A walk through memory lane..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer fandt det faktisk irriterende, at Jarniqa søgte de grunde til at være vred på ham, og at hun gjorde det for at være vred på ham. Han lod armene søge over kors i stedet for. For ham, var det jo ikke ligefrem nogen leg.. Det var en virkelig alvorlig ting det her, og det var det også for ham, så derfor var det da irriterende, at det var det syn, som hun havde på ham. Selv efter den tid, som de jo rent faktisk havde haft sammen med hinanden. "Hold da op, Jarniqa!" sagde han denne gang. Det gad han da ikke at høre på! Det var jo fuldkommen latterligt det her!
Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle beskrive eller betegne sig som noget, der kun mindede om et stykke legetøj. Det var muligt, at han var en mand, som var kæk, flabet og alverdens andet, men dette.. Nej, sådan var han ikke opdraget, og det var slet ikke sådan, at han ønskede at behandle nogen! Han himlede kort med øjnene denne gang, inden han mere irriteret, så mod hendes skikkelse i stedet for. "Hvad pokker er det, som du tror om mig? Jeg har måske ikke altid taget det rette valg, men jeg har aldrig... aldrig gjort noget, for at behandle dig skidt med vilje," sagde han enne gang. Et sted måtte det faktisk irritere ham, at det var de tanker, som hun gjorde sig om ham. Det gjorde ham samtidig ked af det. Han legede ikke med hende, og det kunne faktisk slet ikke falde ham ind. Ikke når det skulle være på den her måde. For ikke at glemme, at Jarniqa var den kvinde, som hadve gjort det indtryk.
Igen søgte han bag hende, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Nu regnede han bestemt ikke med at dæmonerne skulle blive hans hjemstavn igen. Det var ham et overstået kapitel. "Desuden..." Han tav og lagde hænderne mod hendes skuldre. "Du kan ikke bare give mig ordet 'måske', og så bare lade den ligge derfra," hviskede han denne gang mod hendes øre.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa søgte grunde til at løbe skrigende fra ham. Hun tænkte nemlig, at det var bedre og lettere at finde grunde til at hade ham, end at lade sig forvilde ind i ham igen. Også selvom, at hun havde givet ham et måske. Det var muligvis ikke fair imod ham, men hvem forsøgte ikke også at beskytte sig selv? Hun frygtede jo, at han sårede hende igen. Særligt fordi, at hun i forvejen aldrig havde glemt ham eller dem. Forvirret var hun, og det vidste hun desværre udmærket godt. På den ene side savnede og elskede hun ham stadig, og på den anden side var hun endnu bange og såret. Derfor måske’et. ”Det føles ellers sådan,” svarede hun monotont igen. Hun ønskede at tænke, at han havde gjort en masse for at såre hende. Det var lettest sådan. Især fordi, at han aldrig havde virket påvirket over at have forladt hende. Hvis ikke han virkede påvirket af det, måtte det trods alt være fordi, at han aldrig havde følt sig ægte følelsesmæssigt iblandet med hende. Det var i hvert fald, hvad hun nåede frem til. Tavst forsøgte hun at forlade stedet. Dog blev hun hurtigt forpurret i dette, som han stillede sig om bag hende, og med hænderne mod hendes skuldrer. Hun mærkede helt, hvordan hendes krop sitrede ved den blotte berøring! Også selvom, at det ikke engang var hud mod hud. Helt varmt fik hun det, alt imens det var skræmmende fristende at læne sig tilbage ind mod ham. Bare at mærke hans overkrop mod sin ryg.. bare kort.. bare for et sekund. Hun gav dog ikke efter. Hun formåede at blive stående helt musestille. Hun tog en dyb indånding. ”Og hvad mener du så, at jeg skal gøre? Give dig et måske, og springe ind i armene på dig?” spurgte hun ham stilfærdigt uden at røre på sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde været påvirket af det brud, også selvom han vidste, at han selv havde forårsaget det hele, hvilket nok heller ikke rigtigt, var noget som gavnede situationen. For nu måtte han jo bare.. gøre, hvad han fandt bedst på en eller anden måde. Nu hvor hun alligevel havde valgt at lade en dør stå lidt på klem for ham, ville han finde ud af, om der var noget at gøre, eller om det rent faktisk var hende, som var begyndt at lege med ham. Det kunne nemlig godt se sådan ud! "Det spørges lidt, hvem der egentlig leger med hvem lige nu," kommenterede han kortfattet. Det andet irriterede ham. Hvorfor var det at han skulle straffes for noget, som havde føles så ret dengang, men som havde vist sig, at være så forkert? Det kunne han heller ikke se nogen grund til.
