I promise you'll be safe

[Deleted]

Maurus var virkelig ikke ude på at skændes. Han måtte virkelig bare af med den ekstreme frustration som han igennem så mange år havde gemt bag et træk på skuldrene og et smil. Det kunne han virkelig ikke mere og specielt ikke overfor hende, som kunne fornemme og føle det samme som han gjorde. Han hadet det faktisk. Han kunne virkelig ikke pakke noget som helst ind mere og han vidste selv ikke hvad han skulle gøre. Han vidste hvad han ønskede, men det kunne virkelig ikke være rigtigt at han skulle kæmpe mod sin egen bror for at få det! Den bror som altid... Altid! fik det som han ville uanset. Sådan havde det jo altid været. Han var intet andet end den lillebror som var trådt ned igen og igen, kostet rundt med som en anden slave og nu skulle han stadig straffes for det. Han følte simpelthen ikke for at gøre det ene eller det andet. Når han så på hende, så var det med en længsel og med den følelse af et voldsomt stik i hjertet og den følelse var virkelig så forfærdelig frustrerende som intet som helst andet overhovedet. "Kan.. eller vil ikke?" spurgte han ganske direkte, men det var nu og da også svar som han ønskede at få, selvom det nu ikke så sådan ud, hvilet som han måtte vær direkte frustreret over. Angel var hans trøst og det var da også noget som han havde lov til at have? Det var bestemt ikke noget som hun skulle have lov til at bestemme! Han vendte blikket stille op mod hende. Han kunne ikke få sig selv til at biede hende om at gå, det kunne han virkelig bare ikke få sig selv til, det havde han heller aldrig fået sig selv til. Det var faktisk voldsomt frustrerende! Han bed sig svagt i læben. Han ville jo ikke skændes, men han ville virkelig heller ikke kæmpe på den måde for at få det, hvis hun alligevel gik til Matthew senere hen, så kunne det virkelig være lige meget i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Jeg ønsker virkelig ikke at skændes med dig, Eniqa." sagde han stille. Det var blot en sandhed. Han kunne virkelig ikke fordrage det. "Kunne jeg hjælpe dig, så havde jeg gjort det.. Du gør det for dig og for Matthew, så sætter jeg foden ned.. det vil jeg ikke.." Han rystede på hovedet. Han søgte blot en forståelse. Matthew havde kostet rundt med ham hele livet, trådt på ham som intet andet og så kom Eniqa derefter og gjorde det samme. Han ville simpelthen bare ikke være med til mere nu! Han vendte blikket mod hende. Hans hjerte hamrede som en sindssyg. Han prøvede virkelig bare at skulle holde det hele på plads og under kontrol, selvom han udmærket godt vidste, at hun ville være i stand til at læse ham. Det var klart det værste ved det hele! Han blev siddende, selv da hun valgte, at skulle komme hen i retningen af ham. Han bed sig svagt i den bløde underlæbe. Han var virkelig ikke meget for det. "Hvis du vidste hvor meget jeg afviste Angel dengang, Eniqa.. Fordi du var der.. så gik du tilbage til Matthew og har været der lige siden.. Måske at du har været bange for at være alene.. Velkommen til mit liv." Han trak let på skuldrene. Den havde hun vel aldrig tænkt? Han havde altid levet i sin egen ensomhed og nu var han efterhånden så vant til det. "Hvis du kunen føre den.." Han rystede stille på hovedet endnu en gang. Dette var virkelig ved at være for meget for ham. "Jeg kan ikke sende dig væk.. Det kan jeg bare ikke.." Han vendte blikket mod hende og næsten så hjælpeløst. At hun skænkede ham de store ord, fik hans mave til at knude sig fuldkommen sammen. Det var ubehageligt! "Jeg.. jeg.." Han sukkede stille og vendte blikket let mod hans hænder og med den klare og lette skælven i kroppen. "Jeg elsker også dig, Eniqa.. Derfor gør jeg det her.. Hvis du dog bare vidste.. Du kan føle hvordan jeg har det.. Jeg har haft det sådan i årevis.." Han bed sig i læben og vendte blikket stille op mod hende. "Jeg hader det.." hviskede han næsten lydløst.

[Deleted]

Eniqa gad virkelig ikke bruge sin tid på at skændes, hun var kommet her udelukkende fordi hun ønskede at han ville tage imod hendes tilbud, hun havde lovet sig selv at fører den kniv om han ikke ønskede at gøre det på hendes komprmis men nu indså hun at det aldrig ville blive aktuelt, ikke med det som hun i virkeligheden måtte føle for ham, det samme som hun måtte føle for deres kære bror. Han var ikke i stand til at skulle lyve for hende, hun følte det, følte hans fsutration, følte den måde hun gjorde ham nervøs på, om hun så skulle tackle det i en god eller dårlig retning, den var hun langt mere i tvivl om. Blikket hvilede næstenf orsigtigt mod ham og med blanke øjne, hvad pokker skulle hun gøre? Hun vidste ikke hvad hun ønskede, eller jo hun ønskede dem begge ved hendes side, men ville de nogensinde tillade det? Grunden til at Matthew altid vandt de mange kampe var udelukkende fordiat han måtte kæmpe for det som han måtte ønske, uanset hvad det måtte kræve, nu så hun Maurus så opgivende og så avr det vel klart at han aldrig vandt de sejr når det var Matthew som han måtte være hans modstander. Hvad der gjorde ondt var Eniqa vidste at han altid og konstant blev trådt på, det havde aldrig været hendes mening at gøre det på den måde. Hun bed sig let i den smørbløde underlæbe, lod blikket falde mod væggen bag dem, det var sværere end hun havde troet. Det var ikke rigtigt at straffe ham, ikke efter det som han gjorde for hende for et par år tilbage, han havde virkelig prøvet, han var den som holdte hende i live og ved mod, samvittigheden nagede hende i den grad hun var ikke kold og ligeglad som Matthew ville være, selv den mand var en hel anden lige for tiden, noget som i sig selv var utrolig svært at skulle tackle. Den længsel som han sad med var en som hun følte, og det lettede hende faktisk, ogsås elvom det langt fra gjorde det lettere for hende der sad med den samme "Begge dele" indvigede hun med et stille nik. Hun hverken kunne eller ville træffe det valg mellem dem, det ville altid være et spil og den tanke måtte hun virkelig ikke kunne fordrage. En trøst var altid rar at have i baghånden, men for det første så var han ved at begå samme fejl som hun gjorde med ham, for det andet brød hun sig ikke om tanken om ham med en anden kvinde, ikke når hun selv ønskede ham, egoistisk var hun vel et sted, også selvom hun ikke sagde det direkte højt. Hun rystede let på hovedet, lod det blonde hår danse smukt omkring hendes skuldre "Jeg vil ikke skændes.. Selvom jeg ved du er fustreret.. Og vred på mig" tilføjede hun stille, hun vidste jo at det var sandt.." Desuden.. Handler det ikke længere om mig og Matthew" påmindede hun stille. Hun gjorde det for dem, fordi hun ikke ville se ham glide imellem hendes fingrer, hun elskede ham som hun elskede Maurus. Ubehaget ved at hun kom tættere følte hun i den grad, og det gjorde ondt "Bare rolig jeg røre dig ikke" hviskede hun stille og med samme opgivende tone, hun havde ingen intentioner.Stille gled hun ned ved hans side, spretde benene let og lod albuerne hvile mod hendes lår som hun stille strakte sig en smule frem over "Det er virkelig noget skidt jeg har rodet mig ud i, er det ikke?" spurgte hun stille, lod de sammenflettede knoer støtte hendes hage. At høre ham sige de ord lettede hende hvis ikke det havde været for den knude hun følte fra ham "Maurus jeg forstår hvis du ikke vil se mig igen.. Jeg forstår du er vred og jeg ved at jeg har bedt dig om mere end fair er.. Matthew er mit problem ikke dit, det forstår jeg, jeg beklager jeg overhovedet kom.. Jeg har bare brug for du beder mig om at gå før jeg kan" afsluttede hun stille, hævede forsigtigt blikket mod ham.

