Out of time..

[ilosonic]

Det hele var startet som en ganske almindelig dag. Eller måske ikke så almindelig igen, for hvem ville ødelægge sin brors liv? I så fald skete det jo nok ikke hver dag. Men Ilosonic var startet ud med at opsøge sin lillebror, skønt at Marius ikke var blevet specielt henrykt, noget som dog måtte more ham noget så gevaldigt! Han var endt med at tage turen til Dvasias, hvor han havde fået fat i Enrico, som havde givet ham et bevis på at han var den retmæssige greve af Procias! At alt det som Marius ejede i øjeblikket tilhørte ham! Men han var endt med at få et pergament med sig, og ikke nok med det så havde han også skaffet sig sin fødselsattest, så selv Marius ikke kunne være i tvivl om at de faktisk var brødre, om det så var noget han ville vedkendes eller ej! Han var endt på slagmarken, hvor han var stødt ind i denne mærkværdige kvinde, som man virkelig kunne sige var hans nemesis! Og på trods af det, så nød han virkelig hendes selskab, skønt at hun også måtte gå ham noget så voldsomt på nerverne, med sine mange kommentarer, hendes mange rapkæftede replikker og hendes stædige holdning. Ilaria var i hvert fald ikke en kvinde som så mange andre, for hun skilte sig virkelig ud fra mængden! Hun var måske en kvinde, men hun kunne i den grad slå fra sig, hun kunne forsvare sig selv, og dog var hun så feminin, skønt hun ofte skjulte det hele bag hendes kolde facade og spillede den hellige isdronning! Hun var så endt med at komme med ham på hans tur til Procias, hvor de var blevet stoppet over på den anden side af muren af nogle idiotiske og korrupte vagter, hvor han var endt med at blive såret, fordi han havde reddet hende fra at få spiddet sit hjerte! Det var så også det som havde påtvunget ham til at søge til kroen, i stedet for til Carino Fattoria, hvor hans bror befandt sig, for det sværd, som vagten havde stukket i ham, var røget igennem den ene side, for at dukke ud i den anden side af ham, det var trængt helt igennem ham, så havde hun ikke været der til at tilse hans sår, så havde han jo nok været død af sin egen stolthed. Men noget for noget vel? Uanset, så var de taget til herregården, han havde genvundet lidt styrke, skønt såret dog endnu gjorde ondt, for man kunne ikke ligefrem prale af at hun var en blid sygeplejerske! Men han havde ikke pebet på noget tidspunkt, for hun skulle virkelig ikke se ham som svag! Nu stod de så udenfor den store herregård, hvor solen var ved at gå ned i horisonten, for de havde trods alt brugt lang tid på det. Han vendte hovedet og lod de mørke øjne falde på hendes skikkelse. ”Nå.. klar til at smide den falske greve i fængsel?” spurgte han med et morende smil på hans læber, hvor de mørke øjne bar et lettere kækt skær over sig. Han var blevet forbundet, skønt det dog ikke var noget som man kunne se, fordi forbindingen var gemt under hans mørke klæder, og nok havde hun tilset såret, men det gjorde stadig forbandet ondt! Men Marius havde vel ikke tænkt sig at gøre nogen modstand? Det var jo ikke fordi at manden kunne gøre særlig meget. For han var jo tvunget til at opgive hele skidtet til Sonic, og det var noget som måtte fryde ham så gevaldigt at han ikke kunne skjule det lille træk i mundvigen. Han begyndte roligt at sætte kursen op langs grusstien, der måtte føre op til selve hoveddøren. Han håbede at Marius var klar på dette, for ellers så ville manden da hurtigt gå nedenom og hjem, han ville miste alt det som han stod for, han ville miste alt det som han havde bygget op og værnet om, han ville simpelthen miste det hele, og det var til en dvasianer. Sikke et tab? Det var så kun noget som Ilosonic måtte more sig over. Men Ilaria ville sikkert komme til at kede sig? Det var jo nok ikke fordi at der ville ske så meget drastisk, for det hele var jo planlagt, Marius ville jo alligevel ikke kunne gøre noget for at stoppe ham.. men nu måtte de se, for en ting han vidste var; alt kunne ske.

[Deleted]

Marius havde tydeligt ingen anelse om hvad der måtte komme mod ham i denne stund, hvilket et sted næsten var noget som måtte fryde Ilaria noget så frygtelig voldsomt. Efter at hun havde tvunget Ilosonic med sig til kroen, fået kigget til hans sår og fået lappet det så godt sammen som det nu var hende muligt, så var hun også endt med at skulle tage med ham mod Herregården. Et sted var det vel også for at holde lidt øje med hans sår fremfor at det var noget andet? Det var i alle fald det som hun kunne gemme det bag, for han skulle virkelig heller ikke have lov til at finde ud af, at hun faktisk godt kunne lide at være sammen med ham, for det kunne hun godt. Hun nød det faktisk og det var jo heller ikke fordi at man kunne sige sig, at det var et direkte perfekt makkerpar som de måtte udgøre, for det var heller ikke helt nemt. Var hun utilfreds, så fik han det så sandelig også at vide! Efter deres mærkværdige møde dem imellem, deres tur over muren, så var det vel bare et nyt eventyr som hun måtte lægge for fødderne? Selvom det slet ikke var noget som måtte gøre hende det mindste lige nu. Dette var da i den grad spændende! Bare det at hun skulle være me til at smide greven af Procias direkte i fangekælderen var noget af det sjoveste som man overhovedet kunne komme i nærheden af! Blid var hun bestemt ikke direkte, det var slet ikke noget som hun skulle få det minste ud af på nogen måde overhovedet. Det var jo heller ikke fordi at han havde klaget over det, for hun havde jo faktisk gjort det for at hjælpe ham og det var virkelig også den eneste hensigt. Hun vendte blikket mod ham og med et stille smil som de nåede den store herregård. Det var hende dog temmelig fascinerende, at Ilosonic faktisk måtte eje et sted som dette, for det var jo… stort! Det var jo slet ikke hvad hun havde ventet sig! Ja.. Hvad hun egentlig kunne vente sig i fremtiden, det var hende jo ganske ukendt endnu jo. ”Tro mig når jeg siger det.. Det bliver så sjovt,” sagde hun med et næsten morende smil. At skade andre væsner og specielt nogen som måtte have denne form af betydning som Marius måtte have, så var det jo bare ekstra morsomt set i hendes øjne, det var slet ikke noget som man skulle have lov til at tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket! At dette var noget som i sig selv, måtte more ham, var slet ikke noget som hun kunne tage fejl af, for han glædet sig vel også til det? At han faktisk var en dvasianer som sad med en automatisk opholdstilladelse og udelukkende på grund af hans navn? Utroligt at kongehuset i Dvasias slet ikke havde tænkt over den! Det var da næsten skuffende! Nok havde Jaqia og familien hendes respekt på alle måder, men hun var så sandelig også sin egen herre når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville stå ved eller ikke. Hendes skridt var rolige ved hans side. Seglet var ægte. Hun havde selv studeret det nærmere mens Ilosonic havde været tvunget i en mindre hvile for sårets skyld og der var intet at gøre ved det; Sonic var virkelig den rettemæssige greve i landet! Og tanken var virkelig noget som måtte more hende noget så frygtelig voldsomt! Hun stoppede roligt op som de måtte nå hoveddøren. Det var nok ikke fordi at det ville blive direkte dramatisk, men bare tanken om at de kunne rive alt fra den mand ved hjælp af et enkelt dokument, en enkelt underskridt og en signatur, var noget af det som virkelig var det sjoveste ved det hele!

