I will never be afraid again..

[Deleted]

Det at komme op og skændes med Melchior var noget af det sidste som Chryseis måtte ønske sig. Hun var en ånd, hun hørte til i skoven og derfor forlod hun den ganske enkelt ikke. Det var kun de få gange hvor hun virkelig havde gjort det, var også kun fordi at det havde været strengt nødvendigt. De gange hvor hun havde søgt til kirken for at bede om tilgivelse for hendes handlinger, de gange hvor hun havde ladet sig selv fange i en bøn nede ved bækken, hvor hun faktisk opsøgte det som skræmte hende mest for at finde en form for fred, så hun prøvede virkelig! At han kunne gøre det klart for hende, at han slet ikke ønskede at se hende i helved, var da en trøst et sted, også selvom hun vidste, at hendes handlinger som hun havde gjort ,vel sagtens kunne få ham til at skifte mening? Hun havde vendt både ham og hans fader ryggen ved at vise illoyalitet, hvilket slet ikke havde været hendes mening. Igen, så var hun fuldkommen indstillet på at skulle tage straffen som den nu måtte falde, for det var vel også noget som han havde bemyndigelse til at gør netop fordi at han var den største ærkeengel som han nu var? Til tider havde det været fristende at lade Azrael hente hende, for hun vidste at hun et sted slet ikke burde være her. Hun holdt bare stædigt fast i det liv som den mand ikke kunne rive fra hende og han opsøgte hende jo nu og da i håbet om at hun havde skiftet mening – Til tider så tvivlede hun på det var rigtigt at fortsætte som hun gjorde det, for et sted så havde hun også lyst til at straffe sig selv for hendes mange handlinger. Hun trak vejret dirrende. ”Jeg så det slet ikke, Melchior.. Jeg har været blind..” Hun bed sig svagt i læben og rystede på hovedet. Hænderne slog hun let mod hver sin side af panden, næsten som et lille barn som var ude på at straffe sig selv. Hun havde da også været så dum! Bare tanken om at han havde grebet hende sådan om halsen, var faktisk noget som havde skræmt hende, for hun havde aldrig set ham så vred før! Ja hun havde set ham sur, irriteret, fanget i tvivl, men ikke decideret vred og nu hvor det var hendes egen skyld, hvilket faktisk kun måtte gøre det så mange gange værre for hendes egen del. Hun holdt stadig meget af ham, ellers havde hun jo heller ikke direkte valgt at opsøge ham på denne måde, selvom hun nu bare valgte at sidde stille. Han havde klemt på strupen og det gjorde faktisk, at det gjorde ondt at snakke. At han kom hende i møde bare sådan pludseligt, fik hendes hjerte til at hamre let mere fast mod hendes bryst.. Et sted af.. frygt? Hun blev dog siddende, selv da han valgte at berøre halsen, healede hans egne mærker og med de ord.. Snak om at sætte skylden i hende! De nænsomme strøg over hendes kind, fik hende til at sitre noget så tydeligt. Hun vendte blikket stille mod ham, selvom hun ikke kigget ham i blikket som hun ellers altid havde gjort. Hun rystede på hovedet. ”Hvad ville du have gjort, Melchior? Hvis din fader vidste at jeg havde slået noget guddommeligt ihjel..? Lucifers eller ikke?” Hun blinkede let med øjnene. ”Min illoyalitet? At jeg løb fra et løfte som jeg havde skænket dig? Et drab på noget som end ikke fik muligheden for at se dagens lys?” Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket væk, som en tåre trillede ned af hendes kind. Det skræmte hende faktisk kun det mere, for hun havde aldrig grædt før. Hun trak vejret lettere dirrende og lukkede øjnene let. ”Al forbindelse til ærkeenglene måtte bare væk. Jeg ved godt det var forkert.. Jeg ønsket bare ikke at være et punkt som Lucifer kunne ramme..” Hun vendte blikket forsigtigt mod ham. Hun havde virkelig siddet i hans klør og hun havde bare ikke kunne komme fri. Barnet havde været det som havde låst hende direkte fast og det havde gjort hende bange. Hun var slet ikke vant til at være fanget i lænker på den måde. Hun knyttede hænderne let og tvang de ellers så fine negle ned i den bløde hud. Hun måtte bare holde sig i skindet, for alt i hende skreg nærmest at hun bare skulle løbe væk og stikke af. Hun måtte virkelig tage sig i nakken for at ende med at blive siddende, for hun ønskede sig virkelig bare langt væk!

[melchior]

Det var ikke fordi Melchior ønskede at være brutal og voldelig overfor hende, for han ønskede ikke at gøre skade på hende! Det havde hun ikke fortjent, i så fald, så burde han have gjort det for lang tid siden, dengang hun faktisk valgte at snyde ham og bedrage hans hjerte ved at være sammen med en anden mand, selvom det at hun havde været sammen med Lucifer og tilmed båret hans barn, det var virkelig noget som han ikke kunne tilgive hende for! Det var utroligt, så let han havde ved at komme i kontakt med sine menneskelige følelser, specielt når han var sammen med hende! Hun fik det til at se så let ud at gøre ham vred, at gøre ham jaloux og nærmest såre ham. Men det var vel også fordi hun var den eneste som var kommet så tæt ind på ham? Noget der dog gjorde ondt at vide, var at hun ikke havde vidst hvad han havde følt for hende, for.. han havde virkelig elsket hende ubeskrivelig højt! Han havde elsket hende højere end nogen anden, han havde været tæt på at opgive alt for hendes skyld! Han havde aldrig fået chancen for at fortælle hende det, for hun havde bedraget ham hurtigere end han havde nået at fortælle hende det, at hun så ikke vidste det, ikke engang havde haft en anelse som hvad han havde følt for hende, bare en brøkdel af hvad han havde følt for hende, det var noget som virkelig skar i hans hjerte! ”Så tanken om at jeg følte noget for dig, at jeg elskede dig, slog dig aldrig?” spurgte han, hvor det var tydeligt at hun havde ramt et ømt punkt, at det påvirkede ham, for han havde ærligtalt svært ved at skjule sine følelser, netop fordi han var bundet til sandheden. Han mærkede tydeligt hendes hjertes uro. Ærkeengle var som dyr; de kunne føle personers følelser, selvom ærkeengle kunne langt mere, for de kunne tilmed se følelserne, fornemme dem, mærke dem, han kunne faktisk lugte hendes frygt. Hun ville aldrig blive i stand til at lyve for ham, skjule sine følelser, medmindre hun ikke følte det decideret, hvis hun kunne gemme frygten bag en glad facade, så ville han ikke kunne se frygten, men ellers kunne han se direkte igennem hende. Han lod sit hoved falde ganske let på sned, som han betragtede tåren, der banede sig vej ned over hendes smukke ansigt. Han lod sin tommel stryge den klare perle væk fra hendes kind, inden han lænede sig frem og skænkede hendes anden kind et blidt kys. ”Jeg var den som stod min fader tættest. Han havde tillid til mig, jeg ville have talt din sag, renset sin skyld og samvittighed! Jeg havde gjort alt for dig dengang!” fortalte han sandfærdigt. Det var jo end ikke løgn! Han smilede overbærende til hende. ”Jeg er glad for du ikke dukkede op under krigen.. så var jeg sikker på du ikke kom til skade,” svarede han i en dæmpet tone, imens hans klare og varme safirblå øjne betragtede hendes ansigt. Et ansigt, som han kunne betragte i årevis! Hun havde altid haft en betydning for ham, og et sted gad han godt vide hvor han var endt, hvis hun ikke havde bedraget ham, hvis hun ikke havde været sammen med andre mænd, for havde han så været dødelig og senere hen død? Han havde jo faktisk været tæt på at give slip på sin himmelske plads ved sin far, men hun havde jo faktisk aldrig fået det at vide. Han lod sin hånd stryge hende ganske blidt over kinden imens han betragtede hende. Han ønskede ikke at skændes med hende, eller diskuterer eller bare være irriteret på hende og rende rundt og tænke negativt, for han ville egentlig bare gerne få det hele afklaret med hende, han vidste jo faktisk slet ikke hvor de stod henne. Det så desuden ud til at de begge havde forandret sig.