[Deleted]

Maurus havde det virkelig elendigt med det hele og det var virkelig meget mildt sagt. Hun kunne mærke det og han vidste det. Normalt ville han gøre sit for at holde det skjult, gøre alt for at bare smile som om at intet var galt, og så græde igen når alle vendte ryggen til ham. Det var jo det som han normalt gjorde. Han var vant til at blive trådt på, overrumplet af Matthew på det ene eller det andet vis og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det uanset om han ville eller ikke ville. At hun ikke ville føre kniven var faktisk noget som gjorde ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede virkelig ikke at skændes, men han ønskede virkelig heller ikke at være her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virklig fået nok uanset hvor hårdt det end måtte lyde. Hans fortid kendte hun ikke meget til, hun vidste ikke hvor meget han havde måtte slås med det hele og Matthew havde altid vundet.. uanset hvad det var, så kunne han vel lige så godt opgive det hele på forhånd, kunne han ikke? Det ville jo næsten bare være det nemmeste for ham når det kom til stykket. Hans krop sitrede og i og med, at hun stod så tæt på, så slog hele det indre voldsomme knuder. Det var virkelig ubehageligt når det kom til stykket! "Typisk.." mumlede han som det første. At hun ikke ivlle føre kniven, var noget som praktisk talt måtte genere ham og noget så voldsomt. "Jeg er ikke vred, Eniqa.." afviste han stille. Det var ikke fordi at det var vrede som han måtte sidde inde med, for det var det i den grad ikke, så det var ikke noget som hun skulle tage fejl af. Hun kunne jo ikke vide hvilket helved som han havde siddet med, selvom det virkelig ikk var nemt på nogen måde. Han vendte blikket stille ned mod hans hænder og med den klare sitren i sin egen krop. Det var bare den effekt som det havde på ham, at have hende tæt på. At hun kunne læse ham på den måde var jo direkte frustrerende for hans vedkommende. Han bed sig let i læben, da hun satte sig ned ved siden af ham. "Jeg er altså ikke farlig eller giftig at røre ved.." mumlede han stille. Han savnede det jo faktisk, selvom det nu ikke var noget som han sagde det mindste til lige nu. Han måtte virkelig bare bide det i sig, det var jo ikke fordi, at han havde meget andet valg lige nu, uanset hvor meget han så end måtte hade det. Han havde jo egentlig ikke lov til at noget som helst, hun havde Matthew derhjemme og han sad så trofast og ventede på hende og her sad han og prøvede som igennem de sidste år, at holde sig så langt væk fra dem som det var ham overhovedet muligt. Det var virkelig ikke enkelt og det var noget som han måtte hade! Han stirrede stille frem for sig og sukkede tungt. "Det er det.." medstemte han stille. Han vidste udmærket godt, at det ikke er hendes skyld alene, det var lige så meget ham selv og Matthew for den sags skyld. Det vidste hun vel et sted dybt inde også? Knuden hvilede der stadig og den var virkelig så frygtelig stærk, at det virkelig føles som knoglerne også måtte slå knuder, knuder i hver en lem af hans krop og det gjorde ondt. Noget så frygtelig ondt. "Det havde været bedre hvis i begge var blevet væk og ladet mig leve i troen på jeres død, Eniqa.. Så havde vi sluppet for det her. Det.. det er ikke fordi at jeg ikke vil se dig igen.. Jeg vil lyve hvis jeg ville påstå det.. Mine følelser for dig, det gør det da også til et af mine mange problemer at slås med.. og jeg hader det.. Det burde slet ikke være sådan.." mumlede han ganske stille. Det var ikke nemt, det var helt sikkert. Han tog ganske forsigtigt hendes ene hånd i sin egen og tog den til sig. Han vendte sig mod hende. "Matthew kæmper for dig på den anden side, Eniqa.. Ham kan jeg ikke vinde mod.. Så er det lettere at give op på forhånd," afsluttede han med en frygtelig dæmpet stemme.

[Deleted]

At han havde det elendigt var virkelig Eniqa tydeligt, ikke nok med hun kendte ham godt nok til at skulle læse det i hans blik, men hun følte det i den grad også, og så dybt inde et sted, noget som kun gav hende enorm samvittighed, ikke at hun klagede på nogen måde for hun fortjente den, så meget var hun om ikke andet klar over. Matthew var den store sejrsherre af de to, og hun vidste det, hun havde set det lige fra de var temmelig unge og hun brød sig faktisk ikke om tanken, for Maurus var i den grad ligeså skøn som det Matthew måtte være, de bar bare forskellige værdier og forskellige holdninger, den som Maurus så måtte bær ei øjeblikket det var den som lod hans kære storebror sejr hver eneste gang. Kniven lå på gulvet, Enqia havde skænket den et blik ved hans ord, den kniv hverken ville eller kunne hun fører uanset hvor meget nemmere det ville ende med at gøre alting, det ville bare virke så pokkers forkert. Blikkedet hvilede mod hendes foldede hænder.. Hun kendte sandt nok ikke meget til deres fortid, men hun kendte til mere end rigeligt, og hun vidste at de to var blevet opdraget så forskelligt og hun vidste at Maurus var familiens plet, og at det aldrig rigtig var noget som havde ændret sig, han levede i den selv samme skygge som dengang, uanset hvor ondt den tanke faktisk måtte gøre. Den fustration han bar var endt med at blive til vrede og det kunne hun føle, og igen hun var klar over at hun måtte fortjene det på alle måder, hun havde ikke retten til at være her, derfor håbede hun blot at han snart ville sende hende væk "Din fustration blev til vrede" påpegede hun stille, og uden at skænke ham et blik. Hendes hjerte bankede som en i sindssyg, måske fordi at samvittigheden virkelig måtte nage hende? Tanken om den renhed hun havde haft for år tilbage, tanken om den modne og fornuftige kvinde som var gemt langt væk i hende efterhånde, ellers ville hun vel aldrig nogensinde hae så meget som overvejet det som hun havde gang i? Et stille skævt smil krusedes om hendes rosa læber "Det ved jeg godt.. Men du føler ubehag ved at jeg sidder så nær" selvom den tanke gjorde ondt så var det sandt, hun kunne føle hvordan hans mave slog knuder og hun ville i den grad ikke gøre ham ubehageligt til mode da. De bed det begge i sig det var der ingen tvivl om, hun tvang sig til det udelukkende fordi at matthew måtte sidde derhjemme, hun nægtede at være ligesom ham! Desuden så var det tydeligt at Maurus ikke ønskede hende tæt på, så hun tog sin afstand. Eniqa nikkede stille til hans bekræftelse, det var virkelig noget skidt, hun bar dog ikke skylden alene også selvom hun avr den største del af det "Det er virkelig noget skidt" konstaterede hun med en mere eller mindre opgivende mine "Så mange ting ville have været lettere hvis hun rent faktisk havde slået os ihjel.. Det er sandheden.. Desuden er intet endt som det burde.. Jeg skulle aldrig nogensinde have fået de følelser for dig" endte hun med et stille suk. Sket var sket og kunne ikke gøres om, men de følelser for ham skulle virkelig aldrig være dukket op. Hendes skælvende hånd gled i hans, hun tog ganske forsigtigt om den, hun ønskede ikke at give ham noget form af ubehag "Matthew kæmper for mig.. Det har han altid gjort, og jeg fandt det tiltrækkende, jeg er aldrig blevet kæmpet for.. Det gør mig stadig varm om hjertet, ligesom det gjorde da jeg valgte ham frem for dig, men bare fordi han kæmper ændre det desværre ikke noget, jeg holder stadig mere af dig en jeg burde.. Selvom det er forkert" afsluttede hun ganske lavmeldt dog klar over at han ville høre hende. Blikket var blevet blanks om hun stille stirrede frem for sig.

