Out of time..

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste udmærket godt at han lige havde fået frataget mere eller mindre det hele og at han ikke kunne gøre noget. Ville Ilosonic brænde det ned til grunden, så kunne han gøre det, ville han stoppe vinproduktionen, så gjorde han det, også selvom det ville skabe ramaskrig forbandet mange steder, for det var så sandelig heller ikke Procias alene som måtte nyde af hans mange varer, det var helt sikkert! Det som han dog måtte sige sig, at være mest bange for, det var de to sidste værende børn og selvfølgelig Melody, for han vidste udmærket godt hvilket valg som hun måtte være placeret i netop ved dette og det var ikke en tanke som glædet ham det mindste på nogen måde, for han ønskede hende på ingen måde tilbage i det som hun havde været igennem på denne måde. Han kneb øjnene svagt sammen og me et svagt fnys. Han kunne intet stille op. På bordet foran ham lå de klareste beviser på at hans regimé her på stedet var overstået og at der ikke var mere at skulle gøre ved den situation, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om overhovedet. Hvorfor at Ilosonic havde valgt at skulle tage fat i ham nu i stedet for at have gjort det for mange år siden, var slet ikke noget som måtte give nogen mening for ham, for det var jo heller ikke fordi at han havde gjort manden noget direkte og hvorfor pokker skulle han så ende med at blive straffet for det!? Det var noget som virkelig måtte gøre ham forbandet vred!At han gjorde dette for mørket, var nu heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham, for han vidste, at som det måtte stå lige i øjeblikket, så var han røget fra toppen og helt ned i bunden, hvor han ikke kunne være noget andet end et nul! Han havde ingen betydning for Procias på det punkt mere, han havde ikke mere at sige eller gøre for dem, ganske enkelt fordi at han nu var.. normal? En ganske normal borger som måtte stå ved straffen som skulle tildeles ved lovbrud.
Marius hævede vagt det ene bryn. ”To minutter?” Han kneb øjnene mere fast sammen som han blot så til som Ilosonic måtte forlade rummet efter at have taget papirerne med sig igen. De var jo trods alt umådelige værdifulde. Han tøvede ikke med tiden, for der var forbandet meget som skulle ordnes på denne korte tid! Han gik mere eller mindre hastigt ind i stuen, hvor han nåede hen til børnene som tydeligt måtte fornemme at noget måtte være helt galt. Han knælede ved dem. ”Joshua, Mirry – Tag alt hvad I kan bære fra Jeres værelse og kom væk herfra. Søg op til slottet, spørg om hjælp i byen. Det er for farligt at være her nu,” sagde han dæmpet, dog med en tydeligt alvorlig mine. Blikket hvilede mest på Joshua, netop fordi at han var den ældste af børnene her. Han nikkede med en næsten helt skræmt mine, tog Mirry i hånden og skyndte sig i retningen af det værelse som de havde fået, så de kunne få pakket deres ting sammen. Det var slet ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han kunne næsten fornemme og ane, at dette ville ende med at gå fuldkommen galt på et tidspunkt, selvom det nu slet ikke var en tanke som han var meget for, for han vidste, at dette i den grad ville gå galt før eller siden! Han rejste sig op, idet han kraftigt måtte skrige efter Melody. Hun måtte selv ud og så længe, at han havde muligheden for det, så ville han gøre det så nemt for hende som det var ham menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gik tilbage til kontoret igen, hvor han gik hen i det ene hjørne, hvor han have det gammelt udseende pengeskab til at stå. Han vidste jo godt hvor Melody var henne, men lige nu så var der ikke noget valg og han ønskede hende virkelig bare det bedste så længe, at det var ham overhovedet muligt at give hende det! Han gik direkte tilbage i stuen og mod soveværelset. ”Melody, han er her. Tag dem her..” Han lagde den lille pose med penge foran hende på sengen. ”Hold ud for min skyld,” bad han dæmpet. Han skænke hende et varmt og intenst kys, blot for at vende tilbage og gå mod stuen. De to minutter måtte da efterhånden være hørt op?

[ilosonic]

To minutter var ikke meget, men Ilosonic havde virkelig ikke tænkt sig at give manden flere minutter, ikke når han havde givet ham så mange dage efterhånden, for det var en lang rejse frem og tilbage fra Dvasias til Procias, desuden så havde han jo også først lige skulle overtale Enrico til at give ham det pergament til sig, for det havde alligevel været noget af en kamp, men han forstod nu godt Rådgiveren, for han vidste at bøgerne, pergamenterne, skriftrullerne og alt der måtte være inde i biblioteket var af stor betydning for manden, så det var kun forståeligt at han var påpasselig med hvem han delte ud til, men manden måtte jo alligevel have set en mulighed? Ilosonic var trods alt vejen ind i Procias, han var den frie passage, eller det kunne han i hvert fald sørge for. Han kunne besætte et lille stykke af muren, så han kunne lukke folk fra Dvasias ind i Procias, så han kunne få mørket ind i lysets land, så mørket ville have en chance for at slå lyset. Han havde allerede fået Ilaria med sig ind, hvor hun så end var henne på gården, så længe hun var påpasselig, for så længe hun vandrede rundt for sig selv, så kunne han ikke beskytte hende. Desuden så var Ilosonic jo ikke helt anderledes end Marius lige på det punkt, for han vidste at selv Melody havde været en simpelt dvasiansk prostitueret, som han havde bragt med sig ind i Procias for mange år siden, og det var tilmed hende som havde omgjort ham til Spide, så selv Marius var af mørket nu, han kæmpede desværre bare for lyset. Men det var jo så hans eget valg. Han var desuden ligeglad, for Marius ville komme til at tilbringe resten af sit liv i Procias’ fangehul!
Hvad Marius ville bruge de to minutter på var Sonic stort set ligeglad med, men han kunne da forestille sig at han ville bruge dem på at få børnene og Melody ud af huset, for hvis de ikke var gift, så ville hun jo blive landsforvist, og som han kunne forstå på Marius, så var de ikke blevet gift endnu, kun forlovet. Sonic var dog ligeglad, for han skulle hverken bruge børnene eller Melody til noget, så for hans skyld kunne de fint komme ud på gaden! Han selv gik dog ud af fordøren igen, som han fulgte en lille grussti hen tilbygningen, der lå ved siden af hovedbygningen, som han åbnede døren ganske let. De soldater som var der, måtte næsten se dræbende på ham, hvor generalen af den lille hær måtte træde frem. ”Hvem er du?” spurgte han fast. De var jo vant til at følge Marius, så det måtte vel også være en omvæltning for dem? Uanset, så kunne de enten følge Marius i fangehullet eller følge Sonic og beholde deres frihed. ”Jeg Ilosonic, er hermed den nye greve af Procias. I kan enten følge mig.. eller følge Marius i fangehullet.” Hans tone var noget så selvsikker og dog så alvorlig. Generalen kneb øjnene let sammen og selvfølgelig krævede han et bevis, hvem ville ikke gøre det, når en dvasianer kom til Procias og krævede en så høj titel til sig? ”Og beviset på det?” spurgte manden med den endnu skeptiske og faste tone. Ilosonic fandt blot pergamentet fra Enrico frem igen og gav det til generalen, og imens han læste det igennem, lagde Sonic armene afventende over kors imens han så sig ganske let omkring. Generalen rullede det sammen og rakte det til Ilosonic igen. Han bukkede for Sonic, hvilket fik resten af soldaterne til at bukke med. ”Og hvad kræver De hr.?” Denne gang var mandens tone ydmyg. ”Følg med mig.” Han gik tilbage til fordøren sammen med generalen og fire andre soldater, de kunne jo ikke have at Marius gjorde modstand. Han gik blot ind i stuen hvor Marius stod. Han pegede på ham og betragtede ham fast. ”Grib Marius og arrester ham for forfalskning af grevetitlen.” Ordren var ganske simpel som soldaterne uden hensyn gik hen til Marius blot for skulle slæbe ham op til slottet og spærre ham inde.

