I promise you'll be safe

[Deleted]

Solen var for længst gået ned et sted bag horisonten. Stjernerne var forsvundet for i nat gemt bag et tykt dække af mørke skyer. Månen var halv, alt i alt var det langt fra den mest opsigtsvækkende nat. Eniqa havde bevæget sig ud, Matthew vidste at hun var ude men ikke hvor, det begyndte faktisk at hjælpe. Hvad der så gjorde ondt var den tanke at han ikke ønskede at komme tæt på hende udelukkende fordi han frygtede hun gik til en anden bag hans ryg, noget som aldrig ville falde hende ind. Han var den mand det var hun ikke. De lange blonde lokker dansede vildtfarende omkring hendes slanke skuldre som hun bevægede sig af den lille sti, hvor det isblå blik anede kroen. Hun vidste hvad hun måtte gøre også selvom det var en tanke der direkte slog hende ihjel, den mand havde hjulpet hende mere end nogen anden, var det ikke for ham var hun gået i døden, og nu ønskede hun noget så stort af ham, på trods hun ikke kunne bede ham om det. Hjertet hamrede i alt for faste slag mod hendes bryst, hun gjorde det for den mand som måtte vente derhjemme, hun elskede ham og han nægtede at se det, hvad skulle hun efterhånden gøre? Fast bed hun sig i underlæben, følte hvordan vinden blidt måtte rive i hendes sorte kjole. Det var ikke ligefrem køligt, ikke meget mere end det som der var hjemme i Procias, og slet ikke i skovene. De slanke fingrer lukkede sig om dørhåndtaget hun trådte roligt ind i den store krostue, delvist tomt på denne tid. For hver skirdt hun tog, følte hun hvordan knivens skæft gned mod hendes lår, der var ingen anden udvej, måske hun var egoistisk men var det ikke hvad Jaqia i virkeligheden havde lært hende? Ikke at tænke så meget på alle andre, men på det som hun selv ønskede og ville have. Hun tog en dyb indånding "Maurus Ingleéias' værelse?" hun betragtede let bartenderen der så på hende uden at spørge, han var vant til at hun kom her efterhånden, og han så vel ikke ligefrem på hende som en kvinde der kunne forvolde specielt megen skade? "11" Eniqa nikkede sigende, bevægede sig videre ned af den smalle gang hvor værelserne stod på ræd og række. Hun talte numrene, halvdelen af dem var så slidte at det var umuligt at gætte nummeret bag, det var dog ikke tilfældet med Maurus' værelse. Et kort øjeblik vuderede hun hvor vidt hun skulle banke på døren, besluttede sig dog for at det ville vække for meget opsigt. Stille tog hun i den ulåste dør, trådte ind i værelset, og med et opmærksomt blik der gled omkring. Døren gled i bag hende ganske forsigtigt og så lydløst som muligt "Maurus?" kaldte hun stille og måtte kun håbe på at han var hjemme. Hun hadede at misbruge den tillid han satte til hende på den måde, men gjorde hun det ikke ville Matthew snart slippe mellem hendes hænder og hun elskede ham ganske simpelt alt for højt, en tanke som faktisk forekom hende en smule uhyggeligt.

[Deleted]

Aftenen og det mørke vejr havde ført en søvn med sig for Maurus' del. Efter at Eniqa havdeværet hængt, havde han følt et større tomrum i det indre, også selvom han blot havde accepteret, at Matthew havde den større plads ved hende, selvom det nu blot måtte være noget som han måtte hade og så måtte han jo acceptere. Han var sikker på, at Angel var hjemme i huset i Manjarnos by og hvor Cayenne var endt for denne aften, det vidste han virkelig ikke. Han ar et sted ligeglad, han havde så meget som han selv havde været tvunget til at skulle bebrejde og det var virkelig ikke nemt! Det tomrum var han så mere eller mindre sikker på, at han skulle slås med resten af hans dage, selvom det nu var en tanke som virkelig ikke faldt i god jord det mindste. Han havde stået og vidnet sin egen brors død og den kvinde som han faktisk måtte holde af. Han havde hjulpet hende så godt som det var ham muligt og alligevel så følte han bare ikke at det havde været godt nok, det var en tanke som faktisk måtte gøre ondt et sted, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og vendte sig blot en anelse om i sengen, så han endte med at ligge på ryggen. Dynen var gledet ned til at skulle hvile ved hans hofter og med det faste bryst blottet. Han havde slet ikke den samme kropsbygning som hans kære bror havde, selvom det nu var et minde som han måtte holde ved sig. De var væk, han havde set dem hænge der, selvom det virkelig havde været noget af det værste som han havde set igennem hans lange liv! Han klemte øjnene let sammen og vred sig blot en anelse mere i den store seng. Den var virkelig alt for stor til en mand alene, selvom der nu ikke var noget som han sådan rigtigt kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så måtte det vel bare være sådan? Hans eget liv var endt i et større kaos og han havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker han skulle komme ud af det igen. Han ønskede bare sit rolige liv tilbage, det var vel heller ikke meget at forlange i den anden ende vel? Angel var ham jo en trøst et sted, hun stod der til at fortælle ham, at han kunne blive lykkelig.. Han vidste ikke om det var det som han jo faktisk måtte ønske i den anden ende. Eniqa havde betydet meget for ham og meget mere end det som hun egentlig burde, selvom.. bare tanken om, at Matthew havde den betydning større, var noget som gjorde så frygtelig ondt. Han stolede blindt på hende og det havde han virkelig også altid gjort, lige siden hun selv havde valgt, at skulle vise ham selv den utrolige store tillid. At hun kaldte, fik ham blot til at vende sig i sengen. Han drømte om hende, det var vel også der hun måtte kalde på ham? Ikke at han vågnede det mindste, han vendte sig bare om på siden, så den store måne måtte prøve at kæmpe sig igennem det umådelige tunge skydække som måtte hvile langt oppe over dem på denne her måde. Det stod ham i ansigtet. Døren var ulåst, vinduet var åbnet. Han tænkte slet ikke sikkerhed længere. For hans del, kunne det virkelig være ragende ligegyldigt.