[Marius Amalani Darcy]

Siden det forrige møde med Ilosonic havde det været mere eller mindre umuligt for Marius at finde nogen som helst former for ro på nogen måde. Det hele havde virkelig været kaotisk og udelukkende fordi at han ikke kunne udelukke at den mand faktisk havde talt med sandhed frem for løgn. Det havde været en kamp uden lige her på stedet. Næsten alle børnene – pånær to, havde fået et nyt hjem. De to sidste sad inde i stuen sammen med Marius selv foran den store og smukke pejs som måtte stå i den fulde belysning og efterlod sig den dejlige og behagelige varme som selv måtte ramme Marius noget tydeligt. Ham og Melody var blevet forlovet ,selvom deres giftermål aldrig nogensinde var endt med at blive aktuelt eller realistisk endnu, så havde de håbet, at det var noget som kunne ordnes inden at Ilosonic igen ville dukke op – Med andre ord, så havde hun som hans hustru også nægtet manden arveretten og hun ville med loven på sin side, blive sendt i fængsel sammen med ham. Det ville han i den grad have det langt bedre med end alt det andet, hvilket heller ikke måtte sige så lidt, for han vidste hvilet liv som Melody måtte komme fra. Han sad selv roligt med en bog foran sig og prøvede mere eller mindre bare at skulle falde til ro, så var det ikke noget som bare skete sådan uden videre, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det havde virkelig været umuligt for ham at faldet til ro. Dette stresset ham langt mere end alt det andet som de måtte have arbejdet med! Og der skulle virkelig meget til før man ville stresse ham! Det var ved at blive sent på året og Marius var virkelig bange for at de sidste to børn ville ende på gaden hvis de ikke nåede at få et hjem inden Ilosonic ville ende med at møde op her, for han virkede ikke direkte til at være den type som var meget hen af en omsorgsfuld en af slagsen, en som ville åbne sine døre for dem som faktisk ville have brug for det.. Han vendte blikket stille mod ungerne på gulvet, hvor han ikke kunne lade være med at smile ved synet. De dog skærpede sanser måtte opfange sig ved lyden af skridt ude på grusvejen op til hans fordør, hvilket hurtigt fik ham til at vende blikket mod vinduerne. Han opfangede kun ganske kort skikkelsen af en kvinde. Han slog roligt bogen i, idet han roligt rejste sig op. Han havde ikke sovet i et godt stykke tid, simpelthen fordi at han ikke kunne finde roen til det på nogen som helst måde overhovedet, hvilket et sted også var ham en ganske så frustrerende tanke på alle tænkelige måder overhovedet! ”Bliv her..” sagde han roligt, idet han forlod pejsestuen, bevægede sig ned af gangen, idet han nåede til fordøren. Hvis det i tilfældet, skulle vise sig, at det var Sonic som måtte stå på døren, så ønskede han heller ikke at gøre det værre for børnene end det som det allerede måtte være, for de vidste jo trods alt, at der var noget på gang, ellers ville de da heller ikke reagere som de gjorde, med den samme uro, den samme rastløshed som han selv måtte sidde inde med. Han tvang døren op før de overhovedet ville være i stand til at skulle banke på den. At se Sonics skikkelse, var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet! Hans mine blev tydeligt mere stiv end det som den havde været nogensinde før. Hans hånd lukkede sig ekstra hårdt omkring håndtaget. ”Her er du igen, kan jeg se,” sagde han kortfattet. Han trådte udenfor, hvor han roligt lukkede døren efter sig. Også et klart tegn til børnene om, at han ville have fred til at ordne op i dette. Alt andet var slet ikke noget som kunne falde ham ind, for situationen var slem nok som den var fra før af!

[ilosonic]

Der var ingen tvivl om at det ville blive sjovt at pille Marius ned fra den piedestal, som han selv havde sat sig på, for hvilken dvasianer ville ikke nyde at pille en af de højerestående personer ned fra deres høje plads i hierarkiet? Hvem ville ikke nyde at få sin modstander gjort direkte svag og tage magten fra ham? Det var i hvert fald noget som Ilosonic fandt morsomt! Han ville nyde at få sin egen bror ned med nakken, han ville nyde at få greven af Procias sat i et fangehul og mest af alt, så ville han nyde at se Marius’ perfekte liv glide mellem hans fingre, uden han ville blive i stand til at gøre nogen former for modstand, for manden ville blive helt magtesløs imod Sonic og det var det som han nød; at have den fulde kontrol og magt. Han var ikke decideret magtgal, eller lidt var han vel? Han vidste bare hvad han ville have, han vidste bare hvor god han var, han vidste bare hvilke kvalifikationer han havde og derfor kunne udrette store ting, og det var vel derfor han gik efter de højere poster? Uanset så var der ingen tvivl om at han ville blive den nye Procianske Greve, tænk engang hvordan det ville se ud i aviserne! Og tænk hvordan det ville være og se ud, når Marius blev smidt af posten og i en lillebitte celle – et fantastisk syn og en stor sejr for dvasianerne! Skønt det dog var Ilosonics plan at føre mørket ind i Procias og intet andet. Han var ligeglad med Jaqia, han var ligeglad med hvem der så måtte regere det land, for mørket havde desværre behov for nogle til at bringe det frem, for at lade det vokse, men selv Jaqia ville falde på et eller andet tidspunkt om hun så var interesseret i det eller ej – for det alt andet var uundgåeligt, det skulle ikke engang undre ham, hvis hun rent faktisk var let at pille ned fra tronen, for det var jo ikke nogen løgn, når man påstod at hun ikke havde mange i ryggen. Folket i landet frygtede hende, og hvem ville ikke have en regent som de kunne respektere, som kunne vejlede dem ind i en ny æra? Folk var bare ikke særlig smarte og de havde bestemt ikke meget mellem ørerne, siden de ikke vidste hvad der egentlig foregik, men det gjorde Sonic, og det var slet ikke dronning Jaqia der var problemet, nej det var hendes sadistiske bror. Det var Samuel der troede han kunne tillade sig alt på grund af hans post – og et sted var det jo sandt, men det var ham som var skyld i alt det som Jaqia nu måtte bære på sine skuldre. I hans øjne var Samuel ikke andet end en kujon, der kunne gemme sig bag sin søster! Men så igen, han brød sig jo ikke om nogen der i øjeblikket befandt sig på kongeslottet, og for hans skyld kunne de falde alle sammen! Han gad ikke selv bruge tid på det, for det første havde han slet ikke ressourcerne til det og for det andet, så skulle han lige have Marius ned før han gjorde noget som helst andet!
Sonic kunne ikke lade vær med at smile til Ilarias ord. Han så sig kort over skulderen og smilede et selvsikkert og dog morende smil. ”Det er godt du morer dig.” Hun var ikke den værste at have med sig, og måske var de ikke det mest perfekte makkerpar, men det at de var modsætninger gjorde jo faktisk også at de var hinanden en god og hjælpende hånd, skønt de også var hinandens svagheder. Men han ville langt hellere hænge på hende end nogen anden kvinde! Hun skilte sig ud og det var jo det som var interessant. Han vendte blikket mod fordøren som han roligt nåede op til, skønt han ikke nåede at gøre noget som helst, da døren selv gik op. Hans mørke øjne faldt intenst til skikkelsen bag døren: Marius! Et selvsikkert smil gled over hans læber. Pergamentet som han havde fået af Enrico og som han havde vist til Ilaria var godt gemt under hans sorte læderjakke, så intet kunne ske det noget. Og det var skam ikke det eneste han havde fået, for han havde tilmed skaffet sig en fødselsattest, endnu et bevis på det. Med udskriftet og fødselsattesten, så ville Marius jo ikke have den mindste chance for at gøre modstand ikke engang med ord. Han bakkede nogle skridt tilbage og smilede ganske let. ”Det er også godt at se dig igen, min kære bror,” hilste han roligt og dog med et sarkastisk smil om læberne.

