øje med dig?” spurgte han med en morende mine, imens de safirblå øjne betragtede hende ganske let. Han ville dog ikke have noget imod at holde øje med hende, for så var han da sikker på at hun ikke gjorde noget dumdristigt, desuden selvom han sagde at han ikke ville holde øje med hende, så vidste han at han ikke kunne lade vær med det, da han uanset ville blive bekymret for hende, ville sørge for at hun var i god behold og at der ikke ville ske hende noget, for det var noget som han virkelig ikke tillod!

[Deleted]

Chryseis havde aldrig rigtigt haft noget med det store i himlen at gøre, selvom hun havde hørt så frygtelig mange snakke om det, så.. ønskede hun vel også at se det med sine egne øjne? Selvom det nu ikke just var noget som hun regnede med skulle ske nogensinde, for.. ja, det ville vel være som at englene skulle blande sig i de jordiske affærer og det vidste hun godt, at de slet ikke havde lov til. Hun var ramt af Darlenes pil, selvom hun vidste at det at trække den ud i et fast forhold var dem begge så forbudt som det var dem menneskelig muligt at kunne til det, hvilket heller ikke var noget som hun ønskede, for hun ønskede da heller ikke at forvolde ham mere skade end det som hun havde gjort. Der var vel også en grund til at hun aldrig nogensinde havde fået svar på sine bønner i form af.. noget som helst? At det var meningen at de skulle holdes adskilt? Nok kunne hun være som et lille uartigt barn, men helt dum var hun bestemt heller ikke. Hun himlede drillende med øjnene. ”I skal jo også forklare det på en så avanceret måde! Nej ser du.. sådan gør vi ikke her på jorden..” begyndte hun med en næsten belærende stemme, selvom hun endte ud i et mindre latteranfald. Helt ustyrlig var hun faktisk ikke, for han kunne sagtens kontrollere hende. Det var bare lige at sørge for, at hun ikke blev overstimuleret og det gjorde hun som regel, når hun havde noget at se frem til – ligesom i øjeblikket. Hun ville da elske at tilbringe tiden sammen med ham. Hånden strøg roligt og stille over hans bryst. Det var heller ikke fordi at han havde gjort det tydeligt for hende på nogen måde, at han ikke kunne lide det, så hvorfor skulle hun da egentlig stoppe med det? Hun sendte ham et stille og varmt smil. Hun kunne jo heller ikke lade være med det! Hun nikkede og lod hovedet let søge mod hans hånd. ”Mhmm.” svarede hun med en svag rød farve i hendes kinder. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville lægge skjul på for hans vedkommende, for han havde krav på sandhederne nu hvor hun havde tvunget ham igennem alt det, selvom det hele bundet i en kæmpe misforståelse. Hun havde slet ikke ønsket at være ham utro, men.. ja, hvor havde de egentlig stået? Det vidste hun jo ikke og det gjorde hun stadig ikke. ”Det får mig til at føle mig som noget særligt..” Hendes stemme og tilføjelse var ganske dæmpet, for hun vidste ikke hvilke hentydninger som lå bag det for hans del, hvor meget han kendte til de menneskelige følelser, eftersom væsnet på jorden også måtte være en del af hans eget skaberværk? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for hun følte sig elsket af dem i det høje og da specielt af ham. Hun satte sig tæt på, så hun kunne lade hovedet søge mod hans bryst, hvor hun kunne lytte til hans hjerte. Det var nok noget af det som kunne gøre hende mest rolig i det store og hele, selvom der normalt skulle temmelig meget til.. ikke ved ham. Han gjorde det bare ved at sidde der. Hun trak vejret dybt. ”Bare at vide, at du sidder deroppe og holder øje med mig,” afsluttede hun med et mildt og stille smil.

[melchior]

