A walk through memory lane..

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

Solen stod højt på himlen og brændte varmt, som tak på den gavmilde sommermåned. Vinden var mild, som den altid ville eksistere oppe klippekanten på Paggeija-bjerget. Oppe på den skyfri himmel cirkulerede en ørn majestætisk omkring på jagten efter et bytte. På et fladt stykke af klippekanten stod Jarniqa og dansede krigerisk med sit sværd i hånden. Sværdet hun havde var af fornem kvalitet. Hvor det stammede fra, anede hun ikke, men hun havde efterhånden haft det i mange år. Det var faktisk det, som havde været med til at forandre hele hendes liv. Det var nemlig det sværd, som hun havde trukket ud af Damiens krop, som Ityrial var blevet angrebet i sin tid. Selvom hun ikke vidste, hvem sværdets forrige ejermand var, og skønt hun ikke længere talte med Damien, ønskede hun endnu at dræbe vedkommende. Et løfte var jo et løfte. Det var dog ikke det hun trænede for lige nu og her. Selv havde hun blot tænkt, at det ville være en god ide at holde kunsten ved lige. Hun var jo mere end blot end magiker.
Drabeligt yndefuldt dansede Jarniqa omkring, som hun bevægede sig med en elvers ynde. Sværdet holdt og svang hun i forskellige grader og vinkler, som hun bekæmpede en imaginær fjende. Hun var nemlig helt alene på klippen. Fødderne flyttede hun let, som de bevægede sig frem og tilbage, fra side til side, og op og ned i spring.
Håret havde Jarniqa samlet i en lang hestehale, så vildfarne lokker ikke kunne komme ind foran hendes øjne. På kroppen havde hun ladt kjolen blive hjemme, hvor hun nu var tilbage i sin gamle grønne buksedragt. Den gled nemlig perfekt ind i omgivelserne. Udskæringen var en forholdsvist dyb v-udskæring ved brystet, og om livet havde hun et bælte for at få en smule figur i den.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alt for længe havde Lucifer overvåget Jarniqa, og alt hvad hun havde foretaget sig. Det havde han gjort med en god grund - af hvad han selv ville mene. Han ønskede hende jo stadig. Oprigtigt ønskede han jo at finde ud af det hele med hende, og siden deres forrige møde ansigt til ansigt, var der endnu alt for mange uklare tanker omkring det hele. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det.
Med en kappe om sine skuldre, sad han på en klippe ikke langt derfra. Langt nok til at man ikke ville se ham, hvis man ikke vidste hvad man skulle kigge efter, men det var slet ikke noget, som hun behøvede at vide. Selv var Lucifer nemlig ikke et sekund i tvivl om, hvad han havde gjort sig af tanker og følelser omkring hende. Det var særligt dukket op, efter at hun havde vist sig for ham, og havde opfordret til at gøre ham fri. Noget som han på daværende tidspunkt havde nægtet.
Nu hvor han kunne gå på sine fødder igen, var han også ved at være meget hen af sig selv. Endnu sov han jo under den åbne himmel. Var Jarniqa overhovedetklar over, at han endnu var omkring? Langt væk var han jo trods alt heller ikke, og ikke ville det nogensinde komme til at ske. Glad var, og ville han nu altid være for hende, så det at hun havde ladet en lille dør stå på klem, var mere end grund nok til at blive. Uanset, så havde han jo heller ikke rigtigt nogen steder at søge til, kunne man sige. Hvor fanden skulle han da søge hen? Tavst forholdt han sig, som han iagttog hver eneste bevægelse som hun foretog sig. Smuk og yndefuldt. Præcist, som han kunne lide det.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa vidste ikke, at hun blev udspioneret. Hun passede nemlig sig selv. Hun var her alene, og de fleste menneskelige sjæle var alligevel ikke her, men i Benden. Her kunne hun nemlig som regel gå i dage uden at se en anden levende sjæl. Det var som skøn meditation for hende. Hun nød, at de eneste lyde hun hørte var naturen selv. Hun nød at være alene, som det var tyngende at skuffe andre, og at blive skuffet selv. Her kunne hun ikke gøre noget galt.