[Marius Amalani Darcy]

To minutter var virkelig ikke lang tid, men det var ikke tid som han havde i sinde at skulle spilde! Hvis det måtte være de sidst minutter som han måtte have som greve på dette sted, så måtte det jo trods alt bare være sådan, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han ønskede børnene i sikkerhed og det samme med Melody, selvom han ikke rigtigt kunne gøre meget for hende. Han var forbandet ked af, at han ikke havde nået ægteskabet med hende, for så havde han i den grad været sikker på hvor han måtte have hende henne og det var i den grad noget som virkelig måtte gå ham på. At dette faktisk skulle rive hans livs kærlighed fra ham, var noget som virkelig måtte knuse ham. Han kunne se på det hele sive igennem hans fingre som havde det været sand og uanset hvor meget han gjorde for at skulle holde det igen, så kunne han bare ikke gøre det mindste ved det på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde haft Ilaria med, men til hvilken årsag, var stadig noget som måtte være direkte ukendt for ham, så var det heller ikke noget som han regnede med at få svaret på. Børnene var væk og Melody skulle nok selv på vej ud temmelig hurtigt og med de penge som hun havde fået med, så ville hun kunne klare sig for en kort stund om ikke andet, for han ønskede ikke at miste hende for noget som helst i denne verden!
Marius knugede let omkring forlovelsesringen som han kunne høre Ilosonic på den anden side af døren. Han havde altid levet i troen på at det var her han skulle leve hele sit liv, blive gammel og grå, stille træskoene og lade det hele passere videre til hans egne børn. Det var nu bare tydeligt for ham, at det slet ikke måtte være tilfældet og han kunne ikke gøre andet end at hade denne tanke direkte! At han havde den lille hær med sig, var ikke noget som gjorde det bedre, for det var et tegn alene på at de måtte være overbevist. Han følte virkelig trykket som måtte lægge sig omkring hans hjerte, selvom han valgte at tage dette med værdighed. Cellen på slottet ville nok blive hans for resten af hans liv uden at han kunne gøre noget ved det. Han ville i den grad ikke sætte snuden op efter noget andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han blev stående som soldaterne måtte blive tvunget direkte i retningen af ham, tog fat om ham og fik lagt hans hænder i håndjern, så de kunne styre ham – Med andre ord så var det ganske enkelt umuligt for ham at stikke af. Han knyttede hænderne direkte fast som han vendte blikket direkte i retningen af Ilosonic igen. Den mand havde virkelig revet hele hans liv fra hinanden og han kunne virkelig ikke have noget som helst med den tanke at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Blikket dog med fortvivlelse. Det var koldt udenfor, så han vidste, at børnene ikke ville klare det længe hvis de ikke søgte til nogen og Melody.. Han ønskede slet ikke at tænke på hvor hun ville ende når han ikke var der! Tanken var direkte skræmmende for ham! ”Du har virkelig revet hele mit liv fra hinanden!” Han knyttede næven som han blev ført ud af fordøren og væk fra den store herregård som havde været hans eget hjem hele livet! Vagterne og den lille hør førte ham op til slottet, præsenterede sagen og fulgte ham til fangekælderen hvor han først blev løsnet af håndjernene da de havde fået den celle som han måtte blive tildelt af Alexis selv. Han gik roligt ind hvor han valgte at sætte sig idet han stille måtte ømme sine håndled. Blikket gled stille i retningen af det som måtte være et vindue, selvom månelyset stod i en retning, så det slet ikke ville kunne gøre nogen direkte skade på ham selv. ”Melody,” hviskede han dæmpet. Han manglede hende allerede. Han var forbandet ked af, at han ikke kunne gøre mere for hende lige nu.

//Out

[ilosonic]

De to minutter som Ilosonic havde givet Marius var ikke særlig meget, men det måtte jo alligevel have været nok, for der var ingen børn at se, der var ingen Melody at se, medmindre hun selvfølgelig befandt sig ovenpå i et af værelserne, men mon han ikke havde fået hende ud? Det ville da være det klogeste af ham, for Sonic tvivlede på at Marius ønskede at hun skulle landsforvises, hvilket jo faktisk var den dom som hun stod til, netop fordi at hun var udlænding ved at komme fra Dvasias, hun var ikke procianer, for hun var ikke gift med én, og nok var hun blevet forlovet med Marius, men siden ægteskabet aldrig var blevet til, så stod den endelige pagt ikke ved magt, hvilket jo så bare var ærgerligt for dem naturligvis. Hans levetid i Dvasias havde gjort ham kold, skønt han var så brændende varm af at være ilddæmon, noget af en blanding, men det gjorde om ikke andet at han ikke bar nogen samvittighed når det kom til hans bror og hans liv, for hans plan havde hele tiden være at ødelægge hans liv, tage familien fra og arbejdet med, for han kunne jo ikke tillade sig at side på hans titel, når den slet ikke var hans! Og han skulle bestemt ikke tro at han kunne tillade sig at have den titel om hovedet, når den tilhørte en anden, hans bror, og tilmed den førstefødte i familien! Men nu havde han beviser på det hele, nu præcis i dette øjeblik, så var hele dette hans. Han betragtede blot Marius, som to af de fem soldater gik hen og lagde Marius i håndjern. Han smilede et lille triumferende smil til hans ord. ”Og det var mig en fornøjelse,” svarede han stilfærdigt, som han roligt betragtede Marius og de fem vagter der fulgte ham ud af fordøren. Han gik ganske roligt med dem, hvor han blev stående i fordøren, som han blot betragtede dem gå væk fra Carino Fattoria, for at sætte kursen op mod slottet. Han trak vejret dybt, da en brise slog imod hans ansigt, hvor han lukkede øjnene ganske let, inden han åndede lettet ud. Det hele var hans nu. Nu var det ham der var greve af Procias. Det som an havde drømt om var endelig sket! Han havde langt om længe klaret sit mål! Han så sig ganske let omkring. Hvor var Ilaria egentlig henne? Han gik ganske roligt væk fra fordøren, som han gik i retningen af, hvor hun selv var gået hen. Mon hun egentlig havde set det hele forestillingen? Det var næsten synd, hvis hun var gået glip af den, for det var virkelig noget af en omvæltning at Marius var blevet kylet af titlen, især fordi han havde været greve i så mange år, især fordi folk ikke havde regnet med at han ville gå af lige foreløbig. Han havde tydeligt hørt i krogene, hvordan folk elskede og respekterede Marius for hvad han havde gjort, som han havde lavet børnehjemmet for de forældreløse børn på gaden. En stor ting, det var selv ord som mange fra Dvasias måtte mene, men nu var det hele spoleret, desuden så havde Marius prøvet at få de fleste af børnene ud af huset, fordi de ikke skulle på gaden, når Sonic kom og overtog det hele – hvis han selvfølgelig havde bevis med på det, og det havde han så haft her til aften. Utroligt at han endelig var blevet greve, det var virkelig en tid han havde ventet utrolig mange år på! ”Ilaria?” kaldte han roligt, som han kneb øjnene sammen og spejdede omkring for at få øje på hende. Mørket var han vant til, det var som at se i dagslys for ham netop fordi han var mørkedæmon. Det var utroligt så nysgerrig den kvinde måtte være! Måske var han greve af landet nu, men det ændrede jo ikke på at hun befandt sig på fremmed grund, og at hun var dvasianer, hvis nogen fandt hende, så kunne de fint finde retten til at dræbe hende på stedet, ligesom ved muren!