Det ville glæde Melchior at vise Chryseis himmeriget, for han ville da gerne have at hun var en del af hans verden, en del af hans liv endnu engang, for han havde savnet hende, desuden kunne hun bedre forstå det hele, hvis hun så hans verden, for nu havde han jo set hendes, som han faktisk kendte utrolig meget til, men han havde aldrig vist hende himmeriget, der havde ikke ligefrem været tid til det dengang, dengang havde reglerne også været langt strammere, end de var nu. Dengang var det forbudt hvor alle væsner foruden engle at betræde himmeriget, nu var det okay, så længe man var i selskab med en engel, som kunne føre en derop, desuden havde lysvæsnerne og paladinerne også tilladelse til at være der. Han ville desuden elske at tage Chrys med op i himmeriget, vise hende hvordan englene levede, skønt at himmeriget ikke kunne måle sig med Det høje, hvor han selv boede, for det var virkelig hvad man kunne kalde for et paradis! Han kunne ikke lade vær med at smile bredt og selv komme med en kort latter til hendes ord og hendes eget latteranfald. Han nød virkelig at lytte til hendes søde latter, for den var virkelig som sød musik i hans ører! ”Tsh! Det er ikke min skyld at I jordlinge ikke kan følge med!” svarede han drillende og lettere triumferende, som han smilede selvsikkert. Han nød at være sammen med hende, at kunne hygge sig, for hun fik ham virkelig til at more sig! Og det var utrolig lang tid siden at han sidst har moret sig så godt! Det var ikke ligefrem fordi at han kunne prale af at hans job var.. sjovt. Det var alvorligt, for det krævede sit at være en ærkeengel, at være Guds højre hånd. Hånden der søgte over hans bryst var noget som han ikke kunne andet end at nyde, for han havde virkelig savnet hende og alt hvad hun gjorde ved ham! Hendes berøringer, der skænkede ham denne behagelige sitren, hendes stemme, som skænkede ham ro, og faktisk undrede det ham at han kunne få hende til at sidde stille, for han vidste jo at hun var denne flyvske person, der ikke kunne sidde stille. Hans hoved søgte ganske let på sned, som han betragtede hendes røde kinder. ”Du rødmer,” bemærkede han roligt, hvor han løftede den ene hånd, som han strøg over hendes kinder. Der var ingen hån i hans stemme, mere.. forundring? Det var sjældent at han så hende rødme, faktisk kunne han slet ikke huske at han havde set hende rødme, men på den anden side var det jo også utrolig lang tid siden. At hun ville nyde at han ville være oppe i himlen og holde øje med hende, fik ham til at smile bredt, for det morede ham virkelig! Han strøg hende blidt over håret, da hun lagde sig ind til ham. ”Du er noget særligt Chrys,” hviskede han blidt, hvor han kyssede hende på håret. Han havde virkelig savnet at sidde her med hende, sidde og holde om hende, mærke hende tæt på, for.. det var utrolig lang tid siden efterhånden! ”Tja.. jeg kommer til at holde øje med dig uanset hvad, for.. jeg bliver bare bekymret for dig ellers,” svarede han lettere eftertænksomt, inden han smilede muntert til hende. Løgn var det jo end ikke. Han ville blive bekymret for hende, hvis han ikke var sikker på at hun ikke lavede ulykker.

[Deleted]

En ting var jo at se den verden som Chryseis var så vant til, en anden var vel at se hans? Hun havde gjort sig så skræmmende mange tanker omkring det, selvom alt sikkert var som at ramme fuldkommen forkert, det var hun så sandelig ikke i tvivl om. Hun hørte jo bare det som mange måtte snakke om når det kom til himlen, men det var virkelig for langt udenfor hendes lille fatteevne. Det som hun havde styr på, det var skoven og det var så sandelig heller ikke noget som man skulle bringe til en diskussion, for hun kendte til det sted! Hvordan reglerne havde været dengang, vidste hun ikke, men stramme det havde de i den grad været, men det havde vel også været nødvendigt? Af den grund, så vidste hun heller ikke hvad hun kunne forvente sig eller tillade sig når det endelig måtte komme til Melchior. Hun ønskede at han skulle være en del af hendes liv, som hun også ønskede at han skulle være en del af hendes, selvom det virkelig ikke var nemt på nogen som helst måde overhovedet. Hun sendte ham et varmt smil. Han var virkelig også det eneste som faktisk formåede at skulle holde hende bare en anelse rolig, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var vel også fordi at han som sådan var.. den eneste som hun ønskede at tilbringe sin tid sammen med? Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet igen. ”Hey! Det er meningen at I skal elske os og ikke håne!” påpegede hun med et let grin. De skulle vel elske deres skaberværk? Det var da om ikke andet, så den opfatning som hun havde af tingene, om det jo så var rigtigt eller ikke. Hånden fortsatte stille og roligt over hans bryst. Hun nød at mærke hans varme og det at skulle have ham så tæt på, det var virkelig noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede let og lukkede øjnene, som hun igen stille måtte vende blikket mod ham endnu en gang. At han kommenterede hendes rødmen, var noget som fik hende til at smile bredt. ”Mhmm..” mumlede hun let, som hun stile gemte hovedet ind mod hans favn. Det var da næsten pinligt, at han bed sig mærke i det, selvom hun faktisk godt kunne lide det. Det var faktisk kun ham som havde fået hende til at rødme. At han bekymrede sig sådan for hende, var noget som måtte få hende til at smile, for det var virkelig noget som faktisk måtte gøre hende noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket. ”Har du holdt øje med mig? Også alle de andre år?” spurgte hun stille. Nysgerrig var hun og det var også noget som hun altid havde været! Hun ville vel bare vide mere hen af hvor de faktisk måtte stå med hinanden? For det var hende virkelig så ukendt og den tanke var ikke just behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Hun satte sig stille op, hvor hun lod tungen stryge over de fyldige læber. ”Altså.. i.. i alle de år.. hvor jeg kun har formået at se en skygge til dig?” tilføjede hun spørgende og næsten håbefuldt. ”Jeg mener.. det er så besværligt!” Hun slog sig selv mod panden. Det var jo heller ikke meningen, at det skulle lyde så forkert! Hun gemte blikket ind mod hans favn igen. Det var jo helt flovt når hun ikke kunne formulere sig!

