Masqurade!

[Deleted]

Fabian endte dog alligevel med at skulle vende blikket i retningen af Destiny og manden som hun måtte danse med. De måtte da snart være færdig? Han himlede let med øjnene. Dette var virkelig ikke noget som han havde nogen tålmodighed til overhovedet! Og han hadet virkelig den tanke og den følelse for ikke at glemme, den fornemmelse. Det var virkelig en direkte forfærdelig fornemmelse at sidde med. At sidde og vente.. han vidste ikke på hvad eller hvor længe! Vingerne trak han ind til kroppen endnu en gang og med den tydelige rastløse mine i ansigtet, selvom masken heldigvis måtte skjule det for hans vedkommende. At en vagt alene måtte komme hastende igennem mængden for at søge efter ham, var noget som dog hurtigt måtte fange hans opmærksomhed allerede med det samme. Han fjernede masken fra ansigtet, idet han vendte sig mod manden som hurtigt kom ham i møde. En ganske lavmælt snak kørte dem imellem. Fabian blinkede tydeligt chokeret med øjnene. "Han er hvad?!" gentog han med en tydelig forfærdet mine. Samuel undsluppet? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Han slog sig mod panden og nikkede blot. "Nej.. Det går galt hvis der er for mange som sætter efter ham. Jeg gør det selv.. så er jeg også sikker op, at det gøres ordentligt.. Vend tilbage på din post," sagde han kortfattet. Han vendte sig mod Destiny. Han var virkelig træt af, at skulle bryde op allerede. Han knugede fast om masken som han blot lod falde mod gulvet, da han gik ud på dansegulvet for at komme hende i møde. Lige nu var han ganske ligeglad med at hun var midt i en dans med denne herre. Han lod hånden søge mod hendes skulder. Dette var noget som hun var nødt til at vide.. Denne situation kunne de jo faktisk have undgået, hvis de bare havde henrettet manden allerede med det samme, ligesom han selv havde ønsket det i udgangspunktet! "Destiny?"begyndte han roligt og ikke mindst med den samme stilfærdige stemme. Nu var det endnu en gang hærføren som hun måtte stå overfor, for det var nu den maske som han valgte at skulle tage på. Det var det som faldt ham selv så frygtelig naturligt. "Dansen må vente til senere.. vi har en farlig mand på fri fod.. Du ved hvem jeg mener," sagde han med en tydelig alvorlig stemme. Han slap hendes skulder roligt idet han roligt vendte om og selv bare måtte haste ud af og med den samme faste mine. "Samuel din lille..!" vrissede han tydeligt sammenbidt på vejen, så selv Gabriel ville være i stand til at høre det, da han måtte passere både ham og den mand som han måtte snakke med på vejen. Han forlod den store balsal og skyndte sig ud af slottet for at få indhentet Samuel. Han gjorde det alene, så var han i den grad også sikker på, at det hele ville ordnes som det burde og som det skulle!

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ganske tydeligt at der var et eller andet som måtte plage Faith, ikke at det var noget nyt, selv Liya vidste at hun var en kvinde af utallige hemmeligheder, og at det ville være komplet nytteløst at spørge ind til hvad pokker hun lavede eller lystede, det ville ingen komme nogen vejne med, det var jo tydeligt bare det at hun smuttede før nogen kunne nå at spørge det mindste, hvilket oså var grunden til at Liya ikke valgte at spørge ind til noget som helst, men bare frivilligt fulgte med Nathaniel for at finde noget at drikke. Bare det at hun havde fået et glitm af Kimeya her til aften var noget som i den grad gjorde hende glad, det lyste jo langt ud af hende, nu kunne hun vente på at komme til at fortælle ham resten af historien senere. Roligt gik hun ved Nathaniels side, med hans arm omkring hende og med et varmt smil som hun så sig omkring udelukkende for at få alle de små detaljer med, og ikke mindst være heldig at fange de genkendte skikkelse som hun kunne nå at hilse på. Blikekt faldt mod Gabriel der måtte stå og tale med den vampyr, det var faktisk en mand hun måtte komme godt ud af det med "Gå du bare hen og hent os noget at drikke min kære.. Jeg vil lige hilse på Gabriel" påpegede hun med et lille glimt i blikekt. Roligt måtte hun stoppe op, vende sig mod ham og udelukkende for at ende med at plante et stille kys mod hans mundvie "Jeg elsker dig" det var ord som efterhånden måtte forlade hendes læber ganske ofte og alligevel så ville hun aldrig blive træt af at skulle lade dem flyde på nogen måde "Vi ses lige om lidt" påpegede hun med en sigende mine, og det varme smil, før hun stille slap ham og satte kursen mod Gabriel, selv den amdn var faktisk mere ved at være en ven end noget som helst andet, sådan avr det med både ham og Jason, så helt galt var den da ikke længere, go det glædede hende, hun havde udelukkende Nathaniel at takke for det.

Destiny stod endnu og lod sig fører rundt af denne mand som måtte have budt hende op, det avr tydeligt at det morede dem begge med hensyn til fabian der måtte sidde på sidelinjen og mugge, hun nød dog lidt tanken, det måtte vel betyde at hun alligevel var af en del betydning for ham? Hun nikkede stille til hans ord, man havde jo lov at håbe, og hun ønskede virkelig at Fabian skulle være den som kom hende tæt på, men det var så svært når de aldrig rigtig kom nogle vejne men blev stående på et og samme punkt. Hun sukkede stille "Det vil jeg da håbe" smilet varede ved, det varme glimt i hendes isblå øjne der var det eneste synlige for den maske hun måtte bære. Stilheden bredte sig mellem dem, hun lod sig bare fører rundt, spekulerede på om Fabian sad og talte sekunderne til at det ville blive hans tur. Da hun mærkede den hånd mod hendes skulder, måtte dansen brydes per automatik og først måtte hun tro at han havde mistet tålmodigheden mens hans ord fik virkelig kun hendes hjerte til at banke. Hvorfor skulle arbejde dukke op på en aften som dette?! Hun forstod det virkelig ikke. Inden hun nåede at sige et ord var Fabian igen væk.. Intet svar måtte vel komme i aften så? "Undskyld mig" hendes mine var pludselig frygtelig stram, hun slap manden foran hende, kun for at sætte de faste skridt mod udgangen. Den mand skulle findes og det skulle gå temmelig hurtigt, hun kunne ikke iriskere noget i aften, ikek med så mange mennesker samlet et sted!
//Destiny: Out.