[Deleted]

Ilaria havde været ude for at se sig omkring. Hvis hun havde hørt Marius fyre alle de ord af omkring hende, så ville hun trygt kunne stå ved, at manden ikke havde været i stand til at forlade herregården i sine håndjern! Hun havde blot valgt at lade mændene ordne det som skulle ordnes, få Marius ud, hvor hun selv havde stået og set to små børn løbe henover græsset med favnen fuld af dyner, puder og alt det som de havde været i stand til at rive med sig. Det var næsten rørende på et vis, selvom det nu slet ikke var noget som rørte hende. Den kommende kulde var som en sommer for hende, hvoraf sommeren altid var hende et direkte mareridt, hvor hun var tvunget til at skulle gå mere eller mindre i skjul, fordi at det gjorde hende svag at færdes rundt i og hun hadet det! Melody havde listet en anden vej, selvom det nu heller ikke var noget som havde rørt hende det mindste. Det var vel bare et tegn på at mændene var ved at finde ud af det? Denne familieintrige var nu ikke noget som hun ønskede at skulle blande sig direkte ind i, for det ville hun slet ikke få det minste ud af i den anden ende, hvilket hun i den grad var ganske træt af, så var det noget som hun dirkte måtte bide i sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som hun selv sig omkring på den store herregård, så måtte hun da være tydeligt imponeret over den store ejedom, for der var virkelig forbandet mange muligheder heromkring, det var da helt sikkert! Et stille og let smil bredte sig på hendes læber for det var slet ikke noget som hun kunne formå at skjule på nogen måde. Der var jo så mange muligheder på dette sted! Hun gik ganske roligt tilbage af vejen som hun måtte være kommet og med en rolig og sandfærdig mine, hvor hun så vagterne som måtte føre Marius med sig. Bare tanken om at manden måtte blive ført væk herfra og i håndjern som hun selv kunne se, så var det jo lige før at hun nærmest måtte kæmpe for at skulle holde grinet tilbage, for det var virkelig langt det bedste som hun havde set i forbandet lang tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde! Hun lagde roligt armene over kors, hvor hun måtte følge Marius med blikket. At dette ikke var med hans medvilje, var noget som ellers var tydeligt at se. Det var ikke engang fordi at det rørte hende det mindste, det gjorde det virkelig ikke. At hun blev kaldt på, var dog noget som hun hurtigt måtte opfange. Hun vendte blikket roligt, hvor hun gik i retningen af Ilosonics stemme. Hendes gang var målfast, meget selvsikker og dog så elegant alligevel. Hun stoppde roligt op på den anden side af hjørnet, hvor hendes blik måtte falde på ham. ”Ja?” svarede hun ganske kortfattet. Hun ville da ikke gå glip af dette for noget som helst i verden! At vide at det måtte være hans og hvem ved.. måske at der også måtte falde noget af til hende selv? Hun kunne vel godt håbe på det, selvom det vel også kunne vise sig at være meget at forlange? Igen, så skulle hun jo også tilse hans sår. Mørket var heller ikke noget som generede hende som sådan. Hun foretak i den grad det frem for den store og lyse dag, for lyset bragte helt og automatisk varme med sig og hun kunne ganske enkelt slet ikke have den tanke hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan at det var. Hun lod hovedet søge let på sned og lod blikket søge ned mod hans sår. ”Jeg skal nok kigge lidt på det igen, Sonic.. Bare for en sikkerheds skyld,” sagde hun stilfærdigt. Hun mente det dog. Han havde reddet hendes liv og hun ville da heller ikke lade ham ligge her og dø i sengen derefter, det var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind!

[ilosonic]

De mørke øjne betragtede ganske let Marius, som han blev fragtet væk herfra. Det var utroligt at det hele – den enorme herregård – nu var hans. Det hele var hans! Han var hermed greve af Procias, havde beviser på det hele og.. hvad skulle han dog nu foretage sig? Jovist havde han naturligvis planer, for med hans stilling, så var der utrolig meget som han kunne føre ud i livet, men han havde brug for de rigtige midler, han var nød til at finde relationer! Han var nød til at skaffe sig flere mænd og muligvis samarbejde med andre, måske den vampyrorganisation der var i omløb? Det var jo også rygter han havde hørt så utrolig meget om, men mon han kunne stole på dem? De var jo selv ude efter Dvasias, de havde tilmed sprunget hele slottet i luften – eller mesteparten af det. Men de måtte vel også være ude efter Procias? De havde jo trods alt dræbt Gabriel og nu stod Procias ganske svagt fordi Keischa var på tronen i øjeblikket, ikke ligefrem fordi hun gjorde specielt meget for landet. Der var så meget man kunne udnytte. Men det var jo heller ikke fordi han nød Jaqia, hun var bestemt ikke bedre end Keischa! Hun havde været helt koldblodig fordi hendes bror Samuel var blevet dræbt af den kære Faith, og så havde hun vækket sin anden bror til live igen? Ham hun tilmed selv havde dræbt? Så hurtige rygter måtte sprede sig, dog havde han læst på lektien, så han var bestemt ikke helt dum! Han vidste desuden også godt at det var Samuel som havde givet hende det rygte, som så mange måtte frygte hende for, og det var virkelig ynkeligt fra befolkningens side! De var bange for en kvinde der ikke engang kunne tage vare på sig selv! Hun havde tilmed sin rådgiver – som hun også hyggede sig med om natten – og så valgte hun alligevel at genoplive sin anden bror? Jo flere man havde omkring sig, desto bedre? Ilosonic fnøs ganske let. Han havde klaret sig hele sit liv alene! Han var blevet forrådt af sin far om og om igen! Da han havde valgt at stikke af, havde han klaret sig selv. Den eneste han, muligvis, havde skaffet sig var Ilaria, men han turde dog ikke helt at stole på hende, for han vidste ikke helt hvad hendes motiver var, han kendte hende jo faktisk ikke specielt godt. Men hun var måske ikke så slem igen, på trods af at hun var hans modsætning og nemesis? Hun havde tilset hans sår og tilmed tilbudt ham at tilse det igen. Hun var ikke stukket af endnu, skønt hun dog heller ikke var hans fange, så hun måtte vel interessere sig? De mørke øjne faldt ganske roligt på hendes skikkelse, da hun dukkede op omkring hjørnet. Et sted måtte en indre ro sænke sig over ham, for så var han da sikker på at der ikke var sket hende noget, for han vidste ikke hvad hun havde foretaget sig i den tid han havde brugt på at smide Marius ud. Hans blik faldt ganske roligt til hans sår, som dog var gemt ind under den sorte læderjakke, men han kunne tydeligt mærke det! Og han kunne også mærke at nogle af stingene var gået op. Han nikkede ganske kortfattet til hendes ord. Det irriterede ham et sted at hun skulle rende rundt og nærmest være hans sygeplejerske! Men hun var jo faktisk den eneste han havde omkring sig, han kunne vel også godt selv tilse det, men han var ikke så god til at reparere alle mulige skader. Det plejede så heller ikke at gå så vidt at han blev spiddet med et sværd, som var gået igennem hans side! Det havde jo så også resulteret i at hun både havde syet ham bag på ryggen og foran ved maven. ”Udmærket, så kom med ind,” opfordrede han roligt, som han ganske stille drejede om på hælene og gik tilbage til fordøren, som han holdt for hende og lukkede, da hun var kommet ind. Han gjorde en gestus mod stuen. ”Stuen er derinde, jeg kommer om lidt.” Han burde vel kunne finde et eller andet sytøj i huset? Han spurgte en af tjenestefolkene som gav ham det, inden han gik tilbage i stuen, hvor han satte sig i sofaen.

