Masqurade!

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne virkelig ikke falde Aerandir ind, at skulle afvise hende på denne måde, specielt ikke når det var ham som invitationen var henvendt til, det var der ingen tvivl om. Lige nu ville han bare nyde hendes selskab. Han var en af naturen og det var iden grad noget som man kunne sige sig, at han måtte være stolt af og på alle tænkelige måder overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende det varme smil og selv med armen roligt omkring hendes slanke liv. Som han selv kunne se, så var det absolut dem alle som måtte hygge sig. De snakket da frit og uden at skulle tænke på noget som kunne minde om våben, så var det virkelig også bare en tanke som måtte glæde ham selv mere end noget andet. Krigen havde selv kostet ham en hel del. Han bar jo stadig arret på sin skulder efter et bagholdsangreb, så det var heller ikke noget som han direkte ønsket, at skulle tænke mere på lige nu. Han stod her og han stod her sammen md Lynn, så kunne det virkelig heller ikke blive bedre ofr hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han smilede og rystede stille på hovedet. Det var vel også en mindre diskussion som de aldrig nogensinde ville blive færdige med, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget direkte, så var det heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville stå ved eller ikke, så var der ikke det vilde, at skulle gøre ved lige netop dette. "Som jeg kan se, så går det hele perfekt," sagde han roligt og med det stille smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt førte hende ud i dansen på det store gulv, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han nød det i allerhøjeste grad, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige netop nu, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Han holdt hende helt tæt ind mod sig. Han holdt af hende, han havde nydt hendes nærvær på denne måde som han aldrig nogensinde havde nydt noget som helst andet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Han slap roligt hendes hånd og lod begge hænderne forsigtigt falde mod hendes hofter. Danset stoppet ikke det mindste, man kunne vel bare sige, at.. det blev gjort lidt mere intenst?

Nathaniel kunne da på ingen måde være skamfuld overfor Liya i øjeblikket. Hun tog den store menneskemængde meget bedre end det som han havde regnet med, også deraf en grund til at hun fik lov til at få så frie tøjler, ellers var han normalt meget forsigtig med hvad han ville udsætte hende for eller ikke. I aften havde han lovet at passe på hende og det var i den grad også det som han havde i sinde at skulle gøre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At Liya selv var så ivrig efter at skulle fortælle det til Kimeya var blot en tanke som måtte more ham på alle måder. Ingen af dem vidste, at han var dødssyg, så det var jo et sted bare en tanke som direkte måtte glæde ham, for han ønskede virkelig heller ikke den medlidenhed, for den kunne han heller ikke bruge til en skid lige for tiden, det var i den grad også helt sikkert. Han slap stille Liyas hånd, som hun måtte løbe Kimeya i møde. Han rystede smilende på hovedet. Lige i aften, så følte han virkelig ikke, at noget som helst kunne gå galt.. absolut intet! Han selv satte kursen i retningen af Faith. Hun havde virkelig været som en søster for ham og hun havde i den grad også været savnet på alle måder. Selv var han nok ikke den mest formelle af typen, selvom det nu alligevel ikke var noget som man skulle tage fejl af. Normalt faldt han ind i mængden, men der var virkelig meget som havde ændret sig. Han tog let imod Faiths kys på kinden, hvor han nu alligevel var gået lidt ned i knæ, så hun kunne komme til. De mørke øjne faldt roligt til hendes skikkelse og selv uden, at skulle se det mindste væk overhovedet. Liya var glad, så var han i den grad også, og det var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var måske en anelse bleg og det vansirede ansigt var holdt i skjul, så det var heller ikke noget, som man skulle tænke meget over lige netop nu. Han sendte hende et stille smil, tog hendes hånd og kyssede roligt hendes håndryg. Lidt høflig og respektfuld kunne man i den grad også være. Liya var jo lige ved siden af ham, så kunne han også tillade sig, at have blikket på Faith lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det er virkelig, virkelig godt at se dig, igen Faith," begyndte han roligt. Hvad hun så efter ved at skæve ud mod mængden, for ikke at glemme, at han tydeligt lagde mærke til, at hun var mere bleg nu end det som hun normalt ville have været det. Han lod hovedet søge let på sned og klart også med en undren, som man ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han skubbet det lidt ud af hovedet nu. "Jeg hørte om din fødsel af en smuk pige.. jeg glæder mig til at se hende," tilføjede han med et smil.

Fabian havde vel tildels en ejerfornemmelse over hende, selvom det nu alligevel ikke var noget som han direkte ønsket at komme frem med i nogen former for ord overhovedet. Han blev selv roligt siddende og med blikket hvilende på dem begge, da de var endt med at træde ud på dansegulvet. Han ønsket virkelig at have hende lidt for sig selv i aften, for han følte i den grad også, atdet kunne vise sig, at blive en meget god ting for dem begge. Han ønsket også at finde ud af, hvor han måtte stå sammen med h ende, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede specielt på denne vampyr som havde budt hende op til denne dans. At der hvilede noget bag, havde han virkelig ikke nogen anelse om. At han var en af dem som man snildt kunne beskrive som de udsatte lige i aften, det vidste han virkelig heller ikke, i så fald, så havde han nok reageret på helt andre måder, end det som nu lige var endt med at skulle blive tilfældet. Den næste dans den agtet han i den grad at tage, så det var noget som han virkelig bare måtte bide i sig, selvom det virkelig ikke var så nemt, som det man lige skulle gå hen og tro. At sidde her og mugge var ikke det som han selv just var mest kendt for, men hvad havde han regnet med? Selvfølgelig ville folk danse med Destiny, også selvom han meget gerne selv ville til, så var det jo tydeligt ikke muligt for hans vedkommende, selvom det virkelig var noget som han måtte foragte et sted. Han rystede stille på hovedet. Hvad pokker var det for nogen tanker at skulle sætte sig med? Han lod fingrene roligt tromme henover hans egen overarm og uden at skulle se det mindste væk fra hende. Han holdt i den grad øje med hvad der foregik og det var bestemt også omkring Destiny, for der skulle absolut intet ske med hende!

[Liya Daimond Diamaqima]

Lynn var i den grad kun glad for at Aerandir ikke havde valgt at skulle afvise hende på den måde, så havde hun været nødsaget til at gå alene og selv det lød for hendes del en smule ensomt, og han var trods alt en mand af tålmodighed, bare det at han havde sat så længe i trætoppene uden at nogen egentlig lagde mærke til at han måtte være der, det sagde jo lidt det hele, i hendes øjne om ikke andet. Alle de mennesker skabte en varm luft omkring, og hun måtte rent faktisk føle det varmt, et sted så savnede hun en smule at gå et sted ude i det fri, men måtte nu være som det var, hun ville nyde denne aften med ballet, se hvordan alle sammen begik sig fredeligt og frejdigt, talte med hinanden, familier der endelig kunne genforenes for blot en enkel aften, for hende var dette i den grad et form af paradis og hun måtte et sted være stolt af det arbejde hun havde formået at få gjort færdigt. Det varme smil hvilede over hendes læber, som hun roligt måtte stille sig med ham og i den blide vals, lade ham fører hende og hvor det måtte være hende tydeligt at han vidste hvad han gjorde. Hun nikkede stille til hans ord "Det går fremragende" medstemte hun ganske roligt. Aftenen skred allerede glimrende frem, alle hyggede sig og inklusiv hende, men for pokekr hvor var det ubehageligt varmt! Man kunne stadig høre de tunge dråber slå mod vinduerne,og så alligevel så virkede det en smule fristende "Hvad siger du til at gå en mindre tur?" spurgte hun som en stille invitation. Hun ville frygtelig gerne lige ud og trække vejret før hun kunne vende tilbage til hendes velkomsttale.