[Deleted]

Maurus nægtet virkelig, at skulle kaste den skyld over på Eniqa helt og holdent alene. Han kunne vel bare have valgt, at skulle holde sig på afstand frem for at skulle fortsætte med at komme frembrusende som han havde gjort? Havde han handlet anderledes, så... så havde han vel heller ikke siddet i det helvede som han gjorde lige i øjeblikket. Eniqa havde tydeligvis ingen kendskab til hvordan Matthew havde kostet rundt med ham dengang de begge havde været små. Den mand havde altid fået sin vilje og altid havde han været familiens sorte får, så selvfølgelig var det ham som det altid var gået ud over, skulle det da være anderledes nu? Matthew fortsatte jo og Eniqa fulgte jo bare trop. Han ønskede bare at have lov til at leve sit liv alene og roligt, det var vel heller ikke meget at forlange? Han ønskede hende tæt på, også selvom han var klar over, at han slet ikke besad retten til at skulle gøre det. Hun havde Matthew hjemme som sad og ventet, så hvad lavede hun egentlig her? At hun faktisk var kommet for at føre kniven, var jo heller ikke noget som gjorde det et hak bedre for ham. "Jeg har bidt det i mig i årevis," sagde han stille. Ikke fordi at han var stolt af det, men det var jo sådan at han altid havde klaret det hele, så hvorfor skulle det hænge sammen på nogen anden måde egentlig? "Det er ikke.. ubehag som sådan.." afveg han stille. Han rystede stille på hovedet og vendte blikket atter frem for sig. Han besad så mange ønsker og det var slet ikke noget som han ville kunne få så længe, at Matthew var der og han vidste det. At hun i det mindste havde lagt mærke til, at han havde været der, strøget hendes kind, da hun hang der, det lettede ham dog.. Det havde et sted lettet ham at se hende der, selvom det virkelig havde knust ham som aldrig før. Havde hun været sammen med ham, så var det en straf som hun aldrig ville have mødt og igen, så var hun blevet ved Matthew. Han måtte jo bare se, at han var nedprioriteret som han altid havde været. Det var jo ikke fordi, at der var noget nyt i det for hans vedkommende. Han sukkede tungt. "Jeg lyver ikke når jeg siger, at det lettede mig et sted, at se dig hænge der, Eniqa.. Det var min chance til at komme over det som jeg mistede dengang han dukket op igen." Han trak let på skuldrene. Måske at Matthew kæmpet, men det som den mand kæmpet for, ar det som han automatisk ville få, det havde jo altid været sådan, hvad kunne det da være som gjorde det her så anderledes? At hun jo så måtte erkende, at de følelser aldrig burde være der- Med andre ord, så valgte hun igen Matthew. "Det er forkert at du holder af mig på den måde, når du har ham hjemme.. Han kæmper for hvad han vil have og hvad han vil have, det har han altid fået." Han trak på skuldrene. Det gik ham virkelig på, det var virkelig som at bore den kniv dybere i hans bryst. Han vendte blikket mod kniven som hun selv havde lagt fra sig. Førte han den selv, ville han ende et sted som han slet ikke ønskede. En anden måtte gøre det for ham, så egoistisk var han jo heller ikke. Han kunne aldrig give slip på Eniqa med hjertet, men han var i den grad i stand til det med fornuften og det var virkelig frustrerende, at det altid var ham som det skulle gå ud over! Han bed sig i læben, da endnu en tåre måtte bane sig vejen ned af hans kind. Det var ham næsten nemmest at skulle skubbe hende væk med al den kraft som han selv kunne lægge i det, selvom han virkelig bare ikke kunne få sig til det. Han hadet det virkelig og mere end noget som helst andet som han overhovedet kunne komme i tanker om. "Måske dit valg ikke er taget af hjertet, Eniqa.. Men det er ham som du er sammen med. Det er ham som du gik i døden for, du kom her i aften udelukkende for at tage mit liv eller sende mig så langt væk at alle vil tro at jeg er væk.. Valget har du et sted taget og det er ikke faldet på mig.. ikke som du har prøvet at skubbe mig væk." Han tog hånden stille til sig igen og med en lettere skælven. Han kunne ikke få sig til at sende hende væk, selvom han udmærket godt vidste, at det ville være det smarteste at gøre.. ikke bare for ham selv, men også for Matthew og hende selv. Han hadet det bare noget så frygteligt!

[Deleted]

Eniqa var klar over at det ikke udelukkende var hendes skyld men at Maurus og Matthew bar en ligeså stor del, også selvom hun følte atdet hele måtte være netop hendes skyld. Hængingen havde ødelagt absolut alt, Matthew var blevet direkte uigenkendelig, det var den første gang han beskyldte hende for noget som dette og hvad værre var, var jo så det faktum at hun kunne have fundet på det.. Havde hun mødt Maurus tilfældigt på gaden så kunne det være sket, hun måtte jo mindes for blot et stykke tid siden da hun endte med at kysse ham, det sagde jo på alle måder lidt det hele et sted. Hvordan barndommen havde været for hendes to brødre det vidste hun ikke meget om, Matthew brød sig ikke om at tale om det, hun vidste blot at der havde været en enorm forskelsbehandling og at Matthew havde været familiens store yndling, også selvom det ikke var en tanke hun brød sig om. Der var mange værdier ved Matthew som på områder gjorde ham langt stærkere end det som man kunne sige at Maurus måtte være, blandt andet den måde som Matthew altid måtte kæmpe på, hvis blot han kunne vise hvad han ville have, hvis blot han for en gangs skyld kunne være den som ikke tænkte på hvad hans storebror ville gøre, det lave selvværd ville han jo ikke nå langt med for pokker, det var en ting som Jaqia rent faktisk havde lært hende i den tid hun havde været på slottet. Selvom det måske var hårdt så kunne man sige at Eniqa ikke ønskede at skulle stå alene og hun elskede Matthew den kom hun ikke uden om på nogen måde, men kunne man elske to på en gang? Hun fulgte trop med Matthew udelukkende af den grund at hun virkelig forsøgte at holde ham ved sig, tanken oma t skulle leve alene i skoven med Kenara den ville hun aldrig vende sig til, og den lille leg som hun i virkeligheden havde kørt med dem begge to den var ikke retfærdig hun fortjente ikke nogen af dem. Hun var kommet for at fører den kniv og nu var det hende virkelig bare ikke muligt, det gik op for ham hvad hun i virkeligheden følte og hun kunne ikke benægte det værst af alt. At høre det var noget som plagede ham så frygteligt det gjorde virkelig ondt "Du skulle have fortalt mig det før" endte hun stille. Var dette noget som hun havde vidst et stykke tilbage, så ville hun måske handle anderledes, men nu var hun virkelig bare forvirret som aldrig før. At det så var en løgn hun skænkede ham var hun ikke meget for "Din mave slår knuder" sagde hun med en lavmeldt tone, og dog et lille smil hvilende over hendes læber selvom det hurtigt måtte falme. Drømme og ønsker kunne alt sammen gå i opfyldelse, hvis man ville det nok hvad end Matthew var der eller ej, hendes problem var det faktum at.. Hun ikke kunne undvære nogen af dem, og hun ønskede ikke at nedprioitere ham "Jeg ville ønske at jeg var blevet hængende, at Jaqia ikke havde holdt mig i live.. Døden er langt lettere end at skulle stå her" måske en enorm erkendelse, men det hele var bleet sværere siden den hængning, Matthew var panisk, den ene efter den anden mistede respekten for hende, og nu havde hun også mistet Maurus. Det var Matthew der var hendes forlovede, så det forkerte var følelserne for ham og ikke omvendt det var mere fakta end det var nedprioitering, Matthew var den hun havde været sammen med fra starten "Jeg ved det er forkert" mumlede hun stille, så væk fra hans skikkelse for at betragte væggen på den anden side som havde den været mere spændende, hun kunne vel ikke gøre andet end at erkende hendes fejl? "Der er ingen forskel på hvem jeg havde valgt.. Jeg elsker Matthew af hele mit hjerte, ellers ville jeg aldrig gøre de ting for ham.. Sandheden er at jeg ville.. Gøre det samme for dig" at han trak hånden til sig igen skete næsten med ærgelse, en stille tårer trillede ned over hendes blege kind, hun kunne ikke længere holde igen "Jeg skal nok gå.. Lad som om jeg er død gør hvad der er nødvendigt, jeg ønsker bare at se dig lykkelig.. Hvad end det er med Angel, og om det er som lejemorder eller skrædder" hun trak stille på skuldrene, rejste sig stille, følte sig pludselig frygtelig rastløs.

