Out of time..

[ilosonic]

Ilosonic var ikke bange for at komme lidt til skade, selvom at det faktisk kunne være endt med det var ham, som havde gået døden i møde, for havde vagten ramt rigtigt, så kunne han være faldet om på stedet. Men i stedet for havde han været heldig at vagten ikke havde ramt ordentligt, så han var kun blevet spiddet i siden. Han smilede sigende til hende ved hendes ord. ”Så du agter virkelig at blive hængende for at sikre dig at jeg ikke laver ballade, så stingene går op?” spurgte han stilfærdigt og dog alligevel med en nysgerrig undertone. Hun havde vel mere eller mindre gjort sit? Han var jo ikke død, hun var ikke død, han havde reddet hende fra døden og hun havde jo også reddet ham fra at dø af blodmangel. Hans egen stædighed kunne have dræbt ham, hvis hun ikke havde været der, men på den anden side var han heller ikke blevet skadet, hvis hun ikke havde været der. Uanset, så havde hun vel gjort sit? Det var i hvert fald sådan han måtte se på det. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, selvom det var sandt. Sande mænd klynkede ikke. ”Korrekt.” Han smilede muntert til hende, for der var ingen tvivl om at hun fik ham til at more sig, alt andet var da umuligt for ham! Han morede sig også over, at han kunne irritere hende ved at påpege hendes nysgerrighed for hende, som han også havde gjort tidligere, men sandt var det jo! Hun var virkelig ufattelig nysgerrig! Et sted gik det også ham på – eller det havde det gjort tidligere, nu kunne han ikke lade vær med at more sig over det! Han så dog lettere forundrende på hende til hendes ord. Ville hun være med? Ville hun hjælpe ham? Han kneb øjnene en smule sammen. Det var der vel ikke noget galt i? Men hvorfor ville hun dog det? Hun fik jo ikke decideret noget ud af det – foruden spænding og han havde mere eller mindre fundet ud af at hun elskede spænding og fare. Som han rejste sig smilede han lettere kækt til hende. ”Så.. du tror måske du har det som skal til?” spurgte han drillende og dog udfordrende. Han vidste at hun ikke var bange for at tage hans udfordringer op, hvilket vel også var hendes problem? Hun kunne jo komme til skade! Han rystede smilende på hovedet. ”Du vil måske gerne være med?” spurgte han videre, for der var ingen grund til at skulle gå hinanden på nerverne med drillende ord og spydige bemærkninger hele tiden. ”Hvad får du ud af det?” spurgte han nysgerrigt, for det var jo faktisk det som måtte undre ham. Var det bare for ikke at dø af kedsomhed? Det måtte jo så bare betyde at hun nød at være sammen med ham, nød hans selskab, og måtte more sig sammen med ham. Han stoppede roligt op ved trappen, som førte op til de øvrige værelser. Han smilede morende til hende ved hendes ord. ”Var det ikke dig der sagde, at jeg skulle tage den med ro? Desuden er jeg ikke til megen nytte med det sår.. og såret har brug for hvile,” svarede han stilfærdigt, inden han gjorde et hovedkast mod trappen, som tegn på at hun skulle gå op, hvor han gik bag hende. Det var godt nok lang tid siden at han havde været her, men han kunne alligevel huske huset nogenlunde, skønt det var ufatteligt stort. Han åbnede roligt et værelse. ”Du kan sove her.. så kan du åbne vinduet, lege lidt med dit is for at gøre det koldt, eller hvad du nu har lyst til,” svarede han med et enkelt skuldertræk, inden han vendte de intense, varme, mørke øjne mod hende igen. Han lænede sig ganske roligt op ad dørkarmen og mere eller mindre blot så afventende på hende, dog med et lille morende smil hvilende i den ene mundvig. Han havde faktisk nydt dagen i dag, for han var faldet over hende og han var tilmed blevet greve af Procias.. en dag han kun havde drømt om! Men nu var det sket, så intet kunne umuligt ødelægge resten af aftenen! End ikke Ilaria og hendes rapkæftede tunge.

[Deleted]