Liya var i den grad kun glad for at Nathaniel ikke måtte skamme sig over hende, for hendes opførsel ligenu kunne man jo ikke ligefrem prale med var den mest modne, hun var bare så ivrig, det var længe siden hun havde set eller hørt fra Kimeya, han havde jo troet hun var død i et godt stykke tid til hun havde valgt at sende ham det lille brev, godt nok med hjælp fra Nathaniel til tider så måtte det virkelig plage hende at hun ikke avri stand til at skrive og læse. Armene hvilede om Kimeyas nakke for et stykke tid inden hun valgte at trække sig helt og igen ende med en form af fodfæste. Hun var så frygtelig stolt over at bære dne ring, stolt over at kunne sige at hende og Nathaniel endelig var nået videre fra sidste gang, kommet op af hullet og endelig køre videre, hun avr stolt af at være hans og hun glædede sig virkelig. Det at Nathaniel endnu måtte prøve at holde hende lidt i nogle tøjler var noget som hun blot lodham, det havde jo flere gange vist sig at han avr den som vidste bedst af de to, og at han ikke ønskede andet end at beskytte hende, men lige i aften var hun vel bare mere eller mindre umulig at skulle holde styr på, når hun glædede sig så pokkers meget. De lange smidige krølelr strøg omkring hendes slanke skuldre, hun trak let på dem, og kun med det største smil. Hun vidste at nathabniel avr netop ved siden af hende og med blikket på Kimeya. Hun overhørte hans ord og kom pludselig i tanke om den lille detalje "Nårh ja!.. Tillykke med prinsessen" endte hun dog lidt mere roligt, tvang sig selv lidt ned på jorden for alles skyld, lige her havde hun været for ivrig og hun var klar over det. Hun følte sig virkelig næsten vigtig måden, folk hilste når man gik forbi, den summen, lysekornerne der kastede sit skræ ned, hun var virkelig kun lykkelig lige i øjeblikket.

Det at Fabian et sted måtte bære den ejerofrnemmelse var noget som virkelig i en stor grad måtte Destiny, det at han rent faktisk kunne blive en smule jaloux over noget han egentlig ikke havde retten til, hun ville nok kunne gøre det samme om situationen var omvendt men det morede hende dog alligevel. Der var intet imellem dem, ikke mere end en yderst ærkværdig flirt og det at han var i stand til at vælte hende af benene gang på gabng, han gjorde hende blød og til tider vidste hun end ikke om det var en god ting. Det isblå blik hvilede mod manden foran hende, hun genkendte ham ikke på nogen måde, men hun ville ej heller sige nej, hun var dronning og specielt i Manjarno hvor freden herskede tillod man sig bestemt ikke at sige nej. Den næste dans ville Fabian få, om det kunne gøre ham mere tryg, selv på trods hun ikke så ham, så vidste hun at han sad et sted og holdte frygtelig godt øje, hun kunne fornemme hans brændende blik i hendes ryg. Roligt bevægede hun sig rundt hen over dansegulvet med ynde og elegance, hun havde aldrig kunent danse, ikke før det var blevet hende lært og af Faith hendes kære søster lige inden det sidste bal hvor hun for første gang skulle følges med Fabian. Det varme smil blev den fremmede tildelt, hun var om ikke andet en høflig kvinde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde i den grad fået øje på den kære Liya. Han måtte ærligt erkende, at han virkelig havde savnet sin kære veninde og specielt efter det som var sket med Nathaniel og Liya den aften, så havde han ikke set eller hørt noget som helst til hende. Så det at se hende nu, var virkelig bare noget som gjorde ham noget så glad! Han slap roligt Faiths hånd, for at kunne komme Liya i møde. At hun måtte løbe de sidste stykke mod ham, fik ham dog blot til at le. Armene søgte omkring hendes skikkelse, hvor han drejede let med hende, inden han satte hende ned på jorden igen. En kær veninde var hun virkelig, også selvom han bestemt var den type mand som under ingen omstændigheder måtte se hende i øjnene, så ville det virkelig bare gå helt galt for ham, det var sikkert. Det var jo trods alt også noget som de havde prøvet før og det var noget som de havde fået bekræftet også på denne måde, så det var heller ikke noget som man skulle kunne tage sig det mindste af lige netop nu, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville stå inde for eller ikke, så var det jo bare rene fakta. "Hvor er det godt, at se dig igen, Liya," sagde han roligt. Det ville i den grad være en direkte løgn, hvis han ville påstå at han ikke havde savnet hende, for det havde han virkelig. Han havde været på Caylas side, dengang hun havde valgt at smide Nathaniel ud. Ringen som han fik øje på, da hun stak den mere eller mindre op i hans ansigt. Han trak hovedet let til sig. At hun var forlovet, fik virkelig bare hans smil til at brede sig. Han betvivlede virkelig ikke, at Nathaniel ville passe på hende. Han havde jo hørt fra den mand igennem brev.. godt nok adresseret til Faith, men han læste dem nu alligevel. Han vendt blikket mod hende og med det klare smil på læben. "Hvor er jeg glad på dine vegne, Liya.. Det er virkelig noget som du bare har fortjent," sagde han glad. Han trak hende ind i favnen og omfavnede hende igen, inden han roligt måtte slippe hende. Signalerne skulle jo nødigt kunne tolkes forkert. "Stort tillykke til Jer begge," afsluttede han roligt og ikke mindst med en ærlig stemme. Deres kærlighed var virkelig på et helt andet niveau end det var med ham og Faith. Han ønskede selv bare at få det hele til at køre, selvom det virkelig bare måtte være så forbandet svært! Det var jo virkelig helt utroligt! Han vendte sig mod Nathaniel. Han kunne nu udmærket godt se, at manden var en anelse bleg, selvom det nu ikke var noget som han sådan rigtigt ville bide sig fast i lige netop nu. "Det er også godt, at se dig Nathaniel," afsluttede han stilfærdigt.

Hvad Gabriel havde i vente, det havde han virkelig ikke nogen anelse om. For hans del så ville han bare hygge sig, hjælpe Evelyn ordentligt ind i rollen som det nu skulle kræves af en dronning, for de skulle jo trods alt begynde et sted. Han nærede virkelig ikke noget had til vampyrer, det kunne han bare ikke, for han vidste, at han selv havde det i familien et sted, så hvorfor benægte det blodbånd som han jo faktisk havde til de væsner et eller andet sted? Han trak vejret roligt og dybt. Han skulle bare holde øje med Evelyn, så kunne det jo heller ikke gå helt galt, for ikke at glemme, at han jo næsten havde ventet at skulle snakke med mange lige i aften, så nu måtte man jo bare se hvordan det gik for sig. At han var det første store offer i deres attentatforsøg var fuldstændig ukendt for ham på alle måder, som man overhovedet kunne komme i tanker om, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han rettede sig roligt op. "Mærkværdigt hvis vi tænker på hvordan tilstanderne står i landene for øjeblikket. Freden hersker her dog.. Det er en dejlig følelse," sagde han roligt og med et let smil. At manden var interesseret i genopbygningen undrede ham dog ikke det mindste. Det var jo det som var det vigtigste i Procias lige netop nu. Han så kort mod Evelyn igen, inden han vendte sig mod manden. Han agtet i den grad, at skulle passe på sin forlovede, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sendte manden et roligt og neutralt smil. Han var dog venlig overfor ham, han havde jo heller ikke direkte nogen grund til at skulle vise sig som det modsatte, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. "Det går.. Langsomt," sagde han stille. Det var det som var hans største bekymring. "Det er ældgamle sten og ældgammel magi som blev brudt, da det måtte falde sammen den aften.." Han rystede på hovedet. Det var stadig noget af det hårdeste som han havde oplevet, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende. Han havde slet intet imod, at skulle snakke om dette med en vampyr. Slet ikke. Han sendte manden et roligt smil. "Vi regner dog med at få det op igen hurtigst muligt," afsluttede han med en rolig og ganske så stilfærdig stemme og tone.