Selv fornemmede hun sveden på panden, som hun hvirvlede rundt. Det var dejligt at føle, at hun arbejdede med noget. Hun lavede ganske vidst ikke noget af større betydning for nogen anden, men hun arbejdede da med sig selv. Sværdet svang hun, inden hun sank ned i knæene, som undgik hun selv et sværd. Det var ganske vidst relativt, hvor meget hun egentligt havde prøvet dette i praksis, men en smule træning skadede vel aldrig? Hun snurrede omkring så hendes hestehale piskede i en bue, indtil hun pludselig stoppede op. Længere fremme på en anden klippe sad en enlig skikkelse. En mand. Lucifer. Den mand ville aldrig kunne skjule sig for hende. Hun trak vejret hurtigere end normalt, som hun havde fået pulsen op. I forhold til ham der bare sad, havde hun trods alt arbejdet. Trænet. Hun stirrede på ham. Han sad bare der og betragtede hende. Det lignede bestemt ikke, at han ville interagere med hende. Hendes læber blev til en tynd streg. Han var alligevel for langt væk til, at de kunne tale sammen. Hun drejede om på hælen. Hvis han bare ønskede at betragte hende, kunne han få lov til at betragte hendes ryg! Igen tog hun stilling, inden hun begyndte at bekæmpe sin imaginære fjende. Måske, at hun forestillede sig, at det var Lucifer nu?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ikke så meget som en eneste muskel måtte Lucifer bevæge, i frygten for, at hun ville stoppe, fordi at hun havde fået øje på ham. Ikke ønskede han, at hun skule rende rundt og blive vred på ham, fordi at han var der. Igen havde han jo bare indikeret, og nu også bevist for hende, at han ikke havde nogen andre steder at søge hen? Han ville ikke tilbage til Appolyon, når det ikke var der at han havde det godt. De havde truet ham, og ikke mindst Jarniqa, hvilket for ham, var en grund nok til ikke at vende hjem igen. For ikke at glemme, at det var hende, som var kommet for ham, og ikke dæmonerne.
Hun vendte sig om, og denne gang, fik hun faktisk også øje på ham. Ikke at det var meningen, at det skulle ske i det hele taget faktisk. Han rynkede kort på næsen, men forblev da siddende, selv da hun valgte at vende sig om, og bare fortsatte. Med andre ord, forsøgte hun nu at ignorer ham? Det måtte hun selv om. Det ville bestemt ikke ændre på, at han kunne lide at iagttage det, som han gjorde i øjeblikket, for det var da en fryd for øjet!
Et kort træk måtte alligevel finde vejen til hans mundvig. Det her var virkelig for meget. Derfra valgte han roligt at rejse sig op i stedet for, hvor han denne gang trådte tættere på hende. Nu var han ikke bange for hende. "Hvem er din modstander? Tatiana? Faith? En helt 3.?" spurgte han denne gang, da han kom tæt nok på. Flabet og kæk, som kun Lucifer kunne være. Det var uden tvivl også den mand, som han måtte være igen nu. Og gud hvor han dog elskede det! Lucifer Jaceluck var tilbage!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa forsøgte at give Lucifer den kolde skulder, som hun opdagede ham. Hun vendte i hvert fald ryggen til og fortsatte sværdtræningen, som om intet havde hændt. Glemt var han dog ikke for hende. På ingen måde. Hun havde endda skænket ham tanker i tiden efter, at de sidst havde mødtes. Mest af alt tænkte hun dog, at hun måtte være sindssyg, siden hun ikke havde jaget ham på flugt eller angrebet ham den dag. Hun måtte være masochist. Jarniqa hørte, hvordan Lucifer nærmede sig. Dog stoppede hun ikke bevægelserne, som hun stak ud efter sin imaginære fjende og sprang tilbage. Hurtigt slog hendes puls, hvor hele hendes krop fortsat var varm. Hvem hendes modstander var? Hun lagde ud med at ignorere ham. I stedet fortsatte hun sine angreb og parader. Han skulle ikke tro, at hun var i hendes magt! Derfor gik der et helt minut, før hun reagerede på ham. ”Tatiana.. Faith.. Sværdets tidligere ejer..” Hun snakkede som om, at svaret var uvist. Sandt at sige ville hun dog ikke have noget imod at kæmpe imod nogen af de nævnte. Hun havde en torn i øjnene på alle parterne. Hun svang sværdet omkring, imens hun gjorde et elegant spring, så hun vendte i luften. ”..eller måske dig,” endte hun med at sige, som hun landede på fødderne og havde sværdspidsen peget imod hans strube. Hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt som tegn på hendes høje puls, men hendes klare smaragdgrønne blik hvilede fokuseret på hans ansigt. Selve sværdspidsen var et par centimeter fra hans hals. Selv håbede hun, at hendes handling i det mindste havde fået hans hjerte til at springe et slag over. Hun ville elske at have taget ham på sengen!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Fuldkommen rolig holdt Lucifer sig, som han denne gang stod foran Jarniqa igen. Nu hvor hun alligevel havde valgt at lade en dør stå på klem, kunne han ikke se nogen grund til at han skulle vende om og forlade stedet her. Ikke hvis det var noget, som han ellers kunne undgå, kunne man sige. Han stirrede denne gang i retningen af hendes skikkelse. Så smuk og elegant hun kunne bevæge sig. En elvers ynde. Den slog i hvert fald kraftigt ind fra tid til anden. Deriblandt også på hendes personlighed. Desværre.