Ilaria havde måske gjort sit, men hun nød faktisk hans selskab.. Uanset hvor irriterende han så end måtte være i den anden ende, netop fordi at han måtte påpege hendes nysgerrighed som det han havde gjort, for det måtte virkelig bare irritere hende! Hun havde reddet hans livved at lappe ham sammen som han havde reddet hendes ved at hoppe ind foran sværdet, for det var uden tvivl ment for at slå hende ihjel her til aften, selvom det slet ikke var noget som hun var direkte mærket af lige for øjeblikket. For øjeblikket, var det slet ikke noget som hun måtte tænke det mindste over overhovedet. Tanken morede hende dog; Så tæt på døden som han havde været på grund af hans stædighed, så var det kun tydeligt og åbenlyst for hende, at livet var langt mere sårbart end det som man lige ville gøre det til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Ikke fordi at den tanke gjorde hende det mindste ,for det var vel bare en god ting, at man vidste hvor sårbar livet faktisk måtte være når det endelig måtte komme til stykket? Det kunne vel heller ikke forundre nogen når det endelig måtte være? Armene slog hun let over kors. ”Nogen må jo være her til at holde dig i ørene.. Ellers klynker du over det igen i morgen,” påpegede hun med et sigende blik. Sandt var det vel? Nok selvom store mænd ikke ville klynke, så gjorde det vel også ondt? Selvom de var betydelige bedre til at skulle bide lige netop den smerte i sig, så måtte det jo trods alt bare være det som måtte være på den ene eller den anden måde. Spændingen have hun fået og det var i den grad også en af de grunde til at hun i det hele taget kunne overveje at tage med ham og hjælpe ham på vej på denne måde. Bare tanken om at så det mørke frø i Procias uden at de kunne gøre noget som helst ved det, var i den grad noget af det som var det bedste ved det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg vil da kraftigt mene, at jeg allerede har bevist mit vær overfor dig,” påpegede hun ganske kortfattet. Hvad mere ville han have? Han havde da en kvinde som kunne slå fra sig, det var vel også noget af det som han måtte anse som noget af det bedste? Det var vel også noget af det som han kunne siges, at have brug for nu hvor han havde brug for allierede, så var det vel heller ikke noget direkte som man kunne se ned på? Selvom det nu kunne blive lidt sjovt bare fordi at hun var hans nemesis som hun var; Hans store modsætning. Hun nikkede blot og gik roligt op af trappen med ham lige efter sig. Hun måtte virkelig sige sig, at være direkte impoeret over dette sted og det var bestemt heller ikke noget som hun sagde ofte eller viste for den sags skyld, for normalt så skulle der langt mere til end lige netop dette. Værelset som han valgte at skænke hende, var noget som hun omgående måtte tage i blik, som han valgte at åbne døren for hende. Hun trådte roligt indenfor og så sig let omkring. Hun nikkede dog endeligt. ”Det er udmærket,” sagde hun stilfærdigt, som hun vendte om på hælen og med blikket roligt hvilende på ham. Måske en isdronning, men der hvilede faktisk også menneskelige følelser så dybt i hendes eget sind, at man skulle tro at det måtte være løgn. Der var bare ikke nogen som havde formået at tvinge det frem i hende på denne måde endnu. Der skulle nemlig langt mere til end det som nogen havde formået at præstere. ”Jeg har taget mere end rigeligt af din tid her til aften.. Gå ind og hvil dig, Sonic,” bad hun ganske kortfattet. I sigselv, så var hendes ord ikke direkte ment som et venligt råd, men nærmest som en ordre. Stadig havde hun ikke indtrådt i den direkte kvindelige eller feminine rolle, selvom det vel også måtte komme. Hun vendte sig mod sengen som hun roligt gik hen imod, hvor hun satte sig. Hun så sig let omkring. Temperaturen sænkede hun nærmest med det samme. Der var alt for varmt for hende!

[ilosonic]