[Deleted]

Chryseis havde virkelig regnet med et møgfald uden lige, nu hvor sandheden var endt med at komme frem. At skubbe ham væk fra sig, var virkelig det hårdeste og mest svære som hun nogensinde havde gjort, men det havde virkelig været direkte nødvendgt! Hun blev siddende. Selvom hun måske ikke kunne mærke det mere, men effekten af at han havde tvunget hende op ved halsen, var faktisk noget som gjorde forbandet ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun bed sig i læben. Hun vidste udmærket godt at det hun havde gjort, var så forkert som det overhovdet kunne være, men hun ønskede bestemt heller ikke at være noget som Lucifer kunne ramme i krigen mod Melchior. Hun lukkede øjnene og rystede stille på hovedet. Hun var en mærkelig en af slagsen og hun vidste det jo godt.. Hun havde set på ham som en rigtig, rigtig god ven, da hun ikke havde haft de store forhåbninger omkring noget andet. Hun skammede sig over det et sted.. Det gjorde hun virkelig! ”Jeg.. jeg havde måske en lille mistanke..” Hun viste ham en mindre afstand mellem hendes langefinger og sin tommel og så stille på ham. Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg.. turde vel bare ikke at tro på det..” sagde hun stille. Sandt var det faktisk. Hvis han kunne se og mærke hendes følelser, havde hun vel også mærket dem for ham? At hun havde haft det virkelig elendigt, da hun havde siddet i en anden mands favn? Et sted havde hun vel næsten håbeet på det, selvom det slet ikke var endt som tilfældet og det gjorde ondt, for det gjorde hende faktisk.. fortvivlet? Hun savnede ham selvom han var så tæt på. Hun så stille på ham, da han valgte at fortsætte. Hun bed sig dog mærke i den ting, at han snakket i datid.. Hvad så med nu? Hun trak svagt på skyldtene. Kysset mod hendes kind, var noget som virkelig fik hende til at sidde fuldkommn i ro. Hun havde ventet sig en skideballe og dette var hvad hun fik? Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg forlod skoven for at bede.. for at skrifte i kirken.. for at søge for tilgivelsen..” Hendes ord var næsten helt desperate, for dette gik slet ikke som hun havde forventet sig, og hun brød sig bestemt ikke om tanken på nogen måde overhovedet! Hans strøg mod hendes kind, fik hende tydeligt til at sitre, for.. hun havde manglet det og hun havde savnet det, udelukkende fordi at det var hans kærtegn og det var noget af det bedste for hende. ”Ja, det var jo dengang,” påpegede hun stille. Hun blinkede let med øjnene og så stille ned af sig. Det var ikke ofte det skete, men denne gang skammet hun sig virkelig! Hun trak svagt på smilebåndet og lod hovedet nænsomt søge hen mod hans hånd, også som et tegn på at han godt måtte gøre det som han gjorde det. Hun lukkede øjnene stille igen. ”Jeg ved du føler det som jeg føler.. Jeg havde vel.. bare håbet at du.. kunne fornemme at noget var galt,” sagde hun med en ganske så dæmpet stemme. Hun skammet sig over at have gjort det! Udelukkende fordi at det havde været noget som havde såret ham og det havde været det dummeste som hun nogensinde havde gjort Hun vendte blikket stille ned mod sine knæ og med en tydelig sitren. Hun nød faktisk at have ham så tæt på sig, som det hun havde lige i øjeblikket. ”Jeg hader mig selv for at have gjort det mod dig, Melchior.. Undskyld.. Jeg håber at du kan tilgive mig..” De mosgrønne øjne vendte hun stille mod ham, hvor hun svagt bed sig i læben. Det var frygtelig meget at bede om, men for hende, så var det altså intet andet end direkte nødvendigt! ”Undskyld..” sagde hun endnu en gang, hvor hun let måtte vende blikket i en anden retning. Igen så lystede hun at bare.. løbe væk og så alligevel ikke. Hendes indre var intet andet end et kæmpe kaos i rent virvar, for hun kunne da slet ikke finde rundt i noget som helst lige nu!

[melchior]