[Deleted]

Dette var virkelig ikke noget som Maurus kunne brænde inde med mere. Han var virkelig træt af at være den som alle skulle træde henover, den som alle skulle koste rundt med og det var virkelig noget som han ikke gad mere! Han var vant til at skulle løbe rundt i Matthews skygge som havde det været ham selv et fængsel og Matthew holdt ham i den grad også der, som han hav de gjort det igennem mere eller mindre hele livet. Det var virkelig ikke en tanke som han måtte bifalde det mindste. Hvis Eniqa havde vidst hvordan deres barndom havde været, så ville hun nok se på Matthew med et helt andet blik, for der var virkelig blot en meget god grund til at manden ikke ønskede at snakke omkring det og han var udmærket også klar over det. Han havde altid været familiens sorte får, den som alt skulle gå ud over når der ikke var andre til at påtage sig skylden, det var vel ikke underligt, at hans selvværd ikke var større end det som det var? Endnu mere, så frustrerede det virkelig bare Maurus, at Eniqa ikke kunne se han se pointer og hvad det var, at han ville have frem! Ærligt så foretrak han virkelig, at skulle leve alene og uden at have nogen andre ved sig, det var der ingen tvivl om. Så blev han ikke skuffet og ensomheden måtte være hans bedste ven som den altid havde været - Den eneste som aldrig direkte havde svigtet ham, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det blot en kendsgerning. Hvorfor hun havde kysset ham, vidste han ikke, men igen.. det var vel bare uskyldigt? "Jeg har ikke haft nogen grund til at skulle fortælle det, Eniqa.. Det værste har virkelig været, at du ikke kunne se det.." Han vendte blikket mod hende. Han så ikke nogen grund til at skulle åbne sig på den ene eller den anden måde bare sådan overfor nogen som helst. Var der i det hele taget nogen grund til at han skulle gøre det? Hun gik til Matthew alligevel, han vidste det jo allerede og hendes ord var ham intet andet end en bekræftelse. Hans mave slog knuder, det kunne han tydeligt mærke og det var virkelig ubehageligt, at skulle sidde med den tanke og fornemmelse. Han nikkede blot stille til hendes ord. At hun ville ønske, at hun var blevet hængende, gjorde ondt.. men han var enig. "Det er nu ikke blevet tilfældet.. Jeg er kastet tilbage i det hul som jeg har kæmpet i årevis for at komme op af.." Han endte med at rejse sig og med blikket som gled mod hende. Det var ikke fordi at han ville lyve for hende, for det ville ikke hjælpe. Hun vil kunne føle det på ham, udelukkende fordi at han ikke kunne fordrage at lyve. "Derfor ser jeg hellere, at du føre kniven istedet for alt det andet.. Det letter det hele." fastholdt han stædigt. Det var jo sådan som han selv måtte se på det, og det var end ikke engang en løgn på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. At hun ville gøre det samme for ham, var han ærlig talt i tvivl om. Igen så var det jo blot det modsatte som han havde set til nu. Han rystede på hovedet. "Det er en løgn Eniqa, og du ved det.. Jeg har absolut intet hørt fra dig, siden du vendte tilbage til ham.. Jeg ser ikke så meget som en skygge af dig og nu står du her og skænker mig det valg.. Jeg kan ikke se, at det skulle være at gå i døden for mig," afveg han med en kortfattet tone. Han vidste, at Matthew havde gjort meget mere, men Matthew fik det jo altid som han ville have det! "Jeg kan ikke lade som om, når jeg ved at det forholder sig anderledes, Eniqa.. Det gør mig ondt, at du dukket op her til aften, for det har virkelig bare gjort alt værre for mig.. Jeg var kommet videre.. Din død og din hængning havde ladet mig komme videre og finde bare en anelse ro for første gang i årevis." Endnu en tåre gled ned af hans kind. Det var måske hårde ord, men de var sande hvert eneste et af dem. Det var alt sammen set fra hans side af. Hun havde Matthew, han ville beskytte hende så snart han engang ville kunne nosse sig sammen til det og han vidste det jo udmærket godt. Han slog armene omkring sin egen krop. Han så faktisk helst at hun bare smuttet og efterlod ham der - ligesom han jo var vant til det. "Matthew venter jo på dig.. Gør ham lykkelig, så gør du det i det mindste for en af os." Med andre ord, så ville han ikke kunne blive lykkelig. Angel var ham en trøst og intet andet, en som han kunne holde fast i, en som Matthew selv havde vraget for Eniqas skyld, så det var en kvinde som han kunne finde ud af det sammen med. En trøst uden lige, det var det. "Det knuste mig at se dig gå tilbage til ham.. Visse ting ændre sig bare aldrig mellem Matthew og mig. Han har altid fået sin vilje og trådt mig ned i samme forløb.. Jeg holder mig hellere væk.. Jeg vil virkelig ikke være en torn i hans øje eller genere nogen af jer," afsluttede han mere dæmpet.

[Deleted]