[Deleted]

Det ville ikke undre Eniqa om Maurus var faldet i den dybe søvn, uanset så ville det ærlig talt ikke gøre den store forskel for hendes egen del, hun var kommet udelukkende for en ting, og det var noget som hun måtte fuldfører udelukkende af hendes egne grunde. Hvor hårdt hendes død i virkeligheden tog på ham var virkelig ikke noget som hun havde et større svar på, hun vidste at han havde følt for hende og langt mere end han burde,og at hun havde vendt ham ryggen til fordel for Matthew, selvom det gjorde ondt så var hans bror den eneste mand hun nogensinde ville komme til at elske på den måde, om ikke andet så den Matthew som avr kendt for hende, for den hun så skræmte hende virkelig kun mere, bare det at han kunne beskylde hende for den utroskab på den måde.. Hvis dette var den eneste måde hvorpå hun kunne vise den mand at det sidste hun ville ønske var at være sammen med en anden, så gjorde hun det om det så gik imod hendes egne principper eller ej. Rygterne om Angel svirrede,og hun hadede et sted tanken om at han måtte gå med en anden tøs, også selvom hun ikke tillod sig at være jaloux over det, det var jo hendes eget valg og lykken fortjente han, hun forventede sådan selv heller ikke at han ville tage imod hendes tilbud foruden at skulle skære halsen over på ham for det ønskede hun ikke, ikke af bare en lille del af hendes hjerte. Stille bevægede hun sig væk fra døren med lette skridt og mod den seng som stod placeret. Hans sovende skikkelse hvilede så fredeligt, og med den blottede overkrop, hun tog sig selv i at smile ved tanken, og skubbede de tanker frygtelig hurtigt væk igen. Kniven trak hun fra det lille bånd ved låret, lod den hvile i hendes slanke hånd og med hendes eget hjerte der bankede som bare en i pokker, den fredelighed hun følte fra ham gjorde hende kun endnu værre tilpas. Uden varsel satte hun sig i hans skød over ham, lod den ene hånd ligge sig stille for munden, hun ønskede ikke at han skulle vække nogen form af opmærksomhed, så ville det hele være mislykkedes hun ønskede dog heller ikke at gøre ham ondt "Maurus?" kaldte hun stille, og med den blide melodiske tone, først og fremmest måtte han jo rives ud af den søvn han lå i. Et sted så bar hun ønsket om at kærtegne ham, hun hadede sig selv for det men hun måtte virkelig stå imod den fristelse han rent faktisk var, måske det ikke var så underligt at matthew frygtede for det? Det var jo ikke fordi de to hyggede sig specielt tit på den måde mere, og når de endelig gjrode var det med en yderst forsigtighed, intet stramt greb, ikke den vilde fornemmelse, og slet ikke den samme Matthew, som det stod nu var der ingen forskel i om hun havde valgt Matthew eller Maurus for de var de samme ligenu. Hun sukkede stille, skubbede tanken fra sig, heldigvis kunne hun få lov at holde lige dem for sig selv "Maurus?" kaldte hun lidt mere fast, flyttede hånden en smule fra hans mund,hun ville jo heller ikke skræmme livet af den kære mand.

[Deleted]

Maurus følte virkelig bare, at han var kastet i et mindre hul, da han havde set Matthew og Eniqa hænge der. Ikke fordi at han havde reageret synderligt ved at se hans bror gøre det, men Eniqa havde virkelig været en helt anden ting for ham. Han vidste udmærket godt, at han aldrig nogensinde ville have chancen mod en som allerede havde vundet Matthews hjerte, så han måtte virkelig bare bide det i sig, selvom det virkelig havde været hårdere end det som han havde regnet med. Han havde jo selv holdt sig langt væk fra hende, efter at hun havde fundet sammen med Matthew igen. At han jo så selv havde været så påvirket af det, var noget som i sig selv måtte skræmme ham selv noget så frygteligt. Han fandt trygheden ved et lille værelse som dette, hvoraf absolut ingen ville være i stand til at finde ham. Han havde endelig fundet en eller anden form for fred og ro lige nu og det var også det som havde fået ham til at falde fuldkommen hen i den tunge søvn. At Eniqa satte sig i hans skød, rev ham halvt om halvt ud af den. han klemte øjnene sammen og selv da hun havde lagt hånden over hans mund, var det som selv måtte tvinge ham til at åbne øjnene en anelse. Han havde ikke sovet meget, for det var virkelig forbandet besværligt for ham, at skulle falde i søvn. Eniqa var død, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så måtte han da for pokker bare indse, at sådan måtte det være. At han var det som stod mellem Matthew og Eniqa fra at finde ordentlig sammen igen, vidste han ikke. Det var slet ikke en plads som han ønskede at have! Han vendte blikket en anelse mod Eniqas skikkelse og blinkede med øjnene inden de hurtigt måtte åbne sig helt. Eniqa..? Her? Hun var da død?! Hans hjerte startede omgående med at skulle hamre mod hans bryst. Kniven havde han ikke set eller noget som helst, for alt i verden så ville han virkelig bare have fred og ro, det var vel heller ikke meget at forlange? "Det må være en drøm.." mumlede han for sig selv. Dette var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham. Han vidste udmærket godt, at der var en stor forskel på ham selv og hans kære bror, men han var stolt af den mand som han selv var endt med at skulle blive, hvad end om det var noget som mange andre ville være med til eller ikke, så var han faktisk træt af, at skulle sammenlignes med den mand konstant! Han hadet det virkelig. Han trak vejret stille og dybt, hænderne lukkede han omkring sengetøjet og med den næsten sitrende fornemmelse i kroppen. Det føles virkeligt.. alt for virkeligt til, at det kunne være en drøm. Han havde virkelig ikke regnet med at skulle se hende igen, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. "Du er død.. jeg så dig." hviskede han mere stille. Han stod faktisk godt fast på lige netop det punkt og det skræmte ham selv, at noget så småt for nogen, kunne betyde så meget for ham. Han havde været hende en hjælp og han fortrød det aldrig nogensinde at han havde gjort det.. Blot det faktum, at Matthew var dukket op igen og han selv var blevet kastet ud som havde han været affald, det var nok det som var det værste ved det hele. Han havde vel ikke haft nogen betydning for hende, som hun havde haft for ham?

[Deleted]