[Deleted]

Ilaria vidste allerede nu, at dette ville blive morsomt, selvom der nok ikke ville ske det vilde, så var det ikke noget som direkte havde nogen som helst betydning for hende. Pointen var bare, at hun fik lov til at overvære dette, for det var virkelig noget af det som måtte være det sjoveste som hun længe havde fået lov til at opleve! Greven havde siddet der i mange år, så meget vidste hun, selvom hun ikke var den som direkte måtte gå mest op i hvem som var hvad i dette land. Nej, det som hun tænkte mest over, det var Dvasias, det var mørket der også selvom hun havde respekten for kongefamilien, så vidste hun dog til en forveksling, at det var Samuel som var grunden til Jaqias grusomme rygte, for hun var slet ikke så slem.. Hun var blød et sted? Hun kunne ikke alene og uden begge brødrene ved sig, så ville hun virkelig have et seriøst problem! Hun ville ryge af før eller siden, og det var noget som hun var klar over. Mørket var det som hun ville hjælpe frem og selvom respekten for de dvasianske hærer, Noelle og kongehuset var der, så var det nu ikke noget som hun ville give livet for at beskytte. Hun kunne finde langt bedre ting og langt mere værdifulde ting som man burde vende opmærksomheden imod og det var at gøre noget ved Procias før det igen ville ende med at overgå Dvasias ! Mørke mod lyset, det var jo en evig kamp, hvilket i den grad også var noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hende. Murene var hendes slagmark, de sølle væsner som hun måtte falde over, det var hendes legetøj. Hun havde det jo bare sjovt!
At Marius måtte ende i døren længe inden, at de kunne nå at gøre noget som helst, var nu ikke noget som gjorde hende noget direkte, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun kunne ikke lade være med at sende manden det direkte kolde og direkte kyniske smil. Morsomt det skulle det i den grad nok have lov til at blive! Nok var hende og Ilosonic ikke det bedste makkerpar, men det var nu ikke noget som gjorde hende det mindste. Så længe at han ikke havde noget imod at skulle have hende med på slæb, så var tingene vel også fine nok når det endelig måtte komme til stykket? Det var om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på tingene og det morede hende dog, samtidig med at det glædet hende. Hans sår skulle hun have tilset igen når dette var overstået, for de sting som hun havde syet det med, ville nemt kunne gå op, og specielt fordi at manden var typen som bare ikke ville sidde stille, så var det langt nemmere at de skulle gå op. Hun vendte de isblå øjne roligt mod Ilosonic igen. Det kolde, kyniske og ikke mindst også morende smil var slet ikke noget som hun ville være i stand til at skulle skjule uanset hvor meget hun så end måtte prøve, så var det bare helt umuligt for hende på alle måder! Hånden gled roligt mod hans skulder, hvor hun steppede helt om bag ham. ”Jeg undersøger lige grunden min kære..” Hun vendte blikket roligt mod Marius og med det næsten så tydeligt morende smil, som hun slet ikke ønskede at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Sørg for at kyle manden ud, så det kan høres,” bad hun stilfærdigt. Det kunne da gøre det hele så meget bedre for dem alle sammen, det var jo slet ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, for det morede hende virkelig at det var i aften det skulle ske og uden at Marius var i stand til at gøre det mindste. Hun valgte at trække sig roligt væk fra dem begge, blot for at søge rundt om hjørnet og ud i den store have. Hun ville dog forholde sig lige i nærheden hele tiden. Dette ville hun så sandelig heller ikke gå glip af!

[Marius Amalani Darcy]

At Ilosonic allerede måtte være her, var kun noget som måtte betyde en ting; At han havde skaffet beviserne som skulle til for at bevise, at han faktisk måtte være den rettemæssige greve her i landet, selvom det nu slet ikke var en tanke som han brød sig meget om! Alt han havde brug for var en dag mere! En dag! Han knyttede hånden fast omkring håndtaget, blot for at have et eller andet at have fast i, i forsøget på at holde sig rolig. At deth ele måtte vær sandt, var nu heller ikke en tanke som han brød sig det mindste om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var jo bare sådan at det måtte være. Manden genkendte han, men tøsen var slet ikke noget som sagde ham selv det mindste, så var det noget som han var fuldkommen ligeglad med. Det skulle virkelig være underholdende, hvis man måtte se mere skævt til den nye greve end det som man måtte fra før af, hvis han rev en horeunge med sig ind i huset! Han kune selv mærke på sit eget indre, at dette faktisk måtte være en situation som måtte bekymre ham en god del, for det gjorde ham underligt nervøs. Normalt skulle der skræmmende meget til før det var noget som skete, men denne gang.. Han kunne bare ikke styre det, han kunne ikke kontrollere det og det var noget som faktisk måtte skræmme ham selv en anelse, for han var vant til at have kontrollen over tingene som måtte foregå rundt omkring ham. Han havde endda stadig to af børnene her, for dem havde han ikke fundet noget sted til, hans ene datter lå for behandling af børnesygen oppe på slottet og den anden havde han heldigvis skaffet et hjem til, samt hans lille barnebarn, så han var sikker på, at der ikke skete noget som helst med dem. Hvis det var tilfældet, så ville han da aldrig nogensinde tilgive sig selv, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for den tanke var faktisk noget som måtte gøre det hele så meget værre for ham! Han vendte blikket tydeligt med en skeptisme mod kvinden som han måtte have på slæb ved hendes ord, for det var slet ikke noget som han vill lægge øre til! Han fnøs ganske kortfattet som han vendte hele sin opmærksomhed mod Ilosonic. ”Godt at se mig? Jeg kan ikke sige det samme om dig, min kære bror,” sagde han ganske kortfattet. Efterhånden som tiden var gået og han selv måtte sidde i situationen som han gjorde, så var der vel ikke meget andet at gøre end at han faktisk var begyndt, at skulle tro på ham? Tro på ordene om at han faktisk måtte være hans storebror? Den som faktisk stod med arveretten til det hele? Tanken var nu ikke noget som han var meget for at erkende, selvom det nu ikke var noget andet end den rene sandhed, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Denne gang håber jeg at du har beviserne med, i stedet for dine ord,” sagde han kortfattet. Han slap roligt dørhåndtaget og lod armene søge over kors. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at invitere manden ind. Det var kun den som faktisk viste sig fortjent til det, som det måtte ske for. Melody var her jo trods alt også… For pokker da, det hele var jo ikke noget andet end et kæmpe rod! Han kunne virkelig ikke have den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Han kneb øjnene let sammen. Det var heller ikke fordi at han måtte være udhvilet, for det var han bestemt ikke. Det havde været nærmere umuligt for ham at skulle falde til ro på den ene eller den anden måde igennem det sidste lange stykke tid. ”For en tid at dukke op på..” Han var en kende skuffet måtte han indrømme. Enhver som virkelig hungrede efter denne plads i landet, ville have kommet tilbage med beviserne hurtigere end det som han havde formået at gøre det! Med andre ord, så var han dog ikke helt overbevist om det.. endnu.

