Masqurade!

[Deleted]

Solen var gået ned, og istedet blevet erstattet af en halv måne der måtte kaste et blegt skær over den jord som ydmygt måtte hvile under. Vinden var blid, på trods regnen stod ned i den stride strømme, måske sommeren var kommet og så alligevel så kunne man ikke altid forvente et herligt vejr. Dørene til Neutranium var blevet slået op, folk var allerede begyndt at strømme ind for at finde deres plads i den enorme balsal der for i aften var pyntet op. I den ene ende måtte lange rækkeborde stå for skud og pyntet op med havens smukkeste blomster, i et forrsagtigt tema der måtte brede smil over de flestes læber. deruover måtte der stå små borde omkring med diverse drikkevarer, og udstillinger af skulpturer, lidt af hvert, men mest af alt var der det store gulv, stort nok til både dans og snak til den levende musik der herskede omkring denne aften og skabte en smuk stemning. Det flød med beroligende toner fra de mnge strygere, noget som selv Lynn måtte nyde vel af. Selv stod hun netop ved indgangen til den store sal og måtte byde velkommen til de mange gæster der var begyndt at komme, som værtinde for denne aften var det ganske enkelt noget hun var pligtig til, ikke at hun klagede - Langt fra så nød hun den. Den grønne maske, formet som et stort bøgeblad, skjulte til dels hendes ansigt, også selvom hendes funklende grønne øjne tydeligt måtte skinne igennem, med et intenst glimt. Lige her havde hun selv måttet være kreativ, malet, samlet bladene, og med guldet der skabte et farvespil. Hendes slanke krop var svøbet i en farverig sommergrøn kjole der fulgte de mange kvindelige former, enkel og elegant, kun holdt oppe af hendes eget fyldige brystparti. Hun elskede naturen og hendes udseende var prydet af det. Det lange blonde hår, krøllede i de smidige krøller ned over hendes slanke ryg, fyldigt og let, hun var ganske enkelt ganske enkel. Menneskestemmerne summede frit omkring, hilste glædeligt på dem man kendte og lo med dem som man netop skulle til at kende, ingen var klar over hvem var, mysteriet lå bag de mange masker, mange havde været frygtelig kreative og det glædede hende. Smilet prydede hendes rosa læber, hun nejede let og ydmygt for en ung kvinde og hendes partner der netop var kommet til, på trods hun var grevinde og stod som en af de højere magter så kunne man vel roligt sige at hun ikke følte sig høvet over andre på nogen tænkelig måde. Hendes egen partner havde endnu ikke meldt sin ankomst, ikke fordi hun frygtede at han ville ville dukke op, han var en mand af ord så meget havde hun da fundet ud af. Musikken strøg ud fra det store lokale, overdævede netop den store summen "Godaften, glæder mig at se Dem" de samme ord hun kunne gentage mere eller mindre hele tiden, mens hun blidt trykkede hænder og fik kysset håndryg. Det tegnede til at blive en absolut perfekt aften, og det var en tanke hun nød, endnu en succes i Manjarno fredens land, hvor freden skulle hvile. De glædede hende dog også at hun havde fået æren af at være vært frem for Destiny og Fabian, de skulle også have lov til at nyde en rolig aften i hendes øjne. Selv på det store vinduesparti kunne man høre de tunge dråber falde, noget som kun skabte en langt mere tryg og hyggelig stemme, det vejr gjorde personligt slet ikke Lynn det mindste.

[Deleted]

Aerandir havde mere end glædeligt takket ja til den invitation som var faldet af til ham, da han havde hørt om ballet. At skulle følges med Lynn var slet ikke noget som han havde det mindste imod overhovedet! Han var ankommet til Manjarno i det som man kunne beskrive som en elvers fineste sæt tøj. Det var grønt - selvfølgelig og med de klare tegn til at han var en mand fra skoven af og at han var klart stolt af det. Turen havde været lang for ham på gåben, men han havde virkelig ikke været i tvivl. Han ønskede virkelig ikke, at skulle svigte Lynn lige i aften så han kom da selv med den største glæde! Kappen som hvilede omkring hans krop, var det som automatisk måtte sørge for, at hans beklædning ikke ville blive snavset til på den ene eller den anden måde. De grønne og brune markeringer omkring hans bryst og hofte, viste tydeligt til hans faste krop, idet han roligt trådte ind på slottet. Han var dog tydeligt imponeret af det som måtte falde ham i blik. Det var jo heller ikke fordi, at han havde set slottet inde fra, for han havde jo blot haft sin fine plads ude i den store slotshave at passe og det var jo mere eller mindre det. De grønne øjne så vidt omkring idet han roligt gik op mod den store balsal. Masken havde han på plads. Den var grøn og med de tydelige markeringer over hans tindinger og hans let tydelige kindben. Han trak vejret dybt og selv med den mere faste hjertebanken. Noget så stort og så fint som dette, det var jo ikke noget som han havde prøvet før, det var i den grad helt sikkert. Han måtte virkelig bare slå koldt vand i blodet. De mørke markeringer hvilede langs hele maskens kant. De grønne øjne var slet ikke til at tage fejl af hvis man virkelig måtte kende ham. Han gik roligt ind i salen og vendte sig mod hende som måtte stå som værten. Han var sleti kke i tvivl om, at det måtte være Lynn. Hans læber spillede ud i det varme smil. Hans 'date' for i aften og han ville i den grad også nyde det. Han tog roligt omkring hendes hånd, bukkede med den samme høflighed ligesom han havde gjort ude i haven for hende. Han plantede et let og roligt kys mod hendes hånd. Lige for nu, så valgte han at droppe den elviske tale, for han ønskede jo heller ikke at skulle skilte med at han var hvad han var, selvom det var noget som han var noget så frygtelig glad for i den anden ende. Han var i den grad stolt af den mand som han var og det var ikke noget som nogen skulle have lov til at tage fra ham, det var i den grad også helt sikkert! "Jeg håber ikke du har ventet alt for længe på mig, Lynn," sagde han med en rolig og stilfærdig tone, idet han roligt rettede sig op igen. Hænderne foldede sig roligt over hans ryg, som havde han været en millionær, så forholdt det sig langt fra på den måde. Elverne så jo på ham som deres repræsentant for i aften og han agtet heller ikke at svigte dem! Det lange lyse hår hvilede over hans ryg og skuldre og med de grønne øjne som måtte falde til hende med det klare glimt. Det var slet ikke noget som man burde eller skulle tage fejl af det mindste.

[Liya Daimond Diamaqima]

Igen måtte Lynn hilse på endnu en ung kvinde der ankom ganske alene. Blikket gled omkring, betragtede de mange folk som endnu måtte komme ned af den lange gang og følge vejen mod den store og smukke sal. Der var ingent vivl om at hun i den grad måtte glæde sig til det som skulle ske denne aften, glædede sig til at se den fred stadig var i stand til at herske, nu var hun jo også klar over at Jaqia ikke ville være til stede og være i stand til at skabe kaos eftersom rygtet om slottets problemer allerede var gået ganske hurtigt, de mange dvasianere snakkede lystigt om det på deres vej ind. Skikkelse der trådte hende nær, faldt hende i blik, hun betragtede ham, det lyse hår og de helt skovgrønne øjne som fascinerede hende på alle måder, var virkelig ikke til at tale det mindste fejl af. Smilet bredte sig mere fast om hendes rosa læber, hun nejede let som han tog hendes hånd og plantede det stille kys mod hendes håndryg "Godaften Aerandir.. Det er helt okay, jeg har alligevel bare stået her og hilst på" påpegede hun med en sigende tone og et lille nik "Gå du blot ind, så snart alle er ankommet vil jeg komme ind og tilslutte mig dig" påpegede hun let, og måtte give hans hånd et stille klem før hun måtte slippe den. Hun fortrød ikke at hun havde valgt ham som sin partner for aftenen, han var en umådelig høflig mand og der var ikke rigtig nogen elsker for hende at bringe. Hun gav ham et stille klem mod skulderen og gjorde sig kun klar til at tage imod flere.

