Masqurade!

[Liya Daimond Diamaqima]

Lynn havde udemærket godt vidst at det ville blive en umådelig stresset aften, men hun ønskede sig en ledsager og der var ingen forstående elsker at tage med, Aerandir havde været hendes absplut bedste bud, ikke mindst fordi han var en mand af den høflighed og den venlighed. Efterhånden måtte det tømme ud i folk, hun ønskede de sidste velkommen, før hun måtte blive enig med sig selv om at holde den pause, udelukkende fordi hun ellers ville kunne stå her mere eller mindre hele aftenen. Hun tilsluttede sig et ungt par, fulgte dem med en blid snak indenfor og bød dem igen velkommen, før hun måtte lade blikekt glide rundt over den store menneskemængde. Hånden strøg igennem det lange blonde hår, hun spejdede efter den velkendte skikkelse, prøvede at huske hans maske, og der på stolen hvor han sad, blev hendes nye kurs. Hnedes smil virkede så imødekommende og varmt som hun roligt måtte træde imod ham, og med armene hvilende slapt langs hendes slanke side, kun fremhæves af den smukke grønne kjole der kun fremhævede den tro hun måtte leve i, med hensyn til naturen, den natur hun måtte elske go det som de måtte have til fælles "Jeg beklager at jeg lod dig vente" endte hun med en blid tone, og de grønne øjne der måtte betragte hans skikkelse og med et lille sælsomt smil. At høre hvordan alle måte tale med hinanden det glædede hende virkelig, det hele lod til at ville absolut perfekt og det var alt hun overhovedet havde turdet håbe på i den sidste ende.

Liya viste sig virkelig fra en umådelig barnlig side lige i øjeblikket, så ivrig og så håbfuld, hun ville se det hele, og hun f'ølte sig virkelig som et nysgerrigt barn og intet andet, det morede hende selv til dels. De mørke intense øjne, faldt mod den store menneskemængde der ikke ligefrem gjorde hende ubehagelig tilpas, Nathaniel avr der jo, hvad kunne der ske hende af slemme ting? Hun kunne føle ringen på fingeren, og hun følte sig stolt over at bære den på den måde. Smilet prydede i en stor stil hendes læber, det glitm i hendes øjne så sjældent og alligevel den seneste tid var det blevet så frygtelig velkendt. Liya rystede fast på hovedet og med en lille latter "Bedre en juleaften" rettede hun let, julen avr aldrig noget som havde været specielt, hun havde sjældent fejret den, måske med et mord men så heller ikke mere end det, det var så langt bedre i hendes øjne. Roligt stoppe hun op, vendte sig mod ham og endnu med hans arm omkring hendes slanke liv, hun betragtede den intense mand som virkelig formåede at få hendes hjerte til at banke fats mod brystet. Faith og Kimeya ville være til stede og hun så virkelig frem til at skulle vise den smukke ring frem, så stolt over at bære den, så stolt over endelig at være hans, at vide at han elskede hende på et så intenst plan som hun gjorde med ham, han var den eneste som fik lov at komme hende så tæt af egen fri vilje. Hun gengældte stille det kys mod hendes mundvie mod hans egne læber, indrammede dem med intensitet og perfektion før hun igen måtte trække sig, og lade blikekt falde direkte til hans "Jeg er stolt af endelig at være din Nathaniel.. og kunne kalde dig for min.. Og jeg vil vise det og nej.. jeg kan ikke vente længere" hun rystede fast på hovedet ldo de lange mørke lokker følge hende og kun med en munter latter der måtte følge efter. Hun måtte næsten give et ivrigt hop ved hans ord, endte dog med at nikke fast istedet "Las os" endte hun roligt.

Det glædede virkelig kun Destiny at se hvordan Fabian og Faith tog imod hinanden igen, når det kom til hendes egen søster frygtede hun ikke længere for at være en erstatning, hend eog Fabian havde jo uanset intet som kunne forbindes med at være et fast på, der ville ikke være noget at føle sig jaloux over. Et sted så ærgede det hende at hun endnu ikke havde fået set hendes smukke lille niece, det var en stor ting, bare at se hende uden den mave, rygterne gik som sagt frygtelig hurtigt. Stille tog hun imod det søde kys mod hendes kind fra hans del, følte straks den brændende sitren som hun måtte elske og hade på den ene og samme tid. Hænderne blev roligt foldet foran hende selv som han hilste på faith, ikek at det igen gjorde hende noget. Et sted så ville hun bare gerne snart vide hvor pokker de stod, det var de blide kys i ny og næ, hun følte den sitren ved hans kærtegn,de kom til tider tæt på en anden måde, men det var igen kun små tegn der var tvetydige, og hun hadede det virkelig! Med en rolig tålmodighed blev hun stående til de var færdig med at hilse på, hun var virkelig selv glad for at se dem her, hun havde jo selv savnet dem, det var svært for hende til tider at undvære dem, for det hele var gået så hurtigt siden det sidste bal, hun havde måttet løbe for at følge med og til tider måtte hun endnu gøre som så. De isblå øjne, den største forskel mellem hende og Faith foruden de mange fregner, de rettede sig roligt mod Fabian "Du ser ubeskrivelig ud, Fabian" endte hun med en stille tone lod den røde farve tage plads i hendes kinder, det var jo trods alt en mads kompliment, ikke at hun tog sig af den straks fordeling på nogen måde, det glædede hende blot at se ham sådan frem for i hullet og flået tøj og med blod efter sår, det lettede hende virkelig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne virkelig ikke lade være med at smile. I aften var det virklig bare ham og Faith og det var sådan at det også burde til tider. Ikke noget med at man konstant skulle tænke på ungerne hjemme, for han vidste, at Cayla og Junior i den grad også ville passe frygtelig godt på dem, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hilste selv på Destiny ved roligt at besvare kysset mod hendes kind i gengæld. Han kunne lige så godt bare falde ind i rollen, og selv få det hele til at gå så glat som det nu ville være ham muligt. Børnene.. begge deres børn var i tryghed hjemme. Cayla og Junior havde han virkelig intet imod, at skulle efterlade det ansvar ved, for han vidste, at de ville gøre arbejdet utrolig godt, så det var slet ikke noget som han betvivlede dem det mindste. Desuden passet Cedric sig selv og Ceciliya var stadig så lille, så der var vel heller ikke de store problemer lige der? Han lod hånden roligt snige sig omkring Faiths nu igen så slanke liv og trykkede hende tæt ind til sig, efter hun selv havde omfavnet Fabian, da han var kommet dem i møde. Han tog manden i hånden og håndhilste roligt på ham. Han skyldte den mand alt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det er også godt at se Jer to," sagde han roligt og med en ganske så rolig stemme. "Vores lille prinsesse skal I nok få set," sagde han roligt. Han var virkelig glad.. En lykkelig familiefar, selvom de stadig havde ders problemer at skulle tænke på, selvom det virkelig ikke var det som han ønskede, at skulle tænke på lige i aften, det var jo så heller ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Lige i aften, ville han virkelig bare have lov til at skulle nyde det som det nu måtte gå for sig. Komme tæt på Faith endnu en gang, så hun igen ville kunne se, at dette også var noget som han ønskede. Han strøg hende let over ryggen og vendte sig roligt i retningen af Faith med det varme og lette smil. Han elsket hende virkelig.. nu måtte han jo bare finde flere måder at vise det på.

Hvis Gabriel havde nogen mistanke om hvad der måtte vente ham helt personligt, så havde han nok tænkt sig om en ekstra gang med hensyn til det, at skulle tage hertil uden nogen former for beskyttelse, det var der ingen tvivl om, selvom det nu ikke var en tanke som faldt ham ind. Man kunne vel snildt sige, at det vel også var et forsøg påa t skulle få roen og en mindre fred tilbage til landene? At de alle sammen kunne være til stede uden at skulle være fjendtlig indstillet hele tiden, det var selv også en trøst for hans vedkommende. I aften ville han bare nyde denne tid sammen med sin forlovede inden de måtte vende tilbage til arbejdet på slottet med at skulle få det op igen, det var jo det som var det vigtigste, selvom han jo selvfølgelig også ønskede at skulle passe og pleje deres forhold, så det ikke ville gå i sig selv. Så ville han aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Evelyn skulle bestemt ikke glemmes på nogen måde! Han trykkede roligt omkring hendes hånd. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være så nervøs. Var hun bare sig selv, så var der intet problem. Slet ikke. Han nikkede blot som tak til Lynn i døren og gik roligt og stille indenfor i den store hal. At der var så mange til stede, var en tanke som et sted også måtte overraske ham selv en hel del, det var slet ikke noget som man kunne komme udenom. Så smuk og så oplyst, selvom det slet ikke var noget som kunne måle sig med det som han måtte se og fornemme foran sig lige i øjeblikket, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han bredte vingerne bare en anelse og med det brede smil på læben. Han så sig roligt omkring. Så mange som han kendte fra før af. Nathaniel var selv enkel at skulle genkende. Sayaad vidste han var ansat på slottet ,selvom han aldrig rigtigt havde haft muligheden for at skulle snakke med hende personligt og selvfølgelig Kimeya og Faith. Dejligt med mange som man kendte fra før af!