Det at Ilaria faktisk havde fulgt med Ilosonic til Procias, var bare en af de mange ting som havde enten imponeret eller forundret ham, for han havde ærligtalt ikke regnet med at hun ville følges med ham så langt. Hun havde flere gange givet udtryk for at hun hadede ham – eller i hvert fald hans varme og alligevel vælger hun at følges hele vejen med sin nemesis? Det var jo skrubtosset! Ikke fordi at han havde noget imod det, for hun hendes kulde var også ham en svaghed, så det gik jo også den anden vej, bortset fra at han var langt mere åben end det som hun måtte være, for hun var så kold og gemte sig bag hendes mange hårde og iskolde facader. Et sted måtte det irritere ham, fordi hun var denne hårde isdronning, der tilmed troede at hun kunne kommandere med én der lå langt over hende i rang, en greve, som faktisk var hendes direkte svaghed, men hvad hun ikke lige tænkte på, var at han kunne flambere hende på stedet, dræbe hende, ikke at det var hans hensigt, men selv hans tålmodighed kunne slippe op. Hun kunne faktisk risikere at trykke på de forkerte knapper, hun kunne komme til at tale over sig og uheldigvis sige noget som ville gøre ham vred. Skulle han være ærlig, så ville han ikke have noget imod at hun bare ville bløde en lille bitte smule op for ham, så han faktisk kunne nå bare en smule ind til hende, for hvis han skulle være ærlig, så nød han virkelig hendes selskab og han ønskede faktisk ikke at det skulle ødelægges med en eller anden spydig kommentar. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Jaså? Sagde du ikke at store mænd ikke klynkede?” spurgte han stilfærdigt, som han gik en smule tættere på hende, så hun var inde for hans rækkevidde. ”Ved du hvad? Jeg er en af de store mænd nu,” tilføjede han lettere påpegende, hvor hans blik blev noget så selvsikkert og alligevel flammende. Han nød virkelig tanken om at han havde fået Marius bag lås og slå, han var langt om længe blevet greve af Procias, og det var faktisk kun noget som han havde drømt om i lang tid, hvor det ikke helt var gået op for ham endnu, for det hele virkede næsten så … utroligt. Han havde altid bare håbet på at det ville ske, og nu hvor det var sket, så skulle han også lige vænne sig til det, for det var faktisk en utrolig god status som han sad med i øjeblikket, og nu måtte han jo se hvor længe det ville vare, for han vidste at der nok var mange som ville være ude efter ham, fordi han var en fjende, og det lagde han bestemt heller ikke skjul på, for han var en sand dvasianer, og hans planer var faktisk at få Procias ned med nakken. Han smilede lettere lumsk til hendes ord. ”Ja? Og hvad får jeg så til gengæld?” spurgte han med den hemmelighedsfulde undertone, som han lod sin ene arm glide omkring hendes liv, blot for at trykke hende helt tæt ind til sig, så de stod bryst mod bryst, dog holdt han hende kun i et blidt greb, for han havde trods alt sit sår at tænke på, som han stod med den nøgne overkrop, som var lettere muskuløs og dog også med ar efter flere forskellige slag. ”Et kys måske?” spurgte han roligt og dog med en drillende undertone, for hun havde jo faktisk ikke banket ham fra det sidste kys han havde stjålet fra hendes læber. Han lænede ganske roligt hoved mod hendes, lukkede øjnene, som han skulle til at kysse hende, selvom han stoppede sig selv, da hans læber kun var få centimeter fra hendes. Hun var så rapkæftet og hun havde virkelig fortjent at få lukket munden! Men han ønskede heller ikke at skubbe hende væk. Han blinkede drilsk til hende, inden han smilede morende, da han trak hovedet tilbage. Han ønskede ikke at bryde våbenhvilen! For den stod endnu ved kraft! Han betragtede hende ganske roligt, som hun gik ind på værelset og så sig omkring, hvor han selv blev stående i dørkarmen. Han kunne ikke lade vær med at ryste smilende på hovedet af hende og smile irriteret, som han gik ind på værelset og lukkede døren bag sig. Han havde intet imod at hun gjorde det koldere, for han selv skruede blot op for kropstemperaturen. ”Ilaria? Husk nu hvis hus du befinder dig i, med andre ord; du bestemmer ikke over ejeren af det.” Han sendte hende et påpegende blik, skønt han ikke kunne lade vær med at smile for sig selv.

[Deleted]

Ilaria var bestemt ikke meget for Sonics varme, men det var vel bare at skulle holde en anelse afstand til ham? Så gik det jo nok? Så længe, at hun selv havde sit eget værelse at skulle søge til, så ville det nok heller ikke blive det største problem selv for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Så længe at hun havde et sted at søge til som hun kunne gør så kold som hun nu havde lyst til, så ville hun også være ganske tilfreds. Desuden så havde hun heller ikke noget imod at skulle lege hans private lille sygeplejerske, for nogen skulle jo tilse hans sår så hovmodig som han kunne ende med at blive. Det var jo også noget som hun allerede havde set, selvom hun ikke havde det mindste imod, at han faktisk havde reddet hendes liv for denne korte stund. Det var.. rart et sted, at kunne træde ind i den feminine rolle som hun havde fået lov til, for det var ellers forbandet sjældent at det i det hele taget måtte ske for hendes vedkommende, så det var næsten skræmmende et sted, dog frygtelig rart. ”Det sagde jeg,” begyndte hun stilfærdigt, som hun roligt gik helt hen til ham igen og med det samme smil på læben. ”Gør det ondt, så kan jeg trygt love dig, at selv store mænd kan klynke,” sagde hun ganske så stilfærdigt. Ikke at det var noget som hun ville skjule for hans vedkommende, for det var sandt. Gjorde det ondt, jamen så gjorde det i den grad også ondt! At han var en af de store, var hun udmærket godt klar over. Den palds som greve var ikke noget som man bare fik foræret eller bare kunne tage som enhver anden plads i samfundet. Nej! Det var noget som man blev født til som den mand som måtte stå overfor hende. Hun sendte ham et let smil som hans arm måtte søge omkring hendes liv i stedet for, hvor hendes hænder næsten automatisk måtte søge direkte mod hans bryst. Ikke nødvendigvis i en afvisning, men nu måtte man jo trods alt se på det. At han nærmest måtte ønske noget til gengæld, var nu blot noget som måtte få hende til at smile, for hvis det var sådan her, at e skulle lege, så kunne hun i den grad godt lege med! HU himlede med øjnene som hun let måtte hæve den ene pegefinger som hun måtte lægge mod hans læber, som nærmest for at få ham til at tie stille og samtidig holde hans varme læber lidt på afstand. ”Hvis det er et kys du kræver, vil jeg næsten stå ved, at du allerede har fået det.. Eller.. Taget det,” påpegede hun sandfærdigt, som hun gav ham et let skub fra sig. Han var virkelig alt for varm at skulle stå op af! Hun gled stille ned og satte sig på sengen, som hun vendte blikket roligt mod ham igen ved hans ord. For sit vis, så var hun ligeglad. Han kunne jo kyle hende ud, hvis det var det som hun ville? Hun sendte ham næsten et blot provokerende smil. Det gjorde hende nu heller ikke noget at han havde valgt at blive på hendes værelse; Som sagt, så var det jo hans hjem, så han ejet vel også det hele et sted? Foruden hende naturligvis. Hun trak på skuldrene som var hans ord uden nogen direkte betydning for hende, selvom det langt fra måtte være tilfældet. Hun kunne sagtens opføre sig hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt. ”Tja, det vil jo være meget nemmere, hvis jeg skal for at gentage mig selv,” påpegede hun stilfærdigt og med et sigende hævet bryn som hun lagde sig tilbage og ned i sengen med et næsten helt nydende suk. Det var virkelig længe siden, at hun havde ligget i en varm og behagelig seng! Hun fortsatte med at skulle sænke temperaturen herinde fordi at der ganske enkelt var for varmt her for hendes vedkommende! Hun lukkede øjnene let og med et stille ogtilfredst smil på læben, som hun endelig måtte vende blikket mod ham. Hun trak sig op på sengen og smed sig på maven med fronten mod ham. ”Dit hus måske..” Hun trak på skuldrene. ”Ændre det noget? Du kan jo smide mig ud, hvis du vil,” påpegede hun sandfærdigt. De isblå øjne hvilede intenst på ham. Der var ingen grund til at skulle skjule det for ham.