[Deleted]

Ilaria kunne udmærket godt passe på sig selv. Hun ville da bare lige have lov til at tjekke de mange faciliteter som måtte være her på stedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket på den ene eller den anden måde, det var i den grad også hetl sikkert. Hun var dog tydeligt imponeret af det som hun havde fået lov til at se, for det havde blot været tydeligt at det virkelig var et meget fint sted at være og opholde sig, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Atse Marius blive ført væk, havde i den grad været det hele værd! At han måtte have flere allierede, var noget som næsten måtte sige sig selv for han ville i den grad have problemer ellers. Ellers hvordan det var gået mellem de to mænd, var hun et sted fuldkommen ligeglad med. Han var væk og det samme var resten af dem som havde været i huset, foruden tjenestestaben som vel stadig måtte være der? De ville sikkert også tage væk, da det var alment kendt, at Marius ikek holdt dem mod sin vilje, men at det var frivilligt på trods af at de måtte få lønnen for det. Et sted var det vel også noget af et paradis at sidde igen med, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Mange ville da give sin venstre arm for at have det på den måde, det var hun selv slet ikke i tvivl om. At han stadig måtte lade hende være her på stedet, ldo hende da næsten vide, at der vel måtte være nogen få spor til tillid alligevel. At hun var en ren dvasianer, var jo heller ikke en grund alene til at skulle tro noget andet når det endelig måtte komme til stykket. Nok var de mdsætninger, men som man sagde; Modsætninger drages og det var vel også det som skete i øjeblikket. Hun nikkede til ham og næsten med et morende sml. Nok var hun ikke den emst passende som sygeplejerske, men hun var vel bedre end alt det andet? Bedre end at lade stingene gå op og lade ham forbløde? Så ville han jo trods alt heller ikke få meget ud af, at smide sin bror i fængsel, for han ville komme ud igen med den rene lethed, hvilket vel heller ikke var noget som han måtte ønske sig i det store og hele? Hun nikkede roligt. ”Super,” sagde hun ganske kortfattet som hun trådte indenfor. Det var langt mere prægtigt indefra end det som det havde været udefra, og hun kunne nu ikke formå at skjule den fascination af det hele, for det var ganske enkelt utroligt! Hun så sig roligt omkring som hun endelig var kommet ind i stuen. Lige hvad det var at han skulle, var hun på sit vis ligeglad med, men nål og tråd, var noget som hun var nødt til at have, hvis hun skulle kunne gøre noget som helst ved det. Hun skyldte ham det jo trods alt, eftersom han også havde reddet hendes liv ved muren, hvilket heller ikke var noget som hun havde glemt endnu. De isblå øjne faldt med det samme direkte mod den store pejs som der stadig måtte være god gang i. Hun kunne ganske enkelt ikke fordrage den varme, for det var direkte hedeslag for hende. Hun fnøs ganske fast, hvor hun roligt førte en hånd til hendes læber, dannede en ring med hendes pegefinger og tommelfinger, hvor hun blot mellem dem. En næsten stærk vind af ren is fløj med det samme i retningen af pejsen. Langt det meste smeltet på vejen og faldt til jorden som intet andet end det smukke og rendende vand, men det som nåede til flammerne, blev jo kun hurtigt til mere, og til sidst, så døde flammerne helt ud på alle måder. Hun smilede tydeligt tilfreds som hun roligt satte sig ned på sofaen. Nu var det jo også langt mere behageligt for hende, at skulle sidde der.

[ilosonic]

Der måtte jo være noget ved Ilaria, som måtte fange Ilosonics interesse, men hvad det præcist var, vidste han ikke. Måske det var det at hun skilte sig så meget ud fra resten af kvinderne? Der var ikke mange i Dvasias der var som Ilaria, nogle kunne selvfølgelig godt spille smarte, men dem som kun havde det i munden nåede virkelig heller ikke langt! Sådan var det jo så også med de mænd der kun havde det i munden, for de folk holdt ikke særlig længe, for der var nogle der ikke havde det i munden og de folk ville hurtigt få sat dem på plads. Hun var selvfølgelig ikke den eneste der måtte skille sig ud på den måde, for Jaqia og Noelle var jo faktisk også to dominante kvinder, det ændrede så ikke hans syn på det, for Jaqia var svag, hun kunne ikke klare sig alene, og han havde jo selv personligt mødt Noelle, som havde vist sig at være styret af sine følelser, nok var hun ret så dominant, hun var bestemt ikke uerfaren og hun kunne sit kram, for ellers ville hun ikke klare så mange slag i krig så godt som hun havde gjort det. Det ændrede dog ikke på at hun var en kvinde og en kvinde kunne ærligtalt bare ikke klare ligeså meget som en mand, en kvinde var styret af sine følelser, skønt der så var mange mænd der var styret af magt og det var han vel et sted også? Han kæmpede for mørket, men han kæmpede jo faktisk også for at få magt, på den anden side var det jo kun de bedste der havde fortjent magt, og siden han havde fået Marius smidt ud – endda uden vold – så havde han også fortjent den plads som greve, som han havde fået her i Procias. Det var vel såresimpelt? Mange ville nok ikke se på det på samme måde som han måtte gøre. Men han var ligeglad, han havde fået hvad han ville have, og han var slet ikke færdig, hvis det var det folk troede!
Som Sonic fik fat i sytøjet og noget bandage til at holde bedre fast på såret og hans egen krop, gik han roligt ind i stuen igen. Det første han lagde mærke til var naturligvis at hun havde gjort pejsen ud. Han nød ilden, han nød varmen og hun foragtede den? Det var nok det som måtte irritere ham mest, for det var svært at stille modsætninger tilfreds på samme tid, når de havde hvert deres behov. Han fnes kort og rystede på hovedet, inden han satte sig hen i sofaen. ”Er er tingene,” svarede han kortfattet og et sted modvillig, for han vidste at det ville komme til at gøre ondt! Han trak ganske roligt læderjakken af sig, hvorefter den sorte t-shirt fulgte med, som han lagde det på armlænet af sofaen, inden han vendte blikket mod såret. Nogle af stingene var gået op ved siden foran, hvor det allerede var begyndt at bløde igen. Han kunne ikke se såret på ryggen, men han kunne mærke at selv det var gået op. Ondt gjorde det i hvert fald! Han var ikke vant til så dybe sår – jo det hændte af og til, men det var sjældent at han lod folk komme så tæt på ham, fordi han ikke gav dem den mulighed, men nu var han trods alt sprunget ind foran hende, for at redde hendes skin, så hun ikke selv var endt med at få et spiddet hjerte! Han kunne så bare være glad og prise sig lykkelig over at soldaten ikke havde ramt bedre end han havde gjort, for ellers havde han fået sværdet stukket igennem maven i stedet for siden. Han vendte ganske roligt de mørkebrune øjne imod hende. Det så næsten helt trist ud, når pejsen ikke lyste rummet op, for det andet var trods alt hyggeligt. ”Du hader varme alt for meget,” mumlede han for sig selv, skønt det dog var højt nok til at hun ville kunne høre det. Det var faktisk ærgerligt at hun måtte hade varme så meget og så var det vel heldigt for ham at han også var mørke- og mentaldæmon? Det var dog ilddæmonen der var typisk fremme i ham, skønt det faktisk var mørkedæmonen som var stærkest, fordi det var hvad han var vant til, det var trods alt en mørkedæmon der havde besat ham.

