I promise you'll be safe

[Deleted]

At han ahvde det elendigt var hende virkelig tydeligt, og hunhadede det mildest talt, end ikke hun formåede at lade samvittigheden nage så meget, ikke endnu om ikke andet det ville vel være langt værre når hun rent faktisk ville søge hjem over og tilMatthew igen, der ville hun være i stand til at føle det elendigt, men Maurus var hos hende, og ingen af dem fortrød noget af det som var ske,t uanset hvor forbudt det end måtte have været, så hvad var problemet? Eniqa havde opgivet at tale ham til fornuft det ville ikke hjælpe, han skulle seæv have sit valg, hun ønskede ikke at se ham i døden men var det virkelig det som han måtte ønske så ville hun være den som første kniven, den som sad med den lille magt for hun ønskede det hurtigt og smertefrit ikke mindst så havde hun chancen for at skulle give ham de sidste ord som hun måtte ønske at sige, frme for bare at miste ham pludseligt som det hun i sin tid havde gjort med Matthew.Blikket hvilede i Maurus', hun betragtede det så meget som de end måtte minde om hendes eget blik, de var søskende og lige hvad angik øjnene så var det noget som var kariktaristisk for dem alle 3. At føle ham i den smerte det gjorde virkelig ondt, og hun af alle vidste at følelser desværre ikke var i stand til at kontrollere, de løb løbsk før eller siden om man ville det eller ej, selv i starten før hun overhovedet løb ind i maurus igen, hadede hun jo det faktum at hun var blevet forelsket i Matthew, den eneste mand som hun nogensinde havde hadet mere end det som hun gjorde med Alaster. Begge hænder knuede så fast om kniven i hendes hænder hun sukkede stille. De havde begge nydt det og uanset hvor meget hun ville så kunne hun ikke fortryde, den kærlighed til ham ville ikke forsvinde end ikke selvom han var i døden, at lade ham få fred var noget hun ønskede mere end noget andet også selvom det ville betyde at hun måtte leve med den sorg og ikke mindst den samvittighed. Hun mente det når hun gav ham de store ord, hun var ikke den type som måtte dele ud af dem til enhver men her var det virkelig sandt og hun ønskede at han skulle vide det, specielt hvis han måtte dø for hendes egen hånd. De ord fik hende virkelig kun til at smile også selvom tårerne stod over hendes kinder "Det jeg glad for.. Jeg vil være kvinden du elsker og holder af, af hjerte ønsker jeg ikke en anden kvinde i det sted" hviskede hun stille, og med tydelig henvisning til Angel, det var sandt af hejrtet ønskede hun virkelig at være den absolut eneste som måtte stå der. At han var ærlig vidste hun, ikke at han havde noget valg hun ville føle hans løgne, føle samvittigheden ved det, det var umuligt at skjule for hende. Ganske forsigtigt måtte hun kravle mod ham, sætte et ben på hver side af ham og placere sig selv i skødet endnu med dynen over sig. Begge arme gled om hans nakke og med kniven endnu knuget i den ene hånd "Jeg skulle have været død.. Jeg ville ønske at jeg havde været død for din skyld, det må du ikke tage fejl af og det er ikke retfærdigt at skænke dig den død, men ønsker du det så gør jeg det.. For din skyld Maurus, jeg vil blive kastet i et hul, føle det hul og den smerte imit bryst hver eneste dag resten af mine dage, men giver det dig fred så betyder det intet" hviskede hun stille og så tæt mod hans ører. Panden mødte hans, hun var i den grad ærlig hun kunne ikke være noget andet "Død eller ej.. I alt den tid du har været væk har du hjemsøgt mig i ine drømme, jeg vil tænke på dig dag ud og dag ind og kun fordi jeg ønsker det, af hjerte har jeg aldrig ønsket dig væk" hun sendte ham et stille smil. Den varme hånd fulgte hans overarm og tog fat ved hans hånd som hun måtte vende mod sig. Hjertet hamrede så fast, kniven blev sat mod hans håndled med et lettere tryg "Jeg elsker dig Maurus, og hvis det er dette som skal bevise det så gør jeg det gerne" hun lænede sig stille frem plantede endnu et længselsfuldt kys mod hans læber, måtte igen smage den salt. Det ville gøre ondt selv på hende men hvad gjorde man ikekf or den mand elskede?

