A walk through memory lane..

[Jarniqa Dynithril]

Kysset. Det var svært at distancere sig fra det. Det talte til hver en fiber i Jarniqas krop! Hendes blod boblede, som om det kogte. Hendes krop dirrede af alle de følelser de søgte igennem hendes krop. Hendes læber brændte i den dans, som han havde indledt. Det var alt sammen fantastiske følelser.. Følelser, som hun ikke havde følt i år. Faktisk ikke siden, at hun og Lucifer havde brudt op. Theodore havde nemlig aldrig været i stand til at bringe hende de eksakte følelser. Deres forhold havde været rart, men det havde ikke været kærlighed. Ikke som med Lucifer. Det var også det der skræmte hende, da hun på den måde vidste, hvor meget dette betød for hende. Da han fortalte hende, at det ikke var farligt, følte hun derfor også en sørgmodighed i sig. Om Lucifer kendte til følelse, vidste hun ikke. Ej heller vidste hun, om han kendte til hendes følelser. Måske gjorde han.. Hendes sind var en smule mere åbent i en situation. Hun sukkede dæmpet mod hans læber. Som han holdt hende om livet, og om kinden, forsøgte hun at nusse hans bryst. Det at stå ham tæt føltes ikke som tidligere, men hun kunne dog stadig mærke, at det var Lucifer. Også selvom hans krop ikke var, hvad den havde været. Det føltes godt.. Så godt.. Og det skræmte hende. Det skræmte hende, hvor højt hun endnu elskede Lucifer, og hvor let der var at falde tilbage i gamle baner. Der var noget længselsfuldt over det, som hun brød kysset. Hun ønskede at fortsætte, men der var samtidig noget der smertede hende. ”..Lucifer,” sagde hun dæmpet i en bedende tone. ”Det går alt for stærkt..” Blikket sænkede hun. Det var ikke fordi, at hun var fysisk skræmt længere. Hun var mere erfaren nu, end da han havde forladt hende. Hun var nærmere følelsesmæssigt forskræmt nu.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forstod sig skam på følelser, så det skulle endelig ikke være for det. For nu, var det glæden ved, at han endelig havde formået at komme hende så nær, at han havde fået muligheden, for at kysse hende. Glad var han nemlig for dette, da det samtidig indikerede, at hun et sted ønskede det, mindst lige så meget, som det han selv gjorde. Et kort smil passerede derfor hans læber, inden han kyssede hende igen. At det jo så derimod, var noget som gjorde hende helt trist, havde jo ikke just været meningen!
Derfor lod Lucifer kysset blive brudt, men uden at trække sig. Gik det for stærkt? Virkelig? Han bed tænderne let sammen, inden han lænede sig frem, for at lade panden møde hendes i stedet for. Han nikkede blot. "Så... så lad os tage det med ro." bad han denne gang. Hvis der var nogen som helst mulighed, hvorpå at han kunne få muligheden for at være hende nær igen. På en lidt anden måde end det her, så var det bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at ødelægge. Ingen tvivl om det. Hånden fortsatte de rolige og blide strøg over hendes kind. Han ville hende jo gerne. Hellere end gerne, og.. hun ville vel egentlig også ham, var det ikke sådan, at det her skulle forstås? For alt i verden, ønskede han jo ikke, at ødelægge dette, mere end hvad han tydeligvis allerede havde gjort. Ikke at der var nogen tvivl om det! "Forstå nu bare, at jeg gerne vil dig, Jarniqa." Han havde begået en stor og fatal fejl.. Og han vidste, at han havde begået den. Og ikke ønskede han at køre mere rundt i det, hvor han derimod ønskede at rette op på den i stedet for! "Giv mig chancen," afsluttede han. Var det meget at forlange, når hun selv ikke vidste hvad hun ville eller ikke ville?