Liya trådte stille ind i varmen, hun var løbet fra den vogn som nathaniel havde fået bestilt for dem go hele vejen ind, udelukkende for ikke ende med at skulle ødelægge noget som helst. Det forventningsfulde smil prydede hendes rosa læber, hun havde aldrig i livet deltaget i niget som bare mindede det mindste om dette, bal var ikke noget hun var gået op i før. En lilla maske hvilede omkring hendes ansigt, gjorde hendes mørkeøjne intense og nærmest katteagtige, så den sensualitet for alvor havde lov at skinne igennem. Ligeså var det en lilla kjole som måtte følge hendes slanke kvindelige skikkelse, hele vejen til jorden, og med en kant med glimret guld lige ved brystet, kun holdt af et par tynde stropper, noget som kun måtte afsløre hendes smukke hud, der var ikek en løgn at hun virkelig måtte føle sig som en prinsesse. Roligt stoppede hun op, så hælende måtte blive fuldkommen stille. At Nathaniel overhovedet havde ladet hende indtræde i dette smukke tøj, de passede trods alt en smule på pengene for efterhånden. Blikket søgte hans velkendte skikkelse, kun for at sikre sig at han måtte følge trop. Det var ikke svært at vælge partner, hendes elskede, som nu var hendes forlovede, noget som hun kun ventede med spænding på at skulle fortælle Kimeya, næsten som et lille barn. Hun sikrede sig at Nathaniel var med hende, før hun roligt fortsatte af gangen og fortsatte mod den værtinde som stod for at tage imod dem. Et sted så hamrede hendes hjerte nervøst det var virkelig ikke velkendt at skulle optræde på den måde.

Stemningen havde i den grad bredt sig og man kunne føle den ganske hurtigt. Destiny havde stået og lyttet til de mange stryger instrumenter der måtte klinge så smukt med hinanden, de gamle folkemelodier og et sted så kunne hun ikke føle andet end ren og skær stolthed. Smilet hvilede om hendes læber, og med et varmt glimt i hendes blik. Hvor Fabian var blevet af vidste hun som sådan ikke ligenu. Selv stod hun lige inden for døren og tog imod de gæster som lystede at tale med hende selv,. I de slinke fingrer hvilede et glas med en gennemsigtig væske der let måtte bruse op i form af champange. Feststemningen bredte sig hurtigt, og hun elskede det, nu huskede hun selv det sidste balder havde været hvor hun selv var endt med at skulle finde fabian for alvor, også der hvor hun overtog den kongelige titel i starten så et sted så glædede hun sig kun til at se hvad denne aften måtte bringe med sig, og ikke mindst så glædede hun sig til at snakke lidt med familien igen, alle havde jo deres at se til det var ikke tit deres veje måtte krydses mere - desværre for hendes del, "Godaften" hun holste let på en ældre mand der var kommet hen, en gammel kending fra landet. Hun nejede let som han tog hendes hpnd og blidt plantede et kys mod "Jeg håber de vil nyde aftenen" hun nikkede let, og nejede kort igen som han endte med at at vende ryggen til hende gå, mens hun selv væbnede sig med tålmodighed. De slanke fingrer søgte blidt gennem det lange flammerøde hår der måtte krølle lystigt omkring hendes skuldre, uden hun havde haft mulighed for at tæmme det.

[alecander]

Natten var fladt på, og det var blevet den aften, som Alecander havde ventet på. Det store maskebal! Han var helt sikker på at det nok skulle blive et brag af en fest. Bogstavelig talt. Ingen – udover hans egen kære bror og resten af hans organisation – vidste hvad han havde i tankerne, og det var ikke noget som han ville drøfte med nogen, for han stolede ikke på andre end ham selv og dem der stod ham nærmest. Han bad til at det hele ville gå efter planen, og han ville ikke sige at han havde fået kolde fødder – slet ikke! Men han kunne alligevel mærke den lette nervøsitet der var steget i ham, den blandede sig til gengæld med den kæmpe spænding, for det var enten knald eller fald. Og han håbede lidt på begge dele, for han så gerne at hans planer ville lykkedes. Og gik alt vel, så ville de tre hovedpersoner i hans spil dø denne aften. Han kunne virkelig ikke andet end at se frem til dagen der ventede dem i morgen, for der var det hele overstået, og der ville det hele være klart, enten ville planen lykkes dem eller også ville den fejle. Det kunne endda være at begge dele ville ske. Alec var roligt ankommet i en hestevogn for sig selv. Det skulle helst ikke se ud til at Valerio og ham kendte hinanden, for folk kunne jo tro at de stod i ledtog med hinanden, hvilket de jo ikke måtte. Han stod ganske roligt ud af hestevognen, da føreren havde åbnet døren for ham. Han trådte ud i regnvejret, og skævede kort op mod det, inden han rask fortsatte mod døren ind til det store slot. Det var ganske prægtigt, og han var sikker på at Lynn havde gjort ganske meget ud af festen, hun var jo trods alt vært, og en hvilken som helst vært ønskede at sine gæster hyggede og morede sig. Han trådte op af trappen, for blot at gå ind i varmen. Han selv bar et sort jakkesæt og med en hvid skjorte indenunder. En lille rød rose sad i den sorte jakkes brystlomme, og han bar en maske – selvfølgelig – som gik fra hans øjenbryn og ned og dækkede hans næse, så hans mund og kæbe var fri. Den var delt op i to farver, sort på den ene halvdel og hvid på den anden. Han trådte ganske let ind af den store hoveddør, og den første han så, var Lynn, værten, som hilste på alle sine gæster. Han gik roligt og elegant hen til hende – det var kun på sin plads at hilse på værten selvfølgelig. Og da det blev hans tur efter andre gæster, bukkede han ganske let og elegant for hende. ”Godaften Lynnethia,” sagde han roligt, greb blidt om hendes hånd og skænkede hendes håndryg et ganske blidt kys, som enhver anden gentleman ville gøre. Han rettede sig roligt op igen, og lod sine mørke øjne betragte hende ganske let. "En fryd for øjet, som altid," sagde han med det rolige smil hvilende på sine rosafarvede læber.

[Kimeya Marvalo]

Aftenen var endelig kommet og det var noget som Kimeya i den grad havde set frem til. Junior og Cayla tog sig af deres børn, så de kunne få en aften alene og han ville i den grad også bare nyde det så længe, at det ville være! Han kom gående med Faith og havde hendes arm til at ligge og hvile i hans egen og med den klare stolte mine. Han kom roligt gående med sin kappe så mørk som kul hvilende om sine skuldre og uden at skulle slippe Faith det mindste. Han ville virkelig nyde det faktum, at de havde lidt tid til hinanden istedet for at lade arbejdet bestå af hendes liv og børn som skulle bestå af hans.. Nu kunne de endelig tænke lidt på hinanden for det var trods alt også det som han havde brug for, og det var han heller ikke bange for at skulle fortælle hende eller vise på denne måde. Han lod den frie hånd roligt fatte omkring hendes og vendte de grågrønne øjne stille mod hende og med det svage smil på læben som selv kunne skimtes bag masken som han måtte bære. Ikke at det var noget som han havde det mindste imod lige netop nu, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, det var sikkert. Hans klæder var mørke, næsten som havde det været et flot jakkesæt som han måtte bære, bare med de lidt mere middelalderlige træk som var noget som han ellers måtte nyde temmelig godt af id en anden ende, det var i den grad også sikkert. Han havde de mørke bukser, de mørke sko og så den nærmest kåbelignende frakke hvilende over skuldrene som tydeligt måtte vise ind til hans maskuline bygning. Masken var helt havblå med de smukke lysere tegninger som gjorde meget af masken for at lave et smukt samspil mellem de mørke og de yse farver, så den var lidt hen af det mystiske for det var virkelig noget af det som han virkelig bare måtte elske og nyde noget så frygtelig godt af.