Armene lod han denne gang søge over kors. Selvom hans klæder ikke var meget at prale om, så var han fri. Han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Tatiana ville søge efter ham igen.. Og han ville aldrig tilbage dertil igen. Han vidste, at han stod til at miste livet, hvis det skulle ske igen. Han himlede kort med øjnene, inden hun drejede rundt, og endte med at vende sværdets spids mod hans strube. Hun var faktisk kommet temmelig tæt på! Hans mørke øjne faldt intenst til hendes blik. Ham? Virkelig? Han fnøs. "Jeg vidste det. Du går stadig rundt og tænker på mig." Han hævede hånden, for at fjerne spidsen fra struben. Ikke fordi at han var bange for at hun ville gøre det.. Men man kunne jo aldrig vide. "Men en hårdtarbejdende kvinde. Uha.. Der findes jo ikke noget bedre." Han blinkede let til hende. Han havde holdt øje og mere end en gang. Han kunne jo lide, hvad han så!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas klare smaragdgrønne blik hvilede på Lucifers ansigt, som hun vendte sig imod ham med sværdspidsen mod hans hals. Desværre blinkede han ikke engang med øjnene.. Pokkers! I stedet fnøs han bare, som havde han overhånden. Måske hun burde lave en lille flænge mod hans hals? Bare for at bevise, at han skulle sove med øjnene åbne i hendes nærhed. Hun stirrede på ham. Også som han arrogant fjernede klingen. Hun lod den i hvert fald falde, skønt hun sagtens kunne have strittet imod og lavet nogle irriterende sår på hans hånd. ”Der er intet som tanken om et sværd imod en andens hals.. eller igennem en andens hals,” svarede hun lunefuldt igen. Hun kunne ikke lide, hvor meget Lucifer Jaceluck han havde fået tilbage i sig. Kækheden osede allerede ud af ham! Det kække glimt i øjet, det lille arrogante spil på læben, de rappe replikker på tungen. Hun rullede en enkelt gang med øjnene af ham, inden hun trådte væk fra ham igen. ”Hvis bare der fandtes en mand der var mindst ligeså hårdtarbejdende,” svarede hun ironisk igen for at prikke til ham. Det var i hvert fald synd at sige, at han var ligeså hårdtarbejdende som hende. Hun vidste ganske vidst ikke, hvad han havde fået tiden til at gå med, men hun kunne se, at han bare danderede den af nu, som han spionerede hende. Ud fra, at han havde fået en kappe, kunne hun dog gætte, at han havde gjort sig som tyv. Derudover kunne hun se, at han havde slikket sine sår. I dag hverken blødte eller haltede han i hvert fald. Det var i hvert fald et klart fremskridt fra sidst.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den gamle Lucifer Jaceluck var uden tvivl tilbage. Flabet og kæk, som han havde været før i tiden. Dengang hvor hun havde været træt af ham, himlet med øjnene, og kun egentlig havde lyst til at smide ham udover den nærmeste klippekant. Kunne det være det, som hun også havde lyst til at gøre ved ham nu? Bange var han jo trods alt heller ikke for hende, og ikke havde han nogen grund til at skulle være det. Derfor fjernede han bare spidsen fra hans hals. Den brød han sig ikke om at have så tæt på sig. Hendes ord fangede han hurtigt. Han vidste bare ikke, om det var typen som han kunne lide. Han rynkede kort i panden. "Er det en trussel, Jarniqa?" spurgte han denne gang. Ikke at han tog det særlig højtideligt. Nu hvor han var fri, så skulle livet virkelig også bare nydes, og det kunne det ikke blive nok! Ingen tvivl om det! Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse igen.
