Masqurade!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde højt og helleigt lovet Faith at blive stående præcis hvor hun stod her på gangen, og gjorde det udelukkende fordi at nathaniel så ville være i stand til at finde hende når han engang ville blive fundet. Hun håbede virkelig at Faith ville finde ham og ganske snart, hun kunne tydeligt mræek hendes egen uro. De høje hæle slog koldt mod gulvet som hun vandrede frem go tilbage af hendes eget stress. Hun trak roligt masken af, smed den fustreret på gulvet. Hendes hjerte hamrede som bare en sindssyg mod hendes bryst, et sted måtte hun vel frygte for Nathaniels tilstand? At mange skridt så måtte nærme sig var noget som gjorde hende frygtelig urolig. Hun kunne ane de mange skikkelser der trådte frem, ført af den kvinde. Hvem de var havde hun ikke nogen idé om, men de så ikke ligefrem ud til at være kalr til at give en hjælpende hånd. Hurtigt måtte Liya konkludere at det var hende som hun måtte omtale til den mand der endte med at træde ud af mængden, de avr for mange til at hun turde at skulle prøve at flygte, det ville langt fra blive kønt så meget var hun sikker på. Det faste greb om hendes arm inden hun følte den kolde væg slå mod hendes ryg. Det var umuligt for hende at skjule hendes frygt, den mand.. Hans intense blik og så kold, hun avr end ikke i tvivl om at han var typen, go et andet sted så stod hun bare med det håb at tigge og bede om at han ikke ville gøre som så mange andre havde gjort. Hun tvang hendes blik fast.. koldt.. Så væk fra hans, blev han fanget af hende ville det langt fra være bedre, men det var jo ingen hemmelighed at hun kunne være ligeså kold, følelsesløs som selv Matthew. Hun klemte hendes fingrer, følte ringen stramme om fingeren, det var den eneste værdi hun bar på sig "Over mit lig" svarede hun koldt og direkte. Den forlovelsesring var hendes kæreste eje foruden Nathaniel selv, den ville hun ikke opgive bare sådan uden videre. Hun forsøgte at vride sig ud af hans greb, bare det at han avr så tæt på var hende direkte kvalmende, alt for meget og det kunne tydeligt ses på hende.

Roligt måtte Jasons blik hvile på Gabriels krop, han prøvede at tyde hans signaler, det var jo tydeligt at det måtte gøre helvedes ondt, også selvom det var blevet healet, den choktilstand var langt fra let, og hvad der kun gjorde det endnu værre var de skridt som man kunne høe på gangen. Jasons gæt måtte være at hvad end der avr på færre langt fra var slut endnu, det var dog ikke noget som han valgte at skulle dele med Gabriel, den mand havde da i den grad nok at tænke på. Han fornemmede udemærket de mange skikkelser, og den kvindelige stemme som måtte uddeligere ordre frem og tilbage. Han forblev koncentreret ved Gabriel, inden han selv af ren overraskelse blev slynget bagover. Blikket faldt mod dem mens de som sultne dyr rippede den stakkels mand der lå der forsvarsløs på gulvet. Et sted måtte han vel føle skyld allerede nu? Han havde sendt Evelyn ud, i den tro at han ville beskytte hendes forlovede og hun stolede på ham, og han kunne kun se Gabriel gå mere og mere op i de kramper der endte med at tage livet af ham. Han havde svoret sig selv aldrig mere at dræbe koldblodigt, og alligevel greb han om en knust flaske hvor rødvinen lå flydende omkring, slog kraftigt fra sig og de endte med at slippe ham. Hurtigere end noget andet kravlede han mod Gabriel med en stilfærdig mine. Han vidste at det vilel være nytteløst. Han hørte ingen puls, der var intet.. Det var sjældetn han fældede tårer og det ville ej heller ske nu, også selvom han virkelig følte for det. Så megen skyld.. En kær ven mistet "Jeg vender tilbage til dig senere.. Jeg lover at beskytte det du har mest kær til du selv er i stand til det igen" det var tydeligt at der var hold i løftet. Han måtte beskytte Evelyn nu, det var noget han kunne love. Med de sørøvere omkring turde han ikke at give ham korset.. Endnu vel og mærke. Istedet lod han roligt hånden glide mod hans blik og lade øjenlågene synke i, for bagefter slå kors over brystet "Hvil i fred kære Gabriel" han rejste sig hurtigere end lynet, forlod hans skikkelse. Man måtte have respekt for de døde, men uanset hvad så avr han død nu det ville han tage sig af senere, nu gjaldt det om at beskytte de levende.

