I promise you'll be safe

[Deleted]

Maurus var slet ikke som Matthew. Han ville vide det direkte om han havde tilladelsen af hjerte til at trække den videre, for alt det andet ar ham virkelig fuldkommen ligegyldigt. Fik han ikke lov, så gjorde han ikke, så simpelt var det. Han havde aldrig været så tæt på Cayenne eller Angel, for det var slet ikke noget som han ønskede med hjertet, det var helt sikkert og det var det som han valgte at skulle lytte til i den anden ende, for det var vel også det som måtte være rigtigt vel? Det var bestemt ikke nemt på nogen måde, det var helt sikkert, men hjertet havde vel altid været vejen at skulle gå nu hvor han egentlig måtte tænke sig om og tænkte over det? Han ville ikke tænke på Matthew, enhver mand eller kvinde vidste at han ikke havde været den mest trofaste type og selv så var han jo det stik modsatte. Han havde ikke siddet med nogen anden forpligtelser overfor Eniqa end at hjælpe hende dengang det havde været så forbandet svært for hende. Det var første gang i så frygtelig mange år, at han havde valgt at trække den så langt som det han måtte gøre lige i øjeblikket, det var der så sandelig eller ikke nogen tvivl om og det var noget som i sig selv betød temmelig meget for ham. Bare det at vide, at det var hende som han gjorde det med, var virkelig det som gjorde hele oplevelsen for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af overhovedet, uanset hvor forkert eller rigtigt som det måtte være. Hendes ord var virkelig ikke noget som han lod sig sige to gange, det var meget hen af det som han havde ventet på at hun ville sige. Han ville ikke gøre det før.. og nu var tilladelsen i den grad også givet. Han lagde sig roligt i den helt rigtige stilling og uden at skulle bryde kysset det mindste overhovedet, idet han stille og roligt trykkede sig på plads i hendes varme indre. Det blide suk, som han selv tydeligt måtte kæmpe for at skulle holde igen, selvom det tydeligt måtte blive dæmpet i det blide og intense kys som måtte hvile mellem dem. Han var allrede klar over, at dette nok ville blive eneste gang, at han nogensinde ville få lov til at komme så tæt på hende, så han ville virkelig bare have muligheden til at skulle nyde det så længe at det nu måtte være. Den ene hånd hævede han roligt, hvor han gjorde et let kast med håndleddet, hvilket fik døren til at gå i lås. Den havde jo trods alt været åben hele tiden og nu ville han i den grad gerne holde det en anelse privat. Han smilede indvendig, selvom tårerne stadig måtte falde udvendig. Han havde det elendigt med det hele og alligevel så var det hele så frygtelig fantastisk! Det var virkelig ikke nemt at være ham på nogen måde og da specielt ikke i dette øjeblik, det var helt sikkert! Tempoet blev startet stille og roligt. Han kendte absolut intet til Eniqas punkter på denne måde, da de aldrig nogensinde havde været så tætte som de var lige i øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert, selvom det dog på ingen måde, var ham selv nogen trøst. Det ærgrede ham virkelig, at han ikke havde taget chancen for længe siden, men det var nu en fortid som han ikke kunne gøre noget ved. Armene gled roligt ned langs hendes side, satte sig roligt i sengen, så han selv havde fuld kontrol over hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde, for det måtte virkelig bare ikke gå galt for noget i verden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Øjnene gled nydende i. Han var fanget i en mindre lykkerus og det var noget som han ellers oplevede så frygtelig sjældent. Han ønskede at være lykkelig sammen med hende, selvom han var så sikker på, at det aldrig nogensinde ville blive aktuelt uanset hvor meget han så end måtte ønske det eller ikke, så måtte han virkelig bare hade det! Han trykkede sig roligt i sig, så dybt som det nu var ham menneskelig muligt, at skulle komme i det varme indre. Han nød det som han aldrig nogensinde havde nydt noget før.

[Deleted]

At han søgte en tilladelse var virkelig ikke det som hun var vant til, ingen anden mand havde nogensinde søgt noget lignende, de gjorde hvad som end måtte passe dem og intet andet. Sådan var han ikke og den respekt var faktisk rar også selvom Eniqa allerede måttr have nævnt for ham at hun ønskede ham hele vejen. At han så end ikke ahvde været så tæt med Angel var ikke noget hun vidste, hun ville end ikke tænke den tanke udelukkende fordi hun ønskede at være den eneste som måtte være tæt på ham, hun elskede ham, også selvom det på ingen måde var ord som hun havde retten til at skulle skænke ham, i virkeligheden havde hun end ikke ret til at tænke sådan om Angel som hun gjorde, men det var den tøs som havde haft fingrene i begge de brødre som hun måtte elske mere end noget andet. Hjertet avr altid den stemme man måtte lytte til hvad end det var fornuftigt eller ej, og det var hvad hun gjorde nu også selvom det virkelig var så moralsk forkert, og ikke kun af hende, tilliden til dem begge var der andre som var afhængige af og de gjorde ikke andet end at misbruge den tillid ved at ligge som nu men Eniqa ønskede virkelig ikke at stoppe, hun nød at føle ham på den måde. Der var ingen forpligtelser, hun bar ikke overfor ham og han ikke overfor hende, også selvom det næsten var en ting som hun måtte hade, han kunne have gjort hende lykkelig, givet hende det stille og rolige liv som Matthew ikke var i stand til at give hende, og det vidste hun, og hun var ærlig talt mest fristet til det stille liv for tiden, og alligevel hun ville aldrig kunne undvære Matthew, han bar en ligeså stor plads i hendes hjerte det var der ingen tvivl om. Efterhånden var denne form af tæthed ikke noget som var noget specielt, ingen oplevelse, men lige denne gang var en undtagelse, ikke nok med at det måtte være ham som lå over hende, beskyttede hende gennem det hele, så var det også så blidt, så hensynsfuldt som det kun måtte have været i hendes sødeste drømme, han forventede ikke noget af hende som Matthew et sted måtte gøre, han ønskede kun at hun skulle være der. Eniqa måtte svaje en smule i ryggen som for at hjælpe ham rigtigt på plads i hendes varme indre, hun følte sig fyldt ud, også med hullet i hendes bryst. For et kort sekund måtte hun bryde deres elskværdige kys som for at slippe det suk og kun for at ende med at tage det op igen, smage på hans salte læber og være sikker på at hun ville huske den smag lang tid fremover. Om dette skulle blive dette eller om det kunne blive mere, hun vidste det ærlig talt ikke, hun elskede ham men hun elskede også Matthew den kom hun ej heller uden om, en ting var dog sikkert; Hun ønskede ikke at dette blot skulle være det, at de skulle glemme det overhovedet var sket bagefter og gå hver til sidst, for det lå langt mere bag, hun var ikke færdig med ham! Privat skulle det være derfor gjorde hun ikke det mindste for at stoppe ham. Trygt lagde en hånd sig mod hans nakke, sørgede for at holde ham tæt ind til sig, hendes kys var grådigt.. lidenskabeligt og ikke mindst længselsfuldt som fik hun ganske enkelt ikke nok. Eniqa bøjede let i benene tæt ved hans side, fulgte let hans rytme med hendes eget underliv kun for at sikre sig at han ville komme helt tæt. Et sted ville hun aldrig have at det skulle stoppe, et sted ville hun ønske at hun blot kunne ligge her så tæt til ham, også selvom hun vidste at det ikke ville være muligt. Hånden om hans ryg, og i nakken holdt ham i samrbejde med benene så tæt som det var hende muligt. Kroppen glinsede af sved, der var ingen tvivl om at hun måtte nyde det som intet andet. At han så trykkede sig så meget ind i hende som det var muligt tvang hende til at bryde kysset for at slippe et støn. Hun forsøgte ikke at skjule det hun ønskede at han skulle vide hvad hun følte ved at ligge her.