[ilosonic]

Ilosonics første møde med hans lillebror Marius, kunne han ikke glemme, for manden havde faktisk troet på ham – halvt i hvert fald, men så igen, så var han jo også mandens bror. Han var godt nok dæmon, og faktisk også blevet fuldblods, men han var født animagus med magikertræk fra hans far, men den animagus var blevet dræbt da ilddæmonen i ham var kommet til. Han var stukket af fra herregården som lille og kommet til Dvasias hvor han i Drypstenshulerne var blevet besat af en mørkedæmon. Senere hen var han blevet fanget, hvor han skulle blive brændt levende på et bål, dog lykkedes det ikke vagterne helt, som det blot havde skabt hans ilddæmon. Og da Hayden så havde fået mørkedæmonen ud af ham, var hans psyke blevet utrolig stærk! Nu var han så sin helt egen herre, ikke bundet af nogen anden dæmon, kun sig selv. Han var taget hertil, til herregården, hvor deres far havde levet, og der havde han dræbt ham.. en ting der naturligvis fortsat skulle være skjult, og hvem skulle finde ud af det? Der var ingen beviser på at det var ham som havde dræbt den forhenværende greve, desuden var det jo fortid, nu var det Marius der havde taget over, og nu ville Sonic så have sin retmæssige arv tilbage! Han skulle nok kyle manden ned fra piedestalen, han skulle nok få manden smidt i fængsel og ødelægge hele mandens liv! Hans blik faldt på Ilarias hånd, da hun lagde den mod hans skulder, inden de mørke øjne faldt på hendes skikkelse. Kaldte hun ham nu for sin kære? Han undlod at kommentere det, nu som Marius var dukket op. Han nikkede kortfattet. ”Hold dig i nærheden,” svarede han blot kort for hovedet. Han vidste ikke hvad der hvilede omkring grunden, for det var lang tid siden at han sidst havde været her, for hans sidste besøg havde ikke ligefrem været til meget seværdighed omkring gården, for efter hans fars tid var der jo blevet bygget nye ting, såsom børnehjemmet. Han vidste ikke engang om Marius havde fået givet alle børnene et hjem, i så fald håbede han det da på Marius’ og børnenes vegne. Han fnøs ganske let til Marius’ ord. Han havde nu heller ikke regnet med, at han ville blive glad eller henrykt over at han var dukket op her igen. ”Og dog kalder du mig for ’din kære bror’?” svarede han stilfærdigt og smilede et lettere kækt og flabet smil. Han regnede ikke med nogen glæde fra Marius’ side af, og det var desuden heller ikke gengældt, så hvorfor dog gøre noget ud af det? Han smilede et skadefro smil til hans ord. Beviser havde han skam nok af og han skulle minsandten også få dem at se! ”Tror du jeg vil dukke op uden?” spurgte han stilfærdigt, som han roligt lagde armene over kors og betragtede Marius med et noget så roligt smil. Uden beviser ville han jo ikke komme særlig langt, og det var ham jo godt bevidst! Men derfor kunne han jo godt dukke op og fortælle Marius at de var brødre, gøre ham lidt urolig og blot lade ham vente på at han ville dukke op, som han så havde valgt at gøre nu. Såret gjorde stadig forbandet ondt, men det var bestemt ikke noget som han lod komme til syne! Ilaria havde faktisk gjort et godt stykke arbejde, skønt det nok skulle tilses igen om ikke så lang tid, for han kunne selv mærke at såret rørte på sig, og det måtte vel være de sting, som hun havde syet ham med? Han smilede blot bredt til hans ord. ”Skuffet?” spurgte han i en lettere drillende tone, hvor han trak kort på skuldrene. ”Jeg var bare så venlig at give dig lidt tid, men jeg kan se at du ikke er flyttet endnu.. Og børnene?” spurgte han roligt og dog uden at skjule det morende og kække smil på hans rosenrøde læber, for hvorfor skjule den morskab som han virkelig måtte føle?

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde ikke rigtigt været klar over hvordan han skulle tackle Ilosonics forrige møde, netop fordi at det havde ramt ham som intet andet end en klar og tydelig overraskelse, for det var virkelig ikke noget som han havde regnet med skulle ske. Han havde aldrig nogensinde været kendt med, at han havde nogen brødre. Han havde altid været opvokset i troen om at han måtte være enebarn og det var nu heller ikke noget som ville ændre sig på nogen som helst måde overhovedet! Han knyttede hænderne let omkring hans overarme og mere for at skulle holde sig i skindet. Hvem denne mand måtte være, var slet ikke noget som han måtte være kendt med, men Ilosonic var nu heller ikke den type som han direkte ville beskrive som den som ville slå sig til ro med en kvinde, netop fordi at han var den mand som han måtte være, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være! Den mand skull bare så langt væk og ud af hans liv, som det var ham meneskelig muligt at få ham! Det gjorde ham vred! Det var jo heller ikke fordi at der direkte var noget her på herregården som man skulle være påpasselig med. Den lille hær som enhver anden adelig måtte have, så gjorde de ikke noget med mindre at ordren var lydt fra Marius af, eftersom alle måtte leve i troen om at han måtte være greven her på stedet og det var sådan, at han havde agtet at holde det. Selvom de var klare over at den rettemæssige nok kunne finde på at skulle dukke op, så skulle de jo bare gøre som der blev sagt. ”Bange for at hun skal blive væk, Sonic?” spurgte han ganske kortfattet og med den samme faste mine i ansigtet. Han havde slet ikke tid til det her.. han havde stadig 2 børn som skulle placeres før han ville kunn slappe af igen for han ville virkelig ikke se dem på gaden! Det var da noget af det sidste som han havde lyst til! De røde øjne hvilede direkte på hans skikkelse og uden at se det mindste væk, for det var jo heller ikke fordi at dette var noget som bragte ham selv nogen direkte frygt af nogen slags. Slottet ville tage vare på ham og han vidste det jo godt, for han var nær ven af dem på alle måder. ”Høflighed, ikke sandt?” Han hævede sigende det ene bryn som et klart tegn til at det jo faktisk var alvor. Han kunne godt være lidt høflig eftersom han endnu en gang havde valgt at betræde hans grund! Det var jo stadig hans frem til at han måtte se beviserne på det! Hans greb omkring hans overarm måtte stramme sig tydeligt som han nævnte børnene. ”Jeg har brug for mere tid,” sagde han blot som det eneste og sandt var det. Mirry og Joshua var her stadig. Han havde ikke fundet noget sted som de kunne være og det var noget som virkelig måtte gøre ham noget så frygtelig frustreret, hvilket heller ikke var noget som måtte sige så lidt, for det var virkelig ekstremt og på alle tænkelige måder overhovedet! Minen forblev fast, som han betragtede manden foran sig. Han var virkelig ikke meget for det, men med den selvsikkerhed som han måtte bære sig frem med, så var det slet ikke noget som faldt ham selv i smag på nogen måde overhovedet. Det var klart noget af det værste ve det hele! ”En dag eller to mere,” afsluttede han ganske kortfattet, som det eneste. Han havde brug for et par dage mere så han kunne få de børn ud. Alt andet var ham ligegyldigt. Det ville også give ham tid til at blive gift med Melody, så hun ikke ville blive landsforvist, men faktisk kunne følge ham til kælderen! Han ønskede virkelig ikke at miste absolut alt det som han havde arbejdet så hårdt på at skulle få bygget op! Han nægtet virkelig at lade en mand til Ilosonic at komme her og tro at han måtte eje det hele og ødelægge hans liv!