[Jarniqa Dynithril]

Det hele var meget for Jarniqa. Følelsen af at have Lucifer tæt igen. Kendsgerningen om, at hun endnu elskede Lucifer. Kendskabet om, at de stadig ikke havde reddet deres problematikker ud. Mindet om, hvor hårdt Lucifer havde såret hende. På de baggrunde valgte Jarniqa at bryde kysset. De blev nødt til at danne sig et fundament, inden de gik i gang med det fysiske igen.. ellers ville det hele blot ende overilet og gå galt. Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanker. Hun nikkede svagt til hans ord. Han var villig til at tage den med ro med hende.. Et sted havde hun måske troet, at det ville irritere ham. Før havde hun ikke ladt ham være nøgen med hende, og nu ville hun ikke lade ham kysse hende. Anderledes kunne hun dog ikke gøre det. Ikke så længe, at hun ikke vidste, hvor de stod. Hun havde det nemlig ikke fint med, at de bare kyssede. Hun havde brug for mere end det. Øjnene lukkede hun i, som han lagde panden mod hendes. ”Vi kan ikke bare kysse, og sige, at alt er som før. Sådan er det ikke.. Sådan er jeg ikke,” endte hun stille med at sige. Det sidste måtte hun tilføje, da det gik op for hende, at det måske kun var hende der var af den holdning, at et godt kys ikke redede alt. Hun bed sig selv svagt i læben, alt imens hun lod ham fortsætte kindstrøgende, og hans tag om hendes liv. ”..Jeg har brug for noget mere personligt.” Vidste han overhovedet, hvad hun mente? Hun kunne give ham en chance i form af, at de langsomt genfandt hinanden. Ikke, at hun bare serverede sit hjerte i et sølvfad til ham igen. Det kunne hun nemlig ikke.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At få lov til at være så nær Jarniqa igen, var en helt fantastisk frnemelse. Det var dder heller ikke nogen tvivl om. Han derimod havde uden tvivl savnet at have hende så tæt på. Selvom dette ikke var tæt nok, men nu var det samtidig også meget begrænset hvad de egentlig havde delt med hinanden, inden det var gået galt dengang. Det var noget, som han i den grad godt kunne mærke nu.
Dog var han ikke helt sikker på, hvad hun egentlig mente. Hun bad om noget personligt, og han måtte erkende, at han.. var forvirret over den tanke. Han rystede på hovedet. Her ville han ikke træde forkert igen. Ikke hvis han kunne undgå det. "... Og hvad skal det sige?" spurgte han denne gang, som han endnu en gang kiggede på hende. For alt i verden, ønskede han jo heller ikke, at dette skulle ødelægge noget, og særligt ikke hvis der var nogen mulighed for, at det skulle blive bdre for fremtiden. Når han tænkte personlige ting, tænkte han nok mere på det i bukserne, og når hun knapt ville kysse ham, kunne det vel ikke være det, som hun hentydede til? Og denne gang, var det bare ikke nu, at han skulle ødelægge det igen. Hun ville ikke bare kysse.. Det var fint nok, men hvad mere kunne han egentlig give hende, uden at gøre det forhastet? Dette var en fantastisk og enestående mulighed, og det skulle bare ikke have lov til at blive ødelagt endnu en gang!