[Silia D. Diamaqima]

De mange skrig og råb for hjælp var noget som for længst havde nået Faith. Hun var igen kommet på benene, børstede sig, næsten som var det en vane, fri fra støvet. Hun betragtede liya hele vejen ud, hun vidste at Nathaniel ville ende med at slå hende ihjel hvis der skete hende det mindste. Jason var faldet på knæ ved Gabriel han var beskyttet, blikket søgte Evelyn som lå på knæ for at heale en ung kvinde der lå blødende efter en sten havde ramt hende. Det hele var et stort kaos, og hun stod lige i mditen af det. Nathaniel var hende stadig ikke synlig, noget måtte vel sige hende at han lå begravet et sted? Hun fornemmede den sten som måtte rokke sig en smule. Kunne han muligvis være gemt? Hun tog ingen chancer, med lette skridt hoppede hun over de mange skikkelser som måtte ligge enten døde eller i kampen for at leve, kun for at nå til den anden ende af salen. Flammmerne brændte lystigt, hun stak hånden frem, lod energien fylde hende, hvorefter hun ganske stille måtte kvæle de flammer som elelrs måtte brænde i de mange sten. Varmen brændte i hendes krop, hun følte hvordan hun længtedes efter at stå midt i det hele, og det fyldte hende med en fornyet energi. Roligt måtte hun bevæge sig tættere, selvom stenene var brændvarme tog hun sig ikke af det, det var ikke noget som hun måtte føle det mindste, for hende var det trods alt ikke andet end en naturlig varme. Man skulle i den grad ikke undervurdere hendes lille skikkelse, det tog hende ikke lang tid at få fjernet de to store sten som måtte ligge i vejen for Nathaniel, der så noget medtaget ud, og dog alligevel så følte hun om ikke andet selv lettelsen ved at han var fundet. Hun hjalp ham en en smule op i en mere behagelig stilling "Liya venter et sted udenfor.." hun vente ryggen til udelukkende ofr at skulle bringe lidt mere hjælp til de som måtte ligge omkring og som Evelyn allerede var igang med.

Evelyn følte endnu engang den varme forlade hendes hænder, fornemmede det lys som kunne blænde de fleste men som hun selv måtte se direkte ind i. Hun havde været rundt til et par stykker, tog sig selv i tide og utide i at skulle betragte Jason og Gabriel der måtte være der ikke langt fra hende. De skridt som nærmede sig, var ikke noget som hun selv på noget tidspunkt fornemmede, ikke før de mange skikkelser trådte ind. Det var ikke slut? Hun kunne mærke hvordan håbet stille forlod hende, hun var opgivende, og hun havde virkelig ingen idé om hvad pokker hun skulle gøre. Hun følte selv at hun måtte blive trukket væk. De kolde øjne stirrede mod hende, hun var ikke bange, men hun ville heller ikek risikere noget som helst. Hun havde registreret at Jason var blevet hevet fra Gabriel og hun havde fornemmet hans krop søge i de mange kramper , noget som gjorde hende langt mere nervøs. Uden at tøve ente hun med at flå kæden af hendes hals, følte hvordan den måtte brlnde i hendes nakke, smed ringen, armbåndet. Hun ville ikke have det! Panikken havde bredt sig, meldt sin ankomst, hun strøg lige forbi de mænd foran hende og de gjorde intet for at stoppe hende på nogen måde. Hendes knæ sved som hun faldt ved Gabriels skikkelse. Hun følte hans hud der allrede måtte føltes så død "Hvorfor?" hviskede hun stille, måtte kæmpe med de mage tårer. Hun vidste at hun ikek kunne lade kaoset fortsætte og at tiden tila t sørge måtte komme senere, men det var som kniven havde boret sig ind i hendes eget hjerte som intet andet. Hun følte hendes øjne fyldt med de tårer som hun ikke kunne få sig selv til at lade falde "Jeg elsker dig" hviskede hun tæt ved hans ører, plantede et simpelt kys mod hans kind, før hun måtte ende med selv at rejse sig og deltage i hjælpen, de folk skulle ud!