[Silia D. Diamaqima]

Faith greb roligt om endnu et glas champange da endnu en tejener måtte passere hende, hun holdte den slanke stilk mellem hendes fingrer, nippede kun kort til den gennemsigtige væske der opholdt sig i de klare krystalglas. Blikekt fjernede sig ikke på nogen måde fra dansegulvet, hun var ikke leder for ingenting hun var trænet og havde brugt hele sit liv på at skulle ligge mærke til ting som dette, også selvom hun ærlig talt nægtede at tro på at Cayla måtte have ret i hendes syner, så vidt som hun måtte vide så var det ikke realistisk. Hendes hjerte hamrede dog let og fast mod brystet, et sted så følte hun en lille spænding, efter en fødsel var det ikke meget eventyr man fik tildelt og til hendes egen store ærgelse, nu kunne det være den kom, og på den anden side ville der ikke ske en dyt så ville hun være helt og aldeles til grin hvis hun sagde så meget som et lilel ord omkring det, det var Gabriel hendes blik hvilede mod som intet andet, det var ham som Cayla havde bedt hende om at holde et ekstra øje på, hendes kære bror. HUn sank en stor mundfuld, dette var ikke lige hvad hun var i humør til denne atfen, et sted så måtte hun være glad for hun ikke blev set så tydeligt i menneskemængden, hun ærgede sig dog alligevel en smule over at aftenen med Kimeya ikke var blevet til mere end det som den avr, hun savnede ham allerede, dette skulle have været deres helt alene friaften hvor de bare kunne nyde den sammen og nu var alt som det plejede at være, han var hjemme hos ungerne og man kunne vel til dels godt vove at påstå at hun avr på arbejde, goså selvom hun ikke var klar over om det egentlig var noget som helst hold i det hun havde gang i. un betragtede hvordan Fabian kom mod hendes kære søster, det var som om at uanset hvor hun så hen så var det hendes søstre eller brødre efterhånden, betragtede hvordan Destiny's ansigt lev så blegt. Noget var galt men hvad kunne hun desværre bare ikke sætte fingeren på og det fustrerede hende virkelig.

Evelyn betragtede Gabriel som endnu måtte stå i snakken med deen samme mand og næsten med en utålmodig mine et sted. Hun slap et stille suk, nippede let til den vin hun måtte stå med i hånden. De mange mennesker passerede hende, skænkede hende varme eller kolde blikke, helt fred var der ikke, men det kunne man vel heller ikke forlange når man tænkt epå den situation som Procias og Dvasias måtte stå i i forhold til hinanden. Hun rejste sig let op, lod glasst indfinde sig på en bakke. gabriel måtte stå nøjagtig hvor hun huskede. Med ganske rolige skridt satte hun kursen mod ham, fremtvang et varmt og blidt smil der fik hende til at stråle på en helt anden måde end det som var vant til at se, hun følte sig virkelig dum ved blot at sidde alene på den stol og kigge og hendes generthed trak hende fra folkemægden, det øsnke om bare at være ukendt gjorde at det virkelig kun lod til at blive langt sværere for hendes del om ikke andet. Hun kom tættere og tættere på, hånden strøg roligt igennem de mørke lokker, lige for i aften havde hun virkelig gjort stort ud af sig selv, mere eller mindre kun for hans skyld, som enhevr anden kvinde ville gøre det for den mand som hun i virkeligheden måtte elske, og lige her var det virkelig ingen undtagelse.

[Nathaniel Diamaqima]

Gabriel havde virkelig ikke nogen anelse om hvad det måtte være som faktisk stod ham i vente, det var i den grad helt sikkert. Han stod ganske roligt og snakket med manden som stod foran ham. En ganske intelligent mand og det var nu også frygtelig dejligt med nogen som måtte dele hans egne synspunkter på tingene, for det gjorde det i den grad også meget nemmere, at skulle føre en samtale når de kunne være enige, så behøvede han heller ikke at skulle tænke på det, at ende ud i større skænderier eller diskussioner, hvilket han selv var temmelig glad for også. Han nikkede roligt til ham og med den samme anerkendende mine. Om han vidste, at han udgjorde en stor del af det som måtte være i vente, det havde han så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han anede det midnste af hvad der foregik omkring ham, det var i den grad også helt sikkert. Blikket hvilede blot på manden foran ham. Han tog en slurk af den gode vin. Det var i den grad en af de bedre som han havde smagt, det ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "Alle føler sig velkommen. Det ville være en skam hvis det skulle ødelægges," medstemte han roligt. Han vidste udmærket godt, at han slet ikke lå på det samme niveau som Jaqia gjorde, men han havde frygtelig meget støtte i hans eget land, så var det også det som var det vigtigste vel? Han hævede let glasset. "Hvis min gamle mor kunne se det som vil blive det endelige resultat, ville hun kunne smile igen," sagde han med en beslutsom mine. Den gamle Elanya hade været dronning så længe før hendes død, og nu var det på tide, at andre tog over og med deres at komme med, det var derh eller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han vendte blikket mod ham. De sylespidse tænder gjorde ham dog ikke det mindste. Hans rådgiver var halvt vampyr og havde dem selv. Han lod hovedet søge let på sned. Det havde nu altid været et væsen som havde fascineret ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Er det så skræmmende for så mange?" Han hævede let det ene bryn. Han så virkelig ikke det skræmmende i det på nogen måde. At det jo så skræmte så mange, var jo bare en skam. Han vendte blikket mod Fabian da han løb forbi.. Samuel?... Var Samuel fri? Han blinket let med øjnene og rettede sig selv ganske roligt op hvor han næsten automatisk lukkede grebet mere omkring sit glas med vin. "Undskyld mig.." endte han roligt. Han vendte blikket fast omkring, alt for bare at se om det overhovedet var muligt for ham, at skulle få øje på Evelyn. Han havde bestemt ikke nogen ro i sindet med den nyhed til at Samuel var fri!