[Jarniqa Dynithril]

[color=bØjnene åbnede Jarniqa op igen. Hans egne var så tæt på hendes.. Deres pander hvilte også endnu mod hinanden. Hun tog en indånding, inden hun forsigtigt vristede sig fri af hans greb. Hun var nødt til at have en smule luft og klarhed til hjernen. Det at være så tæt på ham, forblændede hende alt for let. Hun skulle næsten til at sukke, som han ikke fulgte hendes ord, men ikke gjorde hun det. Det ville ikke hjælpe. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at det måtte være en klar mandeting ikke at forstå sig på kvinders ord og følelser. Det virkede besværligt.. Hvordan havde kvinder indtil nu klaret sig med det? Selv følte hun i hvert fald ikke, at hun havde meget held med hverken Theodore eller Lucifer. ”Vi kan ikke bare kysse og tro, at alt er som før. Det er det ikke,” begyndte hun stille. Det var ikke fordi, at hun afviste ham. Hun ønskede bare, at de ikke var forhastede, men rent faktisk trak vejret og tænkte inden, at de gjorde noget. ”..Vi må.. genfinde hinanden uden det er ens betydning med, at vi skal være fysiske med hinanden.” Hun kiggede på ham. Forstod han? Hun var i tvivl i og med, at det virkede til, at Lucifer med det samme var klar til at sige, at det hele var, som det engang havde været. Der var hun ikke selv. Hun havde brug for ro.. Hun havde brug for at blive i stand til at tale med ham, gå ved siden af ham, inden de forsøgte sig med kys og kærtegn. Det andet var nemlig bare at springe over, hvor gærdet var lavest. Det var desuden ikke at se problemer i øjnene, men at lade dem ulme i baggrunden. Det kunne der ikke komme noget godt ud af.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At hun trak sig væk fra ham, tog Lucifer umiddelbart som en afvisning, hvor han denne gang bare blev stående og kiggede efter hende. Hvad hun mente med noget mere personligt, var han faktisk i tvivl om. Det var vel bare typisk kvinder, at gøre det hele så problematisk? Det var i hvert fald ikke noget, der umiddelbart ville komme bag på ham. Overhovedet ikke faktisk. Han rystede denne gang på hovedet af sig selv. Okay, havde han allerede ødelagt det, inden de overhovedet var kommet igang?
Lucifer vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han forstod godt, hvad hun mente med at det ikke var som det engang havde været, for det var han da helt enig med hende i, så det skulle da endelig ikke være for det. Han rystede på hovedet. "Det ved jeg godt, at det ikke er, Jarniqa," sagde han denne gang. Armene lod han denne gang falde over kors, som han kiggede på hende. For ham, var det nemlig vigtigt, at markere for hende, at det var noget som han ville, og han ønskede at det skulle fungere. Det andet gjorde ondt, og det vakte jo heller ikke noget andet end en kæmpe frustration.
Med andre ord, ville hun tilbage til det småkæresteri? Han bed tænderne let sammen. Stod det til ham, kunne de da snildt springe lige præcis det stadie over. Han endte dog med at nikke. Han havde jo for længst fundet ud af, at han skulle danse lidt efter hendes pibe, hvis det skulle fungere. "... Okay. Det burde ikke være noget problem." sagde han denne gang. Løgn.. Han havde et stort problem med lige præcis den ting!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa afviste ham ikke. Det var faktisk det sidste hun gjorde. Hun gav ham nemlig en åbning, som hun sagde, at de kunne forsøge sig, men på en betingelse. Derfor var der ingen grund til, at han trak sig sammen. Det eneste hun ville nå frem til var nemlig, at de skulle lade det fysiske ligge på hylden, så de kunne nærme sig hinanden psykisk i stedet. Det var det de havde brug for. Ikke kun hende, men dem, hvis de skulle komme igennem dette. Hun elskede ham, men denne gang ville hun være gennemtænkt, så de ikke endte i noget forhastet. Glad blev hun derfor også, da han anerkendte hendes betingelser. Det udtrykte nemlig en velvilje fra hans side, og at han rent faktisk mente det seriøst, og ikke blot som en hurtig fysisk løsning. At han løj, kunne hun ikke sanse. Hun var trods alt ikke mentaldæmon som ham. Noget der var til hans fordel, eftersom hun ikke ville have set sødt på ham, hvis hun havde vidst, at han end ikke var ærlig over for hende i en situation som denne. Lige nu var hun nemlig positivt overrasket over ham, hvor hun tænkte, om hun havde dømt ham for hårdt. Personligt havde hun nemlig tænkt, at det ville irritere ham ikke at måtte røre hende. Han måtte vel oprigtigt ønske hende så? ”Godt,” sagde hun stille, hvor hun derefter rent faktisk forsøgte sig med at sende ham et smil. De ville begge prøve.. Så kunne man vel ikke bede om mere? Spørgsmålet var så bare.. hvad så nu? ”Hvordan går det med kroppen? Hjalp mine omslag på dine fødder?” endte hun med at spørge ham. Hun kunne se, at han havde det langt bedre end sidst. Hvordan han præcist havde det, måtte han derimod fortælle hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var på ingen måder tilfreds med det her, men hvis det var det som hun krævede, var det jo det, som han måtte imødekomme, også selvom det virkelig var svært. Han ønskede nemlig at røre ved hende, og at være i kontakt med hende, men det var tydeligvis bare kke noget, som han ville få lov til at gøre af hende. Hvad kunne han da gøre ved det? Ikke rigtigt noget lige nu.