[Deleted]

Eniqa var virkelig den kvinde som han ville elske og holde af resten af livet. Følelserne var desværre ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at kontrollere, det var i den grad også helt sikkert på alle måder, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Han kunne ikke lyve for hende og desuden så var det netop den følelse som var noget af det værste ved det hele. Han blev roligt siddende og med blikket i hendes. Han havde nydt det så meget som det havde været ham muligt. Det havde han virkelig, så det var bestemt ikke nogen skyld som hun skulle påtage sig, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne forlod dog på ingen måder hendes blik. Nej, han ville se hende i øjnene under hele forløbet, alt andet var virkelig helt og særdeles uaktuelt på alle måder, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han trak vejret dybt. Valget var taget også selvom det virkelig var en temmelig nem beslutning for hans vedkommende. Livsmodet havde han virkelig ikke, så kunne man da lige så godt bare ende det, kunne man ikke? Det ville jo næsten være en lettelse for ham, bare det faktum, at han kunne komme derfra på denne måde, det var så sandelig ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet på noget tidspunkt. Han sendte hende et stille og skævt smil. Hun skulle virkelig ikke være trist eller noget, for dette ville virkelig lette ham en hel del. Han ville ikke være i vejen for dem og hans følelser ville han være i stand til at glemme, samt at han vidste, at hun ville gøre det så smertefrit som det var hende overhovedet muligt. Han stolede virkelig på hende, det var der ingen tvivl om overhovedet. "Du er kvinden som jeg elsker og holder af Eniqa, det må du aldrig nogensinde tage fejl af.." hviskede han stille. At hun placerede sig i hans skød endnu en gang, var slet ikke noget som han havde det midnste imod overhovedet. Han lod armene stille søge omkring hende. Han havde det virkelig helt og særdeles forfærdeligt ved det hele og det var virkelig intenst! Det ville lette ham en del at hun ville føre kniven, også selvom han vidste, at det var noget som hun skulle gå med resten af sit liv. Fred ville han ikke finde, men den trængende hvile og ro ville måske være at spotte et sted langt derude? Man kunne vel blot håbe, for dette var simpethen ikke noget som han orkede mere, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han spændte let i hele kroppen, da hun tog om hans ene arm og lagde kniven tæt ved håndleddet. Det var jo stille og roligt ved at gå op for ham, hvad det egentlig var at hun måtte have i tankerne. Han forhindrede hende ikke det mindste. Han knyttede hånden let, så blodårene tydeligt måtte træde til. Han ønskede virkelig at det skulle ske og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok. Han vendte blikket stille mod hende og uden at tårerne stoppet op. Han ønskede virkelig ikke at stå der som en anden svag, for svag ville han ikke direkte kalde sig selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Han lukkede øjnene for et stille øjeblik. Dette var virkelig noget så frygtelig ubehageligt! "Jeg ønsker bare, at du giver slip på mig, Eniqa.. Jeg vil virkelig ikke forvolde disse store problemer," hviskede han stille. Han tvang øjnene stille og roligt mod hende endnu en gang. Ikke at det var noget som han ville skjule for hende lige netop nu, det var der ikke nogen tvivlv om. Han bed sig let i læben og med den klare sitren. "Du stopper en mands lidelse, Eniqa.. Jeg ved godt, at det kan være svært at se, men det er sådan det er.. Hvis du elsker mig, så gør du det for mig.." hviskede han stille. Han mente det i aller højeste grad. Han mødte hende i hendes kys og gengældte det med selv den største længsel. Han knne virkelig ikke lade være. Slet ikke. Han brød kysset lidt efter lidt. "Jeg elsker også dig Eniqa," afsluttede han med en meget dæmpet stemme. Det gik ham på, ingen tvivl. Han havde det virkelig elendigt med det.