[yuuki]

Yuuki's blik måtte i sidste ende falde på de mange sørøvere der stormede ind og skabte mere ballade end hvad godt var. Manden der knælede ved denne adelige og derefter begav sig hurtigt videre gav Yuuki en fast og bestemt mine. Hun vidste det lige så vel som andre og det var at de levende måtte hjælpes. De mange murbrokker var faldet ned og flere lå halvvejs eller helt begravet. I hendes faste skridt mod de nærmeste sårede lod hun hånden fjerne masken og lade den falde til gulvet inden hun knælede ved den første herre der måtte ligge helt bevidstløs. Stenene rykkede hun stille på ved hjælp af lyse magi. Langt fra ville hun nu være i stand til at udrette store ting men bitte små tricks kunne nemt komme til gavn i denne situation. Med stenene væk og en blid hånd over såret ved den hårde skramme måtte et lille glimt og en varme danne en healende proces. *Takket være dig, kan jeg hjælpe dyr som jeg kan mine egne medmennesker.* Tåren der var gledet fra hendes kind viste sig end ikke længere og den våde bane var væk fra hendes kind. Da herren først var ved at komme til bevidsthed prøvede Yuuki at vurdere situationen bedst før at hun rejste sig igen og gik videre til næste. Yuuki prøvede at se sig omkring for at lokalisere sig mængden af sårede og der fik hun øje på to andre kvinder (Evelyn & Faith) der selv var i færd med at give en hånd til de sårede. Yuuki genkendte ingen af dem kun den herre ved Faith.. Nathaniel? Et kort øjeblik truede hendes ben med at skynde sig over til ham for at se til hans tilstand, men en venlig stemme brød hendes koncentration og fangede hendes opmærksomhed. Yuuki lagde hånden over panden på den tilskadekommende og lukkede øjnene i fredens dyb. Ingen fortjente at lide under så frygtelig en ulykke som denne. Det var virkelig brutalt...