Hænderne lagde han derfor mod hendes skuldre. Et sted for at stoppe hende, men også en måde, hvorpå at han kunnevise hende, at han jo gerne ville. Han gjorde ikke dette med alle og enhver, selvom han vidste, at han sagtens kunne gøre det, hvis det var det han ville. Det var bare ikke rigtigt det, som han var interesseret i. Og det ville det heller ikke komme til at gøre. Det kunne han trygt love hende for. "Du gav mig et måske og løb i den anden retning sidst.. Det modsatte kunne have været rart til en forveksling," kommenterede han denne gang, som han blev stående bag hende. Det sitrede helt i hans fingre.. Tanken om at lade armene glide om hende, og lægge sig om hende.. Men nej. Det var jo heller ikke hans mening, at skræmme hende yderligere væk, end hvad hun var i forvejen. Han bad ikke om noget, hvor han derimod bare ønskede et klart svar fra hende. Et 'måske', kunne han jo ikke rigtigt bruge til noget som helst i dem sammenhæng. "Du gav mig et måske, og forsvandt igen. Hvordan forventer du ærligt, at jeg skal tolke det?" spurgte han denne gang. Havde hun sagt måske, hvor hun havde ment nej? Spillede hun kostbar, for at give ham noget at kæmpe for? Han vidste det jo ikke!

[Jarniqa Dynithril]

”Så kynisk er jeg slet ikke,” svarede Jarniqa skarpt igen. Han legede måske med folk, men hun var ikke ham. De eneste gange hun havde manipuleret med folk, havde været for at bestjæle dem, men det var også det. Lucifer havde intet, som hun ønskede at stjæle. Derfor kunne han vide sig ganske tryg på den front. Med hensyn til tryghed følte hun desværre en forræderisk tryghed, som han holdt om hendes skuldrer. Den udtrykte en velvære, som hun umiddelbart ikke kunne få sig selv til at søge. Selv frygtede hun, at han ville bruge mentaldæmonen til at aflæse hende, men det gjorde han heldigvis umiddelbart ikke. Måske respekterede han virkelig bare, at hun ikke brød sig om, når den evne blev vendt mod hende? Det kunne også blot gøre det hele værre, da det var betegnet som et voldsomt tillidsbrud for hendes vedkommende. Hun fnøs dæmpet ad hans ord om, hvad han ville finde rart. ”Vi kan ikke altid få, hvad vi vil have her i livet, Lucifer,” påpegede hun sigende med en klar hentydning til det brud, som hun ikke havde ønsket. Forsigtigt rystede hun på skuldrende for at få hans hænder af. ”Siden du har siddet og udspioneret mig, har du allerede tolket mit svar,” pointerede hun. Selv kunne hun ikke give et bedre svar end et måske. Hvis hun sagde ja betød det, at hun var klar til at kaste sig i armene på ham, og hvis hun sagde nej betød det, at der var lukket land, og ingen af de svar var jo korrekte. Et måske fra hende var derfor et svar på, at hun var villig til at tage babyskridt, men at hun forbeholdt sig retten til både at ende i et ja eller et nej. Var det så svært at forstå?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den kom hurtigt.. Al for hurtigt! Et kort smil passerede Lucifers læber. Et sted gjorde tanken ondt, men han forsøgte vel alligevel at vise sig stærkere end det? Han var stærkere end det. "Jeg er ikke særlig overbevist," sagde han denne gang med en hårdere stemme, end hvad han tidligere havde haft at gøre brug af. Hans blik hvilede på hendes nakke, da han stod der med sine hænder om hendes skuldre, frem til hun slv valgte at vride sig fri. Man kunne måske ikke få alt, men et klart svar, var vel ikke meget at forlange, var det? Det var i hvert fald sådan at han havde det med det hele. "Nogle ting burde man forvente at få svar på, når man stiller et spørgsmål. Det vil jeg mene, er meget naturligt," sagde han denne gang. Det måtte det vel også være for hende?