Melchior ønskede ikke at Chryseis skulle være bange for ham! Det var da noget af det sidste han ville have! Tanken om at hun havde været Lucifer så tæt, var ham blot dræbende! Især fordi det burde have været ham og ikke Lucifer! Han havde elsket hende, han havde holdt mere af hende end noget andet! Det sagde virkelig ikke så lidt, når han var den øverste ærkeengel! Utroligt at det så lige var ham som skulle falde for en af de jordiske ånder, men han fortrød det nu ikke, måske han var endt såret og bedraget, men han havde virkelig også nydt de gode følelser som hun havde sat i ham. Han havde virkelig nydt sin tid sammen med hende! De safirblå øjne betragtede hendes ansigt ganske let, hvor det ikke var særlig svært at se at hun skammede sig, at hun følte skyld overfor det som hun engang havde gjort. Han fnøs kort til hendes ord, hvor han himlede svagt med øjnene imens han rystede opgivende på hovedet. Hun havde haft en anelse? Han rendte jo også bare rundt og kyssede og kærtegnede alle.. hun kunne vel have sagt det sig selv?! Han trak svagt på skuldrene. ”Næh, hvem tør regne med at den øverste ærkeengel ville opgive alt for den kvinde han elskede?” Der var noget sarkastisk over hans ord, skønt han dog talte sandt, for han havde været tæt på at opgive alt for hendes skyld. Han mærkede tydeligt den ro der sænkede sig over hende, ved hans kys mod hendes kind, hvilket fik ham til at smile et mindre morende smil. Han nød dog alligevel at det var den effekt han kunne have på hende, men han ønskede heller ikke at være brutal eller voldelig mod hende! Han ønskede ikke at skade noget så smukt som hende, specielt ikke med den betydning som hun havde haft og endnu havde for ham! Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”.. Du har bedt og søgt for tilgivelse, hvilket min fader må have givet dig, for.. ingen kan skjule noget for Gud, så han må have vidst besked omkring dit fosterdrab, og han må også have tilgivet dig, hvorfor han så ikke har sagt noget til mig, må have været på grund af mine følelser for dig,” svarede han lettere eftertænksomt, som det næsten var en konstatering. Hans far havde ønsket ham det bedste, men han ville vædde med at han hellere ville have at han blev oppe i himlen, end at han opgav alt for en ånds skyld. Hans hoved søgte ganske let på sned, som han lod de safirblå, varme og funklende øjne betragte hende ganske let. Han smilede svagt, da hun lod hovedet søge mod hans hånd, hvilket han så som det grønne lys til at fortsætte sine strøg mod hendes kind. Han nikkede kort og roligt. ”Du var ikke den eneste der var blind af følelser, Chrys.. Jeg selv kunne ikke se noget for den sorg du efterlod mig med.. men senere hen har tanken om at det var et råb om hjælp, slået mig,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende ganske let. Han havde et sted håbet på det, og det gjorde ham et sted også glad at vide, for så vidste han da at det ikke havde været med hendes gode vilje, bare ærgerligt at han ikke havde set det dengang. Han rynkede ganske let på brynene til hendes ord. Han lod to fingre, stryge ned over hendes kind, ned over hendes hals, henover hendes skulder og ned over hendes arm, inden han greb hende blidt om håndleddet blot for at trække hende ind i sin favn, som han selv kom ned at side. Han slog ganske roligt armene omkring hende. ”Jeg tilgiver dig Chryseis.. det er desuden mange år siden nu,” svarede han stilfærdigt, også blot et tegn på at han ikke gad at dvale i fortiden.

[Deleted]

Chryseis havde virkelig gjort alt for at vise at hun fortrød havd hun havde gjort. At hendes bønner så var blevet hørt, var hun jo slet ikke klar over, for hun vidste slet ikke hvordan det fungerede deroppe, og det var også det som gjorde meget af det for hendes egen del. Hun havde ventet en skideballe, så alt det andet, var virkelig forkert! Hun ønskede ikke at skændes eller diskutere med ham – Tvært imod, så var det også noget af det sidste som hun i det hele taget havde lyst til på denne måde! Det var forkert sådan som det gik for sig og specielt når hun vidste, at hun fortjente den skideballe som hun vidste, at han vel et sted havde lyst til at give hende? Hun var jo bare en simpel ånd som havde fundet styrken til at finde sig plads i et fast legeme, hvilket gjorde at Azrael ikke havde været i stand til at hente hende. Til tider havde hun fortjent det og til tilder så priste hun sig lykkelig for det og lige nu.. ja, det var vel en blanding i form af følelse som hun måtte sidde med? Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst. At bede om tilgivelse var meget at kræve og det vidste hun godt. ”Man tør vel håbe på det, selvom man må se realistisk på det? At det højst sandsynligt ikke sker?” Hendes ord var næsten tøvendeo g det var bestemt ikke ofte, at det måtte ske selv for hendes del. Hun betragtede ham med en tydelig forsigtighed. Hun fortjente hans vrede og hun vidste det udmærket godt. Hun vendte blikket næsten usikkert i retningen af ham og bed sig ganske så svagt og stille i læben endnu en gang. Umiddelbart ville hun tolke det som deres forhold slet ikke var noget som Gud ønsket, hvis han havde holdt det hele skjult. Hun havde bedt og søgt for den tilgivelse så længe, at hun næsten havde troet på at Gud havde ladet hende sejle sin egen sø.. bare ladet hende være alene og været sig selv, passet sine ting og været ligeglad med hende. ”D-du.. du tror ikke at han vil have det?” Det var nu heller ikke fordi at hun troede at der var noget som helst at skulle redde i og med, at hun fint havde formået at ødelægge det hele dengang og hun kunne virkelig ikke gøre andet end at fortryde det! Og af hele sit bankende hjerte! Hun lukkede øjnene stille som han lod hånden stryge over hendes kind, nedover hendes hals og over hendes skulder, hvor hun lod ham tage fat om hendes håndled og trak hende tæt på sig, hvor hun lod sig komme helt tæt på uden at tøve det mindste. Hun tvang ham nærmest til at slippe hendes håndled, som hun ganske forsigtigt puttede ind i hans varme og trygge favn. At vide at han tilgav hende, var noget af det bedste som hun havde hørt igennem det sidste lange stykke tid. Hun lukkede øjnene som lettelsen så tydeligt måtte ramme hende. Armene slog hun ganske forsigtigt omkring ham, også for at vise at det ar ganske okay at han lagde armene omkring hende, for det var ikke farligt. ”Det er jeg virkelig glad for at høre.. Undskyld, Melchior.. Undskyld!” hviskede hun endnu en gang ind mod hans bryst. Hånden lod hun stille søge mod hans hjerte og bryst som hun strøg ganske varsomt og frygtelig forsigtigt, for hun ønskede ikke at mase sig på hvis hun ellers kunne lade være. Det hele var så savnet og nu hvor hun for alvor kunne føle at stenen måtte falde fra hendes hjerte, for den havde tynget hende igennem så skræmmende mange år! ”Jeg har ventet i mange år på at høre det..” hviskede hun dæmpet, ikke mindst også med lettelse. Normalt var der meget som skulle til for at rive hende ned, men lige dette.. det havde virkelig gjort det, det havde revet hende fra hendes normale standpunkt i form af den drillende personlighed og mere ned i det alvorlige og realistiske. Det var noget som kun han havde formået, for hun trolede på ham, hun stolede på ham og hun havde tilliden og hun ønskede også at vise det når hun havde muligheden – Ved at lytte.