Gabriel havde faktisk set frem til dette. Det at skulle tage Evelyn lidt med væk fra slottet og de faldefærdige grunde, for det var noget som faktisk også var noget som præget hans hoved alt for meget for tiden. Han havde virkelig bare brug for at komme lidt væk fra det og det var denne mu,ighed som havde budt sig. Selv havde han sit fine tøj på. Som konge så var det jo næsten noget som måtte ligge så naturligt til ham på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket roligt mod hende, idet han havde ført hende ud af vognen med de rolige og yndefulde skridt. Selv lå der utrolig meget af den form af høflighed i ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller nogen tvivl om. Han smilede for første gang i et godt og langt stykke tid. Nok at han endnu ikke havde taget snakken med hans kære datter, så var det noget som skulle gøres på et tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han agtet at få det gjort snart. Hans klæder bar de klare præg af den kongelige plads som han havde i Procias. Selv var han kommet godt efter det møde med Paige og Anastasia og atter kunne bruge den tid på Evelyn som han virkelig burde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Han selv holdt roligt omkring Evelyns hånd. Han havde nægtet en ledsagende vagt til dette, for hvad kunne der da gå galt? Evelyn var selv ikke vant til dette, så meget vidste han og han agtet i den grad også, at skulle passe på hende når det kom så langt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han plantet et still kys mod hendes tinding, så roligt og blidt, for ikke at skulle ødelægge hendes maske. Hans bar præg af det hvide og det helt himmelblå - Ligesom himlen som en engle vil kunne se den fra det store Himmerige. Han trak vingerne let ind til sig. Kappen havde han efterladt i kareten udendørs og der ville den stå til de valgte at tage hjem. Han holdt hendes hånd roligt og let. Han var der for hende.

Alexis var kommet godt ind i sin nye rolle som Horror. Selv bosat i Procias, så var det faktisk meget som var så underligt for ham, at det faktisk et sted kunne være skræmmende. Han holdt sig normalt indendøre og lige nu ville han i den grad bare nyde det faktum, at han kunne komme lidt ud og specielt nu hvor han kunne gemme sig bag denne maske til dette bal. Der var virkelig ikke noget bedre end det for hans vedkommende. Han steg roligt ud af deres egen vogn, da den stoppet op lige ved det store slot i Neutranium, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han steg roligt ud, for blot at skulle hjælpe Keischa ud af vognen og ledsage hende resten af vejen op til slottet. Der var virkelig ikke noget andet som han lige nu hellere havde lyst til, end at skulle tilbringe den tid sammen med hende, det var der ikke nogen som skulle tage fejl af! Han trak vejret dybt. Hans egen maske var mørk som havde det været nat og med de guldagtige spor som havde det været stjerneskud som strøg over hans eget ansigt. Hans hud var bleg som marmor og den var kold også, selvom det slet ikke var noget som han tog sig det mindste af lige netop nu. Det var helt sikkert. "Kom min kære.. Lad mig ledsage dig," sagde han roligt og med den samme rolige stemme som han altid og normalt ville have gjort brug af på denne måde. Han lod armen roligt søge ud fra sin krop, så hun ville være i stand til at skulle lade sin egen arm falde i den som enhver anden gentleman ville have gjort det. En mand af hjerte og en ordentlig en af slagsen, det var han specielt! Selv for ham, var det en perfekt mulighed for at skulle komme ordentlig tæt ind på Keischa på den måde, som han også ønsket det. Hans tøj var mørkt og fint. Af en finere slags. Mørke bukser og en hvid skjorte som hang halvvejs løst omkring hans overkrop. Han nød det, at han kunne bevæge sig.

[Deleted]

Endelig var den store aften kommet! Valerio var kommet ikke langt efter at Alec ville være ankommet og det var noget som var så perfekt planlagt. De store planer skulle sættes i værk! Ikke fordi at han var nervøs. Tvært imod, så ville han bare være mere og mere spændt på det hele frem for at han ville være noget andet. Han steg roligt ud af hestevognen og rettede roligt til i hans jakkesæt. Helt sort som havde det været malet med det tydelige kul. Han skød næsen let til vejrs og bar den store selvtillid som man under ingen omstændigheder skulle tage det mindste fejl af. I aften måtte bare intet gå galt! Absolut intet! Han vendte sig blot mod kusken, selv så regnede han vitterligt ikke med at skulle være her over alt for lang tid. Det var kun lige med det som han havde i hovedet som skulle ordnes og så agtet han så sandelig også med, at han ville være på vej tilbage igen til hans hjem i Mathimæus Mansion og så sidde og triumfere over i alle fald en død og så bare vente på nyheden omkring de to sidste og så bare håbe, at det gik lige efter planen. Han regnede bestemt ikke med, at det ville tage dem så forbandet lang tid. Sammen med alle de andre som skulle komme her på stedet. Han holdt sig bare lidt i baggrunden alt fordi, at han ikke just kunne sige sig, at han havde en ledsager på nogen måde, selvom det nu ikke var noget som man kunne sige, gjorde ham det mindste for det gjorde det dog bestemt ikke. Han nåede roligt ind og vendte sig mod Lynn, hvor han roligt måtte bukke for hende og med det lette smil på læben. Han bar selvfølgelig også selv en maske. Han bukkede roligt for hende, tog roligt hendes hånd, hvor han skænket den et let og roligt kys. Det var nu, at man skulle huske alt det som deres far havde fortalt dem, så det ikke ville ende med at skulle gå helt galt! Han fugtede roligt læberne. "En fryd for øjet som altid, min kære Grevinde," sagde han roligt idet han roligt rettede sig op igen. Det var blot tydeligt for ham, at det måtte være hendes ledsager som stod ved hendes side. Han skævede kort til manden - Aerandir hed han vidst, selvom han hurtigt måtte vende snuden ind mod menneskemængden istedet. Hans opgave var klar - Han skulle bare opholde Fabian og Destiny så det var i den grad de to som han agtet at skulle finde her til aften! "Udsøgt.." endte han roligt for sig selv, og med den tydelige tilfredse mine i ansigtet.

[Deleted]

Sayaad have hørt om at der skulle foregå en eller anden form for stor begivnhed i det store, imponerende slot her i Manjarno. Hun havde for nyligt valgt at tage en kort periode fri fra hendes normale arbejde da hun havde følt sig endnu mere indelukket ind hun plejede, og simpelthen var nødt til at bryde ud af den sedvanlige onde cirkel af ensomhed hun selv havde skabt omkring sig. Hun havde i et stykke tid gået og overvejet hvor vidt hun turde gå med til et bal eller en fest, hun turde jo knapt nok gå tilbage til sit værelse på kroen om aftenen når der var gæster. Hun havde tilsidst besluttet sig for at give det et forsøg, men hun havde dog istedet for at gå dertil som normal gæst fundet en rolle der klædte hende bedre. Hun havde tilbudt sin hjælp med service og betjening og havde fået lov, på den måde kunne hun tjene lidt penge ved siden af til sin hjemrejse, og samtidig ville hun forhåbentlig være istand til at liste ubemærket rundt iblandt gæsterne.