[Deleted]

Eniqa ønskede at være den kvinde som han måtte elske og holde af, hun ønskede ikke nogen anden kvinde i hendes sted det var det samme med matthew hun ønskede at gøre dem begge lykkelige, men det var vel heller ikke en mulighed som sådan? For hende ville det ikke være noget problem, men hverken Maurus eller Matthew var meget for at skulle dele. Sandheden var kommet frem og for hendes del avr det det vigtigste hvad end om det måtte betyde at hun måtte bryde alle hendes principper, måske hun havde givet sit liv for Matthew, holdt hans hånd til det sidste, men ved at fører den kniv så opgav hun halve af sig selv og hun håbede virkelig at det var noget som Maurus måtte vide, at dette udelukkende var gjort for hans skyld. Blikket så ikke væk fra hans, han ville se hende i øjnene når de lå så tæt, ville se det glimt for hvert eneste stød, nu var det hendes krav at hun ville se i hans, hun ville se livet forlade hans øjne, ikke på grund af det kick eller den tilfredstillelse som alle andre måtte få, nej udelukkende fordi at hun skulle være det sidste han ville se, hun skulle være hans sidste tanke og hans sidste hjerteslag, det var sådan hun måtte ønske det. Manden var så frygtelig opgivende og Eniqa kunne virkelig ikke fordrage at se hvordan hun ødelagde en mands liv bare som sådan, pludselig var hun den store og stygge og hun hadede det virkelig, det lignede hende ikke, om det så ville være en lettelse for ham eller ej, det ville på ingen måde lette hende, eller gøre hendes valg nemmere ofr selv i døden vidste hun at han ville hjemsøge hende, hun ville leve lykkeligt med Matthew det var der ingen tvivl om, han ville skænke hende alt den kærlighed som han nu var i stand til på hans egen mærkværdige måde, men hun ville gå med et tomt hul i brystet for resten af hendes dage. Uanset hvad så skulle hans død være hurtig og smertefri hun ønskede ikke at han skulle lide, men blot stole på hende "Lov at døden ikke ændre det, selv i en anden verden vil jeg være den du drømmer om" hviskede hun stille , trykkede sig en smule tættere på ham. Hans hjerte bankede, han var nervøs men ikke banke hun kunne føle at han var så sikker i den sag og et sted måte hun virkelig hade det med alt magt. Det var dumt, det var forkert, men et sted også det som måtte gøre det så frygtelig intenst, hun hverken kunne eller ville slippe ham. Kniven hvilede tæt mod hans håndled, hun pressede let med kniven uden at skære på nogen måde, hun ville have en ordentlig afsked om ikke andet. Hendes ro ville blive taget fra hende, hun ville have svært med at leve med det men gjorde det det lettere for ham så var hun kun glad "Uanset hvad.. Maurus.. Hverken kan jeg eller vil jeg give slip på mig, jeg håber du hjemsøger mig" hun sendte ham et stille smil, panden hvilede mod hans, tårerene strøg fortsat over hendes kinder og nu lod hun dem blot falde for ham. Blikket hvilede i hans, hendes hjerte bamkede som besat og på den måde måtte hun hade det "Der findes ikke den ting jeg ikke ville gøre for dig.. Så længe du tror på at jeg gør det at kærlighed.. Jeg elsker dig Maurus" hviskede hun stille. Hun plantede endnu et kys mod hans læber, hun ville ikke gøre ham nervøs ved at fortælle hvornår hun måtte skære i hans fine hud, og hun vidste at det virkelig måtte være det som han ønskede. Hun fastholdte ham med hendes læber, uden advarsel måtte hun trække kniven til sig i et rent snit hen over hans håndled. Ganske stille måtte hun slippe ham og med blikket i hans "Det var alt jeg behøvede at vide" hviskede hun stille, lod hånden falde mod hans kind. Tårerne faldt for alvor, hun hverken kunne eller ville stoppe det. Der var ingen vej tilbage, sekunder.. Det var alt.