[melchior]

Et sted havde Melchior nok mest af alt lyst til at give hende en skideballe, blive vred på hende, skælde hende ud, få afreageret fordi hun havde snydt ham, fordi hun havde holdt ham for nar og fordi hun slet ikke havde kendt til hans følelser dengang. Men noget i ham forbød ham det. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, han ønskede ikke at skade hende og han ønskede heller ikke at bruge kræfter på at være sur, når han egentlig bare var kommet for at konfrontere hende og derved få en ende på striden. Han havde trods alt ikke set hende i flere år, så det var vel på tide at få en ende på det hele? Komme videre, for han kunne jo tydeligt mærke på hende at hun selv heller ikke var afklaret med det, hvilket han jo heller ikke selv havde været. Han var stukket af inden hun havde nået at få et glimt af ham, men han fandt ud af at han ikke kunne blive ved med at flygte fra hende, for ellers kom han aldrig videre. De safirblå øjne betragtede hende let med retfærdighed. ”Eller man kan håbe på det, se tiden an og ikke bare dolke folk i ryggen fordi man blive skræmt!” svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et fast blik. Det gjorde faktisk ondt at hun ikke havde kendt til hans følelser dengang, især fordi han havde været så tæt på at ofre alt for hendes vedkommende! Det sagde virkelig ikke så lidt, når det kom fra hans side af, hvor mange ville give en arm for at have ham så tæt som hun havde haft, enten fordi han var af så høj status som han var eller for at dræbe ham. Han måtte vel bare have betydet noget andet for hende, siden hun ikke havde dræbt ham? Tanken om at hun så havde været sammen med Lucifer, var noget som stak i hans hjerte, hvor han næsten kun kunne fryde sig over at han havde fået smidt den mand i helvedet! Han betragtede hende ganske let. ”Hvad mener du? At han ikke ville have at vi skulle være sammen?” spurgte han roligt, hvor hans hoved søgte ganske let til den ene side, uden at hans safirblå øjne forlod hendes skikkelse. Han slap roligt hendes håndled, blot for at kunne slå begge de stærke arme omkring hendes krop, så han var i stand til at holde hende tæt ind til sig. Han ønskede at gøre hende tryg – sådan som han altid havde formået det. Han ønskede ikke at gøre skade på hende, for måske hun havde gjort en masse ugerninger, men et sted; hvem havde ikke det? Det skete jo dagligt på Jorden, visse ting værre end andet, men hvis hun ikke havde skilt sig af med Lucifers barn, så vidste han at han blev sat til at gøre det, for hverken han eller Gud ville risikerer at Lucifers afkom kom til live! Det ville blive alt for risikabelt! Hun havde jo så bare gjort himlen en tjeneste ved at dræbe det selv, det var næsten bare ærgerligt hun ikke havde fået et tegn på hendes tilgivelse, men.. det tegn måtte han vel bare give hende? Han strøg hende blidt over håret, imens han holdt hende tæt. Normalt ville han aldrig sidde sådan med nogle, ikke kunder nogen omstændigheder! Men det var anderledes når det var Chryseis, netop fordi hun altid havde formået at lade ham åbne op, at åbne armene for hende og lukke hende tæt. Han smilede svagt, da hun endnu engang undskyldte, hvor han ganske blidt kyssede hende på håret, næsten som om hun var en lille pige. ”Du behøver ikke undskylde længere Chrys.. du er tilgivet,” forsikrede han hende, hvor han smilede opmuntrende til hende. Hånden mod hans hjerte og bryst, fik ham til at slappe af, hvor han trak vejret dybt, blot for at ånde tungt ud. Det var lang tid siden at han havde set hende og været i nærheden af hende, og et sted var det vel også savnet? Han ønskede ikke at skændes med hende, for det kom de jo ingen vegne af, desuden var han heller ikke typen der bare sådan uden videre hidsede sig op.

[Deleted]

Chryseis var udmærket godt klar over, at hun fortjente den skideballe hvis det var noget som Melchior ønskede at skænke hende og hun ville bare tage imod. Lige hvad det var at Lucifer havde gjort ved hende, var slet ikke noget som hun kunne beskrive, men.. nu stod hun her. Det hele var kommet frem og det var vel også for det bedste, for hun ønskede ikke at lyve for ham. Han var den eneste som havde fået hende til at slappe af på denne måde, fået hende til at være opmærksom og den eneste som faktisk kunne få hende til at lytte uden at hun blev optaget af hundredevis af andre ting, som hun normalt altid var, ganske enkelt fordi at der var så meget i hendes hoved og hun slet ikke kendte til begrebet at slappe af, falde til ro og bare finde den indre ro og fred, for det havde hun aldrig været i stand til og efter at hun havde formået at skubbe ham fra sig, så havde det da været hende en fuldkommen umulighed! At han ikke virkede vred, var noget som faktisk måtte gøre hende langt mere rolig end det som hun havdde været før. Ikke fordi at det var noget som kom synderlig meget bag på hende, for det var den effekt som han altid havde haft på hende på denne måde. At han var rolig, var noget som automatisk gjorde hende rolig, selvom det på ingen måde gik som det hun havde forventet. Han havde flygtet fra hende så mange gange, udelukkende fordi at hun kunne fornemme så snart at nogle gik ind i skoven. Det var bare den fornemmelse og når han var der, så slap hun normalt alt det som hun havde i hænderne for at søge til stedet hvor han måtte være, selvom hun altid var kommet for sent! Hun trak forsigtigt på skuldrene. ”Hvis han ikke har fortalt dig noget som helst..” Hun vendte blikket op mod ham. Hvem ved.. Måske at Gud slet ikke ønskede at han skulle finde sammen emd en ånd som hende? En ånd som Azrael burde have hentet for ekstremt mange år siden, men aldrig havde haft muligheden til? Hans stærke arme omkring hende, var noget som virkelig måtte efterlade hende med en tydelig sitren, for det var virkelig rart som aldrig nogensinde oplevet før. Det var en bekræftelse for hende.. en bekræftelse på at det hele var så meget bedre nu end det som det havde været før. Blikket gled roligt mod hans bryst. Stenen i form af en byrde var lettet fra hendes bryst, det var den lettelse som hun havde ventet igennem så skræmmende mange år for at finde og mærke.. og nu gav han hende det, selv efter hans mindre raseriudbrud som havde tvunget hende op af træet med hans hånd mod hendes hals og med den vrede.. Hun havde aldrig nogensinde set ham så vred før! Hun nikkede stille til hans ord, hvor hun blot blev liggende i hans favn. Her var varmt, det var trygt og det var rart ikke mindst. ”Okay..” Hendes stemme var rolig, den var en hvisken og med hånden mod hans bryst som slet ikke kunne stoppe de lette strøg. Det var bare rart at sidde så tæt på ham igen, for.. det var savnet. Blikket gled stille op mod ham. ”Så nu er det ikke noget med at stikke af fra mig igen, vel?” Hun sendte ham et stille smil. Det havde faktisk været meget frustrerende, at se at han bare løb væk bare sådan uden videre, når hun kom i nærheden af ham. Lige nu var hun bare glad for, at han havde valgt at blive, snakke ud med hende og finde ud af hvordan det egentlig måtte hænge sammen og faktisk finde ud af hvor de måtte stå med hinanden, selvom.. Ja, hun kunne faktisk godt tage det lidt med ro, specielt når det måtte komme til ham. Hun havde bestemt ikke ment at skulle skræmme ham væk eller knuse ham på den måde som hun nu havde formået at gøre det. Det beviste vel bare også at ærkeengle var i besiddelse af de menneskelige følelser?