Hendes påklædning var ingenting i forhold til de dyre og skinnende balkjoler der fejede stolte henover gulvet i alle retninger, nej tværtimod. Hun bar en simpel sort kjole der blev holdt på plads af stropper på hendes skuldre, noget mange af de tilsyneladende fine og nydelige kvinder herinde ville betragte som en natkjole, eller simpelthen noget man ikke kunne beklæde sig når andre folk så på. Hun kunne heller ikke løbe fra at hun følte en form for jaleousi når hun så på alle de kvinder, den måde de hvirvlede rundt på, snakkede med gud og hver mand, deres søde rødmen og de blikke de sendte diverse mænd rundt omkring, og helt uden ord lokkede dem med i samtaler og op til dans. Salen rungede af blide kvindelige og ædle maskuliner stemmer, perlende latter og en langt mere gennemslående lyd af mænd der brølede højt over en spøg de netop havde hørt fra en kammerat, Sayaads knapt feminine krop under den en smule for store kjole, hendes en smule for nervøse færd rundt i salen, og hendes ansigt der var skjult bag et slør der hang nedover hendes ansigt fra nok den fineste del af hendes påklædning, en ældre, list nusset hat der sad let på sned på hendes sorte hår, var nok ikke ligefrem det der ville tillokke hende en dansepartner lige med det samme. Hun havdde lige siden de første gæsters ankomst vimset rundt omkring med fade med diverse forfriskninger, champagne, forskellige vine, og den slags. Hver gang nogle tog et glas derfra nejede hun elegant det bedste hun havde lært, på trods af at der endnu ikke rigtigt var nogle af de mænd og kvinder der havde taget deres drinks der havde lagt mærke til hende, nej de rakte nærmere bare ud og greb yndefuldt om stilken på et glas med en nærmest uhyggelig precision. Indimellem når hun kom lidt for langt ud i salen, var den stakkels lille Sayaad næsten ved at blive trampet helt ned i folkemængden. Hun havde netop fået besked på at der næppe ville være mere at skænke ud af lige nu, så hun kunne tage sig en pause. Det gjorde hun så, og stod nu mere eller mindre så langt inde i et hjørne af salen hun kunne komme til, gemt væk som støv i hjørnet. Hun rettede stille på sit slør og sukkede, hun var ikke længere sikker på om det var så sjovt at være med til baller alligevel, hun følte på ingen måde at hun passede ind nogen steder, og nu stod hun jo ganske rigtigt, alene og usynlig, pakket væk i et hjørne som altid, misundelig på al den glæde og skønhed overalt omkring hende, imens hun selv måtte skjule sit ansigt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig set frem til denne aften, en aften uden for arbejde og børn, en aften hvor hun rent faktisk kun skulle tænke på sig selv og Kimeya, og endelig stolt kunne bære sig frem med ham, det var længe siden hun havde gået med den følelse. Armen hvilede under hans, som han førte hende som en gentlemand ville gøre det. Det lange røde hår, bølgede ned over hendes slanke ryg, i mere kontrollerede krøller end normalt, og med den maske som måtte hvile, helt lysegrøn maske der måtte dække for hendes intense blik. Kimeya bar ikke slev nogen hun vidste at han ikke gik specielt meget op i det, hun havde kun fået ham overtalt fordi de var i stnd til at få denne aften selv, og desuden så ar han kalr over at Liya måtte komme, samt en masse andre som de begge måtte holde af, hun så virkelgi frem til det, blot at kunne koble af for en kort stund mens Jared tog vagten for i aften som den højre hånd han var for hende. Hun knugede ham stille, hilste pænt og med høflighed på Lynn, en kvinde hun ikek havde set frygtelig længe, det glædede hende kun at se så mange kendte ansigter, det måtte vel i virkeligheden lidt gå op for hende hvor travlt hun havde frem for at bruge tiden med hendes familie? Specielt med den lille ny som netop var kommet til verden, som Junior og Cayla måtte tage sig af noget som hun ikke var det mindste bange for overhovedet.

Regnen silede ned over Evelyns skikkelse som de måtte tage vandringen fra vognen og over mod selve slottet. Hun var fuld af forventning, det var jo ikke noget som hun havde oplevet på nogen måde før, hendes besættelse havde holdt hende fra steder som dette, og nu skulle hun endda optræde som kongelig. Det lange mørke hår han frit omkring hendes nøgne skuldre, som det måtte være en lang cremefarvet kjole til at smyge sig om hendes slanke former, og uden stropper. De glimtende smykker i alle regnbuens farver var det som skabte det spil, og den kreative maske malet med maling frem for de typiske masker. Det var tydeligt at hun langsomt faldt ind i rollen som kronprinsesse, forlovet med kongen af procias også selvom det i den grad var hårdt. Et sted så glædede det hende dog at komme væk fra slottets ruiner, glædede hende at hun ikke behøævede at tænke på genopbygningen, og hundse rundt med vagter og byggere, fordi der var så mange tanker som kørte rundt, det var en stressende tid, og ikke mindst farlig tid for Procias'd vedkommende, hun trængte til den ro som hun ville få i aften, følges med manden hun elskede, som kongelige, også selvom hun virkelig frygtede at andre ville få det helt forkerte indtryk af hende. Hånden hvilede i Gabriels, hun klemte nervøst om den. Hendes vinger spredtes en smule ved de kolde dråber der ramte mod, hun havde i det mindste lært at kontrollere dem en smule efterhånden, noget som virkelig kun gjorde det lettere for hende, specielt for denne aften.

Lige i aften var Keischa virkelig glad for at hun havde fået overtalt Alexis til endelig at gå ud for en dør, det var deprimerende at se ham låse sig inde på værelset på den måde, ikke gå ud kun fordi han så på sig selv som det bæst, og hun var vel et sted også bange for at Miquel ville ende med at skulle dukke op? også selvom hun hverken havde set eller hørt fra ham i frygtelig lang tid. Hun lyttede til hestenes hove som vogenen roligt stoppede op. Hun tvang sig selv siddende, betragtede Alexis træde ud til han selv valgte at åbne døren for hende kun for at skulle ledsage hende mod slottet. Måske hun var en tidligere kongelig og denne gang adelig, men hun var endu en ung tøs, end ikke en voksens om sådan endnu, hun var slet ikek ind til det fornemme som alle andre måtte gøre. Foran sig betragtede hun Gabriel og Evelyn forsvinde ind i mængden, noget som kun fik et smil til at brede sig over hendes læber. Det lange blonde hår hang frit over ryggen, langt som det måtte være og med den lyserøde maske der gjorde hende utrolig feminin, ikke mindst eftersom kjolen var i samme matte farve, gav hendes ellers blege hud en smuk sommerglød, hun hadede det, hun var ikke vant til at være så feminin, et sted hjalp det så med tanken om alle de våben hun bar på sig - Skjult, typisk hende et sted. Hun rystede let på hovedet og med en lille latter "Få den arm væk" udbrød hun morende, endte med tage om hans hånd og flette de slanke fingrer med hans, før hun måtte sætte lidt op i fart, udelukkende for at skulle slippe fra regnen. I hendes øjne var han virkelig ikke et bæst, og selvom hun ikke rigtig vidste hvad de var, selvom han forvirrende hende, så var hun frygteig stolt af at følges med ham "Godaften Lynnethia, en udsøgt fornøjelse" hun nejede let, og med et stille smil.