[Deleted]

Maurus havde virkelig ingen forventninger til hvad der skulle ske bagefter, lige nu ville han bare have lov til at nyde det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Bare den tanke om at skulle give slip på hende, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde siddet med. Det var virkelig som at sidde med en kniv i brystet og det blev virkelig bare værre og værre for ham, selvom han virkelig bare prøvede at skulle ignorere det, selvom det virkelig ikke var enkelt på nogen som helst måde overhovedet. Han måtte virkelig bare hade det. Han ønskede at skulle spørge ind til hendes tilladelse, udelukkende også for ikke at ende med at træde forkert og så lade det hele lakke mod sin ende, for det ville han bestemt ikke. Tårerne var efterhånden stoppet op, selvom det havde efterladt hans kinder fuldkommen våde af dem, for der var virkelig faldt mange. De mange som han havde bidt i sig igennem alle disse lange år, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene let sammen, at høre hendes små og søde suk og støn, var virkelig det som man fint kunne kalde for en drivkraft for hans vedkommende, for han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at elske det, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det jo bare det rene fakta. Han elskede hende virkelig og det liv som han kunne give hende, var virkelig meget mere værd end det som Matthew nogensinde ville være i stand til det. Han var helt anderledes end hans kære bror og han kunne tydeligt mærke på Eniqa at dette var ukendt for hende. Et sted var det jo så noget som måtte more ham. OM den overraskelse jo så var noget som han skulle tolke som noget positivt, var jo det som genstod at skulle finde ud af og det var bestemt ikke et spørgsmål som han havde i sinde, at skulle spørge om bare sådan uden videre, det var i den grad også helt sikkert. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, det var simpelthen ikke noget som han kunne kontrollere lige nu. Alt dette var noget som han ønskede af hjerte, sind og sjæl, det at skulle have hende tæt på sig på denne måde. Der fandtes virkelig ikke noget bedre lige for øjeblikket, det var i den grad helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Dette var virkelig som taget ud af den sødeste drøm som han nogensinde kunne sidde igen med og det sagde virkelig heller ikke så lidt på nogen måde. Han kunne mærke at hun fulgte ham i tempoet, der var jo helelr ikke nogen tvivl om at hun måtte ønske det selv, så det var ham jo en stor trøst i den anden ende, selvom det virkelig var noget som han bare ønskede at skulle kunne nyde og uden at tankerne omkring hans bror som måtte sidde og vente hjemme, det var virkelig bare det som ødelagde det hele lige nu. Han ville ikke lade det spolere noget som helst for ham lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han brød kysset stille og blot for at lade hovedet hvile tæt ved hende. Hans arme gled roligt omkring hendes liv og han holdt sig helt tæt ind mod hende. Ikke at han kunne få sig til noget andet. Han satte tempoet let op. Han kørte bare ikke direkte på, det lå slet ikke til ham som en person, det var heller ikke noget som an skulel tage fejl af. Han prøvede samtidig, at skulle holde kontrollen over sin hypige vejrtrækning, for dette var selv ikke noget som han var vant til. At hun hjalp i form af ben og at følge ham på den måde, skød bare nydelsen til den syvende himmel for ham. Det var virkelig en fryd uden lige og han kunne ikke gøre andet end at nyde så frygtelig godt af det, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Tempoet fik han en anelse op, samtidig med at han kørte i rolige og stille cirkler med hoften. Han havde ikke travlt med at lade det komme mod en slut, tvært imod, så var dette virkelig noget som han ønskede at skulle have lov til at nyde så længe det måtte vare inden de atter ville bryde op med hinanden. Armene gled omkring hendes liv og trykkede hende tæt ind mod ham, alt imens hans kys fortsatte ned af hendes hals. Han nød det og han elskede at lade hende nyde det sammen med ham.

[Deleted]

Forventninger var der ikke mabeg af, specielt ikke efter dette. Hun forventede ikke at han ønskede hende hos sig, at han ville lade hende ligge og putte med hende bagefter, et sted forventede hun vel blot en klar afvisning når det måtte gå op for hende hvor pokkers forkert dette i virkeligheden måtte være? Også selvom hun virkelig ikke ønskede at gå, hun turde end ikke tænke de tanker, ligenu ville hun nyde ham hvert eneste sekund hvis dette skulle vise sig at være den første og sidste gang. Kniven sad allerede fats i hendes bryst, og den borrede sig kun længere og længere ind ved tanken om at måtte give slip på ham hun ønskede det jo ærlig talt ikke, ønskede ikke at forlade ham med tanken om at han ville søge til Angel og lade som om dette var aldrig var sket, for det måtte ikke være en hemmelighed, det var noget ganske særligt, eller var det kun hende som så på det sådan? Tårerne kom ikke længere så frygtelig hypigt som før, men i tide og utide måtte en enkel stryge ned over hendes blege kind, mere for ham, hun ønskede at vise ham at dette ikke bare var en tur under dynne om han så ville tro hendes ord, det var mere den som hun frygtede. Man kunne sige at hun var sammen med Matthew, man kunne sige at hun elskede ham og det var sandt, men i øjeblikket var det Maurus som måtte frembringe det kor af søde støn og suk som hun bare ikke formåede at holde igen, og ej heller ønskede, det var ham som vakte den lyst i hende, vakte den intensitet og det var selvom Matthew rendte rundt og ventede derhjemme sikkert i en panik. Med Maurus ville alt være så perfekt, alt ville være fredeligt ingen Jaqia, ingen som ville røre hende, det ville være det sukkersøde liv, hun ville stå hjemme lave mad til ham, om aftenen ville han holde om hende, stryge hende langs siden og snakke om hvor meget han måtte nyde at tilbringe dagen med hende, have den respekt for hende som kvinde og som elsker, og hun vidste det jo, men for hende ville det ærlig talt blive kedeligt i længden. Hun elskede ham, men i frygtelig mange år havde hun levet som et spørgelse og intet andet, det var mere end blot kedeligt, at få lidt spænding igen var hun virkelig kun glad for, det var sandt at han ikke var hendes bror, og at han nok kunne føle det på hende, for hos Matthew var det meget at give konstant det var næsten underligt ikke at skulle arbejde for det på den måde. Deres hjerter bankede som et, det var tydeligt at de begge havde ventet på dette. Eniqa trykkede sig ind til ham, næsten bange for at hun blot lå i endnu en af hendes drømme. Han pirrede hende kun ved at trykke sig så langt i hendes varme skød som det var muligt, og ikke mindst ved de bevægende hofter der kun skabte en helt anden form af stimulering "Vi må skændes noget oftere" påpegede hun i en halvvejs stønnnen, og dog med et lille smil hvilende på læberne. Fingerspidserne borrede sig ind mod hans skulder som for at kontrollere de behag som han måtte skænke hende. Hendes støn var blevet højere, mere intense, hun kunne ikke holde igen. Smidig som hun var måtte hun bøje benene ind under sig selv, lade begge arme falde mod hans nakke og ganske stille puffe ham med op i en siddende stilling i hans skød, kun for ikke at tvinge ham ud. Måske han var ganske traditionel, men dette var vel ikke uden for det som han måtte mene var grænseoverskridende. På den måde følte hun ham bedre, det var lettere at se ham i øjnene, kærtegne ham imens, desuden så ville det være hende som nu tog rytmen over. Kroppen var presset mod hans, de slanke fingrer måtte blidt kæle for hans bryst. Blikekt var gledet i, hun nød hans søde kys. Hendes egen vejrtrækning var forstyrret af de mange støn og suk ikke mindst så var hun forpustet.. De trak den ud og hun nød det virkelig, Matthew ville have været færdig for længst. Tempoet var dybt, hun måtte sætte det en smule op, nu var det hendes tur til at pirrer ham med hendes skød.