[Deleted]

At Ilaria måtte fange Sonics interesse, var nu noget som hun var meget glad for, for ellers havde hun heller ikke været her som hun var i øjeblikket. Hun havde det ikke bare i munden og det var noget som hun var udmærket godt klar over. Ikke at det var noget som hun ville skjule, for hun vidste udmærket godt, at hun kunne slå fra sig og hun tøvede så sandelig heller ikke med det hvis det var noget som faktisk var muligt for hende på alle måder overhovedet! At hun måtte skille sig ud, var jo bare sådan at det måtte være, for det var nu heller ikke noget som hun valgte at tage sig af lige for øjeblikket. Nu hvor stuen også var mere eller mindre mørkelagt på denne måde, så var det nuu heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Nu hvor pejsen var blevet mørk, så blev det også hurtigt mere og mere koldt her, så hun kunne falde langt mere til ro og var langt bedre tilpas. De fik nok deres at slås med, hvis de nogensinde skulle finde ud af det med hinanden – hvis det måtte komme så vidt, for det kunne vel også være, at han blev træt af hende og de krav som hun måtte sætte, netop fordi at hun var en isdæmon. Jo køligere det måtte være, jo bedre ville det jo være, det var noget af det bedste ved det hele. Som ham så var hun også en forkæmper for mørket og det var noget som hun var stolt af og på alle måder. Et sted så håbede hun vel også på, at de skulle finde ud af det med hinanden?
At Sonic langt om længe havde fundet det grej som skulle bruges, så hun ville være i stand til at lappe ham sammen, var nu noget som blot måtte få Ilaria til at smile. Det var jo heller ikke fordi at det havde taget ham lang tid, men hun havde virkelig haft brug for at få noget kulde til og det var bestemt ikke noget som en blussende pejs var i stand til at skulle give hende, det var da helt sikkert! At det måtte irritere ham, så måtte det jo trods alt bare være sådan. Hun vendte sig roligt mod ham, som han lagde det hele fra sig og fjernede hans skjorte, så var det også kun mere end tydeligt for hende, at stingene var gået op. Ikke at det var noget som man skulle tage fejl af. ”Det er lige før jeg smelter.. Det er alt for varmt,” sagde hun ganske kortfattet. Der var ikke nogen grund til at skulle skjule det, selvom det måske var lidt overdreven, men overdrivelse fremmed forståelse vel? Det var jo heller ikke fordi at hun direkte smeltede, men det blev ubehageligt for hende. ”Du kan tænde op i pejsen så snart jeg er færdig her. Jeg skal vel finde mig et sted for natten?” Hun vendte blikket roligt mod ham, da hun havde taget en nål og noget tråd til sig. Hun kørte roligt tråden igennem nålen og lagde den godt i hånden, idet hun satte sig helt hen til ham. Hun lagde nålen roligt på bordet og begyndte ganske forsigtigt at fjerne de gamle sting. ”Det er gået op i begge sider,” sagde hun dæmpet og næsten med en svag bekymring. Hun fugtede tråden ganske let, som hun roligt klemte de to hudflager sammen, idet hun roligt begyndte at sy dem sammen – dannede en løkke og trak tråden igennem. Dette var noget som hun fortsatte med at gentage, til såret ville være helt lukket. Hun tog sin lille kniv og skar tråden over og slog en knude. ”Denne gang burde det holde,” sagde hun stilfærdigt. Hun gjorde tråden klar igen til den næste side. Det var vel bare at få det overstået og så hurtigt som det var dem overhovedet muligt, for han var vel heller ikke den som bar den største tålmodighed til lige netop denne del? Det var heller ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan Han havde bare reddet hendes liv og hun agtet at blive til gælden var betalt.

[ilosonic]