Var han ikke hårdtarbejdende? Nej.. Det var han nok ikke. Han fnøs kortfattet. "Så det er virkelig hvad du vil have? En mand der stinker af sved?" Nej.. Han kunne nu bedre lide den naturlige aroma. Nu var der heller ikke noget bedre end en kvinde som glinsede som hun gjorde her i solen. Det var desuden også ved at være varmt i vejret. Han søgte derfra om bag hende i stedet for. Han placerede hænderne mod hendes hofter i stedet for. "Jeg ved jo lige hvad det er, du gerne vil have." Han trykkede hende denne gang mere mod sig. Våben eller ej.. Så var han stadig ikke bange for hende.

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer var tilbage. Det var der ingen tvivl om. Det satte Jarniqas pis i krog, men samtidig varmede det hende også. Det var en frustration uden lige! Den effekt havde han altid haft på hende. Dengang de havde mødtes, havde hun også konstant vekslet mellem ønsket om at slå ham og kysse ham. ”Tror du da ikke, at jeg tør?” spurgte hun ham i stedet. Nej, hun kunne nok aldrig gennembore hans hals.. men at give den et lille snit var derimod en anden sag. Bare for at få ham ned fra sin høje hest. Den havde han i hvert fald været hurtig til at bestige igen.. Det skulle ikke undre hende, hvis han mindst ligeså hurtigt ville længes efter dæmonerne. De mange tanker fik hende til at svinge mere brutalt med sværdet, hvorefter hun stak det hårdere frem end før. Den imaginære modstander var bestemt død nu. Dog fortsatte hun, som hun ikke ville skænke Lucifer sin fulde opmærksomhed. ”En mand der ikke bare løber efter kvindeskørter, men som ved, hvad han vil med sit liv,” gav hun direkte igen. Nej, hun havde intet imod en mand der svedte. Det betød nemlig blot, at han arbejdede for sagerne. Hvor meget hårdt arbejde havde Lucifer overhovedet gjort i sit liv? Ikke meget.. og sådan som han havde fået sit eget gamle selv tilbage, tvivlede hun på, at det ville ændre sig. Hun stivnede, som han pludselig lagde armene om hende. Så tæt… Hans overkrop mod hendes ryg.. Hans hænder mod hendes hofter. Hendes hjertebanken var nu en blanding af sværdtræningen og ham. ”Tydeligvis ikke,” fnøs hun af ham samtidig med, at hun stak albuen tilbage i håb om, at den ramte ham hårdt, så han slap hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Skulle Lucifer være helt ærlig? Nej, det troede han virkelig ikke på, at hun kunne finde på, når det nu endelig skulle være. Derfor rystede han temmelig selvsikkert på hovedet denne gang, hvorefter han lod armene søge over kors i stedet for. "Du har haft så mange muligheder, for at gøre det.. Og ikke har du gjort det en eneste gang." endte han denne gang med en ganske kortfattet stemme.
Hurtigt var Lucifer efter hende, kun fordi at han heller ikke havde tænkt sig, at lade hende smutte nogen steder hen. Han havde været omkring hende længe nu, og han fortrød det bestemt heller ikke. Tvært imod, måtte han jo kun elske at have hende så tæt på sig, som det han havde nu. Armene lod han derfor søge omkring hende, idet at han trykkede hende mere ind mod sig. Uden tvivl var den gamle Lucifer kommet retur, og han var denne gang, også kommet for at blive. Det var det, som selv han måtte stå fast ved. "Det lyder jo ligesom mig," endte han denne gang med den størst tilfredshed, uden at smilet ville falme af hans læber. Han havde det faktisk mere end fint ved den beskrivelse. Han nåede dog ikke meget mere, før han fik en albue direkte i brystet. Han slap hende derfor omgående, for i stedet at bakke en smule bagud i stedet for. Okay, det gjorde faktisk ondt det der. Han vendte sig mod hende. Skulle hun spille kostbar? Var det den de var tilbage i, igen? Den leg kunne han nu godt lege! Han rettede sig op igen. Det skulle ikke slå ham af pinden det her! "Verdenen har gjort dig hård," konstaterede han denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