Nu var Alexis' endelig kommet ud af værelset, så kunne man da lige så godt bare nyde, at det ville være en mulighed for ham, at skulle være sammen med Keischa. Han holdt virkelig forbandet meget af denne unge kvinde og meget mere end det som sikkert godt var, for han vidste, at hun var gift med Miquel. Den selv samme mand som havde gjort dette mod ham. Ikke bare, at forvandlingerne var som for mange år siden, da han var endt med at blive en varulv, det var virkelig mange gange værre nu og han hadet det virkelig! Var han ikke på sit værelse så var han i kælderen under fuldmånen, for at komme sig kæmpende igennem de få nætter det ville kræve af ham hver eneste måned og det var virkelig hårdt! Han var virkelig smadret fuldkommen bagefter, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. Han sendte hende et stille smil. "Maske.. kjole og fjer.. du er i lyserød.. du er piget.. og kvindelig, ligesom du skal være," sagde han roligt. Det var slet ikke fordi, at han ønsket ,at skulle bringe det op til en diskussion med hende, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han hævede roligt brystet, inden han roligt stoppet op i dansen. Han var allerede klar over, at hun bar våben på sig, det var jo trods alt også noget af det som han havde lært hende, så det var også af den grund, at det slet ikke gjorde ham det mindste overhovedet på noget tidspunkt. "Kom.. lad os finde et sted, hvor vi kan være lidt alene," sagde han roligt og med en beden i stemmen. Han ønsket at snakke med hende alene om tingene.

[Deleted]

Foreløbig så gik alt virkelig bare efter planen! Og Valerio kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet end blot at skulle nyde af det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vidste og han kunne tydeligt fornemme, at Fabian holdt godt og skarpt øje med ham, det var helt sikkert, hvilket i den grad bare var lige hvad det var at han måtte ønske. Så var det bare at sørge for, at han kunne holde Destiny beskæftiget i dansen frem til at det virkelig ville gå galt - For dem selvfølgelig. For ham selv og for Alec, så var det bare at komme ud efter at Gabriel ville være stukket ned. Han glædet sig virkelig over den tanke og den følelse, det var virkelig det bedste ved det! Som han førte Destiny over gulvet så kunne han også noget så tydeligt se, at Alec allerede havde Gabriel under sin beskæftigelse, så alt gik i den grad også i deres retning, så kunne det virkelig heller ikke blive bedre, det var i den grad også helt sikkert og han nød det virkelig. Han vendte roligt sit blik mod Destiny, at han skulle stå der med selve dronningen af Manjarno i sine hænder på denne måde, var virkelig en utrolig tanke, for det var slet ikke det som han havde tænkt sig over, at han stod med. Det kunne han ikke, for han måtte virkelig ikke gøre Destiny usikker eller utryg på situationen! Han sendte hende et roligt og venligt smil. Hvis der var noget som han var god til, så var det i den grad alle disse former for skuespil. Det var hvad de havde lært af deres kære far, inden han var brændt levende for den organiation, som han selv måtte stå med i hænderne med hans kære bror og deres bedste ven Demitri. "Der er minsandten sket meget i aften," begyndte han roligt. Han måtte jo være tydeligt imponeret over, at der var pyntet op og gjort klar på denne måde og specielt når man vidste, at Procias og Dvasias stadig måtte være i krig, så var det virkelig en utrolig fornemmelse og på alle måder, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af. Hans mørke øjne faldt roligt i hendes blik. Hans eget var præget af en mystik uden lige. Det var bare det som måtte ligge så naturligt til ham på denne måde, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han vendte blikket ganske roligt mod Fabian. At se ham sidde der og mugge på stolen, hvor det var tydeligt med den misundelse i hans blik, var dog virkelig kun noget som måtte more ham. Han vendte blikket tilbage mod hende igen. Kunne han snakke med hende og holde hende beskæftiget under dansen, så ville det hele jo bare gå som smurt. "Er han altid sådan når andre kommer først?" spurgte han med en næsten drillen stemme. Han faldt vel bare ind i mængden? En som blot ønskede denne dans med dronningen af Manjarno. Også selvom det jo blot var tilfældet, så var der i den grad også en umådelig kraftig mening bag som man ikke skulle tage fejl af. Slet ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Faith betragtede ganske let Nathaniel, han så hende en del bleg ud, men hun kendte jo også til hans forbandede arbejdstider, det måtte vel være det som trykkede? For lidt søvn endnu engang? Liya var glad, go det glædede hende at se hende med en lilel form af selvtillid. U daf øjenkrogen kunne hun ane Liya vise den smukke ring frem. Smilet bredte sig en smule "Et stort tilykke til jer begge to.. I fortjener det begge" påpegede hun med en rolig tone, dog utrolig munter. Et sted så var hun vel en smule jaloux? Under sidste bal ankom hende og Kimeya som nygifte nu ankom de og uden nogen former af ring på fingeren, et sted så ærgede det hende. Hvorfor kunne de ikke bare være sammen? Hun skød tanken fra sig inden hun ville blive alt for vred på sig selv. Smilet prydede hendes rosa læber, hånden strøg gennem de flammerøde lokekr som hun igen en smule fraværende måtte se sig omkring. Hendes hjerte hamrede en smule, det kunne for pokker ikke passe at Cayla ville få ret i hendes syner. Ved Nathaniels ord tvang hun igen opmærksomheden mod ham "Hun er fantastisk i vil snart få hende at se" lovede hun, dog en smule fraværende. Hun vendte sig roligt mod Kimeya efter Liya og ham havde sluppet hinanden, lod hånden let indfinde sig på skulderen. Han havde jo set hende kysse Natahiels kind og været så optaget af Liya at han sagtens kunne have misset en lav samtale "Nathaniel siger at Cayla havde sendt en besked.. Ceciliya er umulig og Cedric er kommet til skade.. jeg ville virkelig gerne tage hjem, men jeg har utrykkeligt lovet Gabriel at hjælpe ham med noget senere på aftenen" hun så med bedende øjne på ham, vidste at nathaniel stod lige bag, hun håbede dog at han ikke ville stille spørgsmål, men regne ud at hun gjorde det for en grund "Jeg er ked af det" hun plamtede et stille kys mod hans mundvie og med et meget undskyldende blik "Undskyld mig" endte hun stille mod dem alle, inden hun forvsvandt ind i mennesemængden, nu gjaldt det om at se meget mere.

Evelyn gik en smule rundt i hendes egne tankier, en ung kvinde stoppede for hende og nejede let og uden at tænke over det gengældte hun af ren go skær høflighed, hun var måske ikke født som dronning og ville nok heller aldrig finde sig direkte til rette i den stilling, men om ikke andet så havde hun Garbeil ved hendes side til at hjælpe og guide og meget bedre ville det vel så heller ikke blive? Hun stoppede ved middeladrende herre som kun lettede hende, en af slottets butlere. Hun sendte ham det varme smil tog imod den hånd som han holdte straks mod hende "Gerne Edwin" hun trådte med ham ud på det store guld, placerede en arm mod hans skulder, før hun lod ham fører sig rundt. Det var rart at se et kendt ansigt, for dette var virkelig ikke nemt for hende på nogen måde. Det var hendes egne tanker hun stod i frem for noget som helst andet, Gabriel var endnu ikek vendt tilbage, det måtte vel være en kending som han stod med? Det ville være hendes eneste gæt. Dansende passerede de Keischa og Alexis der så ud til at hygge sig utrolig meget, noget som dog kun glædede hende "Det glæder mig at du dukkede op" endte hun roligt, dog høfligt, mere eller mindre bare for at få startet den ene eller den anden form af samtale op, det her var for hendes del frygtelig akavet i forhold til så meget andet som hun havde været med til.

Keisxha nød virkelig at se Alexis lidt uden for værelset og blandt mennesker, desuden så var hun nok slet ikke taget med om han ikke havde valgt at ledsage hende, mest af alt fordi hun frygtede at hendes kære mand ville være til stede, selvom hun ikke længere bar den ring på hendes finger så var hun stadig bundet af et ægteskab der ikke avr bare liges åsdan at slippe af med, hun brød jo så ej heller nogen principper, der havde været det ene kys mellem hende og Alexis for så længe siden og ikke mere, hun holdte sig hun tvivlede dog på at Miquel måtte gøe det samme, hvad andet var jo så at hun langt fra gjorde det af respekt til den mand, det var ham som han gjort dette ved ham. Et kækt smil spillede om hendes læber ved hans ord, hun lænede sig stille frem "Er det nu jeg begynde at fortælle dig om samtlige af de våben jeg har gemt alle vejne?" hviskede hun intenst dog drillende tæt til hans ører. Han måtte efter hånden kende hende godt nok til at vide at hun bar de våben, detvar hvad han havde trænet hende til, at være forsigtigt uanset hvad hun måtte befinde sig i, altid at være i stand til at beskytte sig og det var hvad hun gjorde. Roligt stoppede hun op som han selv gjorde det, lod hovedet glide blidt på sned og de lange blonde lokker følge med. Dog endte hun med at nikke ganske anerkendende "Gæsteværelserne er åben" påpegede hun med rynket pande. Hånden tog hun stille i sin, klemte sig mellem dem store menneskemændge kun for at skulle nå udgangen og bevæge sig mod den mest vestlige fløj længst fra balsalen hvor gæsteværelserne ville være åbne.
/Keischa: Out/

[alecander]

Alecander lagde tydeligt mærke til at Gabriel holdt øje med Evelyn, men det kunne han jo også godt forstå. Han var selvfølgelig bekymret for at der ville ske sin forlovet noget, men det eneste problem var egentlig bare, at han brude holde øje med en anden, for der var slet ikke planlagt nogen planer mod Evelyn, hovedpersonen i dette rum, var nemlig ham selv. Og så selvfølgelig Fabian, og han håbede at hans bror ville klare sin opgave godt. Han smilede roligt til Gabriel. ”Tja, men vi kan vidst roligt være sikre på at freden ikke bliver forstyrret,” sagde han roligt og en smule eftertænksomt, ”det er nok ikke lige fordi at Jaqia dukker op i dag.” Han smilede et skævt smil til Gabriel. ”Jeg tvivler på at hun er til disse festligheder,” tilføjede han roligt. Det var nok ikke en god ide, at fortælle at Castle of Darkness var blevet sprunget, for hvor vidste han det fra? Selvfølgelig fordi han var bagmanden bag det, men det var jo ikke noget han skulle give andre indflydelsen af, og slet ikke kongen af Procias, som han faktisk skulle dræbe senere hen. Et sted ærgerligt, for han var faktisk ret sikker på at folket ville elske ham, men desværre stod han blot i vejen for deres planer! Desuden så var det vampyrerne der burde regere, for så ville der slet ikke være nogen krig overhovedet! Alle ville adlyde vampyrerne, en fantastisk tanke ifølge ham. Han nikkede ganske let til hans ord. ”Det lyder til at gå fremad,” sagde han roligt og med et venligt smil om læberne. Han hadede at spille ’god’, nok var han en gentleman, men at omgås folk han ikke brød sig om, det var simpelthen forkert! ”Jeg håber at det snarest muligt kommer op at køre igen,” sagde han med en stilfærdig stemme. Og et ganske let nik. Han viftede roligt en tjener hen til dem. ”Noget at drikke?” tilbød han ganske let, og tog selv et glas rødvin, ”der er ikke noget bedre, som en god vin!” Denne gang mente han faktisk sine ord, han nød at sidde og nyde en god gammel vin, som var udsøgt! Noget som efter hans mening, godt kunne gå an i stedet for blod. Han havde aldrig regnet med at skulle nyde et glas vin med kongen af Procias, men én gang skulle vel være den første? Han slog sig let til panden. ”Jeg har helt glemt at præsentere mig,” sagde han roligt, og bukkede endnu engang, ”mit navn er Alec Martimus.” Han løj, men det nyttede jo ikke noget at han fortalte sit rigtige navn, hvis planen nu pludselig skulle gå i vasken. Desuden så lå det jo tæt op af hans eget navn. ”Og igen. Det er en stor ære endelig at få lov til at møde den Procianske konge.” Han bøjede kort hovedet i en formel hilsen endnu engang.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde lagt sine arbejdsvaner og rutiner fuldstændig om. Tvært imod, så var han jo faktisk hjemme mere eller mindre hele tiden efterhånden og bare sammen med Liya, så de kunne få det hele ordentlig op og ordentlig til at køre, for det var i den grad også hvad han måtte ønske for sig selv, det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. Han sendte blot Faith det varme smil som han altid gjorde det. Der var sket meget siden han var blevet smidt ud. Man kunne jo snildt sige, at han faktisk skyldte Cayla for at hun havde gjort det, selvom han virkelig havde været sur på hende frem til at han havde fundet Liya i live. Nu var det hele virkelig bare anderledes. Han stod der med en forlovede, den mest glade pige, som han så længe havde set. Han nikkede blot roligt til Faith. "Det glæder jeg mig virkelig til," sagde han med en rolig og ganske så rolig stemme. Træt var han men dette havde nu været det som Liya havde set så meget frem til. "Jeg takker," afsluttede han roligt. Han var lykkelig sammen med Liya. Han kunne virkeig ikke gøre noget andet end at være glad for, at skulle have hende ved sig. Det var der så sandelig helelr ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! At Faith vendte sig mod Kimeya kunne han godt se og med den hvisken..? Hun brugte ham som en undskyldning? Han hævede let det ene bryn selvom han bare valgte at holde mund. Galt måtte den da i den grad være, ellers ville hun slet ikke bruge det som en undskyldning. Han nikkede blot, som havde det været en bekræftelse nok i sig selv. At fortælle en løgn, ville slet ikke komme på tale, så ville han hellere nikke eller ryste på hovedet. Han vendte sig mod Liya igen og med det varme smil. Han holdt ud i aften og det var virkelig også bare for hendes skyld. Det skulle da bare mangle! Hun klarte det virkelig flot. Han vendte blikket mod Faith, da hun tvang sig igennem mængderne, uden at han havde nogen mulighed for at skulle få så meget som et ord indført. Han måtte vel også bare håbe på, at det ikke var noget som Liya måtte opfange. "Kom min kære, lad os finde noget at drikke," sagde han roligt. Han slog armen let omkring hendes slanke liv og med det samme varme smil.

Gabriel stod nu ikke just med en bekendt. Tvært imod, så var mangen fuldkommen ny for ham, hvilket i den anden ende, også bare måtte gøre ham så nysgerrig som intet andet lige i øjeblikket. Manden virkede dog til at være ganske venlig af sig, så havde han eller ikke selv nogen grund til at skulle være anderledes end som så. Man behandlede andre som man blev behandlet selv og denne mand var dog høflig af sig og stillede selv interessante spørgsmål. Hvad der var sket i Dvasias, var nu ikke noget som han selv direkte vidste, men det var blot kommet ham for øre, at der var sket en hel del. Ikke at det forekom ham som nogen overraskelse det mindste det var helt sikkert også på denne måde. Han smilede svagt og rystede på hovedet. "Jaqia er nu heller ikke den type som jeg vil forbinde med en fest eller sammenkomst som dette," medstemte han roligt og ikke mindst ærligt. Med det rygte som den kvinde havde påptaget sig, så vidste han da allerede med det samme, at der måtte ligge noget andet under det. Han rystet den tanke væk fra sig. De var kommet her for at more sig og intet andet. At Eveyn var stødt på et velkendt ansigt, fik ham dog blot til at smile og til at falde mere til ro, end det som han havde gjort for kort tid før, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han vendte derefter sin fulde opmærksomhed mod Alec foran sig. Han nikkede blot roligt til ham, da han bød ham på et glas vin. "Bestemt. Der er virkelig ikke noget bedre end et glas køligt vin på en aften som denne," sagde han med en rolig og ganske så beslutsom mine. Han tog roligt imod glasset som tjeneren måtte komme med og lod det hvile roligt i hans hånd. Selv var han faktisk temmelig rolig lige her til aften. Han ville egentlig bare slappe af og så nyde det, at kunne være sammen med Evelyn uden at alt det arbejde skulle komme i vejen, for de skulle jo trods alt også have passet og plejet deres forhold, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hans blik hvilede roligt på Alec, da han præsenterede sig. Han nikkede roligt mod ham. "En glæde, at møde Dem," sagde han med en rolig og sandfærdig stemme. Sandt, at han ikke rigtigt kunne se nogen grund til at han skulle præsentere sig, for alle kendte vel også til hans eget navn efterhånden? Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste naturligvis, men det var vel bare det faktum. "Gabriel Maloya Morninstar," præsenterede han sig stilfærdigt, blot for høflighedens skyld. Han nikkede blot høfligt mod ham som havde det været en venlig og høflig gestus. "De har ikke med Dem en ledsager for i aften?" spurgte han roligt. At manden løj ham direkte på i det åbne ansigt, vidste han dog ikke, så det var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind overhovedet, det var i den grad også helt sikkert.

Alexis vidste allerede nu, at Keischa ville have så mange våben på sig, for det var jo trods alt også det som han havde lært hende når det kom til stykket. At man ikke skulle gå uden nogen muligheder for beskyttelse, for man vidste da aldrig nogensinde hvornår det ville ende med at skulle gå galt. Lige nu ville han bare nyde denne frihed frem til at han endnu en gang ville søge hjemover og tilbage på værelset, hvor han ville være alene, ligesom han altid ville. Han sendte hende et blot stille smil. At hun var gift, var også det som automatisk måtte holde ham selv en anelse på afstand, selvom det nu slet ikke var en tanke som han brød sig om. Han hadet virkelig hvad han var, selvom han virkelig bare måtte vænne sig til det. "Man skulle da næsten tro, at du ikke havde andet under den kjole.." Han hævede sigende det ene bryn og uden at ksulle tage blikket det mindste fra hende på noget som helst tidspunkt overhovdet, det var i den grad også helt sikkert. Hun havde i den grad lært af ham og det var jo selvfølgelig også noget som han var så frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han holdt hende dog let ind mod sin egen krop, det var slet ikke fordi, at den tanke skræmte ham det mindste overhovedet. Han nikkede til hendes ord. Han ønskede faktisk, at skulle tale med hende, det var der heller ikke nogen tvivl om, for de havde tydeligvis også meget at skulle snakke om, det var i den grad også helt sikkert. "Det lyder som en helt fantastisk idé," sagde han med en let rolig og tilfreds stemme. Han tog roligt omkring hendes hånd og fulgtes med hende op mod værelserne i den vestlife fløj, hvor de ville kunne være alene. Han nød bare den tanke alene om at skulle være for sig selv sammen med hende. Hvad kunne der da blive bedre ved det?
//Alexis out

[Kimeya Marvalo]

Aerandir kunne virkelig ikke lade være med at skulle smile, det var virkelig helt og særdeles umuligt for ham. Han elskede virkelig at være sammen med hende, selvom det virkelig kun havde været for korte stunder af gangen, hvilket han i den grad bare var glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende det naturlige og varme smil. Han kunne simpelthen ikke lade være med det nu hvor han endelig havde hende for sig selv igen. Han elskede at snakke med hende i haven og efter, at han selv var kommet galt afsted med hans skulder, hvilket havde tvunget ham tilbage til skoven for en længere periode. At hun jo så alligevel havde ønsket ham her til aften, var noget som virkelig bare måtte gøre ham glad, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han nikkede roligt til hende, at få hende lidt alene, ville virkelig gøre godt, for han ønskede virkelig, at skulle snakke med hende og helst under fire øjne. "Det gør det virkelig," sagde han roligt. Hun kunne virkelig ikke være noget andet end stolt af sig selv lige til aften, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det lyder som en fremragende ide." Han stoppet roligt op i dansen og blev roligt stående med hendes hænder i sine for bare et øjeblik inden han slap dem og rakte armen let frem som en gentleman ville have gjort det, for det var også sådan at det burde være vel? Det var der vel heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. "En tur igennem haven, hvis det behager?" spurgte han roligt og med et let hævet bryn. Han var nu ikke bange for lidt vand i form af regn. Der var virkelig ikke noget bedre end det. Han førte hende roligt med sig igennem mængden af mennesker for at komme hen til de store porte, så han kunne hjælpe hende med udenfor. Han så i den grad frem til det, at han kunne få hende bare en anelse for sig selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovdet!
//Aerandir out

Kimeya var så optaget med hvad det var, at Liya måtte fortælle ham, at han slet ikke tog sig af Nathaniel og Faith for dette korte øjeblik. Han var virkelig ikke andet end glad på deres vegne. At de endelig var kommet så langt som dette, det skulle da bare mangle! Han sendte Liya det glade smil, at se hende så glad og så selvsikker som han gjorde lige nu, var virkelig bare en helt utrolig tanke og fornemmelse! Han kunne slet ikke mindes, at han havde set det før for sin del. Han vendte blikket mod Faith, da hun lagde hånden mod hans skulder og lyttede blot til hendes rolige ord. At der var problemer hjemme, fik ham dog bare til at sukke tydeligt opgivent. Det her var jo ligesom hans friaften og han ville jo have lov til at nyde det! At Nathaniel blot nikkede som havde det været sådna at det måtte hænge sammen, var virkelig heller ikke en tanke som gavnede ham det mindste. Han vendte sig roligt mod Faith igen og med den samme tydelige utilfredse mine. "Så.. jeg tager jem og hjælper til.. Bliv nu ikke for længe væk," bad han stille. Han ønskede jo også at skulle være lidt sammen med Faith. Det var jo trods alt også den eneste grund til at de var og de stod her på dette punkt her til aften, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendt sig derefter mod Nathaniel og Liya. "Nå.. pligterne kalder jo.. desværre." Han trak let på skuldrene, selvom det var tydeligt, at han i den grad ikke var tilfreds med det på nogen måde overhovedet. Han bukkede let for Liya, tog hendes hånd og skænket den et let kys. "Jeg agter at få hele historien senere," sagde han med et stille smil og blinket let drillende til hende. Han ville da selvfølgelig høre alt omkring hendes forlovelse med Nathaniel. "Hyg Jer.. Så ses vi jo igen på et tidspunkt." Han nikkede roligt til Nathaniel som en blot høflig afsked ment i hans øjne, inden han vendte om og kæmpet sig igennem mængderne for at skulle have mulighederne for at nå hen til de mange døre og porte for at skulle komme ud, så han kunne komme hjemover. Hvis deres lille dreng var kommet til skade, så var det her hvor han satte farten lidt op. Jo hurtigere han kunne komme hjem jo bedre ville det i den grad også være.
//Kimeya out

Fabian blev stadig siddende fuldkommen stille og uden at rokke sig det mindste. Han nægtet virkelig bare, at skulle tage blikket det midnste væk fra dem som de dansede sammen bare de to, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han agtet at skulle have den næste dans med hende, inden det ville blive for sent. Som en dronning, så sagde det jo også sig selv, at han ikke kunne forvente, at have hende meget i aften, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hans blik hvilede roligt på Valerio. Han virkede nu til at være en temmelig fin fyr, selvom han nu ikke ville tage alt for givet med det samme. Det var jo fejler og mangler som han selv havde gjort for mange af i den tid dengang, det var der ingen tvivl om. Han fik et glas vin af en forbigående tjener og lod det selv roligt hvile mellem fingrene, ikke at det var noget som han ville eller kunne komme det mindste udenom overhovedet. De olivengrønne øjne vendt han stille i retningen af dem og uden at skulle se det mindste væk. At han begyndte at snakke til hende, fik ham dog blot til at skulle knuge hænderne en anelse mere sammen for han brød sig vitterligt ikke om tanken. Han havd bestemt en ejerfornemmelse over Destiny og det var i den grad også ved at skulle gå op for ham efterhånden, det var slet ikke noget som han brød sig det mindste om, for det kunne virkelig ikke være rigtigt!

[Silia D. Diamaqima]

Faith var udemærket godt klar over at hun ikke havde været fair overfor Kimeya, dette var hans friaften og dem avr der virkelig ikke mange af når man havde børn, men lige her så hun ham hellere sur på hende når han ville komme hjem og finde ud af at Cayla aldrig nogensinde havde sendt bud efter ham, hun så ham hellere der end som en grilelt kylling her hvis det var hvad der skulle gå hen og ske, og det var jo hvad hun frygtede for. Det var ikke svært for hende at møve sig gennem den store menneskemængde, hun avr trods alt ikke specielt høj og heller ikke bred af bygning, hun formåede næsten at smutte lige mellem dem alle. Blikket hvilede mod Gabriel, hun prøvede at huske Hvad Cayla havde sagt. Hun betragtede Keischa og Alexis gå, endnu et lille tegn. Destiny dansede stadig og Fabian sad muggent og så på, hjertet begyndte at hamre mere og mer,e hun ville virkelig nægte at tro det. Desuden så ville det være klogest at få alle ud hvis det skulle gå galt, men skulle det så vise sig at intet ville ske, at det bare var hende der var paranoid så ville det stille hende i en direkte pinlig situation og det ønskede hun heller ikke. Nej det var bedst at hun holdte det for sig selv og så selv måtte være opmærksom på havd der kunne ende med at ske, tanken gjorde hende dog en smule utryg. Hånden gled gennem det lange hår, hun sukkede opgivende. Måske det bare var hende der var paranoid? Hun havde alt god grund til at være skeptisk når det kom til Caylas påstået syn, hun ville virkelig gerne tro hendes egen datter, men det var virkelig for langt ude, man kunne jo opdigte det meste, og det havde aldrig rigtig været nogen hemmelighed at hendes elskede lille pige havde haft en enorm fantasi at gøre brug af, og det var vel lidt hvad hun frygtede? Et sted så ærgede det hende lidt at hun ikke alligevel fik muligheden for at skulle bruge tiden sammen med Kimeya, og allerede nu kunne hun sige at hun langt fra ville være specielt populær når hun først kom hjem engang senere, det var bare hvad hun valgte at tage med.

Evelyn lod sig let fører rundt i den rolige dans med hendes butler. En meget varmhjertet mand der forstod hendes situation, eller ihvertfald prøvede og det glædede hende. Gabriel var travlt beskæftiget og ligeså burde hun være, hun forstod det virkelig ikke, alt det her royale noget forvirrede hende vel en smule, det skulle nok komme. Snart ville de være hjemme igen og så kunne de atter begynde på den genopbygning som slottet behøvede, og som i hendes øjne skred frem udmådelig langsom, selv på trods af alt den støtte og alt den hjælp de fik fra procianske indbyggere. Hun nejede let som melodien måtte tage sin slut "Jeg siger rigtig mange tak" det havde i det mindste redet hende fra at stå der og se ud som en fortabt fisk et sted i havet for det var virkelig noget som hun i den grad måtte hade. En tjener kom hende i møde, i forbifarten trak hun et glas rødvin og nippede let til den, næsten som bare se ud som om hun lavede et eller andet. Som sådan var det jo ikke fordi hun kedede sig hun avr bare for genert og for nervøs til at skulle gøre noget som helst andet. Det hele måtte ende ud i at hun fandt en stol. Det ene ben blev pænt og formlet lagt på kors med det andet, ryggen var rettet men udelukkende for at vingerne ikke ville komme i hendes vej. let så hun ud, betragtede mange mennesker der måtte finde sig på dansegulvet.

[alecander]

Alecander skulle bare have tiden til at gå, og Shade måtte også snart ankomme, så ville alt blive lidt lettere, for så ville Samuel snart blive sluppet fri, og så ville tiden snart være inde til at han kunne dolke det fjols af en konge ned! Det var et tidspunkt han kun kunne se frem til! De havde dog en ting til sammen, de brød sig ikke om Jaqia! For hun var en kvinde, som han langt fra ville være i selskab med! Hun egnede sig i hvert fald slet ikke til at være dronning af et land. Alec lo en munter latter til kongens ord. ”Nej, det kan De have ret i,” sagde han med et lystigt smil om læberne. Selv i hans tanker brød han sig om kongen, for han vidste ikke om der var nogle tankelæsere, i nærheden og var der det, så ville han være afsløret for længst, så selv fra ydre til indre – i øjeblikket – spillede han at han kunne lide kongen. ”Folk vil nok hygge sig langt mere, end hvis hun havde været her,” sagde han sandfærdigt, for hun havde helt sikkert spredt en dyster stemning, fra det øjeblik hun trådte ind i salen. Og hun var jo trods alt ond, så hvem kunne forbinde hende med sådan et fint og muntert selskab? Han kunne i hvert fald ikke! Han lagde hurtigt mærke til at Gabriels fulde opmærksomhed blev vendt mod ham, hvilket kort fik Alec til at skæve hen til Evelyn, der havde fundet en bekendt – det ville han i hvert fald skyde på – som hun nu var begyndt at danse med. Han så roligt på Gabriel igen. ”Det glæder mig, at De har forstand på en god vin,” sagde han med et skævt smil, inden han kort tog en slurk af den rødvin han selv havde valgt. Den smagte virkelig godt! Men man kunne vel heller ikke regne med noget andet, til sådan en fin fest. Han så ganske roligt omkring på de forskellige udsmykninger. ”Lynnethia har virkelig gjort det godt. Her ganske smukt, perfekt til sådan et fredeligt bal,” sagde han sandfærdigt. Han måtte da give hende, hun havde gjort det ganske pænt. En skam at det hele ville styrte sammen senere. Ak ja, han betragtede Gabriel med sine mørke øjne, der selv viste venlighed. Han vidste udmærket godt selv, at det ikke var alle vampyrer der var onde – en skam – for nogle havde valgt den ’gode’ sti, men man valgte jo heller ikke selv hvilken race man blev født ind i. Og vampyrer der troede at de var gode, afskyede han! Det var virkelig noget som han kunne væmmes over. Han rystede let på hånden. ”Oh, De behøver skam ikke at præsentere Dem. Jeg ved udmærket godt hvem De er, Deres højhed,” sagde han med en formelt stemme og smilede et stille smil. Han rystede ganske let på hovedet til hans spørgsmål. ”Nej. Nej jeg kommer skam alene. Jeg tænkte at jeg måske var heldig at finde en,” sagde han og trippede let på fødderne. Han var ikke ligefrem typen der havde dates.

[Liya Daimond Diamaqima]

Man kunne langt fra sige at tingene var som de havde været i Dvasias. Nathaniel var hjemme mere eller mindre hele tiden, brugte tiden på noget fornuftigt - nemlig hende. Det havde været hele hendes krav, det var trods alt hendes som avr faldet på knæ, han skulle ikke fylde sit liv med arbejde, ikke når han kunne fylde det med hende. I denne tid var hun mere lykkelig end noget som helst andet, og kun takket værre ham og den måde var sammen på, ikke kun var de et par men han var også hendes bedste ven og det var noget som i den grad betød noget stort for hendes vedkommende. Hun trak sig en smule fra Kimeya og lod Faith komme til, trådte selv længere bagud mod Nathaniel. Hun var ivrig efter at fortælle Kimeya men hun kunne da tydeligt se at noget måtte være i vejen. Stille nikkede hun til hans ord, hun ville forklare det hele senere når hun igen ville få chancen for det om ikke andet "Vi ses senere.. Det var dejligt at se dig.. Hils dem fra mig" nåede hun netop at råbe til ham inden han forsvandt ud af syne og vinkede efter ham. faith var allerede forsvundet inden hun kunne nå at spørge, noget som blot fik hende tila t trække på skuldrene og igen vende som mod Nathanieæ Humøret var endnu højt hun var dog faldet en smule ned på jorden igen, nu havde hun vidst også været deroppe hvor tingene blev svært. Liya's hånd gled roligt mod den som han havde sneget omkring hendes liv og nu måtte hvile på hendes mave, lod den hvile der, kun fordi hun ønskede at være så tæt på, ønskede at vise at hun avr med ham det var trods alt det som gjorde hende stolt. Hun nikkede medsigende til hans ord "Ja tak, det tror jeg godt jeg kunne bruge" påpegede hun med en stille mine, hun havde været helt oppe at ringe, nu var det vidst mere end på tide at komme lidt ned og få fodfæste igen, hun havde bare glædet sig som det lille barn til endelig at kunne vise den ring frem til Kimeya, se hans reaktion, høre ham sige at han avr glad på hendes vejne for han vidste virkelig hvor længe hun havde ventet og håbet på at det en dag ville ske, hun stod her i live og lykkelig, kun på grund af Nathaniel.

Man kunne jo roligt sige at det var umuligt for en ledsager at have sin partner gennem hele aftenen når hun stod som dronningen af det land som måtte være vært, et land af freden, og hun ville i den grad ej helelr takke nej, det at lærer nye mennesker at kende gjorde hende i den grad ikke noget. Hvem end denne mand var, så lod han ikke til at have nogen fjendtlig indstilling, ligesom mere eller mindre alle andre som var dtil stede, det glædede hende at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Hvad denne mand så i virkeligheden planlagde, hvilke planer som i det hele taget avr planlagt for i aften var ikke noget som hun havde en eneste ide om, at hun blev opholdt og ikke kun budt op af ren og skær høflighed,. Fabian sad på stolen, ventede tåæmodigt på at det måtte blive hans tur og et morede hende virkelig, vel også grunden til hun selv trak den lidt ud med denne herre. Destiny skævede hen mod Fabian ved hans ord, med en smule skeptisk mine "For at være ærlig så har jeg aldrig set ham sådan før" det var jo trods alt en sandhed, den mand plejede slet ikke at være jaloux på den måde, men det var vel også først nu det havde udviklet sig til at være en smule mere end blot venskab med lidt fordele? Smilet prydede i stor grad hendes læber, endnu måtte denne aften tegne perfekt, men igen hun havde ingen planer om havd der i virkeligheden ventede.

[Nathaniel Diamaqima]

At enkelte vampyrer var godhjertede væsner, var jo så også den eneste grund til at Gabriel ville være i stand til at skulle stå og snakke med Alec på denne måde, som han nu måtte gøre det ,det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville stå ved eller ikke, så var der intet at skulle gøre ved det, det var i den grad også helt sikkert på alle måder overhovedet. Han smilede et let smil. Synet på Jaqia delte de dog, så det var jo altid en ting som man kunne tolke som noget godt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han var dog ganske rolig i mandens nærvær. At det var et attentatforsøg som skulle gå udover ham i aften. Havde han vidst det, så havde han bare ikke stået her på denne måde, som han gjorde lige netop i dette øjeblik. Manden virkede dog flink.. Han skulle bare vide, for det ville slå kraftigt mod ham senere hen. "De fleste kender allerede til Jaqias forfærdelige rygte. Hun vil virkelig sætte en dæmper på denne stemning. Det er dejligt, at alle kan fungere så godt sammen," sagde han med en rolig og sandfærdig mine. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han nød det selv. Det at kunne komme hertil, og bare være sig selv, snakke med andre som selv var af den samme mening som det han selv måtte være. Der var da ikke noget bedre end det for hans del! Evelyn behøvede han ikke at være så opmærksom på lige i dette øjeblik, så det ville også gøre ham glad i den anden ende det var i den grad også helt sikkert. Han betragtede sig roligt af manden foran ham. At han i det hele taget måtte interessere sig for genopbyggelsen af Castle of Light, forundrede ham ikke. Det var noget som så mange allerede havde vist sin klare interesse for. "Det skal nok komme op, det kan jeg trygt garantere Dem for. Så længe at jeg kan påsige mig, at den trone er min, så skal det slot nok komme op igen som det gjorde under min mors tid," sagde han roligt og alligevel med en temmelig alvorlig stemme. Ikke at det var noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet. Han trak let på skuldrene."Vin er nu ikke det jeg har mest forstand på," måtte han dog erkende. Han betragtede ham roligt og med et stille smil. "Lynnethia er frygtelig dygtig til dette. Hun har virkelig klaret det fantastisk. Flot stemning, alle har det godt.. Hvad mere kunne man da ønske sig?"Han vendte blikket roligt mod ham igen. Dette var noget som formelt var ment for par kunne man jo se. Han nikkede roligt til ham. "Man kan jo være frygtelig heldig," sagde han roligt og med et stille smil. Et blik som nærmest bare måtte sige go for it! Ikke at det var noget som han kunne få sig selv til at sige direkte, det ville jo trods alt bare være ekstremt upassende for en i hans stilling, det var der ingen tvivl om.

Faith havde tydeligt meget at tænke på, det var noget som Nathaniel tydeligt kunne se, og han var selv også temmelig sikker på, at Liya kunne fornemme det, det var han så sandelig ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han lod armen roligt hvile tæt omkring hendes liv og holdt hende ved sig. Noget var galt, selvom han nu ikke rigtigt kune se lige hvad det skulle have været? Han vendte hele sin opmærksomhed mod Liya, at hun havde fået fortalt det til Kimeya og den respons hun havde fået fra manden af, så kunne han også se, at det var noget som gjorde Liya noget så glad. Hendes humør var i den grad også noget som gjorde ham selv noget så frygtelig glad, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han plantet et stille kys mod hendes tinding og med det lette smil på læben. Hun klarte det virkelig flot og som Nathaniel selv kunne se det, så havde Kimeya og Faith stadig deres små problemer. Han prøvede virkelig bare selv, at skulle leve op til de krav og forventninger som Liya selv havde stillet til ham og det var jo lige netop det faktum, at han skulle være mere sammen med hende. Lige for tiden, så gjorde han jo heller ikke andet end det, og det var alt sammen også bare for hendes skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han måtte dog i den grad også erkende, at det virkelig havde været dejligt, at skulle se Faith igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Så kom." Han lod hånden roligt glide nedover hendes hofte, for at skulle gribe fat omkring hendes hånd. Han var bare sig selv. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule sig bag en eller anden formel maske. Han førte hende let og stille igennem mængderne hen mod bordene, hvor både mad og drikkelse stod smukt på rader og rækker.

[Deleted]

Fabian var virkelig bare forbandet træt af, at skulle sidde her og vente, selvom han virkelig ikke havde noget andet valg end at skulle smørre sig med den tålmodighed som skulle til. At manden var fjendtlig, var jo trods alt også noget af det som han var mest træt af, selvom det nu alligevel ikke gjorde ham det mindste, at hun danset med en ordentlig mand fremfor så mange andre, som sikkert også gerne ville til for alt hvad han vidste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var noget som han udmærket godt kunne stå fast ved, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede indvendig og rystede let på hovedet. Det var slet ikke fordi, at det var dette som han ville tænke på lige nu. Han rejste sig stille og roligt igen og uden at skulle tage blikket fra dem. At dette ikke var noget som man kunne kalde for typisk ham, var noget som han var udmærket godt klar over, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget direkte, hvad end om det var noget som han ville, så var der ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved det lige netop nu. Han trak vejret dybt og bundede roligt glasset og satte det på bakken, da tjeneren kom vandrende forbi igen. Det var jo slet ikke fordi at de ikke havde meget at lave, for det havde de i allerhøjeste grad. Han slog armene roligt over kors og med blikket roligt hvilende i retningen af Destiny og Valerio som stadig måtte danse henover det store gulv. I hans øjne, var hun uden tvivl den kønneste og flotteste ude på det store gulv, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han vendte blikket roligt væk fra dem. Han ville heller ikke sidde og skulle se betaget på dem på denne måde bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så kunne han virkelig ikke få sig selv til det! Han trak vejret dybt og bredte vingerne let. Han var faktisk forbandet rastløs og han hadet det! Tak og pris for at der var meget som man kunne gøre med masken. Den skjulte det i det mindste.

[Deleted]

At Fabian var træt af det, var næsten noget som Valerio kunne fornemme, hvilket i den grad var ham selv en frygtelig morende tanke og det var noget som man kunne sige på alle måder overhovedet. Det store og frydende smil var slet ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om han ville eller ikke, så var det vel blot en meget god ting, at det var noget som han var i stand til at skulle skjule bag masken som han måtte bære, for det var virkelig noget som gjorde det meget nemmere for ham. Bevidst sørgede han for, at skulle holde sig selv og Destiny lige der hvor Fabian ville være i stand til at skulle se dem. Meget snart måtte Samuel da være fri, for han kunne da heller ikke holde Destiny beskæftiget hele dagen! Han vendte blikket roligt mod hende. At dette ikke var den Fabian som hun normalt måtte se, så var det i sig selv blot en bekræftelse på, at denne kvinde var noget som betød meget mere for den mand end det som var kendt for folket, en tanke som i den grad også måtte more ham mere end noget som helst andet og ikke at det var noget som han ville lægge skjul på lige nu.. specielt ikke for sig selv. De mørke øjne faldt roligt til Destinys skikkelse. Det skulle helst ske temmelig snart, ellers ville det virkelig gå galt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet ,det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke ,så var der heller ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved lige netop denne aften. Han lod hovedet søge let og stille på sned og med det samme rolige træk på hans egen mundvige. "Ser man det.. ser man det," sagde han roligt. Ikke fordi at han var ond eller grusom som sådan. Det var bare meningen bag. Han kunne faktisk godt være venlig når det endelig skulle være, uden at det direkte behøvede at skulle være et skuespil som det skulle være fra hans brors side af. "En mand af mange ansigter.. Han skal nok komme til," sagde han roligt og med en sandfærdig mine.. Man kunne vel håbe et sted for dem? Der var så mange planer for Fabian lige i aften.

[alecander]

Det morede Alecander et sted, at Gabriel ikke anede uro. Han skulle ikke være kommet ubeskyttet, men han vidste jo heller ikke at der var planlagt et attentatforsøg, og at han faktisk var én af hovedpersonerne i planen. Dette attentatforsøg ville gå over i historierne, hvis de kunne få ram på både Gabriel, Samuel og Fabian, en skæbnesvangre aften, til det store maskebal, alle ville høre om det i nyhederne, han kunne ikke andet end at glæde sig, til at se det i aviserne i morgen. Han kunne lige forstille sig hele artiklen, han blev helt spændt indeni, hvilket blot resulterede i et stort smil på hans læber. ”Helt enig! Der er ingen der kan føle sig mere velkommen end andre, alle er velkommen, og indtil videre går festen ganske udmærket, hvilket vi må håbe den bliver ved med,” sagde han med et stille smil om de smalle rosafarvede læber. Det var jo så også bare en løgn, han håbede virkelig at alt gik galt; for de andre gæster vel at mærke, for alt skulle simpelthen bare lykkedes for dem! Han ville ikke skænke sin bror et blik, for folk måtte ikke få den indflydelse af at han kendte ham, fordi han kunne jo ikke vide hvem der egentlig holdt øje med dem, for hvem ville ikke holde øje med kongen af Procias? Det måtte der jo være nogen der ville? Så det gjaldt bare om at være fuldkommen rolig, venlig og spille dette perfekte skuespil! Han måtte bare være meget forsigtig, når han skulle udføre sin drabelige handling! Men eftersom han var vampyr, så var han hurtig som lynet, og hvis alles opmærksomhed var vent væk i blot et sekund, så ville han på det lille splitsekund dolke ham. Det hele gjaldt bare om den rette timing. Han løftede roligt glasset for at skåle. ”Jamen skål for den positive opbygning af Castle of Light. Må vi håbe at det bliver langt bedre og stærkere bygget end sidste gang,” sagde han med et skævt og venligt smil, inden han tog en slurk af vinen. Han var så bare sikker på én ting, Gabriel ville ikke overleve denne aften! Han ville falde før hans slot ville blive genopbygget. Men det var slet ikke noget som man kunne tyde på ham, for både hans holdning, smil og blikke viste at han var venligsindet og ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Han nikkede roligt til hans ord. ”Det har hun klaret ganske godt! Her er smukt og hun har givet alle en varm velkomst, en god vært må jeg ærligt erkende,” sagde han sandfærdigt, for det var jo sandt, hun havde faktisk gjort det godt, om han så ville erkende det eller ej. ”Det kan man helt bestemt! Men jeg må ærligt indrømme, at jeg har det med at skræmme folk væk,” sagde han roligt, smilede og pegede mod sine sylespidse hjørnetænder. Han håbede på at han kunne vinde kongens sympati og tillid. Han havde jo trods alt en halvblodsvampyr som rådgiver.