[ilosonic]

Ilosonic kunne ikke komme uden om at hun virkelig var en spøjs type. Det var dog ikke noget som gjorde ham noget, for han nød faktisk hendes selskab, jo længere tid han brugte sammen med hende, desto mere følte han for at fortælle hende det. Det var ikke som før, hvor han næsten ville have noget imod at komplimentere hende, men sådan følte han ikke længere, men selvom de var så kolde overfor hinanden, lukkede og hinandens modsætninger, hvor de næsten bar et naturligt had til hinanden, så kom de alligevel tættere på hinanden? Hun virkede til at ville blive boende her, det var vel klart, når det var sådan et flot og prægtigt sted, men.. han var hendes modsætning, han ønskede det varmt og hun det koldt, så … hun måtte vel ønske det af oprigtighed? Det gjorde ham ikke noget, for han måtte vel bare lære at stole på andre? Det var han nød til, hvis han ønskede allierede og hun havde jo ikke stukket ham endnu, hun var faktisk blevet for at tilse hans sår og hun blev endda efter at have klaret sit job, så.. det glædede ham om ikke andet. Han smilede morende til hendes ord, hvor hans mørke øjne hvilede lystigt på hende. Han ønskede faktisk ikke at hun skulle gå for.. han nød hendes selskab, det gjorde han virkelig. ”Virkelig? Du ved åbenbart en del om mænd, selvom du ikke bryder dig om dem,” svarede han med et sigende blik. Hun havde jo faktisk givet udtryk for at hade dem, fordi de fleste havde det i munden, men han havde vel imponeret hende? Om ikke andet ændret lidt af hendes synsvinkel? I hvert fald på visse mænd måske. Han skænkede end ikke hendes hånd en eneste tanke, skønt den faldt mod hans faste bryst, hvor hans hjerte slog i en jævnlig rytme, der skulle utrolig meget til, før det ville begynde at slå hurtigere, desuden nød han en kvindes nærvær, så dette var bestemt ikke nyt for ham, selvom.. det var anderledes med Ilaria.. det var mere spændende! Pegefingeren mod hans varme læber, fik ham til at vende blikket ganske roligt mod hende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile morende. Han havde faktisk mærket hendes kolde læber mod hans før, selvom.. han kunne ikke helt huske fornemmelsen, for det havde været et kortvarigt kys, som var blevet glemt i kampens hede, hvor han jo havde ofret sig selv for hendes liv. Han blev blot stående, da hun skubbede ham væk, hvor han stod med ryggen til hende, imens hun lagde sig på sengen. Han smilede for sig selv – et morende smil, for det morede ham virkelig! Han vendte sig ganske roligt om og med det drilske blik hvilende på hende. ”Hvad så, hvis jeg hungre efter et kys mere? Det var jo heller ikke ligefrem fordi du selv gik med til det,” svarede han stilfærdigt, som han roligt lagde armene over kors, blot for at have dem et sted. Hans hoved søgte ganske let på sned, imens han smilede udfordrende til hende. ”Du.. tør måske ikke kysse mig?” spurgte han ganske roligt og i en næsten sukkersød tone, ”hvad? Bange for at brænde dig?” Smilet, samt blikket blev drilsk og lettere udfordrende, selvom han nu ikke regnede med et kys fra hendes side af, desuden ønskede han ikke at smide hende ud, eller have noget til gengæld, for hendes alliance var belønning nok. Han betragtede hende blot, som hun lagde sig i sengen og endte med at lægge sig på maven. Han smilede næsten overbærende til hende, da hun sagde at han bare kunne kyle hende ud. ”Ilaria..” begyndte han roligt, som han gik hen til sengen. Han tog ganske blidt omkring hendes hånd, hvor han næsten fik hende op at sidde, blot for at skubbe hende blidt ned at ligge på ryggen igen. Han havde fået lettere gåsehud, fordi han ikke havde skruet op for kropstemperaturen – han vidste at hun hadede hans varme, så han måtte bare holde hendes kulde ud, som blot steg. Han lænede sig roligt over hende, som han greb fat om dynen og trak den omkring hende, inden han satte sig på knæ ved siden af sengen og hende. Han vendte blikket mod hende, imens han samlede armene på madrassen ved siden af hende. ”Jeg ønsker ikke at du skal gå,” afsluttede han sandfærdigt, inden han trak på skuldrende, som betød det intet. Sandt var det jo blot.