Et sted så var Eniqa virkelig kun glad for at han måtte komme ud med det, for det var noget som han havde gået med alt for længe, og hun kunne føle hvor plaget han i virkeligheden var, hun kunne føle hvor ondt det gjorde, det var værre end noget som hun havde følt længe, der lod hendes luftveje trække sig sammen, lod hende brænde op i det indre, selv det at blive stenet af Dvasias folk, noget som hun endnu bar mange sår og ar efter, det kunne ikke hamle op med den følelse hun sad med her. Matthew havde altid været hans skygge og hun var glad for at se at han endelig var trådt ud, hun huskede jo hvordan tingene hang sammen dengang hun var under slave af Matthew og Alaster.. Maurus havde end ikke turdet gøre noget, hun huskede det, huskede hvordan han blot stod og så til med store øjne, og hun hadede det, som om det ikke havde været ydmygende nok. Selvom de alle var søskende så havde de i den grad haft forskellige opdragelser, specielt hende som aldrig levede i deres familie, hun vidste bare at Maurus altid havde været familiens sorte får og det var skylden i hans enormt lave selvværd, men det hjalp bare ikke i praksis ville man have noget så måtte man til tider kæmpe bare en smule for det frem for at sætte sig tilbage kun for at vente på at det ville komme til en. Hvad Maurus prøvede at få frem var ikke noget som hun så, hun kunne ikke gøre andet end at lytte go besvare også selvom det som han mptte sige virkelig var ubehageligt, at han ligefrem ønskede hende død, det var hårde ord, et sted så prøvede hun jo heller ikke at vinde ham igen det løb var vidst kørt for hendes del også selvom hun virkelig hadede den tanke, hun ønskede jo ikke at miste ham noget som han tilsyneladende nægtede at tro på. Kysset hang stadig ved hendes læber, hun ville lyve hvios hun påstod hun ikke lystede at gøre det igen, hun kunne ikke, ikke når han følte det ubehag ved hendes nærhed så fandt hun det bare bedst at holde sig væk.. Hun ville virkelig ønske at han havde åbnet sig op for hende noget før, fortalt hende sandheden fra starten "Jeg har haft mit at se til og tænke på, tro mig jeg er blevet blind overfor mange ting" det var på ingen måde løjn, Jaqia havde været hård ved hende, men hun måtte faktisk se godt tilbage på tiden på slottet, hun havde lært utrolig meget, specielt om sig selv, lært at hun kunne være en stærk kvinde selv uden opmærksomheden og hun hadede virkelig at sidde som lusen mellem to negle. Selv på hende gjorde det ondt men hun ville hellere være blevet hængende "Kravl.. Jeg ved du kan" mumlede hun stille. Ryggen blev vendt til ham, de intense blå øjne betragtede væggen foran hende, hun ville ikke vise ham de blanke øjne for det gjorde virkelig virkelig ondt "Maurus hver sød at forstå jeg ikke kan" mumlede hun en smule mere irriteret. Der var ikke længere plads for løgne. Håret strøg hun blidt bag ørene, hvad pokker skulle hun gøre? Hun lyttede til hans ord. Han havde ret hun havde end ikke forsøgt at kontakte ham bagefter, han troede ikke hendes ord og han var kommet over? Uden så meget som et ord rakte hun ud efter knien på sengen knugede den fast i hendes hånd før hun måtte vende sig mod ham. Tårerne strøg som gennemsigtige perler ned over hendes kinder "Du har ret jeg gjorde aldrig noget.. Selv den smule jeg har fortjener jeg ikke.. Du var kommet videre, og jeg ødelagde det ved at komme, så gør det arbejde færdig som Jaqia ikke formåede.. Sørg for det ikke er muligt for mig at genere dig mere" hun rakte kniven frem mod ham og med det intense blik. Hjertet hamrede som besat, han ville ikke tro at hun ville gøre det samme for ham? Så skulle han se, hun var villig til at opgive sit liv for Matthew men i den grad også for ham, hun fortjente ikke hvad hun havde og det ville gøre det lettere. Tårerne strøg hun væk med håndryggen, hun var stærk det var tydeligt. De lange blonde lokker måtte hun endnu engang skubbe på plads på bag ørene, rettede sig op for alvor, hun var underlig.. Klar.

[Deleted]

Kysset hang i den grad også ved Maurus' læber, men han fortsatte bare med tanken til, at det blot var endnu en del af den uskyldige lille flirt, selvom man ikke just kunne kalde den for uskyldig mere og det var noget som ærlig talt også måtte frustrere ham noget så voldsomt. Han knyttede hænderne stille. Hans mave slog voldsomme knuder og den følelse var virkelig så ekstremt ubehagelig som intet som helst andet overhovedet. Han følte næsten ikke for at trække vejret. Det var den helt samme følelse som han havde siddet med dengang han havde set hende hænge der, selvom det jo ærlig talt havde været med en lettelse et sted. Han var kommet videre.. frem til i aften hvor hun var endt med at dukke op. Hvorfor skulle hun også have gjort det?! Han hadet det virkelig! En sitren skød noget så kraftigt igennem hans krop. Det var en lettelse, at skulle komme af med det, det var helt sikkert, men alligevel.. Han sukkede indædt og rystede på hovedet. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at skulle skændes med hende, men dette var virkelig meget mere end det som han bare lige kunne takle. De isblå øjne vendte han mod hende og med den næsten trodsige mine. Han følte sig virkelig tilside sat. Ikke at det var noget nyt, for det havde han prøvet og været igennem så mange gange. "Det samme har jeg, Eniqa.. Jeg har ikke glemt dig i det forløb," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Det var jo sandt. Han havde søgt efter hende.. prøvet i det mindste, frem til at han have hørt, at de skulle hænges. Det havde virkelig ramt ham som intet andet end et chok, men der havde jo ikke været noget som han kunne gøre for at forhindre det.. For alt hvad han vidste, så ville han ønske, at Matthew havde hængt der alene. Havde hun været ved ham, så kunne han have beskyttet hende og reddet hende fra den skæbne, men nej.. Han var tilsyneladende ikke god nok, hvilket i den grad også gjorde ondt. Det skar ham virkelig i hjertet. Han kunne ikke kravle frem til mållinjen, desuden ville det vel ikke have nogen betydning? Matthew stod der allerede og han triumferede virkelig. Hun var her for at vinde Matthew tilbage, hvorfor skulle hun ellers være her for at skubbe ham mere væk? Det var da selvfølgelig for at trække Matthew endnu tættere. Han var jo heller ikke dum. Han vendte sig mod hende, da hun samlede kniven stille op og vendte sig ham, så var det ikke noget som påvirkede ham det mindste, ej heller da hun rakte kniven mod ham. Det nægtet han virkelig. Hun havde en anden som kunne gøre ham lykkelig og en som hun kunne være sammen med. Han vidste jo, at han allerede havde tabt på forhånd. At se hende græde på den måde, fik virkelig hans mave til at trække sig voldsomt sammen. Han hadet virkelig den tanke! Hvad hun prøvede at bevise ved dette, vidste han ikke. Matthew ville klart slå ham ihjel ved at slå hende ihjel, så kunne man da lige så godt spare på dødsfald? Han gik mod hende, tog omkring hendes hånd og lukkede den selv fast omkring kniven, inden han hævede den og lod knivens spids hvile lige ud for hans hjerte. De isblå øjne faldt til hendes skikkelse. "Du har aldrig gjort noget for at se til mig, Eniqa. Jeg hørte aldrig så meget som et eneste ord fra dig.. Matthew venter hjemme på dig og han ser på mig som en trussel.. så ryd den af vejen hvis det er det som du så gerne vil. Det gør det nemmere for os alle sammen. Matthew vil vel være tilfreds? Du har en at lade valget falde på og jeg.. ja, min lidelse vil endelig gå mod sin ende." Han så på hende med det samme faste blik, det var uden frygt eller noget som helst. Han ønskede det egentlig bare overstået og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok lige netop nu. "Gør som Matthew ønsker af dig, Eniqa.. ryd mig af vejen, skænk ham mit blod, så han kan se, at han har vundet endnu en gang. Jeg vil ikke være den torn i hans øje mere, jeg vil ikke genere nogen af jer i den fred som i må have hvor i nu end befinder jer." Han lod hovedet søge let på sned og kneb øjnene sammen. Dette beviste virkelig ikke, at hun ville gøre det samme for ham som hun gjorde for Matthew. Tårerne faldt selv stille ned af hans kinder og denne gang gjorde han virkelig heller ikke noget for at stoppe dem det mindste. Han slap stille hendes hånd, selvom han stadig sørget for at der var lidt pres på, så kniven stadig hvilede lige ved hans bryst. "Det var jo det som du kom for ikke? Så giv min kære bror hvad han vil have og lad mig ligge.. Der er jo intet nyt i det, er der?" spurgte han kortfattet. Nu var det ham som blev trodsig. Dette var virkelig ved at gå ham på nerverne, så man skulle tro at det var løgn!