[Deleted]

Maurus turde virkelig ikke sætte sig med nogen forventninger lige for øjeblikket, for han ville virkelig ikke skuffes i den anden ende. Det var bare en følelse og en fornemmelse som han var blevet så frygtelig vant til og det i sig selv, var så forkert som intet andet, det var heller ikke noget som man skulle betvivle det mindste. Han vidste at dette var så forkert for hun var slet ikke hans. Han brød virkelig med alle sine principper og så alligevel ikke. Det store løfte til sig selv, om kun at gøre dette med kvinden som han måtte elske og holde af, det var jo noget som blev holdt lige for dette øjeblik. Han kunne virkelig ikke lade være. Han vidste udmærket godt, at han ville være for kedelig i længden og specielt hvis det var Matthews stærke personlighed som man ville være vant til hver eneste dag, så var det jo intet andet end logisk i hans øjne - Med andre ord, så var han jo allerede udkonkurreret uanset hvor meget han så end måtte hade den tanke, for det gjorde han virkelig og meget end det som han måtte hade noget som helst andet lige for øjeblikket, det var ikke noget som han kunne komme udenom. Tempoet holdt han, han lå og lyttede til hendes søde små suk og støn, dem som han selv ikke var i stand til at skulle holde i det skjulte og det var virkelig noget som kun måtte frustrere ham mere end det som godt var for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det kom til stykket. Han elskede hende og han fandt det alligevel så frygtelig forkert, at skulle sige det til hende, uanset hvad han ville gøre ved det eller ikke. Så var det jo intet andet end den skindbare sandhed at skulle lade hende vide. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, selvom smerten i hans sind på ingen måde måtte stoppe op, det var helt sikkert. Matthew havde vundet i det lange forløb og han vidste det. Det var også derfor, at det virkelig måtte frustrere ham mere end noget andet, at han ikke bare kunne få lov til at leve det miserable liv som han nu havde og uden at skulle blive ved med at blive mindet om fortiden af den ene eller den anden slags, for det var virkelig så pokkers frustrerende! De isblå øjne forblev lukket og fuldstændig i koncentration af dette foretagende, for han ville virkelig bare nyde det frem til han vidste, at hun måtte søge tilbage til skoven og så kunne han blive liggende her og havde det hundrede gange værre end det som han allerede til nu måtte have det. At hun måtte puffe dem op i siddende stilling, så han automatisk endte med at skulle søge så dybt, som det var ham overhovedet muligt, at skulle komme, fik det dybe suk til at bryde hans læber som intet som helst andet overhovedet. Han åbnede øjnene stille og roligt, blot for at tage hende i blik. Hun nød det, det var noget som han kunne mærke på hende, selvom han virkelig ikke vidste hvilke tanker og følelser som han skulle gøre omkring dette. Var det blot for en forsoning inden de ville gå hvert til sit? En tur under dynerne og det ville være det? Han kunne ikke lade være med at smile til hendes ord. "Eller ikke.." påpegede han roligt. Han åbnede de isblå øjne, blot for at kunne se hende i øjnene. Han ønskede hendes ansigt ved sit eget, udelukkende fordi at det gjorde det mere personligt, det ville fremkalde det lille ekstra krydderi i hans øjne, for det andet.. der var fokus på de helt forkerte ting og det ønskede han virkelig ikke! At det var hende som måtte tage over, fik det virkelig til at sitre i hans egen krop. Han lagde sig stille ned i sengen, hvor hun automatisk måtte ende med at sidde over ham, så hun lettere kunne køre sit. Det brændt virkelig i det indre. Dette var noget som han havde ventet på i så frygtelig lang tid, det var slet ikke nogen tvivl om det på nogen måde overhovedet! Et meget dybt og meget nydende suk brød let hans læber. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og med den varme i kroppen, så kunne han udmærket godt mærke, føle og fornemme, at det var nogt som kunne mærkes, at han kun måtte blive bragt tættere og tættere på kanten end det som han havde været længe og udelukkende fordi at han tillod sig selv, at skulle gøre det, det var klart det som var det bedste ved det hele. Han lod øjnene glide i endnu en gang. Hans nøgne krop glinsede af sved og det indre af det rene behag i form af de mange flammer som så frygtelig intenst voksede i takt til hendes nærhed. Han elskede det!

[Deleted]