Eniqa havde aldrig nogensinde ønsket at gøre ham ondt, han havde været hendes trøst imens at Matthew havde været io døden, han havde hjulpet hende mere end noget som helst andet, ikke mindst holdt hende ved selvskab og godt mod, og hun ønskede det bedste for ham, det gjorde hun virkelig, kunne hun så ville hun have gjort alle de ting om igen for han fortjente langt bedre end det som hun havde givet ham og et sted så hpbede hun virkelig kun at der ville dukke den rette op for ham, men hun var nødt til at tænke på sig selv og Matthew her, hun elskede den mand af hele sit hjerte, hun håbede bare inderligt at maurus ville tage imod hendes tilbud, hun havde ikke tid til lange snakke, hun skulle hjem til Matthew inden panikken ville brede sig for meget i ham og det var virkelig ikke en tanke som hun måtte bryde sig meget om. Eniqa blev siddende over ham.. tankerne kørte i hendes hovede, hun ønskede virkelig ikke dette og det var alt for meget at kræve af ham, men narissa ville kunne give ham et godt liv og det var hvad hun måtte ønske for ham, hun var en utrolig kvinde, og hun håbede virkelig at han ikke fiks ig til at skulle takke nej. Det var virkelig ikke meningen at hun ville forstyrre hans søvn men dette var det eneste tidspunkt hun kunne gøre det på uden at Matthew ville gå helt i spåner, hvad ville han sige hvis han vidste at hun sad hos Maurus nu? Så forkert som det kunne se ud, siddende i hans skød, og det var tydeligt de tanker som hun et sted sad med, den mand var skøn, og hun havde ladet ham gå for en ligeså skøn mand, en mand der nu var blevet komplet ødelagt hun så ærlig talt ingen anden udvej end det som hun gjorde i øjeblikket. Som ahn slog øjnene op og fangede hendes blik trak hun ganske langsomt hånden væk fra hans mund hun blev dog siddende og betragtede ham med intense øjne der lignede hans så frygtelig meget, nu var det jo så også blevet afsløret hvorfor, han var hendes bror og hun havde været sammen med den begge, for pokker hvad var derblevet af det lille spøgelse af en kvinde at være? Hun følte hans uro og det gjorde virkelig ikke det hele bedre "Shh.. Helt rolig" hviskede hun stille, lod hånden stryge stille gennem hans hår, hun ønskede ikke at han skulle frygte hende også selvom hun forstod hvis han ville hade hende efter dette. Blidt skar hun et lille snit i hans overarm kun lige for at lade ham mærke "Det er ikke en drøm.. Og du er nødt til at høre godt efter, jeg har ikke så meget tid" påpegede hun med en tydeligt ærgende mine. Død var hun bestemt ikke, Jaqia var en dygtig illusionist, det måtte hun da om ikke andet erkende, lige den del var hun faktisk ked af hun aldrig nåede at lærer, hvad end hun havde gjort så var det ihvertfald ikke noget som havde slået hende ihjel, og det var da i det mindste noget? "Jeg er ikke død.. Og Matthew med.. Det er en frygtelig lang historie men lad mig forklare med korte stikord.. Matthew er syg.. Og jeg.. Jeg har brug for dig hjælp selvom jeg ikek bure kræve mere.. Maurus.. Jeg er ked af det jeg ønsker virkelig ikke at gøre dig ondt.. Men jeg kan enten gøre det på den hårde måde.." hun skænkede kniven et blik "Eller jeg kan tage dig til et fredeligt sted hvor du kan leve dit liv, fredeligt.. Jeg har ikke tid til at forklare" det var tydeligt at se hvor meget hun hadede dette i hendes blik men hun var nødsaget til det, uanset hvor meget hun så måtte holde af ham.

[Deleted]

Det sitrede virkelig i Maurus' krop. Han var vant til at leve i Matthews skygge, men at blive kastet på port på den måde, var virkelig det værste som han nogensinde havde oplevet. Det kørte igen og igen i hans hoved. Han havde faktisk levet i troen på, at de ville have en chance i den anden ende og han havde virkelig bare taget noget så gruelig fejl. Han kunne stå og se på deres lykke ligesom han havde gjort dengang og så bare vide, at det var Matthew som havde ødelagt absolut alt sammen for hans vedkommende, det var virkelig noget som han tog tungt. Eniqa havde haft en utrolig betydning for ham i den anden ende og nu var han tvunget til at lægge låg på absolut det hele. Han klandrede virkelig sin bror for så frygtelig mange ting, men at lade det komme til udtryk, det kunne han virkelig bare ikke få sig selv til. Han ønskede blot et lykkeligt liv med en kvinde som han holdt af.. som han gjorde af Eniqa, det var vel heller ikke meget at skulle kræve og forlange af nogen vel? Hans hjerte slog en anelse fast mod hans bryst. Det gav virkelig ikke nogen mening, at hun sad der over ham, det var virkelig bare forkert! Han havde set hende hænge i rebet i Dvasias. Han havde for pokker våget sig hele vejen dertil bare for at se om de rygter var sande og ganske rigtigt.. Han havde set dem begge hænge der, han havde endda været henne for at stryge hendes kind for at være sikker på, at det faktisk var sandhed.. og det var det. Snittet som hun skar i hans arm, fik det til at stivne helt for ham. Det gjorde ikke ondt i drømme.. så hun måtte sidde her? Det gav virkelig ikke nogen som helst mening for ham overhovedet. Han lytte til hendes ord. Hvad pokker var det nu hun ville kræve af ham? Han levede her i byen langt væk fra Procias og langt væk fra Matthew, det var da noget som de kunne mærke? Han blinkede let med øjnene. De isblå øjne vendte han mod hende. Han kunne spørge sig selv hvorfor han skulle gøre noget for den mand som havde revet hende fra ham, men det lå virkelig ikke til ham at skulle tænke så frygtelig egoistisk. Han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle være så egoistisk! Han bed sig let i læben og nikkede blot til hendes ord. At Matthew var syg, kunne han sagtens have fortalt hende for længe siden, selvom det var tydeligt, at det var med et større alvor denne gang. "Jeg strøg dit kind, for at sikre mig, at det var dig som hang der, Eniqa.. Jeg tog hele vejen dertil bare for at se.." Hans øjne endte lettere blanke ved den tanke. Hun havde virkelig en frygtelig stor betydning for ham og det havde været et frygteligt stort tomrum som han havde skulle sidde med lige siden. Det var virkelig noget af det værste som han havde været igennem i hans liv! "Hvorfor ønsker du mig i skoven? Jeg bor her.. langt væk fra det hele og langt væk fra alle.. Jeg kan da umuligt genere nogen.. specielt ikke ham." Han vendte blikekt mod hende. At hun gjorde det for Matthew, var selv noget som mått stikke så voldsomt til ham. Det fik hans indre til at klumpe fuldkommen sammen og han hadet virkelig den tanke. Han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle være så frygtelig jaloux på sin egen bror! Han lukkede hænderne fast omkring sengetøjet bare lige for at skulle have noget at holde fast i. "Jeg har slået mig ned her med Angel.. Han burde da se at jeg er kommet videre. Jeg vil ikke genere ham og jeg vil ikke genere dig.." Hans ansigt var blot spørgende, hvorfor pokker kunne han ikke bare få lov til at leve sit eget liv og prøve at komme videre med de midler som han havde?

[Deleted]