[melchior]

Det var måske fristende at give Chryseis den skideballe, især efter hun havde holdt ham for nar og siden hun havde været Lucifer så tæt som hun havde, hvilket var noget som kunne få hans blod til at koge over bare at tænke på! Men han bevarede roen, han ønskede desuden ikke at gøre mere skade på hende, selvom mange nok ville have sendt hende til helvedet for hendes mange ugerninger, som hun tilmed havde vist både ham og hans far illoyalitet ved at love en masse og bagefter stikke af som en kujon. Det betød dog ikke noget for ham længere, måske det hvilede som et erindring i hans sind, men det var trods alt utrolig mange år tilbage, ikke bare et par tusind, nej de talte om virkelig mange år! Og i al den tid efter havde han forsøgt at stikke af fra hende, hver kan han kunne mærke hendes tilstedeværelse, men det var gået op for ham, at han jo havde gjort nøjagtig det samme som hende; stukket af. Det var derfor han denne gang var blevet, han havde ladet hende opsøge ham, for han vidste at hun også kunne mærke hans tilstedeværelse når han betrådte hendes domæne. Nu havde han så fundet ud af at det at hun havde været sammen med en anden mand, havde været et råb om hjælp, skønt det dog ikke var noget som var gået op for ham i tide, da synet havde knust ham og gjort ham blind. Det var først de mange år efter at tanken havde slået ham og det viste sig jo at det også havde været tilfældet. Han trak svagt i skuldrene til hendes ord, hvor han så lettere eftertænksomt ud mod omgivelserne. ”Tja.. jeg var hans første søn, jeg var dengang den eneste der kunne stoppe Lucifer, det var min skæbne at besejre ham, havde jeg opgivet det hele inden for din skyld, så var verdenen højst sandsynligt gået under. Så han holdt det højst sandsynligt hemmeligt, for at jeg ikke skulle komme og besøge dig dengang,” svarede han stilfærdigt. Desuden havde det også knust og ødelagt ham at se hende med en anden mand, så hans fader havde nok også holdt det hemmeligt for at han ikke skulle gøre noget dumdristigt. Han strøg hende ganske roligt over ryggen, uden at han fjernede sine arme som hvilede omkring hendes krop. Han nød at sidde med hende i sin favn, det var jo noget som han altid havde gjort. Ligesom han altid havde gjort hende rolig, som han også formåede i øjeblikket, hvilket måtte glæde ham! Strøgene mod hans faste og nøgne bryst, fik ham selv til at slappe af, for han måtte erkende at det var rart at kunne mærke hendes varme og kærtegn igen, for det var trods alt noget som han havde savnet. Det var jo ikke fordi han havde ønsket at stoppe det som havde været imellem dem, han havde faktisk ønsket at tilbringe resten af sit liv med hende, han havde haft lyst til at opgive alt han havde haft, bare for at være sammen med hende, fordi Darlenes pil havde ramt ham hårdt, hvor han mere eller mindre var blevet blind af kærlighed. Han må dog indrømme at han havde nydt de følelser som det havde sat i ham, han havde følt sig hel, han havde faktisk aldrig nogensinde følt sig så fuldkommen, hvilket han alt sammen kunne takke Chryseis for, desuden hvilede minderne endnu i ham, og det var også de minder der gjorde at han ikke ønskede at gøre hende ondt, han ønskede ikke at skade hende eller være brutal, skønt følelserne dog var løbet af med ham, men han var glad for at hun var faldet til ro. At han selv var faldet til ro, hvor han bare ville nyde tiden med hende, nu hvor hun endnu engang befandt sig i hans arme.

[Deleted]

At Melchior ikke havde set hendes kald og råb på hjælp dengang, var noget som Chryseis virkelig var ked af, for det hele bundede vel i en misforståelse? Selvom hun selvfølgelig ikke kunne løbe fra hendes handlinger og det faktum, at hun faktisk havde gjort ham ondt på den måde. Lucifer havde virkelig bevist at han var manipulationens mester og så naiv som hun havde været ,så var hun jo trods alt også faldet i med begge ben og hun var virkelig, virkelig ked af det! Hun fortjente den skideballe, så meget vidste hun da, så et sted så ventede hun vel egentlig på at den skulle komme? Gud havde intet fortalt til Melchior omkring hendes mange bønner og hendes desperate søgen efter den tilgivelse, for der var aldrig kommet noget tegn, så hun var vel gået ud fra at det ikke var hørt? Om det ikke var det, så var det vel måske fordi at de havde vendt hende ryggen for hendes mange ugerninger? Hun havde skriftet gang på gang, dag efter dag, selvom præsten vel havde troet at hun måtte være rablende sindssyg? Ikke fordi at det skulle forundre hende, for hun var virkelig også en mærkelig fisk, så meget var hun da udmærket godt klar over og på alle måder endda, selvom det nu ikke var noget som man skulle tage så meget felj af når det endelig måtte komme til stykket. Hun følte sig bare tryg og sikker i Melchiors arme. Hun ville klart lyve hvis hun ville påstå at hun ikke havde drømt om at sidde i denne favn, for det havde hun i den grad! Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod ham. Han kærtegnede hende.. I sig selv, så var det bare en af de få bekræftelser som hun virkelig også måtte have brug for, for at vide, at det hele faktisk var okay. ”Muligvis.. Muligvis det også var grunden til at Lucifer opsøgte mig? En simpel ånd fra skoven af?” Hun vendte blikket stille mod hans bryst, hvor hun lod hånden gå i hvile ved hans hjerte. Hun have aldrig nogensinde ment at skulle gøre ham ondt nogensinde! Hun skammede sig noget så frygteligt over, at hun faktisk havde gjort det som hun havde gjort. Det gjorde hun vireklig! Tungen strøg let over hendes læber. Pludselig var hun glad for at Azrael ikke havde hentet hende, selvom han nu måtte opsøge hende i tide og utide, ganske enkelt fordi at han faktisk ønskede at hente hende. Helved var et sted som gjorde hende nysgerrig, selvom det var de mange historier omkring det, som faktisk også måtte skræmme hende, så vidste hun vel også, at det nok skulle vise sig at blive hendes plads i det store og hele? At det ville være der, at hun ville ende når alt endelig måtte komme til alt? De mosgrønne øjne vendte hun stille op mod ham. ”Lucifer var forfærdelig..! Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne falde i den fælde..” Et sted var skammen vel også at spore i hendes stemme? Der hvor hun jo faktisk måtte være langt mere menneskelig end det osm han selv var, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste. Det havde jo været noget af det som hun i sandhed havde formået at skulle more sig med igennem så skræmmende lang tid, det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Normalt når hun havde formået at placere sig i hans arme, så var det også der, at det var gået galt normalt.. Han havde jo et kæmpe pres hvilende på sine skuldre og hun vidste det jo trods alt udmærket godt. Hun kunne ikke lade være med at smile, nu hvor hun faktisk måtte føle sig fuldkommen rolig. ”.. Nu tror jeg godt jeg ved hvad du snakker om.. Når du snakker om den indre ro og harmoni..” Armene slog hun ganske roligt omkring ham og trykkede sig godt ind i hans varme og trygge favn. Vel også noget som gjorde ved hendes væsen, at hun faldt til ro? Det var jo trods alt ham, for det var virkelig en dejlig fornemmelse at have muligheden til at sidde helt tæt på ham endnu en gang. Det var virkelig rart.