Følelsen af at blive skuffet var selv det som Eniqa måtte være bange for, ikke mindst fordi han havde brugt så frygtelig lang tid på at afvise hende så vidt som muligt, hun ønskede ærlig talt ikke bare at skulle forlade ham og lade som at dette ikke ville betyde det mindste, hendes hjerte bankede så stærkt, hun begærede ham, elskede ham som hun ikke huskede hun havde gjort det før, var det ikke bevis nok for ham? At hun måtte trodse den syge mand derhjemme som udelukkende måtte vendte på hende i den rene panik, mens hun lå så tæt med ham og skænkede ham absolut ingen tanke. Eniqa var udemærket bekendt med hans principper, hun vidste at dette kun var noget at han måtte ønske med den kvinde som han måtte elske, og hun kunne vel ikke skjule den lille stolthed over at hun var den som lå med ham? Det var ikke Angel, hun kunne selvfølgelig ikke sige hvor vidt han havde været sammen med hende, men selv var hun den der lå der ligenu, modtog hans kærtegn modtog de sore ord og kun gengældte dem med ren og skær ærlighed. Kedelig var han bestemt ikke, det var sandt at hans bror var langt mere eksperimenterende, langt mere udfordrende men han var den mand som enhver kvinde måtte drømme om, han var den som fik hende til at føle sig som havde hun været guld værd, og desuden nægtede Eniqa virkelig at gøre det til en konkurrence om hende, hun var ikke andet end en kvinde der var mange andre af hendes slags. At elske hende var ligeså forkert som at hun elskede ham, men det stod bare ikke til at ændre bare sådan, en anden kvinde måtte finde vejen til hans hjerte også selvom hun virkelig hadede den tanke, en anden kunne gøre ham mere lykkelig end det som hun nogensinde ville være i stand til. Deres støn blandede sig som den sødeste musik som svar på de kærtegn og de ryg de måtte gøre, de var som to personer bundet sammen sådan om hun ønskede det, også selvom at det ikke var muligt for hende at sidde med begge deres hjerter på en og samme tid. Han nød det ligeså meget som hun gjorde det var tydeligt at se i hans varme blik, at hun skabte den sitren, at hun skabte den hjertebanken som hun var i stand til at lytte til, at hun kunne føle hans begær oven i hendes eget og føle det enorme behag, det gjorde oplevelsen langt bedre for hende, at vide at han var lykkelig så længe hun måtte hvile der og så tæt ved ham. De stille ord frembragte virkelig kun det lille smil, ville deres skænderier fører til dette så skændes hun gerne med ham hver eneste dag. At det var personligt måtte forekomme hende ganske tydeligt, bare at have ham så tæt på, at se ham i blikket. Stille lod hun ham blot søge bagover mens hun selv måtte sidde over. De blide hænder tog en vandring over hans bryst ganske blidt, kærligt ikke mindst. Selv blev hun for hvert stød kastet tættere over den kant, efterhånden måtte det jo være noget tid siden at hun havde været så tæt på en mand. Hendes ryg blev yderligere sat op i tempo, så dybt som det var muligt. De blonde lokker dansede omkring hendes skuldre, dækket i sved som resten af hendes krop. Det endelige stød kom næsten så pludseligt, alt for tidligt set i hendes øjne. Det spændte i hele kroppen, varmen fangede hende i splitsekundr, mens hjertet måtte gå i stå eller hoppe et slag over. Det var over næsten alt for tideligt, hendes krop føltedes så afslappet en velkendt følelse. Det dybe suk slap hendes læber, det sidste støn før blikket ganske stille måtte komme til syne bag og stille betragte hans skikkelse.

[Deleted]

Maurus turde virkelig ikke at sætte nogen forventninger til, for han vidste at dette var så forbandet forkert og at de begge burde være stoppet for længe siden. Det var bare ikke noget som han var i stand til at gøre bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han hadet virkelig følelsen ved, at hun faktisk måtte være Matthew utro. De var ikke et hak bedre - Jo, han var en anelse anderledes for han ville være kedelig i længden og han vidste det. Specielt hvis de kvinder som han måtte være i nærheden af, alle sammen havde været tæt på Matthew, så kunne han virkelig ikke hamle op med noget som helst. Den lave selvtillid havde han haft med sig hele livet og det var ham heller ikke lige frem en nytte, at skulle vide at mange sammenlignede ham med Matthew når han endelig gik rundt på gaden. Den tanke var frygtelig nok som den måtte være alene. Han måtte virkelig bare hade det og mere end det som han kunne hade noget som helst andet lige i dette øjeblik! Hun var ikke alene om at skulle blive trykket tættere og tættere på den store kant. Han havde ikke været så tæt på nogen i det som han måtte kalde årevis og det var slet ikke med lyster og nydelse på den samme måde, som dette måtte være. Han ønskede at nyde det og et sted så ønskede han det bare overstået. Han kunne virkelig ikke fordrage, at han gang på gang skulle sidde med disse følelser og ikke være i stand til at finde ud af noget som helst med dem! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Matthew havde tydeligt bragt en ekstra erfaring til, for han kunne tydeligt mærke, at lige dette ikke var noget ukendt for hende. Han ønskede bare ikke at stå der som en trøst for hende nu hvor Matthew ikke stod der til at give hende det som hun ville have. Han hadet virkelig den tanke! Hænderne lukkede sig stille omkring sengetøjet og selv hvor han måtte krumme tæerne. De blide støn nægtet han at holde igen og desuden, så var det heller ikke noget som han i det hele taget var stand til at gøre, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Ganske kort inden at hun ville nå det sidste og endelige stød, så trykkede han selv hele bagpartiet ned i sengen, blot for at kunne gøre det sidste og endelige dybe stød i det varme indre, for selv at blive trykket langt nok over den grænse. Det dybe nydelsessuk brød tydeligt hans læber, idet at kroppen gik mere eller mindre tilbage i en ro. Kroppen glinsede af sved. Det var virkelig længe siden, at han havde været tæt på en kvinde og nu hvor han måtte være tæt på den kvinde som han måtte elske og holde af, så var det bare det bedre for hans vedkommende, det var der ingen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han glippede let med øjnene og vendte så blikket stille og roligt mod hende. Hans hænder gav roligt slip på sengetøjet. Dette havde så sandelig slet ikke været meningen skulle ske.. Slet ikke! De isblå øjne faldt til hendes skikkelse. Smerten var stadig så frygtelig tydelig at mærke og selv smilet var falmet til det selv samme punkt som det havde været før de var begyndt på dette foretagende. Det burde bare slet ikke. Han bed det bare i sig for nu, prøvede at gemme det hele bag en maske som han altid havde gjort det. Ganske roligt satte han sig op, skubbede hende forsigtigt ned i sengen, så han snildt kunne trække sig ud. Nu havde han formået at gøre sit og han havde nydt det. Om ikke andet, så var han allerede nu sikker på, at hun ville tage tilbage til Matthew. Han sendte hende et svagt smil. "Det var rart," hviskede han stille mod hendes øre, inden han roligt skænkede hendes kind et blidt og forsigtigt kys.

[Deleted]