Det var egentlig bare blevet så naturligt for Alexis at skulle se på sig selv på den måde, selvom den tanke faktisk også måtte forekomme ham som temmelig skræmmende. Varulven havde han fint kunne leve med, men den horror var straks en helt anden tanke. Han sendte hende et varmt smil og trykkede hendes hånd ganske så roligt og blidt, det var ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet.. Han fulgte hende med ind i den store sal. Normalt ville han bare sidde for sig selv, for det havde han det bedst med faktisk. "Du er virkelig yndig i aften, Keischa," sagde han roligt og med det varme smil på læben. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom og det var i den grad heller ikke hans mening på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert, så det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han førte hende roligt med sig indenfor. Han vendt sig roligt omkring. Det var jo ikke fordi, at han kendte nogen andre her end Keischa, Evelyn og Gabriel, så det var jo ikke fordi, at han følte sig direkte vel, selvom han nu ønsket at være her sammen med hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste af overhovedet. "Her er smukt.." Han så sig omkring og med den tydelige overraskelse i ansigtet. Det var virkelig bare tydeligt, at de havde gjort meget ud af det på denne måde, det var der ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket stille mod Keischa og med det varme smil... hvorfor ikke? "Må jeg få æren af denne dans?" spurgte han roligt og ikke mindst med en let stilfærdig og rolig stemme.

[Liya Daimond Diamaqima]

Til tider så måtte de virkelig have deres alene tid sammen også selvom det virkelig ikke skete tit, hun havde på ingen måde nogen kvæler med at efterlade Cedric og Cecilaya hos Cayla og Junior, måske de havde deres egen lille guldklump, men Cedric passede meget sig selv, han skulle bare ses og høres lidt og den lille sov det meste af tiden så hun havde virkelig ingen kvæler med det. Desuden så passede Jared hendes stilling for i aften og et par dage frem for at hun kunne være lidt hjemme hos den lille og hos Kimyea, de trængte virkelig til denne aften det var der på ingen måde nogen tvivl om. At omfavne Fabian glædede hende virkelig kun, det var så længe siden hun havde set ham også selvom han var frygtelig savnet. Smilet var i den grad frygtelig stort. Hun slap ham stille, trak sig tilbage mod Kimeya og lod hans arm falde omkring hendes slanke liv, kun for at trække hende ind til sig, som et par burde, bare det at føle ham trække hende så tæt det glædede hende et sted i en stor grad. Hånden sneg sig som den han endnu måtte have ledig kun for at holde om den. Hun nød at være hans ledsager, hun følte sig stolt også selvom det måtte være uden den ring som hun ellers havde båret den sidste gang, noget som i en stor grad måtte ærge hende "Jeg er glad for at se jer" istemte hun med et sigende og ganske ærligt nik, det var virkelig savnet. En blid latter blev sluppet ved deres ord "I skal nok få hende set" lovede hun, faktisk havde hende og Kimeya jo snakket lige om den del at de to faktisk også skulle have del i denne lille fantastiske pige og det var ikke noget hun bare ville droppe sådan uden videre.

Der var som sådan ingen som avr klar over hvad der måtte vente for denne aften, og Evelyn var i den grad en af dem, der var ingen mistabnke til det overhovedet, hun vidste jo at denne aften netop avr til for freden mellem alle landene som intet andet, og det ville hun nyde godt af, og det kunne hun ærlig talt ikke med vagter hængende på slæb konstant, Gabriel var der, en mase hun stolede på og holdte af, stærke ledere, adelige, hvad pokker skulle der kunne ske? Slottet måtte for i aften vente, genopbygningen var i fuld gang, selv havde de jo fundet deres pladser hos Keischa og Alexis men det pågik, selvom hun allerede måtte savne det hjem som hun kunne kalde for hendes eget, sådan havde det vel altid været? Hun havde jo trods alt også altid nydt godt af hendes eget værelse på slottet samt det sted hun havde i skovene at opholde sig i. Der var ikke mange ansigter hun selv genkendte, Nathaniel havde hun mødt personligt, og hun kunne næsten gætte sig til at den kvinde som måtte ledsage ham måtte være den omtalte Liya. HUn trykkede hans hånd, hendes egen føltedes kalm af den nervøsitet, det var første gang hun for alvor skulle stå frem som hans forlovede og ikke bare.. Evelyn. Keischa var til hendes store lettelse allerede ankommet, en kvinde hun måtte genkende og holde frygtelig meget af. Hun sendte ham et stille nervøst smil, hilste pænt på de som måtte passere hende, hun prøvede i det mindste, det var vel i virkeligheden det vigtigste?

I keischa's øjne var han virkelig intet monster, hun havde levet med et monster, hun var i teorien endnu gift med et monster, og det det var ikke Alexis, han avr en mand med meget mere at byde på end det som han selv var i stand til at se, og det irriterende hende grænseløst at han ikke selv var i stand til at skulle se det. Hånden hvilede i hans, hun førte ham med sig ind i den store sal der var så yndigt udmskykket for i aften. ved blot et enkelt blik kunne hun begynde at pege ud de mange genkendte ansiger som hun var langt mere bekendt med end det som Alexis selv måtte være. I aften ville han langt fra være alene, hun var der og hun ville tvinge ham i det lidt mere sociale. Smilet endte med at brede sig ved hans ord, hun avr frygtelig feminin det var jo ikke ligefrem det han var vant til at se på nogen måde "Hvad gør man ikke for at få ens ledsager til at komme med de ord" påpegede hun med en sigende mine, og dog et lille glimt i blikket. Det var de små tegn, og snart ville det hele være et venskabeligt plan igen. Keischa nikkede stille til hans ord, som hun lod blikketglide omkring, betragtede de mange detaljer omkring, så mange som havde gjort så meget ud af det, det var en tanke hun kun måtte nyde det. Et undrende blik avr det som trådte til ved hans ord, hun var ikke vant til at se ham som det, normalt bestod deres dans af et sværd eller en kniv og så gjaldt det ellers om hvem af dem der var i stand til først at ligge modstanderen ned, ikke at hun skulle klage, det var de eneste tidspunkter hun kom blot en smule tættere på ham. Roligt endte hun dog med at nikke, stilte sig foran ham frme for ved siden af ham "Gerne" tonen var munter ikke mindst drillende, det var disse tign som fik hende til at sitre på den måde,og et sted vidste hun ikke om hun skulle elske eller hade det.

[Nathaniel Diamaqima]

Aerandir vidste, at Lynn ville stresse i aften, det var der ikke nogen tvivl om og selvfølgelig så ville han give hende den tid som hun havde brug for, uanset hvad det så end måtte koste ham i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovdet. At hun ville byde alle velkommen forstod han da, det var jo bare høfligt, så det var jo heller ikke noget som han ville nbenægte hende, det ville han aldrig nogensinde kunne få sig selv til! At hun jo så 'endelig' måtte blive færdig, fik ham dog bare til at smile. Han rejste sig roligt op, da hun km ham i møde. "Det skal du slet ikke tænke på, min kære," sagdde han roligt og ikke mindst også med den ærlige stemme, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindte fejl af overhovedet. Hun skulle også have lov til at passe de af pligter som nu måtte følge med dette, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. Han bukkede let for hende igen og tog roligt hendes hånd og trykkede den i sin. "Det er mig blot en ære, at ledsage dig i aften, Lynn," afsluttede han med det varme smil på læben. Det var jo slet ikke fordi, at han kunne lade være, for det kunne han virkelig ikke! Han lod hovedet søge ganske så let på sned. De var jo alle kommet for at hygge sig lige netop i aften, så burde de så sandelig også have lov til det. "Må jeg få denne første dans for i aften?" spurgte han roligt. Han kunne jo allerede med det samme tænke sig til, at der ville blive mange i løbet af denne aften, alt andet ville da være fuldkommen unaturligt. Han ville bare nyde hende lidt og nu hvor han hvde muligheden for at skulle have hende tæt på sig.