[Deleted]

Uskyldigt var det i den grad ikke længere, det var en ting det mistede for ganske længe siden, uskylden, for det var ikke længere blot en lille flirt, det var noget langt større, ellers ville det kys ikke betyde noget som helst, og hun tog endnu sig selv i at stryge tungespidsen over læberne som for at fange den sidste smag af læberne. Hans ubehag hang så tydeligt i hende, det skar som en kniv i hendes maveparti han havde ingen idé om hvor smertefuld denne gave kunne være, til tider ville hun helst være fri. Selv da han havde strøget hendes kind kunne hun føle lettelsen i hans sind og hun huskede den tydelige smerte, og den var langt fra stoppet endnu, han avr rent faktisk kommet over hende? Mens hun endnu måtte dvæle ved ham? Eniqa vidste at det mest fornuftige ville være blot at gå, lade ham være alene og finde ud af det med Angel men.. Det var bare blevet mer ekompliceret end som så. Denne gang var det hende som havde trådt forkert, og hun kunne ikke finde en måde at gøre op for hendes fejl. Matthew var ved hendes side, det fredelige sted ude i skoven, de venner der var hende nær, hun fortjente intet af det mere, den kølighed.. Det stærke skjold havde givet bagslag og ødelagt hende også selvom hun først så det nu. Skændes gad hun ikke til, hendes blik hvilede direkte afventende, næsten hårdt i hans mens hun strakte den kniv frem. Livet ville hun lade for ham og uden at tøve, hun var stærk nok, hun kunne klare det. Men at stikke kniven i ham det ville hun virkelig ikke være med til. Enhver begik fejl og der var hun virkelig ingen undtagelse, hun var menneskelig og det var pludselig blevet strafbart? Havde han et sted overhovedet ønsket at forhindre det? Maurus ville have beskyttet hende, men det var ikke pointen det var ædelt, men bare det at han stod der var ædelt i hendes øjne, han var for god for hende det var problemet. Det var ingen hemmelighed at hun ønskede Matthew tættere, hun ønskede ikke også at miste ham, men hun indså at Maurus betød ligeså meget for hende, han gjorde jo sig selv uopnåelig? Afviste hende. Tårerne trillede lydløse ned over hendes blege kinder, og uden stop, gennemsigtige som små perler på en snor. At han så valgte at hæve kniven mod hans bryst, reagerede hun ikke synderligt på. Hun så fra kniven og tilbage på ham, hun kunne ikke og han vidste set "Din selvmedlidenhed hjælper dig ikke, Maurus.. uden lysten til at kæmpe vinder man aldrig. Hun trådte frem, tvang ham til at bakke bagud til han ville ende med at stå klemt mellem hende og væggen. Kniven forlod hans bryst, hun satte den for hans strube, holdte ham fast med hendes krop. Den kraftige hjertebanken ville hun føle så tæt som hun måtte stå. Intense blå øjne betragtede hans og uden at tårerne stoppede, noget tungt han i hendes bryst, trykkede hende ned. De blonde lokker havde løsrevet sig dansede i de smukke krøller omkring hendes skulder "Du forstår det ikke.." hendes tone var ikke vred mere en blid hvisken ".. Jeg hverken kan eller vil fører den kniv uanset hvem det vil hjælpe.. Det har handler ikke om mit valg mellem dig og Matthew, det handler om det min hjerte siger når jeg står her, det handler om de forbudte slag de slår når jeg står så tæt på som nu. Det her er ikke en kamp mellem dig og Matthew, det her er mellem dig og mig"den ene hånd lagde sig stille mod hans kind, forsigtigt strøg tomlen over hans kind "Du nægter at se det og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få dig til at se det. Du tror mig ikke, meget kan du kalde mig, forrædder, morder, tyv, hore.. Men se mig i øjnene og sig at jeg lyver når jeg siger at jeg elsker dig" hendes stemme dirrede, kroppen skælvede ind mod hans, det var i den grad ærligt. Kniven smed hun fra sig i et ast ryg, hørte skæftet ramte gulvet med et hårdt 'bump' Igen lænede hun sig stille frem lod læberne møde hans, hun ville trække sig men længslen tvang hende til for alvor at smage på den søde smag, også selvom hun næsten ventede at det ville ende i en enorm afvisning

[Deleted]

Maurus havde det virkelig elendigt og det blev virkelig kun værre fordi at han vidste, at Eniqa kunne føle absolut alt det som han selv var i stand til. Det var slet ikke fordi at det var ham en lettelse på nogen måde. Det nemmeste for ham.. for dem alle faktisk, var jo at give Matthew hvad han ville have og så måtte det jo være det. Man nåede langt med lidt venlighed - Det var det som Maurus havde levet efter i hele hans liv og nu havde det atter slået ham i hovedet med den kraftige hammer. Han havde ladet sig blive trådt på, mens han stadig havde kæmpet for hende og nu ville han simpelthen ikke mere. Han havde simpelthen bare fået nok! Hans hjerte slog fast mod hans bryst og hans indre slog knude på knude. Det føles virkelig som knuderne måtte slå knuder og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Så var der jo ikke noget at gøre ved det, og det var virkelig en temmelig frustrerende tanke på alle tænkelige måder. Han holdt knives spids mod hans bryst og uden at skulle tage blikket fra hende. Han gjorde det bestemt ikke af selvmedlidenhed, men nu hvor han vidste, at han aldrig ville komme over hende fordi at han vidste, at hun var der, så var dette simpelthen det nemmeste at gøre ved det. Det ville lette ham selv så meget og det ville gøre det lettere for dem, og så slap han for at skulle tænke mere over det i den anden ende, så hvem skulle klage over det? "Jeg gør ikke det her af selvmedlidenhed, Eniqa.. Smerten er blevet for stor til at jeg vil fortsætte med at kunne gå med den," fortalte han med en ganske så kortfattet tone. Det var ikke noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han havde kæmpet længe nu og ved at vide, at Matthew kæmpet for det samme, så kunne han lige så godt smide det hvide håndlklæde i ringen og bruge hans energi på noget andet. Angel var dukket op og det var blevedet en redning et sted, for det var noget som gav ham noget andet at tænke på. Han havde jo også været en trøst for Eniqa i den tid hvor Matthew havde været væk, så det var jo nøjagtigt det samme. "Jeg vælger min kampe med omhu," afsluttede han med en rolig stemme, idet hun presset ham mod væggen. Han bakket mod den, og stod fuldkommen stille, da han måtte møde den med ryggen. Han stod fuldkommen stille og med den næsten sitren i kroppen. Han håbede jo et sted at hun ville gøre det, så ville det jo være overstået og så slap de for at tænke mere over det. Den eneste som ville lide af tabet af ham, ville jo være Angel og hendes tvillinger.. hvem ville da ellers savne ham? At hun førte kniven mod hans strube, fik det virkelig ikke til at være anderledes for ham på nogen måde. Han stirrede hende ind i blikket og næsten blot afventende som intet andet. Han ville egentlig bare gerne have det overstået og det skulle gerne være så hurtigt som muligt, for det andet var virkelig ved at irritere ham noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Det gjorde simpelthen for ondt at have hende så tæt på sig og det værste var jo, at hun kunne mærke det på ham! Han bed sig i læben og slev med de tårer trillende ned af kinderne. Han havde virkelig ikke nogen kontrol over noget som helst lige nu og han hadet det virkelig. Han så ikke væk fra hende under hendes talestrøm At det handlede om ham og hende, var virkelig ikke noget som han kunne forstå. Han havde virkelig prøvet.. prøvet at hjælpe hende og gang på gang, så skulle han afvises og smides på port. Nu holdt han sig væk og det var heller ikke godt nok? Han nåede ikke at besvare hendes ord det mindst, før han så til at kniven blev kastet på gulvet. Allerede inden han hørte den klinge, så mærkede han hendes læber mod sine egne. Det satte virkelig en forbandet sitren igennem absolut hele hans krop. Han klemte øjnene sammen. Han vidste at det ville være det bedste, at skulle afvise hende.. Han kunne bare ikke få sig selv til det, og det var virkelig noget så voldsomt frustrerende! Kysset gengældte han og i den grad også med den klareste længsel. Den ene hånd søgte stille op mod hendes kind som han strøg med den største forsigtighed. Matthew ventede på hende.. Han burde virkelig ikke. Han måtte simpelthen bare stå fast på sit! Han kunne bare ikke.. han kunne simpelthen bare ikke. Havde han haft Matthews psyke så havde det virkelig været noget helt andet! Hovedet søgte på sned, idet han valgte, at skulle intensivere kysset og uden at slippe det mindste overhovedet. Han kunne virkelig ikke få sig selv til det. Forsigtigt trykkede han hende ind til sig.. Om ikke andet så ville han have lov til at nyde det.. Bare denne ene lille gang.