De burde virkelig have stoppet for længst også selvom de begge vidste at det ikke havde været muligt på daværende tidspunkt, hun var fanget af ham og han af hende, det var hjertet som måtte tale og det kunne de ikke sige imod selv hun følte det fra ham og det måtte virkelig være den lettelse. Utroskab var virkelig ikke en ting som hun gik ind for, gang på gang var hun blevet så frygtelig såret når Matthew søgte til en anden udelukkende fordi hun følte at hun ikke længere var nok for ham, sad han med samme samvittighed efter det var sket? Nu var hun jo virkelig ikke bedre selv på nogen måde og endda med hans egen bror, det var ikke blot ligegyldigt det var følelser, noget som allerede gjorde det langt værre end det som Matthew havde foretaget sig, og samvittigheden nagede, ikek over at hun havde været sammen med Maururs den hverken kunne eller ville hun fortryde, men det at hun lod Matthew sidde og vente så trofast på hende derhjemme, panikslagen og med tanken om at hun var død. Set i Eniqa's øjne så var han virkelig ikke kedelig, hun havde jo selv været som det i frygtelig mange år - Alle de år hvor Matthew var gået til en anden kvinde, meget traditionel hun ønskede kærligheden i det og nu havde hun åbnet sig for Matthew selv på den måde, måske der blev forventet mere af hende, men om ikke andet gjrode det at han ikke søgte mod andre kvinder end hende, noget som hun virkelig kun var glad for. Desuden var det ikke kedeligt at ligge og kigge på stjerner i hans favn, le og bare snakke som intet andet, det var ikke kedeligt at gå langs strandkanten med ham hånd i hånd og snakke om alle de små og ligegyldige ting, og det var bestemt ikke kedeligt at være ham tæt, se ham i blikket og føle hvordan han måtte nyde det som hun selv måtte gøre. Eniqa var blevet skubbet helt tæt, hendes krop føltedes så slap, som han selv gled op i en siddende stilling, måtte hun selv trække sig og lade ham gøre det samme. Først nu måtte fornuften vende tilbage til hende, også selvom hun ganske bevidst valgte at ignorere den, den forsøgte udelukkende at give hende den enorme samvittighed, og det nægtede hun virkelig at sidde med nu! De funklende blå øjne blev vendt mod ha, betragtede hans skikkelse mens hun for nu blot måtte blive siddende. At det smil måtte komme over hans læber tog hun virkelig som en god ting, lige til han måtte kysse hendes kind og komme med de ord. Det var ligeså godt som en afvisning i hendes øjne, et sted måtte hun kæmpe for at skjule den lille skuffelse. Måske hun levede under taget med Matthew, måske hun var blevet ligeså afhænig af følelsen som han men det var i den grad stadig noget specielt for hendes del, specielt denne gang hvor det faktisk var som hun ville have gjort det i starten. Hjertet bankede endnu, hun prøvede at roe det ned, sveden dækkede hendes krop, og varmen tog i den grad ikke af endnu. Hun bed sig let i læben tvang et smil frem "Det var det" hviskede hun stille og medgivende. Rart havde det været, men det var da.. Ikke et ord som beskrivede oplevelsen for hendes vedkommende? "Må.. Må jeg blive lidt? Jeg vil gerne snakke" et meget meget forsigtigt spørgsmål for det lod egentlig til at han bare ventede på at hun ville smutte, og nægtede at tro på at han var ligeså kold som hendes bror på dette punkt. Blikket hvilede spørgende på ham, hun kunne da ikke bare gå og ignorere det hele efter dette.

[Deleted]

Det var slet ikke Maurus' mening at virke afvisende, men han havde virkelig ikke haft nogen forventninger til det som måtte ske her i efterhånden. Smilet var virkelig ikke andet end den naturlige facade for ham, også selvom han var udmærket klar over, at han ikke ville kunne skjule noget for hende så længe, at hun var i stand til at mærke hvad han måtte mærke, føle hvad han end måtte føle, det var virkelig noget som virkelig måtte frustrere ham noget så frygteligt, selvom han prøvede at holde det i det skjulte. Mere eller mindre så sad han jo blot og ventede på, at hun ville rejse sig, klæde sig på og så tage tilbage til Matthew, for han vidste jo, at den mand jo måtte vente på hende, hvilket i den grad også gjorde ondt. Han ville virkelig ikke blande sig. Han måtte virkelig bare erkende, at han var kommet forsent, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke det helt store at skulle gøre ved det. Han havde været der for hende i den tid, hvor det havde været trængende og nødvendigt, det havde virkelig bare ikke vist sig at være nok, hvilket i den grad også var noget som gjorde så frygtelig ondt for hans vedkommende. Han hadet det virkelig! Maurus rejste sig stille og roligt op, gik hen til knagen og greb omkring den kåbe som måtte hænge der og kastet den omkring hans krop. Han vendte sig stille mod hende. At det ikke var lige netop de ord som hun havde ventet at skulle høre, kunne han sådan set ikke rigtigt gøre noget ved. Det.. det var jo bare sådan at det måtte være? Uanset hvor meget han måtte hade den tanke, så var det jo bare fakta som han måtte erkende, at sådan var det jo bare. At hun stadig ønskede at blive for at snakke, overraskede ham dog, hvilket tydeligt kunne ses i hans blik. Han havde virkelig ikke noget imod, at skulle have hende tæt på sig, sidde og snakke og det hele, selvom det virkelig var forbandet svært at skulle gøre det. Han lukkede den roligt og med et stille smil på læben. Det var jo i sig selv, ikke noget som han kunne komme udenom. Han længtes virkelig efter hende som aldrig nogensinde før og det var virkelig en tanke som måtte frustrere ham noget så frygteligt. "Jeg kan ikke smide dig ud, Eniqa.. Så godt kender du mig vel? Du er da hjertlig velkommen til at blive.. og snakke," sagde han stille. Han trak let på skuldrene. Det var slet ikke hans mening at skulle afvise hende, men det havde været rart.. Han havde nok ikke kunne nyde det optimalt, for han vidste at hun havde en som sad hjemme og ventede på hende. Ingen af dem var bedre end Matthew lige i øjeblikket. Det havde virkelig været en så frygtelig stor forstyrrelse for ham og han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade det og mere end noget som helst andet overhovedet! Han gik roligt hen og satte sig på sengekanten igen. Hans hænder foldede han roligt i hans eget skød. At hun ikke kunne føre kniven var nok noget af det værste, for han magtet virkelig ikke det her mere og så var han i bund og grund ligeglad med at det var en egoistisk handling, for det var han udmærket godt klar over, at det måtte være. Ikke at det var noget som han var stolt over som sådan, for det var han i allerhøjeste grad ikke. Det lignede ikke ham, at være så.. opgivende som han var? Han bed sig let i læben. "Jeg burde virkelig ikke opholde dig. Ikke hvis Matthew sidder og venter på dig," hviskede han stille. Hvorvidt om hun kunne høre ham eller ikke, det vidste han ikke, men det var i sig selv bare ord som han ønskede at komme af med, hvilket man heller ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han vendte de isblå øjne mod hende. Glimtet var for længst væk igen. Han følte at han frarøvede hende og Matthew den tid sammen, og det var bestemt ikke noget som han måtte ønske.

[Deleted]