[Deleted]

Ilaria ønskede ikke at blive fordi at det måtte virkelig ikke fordi at det kun var et smukt og stort palæ i hendes øjne, for hun var jo trods alt normalt vant til at skulle sove der hvor hun kunne komme til det, og det var heller ikke fordi at det direkte var noget som man skulle kunne prale meget med. Hun sov normalt under den åbne himmel, selvom hun faktisk måtte erkende, at hun måtte nyde noget så frygtelig godt af Sonics selskab. Ja, sandt at de måtte være modsætninger, men det var vel heller ikke helt forkert når man sagde, at modsætninger måtte drages mod hinanden? Det var da det som skete mellem dem. Det var nu ikke fordi at hun reagerede som hun gjorde i starten med en tydelig irritation når han skulle være rapkæftet, nej, nu fik han jo trods alt bare tilbage af samme ske, for hun kunne i den grad godt give ham igen og hun ville bestemt heller ikke tøve med at skulle gøre det på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Mænd har det som regel kun i munden.. Dem kan man ikke rigtigt bruge til noget,” sagde hun med et træk på skuldrene, som hendes hoved måtte søge ganske let og stille på sned. Smilet forlod dog ikke hendes læber. At han dog valgte at skulle lægge op til et kys nærmest som han.. opfordrede hende til det? Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget soms hun var bange for, men.. det var vel bare.. upassende? Hun sendte ham et let morende smil som hun rystede på hovedet. ”Dig min gode ven.. er noget af det sidste som jeg kan blive bange for,” påpegede hun med en tydeligt morende mine. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være. Hun grinede let og rystede på hovedet. ”Ja, hvad jeg skal jeg sige? Du stjal det jo trods alt fra mig?” påpegede hun med en sigende mine. Det var ikke fordi at hun var bange for at give ham det, det have hun bestemt heller ikke noget imod! Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet. Lige nu havde hun mere eller mindre blot valgt at skulle indtage den typiske feminine rolle i en mands nærvær og hun måtte faktisk erkende, at hun måtte nyde godt af den tanke, følelse og fornemmelse. ”Kan du da ikke undvære kys, min kære Sonic?” spurgte hun. Denne gang hvor en drilsk mine efterhånden måtte have meldt sig ved hende. Hun blev liggende på sengen som han kom hende i møde. At han tog omkring hendes hånd, var nu ikke noget som gjorde hende det mindste på nogen måde. Hun vendte blikket mod ham. Herinde måtte han bare acceptere hendes kulde, selvom hun tildels måtte prøve at skulle imødekomme hans krav til varmen, så.. det var ikke så koldt endnu. Det var ikke noget som hun direkte kunne få sig selv til, ikke nu hvor han ønskede at hun faktisk skulle blive, hvilket hun var taknemmelig for. At han direkte måtte pakke hende ind i dynen, fik det let til at sitre i hendes egen krop. Det var slet ikke noget som hu nvar vant til. Hun var slet ikke vant til at folk skulle pusle om hende på denne måde og det var virkelig en behagelig følelse et sted, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hovedet søgte let på sned. Hendes ene hånd greb roligt og let fat omkring hans kæbe. Han ville til enhver tid være i stand til at skulle trække hovedet til sig. Hun sendte ham et roligt og let smil. ”Og jeg bliver selv med en glæde, Sonic,” sagde han stilfærdigt. ”Så må jeg jo trods alt gøre, som den kære greve befaler..” Hun blinkede lettere drillende til ham, som hun lænede sig frem og skænket ham et let og dog hurtigt kys, inden hun slap ham igen. Hun så roligt, og dog afventende på ham.