[ilosonic]

Ilosonic havde godt hørt lidt om Marius’ bedrifter. Manden havde vidst nok fået de fleste af børnene ud af huset, for en sikkerheds skyld, hvilket måtte more Sonic noget så voldsomt! Men ikke nok med det, så havde han forlovet sig med hans kære Melody, for at være sikker på at hun ikke blev landsforvist, desuden var det jo også hende som havde bidt den kære Marius, som nu selv var af nattens væsner, præcis ligesom Sonic, så meget forskel var der jo heller ikke på dem, skønt Sonic var dæmon og Marius var spide. De mørke øjne faldt ganske let på Ilaria, til Marius’ ord. Bange for at hun blev væk? Han var sikker på at hun nok skulle kunne klare sig selv, så hvorfor var han egentlig nervøs? Han kunne vel være ligeglad med hende? Nej, det kunne og var han ikke, de var i hans land nu – eller hans hjemland – og her var det hans pligt at beskytte hende, ligesom ved muren, som så også var skyld i at han faktisk var såret i øjeblikket, men det behøvede Marius ikke at mærke sig af, desuden skjulte hans stolthed hans smerte. Ilaria havde desuden tilset hans sår, så det var ikke fordi at det var så slemt igen, skønt det dog gjorde en smule ondt. Men han bed det skam i sig. Han trak svagt på skuldrene. ”Hun er skam ikke forsvarsløs,” mumlede han roligt, som han mere talte til sig selv. Og alligevel måtte hun gå ham på nerverne, og det var faktisk helt ekstremt! Men det var ligegyldigt, for han nød jo alligevel også hendes selskab, så var han heller ikke så … ensom, desuden bragte hun ham faktisk morskab ved at gå ham så meget på nerverne, så et sted var han hende vel også taknemlig? Fordi hun faktisk havde taget imod hans udfordring? Hun havde da ikke dræbt ham endnu, skønt han havde stjålet det kys fra hendes læber. Tanken fik ham til at smile morende, inden han vendte blikket mod Marius igen, hvor han var gravalvorlig. Marius var måske høflig, men han var trods alt også procianer, så det lå jo til dem, og nok var han spide – en dvasiansk race, men derfor havde manden jo alligevel vokset op og boet i Procias hele sit liv, så det undrede ham skam ikke. Han fnøs blot kortfattet. ”Ja du er så skide høflig, at det er til at brække sig over,” vrissede han i en fast tone, hvor han roligt tog et enkelt skridt imod ham. Han kunne kyle ham ud af huset så snart det skulle være, og tiden var virkelig løbet ud for ham! At han så alligevel havde brug for mere tid, var virkelig kun noget som måtte fryde Ilosonic, for det ville sige at han ikke havde nået alt det som han havde ønsket sig. ”Du har brug for mere tid?” gentog han tænkende og gned sin hage ganske roligt og eftertænksomt. Det ville være så koldhjertet at smide børnene på gaden, at smide Marius i fængsel og rive alt fra ham, især hvis han ikke var blevet gift med Melody endnu og efter hvad han havde hørt, så var de endnu kun forlovet. Men skulle Sonic være ærlig, så var han virkelig ligeglad med børnene og Marius med! Han kluklo ganske let. ”To dage? Du må da være skør!” lo han blot hånende, inden hans mørkebrune øjne faldt kynisk på ham. Han slog ud med armene og dog med en fast mine. ”Det er bare ærgerligt Marius, tiden er gået, den er rendt fra dig skønt jeg har givet dig tid, og nu vil jeg tage det tilbage, som retmæssigt er mit!” hvislede han i en fast tone, som han tog endnu et skridt imod ham, så de næsten måtte stå bryst mod bryst. Han frygtede ikke Marius, faktisk burde det være omvendt, netop fordi at det var Ilosonic som havde den fulde magt. Og Marius ville kun kunne stå tavst på sidelinjen og se til mens det hele blev revet fra ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde været en spide over flere år nu, ellers havde han levet livet som en ganske rolig og simpel animagus. Han havde arbejdet hårdt for at få dette stablet op på benene og specielt fordi at folk havde været ekstremt usikre på ham eftersom han havde valgt at tage en dvasiansk prostitueret ind i hans hus og beskyttet hende ved hjælp af navn, som han havde gjort lige siden. Nu var de forlovet, selvom de aldrig have nået at skulle gifte sig, hvilket heller ikke var en tanke som faldt ham i god jord på nogen måde. Tvært imod! Han blev stående i døren og ude at rokke sig så meget som en eneste milimeter. Han ville virkelig bare have den mand ud og væk af hans liv! Vågne op så det hele skulle vise sig at være et eneste stort mareridt, for denne tanke var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Tanken var direkte skræmmende for ham lige nu, for han var slet ikke klar til at tage herfra endnu! Han havde for pokker endnu to børn som han måtte finde et hjem til og ham og Melody måtte nå at trække den til måls med det som de havde i tankerne, ellers var det hele bare ødelagt! ”Jeg har nu ikke set bevis på andet.. Bange for at hun skal blive væk?” spurgte han ganske kortfattet. Lige nu gik det høflige virkelig af ham og han var virkelig fuldkommen ligeglad. Det var jo trods alt bare sådan, at det måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der intet at skulle gøre ved det i denne situation. Han hadet det virkelig, for han vidste at hvis beviserne måtte holde vand, så ville han være tvunget herfra og det ville ske allerede i aften. Han var slet ikke parat til at tage herfra endnu! Et svagt smil måtte brede sig på hans læber, som han lod hovedet stille søge på sned. Han blev dog stadig stående. ”Hvis du har et problem med høflighed Ilosonic, så vil du klart få et problem her,” fortalte han ganske kortfattet. Greven skulle være høflig, venlig og hjælpsom, det var jo også derfor at han havde kæmpet for at overbevise dem om at Melody var god nok på bunden, for hun havde jo aldrig nogensinde skadet noget andet væsen her. De levede af dyreblod blot for at mætte sig, så det var jo heller ikke fordi at det skadet nogen sådan direkte. Marius havde ikke nogen direkte grund til at skulle hæve stemmen eller noget som bare måtte minde om det, for han ville virkelig ikke give Ilosonic den form af tilfredsstillelse. Det var i den grad noget af det sidste som han ville, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At de næsten måtte ende bryst mod bryst, fik ham dog til at bakke et skridt tilbage, blot for at holde bare en lille afstand dem imellem, for alt det andet, var slet ikke noget som han ville have med at gøre! Hans blik hvilede direkte i Ilosonics. Han ville se beviser før han ville gøre noget som helst andet, ellers ville han da først for alvor blive fremstillet som idioten her i denne situation og det var nu heller ikke noget som han måtte ønske. ”Det som der er dit er rettemæssigt mit frem til jeg har set beviser på andet,” vrissede han let. Denne gang var han kun ved at blive temmelig godt og grundigt muggen og der skulle normalt meget til! Han holdt den ene hånd frem som han blot afventede t beviserne skulle dumpe direkte ned i hans håndflade. Han ville se det! Han ville ikke tage herfra før han stod ansigt til ansigt med det som skulle bevise – Ikke bare for ham selv og hans nærmeste, men for den store omverden som måtte hvile trygt omkring dem, for det var jo alle som skulle acceptere det, hvis det var det som skulle være tilfældet i den anden ende.