[melchior]

Et sted var det rart at være sammen med Chryseis igen, for det var jo faktisk utrolig mange år siden at Melchior havde set hende sidst. Han vidste dog at han ikke kunne flygte fra fortiden, for på et tidspunkt ville den indhente ham og han vidste at han var nød til at få det hele afklaret med hende, hvis han skulle lære at åbne sig op igen, for efter den dag han havde fundet hende i armene på en anden, så havde han lukket sig inde i sig selv, hvor han mere eller mindre var blevet en tom skal. Det var vel også derfor hans far ikke havde sagt noget om Chryseis’ bønner? Fordi han var bange for at han skulle opsøge hende og blive knust igen? Han vidste at hans far elskede ham, at han ønskede at han skulle være lykkelig, men han vidste også at hans far var stolt og ikke ønskede at miste ham til mennesket, til kærligheden, for det ville kræve at han opgav sin himmelske plads og det havde han egentlig heller ikke lyst til, for måske han havde meget arbejde, og måske det var blevet ret stille efter Lucifers skæbne, men han nød det nu alligevel, han elskede det job, ikke fordi han havde en høj status, men fordi det bragte ham tæt på mennesket, så han kunne hjælpe dem, vejlede dem og guide dem igennem livet, rådgive dem hvis de havde brug for råd. Han elskede faktisk det at være den øverste ærkeengel, for han havde trods alt også en familie deroppe i det høje, hans brødre, hans fader og alle de andre guder og gudinder. Han måtte dog indrømme at han et sted følte sig hjemme her i Chryseis arme, for.. det var virkelig savnet! Han forstod dog bare ikke hvorfor hun ikke var kommet til ham, råbt om hjælp i et direkte råb i stedet for at dolke ham i ryggen ved at være en anden mand tæt! Den tanke var endnu dræbende for ham! Han vendte roligt blikket mod hende igen og betragtet hende med en retfærdig mine. Han rystede svagt på hovedet. ”Jeg ved ikke hvad Lucifers hensigter var med dig Chryseis, for man skulle tro at han ville have ønsket at jeg skulle opgive min himmelske plads og blive en dødelig, så han havde lettere ved at dræbe mig og vores fader,” svarede han lettere eftertænksomt. Det var nok et af de spørgsmål som altid ville være ukendte for dem. Han vidste dog godt at hun skammede sig over det endnu, for han kunne mærke og fornemme det på hende, hvilket et sted gjorde ham ondt, for han ønskede ikke at hun skulle sidde med skyldfølelse eller nogen anden dårlig følelse, han vidste jo godt hvilken god person der hvilede inde i hende. Hun var ikke ond, hun var ikke en trussel mod ham, hans brødre eller mod Gud, så han vidste at hun ikke ville ende i helvedet, desuden, som hun sagde, så havde hun trods alt skriftet i kirken om og om igen, skønt hun aldrig havde fået et tegn, som hun dog havde fået den dag i dag. Hun havde indset at hendes handling var forkert, hun havde indset sin fejl og det var det som det gik ud på, og derfor var hun også blevet tilgivet af himlen og dens væsner, og derfor hun ikke ville brænde op i helvedet ved siden af Lucifer, for den plads gik kun til de trusler der var imod menneskeheden og Gud selv. Han nikkede roligt og medfølende, hvor han trykkede hende blidt ind til sig og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Det ved jeg godt Chrys.. du behøver ej at tænke på det mere,” svarede han stilfærdigt, hvor han strøg hende beroligende over ryggen. Han lukkede ganske roligt øjnene for at lade naturen bringe ham den fred og ro som han endelig ordentligt kunne mærke, for første gang i utrolig lang tid! Og det var kun fordi han havde fået det hele afklaret med Chryseis. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, hvor han blot lod hende trykke sig ind i hans favn. ”Utroligt at du formåede at finde den,” svarede han i en lettere drillende tone, hvor det skæve smil gled over hans læber, inden han skævede ned mod hende. Han blev så.. menneskelig når han var sammen med hende.

[Deleted]

Man kunne måske ikke flygte fra fortiden, men det forhindrede dog ikke de enkelte i at skulle prøve, såsom Melchior havde gjort det, hvilket faktisk havde været hendes egen skyld og det var noget som hun ar klar over i det store og hele. Hun holdt af ham og det havde hun altid gjort, det var vel også derfor at hun havde skriftet så ofte, selvom præsterne vel måtte have troet at hun var ved at blive sindssyg? Ikke fordi at det vel var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme tilstykket. Hun vidste godt at hun havde fortjent denne form for en røvfuld som hun vidste, at han var.. eller havde været fristet til at give hende og hun ville nok heller ikke sige noget til det. At opsøge ham for denne hjælp personligt, havde slet ikke været noget som hun kunne få sig selv til, for hun havde vel også frygtet for hendes eget liv i den retning? Der var hun jo stadig så meget menneskelig, at de mange tanker måtte fare igennem hendes hoved, selvom.. det var holdt inde nun og specielt fordi at han stod der til at skulle holde om hende som han havde gjort det ved at skulle stryge over hendes ryg, for det bkræftede blot for hende, at hun var tilgivet. Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet stille ind mod hans bryst. Det her var virkelig savnet som intet andet overhovedet! Hun rystede stille på hovedet. Hun ønskede ikke at han skulle komme til skade, om det så skulle koste hende det liv i ensomhed, så måtte det jo bare være sådan! ”Jeg vil heller ikke have at du skal komme til skade, Melchior..” Hendes stemme var dæmpet og en hvisken, for det havde aldrig nogensinde været hendes mening at skulle gøre nogen skade på ham og specielt fordi at hun vidste, at han var den øverste af ærkeenglene, så var hun vel også glad for, at han ikke havde fortalt hende omkring hans følelser dengang, for det ville da kraftigt være endt med at gå helt galt, hvis det skulle vise sig at være tilfældet og det var slet ikke noget som hun ville have ønsket! Hun ville hade den tanke om at hun ville være grunden til verdens undergang! Hun havde skriftet, erkendt sine synder og hun havde bare ikke fået svar, hvilket faktisk havde været en skræmmende tanke, for hun havde i den grad troen og tilliden til væsnerne fra den store himmel, ikke bare på ærkeenglene, englene, men også Gud! Hun nikkede still til ham. At det var Melchiors tilgivelse hun havde fået, var nu kun noget som gjorde deth ele så meget bedre, for så vidste un også at det var sandt, at han virkelig havde tilgivet hende for det og at det ikke bare var et valg af re og skær medlidenhed. Hans kys, hans kærtegn og det at han trykkede hende ind til sig, var kun noget som gjorde det så meget bedre for hendes egen del, at man skulle tro at det måtte være løgn, ikke at der var nogen tvivl om det i det hele taget. Hun slap et klart og let grin og vendte blikket mod ham. ”Jeg kan skam godt!” sagde hun med en næsten helt stolt mine, for hun var normalt slet ikke den type som i det hele taget formået at falde til ro på denne måde, og hun vidste det godt. Det var vel også på grund af ham? At hun i det hele taget havde kunne finde den måde, at skulle falde til ro på, det var noget som hun kun måtte være i stand til at gøre ind i hans favn og nu hvor hun endnu en gang kunne sidde der, så følte hun bare den ekstreme lettelse i kroppen og i hendes sind. ”Jeg kan nemlig godt, når du er her,” sagde hun med en stilfærdig mine, som hun vendte blikket roligt mod hans bryst endnu en gang. Hun kunne da ikke lade være med at smile bare ved denne tanke alene. Han lukkede hende ind i favnen, holdt hende tryg, tæt og beskyttet, hvilket i den grad var noget som var så frygtelig savnet for hendes egen del.

[melchior]

En masse var sket i deres fælles fortid. En masse dårlige ting, men når det kom til stykket, så kunne Melchior virkelig heller ikke fortryde alt det som han havde været igennem med hende, for måske der var sket en masse dårligt, men hvis ikke der var sket alt det gode, hvis han ikke havde mødt hende, så havde han aldrig nogensinde oplevet kærligheden og det havde virkelig været en skam! Måske han havde været ved at miste sin himmelske plads, men det havde han jo faktisk ikke på grund af hende. Hun havde godt nok dolket ham i ryggen, endda ved at være sammen med Lucifer! Men havde hun ikke gjort det, så var de jo heller ikke endt her, hvor de sad den dag i dag, hvor hun sad ind i hans favn, strøg ham over brystet, hvilket fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, hvilket fik hans hjerte til at slå hurtigere og hårdere mod hans ribben, imens det fik hans hud til at sitre af ren nydelse og behag, for han kunne ikke komme udenom at han faktisk havde savnet at være hende så tæt. Hans øjne var gledet blidt i, for hun fik ham til at finde freden og harmonien så let som var det ingenting, hvilket var en fornemmelse han ikke kunne andet end at nyde. Han fortsatte dog selv sine blide strøg over hendes ryg, for at få hende til at slappe af, hvor han også tydeligt kunne mærke på hende at hun var faldet godt til ro og skulle han være ærlig, så ville han næsten tro at hun ikke havde følt sig så rolig i flere århundreder, hvis ikke mere. En tanke der både måtte more og gøre ham glad. Han vendte roligt de safirblå øjne mod hende, som var lavet af et stykke fra både himlen og havet. ”Jeg er skam stor nok til at passe på mig selv,” påpegede han stilfærdigt, selvom det vel også var en smule hovmodigt sagt? Men sandt var det trods alt. Det var ham som havde kæmpet imod universets fjende og største trussel nemlig hans gamle broder; Lucifer. Så hvorfor skulle han dog frygte noget så svagt, som de væsner der befandt sig her på Jorden? Han frygtede ikke noget og det var kun fordi han var retfærdighedens og krigens gud, det lå ikke til hans personlighed at føle frygt. Et muntert smil passerede hans læber til hendes ord, for han kunne virkelig ikke gøre andet end at more sig over det! ”Det kan du da bestemt!” istemte han med et skævt smil, som han endnu engang vendte blikket mod hende, hvor han betragtede hende på den måde som hun puttede sig ind mod hans faste, nøgne og muskuløse bryst. Han nød dog at have hende så tæt på sig, for han kunne virkelig ikke komme udenom at det også var savnet! Han havde virkelig manglet hende i al den tid, hvor han nu kun kunne fortryde at han ikke havde opsøgt hende noget før, men på den anden side, så måtte det jo kun være meningen at han først nu skulle opsøge hende. Smilet blev mildt til hendes følgende ord, for det varmede ham faktisk også, gjorde ham glad, især fordi han formåede at gøre hende så rolig som han gjorde. Han strøg hende blidt over håret, inden han igen trykkede hende godt ind til sig, så intet ondt kunne ske hende. ”Det glæder mig at høre,” svarede han i en blid og varm hvisken. Han havde ikke behov for tøj til at varme sig, da han faktisk bar varmen i sig selv, fordi han faktisk var blevet lavet af solens kilde. Derfor kunne han ikke fryse som normale folk ville kunne, og derfor kunne han også varme hende ved blot at holde om hende, selvom hun vel heller ikke kunne fryse? Hun var trods alt en ånd, men han nød nu af den fornemmelse af at holde om hende, være den som var skyld i hendes tryghed og som beskyttede hende. Han nød at være den som kunne give hende denne fred og ro.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig nogensinde fortrudt, at hun havde ladet Melchior komme hende så tæt på som det han havde gjort. Hun levede sit ensomme liv i skoven, hun levede alene og uden nogen andre til at holde hende ved selskab. Det var jo så bare frem til at han var dukket op i skoven på rygtet af spøgelset i skoven. De havde været igennem både godt og ondt, også selvom hun vidste, at hun stod for mest af det onde, men det var jo så bare sådan, at det nu måtte være i det store og hele. Det var jo heller ikke fordi at hun sådan rigtigt kunne gøre noget som helst ved det. Hun havde bare ikke regnet med, at der ville gå så skræmmende mange år mellem deres møder, for det var faktisk noget som gjorde ondt. Derfor ville hun bare nyde, at hun kunne sidde der i hans favn igen, for et sted så.. så havde hun vel brug for ham? Hun havde nydt at have ham tæt på og det var heller ikke fordi at hun havde droppet ham til fordel for Lucifer, for det var slet ikke noget som hun kunne finde på! Hans strøg over hendes ryg, var virkelig bare behagelige, for det var i den grad også noget så frygtelig savnet, at man skulle tro at det var løgn. Et stille smil passerede let hendes læber ved hans ord. ”Virkelig?” spurgte hun med en klart drillende stemme, det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. At hun havde været ham utro et sted og med hans egen bror, havde reddet hele den menneskelige verden, hvis hun havde været klar over, at han faktisk havde været så tæt på at skulle opgive sin himmelske plads for hendes skyld. Havde hun vidst det, så havde hun også nægtet ham det i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille op mod hans skikkelse. Måske at hun ikke var i stand til at fryse, for hun var jo trods alt også en ånd, bare bosat i en menneskelig krop, så var det heller ikke noget som rørte hende som sådan, selvom hun virkelig følte sig langt mere tilpas i hans selskab, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket overhovedet. Hovedet lagde hun stille tæt ved hans bryst og med det samme blide smil på læben. Hun følte sig virkelig godt tilpas når hun sad der sammen med ham. ”Det er jo det jeg hele tiden har sagt! Jeg kan nemlig godt!” sagde hun med en næsten stolt stemme. Hun vidste godt at hun var frygtelig flyvsk og havde svært ved at falde til ro omkring noget som helst, men lige ham.. Han formåede virkelig at få hende til at falde fuldkommen til ro, også fordi at dette var noget som hun virkelig havde savnet; Ham. Hun trak vejret dybt. De mosgrønne øjne vendte hun stille og roligt i retningen af ham igen og med det samme milde og så blide smil på læben. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skulle skjule for ham. ”Jeg kan næsten forestille mig.. at.. Ja. Jeg ved godt det var min skyld dengang, og.. Åh, jeg hader det..” Hun slog sig selv mod panden og med et svagt suk. Hun rystede selv på hovedet. ”Jeg mener.. Som den øverste ærkeengel, så.. så har du vel også meget at lave?” Hun vendte blikket op mod ham og ikke mindst med en mindre spørgende mine. Det var heller ikke noget som hun ønskede at skulle lægge det mindste skjul på overfor ham. Hun ønskede ikke at han skulle gå, men hun ville jo heller ikke holde ham hen, specielt ikke med den uro som faktisk var at finde i disse lande nu til dags.