[ilosonic]

Det glædede kun Sonic at hun ønskede at blive, for han måtte ærligt indrømme at det ville gøre godt med lidt selskab, så ville han ikke være så alene, så ville han faktisk kunne nyde en samtale, uden at skulle høre på det procianske sludder! For der var ingen tvivl om at han ville blive noget ensom, noget alene, nu hvor han var blevet greve, nu hvor han havde hele huset for sig selv. Han vidste allerede på forhånd at han ville blive udstødt og hadet af samfundet, men han var så også ligeglad med samfundet, det eneste der var problemet, var at han ville blive alene, han ville ikke have nogen at kunne snakke med, ikke uden at skulle have lyst til at rive ørerne af sig! Derfor ville han være taknemlig, hvis hun valgte at flytte ind her permanent. Hun var måske hans modsætning, hun kunne måske komme til at gå ham på nerverne, men hun var i det mindste dæmon! Hun var dvasianer som ham selv, så han ville klart foretrække at tale med hende frem for nogen anden! Han rystede smilende på hovedet af hende, dog måtte han sige sig at være glad for at hun ikke hadede mænd decideret, så længe de kunne bevise deres værd, hvor han faktisk var enig med hende, for han selv havde ikke behov for mænd der havde det hele i munden, nej han havde behov for nogle der havde talenter, der havde evner og kunne bruge hovedet! Om det så skulle være en kvinde! Desuden havde Ilaria vist sit værd, så han havde ikke behov for et kys som bevis på hendes påskønnelse, på hendes værd, for han var allerede overbevist, det var vel bare for at … bringe det andet kys på banen? Hun havde jo faktisk nærmest truet ham med at dræbe ham, hvis han nogensinde kysset hende. Han havde kysset hende, men hun havde endnu ikke gjort noget ved det, så.. han var vel bare spændt på hendes reaktion af det? Dog var det ikke løgn, når han påstod at han ikke helt kunne huske det, for kampens hede havde nærmest slettet erindringen omkring følelsen af hendes kolde læber. Han måtte ryste på hovedet til hendes ord. Hun var ikke bange for ham? Hun havde ikke behov for det, men derfor burde hun ikke undervurdere ham, for han kunne sagtens finde på at dræbe hende, hvis hun blev ham en fjende på nogen måde! ”Pss! Her står jeg som din store svaghed og så fortæller du mig at du ikke er bange for mig?” spurgte han stilfærdigt, inden hans blik blev drilsk. ”Det kunne være jeg skulle anstrenge mig lidt hårdere?” tilføjede han spørgende og dog drillende, for de kunne vel godt more sig? Det så ud til at hun blev, så de kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det? Han slap en kort latter, inden han smilede drilsk til hende. ”Tja.. jeg kan ikke stå for kvinder,” svarede han blot drillende, han fandt dem trods alt betagende, skønt han dog ikke havde svært ved at afvise dem. Han betragtede hende ganske roligt, som han havde puttet hende under dynen. Nok ikke ligefrem noget hun ville elske, for hun hadede vel når folk puslede om hende? Når de faktisk tænkte på hende? Fordi hun var bange for at stå som svag? Det skulle i hvert fald ikke undre ham. Han tiede dog fuldstændigt, som hun lod sin ene hånd gribe omkring hans kæbe, hvor han blot kneb øjnene en smule usikkert sammen, hvad var hun ude på? Han nikkede langsomt til hendes ord og så lettere skeptisk på hende. ”Det er.. godt,” svarede han eftertænksomt, som hans mørke øjne hvilede i hendes isblå. Han rystede kort på hovedet til hendes ord. ”Ilaria du be..” Mere nåede han ikke at sige, før hun havde trykket sine læber imod hans, hvilket måtte gøre ham helt mundlam, ikke fordi han kunne få indført et ord alligevel, men hun behøvede virkelig ikke at gøre det! Da hun trak hovedet tilbage, åbnede han munden, skønt der ikke var nogen ord der forlod hans læber. Han så lettere tænkende og en smule usikkert til siden, inden de mørke øjne igen faldt på hende. ”Det var ikke nødvendigt,” svarede han stilfærdigt. Han havde ikke direkte behov for en kvindes nærvær, men det hændte trods alt, desuden, hvilken kvinde ønskede ikke at føle en mands nærvær?