Lige den episode var virkelig en som stadig måtte gøre så frygtelig ondt på Eniqa selv, hun havde aldrig i sit liv regnet med at det skulle gå sådan, og hun bar endnu samvittigheden over at hun lod den føres så langt med Maurus når hun udemærket godt vidste at Matthew var den eneste rigtige for hende, han var en simpel trøst, uanset hvor meget hun end måtte hade at skulle indrømme det, hvad skulle hun have gjort? Blot være blevet ved ham og lade ham leve i troen på at hun elskede ham mens hun gik til matthew bag hans ryg? Det var jo heller ikke det som hun måtte ønske overhovedet. Hun forstod udemærket godt Maurus vrede overfor Matthew, han havde jo altid levet i hans skygge, han avr den som ryttet op efter hans kære brors fejl og det var altid Matthew som fik hele æren, sådan avr det jo med hende selv og hun var igen virkelig ked af at det var endt som det havde. Eniqa var udemærket klar over at hun legede med ilden lige i øjeblikket, for at være ærlig forventede hun ærlig talt ikke at maurus ville være særlig samarbejdsvillig, men hun havde vel lov at håbe? Tanken om at have ham så tæt på fik hendes eget hejrte til at banke også selvom hun hadede det, et sted måtte det igen ikke undre hende at Matthew gik med den tro, også selvom hun virkelig måtte hade det. Jaqia var en stærk kvinde, man kunne ikke regne med hende og alt han havde set havde mere eller mindre været synsbedrag, eller en de var blevet hængt men de var også blevet holdt i live af den kære kvinde, det var en længere historie end hun i virkeligheden havde tid til at skulle forklare, der var ikke megen tid, desuden skulle hun også nå at have ham til Narissa. Hans kærtegn over hendes kind havde hun følt og hun havde bedt for hans hjælp men ude af stadn til at bevæge hendes læber. At det så endelig måtte gå op for ham at hun avr virkelighed glædede hende kun, så langt så godt. Hvordan det hele hang sammen var frygtelig svært at skulle forklare sig på, men gjorde han ikke dette så ville hun miste Matthew, og hvad skulle hun så gøre af sig selv? Hun ønskede for alt i verden ikke at gøre ham ondt! At han sad med den irnoiske tanke at Matthew altid havde været syg, den kunne hun godt skrive under på, den mand var virkelig uhyggelig men hun elskede ham, og nu var han for alvor syg ikke bare i personlighed, han var ødelagt han var.. Ligesom Maurus faktisk. Hendes blik var blevet sørgmodigt ved hans ord, hun så ned "Jeg ved det Maurus.. Jeg følte det strøg" hviskede hun stillle og bed sig en smule i læben. Hendes hænder knuede så fast om kniven at hendes knoer måtte blive hvide "Det er en lang historie.. For at gøre den kort.. Matthew glider fra mig.. Han er sikker på at jeg er gået tilbage til dig" hun lænede sig ned lod hendes ansigt indfinde sig tæt ved hans for at kunne se ham i øjnene for alvor. Den mand havde ligeså en enorm betydning for hendes eget vedkommende "Jeg snakker ikke kun om at flytte ud i skoven.. Jeg snakker om at forsvinde" påpegede hun sammenbidt. Det var ikke for Matthew hun gjorde dette, men for hende selv hun ønskede ikke at miste ham, det gjorde hun virkelig ikke.. At høre ham sige at han havde slået sig ned med Angel gjorde i sig selv frygtelig ondt "Jeg beder dig høre hvad jeg siger.. Du har gjort så meget for mig jeg kan umuligt bede dig om mere.. Men jeg ønsker ikke at skulle gøre dig ondt, jeg ønsker at du skal leve dit liv, fordi jeg holder af dig.. Jeg beder dig at gøre det uanset hvor lidt ret jeg har til det.. For min skyld.." Hviskede hun stille, lod læberne stille møde hans for et par sekunder inden hun atter måtte trække sig se ham direkte i blikket.

[Deleted]

Maurus fandt det virkelig unfair, at han skulle straffes på den måde som han gjorde! Han var først i stand til at komm videre, da han havde set hende død og hænge der og nu dukket hun endda op midt på hans værelse om natten, for at bede ham om at forsvinde? Kunne hun ikke bare slå ham ihjel istedet for?! Han kneb øjnene let sammen og blev ellers liggende under hende. Han manglede hende og han savnede hende. Det var virkelig ikke det samme ellers og det var noget som han tydeligt kunne mærke. Han var virkelig træt af, at skulle leve i Matthews skygge, rydde op efter ham og tage det ene skrald fremfor det andet og nu stod han der lige nu. Det var da ikke meget at kræve, at skulle få lov til at leve sit liv som det nu var ham menneskelig muligt? Han nærede det naturlige had til Matthew og han kunne virkelig ikke se hvorfor han skulle hjælpe hende med at hjælpe ham. Det kunne han virkelig ikke, for han var virkelig så frygtelig træt af, at det var ham som skulle smides væk som affald. Hun havde jo valgt Matthew overfor ham, så hvorfor skulle den fortid fortsætte med at hjemsøge ham?! Han himlede let med øjnene og bed sig i læben. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. "Jeg var først i stand til at komme videre, da jeg så dig hænge der, Eniqa.. Det gik for alvor op for mig, at du var væk.. og nu? Nu kommer du, opsøger mig midt om natten, for at bede mig om at forsvinde? Det her er ik..." Han tav fuldstændig, da han mærkede hendes læber mod hans egne. Han stivnede fast i hele hans krop og spændte fast i de muskler som han havde. Han var ikke som Matthew og han var udmærket godt klar over det, og han hadet til tider den tanke. Han ville ikke være som sin bror, han var sig selv og hvorfor skulle han straffes for det? Han brød kysset som hun selv valgte at skulle trække sig væk fra ham. En tåre banede sig vejen ned af hans kind. Han havde virkelig ikke noget imod, det at skulle græde. Selv de store mænd kunne fælde tårer. Det var et tegn på at de ikke var ufølsomme og han nægtet at fremstille sig på den måde. Han vendte de isblå øjne op mod hende. "Det er ikke for at hjælpe dig, Eniqa.. Du valgte Matthew over mig," fortsatte han en anelse mere sammenbidt, det var slet ikke fordi at han brød sig meget omkring den tanke, men det var virkelig bare fakta, som han måtte indse. At han aldrig nogensinde ville få muligheden for at få hende alene, så måtte han vel nøje sig, og end ikke engang det fik han lov til! "Matthew glider fra dig? På grund af mig?" Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han ønskede mere eller mindre bare at grave sig ned og bare blive liggende. Han ville vel blive glemt med tiden uanset? Han trak vejret dybt. "Du vil have mig til at hjælpe dig, for at hjælpe ham, Eniqa.. Jeg er virkelig ikke dum.. Jeg ønsker blot at leve det liv som jeg nu kan.. Jeg vil ikke genere nogen af Jer." Han nægtet at samarbejde lige på det her punkt, det var i den grad også helt sikkert og det var et valg som han måtte tage bevidst. Han var træt af, at skulle redde Matthews røv når det endelig var, nu måtte den mand sgu selv få lov til at lære det! "Du holder ikke af mig på den måde, ved at vælge som du har gjort.." afsluttede han stille. Uanset hvor hårdt det end måtte lyde, så var det heller ikke meningen, at han ville kaste skyld på hende. Det var vel hans egen skyld? Han var vel.. kedelig et sted? Han vidste at han slet ikke var som Matthew, men han skulel da så sandelig have lov til at være stolt af den som han var og leve det liv som han nu kunne og det ville han end ikke lade hende stoppe ham i. "Angel er det næstbedste jeg kan få.. så tag hellere tilbage til ham og få ham til at forstå, at jeg ikke vil genere nogen af Jer," mumlede han meget stille. At Matthew så på ham som en trussel, var noget som morede ham en anelse, selvom det nu alligevel var noget som han måtte være noget så frygtelig træt af i den anden ende. Han ønskede blot sit liv, det var vel heller ikke meget at kræve. Han hævede den ene hånd og tørrede tåren hurtigt væk. Hun skulle virkelig ikke have lov til at se det.