Frygten for at træde forkert, var hvad der faktisk måtte afholde Lucifer fra at give udtryk for sin mere direkte mening, da han også vidste, at det ville ende med at gøre utrolig ondt, og ødelægge mere, end hvad det måtte gavne. Det var han faktisk slet ikke interesseret i på nogen måde. Tvært imod faktisk! Han nikkede blot denne gang, inden han så mod hende. Det var et smil. Det var det første af den form for velvilje, som han havde set fra hendes side af, og hvor fantastisk det end måtte være! Han trak kort på den ene mundvig. Det handlede jo bare om at prøve, ikke sandt? "Jeg kan gå på ddem nu uden at det gør ondt, så.. Ja, det gjorde det." Meget havde Lucifer oplevet, men aldrig noget, som havde været akavet i den her forbindelse, og det fandt han virkelig, virkelig mærkeligt. Ikke at der var nogen tvivl om det.
Hvad pokker skulle de snakke om? Det fandt han faktisk en smule forvirrende. Det her var han jo ikke ligefrem indstillet på. "Det her er en smule akavet, Jarniqa.. Jeg ønsker bare at have lov til at sidde med dig.. Er det forbudt?" spurgte han denne gang. Det var jo åbenbart hende som satte reglerne og dagsordenen. Bare sidde og snakke.. det andet her var bare for underligt.

[Jarniqa Dynithril]

Det glædede oprigtigt Jarniqa, at Lucifer nu kunne gå, og at hendes helbredende omslag havde hjulpet. Hvor distanceret og bidsk hun end havde været over for ham sidst, havde det nemlig stadig gjort ondt på hende at se ham så elendig. Ingen burde nemlig have det, som han havde haft det. "Det glæder mig at høre," sagde hun oprigtigt. Han havde trods alt været ganske medtaget, da hun sidst havde set ham, og hun ... ja ... hun elskede ham jo stadig. "..Du må sige til, hvis jeg skal lave flere omslag eller andre miksture," endte hun efter et øjebliks tøven med at tilføje. Hun mente det dog. Særligt efter, at de havde slået fast, at de skulle holde muligheden om dem åben. Dem.. Det virkede helt underligt at tænke på, og desværre også utroligt naturligt og eftertragtet. Selv frygtede hun nemlig naturligvis stadig, at det ville ende galt. Armene lod hun glide over kors, som det hele allerede begyndte at skråne. Han fandt det akavet. Hun tog en indånding. Men hvad skulle hun gøre ved det? Hun ønskede jo at tage den med ro. Hvad var der i vejen med at ville passe på sig selv? Måske var problemet, at hun frygtede at blive såret, og at Lucifer fandt tanken utænkelig? Hun sendte kort jorden et blik. "..Vi kan da godt sætte os," sagde hun. Det var der intet skadeligt ved. Det skadelige ville være, hvis de med det samme kastede sig ud i det fysiske. Hun sendte ham kort et blik, inden hun velvilligt gik lidt tættere på klippekanten. Der var udsigten bedst. Den kunne de vel i det mindste nyde sammen? Sværdet bandt hun op, inden hun gled ned i skrædderstilling på jorden. Selv havde hun aldrig haft et problem med at komme i kontakt med naturen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne vel godt gøre sig et enkelt ihærdigt forsøg på at få det her til at virke? Men det krævede da godt nok også at Jarniqa viste sig lidt mere villig i den anden ende, og det alene, vidste han derimod godt kunne vise sig, at blive en udfordring, og særligt hvis hun i forvejen havde set sig sur på ham. Han nikkede blot denne gang. Han klarede sig. Det var stadig ømt, men nu kunne han da i det mindste gå på det. Desuden var han