[Nathaniel Diamaqima]

Aerandir nød virkelig hendes selskab, så i hans øjne ville det virkelig være den perfekte mulighed for ham, at skulle kmme tæt på hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad helt sikkert. Det lette glimt som måtte falde i hans øjne, var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han blev roligt stående foran hende. Han havde slet ikke ment, at skulle være forsinket, men det var nu end bare blevet aktuelt. Han nikkede roligt til hendes ord, tillod sig selv at skulle læne sig mod hende og plantet et stille og let kys mod hendes kind og uden at skulle lade blikket søge det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. "Det er så helt i orden. Jeg venter på dig derinde," sagde han roligt. Han gengældte glædeligt hendes klem om hånden inden han selv valgte at slippe den. Han rettede let på det grønne tøj inden han roligt gik ind og mængede sig med folkene i salen. Destiny og Fabian kunne han se for sig selv stående en anelse væk, for ikke at glemme, at salen allerede var ved at være fyldt på denne måde, det var slet ikke noget som han havde det mindste imod. For en gangs skyld, så kunne der være fred mellem de 3 parter som måtte være, og så var det jo bare at nyde det. Han gik selv hen til et af de mange borde, hvor han tog for sig af et let glas rødvin. Det var nu ikke fordi, at han var typen som drak, for det var slet ikke noget som faldt ham naturligt. De havde hele aftenen, så han agtet også på et tidspunkt, at skulle få hende for sig selv, for det var virkelig hans store mål i aften.

Nathaniel nød virkelig af Liyas reaktion, det var virkelig som at skulle se en lille pige på juleaften og det var virkelig bare noget som glædet ham mere end noget andet lige nu. Han ville elske at skulle dele dette med hende. Han havde været med til det en gang før og der havde man i den grad kunne kalde det for en succes. Han havde hvilet mere eller mindre hele dagen for at skulle have styrken nok til at skulle stå her til aften sammen med hende, for det var virkelig noget som han ønskede at dele med hende. Han havde været forfærdelig de sidste dage for at sige det mildt, men det var virkelig bare tydeligt for ham, at dette havde været noget som selv Liya ønskede at skulle opleve og så ønskede han i den grad også at skulle vise hende det! Han havde bestilt vognen, så deres beklædning ikke ville blive beskidt, for ikke at glemme, at det var noget af en tur fra Procias' skove og hele vejen til Neutranium, så det var også en mulighed for ham, at skulle skaffe den energi på til resten af aftenen. Masken behøvede han virkelig ikke at skulle tænke på. Han havde den jo allerede. Den var en del af hans dagligdag når han endelig var ude blandt folk. Aldrig hjemme! Hans jakkesæt var sort. Det var det samme som han havde brugt i årevis, men det passet jo endnu, så var der heller ikke nogen grund til at skulle bytte det ud. Han kom stille ud af vognen og med blikket hvilende på Liya. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Hun så virkelig ud som en prinsesse på alle måder og det var noget som selv glædet ham så dybt inde. Hendes behov og ønsker, var virkelig det vigtigste for ham og på alle måder! Han nåede roligt op ved hendes side. Armen sneg sig roligt omkring hendes liv og holdt hende tæt til sig. Han ville passe på hende hele denne aften, han agtet at skule stå der sammenm ed hende hele denne aften og sørge for, at absolut intet skete. "Har du travlt?" spurgte han med en let drillen stemme.

Fabian stod lige i øjeblikket oppe på sit værelse, for at gøre sit klar. Han var faktisk en anelse nervøs. Lige i aften havde han fri ligesom alle mulige andre fra hæren af, fordi det i den grad også havde været så utrolig fortjent, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kom stille ned af trappen fra de mange etager over. Vingerne trak han let ind til kroppen så de kunne lægge sig over hans ryg som havde det været en fjerklædt kappe som han måtte bære sig med, det var der ingen tvivlv om. Hans olivengrønne øjne stod med den lette glans. Lige i aften, så agtet han selv at skulle søge efter Destiny, byde hende op til dansen og endelig finde ud af, hvor han egentlig måtte stå med hinanden, for det andet var virkelig ved at frustrere ham ngoet så frygtelig voldsomt, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af lige netop nu. Han trak vejret dybt og selv en anelse nervøst. Dette var hans første bal igennem, ja gud ved hvor mange år, så det var faktisk noget som måtte skræmme ham en anelse, for det var heller ikke denne måde, at han var vant til at skulle omgås andre mennesker. Han nåede den store balsal. Kimeya og Faith kunne han se og det var da nogen som han genkendte kun alt for godt. Han trak let på smilebåndet. Så meget som de to havde været igennem, det var da også helt ekstremt. Han gik roligt ned i et lidt hurtigere tempo. Det hjalp når der var nogen som man kunne se, som man jo faktisk havde kendskaber til, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han hilste let på Lynn og skænket hende selv et let kys på kinden inden han gik indenfor. "Faith?" kaldte han roligt. Han ønskede da så sandelig også at hilse på hende, nu hvor han endelig kunne se hende igen, for det var virkelig længe siden!

[Kimeya Marvalo]

Junior og Cayla tog sig af de små for i aften., hvilket i den grad også var noget som Kimeya ville nyde, for han ønsket virkelig bare at have Faith ved sig lige netop nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om. Han trykkede let omkring hendes hånd og med det samme lette og svage smil på læben, det var heller ikke noget som han ville skjule det mindste, det var i den grad også helt sikkert på denne måde. Han holdt hende dog tæt ved sig. Han ønskede også at få snakket ud med hende på et tidspunkt, selvo mdet slet ikke var de baner som han tænkte på lige netop nu. Smuk var hun virkelig, hun var virkelig som havde hun været sendt fra himlen, det var slet ikke noget som man kunne ændre af mening ved ham på noget tidspunkt! Masken bar han ikke, for det var virkelig ikke noget som han gik særlig meget op i lige netop nu. I aften ønskede han virkelig bare at hygge sig. Han vidste at Nathaniel og Liya ville være her til aften og han kunne virkelig ikke vente med at skulle se hvordan hun havde det. Hun var hans bedste veninde og han glædet sig virkelig til at skulle se hende igen, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "I aften er det bare dig og mig, min kære," sagde han roligt. Han kysset let og stille hendes tinding og med et stille smil. Han ville virkelig bare ønske, at de havde mere tid til hinanden, så kunne det jo faktisk være, at det hele gik meget bedre for dem? At Faith blev kaldt på, var noget som han hurtigt måtte mærke sig af. Han havde selv kun lige nået at skulle hilse på Lynn og fået Faith med sig ind, da han havde hørt Fabians stemme. Den mand skyldte han også noget så frygtelig meget, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han vendte sig i retningen af stemmen.