”Måske ventede jeg blot på dette rette tidspunkt?” Ordene lod Jarniqa hænge i luften. Hun ønskede ikke, at han skulle være så selvsikker omkring hende. Han havde godt af at tro, at han ikke bare havde hende i sin hule hånd. Derfor ønskede hun heller ikke bare, at han lagde armene om hende og holdt hende, som var de et par. Derfor gav hun ham også en solid albue i brystet, og heldigvis slap han hende! Hurtig var hun til at træde frem, og derfor væk fra ham. Samtidig snurrede hun rundt, så hun stod ansigt til ansigt med ham igen. Jovist han var blevet det mere attraktiv at se på igen. Gad vide, hvor han i det hele taget holdt til? Hvad brugte han mon sin fritid på? Hun kiggede på ham. Hun var blevet hård? Glædede det hans mørke dvasianske hjerte, eller gjorde det ham ondt? ”Verden er et hårdt sted,” sagde hun sandfærdigt. ”Og så kaldes det personlig udvikling.” Hun havde uden tvivl ændret sig, siden de havde dannet par. Hun var ikke ligeså mild og eventyrlysten, som hun havde været dengang, men var det ikke også forståeligt? Siden hun havde været 15 år, havde hendes liv budt på katastrofer og svigt. Ved Theodore havde hun begyndt at føle sig, som sig selv igen, men hun havde kedet sig, og det havde endt med, at hun også havde følt sig svigtet af ham. I bund og grund var nogle af hendes fundamentale leveår blevet rodet rundt, og derfor havde hun mest af alt brug for stabilitet fra en anden person.. men det var hun nu blevet utryg ved at søge.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"I så fald, må du endelig vende tilbage, når dette rette tidspunkt, dukker op, ikke sandt?" endte Lucifer denne gang. For ham nemlig, var det vigtigt.. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at slippe hende igen, og særligt ikke, hvis det rent faktisk skulle vise sig, at han havde en chance hos hende. Han havde nemlig erkendt, at det havde været en tåbelig fejl, som han havde gjort sig, og det var også det, som han havde reageret lidt på, hvad det her angik. Ikke ønskede han, at det var noget som skulle ske igen!
Albuen midt i brystet gjorde ondt! Hvilket jo så også, var den eneste grund til, at han denne gang, også havde valgt at give slip på hende, for det var sket helt af sig selv. Her måtte han ømme sit brystben, hvor han kiggede mod hende. Hård var hun uden tvivl blevet.. Mere bidsk.. Spillede atter kostbar. Det var så sandelig heller ikke fordi at det skulle have lov til at stoppe ham fra at gøre noget! Slet ikke! "Jeg synes bare, at det her er den samme dans, som vi tidligere har foretaget os," endte han denne gang. Ganske vidst var den gamle Lucifer vendt tilbage, men det var dog med en forandring denne gang. Igen tog han et skridt tættere på. "Vil du da påstå, at du har fortrudt?" spurgte han denne gang. Hun havde jo trods alt givet ham et 'måske', for derefter at forsvinde igen. Det havde jo slet ikke været meningen! Slet ikke faktisk! Han rystede kort på hovedet, og med et kort smil på læben. Han gav ikke op. Ikke nu hvor han havde muligheden for at gøre noget ved det.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa løftede et slankt mørkt øjenbryn. ”Er det, hvad du ønsker? Et sværd gennem dig?” Det tænkte hun ikke just om Lucifer. Han var en livsglad mand. Det havde han altid været. Han nød at tage for sig af livets godter. Derfor havde hun også fået sine tvivl om, at han passede til én kvinde. Han kunne trods alt godt lide at flirte. Han kunne lide at flirte med kønne kvinder. Han flirtede med hende nu, som om han aldrig havde knust hendes hjerte. Jo, Jarniqa kunne stadig frygte, at Lucifer endnu tog for let på livet, og derfor intet havde lært. Sværdet førte hun ned i bæltet. Træningen med det var alligevel forpurret. Selv stirrede hun bare på ham, som han pointerede, at de dansede deres gamle dans, og som han nærmede sig hende. Hun kom helt til at tænke på hans adoptivmoder og Kimeya. Hun havde både hørt og læst om dem. Et par der hadede og elskede hinanden. De var tiltrukket af hinanden, men foragtede også hinanden. De kunne lide den sorg, de forvoldte den anden, og den glæde de kunne give. Var det det, som Lucifer ønskede for ham og hende? Han burde vide, at hun ikke var den type kvinde. Hun kunne dog frygte, at han derimod var den type mand. ”Er det en leg for