[Deleted]

Ilaria kunne næsten tænke sig frem til at Sonic virkelig måtte kede sig hvis han skulle være her alene. Så lang tid at de kunne gå på kompromisser med hinanden, så kunne de vel også godt få det hele op at køre? Det var jo heller ikke fordi at man direkte kunne sige, at det var noget som måtte køre direkte skidt lige for øjeblikket? Det var faktisk en tanke som glædet hende! Han var desuden også en af de få som selv måtte bevise sit værd overfor hende og det var virkelig også noget som hun var noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. De fleste havde det kun i munden og det var praktisk talt heller ikke noget som hun kunne bruge til en skid, det var helt sikkert! Det var ikke nødvendigvis fordi at det var noget som raget hende, hun kunne bare vende ryggen til dem, men.. Hvis de skulle samarbejde omkring alt dette, så var det jo også noget som måtte blive.. hendes sag vel? Ikke fordi at det gjorde hende det mindste på nogen måde, for hun ville elske at have et eller andet at give sig til i løbet af dagen, for det var nu heller ikke nogt som hun havde haft igennem skræmmende lang tid. Man blev i den grad træt af at skulle passe sig selv, ikke lave det mindste og det var også det som hun var så frygtelig vant til når det endelig måtte komme til stykket, men det var jo bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket og hun hadet det vel også et sted? Hun rystede de tanker ud af hovedet. ”Har jeg da nogen som helst grund til at skulle være bange for dig, Sonic?” Hun hævede sigende det ene bryn. Han havde reddet hendes liv ved at sætte sit eget på spil. ”Du skal jo huske, at jeg lige så også er din svaghed.. Du har skænket mig det her værelse, ergo.. Så er det mit territorie,” påpegede hun stilfærdigt. Hun sendte ham et lettere drilsk smil. Det var jo trods alt også hans hjem eftersom Marius nu var kylet ud, så var det heller ikke noget som direkte kunne siges, at gøre hende det mindste, for hun havde virkelig bare haft det direkte sjovt ved den tanke!At han puttet hende under dynen, var nu ikke noget som hun direkte havde noget imod, at blive revet ned af den høje hest og placeret i rollen som en kvinde, hvilket hun i den grad heller ikke havde det mindste imod i tide og utide, for det var virkelig bare en dejlig og ikke mindst direkte behagelig tanke når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. ”Du er jo bare en typisk mand lille Sonic..” Hun rystede på hovedet og slog let klik med tungen. ”Det skuffer mig jo næsten..” Hun blinkede let til ham. Som han nærmest måtte blive helt mundlam som hun havde at kysse ham, var næsten det hele værd! Hun havde truet med at slå ham ihjel men… en tak for hvad han havde gjort, var vel også på sin plads når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun rystede let på hovedet. ”Så lad være med at nævne det for nogen.. Det kunne jo trods alt skade mit gode rygte,” påpegede hun let sandfærdigt. I sig selv, så var det jo næsten en morsom undertone at finde i hendes stemme, for det morede hende lidt, at det var sådan han havde reageret. Hun samlede roligt hænderne foran sig, hvor hun lod hovedet hvile derpå. Næsten helt .. feiminint. Det morede hende næsten og det glædet hende i den grad også. ”Du burde hvile Sonic,” påpegede hun endnu en gang. De isbå øjne hvilede direkte på hans skikkelse. Hun selv kunne bruge noget hvile, selvom det bestemt ikke var noget som hun havde tænkt sig at skulle indvie overfor ham på denne måde, for det ville hun bestemt heller ikke få noget ud af. Hun var en enspænder og visse ting foretrak hun nu at gøre på egen hånd!

[ilosonic]

Der var ingen tvivl om at Ilosonic ville komme til at kede sig, hvis Ilaria ikke ville være omkring her. De var måske modsætninger, hinandens svaghed, så de ville sikkert få en masse skænderier, og fordi de var som de var, så ville de komme til at gå hinanden på nerverne, de ville også komme til at gå mange gange på kompromis med hinanden, for ellers ville den ene ikke kunne holde ud at være i huset. De ville sikkert få det … nervepirrende sammen, men han vidste at hvis han slet ikke havde hendes selskab, så ville han gå til af den ensomhed! Han var måske vant til at være alene, han var måske vant til at være en enspænder, men eftersom han boede i sin fjendes land, så ville han sikkert komme til at føle sig malplaceret uden noget dvasiansk selskab, og der ville han hellere end gerne have Ilarias selskab! Uanset hvor meget hun så end ville gå ham på nerverne. Men de kunne vel også godt få det godt sammen? Sammen med ham, ville hun højst sandsynligt ikke komme til at kede sig, for det skulle nok blive spændende det hele! Man kunne vel sige at det hele kun lige var begyndt? Han havde mange flere planer som skulle udføres! Han skulle nok få det hele sat i gang! Og det var faktisk rart at hun ville hjælpe ham. Han smilede skævt til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet. Det var vel sandt? Hun havde ingen grund til at frygte ham, for han ønskede ikke at gøre skade på hende, eller at der skete noget med hende, hvilket han vel også allerede havde bevist? Han havde trods alt reddet hendes liv. ”Sandt.. du har ingen grund til at frygte mig, men tro mig Ilaria, det er ikke alt jeg tolerere og hvis det viser sig at blive nødvendigt, så tøver jeg heller ikke med at dræbe dig,” svarede han ganske alvorligt, blot for at understrege at han sagtens kunne dræbe hende. Han tolererede ikke forræderi, selvom han dog tvivlede på at hun ville dolke ham i ryggen. Han himlede svagt med øjnene. Det var heller ikke fordi han ville gøre det til en større diskussion, for hele huset var hans, derfor også dette værelse, men han ønskede så heller ikke at smide hende for døren. ”Ja, ja. Det er dit, så nyd det så længe du har det,” svarede han stilfærdigt, for han kunne ikke sige hvad fremtiden bragte, men hun virkede til at ville være her, så hun måtte vel også nyde at have sit eget, store, flotte værelse? Han smilede skævt til hendes ord. ”Jeg tvivler på jeg skuffer dig,” svarede han måske en anelse selvsikkert, men det var også fordi han var sikker i sin sag! Hun var imponeret over ham, om hun så ville indrømme det eller ej! Det kunne han trods alt læse fra hendes mange blikke, når det endelig skete. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Det kan skade dit gode rygte, hvis folk finder ud af at du har kysset mig?” spurgte han med vantro, inden han slap en munter latter. ”Du har intet rygte endnu.. faktisk burde du være beæret over at få lov at kysse greven..” tilføjede han drillende, som det denne gang var ham som blinkede til hende. Han betragtede hende blot, som han havde puttet hende under dynen, hvor de mørke øjne hvilede roligt på hende. Han nikkede roligt. ”Og ligeså burde du,” påpegede han stilfærdigt. De burde begge hvile sig, for det kunne de begge trænge til. Han skænkede hendes læber et blidt og dog varmt kys. ”Se.. du gør mig afhængig af det,” svarede han drillende, inden han blinkede til hende, blot for at rejse sig op. Han lo kort for sig selv, som han roligt gik hen til døren. ”Sov godt,” svarede han roligt, som han så sig over skulderen og smilede skævt til hende, inden han åbnede døren, blot for at lukke den bag sig igen, inden han selv ville smutte til køjs.