Dette var heller ikke just det som Gabriel var mest vant til, men de skulle repræsentere Procias, for ikke at glemme, at det også var en måde at komme frem med, at de ikke ønskede den krig som hvilede så tungt ved og omkring dem, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Evelyn var virkelig som en dronning i sin beklædning. En engel i dets bogstavelige forstand og han kunne virkelig ikke være mere lykkelig end det som han var sammen med hende. Han ønskede ikke den ledsagen af en vagt. Han ville da for pokker have lov til at nyde en tid sammen med sin egen forlovede, møde de kendte ansigter og få kendskaber til nye, for det var selv noget som han selv kunne nyde så frygtelig godt af. Han trykkede hendes hånd roligt og stille for bare for at vise hende at han var der for hende og det var noget som han ville være for resten af livet! Han ønskede heller ikke just den behandling som kongelig lige i aften, han ville virkelig bare have lov til at være en af mængden. En som man kunne snakke med og det hele. Hvad der var i vente for ham i løbet af aftenen, det vidste han heller ikke. At der faktisk var planlagt et attentat, var virkelig fuldkommen ukendt for ham. Han vendte blikket roligt mod hende. "Du klarer det flot, min kære," endte han roligt og med en let hvisken som hun ville være den eneste om at skulle høre, og det var oså sådan at han agtet at skulle holde det, det var i den grad også helt sikkert på denne måde. I aften var det bare de to.. om ikke andet, så at snakke lidt med de andre og bare være rolige, være sig selv og ikke noget med de mange pligter som de havde ventende hjemme, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans vinger hvilede helt tæt ind mod hans egen krop. De skulle jo nødigt være i vejen for nogen eller noget i aften. I aften ville virkelig bare være en dag og en nat uden stridigheder og det var noget som han i de ngrad bare ville nyde af!

Alexis var tydeligt mere vant til det fornemme end det som Keischa var og det var noget som han selv agtet at skulle holde ordentlig fast i. Ingen tvivl om det! Han var selv en anelse nervøs for i aften. Han var slet ikke vant til at skulle rende rundt sådan blandt mennesker. Han havde det nu ellers godt på værelset hjemme, ellers i kælderen når fuldmånen måtte stå højt på den store himmel, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han himlede let med øjnene, da hun nægtet at skulle tage hans arm, men i stedet for, valgte at skulle gribe ud efter hans hånd. Han sammenflettede roligt deres fingre og med det samme varme smil som før, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Keischa.." hviskede han med en lettere intens stemme og uden at skulle tage blikket det mindste væk fra hende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på dette led hvad end om han ville det eller ikke. Han trykkede dog roligt omkring hendes hånd og holdt den godt og trygt i sin egen. Ikke at han så noget aktuelt i noget andet end lige netop dette. Han førte hende roligt op til det store slot af Neutranium. De mørke øjne faldt roligt til Lynn da de nåede de store døre ind til den store balsal. Smukt var det virkelig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Her var virkelig overdådigt og det var smukt! Et bæst var han selv i sine egne øjne, så derfor holdt han sig normalt alene på værelset for bare at komme igennem dagen. "Godaften Lynnethia," hilste han roligt, hvor han let gjorde et buk og kysset hendes håndryg, blot af ren og skær høflighed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Lynn sendte ham et varmt smil, der måtte sige det hele, hun nød virkelig hans selvskab og hun var vild efter at lærer ham bedre at kende efter deres sidste møde, go dette havde været en en udsøgt chance hun ikke ville lade gå forbi sig. Hun tog let imod hans kindkys gengældte det blidt kun for at følge ham med blikket da han måtte gå ind i salen. Hun vendte sig mod de næste som måtte ankomme. Igen måtte hun let neje ved det blide kys mod hendes håndryg, på trods hun ikke kendte det mindste til den mand der måtte stå overfor hende "Godaften.. En udsøgt fornøjelse at se dem her" hun sendte ham et imødekommende smil før hun roligt lod ham passere forbi som enhver anden igen kun for at tage imod den næste der måtte minde om den første på en måde hun ikke kunne forklare. Hun gentog ordene med varme og lod ham passere. Smilet bredte sig ved de næste "Det glæder mig virkelig at se jer to her" påpegede hun let ved synet af Faith og Kimeya der måtte komme som det næste, hun skænkede dem et blidt kys mod kinden og lod dem som alole andre passere. De næste var endnu engang kendte ansigter noget som et sted kun glædede hende. Denne gang bukkede hun dog ydmygt for de kongelige som avr endt med at skulle melde sin ankomst "Deres kongelige højhed og den uddsøgte skønhed du har med" hun var beskeden det var der slet ingen besked om. Hun blev blot stående på sit plads for at tage imod, der ville gå et godt stykke tid før hun måtte kunne tilslutte sig de andre selvom hun nu så frem til det, igen måtte hun tage imod flere kun for at lade dem passere og træde ind hvor festen for alvor ville træde til.

Liya glædede sig mere end det som et lille barn måtte gøre, hun glædede sig til det hele! Ikke nok med at hun følte sig som en prinsesse, men hun var spændt på at se det hele, spændt på at vise Kimeya den rign hun måtte bære på hendes finger, om han ville genkende hende trods alt. Håret krøllede i det fyldige hår, sat op med lette små spænder af hårpynt. Den intense mand var vendt tilbage og allerede nu kunne det spejles i hans blik hun nød det. Hun trådte let forbi Lynn efter at have hilst høfligt, og med et lille kindkys for gammel kendskabs skyld. De mange mennesker forvirrede hende en smule, gjorde hende nervøs, og et andet sted så nød hun virkelig kun tanken om at Nathaniel avr der til at beskytte hende, også selvom hun udemærket var klar over at det kostede ham virkelig meget, og at han havde brugt alverdens tid på at kunne gøre sig klar til det. Armen hvilede ligeså omkring hans liv, hun var ikke så frygtelig formel, og det at han lod til ikke at være ligeså glædede hende kun, det gjorde om ikke andet det hele langt nemmere for hendes eget vedkommende. Hun trak ham med sig og med et ivrigt nik "Ja!" udbrød hun spændt og med det julelys i blikket som man ikke havde set længe. Hun var i stand til at bære sig frem med en vis form af sikkerhed og det var noget hun virkelig måttte nyde. Menneskerne var mange og det ville være umuligt bare at skimte efter Kimeya og Faith's skikkelse blandt dem alle "Jeg vil nyde en aften ude.. Det trænger vi til" påpegede hun ganske sigende.

Destiny blev stående indenfor, hun stoppede roligt Faith som hun fandt hendes skikkelse. Smilet bredte sig "Hvor er det dejligt at se jer her" man kunne tydeligt se at der var alvor i hendes ord. Det røde hår og blikket var ikke til at tage fejl af, efterhånden måtte hun genkende hendes søster. I hele livet havde hun kun været til et enkelt bal, og med en ledsager hun knapt kendte, hun måtte et sted erkende at hun var lige nervøs denne gang som hun plejede være, ikke mindst fordi hun ikke anede hvor pokker de stod, de trak den lidt videre hver gang men aldrig til et punkt der fortalte dem noget som helst, hun var spændt på ham lige denne aften, og et andet sted så fuld af forventninger, dette ville blive en fantastisk aften som det så ud nu. Hun plantede et stille kys mod Faith's brændende kind, kun for at trække sig videre mod Kimeya og ligeså skænke et blidt til ham. Det var så længe siden hun havde set et glimt af dem, det glædede hende virkelig. I forbifarten af tjener rakte hun ud efter to glas kun for at skubbe dem frem mod Faith og Kimeya "Jeg havde håbet på at se jeres fantastiske lille prinsesse" påpegede hun næste med ærgelse i stemmen, også selvom dette måske ikke ligefrem var et sted at bringe sine børn, det var trods alt hendes niece. Hun fornemmede den velkendte stemme kalde for et ganske velkendt navn og strakte en hånd i vejret for at gøre det muligt for ham at skulle fornemme hvor de stod "Herover Fabian!" kaldte hun med en blid tone. Der var komemt langt flere end det som egentlig var ventet, det var jo nærmest umuligt at finde de kendte ansigter med mindre de stod hvor de selv gjorde lige i øjeblikket.