Det morede virkelig Nathaniel, at skulle se denne side af Liya for den var i den grad fremmed for ham, selvom han virkelig bare måtte nyde, at det var sådan at det kunne hænge sammen. Den selvtillid som hun viste og med den samme tro på sig selv, at hun kunne lade det mere barnlige jeg dukke op, det var virkelig også bare noget af det bedste af det hele, så det var slet ikke noget som man skulle se det mindste væk fra. Han rystede smilende på hovedet. Her kunne han få lov til at være sig selv. Han trykkede Liya tæt ved sig. Der var faktisk en del og han vidste jo også hvordan hun havde det med mænd, men han ville være der til at beskytte hende, så uanset, så ville der heller ikke ske det mindste, det skulle han personligt nok sørge for! "Bedre end juleaften," sagde han og kuklo let. Han rystede let på hovedet. De skulle nok formå at finde Faith og Kimeya på et tidspunkt, for han vidste at de ville være her et eller andet sted. Selv så ønskede han jo at snakke med Faith, for han savnede hende faktisk meget. Han havde intet set og intet hørt, siden at han var blevet blevet kylet ud af hans egen gudedatter, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han besvarede med selv den største glæde det kys som Liya måtte skænke ham og med det varme smil. Han havde virkelig intet imod, at skulle se hende i øjnene, det var også helt sikkert på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig. Hendes ord gjorde ham helt varm indeni, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "At være sammen med den man elsker, er det som jeg ønsker mest Liya.. Du er min og det vil du være for evig tid." Han trykkede hende roligt og tæt ind mod sin egen krop og med det samme og lette smil på læben. Det var ikke noget som han ville skjule for hende. Han plantet endnu et kys mod hendes pande og med det samme varme smil. I aften så holdt han ud for hendes skyld, for det var tydeligt, at hun selv måtte nyde af det, så hvorfor ikke? "Du er min.. det vil du altid være," afsluttede han roligt. At hun selv blot ønskede at vise Kimeya ringen, fik ham virkelig bare til at smile. Han rystede let på hovedet og tog roligt omkring hendes hånd istedet. Det gjorde det måske lidt nemmere. "Så lad os finde dem," sagde han muntert.

Fabian gjorde virkelig ikke andet end at nyde noget fri, for nu havde han muligheden for det! Samuel var fanget. Han sad nede i fangekælderen og der ville han sidde til den dag at han skulle stå for henrettelsen. At Destiny havde benådet ham med at vente, var jo så det som Fabian var mest træt af. Han vendte sig roligt mod Destiny og med det varme smil på læben. Selv så ønskede han virkelig bare at finde ud af hvor de stod efterhånden og det var noget som han i den grad også bare måtte glæde sig til. Han håbet i alle fald, at det ville være dem en lille hjælp, at skulle være sammen i aften. Man kunne vel også håbe ikke sandt? Han ville elske, at se Faith og Kimeyas lille pige, for han havde i den grad hørt rygterne. De havde i den grad bredt sig som ilden i det tørre græs. Han var ikke det mindste i tvilv om at den lille var i sikkerhed ved Cayla og Junior. Selv havde han jo hørt så meget omkring dem begge, det var kun positivt som han havde hørt, så det var også noget som man skulle tage positivt med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte Destiny det varme og noget så kærlige smil. Han tillod sig at skulle lade armen snige sig omkring hendes slanke liv og vendte hele blikket mod hende og med den selv så fulde opmærksomhed. "Jeg ser ubeskrivelig ud?" gentog han roligt og med et sigende hævet bryn. Han var klart faldet ned efter hans lille besøg til Samuel i kælderen tidligere i dag. "Har du så set dig selv i spejlet? Du er da som en engel faldt ned fra himlen," sagde han roligt og med det samme varme smil på læben. Han vendte sig mod Faith og Kimeya. "I må hygge Jer i aften. Det var virkelig godt at se Jer begge igen." Med andre ord, så ønskede han faktisk også, at skulle have Destiny lidt for sig selv. Hvilket han blot måtte håbe, at de ville forstå.

[alecander]

Alecander betragtede roligt Valerio og nikkede ganske roligt til ham, da han selv så på ham, blot for at vise at han selv var parat. Han ville snart opholde Gabriel og tilsyneladende også Evelyn, så måtte han blot håbe på at han fik et øjeblik med Gabriel alene, uden at Evelyn var til stede, uanset hvad, så måtte han stikke Gabriel ned, for det var nok den eneste chance han fik. Og det skulle især lykkes, for ellers var han nok eftersøgt i resten af landet, men så kunne han vel let skubbe skylden over på Jaqia? Hun kom jo nok ikke til stede denne aften, eftersom han havde været skyld i at Castle of Darkness, var blevet udsat for et attentatforsøg. Og attentatforsøget her til maskeballet, der måtte godt nok komme mange nyheder i morgen, det var han i hvert fald fuldkommen sikker på. Han så at Destiny og Fabian blev opholdt af, han ville skyde på at det var Faith og Kimeya, han håbede blot at Valerio kom til at opholde Destiny og Fabian, for der måtte ikke ske ændringer i deres plan! Og han måtte vel selv, opholde Gabriel og hans forlovede, inden nogen andre kom og opholdt dem. Han gik roligt selv tættere mod dem, dog uden at ville afbryde dem endnu. Han håbede blot at Shade var parat, for når festen først var ved at gå i gang, så ville han udføre sin mission. Han skulle drage til fangekælderen for at befri Samuel, og i det lille kaos der ville sprede sig, for Alec tvivlede ganske enkelt på at sådan en nyhed ville gå forbi folks ører, der ville han dolke Gabriel, med den daggert, som han havde gemt under sit jakkesæt. Og han agtede skam at ramme plet. Han var bare ikke helt sikker på, om han først skulle springe ham, når loftet over dem ville springes. Han nippede ganske let til sin klare vin, og betragtede Gabriel og Evelyn. Han måtte holde nøje øje med dem, og så springe ind, når det passede perfekt! Han så ganske let rundt, og så igen mod Valerio, for derefter at se hen på Destiny og Fabian. Han lyttede ganske roligt til den blide musik der blev spillet omkring dem, der var allerede nogen som var ude for at danse, andre sad og spiste ved det lange bord, og andre stod blot og hilste på de folk som de kendte, og andre talte med nye ansigter, som de aldrig havde set før. Han håbede blot at han kunne holde den unge konge ved lige, og at de ikke løb ud for samtaleemner, men de var jo begge adelige, så det kunne vel ikke være så svært?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne virkelig ikke være andet end lykkelig lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod Faith. Han kunne tydeligt mærke den varme som måtte virke så kraftigt ind på hans egen isdæmon, selvom han lige for øjeblikket også måtte bide det i sig, for han ønskede virkelig ikke at skulle leve med alle disse problemer lige til aften. Han havde virkelig intet imod den hilsen som Fabian skænkede til Faith, for han vidste, at der ikke lå andet i det, det var blot noget som han havde fået bekræftet for så mange år siden, så det var nu ikke noget som han ønskede at skulle tænke videre over lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trykkede hende roligt ind til sig. Han forstod hurtigt Fabians hentydning, så det var slet ikke noget som han havde det mindste imod. Han ønskede lige så også at have Faith alene. Han nikkede blot anerkendende mod manden og vendte blikket roligt mod Faith og med det varme smil. "Vi har også andre vi skal have fundet og hilst på.. Det var virkelig godt, at se Jer begge.. Fabian og Destiny.." Han nikkede roligt i retningen af dem begge uden at smilet ville falme det mindste. Lige i aften ville han virkelig bare gerne have den mulighed for at skulle nyde det og det at have Faith så tæt på sig. Faith var tvunget til at skulle være hjemme, udelukkende på grund af deres helt lille pige. Hun var ikke gammel nok til at skulle kunne undvære sin mor, selvom han tydeligt kunne se, hvor meget den dæmonleder status betød for hende, så var det noget som til tider også måtte skræmme ham selv lidt. Han var jo faktisk bange for, at det ville gå galt før eller siden, for det havde de blot oplevet før. Han skubbet tanken ud af hovedet. "Jeg ved at Nathaniel og Liya er her et eller andet sted.. lad os finde dem," sagde han roligt og trak hende let ind til sig, blot for at skulle vende om. Blikket søgt efter dem. Han bar jo ikke maske - Nok som den eneste. Så højtidelig var han dog ikke og ville nok heller aldrig nogensinde blive det.