//Out

[Deleted]

Nok var de store modsætninger, men Ilaria ville da i den grad stå fast på at det gik temmelig godt til nu. Ja nok tog hun et skridt af gangen, for alt det andet, kunne i den grad godt vise sig, at blive direkte tåbeligt, men det var jo så hvad det var. De isblå øjne hvilede på ham og selv med det tydelige drilske glimt i øjet. Hun kunne jo ganske enkelt ikke lade være, om det jo så var noget som hun havde lyst til eller ikke, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være! Selv var hun jo vant til at skulle klare tingene alene, så det at hun pludselig havde ham at skulle tage hensyn til, det var heller ikke noget som hun havde været vant til og det var også noget nyt som hun skulle ind i. Uanset så ønskede hun at opretholde denne våbenhvile, for det var slemt nok som det var i forvejen! Hans hus eller ikke, så var det slet ikke noget som direkte kunne siges, at have den selv største betydning for hende. Man havde jo trods alt bare det sjov som man selv havde at skulle arbejde med og det var i den grad også det som de kunen siges, at have gjort for i aften netop ved også at skulle kyle Marius i fængsel. Hun havde aldrig nogensinde oplevet noget så sjovt som at se den form af fortvivlelse i mandens blik, så det havde i den grad været det hele værd også på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun blev roligt liggende på sengen og med blikket hvilende på ham. Hun sendte ham et roligt smil hvor hun blot nikket. Hun forstod ham godt, og det faktum at han tog det så alvorligt som han gjorde, så var det heller ikke noget som skræmte hende på den ene eller den anden måde. Det var bare sådan at det nu måtte være når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er gengældt, Sonic,” påpegede hun stilfærdigt. Om han var greve eller ej, så var det noget som mildest talt måtte rage hende lige på det punkt. Blev det nødvendigt, så gjorde hun det i den grad også! Nok var det i den grad,a t hun faktisk måtte være tvunget til at skulle lægge sig under ham i og med, at dette var hans hus og hjem og at hun måtte underlægge sig hans regler, for det var hårdt nok som det måtte være fra før af, det var slet ikke noget som man skulle tage detm indste fejl af når det endelig måtte være. ”Ligefrem beæret? Tjo.. Lidt beæret er man vel? At den høje greve faktisk stjal det første,” påpegede hun lettere stilfærdigt. At få lidt søvn, ville hun nu heller ikke have det mindste imod. Det var nok spænding for en dag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At han valgte at tage et kys mere, fik en dog let rød farve til at melde sig i hendes kinder. Hun rystede på hovedet. ”Du får igen for den der i morgen,” påpegede hun stilfærdigt og med den næsten lette morende stemme som før. Ikke fordi at det var noget som hun ville kunne komme udenom, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. ”Sov godt,” svarede hun igen, som hun roligt kravlede op i sengen og kun lige for at lægge sig ordentlig til. Hun fik tøjet af og roligt lagt på sengekanten idet hun roligt lagde sig til underden behagelige dyne. Det var i den grad længe siden at hun havde haft en seng at sove i!

//Out