Hænderne lod han falde denne gang. Han havde holdt øje med hende, men uden at opsøge hende direkte. Det var heller ikke første gang, at han tog sig selv i at sidde og betragte hende på den her måde. Det var ærlig talt bare noget, som hun måtte finde sig i, frem til hun kunne give ham et konkret svar på, om der var mulighed for dem, eller om det var helt lukket land. Det var jo heller ikke noget, som han ønskede. Tvært imod faktisk. "Jeg har mine grunde til at sidde der.. Jeg har nu holdt meget øje, hvis du absolut skal vide det," sagde han denne gang, hvor han meget sigende kiggede på hende i stedet for. Han lod hovedet søge på sned, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile. "Så du kan jo passende fortælle mig, om jeg har en chance, eller om den er passé," sagde han denne gang. Han var færdig med at gå som katten om den varme grød. Han ønskede efterhånden også at få sig et klart svar!

[Jarniqa Dynithril]

”Ærgerligt for dig, hva?” svarede Jarniqa provokerende igen. Hvis han ikke troede på hende, måtte det være hans eget problem. Hun vidste nemlig selv, hvad der var sandt, og hvad der var falskt. Lucifer syntes til gengæld at være meget i tvivl om alt, hvad der omhandlede hende. Var det underligt, hvis hun nød det? Bare lidt? Hun var vant til, at han mere eller mindre kunne læse hende, men nu syntes han helt at være på bar bund. ”Du stilled mig et spørgsmål, ja, men jeg gav dig teknisk set også et svar. At det ikke var det, som du forventede at høre, kan jeg ikke lave om på,” svarede hun direkte. Som han slap hendes skuldre, vendte hun sig om. Hun foretrak langt mere at kunne se ham i øjnene ind det andet. Ganske vidst følte hun også, at det var farligt at se ham ind i øjnene, men stadig følte hun, at hun stod mere usikkert, når hun stod med ryggen til ham. Ikke fordi, at hun ventede, at han slog hende ned. Lucifer havde aldrig været voldelig over for hende. Faktisk var det mere hende der havde været voldelig over for ham. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som han direkte sagde, at han havde overvåget hende i længere tid. ”Gør dog noget end bare at belure andre!” endte hun frustreret med at udbryde, hvor hun også slog ud med armene for at forstærke budskabet. Hvis han brugte tid på at betragte hende, hvorfor kunne han så ikke bruge tid på at tage hende med storm i stedet? Eller bruge tiden på at udbygge sit eget liv, ved at lave sig et hjem eller finde et arbejde? ”Jeg kan ikke fortælle, om det er det ene eller det andet, da jeg ikke ved, om der er en chance eller om det er passé. Jeg vil ikke binde mit til et ja, hvis det viser sig, at der intet er at komme efter, ligesom jeg ikke vil binde mig til et nej, hvis der er noget der kan blomstre.” Var det så svært at forså? Måske var det ikke kun en Theodore-ting at være tungnem, men derimod en generel mandeting?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor var Jarniqa da blevet flabet. Selv det, var en tanke, som selv Lucifer måtte finde voldsomt irritrende, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Svagt himlede han med øjnene. Normalt var det nemt for ham at læse hende, men denne gang var han faktisk i tvivl. Igen fordi at hun var så tvetydig, og det var svært nok for ham i det hele taget, at komme hende nær. En tanke, som han faktisk måtte finde utrolig irriterende! "Den var da lige godt grov.." Armene lod han denne gang falde over kors, mens han fast og intenst stirrede på hende. Nu hvor han alligevel havde gjort det tydeligt for hende, at han rent faktisk havde holdt øje med hende, kom det slet ikke bag på ham, at det var en tanke der gjorde hende hidsig. "Du kunne jo passende starte med at give mig et svar, som jeg rent faktisk kan bruge til noget," sagde han denne gang. Det andet kunne han ad virkelig ikke bruge til en skid! Virkelig ikke!
Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han kort kiggede på hende. "Hvorfor skulle jeg, når jeg har dig at kigge på?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Han kneb øjnene svagt sammen. Når hun var irriterende, så kunne han i den grad godt finde ud af, at være det samme. Det skulle da endelig ikke være for det! "Virkelig? Så du vil bare lade den ligge ved et 'måske', og så bare rende rundt og bruge tiden på at finde grunde til at hade mig? Come on, Jarniqa." Han himlede denne gang med øjnene. Han synes simpelthen at det var for meget. Virkelig.. Det var da en tanke, som han kun måtte finde vanvittig irriterende!

[Jarniqa Dynithril]

Var den for grov? Jarniqa havde sine tvivl. Særligt fordi hun vidste, hvor fræk Lucifer selv kunne være. Derfor udtrykte hun ingen følelser, som han sagde det. Hun blev blot stående og så ham i øjnene. Også som han lukkede for sit kropssprog ved at lægge armene over kors. Nu var han måske begyndt at brænde sig på hende, som hun havde brændt sig på ham? Lige nu ville hun dog sige, at hun ikke var efter ham, som hun nærmere var realist. ”Du kunne tydeligvis bruge mit svar til noget.. Ellers ville du ikke stå her i dag,” påpegede hun sigende. Kunne han virkelig ikke selv se det? Hun havde hverken givet ham et ja eller nej, men alligevel stod han her og forsøgte.. Et sted kunne hun godt lide tanken om det. Dog irriterede det hende, at han blev ved med at køre rundt efter et klart svar. Han allerede fået det svar, som hun agtede at give ham. ”Du kunne gøre dig interessant.. Du kunne lave dig et hjem.. Du kunne få dig et hjem,” påpegede hun sigende. Jovist at det fik hende til at tænke, at han havde holdt øje med hende, men hun ønskede nærmere, at han gjorde mere end holdt øje med hende. Han kunne genvinde hendes tillid.. Han kunne tale med hende.. Han kunne forsøge at charmere hende.. Ingen af de dele havde han dog forsøgt sig med. Han havde bare kigget. Det blev hendes tur til at lægge armene over kors. ”Du kunne forsøge at give mig grund til ikke at hade dig,” pointerede hun direkte. Troede han virkelig, at han kunne komme sovende til hende? Åbenbart.. Men den gik ikke! Hun kastede ikke bare armene om ham igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Kvinder var da bare ikke til at have med at gøre. De var krævende og virkelig besværlige at finde ud af! Lucifer havde bevidst valgt ikke at gøre noget, fordi at han jo ikke vidste, om han havde en chance hos hende, eller hvad han havde, og han måtte faktisk finde det utrolig irriterende. Svagt himlede han med øjnene denne gang. "Hvor dum tror du, at jeg er? At jeg bare ville søge væk, før jeg vidste, om jeg rent faktisk kunne få noget ud af det? Ærligt, Jarniqa.. Jeg troede du kendte mig bedre." Nu havde deres tid sammen i forvejen været ekstrem besværlig kunne man sige, så det skulle jo ikke være for det. Og alligevel havde de i sin tid fundet hinanden.