Hvorfor det var at Ilosonic blev så betaget og fascineret af Ilaria vidste han virkelig ikke, men et sted måtte det virkelig gå ham på, for han var ikke typen der blev imponeret over folk, men det havde hun så formået at gøre ham alligevel. Men hvad nyttede det? Han var ikke herre over sine egne følelser, det var ingen, derfor kunne han heller ikke stoppe med at blive imponeret, selvom han da sagtens kunne spille ligeglad, men et sted havde han heller ikke noget imod at give hende komplimenter – når hun da havde fortjent dem. Det var jo heller ikke fordi han afskød hende og hendes selskab, for skulle han være helt ærlig, så nød han det faktisk. Han var altid så ensom, en enspænder, det eneste der fulgte ham var kedsomheden, men hun havde faktisk formået at få ham til at more sig, så det var vel også derfor at han ikke var blevet træt af hende? Hun morede ham jo rent faktisk, selv når de blev uenige og de ville sikkert få deres diskussioner, hvis ikke skænderier, men de var jo trods alt også modsætninger, så det var jo klart at de havde hver deres meninger, når det kom til visse punkter, såsom om pejsen skulle være tændt eller slukket. Dog irriterede det ham at hun havde slukket den helt! Han betragtede sit sår på siden af hans front, som han ikke kunne se det omme på ryggen, men han kunne dog mærke at det var gået op. Det gjorde ondt, hvilket det havde gjort hele aftenen, fra han var blevet dolket. Han var sikker på at det nok også skulle komme til at gøre forbandet ondt, når hun skulle til at sy ham igen, for det sveg virkelig! Han betragtede kort sytøjet som lå på bordet foran ham, inden blikket gled videre hen på pejsen. Han løftede sin hånd, og som han gjorde det, tændte ildet sig i pejsen også, hvor det gnistrede lidt ekstra fordi hun havde gjort det helt vådt. Han gjorde dog ikke flammen helt stor, men kun en lille flamme, så det oplyste rummet ganske svagt, uden at det bragte for meget varme, men så det faktisk kun blev hyggeligt at sidde i rummet – eller det synes han i hvert fald, for hun brød sig vel slet ikke om ild det mindste? ”Eller jeg kan tænde op nu?” foreslog han, hvor han smilede et lille kækt smil til hende. Det var trods alt hans hjem, og her skulle hun bestemt ikke tro at hun var dronningen! Men han kunne godt gå på kompromis med hende, det var trods alt derfor flammen ikke var så stor igen. Han nikkede ganske roligt. ”Du kan få et af værelserne ovenpå,” svarede han roligt. Han kunne jo ikke lade hende sove udenfor, selvom hun jo nok ikke ligefrem ville dø af kulde, for hun kunne jo gøre sin kropstemperatur til minusgrader, hvor han selv kunne gøre sin højere end nogen andens, så hans krop kunne gå i ild og alt omkring ham, men normalt lå hans kropstemperatur vel på de 50 grader? Deromkring i hvert fald. Men måske hun kunne tåle at sove udenfor i kulden, men det ville sikkert være mere behageligt med hendes eget værelse, som hun kunne få lov til at gøre så koldt som hun ville, så længe han ikke skulle sove der! Han gjorde en let grimmasse, hvor han spændte i hele kroppen, da hun trak de gamle sting ud, for selv det gjorde ondt! Han betragtede blot, hvordan hun gjorde den nye tråd klar, hvor det var lige til at få sved på panden af! Han kunne allerede mærke hvor ondt det ville gøre, fordi han vidste at det ikke ville blive nænsomt! Hvorfor skulle hun også have været så upåpasselig?! Han fangede dog hendes bekymrede tone, som faktisk måtte overraske ham, netop fordi den lød så … oprigtig? Hans krop gik i spænd, da hun begyndte at sy det sammen, skønt han dog ikke sagde noget som helst, ikke engang så meget som et eneste støn gled over hans læber, selvom han dog ikke kunne lade vær med at lave en grimmasse i ny og næ. Han åndede blot lettet ud, da hun var færdig, hvor han så ned på stingene. ”Udmærket,” endte han roligt, og dog med en lille munter undertone.

[Deleted]

Ilaria havde ærlig talt heller ikke regnet med at skule imponere Ilosonic på den ene eller den anden måde. Hun havde jo trods alt bare været sig selv på alle måder og det var jo det som gjorde det hele helt automatisk. Han havde spillet op med musklerne og hun hvde fulgt ham. Hun vidste jo så godt, at hun havde det andre steder end bare i munden, men det var jo så hvad det måtte være. Der var ikke meget mere at skulle gøre ved det direkte, hvad end om det så var noget som man ville det eller ikke. At han kom ind og satte sig, hvor han næsten med det samme måtte lade en lille flamme stige i pejsen, var nu heller ikke noget som forundrede hende. Det var nu heller ikke fordi at hun kendte ham så godt, men alligevel! Hun rystede stille på hovedet og med et stille smil på læben. Selv her hvor våbenhvilen måtte hvile så tungt, så var hun også langt mere rolig omkrig ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede, at det skulle gå fuldkommen galt på den ene eller den anden måde trods alt, for det var nogt af det sidste som hun ønskede sig lige netop nu. Den lille flamme var faktisk noget som gjorde det en anelse hyggeligt, ikke blot for at glemme, at det heller ikke blev så varmt, at hun ikke kunne holde det ud. ”Så længe den ikke bliver større, så skal jeg da ikke klage,” sagde hun stilfærdigt. Hun var nu mere opmærksom på stingene end det som hun var på ilden, for hun gad slet ikke tænke på det! Tænkte hun for meget på det, så ville det ende med at gå galt og det var nu heller ikke noget som hun måtte ønske på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun fik roligt fjernet hans mange ødelagte sting og koncentrerede sig nu så godt som muligt om at give ham nogen som faktisk ville holde bare en smule mere end det som de forrige havde gjort. Han var også meget bedre til at sidde stille denne gang. At han gav hende et af værelserne, var hun dog meget taknemmelig for, for det var da noget som hun ærlig talt slet ikke havde regnet med. Hun nikkede roligt. ”Og det takker jeg for,” sagde hun roligt og ikke mindst med en stilfærdig stemme, for der var ikke nogen grund til at skulle løbe fra sandheden på nogen måde overhovedet. Det glædet hende virkelig at han gav hende noget som hun kunne kalde for sit, for ikke at glemme, at det overraskede hende en god del, at han valgte at huse hende på denne måde. Kulden udenfor ville hun sandt nok slet ikke dø af, men selv en som hende ville faktisk foretrække det, at man havde en seng at skulle ligge i, for det var da langt mere behageligt! Hun gjorde roligt sine sting færdig på begge sider. ”Det er vel ikke nødvendigt for mig at sige, at du er nødt til at tage det med ro? Ellers ender de med at gå op igen,” sagde hun stilfærdigt og ikke mindst også alvorligt. Han var varm at være i nærheden af. Forbandet varm for hende faktisk, selvom hans varme.. ikke rørte hende på helt den samme måde. Hun rettede sig roligt op og lagde resten af sytøjet væk. For nu kunne hun da få lov til at sige sig færdig med det og det var hun også glad for. Det var vel bare et spørgsmål om tid inden at hun ville være tvunget til at finde det frem igen. De isblå øjne vendte hun roligt mod ham, som hun foldede hænderne i hendes eget skød. En spændende dag havde det bestemt været og hun kunne heller ikke gøre noget andet end at nyde noget så frygtelig godt af resultatet på alle måder! Så slem som hun havde troet at han var, var han bestemt ikke, så meget havde hun da fundet ud af. ”Marius i spjældet, dig som greve.. Det er jo hvad mange drømmer om.. Hvad så nu?” spurgte hun stilfærdigt. Hun kunne bestemt heller ikke komme udenom, at det jo faktisk var noget som gjorde hende umådelig nysgerrig.