[ilosonic]

Ilosonic havde ikke behov for de høflige procianere, når han engang blev greve, han havde ikke behov for at gengælde høfligheden, og hvorfor? Fordi han var ligeglad med alt og alle i dette stupide land! Han ville alligevel lukke mørket ind i landet, føre hele Dvasias ind i landet, for han havde faktisk en enorm magt, ved at være den retmæssige greve, ved at være den retmæssige arving af hele herregården her. Det hele handlede vel et sted om hævn? Han ønskede at hævne sig på sin familie, for den kunne han virkelig ikke udstå, og det have han aldrig nogensinde kunnet! Hans far havde været typen, der havde været rebelsk og damernes ven, som han havde løbet fra kvinde til kvinde om og om igen, det havde han jo så også forsøgt at fortælle Marius, men manden troede jo tilsyneladende ikke på ham. Deres far måtte jo tilsyneladende have slået sig ned efter at han havde valgt at stikke af fra herregården som helt lille, hvor han var flygtet til Manjarno og videre til Dvasias, hvor han var blevet besat af denne mørkedæmon, hvor hele hans liv var gået ud på at blive til en dæmon og det var jo så hvad han var nu. Han fnøs ganske let, som hans mørke øjne studerede Ilaria. Hun var virkelig en spøjs kvinde! Hun skilte sig virkelig ud! Et sted var han jo faktisk betaget af hende, men hun kunne virkelig også gå ham på nerverne! Men hvorfor var det så at han faktisk måtte nyde hendes selskab så meget? De var modsætninger og burde hade hinanden og et sted gjorde de det vel også? Hun kunne ikke fordrage hans varme, som han ikke kunne fordrage hendes kulde! Han vendte sit intense blik imod Marius til hans ord, hvor et noget så kynisk og dog morende smil hvilede på hans læber, som næsten måtte give ham et helt sindssygt ansigtsudtryk. ”Jeg troede ikke du var typen der undervurderede folk Marius,” hvislede han i en stilfærdig tone. Hvis Marius valgte at undervurdere Ilaria, så havde han virkelig skrevet under på sin egen dødsdom, for måske var hun en kvinde og mere fysisk svag end en mand, men hun var bestemt ikke svag på mange andre områder, for hun var virkelig talentfuld, hun var virkelig dygtig, og det var vel også det som måtte fascinere ham på den måde? Hun gik ham på nerverne, og det kunne han virkelig ikke komme udenom, men når alt kom til alt, så var hun vel god nok? Han slap en morende latter, hvor han næsten måtte tage sig til maven af morskab. ”Jeg vil få et problem her, hvis jeg har et problem med høflighed?” gentog han i en lettere leende tone, inden hans blik faldt fast på Marius igen. ”Tro mig, jeg er grunden til at uhøflighed kommer til landet,” endte han i en kold tone, som hans mørke øjne hvilede intenst og lettere flammende på ham, hvor der ikke var nogen tvivl om at han var en ilddæmon, for det var trods alt den dæmonrace, der stod tydeligst i ham. Selv Ilaria kendte ikke til alle hans dæmonracer, skønt hun dog havde fået en demonstration og forsmag på hans mørkedæmonkræfter. Han fnøs ganske let, som han rakte hånden frem blot for at stå afventende på at få et bevis. Men hvis han ville have et bevis, så skulle han da med glæde give ham et! Han stak hånden ind under den sorte læderjakke, hvor han hev et sammenrullet pergament, holdt sammen med et rødt bånd og med Enricos segl, noget som havde imponeret Ilaria, skønt hun ikke ville indrømme det, men han havde tydeligt set det i hendes blik. Han gav det til Marius, inden han trak et andet lap papir frem, som var hans fødselsattest med alt beskrevet. ”Dette burde være beviser som rækker langt nok,” svarede han stilfærdigt, som han blot lagde armene over kors og betragtede Marius noget så afventende, skønt han dog kort så efter Ilaria, der var gået længere væk, inden de mørke øjne igen faldt på Marius.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var nu fuldkommen overbevist om at Ilosonic ikke ville være i stand til at skulle holde en plads som denne over alt for lang tid. Ikke at det ville gøre ham noget, for han ville jo sidde i fangekælderen alligevle hvis det skulle vise sig at manden faktisk havde ret i hans udtalelser og at de faktisk måtte være brødre og at dette faktisk måtte være hans. Han var bare ikke meget for at give alt dette op bare sådan uden videre, netop fordi at det havde været hans siden han havde været ganske ung! Han knyttede hænderne ganske let. Hvis Ilosonic ville få problemer her omkring – Og han vidste, at det kom, så ville han ikke kunne gøre noget som helst andet end direkte at skulle fryde sig over det, for det var virkelig noget af det sjoveste som han ville kune få at vide og han ville i den grad lytte! Han havde dog allerede garderet sig ved sine mange kontakter til slottet. I og med at han var ven af familien, så ville han ikke få de slemme celler sammen med de mange andre tilfangetagende, selvom han vil leve under de samme regler, love og med samme former for ophold – med andre ord, så var der heller ikke nogen fordele i og med, at han var den mand som han måtte være. Han blev stående og uden at tage blikket fra manden. Selv ikke den faste mine ville ændre sig det mindste på nogen måde, selv ved hans ord. ”Jeg vurdere blot hvad jeg ser.. Og hvad jeg ser, er en dum tøs som våger sig ind i Procias og en tilskadekommende mand,” vrissede han ganske let. Han kunne trods alt lugte blodet, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være på alle måder som man overhovedet kunne tiltænke sig det. Han trak næsten hånligt på smilebåndet. ”Du undervurdere Procias, Ilosonic,” forsvarede han kortfattet. Høflighed kom man længst med i dette land og det var noget som ha nnok meget hurtigt skulle finde ud af om det jo så måtte være på den hårde måde, så måtte det jo bare være sådan, om det var noget som man ville det eller ikke! Han tog imod pergamentrullen, hvor han alligevel blev temmelig urolig bare ved synet af seglet. Det var Enricos eget. Det var jo ikke fordi at det var ukendt for ham, eftersom han efterhånden havde set langt de fleste. ”Enricos segl..” mumlede han let. Han tog imod det andet brev også, som han roligt lod hvile i hånden. Han vendte om og trådte roligt indenfor, men drejede til højre i stedet for at gå til venstre og mod stuen. Døren lod han stå åben, så selv Ilosonic kunen træde ind hvis det var det som han havde lyst til. Han måtte undersøge om dette var ægte! Han gik direkte ind på kontoret, ryddet plads på det ellers så ryddige skrivebord og foldede det ud. Han fandt læsebrillerne frem og fik lys i rummet, idet han lod blikket skimte over den ellers så smukke skrift. Hans finger fulgte med, så han var sikker på ikke at misse noget. Overraskelsen var tydelig i hans blik, som han hurtigt foldet brevet ud. En fødselsattest? Han læste den igennem og lagde det ned ved siden af pergamentet. ”… Det er ægte..” konstaterede han endeligt. Han ville og kunne simpelthen ikke tro det og det var heller ikke noget som han havde direkte lyst til! Han hadetdet virkelig! Hans tøs som måtte være med, var slet ikke noget som han ville skænke en tanke lige nu. Nu vidste han da at han for alvor måtte stå med problemer op til halsen! Tanken gled mod børnene som han havde inde i stuen. Hvad med dem? Det var de to sidste som var her! Dem ville han da ikke bare kunne kyle på gaden! Han dumpede ned i stolen, hvor han læste det igennem endnu en gang. Det bar Enricos segl og signatur, han genkendte jo trods alt mandens underskrift, så det var jo heller ikke fremmed for ham. Han fjernede brillerne igen og denne gang med en langt mere opgivende mine.