Om det var hans mening at virke afvisende eller ej, så gjorde det virkelig ondt, de havde netop nydt en stund sammen som kun to elskende burde gøredet, det var noget særligt og pludselig vendte han som på et sølvfad? Et sted så kunne hun ikke bebrejde ham hun havde jo gjort netop det samme med ham, brugt ham til det han var god for kun for at smide ham på port, nu sad hun med den samme følelse og behageligt var det virkelig ikke. Maurus var ikke i stand til at skulle skjule noget som helst for hende, ikke så længe at hun måtte føle det som han selv måtte gøre, det var en løgn og hun vidste det, det smil var flask, hans tone var så skingrende falsk at det skar hende i ørergangen. Et suk slap hendes læber, hjertet var blevet en del mere rolig. Stille greb hun om hans dyne, viklede det omkring hendes fugtige krop. HUn rejste sig ikke og hun klædte sig ikke på, dette var noget særligt og hun ville i den grad ikke bare forlade ham for at skulle tage videre til Matthew, det ville være direkte koldt han kendte hende vel bedre end det? Han vidste hvem som hun i virkeligheden var, Matthew vidste det ligeså han glemte det bare til tider, den blide og omsorgsfulde, drømmende kvinde, det var som om at den kattepine hun var inde i hånede hende, hun følte sig ikke længere som en kvinde hun kunne være stolt af at være som hun havde været før i tiden, selv hendes selvtillid var ved at bryde efter alt dette kaos, som hun udemærket var klar over at hun selv måtte være skyld i. Maurus havde været der for hende da hun behøvede det og hun ville være ham evig taknemmelig også selvom hun havde været elendig til at vise det, og nu ville han end ikke tro hendes store ord også selvom han måtte gengælde dem? Blikket fulgte ham som han måtte rejse sig og kaste den kåbe omkring hans krop, ordene kørte i hovedet på hende, han lød bestemt ikke tilfreds. Tårerne måtte hun endnu engang kæmpe med, hun vidste at det var forkert, at Matthew sad hjemme og ventede på hende og at hun skulle have været hjemme for længst, men hun fik sig bare ikke til at gå. Længslen var der i den grad og ENiqa lystede virkelig ikke at skulle gå nogen steder, derfor gjorde det ondt at det virkede som om han mest af alt ønskede hende langt væk. Hun var nødt til at spørge ham, nødt til at finde ud af den kattepine og hun ville bevise at hun virkelig måtte elske ham uanset hvad det i sidste ende måtte kræve. Et stille træk i mundvien blev afsløret "Jeg ønsker ikke at gå med mindre du vil have fred" indrømmede hun stille. At han så på hende som det, dømte hende på den måde, nok var hun sammen med Matthew og var ikke et hak bedre end ham i øjeblikket, men hun var stadig i stand til at se på dette som noget specielt også selvom det med Matthew bare var noget som man måtte gøre. At se ham så opgivende skræmte hende virkelig, alt sammen på grund af hende? Var det hende som måtte tage det livsmod fra ham så gjorde det virkelig ondt, for så måtte manden virkelig elske hende og sammentidig nægte at se at hun gjorde det samme. Hans ord fik smilet til at falme og hun bed sig fast læben, Matthew var i panik og hun vidste det hvis ikke han var faldet i søvn om ikke andet, noget som hun måtte håbe "Maurus.. Vi har lige delt noget stort.. Jeg ved ikke hvordan det var for dig men for mig var det noget virkelig særligt.. Jeg vil ikke tænke på Matthew ligenu min samvittighed er stor nok, alle handlinger har en konsekvens og den tager jeg når jeg kommer hjem men ligenu så hver sød bare at snakke med mig" hendes ord var en smule stride men de var sande, hun ville ikke tænke på Matthew. Stille klatrede hun om bag ham, lænede sig blidt mod ham og med hendes ansigt hvilende mod hans skulder. Hun ønskede virkelig ikke at blive afvist mere, ikke efter dette.

[Deleted]

Maurus var virkelig bare vant til tanken. Han var der når Matthew ikke var og det var vel også det som gjorde, at han var afvisende i udgangspunktet? I hans øjne, så var det tydeligt at valget var taget, hvad end om det var noget som hun ville stå ved eller ikke.. uanset om det var af hjertet eller ikke. Han havde jo kun været en som man kunne søge mod når det endelig var nødvendigt eller når Matthew ikke selv stod der med den hjælpende hånd og det gad han virkelig ikke. Han var træt af, at skulle være den som folk måtte træde henover og bare lade ligge igen bagefter. Han var også et levende væsen med følelser og tanker! Han ønskede ikke at være den usynlige, selvom det nu var det som var sket igennem hans liv og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at skulle hade det, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han blev siddende og uden at skulle rokke sig det mindste. Han vidste udmærket godt, at det som de havde gjort, var så brændende forkert, så var det alligevel ikke noget som spillede nogen tanke for ham som sådan. Hun afslørede ham allerede med det samme og han vidste det. Han følte sig virkelig bare fanget og han ville ud af den kattepine og bare prøve på at komme videre! Nu vidste han at de var i live begge to, hvilket i den grad kun måtte gøre det hele så meget værre for hans vedkommende. Nu ville han da slet ikke være i stand til at skulle finde hvile uanset om det var noget som han ville eller ikke. Han vidste nu at hun var derude og hun endnu en gang var sammen med Matthew.. hvorfor kunne hun ikke bare havde ladet ham værre i udgangspunktet? Lade ham tro at hun var død, så kunne det hele have været helt anderledes.. Han kunne måske være kommet ordentlig videre, finde sig en kvinde som han med tiden ville lære at kunne elske og holde af og så komme over hende for alvor? Det ville da have været meget nemmere end alt det andet, som de havde været igennem, det var i den grad også helt sikkert på alle måder overhovedet. Hans hjerte hamrede som var det for livet mod hans bryst, selvom det virkelig ikke var noget som han tog sig af mere, det var helt sikkert. Han knugede hænderne omkring hinanden, da han måtte se på hende. Han fik det virkelig dårligt bare ved tanken. "Fred vil jeg aldrig kunne få, Eniqa," sagde han stille og ikke mindst med den ganske så ærlige stemme. At lyve ville han ikke få noget som helst ud af på nogen måde og han var klar over det. Det var virkelig frustrerende! Han havde igennem hele livet, været en del af Matthews skygge og alligevel så skulle han fanges i dette helvede fordi hun ikke var i stand til at tage et valg! Han rystede stille på hovedet. "Hvad vi delte, burde være os begge forbudt," begyndte han med en rolig og ganske kortfattet tone. Det stod virkelig ikke til diskussion. Han havde bevæget sig ind på et område som han slet ikke havde retten til og det var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så grusomt i den anden ende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "Specielt det var det, men så forkert alligevel og du ved det udmærket godt. Nydelsen blev revet fra mig.. Jeg ved at Matthew venter på dig.. Jeg ved ikke med dig, Eniqa, men jeg mærker samvittigheden prikke mere til mig end hvad godt er.." Han bed sig let i læben. Han hadet at indrømme det, men det var sandt. Han havde elsket det, men han havde det virkelig elendigt med det som var sket. Den kamp mellem følelser og fornuft, var bestemt ikke hyggelig og hun gjorde det så sandelig heller ikke nemmere på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig noget som måtte frustrere ham noget så ekstremt, at man skulle tro at det var løgn. Armene gled stille omkring ham selv, da hun lagde hovedet mod hans skulder. Han kunne ikke få sig selv til at afvise hende direkt. Det var simpelthen noget som gjorde alt for ondt i den anden ende. Han trak vejret dybt. "Der er ikke meget mere at sige.." Han rystede stille på hovedet og vendte blikket igen stille mod hans egne hænder. Han knugede dem så meget ind i hinanden, at de var endt med at blive helt hvide.