[ilosonic]

Der kunne vel ikke være noget galt i at der var en lille flamme til at oplyse rummet? Det døde hun vel heller ikke af? Måske Ilosonic var ilddæmon, men derfor var han jo også mørke- og mentaldæmon, hvor mørket faktisk måtte stå stærkest i ham, derfor havde han ikke noget imod mørke, men han måtte indrømme at det alligevel gjorde det mere behageligt. Desuden skulle hun jo også kunne se hvad hun lavede, så hun ikke stak ham et eller andet tilfældigt sted. Der skulle være styr over hvad hun gjorde, kontrol og præcision, ellers ville han da helt sikkert ende med at råbe op! Han trak svagt på den ene mundvig, da hun faktisk ikke kritiserede varmen, hvilket faktisk måtte være en befrielse og vel også første gang? ”Udmærket, så bliver den ikke større,” svarede han roligt. Han kunne sagtens gå på kompromis med hende, så det kunne hun vel også med ham? Det lød det i hvert fald til, så han ønskede ikke at gøre mere ud af det. Desuden var det svært at fokusere på noget andet, når det at hun syede ham faktisk gjorde forbandet ondt! Han klynkede dog ikke, for ikke så meget som et støn gled over hans læber. Det eneste han gjorde, var at lave en grimmasse i ny og næ, fordi det ene sting gjorde mere ondt end det andet. Men ellers sad han helt tavst. Han drejede ganske roligt hovedet og betragtede hende med sine intense, flammende, mørke øjne, da hun takkede. Så helt kold var hun ikke? Det vidste han jo faktisk godt, det var bare dejligt at se at hun også kunne smide isdronningen fra sig, sluge sin stolthed og takke og være ydmyg, være lidt feminin, for det klædte hende faktisk! I stedet for at gemme sig bag en kold facade. Han nikkede ganske roligt. ”Det var ingenting,” svarede han i en dæmpet og næsten så hæs stemme, for det var svært at snakke, når smerten prægede ham så meget som den gjorde i øjeblikket. Han var faktisk selv taknemlig for at hun blev og lappede ham sammen, for hun kunne jo i princippet bare gå og lade ham ordne sig selv, hvilket nok ikke ville gå ligeså godt. Han så ned af sig selv, da hun blev færdig med at sy siderne sammen, hvor et lille tilfreds smil gled over hans rosenrøde læber. Det var da blevet bedre end sidste gang! Han vendte roligt blikket imod hende til hendes ord, som han ikke kunne lade vær med at more sig over. ”Jeg skal nok se om jeg kan passe bedre på,” svarede han med et lille kækt glimt i blikket. ”Jeg kan også lade vær med at redde dig næste gang?” foreslog han i en drillende tone, inden han blinkede til hende. Han havde jo faktisk reddet hende fra den visse død, hvor hun nu havde reddet ham fra at forbløde. Han slap en munter latter, da nysgerrigheden igen dukkede frem i hende. ”Du er så nysgerrig!” svarede han med et muntert smil. Hendes selskab var faktisk godt nok, det var jo heller ikke fordi at hun havde svigtet ham endnu, så derfor så han heller ikke nogen grund til at ødelægge det. Han trak svagt på den ene skulder, skønt det ikke blev til særlig meget, da det gjorde ondt i hans sår. Han rømmede sig lidt. ”Lige nu, må jeg hellere få styrken tilbage, derefter vil jeg påbegynde at få mørket ind i Procias. Men det kræver allierede.” Han betragtede den lille flamme i pejsen som knitrede ganske let, fordi hun havde gjort brændet vådt. Han vidste jo faktisk ikke om hun var med ham eller stod neutral, men han måtte indrømme at han jo faktisk godt kunne bruge hende, for dårlig var hun bestemt ikke!

[Deleted]

Så snart at Ilaria følte at hun tildels kunne stole på dem som hun måtte sidde overfor, så havde hun heller ikke noget imod at indgå de mange kompromisser. Det var jo trods alt også det som var sket lige netop i denne stund, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sandhed. Lyset havde hun brug for og så længe, at den flamme ikke blev større, så havde hun hellr ikke noget problem med det når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt også bare sådan, at det nu måtte være på alle måder overhovedet. Lyset var bedre her, det var meget nemmere for hende at skulle koncentrere sig og det var noget som i sig selv, virkelig måtte være noget så frygtelig behageligt på alle måder når det endelig måtte vise sig at komme til stykket. Så længe, at han sad stille, hvilket han heller ikke havde gjort sidste gang, så kunne hun også få ham syet ordentligt sammen. Han havde reddet hendes liv og hun gik bestemt ikke nogen steder før at det var en gæld som hun ikke længere måtte have hvilende på sine skuldre. Havde han ikke gjort hvad han havde gjort, så havde hun været død i dag, stukket ned på denne side af grænsemuren hvilket i den grad heller ikke var noget som hun ønskede at snakke om, for det var direkte pinligt! Hun trak vejret dybt. ”Og det sætter jeg pris på.. Ikke for varm og ikke for mørkt,” sagde hun med et stille smil på læben. Der skulle skræmmende meget til før hun ville sige, at det var alt for koldt for hende! Hun var en kvinde og til tider var det også noget så behageligt, at hun kunne smide den faste maske og indtræde i en kvindelig rolle igen. Det var virkelig en rar og dejlig fornemmelse! ”Det kunne lige så hurtigt have endt med at tage dit liv med i faldet, Sonic,” sagde hun kortfattet. Med andre ord så var det da noget! Det var ikke ingenting! Ikke fordi at hun ønskede at skulle diskutere med ham eller noget lignende af det, men dette.. Hun skyldte ham. Han havde jo trods alt reddet hendes liv. Hun sendte ham et næsten kækt smil. ”Paser du ikke på denne gang, så må jeg jo sy igen..” Hun blinkede let til ham – Med andre ord, så havde hun heller ikke nogen direkte intentioner om at skulle tage herfra lige foreløbig. Med mindre, at det var noget som han ønskede af hende naturligvis, men nu hvor han havde valgt at skænke hende et værelse, så var det nu heller ikke noget som hun direkte havde regnet med bare sådan uden videre, hvilket i sig selv, var en tanke som faktisk måtte gøre hende glad og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte vise sig at komme til stykket. ”Pas nu på.. Det ender jo med at være gengældt..” Hun rejste sig ganske roligt op idet at han direkte måtte le af hende. Hun kunn da ikke gøre for, at hun var den nysgerrige type! Hun himlede let med øjnene og slog armene over kors og med den nu igen så faste mine som den han måtte kende hende med. Hun ville da bare vide hvad det var at hun mått stå med! Det var vel heller ikke meget at forlange når det endelig måtte komme til stykket? ”Jeg er næsten på nippet til at sige, at du kender mig,” sagde han ganske kortfattet og med den samme faste mine i blikket. Ikke fordi at det var noget som direkte rørte hende. Tvært imod! At han måtte bringe allierede på banen, fik hende automatisk til at være lutterøre! Hun trak næsten morende på smilebåndet. ”Lyder som du har fremtidsplanerne på plads.. Nogen specielle du har i tankerne? Vampyrorganisationen i Dvasias? Kongelige garder? Spioner? Dæmoner som os..?” remsede hun ganske let op. Ganske enkelt fordi hun var nysgerrig. Kunne hun bruges, så ville hun faktisk gerne blive. Det her var da for spændende til noget andet!