ikke typen der peb.. Han havde stormet derfra, og han havde ligeledes hørt rygterne om de efterlysninger som var sendt ud. Han frygtede vel også lidt, at skulle ryge tilbage dertil igen? "Det skal jeg nok. Foreløbig, så klarer jeg mig." Han vendte blikket mod hende. Hun fandt det vel lige så akavet, som han gjorde, men udlod egentlig bare at sige det? Var det ikke der, de efterhånden måtte være? Det var lidt det, som han var bange for, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det lige nu.
Denne gang forsøgte Lucifer at efterkomme hendes ønsker, uden at gå på kompromis med sine egne. Nu havde han da fået lov til at komme hende så nær, at han kunne røre ved hende, samt kysse hende. For ham, var det bare ikke nok. Hun satte sig. Det var jo lige før, at selv det overraskede ham! Igen nikkede han. Det her var nok noget af det mest akavede, som han nogensinde havde oplevet, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Dog endte han med at acceptere det, og søgte hen mod hende. Han var stadig en smule stiv i det, men hvad.. Efter det, som han havde været igennem, var det vel ikke så underligt igen, var det? "Godt," istemte han denne gang, idet at han valgte at sætte sig ned ved siden af hende. Det gav desuden også fødderne en pause. "Jeg ved godt, at jeg dummede mig, og at du har brug for tid. Det er fint nok.. Jeg vil bare ikke den akavede stemning." Han var ligefrem. Han kunne jo lige så godt få det sagt.

[Jarniqa Dynithril]

”Godt.. Ingen burde være blevet udsat for det, som du blev udsat for,” endte Jarniqa med at indrømme. Han havde ikke fortjent at være gidsel og slave blandt mørkelverne. Det fortjente ingen. Hun havde jo end ikke selv været i stand til at pådutte andre den skæbne. Hun havde trods alt bittert fortrudt, hvad hun havde gjort ved Valandil. Derudover var der også det faktum, at hun selv havde draget bort fra det samfund. Hun havde kun holdt der i knap et år. De smaragdgrønne øjne holdt hun mod udsigten. Hun havde altid nydt den herfra. Her kunne hun spejde ud over hele Manjarno. Et syn og en tanke der flere gange havde fået hende til at undre sig over, hvorfor Neutranium lå i Ityrial. I hendes optik lå et slot bedre og mere sikkert, når det var placeret mod et bjerg som Paggeija. Hænderne lagde hun i sit skød, hvorefter hun kort så ned på dem, som han omtalte den akavede stilling. ”Er der da ikke al god grund til, at det er akavet?” spurgte hun ham oprigtigt. De havde brudt op.. På en ikke så køn måde. Derefter var der sket en række mindre kønne ting mellem dem i Maerimydra. Gav det ikke god anledning til, at det burde være akavet mellem dem? Blikket hævede hun igen, hvor hun rettede sine klare øjne imod ham. Hun elskede ham, men det hele var blevet en besynderlig omgang vælling. Hvordan de skulle komme sig, vidste hun ikke, men hun havde før hørt udsagnet; at tiden læger alle sår. Måske, at det også virkede på dem? Hun vidste det ikke. På det plan var hun ikke spor verdenskendt. Så meget forstod hun sig end ikke på mænd, forhold og følelser endnu, samt bestialske episoder.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At høre hende tage de ord i sin mund, var noget som udelukkende måtte gøre Lucifer glad. Det var svært nok som det var i forvejen, og det var det som rent faktisk måtte irritere ham mere end nogensinde før, og det var også meget tydeligt lige nu.