[Deleted]

Eniqa kunne i den grad føle hans elendighed og det hjalp helelr ikke hende på nogen måde, at han var så anspændt omkring hende gjorde faktisk ondt, at føle den kniv borre sig ind i hendes bryst når hun følte den måde hans mave måtte slå knuder på når hun så meget som stod i hans nærhed. Han havde ret i at det letteste uden tvivl ville være blot at få det overstået, lade klingen møde hans strube, men det var ikke hvad hun ønskede, somme tider var den letteste udvej ikke alid den bedste, til tider måtte man gå af de svære, det vidste hun om ikke andet. Døden ville hun ikke hjælp ham på vejen mod, hun forstod at han ikke ville ned i dybet ved at gøre det selv, personligt ville hun nok være komplet ligeglad, men han fortjente det sted som han ville komme hen i så fald, hun ville bare ikke være skylden i det, trykkede hun den kniv mod ham så ville hun være nødt til at gøre det samme mod sig selv. Klingen havde ramt gulvet, en lyd som hun i det store og det hele bare måtte ignorere, han ville ikke lytte til hende så måtte hun jo vise ham at Matthew ikke havde vundet, at hun ikke var en eller anden form for pris man kunne spille om, hun var en ganske normal kvinde, ikke en der var alt den krig værd for, ikke en kvinde der var værd at spilde hele sit liv for som han ville gøre det. Lige der måtte hun næsten hellere ønske at han ville få det godt med Angel frem for at gå i døden, for hun ville savne ham og han havde ingen idé om hvor meget. Gik han i døden så måtte Matthew tage den plads som Maurus tog hos hende da han selv endte med at gå bort, for det ville være utrøsteligt. Selvmedlidenhed eller ej, det slog hende ihjel at høre ham tale sådan, at høre ham så opgivende når det i virkeligheden var ham der lærte hende stadig at se det smukke i livet, det som endnu ikke var gået tabt, han havde lært hende meget mere end Matthew nogensinde ville kunne. Læberne hvilede mod hans, stille sank hendes blik i bag øjenlågene. Det var forkert, hun var ikke bedre end Matthew lige i øjeblikket, hun gjorde præcis hvad han frygtede.. Ville han hade hende? Tanken blev slået ud af hovedet da hun følte Maurus gengælde hendes kys, stenen faldt fra hendes bryst, endnu en afvisning havde været det som hun i virkeligheden forventede. Sitren tog til i hendes krop, en varme uden lige, om det havde noget med hans følelser at gøre så gennemborede længslen sig langt ind i hendes bryst, længslen efter at være tæt på ham som nu. Ganske forsigtigt faldt den ene hånd mod hans bryst for at finde hvile, mens den anden hånd blidt placerede sig i hans nakke som en form af støtte. På trods de stod så tæt op af væggen så trykkede hun sig ind til ham. Fornuften var virkelig væk, hendes hjerte hamrede de samme faste slag mod brystet. Sandheden var at det var Eniqa som ikke var god nok, hverken for ham eller Matthew, hun var den som vælgede eller vragede og den magt ønskede hun end ikke at have. Matthew tog hende til et helt andet plan fik hende til at smile le, fik hende til at flamme på en anderledes måde, men dette var virkelig så intens. Det savn hun næsten havde følt. Ganske stille gav hun sig hen til ham og til hans favn, endnu klar over at afvisningen stadig kunne komme, selvom hun ikke brød sig om den tanke. Ganske stille lod hun læberne skiltes en smule og tungespidsen blidt kærtegne hans læber som i en tiggen for at nå hans.. Det var voldsomt forkert, men hjertet talte og så kunne man vel ikke andet end at lytte?

[Deleted]

Maurus kunne virkelig ikke genkende sig selv mere, og den tanke og følelse, var virkelig forfærdelig for at sige det mildt. Han kunne virkelig ikke fordrage den følelse som det måtte efterlade ham selv med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde kæmpet for hende i den korte periode hvor han havde haft chancen og muligheden og han var blevet slået ned allerede med det samme, at Matthew var dukket op. Det var ikke bare af Eniqa, men det var i den grad også af Matthew. Hvis Eniqa havde vidst hvad Matthew havde gjort ved ham igennem deres barndom for at få sin vilje og de første teenageår, så ville hun sikkert få et chok. Hans lave selvværd var en meget stor grund til at han handlede som han gjorde, uanset hvor hårdt det så end måtte være, det var i den grad også helt sikkert. Matthew ville han aldrig vinde over og han vidste allerede med det samme, at den mand ville gøre alt for at gøre det til en konkurrance, og så stod Maurus hellere af med det samme. At have Eniqa på sig var noget som han ønskede af hjerte, men bestemt ikke fornuften, selvom det dog på ingen måde, var ham en hjælp! Han ville have hende væk, han kkunne bare ikke få sig selv til at skulle skubbe hende det mindste væk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det havde virkelig bare været det nemmeste hvis hun bare ville lade ham være, eller føre kniven og så efterlade ham som han var så frygtelig vant til. Sagen var jo den.. han kunne aldrig komme over hende. Han elskede hende og det var det som gjorde det hele så meget værre, at han så skulle straffes for alt det som han havde gjort for hende igennem livet. Han havde måske ikke gjort meget dengang, men at han i det mindste ikke blev trampet ned af Matthew og Alaster havde virkelig været den tanke som havde holdt ham i skindet i den periode.. Frem til han var taget derfra. Han kunne simpelthen ikke holde det ud! Han var en svækling ved siden af Matthew, en skam på familiens navn og han var udmærket godt klar over det. Hånden som hun placerede over hans bryst fik ham til at spænde omgående. Det var dejligt og det var behageligt, bare det at hun gav sig hen til ham på denne måde. Det var ikk noget som han kunne mindes at have følt før eller på nogen måde som dette, det var i den grad også helt sikkert. Han klemte øjnene svagt sammen og med den varme uden videre. Det var virkelig en underlig og ekstrem ubehagelig følelse og alligevel det stik modsatte på en og samme tid. Det var virkelig ikke nemt at være ham! Hans frie arm gled stille og roligt omkring hendes slanke liv og trykkede hende ind til sig. Dette var virkelig bare så frygtelig uretfærdig på alle måder, han kunne simpelthen bare ikke have det og alligevel.. så elskede han det virkelig og meget mere end det som han måtte elske noget andet. Han nød det, at skulle have hende tæt på sig, det var der bestemt ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han brød kysset stille og roligt. Hans krop sitrede og han havde det virkelig varmt. Han måtte næsten tvinge hovedet væk fra hende, selvom han på intet tidspunkt kunne give slip. Det her var virkelig forkert.. ikke bare overfor Angel, men også for Cayenne som endnu en gang havde vist sig i hans liv. Det var virkelig så frygtelig frustrerende som intet andet i hans liv. Han hadet det virkelig! "Hvorfor gør du det her, Eniqa?" hviskede han stille. Den sitren som skød igennem mere eller mindre hele hans krop, var virkelig så ubehalige og alligevel så var det så.. dejligt på en eller anden underlig måde, som han ikke kunne beskrive. Hans kinder var våde af de mange tårer. Han var ikke meget for at græde foran hende, selvom han intet havde imod det som sådan. Store mænd kunne også græde, selvom han vidste, at han slet ikke var blandt betegnelsen af de store. Han udgjorde bunden og sådan havde det jo altid været.