[Deleted]

Det eneste problem ligenu og her var at Matthew jo rent faktisk stod der, han ventede på hende derhjemme, ville hun kunne hun uden større anstrengelse være gået hjem for at forfører ham få det som maurus netop havde givet hende, men det var ikke det som hun havde valgt at gøre, det var ham som hun havde valgt at tilbringe natten med, og uanset hvad gurnden bag hans afvisninger var så gjorde det virkelig ondt udelukkende fordi at det virkelig havde været noget ganske særligt. Hun ønskede ikke at træde på ham, man kunne vel roligt sige at hun gjorde op for det som hun havde gjort mod ham? Eller i det mindste forsøgte. Samvittigheden borrede sig dybt i hendes bryst, hun var ikke bedre, end Matthew, pludselig var Matthew ikke blevet nok for hende? Var dette starten til det samme helvede som de var gået igennem før? Hvad der ville ske når hun kom hjem og fortalte Matthew omkring dette det vidste hun virkelig ikke, hun kunne blot sige at han ikke ville blive glad og at det stærkt ville gå ud over hende, for pokker hvor hun lystede at grave sig ned i jorden og ikke vise sig for omverdenen mere, alting var meget nemmere da hun boede med Kenara i hendes lille hule i skoven, og ingen var klar over at hun så meget som eksisterede. At han forsøgte at skænke hende løgne og falskhed var hun virkelig ikke glad for, hun kunne læse ham, at den samvttighed prikkede til ham følte hun en voldsomt grad, hun følte hans afvisninger så stærkt at det måtte være et slag direkte i mavens om tog alt luften fra hende. Rart.. Det havde været meget mere end rart, hun følte sig lidt som en dukke til frit brug, ikke at det var noget nyt sådan havde det været mere eller mindre siden hun var teenager. Og alligevel denne gang kunne hun ikke bebrejde ham for hun havde selv gjort nøjagtig det samme. Lykken fortjente han i den grad, hun ønskede at han ville finde en kvinde elske hende og blive lykkelig.. Af fornuft om ikke andet. Hjertet råbte og skreg at hun ikke måtte give slip på hende at hun aldrig ville kunne bære at se ham hånd i hånd med en anden kvinde, så pokkers jaloux som hun måtte være og uden nogen rettigheder. Armene gled om hans hals som hun måtte hænge en smule op af ham hun kunne se hvor hårdt han knugede hendes hænder. Ganske forsigtigt måtte hun plante et kys mod hans skulder, selvom hun levede med Matthew var hun i den grad ikke som ham! Eniqa lyttede intenst til hans ord også selvom det igen var slag hun bare måtte tage til sig, tvinge tårerne tilbage hun havde vel snart ikke flere at græde af? "Det er os begge forbudt Maurus.. Men det skete og uanset hvor meget jeg kan hade mig selv for at sige det så fortryder jeg ikke" hendes tone var lavmeldt en halvvejs hvisken nu hun måtte sidde så tæt til ham "Maurus.. " hun sukkede stille "Det er mig der burde sidde med den samvittighed, Matthew venter hjemme i ren panik for at jeg er død og jeg kan ikke få mig selv til at gå. Jeg nød det.. Mere end jeg har nydt noget, og jeg fortjente det ikke" erkendte hun stille. Hun ønskede virkelig ikke at blive afvist mere det gjorde ondt. Selvom det var forbudt så kunne hun ikke andet end at nyde tanken om at være tæt på ham, uanset hvor meget hjerte og fornuft måtte skændes "Hvis du siger det.." hviskede hun stille, gav ganske forsigtigt slip på ham og gled ned i sengen et sted bag ham med dynen over sig. Det var virkelig mere end hun holdte til.

[Deleted]

Maurus var en meget samvittighedsfuld mand og han vidste det, så selvfølgelig blev han ramt af det på den samme måde og han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade det. Han ønskede hende tæt på, samtidig som han også måtte ønske hende så frygtelig langt væk! Denne skyld var ikke noget som hun på nogen måde skulle påtage sig alene, det var helt sikkert. Han vidste at Matthew ventede på hende derhjemme og så var det jo forkert af ham, at skulle holde hende her. Han havde virkelig ikke haft nogen forventninger til dette, for han var allerede så sikker på, at han ville ende med at blive så voldsomt skuffet i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han blev siddende og stirrede blot ind i væggen, også selvom hun hang mere eller mindre over ham. Han måtte virkelig bare bide det i sig, for det var virkelig så frygtelig forkert i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke noget som han sådan rigtigt kunne gøre ved det. Han kunne ikke skjule det for hende og det var virkelig en så frygtelig frustrerende tanke som intet som helst andet overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hænder knugede han så voldsomt ind mod hinanden. Hvad var det egentlig hun måtte kræve af ham? Han kunne slet ikke sammenlignes med Matthew. Han var da for kedelig i længden! Han var der når det var nødvendigt og ellers blev han skubbet væk. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade den tanke mere end noget som helst andet overhovedet! Han bed sig let i læben. Endnu en gang måtte han kæmpe med tårerne. Han kendte hende godt nok til at vide at hun ikke bare ville kunne få sig selv til at gå.. uanset hvor svært det så end måtte lyde, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende, det var så ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet, det var helt sikkert. Han skævede over sin skulder og mod hende. "Jeg fortryder det heller ikke, selvom jeg virkelig burde.." hviskede han stille. Så tætte som de måtte sidde på hinanden lige i øjeblikket, så havde han virkelig ikke noget andet valg end bare at skulle bide det så frygtelig meget i sig og bare fortælle hende lige netop den sandhed. Uanset hvor meget han så var for det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre det helt store ved det uanset. Han bed sig tydeligt i læben, da hun valgte, at skulle give helt og holdent slip på ham. Det var slet ikke en tanke som han brød sig synderlig meget om overhovedet, det var heller ikke nogen hemmelighed. Han vendte sig stille om i sengen, så han endte med at sidde med siden til hende, frem for at skulle sidde med ryggen til. Det var noget som han i den grad bare måtte finde frygtelig upersonligt og direkte uhøfligt. "Du kender mig og min samvittighedsfulde side, Eniqa.. Det er vel.. naturligt for mig at reagere som jeg gør." Han lod hovedet søge let på sned. En tåre trillede stille og roligt ned af hans kind. Han kunne simpelthen ikke kontrollere det længere. En tåre gled stille og roligt ned af hans kind. Han var virkelig træt af, at han ikke havde kontrollen over sig selv længere! "Jeg burde ikke have lov til at nyde dig på den måde som jeg gør det, Eniqa.. Det burde jeg virkelig ikke.. Jeg ved.. jeg kan se på dig, at du ikke er meget for at lade Matthew blive.. Du kom her i aften udelukkende for at slå mig ihjel, ikke? Du kom for at få mig væk, så det ville blive lettere for dig og for ham.." Han betragtede hende stille. Det var jo intet andet end den skindbare sandhed. "Jeg mente de ord da jeg sagde dem.. Du må virkelig ikke tro andet.. Uanset hvor forkert det så end må være," afsluttede han stille.