[Deleted]

Det var på ingen måde fair overfor Maurus og det var hun udemærket godt klar over, han havde gjort alt hvad ahn overhovedet var i stand til kun for at holde hende ved modet og ved livet, og hun hadede at hun blot behandlede ham som det betød intet. Hun elskede Matthew men jo mere hun blev hængende her gik det op for hende at hun ikke kunne undvære Maurus, og det forvirrede hende virkelig.. For pokker hvordan var det overhovedet nået så langt ud? At se ham ligge under hende på den måde som han gjorde og uden at kaste hende væk det fik virkelig kun hende til at føle hjertet banke, og hun følte hans uro hans sorg hun havde ingen idé om hvor meget det måtte plage ham og alligevel så følte hun den enorme smerte. Kysset holdte hun, bare en anelse, at smage hans læber igen satte et foruroligende behag i hende, hun trak sig brød kysset og lod blikket møde hans udelukkende for at se han egen reaktion. Hun vidste at han levede i matthews skygge sådan havde det altid været, lige fra han havde været en ung knægt, og hun forstod at han virkelig måtte hade den mand ganske naturligt, hun klandrede ham på ingen måde for det. Hun var endnu en af dem som havde valgt bare at smide ham væk og hun kunne virkelig ikke fordrage den tanke, specielt ikke nu hvor hun sad så tæt på ham og rent faktisk måtte indrømme at hun savnede det. Det var forkert Matthew lå derhjemme og ventede på hende og dette lå på ingen måde til hende.Hans ord gik virkelig rent ind. Stille slap hun kniven, lod den falde mod gulvet, hun kunne ikke, uanset så kunne hun ikke "Jeg ved det ikke er fair Maurus.." hviskede hun stille. Ganske stille fjernede hun sig forsigtigt fra hans skød, satte sig på sengekanten, betragtede væggen foran hende som var det noget af det mest interessandte hun længe havde set Tåren så hun i den grad, selv kæmpede hun for ikke at lade hendes falde, hvorfor blev hun i det hele taget sentimantel? Han kunne fælde tårer det var hun i det mindste glad for. Hun nikkede stille til hans ord "Det ved jeg.." hun bed sig let i læben "..Jeg kunne ikke tage det valg.. Han stod der, du stod der, sandheden er vel jeg aldrig har kunnet tage det valg? Matthew var oplagt.. Jeg er gået igennem ild og vand bare for at kunne være med ham" hun trak svagt på skuldrene, udemærket klar over at det var en enorm indrømmelse fra hendes side, specielt når Matthew trofast måtte ligge derhjemme og vente også selvom han mere og mere var genkendelig. 'Desværre' var Maurus ikke nær så dum som amtthew, han tænkte langt længere, men det var virkelig ærlig, hun ønskede ikke at miste Matthew, hun ville ikke stå alene, det kunne hun ikke. Blikekt gled forsigtigt mod ham, sådan her skulle det ikke gå! Hans ord gjorde virkelig ondt, lige den der var bestemt ikke sandt! "Jeg holder af dig, Maurus! Mere end jeg burde og det er hele mit problem!" svarede hun langt mere bestemt, den kvinde som var mere genkendelig for hans del.Han skulle ikek være som Matthew, der var kun en af den slags og hun nød virkelig Maurus præcis som han måtte være "Så bed mig om at gå" bad hun stille. Før kunne hun virkelig ikke få sig selv til det.

[Deleted]

Det plaget virkelig Maurus og det havde det altid gjort. Han var vel bare ikke typen som klaget over det som mange måtte se på som disse småting? Det var i det mindste sådan at han selv måtte se på det. Han var vant til at blive kastet væk, når folk havde fået goderne af hans hjælp, ligesom Eniqa havde gjort. Han havde holdt hende ved live og ved godt mod, så dukket Matthew op igen og han blev kastet ud som affald. Det havde virkelig knust ham, selvom der nu ikke var noget at gøre ved det. Hans krop sitrede ved at have hende så tæt på sig. Det var virkelig ikke fair på nogen måde og her satte han altså foden ned. Hun skulle ikke have lov til at koste rundt med ham på den måde! Det indre gik virkelig helt i knuder. Han følte det tungt at skulle trække vejret og med den klump som havde sat sig i hans hals, så var det virkelig med et frygteligt ubehag på alle måder. Hun ville gøre det nemmest for ham, at føre kniven og få det overstået, for den smerte som han skulle leve med hver eneste dag, var virkelig selv ved at blive for meget for ham. Han kæmpet for ikke at lade flere tårer falde, det var virkelig noget som han måtte nægte mere end noget andet lige nu! Han knyttede hænderne ganske let, blot for at finde noget at holde fokus på. "Det er det ikke.." Han rystede stille på hovedet og vendte blikket stille mod hende, da hun havde valgt, at skulle fjerne sig fra hans skød. En underlig.. lettelse et sted. Han ønskede hende ikke tæt på sig så længe, at han vidste, at Matthew ventede på hende. Han ønskede virkelig ikke at være i vejen for nogen af dem, det var i den grad også helt sikkert, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "Du har valgt ham fremfor mig, Eniqa.. Det er ham du er sammen med, og det er mig som du ønsker væk.. for at få ham helt og holdent igen, ikke?" Han satte sig stille op i sengen. Dum var han ikke, i hans øjne var det hele jo bare bundet i den rene logik, så det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet, det var i den grad også helt sikkert på alle måder. Hans øjne var blanke. Han var så indstillet på aldrig at skulle se hende igen. Han lod hænderne stryge igennem hans hår og lagde sig stille og roligt i hans nakke og med den klare og tydelige sitren, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Det plaget ham, det var som en evig kniv som han kunne mærke i hjertet og sådan havde det været hele tiden. Han var i stand til at smile og le, men det var en maske og intet andet. Han havde ondt og det var virkelig intenst. Han led virkelig! "Du holder mere af mig end du burde?" Et sted varmede det, selvom det virkelig ikke gjorde det nemmere for ham. Han rystede stile på hovedet, da endnu en tåre forsigtigt måtte trille ned af kinderne. Han havde intet imod at vise det, selvom han virkelig ikke ønskede, at det skulle få lov til at påvirke hende på denne måde, det var virkelig ikke meningen, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. "Du stiller mig to valg.. At dræbe mig eller sende mig væk? Valget har du jo taget, kan du da ikke se det?" Han ville ikke hæve stemmen eller gøre noget hen af den stil. Han så på hende, næsten foragtet over hendes ord. ".. Det kan jeg ikke, Eniqa.. Du kender mig.. Det kan jeg ikke.." Han rystede på hovedet igen. Matthew ventede på hende og her sad hun, fortalte at hun holdt mere af ham end hun burde.. det var vidst meget mere end hun burde, for det så alligevel ikke ud til at have nogen betydning! "Jeg vil virkelig ikke blande mig i det liv som i vælger at leve.. Du tog aldrig et valg af ord.. Dit hjerte valgte for dig.. Det er jo ved ham som du er og ikke ved mig," påpegede han med en anelse mere spids tone.