Evelyn prøvede og mere end det kunne Gabriel så sandelig heller ikke kræve af hende, det var helt sikkert. Her var jo så mange velkendte ansigter for hans vedkommende, selvom der var så mange af dem, som han slet ikke havde snakket med igennem så frygtelig mange år. Et sted var det jo en frygtelig stor skam, men sådan havde det jo været efter hans mors død. Dette var også noget af en prøvelse for hans vedkommende, men de var kommet for at hygge sig. Det var jo heller ikke noget som hun skulle glemme. Blev det for meget, så kunne de jo sagtens bare tage hjem. Hun skulle jo bare sige til. Pointen var jo i det mindste, at de ikke takket nej til denne invitation, for det ville de simpelthen bare ikke kunne tillade sig. Han strøg hendes håndryg ganske så roligt og stille, inden han stoppet op og vendte sig i retningen af hende. Han strøg roligt hendes hage, nu hvor masken var der og han ikke ønskede at ødelægge den, for smuk, det var den i allerhøjeste grad. "Prøv at slappe af min kære. Der er virkelig ikke noget at frygte for," sagde han roligt. Han skulle bare vide.. men den tanke faldt ham jo slet ikke det mindste ind overhovedet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han slap hende roligt. "Jeg finder os noget at drikke.. Se dig om, mød nye mennesker," sagde han roligt. Han ville være lige i nærheden blot i tilfælde, hvis det skulle ende med at gå galt på den ene eller den anden måde, for det var bestemt ikke noget som han ville tillade sig! Han slap roligt hendes hånd ,efter at have skænket håndryggen et let kys, idet han roligt bakket let inden han vendte om. Han havde i den grad sine manerer i orden.

Alexis var et monster i sine egne øjne hvad end om hun ville være ved det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som hun ville stå ved eller ikke. Han var en vampyr, en varulv.. sammen en horror og det var bestemt ikke noget som man kunne sige sig, at være temmelig velset i et land som dette, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. Han sendte hende et stille smil. Ensomheden var han vant til, selvom det blot var noget som for hans vedkommende, var en vanesag, så var der vel heller ikke det store at skulle gøre ved lige netop dette det var der heller ikke nogen tvivl om. Han stoppet op idet hun roligt steppet op foran ham. At hun tog imod hans hentydning til denne dans, fik ham virkelig bare til at smile, selvom de spidse hjørnetænder forblev id et skjulte, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han tog roligt omkring hendes ene hånd, hvor han lod den anden lige så roligt og stille, glide omkring hendes liv og trykket hende forsigtigt tæt på sig. Ikke at det var noget som han ville eller kunne skjule for han nød virkelig det faktum, at skulle have hende tæt på sig. Det var faktisk noget af det som han nød mest. Danse for dem var jo normalt med våben i hånden, og nu kunne de gøre det.. som et par? På en eller anden måde, ikke at det var noget osm man skulle kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke ,så var der ikke det store at gøre ved det. Ganske så roligt og elegant, så måtte han føre hende med sig ud på det store gulv og til musikken som var så let og stille, så det blev blot en rolig dans. De mørke øjne hvilede roligt i hendes. Han havde spist hjemmefra, så kontrollen ville være der. "Du er virkelig bedårende i aften, Keischa.. En engel i mine øjne," afsluttede han roligt. Han elskede hende jo.. det var bare det, at få det frem.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var en stresset aften og hun havde udemæprket godt været klar over det, det var en del af hendes arbejde, go hun måtte blot tage det som en oplevelse på sin egen måde, noget som hun i det hele taget havde en utrolig evne til, det var høflighed at byde dem alle sammen velkomne, og det ville få alle til at føle sig velkommende, hvilket netop avr hendes mening, som sagt, så var dette en aften i freden og absolut intet andet sådan som det skulle være i hendes øjne. At se ham sidde loyalt og vente på hende, glædede hende virkelig kun, den mand var direkte blændende, som kun det smukkeste bøgetræ, det som hun lige for i aften var en del af ved hjalp af masken. Det at han kaldte hende ved den titel måtte et sted kun få en lille varme til at brede sig, ikke kun var han høflig, men han interesserede hende på en anden måde end det som hun lige var i stand til at sætte fingeren på, det som vel også var grunden til at han avr blevet valgt som hendes ledsager? Den høflighed han igen måtte udvise hende fik hende til nøjagtig det samme. Hun nejede elegant for ham og med det stille smil "Æren er helt på min side i aften kære Aerandir" afviste hun let og dog med en ærlighed i stemmen, hun var frygtelig glad for at han kunne være dne som var i stand til at fører hende i aften. Hun nikkede sigende til hans ord, hun ville heller eend gerne danse den første dans med ham, der ville være frygtelig mange at tage sig af i aften hvem kunne vide hvornår hun ville få chancen, hun ville trods alt have lov at nyde hans selvskab "Det ville blot være mig en ære" svarede hun muntert, og med et lille glimt i blikket. Dette ville hun i den grad nyde.

Liya følte sig virkelig i det hjørne af barndommen og det måtte vidst morer enhver at se hende på den måde, og et sted så morede det også hende selv, dette var en side som Nathaniel kun fik og se mere mere af, han havde jo set den blot en enkel gang ved stranden da de havde plasket rundt i vandet som to legende børn, det at hun formåede at få selv den barnlige side i ham frem var så noget som morede hende langt mere, så måtte det da i den grad være slemt til tider. Den lille selvtillid var vendt bare en smule tilbage, der havde ikke været nogen mand tæt på hende siden Nathaniels far.. ud over Nathaniel et minde som stadig måtte side tydeligt, og det måtte vel kun være et spørgsmål om tid før han igen ville være hende så tæt? Det gav hende den følelse af rent faktisk at kunne bruges til noget, desuden så det at han selv gik så meget op i at vise at hun var hans, det glædede hende, tanken om at han var stolt af at være med hende frem for blot at se på hende som en syg kvinde, for han havde i den grad gjort hende mere rask end hun nok i virkeligheden nogensinde havde været. Hun nikkede blot en enkel gang til hans ord, jul var virkelig intet specielt for hende, men lige dette var til gengæld frygtelig specielt og det glædede hende kun. Selv måtte Liya spejde en smule efter Faith og Kimeya, hun glædede sig til at vise den ring frem, glædede sig til at vise den frem til alle som ville se den. Nathanielos ord bragte hende i den grad varme, hun sendte ham det største og næsten mest uskyldige smil som det var i muligt at se hende med "Til evig tid" gentog hun i en intens hvisken. Bare det at være med ham, at høre ham sige ting som det det styrkede hende på alle måder. Hpnden faldt i hans, hun lod dem blidt sammenflettes og med endnu et ivrigt nik, hun så sig omkring, udelukkende for at skulle finde de genkendelige ansigter, de måtte være her.

Destiny vidste at Fabian måtte sidde trygt i fangekælderne, hun så ingen grund til at henrette ham øjeblikkeligt, efterhånden var hun vel bare blevet for blød til den slags? Ellers så havde det noget at gøre med det faktum at hun rent faktisk var klar over at hun før eller side ville få gavn af det. Blikekt hvilede skiftevis mod Faith og Kimeya osm stod der som et lykkeligt forældrepar, mens hun selv stod med en mand hun havde følt for i så lang tid nu, men som hun ligesom aldrig formåede at fører den videre med, de stod fast og hun kunne ærligt ikke fordrage det. Armen som sneg sig om hendes liv, tavng hende til at sætte en maske på, tvang hende til ikke at vise at det måtte undre hende på nogen måde, for det undrede hende jo faktisk i den grad. Hun nikkede dog overbevisende til hendes egne ord "Absolut ubeskrivelig" flirten var der jo tydeligt, og det varmede hende, men hvad hun skulle tro det forvirrede hende virkelig. Destiny strakte sig let på tå mod Fabians ører "Må jeg minde om at du rent faktisk er englen der faldt ned fra himlen" hviskede hun let, og med intens stemme. Det var jo på ingen måde løgn. Selv Destiny måtte forstå det hint som han gav til Faith og Kimeya, hun avr dog ikke i tvivl om at de ville forstå de ønskede vel et sted selv den friaften for dem selv så meget som det nu ville lade sig gøre "Jeg håber vi snakkes senere.. Undskyld os" endte hun med et formelt nik, trak stille Fabian med sig en smule fra dem og med et lille smil, og endnu med hans arm omkring hende, hun fik sig bare ikke til at skubbe den væk.