[Deleted]

Maurus ønskede virkelig bare, at det her skulle overstås og helst så hurtigt som muligt. Det gjorde virkelig ondt at skulle sidde med af tanker og det var virkelig en smerte så frygtelig intens. Han betragtede hende stille og med et roligt blik. Hans øjne var virkelig helt våde og det var virkelig bare ikke en behagelig tanke på nogen måde, at skulle sidde inde med, det var så sandelig også helt sikkert og det var virkelig intet andet end direkte ubehageligt! Hans hjerte hamrede derud af. Han måtte virkelig erkende, at han var nervøs, selvom han virkelig ikke kunne se hvorfor han skulle være nervøs. Han ønskede bare ikke at leve det liv som hn nu var tvunget til, udelukkende på grund af hans følelser for hende, ikke at det var noget som han kunne komme udenom. Der sad hun så sandelig ikke med skylden alene, det var helt sikkert. Skylden var i den grad lige så meget hans. Han skulle bare have holdt sig væk fra hende for længe siden, så havde de også sluppet for at skulle føle det på denne måde. Det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt som intet som helst andet lige for tiden og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Han havde virkelig ikke noget mod til livet, specielt ikke nu hvor han vidste, at hun atter måtte være i live og med Matthew ved sin side. Han ønskede virkelig ikke at være i vejen for dem. Han ønskede virkelig bare, at have muligheden for at leve sit eget liv.. det var umuligt. Man kunne ikke uden den som man i sandhed måtte elske og det var noget som han jo så måtte undvære. Tårerne faldt ned af hans kinder som havde det været det rene vandfald. Han var slet ikke bange for at græde, selvom det slet ikke var meningen, at det var noget som hun skulle se, det var helt sikkert. "Intet vil kunne ændre det uanset hvor jeg vil være henne, Eniqa.." sagde han stille. Det var et løfte som han kunne give hende. Han nægtet virkelig at skulle lukke nogen anden kvinde tæt på sig som han havde gjort med hende! Kniven tæt ved hans håndled kunne han tydeligt mærke, også selvom han ikke gjorde noget ved det. Det var i sig selv faktisk den som måtte gøre ham en anelse skræmt, det var helt sikkert. Han sitrede helt og næsten af en uro uden lige, for denn situation var virkelig ikke behagelig at skulle stå i på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han mødte hende endnu en gang i hendes kys og uden at skulle slippe hende det mindste. Han kunne virkelig ikke. Han ville nyde, at hun ville være det sidste som han ville se inden han ville gå bort. Det var virkelig hans ønske, uanset hvor egoistisk det så end måtte være, så kunne han virkelig ikke få sig selv til at føre kniven. Et sted var den tanke faktisk frygtelig frustrerende. Han kunne have endt det for så frygtelig længe siden! At hun skar over hans håndled i og med, at hun kysset ham samtidig, fik ham svagt til at gøre et spjæt, da blodet med det samme valgte at flyde. Han brød kysset kun for lige at se på hende. Sekunder ville være alt det som han havde at skulle gøre brug af, så meget vidste han jo så også trods alt. "Jeg elsker også dig, Eniqa.. Det gør jeg virkelig," sagde han stille. Hans arm faldt stille ned i sengen. Den pludselige udmattelse som måtte ramme ham, idet hans krop føles så pludselig tung. Det var slet ikke fordi, at det havde gjort ondt som sådan. Hun havde lavt det helt perfekte snit. Han gled stille ned i sengen, i og med, at hjertet måtte opføre med at slå. Han ønskede virkelig bare, at hun ville give slip på ham og bare leve sit eget liv. "Jeg elsker dig.." gentog han endnu en gang, da hovedet tungt lod sig falde ned i sengen som allerede nu var mere eller mindre smurt ind i blodet fra hans håndled. Der var ikke gået mange sekunder fra det var gjort, til hans hjerte holdt op med at slå. Han lå nu der død og indsmurt i sit eget blod.

//Out

[Deleted]