[melchior]

Det var utroligt at Melchior faktisk ønskede Chryseis i sit liv bare sådan uden videre, ikke fordi det var en dårlig ting, men det undrede ham lidt, selvom.. han havde vel bare glemt hvordan det var at være i hendes selskab? Uanset, så havde han nydt det dengang han havde været sammen med hende, for hun havde fået hans menneskelige følelser frem, hun havde vist ham værdierne på Jorden og naturens værdier, hun var kommet ham utrolig nær, hvor han var gået hen og fået stærke følelser for hende, hvilket en ærkeengel slet ikke burde! Så havde hun bedraget ham, været to andre mænd tæt, hvor den ene tilmed havde været hans bror Lucifer, som på daværende tidspunkt havde været hans fjende. En tanke der faktisk måtte gøre ondt, men hvad var der at gøre ved det? Sket var jo sket. Det var også grunden til at han havde holdt sig væk, at han var fløjet, så snart hun havde været i nærheden af ham. Men nu hvor det var ordnen op imellem dem, nu hvor de endnu engang kunne nyde hinandens selskab, så kunne han ikke komme udenom at han virkelig også havde savnet hende, han havde altid nydt at være sammen med hende, så det var vel også derfor at han ikke kunne være hende foruden? Det var vel derfor han ønskede hende i sit liv endnu engang? Det blev nok bare aldrig på samme måde, som det havde været dengang. Han smilede drillende til hende. ”Selvfølgelig elsker jeg dig, man kan jo ikke andet,” svarede han drillende, hvor ordene egentlig var flødet over hans læber uden at han selv havde tænkt over det, for det kunne vel egentlig godt misforstås? De safirblå øjne betragtede hende ganske let. Hun var ham virkelig smuk, og det på alle måder! Hun var smuk udseendemæssigt, ligesom hun også var smuk personlighedsmæssigt og han havde vel egentlig altid haft et godt øje til hende? Han vidste faktisk ikke hvorfor han var faldet for hende, for hun havde draget ham allerede ved deres første møde, hvor hun havde fanget hans nysgerrighed og interesse – og der skulle normalt meget til. At hun gemte sig ind i hans favn, som han havde bemærket hendes rødmen, fik ham til at fnise ganske let. Hun var forlegen? Han strøg blidt de mørke lokker væk fra hendes ansigt, inden han strøg hende over de røde kinder. ”Du skal ikke gemme dig.. det klæder dig, det giver dig en.. livlig gnist,” svarede han sandfærdigt – lyve kunne han ikke, så hun burde vide at han mente sine ord, for det gjorde han bestemt også! Han slap en munter latter, som hun begyndte at kludre rundt i det i hendes ord. Han tog blidt omkring hendes hånd, som hun havde slået sig selv i panden med. ”Du må ikke slå dig selv, min kære!” svarede han dæmpet, som han klemte blidt omkring hendes hånd. ”Og ja.. selv dengang holdt jeg øje med dig,” svarede han sandfærdigt – endnu engang, han kunne ikke lyve, for han var en ærkeengel og var derfor bundet til sandheden. Han betragtede hende med et varmt skær, selvom det hurtigt, forsvandt hvor han vendte blikket undrende, tænkende og næsten bekymret op mod himlen. Han kunne høre sine søskende kalde på ham. ”Chryseis.. jeg er bange for at jeg snart må smutte,” svarede han dæmpet, dog alvorligt, inden han vendte blikket mod hende igen.