dig, Lucifer?” spurgte hun ham direkte. Hun mente spørgsmålet oprigtigt. Selv frygtede hun nemlig, at han bare nød legen mellem dem. Katten efter musen. Charmere musen, få musen i sin fælde, lege med musen, lade musen ligge såret. Hun kunne jo se, hvordan hans øjne spillede, når han omtalte ”dansen” mellem dem. Han nød det og nej. Hun skulle ikke bare være et eller andet trofæ for ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Der var vel ikke nogen, der ønskede et sværd igennem sig? Der var Lucifer bestemt heller ikke noget undtag, for det ønskede han jo trods alt heller ikke for sig selv. Ikke hvis det var noget, som han ellers kunne undgå. Han var for glad for livet. Hvorfor skulle han ellers kæmpe sådan ved mørkelverne, som han havde? Det havde han da heller ikke gjort uden en grund! "Ønkede jeg intet med mit liv, kunne jeg lige så godt, være blevet ved mørkelverne," sagde han denne gang. Hvorfor skulle alt være et problem når det kom til hende? Hvorfor troede hun altid det værste om ham? Det var faktisk en tanke, som gjorde ham irriteret et sted.. Men ikke noget, som han ikke lod sig gå på af. Det havde han slet ikke nogen grund til. Slet ikke faktik.
Lucifer var en livsnyder.. Han ønskede at nyde af de goder, som kom i livet. Dertil var Jarniqa jo en del af dem. Hun havde ladet en dør stå på klem for ham, og derfor havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at ødelægge det for sig selv, mere end hvad der var højest nødvendigt. Skulle det her være en leg? Nej... det var jo for pokker da hende, som han rendt rundt, og ikke alverdens andre, så hvorfor skulle han da gøre det? Han lod armene søge over kors. "Tror du at alt er en leg for mig?" Hånden lagdde han mod sit bryst, næsten som var han blevet chokeret og såret over hendes ord. Et sted var han jo. "Eller leder du stadig efter en grund til at være sur på mig?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Det derimod irriterede ham faktisk en anelse.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa stirrede blot på Lucifer, alt imens hun forbandede den situation, som hun havde bragt sig selv i. Hun burde ikke tale med ham. Det vidste hun. Hun kunne forstå, hvorfor det havde været nødvendigt at redde ham, men ikke dette.. Desværre var der andet der spillede ind end hendes hoved. Nemlig hendes hjerte. Hvor meget hun end havde sagde til sig selv, at hun ikke længere elskede ham, elskede hun ham jo stadig. Det var en irriterende tendens, som hun havde fundet ud af. Så snart, at man havde kastet sin kærlighed på en, slap den ikke bare op. Det havde hun dog håbet, at den gjorde, men desværre.. Hun rystede på hovedet af ham, som han mest af alt lød teatralsk, alt imens han tog sig for hjertet. "Hold nu op, Lucifer! Jeg gider ikke dit komediespil." Det var lige før, at hun også trampede i jorden. Hun tog en dyb indånding, hvilket førte til, at hun også måtte lukke øjnene for et sekund. Hun følte, at han legede med hende. Spillede et såret skuespil over for hende. Hun rystede svagt på hovedet i takt med, at hun åbnede øjnene igen. "Jeg er ikke interesseret i blot at være et stykke legetøj, som du finder morsomt at puffe til i noget tid," sagde hun sandfærdigt og utroligt nok også ganske fast. Hun var blevet mere bevidst om sine følelser, og hvad hun ville. Hun var ikke ligeså flyvsk og naiv, som hun engang havde været.. Også selvom hun følte sig ganske naiv, når hun blev stående og talte med ham. Hun rystede svagt på hovedet, inden hun forsøgte sig med at gå uden om ham. Var det virkelig så underligt, at hun troede, at Lucifer blot legede med hende? At han fandt hende in igen, inden hun ville gå af moden igen og blive yt. Synd at sige var det, at hendes forhold til det modsatte køn var blevet optimeret. Indtil nu havde ingen af hendes forsøg jo lykkedes. Lucifer havde forladt hende, og også Theodore havde kastet håndklædet i ringen. Nej, hun følte bestemt ikke, at hun havde knækket koden til det modsatte køn. Hun følte sig bestemt ikke ligeså sikker omkring dem, som det hendes moder rygtedes til at gøre.