[Deleted]

Valerio blev selv roligt stående og blot måtte vente på at muligheden ville byde sig for hans vedkommende. Ikke at det var noget som han kunne komme udeom. Han var bare så forbandet rastløs, at det gjorde helt ondt! Han knyttede næverne let. Det kunne da ikke passe, at Fabian skulle klamre sig sådan op af hende på denne måde! Det var faktisk noget som måtte irritere ham en anelse. Han vidste selv lige hvordan at han skulle lægge op til det. Det var bare lige det faktum, at han skulle komme på plads til det først, selvom det nu var noget som han faktisk måtte hade mere end noget andet lige netop nu! Fabian var dog den mand som han holdt mest øje med. At han holdt af Destiny var noget som man slet ikke kunne undgå at se og den tanke var virkelig også bare noget som måtte more ham! Fabian brød samtalen med Kimeya ogFaith, hvilket han udmærket godt kunne se. Det var også bare på tide! Hans læber spillede ud i et let smil .Det var i den grad også hans mulighed til at skulle gøre sit. Han nægtet simpelthen at tro på, at hun ville kunne afvise det. Desuden.. hvad skulle en enkelt vampyr kunne gøre, når han blot ønskede at byde op til dans? Han lod hænderne roligt folde sig over ryggen, idet han roligt gik hen mod dem begge med den samme rolige og sandfærdige mine. Ikke at det var noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled roligt op og ned af Destiny. Hun var i sandhed en smuk kvinde, det var heller ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik dem roligt i møde. "Undskyld mig," begyndte han med en rolig og sandfærdig mine og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. Ikke at det var noget som han ville på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bukkede roligt for hende. Manerene og høfligheden den havde han i den grad, det var slet ikke noget som man skulle betvivle. Han rettede sig roligt op og holdt den ene hånd mod hende. "Må jeg nyde denne dans med dig, min skønne dronning?" spurgte han med en rolig stemme. Blot som han ønskede at byde hende op til denne dans, selvom dem som måtte kende ham også vidste, at der måtte ligge så meget andet bag. Ikke at det var noget som skulle frem nu, dette havde været hans chance og det var i den grad også en som han agtet at skulle tage til sig på alle tænkelige måder! Han rettede sig roligt op og med blikket næsten venligt liggende på ham. Han var ikke en mand med direkte onde intentioner. Han stod jo trods alt ikke bag det direkt personligt.

[alecander]

Alecander betragtede Gabriel og Evelyn, han håbede inderligt ikke at nogen ville komme og forstyrre dem, for de var jo trods alt repræsentanter fra Procias, så det ville jo ikke være særlig underligt. Der var sikkert mange der var ælde vilde efter at snakke med den procianske konge og hans forlovede. Og han var jo én af de folk, men han havde jo så også sin egne planer for det. Han vidste at deres attentatforsøg nok skulle lykkedes, hvis han ikke fik dolket Gabriel, så vidste han i hvert fald, at Samuel ville blive sluppet fri, og at loftet over dem ville springes i et kæmpe brag, og det gjaldt virkelig blot om at komme ud i tide! For han ville helst ikke ende i murbrokkerne, som én af de døde. Han kunne jo ikke tillade sig at dø endnu, ikke når han var så tæt på sit mål! Og det var jo lykkedes dem at springe noget af Dvasias slot, endda alle de steder som de havde aftalt, skønt de ikke kunne være sikre på at Jaqias eliksir kammer, blev revet med væk i eksplosionen. Hans sanser var skærpede og han kunne tydeligt høre hvad de snakkede om, for så langt fra dem stod han heller ikke. Det glædede blot Alec at han nu fik chancen for at møde Gabriel. Det havde han jo egentlig aldrig, han havde faktisk aldrig mødt nogen af de adelige i de andre lande, ikke engang i Dvasias. Men i aften var alt muligt. Han tog en slurk af sit vin, og tømte det ganske hurtigt, inden han stillede det på bakken, som en tjener gik med, inden han roligt gik hen imod Gabriel. Og da manden endelig stod stille, lod han let sin hånd lægge sig på Gabriels skulder for blot at gøre ham opmærksom på ham selv. Han bukkede ganske elegant, i sit sind kunne han ikke tænke andet end: *Naive konge*, men det var slet ikke noget som han viste. Han viste faktisk venlighed, skønt det blot var et spil fra galleriet. ”Godaften, deres majestæt,” sagde han med en rolig stemme, der indikerede venlighed og beærelse, men det var langt fra tilfældet!

[Silia D. Diamaqima]

Ligenu var det ikke meegt andet end lykke som i virkeligheden måtte skinne igennem og det var noget som Faith kun kunne nyde af. Hendes varme mod hans kulde, lige det problem orkede hun end ikke at skulle sloges med i aften, hun ville nyde hans selvskab frem for noget andet. Det intense blik hvilede mod Destiny og Fabian, hun vidste ikke rigtig som hun skulle synes om det faktum at de næsten lagde op til hinanden på den måde bare sådan, noget som i den grad også kun gjorde at hun måtte tilstå hans hentydning, de skulle hellere end gerne få deres tiod sammen, og ikke mindst når man tænkte på det faktum at hun faktisk selv ønskede at nyde den tid med Kimeya, det var sjældent de havde dem ligesom nu. Hun nikkede stille mod dem som en form af høflig undskyldning bare uden ord. Hun holdte frygtelig meget af hendes arbejde det gav hende selvtillid som hun ikke kunne beskrive en selvtillid som hun virkelig behøvede, og hu vidste at det fyldte langt mere end det som det i virkeligheden burde, og hun hadede jo selv den tanke. Lige for tiden var den lille tøs så lille at hun ikke var i stant til at skulle undvære sin mor, defor måtte hun være hjemme, hun stolede jo så blindt på jared, og havde troen på at han ville gøre det. Hun nikkede medsigende til hans ord, hun savnede trods alt også Nathaniel hun glædede sig til at høre alt der var sket siden Cayla havde kastet ham ud af Mansionet. Hun savnede ham virkelig og et sted også Liya "Lad os finde dem" mumlede hun medsigende, trykkede sig en smule ind til ham og med et opmærksomt blik. Med alle masker så var det langt fra nemt at skilne, ud over vis man søgte de to, en rødhåret kvinde efterfulgt at en umaskeret mand fordi han ikke gik frygtelig meget op i traditioner.

Man kunne da mere en roligt vove at påstå at Evelyn prøvedemed alt den magt hun overhovedet kunne, hun var bare ikke vant til den slags, man kunne jo sige hun havde været vant til skuespil men nu måtte hun være sig selv, være den kvinde som hun i virkeligheden var den dag idag hun måtte se at hun ikke længere var en del af mørket, hun ønskede at folk skulle respektere hende, frem for noget andet. Hun nød at være her, det var slet ikke det, nød at se hvordan alle fredeligt måtte gå blandt hinanden og familier genforene. Hun støttede sig en smule op af Gabriel, hun skulle lige ind i det. Smilet måtte bryde hendes æber selv på trods af nervøsiteten kun fordi hun ville udstråle bare en lille form af selvtillid. En lille sitren efterlod han i hende med det stille strøg over hendes hage. Masken var yderst kreativ, hun havde brugt timer på at male den, alle regnbuens farver, hun nød at lege med dem og spille med dem, en underlig beskæftigelse men det gjorde hende faktisk rolig. Evelyn nikkede forsigtigt til hans ord, så sig omkring som han lod hende alene og hun stod lidt fortabt tilbage og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, og kun med en undrende mine. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg, hun var vant til at optræde som en ligegyldig stuepige, ikke som en der pludselig skulle være socialt aktiv, det var hun trods alt elendigt til, hvis ikke hun blev hjulpet igang. Da Gabriel var forsvundet i menneskemængden endte hun med et opgivende suk, og ledte efter noget at give sig til istedet. Hvordan pokker skulle hun klare denne aften uden at skuffe ham?