[Deleted]

Maurus var ikke den type som måtte klage, i det hele taget så tog han alting så positivt, lige u dover dette om ikek andet, og det måtte hun virkelig beundre ham for for det var hun på ingen måde selv i stand til at skulle gøre. Eniqa vidste udemærket at det var hendes fejl, at hun ligesom så mange andre blot havde valgt at skulle kaste ham fra sig sådan uden videre, og hun hadede den tanke, men hvad pokker skulle hun have gjort? Matthew stod der igen go for første gang nogensinde kunne hun se ærligheden i hans øjne når han gav hende de store ord, hun kunne ikke stå imod det, kunne hun så havde hun taget dem begge med sig, for sandheden var at det valg af hjertet aldrig var blevet truffet og det gjorde faktisk ondt. Hun vidste at hun ikke var fair, ikke på nogen måde og dette gjorde virkelig kun ondt værre, hun havde fjernet sig fra ham udelukkende fordi at det at være tæt på påvirkede hende og hun vidste jo at Matthew måtte sidde derhjemme og vente på hende, hun havde slet ikke tiden for denne snak, og hun fik sig ærlig talt ikke til at skulle fører den kniv, modet bar hun ikke. Hun ønskede virkelig ikke at skulle koste rundt med ham også selvom hun udemærket vidste at det var hvad hun forsøgte, han fortjente mere end hun nogensinde ville være i stand til at give ham, og det var sandheden. Men at høre ham sige det på den måde som om intet af det betød noget det gjorde faktisk ondt. En tårer trillede stille ned af hendes blege kind, hun tørrede den bort med håndryggen det var ikke nu hun skulle være sentimental og hun vidste det! "Jeg ved det" hviskede hun stille, så væk fra hans skikkelse, hun kunne end ikke se ham i øjnene mere, for pokker hvad lavede hun?! Hans ord virkede så logiske.. Der lå jo så meget mere bagved "Maurus.. Jeg valgte Matthew og nu sidder han derhjemme og er så ganske sikker på at jeg har en affære med dig, at jeg vil gå til dig frem for ham, og jeg troede at jeg kunne sige at det ville være nemt for mig at fjerne dig og gøre det hele lettere for mit vedkommende, fordi jeg så ikke behøvede tænke mere over det.. Men det går op for mig at.. Jeg kunne have fundet på at søge til dig hvis det havde været for noget tid siden.. At jeg kunne finde på at søge til dig af ren længsel, og jeg hader at indrømme det, jeg hader mig selv for det! Uanset hvad jeg gjorde, så blev valget aldrig truffet.. Følelserne for den ene overtrumpferede ikke den anden" hun trak svagt på de slanke skuldre, tog en dyb indånding det var virkelig bare den blotte sandhed, om hun brød sig om det eller ej, det var så forkert det hun havde gang i, hun var ikke bedre end Matthew, og det sårede hende med tanken om at skulle miste ham også. Eniqa føte hans plagede hejrteslag og det borede sig dybt ind i hendes samvittighed det var aldrig hendes mening at gøre noget som dette ved ham, hvad skulle hun gøre nu? Hun nikkede skamfuldt til hans ord "Mh.. Efter alle de år har jeg klandret Matthew for at gå bag om min ryg, og nu er jeg ikke en dyt bedre selv er jeg?" hun rejste sig i en smidig bevægelse, vendte sig mod ham med et meget sigende blik "Jeg kan ikke.." hviskede hun stille. Hun kunne ikke undvære ham og det var sandheden hvad end det så var i døden eller så langt ude i skoven "Jeg kan ikke gå før du beder mig om det" hun bed sig i den bløde underlæbe, lød hånden stille vandre gennem hendes lange blonde hår der måtte indramme hendes ansigt med de blide krøller "Prøv ikke at udtale dig om hvad mit hjerte sagde, Maurus... For du har virkelig ingen idé, det var hips om haps, forstår du ikke det?" hun så fast på ham, hendes tone dirrede, for pokker hvad rodede hun sig ud i?

[Deleted]

Maurus havde aldrig været typen som måtte klage over noget som helst, det var i den grad også helt sikkert. Det var han ikke og det havde han aldrig været. Han tog hvad han havde for hånd og priste sig lykkeligt for det, men at lade sig koste rundt på den måde, det ville han ikke. I hans øjne så var valget taget. Det var ham som hun havde valgt at skulle skube fra sig, kyle ud som havde han været affald, da Matthew måtte dukke op og nu gjorde hun det helt samme. For at få Matthew tilbage, så skulle han ryddes af vejen. Det gjorde virkelig ondt, at han ikke havde nogen større betydning for hende end lige den, for det havde hun i den grad for ham. Det ville virkelig have været så meget nemmere hvis hun bare havde valgt, at skulle føre kniven og få det overstået allerede med det samme. Det havde de fået så meget mere ud af end alt det andet, for det var faktisk noget som måtte gøre så frygtelig ondt, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han havde det elendigt og det havde han haft i så frygtelig mange år. Han vendte blikket stille mod hende. Denne gang var det jo så ham som måtte spille den trodsige, for her havde han virkelig ikke gjort noget galt. "Det er aldrig mig som har tvunget dig til at tage det valg, Eniqa.." påpegede han med en rolig og ganske kortfattet tone. Det påvirket ham virkelig. Angel var det næstbedste og end ikke det fik han lov til at beholde. Det var virkelig en forbandet frustrerende tanke. Han knyttede hænderne let. Han nægtet at græde lige nu, selv det var imod det som han normalt ville stå for, men han kunne se hvilken påvirkning som det måtte have for hende selv. Det var ren smerte som han havde levet med i så frygtelig mange år. "Hvis Matthew sidder hjemme og venter på dig, så tag hjem til ham.. Få ind i hans tykke knold, at der intet er mellem dig eller mig." Ordene var måske hårde, men det var jo sådan han så på det. Han var taget så langt fra dem, som han overhovedet havde været i stand til, selvom det virkelig ikke havde været nemt på nogen måde for ham, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du kunne finde på at søge til mig? Dine handlinger siger mig det helt modsatte, Eniqa. Jeg stod der efter at han var væk, jeg stod der da du mistede Jeres lille datter og så snart at han dukker op igen, så er det mig som ryger ud som gårsdagens affald.. Ikke kom og sig, at jeg har nogen betydning for dig.." bad han kortfattet. Det var den tanke som han måtte knuge og holde så frygtelig meget fast i, for han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt, han ønskede virkelig ikke at miste hende helt, men hvis det var det som ville gavne situationen mest. Han vendte sig mod hende og med hele fronten. "Skal jeg være helt ærlig her, så ville det lette mig mest, hvis du bare kunne føre kniven.. Hvis du bare vidste hvor længe og i hvor mange år jeg har bidt den smerte i mig, Eniqa.. Det du beder mig om, er virkelig mere end det som jeg vil eller kan," fortalte han stille. Han var intet andet end ærlig, at falde død om på stedet, ville faktisk lette ham mere end det som noget andet ville. Han lod tungen vandre over læberne, lige for at skulle fange den sidste eftersmag af hendes. Han nød det, selvom han havde været så vant til at skulle se til hende på afstand, se hende lykkelig sammen med den bror som han måtte hade mere end noget andet! "Jeg har ryddet op efter Matthew igennem hele mit liv, taget skrald for hans ulykker, levet i hans skygge.. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle gøre noget som helst som vil hjælpe ham. Jeg ved ikke hvad den hængning har gjort ved ham, Eniqa, men det her er ikke noget som jeg vil hjælpe dig med," sagde han med en kortfattet stemme, ikke at det var noget som han ville kunne se det mindste væk fra overhovedet. Han lod armene glide stille over kors og uden at skulle se det mindste væk fra hende på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Du ved udmærket godt, at jeg ikke kan få mig selv til at sende dig væk. Du har da endnu ikke gjort noget bag hans ryg.. Som jeg ser, er du ham da evig trofast," påpegede han stille. Han satte sig ned på sengekanten. Han havde det virkelig elendigt.