Det var tydeligt, at der var noget som måtte plage Faith det var noget som Nathaniel udmærket godt kunne fornemme på hende på alle måder, det var der heller ikk nogen tvivl om overhovedet. Lige nu var det bare ikke det som han direkte ønsket, at skulle tænke på, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han havde Liya ved sig og det var hende som gang på gang, formåede, at skulle trække i hans opmærksomhed, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han elskede hende virkelig, han ønskede at beskytte hende og det var i den grad også hvad han gjorde i aften. At se hende med den selvtillid, var virkelig noget som gjorde ham glad. Nyheden om Samuels flugt, havde han kun for en kort bemærkning havde fået med sig, da Fabian var gået forbi for at forsvinde ud af døren, hvilket i den grad også havde fået ham selv til at reagere. Den mand skulle bare ikke have mulighed til at komme tæt på. Også selvom det var tydeligt, at Samuel ville gøre en forbandet stor fejl ved at flygte igennem balsalen, så vidste man jo trods alt aldrig hvad der kunne ske eller hvad folk kunne finde på. Han vendte blikket mod Liya. At hun skænket hans mundvige det kys og med de ord, så kunne han virkelig ikke gøre andet end at smile. At brede den panik i mængden, var så sandelig heller ikke noget som ville gavne nogen af dem overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han så til da Liya gik i retningen af Gabriel. Det kunne da ikke gå galt? Hun kendte ham og ham selv, var ikke så forbandet langt væk fra hende, så det kunne vel heller ikke gå galt? For alt hvad han vidste? Han rystede på hovedet, nu var det altså nok. Han kunne ikke fortsætte med at tænke i de baner! Blikket vendte han stille og roligt i retningen af Liya igen og med det svage smil. Han prøvede i det mindste at skulle holde roen i sig. Selvom det var tydeligt, at så mange andre i folkemængden også havde fået med sig den besked, da Fabian var løbet ud, så spredte det sig i salen som havde det været ild i det tørre græs, det var bestemt ikke noget som gavnet nogen noget som helst.

[Deleted]

Valerio ventede virkelig bare på sin endelige mulighed for at skulle komme herfra. Nu hvor Samuel var ude, hvilket han tydeligt måtte forstå på Fabians ord, så var det virkelig ikke andre end ham som var kommet fri, hvilket han i den grad heller ikke havde det mindste imod overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han vendte blikket mod Fabian. Han forstod udmærket godt lige hvorfor manden var en hærfører, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder på dette tidspunkt. Han slap roligt Destiny, da det selv var tydeligt, at dette var noget som påvirket hende. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Nu var planerne sat i værk og det var nu at det var vigtigt, at der ikke var noget som måtte gå galt! Nu var det hele op til Alec, det var nu at han ville have sin enestående chance og hans enestående mulighed til at gøre det ved Gabriel som nu skulle gøres som det første offer for i aften! Skuespillet tvang han tydeligt op i ansigtet. "Jamen.. Deres Majestæt.." Han så efter hende, da hun valgte at skulle gå. Så var det virkelig bare at få det hele igang. Han trak sig en anelse, inden han vendte sig om mod Alec og Gabriel. Han selv trak sig mere hen langs væggen, for han vidste, at det ville gå mest ud over det store og åbne gulv, så det var heller ikke noget som han ville ende med at opleve. Som en vampyr, var han jo hurtig og det var noget af det som han virkelig var noget så frygtelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var heller ikke noget som han skulle tage det mindste fejl af. Det var først nu, at han for alvor måtte mærke sig af den spænding i hans eget sind, det var virkelig nu eller aldrig. Selv så han sig blot omkring og med blikket mere eller mindre bare hvilende på Alec. Folk var efterhånden blevet tydeligt mere og mere usikre og det var noget som blot morede ham. Gabriel søgte tydeligt efter sin forlovede som sad ganske alene henne på en stol. Folk snakket mere og mere, de så mere og mere omkring, så det var i den grad snart på tide. "Nu eller aldrig.." mumlede han let for sig selv og med den tydelige tilfredse mine. Han elskede virkelig bare den tanke alene! Han søgte mod de store døre og søgte derfor også ud af den temmelig hurtigt, i og med, at han valgte, at skulle forlade balsalen.

//Out

[alecander]

Shade havde fået befriet Samuel, som nu var på vej væk. Indtil videre gik alt efter planen – det gik han i hvert fald ud fra. Han havde været nede i kældrene, hvor han havde måttet nedkæmpe nogle vagter, men det havde lykkedes ham at komme derned, han havde befriet Samuel, hvorefter han selv havde kommet så hurtigt op som overhovedet muligt. Det var på tide at give festen sin sidste finale. Han havde søgt op på taget af Neutranium. Han havde for længst gjort den bombe klar, som skulle springe det helle i luften. Og den var stor! Han håbede for Alec og de andre fra organisationen, at de slap ud, for han skulle jo betales! Han frydede sig nu over, at det var ham som også havde sprunget Castle of Darkness, kæft det ville gå over i historierne! Han var parat!
Shade stod oppe på taget, og balsalen var fuld i gang nedenunder ham. Han kunne ikke lade vær med at smile over, hvad der snart skulle til at ske. Han havde fået det tidspunkt, hvor han skulle springe bomben, så Alecander og Valerio havde bare at have udført deres planer nedenunder ham. Han satte bomben fast til midten af loftet, der hvor han havde fået at vide at han skulle placere den, plus det også ville gøre mere skade. Han satte bomben på tre minutter så han selv fik chancen for at flygte. Vampyrer var jo hurtige, så han kunne nok nå et godt stykke væk inden de tre minutter var gået. For han havde sgu ikke selv lyst til at omkomme i den eksplosion! Han så kort på uret, der stod på bomben, den var i gang. Han så ud over det hele, inden han sprang ned fra slottet, og forsvandt ud i mørket med tankerne på, at de to andre bare havde at overleve!