[ilosonic]

Ilaria var faktisk ikke så slem igen. Hun var måske ikke ligesom alle andre kvinder, hun var stædig, hun var ikke bange for at sige sin mening, hun var rapkæftet, hun var ikke bange for at provokere folk, hun var ikke bange for at slå fra sig, hun var ikke bange for at komme i nogen former for klammerier med nogen og så var hun så forbandet kold og kynisk. Isdronning, som man snildt kunne kalde hende, det var jo faktisk den perfekte beskrivelse af hende! Det var dog rart at hun kunne finde ud af at gå på kompromis med ham, for han vidste at hun hadede hans varme, og derfor også pejsen, men hun havde behov for lyset til at kunne se, så det var vel passende med den lille flamme? Han sørgede også for at den ikke blev større, men i denne passende lille størrelse. ”Dejligt,” svarede han med en rolig og noget så varm stemme, skønt det ikke var på den samme varme måde som procianere ville bruge, nej det var på en flammende varm måde, der alligevel var så kold. Han fnøs kortfattet. Det var jo ingenting! Han havde jo overlevet, havde han ikke? Og det var både og takket være hende, for det var hendes skyld at han var blevet såret, men det var jo også hende som lappede ham sammen igen. ”Men nu har du lappet mig sammen igen, så jeg regner med at jeg overlever,” svarede han stilfærdigt, medmindre hun naturligvis var ude på at dræbe ham og gjorde at han ville forbløde i løbet af natten.. men det tvivlede han nu på. Han betragtede sine sting ganske roligt, hvor han løb en finger over såret, skønt det endte med at han hurtigt trak hånden til sig, da det gjorde ondt, inden han vendte blikket op mod hende igen. ”Du vil sikkert nyde at stikke den nål igennem mig igen, bare for at høre mig klynke!” svarede han med et morende smil om de rosenrøde læber, de selvsamme læber, som han havde bestjålet hende et kys med. Men han var vel ikke den første mand hun havde ladet komme så nær? Skønt det ikke var af hendes egen fri vilje, det var ham som egentlig blot havde taget det. Underligt at kysse noget så koldt, når han selv var så varm. At hun igen blev så fast i minen og nærmest utilfreds, fik ham til at læne sig opgivent tilbage i sofaen, hvor han selv måtte himle med øjnene. Hun var jo nysgerrig, men det var jo ikke ondt ment, at han havde leet af hende! Han vendte blikket udspekuleret mod hende. ”Du tror måske ikke at jeg kender dig?” spurgte han roligt og med en hemmelighedsfuld undertone. Hun var faktisk ikke den sværeste at gennemskue, men det behøvede hun heller ikke at være, for alle bar skeletter i skabet, desuden nød han hendes selskab, så hvorfor ødelægge det? Han så roligt mod hende, da hun remsede så meget op, hvor han roligt vendte blikket mod pejsen, inden han trak svagt på skuldrene. Der var jo egentlig mange muligheder. ”Jeg ved det ikke..” svarede han tørt. ”Vampyr organisationen har jeg overvejet, men det kræver at man kan finde dem.. men hvem stoler ikke mest på sin egen race? Så det skal klart være dæmoner..” svarede han lettere eftertænksomt. Han havde også overvejet at bruge kongehuset som en mulighed for at lade mørket overtage Procias, men han ville ikke have noget imod at lade Jaqia og alle andre fra kongehuset falde, for han brød sig jo ikke engang om dem. Jaqia var svag at skulle gemme sig bag sine brødre, og ikke engang Samuel havde været til at stole på, for manden var jo blevet dræbt, af en dæmon som ham selv; Faith. Han trak endnu engang på skuldrende. ”Jeg ved ikke helt.. jeg overvejer endnu mulighederne.” Han rejste sig ganske roligt og gjorde en gestus til at hun skulle følge ham. ”Det er blevet sent.. vi burde hvile os..” Han havde trods alt sit sår at tænke på, og med det sår, kunne han ikke gøre noget lige foreløbig, så søvn og hvile var vel det bedste? Han gik ganske roligt ud af stuen, og som han trådte ud, slukkede ilden i pejsen sig.

[Deleted]

Så lang tid at det hele faktisk måtte køre på Ilarias præmisser, så var hun faktisk ganske rolig hvis det endelig skulle vise sig at være nødvendigt. Nu hvor hun havde sin ro, hun havde sin kulde tildels, også selvom han var så forbandet varm at sidde tæt på, så var det jo bare det som gjorde det hele for hendes eget vedkommende. Hun kneb øjnene let sammen. Han havde reddet henes liv og det var hun ham taknemmelig for, og det var også derfor at hun gjorde som hun gjorde lige nu – Netop ved at sørge for at han ikke ville komme galt afsted igen. Han havde reddet hende ved selv at komme til skade og selvom hun ikke var den som var den bedste til at udstråle en direkte taknemmelighed, for det havde hun aldrig nogensinde været særlig god til, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være. Der var ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, om det så var noget som man ville det eller ikke. Hun sendte ham et blot køligt og næsten så ligegyldigt smil. ”Tja, går de op, så må jeg jo sy dig igen,” påpegede hun stilfærdigt. Hun vidste, at det ikke var en hel smertefri proces, men der var nu heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det. Det skulle jo gøres ellers ville det jo først for alvor gå galt og det ønskede hun heller ikke for sin.. redningsmand vel? Ikke fordi at hun ville sige langt mere end det som hun allerede havde formået at gøre til ham, det var jo bare sådan, at det nu måtte være. Han var en redningsmand, men hun ville heller ikke give ham den fornøjelse så han kunne fortsætte med at køre rundt i det. ”Store mænd klynker vel ikke?” Hun sendte ham et let drillende smil. At han skulle fortsætte med at påpege hendes nysgerrighed, var faktisk noget som måtte gøre hende tildels irriteret, for hun vidste det jo udmærket godt! Hun vidste lige hvordan hun ville have tingene og det var i den grad også sådan at de skulle komme. At han havde overvejet det, var jo altid et plus i hendes bog. Mænd havde normalt en irriterende tendens til at være alt for langsomme når det endelig måtte komme til stykket og hun kunne ganske enkelt ikke fordrage det. Armene lagde hu roligt over kors og med hovedet let på sned. Smilet måtte brede sig som han måtte nævne dæmoner, for det var jo heller ikke fordi at han havde stolt på hende i udgangspunktet. Havde det ændret sig? ”Dæmoner siger du? Sådan nogle som… ja, mig?” spurgte hun. Kunne hun, så ville hun da gerne hjælpe. Det ville da være meget sjovere end at rende rundt derude og lave ingenting som hun havde gjort igennem det sidste lange stykke tid! Det var virkelig ved at blive direkte kedeligt! Det var jo heller ikke fordi at hun var bange for at tage sin del af arbejdet, hun var ikke bange for t slå fra sig og man fik i den grad også at vide når hun var utilfreds med det ene og det andet, det havde han jo allerede fundet ud af for længe siden og det var i den grad også sådan at hun agtet at beholde det og på alle måder endda! Som han selv rejste sig og gav gestus til at hun skulle følge ham, så gjorde hun det gerne. Hun gik præcist 3 små skridt bag ham og ud af pejsestuen. Hun vendte de isblå øjne direkte og stille imod ham. Hun himlede let med øjnene. ”Er du ved at være træt Sonic? For meget spænding for en dag?” spurgte hun med en tydeligt drillende undertone. Jovist kunne hun stadig bringe lidt sjov på banen og hun tøvede bestemt heller ikke med det. Om det bare var for at skulle lette lidt op i stemningen, så var det jo bare sådan her, at det skulle gøres på alle måder. ”Men.. Værelset skal jo ’indrettes’,” medstemte hun roligt og med et svagt træk på skuldrene. Her var for varmt for hende. Jo koldere der måtte være, jo bedre var det i den grad også for hende!