[Deleted]

Maurus var i den grad en mand som hun måtte beundre også selvom noget af det som han sagde virkelgi måtte gøre mere ondt end noget som helst andet. Der var engang hvor hun havde været ligesom ham levet ganske fredelig i skoven ganske ene og alene og ingen kendte til hende, så man hende var der ingen der kendte hendes navn hun lavede alene med kenara og hun havde nydt det, det var indtil Matthew var dukket op igen og hun var blevet rodet ind i alt det her skidt, det at han var gået i døden var noget som havde vakt langt større problemer end blot tabet af deres datter. Hun forstod udemærket hans fustration, at han ikke ville lade nogen træde på ham mere, ikke efter at have levet alle disse år i hans kære storebrors skygge, det var også bare på tide at træde ud af den, men for pokker.. Hun rystede let på hovedet, hun havde rodet sig ind i mere end det som hun var i stand til at gabe over, hun var ikke andet end en kvinde! Hvorfor kunne de ikke bare forstå det? Hun var intet særligt, til tider forstod hun end ikke hvordan hun var endt som en lus mellem deres fingrer. Kniven formåede hun bare ikke at skulle føre, selvom hun utryggeligt havde bedt sig selv om at gøre det om det ville blive en nødvendighed så kunne hun bare ikke, og hun hadede det et sted, det bekræftede kun alt det som hun i virkeligheden måtte frygte. At han havde det elendigt var da ganske tydeligt, hun følte det og han vidste det, han avr den som hun havde fortalt omkring den lille gave til, det frembragte virkelig kun tårer. At han var trodsig vidste hun at hun fortjente, derfor sagde hun heller ikke meget til det, hvad der så gjorde ondt var det faktum at han måtte afvise hende selvom hun valgte at åbne op og rent faktisk tale sandt "Ingen tvang mig til at tage et valg" påpegede hun ganske sigende. Det var jo sandt, der var aldrig nogen der bad hende tage det valg, men hellere end at skulle sidde alene før eller siden og Matthew var bare det mest..Oplagte valg. At Angel var kommet så tæt på ham var faktisk en tanke som gjorde ondt, og dog så lettede det at hun var den næstbedste, ligesom hun havde været for Matthew, men ville dette havde en ligeså lykkelig slutning? Hans næste ord slog virkelig luften ud af hende, at høre det komme så koldt fra hans læber, det var mere end hun var i stand til at klare. Hun sagde intet, hendes øjne blev blanke og et sted kæmpede hun blot for at skulle holde dem tilbage, det ville ikke gavne hende at være svag. Blikket faldt direkte mod ham, hun knyttede hænderne fast, lod neglene borrer sig i hendes håndflade ved hans lille opremsning "Jeg ved ikke om du har bemærket det, Maurus men efter Matthew var kommet til live gik jeg fra ham kort efter.. Ved du hvorfor? Fordi jeg var i tvivl om mine følelser for dig, du er blind, jeg har aldrig truffet et fast valg jeg er hoppet mellem jer begge, jeg valgte rent faktisk dig frem for Matthew.. Indtil det gik op for mig at du var ved at komme videre" det var ikke noget som hun direkte havde nævnt for ham før, hun synes vel bare at han burde vide? Det var ikke altid ham som hun måtte vælge fra. Hendes hjrte hamrede så fast mos brystet, hun burde gå, selv hun var i stand til at vide når hun ikke længere var ønsket. Tungespidsen strøg stille over hendes læber, Eniqa betragtede ham indgående "Det gør ingen forskel.. Jeg kan ikke fører den kniv" mumlede hun blot afvigende, sådan måtte det være.Smagen af hans læber hang ved, og det generede hende faktisk, udelukkende fordi hun netop ikke var bedre end Matthew nu, hun var vel værre i og med følelser var indblandet? "Det er fint.." mumlede hun stille som var det pludselig blevet ligegyldigt, det handlede ikke længere omkring der dumme valg som hun måtte stille ham.. "Jeg kan ikke gå hvis ikke du beder mig om det først.. Og det bringer ingen gavn at jeg bliver.. tydeligvis. Jeg er ked af at smed dig væk som jeg gjorde.. Også selvom jeg aldrig rigtig gjorde det. Jeg håber virkelig at Angel kan gøre dig lykkelig, hun fortjener dig mere end jeg nogensinde kommer til. Matthew venter derhjemme og jeg ved det er forkert, og måske endda unfair, måske det er bedst hvis du heller ikke tror de ord.. Men jeg holder virkelig af dig Maurus.. Præcis på samme måde som jeg holder af Matthew" de isblå øjne betragtede ham, sørgmodige et sted og alligevel så frygtelig stædige, det var sandheden.

[Deleted]