//Shade: Out

I mellem tiden stod Alecander nedenunder. Han vidste at den store finale snart ville falde! Og han håbede bare at alt ville gå som det skulle! Han så sig let omkring diskret, og følte at nogen holdt øje med ham, hvis de gjorde, så var han bare nød til at få det overstået så hurtigt som muligt, og forsvinde ud af balsalen, inden nogen kunne nå at gøre noget. I dette øjeblik var han mere end glad for at han var vampyr! For hvem kunne følge en vampyr med øjnene? Og hvis en magiker nu skulle holde øje med ham, så ville han være væk inden de ville kunne nå at sige ”Hokus pokus”! Magi var jo ikke altid en fordel! Han så blot på Gabriel igen med dette imødekommende blik og smil. Han måtte indrømme, at der kun var godhed i den mand. Men det gjorde ham også kun dumdristig! Han var naiv og uerfaren! Han vidste slet ikke hvad der foregik rundt omkring ham. Alec vidste at det ville blive svært blot at stikke Gabriel ned, for hvem kunne ikke opdage det? De var i en sal fyldt med mennesker. Godt han blot stod omkring folk der morede sig og snakkede med hinanden, for de var så optaget af hinanden at de ikke engang holdt øje med hvad der skete omkring dem, men hvorfor skulle de også det? Det var jo sygt! Han kunne dræbe Procias konge uden at nogen ville kunne nå at gøre noget! Han kunne ikke lade vær med at fryde sig over tanken. Hvad Valerio lavede i øjeblikket vidste han ikke, han håbede blot for sin kære bror at han var væk eller helt ude af balsalen, for han ville lide et stort tab ved at miste sin kære bror! For han var jo trods alt hans bror. Alec kunne ikke lade vær med at smile koldt, da Fabian kom vandrende forbi dem. Samuel var fri! At Gabriel ville søge væk, det havde han skam regnet med! Og det var nu han havde sin chance. ”Desværre Deres majestæt, det kan jeg ikke lade Dem,” sagde han med en kold stemme. Han greb Gabriel i armen for at hive ham helt ind til ham, hvor han i sin hurtighed, havde grebet om daggerten, der blot ventede på ham, under hans klæder, før han stak daggerten ud og imod Gabriels hjerte. Han ville sikre sig at den mand ville dø, og at ingen ville kunne nå at heale ham! Idet han jog daggerten i hjertet på Gabriel, trykkede han samtidig kongens krop ind mod hans egen. ”Jeg beklager meget, men hver du glad for at jeg ikke også tager din smukke forlovede,” hvislede han ind i hans øre, inden han gav slip på Gabriel. Han kunne se at Evelyn var på vej over imod ham, og han vidste at han skulle væk! Han var på vej mod udgangen med sin umådelig hurtighed og i samme øjeblik hørte han taget over dem springe med et kæmpe brag. Det hele havde lykkedes dem! Han forsvandt så hurtigt han kunne ud af balsalen for blot at forsvinde ud i mørket.

//Alecander: Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya frygtede ikke på noget tidspunkt for hendes liv, hun behøvede ikke at være hos Nathaniel absolut hele tiden, desuden.. Hun kendte Gabriel og det samme gjorde Nath intet ville kunne røre hende der, hvem skulle overhovedet røre nogen her? De lange mørke lokker dansede lystigt og yndigt omkring hendes slanke skuldre, smilet hvilede omkring hendes læber. Blikket var fast mod Gabriel, hun fornemmede den uro som opstod, det hele gik så lynhurtigt, fra kniven sad i ham og til der lød det store brag og hun måtte blive tvunget i knæ. For sekunder var det som hun sad som et barn i et tordenvejr, smilet var svundet bort hun sad tvunget i knæ og med det glasskår der havde sat sig i hendes knæ. Det gjorde end ikke ondt, hendes hjerte bankede for hurtigt til at hun kunne koncentrere sig om noget som helst. Et sted så kunne man vel sige det var en fordel at hun var god til at holde overblik? De mørke øjne søgte mod det sted hvor Nathaniel netop havde befundet sig, der nu lå begravet i det som før havde været en god del af taget. Der var folk der råbte om hjælp, ikke langt fra hende lå en blødende kvinde og kæmpede for livet. Man kunne ikke sige at det var første gang hun havde set bare det som måtte ligne, og alligevel så følte hun sig langt mere påvirket af det. Gabriel tog hun sig ikke af, hun havde fået blik på Evelyn og Jason der stod som hjælp der. Blikekt faldt omkring, hun genkendte Faith der sad en smule uforstående og med den flænge i panden. Hun avr den eneste her der så ud til at have tid. De høje hæle klikke mod jorden som hun med hastige skridt bevægede sig mod hende, hun måtte passe på de mange kroppe som lå der på jorden "Faith... Jeg kan ikke finde Nathaniel" man kunne tydeligt høre panikken i hendes stemme. Hun lod sig trække ind til hende, også selvom det så helt forkert ud at hun var højere. Hun endte med at nikke til hendes ord "Jeg vil prøve" indvilligede hun. Selvom hun ikke var meget for det, så avr hun kalr over at Faith avr en stor kvinde hun havde ikke noget valg, så ganske forsigtigt kæmpede hun sig mod udgangen, og endte med at stå helt alene på den øde gang, lænede sig op af muren kun for at.. Vente..