Troede hun ikke at han havde fået lavet et hjem? Han hævede kort det ene bryn, mens han blev stående og kiggede på hende. "Tror du seriøst, at jeg sover under åben himmel?" Han fnøs. Med det luksus, som han havde været vant til i Appolyon.. Ja, selv i Maerimydra, havde han haft tag over hovedet, også selvom han endnu var præget af behandlingen, så var det jo straks en helt anden sag kunne man sige. Han tog det i hvert fald ikke særlig tungt lige nu. Han ville ih vert fald leve og nyde sin frihed nu! Han tog denne gang et skridt mod hende. Her lod han hånden gribe mildt fat om hendes hage, for at hæve hendes blik mod sig. "Hold op med at søge efter grunde, som du og jeg ved, ikke eksisterer," sagde han denne gang. Det påvirkede ham uden tvivl. Det var hårdt konstant at møde den form for modstand, og særligt når det var uden grund!

[Jarniqa Dynithril]

Strammere blev Jarniqa i minen over ham. Han gjorde det bestemt ikke let. Det var i hvert fald ikke fordi at det virkede til, at han forsøgte at smede dem sammen igen. Han prøvede jo ikke engang. Han bad hende kun om at give slip på alle sine bekymringer og kysse ham. Der var intet om, at han skulle gøre noget, eller om de skulle se, om de overhovedet kunne tale sammen. Der var ingen babyskridt. Kun et fuldt hop. ”Jeg er færdig med at tro, at jeg kender folk,” svarede hun igen. ”Når man tror, har man en tendens til at lægge sine egne forhåbninger og ønsker ind i det, og indtil nu har det ikke virket.” Hverken med ham, Theodore, Damien eller hendes mor. Hun var færdig med at tro noget. Hun ville i stedet kigge på, hvad folk gjorde og tolke ud fra det. Hun trak kortfattet på skulderen. ”Hvem ved? For to sekunder siden havde du jo kun fortalt mig, at du brugte tiden på at udspionere mig,” påpegede hun sigende. Han havde ikke just sagt, hvad han brugte sin timer på. Kun, at han brugte dem på at betragte hende. Mere anspændt blev hele hendes kropssprog, da han trådte tættere på hende. Det var noget, som hun end ikke kunne kontrollere. Værre blev det også kun, da han tog hende om hagen. På den ene side virkede det som en kærlig berøring, som han gjorde det hele mildt.. Men på den anden side virkede den også kommanderende, da han tvang hendes hoved en anelse op. ”Så må du jo bevise, at de ikke eksisterer!” bed hun af ham. Hvor svært var det at forstå, at hun havde brug for beviser og en smule kurmageri? Irriteret forsøgte hun at slå hans hånd væk.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var Jarniqa, som ikke gjorde det nemt for dem! Helt ærligt! Uanset hvad han gjorde, eller hvad han sagde, så blev det tolket negativt, og det var faktisk ved at genere ham helt af helvede til, for han kunne jo ligesom ikke rigtigt gøre noget ved det! Han himlede denne gang med øjnene. Ærligt, havde hun hørt sig selv? Det her var jo fuldkommen tåbeligt! Og det var på det på alle tænkelige måder! "Så fordi at alle andre laver rod i det, så skal jeg straffes for det?" spurgte han denne gang direkte. Han vidste at hun havde været ked af det.. Hvorfor skulle hun ellers have gjort, hvad hun havde gjort? Sørget for at ham og Valandil var blevet i Maerimydra, mens hun sel havde nydt en tilværelse som en dronning grundet sit køn?
Hånden lukkede sig blidt om hendes hage, hvor han førte hendes blik op mod sig. Han nød jo ligeledes at være tæt på hende, så det var ikke det. Tvært imod, så kunne han virkelig godt lide det. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Det bruger jeg meget af min tid på, det er sandt. Men ikke desto mindre, så bruger jeg faktisk også tiden fornuftigt." Nu havde han jo bogstavelig talt ingenting, så det at klare sig, var faktisk hårdt. Han var typen som klarede sig dårligt alene. Og nu hvor hun igen hævede stemmen overfor ham, og slog hans hånd væk, fjernede han den hurtigt, for i stedet at placere den bag hendes nakke. Her førte han hende bevidst tættere på sig. "Så tillad mig at gøre det," hvislede han intenst, inden han tvang hendes ansigt nær hans. Han skænkede hendes læber et kys.