Eniqa vidste at det var dette som han måtte ønske, han ville leve i den samme smerte som hun for fremtiden ville leve i hvis han forblev i live og hun vidste det, det gjorde faktisk en smule ondt. Hun ønskede at skåne ham for den smerte og det var nu blevet gjort. Snittet var skåret, hun havde følt blodet ramme hende, hun vidste at det ville strømme at han vile forbløde på ganske få sekunder, derfor havde hun valgt denne vej. Matthew ville blive lettet når hun ville komme hjem og fortælle hvad der var sket og at hans kære bror ikke længere ville være en trussel, men hendes eget hjerte føltes allerede så tungt. Kysset var brudt, hendes blik hvilede direkte i hans, hun kunne fornemme hvordan gnisten ganske langsomt måtte forsvinde. At høre ham sige at intet ville være i stand til at ændre at det var hende som han måtte føle for, det glædede hende virkelig kun, selv i døden ønskede hun at hun ville hjemsøge hans tanker også selvom det virkelig var en egoistisk tanke. Tårerne trillede som de små perler over hendes kinder, hun kunne fornemme hvordan han blev mere slap også selvom hun virkelig prøvede at holde ham siddende. Til sidst måtte hun give op, lade ham falde bagom i sengen og med det matte blik. Ordene blev gentaget, sagt ikke kun en men to gange og det varmede virkelig til det inderste og på den anden side så gjorde det virkelig ikke noget bedre, hendes samvittighed var forfærdelig, hun følte hvordan hver slag blev en forbandelse, den vrede over at hun rent faktisk havde gjort det. Kroppen blev slap under hende, hun betragtede alt det blot som måtte flyde på sengen. Ganske stille lænede hun sig ned over ham, kneb blikket sammen da hun plantede det længselsfulde kys mod hans læber "Jeg elsker også dig, Maurus.. Det gør jeg virkelig" tilføjede hun med et sigende blik, også selvom han ikke ville se det. Ganske stille måtte hun trække sig, rejse sig og se ned på hans lig så fredelig som han måtte ligge der. Kniven borrede sig i hendes hjerte, den som hun måtte holde i hånden faldt stille mod sengen. Blidt lod hun fingerspidserne berøre hans øjenlåg, sank dem stille i for at det måtte se ud som han ikke gjorde andet end at sove. Værelset virkede så stille, hun så mod sengen og så kun hende og Maurus søde elskov "Bliv ved mig" hviskede hun næsten hjælpeløst ud i den tomme og usynlige luft. Dynen måtte hun slippe, med en smule besvær fik hun lagt ham til rette i sengen, sank hans arme ned ved hans side, slapt som han havde lagt da hun kom. Var det ikke for alt blodet så måtte det ligne at han var faldet i den søde søvn, et sted så bad hun til at det var hende han måtte drømme om. Ganske stille bevægede hun sig mod det tøj som lå på gulvet, hans boxere lod hun ligge, mens hun selv lod trusserne glide over hendes ben og falde på plads, hvorefter kjolen blev trukket over hovedet og prydede hendes krop som altid. Dog ville hun ikke gå endnu. Ganske forsigtigt måtte Eniqa sætte sig på sengekanten. Fingerspidserne rørte let ved den lille pøbel af blod der kun måtte blive større. Blikket gled mod væggen, hun rejste sig let, begyndte med klare store bogstaver at skrive. For hvert enkelt måtte hun bukke sig ned over sengen, dyppe hendes rosa kjole i det mørke blod kun for at tage for sig af det blod som hun måtte bruge som blæk. Hjertet hamrede for fuld skrue, hvorfor hun skrev det vidste hun ikke, det måtte bare stå der, den smerte var for enorm! Forpustet endte hun adskillige minutter efter at stå foran sengen go betragte hendes arbejde "Må end ikke døden os skille" hviskede hun stille for sig selv, de ord som stod med store røde bogstaver på væggen. Hendes kjole og krop var malet i hans blod, hvorfor vidste hun ikke, men tårerne var stoppet. Ganske forsigtigt stilte hun sig ved hans side, pillede ved kæden om hendes hals, kun for stille at hænge den på sengegavlen ved hans side. Igen måtte hun bøje sig ned plante et kys mod hans pande "Jeg elsker dig" gentog hun endnu engang og nu var det som hun ikke længere kunne have det dårligt med det. Skridtene førte hende langs den modsatte side i sengen, hun redte den, lagde den blodige kniv på hovedpuden. Uden så meget som et ord, gik hun mod døren, hun stod i dørkarmen da hun ganske stille så sig over skulderen, gjorde et svip med hånden for at lade alle fakler kvæles og efterlade ham i det mørke. Døren gled i bag hende med et klik, igen måtte tårerne stryge over hendes kinder, Nathaniel ville få besked hun håbede at han ville hjælpe hende. Uden videre forlod hun gangen og strøg ud i mørket, hjem til Matthew.

//Out