Det hele var gået uroligt for sig, Jason havde stået og betragtet hele scenariet. Det var nået ham som nyhed at slottet i Dvasias var faldet sammen, og da han alligevel befandt sig i Manjarno lige for tiden udelukkende på grund af Lisa, så kunne han vel ligeså godt aflægge et besøg? Han havde tudet sværge at hvis ikke hans hjerte havde været dødt, ville han have følt det bane mere fast end nogensinde, da han så væggene der faldt og næsten kunne fornemme det kor af skrig, det var ikke altid en fordel med de skærpede sanser. Så mange folk han kendte, det tog ham absolut ingent ind at nå inden døre, en vampyrs hurtighed. De havblå øjne spejdede omkring på den slagmark det var blevet forvandlet til, og det borede sig næsten ind, gjorde ondt at se de mange ligge der. Evelyns skikkelse faldert hans blik, tvunget i knæ. Stille gik han mod hende, lod armen glide beskyttende omkring hendes krop for at trække hende ind til sig. Et sted så avr han kun glad for at han ikke var i stand til at skulle indånde den forfærdelige støv "Er du okay, kære?" spurgte han stille, lod hånden søge forsigtig over hendes hår. Som altid så hun absolut bedårende ud, selvom skønhed ikke var det som han kunne tillade sig at se etfer ligenu og her. Han nikkede sagte "Det er mig" han sendte hende et stille smil. hendes pludselig udbrud var ham en overraskelse, han greb hendes hånd, fulgte med hende til Gabriels skikkelse der til hans egen store frygt lå der på gulvet. For at passe blot en smule ind havde Lisa hjulpet ham med en passende hvis skjorte der måtte afsløre en smule af hans maskuline bryst og med det kors som han som vampyr måtte bære, en troende vampyr. Hånden gled mod Evelyns som hun havde rakt hånden ud efter kniven der måtte sidde "Lad den være" svarede han fast. Han avr klar over at blev den fjernet så stod manden ikke til at redde, "Vi måt heale indefra og ud.. Tag min hånd, lad energien fylde dig.. og forsøg Evelyn.. ønsk det.. Men du må love mig at bagefter tager du dig af de øvrige sårede som må hvile" hånden faldt om hendes ene, han lukkede øjnene hviskede ord der for mange ville være komplet uforstålige, den stille bøn, om det ville virke vidste han ikke , det afhængte af hende. Han fornemmede den varme som måtte brede sig, måtte holde et dæmpet smil tilbage ved tanken om hvor meget de to måtte kæmpe og bede for hinanden. Roligt slap han igen "Videre" mumlede han fast til hende, og kun for at vende sin fulde opmærksomhed mod Gabriel, og den kniv som måtte sidde og han ganske langsomt greb fat om, kun for trække ligeså langsomt ud.

[Silia D. Diamaqima]

Uroen havde lagt sig, det var begyndt at brede sig som en steppebrand at Samule var sluppet fri, noget som Faith i sig selv ikke forstod en pind af. Hendes hjerte hamrede, hun bevægede sig gennem menneskemængden, den avr galt, det var gået op for hende. Hun måtte hen til Gabriel advare ham om det som ville ske, også selvom hun ikke nåede særligt meget længere. Blikekt fangede daggertes direkte bevægelse mod hans hjerte "Gabriel!" udbrød hun med en fast tone. Der var ingen direkte panik, hendes rolighed var slående hun avr vant til denne form af situationer. Hun ville være sat i løb, hvis ikke det var fordi hun øjeblikkeligt blev slynget omkuld efter. Trykket efter det store brag som havde lydt, de mange skrig som endte med at fylde luften. Faith blev liggende på gulvet og beskyttede hovedet for eventuelle sten som måtte falde. Stille så hun op, omkring hende lå flere hun kunne ikke konkludere om de var lig eller blot sårede. Stille satte hun sig op, tog sig til panden kun for at rive masken af. Nu var det ikke længere underholdning og fred nu var det arbejde, og det var personligt. Støvet hang i luften, den sved i næsen, hun kunne fornemme de flammer der var opstået ved eksplotionen, i små dele omkring, ikke at de skræmte hende, så længe de brændte havde hun energi. Hendes hovede gjorde ondt som bare en i fanden! Og hun måtte næsten føle den lille dråbe af blod der løb over hendes ansigt fra den lange flæge som spiltret glas måtte have været skyld i. Næsten helt per automatik endte hun med at se sig omkring i håb om at finde Nathaniel eller Liya, men uden den mindste form for held og til hendes egen store ærgelse. Der på gulvet.. Hendes funklende grønne øjne betragtede den skikkelse som måtte ligge på gulvet, og huskede pludselig i detaljer hvad der var sket.. Denne gang havde hun virkelig begået en fejl, og en som kostet menneskeliv. Blikekt faldt mod Liya der hastede imod hende, hun så i sig selv okay ud. Hun tvang sig på benene tog fat om hendes skikkelse "Jeg ved det, jeg finder ham det lover jeg, jeg skal lige have styr på lidt her.. Se om du kan kæmpe dig ud på gangen og vent på mig der okay?" det meget sigende blik hvilede mod hende