[Deleted]

Følelsen af ikke at være i stand til at kende sig selv var virkelig i den grad en som hun måtte kende bedre end noget andet, hun havde følt det i den seneste tid hvor hun havde været sammen med matthew, ingen af dem var til at kende, det var første gang her til aften at hun så lidt af den velkendte Eniqa og det glædede hende et sted, også selvom smerten ved at se ham på den måde overtrumpfede det lidt. Hun ville ikke være nogen konkurrence, hun ville ikke være en slagmark i en krig mellem de to brødre som hun måtte elske af hele sit hjerte det var helt sikkert, at han så skulle gøre det til den samme konkurrence som Matthew lod til det var hun ærlig talt træt af, igen hun var ingen præmie! Den lave selvtillid måtte skyldtes noget og hun vidste det, hun var bekendt med hvordan man havde set på Maurus i forhold til Matthew, klar over at han altid måtte være den som tabte kampen, men ingen af dem ville tabe og ingen af dem ville vinde. Dette valg ville aldrig nogensinde blive truffet, hun ville fortsætte legen hvis hun valgte den ene, hun var vel derude hvor hun måtte sige alt eller intet? At have ham tæt på som nu var noget som næsten måtte lette hende, at føle at han for en gangs skyld ikke ville afvise hende, om ikke andet så ikke endnu. Lydløst trillede tårerne fra hendes kinder, hun kunne smage salten fra hans egne over hans læber. At han ønskede hende væk følte hun og alligevel så fik hun virkelig ikke til at skulle trække sig, det var som den længsel og det savn virkelig tvang hende til at holde fast i ham, hun kunne ikke lade værre, uanset hvor forkert det var ikke kun med hensyn til Matthew men i den grad også med hensyn til Angel, hvorfor havde hun ikke dårlig samvittighed? Kniven lå på gulvet, den lille ikke blive taget i brug i aften, det nægtede hun ærlig talt, måske det var hvad hun var kommet for, men i virkeligheden så avr det jo heller ikke dette som hun havde forventet af mødet? Eniqa havde været der, set hvordan han blev trampet for af hendes tidligere mand og Matthew, set hvor nedladende de talte til ham, dengang kunne hun ikke have ondt af hende, for hun lå der hver eneste aften og blev ydmyget, dengang hadede hun ham ligeså meget som hun måtte hade de andre. En svækling var han virkelig ikke, måske han ikke var så psykisk stærk men han skulle se Matthew nu, der var ikke meget stærkt over ham mere. At give sig hen til ham på den måde var måske dumt, ikke mindst fordi hun selv kunne ende med at blive skuffet, det var hans oplagte mulighed for at gøre som hun havde gjort med ham, også selvom det ikke var en tanke der strejfede hende, ikke når de hvilede så tæt. Uden at tøve lod hun sig trække ind i hans favn som armen sneg sig omkring hendes liv, kunne han stadig sige at det var uskyldigt? Varmen blussede og det var tydeligt i hendes kinder der havde antaget en lettere rød farve, hendes blod pumpede det var som hendes kølige hud var blevet brændende. Modvilligt brød hun kysset, noget som i den grad også skete med halvvejs tvang, det måtte vel være afvisningen? Så længe han ikke gav slip blev hun stående. Blikket lod sig afsløre bag øjenlågene, stille lod hun fingerspidserne stryger en smule over hans bryst, næsten blot per automatik "Fordi jeg elsker dig" svarede hun i en stille hvisken, dog med en klar ærlighed i stemmen. Hånden fra nakken søgte mod hans kinder strøg de mange tårer væk, det var forkert, men det behag hun vidste at han følte var det samme som hun sad med

[Deleted]

Det var bestemt ikke en enkel opdragelse som Maurus havde fået, det var der heller ikke nogen tvivl om. Der var store grunde til at hans selvværd ikke var bedre og der for han også så frygtelig desperat bare måtte prøve, at skulle komme ud af den kattepine som han var endt i, for det havde virkelig ikke været hans mening. Han ønskede virkelig ikke at have det så forfærdeligt, men lige nu var det virkelig bare intet andet end direkte umuligt, at skulle gøre noget ved det. Han kunne ikke skjule det for hende som han havde kunne gøre før. Gemme det bag et smil og så græde det ud når han endelig var alene. Selv når Matthew ikke var der, så var det virkelig noget som påvirket ham, for han vidste udmærket godt hvordan den mand ville reagere når det kom til stykket, det var der ingen tvivl om. Han vidste hvilken type som Matthew var. Hvis han vidste, at de stod så tæt på hinanden som de gjorde lige i øjeblikket, så ville han da flå hovedet af ham med alt hvad det måtte indebære. Han var måske ikke meget for at indrømme det, men han levede jo i sin brors skygge og udelukkende på grund af den ene lille ting; Han var bange for ham. Bange for hvad han kunne finde på, bange for hvad han var i stand til, når han endelig var klar nok i hovedet. At være et offer for Matthews vrede, var ikke noget som han ønskede, at skulle gå igennem endnu en gang, det var i den grad også helt sikkert. De isblå øjne vendte han stille mod hende. Matthew elskede hende, så meget vidste han da, men det at skulle komme dem i vejen, var virkelig ikke noget som han ønskede.. Ikke igen. At hun gjorde dette fordi at hun elskede ham, var ham selv en lettelse et sted og så alligevel det stik modsatte et helt andet sted. Den tanke og følelse, var virkelig ikke særlig behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Han sukkede indvendig. Øjnene gled stille i, da hun lod hånden stryge så stille og roligt over hans kind. Han nød virkelig den tanke og den følelse ved at skulle have hende så tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, selvom det virkelig var så frygtelig forkert. Han vendte blikket stille mod hende. Han kunne ikke få sig selv til at skulle give slip på hende, det var helt sikkert. Han trak læberne op i et halvvejst og lettere akavet smil. Ikke at han kunne lade være med det. Han trak vejret dybt og slap det i et let suk. De burde slet ikke og det var virkelig noget af det værste af det hele. Han havde forspildt sin egen chance. Matthew ventede for pokker da på hende! Han bed sig let i læben og rystede tankerne ud af hovedet. Han kunne virkelig ikke fortsætte på den måde som han gjorde det! Han lod læberne stille og roligt møde hendes egne i et lige så længselsfuldt kys som det havde været tidligere. Han lod øjnene glide i endnu en gang, da han lod den ene hånd roligt lukke sig omkring hendes baghoved, som havde det været en ganske så perfekt støtte på alle måder. Hovedet søgte let på sned, da han valgte at skulle gøre kysset om muligt så endnu mere intenst end det som det havde været til nu. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han gik roligt frem og tvang hende derfor også til at bakke. Tårer måtte han stadig kæmpe med og stadig måtte de falde over hans kinder, for det gav virkelig ikke nogen mening, at han skulle være fanget i dette helvede som han var lige netop i dette øjeblik, det var helt sikkert. Han fik hende stille lagt ned i sengen. Måske at han slet ikke var som sin bror. Han var sig selv og han var træt af, at skulle straffes for det, for han gjorde virkelig intet forkert! Et svagt suk måtte han tvinge tilbage i struben. Han lagde sig selv forsigtigt over hende, idet han stille brød kysset. Nu måtte han jo bare prøve, så måtte man jo se hvor meget hun elskede ham, for han elskede i sandhed også hende, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hans blik var nærmere intetsigende for handling. Ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Ingen forventninger. Han ønskede bare ikke at blive skuffet.