[Deleted]

Maurus var en enorm samvittighedsfuld mand og hun vidste det, det var ham ganske naturligt at reagere som han gjorde, og hunvar jo selv ligesådan. Hun var den kvinde som altid undgik at begå fejl, som altid rendte uskyldigt rundt og kæmpede for det som ville være bedst for alle, sådan var hun og sådan havde hun altid været lige til i aften om ikke andet. Nu kæmpede hun kun for hvad der var bedst for hende selv og ikke mindst for Maurus lukkede Matthew en smule ude og udelukkende fordi hun følte at hun ikke kunne gøre meget andet end som så. Han ønskede hende tæt på det havde han bevist ved den handling som var blevet begået denne aften og alligevel så vidste hun også at han ønskede hende så langt væk som det overhovedet var muligt, hun følte det jo, han var ikke i stand til at skulle skjule det for ham. Det var ikke Maurus som holdte hende hen, det var hende selv som valgte at skulle blive her og bare hvile med ham, komme sig oven på efter alle de tanker og ikke mindst få ordnet op med ham. Selv var Eniqa bange for at skulle ende skuffet, bange for den afvisning som han skænkede hende, hun kunne vel ligeså godt gå? Det var tydeligt at han ville have ønsket hun virkelig havde været død og den tanke var direkte forfærdelig. Der var så mange grunde til at Eniqa virkelig måtte nægte at sammenligne ham og Matthew for ingen af dem var kedelige, det kom jo an på hvilken person man måtte være. For en kvinde som jaqia, ja s var der ingen tvivl om at han ville blive set på direkte kedelig i forhold til hans kære bror, men hun nød de andre ting som han måtte have at byde på. Eniqa måtte virkelig kæmpe med de tårer også selvom den kamp endnu engang måtte være helt og aldeles forgæves, stille måtte de atter begynde at trille ned over hendes kinder og hun forsøgte end ikke at stoppe dem udelukkende fordi hun var klar over at det ville blive en umulighed. Blikket mødte stille hans, at høre de ord lettede hende dog "Vi træffer alle valg, Maurus.. Dette var vores og vi kan ikke gøre det om og det ønsker jeg heller ikke" de store indrømmelser var uden tvivl kommet på bordet, og det var sådan som Eniqa måtte ønske det skulle være. De slanke fingrer strøg stille igennem hendes lange blonde lokker, kroppen var endnu fugtig dog hjalp det mere og mere på det efterhånden.At han vendte sig mod hende og så hende i blikket lettede en smule, det at han i det mindste var i stand til at se hende i blikket selvom de netop havde gjort dem begge til syndere. Hun nikkede stille hun vidste det jo. Tåreren over hans kind sagde hende absolut det hele der var der ingen tvivl om, det påvirkede ham som det gjorde med hende "Ikke alting er enkelt, Maurus.. Du har fået lov at nyde mig på måder som end ikke Matthew har været i stand til, og jeg ønskede at du skulle nyde mig på den måde frem for nogen anden uanset hvor egoistisk den tanke i virkeligheden er" benene bøjede huns tille ved hendes side satte sig i en skrædderstilling og førte roligt de sotre krøller bag ørene. Hun bed sig fast i læben, rakte sig ud fra sengekanten og greb om den kniv som måtte hvile før hun meget meget tøvende satte sig igen og med blikket vendt imod ham "Jeg håber virkelig du vil bede mig om at gå og aldrig komme tilbage, håber at du forelsker dig så dybt i Angel og bliver lykkelig med hende, Maurus.. Men hvis jeg må slå dig ihjel for at få dig til at tro at jeg elsker dig.. Hvis det er det bedste for dig, så lever jeg hellere i min egen dødssynd og dårlige samvittighed, lever med et savn ligeså enormt som havde det været Matthew, og tænker tilbage på dette som vores sidste minde.. Hvis du kan se mig i øjnene sige at du elsker mig og lader mig gengælde med din tro på at de er sande.. Så ville jeg gøre det for dig" hviskede hun stille. Hjertet hamrede så fast mod hendes bryst, tårerne flød hun håbede virkelig ikke at han ville vælge den vej, men for ham ville un uden tvivl gøre det.

[Deleted]

Maurus havde det virkelig elendigt, selvom han virkelig havde elsket at skulle nyde det sammen med hende. At dele noget så specielt med hende, så gjorde det virkelig ikke op for det som han havde gjort, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Her ville han ikke kunne tales til fornuft. I hans hoved, var det valg som han sad med allerede taget og det valg havde været enkelt. Han så på hende. Det var ikke fordi at han ikke var bange for at skulle se på hende som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ville helst se hende i øjnene når de skulle snakke, det var helt sikkert, uanset hvad, hvordan eller hvorledes, så var det virkelig også det eneste rigtige, at skulle gøre, ellers.. var det endnu mere forkert end det som det måtte være til nu, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst og selv med den klare sitren i hans egen krop, som bare ikke ville forsvinde det mindste overhovedet, uanset hvor meget han ellers ville ønske det. Følelserne var ikke noget som han bare kunne lægge låg på uanset hvor meget han måtte ønske at han var i stand til det.. Han kunne virkelig bare ikke! Han lyttede til hendes ord. De havde nydt det begge to og det var da en anelse hen af en trøst for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han jo så havde det elendigt i efterkanten, var noget som han havde været klar over ville ske, for han havde virkelig en forbandet samvittighed som gang på gang måtte prikke til ham og det var virkelig bare så frygtelig ubehageligt i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn! Det valg som hun endte med at skulle stille ham, var ham virkelig som en følelse at skulle jage kniven direkte i brystet som aldrig nogensinde før. Den vred sig virkelig og gjorde kun smerten mere intens end det som den havde været tidligere og det var virkelig frustrerende. Ikke at det var noget som overraskede ham som sådan. Hun var jo trods alt også kommet for at ende hans liv. Han betvivlede ikke at hun mente de ord, for Eniqa var bestemt ikke typen som sagde dem overfor enhver og han vidste det og det samme med ham selv i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han bed sig i læben og selv med den klare kamp til hans tårer som han måtte opgive. Han så stille på hende og med den klare sitren i kroppen. Han trak vejret dybt inden han selv bare så meget som overvejede at skulle besvare de ord. "Jeg vil ikke kunne fortryde det.. Jeg har aldrig nogensinde brudt med mine principper og heller ikke i aften; At gøre det med kvinden som jeg elsker og holder af." Han var virkelig bare ærlig. Han snakket direkte ud af posen og så var han i bund og grund ligeglad med at Matthew måtte være hjemme og vente på hende, for han havde ikke gjort andet end at nyde det.. så meget som det var ham overhovedet muligt i den anden ende, for ikke at glemme det. Tankerne omkring hans kære bror havde jo så desværre ødelagt frygtelig meget af stemningen for ham. Han trak vejret dybt og lod blikket endelig falde og med den så ekstreme sitren i kroppen som man bare ikke kunne tage fejl af. Det var et ubehag uden videre. "Du ved udmærket godt at jeg ikke kan sende dig væk.. Du ved sikkert lige så godt som mig, at jeg ikke vil kunne.. blive lykkelig med nogen anden.. Jeg har prøvet så frygtelig længe og det har kun lykkes mig.. i den periode hvor jeg har troet at du var død." Han vendte de isblå øjne stille mod hende. De var helt våde af tårer og flere af dem måtte falde, selvom han virkelig nægtet at skulle tage sig af det lige for øjeblikket, dette var virkelig meget mere end det som han ville være i stand til at takle. Han rykkede sig forsigtigt tættere på hende og med den klare ærlighed i blikket. "For at lette os alle sammen Eniqa.. Uanset hvad du eller jeg føler, så vil jeg have dig til at føre kniven og ende det hele.. Matthew vil ikke være frustreret eller bange for at jeg kommer i vejen.. Du behøver ikke længere at tænke over det.. og mig.." Han trak svagt på skuldrene. "Jeg vil være væk.. ligesom du kom med ønsket om at gøre det i udgangspnktet." Han var ærlig overfor hende og det var tydeligt at se i hans blik, uanset selvom det virkelig måtte knuse ham bare at tænke på det.