Evelyn fortsatte den stille gang mod Gabriel og med et varmt smil tvunget frem over hendes rosa læber, det hele virkede så dejlig fredeligt i de sekunder, og efter det, var det som om tiden stilte sig stille. Hendes hjerte hamrede så faste slag mod brystet at hun turde sværge hun ville falde om med øjeblikkelighed. Det var som hun stod på sidelinjen ude af stand til at bevæge sig da den kniv måtte finde vejen frem. Hun turde sværge at hendes ring klemte en smule om hendes finger, som den virkelig brændende ønskede at hun skulle mærke den endnu sad der. Et tryk tvang hende i gulvet, hun følte knæene støde mod de hårde sten. Panikken havde bestemt bredt sig. Det næste hun følte var den arm omkring sig, beskyttende og næsten kærlig. Hun genkendte stemmen, den var virkelig ikke til at tage fejl af "Jason?" hun lod blikket søge mod ham, betragtede den velkendte skikkelse. Der gik dog ikke lang tid før hun kom i tanke om Gabriel igen "Gabriel" stønnede hun og med frygt mallet i øjenene. Hun tvang sig ud af hans greb, tog hans hånd og førte ham med sig til skikkelse på gulvet, ignorrede den smerte der satte sig i hendes knæ ved at hun igen måtte falde ned. Endnu kunne de mange skrig, og råb om hjælp øres, og hun vidste at hendes handling måtte være ekstremt egoistisk at tage sig af ham først, men.. Hånden faldt mod hans kind "Bare rolig" hviskede hun blidt, undrede sig over hvor bange hun var, end ikke tårer faldt fra hendes kinder hun var for bange til at lade dem falde. Blikekt gled undrende mod Jason ved hans ord, hun stolede dog på ham, det som bare tvang hende til at holde sig på afstand. Hun gjorde let som han sagde, tog omkring hans ene hånd, mens den anden blev lagt mod Gabriels bryst "Jeg prøver" hendes tone var en smule trodsig at bede hende slappe af når det hele var som dette...? Hun lod blikket stille skjule sig bag øjenlågene for a koncentrere sig, også selvom de mange kald om hjælp rev og sled i hende. HUn følte varmen fra hendes hånd. Der gik sekunder så avr det slut. Hun slap stille go selvom hun egentlig mest havde lyst til at blive og se om det virkede så fulgte hun Jasons ordre og fortsatte rundt for at bringe hjælp.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig bare obs på at skulle finde Evelyn og sørge for at hun ville være i sikkerhed. Bare det at vide, at Samuel var fri igen, var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om og specielt ikke med tanke til, at han stod der selv uden vagter i nærheden. Ikke at det var det som betød mest for ham, det var virkelig bare at Evelyn var i sikkerhed. Alt andet var fuldstændig ligegyldigt for ham på alle tænkelige måder! Hvad han egentlig måtte have i vente, var slet ikke noget som han vidste eller kendte det mindste til. Han stivnede let da Alec bare valgt, at skulle tage omkring hans arm, rev ham ind i favnen, hvor han selv fast gjorde et skub med vingerne i ren naturlig reaktion. Ordene fæstede sig tydeligt, selvom han absolut intet kunne nå, før daggerten havde sat sig direkte i hans bryst. Et kraftigt chokeret gisp brød hans læber, idet hans krop blev stående fuldkommen stille. Hans vridning havde gjort, at daggerten ikke havde ramt ham direkte i hjertet, men kun lige ved siden af, så det i sig selv, var kraftigt livstruende! Han blinkede let med øjnene, også selvom han under ingen omstændigheder formåede, at skulle få så meget som et eneste ord frem på læberne. At det var ham fremfor at skulle gå efter Evelyn, var dog det som han et sted ville foretrække, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han blev trykket mere mod vampyrens kolde krop, inden han blev blev sluppet direkte ned i gulvet, var så også der, at han endte med at blive liggende. Det blødte dog alligevel og med den kraftige rystelse som skød igennem Gabriels krop. Han gispede tydeligt efter vejret og selv med panikken stående så tydeligt i hans blik. Faiths råb havde han knapt nok hørt, i og med, at det havde været alt for sent for ham, at skulle reagere på noget som helst. Smerten var virkelig bare så frygtelig intens! At man skulle tro at det var løgn! Hans hjerte kæmpet, selvom hvert eneste hjerteslag var som at jage en kniv mere i brystet på ham! Han klemte øjnene svagt sammen og bed tænderne lige så kraftigt sammen. Det gjorde ondt, han kunne knapt nok bevæge sig det mindste og det gjorde virkelig bare vanvittig ondt! At han pludselig kunne høre Jasons stemme, var slet ikke noget som gav nogen mening for ham. Han havde knapt nok hørt, at det havde eksploderet i form af en bombe! Han reagerede først, da Evelyn lod hånden glide mod hans kind. Han spændte fast i hele kroppen, selvom det virkelig kun måtte gøre det hele værre. Det skubbet jo svagt til kniven i hans bryst! han skælvede og han rystede, panikken stod tydeligt i hans blik, for han havde virkelig ikke kontrol på noget som helst! Det blødte kun mere og mere og han blev selv svagere og svagere. Blot som halv engel, bar han jo trods alt ikke det liv som en ren engel ville gøre det. Han gispet kraftigt igen og klemte øjnene sammen. Daggerten forhindret ham i den ordentlige vejrtrækning og i og med, at den sad så tæt til hjertet som den måtte gøre, så var det klart livstruende for ham selv. at han blev healet som kniven måtte forlade brystet, mærkede han dog, selvom det slet ikke stoppet de mange rystelser. Han hyperventilerede og kunne bare ikke ligge stille. Hjertet hamrede derud af som en sindssyg, som var det tæt på at skulle stoppe uanset. "Det gør ondt.." fik han fremstammet og direkte tydeligt kæmpende. Som fanget i øjeblikket hvor daggerten måtte sætte sig i hans bryst. Ikke var det daggerten direkte som truet hans liv, det var tilstanden derefter og faretruende var det bestemt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik hvilede tydeligt intensnt på Liya. Han ville virkelig ikke have at noget skulle ske hende, det var i den grad også helt sikkert! At Samuel var fri var en ting, hvad der var i vente, var stadig ikke noget som han kendte det mindste til overhovedet. Hans hjerte slog mere fast mod hans bryst, idet han kort så sig omkring. Han var bestemt ikke tryg ved denne situation og ønskede mere end noget andet, at få Liya med sig hjem og det var noget som skulle gå hurtigt! Selv nåede han end ikke at vende sig mod Liya, før det føles som hele taget måtte falde ned over ham. En sten ramte ham kraftigt direkte i ryggen, i og med, at han var endt med at skulle gå ned i knæ for at beskytte hovedet. Den ene sten førte bare andre med sig og før han vidste af det, så lå han fuldkommen gravlagt. Trykket direkte ned mod gulvet under en bunke af de store sten. Hans hjerte hamrede for alvor mod hans bryst. Liya var virkelig det eneste som han havde i hovedet lige nu. Og han nægtet at lade hende rende rundt derude i det kaos alene! Han prøvede at sætte hænderne i gulvet, selvom den kraftigt forslåede ryg, virkelig var ham en stor hindring. Masken var slået i stykker, selvom det dog slet ikke var det som han ville skænke så meget som en eneste tanke lige for øjeblikket, det var helt sikkert. Han kunne høre folks skrig og han kunne høre deres råben. Hvad pokker var det som skete derude?! Han klemte øjnene let sammen og lod sig endnu en gang falde direkte mod gulvet. Han havde forbandet ondt i ryggen, selvom det slet ikke var den smerte som han måtte tænke over lige nu. Skete der noget med Liya, så tilgav han virkelig aldrig ngoensinde sig selv! Han havde jo højt og helligt lovet hende, at skulle passe på hende og det var i den grad også det som han agtet at få gjort, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! "Liya..." hviskede han med en næsten panisk stemme. Hænderne tvang han endnu en gang i gulvet i et fast og desperat forsøg på at skulle komme fri. Det gik bare ikke som han selv ønskede det, og det var virkelig bare så frygtelig frustrerende! Endnu en gang gled han direkte ned i gulvet. Stenene borede sig ned i hans krop og de var tunge! Ryggen havde taget imod så ekstremt mange slag og han kunne i den grad godt mærke det som han måtte ligge stille. Skrigene som han kunne høre.. for alt hvad han vidste, så kunne det jo lige så godt være Liya! Den tanke alene, fik virkelig bare spredt den voldsomme panik i kroppen, som tvang adrenalinet til at pumpe så voldsomt og så kraftigt igennem hans blod. Han ville bare ikke lade noget ske med hende!