Hvad der for alvor måtte irritere Keischa var det faktum at hun vidste hvilken stolt vareulv han i virkeligheden var og altid havde været, og blot fordi han nu var blandet med en vampyr så han på sig selv som et bæst og foretrak ensomheden frme for noget andet, det var hvad hun klatde at fremstille sig selv på en ynkelig måde, man kunne jo sige at hun var blevet hård på en måde, mindre forstående overfor mange ting, hvem kunne bebrejde hende? Måaske hjertet avr af guld men hun havde levet så længe med Miquel og før det havde det været hendes kære far og stedmor der havde hærdet hende, han havde jo på sit vis selv været med til det, men hun måtte virkelig bande Miquel langt væk for det som han havde gjort mod den mand som skulle ahve været hans bedste ven. Hånden faldt roligt i hans mens den anden måtte ligge sig på hans overarm, hun kunne i det mindste danse en smule selvom hun hadede det på alle måder, bare det at være så pokkers feminin som i en dans, hun som regel klarede sig igennem med diverse våben, nu kom hun rent faktisk tæt på ham på en helt anden måde, som normale par ville gøre det og alligevel var det vel ikke ligefrem hvad man kunne kalde dem? Et kys for flere årtier siden gjorde dem ikke til at par. Hun lod sig trække ind til ham, og fulgte ham i den rolige rytme han førte hende rundt i hen over gulvet, "Jeg ligner en af de porcelænsdukekr der står til udstilling" afviste hun med en lettere munter tone, hun hadede virkelig at føle sig som sådan en prinsesse. Desuden var hun så afgjort langt fra en engel, men gid det da havde været så vel.

[Nathaniel Diamaqima]

Aerandir vidste godt, at denne aften betød så ekstremt meget for Lynn, så derfor lod han hende selvfølgelig også gøre det færdigt, så alle sad igen med den samme følelse af, at være budt velkommen på en ordentlig måde, for det skulle da bare mangle altså. Det var da noget som de alle sammen havde brug for at skulle vide, at det ikke bare var enkelte, som skulle bydes ordentlig velkommen. Det var i alle fald ikke det indtryk som Aerandir havde for denne aften, det var i den grad også helt sikkert på alle måder. Han tog roligt hendes hånd og med det samme varme smil. Hun var smuk og det var virkelig også på alle tænkelige måder, som man ovehovedet kunne forestile sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han sendte hende det varme og noget så glædelige smil, så det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af. Han tog roligt hendes hånd. "Åh, nej min kære.. Den ære er bestemt på min side," fastholdt han med et let smil. Han lod hovedet søge let på sned. Måske klædt ud som var han et træ, men han var bestemt også stolt af, at være fra skoven af, som han var ,det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han førte hende roligt med sig ud på gulvet, hvor der var mere end god nok plads til dem, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han vendte hende roligt mod sig og lod den anden roligt søge omkring hendes liv. "I aften skal du også kunne nyde det.. Slappe af.. Alle hygger sig," sagde han med det varme smil på læben. Det var heller ikke noget som man skulle kunne tage fejl af. Det var jo bare at se sig omkring. Man kunne jo se det noget så tydeligt, at det var sådan ,at det måtte hænge sammen og han nød det jo selv. At se at folk fra Procias og Dvasias faktisk kunne snakke sammen uden at skulle gå direkte i krig.

Den tur på stranden hvor de begge havde været som to legende børn, var virkelig bare noget som Nathaniel havde nydt, det var heller ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Bare det, at han kunne være så tæt på Liya, være sig selv og den mand som han var dengang som han kunne præsentere sådan stille og roligt for hende, uden at det skræmte hende direkte. Han var intet andet end ærlig overfor hende. Han elskede hende virkelig og han var direkte stolt over, at kunne kalde hende for hans, for det var bestemt også noget af det bedste ved det hele, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Den selvtillid som Liya viste i øjeblikket, var virkelig bare et øjeblik som han ønskede at skulle holde fast i, også når de kom hjem når de engang ville være færdige her. End ikke Faith kendte til hans sygelige tilstand og det var nu også sådan, at han agtet at skulle holde det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han grinte let og rystede stille på hovedet. Jul var normalt ikke en så stor en højtid for hans vedkommende. At han havde hende ved sig, var nu det som betød absolut hele verden for hans vedkommende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "Og mere til," sagde han roligt. Han trykkede roligt omkring hendes hånd, idet at hun sammenflettede deres fingre. Ikke at han havde det mindste imod. Han ville beskytte hende og han ønskede bestemt også at stå der for hende hele aftenen, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han elskede hende og han vidste også hvordan hun havde det med mængder på denne måde. Derfor præsentationen som skulle komme stille og roligt. Hun blev jo kun mere og mere selvsikker i sit foretagende og det var ogås det som var frygtelig vigtigt for ham, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet. Han strøg roligt hendes håndryg. Han stoppet hende dog ganske forsigtigt, da han var sikker på, at han kunne se Kimeya ikke så forbandet langt fra dem. Den eneste mand som ikke bar nogen maske.. selvfølgelig! Og kvinden med det røde hår.. Så var han dog slet ikke i tvivl! Han vendte sig mod Liya. "Der er de," sagde han. Han gjorde et let hovedkast mod hans venstre side, hvor Faiths ildrøde hår i den grad ikke var til at tage fejl af, og Kimeyas mørke og lange. Visse ting ændrede sig bare aldrig.

Fabian ønskede selv at finde ud af hvor han havde hende henne, selvom det virkelig ikke var nemt for ham på nogen måde. Han ønskede jo heller ikke, at Destiny skulle føle, at hun var en erstatning, for det var hun langt fra! Han ville virkelig bare finde ud af, hvor de stod henne med hinanden og selv så var han bestemt heller ikke bange for, at skulle prøve sig frem, hvilket han udmærket godt kunne mærke på Destiny at hun ikke var vant til på denne måde. Han sendte hende blot et stille blik. "Det gør vi bestemt," sagde han roligt til både Faith og Kimeya. At de selv måtte vælge at gå, havde han så sandelig heller ikke noget imod. Han ønskede virkelig bare at finde ud af det, og selv i hans øjne, så var det virkelig ikke meget at forlange, så han kunne virkelig bare håbe, at hun vill være af den samme mening ligesom ham. At de jo bare ville blive forstyrret, var jo så slet ikke lige det som han havde ventet sig. Han vendte sig mod denne mand som tilsyneladende var en vampyr måtte byde hende op til dansen. Han bed det virkelig bare i sig og sendte blot manden med et roligt og let smil, inden han roligt valgte at slippe Destinys hånd og blot tillod manden at skulle tage hende med ud på gulvet til musikken som måtte spille lige ved dem. Han trak vejret dybt og blot for at skulle slå sig selv helt til ro. Han nikkede blot til Destiny som et klart og tydeligt tegn, til at det selv var okay. "Min tur bagefter," endte han med en rolig hvisken idet han blot roligt trak sig hen til stolene, hvor han satte sig. Det ene ben lagde han roligt over det andet og med armene korslagte. Blikket hvilede intenst påd enne vampyr og med alt hvad det måtte indebære. Han holdt frygtelig meget af Destiny og han tillod virkelig ikke, at noget skulle ske med hende!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte virkelig sige sig, at han måtte savne Liya og selv tildels Nathaniel, selvom det nu ikke var ofte, at han havde haft muligheden for at skulle snakke med manden, men når det endelig havde været muligt, så var de jo faktisk også blevet gode venner, selv på trods af deres fortid. Traditionel det var han dog bestemt ikke på nogen måde. Specielt ikke lige hvad angik dette her, det var helt sikkert. Han så virkelig ikke nogen grund til at man skulle gemme sig bag en maske på denne måde, selvom det var tydeligt at se, at han stod som den eneste uden den i ansigtet. Det gjorde ham nu heller ikke så meget. Han nød virkelig tanken om, at skulle have Faith så tæt på sig som det han måtte have lige i øjeblikket og dette var virkelig bare en aften som han måtte nyde og det var i den grad også i stor stil. Han var glad og han var i den grad også lykkelig når han endelig kunne få lov til at skulle have hende så tæt på sig, som det han måtte have lige i øjeblikket, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet ,det var der i den grad heller ikk nogen tvivl om. Han vendte blikket mod Faith og med det samme varme smil. Så varmt som en isdæmon nu ville være i stand til at gøre det. Han trykkede hende let ind til sig og stoppet op. Han hævede blikket og vendte det mod sin højre side, hvor han var temmelig sikker på, at det måtte være Nataniel som han måtte få øje på. "Og der tror jeg minsandten at vi har dem," sagde han med et stille smil. Lige i aften så følte han virkelig at der ikke var noget som kunne gå galt! Han vendte blikket stille mod Faith ved hans side. Måske, at hun ikke var særlig høj, men det flammerøde hår var så heller ikke noget som man direkte kunne tage det mindste fejl af, det var i den grad også helt sikkert og på alle andre tænkelige måder, samt hans mørke og lange. Visse træk fra hans tid som warlock måtte han jo trods alt stadig holde fast i og det var i den grad også et af dem ,det var også helt sikkert på denne måde. Han førte roligt Faith med sig igennem mængden for at nå hen til dem. Han var så sikker på, at det måtte være Nathaniel og Liya som han havde fået øje på.