[ilosonic]

Hvad Marius måtte tænke om Ilaria var Ilosonic sådan set ligeglad med, for et sted var han vel af samme mening? Hun var ikke ligefrem den normale kvinde, som man kunne tro. Hun var godt nok nysgerrig, kunne tale alt for meget, men.. hun havde virkelig et talent, hun kunne slå fra sig og også med ord, og det ville virkelig kun være dumt af Marius at komme hende på tværs, men det var ligegyldigt, for han tog sig vitterligt ikke af Marius og han ville se frem til det øjeblik, hvor han blev smidt i fangehullet! Hvor han tilmed kunne rådne op! Han fnes kort for sig selv, det undrede ham ikke at Marius vidste han var skadet, for han var trods alt spide, næsten som en vampyr, så han kunne vel lugte blodet fra hans sår? Han kunne også tydeligt selv mærke det! Han spændte ganske let i underarmen, imens han trådte et faretruende skridt hen imod Marius, inden en ildkugle dukkede op i hans håndflade. ”Ja? Men ikke tilskadekommet nok til ikke at kunne brænde hele hytten ned!” hvislede han i en fast tone, hvor hans brune øjne hvilede flammende på Marius. Det ville nok være dumt at undervurdere Ilaria, men han skulle bestemt ikke tro at det blev bedre af at undervurdere ham! Han smilede lettere overlegent. ”Tænkt nu på børnene,” tilføjede han i en selvsikker tone. Marius ville måske turde, at lægge sig ud med ham, men det ville virkelig være det dummeste som manden kunne gøre! Han havde trods alt den fulde magt. Han brød ud i en morende latter, som dog også var noget så sarkastisk. Han undervurderede Procias? Der var intet at undervurdere, for.. landet var svagt! Efter Gabriels død, så var der gået ret pause i landet. Det var jo ikke ligefrem fordi at Keischa havde gjort specielt meget for landet, hun rendte rundt med sine egne problemer, så hun burde slet ikke være blevet dronning til at starte med! Nu havde hun så fået sig sin lille kæreste Alexis, og hun gjorde endnu intet for landet, egoistisk? Måske, måske ikke, men det var i hvert fald en oplagt mulighed til at sprede lidt kaos i landet. Han lagde armene over kors og så morende på Marius. ”Tro mig, min kære bror, det er Procias der undervurdere mig,” svarede han stilfærdigt, imens han smilede et skævt og noget så overlegent smil.
Sonic så blot til, som Marius tog imod pergamentet og det andet lille lap papir, som var hans fødselsattest, uden at han rokkede sig så meget som en millimeter ud af stedet, og det ville han slet ikke gøre, for denne aften, denne nat, der var det Marius der for første gang ville blive tvunget tilbage og faktisk ud af huset! Han var kommet for en ting; at få hvad der retmæssigt var hans tilbage! Han havde givet Marius tid, så om han havde nået at få giftet sig med den lille tøjte eller om han havde nået at få skaffet et hjem til alle børn, var Ilosonic virkelig ligeglad med! Han kunne brænde lortet ned til grunden hvis det skulle være! Han så blot efter Marius, da han valgte at gå indenfor, hvor han kort kiggede efter Ilaria, som dog var ude af hans synsvinkel, men hun var vel gået på opdagelse? Han betragtede ganske let huset, inden han valgte at gå indenfor. Hun kunne vel passe på sig selv? Han skævede kort mod stuen, hvor der var lys og hvor han kunne høre to små børnestemmer. Der var endnu børn i huset, men det havde Marius jo også fortalt ham. Han gik roligt mod højre, som Marius havde gjort, blot for at ende inde på hans kontor, hvor han lænede sig op ad dørkarmen. Han trak på den ene mundvig, ved synet af Marius’ opgivende mine. Han fnes kort og gik hen imod skrivebordet, da han sagde at det var ægte. ”Selvfølgelig er det det,” begyndte han roligt, inden han tog det fra ham, rullede det sammen og pakkede det væk igen. ”Med andre ord; din tid er rendt ud, kære bror,” endte han med et lille triumferende smil, imens hans mørke øjne hvilede flammende på ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var i bund og grund fuldkommen ligeglad med hvordan Ilosonic ville vælge at gå frem, men at tage en ren dvasiansk kvinde med sig, var bestemt ikke noget heldigt træk, å meget kunne han sige allerede med det samme, for det var virkelig ikke noget som man så vel på her til lands. Han havde selv været offer for det, da han havde valgt, at skulle tage den kære Melody til sig, selvom det nu ikke var noget som han kunne formå at skulle fortryde på ogen måde. Han elskede virkelig den kvinde og det var virkelig med hele det nu så døde hjerte. Hans blik hvilede direkte intenst og fast på ham og uden at skulle se det mindste væk. Han vidste, at han ville sidde nede i cellerne på samme præmisser som alle andre, også selvom det jo faktisk måtte være sådan, at han gerne vile have det. Han ønskede ikke en direkte anderledes behandling, selvom han have gjort så meget for landet igennem alle disse år, så måtte det jo trods alt bare være sådan, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan, at det måtte være på alle måder. Han kneb øjnene fast sammen. At smide denne form for trussel i hovedet på ham på hans sidste aften her, var slet ikke noget som han brød sig meget om, for det var vel heller ikke noget som han havde fortjent? Han havde ikke gjort denne mand noget som helst! Andet end at forsvare hvad han følte var rigtigt at forsvare og det var sin plads her! Duften af Ilosonics blod var noget som tydeligt rev i hans næse, selvom han slet ikke nærede den fristelse for at skulle sætte tænderne i ham på nogen måde overhovedet! Det var slet ikke en behagelig tanke som slog ham det mindste ind! Flammen som meldte sig i hans hånd, da han igen var gået helt tæt på, var noget som fik Marius til at reagere tydeligt. ”Du kan lige vove på det!” hvæsede han med en fast tone.”Det finder vi kraftigt ud af med tiden. Jeg tror du bliver gruelig overrasket,” fastholdt han kortfattet. Han dømte i den grad Procias forkert!
At vide at begge pergamenter måtte være ægte, var virkelig ikke noget som var Marius nogen hjælp på noget tidspunkt! Han vendte blikket fast mod manden som han nu havde valgt, at skulle placere sig i døren og med de ord, var slet ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet! Det var slet ikke noget som gjorde det nemt! Han knyttede næverne fast. Hvad med børnene? Han ville vel bare kyle dem ud, som Melody automatisk blev forvist fra landet, mens han sad i en fangekælder og ikke kunne stille noget som helst op overhovedet? Det var jo heller ikke fordi at den tanke var noget som måtte hjælpe ham det mindste på nogen måde! Det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! Blikket fæstede sig direkte til Ilosonic som måtte stå i døren og med den samme irriterede mine, selvom den klart var langt mere opgivende end det som den havde været nogensinde før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte være. ”Jeg måtte da forsikre mig,” sagde han ganske kortfattet. Tiden havde han måske fået, men det havde virkelig ikke været tid nok, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han rejste sig roligt op fra stolen og kastede et sidste blik på pergamenterne. De ord, det segl og den underskrift, var bare det klare tegn på at det måtte være ægte og det var det alene som faktisk kunne rive det hele fra ham? Rive hele hans liv fra hinanden! Han havde slet ikke haft tid nok til at få det hele ordnet. ”Du tager virkelig alt fra mig, Ilosonic.. Hvad er meningen bag det?” vrissede han let. Denne gang var det hans egen fortvivlelse som måtte melde sig. Hans hjem, hans erhverv, hans lille hær, alt! Alt tog han jo fra ham og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke!