[Jarniqa Dynithril]

”Fordi du har jo aldrig lavet rod i den,” kommenterede Jarniqa med en sydende sarkasme, der uden tvivl var til at tage og føle på. Ham og Damien havde været den værste svigt i hendes liv. Hendes moder og Theodore kunne hun derimod overkomme. Dem havde hun nemlig ikke nået at elske. Gudskelov for det.. Hun ønskede ikke at føle mere smerte end den, som hun allerede havde følt. Det var også på grund af den smerte, at hun var blevet ekstra påpasselig over for Lucifer. Det kunne der vel heller ikke være noget galt i? At være en smule forsigtig? ”Det må jeg se, før jeg tror på det,” fnøs hun mistroisk. Lucifer havde aldrig været den kreative type, og derfor tvivlede hun på, at han havde fået lavet sig en tilværelse, når han ingen penge havde. Hun tvivlede nemlig stærkt på, at han nogle penge havde. I et kort øjeblik måtte hun spekulere over, om han havde tilranet sig nogle penge.. Måske havde han virkelig forført eller mentalt manipuleret nogle stakkels kvinder? Selv ønskede hun ikke at være en sådan kvinde, og derfor slog hun også hans hånd væk. Da han så lagde den om hendes nakke i stedet, skulle hun klagende til at udtale hendes navn, inden han formåede at lukke munden på hende.. Hans læber trykkede sig ind mod hendes. Hans varme og bløde læber.. Festfyrværkeri kunne meget vel have stået op omkring hende, som hun mærkede dette kys, som hendes egne læber automatisk besvarede. Det føltes som ild i hendes krop! Kejtet forsøgte hendes hænder dog alligevel at lægge sig mod hans bryst, som de noget halvhjertet forsøgte at skubbe ham væk. ”..Lucifer,” hviskede hun hæst imod hans læber i et forsøg på at vække ham fra denne handling. Desværre ønskede hendes læber fortsat at kysse hans..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg har aldrig påstået, at jeg har været fejlfri," pointerede Lucifer denne gang. Han havde faktisk en realitetssans, men det var bare ikke rigtigt noget, som hun gav ham credit for, på noget tidspunkt, og oprigtigt, så måtte den tanke faktisk irritere ham helt af helvede til. Hun forøgte virkelig at rende rundt og finde de oplagte grunde til at være sur på ham? Det synes han virkelig ikke var retfærdigt på noget tidspunkt! Tvært imod faktisk! Han himlede denne gang med øjnene. Næsten dramatisk. "Jamen jeg inviterer dig gerne hjem." Hans hjem var ganske vidst.. yderst primitivt, som han jo faktisk levede som en anden hulemand i en klippehule, som han havde fundet. Et stykke væk fra hendes, da hun jo alligevel havde givet udtryk for, at hun ikke ville have ham i nærheden, dog til trods for, at han rigtig mange gange, havde været meget omkring.
Hånden, som han havde lagt i hendes nakke, var udelukkende for at føre hende tæt på. Hvis det var bevis hun ville have, så var det uden tvivl også bevis, som hun skulle få! Ingen tvivl om det! Han førte hende tæt nok på, til at han kunne kysse hende. Hans greb var mildt, så hun ville kunne skubbe ham væk.. Og dog, så gjorde hun det ikke? En sejr i sig selv i hans øjne! Det kunne jo for pokker ikke blive bedre end det! Hænderne mod hans brystkasse, sagde han intet til. Han var ikke af samme bygning som før.. Men det ville komme, når han genvandt sig ordentlig igen. "Giv efter," hviskede han denne gang, inden han igen tvang hendes læber i et kys. Nu fik det jo for alvor op for ham, hvor meget han egentlig havde manglet dette!