[Jason Elvana Nimanhra]

Blikket faldt mod den kære konge og ven som lå foran ham. Man kunne vel roligt ssige at hans timing havde været mere end blot perfekt? Det skar ham dybt ind at kunne høre de mange klag og ynk, det gjorde faktisk ondt og ikke mindst ukoncentreret, ahn måtte tvinge alt fokus mod Gabriel. Der havde faktisk været sekunder hvor selv Jason mtåte have troet påa t freden kunne herske mellem Dvasias og Procias om ikek andet så blot for en enkel aften, der havde han da selv grueligt taget fejl, og nu kunne han bare sidde og ryste let på hovedet med den tanke der sagde *Selvfølgelig*. Kniven slap han let som den dog endnu måtte dryppe af blod, det værste var end ikke statret endnu også grunden til at han havde bedt Evelyn om at koncentrere sig omkring de andre sårede, han ville nødig have at hun så hendes forlovede i denne chocktilstand det var nu hvor det for alvor måtte blive slemt. Det var tydeligt at Gabriel endnu måtte være ved bevidsthed hans reaktion var bestemt ikke køn. Den kølige hånd faldt roligt mod hans kind, strøg blidt over. Der var ingen panik at uro at sorer nogen steder, ahn var en mand af ro, også selvom dette var en situation der bestemt gjorde ham urolig den kunne han ikke rigtig komme uden om. Blikket faldt direkte i Gabriels som han lod det spærre op, nu gjaldt det bare om at holde ham nede på jorden "Gabriel lyt til hvad jeg siger.. Lyt" hans stemme var rolig, næsten en hvisken. Hantvang hans blik mod hans og med en varm mine som altid, måske det dystre udseende men han vidste også at Gabriel måtte stole på ham som ingen anden "Du skal nok blive så god som ny, men det er vigtigt at du ikke er bange.. " det var sjældent han gav de ord il en mand, han havde jo altid været af den holdning at frygt var okay, men ikke når det kunne slå ihjel "Der er ikke noget at frygte, Evelyn er okay, og det vil du også snart være.. Fortæl mig hvor det gør ondt" bad han igen med en ganske rolig tone. Ingen grund il panik

[Deleted]

Mørket havde sænket sig. Det store brag lød ud i natten, og det var noget som Isobel den grad havde hørt, og hun vidste at tiden var inde. Rygtet om det store bal avr skam noget hende, selv så langt ude på havet, og tanken om alle de penge der ville vandre rundt på to ben det fristede ganske simpelt alt for meget. Juvelen var lagt ved havn ikke langt herfra så de hurgtigt ville være i sand til at tage afsted igen, ordrende var meget klare og ingen kunne bryde det. Et smil spillede over hendes efterhånden tørrer læber, det var ikke sådan at være i den kølige luft hver eneste dag. Det eneste hun måtte være tilført var et par sorte tykke bukser der måtte fremhæv hendes runde hofeter og stoppe ved taljen hvor hun måtte bære en lettere poset skjorte. Håret hang frit omkring hendes skikkelse, hn gjorde lydløst tegn oma t følge med som de vandrede ind af den lange gang. Hun huskede at have været her før med matthiel, og hun havde jo altid været så frygtelig nysgerrig så stedet kendte hun til dels. Hendes skridt måtte høre op da den kvindelige skikkelse faldt hende i blik, hun kunne skabe den problemer "Matthiel, den kvinde må ikke komme ind i mængden.. Husk at kigge efter guldet" mumlede hun næsten lydløst. At have ham på holdet nu var noget som gjorde det bde besværligt og lettere på to forskellige måder, men pointen var i det mindste at han pererede hendes ordre "Alle andre ind nu!" beordrede hun næsten med en fas hvæsen og førte selv an mod den ødelagte sal, lige der kunen man prise sig lykkelig for at ikke indgangen var gået helt i stykker det ville ahve gjort arbejdet meget sværere. Hvad end der var gået galt så var det jo noget som i teorien hjalp dem, forsvarsløse godter der lå frit fremme.. Dette ville jo blive det absolut rene paradis!

[yuuki]