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at det ikke var smart at tage en dvasianer med ind i Procias, ikke bare for ham selv, men faktisk mest for Ilarias skyld, de havde jo set hvad der var sket ved muren, hvor han selv var endt såret, men det var også hans pligt at beskytte hende, når han nu trak hende med ind i sit land. Men hans plan var jo at få en masse relationer, som han kunne få med sig ind i landet, for han blev jo snart greve, det gjorde han jo faktisk her til aften, nu hvor han tænkte over det, og når han så havde været her i et stykke tid, så skulle folk bare vide hvad han havde af planer som skulle udføres! Han ville få Procias ned med nakken, og selvom Marius ikke ville tro på at han ville klare det særlig længe på grevetitlen, så skulle han nok vise sin kære bror at han tog fejl! Han ville blive en fantastisk greve, ikke for Procias, men nærmere for Dvasias, for på grund af ham, så fik Dvasias en fod i Procias, de kom et skridt tættere på at overtage landet, han var Dvasias’ og mørkets es i ærmet! Hans mørke øjne hvilede intenst på ham, hvor han ikke kunne lade vær med at smile et lille selvsikkert smil. Marius undervurderede ham ligesom så mange andre, men han var vant til det, for de troede kun at han havde det hele i munden, men han skulle nok overbevise dem alle sammen om at han kunne langt mere end bare at fyre et par rapkæftede replikker af! Flammen i hans håndflade var noget en så behagelig følelse! Han fortrød virkelig ikke at han var stukket af dengang, han fortrød ikke at han var blevet besat, at han var blevet brændt levende på et bål eller at han havde mødt Hayden, som havde tvunget mørkedæmonen ud af ham. Og nok havde han løbet fra det hele dengang, så Marius havde overtaget hele herregården, men det ændrede jo ikke på at han kunne kræve det tilbage, for.. her var han, med beviser på at det hele var hans. Og her til aften, om Marius var klar eller ej, så ville han overtage hele skidtet! Det hele ville blive hans, det som retmæssigt var hans! Hans blik hvilede flammende og overlegent på Marius, som han havde den fulde magt. Han kunne brænde det hele ned til grunden hvis det skulle være det! Han knyttede hånden og gjorde dermed ildkuglen ud, så det kun røg en smule fra hans hånd. ”Vi får se,” svarede han blot kortfattet, uden at han veg sit faste blik fra ham. Han skulle da nok bevise at de alle sammen tog fejl, for han gav vitterligt ikke op!
Det var klart at manden måtte være frustreret og forvirret og bla, bla, bla… Han tog sig virkelig ikke af det! Han var ligeglad med de små snotunger! Han var ligeglad med Marius’ erhverv, som rent faktisk ikke var hans! Det kunne godt være at han havde fået stablet en masse op på benene, men han burde måske lige have tjekket familiebøgerne, inden han gjorde noget som helst! For alt dette var slet ikke hans! Han pakkede blot pergamenterne væk, inden han vendte blikket mod Marius igen, hvor det var lettere selvsikkert. ”Og nu har du set mine beviser, så du kan jo godt gå i gang med at pakke og få børnene og kæresten ud herfra, for jeg giver dig ikke mere tid!” svarede han i en fast og noget så overlegen tone. Han ville bare have Marius ud, og det kunne ikke gå for stærkt. Han kneb øjnene en smule sammen til hans spørgsmål. Hvorfor han gjorde det? ”Hvorfor? Fordi jeg ønsker hævn over vores familie, fordi jeg vil bringe Dvasias tættere på sejren, fordi jeg kæmper og levet for mørket.. såresimpelt,” svarede han med et skævt smil, inden han gik hen til døren igen. Han så sig over skulderen. ”Jeg henter lige nogle venner, som kan fragte dig væk herfra, det giver dig i hvert fald.. skal vi sige.. to minutter?” Han smilede kækt, inden han gik ud, for at gå over i en tilbygning ved siden af hovedbygningen, hvor den lille hær befandt sig.