Maurus var bare.. en mand af ord og holdning. Han havde det som han gik og stod med, så han havde virkelig ikke noget at skulle klage over. Han kendte udmærket godt til hendes lille hemmelighed, i og med, at hun var i stand til at skulle føle hvad han følte og i dette øjeblik, så måtte det virkelig heller ikke være behageligt for hende på nogen måde. Han var i bund og grund ligeglad. Dette var noget som han havde gået inde med så frygtelig længe og det var virkelig bare en frustration uden lige, som han bare måtte og skulle af med for alt i verden. Matthew havde den største skyld, for han havde ikke gjort andet end at trampe på ham igennem hele livet. Desuden.. lige nu ville det være frygtelig dumt, at skulle sætte de to sammen. Det ville virkelig bare ende med at gå helt galt, men Eniqa.. Hun havde virkelig bare gjort ondt værre for ham. Det hele ville virkelig bare være nemmere hvis hun bare havde ført kniven og ladet ham ligge! Han prøvede virkelig at hjælpe, han prøvede virkelig at forstå hende, men at det så var ham som skulle fremstilles som offeret endnu en gang, det ville han bare ikke være med til! "Det er unfair at tvinge dig til at vælge, Eniqa, men det er efterhånden ved at blive nødvendigt," fortalte han kortfattet. Han ville ikke fortsætte dette. Han havde prøvet i årevis at se på det som intet andet end en uskyldig lille flirt og så komme videre og over det, for han vidste, at det plaget Matthew og han ville virkelig ikke være på tværs af den mand igen. Han var så træt af, at det altid skulle gå udover ham! Matthew var og blev hendes oplagte valg, så kunne hun da lige så godt bare tage hjem til ham? Hun havde virkelig ingen ret til at skulle sidde med tanken omkring Angel. Det var hans trøst og det skulle han så sandelig have lov til! At hun kaldte ham blind, var virkelig det som for alvor lod bægeret flyde over. "Efter Matthews død, opsøgte jeg dig i grevens tid til at redde dig og din lille datter.. Jeg prøvede for pokker, Eniqa! Jeg prøvede at holde dig ved godt mod, jeg tvang maden i dig, jeg prøvede at holde dig positiv og for hvad? Så snart manden dukker op igen, så smides jeg ud som affald! Jeg er ligeglad med hvad der skete i efterkant. Jeg ved at du opsøgte mig og så du hvad der skete kort efter? Du gik da tilbage til ham igen. Jeg gider ikke lege ping pong mere. Du er ikke en bold og jeg er ikke den ene part og Matthew er bestemt ikke den anden.. Jeg kom aldrig videre, Eniqa. Jeg prøvede virkelig at tilpasse mig det hele. Først da jeg så dig hænge under galgen i Dvasias kunne jeg fortælle mig selv, at jeg kunne komme videre. Jeg har gået med det her i årevis. Først for nylig kunne jeg skrive det kapitel færdig og komme videre!" Det var en frustration uden lige og nu åbnede han altså virkelig op for det. Han ville virkelig bare af med det nu. "Kunne du føre den ville det gøre det hele meget nemmere.." vrissede han let. Han ville være væk, Matthew ville være tilfreds og hendes valg ville være enkelt. Så simpelt kunne det jo gøres og så ville det jo ende de lidelser som han måtte sidde med, for han havde det virkelig noget så forfærdeligt. Han kæmpet med tårer og han kæmpet for at holde sig nogenlunde rolig lige i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans blik gennemborede hendes ganske let. Warlocken fandtes jo stadig et sted i ham, selvom den aldrig nogenisnde havde fået lov til at komme til udtryk på den samme måde. Det var noget som han havde nægtet helt siden start. "Hvad er det du prøver at opnå ved at være her, Eniqa?" spurgte han kortfattet. Det gav virkelig ikke nogen mening for ham. Han havde udtalt hendes navn mange gange.. lidt alt for mange gange i hans smag, men der var virkelig ikke noget som han kunne gøre ved det. Han dumpede stille ned på sengekanten, hvor han valgte at skulle sætte sig. De isblå øjne vendte han direkte mod hende. "Matthew venter på dig.. du kom hertil udelukkende med det valg; At slå mig ihjel eller sende mig så langt væk, at folk ville tro at jeg var død.. Hvorfor ikke bare lade mig være? Ligesom du har gjort igennem så mange år nu.. hvorfor ikke bare føre kniven og gøre det lettere for os alle? Jeg gider virkelig ikke det her mere.. Jeg magter ikke mere.." Han rystede stille på hovedet. Kampen med tårerne blev virkelig intens og det var i den grad også hårdt. Matthew ventet lige så trofast på hende.. hvorfor pokker spillede hun så tiden her sammen med ham? "Jeg troede i begge var døde.. Hvorfor ikke bare lade mig leve i den opfattelse? Så kunne vi alle have fred.." mumlede han stille, dog mere ment for sig selv, selvom han var klar over, at hun udmærket godt kunne høre ham.

[Deleted]

At Maurus var en mand med ord og holdning var hun slet ikke i tvivl om, han var så forskellig fra deres fælles bror som det overhovedet var muligt, lige der kunne man vel roligt sige at de to lignede hinanden mest også selvom de var opfostret på helt forskellige måder, men begge som spøgelser, indtil hun havde mødt Matthew om ikke andet,nu var hun ude i problemer som hun ikke var i stan til at skulle komme op af. Hun strøg af gammel vane de lange blonde lokker over den ene skulder sukkede tungt. Hænderne foldede sig foran hende, hun var klar over at dette var noget som maurus blot havde ventet på at få ud og han vidste at han ikke ville være i stand til at lyve overfor hende, hun følte hvad han følte, hun følte hans smerte og gennem alle de år havde hun troet at det blot var en uskyldig flirt selvom hun udemærket godt vidste andet. Hun huskede følelsen af at ligge med ham i sandet se på stjernerne mens han udpegede billederne for hende, udelukkende fordi hun ikke havde forstand på den slags. Hun vidste at Matthew altid havde gjort alt for at overtrumpe hans lillebror, sådan havde Matthew altid været, selv overfor hende det var noget som de begge vidste et sted, og hun var ked af at hun ikke havde gjort det meget lettere ved at lege rundt som det hun nu havde valgt at gøre, det var aldrig meningen det skulle være endt som en leg, hende og Maurus skulle aldrig være endt så tætte på hinanden og det var sandheden, sket var jo sket og ærlig talt.. Hun kunne ikke gøre meget andet end at sige sandheden og undskylde, fortiden kunne ikke gøres om, uanset hvor ondt det måtte gøre. Hans ord ramte hende virkelig, efterhånden måtte hun bare tage imod de mange slag som han måtte kaste mod hende og kun fordi hun virkelig ikke kunne andet, hendes blik forblev matte "Jeg kan ikke træffe et valg" gentog hun. Uanset hvor nødvendigt det var, det valg ville aldrig blive taget og hun hadede at måtte indse lige det faktum. Et sted var Eniqa udemærket klar over at hun ikke havde retten til at dømme hele sagen med Angel, men hun var vel.. jaloux? Måske det var hans trøst men det ønskede hun virkelig ikke for ham, hun ønskede ham bare glad som hun ville gøre for enhver anden. Intenst lyttede hun til hans ord, også selvom det virkelig gjorde ondt "Maurus.. Jeg værdsætter at du fortæller mig alt det her, for jeg ved at du prøvede og jeg ved at jeg aldrig var fair mod dig.. Men jeg ønsker ikke at skændes, pointen er at jeg har gjort det samme med Matthew for din skyld, du var ved at komme videre, allerede der var du stødt på Angel, og jeg ville hellere miste en end begge, uanset hvor bisart det end lyder" hendes blik hvilede så hjælpeløst mod ham hun vidste virkelig ikke hvad hun ellers skulle sige overhovedet "Jeg hverken kan eller vil fører den kniv" igen og igen måtte hun gentage de ord. Hendes stemme dirrede, at se ham så opgivende det var netop det som fik hende til at blive usikker, det gik op for hende at hun af en grund skælvede, hvornår ville han lade hende gå? Hun var tydeligtvis ikke til gavn her "Intet.. Jeg venter på du beder mig gå.. Jeg har prøvet at opnå det jeg kom for, det er ikke lykkedes, du ønsker mig ikke her, og jeg vil ikke genere dig mere.. Jeg kunne sige hvad som helst og du ville ikke tro mig, det gør ingen forskel.. Men.." meget meget forsigtigt strøg hun over på hans side af sengen og stilte sig foran ham ".. Men uanset hvad jeg har gjort af dumme fejl.. Så elsker jeg dig og det er mit problem.. Jeg kan ikke undvære Matthew men at undvære dig er ligeså slemt" afsluttede hun stilfærdigt, slog sig let i hænderne i et blidt klap.