[alecander]

Alecander gik roligt videre ind mængden og den store sal, som blot ventede forude. Han følte sig et sted malplaceret, ikke fordi han aldrig havde været til store fester før, for det havde han, han kom trods alt fra denne rige slægt, men han var alligevel en smule nervøs, men det var mere om planen ville gå i vasken, for der var virkelig mange mennesker, og han havde kun et splitsekund til at udføre sin barske handling mod den Procianske konge, Gabriel. Han håbede bare at hans kære bror hyggede sig, og det også lykkedes ham at opholde både Fabian og Destiny, for de to var vigtige person i deres plan. Han fik hurtigt øje på Destiny og Fabian der stod for sig selv. Valerio havde åbenbart endnu ikke været henne ved dem, men han skulle jo også ankomme senere end ham selv. En tjener kom roligt hen til ham og tilbød ham noget at drikke og han tog den fineste vin de havde. Vin en klassiker, og noget som han nød at drikke, hvis ikke han kunne få blod. Han sukkede ganske let, og nippede kort til den klare vin, som tjeneren havde tilbudt ham. Han betragtede de mange mennesker, der hele tiden ankom til ballet. Og han søgte efter to bestemte personer, for han var sikker på at de begge to ville dukke op, eftersom de var repræsentanter fra Procias. Og lige som han tænkte på dem, så han både Gabriel og Evelyn komme ind i balsalen. Han ville dog ikke komme til dem til at starte med, da han først ville vente lidt, så det ikke var alt for indlysende. Han så kort efter at hans kære bror var ankommet, og han betragtede Valerio imens han hilste på Grevinden af Manjarno. Han havde bedt Shade om at vente til at ballet var gået lidt i gang, inden han befriede Samuel, som han ville skyde på var fanget nede i kældrene. Nu stod han blot for sig selv og betragtede de mange folk der gik forbi ham, nogle hilste, hvor han let bøjede hovedet i en hilsen tilbage, for ellers blot at iagttage folk rundt omkring ham igen. Han kendte ikke decideret nogen, ud over hans egen bror, og ham kom han nok ikke i kontakt med i løbet af ballets fremtræden. Han forholdt sig roligt, da han så både Gabriel og Evelyn komme længere ind i balsalen og samledes omkring de mange andre folk. Nu håbede han bare, at han ville kunne opholde kongen, og han håbede på, at Evelyn ville søge lidt væk, så han havde muligheden for at trække den daggert, som han havde gemt under klæderne. Det hele skulle bare falde på plads!

[Liya Daimond Diamaqima]

Faith nød i den grad den tanke at deres børn måtte være passet for i aften og de to sammen blot kunne have en aften for sig selv, også på trods at Caylas mange advarsler omkring hendes syn, selvom hun havde detaljerne så junne man vel roligt sige at hun var temmelig skeptisk omkring de ting som blev sagt, hvem ville absotere et bal og frede? Det var jo komplet langt ude, om det så var hendes kære datter eller ej. Hun hvilede tæt til Kimeya og kun med et varmt smil over hendes læber. For Faith's del var dette noget ganske særligt, det at kunne være hans ledsager, bruge aftenen med ham, lade hans blik betages af hende, det var ikke tit det skete mere, og kun til hendes egen ærgelse, det var ingen hemmelighed at hun virkelig havde gjort noget ud af sig for i aften, hun var vant til at være andre øjnes opmærksomhed, og hun ville i den grad også ønske at være det i aften, "Det er noget jeg har savnet" gengældte hun i en blid tone, sendte ham et varmt smil. Destinys kald nåede hende, noget som virkelig kun fik smilet til at brede sig. Hun tog imdo det varme kys mod kinden og gengældte det stille mod hendes egen "Cayla tager sig af hende" endte hun stille og dog et erkendene nik, hun frygtede ikke for deres lille pige, og så alligevel måtte hun allerede savne hende, det var svært at være væk. Hun hørte det kald bag hende, og vendte sig straks efter lyden. At se det velkendte ansigt gjorde hende virkelig kun glad, hun måtte modstå fristelsen til bare at hioppe ham i møde, en virkelig savnet og nær ven. Hun lod ham komme dem i møde frem for det, lod først der armene falde om hans hals og trykke sig ind til ham "Du har været frygtelig savnet" påpegede hun dog med ærlighed, inden hun atter måtte slippe og stille vende sig mod Destiny kun for at tage imod det champangeglas.

Man kunne roligt sige at Evelyn vrieklig gik med nerverne uden på tøjet, hun var frygtelig nervøs for hvordan man ville se på hende. Hun ville ikke ses som en kommende dronning, specielt ikke med den atnke at hun altid ahvde været mere eller mindre usynlig. Hendes anspændthed kunne tydeligt ses i hendes blik, også selvom hun skænked enhver det varme kærlige smil. Hånden hvilede i Gabriels, hun knugede den let i hendes egen, bar sig frem med den ynde som enhver engel måtte gøre det. Hun nød en aften med ham, og ikke minbdst så var hun stolt af at kunne ledsage ham, ikke fordi han var den som han avr af titel, men ganske enkelt fordi det måtte være dne mand hun måtte elske. Hjertet hamrede fast imod hendes bryst, hun kunne høre de mange mennesker summe omkring "Mange tak kære" hviskede hun blidt. At det attentat var planlagt i aften var virkelig ikke det sm hun havde skænket nogen former af tanke, i hendes hovede var det jo slet ikke en mulighed det var en studn i fred også selvom landene var i krig, rygternes bredtes hurtigt og Jaqia ville nok uanset ikke vise sig på dette sted i aften, det var hun ganske sikker på. Vagter var virkelig ikke noget hun ville have med sig på denne aften, hun ville være en del af mængden og ikke en kongelig, eller kongens forlovede, bare en helt normal ung kvinde som altid og det var lidt det som hun et sted frygtede for ikke at være. Hun nikkede anerkendende til en ung kvinde der passerede hende og med et nysgerrigt ansigt, noget som man vel i virkeligheden ikke rigtigt kunne bebrejde hende for?

Keischa havde virkelig nægtet Alexis at lade ham blive hjemme og bare sidde hjemme og kukkelurer, udelukkende fordi han frygtede hvordan andre ville se på ham, hun forstod det virkelig ikke, det irriterende hende, han var en mand af høflighed og han gjorde jo ingen forstrød der var en grund til han fik lov til at blive, hvorfor pokker så han det så ikke? Hun tog hans hånd, klemte den blidt som den var sammenflettet med hendes. De var virkelig forskellige og den aldersforskel kunne virkelig mærkes ganske tydeligt, hun var overmoden på de ting han var barnlig på og omvendt, et sted så morede det hende kun at den forskellighed. Hun kunne høre de tunge dråber slå mod de store vinduespartier og det var næsten beroligende for hendes egen del. Hvor de stod og hvor de ikke stod kunne hun virkelig ikke besvare, til tider var der de små tegn, det intense nærvær når de var blot en smule tætte, men ud over det var de blot to vidt forskellige væsner der boede under samme tag, han som hendes lærer og hun som hans elev sådan som det altid havde været for hendes egen del. Blikket faldt med et varmt smil til Lynn, deres værtinde for atfenen og en kvinde som hun i den grsd måtte have sin store respekt for. Roligt fulgte hun ham ind i den store sal hvor de mange mennesker åtte stå i små grupperinger kun for at tale, et syn som hun kun måtte nyde, specielt med den tanke om at freden i det mindste kunne herske for en aften, men igen hun havde heller ikke nogen idé om de planer som måtte være lagt for i aften på nogen måde.