[melchior]

Det var lang tid siden at Melchior havde haft et så godt selskab, for når man omgik de samme personer om og om igen, så blev det ikke så specielt, men det var frygtelig mange år tilbage at han havde set Chryseis, derfor gjorde det også bare savnet langt større at sidde med hende her i hans favn igen, for han kunne ikke komme uden om at han faktisk havde savnet hende, at han endnu savnede hende, hun var her godt nok, men der var vel en del de skulle have indhentet? Han himlede let med øjnene til hendes ord. Typisk hende at skulle være så drillende! Men det var vel også noget af det som han havde savnet? Hendes gode og muntre selskab? ”Selvfølgelig! Jeg er trods alt ikke væk endnu, er jeg?” spurgte han stilfærdigt, hvor han smilede lettere stolt. Han havde levet siden tidernes morgen og faktisk før det, men han havde da holdt sig godt! Han var her endnu og han havde ikke tænkt sig at forsvinde lige foreløbig! Han gjorde intet for at komme væk fra hende, for han nød faktisk at sidde med hende her i hans favn, han nød det faktum at han kunne røre ved hende igen, indånde hendes søde duft, for det var alt sammen noget der appellerede til at han slappede langt mere af. Nok han havde den indre fred, men ingen kunne fremtvinge den så let, som Chryseis egentlig kunne. Han kluklo ganske let og trykkede hende blidt ind til sig. ”Du er også så dygtig,” hviskede han drillende mod hendes øre, hvor det næsten var som at tale til en lille pige, der var stolt over hendes bedrifter. Men det var næsten helt utroligt at hun faktisk formåede at sidde stille, at hun faktisk ikke havde rejst sig endnu og.. hvad havde ændret sig? Han vendte roligt blikket ned mod hende igen, som hun begyndte at tale. Han trak svagt på skuldrene. ”Ingen har kaldt på mig endnu, så jeg holder lidt fri fra de højere magter.. det er altid rart at slippe lidt væk derfra,” svarede han med et prøvende smil. Det var ikke fordi at han ikke nød sit arbejde, for det gjorde han bestemt, men på den anden side.. han arbejde dag ud og dag ind, så det var rart at kunne slippe lidt væk til tider. Og han ville desuden gerne tilbringe lidt tid sammen med hende.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt, at hun var en meget flyvsk af slagsen, men lige Melchior var den engel som faktisk formåede at få hende til at falde fuldkommen til ro og hun kunne ikke komme udenom, at det faktisk var en meget behagelig følelse og fornemmelse. Han formåede at få hende til at falde til ro, til at kunne slappe af og bare sidde stille, hvilket hun heller ikke var den bedste til og det havde hun heller aldrig nogensinde før været. Det var en ting som han havde lært hende; At sidde stille og roligt og bare nyde tingene som de måtte være. Hun kuklo let, hvor hun trak sig ud af hans favn og vendte blikket direkte op mod ham med det store og glædelige smil på læben. ”Åh ja? Du skal ikke blive for hovmodig vel?” endte hun med et let grin. Han var måske ikke væk, men han skulle da stadig være forsigtig når han endelig var derude, det var jo også noget som var så forbandet vigtigt når det endelig måtte komme til stykket, og det var jo noget som de begge vidste. Han var en engel af utrolig høj kaliber og det at sidde der med hende, vel heller ikke kunne være helt så velset som man ville have det til? Det var også det som hun var bange for. At de – At han ville blive straffet for det, for hun var jordbundet endnu. Azrael havde aldrig fået lov til at hente hende og det var slet ikke noget som han ville få lov til nogensinde! Procias’ skove ville brænde ned, før han ville få lov til det også set i hendes øjne, så det var noget som hun trygt kunne love ham! Hun lod sig mere end villigt blive trykket ind til ham. Hun kunne ikke komme tæt nok på lige nu. At han havde fri fra pligterne, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod! Hun nød at hun endelig kunne sidde der sammen med ham igen, selvom det vel kunne være så forkert også set i deres øjne. Hun nikkede stille og vendte blikket stille op mod den store himmel. ”Melchior? Hvordan er det egentlig deroppe?” spurgte hun stille, ikke mindst med en frygtelig nysgerrig stemme. Hun havde ikke rigtigt været udenfor skoven. Dette var og blev hendes hjem og det havde det været igennem så skræmmende mange år, så det var heller ikke fordi at hun ønskede at kende til meget andet, for skoven var hendes trygge base foruden hans gode og trygge favntag, for det var noget som hun kun måtte elske at sidde i. ”Så længe at de ikke har kaldt på dig endnu.. så.. så er det godt.” Hun nikkede istemmende, hvor hun lod hånden stryge over hans bryst stille og roligt. Hun ville bare have lov til at nyde dette, så længe, at det nu måtte vare, for hun vidste, at han før eller siden ville være tvunget væk og hvem vidste hvor længe der ville gå, før de ville se hinanden igen?