Evelyn prøvede og allerede det kunne han være så frygtelig stolt af. Det var jo heller ikke fordi, at han ville opholde hende selv, når det var den perfekte måde, at skulle mænge sig med de mange som var der. Det var jo selv en fantastisk mulighed for at skulle skaffe sig mange kontakter. Hun var ikke stuepige længere. Hun var den kommende dronning. Når deres bryllup engang skulle stå, så ville hun blive af den titel og han ønskede i den grad også, at skulle hjælpe hende af den vej, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hånden som dog måtte falde mod hans skulder, fik ham dog omgående til at stoppe op og vende sig roligt om på hælen. De grønne øjne faldt roligt til det som måtte være en vampyr. Ikke fordi, at han havde mange fordomme overfor dette mørke væsen, for han var jo trods alt også kendt med, at der fandtes noget godt i dem et sted. Det var jo det som han så i Jason - Hans kongelige rådgiver som jo trods alt var halvt af slagsen og en mand af en utrolig stor betydning for ham, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han var jo sat ind i rollen af en grund. At han bukkede lod ham dog selv hurtigt konkludere, at han ikke var af direkte onde intentioner, selvom der jo altid var en grund til at skulle være på vagt. Han var ikke beskyttet af andet end de vagter som måtte stå i dørene og nede af gangen langt væk fra ham, selvom det nu slet ikke var i de baner som han ville tænke lige i aften, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han nikkede roligt mod manden, bukkede let for ham igen blot i respekt og høflighed inden han roligt rettede sig op igen. Hænderne foldede han roligt under vingerne, så han stod der høj og rank. Det som blot lå til ham af en god og gammel vane efterhånden. "Godaften," hilste han roligt igen. Han kendte jo trods alt ikke mandens navn eller foretagende for den sags skyld. "Dejligt at se så mange komme i aften," sagde han roligt. Han vidste, at det var en hård tid for mange og specielt for ham selv, som havde ladet arbejdet ligge lidt hjemme for at tage en aften ud med sin forlovede. Hun ville ikke kunne skuffe ham i aften, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han skævede kort over mandens skulder for at se til hende. Jovist, der stod hun endnu, så han kunne atter vende blikket mod manden foran sig med det rolige blik. Han anede virkelig ikke hvad han havde i vente.

Alexis' tankegang gav ikke andet end mening i hans eget hoved, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Han vidste udmærket godt, at det ikke var denne form for dans som de begge var kendt med, men det var vel trods alt også bedre end ingenting. De kunne jo begge hygge sig i aften, og det var vel også det som var dem det vigtigste? Han havde været en stolt varulv, men nu havde det hele virkelig bare ændret sig for hans vedkommende. Det var jo uanset bare et spørgsmål omkring en tilvænning for hans vedkmmende, så det var jo heller ikke noget som spilledde den største rolle for dem, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, og det var også sådan at det skulle være. Hans blik hvilede i hendes og med det svage smil. Han nægtet dog at blotte de spdise hjørnetænder, han kunne virkelig ikke fordrage dem! For ikke at glemme, at han selv var direkte tvunget til at skulle drikke blod. Det var virkelig noget af det værste ved det hele for hans vedkommende! Han rystede smilende på hovedet. I aften ville han slet ikke tænke de tanker. Han ville nyde tiden med Keischa og nu hvor hun havde fået ham ud af værelset, så var det vel også noget som skulle 'fejres'? "Du er langt mere end blot en dukke til udstilling.. Det klæder dig virkelig at se så... kvindelig ud.. Du er smuk.. virkelig smuk," sagde han roligt. Han trykkede hende godt ind mod sig og førte hende roligt rundt over gulvet i takt til musikken. Han var nok ikke den mest øvede danser, men han vidste da i det mindste hvad det var, at han havde gang i, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.

[Liya Daimond Diamaqima]

Denne aften var af en ekstremt vigtighed, så lang tid planlægning, så mange overvejelser, og så mange samtaler med de øvrige kongelige, også selvom hun i den grad havde hade at måtte kommunikere på den måde med en kvinde som Jaqia, men nu stod de alle der, ballet var igang, og hun kunne se hvordan de blandede folkemængder frit snakkede uden at skulle drage til våben eller noget som helst, noget som virkelig kun glædede hende, det var netop sådan som hun havde ønsket det, en aften i fred og uden den krig som endnu måtte herske et sted på slagmarken. Hånden faldt i hans og med det studerende varme blik der betragtede hans skikkelse, der ligesom hendes afspejlede den beundring de begge måtte bære for naturen, han var jo trods alt et helt barn af naturen, lige den del var hun desværre ikke i stand til at skulle prale med. Lynn endte med blot at ryste på hovedet til hans ord, det var en sag de kunne diskutere til alt evighed, men for hende var det virkelig en ærer at han havde tilstået hendes invitation, om at ledsage hende denne aften, også selvom hun virkelig nød den tanke, hun ville frygtelig gerne lærer ham bedre at kende, den høflige og varme mand som hun sidst havde vandret med langs de mange bede, måske det lå til hans race af elver, men der var noget over ham som hun ikke kunne sætte en finger på og det blændede hende på utrolig mange områder. Roligt måtte Lynnf ølge ham mod det store dansegulv hvor samtlige par allerede svævede over gulvet i takt til den blide strygermusik. Den ene hånd måtte hvile i hans, mens den anden stille faldt mod hans overarm og gjorde sig i den rigtige stilling. Roligt måtte hun følge ham rundt, svævende og elegant, man kunne jo langt fra vove og påstå at det var den første gang "Jeg nyder blot at se hvordan freden hærger" erkendte hun dog og med et lille nik, det var virkelig det bedste ved hele denne aften, set i hendes øjne om ikke andet, hvordan verdnerne kunne mødes og skabe en af fred.

På trods Liya var en moden kvinde, så havde hun aldriog fået lov at være barn og det genspejlede sig i hendes personlighed den dag idag, den måde hun blev så ivrig på, de idéer hun i tide og utide fik, men et sted så var det vel også hvad der kunne gøre det hele langt morsommere? Smilet var bredt, hun nød at gå der hånd i hånd med Nathaniel, og blive set på som en kvinde ikke som et svagt led. Nathaniel avr den som avr med til at give hende den enorme selvitllid og intet andet, og det var tydeligt at hun måtte nyde godt af den, måden han elskede hende på, talte til hende, det var alt sammen mef til at styrke hende, go der var virkelig ingen tvivl om at hun virkelig måtte elske ham højere end hun måtte elske noget andet. Liya kunne høre hans latter, det var tydeligt at det var hende som morede ham, og et sted så nød hun det vel? At han ikke blev pinlig over hende og skammede sig, men derimod blot muntert gik med hende i hånden.Liya spejdede efter de to velkendte skikkelser i den enorme menneskemændge, stilte sig nermest på tæer bare for at kunne se en lille smule. Man kunne roligt sige at jul for hende aældrig havde været noget specielt, som barn betød det måske at hun slap for den nattelige omgang og som ældre betød det måske en mand mere måtte ende med at lade livet men ellers ikke, i forhold til så var dette virkelig stort for hende. De mørke øjne rettede sig øjeblikket efter Nathaniels finger ved hans ord. Øjnene blev store hun sendte ham det største englesmil, slap roligt hans hånd og bevægede sig lystigt gennem de mange mennesker "Undskyld.. Undskyld mig" de samme ord igen og igen når hun blidt pufffede væk og banede sig vej. Kimeyas skikkelse var på ingen måde til at tage fejl af, hendes blik endte med at lyse op som hun tog det sidste stykke i løb kun for at skulle springe mod ham "Kimeya!" udbrød hun i en glad tone, knugede sig fast til ham for et øjeblik inden hun stille trak sig, for nu var Faith en smule glemt, hun vidste jo at hun ville spejde efter Nathaniel "Se!" hun slog hånden let frem hvor ringen måtte pryde, hun havde glædet sig som et lille barn til at vise ham det.