Ved aftenens fremmøde havde Yuuki holdt sin afstand til det store bal. Flere gange havde hun set gæsterne ankomme og andre havde hun set gå igen. Ukendte ansigter over det hele selv da hun havde valgt endeligt at liste indenfor ganske stille. Mange andre folk i sigte og med tiden hvor flere fornemmede en voksende usikker situation. Yuuki havde ikke den mindste anelse om hvad der end var lagt af planer for aftenen. Synet af folk der dansede og nød hinandens selvskab virkede til at give en fredelig essens fra sig. Et stille smil bredte sig over hendes lyse rosa læber ved synet af alle de mange par rundt omkring. Den hvide maske bar hun over øjne og kindben for at falde ind i temaet til ballet. Lidt havde hun hørt fra andre omkring i Marnjarno eftersom at skoven var en vigtig det af dette land og dets liv. Det var ikke uundgåeligt på nogen måde, men ej heller så var situationerne ikke nær så fredelige som det måske kunne have set ud.
Længe vandrede Yuuki rundt mellem de mange folk og Nathaniel faldt hende efter en god søgen i blik. Den kendskab hun havde til ham var langt mindre i forhold til så mange andre. Han var den første hun havde set i livet og den eneste hun ville kunne snakke med omkring mange af verdens mysterier. Hans ledsager og alle dem som han måtte føre samtale med genkendte hun ikke og langt fra ville hun opsøge ham så åbenlyst. Med et øje omkring sig listede hun stille rundt med hold nær udgangen så hun var i stand til at observere hele festen på afstand. Den pastel farvede og slanke silke kjole bar hun kun for at falde ind mellem de andre gæster og hendes vinger var ikke synlige. Da flere og flere var gået og kun få stod tilbage overværede Yuuki det mest chokerende i hendes liv hun endnu kendte til. En mand flygtede mod udgangen i al hast med skænds ord. en der var sluppet løs? Tingene faldt mere fra hinanden og folk var på nippet til at gå i panik. Yuuki mærkede sit eget hjerte banke stødt mod brystet da først det store brag lød fra oven. Instinktivt vendte hun i lød mod udgangen der var så tæt på. Da først endeløse skrig og evige kald lød for hendes øre gik det op for hende hvor seriøst skaden og alvoren var sat ind. for første gang følte hun en frygt for tabte liv omkring sig. Det var nyt og langt fra noget som hun havde drømt om at skulle blive udsat for. Med de hurtige skridt op ad trappen igen og gøs omgående ved det syn der mødte hende. Alt var lagt i ruiner og flere steder brændte de små flammer. Hun søgte over ruinerne med blikket for at se om der var andre til stede. Blikket faldt mod to kvinder og et sted fjernt lå en såret med allerede en til at se efter sig. Hendes varme lys tonede frem lidt efter lidt og hendes øjne vædet sig i påbegyndte tåre. Dette her var et forfærdeligt syn. Vingerne strakte sig stille ud fra hendes skulderblade i og med at hun trådte forsigtigt længere ind.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde valgt, at skulle parere ordre, men det var udelukkende også for at kunne være så fri som det var ham overhovedet muligt ellers at blive det, så var det virkelig en tanke som måtte frustrere ham noget så frygteligt på denne måde, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. De havde lagt til kajen ved en af de store byer som lå lige ud til kysten og havde nu fundet den perfekte muligt, for at skulle ende med at kunne gøre det store kup som de vill kunne gøre sig fortjent til! Tro det eller ikke, så var han faldet tydeligt godt til i rollen som han nu var endt med at skulle blive kastet ud i. Pirat, sørøver, de havde tydeligvis mange navne, så det var noget som et sted også måtte more ham. Han lagde tydeligt ikke så meget i det som så mange andre. Han gjorde hvad han blev bedt om, selvom det var tydeligt, at der jo også var smuthuller som han valgte at tage hvis han da endelig kunne finde dem, selvom det virkelig var så frygtelig tydeligt, at det også var noget som måtte frustrere hende, så raget det ham mildest talt. Han var stadig sin egen herre et sted og han nød virkelig også af den følelse og fornemmelse. Han vendte sig direkte mod Isobel og med det samme iskolde smil. Hun skulle bare vide hvad han havde i tankerne ved den ordre som hun måtte give ham. Han nikkede med det tydelige tilfredse smil. Han vendte sig direkte mod Liya som måtte stå alene på gangen. At hun selv så panisk ud, var i den grad også en situation som han agtet at skulle misbruge på alle måder. Han søgte mod hende, mens de andre måtte søge ind i den store og kaotiske sal, hvor folk hverken kunne finde ud af det ene eller det andet. Han søgte selv mod Liya, tog fat i hendes arm og tvang hende op af den nærmeste væg. Det faste og noget så intens på hende og med det samme faste og kyniske smil på læben. "Jeg skal gøre det her let for dig.. kæreste.. Giv mig alt hvad du har af værdier.. eller gå den hårde vej," vrissede han med en tydelig fast og kølig stemme, ikke at det var noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom oerhovedet, hvad end om det var noget som han vlle eller ikke.
De andre havde direkte søgt ind i den store sal. De havde set manden som måtte sidde lige ved Gabriels skikkelse. Enkelte løb i den retning, tog fat omkring omkring Jasons arme, for at skulle rive ham direkte væk fra Gabriel. At han lå der fanget i chok, var ikke noget som de direkte måtte tage sig af. Pointen var vel, at de kunne få fat i de smykker som selveste kongen af Procias måtte bære sig af! De tog havd han havde om halsen og det som de kunne få fat i af værdier, for ikke at glemme, at de rev forlovelsesringen med sig, for derefter bare at lade ham ligge i bans egen choktilstand.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne bare ikke formå at falde til ro igen. Hans hjerte hamrede som det aldrig nogensinde havde gjort andet og han hyperventilerede så meget, at han næsten ikke fik noget luft overhovedet. Han kunne virkelig bare ikke fordrage den tanke og fornemmelse, den var virkelig forfærdelig! Han lå og skælvede og rystede og havde virkelig ikke at skulle falde det mindste til ro. Han kunne slet ikke fortælle Jason hvor han havde ondt, for det var virkelig over det hele. Han lukkede øjnene ved hans hånd mod hans kind. Den kolde hånd var dog noget som alligevel måtte tvinge ham til at fokusere. Han bed sig kraftigt i læben og lukkede øjnene. Det var bare umuligt for ham, at skulle falde til ro! Han havde ikke kontrol på noget, han vidste ikke hvor Evelyn var, om hun var kommet til skade eller noget som helst. Han nåede end ikke at skulle besvare ham og hans ord, før han kraftigt måtte blive ramt af endnu et chok, hvilket i den grad tale for ham på nogen måde! At han bare blev røvet, frataget absolut alt af nogen betydning for ham, var virkelig meget mere end det som han lige kunne holde til. Han røg selv tilbage i gulvet, efter en mindre kamp for bare, at beholde den forlovelsesring. Han havde så kraftigt knyttet hånden, selvom de bare havde revet den fra sig. Hjertet satte så meget op i fart mod hans bryst, at det selv resulterede i, at det gik i stå, da ringen var blevet revet fra ham på denne måde. Han blinkede let med øjnene, selvom han denne gang bare holdt op med at bevæge sig. De tydelige skælvninger resulterede i, at skulle stoppe, så måtte det vel også bare være tydeligt, hvad der egentlig var sket? Vingerne så allerede meget mere faldende ud. Chokket i endnu en choktilstand, var virkelig heller ikke noget som ville gavne ham. Han blev liggende på gulvet.. død.

//Out