[Nathaniel Diamaqima]

Aerandir kunne ikke rigtigt gøre andet end at skulle stå og vente på at Lynn ville blive færdig. Selvfølgelig at han havde regnet med, at dette ville tage mere eller mindre hele aftenen, hvis folk skulle fortsætte med at komme og gå, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den kvinde som stod ganske alene i det ene hjørne, var dog noget som han havde fået øjnene op for. Ingen burde stå alene på en aften som dette, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var helt sikkert også på denne måde. Han vendte sig i retningen af Lynn igen. Han glædet sig til at snakke med hende igen, at nyde hendes selskab som han nu altid havde gjort det i de korte stunder hvor de havde haft hinanden at snakke med, selvom det virkelig heller ikke var enkelt for ham på nogen måde overhovedet. Han blev blot stående med det varme smil på læben. Vinen var virkelig udsøgt! Han nød faktisk af det, for ikke at glemme, at det jo faktisk så ud til, at de alle sammen faktisk også måtte hygge sig, hvilket i den grad også var det vigtigste af det hele, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han valgte selv bare at skulle gå hen og tage plads på en stol som stod langs væggen. Han ville virkelig heller ikke lægge noget pres på Lynn lige i aften. Hun havde virkelig lagt forbandet meget i dette, så meget vidste han dog, så det faldt ham slet ikke ind, at skulle ødelægge det på nogen som helst måde overhovedet!

Det morede virkelig Nathaniel at se denne side af Liya. Selv var han ikke den mest formelle af typen. De var forlovede og han havde så sandelig heller ikke noget imod, at skulle vise hende det, at han faktisk var stolt af det. Han havde det bedre nu, nu hvor han var forbi den periode, hvor alt virkelig bare havde været det rene helvede for ham. Han havde Liya ved sig og det var i den grad også noget af det som betød mest for ham lige netop nu, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han slap et let grin, da hun næsten måtte virke helt ivrig. Han ville se hvordan hun ville takle menneskemængden. Han ville være ved hende hele aftenen, så hun altid kunne sige til, hvis det blev for meget, så kunne de jo trods alt også gå lidt ud hvis det endelig blev alt for slemt, noget som han også havde forklaret hende. Hun skulle endelig sige til, hvis det blev alt for meget. Han trykkede hende let ind til sig og rystede let på hovedet. "Som et barn på juleaften," sagde han muntert. Han var glad og det var tydeligt. Selv så vidste han, at Faith og Kimeya ville være her i aften, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han ville lyve hvis han ville påstå, at han ikke søgte efter dem. Desuden, så havde han lovet Liya at hun nok skulle få lov til at fortælle omkring deres forlovelse, for det var tydeligt, at det var noget som hun direkte måtte brænde inde med på denne måde, det var den grad også sikkert. Han var træt, men i aften ville han virkelig bare holde ud, og det skulle være for Liyas skyld! Han vendte blikket roligt mod hende. Han kunne virkelig ikke være mere enig. Han smilede et varmt smil, for derefter at plante et let kys mod hendes mundvige. "Jeg er ligeglad med hvor eller hvornår, Liya.. Du er der, og det er det vigtigste for mig," sagde han ærligt. Han lod hånden roligt stryge hende over hoften. "Lad os bare komme ind. Jeg ved at Kimeya og Faith vil være her i aften.. Så kan du jo fortælle ham det," sagde han roligt. Han vidste og kunne se, at hun virkelig brændt inde med at fortælle det og det var virkelig bare noget som måtte more ham så frygteligt!

Fabian kunne virkelig ikke undgå, at skulle smile, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige netop i dette øjeblik, det var i den grad helt sikkert. Nyheden om at Faith havde fået en lille pige, var noget som havde nået ham for øre, selv der hvor han ikke kunne vente med at skulle få lov til at se den lille, det var noget som han faktisk bare måtte se frem til. Ikke at han vile lægge noget pres på hende selvfølgelig, så var det noget som bare skulle have lov til atk omme. Han hastet næsten ind i salen med en småløben for at nå hen til dem. Han smilede i hele ansigtet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han ville virkelig bare gerne nå hen til dem og specielt også Destiny. Han så frem til at skulle være sammen med hende til aften, for ikke at glemme, at han faktisk også gerne ville finde ud af hvor han måtte stå med hende efterhånden. Han skænket roligt Destiny et let kys mod kinden, inden han vendte sig mod Faith og med det varme smil på læben. Han havde virkelig bare savnet hende, det var der slet ikke nogen tvivl om. Han spredte armene roligt og med den næsten charmerende mine i ansigtet. Det var slet ikke til at tage fejl af. Han holdt af hende som havde hun været en søster for ham, så det var slet ikke noget som man skulle tænke det mindste over overhovedet. Ingen tvivl om det. Han lagde armene roligt omkring hende og trykkede hende roligt ind mod sig. "I lige måde Faith. Det er virkelig godt at se dig," sagde han med en glad og tydeligt mere munter stemme end det som lige godt var. Han slap hende roligt og vendte sig mod Kimeya, hvor han roligt tog manden i hånden og med et let og sigende nik. "Det er virkelig godt, at se Jer begge," afsluttede han roligt og med en ganske ærlig stemme.

[Deleted]

Valerio blev ellers roligt stående et godt stykke fra Alec. Han havde allerede fået øje på Destiny og Fabian, men så længe at de ville stå og snakke med andre, så ville han heller ikke afbryde. Han håbede og bad virkelig til, at alt dette ville virkel her til aften. Hvilken overskrift som ville lyde i de aviser som blev udgivet og det som man faktisk ville kunne høre på folkemunde. Han kunne virkelig ikke vente på det! Gabriel skulle nok falde i aften, det var han så sandelig ikke i tvivl om, for Alec var virkelig ikke af typen som ramte ved siden af. Han skulle bare selv sørge for at opholde Destiny og Fabian og desuden, så var det jo også direkte uhøfligt, at skulle afvise nogen for i aften og det var i den grad også det som han agtet at skulle misbruge i aften, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han tog imod et glas rødvin af en tjener som kom forbi. Han smagte let på den. Udsøgt, det var det bestemt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hans blik hvilede roligt i retningen af Destiny go Fabian. Det var det som var hans mission i aften og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end bare at sørge for, at det gik ganske naturligt for sig, at byde op til dans. Lige foreløbig var han blot tvunget til at stå og vente, selvom det indre var ved at sprænge ved den spænding ved bare at vente! Han skulle få budt Destiny op inden Samuel ville blive løsrevet fra kældrene, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var nemlig så sikker på, at manden bare ville hjem, så det at ramme ham, skulle ikke være det store problem. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde af den tanke! De vidste slet ikke hvad de havde i vente og det var virkelig utroligt, at de kunne sørge for alt dette og under deres næse! Han vendte blikket kun ganske kort i retningen af Alec, blot for at vise, at det til nu gik helt efter planen. Alt gik stille og roligt for sig, og mere end det havde de så sandelig heller ikke det mindste brug for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han lod armene roligt søge let omkring sin egen krop, den ene hånd holdt roligt omkring glasset med vin og med blikket som gled udover mængden. Det var tydeligt at det var mere af de kongelige og de adelige som var til stede.. Perfekt! Så kunne man jo håbe, at hele attentatet måtte gå udover flere end det som ellers var planlagt. Jo flere de kunne få ram på, jo bedre ville det jo i den grad også blive, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet!