I will never be afraid again..

[Deleted]

Chryseis havde virkelig ikke nogen intentioner om at skulle finde sammen med Melchior på den måde, at de faktisk var i stand til at skulle kalde sig for et par. De havde måske været tæt på det dengang, men det var jo trods alt også gået så galt, som det var dem menneskelig muligt at gøre det, hvilket hun faktisk var ked af, men det havde virkelig været den bedste beslutning tilbage i den tid. Hun skulle cutte så meget af den forbindelse til ærkeenglene som det var hende muligt og det havde vel også reddet jorden? Hvis hun ikke havde gjort det, så havde han vel hoppet ind for at redde hende? Det ville være gået galt og så ville hun aldrig nogensinde være i stand til at tilgive sig selv! Melchior var simpelthen for vigtigt og så ville hun hellere cutte forbindelsen til ham, hvis det var til det bedre, for det havde det været dengang, selvom det virkelig havde været noget som havde gjort forbandet ondt. Hun skulle lige til at sige ham imod, da hans ord kom, hvor hun endte med at tie fuldkommen. Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog en tand hurtigere og mere fast mod hendes bryst. ”.. På hvilken måde?” spurgte hun næsten forsigtigt, et sted med en næsten skræmt stemme og alligevel så håbefuld, for det var ikke ord som hun nogensinde havde hørt før. Hun kunne lege med folk og det var så sandelig også noget som hun havde gjort igennem hele livet, men der havde aldrig været nogen som kunne give hende ord af den kaliber, så det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun vidste da ikke hvordan hun skulle reagere. ”Jeg mener.. Arh!” Hun slog sig igen mod panden. Nu gjorde hun det jo igen! ”Du ved hvad jeg mener! Er det.. på den jordiske måde eller..?” Hun vendte blikket mod himlen og så tilbage mod ham. Hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle reagere på en sådan besked! At han skulle formå at gøre hende så mundlam, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var hun slet ikke vant til. Ja okay, hun var vant til at sidde og snakke med planterne bare for at have noget at snakke med. Hun var vant til bare at rende rundt selv, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. ”Jamen… nej! Du må ikke sige det!” beklagede hun sig, som hun igen valgte, at skulle slå armene over kors på brystet og ind mod hans favn, hvor hun faktisk godt kunne lide at gemme sig lidt. Det var virkelig en dejlig fornemmelse, ikke fordi at det vel var utrolig savnet på alle måde. At han tog omkring hendes hånd, var noget som fik hende til at sidde stille allerede med det samme, som hun vendte blikket mod ham. Igen måtte han komme hende i forkøbet, hvor hendes smil måtte falme til det rene ingenting. Han kunne da ikke tage af sted! Ikke endnu! Hun blinkede med øjnene. ”.. Skal du af sted allerede?” hviskede hun stille. Hun var bestemt ikke tilfreds med det. Hun trak sig en anelse fra ham og vendte så blikket mod himlen. ”.. Du kan ikke blive, bare lidt mere?” De store dådyrøjne vendte hun stille mod ham. Hun ønskede da ikke, at han skulle gå endnu! Ikke nu hvor de endelig kunne snakke sammen igen, efter så ekstremt mange år!

[melchior]

Det var utrolig rart at være sammen med Chryseis igen, for det var faktisk et selskab som Melchior havde savnet, det var dejligt at være sammen med hende, det at kunne sidde og holde om hende, mærke at hun var der og at det ikke bare var en drøm, at indsnuse hendes søde duft, som selv var nok til at finde fred. Det at kunne lytte til hendes søde stemme, høre hendes latter, som var som sød musik i hans ører, for det var alt sammen noget som han havde savnet så utrolig meget at han ikke kunne fatte at han faktisk havde givet slip på hende – men helt havde han jo faktisk ikke. Han havde holdt en smule øje med hende før i tiden, næsten som om han havde overvejet at besøge hende. Han var taget til skoven, men da han så havde kunnet fornemme at hun kom, så var han stukket af igen, for han havde vel fået kolde fødder, som man sagde? At hun pludselig blev så tavs, var noget som næsten måtte undre ham for.. havde han sagt noget forkert? Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han betragtede hende med en smule spørgende mine. ”Tja.. du sagde det jo selv.. jeg skulle elske mit skaberværk,” svarede han sandfærdigt, hvor han betragtede hende ganske let. Det var der vel intet galt i? Hvorfor blev hun så, så tavs? Han havde jo egentlig kun givet hende ret. Han kneb øjnene en smule sammen, som han så lettere eftertænksomt på hende. Han greb endnu engang omkring hendes hånd, som hun endnu engang slog sig selv i panden. ”Nu ikke skad dig selv!” svarede han stille og med en mindre bekymret tone. Han tillod virkelig ikke at hun kom til skade, og hun skulle da slet ikke selv forvolde sig smerte! Han ville ikke tilgive sig selv, hvis hun kom galt af sted, for han kunne jo ikke komme udenom at han endnu holdt utrolig meget af hende, hun betød endnu alverdens for ham og derfor ønskede han også at hun havde det godt, at hun var i god behold. At hun beklagede sig endnu engang, fik ham til at slippe en munter latter. Den røde farve klædte hende virkelig! Selvom han ikke kunne mindes at hun havde rødmet foran ham før, eller havde hun? Det var sådan set også ligegyldigt, for nu havde han jo set hende gøre det. De safirblå øjne hvilede på hende med et varmt skær. Han nød virkelig af hendes selskab! ”Du nyder det jo,” hviskede han drillende ind mod hendes ene øre, hvor han trykkede hende ind mod sin nøgne overkrop, da hun selv valgte at læne sig ind mod ham. Han nød faktisk at sidde og holde om hende, også fordi det var så lang tid siden. Det var ikke engang tusind år siden, det var meget mere! Flere tusinder år var en underdrivelse af, hvor lang tid siden det var at han sidst havde set hende, og dog føltes det alligevel som var det i går at han sidst havde siddet med hende. Han vendte blikket lettere bedrøvet mod hende, som hun valgte at trække sig væk fra ham. Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han strøg hende blidt over armen. Det var jo ikke fordi at han ikke ønskede at blive. ”Det er mine søskende der kalder. Og de lyder.. bekymrede,” svarede han lettere eftertænksomt, som han vendte blikket op mod himlen. Han rejste sig ganske let og trak hende med sig. ”Jeg er nød til at tjekke om alt er okay, Chryseis,” fortalte han stilfærdigt. ”Jeg kommer så snart jeg kan.” Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Pas nu på dig selv så længe.” Han smilede varmt til hende, inden han forsvandt i et lysskær.

//Out

[Deleted]

Chryseis kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde, at Melchior sad der sammen med hende igen. De mange andre gange, at han havde været i skoven, hvor hun havde fornemmet ham, var han stukket af inden hun overhovedet var kommet tæt nok på til at forhindre ham i det. Det var noget som gjorde ondt, selvom hun var udmærket godt klar over, at det havde været hendes egen skyld fuldkommen. Hun havde gjort ham ondt, hvilket hun i den grad også havde fortjent straffen for, så et sted, så var det jo også noget som hun sad og ventede på skulle ske, for det ville vel før eller siden? Hans ord var noget som klart havde chokket hende, og hun måtte bare finde ud af på hvilken måde, at han havde ment de ord, også mest for sin egen skyld. At det var på den måde som en engel måtte gøre det, var noget som skuffet hende et sted, også selvom det var.. lettende? Hun vidste, at det var fuldkommen forbudt at trække den videre med en af hans slags, men altså.. hvad skulle hun da kunne gøre ved det i den anden ende? Hun bestemte ikke over sit hjerte eller sine følelser. ”Okay..” sagde hun blot, hvor utilfredsheden et sted også var tydelig? Bare tanken til at han allerede nu skulle af sted, var slet ikke en tanke som hun brød sig om overhovedet! Som han igen stoppet hende i at slå sig selv, så kunne hun ikke lade være med at smile. Det var jo sådan hun altid gjorde det, når hun ikke kunne finde ud af at udtale ordene! For det var virkelig noget som kunne frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun ikke kunne lade være med at smile. ”Jeg kommer ikke til skade ved et enkelt slag, min kære,” påpegede hun stilfærdigt, hvor hun lod hovedet søge let og stille på sned. Ikke fordi at det var noget som hun kunne lade være med. At det var hans søskende som måtte kalde på ham og med bekymring, var også noget som påvirket hende. Det var vel ikke på grund af hende, at de kaldte ham hjem? Hun sukkede stille og rejste sig sammen med ham. Hun var da slet ikke klar til at sige farvel endnu! ”Jamen..!” beklagede hun sig. Det var ganske enkelt for tidligt for hende, han måtte jo ikke gå endnu! Det måtte han virkelig ikke! Kysset mod hendes kind, var noget som alligevel fik den røde farve en anelse mere frem i hendes kinder. ”B-blev nu ikke for længe væk,” sagde hun en anelse forlegent og alligevel med en rødmen i hendes kinder. Det var kun noget som han havde formået at bringe frem til hende på denne måde. Det kraftige lys som han måtte forsvinde i, var noget som måtte skære hende til dels i øjnene, for det var jo så forbandet længe siden, at hun havde set det. Hun vendte sig rundt omkring i området, da en anden følelse greb hende; Ensomhed. Nu var hun jo pludselig alene igen, selvom hun var langt mere lettet end det som hun havde været til nu. Hun sukkede stille og vendte blikket mod himlen, idet hun hoppede tilbage ind i skoven, som hun igen pludselig følte sig forfærdelig rastløs.

//Out