Langsomt tog Lucifer pladsen ved hendes side. Stadig var det frygtelig godt at komme ned at sidde, for han var endnu meget øm under fødderne. Han sukkede kortvarigt. "Det var heller ikke lige sjovt altid, vil jeg lige sige," sagde han denne gang. Frygten dagligt for hvad der skulle ske, fordi han vidste at det ville gøre ondt. Pisk og skældsord havde været en daglig ting for ham, og han vidste jo ligeledes at de nok også i dag, måtte lede efter ham. Han hadede det! Næsten lige så meget, som han hadede den ellers meget akavede stemning som var omkring dem. Muligt var det måske at den var berettiget, men han kunne ikke lide den.
Lucifer vidste hvad han ville, og dette var jo intet undtag. Nu hvor det var sagt, ønskede han nu bare at gøre bod på det hele, så det ugen kunne blive som det engang havde værst mellem dem. Her vendte han blikket mod hende. "Jeg foragter denne stemning Jarniqa. Den er forkert," sagde han denne gang, hvor han vendte blikket mod hende igen. Han bøjede let i benene hvor han kunne lade armene hvile mod hans knæ denne gang. Det var svært at gøre andet i hvert fald.
Prøvede han for hårdt? Han følte det lidt og følelsen af det, var yderst forkert for det var ikke sådan det burde være. "Du stoler ikke på mug, gør du?" spurgte han pludseligt, idet han roligt så mod hende. Igen her, ville han jo faktisk bare gerne vide hvad han egentlig havde at arbejde med, og hvor de sådan ordentlig stod med hinanden.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa vendte sit smaragdgrønne blik ned mod jorden. Her greb hun fraværende om en sten, som hun begyndte at tegne i jorden med. Intet særligt.. Bevægelserne var tilfældige, og derfor ubeslutsomme streger og cirkler. Hun tog en indånding. ”..Giver du mig skylden for det?” spurgte hun ham endeligt. Gjorde han det? Gav hende skylden for, at han var endt ved mørkelverne? Selv kunne hun fornemme at tanken om det gav hende en knude i maven. Selv mente hun ikke, at det var hendes skyld.. men tanken om, at han muligvis bar nag overfor hende, brød hun sig ikke om. Hun havde trods alt bevist, at hun intet ondt ønskede ham. Mørkelverne havde for fanden brækket hendes arm, da hun havde udtrykt følelser over for ham! Hun fortsatte med stenen. Dette var akavet.. Ja. Hun foragtede også denne stemning, men hvad kunne hun gøre? Hun holdt ved, at de ikke burde forhaste sig. Hun tog endnu en indånding, og lagde stenen fra sig. Hun følte sig som en usikker lille pige.. og hun hadede det. Hun kiggede kort på ham. Det ville blive svært det her.. Ville han virkelig have viljen og tålmodigheden til det? Hun håbede jo, at han havde det.. ellers ville hun ikke have gået med til dette. ”Lucifer.. Tillid er noget, som man skal gøre sig fortjent til.. En tillid, som du engang brød.” Hendes stemme var dæmpet, men bar stadig præg af sorg og ærlighed. Det eneste hun var sikker på var, at han aldrig ville gøre hende fysisk fortræd. På det punkt stolede hun på ham. Han havde aldrig angrebet hende. Hun trak benene op til sig og lagde armene om dem. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, og frustrerende var tanken om, at hun både ønskede, at han lagde armene om hende, og at han blev siddende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ville bestemt ikke mene, at han gav hende skylden. Det havde han faktisk aldrig været ude på. Han rystede kort på hovedet. Han gad ikke ned af den sti igen! Den havde de i forvejen været alt for meget på igennem den sidste tid, og han kunne slet ikke overskue det mere. "Det sagde jeg ikke, at det var." pointerede han denne gang. Den tanke, gjorde ham faktisk en smule trist, men hvad fanden.. Hvad havde han forventet? Han følte sig sårbar i den her situation, og han brød sig så sandelig heller ikke om det. Tvært imod. Han vendte blikket ned mod stenen i hendes hånd, som egentlig bare kørte i vilkårlige cirkler foran hende. Okay, var det virkelig derud de skulle? Han havde det faktisk dårligt med det. Det var desværre bare meget begrænset hvad han lige kunne gøre ved det alligevel.