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer var bestemt ikke fejlfri. Det var Jarniqa måske heller ikke selv, men … det var ham der havde såret hende og ikke omvendt. Han var synderen, som han var den der havde ødelagt dem., og nu var han så også den, som ønskede dem sammen igen. Hun kiggede på ham med løftede bryn, som han inviterede hende med hjem. Det ville uden tvivl være en dum ide. Hende i hans hjem.. Lukket inde af fire vægge.. Ham og hende helt alene.. Katastrofeblinkene lyste helt vanvittigt jo! Det var også af den grund, at hun ikke havde taget ham med hjem og plejet ham, da hun først havde fundet ham. Sidst de havde været alene i en hule, og hun havde plejet ham, havde det hele udviklet sig mellem dem. ”Tak, men nej tak,” afslog hun kort for hovedet. Egentligt var det en mærkelig ting at blive inviteret hjem til ham. Det havde hun aldrig før prøvet. Han havde nemlig aldrig haft et hjem uden, at det også havde været hendes. Hun slog tankerne væk. Hun burde heller ikke tænke på, hvordan de havde boet sammen, og dagligt delt seng. I princippet burde hun vel slet ikke tænke på mænd når nu, at hun og Theodore lige var gået fra hinanden? Umuligt blev det dog for hende ikke at tænke på andre mænd – nærmere specifikt Lucifer – da han tog hende om nakken og kyssede hende. Hendes blod bruste, og hun var i et vanvittigt dilemma om at trække sig og blive ved. Hendes læber både forsøgte at kysse ham og tale ham fra det, og hendes hænder var i et stadie med at forsøge at skubbe ham væk og give op. ”..Nej,” hviskede hun afvisende tilbage. Desværre var hendes læber bare allerede i færd med at besvare hans kys, som han kyssede hende igen, og uden følelse gjorde hun det end ikke, som hendes læber derimod begærligt kyssede hans.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorfor bruge tiden på at rende rundt og være sur? Det var selv for længst gået op for Lucifer, at der ikke kom noget godt ud af at være det, så man kunne jo lige så godt lade være. Det var også sådan, at han så på det lige nu. Hvor var hun dog.. dum. Det var det eneste, der poppede op i hovedet på ham lige nu. Dertil forundrede det ham jo heller ikke ligefrem, at hun ikke ønskede at tage med ham. Ærligt, hvad havde han da forventet? Nok lidt mere end det her, men alligevel. Der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, så at sige. "En skam. Du går glip af et fantastisk syn," nærmest lokkede han. Nu hvor hun sagde det, så ville han sgu da hellere end gerne vise hende, hvad han egentlig havde fået lavet, også selvom det var hårdt for ham at gøre den slags på egen hånd. Han var ikke god til at være alene.
Dog var det ikke en tanke som slog Lucifer lige nu, hvor han langt om længe, havde fået hende helt tæt på. Faktisk så tæt på, at han kunne kysse hende! Det var det, som han havde haft brug for, og det var det, som i den grad godt kunne mærkes. Utroligt hvor meget man kunne savne den slags! Det var en varme uden lige, som skød igennem ham. En varme, som end ikke ilddæmonen kunen give ham. Han sukkede dæmpet. Hænderne mod hans bryst, sagde han intet til. "Det er ikke farligt," forsikrede han hende denne gang. Han ønskede jo ikke, at hun skulle have ondt. Den ene hånd hævede han og lagde mod hendes kind. Han lod sig rive med. Rive med af de følelser og tanker, som nu gik igennem ham, og hvilken fantastisk fornemmelse det egentlig måtte være. Han ville have hende tilbage. Hun kyssede ham jo! Han lod armen falde fra hendes nakke, og nedom hendes liv, hvor han trykkede hende nær ind mod sin egen krop denne gang. Dette havde han uden tvivl savnet!