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lå virkelig fastklemt og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han satte hænderne igen i jorden. Adrenalinet pumpet virkelig som havde det været blod i hans årer, selvom det slet ikke var noget som kunne skjules. Det var virkelig bare ulideligt! Ilden forårsagede røg og det var det som i den grad også måtte påvirke Nathaniel selv. Han hostede alt imens han virkelig bare måtte prøve at komme fri af de mange murbrokker. Han klemte øjnne fast sammen, da han nærmest kunne mærke, at stenene måtte blive flyttet over ham. Han klemte øjnene kraftigt sammen, idet han kom op og nærmere i en siddende stilling, hvilketh an i den grad heller ikke havde det mindste imod! Han så op, kun lige tidsnok til at skulle fange Faiths skikkelse. Lige nu var det virkelig bare Liya han ville have fundet og så få hende med sig hjem så hurtigt som muligt før det ville blive værre end det som det måtte være allerede. At Faith havde taget sig af Liya til nu, var han nu tydeligt lettet over, at hun ikke var en del af dette og ikke var fanget i hele dette kaos, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var faktisk noget som gjorde ham noget så frygtelig glad og lettet ,det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rejste sig som havde der ikke været det mindste galt overhovedet. "Jeg.. tak Faith.." At Yuuki var til stede, var sket ikke noget som han vidste overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han kom let ustabilt op på benene og hastet direkte ud mod gangene, hvor Faith havde fortalt, at Liya ville være. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. "LIYA!?" kaldte han med en fast tone. Det blødte fra hans pande og nedover hans halve ansigt, så var det virkelig ikke noget som han tog sig det mindste af lige netop nu. Han nåede gangen, selvom han slet ikke kunne se hende. "LIYA?!" endte han med en meget mere panisk tone. han skreg op af lungernes fulde kraft. Han søgte direkte efter hende og søgte direkte i retningen af vestfløjen. Han måtte bare finde hende og det skulle være lige nu!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel kunne virkelig ikke lade være med at more sig. Hele dette kaos var i dden grad også noget som måtte komme ham selv til gode og alle de andre for den sags skyld og det var i den grad også noget som de måtte more sig ved, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde. Han holdt stadig Liya fast. At hun ikke så ham i blikket, var han fuldstændig ligeglad med. At hun ikke ville lystre hvad han ellers selv ville, så var det blot noget som fik ham selv til at smle. Det var bestemt ikke døden som han måtte omtale på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Døden omtalte han dog ikke. Han havde slet ikke nogen grund til at skulle kaste hende i døden for noget så let som små smykker, men at dette var noget som betød så meget for hende, var noget som han tydeligt kunne se og det var i den grad også en grund til at han selv agtet at skulle gå efter hende på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Som du ønsker," sagde han med en rolig og kortfattet tone. Han havde taget fat omkring hende, begge hendes hænder, som måtte ende korslagte foran hendes bryst, så hun ikke ville være i stand til at skulle gøre det mindste med dem overhovedet. Han førte hende selv med sig i retningen af vestfløjen hvor han forventede, at de ville være i ro. Dette var nok ikke det som Isobel havde ment, men direkte, så var han faktisk fuldstændig ligeglad! Han endte blot med at skulle smide hende direkte ned i jorden foran sig, inden han selv gled ned på knæ, greb fat omkring hendes håndled for at holde hende nede. "Hvis du ikke vil opgive det, så må det jo ske på den hårde måde.." vrissede han med en fast tone og med dem samme faste mine i hans eget blik, det var slet ikke noget som man kunne skjule, hvad end om det var noget som man vlle eller ikke, så var det virkelig bare helt umuligt. Det intense blik hvilede på hende. Kunne han ikke få Isobel, så ville han heller ikke have noget.. man kunne vel så bare sige, at dette var for lysternes skyld frem for at det var noget som helst andet?

[Deleted]

Det skete altsammen så hurtigt at man knapt nok kunne følge med. Pludseligt lød der et højt brag, og derefter skulle man da tro at halvdelen af selve bygninger styrtede sammen, det var svært at afgøre, ihvertfald blev eksplosionen hurtigt fuldt op af endnu en eksplosion, dog denne gang var det salen der eksploderede, et stort chaos da folk endten lod til at komme til skade og andre myldrede imod udgangen. Sayaad var en af de fysisk mindste i forsamlingen, og alting gik så hurtigt for den stakkels pige at hun knapt nåede at opdage hvad der foregik. Hun blev skræmt og chokeret, og forsøgte først at komme ud, men det skulle vise sig umuligt, hun kunne ikke komme igennem den massive folkemængde. Så forsøgte hun sig istedet at komme ud i køkkenet og se om der ikke var en anden vej ud, men så snart hun var ved døren blev hun brutalt kastet i gulvet af en desperat kok der varminimum fire gange så stor som hende, og hun faldt hårdt bagover. En halv folkemængde lagde ikke mærke til hende og styrtede hen over hende, og hun blev trampet ned igen og igen når hun forsøgte at komme op. Endelig fik hun sig ormet og kravlet hen i sit hjørne, hvor hun krøllede sig sammen i foster stilling, som et forsøg på at skærme sig fra det hele. Hun havde ondt og havde fået en grim gang næseblod, men det var nu ikke det værste. Hendes ar var sprækket, og hun ahvde mistet sit slør, de var røget af da hun røg på gulvet, og nu skjulte hun sit ansigt som hun lå der i foster stilling som en svagt hulkende sort kugle, det meste af hendes ansigt var snart dækket af blod, og alt det her mindede hende så meget om noget hun ahvde oplevet før, og hun var simpelthen rædselsslagen.