Dette var vel en glimrende aften at finde ud hvor pokker de måtte stå og det var i den grad hvad hun måtte agte, det var ved at være på tide. efter så mange år, efter hendes egen mening om ikke ande,t hun avr træt af at stå fast, også selvom de virkelgi tog deres chancer og prøvede sig frem, der var altid en af dem som endte med meget diskret at vende om, det forvirrede hende, men i det mindste var hun ikke længere bange for at hun var ertsatning for Faith. At de så måtte blive afbrudt var heller ikke ligefrem det som hun havde ventet sig af. Blikket faldt mod den herre som måtte stå med udstrakt hånd foran hende. Hun sendte ham et stille smil, mærkede hvordan Fabians arm løsnedes om hende. Han kendte jo til de mange pligter, og de havde ikke kunnet forvente andet for i aften, ikke med den titel der måtte pryde hende. Roligt måtte hun ende med at nikke, lagde blidt hånden i hans "Det ville være mig en ærer" takkede hun roligt og med et stille nik. Hun fulgte ham roligt mod det dansegulv, kunne fornemme hvordan Fabians blik borede sig ind i hendes ryg, han holdte øje det var hun slet ikke i tvivl om, en tanke som faktisk fik smilet til at brede sig let, det måtte vel betyde at han i det mindste havde en smule ejerofrnemmelse over hende og det var vel en god ting? Hun fangede hans ord, næsten jaloux og det morede hende virkelig. Armen faldt mod mandens overarm ganske blidt og uden hun måtte slippe hans hånd. Det var en fremragende aften!

[Silia D. Diamaqima]

Faith forblev ved Kimeyas side og med hans arm om hendes liv. Det var ikke ofte de førte sig frem som et par længere, til hendes egen enorme ærgelse men det var vel til dels noget hun selv var skyld i et sted. Hun sendte ham et stille smil, det var absolut perfekt, at være her med ham og at se ham så stolt, se ham med det enorme smil. Blikket fulgte hans da han stille endte med at sige noget. Ganske rigtigt de to velkendte skikkelse, og Liya som hurtigt banede sig vejen igennem, og med Nathaniel lige i hælene, et yderst morende billede i hendes øjne. Roligt slap hun Kimeya, trådte stille til side, udelukkende fordi hun kune se hvad Liya havde i sinde. Istedet stilte hun sig med tålmodighed og ventede på at Nathaniel ville komme til. Han var frygtelig savnet det kom hun virkelig ikke uden om, hun var dog lettet over hvor godt de alligevel måtte klare den selvom han måtte befinde sig næsten så langt fra dem som det var overhovedet muligt. Hænderne foldede sig roligt foran hende, blot af ren og skær formalitet, hun var vant til at begå sig i disse kredse og det var noget som måtte være frygtelig tydeligt. Et sted så måtte det næsten ærge hende at Kimeya måtte være dne eneste mand uden maske, det var han ganske enkel ikke højtidig nok til, og hun havde ikke været i stand til at overtale ham. Blikket faldt mod Nathaniel der endte foran hende "Det er godt at se dig igen" påpegede hun med en stille tone, lænte sig frem og plantede et varmt kys mod hans kind, også selvom hun måttte strække sig helt på tåspidserne for at kunne nå. De var ikke svære at genkende. Blikket gled først nmod Kimeya og Liya, for derefter fortsætte rundt. Hun fangede Gabriel der måtte stå foran den vampyr, noget som kun lod hende hæve et øjenbryn, fordi det virkede velkendt. Hjertet begyndte at hamre, hun sægte efter Destiny der ganske rigtigt måtte danse med det som ligeså måtte være en vampyr. Hendes mine blev bleg.. Det kunne da ikke..?

Endnu måtte Evelyn stå en smule fortabt der hvor hun stod. Det hele havde været nemmere da hun blot var en ubetydningsfuld stuepige, hun kunne gemme sig, hun var trods alt en kvinde af gernerthed til man kom ind på hende, nu var hun tvunget ud i det at skulle være social og bære sig frem som det hun jo var, også selvom hun ønskede at være en i mændgen for en aften være en uden betydning, hun havde i den grad svært ved at indfinde sig i hendes nye rolle. Hun kløede siog let i baghåret og med en absolut spørgende mine. Blikket søgte efter Gabriel og hun måtte konkludere aty det nok ville atge lidt længere tid efter han tydeligvis var faldet i snak. Næsten opgivende rystede hun på hovedet. Blikket faldt mod Keischa og Alexis der måtte stå optaget af dansen, så heller ikke dem var der at søge en smule trøst hos, hvorfor skulle det være så pokkers svært? Hun var viorkelig ikke født med kongeligt blod i prene og det var til tider lidt for tydeligt at se. Alles samtaler summede i luften, hun følte sig en smule fortabt i alle de mennesker der måtte stå omkring hende. For hver der kom forbi med et venligt 'Godaften' tvang hun det varme smil frem og gengældte liogeså venligt, men foruden det blev hun stående præcis hvor Gabriel havde forladt hende, næsten bange for at han ikke ville være i stand til at skulle finde hende når først han var blevet færdig med at snakke engang.

I hendes hovede gav Alexis tankegang da slet ingen mening, en horror var ingen skam, men hun var også så pokkers respektfuld et sted, lige her måtte hun bande hendes kære mand Miquel så langt til helvede som noget andet. Et sted så frygtede hun at han ville være til stede her i aften og udelukkende for at skulle irritere dem, men hun havde ikke set å meget som skyggen af hans ansigt, ikke hørt fra ham i mindre årtier, ikke siden han havde gjort dette med Alexis. Keischa lod sig blot fører rundt i den yndefulde dans, og følte vpbene gnide mod hendes bare hud, hun bar dem med sig overalt, det fik hende til at føle sig mindre feminin og det var sådan han havde opdraget hende, tvunget hende til at kæmpe, det her var jo ej heller en form af dans som de plejede at udfører på nogen måde, det var med våben og det var med blod sved og tårer, sådan var deres dans, ikke yndefuld og elegant, og fremstilte hende som en stor prinsesse. Det glædede hende at se ham uden for det værelse det var i den grad noget som skulle nydes mens det ville vare, hun havde ønsket at han ville følge hende denne aften, og det havde han heldigvis gjort "Jeg er lyserød og har fjer!" stønnede hun dog med en lille latter som for atb modbevise hans ord, hun følte sig i den grad ikke specielt smuk også selvom hun vidste at udseendet var med sig, det var bare ikke det som hun nogensinde havde spillet på, på den måde om ikke andet. Igen fulgte hun ham, let og elegant på tå som var det det letteste hun ekndte til, og derfor foretrak hun udfordringen i dansen med våben i hånden.

[alecander]

Gabriel skulle bare vide hvad der ham alt var i vente! Og han ville nok blive overrasket at Alecander, der ville spille ’en god ven’, kommer til at dolke ham senere i aften. Og han måtte ærligt indrømme, at han ikke kunne andet end at se frem til det tidspunkt. Det var som om at nervøsiteten var forsvundet – nok fordi han nu var henne hos Gabriel – for nu kunne han ikke andet end at glæde sig, og se sig spændt an. Han ville spille den adelige vampyr, der så op til Procias nye konge, spille at de havde noget tilfælles, gøre et godt skuespil, og når tiden så endelig kom, så ville han simpelthen dolke ham ned med sin daggert. Han rettede sig roligt op og smilede et lille skævt smil, hvilket man tydeligt kunne se, eftersom masken kun dækkede ned over hans næse, så hans mund var fri. Han så sig let omkring, inden hans mørke øjne igen faldt på Gabriel. ”Ja, det er overraskende,” sagde han sandfærdigt. Der var ganske mange, faktisk flere end hvad han som sådan havde regnet med, men det skulle skam ikke forhindre ham i noget eller nogen af hans planer! ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde regnet med at der ville komme så mange. Men ideen er faktisk ganske fornøjelig,” sagde han med en rolig og venlig stemme. Han selv personligt, elskede den chance han nu havde fået, for at nedlægge de tre lande, så han håbede at alt gik efter planen. Han foldede ganske roligt sine hænder bag ryggen. Han håbede bare ikke at de løb tør for samtaleemner, for det måtte virkelig ikke ske! Desuden, det var ganske svært at snakke med en person, som man langt fra brød sig om, og som man faktisk bogstaveligtalt skulle dræbe, så alt i ham ville bare så langt væk fra denne konge som over hovedet muligt, men han måtte tvinge sig selv til at blive, for denne plan skulle virkelig lykkedes dem! Det var den eneste chance de ville få! ”Hvordan går det så med opbygningen?” spurgte han nysgerrigt, imens hans blik betragtede Procais konge.