Tydeligt var det, at Jarniqa slet ikke stolede på ham. Dertil var det bare utrolig svært at gøre noget ved det alligevel. Og faktisk, måtte Lucifer erkende, at det gjorde det langt mere problematisk at forsøge at gøre det bedre, når det skulle være på den her måde. Hvor irriterende var det ikke lige? Han knyttede næverne let i det skjulte. Han havde brudt hendes tillid? Hun havde nærmest sat ham i valget der hed hende eller hans egen familie, og helt dum var han jo trods alt heller ikke. Han vidste i hvert fald, hvad han i den forstand, måtte ønske sig. "Du satte mig i et valg, som du slet ikke havde retten til at sætte mig i." Han vendte blikket mod hende. For nu, forsøgte han at forklare sig, uden at hidse sig op, også selvom det virkelig var svært for ham. Han havde det virkelig stramt med det her, men for helvede, han forsøgte da, selvom det slet ikke var nemt! "Hvad skal der til, for at genvinde den?" tilføjede han denne gang. Han havde accepteret, at gå roligt frem.. Fint nok.. men han var nødt til at vide, hvad han jo egentlig havde at arbejde med på sigt, og om der overhovedet var chance for, at det ville gå.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa nikkede accepterende til hans ord, som han fastslog, at han ikke gav hende skylden for sit livs uheldige drejning. Hvad han dengang havde lavet så tæt på Maerimydras grænse, begreb hun endnu ikke. Skoven havde trods alt ligget langt fra de områder, som han nød at færdes. Han var heller ikke kommet efter hende, for da de havde set hinanden, havde han blot forsøgt at tryne hende. Med al det der var sket, kunne det helt være tvivlsomt, hvordan de skulle komme videre derfra.. men man sagde jo, at kærlighed kunne besejre alt.. og hun elskede ham jo endnu. Alligevel syntes det at bryde for et øjeblik, som hun sendte ham et hårdt blik, som han nævnte det valg, som hun i sin tid havde sat ham for. ”Jeg havde al ret. Du indrømmede endda, at du havde valgt forkert,” pointerede hun direkte, inden hun så væk igen. Dette her var ikke måden frem for dem. Faktisk var det nærmere måden til at skubbe dem længere fra hinanden. Hun så tavst frem for sig. De burde vel starte på en frisk? Måske starte, som alle andre gjorde, men som de havde sprunget over? Manden der gjorde kur til kvinden.. Gav hende blomster.. Inviterede hende ud. Det havde hun faktisk aldrig prøvet. Om hun var typen til al det, vidste hun derfor ikke engang. De stadier syntes hun overraskende nok altid at have sprunget over. ”..Vi bør starte på en frisk.. Gøre tavlen ren og starte forfra,” endte hun med at sige. De måtte prøve at genfinde hinanden. Om det virkelig var løsningen på det, kunne hun ikke sige på stående fod. Hun prøvede dog at finde på en løsning, og det var vel alt, hvad man kunne forlange og håbe på?